Den Europæiske Unions Domstols seneste offentliggørelser i Den Europæiske Unions Tidende

(2016/C 211/01)

Seneste offentliggørelse

EUT C 200 af 6.6.2016

Liste over tidligere offentliggørelser

EUT C 191 af 30.5.2016

EUT C 175 af 17.5.2016

EUT C 165 af 10.5.2016

EUT C 156 af 2.5.2016

EUT C 145 af 25.4.2016

EUT C 136 af 18.4.2016

Teksterne er tilgængelige på:

EUR-Lex: http://eur-lex.europa.eu

Domstolens dom (Femte Afdeling) af 21. april 2016 — Rådet for Den Europæiske Union mod Bank Saderat Iran og Europa-Kommissionen

(Sag C-200/13 P) (1)

((Appel - fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik - bekæmpelse af nuklear spredning - restriktive foranstaltninger over for Den Islamiske Republik Iran - indefrysning af en iransk banks pengemidler - begrundelsespligt - procedure for vedtagelse af retsakten - åbenbart urigtigt skøn))

(2016/C 211/02)

Processprog: engelsk

Parter

Appellant: Rådet for Den Europæiske Union (ved S. Boelaert og M. Bishop, som befuldmægtigede)

De andre parter i appelsagen: Bank Saderat Iran (ved D. Wyatt, QC, barrister R. Blakeley og solicitors S. Jeffrey, S. Ashley og A. Irvine,) og Europa-Kommissionen (ved D. Gauci og M. Konstantinidis, som befuldmægtigede)

Intervenient til støtte for den anden part i sagen: Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland (ved L. Christie og S. Behzadi-Spencer, som befuldmægtigede, bistået af barrister S. Lee)

Konklusion

1)	Appellen forkastes.

2)	Kontraappellen forkastes.

3)	Rådet for Den Europæiske Union bærer sine egne omkostninger og betaler de omkostninger, som Bank Saderat Iran har afholdt for begge retsinstanser, med undtagelse af de omkostninger, der er blevet afholdt i forbindelse med kontraappellen.

4)	Bank Saderat Iran bærer sine egne omkostninger i forbindelse med kontraappellen og betaler de omkostninger, som Rådet har afholdt i forbindelse med kontraappellen.

5)	Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland og Europa-Kommissionen bærer hver deres egne omkostninger i begge instanser.

---

(1)  EUT C 171 af 15.6.2013.

Domstolens dom (Første Afdeling) af 20. april 2016 — Profit Investment SIM SpA, under likvidation mod Stefano Ossi m.fl. (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Corte suprema di cassazione — Italien)

(Sag C-366/13) (1)

((Præjudiciel forelæggelse - forordning (EF) nr. 44/2001 - område med frihed, sikkerhed og retfærdighed - begrebet »uforenelige afgørelser« - søgsmål, der ikke har samme sagsgenstand, og som er rettet mod flere sagsøgte, der har bopæl i forskellige medlemsstater - betingelser for aftaler om værneting - værnetingsklausul - begrebet »sager om kontraktforhold« - prøvelse af, at der ikke foreligger et gyldigt kontraktforhold))

(2016/C 211/03)

Processprog: italiensk

Den forelæggende ret

Corte suprema di cassazione

Parter i hovedsagen

Sagsøger: Profit Investment SIM SpA, under likvidation

Sagsøgte: Stefano Ossi, Commerzbank Brand Dresdner Bank AG, Andrea Mirone, Eugenio Magli, Francesco Redi, Profit Holding SpA, en liquidation, Redi & Partners Ltd, Enrico Fiore og E3 SA

Konklusion

1)

Artikel 23 i Rådets forordning (EF) nr. 44/2001 af 22. december 2000 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område skal fortolkes således, at: det krav om skriftlighed, der er opstillet i artikel 23, stk. 1, litra a), når en værnetingsklausul er indsat i et emissionsprospekt for obligationer, kun er opfyldt, såfremt den kontrakt, som er undertegnet af parterne i forbindelse med udstedelsen af værdipapirerne på det primære marked, nævner accepten af denne klausul eller udtrykkeligt henviser til dette prospekt en værnetingsklausul, der er indeholdt i et emissionsprospekt for værdipapirer, som er affattet af udstederen af de nævnte værdipapirer, kan gøres gældende over for tredjemand, som har erhvervet disse værdipapirer gennem en finansiel formidler, såfremt det er godtgjort — hvilket det tilkommer den forelæggende ret at efterprøve — for det første, at denne klausul er gyldig i forholdet mellem denne udsteder og denne finansielle formidler, dernæst, at nævnte tredjemand ved på det sekundære marked at foretage tegning af de pågældende værdipapirer indtræder i nævnte formidlers rettigheder og forpligtelser, der er knyttet til disse værdipapirer i henhold til gældende national ret, og endelig, at den pågældende tredjemand har haft mulighed for at gøre sig bekendt med prospektet, der indeholder denne klausul, og indsættelsen af en værnetingsaftale i et emissionsprospekt for obligationer kan anses for en form, der er anerkendt som en sædvane inden for international handel i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i artikel 23, stk. 1, litra c), i forordning nr. 44/2001, hvorved det kan antages, at den part, som den gøres gældende over for, har givet sit samtykke, for så vidt som det bl.a. er godtgjort — hvilket det tilkommer den nationale ret at efterprøve — for det første, at en sådan handlemåde almindeligt og regelmæssigt følges af de erhvervsdrivende i den pågældende branche ved indgåelse af kontrakter af denne type, og for det andet, at parterne enten tidligere har haft forretningsforbindelse indbyrdes eller med andre parter i den samme sektor, eller at den pågældende handlemåde er tilstrækkelig kendt inden for sektoren til at kunne betragtes som en fast brug.

2)

Artikel 5, nr. 1), litra a), i forordning nr. 44/2001 skal fortolkes således, at søgsmål, der er anlagt med påstand om annullation af en kontrakt og tilbagebetaling af de beløb, der uberettiget er betalt på grundlag af nævnte kontrakt, henhører under »sager om kontraktforhold« i denne bestemmelses forstand.

3)

Artikel 6, nr. 1), i forordning nr. 44/2001 skal fortolkes således, at det i det tilfælde, hvor der anlægges to søgsmål mod flere sagsøgte, hvor søgsmålene har forskellig sagsgenstand og forskelligt grundlag, og hvor der ikke foreligger et underordnelsesforhold eller uforenelighed mellem dem, ikke er tilstrækkeligt, at en eventuel afsigelse af dom efter sagsøgerens påstand i den ene af disse sager vil kunne have faktisk indvirkning på omfanget af den interesse, som det andet krav er fremsat med henblik på at beskytte, for at der er risiko for indbyrdes uforenelige retsafgørelser i denne bestemmelses forstand.

---

(1)  EUT C 260 af 7.9.2013.

Domstolens dom (Store Afdeling) af 5. april 2016 — Puligienica Facility Esco SpA (PFE) mod Airgest SpA (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Consiglio di Giustizia amministrativa per la Regione siciliana — Italien)

(Sag C-689/13) (1)

((Præjudiciel forelæggelse - offentlige tjenesteydelseskontrakter - direktiv 89/665/EØF - artikel 1, stk. 1 og 3 - klageprocedurerne - annullationssøgsmål mod beslutningen om tildeling af en offentlig kontrakt anlagt af den forbigåede tilbudsgiver - den valgte tilbudsgivers særskilte søgsmål - regel i national retspraksis, hvorefter det pålægges først at behandle det særskilte søgsmål og, hvis dette er begrundet, at afvise hovedsøgsmålet uden at foretage en realitetsbehandling heraf - forenelighed med EU-retten - artikel 267 TEUF - princippet om EU-rettens forrang - retsprincip fastlagt af plenarforsamlingen i en medlemsstats øverste forvaltningsdomstol - national lovgivning, hvorefter denne afgørelse er bindende for denne rets afdelinger - forpligtelse til for den afdeling, der behandler et spørgsmål vedrørende EU-retten, i tilfælde af uenighed med plenarforsamlingens afgørelse at henvise dette spørgsmål til denne - en afdelings adgang eller forpligtelse til at indgive en anmodning om præjudiciel afgørelse))

(2016/C 211/04)

Processprog: italiensk

Den forelæggende ret

Consiglio di Giustizia amministrativa per la Regione siciliana

Parter i hovedsagen

Sagsøger: Puligienica Facility Esco SpA (PFE)

Sagsøgt: Airgest SpA

Procesdeltagere: Gestione Servizi Ambientali Srl (GSA) og Zenith Services Group Srl (ZS)

Konklusion

1)

Artikel 1, stk. 1, tredje afsnit, og artikel 1, stk. 3, i Rådets direktiv 89/665/EØF af 21. december 1989 om samordning af love og administrative bestemmelser vedrørende anvendelsen af klageprocedurerne i forbindelse med indgåelse af offentlige indkøbs- samt bygge- og anlægskontrakter, som ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2007/66/EF af 11. december 2007, skal fortolkes således, at de er til hinder for, at et særskilt søgsmål, der er anlagt af en tilbudsgiver, som har interesse i at opnå en bestemt kontrakt, og som har lidt eller vil kunne lide skade som følge af en påstået overtrædelse af EU-retten på området for offentlige kontrakter eller bestemmelserne til gennemførelse af denne ret, der tager sigte på at udelukke en anden tilbudsgiver, afvises fra realitetsbehandling under anvendelse af nationale processuelle bestemmelser, som fastsætter en prioriteret behandling af det særskilte søgsmål, der er indgivet af denne anden tilbudsgiver.

2)

Artikel 267 TEUF skal fortolkes således, at den er til hinder for en bestemmelse i national ret, for så vidt som denne bestemmelse fortolkes således, at en afdeling i en ret, der træffer afgørelse i sidste instans, som ikke mener at være enig i den linje, der lægges i en afgørelse truffet af denne rets plenarforsamling, for så vidt angår et juridisk spørgsmål, der vedrører fortolkningen eller gyldigheden af EU-retten, skal henvise dette spørgsmål til plenarforsamlingen, og således er forhindret i at indgive en præjudiciel anmodning til Domstolen.

3)

Artikel 267 TEUF skal fortolkes således, at en afdeling i en ret, der træffer afgørelse i sidste instans, efter at have modtaget Den Europæiske Unions Domstols svar på sine spørgsmål vedrørende fortolkning af EU-retten, som den havde forelagt, eller når der i praksis fra Den Europæiske Unions Domstol allerede foreligger et entydigt svar på dette spørgsmål, selv skal gøre alt, hvad der er nødvendigt, for at denne fortolkning af EU-retten gennemføres.

---

(1)  EUT C 112 af 14.4.2014.

Domstolens dom (Andet Afdeling) af 14. april 2016 — Malvino Cervati, Società Malvi Sas di Cervati Malvino mod Agenzia delle Dogane, Agenzia delle Dogane — Ufficio delle Dogane di Livorno (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Corte suprema di cassazione — Italien)

(Sag C-131/14) (1)

((Præjudiciel forelæggelse - landbrug - fælles markedsordning - forordning (CE) no 565/2002 - artikel 3, stk. 3 - toldkontingent - hvidløg med argentinsk oprindelse - importlicenser - den uoverdragelige karakter af rettigheder afledt af importlicenser - omgåelse - misbrug af rettighed - betingelser - forordning (CE, Euratom) nro 2988/95 - artikel 4, stk. 3))

(2016/C 211/05)

Processprog: italiensk

Den forelæggende ret

Corte suprema di cassazione

Parter i hovedsagen

Sagsøgere: Malvino Cervati og Società Malvi Sas di Cervati Malvino

Sagsøgte: Agenzia delle Dogane og Agenzia delle Dogane — Ufficio delle Dogane di Livorno

procesdeltagere: Roberto Cervati

Konklusion

Artikel 3, stk. 3, i Kommissionens forordning (EF) nr. 565/2002 af 2. april 2002 om fastsættelse af ordningen for forvaltning af toldkontingenter og om indførelse af en ordning med oprindelsescertifikater for hvidløg fra tredjelande, og artikel 4, stk. 3, i Rådets forordning (EF, Euratom) nr. 2988/95 af 18. december 1995 om beskyttelse af De Europæiske Fællesskabers finansielle interesser skal fortolkes således, at de i princippet ikke er til hinder for en mekanisme som den i hovedsagen omhandlede, hvorefter en erhvervsdrivende, der er en traditionel importør som omhandlet i den førstnævnte forordning, og som har opbrugt sine licenser, der gav ret til indførsel til præferencetold, afgiver en ordre til en anden erhvervsdrivende, der ligeledes er en traditionel importør, som ikke råder over sådanne licenser, og

—	varerne først sælges uden for Den Europæiske Union af et selskab, der er forbundet med denne anden erhvervsdrivende, til en tredje erhvervsdrivende, som er en ny importør som omhandlet i denne forordning, og som er indehaver af sådanne licenser

—	den tredje erhvervsdrivende, der drager fordel af præferencetolden, efterfølgende lader disse varer overgå til fri omsætning i Den Europæiske Union, og de derefter videresælges af denne tredje erhvervsdrivende til den anden erhvervsdrivende, og

—	disse varer endelig overdrages af denne anden erhvervsdrivende til den første erhvervsdrivende, som således erhverver varer indført inden for rammerne af det toldkontingent, der er foreskrevet ved den førstnævnte forordning, selv om vedkommende ikke råder over den dertil nødvendige licens.

---

(1)  EUT C 194 af 24.6.2014.

Domstolens dom (Tiende Afdeling) af 7. april 2016 — ArcelorMittal Tubular Products Ostrava a.s. m.fl. mod Hubei Xinyegang Steel Co. Ltd, Rådet for Den Europæiske Union, Europa-Kommissionen og Rådet for Den Europæiske Union mod Den Italienske Republik m.fl.

(Forenede sager C-186/14 P og C-193/14 P) (1)

((Appel - dumping - forordning (EF) nr. 384/96 - artikel 3, stk. 5, 7 og 9 - artikel 6, stk. 1 - forordning (EF) nr. 926/2009 - import af visse sømløse rør af jern eller stål med oprindelse i Kina - endelig antidumpingtold - konstatering af, at der foreligger en trussel om skade - hensyntagen til oplysninger efter undersøgelsesperioden))

(2016/C 211/06)

Processprog: engelsk

Parter

(Sag C-186/14 P)

Appellanter: ArcelorMittal Tubular Products Ostrava a.s., ArcelorMittal Tubular Products Roman SA, Benteler Deutschland GmbH, anciennement Benteler Stahl//Rohr GmbH, Ovako Tube & Ring AB, Rohrwerk Maxhütte GmbH, Dalmine SpA, Silcotub SA, TMK-Artrom SA, Tubos Reunidos, SA, Vallourec Oil and Gas France, anciennement Vallourec Mannesmann Oil & Gas France, Vallourec Tubes France, anciennement V & M France, Vallourec Deutschland GmbH, anciennement V & M Deutschland GmbH, Voestalpine Tubulars GmbH og Železiarne Podbrezová a.s. (ved Rechtsanwalt G. Berrisch og solicitor B. Byrne)

De andre parter i appelsagen: Hubei Xinyegang Steel Co. Ltd (ved Rechtsanwältin N. Niejahr, avocats Q. Azau og H. Wiame og barrister F. Carlin), Rådet for Den Europæiske Union (ved J.-P. Hix, som befuldmægtiget, bistået af solicitor B. O’Connor og avocat S. Gubel) og Europa-Kommissionen (ved J.-F. Brakeland og M. França, som befuldmægtigede)

(Sag C-193/14 P)

Appellanter: Rådet for Den Europæiske Union (ved J.-P. Hix, som befuldmægtiget, bistået af solicitor B. O’Connor og avocat S. Gubel) og Den Italienske Republik (ved G. Palmieri, som befuldmægtiget, bistået af avvocato dello Stato A. Collabolletta)

De andre parter i appelsagen: Hubei Xinyegang Steel Co. Ltd, Huang Shi (ved barrister F. Carlin, solicitor M. Healy, Rechtsanwältin N. Niejahr og avocats Q. Azau og H. Wiame), Europa-Kommissionen (ved J.-F. Brakeland og M. França, som befuldmægtigede), ArcelorMittal Tubular Products Ostrava a.s., ArcelorMittal Tubular Products Roman SA, Benteler Deutschland GmbH, tidligere Benteler Stahl/Rohr GmbH, Paderborn, Ovako Tube & Ring AB, Rohrwerk Maxhütte GmbH, Dalmine SpA, Silcotub SA, TMK-Artrom SA, Tubos Reunidos SA, Vallourec Oil and Gas France SAS, tidligere Vallourec Mannesmann Oil & Gas France SAS, Vallourec Tubes France SAS, tidligere V & M France SAS, Vallourec Deutschland GmbH, tidligere V & M Deutschland GmbH, Voestalpine Tubulars GmbH & Co. KG og Železiarne Podbrezová a.s., Podbrezová (ved Rechtsanwalt G. Berrisch og solicitor B. Byrne)

Konklusion

1)	Appellerne iværksat i sagerne C-186/14 P og C-193/14 P forkastes.

2)

ArcelorMittal Tubular Products Ostrava a.s., ArcelorMittal Tubular Products Roman SA, Benteler Deutschland GmbH, Ovako Tube & Ring AB, Rohrwerk Maxhütte GmbH, Dalmine SpA, Silcotub SA, TMK-Artrom SA, Tubos Reunidos SA, Vallourec Oil and Gas France SAS, Vallourec Tubes France SAS, Vallourec Deutschland GmbH, Voestalpine Tubulars GmbH & Co. KG, Železiarne Podbrezová a.s. og Rådet for Den Europæiske Union betaler sagsomkostningerne.

3)	Europa-Kommissionen og Den Italienske Republik bærer hver deres egne omkostninger.

---

(1)  EUT C 212 af 7.7.2014.

Domstolens dom (Fjerde Afdeling) af 7. april 2016 — ADM Hamburg AG mod Hauptzollamt Hamburg-Stadt (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Finanzgericht Hamburg — Tyskland)

(Sag C-294/14) (1)

((Præjudiciel forelæggelse - toldunion og fælles toldtarif - EF-toldkodeks - toldpræferencer - forordning (EØF) nr. 2454/93 - artikel 74, stk. 1 - produkter med oprindelse i et præferenceberettiget land - transport - forsendelser bestående af en blanding af rå palmekerneolie med oprindelse i flere lande, der er indrømmet den samme præferencebehandling))

(2016/C 211/07)

Processprog: tysk

Den forelæggende ret

Finanzgericht Hamburg

Parter i hovedsagen

Sagsøger: ADM Hamburg AG

Sagsøgt: Hauptzollamt Hamburg-Stadt

Konklusion

Artikel 74, stk. 1, i Kommissionens forordning (EØF) nr. 2454/93 af 2. juli 1993 om visse gennemførelsesbestemmelser til Rådets forordning (EØF) nr. 2913/92 om indførelse af en EF-toldkodeks, som ændret ved Kommissionens forordning (EU) nr. 1063/2010 af 18. november 2010, skal fortolkes således, at præferenceoprindelsen som omhandlet i den generelle præferenceordning, der blev indført ved Rådets forordning (EF) nr. 732/2008 af 22. juli 2008 om anvendelse af et arrangement med generelle toldpræferencer for perioden fra den 1. januar 2009 til den 31. december 2011 og om ændring af forordning (EF) nr. 552/97, (EF) nr. 1933/2006 og af Kommissionens forordning (EF) nr. 1100/2006 og (EF) nr. 964/2007, for forsendelser med rå palmekerneolie kan anerkendes i en situation som den i hovedsagen omhandlede, hvor gyldige oprindelsescertifikater er blevet frembudt, selv når disse varer i forbindelse med transporten til Den Europæiske Union er blevet blandet i tanken på et fragtskib under betingelser, hvorunder det kan udelukkes, at andre produkter — navnlig ikke-præferenceberettigede — kom i denne tank.

---

(1)  EUT C 315 af 15.9.2014.

Domstolens dom (Fjerde Afdeling) af 7. april 2016 — Marchon Germany GmbH mod Yvonne Karaszkiewicz (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Bundesgerichtshof — Tyskland)

(Sag C-315/14) (1)

((Præjudiciel forelæggelse - selvstændige handelsagenter - direktiv 86/653/EØF - artikel 17, stk. 2 - kundegodtgørelse - betingelser for ydelse - fremskaffelse af nye kunder - begrebet »nye kunder« - agenturgivers kunder, som for første gang køber de varer, som handelsagenten har fået ansvaret for formidlingen af))

(2016/C 211/08)

Processprog: tysk

Den forelæggende ret

Bundesgerichtshof

Parter i hovedsagen

Sagsøger: Marchon Germany GmbH

Sagsøgt: Yvonne Karaszkiewicz

Konklusion

Artikel 17, stk. 2, litra a), første led, i Rådets direktiv 86/653/EØF af 18. december 1986 om samordning af medlemsstaternes lovgivning om selvstændige handelsagenter skal fortolkes således, at de kunder, som handelsagenten skaffer til de varer, som den pågældende af agenturgiveren har fået ansvar for at formidle salget af, skal anses for »nye kunder« som omhandlet i denne bestemmelse, også selv om disse kunder allerede havde forretningsforbindelser til agenturgiveren vedrørende andre varer, når handelsagentens salg af de førstnævnte varer forudsætter, at der etableres en særlig forretningsforbindelse, hvilket det tilkommer den forelæggende ret at efterprøve.

---

(1)  EUT C 329 af 22.9.2014.

Domstolens dom (Første Afdeling) af 7. april 2016 — Partner Apelski Dariusz mod Zarząd Oczyszczania Miasta (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Krajowa Izba Odwoławcza — Polen)

(Sag C-324/14) (1)

((Præjudiciel forelæggelse - offentlige kontrakter - direktiv 2004/18/EF - de økonomiske aktørers tekniske og/eller faglige formåen - artikel 48, stk. 3 - mulighed for at basere sig på andre aktørers formåen - nærmere betingelser - karakteren af forbindelserne mellem tilbudsgiver og de andre enheder - præciseringer af tilbuddet - en elektronisk auktion erklæres for ugyldig og gentages - direktiv 2014/24/EU))

(2016/C 211/09)

Processprog: polsk

Den forelæggende ret

Krajowa Izba Odwoławcza

Parter i hovedsagen

Sagsøger: Partner Apelski Dariusz

Sagsøgt: Zarząd Oczyszczania Miasta

procesdeltagere: Remondis sp. z o.o. og MR Road Service sp. z o.o.

