a)

Retten baserede sig på den omstændighed, at »de opgaver, hvis varetagelse er overdraget til Kommissionen […] inden for rammerne af ESM-traktaten, ikke indebærer nogen selvstændig beslutningsbeføjelse, og at disse to institutioners virksomhed inden for rammerne af denne traktat […] kun forpligter ESM« (1) uden at vurdere betydningen af det retlige udsagn, som den accepterede for argumentets skyld i præmis 48, hvorefter Kommissionen »ikke havde afgivet den effektive kontrol med sin rolle i beslutningsprocessen i henhold til artikel 136, stk. 3, TEUF under anvendelsen af de beføjelser, den tilkendes i artikel 17 TEU, til som ansvarlig EU-institution at sikre, at retsakter indgået i henhold til ESM-traktaten er forenelige med EU-retten«.

b)

Det er gjort gældende, at Pringle-dommen (2), som Retten lagde til grund (3), fastslår, at selv om Kommissionen og Den Europæiske Centralbank kun forpligter ESM (4), bemærkede Domstolen bl.a. (5) i dommens præmis 164, at »[d]e opgaver, som Kommissionen tildeles ved ESM-traktaten, gør det […] muligt for den, som foreskrevet i denne traktats artikel 13, stk. 3 og 4, at påse, at de aftalememoranda, der indgås af ESM, er forenelige med EU-retten« og i præmis 174, at »[i] medfør af denne traktats artikel 13, stk. 3, skal det aftalememorandum, som tilvejebringes gennem forhandling med den medlemsstat, der anmoder om stabilitetsstøtte, således være fuldt ud foreneligt med EU-retten«.

c)

Udsagnet, »[e]t erstatningskrav rettet mod Unionen og alene baseret på ulovligheden af en retsakt eller en adfærd, som ikke er vedtaget af en EU-institution eller Unionens ansatte, skal afvises« (6), blev anvendt uden, at der blev foretaget en vurdering af de af appellanterne fremførte bemærkninger, hvori de anførte, at »Den Europæiske Centralbank må have fungeret som en [EU-institution], eftersom ESM ikke lovligt kunne udøve en effektiv kontrol af tvangsbeføjelsen i henhold til EU-retten med henblik på at tillade og/eller foretage og/eller gennemføre truslen. Den nævnte tvangsbeføjelse er tildelt Den Europæiske Centralbank, og den effektive kontrol deraf kan ikke overdrages på grundlag af EU-retten«.

d)

»[D]en adfærd, der angiveligt har ført til det påberåbte tab, er Kommissionens undladelse af at handle i forbindelse med undertegnelsen af aftalememorandummet. Aftalememorandummet blev imidlertid undertegnet efter værdiforringelsen af sagsøgerens indskud […]. Denne værdiforringelse indtrådte nemlig ved ikrafttrædelsen af [foranstaltningerne af 29. marts 2013]. Det kan således ikke fastslås, at sagsøgeren med den nødvendige sikkerhed har påvist, at den skade, som denne mener at have lidt, rent faktisk skyldes den undladelse, som Kommissionen kritiseres for« (7). Ovenstående forslag tager ikke hensyn til sagsøgerens argumentation i kendelsens præmis 41, hvorefter »[d]et er betingelserne i tilknytning til den finansielle støttefacilitet tildelt [Republikken Cypern] den 26. april 2013 og den måde, hvorpå Kommissionen og ECB har stillet krav om disse betingelser, som har medført den skade, for hvilken sagsøgeren søger erstatning i medfør af artikel 268 [TEUF] og 340 TEUF«. Den måde, hvorpå disse betingelser er blevet krævet, omfattede også den omstændighed, at Kommissionen ikke sikrede, at betingelserne var i overensstemmelse med EU-retten, og Den Europæiske Centralbanks trussel om at afbryde tilførslen af likviditet i euro til Cypern, hvilket udgjorde fortsatte handlinger/undladelser, der begyndte den 15. marts 2013, og som afsluttede den 29. marts 2013 med opfyldelsen af betingelserne.

e)

Indholdet i aftalememorandummet blev anfægtet med den begrundelse, at det henviste til den forudgående opfyldelse af de betingelser, som hypotetisk set opstod inden værdiforringelsen af appellanternes indskud, hvilket Retten har undladt at vurdere som en integreret del af processen.

f)

»I de sager, hvor den adfærd, der angiveligt har været årsag til den påståede skade, består i en undladelse, er det særligt nødvendigt at få vished for, at denne skade rent faktisk er forårsaget af den påståede undladelse og ikke skyldes en anden adfærd end den, der hævdes over for den sagsøgte institution«, jf. kendelsen i sagen Portela mod Kommissionen (8). Dette betyder, at »selv hvis« (9) Kommissionen handlede i overensstemmelse med sin forpligtelse til at sikre, at betingelserne var forenelige med EU-retten, ville dette ikke have ændret noget, »eftersom aftalememorandummet blev undertegnet efter værdiforringelsen af appellanternes indskud i BoC« (10). Retten har igen undladt at vurdere appellanternes argumenter, jf. bl.a. punkt d) og e) ovenfor.

g)

Derudover og subsidiært begik Retten en faktisk fejl ved at konstatere, at aftalememorandummet blev undertegnet efter værdiforringelsen af indskud i alle tilfælde. Hvad angår BoC skete den endelige værdiforringelse først efter undertegnelsen af aftalememorandummet den 26. april 2013, nemlig i slutningen af juni 2013.