8.10.2018   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 364/18


Sag anlagt den 2. august 2018 — WV mod EEAS

(Sag T-471/18)

(2018/C 364/19)

Processprog: fransk

Parter

Sagsøger: WV (ved advokat É. Boigelot)

Sagsøgt: Tjenesten for EU's Optræden Udadtil (EEAS)

Sagsøgerens påstande

Afgørelse af 27. november 2017 med referencen »eeas.ba.hr.3(2017)6459331« truffet af [fortroligt(1) om tilbageholdelse af løn for 72 kalenderdage til skade for sagsøgeren annulleres.

Om fornødent annulleres den udtrykkelige afgørelse om afslag af 2. maj 2018 (»eeas.ba.hr.3/ld(2018)2309062«) efter den af sagsøgeren den 3. januar 2018 indgivne klage.

Det fastslås, at de beløb, der skal tilbagebetales til sagsøgeren efter denne annullation, skal forhøjes med morarenter med en sats på 5 % årligt eller med en anden af Retten fastsat sats, beregnet på datoen for den faktiske tilbagebetaling og svarende til datoerne for de foretagne tilbageholdelser.

EEAS tilpligtes at betale sagsomkostningerne i henhold til artikel 134 i procesreglementet for Den Europæiske Unions Ret.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren anført et enkelt anbringende vedrørende tilsidesættelse af personalevedtægtens artikel 1e, stk. 2, artikel 12, 12a, 21, 25, 26, 55 og 60, af bistands- og omsorgspligten, af princippet om god forvaltning, og en tilsidesættelse af artikel 1 og 2 i bilag IX til personalevedtægten samt af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 45/2001 af 18. december 2000 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger i fællesskabsinstitutionerne og -organerne og om fri udveksling af sådanne oplysninger (EFT 2001, L 8, s. 1). Sagsøgeren har ligeledes påberåbt sig en tilsidesættelse af bl.a. artikel 41, 47 og 52 i chartret om grundlæggende rettigheder, af den europæiske konvention til beskyttelse af menneskerettigheder og af retten til kontradiktion, tilsidesættelse af artikel 296 TEUF og retsmisbrug og procedurefordrejning, og herudover en åbenbar tilsidesættelse af princippet om berettigede forventninger og princippet om processuel ligestilling. Endelig har sagsøgeren gjort gældende, at der er sket en tilsidesættelse af det princip, der pålægger forvaltningen kun at træffe afgørelse på basis af lovlige grunde, dvs. grunde, der er relevante og ikke behæftede med et eller flere åbenbart urigtige faktiske eller retlige skøn, og en tilsidesættelse af proportionalitetsprincippet, af audi alteram partem og retssikkerhedsprincippet, samt en tilsidesættelse af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1049/2001 af 30. maj 2001 om aktindsigt i Europa-Parlamentets, Rådets og Kommissionens dokumenter (EFT 2001, L 145, s. 43).


(1)  Fortrolige oplysninger udeladt.