Konklusion

1)

Artikel 47, stk. 2, og artikel 48, stk. 3, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/18/EF af 31. marts 2004 om samordning af fremgangsmåderne ved indgåelse af offentlige vareindkøbskontrakter, offentlige tjenesteydelseskontrakter og offentlige bygge- og anlægskontrakter, sammenholdt med dette direktivs artikel 44, stk. 2, skal fortolkes således, at: — alle økonomiske aktører i henhold til disse bestemmelser indrømmes en ret til for en bestemt kontrakt at påberåbe sig andre enheders formåen, uanset hvilken forbindelse der er mellem den økonomiske aktør og disse enheder, for så vidt som de over for den ordregivende myndighed fører bevis for, at de har de nødvendige midler til at gennemføre kontrakten, og — det ikke kan udelukkes, at udøvelsen af denne ret under særlige omstændigheder kan begrænses, henset til genstanden for den pågældende kontrakt og denne kontrakts formål. Dette er bl.a. tilfældet, når den formåen, som en anden enhed råder over, og som er fornøden for kontraktens opfyldelse, ikke kan overføres til ansøgeren eller tilbudsgiveren, således at sidstnævnte kun kan basere sig på denne formåen, hvis denne anden enhed direkte og personligt deltager i udførelsen af den nævnte kontrakt.

2)

Artikel 48, stk. 2 og 3, i direktiv 2004/18 skal fortolkes således, at en ordregiver, henset til genstanden for en bestemt kontrakt og denne kontrakts formål, under særlige omstændigheder med henblik på en korrekt udførelse af kontrakten i udbudsbekendtgørelsen eller udbudsbetingelserne udtrykkeligt angiver præcise regler for, hvordan en økonomisk operatør kan basere sig på andre enheders formåen, forudsat at sådanne regler er forbundet med og afpasset efter den nævnte kontrakts formål.

3)

Principperne om ligebehandling og ikke-forskelsbehandling af økonomiske aktører, som er fastlagt i artikel 2 i direktiv 2004/18, skal fortolkes således, at de er til hinder for, at en ordregivende myndighed efter åbningen af de inden for rammerne af en offentlig udbudsprocedure afgivne tilbud accepterer en anmodning fra en økonomisk operatør, som har afgivet et tilbud for den omhandlede kontrakt i sin helhed, om alene at tage hensyn til sit tilbud med henblik på tildelingen af bestemte dele af denne kontrakt.

4)

Principperne om ligebehandling og ikke-forskelsbehandling af økonomiske aktører, som er fastlagt i artikel 2 i direktiv 2004/18, skal fortolkes således, at de kræver, at en elektronisk auktion, som en økonomisk operatør, der har afgivet et antageligt tilbud, ikke er blevet opfordret til at deltage i, erklæres for ugyldig og gentages, også selv om det ikke kan konstateres, om den udelukkede økonomiske aktørs deltagelse ville have ændret resultatet af auktionen.

5)	Under omstændigheder som de i hovedsagen omhandlede kan bestemmelserne i artikel 48, stk. 3, i direktiv 2004/18 ikke fortolkes i lyset af bestemmelserne i artikel 63, stk. 1, i Rådets direktiv 2014/24 af 26. februar 2014 om offentlige udbud og om ophævelse af direktiv 2004/18.

---

(1)  EUT C 339 af 29.9.2014.

Domstolens dom (Tredje Afdeling) af 21. april 2016 — Ernst Georg Radlinger og Helena Radlingerová mod FINWAY a.s. (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Krajský soud v Praze — Den Tjekkiske Republik)

(Sag C-377/14) (1)

((Præjudiciel forelæggelse - direktiv 93/13/EØF - artikel 7 - nationale regler for insolvensbehandling - gæld, der hidrører fra en forbrugerkreditaftale - adgang til effektive retsmidler - bilagets punkt 1, litra e) - uforholdsmæssigt stort godtgørelsesbeløb - direktiv 2008/48/EF - artikel 3, litra l) - samlet kreditbeløb - del I i bilag I - størrelsen af udnyttet kreditmulighed - beregning af de årlige omkostninger i procent - artikel 10, stk. 2 - oplysningspligt - ex officio prøvelse - sanktion))

(2016/C 211/10)

Processprog: tjekkisk

Den forelæggende ret

Krajský soud v Praze

Parter i hovedsagen

Sagsøger: Ernst Georg Radlinger og Helena Radlingerová

Sagsøgt: FINWAY a.s.

Konklusion

1)

Artikel 7, stk. 1, i Rådets direktiv 93/13/EØF af 5. april 1993 om urimelige kontraktvilkår i forbrugeraftaler skal fortolkes således, at den er til hinder for en national processuel lovgivning som den i hovedsagen omhandlede, som i forbindelse med en insolvensbehandling dels ikke gør det muligt for den ret, hvorved denne behandling er indbragt, ex officio at foretage en prøvelse af, hvorvidt de aftalevilkår, som ligger til grund for de anmeldte fordringer i forbindelse med nævnte behandling, er urimelige, selv om denne ret råder over de oplysninger om de retlige eller faktiske omstændigheder, som denne prøvelse kræver, og dels kun tillader, at nævnte ret behandler de usikrede fordringer og det alene for så vidt angår et begrænset antal klagepunkter vedrørende fordringernes forældelse eller bortfald.

2)

Artikel 10, stk. 2, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/48/EF af 23. april 2008 om forbrugerkreditaftaler og om ophævelse af Rådets direktiv 87/102/EØF skal fortolkes således, at den pålægger en national ret, der behandler en tvist angående fordringer, som hidrører fra en kreditaftale i dette direktivs forstand, ex officio at foretage en prøvelse af, om oplysningspligten i henhold til denne bestemmelse er overholdt, og at drage de konsekvenser, der i henhold til national ret følger af en tilsidesættelse af denne pligt, forudsat at sanktionerne opfylder kravene i nævnte direktivs artikel 23.

3)

Artikel 3, litra l), og artikel 10, stk. 2, i direktiv 2008/48 samt del I i bilag I til dette direktiv skal fortolkes således, at det samlede kreditbeløb og størrelsen af den udnyttede kreditmulighed omfatter samtlige beløb, der stilles til rådighed for forbrugeren, hvilket udelukker de beløb, som kreditgiver stiller krav om til betaling af omkostninger, der er forbundet med omhandlede kredit, og som ikke rent faktisk udbetales til denne forbruger.

4)

Bestemmelserne i direktiv 93/13 skal fortolkes således, at det for at vurdere, om størrelsen af den godtgørelse, der pålægges den forbruger, som ikke opfylder sine forpligtelser, er en uforholdsmæssigt stor godtgørelse som omhandlet i punkt 1, litra e), i bilaget til dette direktiv, er nødvendigt at tage de kumulative virkninger af alle vilkår om den pågældende godtgørelse i den omhandlede aftale i betragtning, uanset om kreditoren rent faktisk vil efterstræbe hvert vilkårs fulde opfyldelse, og at det om nødvendigt påhviler de nationale retter i henhold til artikel 6, stk. 1, i nævnte direktiv at drage alle de konsekvenser, der følger af konstateringen af, at visse vilkår er urimelige, idet de skal undlade at anvende de vilkår, der er blevet anset for urimelige, for at sikre, at forbrugeren ikke er bundet af disse.

---

(1)  EUT C 395 af 10.11.2014.

Domstolens dom (Første Afdeling) af 14. april 2016 — Jorge Sales Sinués mod Caixabank SA (sag C-381/14, og Youssouf Drame Ba mod Catalunya Caixa SA (Catalunya Banc SA) (sag C-385/14) (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Juzgado de lo Mercantil no 9 de Barcelona — Spanien)

(Forenede sager C-381/14 og C-385/14) (1)

((Præjudiciel forelæggelse - direktiv 93/13/EØF - aftaler indgået mellem erhvervsdrivende og forbrugere - aftaler om lån med pant i fast ejendom - vilkår om en minimumsrentesats - undersøgelse af vilkåret med henblik på at kende det ugyldigt - kollektivt søgsmål - søgsmål med påstand om forbud - udsættelse af det individuelle søgsmål, der har samme genstand«))

(2016/C 211/11)

Processprog: spansk

Den forelæggende ret

Juzgado de lo Mercantil no 9 de Barcelona

Parter i hovedsagen

Sagsøgere: Jorge Sales Sinués (sag C-381/14, og Youssouf Drame Ba (sag C-385/14)

Sagsøgte: Caixabank SA (sag C-381/14) og Catalunya Caixa SA (Catalunya Banc SA) (sag C-385/14)

Konklusion

Artikel 7 i Rådets direktiv 93/13/EØF af 5. april 1993 om urimelige kontraktvilkår i forbrugeraftaler skal fortolkes således, at den er til hinder for en national lovgivning som den i hovedsagerne omhandlede, der pålægger den nationale ret, ved hvilken en forbruger har anlagt et individuelt søgsmål med henblik på, at det fastslås, at et vilkår i en kontrakt, der binder forbrugeren til en erhvervsdrivende, er urimeligt, automatisk at udsætte søgsmålet i afventning af, at der afsiges endelig dom i et verserende kollektivt søgsmål, der er anlagt af en forbrugerorganisation på grundlag af den nævnte artikels stk. 2 med henblik på, at brugen i samme slags kontrakter af vilkår svarende til det, der er omfattet af det nævnte individuelle søgsmål, bringes til ophør, uden at relevansen af en sådan udsættelse for beskyttelsen af forbrugeren, der har anlagt et individuelt søgsmål, kan tages i betragtning, og uden at denne forbruger kan beslutte sig for at frigøre sig fra det kollektive søgsmål.

---

(1)  EUT C 388 af 3.11.2014.

Domstolens dom (Anden Afdeling) af 14. april 2016 — Polkomtel sp. z o.o. mod Prezes Urzędu Komunikacji Elektronicznej (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Sąd Najwyższy — Polen)

(Sag C-397/14) (1)

((Præjudiciel forelæggelse - elektroniske kommunikationsnet og tjenester - direktiv 2002/22/EF - artikel 28 - ikke-geografiske numre - adgang for slutbrugere, der har bopæl i udbyderens medlemsstat, til at benytte tjenester, der bruger ikke-geografiske numre - direktiv 2002/19/EF - artikel 5, 8 og 13 - nationale tilsynsmyndigheders beføjelser og ansvar i forbindelse med netadgang og samtrafik - fastlæggelse, ændring eller tilbagetrækning af forpligtelser - indførsel af forpligtelser for virksomheder, der kontrollerer adgangen til slutbrugere - priskontrol - virksomhed, der ikke har en stærk markedsposition - direktiv 2002/21/EF - tvistbilæggelse mellem virksomheder - national tilsynsmyndigheds afgørelse, der fastlægger samarbejdsvilkårene og retningslinjer for taksering af tjenesteydelser mellem virksomheder))

(2016/C 211/12)

Processprog: polsk

Den forelæggende ret

Sąd Najwyższy

Parter i hovedsagen

Sagsøger: Polkomtel sp. z o.o.

Sagsøgt: Prezes Urzędu Komunikacji Elektronicznej

Procesdeltagere: Orange Polska S.A., tidligere Telekomunikacja Polska S.A.

Konklusion

1)

Artikel 28 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/22/EF af 7. marts 2002 om forsyningspligt og brugerrettigheder i forbindelse med elektroniske kommunikationsnet og -tjenester (forsyningspligtdirektivet) skal fortolkes således, at en medlemsstat kan bestemme, at en operatør af et offentligt elektronisk kommunikationsnet skal sikre, at adgangen til ikke-geografiske numre er sikret for alle slutbrugere af operatørens net i den pågældende medlemsstat og ikke blot for slutbrugere fra andre medlemsstater.

2)

Artikel 5, stk. 1, og artikel 8, stk. 3, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/19/EF af 7. marts 2002 om adgang til og samtrafik mellem elektroniske kommunikationsnet og tilhørende faciliteter (adgangsdirektivet), sammenholdt med artikel 28 i direktiv 2002/22, skal fortolkes således, at de gør det muligt for en national tilsynsmyndighed i forbindelse med bilæggelsen af en tvist mellem to operatører at pålægge den ene operatør en forpligtelse til at sikre slutbrugerne adgang til tjenester, der bruger ikke-geografiske numre, som udbydes på den anden operatørs net, og på grundlag af artikel 13 i direktiv 2002/19 at fastsætte sådanne retningslinjer for taksering af denne adgang imellem de nævnte operatører, som de i hovedsagen omhandlede, for så vidt som disse forpligtelser er objektive, transparente, forholdsmæssige, ikke-diskriminerende, tager udgangspunkt i det konkrete problem og er berettigede i lyset af de målsætninger, der er fastlagt i artikel 8 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/21/EF af 7. marts 2002 om fælles rammebestemmelser for elektroniske kommunikationsnet og tjenester (rammedirektivet), og hvor procedurerne i sidstnævnte direktivs artikel 6 og 7 i givet fald er blevet overholdt, hvilket det tilkommer den nationale ret at undersøge.

---

(1)  EUT C 431 af 1.12.2014.

Domstolens dom (Store Afdeling) af 19. april 2016 — Dansk Industri (DI), som mandatar for Ajos A/S mod Boet efter Karsten Eigil Rasmussen (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Højesteret — Danmark)

(Sag C-441/14) (1)

((Præjudiciel forelæggelse - socialpolitik - Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder - direktiv 2000/78/EF - princip om forbud mod forskelsbehandling på grund af alder - national lovgivning, som er i strid med et direktiv - en privatpersons mulighed for at stille staten til ansvar for tilsidesættelse af EU-retten - tvist mellem private - afvejning af forskellige rettigheder og principper - retssikkerhedsprincippet og princippet om beskyttelse af den berettigede forventning - den nationale domstols rolle))

(2016/C 211/13)

Processprog: dansk

Den forelæggende ret

Højesteret

Parter i hovedsagen

Sagsøger: Dansk Industri (DI), som mandatar for Ajos A/S

Sagsøgt: Boet efter Karsten Eigil Rasmussen

Konklusion

1)

Det almindelige princip om forbud mod forskelsbehandling på grund af alder, som Rådets direktiv 2000/78/EF af 27. november 2000 om generelle rammebestemmelser om ligebehandling med hensyn til beskæftigelse og erhverv er et konkret udtryk for, skal fortolkes således, at det også i en tvist mellem private er til hinder for en national lovgivning som den i hovedsagen omhandlede, hvorefter arbejdstagere ikke er berettiget til fratrædelsesgodtgørelse, hvis de har ret til en arbejdsgiverbetalt alderspension i henhold til en pensionsordning, som de er indtrådt i før det fyldte 50. år, og hvor dette gælder, uanset om de vælger at fortsætte på arbejdsmarkedet eller vælger at gå på pension.

2)

EU-retten skal fortolkes således, at når en national domstol, for hvilken der er indbragt en tvist mellem private, der er omfattet af anvendelsesområdet for direktiv 2000/78, anvender bestemmelserne i national ret, påhviler det den at fortolke disse således, at de kan anvendes i overensstemmelse med dette direktiv, eller, såfremt en sådan overensstemmende fortolkning er umulig, om nødvendigt at undlade at anvende enhver bestemmelse i national ret, som er i strid med det almindelige princip om forbud mod forskelsbehandling på grund af alder. Denne forpligtelse kan hverken drages i tvivl af retssikkerhedsprincippet eller princippet om beskyttelse af den berettigede forventning eller af den mulighed, som en privatperson, der anser sine rettigheder for krænket på grund af anvendelsen af en national bestemmelse, som er i strid med EU-retten, har for at drage den pågældende medlemsstat til ansvar for tilsidesættelse af EU-retten.

---

(1)  EUT C 421 af 24.11.2014.

Domstolens dom (Tiende Afdeling) af 7. april 2016 — Johannes Evert Antonius Massar mod DAS Nederlandse Rechtsbijstand Verzekeringsmaatschappij NV (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Hoge Raad der Nederlanden — Nederlandene)

(Sag C-460/14) (1)

((Præjudiciel forelæggelse - retshjælpsforsikring - direktiv 87/344/EØF - artikel 4, stk. 1 - forsikringstagerens frie advokatvalg - retslig eller administrativ procedure - begreb - tilladelse fra et offentligt organ til en arbejdsgiver med henblik på at bringe en ansættelseskontrakt til ophør))

(2016/C 211/14)

Processprog: nederlandsk

Den forelæggende ret

Hoge Raad der Nederlanden

Parter i hovedsagen

Sagsøger: Johannes Evert Antonius Massar

Sagsøgt: DAS Nederlandse Rechtsbijstand Verzekeringsmaatschappij NV

Konklusion

Artikel 4, stk. 1, litra a), i Rådets direktiv 87/344/EØF af 22. juni 1987 om samordning af de ved lov eller administrativt fastsatte bestemmelser om retshjælpsforsikring skal fortolkes således, at begrebet »en sag behandlet administrativt« i denne bestemmelse omfatter en procedure, hvorunder et offentligt organ giver en arbejdsgiver tilladelse til at afskedige en arbejdstager, som er retshjælpssikret.

---

(1)  EUT C 448 af 15.12.2014.

Domstolens dom (Tredje Afdeling) af 7. april 2016 — KA Finanz AG mod Sparkassen Versicherung AG Vienna Insurance Group (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Oberster Gerichtshof — Østrig)

(Sag C-483/14) (1)

((Præjudiciel forelæggelse - Romkonventionen - lovgivning, der finder anvendelse - grænseoverskridende fusion - direktiv 78/855/EØF - direktiv 2005/56/EØF - fusion ved overtagelse - kreditorbeskyttelse - overførsel af det overtagne selskabs aktiver og passiver som helhed til det overtagende selskab))

(2016/C 211/15)

Processprog: tysk

Den forelæggende ret

Oberster Gerichtshof

Parter i hovedsagen

Sagsøger: KA Finanz AG

Sagsøgt: Sparkassen Versicherung AG Vienna Insurance Group

Konklusion

1)

EU-retten skal fortolkes således, at: — den lov, der efter en grænseoverskridende fusion ved overtagelse finder anvendelse på fortolkningen af, opfyldelsen af forpligtelserne i henhold til, og ophørsmåderne for en låneaftale indgået af det overtagne selskab, såsom de i hovedsagen omhandlede låneaftaler, er den lov, der fandt anvendelse på aftalen inden fusionen — de bestemmelser, der i et tilfælde som det i hovedsagen omhandlede regulerer beskyttelsen af det overtagne selskabs kreditorer, er de bestemmelser i national lovgivning, som dette selskab er omfattet af.

2)

Artikel 15 i Rådets tredje direktiv 78/855/EØF af 9. oktober 1978 med hjemmel i traktatens artikel 54, stk. 3, litra g), om fusioner af aktieselskaber, som ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/109/EF af 16. september 2009, skal fortolkes således, at denne bestemmelse tillægger indehavere af andre værdipapirer end aktier, hvortil der er knyttet særrettigheder, rettigheder, men ikke udstederen af disse værdipapirer.

---

(1)  EUT C 46 af 9.2.2015.

Domstolens dom (Tredje Afdeling) af 14. april 2016 — Sparkasse Allgäu mod Finanzamt Kempten (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Bundesfinanzhof — Tyskland)

(Sag C-522/14) (1)

((Præjudiciel forelæggelse - etableringsfrihed - artikel 49 TEUF - ordninger i en medlemsstat, som forpligter bankerne til at informere skattemyndighederne om afdøde kunders formueværdier til brug ved opkrævning af arveafgift - anvendelse af disse ordninger på filialer i en anden medlemsstat, i hvilken videregivelse af sådanne informationer principielt er forbudt på grund af bankhemmelighed))

(2016/C 211/16)

Processprog: tysk

Den forelæggende ret

Bundesfinanzhof

Parter i hovedsagen

Sagsøger: Sparkasse Allgäu

Sagsøgt: Finanzamt Kempten

Konklusion

Artikel 49 TEUF skal fortolkes således, at den ikke er til hinder for en lovgivning i en medlemsstat, som pålægger kreditinstitutter med hjemsted i denne medlemsstat at indberette formueværdier, der opbevares eller forvaltes i en ikke-selvstændig filial etableret i en anden medlemsstat, til de nationale myndigheder, hvis ejeren af disse værdier, som er bosiddende i den første medlemsstat, dør, når der i den anden medlemsstat ikke gælder nogen tilsvarende underretningspligt, og kreditinstitutter i denne medlemsstat er omfattet af regler om bankhemmelighed under strafansvar.

---

(1)  EUT C 65 af 23.2.2015.

Domstolens dom (Anden Afdeling) af 7. april 2016 — sag indledt af Degano Trasporti Sas di Ferrucio Degano & Co., under likvidation (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Tribunale di Udine — Italien)

(Sag C-546/14) (1)

((Præjudiciel forelæggelse - skatter og afgifter - moms - artikel 4, stk. 3, TEU - direktiv 2006/112/EF - insolvens - akkordprocedure - delvis betaling af momskrav))

(2016/C 211/17)

Processprog: italiensk

Den forelæggende ret

Tribunale di Udine

Parter i hovedsagen

Sagsøger: Degano Trasporti Sas di Ferrucio Degano & Co., under likvidation

Procesdeltager: Pubblico Ministero presso il Tribunale di Udine

Konklusion

Artikel 4, stk. 3, TEU samt artikel 2, artikel 250, stk. 1, og artikel 273 i Rådets direktiv 2006/112/EF af 28. november 2006 om det fælles merværdiafgiftssystem er ikke til hinder for en national lovgivning som den i hovedsagen omhandlede, der fortolkes således, at en erhvervsdrivende, som er insolvent, kan indgive en begæring til en ret om indledning af en akkordprocedure med henblik på at afvikle den erhvervsdrivendes gæld gennem en afvikling af dennes aktiver, hvorved den erhvervsdrivende kun foreslår delvis betaling af en merværdiafgiftsskyld, idet denne ved en sagkyndig erklæring, som er udfærdiget af en uafhængig sagkyndig, godtgør, at der ikke ville opnås større dækning af denne merværdiafgiftsskyld i tilfælde af den erhvervsdrivendes konkurs.

---

(1)  EUT C 81 af 9.3.2015.

Domstolens dom (Femte Afdeling) af 7. april 2016 — Holcim (Romania) SA mod Europa-Kommissionen

(Sag C-556/14 P) (1)

((Appel - miljø - ordning for handel med kvoter for drivhusgasemissioner i Den Europæiske Union - direktiv 2003/87/EF - artikel 19 og 20 - forordning (EF) nr. 2216/2004 - artikel 10 - registersystem for transaktioner vedrørende emissionskvoter - culpaansvar - Kommissionens afslag på at give oplysninger og på at forbyde enhver transaktion vedrørende stjålne emissionskvoter - objektivt ansvar))

(2016/C 211/18)

Processprog: engelsk

Parter

Appellant: Holcim (Romania) SA (ved advokat L. Arnauts)

Den anden part i appelsagen: Europa-Kommissionen (ved E. White og K. Mifsud-Bonnici, som befuldmægtigede)

Konklusion

1)	Appellen forkastes.

