24.10.2022   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 408/8

Domstolens dom (Tredje Afdeling) af 1. august 2022 — MPA mod LCDNMT (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Audiencia Provincial de Barcelona — Spanien)

(Sag C-501/20) (1)

(Præjudiciel forelæggelse - retligt samarbejde i civile sager - kompetence, anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser i ægteskabssager og i sager vedrørende forældreansvar - forordning (EF) nr. 2201/2003 - artikel 3, artikel 6-8 og artikel 14 - begrebet »sædvanligt opholdssted« - kompetence, anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser og samarbejde vedrørende underholdspligt - forordning (EF) nr. 4/2009 - artikel 3 og 7 - statsborgere i to forskellige medlemsstater, der er bosiddende i et tredjeland som kontraktansatte, der gør tjeneste ved Den Europæiske Unions delegation i dette tredjeland - fastlæggelse af kompetencen - forum necessitatis)

(2022/C 408/09)

Processprog: spansk

Den forelæggende ret

Audiencia Provincial de Barcelona

Parter i hovedsagen

Sagsøgere: MPA

Sagsøgte: LCDNMT

Konklusion

1)

Artikel 3, stk. 1, litra a), i Rådets forordning (EF) nr. 2201/2003 af 27. november 2003 om kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser i ægteskabssager og i sager vedrørende forældreansvar og om ophævelse af forordning (EF) nr. 1347/2000 og artikel 3, litra a) og b), i Rådets forordning (EF) nr. 4/2009 af 18. december 2008 om kompetence, lovvalg, anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser og samarbejde vedrørende underholdspligt skal fortolkes således, at de pågældende ægtefællers status som kontraktansatte ved Den Europæiske Union, der gør tjeneste ved en af sidstnævntes delegationer i et tredjeland, og som hævdes at have diplomatisk status i dette tredjeland, ikke kan udgøre et afgørende element ved fastlæggelsen af det sædvanlige opholdssted eller den sædvanlige bopæl i disse bestemmelsers forstand.

2)

Artikel 8, stk. 1, i forordning nr. 2201/2003 skal fortolkes således, at den tilknytning, der udgøres af moderens statsborgerskab og hendes bopæl før ægteskabets indgåelse i den medlemsstat, hvor den ret, ved hvilken en begæring om forældreansvar er indgivet, er beliggende, ikke er relevant med henblik på fastlæggelsen af et barns sædvanlige opholdssted, mens den omstændighed, at de mindreårige børn er født i denne medlemsstat og har statsborgerskab dér, er utilstrækkelig.

3)

I det tilfælde, hvor ingen ret i en medlemsstat har kompetence til at træffe afgørelse om en begæring om opløsning af et ægteskab i medfør af artikel 3-5 i forordning nr. 2201/2003, skal denne forordnings artikel 7, sammenholdt med forordningens artikel 6, fortolkes således, at den omstændighed, at sagsøgte i hovedsagen er statsborger i en anden medlemsstat end den, hvor den ret, ved hvilken sagen er anlagt, er beliggende, er til hinder for anvendelse af bestemmelsen om residualkompetence i artikel 7 som grundlag for denne rets kompetence, men ikke er til hinder for, at retterne i den medlemsstat, hvor sagsøgte er statsborger, har kompetence til at behandle en sådan begæring i henhold til de nationale kompetenceregler i sidstnævnte medlemsstat.

I det tilfælde, hvor ingen ret i en medlemsstat har kompetence til at træffe afgørelse om en begæring om forældreansvar i henhold til artikel 8-13 i forordning nr. 2201/2003, skal denne forordnings artikel 14 fortolkes således, at den omstændighed, at sagsøgte i hovedsagen er statsborger i en anden medlemsstat end den, hvor den ret, ved hvilken sagen er anlagt, er beliggende, ikke er til hinder for anvendelse af bestemmelsen om residualkompetence i denne artikel 14.

4)

Artikel 7 i forordning nr. 4/2009 skal fortolkes således, at

—

i tilfælde, hvor ingen af parterne i tvisten om underholdspligt har deres sædvanlige opholdssted i en medlemsstat, kan der i undtagelsestilfælde fastslås kompetence på grundlag af det i artikel 7 omhandlede forum necessitatis, hvis ingen ret i en medlemsstat har kompetence i henhold til forordningens artikel 3-6, hvis sagen ikke med rimelighed kan anlægges eller føres eller viser sig umulig at føre i det tredjeland, hvortil tvisten er nært knyttet, og hvis tvisten har en tilstrækkelig tilknytning til den medlemsstat, hvori den ret, ved hvilken sagen er anlagt, er beliggende

—

for i undtagelsestilfælde at antage, at en sag ikke med rimelighed kan anlægges eller føres i et tredjeland, skal adgangen til domstolsprøvelse i dette tredjeland, efter en detaljeret analyse af de forhold, der er fremført i den konkrete sag, retligt eller faktisk være hindret, bl.a. ved at der gælder processuelle betingelser, som fører til forskelsbehandling eller er i strid med de grundlæggende garantier for en retfærdig rettergang, uden at det kræves, at den part, der påberåber sig nævnte artikel 7, er forpligtet til at godtgøre, at –vedkommende forgæves har anlagt eller forsøgt at anlægge sagen ved retterne i det pågældende tredjeland, og

—

det for at antage, at en tvist har en tilstrækkelig tilknytning til den medlemsstat, hvor den ret, ved hvilken sagen er anlagt, er beliggende, er muligt at basere sig på en af parternes nationalitet.

(1)   EUT C 423 af 7.12.2020.