3.5.2021 |
DA |
Den Europæiske Unions Tidende |
C 163/4 |
Domstolens dom (Tiende Afdeling) af 3. marts 2021 — Promociones Oliva Park SL mod Tribunal Económico Administrativo Regional (TEAR) de la Comunidad Valenciana (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Tribunal Superior de Justicia de la Comunidad Valenciana — Spanien)
(Sag C-220/19) (1)
(Præjudiciel forelæggelse - direktiv 2008/118/EF - generel ordning for punktafgifter - artikel 1, stk. 2 - yderligere indirekte afgifter på punktafgiftspligtige varer - direktiv 2009/28/EF - fremme af anvendelsen af energi fra vedvarende energikilder - artikel 1 og artikel 3, stk. 1 og stk. 2, og artikel 3, stk. 3, litra a), idet sidstnævnte sammenholdes med artikel 2, litra k) - direktiv 2009/72/EF - fælles regler for det indre marked for elektricitet - afgifter på værdien af produktion af elektricitet - afgiftens art og opbygning - afgift, der pålægges elektricitet fra vedvarende energikilder på samme måde som elektricitet fra ikke-vedvarende energikilder)
(2021/C 163/04)
Processprog: spansk
Den forelæggende ret
Tribunal Superior de Justicia de la Comunidad Valenciana
Parter i hovedsagen
Sagsøger: Promociones Oliva Park SL
Sagsøgt: Tribunal Económico Administrativo Regional (TEAR) de la Comunidad Valenciana
Konklusion
1) |
Artikel 1, stk. 2, i Rådets direktiv 2008/118/EF af 16. december 2008 om den generelle ordning for punktafgifter og om ophævelse af direktiv 92/12/EØF skal fortolkes således, at den ikke er til hinder for en national lovgivning, som fastsætter opkrævning af en afgift, der pålægges produktion og indførelse af elektricitet i elektricitetsnettet på det nationale område, og hvis afgiftsgrundlag udgøres af den afgiftspligtiges samlede indtægter fra udførelsen af disse aktiviteter, uden at tage den mængde af elektricitet, der faktisk produceres og indføres i dette net, i betragtning. |
2) |
Artikel 1 og artikel 3, stk. 1 og stk. 2, og artikel 3, stk. 3, litra a), i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/28/EF af 23. april 2009 om fremme af anvendelsen af energi fra vedvarende energikilder og om ændring og senere ophævelse af direktiv 2001/77/EF og 2003/30/EF, idet nævnte stk. 3, litra a), skal sammenholdes med dette direktivs artikel 2, stk. 2, litra k), skal fortolkes således, at de ikke er til hinder for en national lovgivning, som fastsætter opkrævning af en afgift, der pålægges produktion og indførelse af elektricitet i elektricitetsnettet med en ensartet sats, også når denne elektricitet er produceret fra vedvarende energikilder, og som ikke har til formål at beskytte miljøet, men at øge budgetindtægterne. |
3) |
Artikel 107, stk. 1, TEUF og artikel 32-34 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/72/EF af 13. juli 2009 om fælles regler for det indre marked for elektricitet og om ophævelse af direktiv 2003/54/EF skal fortolkes således, at de ikke er til hinder for en national lovgivning, som fastsætter opkrævning af en afgift, der pålægges produktion og indførelse af elektricitet i elektricitetsnettet på en medlemsstats område, i det tilfælde, hvor denne afgift ikke finder anvendelse på indførsel i dette net af elektricitet, der er produceret i andre medlemsstater. |