Sagsøgeren er af den opfattelse, at Kommissionen begik en fejl i afgørelsen med hensyn til de faktiske omstændigheder, nemlig med hensyn til forsinkelserne i gennemførelsen af arbejdet, som ikke skyldes sagsøgeren. Den forligsprocedure, som var fastsat i kontrakten, burde have været gennemført, og det kan ikke tilskrives sagsøgeren, at voldgiftsretten ikke blev nedsat.

Afgørelsen er behæftet med en begrundelsesfejl, idet den ikke gør det muligt for sagsøgeren at kende den analyse og de konklusioner, som fulgte af den obligatoriske forudgående kontradiktoriske procedure, som arrangeres af det i finansforordningen omhandlede panel. Ved at lade den forudgående kontradiktoriske procedure ude af betragtning og ved at undlade på nogen måde at nævne resultaterne af denne er afgørelsen ligeledes behæftet med en fejl i form af tilsidesættelse af lovgivningen, idet den sætter spørgsmålstegn ved og tilsidesætter finansforordningens artikel 143, særligt stk. 5 heri, og bringer retten til en god forvaltning som fastsat i artikel 41 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder i fare.

I forbindelse med vedtagelsen af afgørelsen om, hvorvidt sagsøgeren skulle udelukkes fra de procedurer for indgåelse af offentlige kontrakter og tildeling af tilskud, som er reguleret ved forordning (EU) 2015/323 og Rådets forordning (EU) 2018/1877, er Kommissionen samtidigt dommer og part. I en situation, hvor spørgsmålet om, hvorvidt en kontrakt er blevet misligholdt, endnu ikke er afgjort, vil det forhold, at der udelukkende tages hensyn til Kommissionens og/eller bygherrens argumenter, og sagsøgerens argumenter lades ude af betragtning, indebære en tilsidesættelse af artikel 47 i chartret om grundlæggende rettigheder, eftersom princippet om ligestilling af parterne herved tilsidesættes.

Kommissionen anvendte den strengeste sanktion, der er fastsat i artikel 106, stk. 14, litra c), i forordning nr. 966/2012, som affattet ved forordning 2015/1929, som også er den strengeste sanktion, der er fastsat i finansforordningens artikel 139. Henset til samtlige faktiske omstændigheder og til det forhold, at spørgsmålet om, hvorvidt sagsøgeren groft misligholdt kontrakten, endnu er genstand for domstolsprøvelse, indebærer anvendelsen af den strengeste sanktion fastsat i artikel 106, stk. 14, litra c), i forordning nr. 966/2012 en tilsidesættelse af proportionalitetsprincippet, som er fastsat i artikel 49, stk. 3, i chartret om grundlæggende rettigheder.