29.9.2012   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 295/17

1)

Kan en national ret på baggrund af nationale bestemmelser, der for så vidt angår rent interne situationer henviser til EU-retten, fortolke og anvende EU-rettens bestemmelser og principper på en sådan måde, at retten fraviger den fortolkning — eller anvender denne urigtigt — som Domstolen har anlagt heraf i sin praksis?

2)

Er det i henhold til artikel 3 i lov nr. 241/1990 og artikel 3 i Siciliens regionallov nr. 10/1991, sammenholdt med artikel 1 i lov nr. 241/1990, hvorefter de italienske myndigheder skal anvende principperne i EU’s retssystem i overensstemmelse med forvaltningens pligt til i henhold til artikel 296, stk. 2, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde og artikel 41, stk. 2, litra c), i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, at begrunde sine beslutninger, foreneligt med EU-retten at anvende og fortolke de ovenstående nationale bestemmelser, hvorefter paritetiske beslutninger, dvs. subjektive rettigheder på pensionsområdet, der ikke desto mindre er bindende, kan unddrages begrundelsespligten, og udgør denne situation en væsentlig overtrædelse af den administrative foranstaltning?

3)

Er artikel 21g, stk. 2, første led, i lov nr. 241/1990 som fortolket i den forvaltningsretlige praksis, sammenholdt med pligten til at begrunde forvaltningsakter, som fastsat i artikel 3 i lov nr. 241/1990 og i Siciliens regionallov nr. 10/1991, sammenholdt med pligten for forvaltningen til at begrunde sine beslutninger, som fastsat i artikel 296, stk. 2, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde og i artikel 41, stk. 2, litra c), i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, forenelig med artikel 1 i lov nr. 241/1990 om forvaltningens pligt til at anvende EU-rettens principper, og er det følgelig foreneligt og tilladt, at forvaltningen anlægger og anvender en fortolkning, hvorefter den har mulighed for først at fremkomme med begrundelsen under retssagen?