2)	Holcim (Romania) SA betaler sagens omkostninger.

---

(1)  EUT C 65 af 23.2.2015.

Domstolens dom (Femte Afdeling) af 21. april 2016 — Mimoun Khachab mod Subdelegación del Gobierno en Álava (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Tribunal Superior de Justicia del País Vasco — Spanien)

(Sag C-558/14) (1)

((Præjudiciel forelæggelse - direktiv 2003/86/EF - artikel 7, stk. 1, litra c) - familiesammenføring - betingelser for udøvelse af retten til familiesammenføring - faste, regelmæssige og tilstrækkelige indtægter - national lovgivning, der tillader en fremadrettet vurdering af sandsynligheden af, at referencepersonen vil bevare sine indtægter - forenelighed))

(2016/C 211/19)

Processprog: spansk

Den forelæggende ret

Tribunal Superior de Justicia del País Vasco

Parter i hovedsagen

Sagsøger: Mimoun Khachab

Sagsøgt: Subdelegación del Gobierno en Álava

Konklusion

Artikel 7, stk. 1, litra c), i Rådets direktiv 2003/86/EF af 22. september 2003 om ret til familiesammenføring skal fortolkes således, at denne bestemmelse tillader en medlemsstats kompetente myndigheder at give afslag på en ansøgning om familiesammenføring på grundlag af en fremadrettet vurdering af sandsynligheden af, at de faste, regelmæssige og tilstrækkelige indtægter, som referencepersonen skal råde over for at forsørge sig selv og sine familiemedlemmer uden social bistand fra denne medlemsstat, vil blive opretholdt i det år, der følger efter datoen for indgivelsen af denne ansøgning, hvilket vurderes på grundlag af udviklingen i referencepersonens indtægter i løbet af de seks måneder, der er gået forud for denne dato.

---

(1)  EUT C 46 af 9.2.2015.

Domstolens dom (Store Afdeling) af 12. april 2016 — Caner Genc mod Integrationsministeriet (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Østre Landsret — Danmark)

(Sag C-561/14) (1)

((Præjudiciel forelæggelse - associeringsaftale EØF-Tyrkiet - afgørelse nr. 1/80 - artikel 13 - stand still-klausul - familiesammenføring - national lovgivning, der fastsætter nye skærpede betingelser på området for familiesammenføring for familiemedlemmer, der ikke er økonomisk aktive, til økonomisk aktive tyrkiske statsborgere, der har bopæl og opholdstilladelse i den pågældende medlemsstat - krav om en sådan tilknytning, at der er grundlag for en vellykket integration))

(2016/C 211/20)

Processprog: dansk

Den forelæggende ret

Østre Landsret

Parter i hovedsagen

Sagsøger: Caner Genc

Sagsøgt: Integrationsministeriet

Konklusion

En national foranstaltning som den i hovedsagen omhandlede, hvorefter familiesammenføring mellem en tyrkisk arbejdstager med lovligt ophold i den berørte medlemsstat og dennes mindreårige barn — når det pågældende barn og barnets anden forælder er bosiddende i hjemlandet eller et andet land, og når ansøgningen om familiesammenføring indgives efter en frist på to år fra den dato, hvor den forælder, der er bosiddende i den omhandlede medlemsstat, er blevet meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse eller opholdstilladelse med mulighed for varigt ophold — gøres betinget af, at barnet har eller kan have en sådan tilknytning til denne medlemsstat, at der er grundlag for en vellykket integration af vedkommende, udgør en »ny[…] begrænsning[…]« som omhandlet i artikel 13 i Associeringsrådets afgørelse nr. 1/80 af 19. september 1980 om udvikling af associeringen, der er knyttet til aftalen om oprettelse af en associering mellem Det Europæiske Økonomiske Fællesskab og Tyrkiet, som blev undertegnet den 12. september 1963 i Ankara dels af Republikken Tyrkiet, dels af EØF’s medlemsstater og Fællesskabet, og som blev indgået, godkendt og bekræftet på Fællesskabets vegne ved Rådets afgørelse 64/732/EØF af 23. december 1963.

En sådan begrænsning er ikke begrundet.

---

(1)  EUT C 65 af 23.2.2015.

Domstolens dom (Første Afdeling) af 21. april 2016 — Austro-Mechana Gesellschaft zur Wahrnehmung mechanisch-musikalischer Urheberrechte Gesellschaft mbH mod Amazon EU Sàrl, Amazon Services Europe Sàrl, Amazon.de GmbH, Amazon Logistik GmbH og Amazon Media Sàrl (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Oberster Gerichtshof — Østrig)

(Sag C-572/14) (1)

((Præjudiciel forelæggelse - forordning (EF) nr. 44/2001 - retternes kompetence på det civil- og handelsretlige område - artikel 5, nr. 3) - begrebet »sager om erstatning uden for kontrakt« - direktiv 2001/29/EF - harmonisering af visse aspekter af ophavsret og beslægtede rettigheder i informationssamfundet - artikel 5, stk. 2, litra b) - reproduktionsretten - undtagelser og begrænsninger - reproduktion til privat brug - rimelig kompensation - manglende betaling - eventuelt omfattet af anvendelsesområdet for artikel 5, nr. 3), i forordning (EF) nr. 44/2001))

(2016/C 211/21)

Processprog: tysk

Den forelæggende ret

Oberster Gerichtshof

Parter i hovedsagen

Sagsøger: Austro-Mechana Gesellschaft zur Wahrnehmung mechanisch-musikalischer Urheberrechte Gesellschaft mbH

Sagsøgt: Amazon EU Sàrl, Amazon Services Europe Sàrl, Amazon.de GmbH, Amazon Logistik GmbH og Amazon Media Sàrl

Konklusion

Artikel 5, nr. 3), i Rådets forordning (EF) nr. 44/2001 af 22. december 2000 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område skal fortolkes således, at et krav med henblik på at opnå betaling af et vederlag, der er skyldigt i henhold til en national lovgivning såsom den i hovedsagen omhandlede, som gennemfører ordningen for »rimelig kompensation«, der er fastsat i artikel 5, stk. 2, litra b), i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/29/EF af 22. maj 2001 om harmonisering af visse aspekter af ophavsret og beslægtede rettigheder i informationssamfundet, henhører under »sager om erstatning uden for kontrakt« som omhandlet i denne forordnings artikel 5, nr. 3).

---

(1)  EUT C 81 af 9.3.2015.

Domstolens dom (Tiende Afdeling) af 7. april 2016 —  AK (*1) mod Achmea Schadeverzekeringen NV og Stichting Achmea Rechtsbijstand (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Gerechtshof Amsterdam — Nederlandene)

(Sag C-5/15) (1)

((Præjudiciel forelæggelse - retshjælpsforsikring - direktiv 87/344/EØF - artikel 4, stk. 1 - forsikringstagerens frie advokatvalg - den administrative procedure - begreb - klage over afslag på tilladelse til behandling))

(2016/C 211/22)

Processprog: nederlandsk

Den forelæggende ret

Gerechtshof Amsterdam

Parter i hovedsagen

Sagsøger: AK (*1)

Sagsøgt: Achmea Schadeverzekeringen NV og Stichting Achmea Rechtsbijstand

Konklusion

Artikel 4, stk. 1, litra a), i Rådets direktiv 87/344/EØF af 22. juni 1987 om samordning af de ved lov eller administrativt fastsatte bestemmelser om retshjælpsforsikring skal fortolkes således, at begrebet »en sag behandlet administrativt« i denne bestemmelse omfatter klagefasen ved et offentligt organ, hvorunder dette organ træffer en afgørelse, der kan gøres til genstand for domstolsprøvelse.

---

(*1)  Information er fjernet eller erstattet inden for rammerne af beskyttelse af personoplysninger og/eller fortrolighed.

(1)  EUT C 107 af 30.3.2015.

Domstolens dom (Sjette Afdeling) af 14. april 2016 — Netherlands Maritime Technology Association mod Europa-Kommissionen og Kongeriget Spanien

(Sag C-100/15 P) (1)

((Appel - statsstøtte - ordning om forskudsafskrivning af visse aktiver, der er erhvervet ved leasing - finansiering - beslutning, hvori det fastslås, at der ikke foreligger statsstøtte - manglende indledning af den formelle undersøgelsesprocedure - undersøgelsens utilstrækkelige og ufuldstændige karakter - begrundelsespligt - selektivitet))

(2016/C 211/23)

Processprog: engelsk

Parter

Appellant: Netherlands Maritime Technology Association (ved Rechtsanwalt K. Struckmann, og Barrister G. Forwood)

De andre parter i appelsagen: Europa-Kommissionen (ved L. Flynn og P. Němečková, som befuldmægtigede) og Kongeriget Spanien (ved M. A. Sampol Pucurull, som befuldmægtiget)

Konklusion

1)	Appellen forkastes.

2)	Netherlands Maritime Technology Association bærer sine egne omkostninger og betaler de af Europa-Kommissionen afholdte omkostninger.

3)	Kongeriget Spanien bærer sine egne omkostninger.

---

(1)  EUT C 127 af 20.4.2015.

Domstolens dom (Tredje Afdeling) af 7. april 2016 — Tarif Akhras mod Rådet for Den Europæiske Union og Europa-Kommissionen

(Sag C-193/15 P) (1)

((Appel - fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik (FUSP) - restriktive foranstaltninger over for Den Syriske Arabiske Republik - foranstaltninger over for personer og enheder, der drager fordel af eller støtter regimet - bevis for, at opførelsen på listerne er velbegrundet - en række indicier - urigtig gengivelse af beviser))

(2016/C 211/24)

Processprog: engelsk

Parter

Appellant: Tarif Akhras (ved solicitors S. Millar og S. Ashley, D. Wyat, QC, og barrister R. Blakeley)

De andre parter i appelsagen: Rådet for Den Europæiske Union (ved M.-M. Joséphidès og M. Bishop, som befuldmægtigede) og Europa-Kommissionen (ved D. Gauci og L. Havas, som befuldmægtigede)

Konklusion

1)	Appellen forkastes.

2)	Tarif Akhras bærer sine egne omkostninger og betaler de af Rådet for Den Europæiske Union afholdte omkostninger.

3)	Europa-Kommissionen bærer sine egne omkostninger.

---

(1)  EUT C 205 af 22.6.2015.

Domstolens dom (Anden Afdeling) af 7. april 2016 — Central Bank of Iran mod Rådet for Den Europæiske Union

(Sag C-266/15 P) (1)

((Appel - restriktive foranstaltninger over for Den Islamiske Republik Iran - liste over personer og enheder, der er omfattet af indefrysningen af pengemidler og økonomiske ressourcer - kriterium om materiel, logistisk eller økonomisk støtte til Irans regering - en centralbanks finansielle tjenesteydelser))

(2016/C 211/25)

Processprog: engelsk

Parter

Appellant: Central Bank of Iran (ved barristers M. Lester og Z. Al-Rikabi)

Den anden part i appelsagen: Rådet for Den Europæiske Union (ved V. Piessevaux og M. Bishop, som befuldmægtigede)

Konklusion

1)	Appellen forkastes.

2)	Central Bank of Iran bærer sine egne omkostninger og betaler de omkostninger, der er afholdt af Rådet for Den Europæiske Union.

---

(1)  EUT C 294 af 7.9.2015.

Domstolens dom (Sjette Afdeling) af 7. april 2016 — Office national de l'emploi (ONEm) mod M og M mod Office national de l'emploi (ONEm) og Caisse auxiliaire de paiement des allocations de chômage (CAPAC) (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Cour du travail de Bruxelles — Belgien)

(Sag C-284/15) (1)

((Præjudiciel forelæggelse - artikel 45 TEUF og 48 TEUF - den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder - artikel 15, stk. 2 - forordning (EØF) nr. 1408/71 - artikel 67, stk. 3 - social sikring - arbejdsløshedsunderstøttelse til supplering af indtægten fra en deltidsansættelse - tildeling af denne ydelse - tilbagelægning af beskæftigelsesperioder - sammenlægning af forsikrings- eller beskæftigelsesperioder - hensyntagen til forsikrings- eller beskæftigelsesperioder tilbagelagt i henhold til en anden medlemsstats lovgivning))

(2016/C 211/26)

Processprog: fransk

Den forelæggende ret

Cour du travail de Bruxelles

Parter i hovedsagen

Sagsøgere: Office national de l'emploi (ONEm) og M

Sagsøgte: M, Office national de l'emploi (ONEm) og Caisse auxiliaire de paiement des allocations de chômage (CAPAC)

Konklusion

1)

Artikel 67, stk. 3, i Rådets forordning (EØF) nr. 1408/71 af 14. juni 1971 om anvendelse af de sociale sikringsordninger på arbejdstagere, selvstændige erhvervsdrivende og deres familiemedlemmer, der flytter inden for Fællesskabet, som ændret og ajourført ved Rådets forordning (EF) nr. 118/97 af 2. december 1996, som ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 592/2008 af 17. juni 2008, skal fortolkes således, at den ikke er til hinder for, at en medlemsstat afviser sammenlægning af de beskæftigelsesperioder, som kræves, for at der kan indrømmes arbejdsløshedsunderstøttelse til supplering af indtægten fra en deltidsansættelse, når der forud for den pågældende ansættelse ikke har været nogen forsikrings- eller beskæftigelsesperiode i denne medlemsstat.

2)	Gennemgangen af det andet spørgsmål har intet frembragt, der kan rejse tvivl om gyldigheden af artikel 67, stk. 3, i forordning nr. 1408/71, som ændret og ajourført ved forordning nr. 118/97, som ændret ved forordning nr. 592/2008.

---

(1)  EUT C 279 af 24.8.2015.

Domstolens dom (Store Afdeling) af 5. april 2016 — Fuldbyrdelse af europæiske arrestordrer udstedt mod Pál Aranyosi (C-404/15) og Robert Căldăraru (C-659/15 PPU) (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Hanseatisches Oberlandesgericht in Bremen — Tyskland)

(Forenede sager C-404/15 og C-659/15 PPU) (1)

((Præjudiciel forelæggelse - politisamarbejde og retligt samarbejde i kriminalsager - rammeafgørelse 2002/584/RIA - den europæiske arrestordre - grunde til at afslå fuldbyrdelse - Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder - artikel 4 - forbud mod umenneskelig eller nedværdigende behandling - forholdene under frihedsberøvelse i den udstedende medlemsstat))

(2016/C 211/27)

Processprog: tysk

Den forelæggende ret

Hanseatisches Oberlandesgericht in Bremen

Parter i hovedsagen

Pál Aranyosi (Sag C-404/15), Robert Căldăraru (C-659/15 PPU)

Konklusion

Artikel 1, stk. 3, artikel 5 og artikel 6, stk. 1, i Rådets rammeafgørelse 2002/584/RIA af 13. juni 2002 om den europæiske arrestordre og om procedurerne for overgivelse mellem medlemsstaterne, som ændret ved Rådets rammeafgørelse 2009/299/RIA af 26. februar 2009, skal fortolkes således, at den fuldbyrdende judicielle myndighed, som stilles over for objektive, pålidelige, præcise og behørigt ajourførte oplysninger, som vidner om, at der ved forholdene under frihedsberøvelse i den udstedende medlemsstat foreligger mangler, der er systemiske eller generelle, eller som berører visse persongrupper eller visse centre for frihedsberøvede, skal foretage en konkret og præcis prøvelse af, om der er alvorlige grunde til at antage, at en person, som er omfattet af en europæisk arrestordre udstedt med henblik på retsforfølgning eller fuldbyrdelse af en frihedsstraf, på grund af forholdene under sin frihedsberøvelse i denne medlemsstat løber en reel risiko for at blive udsat for umenneskelig eller nedværdigende behandling som omhandlet i artikel 4 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder i tilfælde af overgivelse til nævnte medlemsstat. Med henblik herpå skal den anmode om supplerende oplysninger fra den udstedende judicielle myndighed, der skal meddele disse oplysninger inden for den i anmodningen fastsatte frist, efter om fornødent at have anmodet om bistand fra den eller en af de centrale myndighed(er) i den udstedende medlemsstat som omhandlet i rammeafgørelsens artikel 7. Den fuldbyrdende judicielle myndighed skal udsætte sin afgørelse vedrørende den berørte persons overgivelse, indtil den får supplerende oplysninger, som giver denne mulighed for at afvise, at der foreligger en sådan risiko. Såfremt det ikke inden for en rimelig frist kan afvises, at der foreligger en sådan risiko, skal myndigheden beslutte, om overgivelsesproceduren bør bringes til ophør.

---

(1)  EUT C 320 af 28.9.2015

EUT C 59 af 15.2.2016.

Appel iværksat den 12. februar 2016 af Continental Reifen Deutschland GmbH til prøvelse af dom afsagt af Retten (Syvende Afdeling) den 8. december 2015 i sag T-525/14 — Compagnie générale des établissements Michelin mod Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret

(Sag C-84/16 P)

(2016/C 211/28)

Processprog: engelsk

Parter

Appellant: Continental Reifen Deutschland GmbH (ved Rechtsanwälte S.O. Gillert, K. Vanden Bossche, B. Köhn-Gerdes og J. Schumacher)

De andre parter i appelsagen: Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret og Compagnie générale des établissements Michelin

Appellanten har nedlagt følgende påstande

—	Rettens dom af 8. december 2015 i sag T-525/14 ophæves i sin helhed.

—	Sagen hjemvises til Retten med henblik på fornyet prøvelse af graden af de omtvistede tegns iboende særpræg, der omfatter de bestanddele, som disse tegn består af, og graden af lighed mellem disse tegn.

—	Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret og Compagnie générale des établissements Michelin tilpligtes at betale sagens omkostninger, herunder de omkostninger, der er opstået for appellanten.

Anbringender og væsentligste argumenter

Appellen er støttet på Rettens tilsidesættelse af EU-retten, for så vidt som Retten i sin dom af 8. december 2015 tilsidesatte artikel 8, stk. 1, litra b), i Rådets forordning nr. 2007/2009 (1) om EF-varemærker.

Sammenfattet foretog Retten en fejlagtig vurdering af særpræget af den anfægtede EF-varemærkeansøgning »«, herunder af bestanddelene »« og »«, som tegnet er sammensat af, og af det ældre varemærke »«. Derudover var Rettens fejlagtige vurdering også baseret på en fordrejning af de faktiske omstændigheder med hensyn til den relevante kundekreds’ sprogkundskaber og dennes forståelse af betydningen af de omtvistede tegns bestanddele såvel som af de beviser, som Continental Reifen Deutschland GmbH fremførte som bilag C.1 og bilag C.4, der i den foreliggende sag er indgivet som bilag 6.

Desuden gav Retten ikke en begrundelse for, hvorfor visse aspekter af de omtvistede tegn — f.eks. deres figurbestanddele — ikke blev taget i betragtning i forbindelse med vurderingen af tegnenes lighed.

På grundlag af disse fejlagtige vurderinger fandt Retten med urette, at der i betragtning af de omfattede varers store lighed eller identitet, den gennemsnitlige grad af lighed mellem det ansøgte varemærke og det ældre franske varemærke samt dette ældre varemærkes normale iboende særpræg, var en risiko for forveksling i henhold til EF-varemærkeforordningens artikel 8, stk. 1, litra b).

---

(1)  Rådets forordning (EF) nr. 207/2009 af 26.2.2009 om EF-varemærker (EUT L 78, s. 1).

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Sąd Najwyższy (Polen) den 22. februar 2016 — Polbud — Wykonawstwo sp. z o.o. under likvidation

(Sag C-106/16)

(2016/C 211/29)

Processprog: polsk

Den forelæggende ret

Sąd Najwyższy

Parter i hovedsagen

Kassationsappellant: Polbud — Wykonawstwo sp. z o.o. under likvidation

Præjudicielle spørgsmål

1)

Er artikel 49 og artikel 54 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde til hinder for en medlemsstats anvendelse af bestemmelser i national ret i den stat, hvor et selskab (selskab med begrænset ansvar) blev stiftet, og hvorefter sletning fra selskabsregistret forudsætter, at selskabet opløses efter gennemførelse af likvidation, når selskabet er blevet etableret på ny i en anden medlemsstat i henhold til en generalforsamlingsbeslutning, ifølge hvilken selskabet skulle videreføre den juridiske personlighed, som det havde erhvervet i stiftelsesmedlemsstaten?

Såfremt spørgsmålet besvares benægtende:

2)

Kan artikel 49 og artikel 54 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde fortolkes således, at selskabets forpligtelse i henhold til national ret til at gennemføre en likvidation — omfattende afslutning af løbende forretninger, inddrivelse af fordringer, opfyldelse af forpligtelser og realisering af selskabsformuen, fyldestgørelse eller sikring af kreditorer, indgivelse af en finansiel rapport vedrørende de gennemførte foranstaltninger samt udnævnelse af en person, der opbevarer regnskaber og bilag — inden selskabet opløses, hvilket sker på det tidspunkt, hvor det slettes af registret, udgør et egnet, nødvendigt og forholdsmæssigt middel til at sikre en beskyttelse af den beskyttelsesværdige offentlige interesse, der har til formål at beskytte kreditorer, minoritetsdeltagere og arbejdstagere i det fraflyttende selskab?

3)

Skal artikel 49 og artikel 54 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde fortolkes således, at der foreligger en begrænsning af etableringsfriheden, når et selskab med henblik på omdannelse til et selskab i en anden medlemsstat overfører sit vedtægtsmæssige hjemsted til denne uden at ændre hovedvirksomhedens hjemsted, der forbliver i stiftelsesmedlemsstaten?

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Szombathelyi Közigazgatási és Munkaügyi Bíróság (Ungarn) den 26. februar 2016 — Günther Horváth mod Vas Megyei Kormányhivatal

(Sag C-113/16)

(2016/C 211/30)

Processprog: ungarsk

Den forelæggende ret

Szombathelyi Közigazgatási és Munkaügyi Bíróság

Parter i hovedsagen

Sagsøger: Günther Horváth

Sagsøgt: Vas Megyei Kormányhivatal

Præjudicielle spørgsmål

1)

Indebærer en lovgivning i en medlemsstat som den i hovedsagen omhandlede, hvorved opretholdelsen af brugsrettigheder over landbrugsarealer afhænger af, at der godtgøres et nært slægtskabsforhold med den, som stiftede disse rettigheder, og hvorefter brugsrettighederne uden videre foranstaltning bortfalder uden nogen økonomisk kompensation, såfremt rettighedsindehaveren ikke kan godtgøre et sådant nært slægtskabsforhold, en begrænsning, som er i strid med artikel 49 og 63 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde?

