14.11.2016   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 419/49


Appel iværksat den 7. september 2016 af FV til prøvelse af Personalerettens dom af 28. juni 2016 i sag F-40/15, FV mod Rådet

(Sag T-639/16 P)

(2016/C 419/65)

Processprog: fransk

Parter

Appellant: FV (Rhode-St-Genèse, Belgien) (ved advokat L. Levi)

Den anden part i appelsagen: Rådet for Den Europæiske Union

Appellantens påstande

Dom afsagt af Personaleretten den 28. juni 2016 i sag F-40/15 ophæves.

Følgelig gives der appellanten medhold i hans påstande i første instans, og i overensstemmelse hermed:

annulleres appellantens bedømmelsesrapport for 2013

tilpligtes Rådet for Den Europæiske Union at betale sagens omkostninger.

Rådet tilpligtes at betale sagens omkostninger ved begge instanser.

Anbringender og væsentligste argumenter

Til støtte for appellen har appellanten fremsat tre anbringender.

1.

Det første anbringende vedrører den omstændighed, at den appellerede dom blev afsagt af et dommerkollegium, der følger af en tilsidesættelse af artikel 27, stk. 3, i Personalerettens procesreglement.

Appellanten har gjort gældende, at den nævnte tilsidesættelse er karakteriseret ved den omstændighed, at Rådets afgørelse 2016/454 af 22. marts 2016 om udnævnelse af tre dommere ved Retten for EU-Personalesager selv er behæftet med en kompetencemangel, en tilsidesættelse af artikel 257 og 281 TEUF, en tilsidesættelse af bilag I i protokol nr. 3 til statutten for Domstolen, en tilsidesættelse af artikel 13, stk. 2, i EU-traktaten og en tilsidesættelse af afgørelse 2005/150/EF af 18. januar 2015 om betingelserne og de nærmere bestemmelser vedrørende indgivelse og behandling af ansøgningerne med henblik på udnævnelsen af dommere til Retten for EU-personalesager.

2.

Det andet anbringende vedrører førsteinstansens manglende efterprøvelse af anlæggelsen af et åbenbart urigtigt skøn, tilsidesættelse af den begrundelsespligt, der påhviler indstævnte, tilsidesættelse af førsteinstansens begrundelsespligt, forkert gengivelse af sagsakterne og tilsidesættelse af bedømmelsesvejledningen.

3.

Det tredje anbringende er, at der er sket tilsidesættelse af omsorgspligten og at sagsakterne er gengivet forkert.