Appel iværksat den 3. juni 2015 af Central Bank of Iran til prøvelse af dom afsagt af Retten (Første Afdeling) den 25. marts 2015 i sag T-563/12, Central Bank of Iran mod Rådet for Den Europæiske Union

(Sag C-266/15 P)

(2015/C 294/31)

Processprog: engelsk

Parter

Appellant: Central Bank of Iran (ved barristers M. Lester og Z. Al-Rikabi)

Den anden part i appelsagen: Rådet for Den Europæiske Union

Appellanten har nedlagt følgende påstande

Anbringender og væsentligste argumenter

Central Bank of Iran har iværksat appel til prøvelse af Rettens dom i sag T-563/12 afsagt den 25. marts 2015, hvorved Retten afviste appellantens påstand om annullation af dennes opførelse på listen i Rådets afgørelse 2012/635/FUSP af 15. oktober 2012 (1) og Rådets gennemførelsesforordning (EU) nr. 945/2012 af 15. oktober 2012 (2). Appellanten har fremført fire anbringender til støtte for sin appel.

A. Retten begik en fejl ved at fastslå, at Rådet foretog en korrekt vurdering af, om nogle af de i de anfægtede foranstaltninger anførte opførelseskriterier var opfyldt.

Retten begik en fejl ved at sammenblande de ydelser, som appellanten leverer i henhold til Irans monetære og finansielle lov, med »finansiel støtte« til den iranske regering som omhandlet i det pågældende opførelseskriterium. De ydelser, som appellanten leverer som centralbank, såsom regnskabsføring og clearingtransaktioner, er ikke »finansiel støtte« af en sådan kvalitativ og kvantitativ betydning, at det gør det muligt for den iranske regering at fortsætte et atomprogram. Korrekt og forholdsmæssigt fortolket udgør disse ydelser således på ingen måde finansiel støtte.

B. Retten begik en fejl ved at fastslå, at Rådet havde overholdt sin begrundelsesforpligt i artikel 296 TEUF

Den omstændighed, at Irans monetære og finansielle lov, som fastlægger appellantens funktioner og beføjelser som Irans centralbank, findes, gør det (i modsætning til det i Rettens dom anførte)ikke åbenbart, hvad Rådet i sin begrundelse mener med »finansiel støtte«. Retten begik en fejl ved at fastslå, at Rådet ikke var forpligtet til at give konkrete og specifikke grunde til hvorledes og på hvilke måder det anså appellanten for at have ydet en sådan støtte til den iranske regering.

C. Retten begik en fejl ved at fastslå, at appellantens ret til forsvar var blevet overholdt

Retten fastlog også med urette, at Rådet have overholdt appellantens ret til forsvar. Rådet har ikke fremlagt noget bevis forud for dets afgørelse om igen at opføre appellanten på listen. Retten begik en fejl ved at tillade Rådet at supplere dets begrundelse under påberåbelse af bestemmelserne i Irans monetære og finansielle lov, som (i modsætning til det i Rettens dom anførte) ikke åbenbart var omhandlet i begrundelsen. Appellanten blev frataget viden om sagen imod sig og var ikke i stand til at tilrettelægge sit forsvar på en hensigtsmæssig måde.

D. Retten begik en fejl, da den forkastede appellantens anbringende om, at Rådet ubegrundet og uforholdsmæssigt havde tilsidesat appellantens grundlæggende rettigheder, herunder appellantens ret til beskyttelse af ejendom og omdømme.

Retten burde have fundet, at opførelsen af appellanten på listen er uforholdsmæssig, idet det har skabt alvorlige vanskeligheder for appellanten og det iranske folk, idet det ikke har nogen indvirkning på den iranske regerings indtægtskilder, og idet det ikke bidrager til formålet om tvinge den iranske regering til at ophøre med udviklingen af dens nukleare spredningsprogram.

(1)  Rådets afgørelse 2012/635/FUSP af 15.10.2012 om ændring af afgørelse 2010/413/FUSP om restriktive foranstaltninger over for Iran (EUT L 282, s. 58).

(2)  Rådets gennemførelsesforordning (EU) nr. 945/2012 af 15.10.2012 om gennemførelse af forordning (EU) nr. 267/2012 om restriktive foranstaltninger over for Iran (EUT L 282, s. 16).