2)

Påvirker en lovgivning i en medlemsstat som den i hovedsagen omhandlede, hvorved opretholdelsen af brugsrettigheder over landbrugsarealer afhænger af, at der godtgøres et nært slægtskabsforhold med den, som stiftede disse rettigheder, og hvorefter brugsrettighederne uden videre foranstaltning bortfalder uden nogen økonomisk kompensation, såfremt rettighedsindehaveren ikke kan godtgøre et sådant nært slægtskabsforhold, henset til artikel 49 og 63 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, reelt statsborgere i den pågældende medlemsstat i samme omfang som statsborgere i de øvrige medlemsstater?

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Kúria (Ungarn) den 26. februar 2016 — Damien Zöldség, Gyümölcs Kereskedelmi és Tanácsadó Kft. mod Nemzeti Adó- és Vámhivatal Fellebbviteli Igazgatóság

(Sag C-114/16)

(2016/C 211/31)

Processprog: ungarsk

Den forelæggende ret

Kúria

Parter i hovedsagen

Sagsøger: Damien Zöldség, Gyümölcs Kereskedelmi és Tanácsadó Kft.

Sagsøgt: Nemzeti Adó- és Vámhivatal Fellebbviteli Igazgatóság

Præjudicielt spørgsmål

Kan bestemmelserne i momsdirektivets (1) artikel 167, 168, 178 og 179 fortolkes således, at afgiftsmyndigheden i forbindelse med en afgiftskontrol har pligt til at anerkende den afgiftspligtiges fradragsret i et tilfælde, hvor den indgående afgift ikke fremgår af den afgiftspligtiges momsangivelse, men hvor denne er i besiddelse af fakturaer, der er i overensstemmelse med det nævnte direktiv, og under kontrollen anmoder om at få anerkendt sin fradragsret?

---

(1)  Rådets direktiv 2006/112/EF af 28.11.2006 om det fælles merværdiafgiftssystem (EUT L 347, s. 1)

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Szolnoki Közigazgatási és Munkaügyi Bíróság (Ungarn) den 1. marts 2016 — Túrkevei Tejtermelő Kft. mod Országos Környezetvédelmi és Természetvédelmi Főfelügyelőség

(Sag C-129/16)

(2016/C 211/32)

Processprog: ungarsk

Den forelæggende ret

Szolnoki Közigazgatási és Munkaügyi Bíróság

Parter i hovedsagen

Sagsøger: Túrkevei Tejtermelő Kft.

Sagsøgt: Országos Környezetvédelmi és Természetvédelmi Főfelügyelőség

Præjudicielle spørgsmål

1)

Er artikel 191 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde og bestemmelserne i direktiv 2004/35/EF (1) om miljøansvar for så vidt angår forebyggelse og afhjælpning af miljøskader til hinder for en national lovgivning, der går videre end princippet om, at forureneren betaler, idet den tillader den administrerende myndighed for miljøbeskyttelse specifikt at pålægge ejeren ansvaret for afhjælpning af miljøskaden, uden at det er nødvendigt først at påvise en årsagssammenhæng mellem den pågældendes (handelsselskabets) adfærd og forureningen?

2)

Såfremt det første spørgsmål besvares benægtende, og såfremt det, i betragtning af at der er tale om luftforurening, ikke er nødvendigt at afhjælpe miljøskaden, er det da berettiget at pålægge en luftkvalitetsbeskyttelsesbøde under påberåbelse af medlemsstaternes strengere lovgivning som fastsat i artikel 16 i direktiv 2004/35/EF og artikel 193 TEUF, eller kan denne strengere lovgivning heller ikke føre til pålæggelse af en bøde, der udelukkende sanktionerer ejeren, som ikke er ansvarlig for forureningen?

---

(1)  Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/35/EF af 21.4.2004 om miljøansvar for så vidt angår forebyggelse og afhjælpning af miljøskader (EUT L 143, s. 56).

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Krajowa Izba Odwoławcza (Polen) den 1. marts 2016 — Archus sp. z o.o. og Gama Jacek Lipik mod Polskie Górnictwo Naftowe i Gazownictwo S.A.

(Sag C-131/16)

(2016/C 211/33)

Processprog: polsk

Den forelæggende ret

Krajowa Izba Odwoławcza

Parter i hovedsagen

Sagsøgere: Archus sp. z o.o. og Gama Jacek Lipik

Sagsøgt: Polskie Górnictwo Naftowe i Gazownictwo S.A.

Præjudicielle spørgsmål

1)

Skal artikel 10 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/17/EF af 31. marts 2004 om samordning af fremgangsmåderne ved indgåelse af kontrakter inden for vand- og energiforsyning, transport samt posttjenester (1) fortolkes således, at den ordregivende myndighed kan være forpligtet til at opfordre de økonomiske aktører, som ikke inden for en fastsat frist (dvs. fristen for afgivelse af tilbud) har fremlagt de af den ordregivende myndighed krævede »erklæringer eller dokumenter«, der bekræfter, at de tilbudte leverancer, tjenesteydelser eller arbejder opfylder de af den ordregivende myndighed fastsatte krav (idet begrebet »erklæringer eller dokumentation« også omfatter prøver af kontraktens genstand), eller som har indsendt de krævede »erklæringer eller dokumenter« behæftet med fejl, til at fremlægge de manglende eller berigtigede »erklæringer eller dokumenter« (prøver) inden for en fastsat yderligere frist, uden at forbyde, at de supplerende »erklæringer eller dokumenter« (prøver) ændrer indholdet af tilbuddet?

2)

Skal artikel 10 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/17/EF af 31. marts 2004 om samordning af fremgangsmåderne ved indgåelse af kontrakter inden for vand- og energiforsyning, transport samt posttjenester fortolkes således, at den ordregivende myndighed må beholde den økonomiske aktørs sikkerhedsstillelse, når denne efter opfordring fra den ordregivende myndighed ikke har fremlagt de »erklæringer eller dokumenter« (prøver), der bekræfter, at de tilbudte leverancer, tjenesteydelser eller arbejder opfylder de af den ordregivende myndighed definerede krav, såfremt en sådan supplering ville føre til en ændring af tilbuddets indhold eller den økonomiske aktør ikke var enig i den ordregivende myndigheds rettelse af tilbuddet, hvilket havde til følge, at den økonomiske aktørs tilbud ikke kunne vælges som det mest fordelagtige tilbud?

3)

Skal artikel 1, stk. 3, i Rådets direktiv 92/13/EØF af 25. februar 1992 om samordning af love og administrative bestemmelser vedrørende anvendelse af EF-reglerne for fremgangsmåden ved tilbudsgivning inden for vand- og energiforsyning samt transport og telekommunikation, ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2007/66/EF af 11. december 2007 om ændring af Rådets direktiv 89/665/EØF og 92/13/EØF for så vidt angår forbedring af effektiviteten af klageprocedurerne i forbindelse med indgåelse af offentlige kontrakter fortolkes således, at der ved en »bestemt kontrakt«, som indgår i denne bestemmelse i passagen »interesse i at opnå en bestemt kontrakt«, skal forstås en »bestemt procedure for tildeling af en offentlig kontrakt« (her: offentliggjort ved bekendtgørelse af 3.6.2015), eller således, at der herved skal forstås en »bestemt kontraktgenstand« (her: tjenesteydelse bestående i digitalisering af skriftligt materiale fra den ordregivende myndigheds arkiv), uanset om den ordregivende myndighed som følge af, at en klage tages til følge, vil være forpligtet til at annullere den igangværende procedure for tildeling af en offentlig kontrakt og eventuelt iværksætte en ny procedure for tildeling af en offentlig kontrakt?

---

(1)  EUT L 134, s. 1.

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Verwaltungsgericht Frankfurt am Main (Tyskland) den 7. marts 2016 — Georgsmarienhütte GmbH m.fl. mod Forbundsrepublikken Tyskland

(Sag C-135/16)

(2016/C 211/34)

Processprog: tysk

Den forelæggende ret

Verwaltungsgericht Frankfurt am Main

Parter i hovedsagen

Sagsøger: Georgsmarienhütte GmbH, Stahlwerk Bous GmbH, Schmiedag GmbH og Harz Guss Zorge GmbH

Sagsøgt: Forbundsrepublikken Tyskland

Præjudicielt spørgsmål

Er Europa-Kommissionens afgørelse af 25. november 2014 (Commission Decision of 25.11.2014 on the aid scheme SA.33995 (2013/C) (ex 2013/NN) [implemented by Germany for the support of renewable electricity and of energy-intensive users], C(2014)8786 final) (1) i strid med Traktaten om Den Europæiske Unions Funktionsmåde, idet Kommissionen kvalificerer begrænsningen af EEG-afgiften som statsstøtte i henhold til artikel 107 TEUF?

---

(1)  EUT 2015, L 250, s. 122.

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Tribunal Judicial da Comarca de Setúbal (Portugal) den 14. marts 2016 — Município de Palmela mod ASAE — Divisão de Gestão de Contraordenações

(Sag C-144/16)

(2016/C 211/35)

Processprog: portugisisk

Den forelæggende ret

Tribunal Judicial da Comarca de Setúbal

Parter i hovedsagen

Sagsøger: Município de Palmela

Sagsøgt: ASAE — Divisão de Gestão de Contraordenações

Præjudicielle spørgsmål

a)	Henset til, at lovdekret nr. 379/97 af 27. december godkendte bekendtgørelsen om fastsættelse af sikkerhedskrav til placeringen, implementeringen, udformningen og den funktionelle organisering af legepladser og rekreative områder samt deres udstyr og anslagsflader,

b)	Henset til, at lovdekret nr. 119/2009 af 19. maj ændrede lovdekret nr. 379/97 af 27. december, idet det ændrede ordlyden af visse tekniske standarder, tilføjede andre tekniske standarder og på ny offentliggjorde nævnte bekendtgørelse, hvoraf det er en integrerende del,

c)

Henset til, at ingen af de to nationale lovtekster blev meddelt Europa-Kommissionen inden for rammerne af en informationsprocedure med hensyn til tekniske standarder og forskrifter, som fastsat i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/34/EF (1) af 22. juni 1998, som ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/48/EF af 20. juli 1998, og gennemført i national ret ved lovdekret nr. 58/2000 af 18. april: 1) Skal den nationale ret da træffe afgørelse om fuldt ud at tilsidesætte anvendelsen af en national lovtekst, som indfører tekniske standarder, og som i strid med bestemmelserne i direktiv 98/34/EF ikke er blevet meddelt Europa-Kommissionen, eller skal rettens afgørelse om tilsidesættelse begrænses til de nye tekniske forskrifter, der er indført ved den nationale lovtekst? Eller 2) Skal anvendelsen af en national lovtekst, som indfører tekniske standarder, og som i strid med bestemmelserne i direktiv 98/34/EF ikke er blevet meddelt Europa-Kommissionen, da fuldt ud tilsidesættes, eller skal afgørelsen om tilsidesættelse begrænses til de nye tekniske forskrifter, der er indført ved den nationale lovtekst? 3) Kan ingen af de tekniske standarder, som er indeholdt i den nævnte bekendtgørelse, da finde anvendelse, eller er det alene de tekniske standarder, som er ændret eller tilføjet ved lovdekret nr. 119/2009 af 19. maj, der ikke kan finde anvendelse?

---

(1)  Europa-parlamentets og Rådets direktiv 98/34/EF af 22.6.1998 om en informationsprocedure med hensyn til tekniske standarder og forskrifter (EFT L 204, s. 37).

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Vredegerecht te Antwerpen (Belgien) den 14. marts 2016 — Karel de Grote — Hogeschool Katholieke Hogeschool Antwerpen VZW mod Susan Romy Jozef Kuijpers

(Sag C-147/16)

(2016/C 211/36)

Processprog: nederlandsk

Den forelæggende ret

Vredegerecht te Antwerpen

Parter i hovedsagen

Sagsøger: Karel de Grote — Hogeschool Katholieke Hogeschool Antwerpen VZW

Sagsøgt: Susan Romy Jozef Kuijpers

Præjudicielle spørgsmål

1)

Er en national ret, ved hvilken der er anlagt sag mod en forbruger med påstand om opfyldelsen af en kontrakt, og denne ret efter de nationale retsplejeregler alene er beføjet til ex officio at efterprøve, om påstanden er i strid med de nationale regler om den offentlige orden, beføjet til på tilsvarende måde, også i udeblivelsessager, ex officio at efterprøve og fastslå, om den pågældende kontrakt er omfattet af [Rådets] direktiv [93/13/EF (1) af 5. april 1993] om urimelige kontraktvilkår i forbrugeraftaler, således som dette direktiv er gennemført i belgisk ret?

2)

Skal en fri undervisningsinstitution, der udbyder subsidieret undervisning til en forbruger, anses for en erhvervsdrivende i EU-retlig forstand for så vidt angår aftalen om udbuddet af denne undervisning mod betaling af et studiegebyr, der eventuelt forhøjes med beløb til tilbagebetaling af omkostninger, som undervisningsinstitutionen har afholdt?

3)

Er en aftale mellem en forbruger og en fri subsidieret undervisningsinstitution angående denne institutions udbud af subsidieret undervisning omfattet af direktiv 93/13 […], og skal en fri undervisningsinstitution, der udbyder subsidieret undervisning til en forbruger, anses for erhvervsdrivende i direktivets forstand med hensyn til aftalen om udbuddet af denne undervisning?

---

(1)  EFT L 95, s. 29.

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Finanzgericht München (Tyskland) den 17. marts 2016 — Tigers GmbH mod Hauptzollamt Landshut

(Sag C-156/16)

(2016/C 211/37)

Processprog: tysk

Den forelæggende ret

Finanzgericht München

Parter i hovedsagen

Sagsøger: Tigers GmbH

Sagsøgt: Hauptzollamt Landshut

Præjudicielle spørgsmål

I.

Tillader artikel 1, stk. 3, i Rådets gennemførelsesforordning (EU) nr. 412/2013 (1) af 13. maj 2013 om indførelse af en endelig antidumpingtold og endelig opkrævning af den midlertidige told på importen af bordservice og køkkenartikler af keramisk materiale med oprindelse i Folkerepublikken Kina (EUT L 131/1 af 15.5.2013, herefter: »gennemførelsesforordning nr. 412/2013«), at en gyldig handelsfaktura med henblik på den første fastsættelse af den endelige antidumpingtold indgives efterfølgende, hvis alle andre nødvendige forudsætninger for at opnå en individuel antidumpingtoldsats foreligger?

II.

Såfremt første spørgsmål besvares benægtende: Er artikel 78 i Rådets forordning (EØF) nr. 2913/92 (2) af 12. oktober 1992 om indførelse af en EF-toldkodeks (EUT L 302, s. 1) som ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 2700/2000 (3) af 16. november 2000 (EUT L 311, s. 17) til hinder for, at toldmyndigheden i forbindelse med en revision afviser at refundere en antidumpingtold med den begrundelse, at klarereren først har forelagt en korrekt handelsfaktura efter toldangivelsen?

---

(1)  EUT L 131, s. 1.

(2)  EFT L 302, s. 1.

(3)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 2700/2000 af 16.11.2000 om ændring af Rådets forordning (EØF) nr. 2913/92 om indførelse af en EF-toldkodeks (EFT L 311, s. 17).

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Juzgado Contencioso-Administrativo no 1 de Oviedo (Spanien) den 16. marts 2016 — Margarita Isabel Vega González mod Consejería de Hacienda y Sector Público de la Administración del Principado de Asturias

(Sag C-158/16)

(2016/C 211/38)

Processprog: spansk

Den forelæggende ret

Juzgado Contencioso-Administrativo no 1 de Oviedo

Parter i hovedsagen

Sagsøger: Margarita Isabel Vega González

Sagsøgt: Consejería de Hacienda y Sector Público de la Administración del Principado de Asturias

Præjudicielle spørgsmål

1)

Skal begrebet »ansættelsesvilkår«, der er omhandlet i § 4 i rammeaftalen vedrørende tidsbegrænset ansættelse, der indgår i bilaget til Rådets direktiv 1999/70/EF (1) af 28. juni 1999 om tidsbegrænset ansættelse, fortolkes således, at det omfatter den retlige situation, hvor en arbejdstager i et tidsbegrænset ansættelsesforhold, der er blevet valgt til et repræsentativt politisk hverv, i lighed med en fastansat arbejdstager kan anmode om og opnå, at ansættelsesforholdet sættes i bero, med henblik på at vende tilbage til stillingen, når det pågældende parlamentariske hverv er udløbet?

2)

Skal princippet om ikke-diskrimination, der er omhandlet i § 4 i rammeaftalen vedrørende tidsbegrænset ansættelse, der indgår i bilaget til Rådets direktiv 1999/70/EF af 28. juni 1999 om tidsbegrænset ansættelse, fortolkes således, at det er til hinder for en regional lovgivning såsom lov nr. 3/1985 om en plan for de offentligt ansatte i Asturien, der i artikel 59, stk. 2, fuldstændigt udelukker midlertidigt ansatte tjenestemænd fra at opnå anerkendelse af en administrativ situation med særlige tjenester, når de bliver valgt til medlemmer af parlamentet, mens denne ret anerkendes for fastansatte tjenestemænd?

---

(1)  EUT L 1999, L 175, s. 43.

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Rechtbank Den Haag (Nederlandene) den 21. marts 2016 — Christian Louboutin og Christian Louboutin SAS mod vanHaren Schoenen BV

(Sag C-163/16)

(2016/C 211/39)

Processprog: nederlandsk

Den forelæggende ret

Rechtbank Den Haag

Parter i hovedsagen

Sagsøger: Christian Louboutin og Christian Louboutin SAS

Sagsøgt: vanHaren Schoenen BV

Præjudicielt spørgsmål

Er begrebet form som omhandlet i artikel 3, stk. 1, litra e), nr. iii), i direktiv 2008/95/EF (1) (henholdsvis »Form«, »shape« og»forme« i den tyske, den engelske og den franske version af varemærkedirektivet) begrænset til varens tredimensionelle egenskaber, såsom dens konturer, mål og volumen (som kan udtrykkes tredimensionelt), eller omfatter denne bestemmelse også andre (ikke tredimensionelle) egenskaber ved varen såsom farven?

---

(1)  Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/95/EF af 22.10.2008 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om varemærker (kodificeret udgave) (EUT L 299, s. 25).

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Amtsgericht Düsseldorf (Tyskland) den 25. marts 2016 — Ljiljana Kammerer og Frank Kammerer mod Swiss International Air Lines AG

(Sag C-172/16)

(2016/C 211/40)

Processprog: tysk

Den forelæggende ret

Amtsgericht Düsseldorf

Parter i hovedsagen

Sagsøger: Ljiljana Kammerer og Frank Kammerer

Sagsøgt: Swiss International Air Lines AG

Præjudicielt spørgsmål

Skal aftalen mellem Det Schweiziske Forbund og Det Europæiske Fællesskab af 21. juni 1999 om luftfart, som affattet i afgørelse nr. 2/2010 vedtaget af Luftfartsudvalget Fællesskabet/Schweiz den 26. november 2010, fortolkes således, at forordning (EF) nr. 261/2004 (1) i overensstemmelse med forordningens artikel 3, stk. 1, litra a), også gælder for luftfartspassagerer, der har påtænkt at ankomme til en lufthavn i Schweiz, i forbindelse med en flyvning med afgang fra et tredjeland?

---

(1)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 261/2004 af 11. februar 2004 om fælles bestemmelser om kompensation og bistand til luftfartspassagerer ved boardingafvisning og ved aflysning eller lange forsinkelser og om ophævelse af forordning (EØF) nr. 295/91 (EUT L 46, s. 1).

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Court of Appeal (Irland) den 29. marts 2016 — M.H. mod M.H.

(Sag C-173/16)

(2016/C 211/41)

Processprog: engelsk

Den forelæggende ret

Court of Appeal

Parter i hovedsagen

Sagsøger: M.H.

Sagsøgt: M.H.

Præjudicielle spørgsmål

1)

Skal »det tidspunkt, hvor det indledende processkrift i sagen […] indleveres til retten« i artikel 16, stk. 1, litra a), i forordning nr. 2201/2003 (1) fortolkes som værende: i) det tidspunkt, hvor det indledende processkrift i sagen modtages af retten, selv om en sådan modtagelse ikke i sig selv indebærer, at sagen øjeblikkeligt indledes i overensstemmelse med national ret, eller ii) det tidspunkt, hvor sagen, efter rettens modtagelse af det indledende processkrift i sagen, indledes i overensstemmelse med national ret.

---

(1)  Rådets forordning (EF) nr. 2201/2003 af 27.11.2003 om kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser i ægteskabssager og i sager vedrørende forældreansvar og om ophævelse af forordning (EF) nr. 1347/2000 (EUT L 338, s. 1).

Appel iværksat den 31. marts 2016 af Tilly-Sabco til prøvelse af dom afsagt af Retten (Femte Afdeling) den 14. januar 2016 i sag T-397/13, Tilly-Sabco mod Kommissionen

(Sag C-183/16 P)

(2016/C 211/42)

Processprog: fransk

Parter

Appellant: Tilly-Sabco (ved advokaterne R. Milchior, F. Le Roquais og S. Charbonnel)

Den anden part i appelsagen: Europa-Kommissionen

Appellanten har nedlagt følgende påstande

—	Rettens dom af 14. januar 2016 i sag T-397/13 ophæves med undtagelse af beslutningen om, at søgsmålet kunne antages til realitetsbehandling.

—	I henhold til statuttens artikel 61 besluttes det at træffe endelig afgørelse og Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) nr. 689/2013 af 18. juli 2013 om fastsættelse af eksportrestitutioner for fjerkrækød (1) til nul, annulleres.

—	Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger i første instans og i forbindelse med denne appel.

Anbringender og væsentligste argumenter

Til støtte for appellen har appellanten fremsat fire anbringender.

Det første anbringende vedrører Rettens urigtige fortolkning af artikel 3, stk. 3, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 182/2011 af 16. februar 2011 om de generelle regler og principper for, hvordan medlemsstaterne skal kontrollere Kommissionens udøvelse af gennemførelsesbeføjelser (2). Kommissionen gav ikke komitéen mulighed for inden for de fastsatte frister at undersøge alle nødvendige oplysninger, herunder restitutionssatserne, med henblik på at afgive sin udtalelse om forslaget til forordningen.

