1.

Er den fortolkning i retspraksis af artikel 251, artikel 394, stk. 3 og artikel 411 i Ley de Enjuiciamiento Civil (lov om civil retspleje), der er fastlagt i Decreto de 1 de octubre de 2019 (dekret af 1.10.2019), og hvorefter det beløb, som tvisten omhandler, sidestilles med den økonomiske interesse i sagen og følgelig fører til en nedsættelse af de salærer, som en forbruger har betalt til sin advokat på grundlag af et fast beløb (18 000 EUR), der er fastsat ved lov udelukkende for et beløb, der ikke kan anslås, og ikke for et ubestemt beløb, i strid med artikel 6, stk.1, og artikel 7, stk.1, i direktivet (1), idet den ikke kan genoprette den faktiske og retlige situation, som forbrugeren ville have befundet sig i uden det nævnte vilkår, selv om der til dennes fordel foreligger en erklæring fra en ret om, at kontraktvilkåret er urimeligt, og idet den ikke fjerner et urimeligt proceduremæssigt krav vedrørende en begrænsning af omkostningerne, hvor det ville sikre forbrugeren de mest passende og effektive midler til en legitim udøvelse af dennes rettigheder, hvis dette krav fjernes?

2.

Er artikel 394, stk. 3, i Ley de Enjuiciamiento Civil (lov om civil retspleje) i sig selv i strid med direktivets artikel 6, stk. 1, og artikel 7, stk. 1, og gør den det umuligt eller uforholdsmæssigt vanskeligt at udøve de rettigheder for retsinstanserne, som det nævnte direktiv tillægger forbrugerne, idet den begrænsning, som den nævnte artikel pålægger forbrugeren, hvorefter denne skal bære en del af sine egne sagsomkostninger, medfører, at det ikke er muligt at genoprette den faktiske og retlige situation, som forbrugeren ville have befundet sig i uden det nævnte vilkår, selv om der til dennes fordel foreligger en erklæring fra en ret om, at kontraktvilkåret er urimeligt, og idet den ikke fjerner et urimeligt proceduremæssigt krav vedrørende en begrænsning af omkostningerne, hvor det ville sikre forbrugerenen de mest passende og effektive midler til en legitim udøvelse af dennes rettigheder, hvis dette krav fjernes?