—

Europa-Kommissionens afgørelse C(2019) 2526 final af 2. april 2019 om statsstøtte SA.44896, der er gennemført af Det Forenede Kongerige vedrørende CFC Group Financing Exemption, annulleres i sin helhed, for så vidt som den vedrører sagsøgeren.

—

Såfremt afgørelsen ikke annulleres i sin helhed, a) annulleres den, for så vidt som den finder anvendelse på fritagelsen vedrørende »matched interest« i Chapter 9 i Part 9A i Taxation (International and Other Provisions) Act 2010, og b) fastslås det, at der ved fastsættelsen af det støttebeløb, som skal tilbagebetales, skal tages hensyn til tab, nedsættelser eller fritagelser, som sagsøgeren kunne indrømmes, da selskabet anmodede om koncernfinansieringsfritagelse, eller som sagsøgeren kunne være blevet indrømmet, såfremt selskabet ikke havde anmodet om denne koncernfinansieringsfritagelse, selv om adgangen til sådanne tab, nedsættelser eller fritagelser nu er forældet i henholdt til Det Forenede Kongeriges lovgivning.

—

Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

1.

Første anbringende om, at sagsøgte ikke har godtgjort, at koncernfinansieringsfritagelsen udgør en fordel i hvert enkelt tilfælde, hvor der er anmodet om koncernfinansieringsfritagelse. Sagsøgeren har endvidere gjort gældende, at selskabet valgte at anmode om koncernfinansieringsfritagelse, idet det oprindeligt forventede 75 %’s fritagelse uden at overveje, om selskabets tilsvar kunne have været lavere, hvis det havde foretaget en analyse i henhold til kriteriet om nøglepersonfunktioner i Section 371EB i Chapter 5 i Part 9A i Taxation (International and Other Provisions) Act 2010.

2.

Andet anbringende om, at der ikke var nogen indblanding fra statens side eller med statsmidler. Sagsøgeren har gjort gældende, at sagsøgte ikke har godtgjort, at anmodningen om koncernfinansieringsfritagelse faktisk har ført til en nedsættelse af det selskabsskattetilsvar, der følger af Det Forenede Kongeriges lovgivning.

3.

Tredje anbringende om, at koncernfinansieringsfritagelsen ikke begunstiger visse virksomheder eller produktionen af visse varer. Sagsøgeren har gjort gældende, at sagsøgte har begået fejl ved i) at definere referencesystemet for snævert som reglerne i den nævnte Part 9A i stedet for som Det Forenede Kongeriges bredere selskabsskattesystem, ii) ikke at indse, at Chapter 9 i Part 9A i Taxation (International and Other Provisions) Act 2010 ikke udgør en undtagelse til Chapter 5 heri, og iii) ikke at anerkende, at selv såfremt det nævnte Chapter 9 udgjorde en undtagelse til Chapter 5, ville det være begrundet ved karakteren af eller den generelle ordning i Part 9A i loven.

4.

Fjerde anbringende om, at koncernfinansieringsfritagelsen ikke påvirker handelen mellem mellemmedlemsstater. Sagsøgeren har gjort gældende, at sagsøgte har begået en fejl ved at konkludere, at koncernfinansieringsfritagelsen kan have indflydelse på multinationale koncerners valg med hensyn til, hvor i EU deres koncernfinansieringsopgaver skal udøves, og deres hovedkontor placeres, navnlig henset til, at der før 2016 i 15 medlemsstater ikke var lige vilkår eller regler for kontrollerede udenlandske selskaber.

5.

Femte anbringende om, at koncernfinansieringsfritagelsen hverken fordrejer eller truer med at fordreje konkurrencen. Sagsøgeren har gjort gældende, at sagsøgte ikke har godtgjort, at anmodning om koncernfinansieringsfritagelse faktisk har ført til en nedsættelse af det selskabsskattetilsvar, der følger af Det Forenede Kongeriges lovgivning, og sagsøgeren har under henvisning til de argumenter, som er anført i det fjerde anbringende ovenfor, anført, at koncernfinansieringsfritagelsen ikke fordrejer konkurrencen.

6.

Sjette anbringende om, at tilbagesøgningen af den angivelige støtte er i strid med generelle principper i EU-lovgivningen. Sagsøgeren har gjort gældende, at kriteriet om nøglepersonfunktioner mangler retssikkerhed, at Det Forenede Kongerige kunne anlægge et skøn med henblik på at afhjælpe denne usikkerhed, og at sagsøgte har tilsidesat sin pligt til at foretage en fuldstændig analyse af samtlige relevante faktorer. Ved at pålægge tilbagesøgning af støtte har sagsøgte handlet i strid med artikel 16, stk. 1, i Rådets forordning (EU) 2015/1589 (1), der forbyder tilbagesøgning af støtte, hvis det vil være i modstrid med et generelt princip i EU-lovgivningen.

7.

Syvende anbringende om, at den selektive fordel ville forsvinde, og at der ikke skulle tilbagebetales støtte, såfremt Det Forenede Kongerige med tilbagevirkende kraft udvidede koncernfinansieringsfritagelsen til også at omfatte udlån til foregående led og udlån til tredjepart. Sagsøgeren har gjort gældende, at sagsøgte ikke har indset, at dette ville fjerne enhver selektiv fordel (det formodes her, at disse fordele foreligger), og i så fald ville der ikke være nogen ulovlig støtte, som skulle tilbagebetales i henhold til EU-retten.

8.

Ottende anbringende om, at der ved fastsættelsen af det støttebeløb, som skal tilbagebetales, skal tages hensyn til tab, nedsættelser eller fritagelser, som sagsøgeren kunne indrømmes, da selskabet anmodede om koncernfinansieringsfritagelse, eller som sagsøgeren kunne være blevet indrømmet, såfremt selskabet ikke havde anmodet om denne koncernfinansieringsfritagelse, selv om adgangen til sådanne tab, nedsættelser eller fritagelser nu er forældet i henholdt til Det Forenede Kongeriges lovgivning. Sagsøgeren har gjort gældende, at dette er en korrekt fortolkning af 203. betragtning til den anfægtede afgørelse, men for så vidt som dette ikke er tilfældet, er den anfægtede afgørelse forkert, idet manglende hensyntagen til sådanne tab, nedsættelser eller fritagelser fører til en for høj fastsættelse af støttebeløbet, hvilket vil medføre en fordrejning på det indre marked.

9.

Niende anbringende om, at sagsøgte ikke har godtgjort sin begrundelse med hensyn til fritagelsen vedrørende »matched interest« og ikke har foretaget en fuldstændig analyse af samtlige relevante faktorer. Sagsøgeren har gjort gældende, at sagsøgte ikke sondrede imellem tre forskellige fritagelser i henhold til det nævnte Chapter 9, som anvendes uafhængigt af hinanden, og at sagsøgte ikke indså, at fritagelsen vedrørende »matched interest« ikke skal tages som udtryk for kriteriet om nøglepersonfunktioner, og at tilstedeværelsen af fritagelsen vedrørende »matched interest« (som er uløseligt forbundet med regler, der begrænser fradrag for renteudgifter) i det nævnte Chapter 9 påviser, at sagsøgte begik en fejl ved at definere referencesystemet snævert som reglerne i Part 9A i loven i stedet for som Det Forenede kongeriges bredere selskabsskattesystem.