Det andet anbringende vedrører en urigtig fortolkning af artikel 164, stk. 2, i Rådets forordning (EF) nr. 1234/2007 af 22. oktober 2007 om en fælles markedsordning for landbrugsprodukter og om særlige bestemmelser for visse landbrugsprodukter (fusionsmarkedsordningen) (3). Appellanten har bl.a. gjort gældende, at Retten med urette har kvalificeret gennemførelsesforordning nr. 680/2013 som et »periodevist landbrugsinstrument«.

Det tredje anbringende vedrører en manglende eller utilstrækkelig begrundelse for gennemførelsesforordning nr. 689/2013 og angår bl.a. kvalificeringen som »standardforordning« og begrundelsen for at fastsætte restitutionssatsen til »nul«. Metoden til fastsættelse af restitutionssatserne er endvidere undtaget domstolsprøvelse. Den appellerede doms begrundelse for den progressive nedsættelse af restitutionssatserne er selvmodsigende.

Det fjerde anbringende vedrører en retlig fejl eller et åbenbart urigtigt skøn, idet Retten ikke har foretaget en korrekt fortolkning af kriterierne i artikel 164, stk. 3, i forordning nr. 1234/2007. Retten har således for visse kriterier godkendt, at Kommissionen skønsmæssigt og uden begrundelse tog hensyn til referenceperioden 2009-2013, dvs. en meget lang og tidligere periode, i stedet for 2013, som det foreskrives i de relevante bestemmelser og navnlig artikel 164 stk. 3, litra a), i forordning nr. 1234/2007. Retten har ligeledes anlagt et åbenbart urigtigt skøn ved bl.a. at finde, at prisforskellen for brasiliansk fjerkrækød ikke medfører et behov for eksportrestitution for at sikre balancen på EU-markedet for fjerkrækød samt en naturlig udvikling af priserne og samhandelen. Endelig har Retten anerkendt, at Kommissionen begik en fejl ved for den at fremføre andre argumenter end de for forvaltningskomitéen fremlagte.

---

(1)  EUT L 196, s. 13.

(2)  EUT L 55, s. 13.

(3)  EUT L 299, s. 1.

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Dioikitiko Protodikeio Thessalonikis (Grækenland) den 1. april 2016 — Ovidiu-Mihaita Petrea mod Ypourgos Esoterikon kai Dioikitikis Anasygrotisis

(Sag C-184/16)

(2016/C 211/43)

Processprog: græsk

Den forelæggende ret

Dioikitiko Protodikeio Thessalonikis

Parter i hovedsagen

Sagsøger: Ovidiu-Mihaita Petrea

Sagsøgt: Ypourgos Esoterikon kai Dioikitikis Anasygrotisis

Præjudicielle spørgsmål

1)

Skal artikel 27 og 32 i direktiv 2004/38/EF (1), sammenholdt med artikel 45 TEUF og 49 TEUF samt i lyset af medlemsstaternes procesautonomi, princippet om beskyttelse af den berettigede forventning og princippet om god forvaltningsskik, fortolkes således, at de pålægger — eller giver mulighed for — at ophæve et bevis for registrering som unionsborger, der tidligere er blevet udstedt i henhold til artikel 8, stk. 1, i præsidentdekret nr. 106/2007 til en statsborger i en anden medlemsstat, og at træffe en foranstaltning om tilbagesendelse af den pågældende fra værtsmedlemsstatens område, såfremt denne borger, selv om den pågældende er opført på den nationale liste over uønskede udlændinge og er genstand for et indrejseforbud af hensyn til den offentlige orden og sikkerhed, atter er indrejst i den pågældende medlemsstat og her har startet en virksomhed uden at indgive en ansøgning om ophævelse af indrejseforbuddet efter proceduren i artikel 32 i direktiv 2004/38, idet sidstnævnte forbud (indrejseforbuddet) udgør et selvstændigt hensyn til den offentlige orden, som begrunder en ophævelse af beviset for registrering af en statsborger i en medlemsstat?

2)

Såfremt det foregående spørgsmål besvares bekræftende, kan den omhandlede situation da sidestilles med et ulovligt ophold for unionsborgeren på værtsmedlemsstatens område, således at det organ, der har kompetence til at ophæve beviset for registrering som unionsborger, kan træffe afgørelse om tilbagesendelse i henhold til artikel 6, stk. 1, i direktiv 2008/115/EF (2), og dette selv om registreringsbeviset ikke, som der generelt er enighed om, udgør et grundlag for lovligt ophold i landet, og det personelle anvendelsesområde for direktiv 2008/115 alene omfatter tredjelandsstatsborgere?

3)

Såfremt det første spørgsmål besvares benægtende, kan ophævelsen af hensyn til den offentlige orden eller sikkerhed af beviset for registrering af en statsborger i en anden medlemsstat, hvilket ikke udgør et grundlag for lovligt ophold i landet, og vedtagelsen af en foranstaltning om tilbagesendelse af den pågældende — der træffes på samme tid af de kompetente nationale myndigheder under udøvelse af værtsmedlemsstatens procesautonomi — da ifølge en korrekt fortolkning af lovgivningen opfattes som en samlet administrativ foranstaltning om administrativ udsendelse i medfør af artikel 27 og 28 i direktiv 2004/38, som kan gøres til genstand for en domstolsprøvelse på de betingelser, der er fastsat i de sidstnævnte bestemmelser, som fastlægger en enkelt metode for den eventuelt nødvendige administrative udsendelse af unionsborgere fra værtsmedlemsstatens område?

4)

Hvad enten det første og det andet spørgsmål besvares bekræftende eller benægtende, er en national retspraksis, hvorefter de administrative myndigheder, og derfor også de pågældende kompetente retter, i forbindelse med en ophævelse af et bevis for registrering som unionsborger eller i forbindelse med en vedtagelse af en foranstaltning om udsendelse fra værtsmedlemsstatens område, fordi statsborgeren i en anden medlemsstat er genstand for et indrejseforbud i den (først)nævnte medlemsstat, ikke må undersøge, hvorvidt de processuelle garantier i artikel 30 og 31 i direktiv 2004/38 blev overholdt, da afgørelsen om indrejseforbuddet blev truffet, da i strid med effektivitetsprincippet?

5)

Såfremt det foregående spørgsmål besvares bekræftende, har medlemsstatens kompetente administrative myndigheder i henhold til artikel 32 i direktiv 2004/38 da pligt til under alle omstændigheder at meddele den pågældende statsborger i en anden medlemsstat afgørelsen om udsendelse på et sprog, som den pågældende forstår, således at den pågældende effektivt kan udøve sine processuelle rettigheder på grundlag af de ovennævnte bestemmelser i direktivet, selv om den pågældende ikke har indgivet en anmodning herom?

---

(1)  Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/38/EF af 29.4.2004 om unionsborgeres og deres familiemedlemmers ret til at færdes og opholde sig frit på medlemsstaternes område (EUT L 158 af 30.4.2004, s. 77).

(2)  Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/115/EF af 16.12.2008 om fælles standarder og procedurer i medlemsstaterne for tilbagesendelse af tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold (EUT L 348 af 24.12.2008, s. 98).

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Högsta förvaltningsdomstolen (Sverige) den 4. april 2016 — Boguslawa Zaniewicz-Dybeck mod Pensionsmyndigheten

(Sag C-189/16)

(2016/C 211/44)

Processprog: svensk

Den forelæggende ret

Högsta förvaltningsdomstolen

Parter i hovedsagen

Sagsøger: Boguslawa Zaniewicz-Dybeck

Sagsøgt: Pensionsmyndigheten

Præjudicielle spørgsmål

1)

Medfører bestemmelserne i artikel 47, stk. 1, litra d), i forordning nr. 1408/71 (1), at forsikringsperioder, der er tilbagelagt i et andet EU-land, i forbindelse med beregningen af den svenske garantipension kan tildeles en pensionsmæssig værdi, der svarer til den gennemsnitlige værdi af de svenske perioder, når den kompetente institution foretager en pro rata-beregning i henhold til samme forordnings artikel 46, stk. 2?

2)	Såfremt spørgsmål 1 besvares benægtende, kan den kompetente institution i forbindelse med sin beregning af retten til garantipension tage hensyn til pensionsindkomster, som en forsikret oppebærer i et andet EU-land, uden at dette er i strid med bestemmelserne i forordning nr. 1408/71?

---

(1)  Rådets forordning (EØF) nr. 1408/71 af 14.6.1971 om anvendelse af de sociale sikringsordninger på arbejdstagere, selvstændige erhvervsdrivende og deres familiemedlemmer, der flytter inden for Fællesskabet (EFT L 149, s. 2).

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Riigikohus (Estland) den 7. april 2016 — Bolagsupplysningen OÜ og Ingrid Ilsjan mod Svensk Handel AB

(Sag C-194/16)

(2016/C 211/45)

Processprog: estisk

Den forelæggende ret

Riigikohus

Parter i hovedsagen

Sagsøger: Bolagsupplysningen OÜ og Ingrid Ilsjan

Sagsøgt: Svensk Handel AB

Præjudicielle spørgsmål

1)

Skal artikel 7, nr. 2), i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1215/2012 af 12. december 2012 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område (1) fortolkes således, at en person, hvis rettigheder er blevet krænket ved offentliggørelse af urigtige oplysninger om vedkommende på internettet og gennem manglende fjernelse af kommentarer om vedkommende, kan anlægge sag med påstand om berigtigelse af de urigtige oplysninger og fjernelse af de kommentarer, som krænker vedkommendes rettigheder, ved retterne i enhver medlemsstat, på hvis område de på internettet offentliggjorte oplysninger er eller var tilgængelige, for så vidt angår den i denne medlemsstat opståede skade?

2)

Skal artikel 7, nr. 2), i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1215/2012 af 12. december 2012 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område fortolkes således, at en juridisk person, hvis rettigheder [org. s. 2] hævdes at være blevet krænket ved offentliggørelse af urigtige oplysninger om vedkommende på internettet og ved undladelse af at fjerne kommentarer herom, kan anlægge sag med påstand om berigtigelse af oplysningerne, forpligtelse til at fjerne kommentarerne og erstatning for det økonomiske tab, der er lidt ved offentliggørelse af de urigtige oplysninger om vedkommende på internettet, for så vidt angår det samlede tab, som den pågældende juridiske person har lidt, gældende ved retterne i den stat, hvori centrum for denne persons interesser ligger?

3)

Såfremt det andet spørgsmål besvares bekræftende: Skal artikel 7, nr. 2), i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1215/2012 af 12. december 2012 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område fortolkes således, at — det må antages, at centrum for en juridisk persons interesser og dermed det sted, hvor den pågældende juridiske persons tab er lidt, ligger i den medlemsstat, hvor den har sit hjemsted, eller — der ved fastsættelsen af det sted, hvor den juridiske person har centrum for sine interesser og dermed det sted, hvor dens tab er lidt, skal tages hensyn til samtlige forhold, såsom den juridiske persons hjemsted og forretningssted, dens kunders hjemsted og den måde, hvorpå forretningerne indgås?

---

(1)  EUT L 351, s. 1.

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Conseil d'État (Belgien) den 11. april 2016 — État Belge mod Max-Manuel Nianga

(Sag C-199/16)

(2016/C 211/46)

Processprog: fransk

Den forelæggende ret

Conseil d'État

Parter i hovedsagen

Sagsøger: État Belge

Sagsøgt: Max-Manuel Nianga

Præjudicielt spørgsmål

Skal artikel 5 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/115/EF af 16. december 2008 om fælles standarder og procedurer i medlemsstaterne for tilbagesendelse af tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold sammenholdt med artikel 47 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder og under hensyn til retten til at blive hørt, som udgør en integrerende del af retten til forsvar, der er et almindeligt EU-retligt princip, sådan som det finder anvendelse i forbindelse med nævnte direktiv, fortolkes således, at den pålægger den nationale myndighed at tage hensyn til barnets tarv, familieliv og den pågældende tredjelandsstatsborgers helbredstilstand, når den træffer den i direktivets artikel 2, stk. 4, og artikel 6, stk. 1, omhandlede afgørelse om tilbagesendelse, eller når den i samme direktivs artikel 3, nr. 4, og artikel 8 omhandlede udsendelse finder sted?

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Supremo Tribunal de Justiça (Portugal) den 12. april 2016 — Securitas — Serviços e Tecnologia de Segurança, S.A. mod Consultadoria de Aviação Comercial, S.A. m.fl.

(Sag C-200/16)

(2016/C 211/47)

Processprog: portugisisk

Den forelæggende ret

Supremo Tribunal de Justiça

Parter i hovedsagen

Sagsøger: Securitas — Serviços e Tecnologia de Segurança, S.A.

Sagsøgt: ICTS Portugal — Consultadoria de Aviação Comercial, S.A., Arthur George Resendes, Jorge Alberto Rodrigues Pereira, José Manuel Duque Medeiros, José Octávio Pimentel do Couto Macedo, Márcio Aurélio Mendes, Marco Paulo Viveiros Câmara, Milton César Pimentel Freitas, Milton Miguel Miranda Santos, Nelson Manuel Rego Sousa, Osvaldo Manuel Rego Arruda, Pedro Miguel Amaral Pacheco, Pedro Miguel Costa Tavares, Rui Miguel Costa Tavares, Rui Sérgio Gouveia Terra, Jaime Amorim Amaral Melo, Marcos Daniel Varandas Carvalho og Valter Eurico Rocha da Silva e Sousa

Præjudicielle spørgsmål

1)

Udgør den i sagen beskrevne situation en overførsel af virksomheder eller foretagender, således at der er sket en overførsel af virksomheden ICTS til virksomheden Securitas efter gennemførelsen af et offentligt udbud, hvor Securitas, der blev valgt under dette udbud, blev tildelt kontrakten vedrørende levering af vagt- og sikkerhedstjenesteydelser i havnen Ponta Delgada på øen San Miguel (Azorerne), og foreligger der en overførsel af en økonomisk enhed som omhandlet i artikel 1, stk. 1, litra a), i Rådets direktiv 2001/23/EF (1)?

2)

Udgør den i sagen beskrevne situation blot en situation, hvor en virksomhed har afløst en anden konkurrerende virksomhed, efter at tjenesteydelseskontrakten blev tildelt den virksomhed, som blev valgt under nævnte offentlige udbud, således at situationen ikke er omfattet af begrebet overførsel af virksomheder eller bedrifter i nævnte direktivs forstand?

3)

Er klausul 13, stk. 2, i den kollektive overenskomst, der er indgået mellem AES [Associação de Empresas de Segurança Privada], AESIRF [Associação Nacional das Empresas de Segurança] og STAD [Sindicato dos Trabalhadores dos Serviços de Portaria, Vigilância, Limpeza Domésticas e Atividades Diversas] og andre fagforeninger, i strid med den fællesskabsretlige definition af overførsel af virksomheder eller bedrifter, som kan udledes af Rådets direktiv 2001/23/EF, for så vidt som denne klausul bestemmer, at: »en erhvervsdrivendes tab af en klient som følge af, at tjenesteydelseskontrakten tildeles en anden erhvervsdrivende, ikke er omfattet af begrebet overførsel af virksomheder eller bedrifter«?

---

(1)  Rådets direktiv 2001/23/EF af 12.3.2001 om tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om varetagelse af arbejdstagernes rettigheder i forbindelse med overførsel af virksomheder eller bedrifter eller af dele af virksomheder eller bedrifter (EFT L 82, s. 16).

Appel iværksat den 12. april 2016 af Dirk Andres (likvidator af aktiverne i Heitkamp BauHolding GmbH), tidligere Heitkamp BauHolding GmbH til prøvelse af dom afsagt af Retten (Niende Afdeling) den 4. februar 2016 i sag T-287/11, Heitkamp BauHolding GmbH mod Europa-Kommissionen

(Sag C-203/16 P)

(2016/C 211/48)

Processprog: tysk

Parter

Appellant: Dirk Andres (likvidator af aktiverne i Heitkamp BauHolding GmbH) (ved Rechtsanwälte W. Niemann, S. Geringhoff og P. Dodos)

De andre parter i appelsagen: Europa-Kommissionen og Forbundsrepublikken Tyskland

Appellanten har nedlagt følgende påstande

—

Rettens dom af 4. februar 2016 i sag T-287/11, således som den fremgår af domskonklusionen, ophæves delvist, for så vidt som Kommissionen derved blev frifundet (domskonklusionens punkt 2 og 3), og appelindstævntes afgørelse 2011/527/EU af 26. januar 2011 om Tysklands statsstøtte C 7/10 (ex CP 250/09 og NN 5/10) — Fremskrivning af skattemæssige underskud (»Sanierungsklausel«) (1) annulleres, idet der gives medhold i de i første instans nedlagte påstande.

—	Subsidiært ophæves Rettens i punkt 1 nævnte dom, således som den fremgår af domskonklusionen, delvist, for så vidt som Kommissionen derved blev frifundet (domskonklusionens punkt 2 og 3), og sagen hjemvises til Retten.

—	Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Anbringender og væsentligste argumenter

Til støtte for sine påstande har appellanten fremført følgende anbringender:

Appellanten har gjort gældende, at der foreligger proceduremæssige mangler. Retten undlod enten at begrunde sine konklusioner vedrørende fastsættelse af referencerammen, foranstaltningens selektivitet og dens begrundelse, eller den begrundede kun disse på selvmodsigende vis, og den tilsidesatte derved ligeledes appellantens ret til at blive hørt, idet den ikke tog dennes anbringender i betragtning.

Appellanten har endvidere gjort en tilsidesættelse af artikel 107 TEUF gældende, og har til støtte derfor anført tre anbringender:

For det første fastsatte Retten referencerammen på ukorrekt vis, idet den sammenblandede det første og det andet led i selektivitetsundersøgelsen og med urette vurderede, at bestemmelsen om fortabelse af underskud i henhold til § 8c, stk. 1, i KStG var den almindelige regel, og at bevarelse af underskud i henhold til »saneringsklausulen« i § 8c, stk. 1a, i KStG skulle anses for en undtagelse herfra. Derved tog Retten ikke hensyn til, at saneringsklausulen er en del af den mere grundlæggende og på tysk forfatningsret hvilende normale skatteretlige regel om fremførsel af underskud i henhold til § 10d i EStG.

For det andet vurderede Retten med urette, at »saneringsklausulen« var selektiv. Retten så bort fra, at »saneringsklausulen« netop ikke fastlægger noget personligt bestemt anvendelsesområde, men derimod er tilgængelig for alle virksomheder uafhængigt af deres karakter og genstand. »Saneringsklausulen« kan uden forskel anvendes i forhold til alle virksomheder, der er kommet i økonomiske vanskeligheder. I denne sammenhæng så Retten også bort fra, at virksomheder i vanskeligheder og sunde virksomheder henset til det relevante formål med lovgivningen om fremførsel af underskud, nemlig at udelukke faren for misbrug af underskud, ikke befinder sig i en faktisk og retligt sammenlignelig situation. I tilfælde, der vedrører »saneringsklausulen«, er et misbrug af underskud udelukket grundet lovgivers typificeringsbeføjelse.

For det tredje har Retten under alle omstændigheder med urette vurderet, at »saneringsklausulen« ikke var begrundet. Appellanten har anført, at »saneringsklausulen« ikke tilsigter at støtte virksomheder i vanskeligheder, men derimod at sikre en beskatning af disse virksomheder i henhold til princippet om beskatning efter evne, som er et formål, der er den tyske skatteret iboende. Særligt skal det ved bevarelsen af underskud opnås, at såkaldte »fiktive indkomster«, der opstår ved afkald på lånefordringer, i sidste instans gøres skattefrie ved modregning med underskud.

---

(1)  EUT L 235, s. 26.

Appel iværksat den 14. april 2016 af Forbundsrepublikken Tyskland til prøvelse af dom afsagt af Retten (Niende Afdeling) den 4. februar 2016 i sag T-287/11, Heitkamp BauHolding GmbH mod Europa-Kommissionen

(Sag C-208/16 P)

(2016/C 211/49)

Processprog: tysk

Parter

Appellant: Forbundsrepublikken Tyskland (ved T. Henze og R. Kanitz, som befuldmægtigede)

De andre parter i appelsagen: Heitkamp BauHolding GmbH og Europa-Kommissionen

Appellanten har nedlagt følgende påstande

—	Dom af 4. februar 2016 afsagt af Den Europæiske Unions Ret i sag T-287/11 ophæves, for så vidt som Europa-Kommissionen frifindes.

—	Europa-Kommissionens afgørelse af 26. januar 2011 K(2011) 275 endelig i sag statsstøtte C 7/2010 — KStG, Sanierungsklausel annulleres i medfør af artikel 61 i statutten for Den Europæiske Unions Domstol.

—	Europa-Kommissionen tilpligtes at betale omkostningerne for Retten og for Domstolen.

Anbringender og væsentligste argumenter

Appellanten har til støtte for appellen gjort et appelanbringende gældende.

Der foreligger en tilsidesættelse af artikel 107, stk. 1, TEUF. Retten har set bort fra, at KStG’s § 8c, stk. 1a, den såkaldte saneringsklausul, ikke er selektiv.

—	Den såkaldte saneringsklausul er ikke umiddelbart selektiv, da der ikke foreligger en afvigelse fra det relevante referencesystem, og da der er tale om en generel foranstaltning, som enhver virksomhed på medlemsstaten kan få gavn af.

—

Den såkaldte saneringsklausul er ligeledes begrundet af skattesystemets karakter og indre struktur. Saneringsklausulen er for det første begrundet i medfør af princippet om beskatning i henhold til skatteevne, for det andet i medfør af hensynet til misbrugsbekæmpelse således, at misbrug forhindres, og for det tredje er nævnte klausul begrundet af de objektive forskelle mellem en skadelig erhvervelse af kapitalandele og erhvervelsen af kapitalandele med henblik på sanering.

Appel iværksat den 22. april 2016 af Dimosia Epicheirisi Ilektrismou A.E. (DEI) til prøvelse af dom afsagt af Retten (Fjerde Afdeling) den 9. februar 2016 i sag T-639/14, Dimosia Epicheirisi Ilektrismou A.E. (DEI) mod Europa-Kommissionen

(Sag C-228/16 P)

(2016/C 211/50)

Processprog: græsk

Parter

Appellant: Dimosia Epicheirisi Ilektrismou A.E. (DEI) (ved avvocati Efthymios Bourtzalas, Anargiros Oikonomou, Efstathia Salaka, Charalampos Synodinos, Charisios Tagaras og Denis Waelbroeck)

Den anden part i appelsagen: Europa-Kommissionen

Appellanten har nedlagt følgende påstande

—	Den appellerede dom ophæves.

—	Domstolen hjemviser sagen til Retten med henblik på, at denne træffer afgørelse om sagsøgerens påstande om annullation af den anfægtede retsakt af 12. juni 2014.

—	Sagsøgte tilpligtes at betale sagens omkostninger både i sagen i første instans og i nærværende appelsag.

Anbringender og væsentligste argumenter

Sagsøgeren har gjort gældende, at den appellerede dom er behæftet med materielle retlige fejl og skal ophæves af følgende grunde:

1)	Åbenbar retlig fejl og begrundelsesmangel for så vidt angår vurderingen af, at sag T-639/14 er blevet uden genstand, for så vidt som denne konklusion er støttet på en påstået »erstatning« af den anfægtede retsakt med Kommissionens retsakt af 25. marts 2015.

2)	Tilsidesættelse af princippet om god forvaltningsskik, retssikkerhedsprincippet og princippet om en effektiv retsbeskyttelse ved konklusionen om, at retsakten af 25. marts 2015 trådte i stedet for den anfægtede retsakt.

3)	Åbenbar retlig fejl for så vidt angår fortolkningen og anvendelsen af princippet om, at retsakter fra Den Europæiske Unions institutioner skal være lovlige.

4)

Fejlagtig gengivelse af de faktiske omstændigheder og tilsidesættelse af retten til at blive hørt for så vidt angår konklusionen om, at begrundelsen for den anfægtede retsakt »på ingen måde henviser til spørgsmålet, om den eventuelle støtte i form af en voldgiftskendelse har en statslig karakter« og et åbenbart urigtigt skøn ved at finde, at de retlige fejl ved den anfægtede retsakt, der blev gjort gældende af DEI, »nødvendigvis vil være genstand for en bedømmelse i […] sag T-352/15«.

5)

Fejlagtig gengivelse af DEI’s begrundelse vedrørende de kriterier i henhold til hvilke det havde skullet afgøres, om der skulle ske annullation i nærværende sag for så vidt angår klagen af 2012, og åbenbart urigtigt skøn for så vidt angår den vurdering, at klagen af 2012 blev afvist »implicit« ved Kommissionens retsakt af 25. marts 2015, og

6)	Retlig fejl og åbenbart urigtigt skøn ved konklusionen om, at hver part skal bære deres egne omkostninger.

Rettens dom af 26. april 2016 — Strack mod Kommissionen

(Sag T-221/08) (1)

((Aktindsigt - forordning (EF) nr. 1049/2001 - dokumenter vedrørende sagsakterne i en undersøgelse ved OLAF - annullationssøgsmål - stiltiende afslag og udtrykkeligt afslag på aktindsigt - undtagelse vedrørende beskyttelsen af privatlivets fred og den enkeltes integritet - undtagelse vedrørende beskyttelse af en tredjemands forretningsmæssige interesser - undtagelse vedrørende beskyttelsen af beslutningsprocessen - begrundelsespligt - ansvar uden for kontraktforhold))

(2016/C 211/51)

Processprog: tysk

Parter

Sagsøger: Guido Strack (Køln, Tyskland) (ved advokaterne H. Tettenborn og N. Lödler)

Sagsøgt: Europa-Kommissionen (først ved P. Costa de Oliveira og B. Eggers, derefter ved B. Eggers og J. Baquero Cruz, som befuldmægtigede)

Sagens genstand

Dels en påstand om annullation af alle Kommissionens stiltiende og udtrykkelige afgørelser, der er blevet truffet som følge af de oprindelige begæringer om aktindsigt, der blev fremsat af Guido Strack den 18. og den 19. januar 2008, dels en påstand om erstatning

Konklusion

1)	Det er ikke længere fornødent at træffe afgørelse om lovligheden af de stiltiende afgørelser om afslag på aktindsigt, der er truffet i forbindelse med de begæringer om aktindsigt, som Guido Strack har fremsat.

2)

Det er ikke længere fornødent at træffe afgørelse om lovligheden af de udtrykkelige afgørelser om helt eller delvist afslag på aktindsigt, som Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber og Det Europæiske Kontor for Bekæmpelse af Svig (OLAF) har vedtaget i forbindelse med Guido Stracks genfremsatte begæringer om aktindsigt af 22. februar og 21. april 2008, for så vidt som disse dokumenter ikke fandtes eller ikke længere var til rådighed, for så vidt som disse dokumenter eller dele af disse er blevet gjort tilgængelige for offentligheden, eller for så vidt som Guido Strack har medgivet, at de afslag på aktindsigt, der er blevet givet, var lovlige.

3)

OLAF’s afgørelse af 30. april 2010 annulleres, for så vidt som — der blev givet afslag på aktindsigt i de dokumenter, der var påført bemærkningen »PD« — Guido Stracks navn blev udeladt i de dokumenter, der var påført bemærkningen »PA« — der er blevet udeladt dokumenter på OLAF’s liste af 30. april 2010, eller Guido Strack ikke er blevet meddelt dokumenter alene med den begrundelse, at han var ophavsmanden, at han var i besiddelse af dem i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 45/2001 af 18. december 2000 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger i fællesskabsinstitutionerne og organerne og om fri udveksling af sådanne oplysninger, eller på et andet grundlag, uden at de var udbredt til offentligheden, eller at de var udelukket fra begæringen om aktindsigt, for så vidt som de omhandlede meningsudvekslinger mellem OLAF og Den Europæiske Ombudsmand eller mellem OLAF og Guido Strack, og at de vedrørte Guido Strack, uden at de indgik i sagsakterne vedrørende den omhandlede undersøgelse.

4)

OLAF’s afgørelse af 7. juli 2010 annulleres, for så vidt som — der blev givet afslag på aktindsigt i dokument nr. 266 på grundlag af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1049/2001 af 30. maj 2001 om aktindsigt i Europa-Parlamentets, Rådets og Kommissionens dokumenter — der blev givet afslag på aktindsigt i dokument nr. 268 med undtagelse af de oplysninger, som Guido Strack har kunnet få aktindsigt i på grundlag af forordning nr. 1049/2001 i forbindelse med overdragelsen af andre dokumenter — Guido Stracks navn blev udeladt på de cirkulationsdokumenter, der var vedlagt som bilag til den nævnte afgørelse.

5)	I øvrigt frifindes Europa-Kommissionen.

6)	Kommissionen bærer sine egne omkostninger og betaler tre fjerdedele af Guido Stracks omkostninger.

7)	Guido Strack bærer en fjerdedel af sine egne omkostninger.

---

(1)  EUT C 223 af 30.8.2008.

Rettens dom af 27. april 2016 — European Dynamics Luxembourg m.fl. mod EUIPO

(Sag T-556/11) (1)

((Offentlige tjenesteydelseskontrakter - udbudsprocedure - udvikling af programmel og vedligeholdelsestjenester - afvisning af en tilbudsgivers tilbud - placering af en tilbudsgiver i en kaskadeprocedure - udelukkelsesgrunde - interessekonflikt - ligebehandling - pligt til at udvise omhu - tildelingskriterier - åbenbart urigtigt skøn - begrundelsespligt - ansvar uden for kontraktforhold - fortabelse af mulighed))

(2016/C 211/52)

Processprog: engelsk

Parter

Sagsøgere: European Dynamics Luxembourg SA, (Ettelbrück, Luxembourg), European Dynamics Belgium SA (Bruxelles, Belgien) Evropaïki Dynamiki — Proigmena Systimata Tilepikoinonion Pliroforikis kai Tilematikis AE (Athen, Grækenland) (først ved advokaterne N. Korogiannakis, M. Dermitzakis og N. Theologou, derefter ved advokat I. Ampazis og tilsidst ved advokat M. Sfyri)

Sagsøgt: Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) (først ved N. Bambara og M. Paolacci, derefter ved N. Bambara, som befuldmægtigede, bistået af advokaterne P. Wytinck og B. Hoorelbeke)

Sagens genstand

Dels en påstand om annullation af afgørelse truffet af EUIPO, der blev meddelt ved skrivelse af 11. august 2011 og vedtaget i forbindelse med udbudsproceduren AO/029/10 med titlen »Udvikling af programmel og vedligeholdelsestjenester«, hvorved det af European Dynamics Luxembourg afgivne tilbud blev afvist, og af de andre relaterede afgørelser fra EUIPO, der blev vedtaget inden for rammerne af samme procedure, herunder afgørelserne om at tildele kontrakten til andre tilbudsgivere, dels en påstand om erstatning

Konklusion

1)

Afgørelsen fra Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO), der blev meddelt ved skrivelse af 11. august 2011 og vedtaget inden for rammerne af udbudsprocedure AO/029/10 med overskriften »Udvikling af programmel og vedligeholdelsestjenester«, hvorved det af European Dynamics Luxembourg SA afgivne tilbud blev afvist, og de øvrige relaterede afgørelser fra EUIPO, der blev vedtaget inden for rammerne af samme procedure, herunder de afgørelser, der tildelte kontrakten til tre øvrige tilbudsgivere som tilslagsmodtagere, der blev placeret som nr. 1-3 i rækkefølgen i henhold til kaskadeproceduren, annulleres.

2)	EUIPO forpligtes til at erstatte det tab, som European Dynamics Luxembourg har lidt som følge af fortabt mulighed for at blive tildelt rammeaftalen, i det mindste som tredje kontraktspart i henhold til kaskadeproceduren.

3)	Parterne meddeler inden for en frist på tre måneder fra dommens afsigelse Retten de efter fælles aftale fastsatte erstatningsbeløb.

4)	Såfremt parterne ikke kan nå til enighed, tilstiller de inden for den samme frist Retten deres påstande opgjort i tal.

5)	Afgørelsen om sagens omkostninger udsættes.

---

(1)  EUT C 6 af 7.1.2012.

Rettens dom af 27. april 2016 — Pappalardo m.fl. mod Kommissionen

(Sag T-316/13) (1)

((Ansvar uden for kontraktforhold - fiskeri - bevarelse af fiskeressourcerne - genopretningsplan for almindelig tun - hasteforanstaltninger, der forbyder fiskeri med notfartøjer - tilstrækkeligt kvalificeret tilsidesættelse af en bestemmelse, som tillægger borgerne rettigheder))

(2016/C 211/53)

Processprog: italiensk

Parter

Sagsøgere: Salvatore Aniello Pappalardo (Cetara, Italien), Pescatori La Tonnara Soc. coop. (Cetara), Fedemar Srl (Cetara), Testa Giuseppe E C. Snc (Catania, Italien), Pescatori San Pietro Apostolo Srl (Cetara), Camplone Arnaldo & C. Snc di Camplone Arnaldo EC (Pescara, Italien) og Valentino Pesca Sas di Camplone Arnaldo & C. (Pescara) (ved advokaterne V. Cannizzaro og L. Caroli)

Sagsøgt: Europa-Kommissionen (ved A. Bouquet og D. Nardi, som befuldmægtigede)

Sagens genstand

Erstatningssøgsmål anlagt med henblik på at opnå erstatning for den skade, sagsøgerne angiveligt har lidt som følge af vedtagelsen af Kommissionens forordning (EF) nr. 530/2008 af 12. juni 2008 om indførelse af hasteforanstaltninger gældende for notfartøjer, der fisker efter tun i Atlanterhavet øst for 45 o V og i Middelhavet (EUT L 155, s. 9).

Konklusion

1)	Europa-Kommissionen frifindes.

2)	Salvatore Aniello Pappalardo, Pescatori La Tonnara Soc. coop., Fedemar Srl, Testa Giuseppe E C. Snc, Pescatori San Pietro Apostolo Srl, Camplone Arnaldo & C. Snc di Camplone Arnaldo EC og Valentino Pesca Sas di Camplone Arnaldo & C. betaler sagens omkostninger.

---

(1)  EUT C 226 af 3.8.2013.

Rettens dom af 27. april 2016 — ANKO mod Europa-Kommissionen

(Sag T-154/14) (1)

((Voldgiftsbestemmelse - støtteaftaler indgået inden for rammerne af syvende rammeprogram for forskning, teknologisk udvikling og demonstration (2007-2013) - Perform- og Oasis-projekterne - støtteberettigede omkostninger - tilbagebetaling af de udbetalte beløb - modkrav - morarenter))

(2016/C 211/54)

Processprog: græsk

Parter

Sagsøger: ANKO AE Antiprosopeion, Emporiou kai Viomichanias (Athen, Grækenland) (ved advokaterne V. Christianos, S. Paliou og A. Skoulikis)

Sagsøgt: Europa-Kommissionen (ved R. Lyal og P. Arenas, som befuldmægtigede, bistået af advokat O. Lytra)

Sagens genstand

Påstande i henhold til artikel 272 TEUF om dels for det første, at Kommissionens krav om tilbagebetaling af den støtte, der er udbetalt til sagsøgeren i medfør af aftalerne nr. 215754 »En åben arkitektur for tilgængelige tjenester, integration og normalisering« og nr. 215952 »Et komplekst system med flere parametre med henblik på en effektiv og fortsat vurdering af og opfølgning på den motoriske kapacitet hos personer med Parkinson og andre neurodegenerative sygdomme«, indgået inden for rammerne af syvende rammeprogram for forskning, teknologisk udvikling og demonstration (2007-2013), erklæres ugrundet, og for det andet, at Kommissionen tilpligtes at udbetale restbeløbet af støtten i henhold til disse kontrakter, dels at sagsøgeren tilpligtes at tilbagebetale den støtte, som uberettiget er udbetalt i forbindelse med samtlige disse kontrakter

Konklusion

1)	Europa-Kommissionen frifindes.

2)

ANKO AE Antiprosopeion, Emporiou kai Viomichanias betaler Europa-Kommissionen 650 625,37 EUR, der svarer til tilbagebetaling af de finansielle tilskud, som selskabet modtog i henhold til aftalerne nr. 215754 »En åben arkitektur for tilgængelige tjenester, integration og normalisering« og nr. 215952 »Et komplekst system med flere parametre med henblik på en effektiv og fortsat vurdering af og opfølgning på den motoriske kapacitet hos personer med Parkinson og andre neurodegenerative sygdomme«, indgået inden for rammerne af syvende rammeprogram for forskning, teknologisk udvikling og demonstration (2007-2013), forhøjet med morarenter på 3,75 % fra den 3. maj 2014.

3)	ANKO AE Antiprosopeion, Emporiou kai Viomichanias betaler sagens omkostninger.

---

(1)  EUT C 175 af 10.6.2014.

Rettens dom af 27. april 2016 — ANKO mod Kommissionen

(Sag T-155/14) (1)

((Voldgiftsbestemmelse - tilskudsaftale, der er indgået i forbindelse med sjette rammeprogram for forskning, teknologisk udvikling og demonstration som bidrag til realiseringen af det europæiske forskningsrum og til innovation (2002-2006) - projekterne Persona og Terragov - støtteberettigede udgifter - tilbagebetaling af udbetalte beløb - modregningskrav - morarenter))

(2016/C 211/55)

Processprog: græsk

Parter

Sagsøger: ANKO AE Antiprosopeion, Emporiou kai Viomichanias (Athen, Grækenland) (ved advokaterne V. Christianos, S. Paliou og A. Skoulikis)

Sagsøgt: Europa-Kommissionen (ved R. Lyal og P. Arenas, som befuldmægtigede, bistået af advokat O. Lytra)

Sagens genstand

Søgsmål anlagt i medfør af artikel 272 TEUF med påstande om på den ene side for det første at det fastslås, at Kommissionens anmodning om tilbagebetaling af den støtte, der blev udbetalt til sagsøgeren i henhold til kontrakt nr. 045459, »Sanserum, der fremmer uafhængighed ved aldring«, og nr. 507749 »e-forvaltningens indvirkning på de regionale forvaltningers ydelser«, der blev indgået inden for rammerne af sjette rammeprogram for forskning, teknologisk udvikling og demonstration (2002-2006), er ugrundet, og for det andet at Kommissionen tilpligtes at betale saldoen af ikke udbetalt støtte i henhold til den første af disse kontrakter, og på den anden side at sagsøgeren pålægges som modkrav at tilbagebetale den støtte, der uretmæssigt er blevet udbetalt i henhold til disse kontrakter.

Konklusion

1)	Der gives ikke medhold i det af ANKO AE Antiprosopeion, Emporiou kai Viomichanias anlagte søgsmål.

2)

ANKO AE Antiprosopeion, Emporiou kai Viomichanias pålægges at betale Kommissionen et beløb på 606 570,61 EUR, svarende til en tilbagebetaling af de økonomiske bidrag, selskabet har modtaget i henhold til kontrakt nr. 045459, »Sanserum, der fremmer uafhængighed ved aldring«, og nr. 507749 »e-forvaltningens indvirkning på de regionale forvaltningers ydelser«, der blev indgået inden for rammerne af sjette rammeprogram for forskning, teknologisk udvikling og demonstration (2002-2006), med tillæg af morarenter med en sats på 3,75 % fra den 3. maj 2014 at regne.

3)	ANKO AE Antiprosopeion, Emporiou kai Viomichanias betaler sagens omkostninger.

---

(1)  EUT C 175 af 10.6.2014.

Rettens dom af 28. april 2016 — Zehnder Group International mod EUIPO — Stiebel Eltron (comfotherm)

(Sag T-267/14) (1)

((EU-varemærker - ugyldighedssag - EU-ordmærket comfotherm - ældre nationalt ordmærke KOMFOTHERM - relativ registreringshindring - artikel 8, stk. 1, litra b), i forordning (EF) nr. 207/2009 - risiko for forveksling - lighed mellem varerne - relevant kundekreds - kriteriernes indbyrdes afhængighed))

(2016/C 211/56)

Processprog: tysk

Parter

Sagsøger: Zehnder Group International AG (Gränichen, Schweiz) (ved advokat J. Krenzel)

Sagsøgt: Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) (først ved A. Pohlmann, derefter ved S. Hanne, som befuldmægtigede)

Den anden part i sagen for appelkammeret ved EUIPO og intervenient ved Retten: Stiebel Eltron GmbH & Co. KG (Holzminden, Tyskland) (ved advokaterne J. Eberhardt, H. Förster og Y. Holderied)

Sagens genstand

Søgsmål anlagt til prøvelse af afgørelse truffet den 21. februar 2014 af Fjerde Appelkammer ved EUIPO (sag R 1318/2013-4) vedrørende en ugyldighedssag mellem Stiebel Eltron GmbH & Co. KG og Zehnder Group International AG

Konklusion

1)	Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret frifindes.

2)	Zehnder Group International AG betaler sagens omkostninger.

---

(1)  EUT C 194 af 24.6.2014.

Rettens dom af 27. april 2016 — Österreichische Post mod Kommissionen

(Sag T-463/14) (1)

((Direktiv 2004/17/EF - fremgangsmåderne ved indgåelse af kontrakter inden for vand- og energiforsyning, transport samt posttjenester - gennemførelsesafgørelse om undtagelse af visse tjenester i postsektoren i Østrig fra anvendelsen af direktiv 2004/17 - artikel 30 i direktiv 2004/17 - begrundelsespligt - åbenbart urigtigt skøn))

(2016/C 211/57)

Processprog: tysk

Parter

Sagsøger: Österreichische Post AG (Wien, Østrig) (ved advokaterne H. Schatzmann, J. Bleckmann og M. Oder)

Sagsøgt: Europa-Kommissionen (ved A. Tokár og C. Vollrath, som befuldmægtigede)

Sagens genstand

Påstand om delvis annullation af Kommissionens gennemførelsesafgørelse 2014/184/EU af 2. april 2014 om undtagelse af visse tjenester i postsektoren i Østrig fra anvendelsen af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/17/EF om samordning af fremgangsmåderne ved indgåelse af kontrakter inden for vand- og energiforsyning, transport samt posttjenester (EUT L 101, s. 4), for så vidt som dette direktiv fortsat finder anvendelse på indgåelsen af kontrakter om visse posttjenester i Østrig

Konklusion

1)

Kommissionens gennemførelsesafgørelse 2014/184/EU af 2. april 2014 om undtagelse af visse tjenester i postsektoren i Østrig fra anvendelsen af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/17/EF om samordning af fremgangsmåderne ved indgåelse af kontrakter inden for vand- og energiforsyning, transport samt posttjenester annulleres, for så vidt som den angiver, at dette direktiv fortsat finder anvendelse på markedet for posttjenester for adresserede breve mellem erhvervskunder og mellem erhvervskunder og privatkunder på internationalt plan i Østrig.

2)	I øvrigt frifindes Europa-Kommissionen.

3)	Österreichische Post AG bærer sine egne omkostninger og betaler otte tiendedele af omkostningerne afholdt af Kommissionen.

4)	Kommissionen bærer to tiendedele af sine egne omkostninger.

---

(1)  EUT C 303 af 8.9.2014.

Rettens dom af 28. april 2016 — Fon Wireless mod EUIPO — Henniger (Neofon)

(Sag T-777/14) (1)

((EU-varemærker - indsigelsessag - ansøgning om EU-ordmærket Neofon - det ældre nationale ordmærke FON - relativ registreringshindring - risiko for forveksling - artikel 8, stk. 1, litra b), i forordning (EF) nr. 207/2009))

(2016/C 211/58)

Processprog: tysk

Parter

Sagsøger: Fon Wireless Ltd (London, Det Forenede Kongerige) (ved advokaterne J. B. Devaureix og L. Montoya Terán)

Sagsøgt: Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (ved D. Walicka, som befuldmægtiget)

Den anden part i sagen for appelkammeret ved EUIPO og intervenient ved Retten: Andreas Henniger (Starnberg, Tyskland) (ved advokat T. von Groll Schacht)

Sagens genstand

Søgsmål anlagt til prøvelse af afgørelse truffet den 15. september 2014 af Fjerde Appelkammer ved EUIPO (sag R 2519/2013-4) vedrørende en indsigelsessag mellem Fon Wireless Ltd og Andreas Henniger.

Konklusion

1)	Afgørelse truffet den 15. september 2014 af Fjerde Appelkammer ved Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (sag R 2519/2013-4), annulleres.

2)	EUIPO bærer sine egne omkostninger og betaler de af Fon Wireless Ltd afholdte omkostninger.

2)	Andreas Henniger betaler sine egne omkostninger.

---

(1)  EUT C 26 af 26.1.2015.

Rettens dom af 28. april 2016 — Gervais Danone mod EUIPO — Mahou (B’lue)

(Sag T-803/14) (1)

((EU-varemærker - indsigelsessag - ansøgning om EU-figurmærket B’lue - det ældre EU-ordmærke BLU DE SAN MIGUEL - relativ registreringshindring - risiko for forveksling - artikel 8, stk. 1, litra b), i forordning (EF) nr. 207/2009))

(2016/C 211/59)

Processprog: engelsk

Parter

Sagsøger: Compagnie Gervais Danone (Paris, Frankrig) (ved advokat A. Lakits-Josse)

Sagsøgt: Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) (ved M. Rajh, som befuldmægtiget)

Den anden part i sagen for appelkammeret ved EUIPO og intervenient ved Retten: Mahou, SA (Barcelona, Spanien) (ved advokat A. Gómez–López)

Sagens genstand

Søgsmål anlagt til prøvelse af afgørelse truffet den 30. september 2014 af Femte Appelkammer ved EUIPO (sag R 1382/2013-5) vedrørende en indsigelsessag mellem San Miguel, Fabricas de Cerveza y Malta, SA og Compagnie Gervais Danone

Konklusion

1)	Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret frifindes.

2)	Compagnie Gervais Danone betaler sagens omkostninger.

---

(1)  EUT C 34 af 2.2.2015.

Rettens dom af 26. april 2016 — Franmax mod EUIPO — Ehrmann (Dino)

(Sag T-21/15) (1)

((EU-varemærker - indsigelsessag - ansøgning om EU-figurmærket Dino - det ældre EU-figurmærke, der gengiver en dinosaur - relativ registreringshindring - artikel 8, stk. 1, litra b), i forordning (EF) nr. 207/2009))

(2016/C 211/60)

Processprog: engelsk

Parter

Sagsøger: Franmax UAB (Vilnius, Litauen) (ved advokat E. Saukalas)

Sagsøgt: Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) (ved J. Crespo, som befuldmægtiget, bistået af advokat B. Uriarte Valiente)

Den anden part i sagen for appelkammeret ved EUIPO og intervenient ved Retten: Ehrmann AG Oberschönegg im Allgäu (Oberschönegg, Tyskland) (ved advokat A. Gaul)

Sagens genstand

Søgsmål anlagt til prøvelse af afgørelse truffet den 23. oktober 2014 af Femte Appelkammer ved Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (sag R 2012/2013-5) vedrørende en indsigelsessag mellem Ehrmann AG Oberschönegg im Allgäu og Franmax UAB.

Konklusion

1)	Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret frifindes.

2)	Franmax UAB betaler sagens omkostninger.

---

(1)  EUT C 107 af 30.3.2015.

Rettens dom af 28. april 2016 — Sharif University of Technology mod Rådet

(Sag T-52/15) (1)

((Fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik - restriktive foranstaltninger over for Iran med det formål at undgå nuklear spredning - indefrysning af midler - støtte til Irans regering - forsknings- og teknologiudviklingsaktiviteter på militære eller militærrelaterede områder - ret til forsvar - ret til effektiv domstolsbeskyttelse - urigtig retsanvendelse og urigtigt skøn - ejendomsret - proportionalitet - magtfordrejning - påstand om erstatning))

(2016/C 211/61)

Processprog: engelsk

Parter

Sagsøger: Sharif University of Technology (Teheran, Iran) (ved barrister M. Happold)

Sagsøgt: Rådet for Den Europæiske Union (ved V. Piessevaux og M. Bishop, som befuldmægtigede)

Sagens genstand

Dels en påstand om annullation af Rådets afgørelse 2014/776/FUSP af 7. november 2014 om ændring af afgørelse 2010/413/FUSP om restriktive foranstaltninger over for Iran (EUT L 325, s. 19), for så vidt som den opførte sagsøgerens navn på listen i bilag II til Rådets afgørelse 2010/413/FUSP af 26. juli 2010 om restriktive foranstaltninger over for Iran og om ophævelse af fælles holdning 2007/140/FUSP (EUT L 195, s. 39), samt af Rådets gennemførelsesforordning (EU) nr. 1202/2014 af 7. november 2014 om gennemførelse af forordning (EU) nr. 267/2012 om restriktive foranstaltninger over for Iran (EUT L 325, s. 3), for så vidt som den opførte sagsøgerens navn på listen i bilag IX til Rådets forordning (EU) nr. 267/2012 af 23. marts 2012 om restriktive foranstaltninger over for Iran og om ophævelse af forordning (EU) nr. 961/2010 (EUT L 88, s. 1), dels en påstand om erstatning

Konklusion

1)	Rådet for Den Europæiske Union frifindes.

2)	Sharif University of Technology bærer sine egne omkostninger og betaler de af Rådet afholdte omkostninger.

---

(1)  EUT C 138 af 27.4.2015.

Rettens dom af 28. april 2016 — Jääkiekon SM-liiga mod EUIPO (Liiga)

(Sag T-54/15) (1)

((EU-varemærker - ansøgning om EU-figurmærket Liiga - absolutte registreringshindringer - beskrivende karakter - mangel på fornødent særpræg - artikel 7, stk. 1, litra b) og c), og stk. 2, i forordning (EF) nr. 207/2009))

(2016/C 211/62)

Processprog: engelsk

Parter

Sagsøger: Jääkiekon SM-liiga Oy (Helsinki, Finland) (ved advokat L. Laaksonen)

Sagsøgt: Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) (ved A. Schifko og E. Śliwińska, som befuldmægtigede)

Sagens genstand

Søgsmål anlagt til prøvelse af afgørelse truffet den 1. december 2014 af Andet Appelkammer ved EUIPO (sag R 576/2014-2) vedrørende en ansøgning om registrering af figurtegnet Liiga som EU-varemærke

Konklusion

1)	Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret frifindes.

2)	Jääkiekon SM-liiga Oy betaler sagens omkostninger.

---

(1)  EUT C 107 af 30.3.2015.

Rettens dom af 27. april 2016 — Niagara Bottling mod EUIPO — (NIAGARA)

(Sag T-89/15) (1)

((EU-varemærker - international registrering, hvor Den Europæiske Union er designeret - ordmærket NIAGARA - absolutte registreringshindringer - artikel 7, stk. 1, litra b) og c), i forordning (EF) nr. 207/2009))

(2016/C 211/63)

Processprog: engelsk

Parter

Sagsøger: Niagara Bottling LLC (Ontario, Forenede Stater) (ved QC M. Edenborough)

Sagsøgt: Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) (ved A. Jakab, A. Shifko og D. Walicka, som befuldmægtigede)

Sagens genstand

Søgsmål anlagt til prøvelse af afgørelse truffet den 12. december 2014 af Femte Appelkammer ved EUIPO (sag R 784/2014-5) vedrørende en ansøgning om registrering af NIAGARA som EU-ordmærke

Konklusion

1)	Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret frifindes.

2)	Niagara Bottling LLC betaler sagens omkostninger.

---

(1)  EUT C 118 af 13.4.2015.

Rettens dom af 28. april 2016 — L’Oréal mod EUIPO — Theralab (VICHY LABORATOIRES V IDÉALIA)

(Sag T-144/15) (1)

((EU-varemærker - indsigelsessag - ansøgning om EU-figurmærket VICHY LABORATOIRES V IDÉALIA - det ældre EU-ordmærke IDEALINA - relativ registreringshindring - risiko for forveksling - artikel 8, stk. 1, litra b), i forordning (EF) nr. 207/2009))

(2016/C 211/64)

Processprog: engelsk

Parter

Sagsøger: L’Oréal (Paris, Frankrig) (ved advokat J. Sena Mioludo)

Sagsøgt: Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) (ved A. Lukošiūtė, som befuldmægtiget)

Den anden part i sagen for appelkammeret ved EUIPO: Theralab — Produtos Farmacêuticos e Nutracêuticos, Lda (Viseu, Portugal)

Sagens genstand

Søgsmål anlagt til prøvelse af afgørelse truffet den 22. januar 2015 af Fjerde Appelkammer ved EUIPO (sag R 1097/2014-4) vedrørende en indsigelsessag mellem Theralab — Produtos Farmacêuticos e Nutracêuticos og L’Oréal.

Konklusion

1)	Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret frifindes.

2)	L’Oréal, SA betaler sagens omkostninger.

---

(1)  EUT C 171 af 26.5.2015.

Rettens kendelse af 21. april 2016 — Inclusion Alliance for Europe mod Kommissionen

(Sag T-539/13) (1)

((Annullationssøgsmål - syvende rammeprogram for forskning, teknologisk udvikling og demonstration (2007-2013) - MARE-, Senior- og ECNR-projekterne - tilbagesøgning af en del af et finansielt bidrag - fuldbyrdelsesgrundlaget - arten af de påberåbte anbringender - åbenbart, at søgsmålet delvis ikke kan antages til realitetsbehandling, delvis er ugrundet))

(2016/C 211/65)

Processprog: italiensk

Parter

Sagsøger: Inclusion Alliance for Europe GEIE (Bukarest, Rumænien) (ved advokat S. Famiani)

Sagsøgt: Europa-Kommissionen (ved L. Di Paolo og F. Moro, som befuldmægtigede, bistået af advokat D. Gullo)

Sagens genstand

Påstand om annullation af Kommissionens afgørelse C (2013) 4693 final af 17. juli 2013 vedrørende tilbagesøgning af beløbet på 212 411,89 EUR med renter, som sagsøgeren skal betale inden for rammerne af MARE-, Senior- og ECNR-projekterne.

Konklusion

1)	Europa-Kommissionen frifindes.

2)	Inclusion Alliance for Europe GEIE betaler sagens omkostninger.

---

(1)  EUT C 15 af 18.1.2014.

Sag anlagt den 18. februar 2016 — Banca Monte dei Paschi di Siena og Banca Widiba mod EUIPO — ING-DIBa (WIDIBA)

(Sag T-83/16)

(2016/C 211/66)

Stævningen affattet på engelsk

Parter

Sagsøgere: Banca Monte dei Paschi di Siena SpA (Siena, Italien) og Wise Dialog Bank SpA (Banca Widiba SpA) (Milano, Italien) (ved advokaterne L. Trevisan og D. Contini)

Sagsøgt: Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO)

Den anden part i sagen for appelkammeret: ING-DIBa AG (Frankfurt am Main, Tyskland)

Oplysninger vedrørende sagen for EUIPO

Ansøger af det omtvistede varemærke: Banca Monte dei Paschi di Siena SpA og Wise Dialog Bank SpA

Det omtvistede varemærke: EU-ordmærket »WIDIBA« — registreringsansøgning nr. 12 192 308

Sagen for EUIPO: Indsigelsessag

Den anfægtede afgørelse: Afgørelse truffet den 26. november 2015 af Andet Appelkammer ved EUIPO (forenede sager R 112/2015-2 og R 190/2015-2)

Påstande

—	Den anfægtede afgørelse annulleres, idet den ikke gav medhold i anmodningen om genindsættelse i de tidligere rettigheder, og sagen hjemvises til appelkammeret.

—

Såfremt den første påstand forkastes, annulleres den anfægtede afgørelse, idet den stadfæstede indsigelsesafdelingens afgørelse om afslag på registreringsansøgning nr. 12 192 308 for visse særlige varer og tjenesteydelser, og EU-registreringsansøgning nr. 12 192 308 erklæres egnet til registrering for sådanne varer og tjenesteydelser eller, alternativt, sagen hjemvises til EUIPO, med henblik på at dette træffer de relevante foranstaltninger.

—

Under alle omstændigheder annulleres den anfægtede afgørelse, for så vidt som den stadfæstede ING-DIB’s appel vedrørende kreditkort, og EU-registreringsansøgning nr. 12 192 308 erklæres egnet til registrering for sådanne varer eller, alternativt, sagen hjemvises til EUIPO, med henblik på at dette træffer de relevante foranstaltninger.

—	Under alle omstændigheder tilpligtes EUIPO ud over at bære sine egne omkostninger at betale de omkostninger og udgifter til advokatbistand, som Banca Monte dei Paschi di Siena SpA og Wise Dialog Bank SpA har afholdt med henblik på nærværende sag og sagen for EUIPO.

Anbringender

—	Tilsidesættelse af artikel 81, stk. 1, og artikel 60 i forordning nr. 207/2009

—	Tilsidesættelse af artikel 8, stk. 1, litra b), i forordning nr. 207/2009.

Sag anlagt den 18. februar 2016 — Banca Monte dei Paschi di Siena og Banca Widiba mod EUIPO — ING-DIBa (widiba)

(Sag T-84/16)

(2016/C 211/67)

Stævningen affattet på engelsk

Parter

Sagsøger: Banca Monte dei Paschi di Siena SpA (Siena, Italien) og Wise Dialog Bank SpA (Banca Widiba SpA) (Milano, Italien) (ved advokaterne L. Trevisan og D. Contini)

Sagsøgt: Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO)

Den anden part i sagen for appelkammeret: ING-DIBa AG (Frankfurt am Main, Tyskland)

Oplysninger vedrørende sagen for EUIPO

Ansøger af det omtvistede varemærke: Banca Monte dei Paschi di Siena SpA og Wise Dialog Bank SpA

Det omtvistede varemærke: EU-figurmærket indeholdende ordbestanddelen »widiba« — registreringsansøgning nr. 12 192 415

Sagen for EUIPO: Indsigelsessag

Den anfægtede afgørelse: Afgørelse truffet den 26. november 2015 af Andet Appelkammer ved EUIPO (forenede sager R 113/2015-2 og R 174/2015-2)

Påstande

—	Den anfægtede afgørelse annulleres, idet den ikke gav medhold i anmodningen om genindsættelse i de tidligere rettigheder, og sagen hjemvises til appelkammeret.

—

Såfremt den første påstand forkastes, annulleres den anfægtede afgørelse, idet den stadfæstede indsigelsesafdelingens afgørelse om afslag på registreringsansøgning nr. 12 192 415 for visse særlige varer og tjenesteydelser, og EU-registreringsansøgning nr. 12 192 415 erklæres egnet til registrering for sådanne varer og tjenesteydelser eller, alternativt, sagen hjemvises til EUIPO, med henblik på at dette træffer de relevante foranstaltninger.

—

Under alle omstændigheder annulleres den anfægtede afgørelse, for så vidt som den stadfæstede ING-DIB’s appel vedrørende kreditkort, og EU-registreringsansøgning nr. 12 192 415 erklæres egnet til registrering for sådanne varer eller, alternativt, sagen hjemvises til EUIPO, med henblik på at dette træffer de relevante foranstaltninger.

—	Under alle omstændigheder tilpligtes EUIPO ud over at bære sine egne omkostninger at betale de omkostninger og udgifter til advokatbistand, som Banca Monte dei Paschi di Siena SpA og Wise Dialog Bank SpA har afholdt med henblik på nærværende sag og sagen for EUIPO.

Anbringender

—	Tilsidesættelse af artikel 81, stk. 1, og artikel 60 i forordning nr. 207/2009

—	Tilsidesættelse af artikel 8, stk. 1, litra b), i forordning nr. 207/2009.

Sag anlagt den 18. marts 2016 — Sandvik Intellectual Property mod EUIPO — Unipapel (ADVEON)

(Sag T-115/16)

(2016/C 211/68)

Stævningen affattet på engelsk

Parter

Sagsøger: Sandvik Intellectual Property AB (Sandviken, Sverige) (ved advokat S. Maaßen)

Sagsøgt: Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO)

Den anden part i sagen for appelkammeret: Unipapel Industria, Comercio y Servicios, SL (Madrid, Spanien)

Oplysninger vedrørende sagen for EUIPO

Indehaver af det omtvistede varemærke: Sandvik Intellectual Property AB

Det omtvistede varemærke: International registrering, hvor Den Europæiske Union er designeret, af ordet i standardskrifttype »ADVEON« — International registrering, hvor Den Europæiske Union er designeret, nr. 1 164 374

Sagen for EUIPO: Indsigelsessag

Den anfægtede afgørelse: Afgørelse truffet den 15. januar 2016 af Fjerde Appelkammer ved EUIPO (sag R 738/2015-4)

Påstande

—	Den anfægtede afgørelse annulleres.

—	Den anfægtede afgørelse omgøres således at indsigelsen forkastes og designering af Den Europæiske Union for International registrering nr. 1 164 374 tillades.

—	EUIPO tilpligtes at betale sagens omkostninger.

—	Subsidiært tilpligtes den anden part i sagen at betale sagens omkostninger.

—	Sagen udsættes til Den Europæiske Unions Domstol har truffet afgørelse i sagen vedrørende anmodning om præjudiciel afgørelse fra Högsta domstolen (Sverige), der blev indgivet den 7. december 2015 i sagen Länsforsäkringar AB mod A/S Matek (sag C-654/15).

Anbringende

—	Tilsidesættelse af artikel 8, stk. 1, litra b), i forordning nr. 207/2009.

Sag anlagt den 4. april 2016 — Dröge m.fl. mod Kommissionen

(Sag T-142/16)

(2016/C 211/69)

Processprog: tysk

Parter

Sagsøgere: Katharina Dröge (Berlin, Tyskland), Britta Haßelmann (Berlin) og Anton Hofreiter (Berlin) (ved Professor W. Cremer)

Sagsøgt: Europa-Kommissionen

Sagsøgernes påstande

—

Den af sagsøgeren ikke-offentliggjorte og mundtlige viljeserklæring — der er rettet mod indgåelsen af en aftale, som er bindende for aftaleparterne Den Europæiske Union og Amerikas Forenede Stater — om fremgangsmåden for adgangen til dokumenter om forhandlingerne om et transatlantisk handels- og investeringspartnerskab (de såkaldte TTIP-dokumenter) annulleres, subsidiært erklæres for uforenelig med EU-retten, idet det i henhold til denne viljeserklæring uden undtagelse efterfølgende forbydes, at medlemmerne af medlemsstaternes parlamenter ledsages af (sikkerhedsgodkendte) medarbejdere, herunder medarbejdere i politiske grupper, ved indsigten i dokumenterne i hertil indrettede TTIP-læsesale (jf. adgangsordningen, bilag III til Rådsdokument nr. 14029/15).

—

Kommissionens forudgående og ikke-offentliggjorte (mundtlige) afgørelse, der er rettet mod ovennævnte viljeserklæring om godkendelse af aftalen (herefter »godkendelsesafgørelsen«), annulleres, idet det i henhold til denne afgørelse uden undtagelse efterfølgende forbydes, at medlemmerne af medlemsstaternes parlamenter ledsages af (sikkerhedsgodkendte) medarbejdere, herunder medarbejdere i politiske grupper, ved indsigten i dokumenterne i hertil indrettede TTIP-læsesale.

—

Kommissionens (mundtlige) afgørelse, forbundet med indgåelsen af en aftale eller en ikke-bindende politisk forståelse med Amerikas Forenede Stater om en TTIP-adgangsordning, og hvori det fastsættes, at denne ordning er EU-retligt bindende, annulleres, idet det i henhold til denne afgørelse uden undtagelse efterfølgende forbydes, at medlemmerne af medlemsstaternes parlamenter ledsages af (sikkerhedsgodkendte) medarbejdere, herunder medarbejdere i politiske grupper, ved indsigten i dokumenterne i hertil indrettede TTIP-læsesale.

—	Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Til støtte for søgsmålet har sagsøgerne anført to anbringender.

1.

Første anbringende om, at der foreligger en tilsidesættelse af artikel 10, stk. 3, andet punktum, TEU, sammenholdt med artikel 1, stk. 2, TEU. Sagsøgerne har anført, at artikel 10, stk. 3, andet punktum, TEU indførte et objektivt og retligt krav, der er bindende for Unionen og dens organer, og hvorefter deres afgørelser skal træffes så åbent som muligt. Dette optimeringskrav, der er styrket i artikel 1, stk. 2, TEU, og som er rettet mod den størst mulige gennemsigtighed i forbindelse Unionens handlinger, kan ganske vist fraviges, i det omfang der i det konkrete tilfælde kan anføres en begrundelse i form af et legitimt mål i EU-retten, og begrænsningen i forbindelse med opnåelsen af dette mål er egnet, nødvendig og forholdsmæssig. Med hensyn til den omstændighed, at de nationale parlamentsmedlemmer nægtes muligheden for at kunne ledsages af sikkerhedsgodkendte medarbejdere i politiske grupper ved adgangen til TTIP-dokumenterne, ses sådanne grunde imidlertid ikke at foreligge. Desuden kan der heller ikke anføres en begrundelse for, at EU-borgere ikke har adgang til TTIP-dokumenterne, således som disse er fremlagt i læsesalene. Endvidere foreligger der en tilsidesættelse af artikel 10, stk. 3, andet punktum, TEU allerede af den grund, at Kommissionens TTIP-forhandlingsmandat omfatter genstande, som henhører under medlemsstaternes kompetence.

2.	Andet anbringende om, at der foreligger en tilsidesættelse af artikel 15, stk. 1, TEUF, sammenholdt med artikel 1, stk. 2, TEU af de i første anbringende nævnte grunde.

Sag anlagt den 11. april 2016 — Spliethoff’s Bevrachtingskantoor mod Kommissionen

(Sag T-149/16)

(2016/C 211/70)

Processprog: engelsk

Parter

Sagsøger: Spliethoff’s Bevrachtingskantoor BV (Amsterdam, Nederlandene) (ved advokat P. Glazener)

Sagsøgt: Europa-Kommissionen

Sagsøgerens påstande

—

Kommissionens gennemførelsesafgørelse C(2015) 5274 af 31. juli 2015 om opstilling af en liste med de forslag, der blev udvalgt til at modtage finansiel bistand fra EU i forbindelse med Connecting Europe-faciliteten (CEF) — transportsektoren efter indkaldelser af forslag iværksat den 11. september 2014 baseret på det flerårige arbejdsprogram, annulleres.

—	Kommissionen tilpligtes at træffe en ny afgørelse med hensyn til sagsøgerens forslag, hvorved der tages hensyn til Rettens dom inden for tre måneder fra datoen for dommens afsigelse.

—	Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren fremsat to anbringender.

1.	Første anbringende vedrører et åbenbart urigtigt skøn. — Bedømmelsen af sagsøgerens forslag er fejlagtig for så vidt angår tildelingskriteriernes relevans, påvirkning og kvalitet. Med en korrekt vurdering af disse tildelingskriterier skulle forslaget have været udvalgt til EU-samfinansiering.

2.

Andet anbringende vedrører en tilsidesættelse af ligebehandlingsprincippet. — Kommissionen har tilsidesat ligebehandlingsprincippet i den anfægtede afgørelse, eftersom den ikke udvalgte sagsøgerens forslag, hvorimod den udvalgte andre, tilsvarende forslag vedrørende emissionsreducerende teknologier.

Sag anlagt den 6. april 2016 — Ecolab USA mod EUIPO (ECOLAB)

(Sag T-150/16)

(2016/C 211/71)

Processprog: engelsk

Parter

Sagsøger: Ecolab USA, Inc. (Wilmington, Delaware, Forenede Stater) (ved advokaterne V. Töblemann og C. Menebröcker)

Sagsøgt: Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO)

Oplysninger vedrørende sagen for EUIPO

Det omtvistede varemærke: International registrering, hvor Den Europæiske Union er designeret, af varemærket »ECOLAB« — registreringsansøgning nr. 1 180 255

Den anfægtede afgørelse: Afgørelse truffet den 26. januar 2016 af Fjerde Appelkammer ved EUIPO (sag R 644/2015-4)

Påstande

—	Den anfægtede afgørelse annulleres.

—	EUIPO tilpligtes at bære sine egne omkostninger og betale de af sagsøgeren afholdte omkostninger.

Anbringender

—	Tilsidesættelse af artikel 7, stk. 1, litra b) og c), samt artikel 7, stk. 2, i EU-varemærkeforordningen

—	Tilsidesættelse af ligebehandlings- og retssikkerhedsprincippet

—	Tilsidesættelse af artikel 75, første punktum, i EU-varemærkeforordningen.

Sag anlagt den 11. april 2016 — Megasol Energie mod Kommissionen

(Sag T-152/16)

(2016/C 211/72)

Processprog: tysk

Parter

Sagsøger: Megasol Energie AG (Deitingen, Schweiz) (ved advokat T. Wegner)

Sagsøgt: Europa-Kommissionen

Sagsøgerens påstande

—	Kommissionens gennemførelsesforordninger (EU) 2016/185 og 2016/184 af 11. februar 2016 annulleres.

—

Subsidiært annulleres Kommissionens gennemførelsesforordninger (EU) 2016/185 og 2016/184 af 11. februar 2016 for så vidt som der hermed opkræves antidumping- og udligningstold for de solcellemoduler, som sagsøgeren har eksporteret til EU, i det omfang solcellemodulerne indeholder oprindeligt fra Taiwan afsendte solceller fra forskellige virksomheder, der er fritaget fra foranstaltningerne.

—

Mere subsidiært annulleres Kommissionens gennemførelsesforordninger (EU) 2016/185 og 2016/184 af 11. februar 2016 for så vidt som der hermed opkræves antidumping- og udligningstold for de solcellemoduler, som sagsøgeren har eksporteret til EU, i det omfang solcellemodulerne indeholder oprindeligt fra Taiwan afsendte solceller fra forskellige virksomheder.

—	Mest subsidiært annulleres Kommissionens gennemførelsesforordninger (EU) 2016/185 og 2016/184 af 11. februar 2016 for så vidt som de berører sagsøgeren.

—	Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren anført seks anbringender.

1.

Første anbringende om en manglende undersøgelse af eksport fra Schweiz Sagsøgeren har anført, at antidumpingtolden kun må udvides, når betingelserne i antidumpinggrundforordningen er opfyldt. Dette indebar navnlig, at der blev indledt og faktisk gennemført en omgåelsesundersøgelse af den omhandlede eksport. Da sagsøgeren eksporterer solcellemoduler fra Schweiz til EU, men der i strid med antidumpinggrundforordningens artikel 13, stk. 3, ikke blev indledt en undersøgelse vedrørende Schweiz, kan sagsøgerens solcellemoduler ikke undergives foranstaltninger.

2.

Andet anbringende om en urigtig fastlæggelse af de faktiske omstændigheder vedrørende Taiwan Kommissionen har i strid med antidumpinggrundforordningens artikel 13, stk. 1, tredje punktum, fastlagt de faktiske omstændigheder for en ændring i handelsmønstret mellem Kina og Taiwan urigtigt. Navnlig fremviser de fastslåede værdier af de statistiske oplysninger om handel en usikkerhed. Værdierne giver ikke anledning til at konkludere, at der er foretaget en omladning over Taiwan. Der foreligger heller ingen væsentlig ændring i handelsmønstret med henblik på Taiwan, da stigningen af eksporten fra Taiwan kun har været beskeden.

3.

Tredje anbringende om en manglende fastlæggelse af de faktiske omstændigheder vedrørende Schweiz Det er allerede udelukket at pålægge de af sagsøgeren eksporterede solcellemoduler en udvidet told, eftersom der med henblik på handelsforbindelsen mellem Kina og Schweiz ikke blev fastslået en ændring af handelsmønstret som omhandlet i antidumpinggrundforordningens artikel 13, stk. 3.

4.	Fjerde anbringende om, at der ikke foreligger ubegrundede ændringer i handelsmønstret Selv om der måtte foreligge en ændring i handelsmønstret med hensyn til Taiwan og Schweiz, hvilket ikke er tilfældet, har Kommissionen imidlertid ikke fastslået, at der ikke foreligger en begrundelse herfor.

5.

Femte anbringende om, at Kommissionen har anlagt et urigtigt skøn ved vedtagelsen af de anfægtede forordninger, idet der ikke findes en fritagelsesmulighed for sagsøgeren gennem en tilsagnsfaktura. Mens EU-virksomheder gennem en tilsagnsfaktura kan indføre varer, der er fritaget fra foranstaltningerne, er dette ikke muligt for sagsøgeren. Ordlyden af tilsagnserklæringen er således ikke tilpasset virksomheder fra tredjelande, som anvender celler fra Malaysia eller Taiwan.

6.

Sjette anbringende om, at Kommissionen har anlagt et urigtigt skøn ved vedtagelsen af de anfægtede forordninger som følge af en tilsidesættelse af grundlæggende EU-rettigheder og overenskomsten mellem Det Europæiske Økonomiske Fællesskab og Schweiz. Sagsøgeren har endelig anført, at der foreligger en tilsidesættelse af erhvervsfriheden og retten til at oprette og drive egen virksomhed (art. 15 og 16 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, herefter »chartret«), ejendomsretten (chartrets artikel 17) og ligebehandlingsprincippet (chartrets art 20), da sagsøgeren navnlig over for EU-virksomheder er stillet dårligere. Overenskomsten mellem Det Europæiske Økonomiske Fællesskab og Schweiz forbyder forskelsbehandling af virksomheder fra de kontraherende stater.

Sag anlagt den 6. april 2016 — CFA Institute mod EUIPO — Bloss m.fl. (CERTIFIED FINANCIAL ENGINEER CFE)

(Sag T-155/16)

(2016/C 211/73)

Stævningen affattet på engelsk

Parter

Sagsøger: CFA Institute (Charlottesville, Forenede Stater) (ved advokaterne S. Rohlfing og G. Engels)

Sagsøgt: Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO).

De andre parter i sagen for appelkammeret: Michael Bloss (Nürtingen, Tyskland), Dietmar Ernst (Nürtingen) og Joachim Häcker (Nürtingen)

Oplysninger vedrørende sagen for EUIPO

Ansøger af det omtvistede varemærke: Michael Bloss, Dietmar Ernst og Joachim Häcker

Det omtvistede varemærke: EU-figurmærke, der indeholder ordbestanddelene »CERTIFIED FINANCIAL ENGINEER CFE« — registreringsansøgning nr. 9 569 765

Sagen for EUIPO: Indsigelsessag

Den anfægtede afgørelse: Afgørelse truffet den 21. januar 2016 af Andet Appelkammer ved EUIPO (sag R 454/2015-2)

Påstande

—	Den anfægtede afgørelse annulleres.

—	Den af sagsøgeren rejste indsigelse mod de andre parters registreringsansøgning nr. 9 569 765 tages til følge.

—	EUIPO tilpligtes at betale sagens omkostninger.

—	Subsidiært tilpligtes de andre parter, såfremt de intervenerer i sagen, at betale de af sagsøgeren afholdte omkostninger i forbindelse med behandlingen af klagesagen ved EUIPO og i forbindelse med sagen for Retten.

Anbringender

—	Tilsidesættelse af artikel 8, stk. 1, litra b), i forordning nr. 207/2009

—	Tilsidesættelse af artikel 8, stk. 5, i forordning nr. 207/2009.

Sag anlagt den 7. april 2016 — CFA Institute mod EUIPO — Ernst og Häcker (CERTIFIED FINANCIAL MODELER CFM)

(Sag T-156/16)

(2016/C 211/74)

Stævningen affattet på engelsk

Parter

Sagsøger: CFA Institute (Charlottesville, Virginia, De Forenede Stater) (ved advokaterne S. Rohlfing og G. Engels)

Sagsøgt: Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO)

De andre parter i sagen for appelkammeret: Dietmar Ernst (Nürtingen, Tyskland) og Joachim Häcker (Nürtingen)

Oplysninger vedrørende sagen for EUIPO

Indehaver af det omtvistede varemærke: Dietmar Ernst og Joachim Häcker

Det omtvistede varemærke: EU-figurmærke, der indeholder ordbestanddelene »CERTIFIED FINANCIAL MODELER CFM« — registreringsansøgning nr. 9 569 658

Sagen for EUIPO: Indsigelsessag

Den anfægtede afgørelse: Afgørelse truffet den 26. januar 2016 af Andet Appelkammer ved EUIPO (sag R 9/2015-2)

Påstande

—	Den anfægtede afgørelse annulleres.

—	Der gives medhold i den af sagsøgeren rejste indsigelse mod den af de andre parter i sagen for appelkammeret indgivne varemærkeansøgning nr. 9 569 658.

—	EUIPO tilpligtes at betale sagens omkostninger.

—	Hvis de andre parter i sagen for appelkammeret intervenerer i sagen, tilpligtes disse, subsidiært i forhold til påstanden umiddelbart ovenfor, at betale de af sagsøgeren afholdte omkostninger i forbindelse med sagens behandling for både appelkammeret og Retten.

Anbringender

—	Tilsidesættelse af artikel 8, stk. 1, litra b), i forordning nr. 207/2009

—	Tilsidesættelse af artikel 8, stk. 5, i forordning nr. 207/2009.

Sag anlagt den 15. april 2016 — Metronia mod EUIPO — Zitro IP (TRIPLE O NADA)

(Sag T-159/16)

(2016/C 211/75)

Stævningen affattet på spansk

Parter

Sagsøger: Metronia, SA (Madrid, Spanien) (ved advokat A. Vela Ballesteros)

Sagsøgt: Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO)

Den anden part i sagen for appelkammeret: Zitro IP Sàrl (Luxembourg, Luxembourg)

Oplysninger vedrørende sagen for EUIPO

Ansøger: Metronia, SA

Det omtvistede varemærke: EU-figurmærke, der indeholder ordbestanddelene »TRIPLE O NADA« — registreringsansøgning nr. 11 603 529

Sagen for EUIPO: Indsigelsessag

Den anfægtede afgørelse: Afgørelse truffet den 15. februar 2016 af Fjerde Appelkammer ved EUIPO (sag R 2605/2014-4)

Påstande

—	Det til prøvelse af afgørelse vedtaget den 15. februar 2016 af appelkammeret anlagte søgsmål findes velbegrundet, hvorfor det ansøgte varemærke tillades registreret.

—	EUIPO tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Anbringender

—	Tilsidesættelse af artikel 8, stk. 1, litra b), og artikel 8, stk. 5, i forordning nr. 207/2009.

Sag anlagt den 15. april 2016 — Centro Clinico e Diagnostico G.B. Morgagni mod Kommissionen

(Sag T-172/16)

(2016/C 211/76)

Processprog: italiensk

Parter

Sagsøger: Centro Clinico e Diagnostico G.B. Morgagni SRL (Catania, Italien) (ved advokat E. Castorina)

Sagsøgt: Europa-Kommissionen

Sagsøgerens påstande

—

Kommissionens afgørelse (EU) 2016/195 final C(2015) 5549 af 14. august 2015, der blev offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende af 18. februar 2016, annulleres, for så vidt som den (artikel 4, stk. 5) bestemmer, at »[d]esuden skal Italien ophæve alle udestående betalinger af støtten i henhold til den i artikel 1 omtalte ordning med virkning fra datoen for vedtagelsen af denne afgørelse«, og for så vidt som den forhindrer det sagsøgende selskab i at modtage tilbagebetaling af de beløb, der blev betalt til Agenzia delle Entrate dello stato italiano, som overstiger 10 % af den anslåede beskatning af selskabets egen skattemæssige stilling (1990-1992) i henhold til artikel 9, stk. 17, i lov nr. 289/2002, som er den lov, som retsinstanserne anvender som retsgrundlag i det italienske retssystem.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren fremsat et enkelt anbringende.

1.

Sagsøgeren har i denne forbindelse gjort gældende, at mens det af Kommissionen, som det er tilfældet i den anfægtede afgørelse, fastslås, at det såvel faktisk som retligt er objektivt umuligt at tilbagesøge (i forhold til de øvrige virksomheder, som kun har betalt 10 % af det skyldige beløb) den statsstøtte, der anses for ulovlig, kan sagsøgerens ret til tilbagebetaling af beløb, som var blevet erlagt for meget i forhold til bestemmelserne i lov nr. 289/2002 i henhold til de ovennævnte principper, ikke nægtes. Hvis dette ikke var tilfældet, ville der være tale om en hadefuld og alvorlig forskelsbehandling af sagsøgeren og virksomhederne i provinsen Catania, som afgørelsen nu fritager for enhver betaling op til 90 % af beløbet af den ubetalte afgift.

Netop som følge af Europa-Kommissionens afgørelse er der opstået en uberettiget konkurrencemæssig fordel for alle de øvrige virksomheder til skade for sagsøgeren vedrørende de skader, der er lidt som følge af en naturkatastrofe, der opstod mere end ti år inden afgørelsen af 14. august 2015. I henhold til den italienske lovgivning er virksomheder ikke forpligtet til at opbevare administrative registre og regnskaber i mere end 10 år. Følgelig var sagsøgeren ikke længere i stand til at bevise at have lidt en skade i henhold til artikel 107 TEUF med deraf følgende åbenlys tilsidesættelse af ligebehandlingsprincippet, retten til forsvar, og princippet om beskyttelse af den berettigede forventning (artikel 20 i chartret om grundlæggende rettigheder, artikel 2, 6, 9, 21 TEUF) og fordrejning af konkurrence på lige vilkår blandt operatørerne.

Sag anlagt den 18. april 2016 — Wessel-Werk mod EUIPO — Wolf PVG (sugedyser til støvsuger)

(Sag T-174/16)

(2016/C 211/77)

Stævningen er affattet på tysk

Parter

Sagsøger: Wessel-Werk GmbH (Reichshof, Tyskland) (ved advokat C. Becker)

Sagsøgt: Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO)

Den anden part i sagen for appelkammeret: Wolf PVG GmbH & Co. KG (Vlotho, Tyskland)

Oplysninger vedrørende sagen for EUIPO

Indehaver af det omtvistede design: Wessel-Werk GmbH

Det omtvistede design: EU-design nr. 725932-0004 (sugedyse til støvsuger)

Den anfægtede afgørelse: Afgørelse truffet den 18. februar 2016 af Tredje Appelkammer ved EUIPO (sag R 1652/2014-3)

Påstande

—	Den anfægtede afgørelse annulleres.

—	EUIPO tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Anbringender

—	Tilsidesættelse af artikel 25, stk. 1, litra b), i forordning nr. 6/2002

—	Tilsidesættelse af artikel 63, stk. 1, i forordning nr. 6/2002

—	Tilsidesættelse af artikel 62 i forordning nr. 6/2002.

Sag anlagt den 18. april 2016 — Wessel-Werk mod EUIPO — Wolf PVG (sugedyser til støvsuger)

(Sag T-175/16)

(2016/C 211/78)

Stævningen er affattet på tysk

Parter

Sagsøger: Wessel-Werk GmbH (Reichshof, Tyskland) (ved advokat C. Becker)

Sagsøgt: Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO)

Den anden part i sagen for appelkammeret: Wolf PVG GmbH & Co. KG (Vlotho, Tyskland)

Oplysninger vedrørende sagen for EUIPO

Indehaver af det omtvistede design: Wessel-Werk GmbH

Det omtvistede design: EU-design nr. 725932-0008 (sugedyse til støvsuger)

Den anfægtede afgørelse: Afgørelse truffet den 18. februar 2016 af Tredje Appelkammer ved EUIPO (sag R 1725/2014-3)

Påstande

—	Den anfægtede afgørelse annulleres.

—	De andre parter tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Anbringender

—	Tilsidesættelse af artikel 25, stk. 1, litra b), i forordning nr. 6/2002

—	Tilsidesættelse af artikel 63, stk. 1, i forordning nr. 6/2002

—	Tilsidesættelse af artikel 62 i forordning nr. 6/2002.

Sag anlagt den 22. april 2016 — Mema mod CPVO (Braeburn 78 (11078))

(Sag T-177/16)

(2016/C 211/79)

Processprog: tysk

Parter

Sagsøger: Mema GmbH 1.G (Terlano, Italien) (ved advokaterne B. Breitinger og S. Kirschstein-Freund)

Sagsøgt: EF-Sortsmyndigheden (CPVO)

Oplysninger vedrørende sagen for EF-Sortsmyndigheden

Ansøgningen om EF-sortsbeskyttelse vedrører: Braeburn 78 (11078) — registreringsansøgning nr. 2009/0954

Den anfægtede afgørelse: Afgørelse truffet den 12. februar 2016 af Appelkammeret ved EF-Sortsmyndigheden i sag nr. A001/2015

Påstande

—	Den anfægtede afgørelse annulleres og sagen hjemvises til videre behandling ved appelkammeret, der tilpligtes at annullere den påklagede afgørelse og at pålægge EF-Sortsmyndigheden at foretage en supplerende afprøvning i henhold til artikel 57, stk. 3, i forordning nr. 2100/94.

—	Subsidiært annulleres afgørelsen vedtaget den 12. februar 2016 af appelkammeret ved EF-Sortsmyndigheden (sag A 001/2015).

—

Subsidiært i forhold til påstand nr. 1 og 2 udsættes sagen i henhold til artikel 69, litra d), i Rettens procesreglement, der har været i kraft siden den 1. juli 2015 (herefter »procesreglementet«), indtil der foreligger en retskraftig afgørelse i sagen i henhold til artikel 21, stk. 1, i forordning nr. 2100/94 om ophævelse af sortsbeskyttelse for referencesorten »Royal Braeburn« (ansøgning nr. 1998/1082, sort nr. 11960). Sidstnævnte afgørelse er foregribende, idet referencesorten herved enten vil bortfalde, eller det vil blive fastslået, at Angers-Beaucouzé var og er uegnet som afprøvningssort (jf. punkt 12) og dermed om en supplerende afprøvning var påkrævet eller ej.

—	EF-Sortsmyndigheden tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Anbringender

—	Magtfordrejning — tilsidesættelse af artikel 57, stk. 3, i forordning nr. 2100/94

—	Tilsidesættelse af en ved gennemførelsen af forordning nr. 2100/94 anvendelig retsnorm

—	Tilsidesættelse af punkt 57 i EF-Sortsmyndighedens protokol for æblesorter

—	Tilsidesættelse af afsnit IV i EF-Sortsmyndighedens protokol for æblesorter

—	Tilsidesættelse af artikel 75, andet punktum, i forordning nr. 2100/94 — retten til at blive hørt

—	Tilsidesættelse af artikel 75, første punktum, i forordning nr. 2100/94 — utilstrækkelig begrundelse.

Sag anlagt den 22. april 2016 — Policolor mod EUIPO — CWS-Lackfabrik Conrad W. Schmidt (Policolor)

(Sag T-178/16)

(2016/C 211/80)

Stævningen affattet på engelsk

Parter

Sagsøger: Policolor SA (Bukarest, Rumænien) (ved advokat M. Comanescu)

Sagsøgt: Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO)

Den anden part i sagen for appelkammeret: CWS-Lackfabrik Conrad W. Schmidt GmbH & Co. KG (Düren-Merken, Tyskland)

Oplysninger vedrørende sagen for EUIPO

Indehaver af det omtvistede varemærke: Policolor SA

Det omtvistede varemærke: EU-figurmærke, der indeholder ordbestanddelen »Policolor« — registreringsansøgning nr. 10 277 176

Sagen for EUIPO: Indsigelsessag

Den anfægtede afgørelse: Afgørelse truffet den 29. januar 2016 af Første Appelkammer ved EUIPO (sag R 346/2015-1)

Påstande

—	Den anfægtede afgørelse omgøres i det hele.

—	Følgelig annulleres den anfægtede afgørelse.

—	Afgørelse truffet den 16. december 2014 af indsigelsesafdelingen ved EUIPO i sag nr. B 1 991 457 annulleres.

—	Intervenientens indsigelse vedrørende registrering af EU-varemærke nr. 10 277 176 forkastes.

—	EUIPO og den anden part i sagen for appelkammeret tilpligtes at betale sagens omkostninger, herunder omkostningerne forbundet med sagens behandling ved appelkammeret.

Anbringender

—	Tilsidesættelse af artikel 8, stk. 1, litra b), i forordning nr. 207/2009

—	Tilsidesættelse af artikel 75, stk. 1, i forordning nr. 2015/2424.

Sag anlagt den 23. marts 2016 — ZZ mod Kommissionen

(Sag F-141/15)

(2016/C 211/81)

Processprog: fransk

Parter

Sagsøger: ZZ (ved advokaterne J.-N. Louis et N. de Montigny)

Sagsøgt: Kommissionen

Søgsmålets genstand og beskrivelse af tvisten

Annullation af Kommissionens afgørelse om afslag på at tilbagebetale sagsøgeren de fradrag, der er foretaget i hans løn, jf. artikel 24, stk. 4, i bilag IX til vedtægten.

Sagsøgerens påstande

—	Annullation af Kommissionens afgørelse af 13. marts 2015 om afslag på sagsøgerens ansøgning om tilbagebetaling af de beløb, der er foretaget i hans løn i medfør af afgørelsen af 14. december 2006.

—	Kommissionen tilpligtes at tilbagebetale de nævnte fradrag til sagsøgeren med tillæg af rente i henhold til den i artikel 12 i bilag XII til vedtægten fastsatte sats.

—	Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Kendelse afsagt af Personaleretten den 26. april 2016 — Claus mod Kommissionen

(Sag F-101/12) (1)

(2016/C 211/82)

Processprog: fransk

Formanden for Første Afdeling har besluttet, at sagen skal slettes af registret.

---

(1)  EUT C 147 af 25.5.2013, s. 36.