—

Dom afsagt af Den Europæiske Unions Ret den 5. marts 2019 i sag T-169/17 ophæves.

—

Afgørelse PERS-AFFECT-16-134 om forflyttelse truffet af den administrerende direktør for Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) annulleres, og appellanten tilkendes erstatning for den økonomiske og ikke-økonomiske skade, han har lidt som følge af den ulovlige forflyttelse.

—

Subsidiært ophæves dommen, og sagen hjemvises til Retten.

1.

Tilsidesættelse af vedtægtens (1) artikel 7 og af artikel 36 i statutten for Den Europæiske Unions Domstol

Appellanten gør gældende, at Retten har anvendt vedtægtens artikel 7 retligt fejlagtigt. Degraderingen fra direktør for en hovedafdeling til administrator uden karrieremuligheder uden nogen som helst bedømmelses- eller disciplinærprocedure, hvorved appellantens rettigheder kunne blive varetaget, udgør ikke en legitim forflyttelse, men en ulovlig degradering. Ændringen af tjenestemandsvedtægten i 2014 har videreudviklet udsigterne til forfremmelse for direktører ud over AD 12-graden til en tjenestemandsretlig rettighed. Ansættelsesmyndigheden kunne ikke uden en behørig bedømmelses- eller disciplinærprocedure ensidigt inddrage denne rettighed. Siden 2014 har det i henhold til loven ikke længere kunnet lægges til grund, at en stilling som direktør var ligeværdig med en stilling som administrator uden muligheder for forfremmelse.

Retten har endvidere citeret den retspraksis, der vedrører forflyttelse i henhold til vedtægtens artikel 7 og stillingsligheden, men den har draget de forkerte konsekvenser deraf.

Endelig har Retten begået en retlig og proceduremæssig fejl derved, at den ikke har taget fuldstændig stilling til det andet anbringende, nemlig anbringendet om den ulovlige afsættelse af appellanten den 10. oktober 2016, uden at han samtidig blev forflyttet til en ny stilling, hvilket først skete den 17. oktober 2016. Der er derfor ikke tale om en forflyttelse som omhandlet i vedtægtens artikel 7 (dommens præmis 49-106).

2.

Fordrejning af de faktiske omstændigheder

Retten har i den appellerede dom lagt faktiske omstændigheder til grund, der ikke blot ikke fremgår af processkrifterne; den har derimod i sin dom lagt andre faktiske omstændigheder til grund end dem, der følger af procesakterne.

I den foreliggende sag er det tydeligt, at Retten heller ikke har foretaget en vurdering af beviserne. Ved en bevisvurdering skulle den have vurderet troværdigheden af indstævntes udsagn.

Endvidere ville den af Retten anførte vurdering af appellantens handlinger i forhold til dennes pligt til at gøre opmærksom på åbenbart ulovlige foranstaltninger fratage vedtægtens artikel 21a, stk. 1, og 22a enhver effektiv virkning.

3.

Ulovlig bedømmelse af anbringenderne om omsorgspligt og psykisk chikane og artikel 36 i statutten for Den Europæiske Unions Domstol

Retten forkastede anbringendet om, at den administrerende direktørs foranstaltninger mellem den 10. oktober 2016 og den 17. oktober 2016 var udtryk for psykisk chikane, idet de var udtryk for en tilsidesættelse af gældende ret. Tilsidesættelsen af omsorgspligten og anbringendet om psykisk chikane hænger uløseligt sammen med den trufne ulovlige afgørelse om afsættelse og forflyttelse, som blev truffet mellem den 10. oktober 2016 og den 17. oktober 2016. I modsætning til det, som Retten har anført, forudsætter psykisk chikane i henhold til vedtægtens artikel 12a, stk. 3, ikke, at foreligger et »adfærdsmønster«. Retten har desuden ikke udtalt sig om den tilsidesættelse af omsorgspligten, der kan ses i den offentlige bagvaskelse af appellantens faglige indsats ved forflyttelsen.

—

Dom afsagt af Den Europæiske Unions Ret (Første Kammer) den 2. april 2019 i sag T-492/17 ophæves i sin helhed.

—

Afgørelsen af 19. september 2016, hvorved direktøren for direktoratet for »Menneskelige Ressourcer« i Tjenesten for EU’s Optræden Udadtil (EEAS), i hans egenskab af ansættelsesmyndighed, besluttede at bringe appellantens tidsubegrænsede ansættelseskontrakt til ophør med virkning fra den 19. september 2017, annulleres, og EU-Udenrigstjenesten tilpligtes at betale erstatning for den skade, som appellanten angiveligt har lidt som følge af denne afgørelse.

—

Subsidiært ophæves den appellerede dom, og sagen hjemvises til Retten med henblik på, at denne træffer afgørelse om sagens realitet.

—

EU-Udenrigstjenesten tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

1)

Finder rammeafgørelsen (1) anvendelse i en situation, hvor den eftersøgte person blev idømt straf i et tredjeland, men hvor dommen afsagt i tredjelandet i henhold til en bilateral overenskomst mellem tredjelandet og den udstedende stat blev anerkendt i den udstedende stat og fuldbyrdet i henhold til lovgivningen i den udstedende stat?

2)

Hvilken afgørelse skal den fuldbyrdende judicielle myndighed i bekræftende fald træffe vedrørende en lovovertrædelse, der angiveligt er begået i et tredjeland, men hvor lovovertrædelsens omstændigheder viser, at der er foretaget forberedende handlinger til denne i den udstedende stat, når den fuldbyrdende medlemsstat i sin nationale lovgivning har anvendt de fakultative grunde til at afslå fuldbyrdelse af en europæisk arrestordre, der følger af rammeafgørelsens artikel 4, stk. 1 og artikel 4, stk. 7, litra b)?

1)

Skal artikel 19, stk. 1, andet afsnit, artikel 2, artikel 4, stk. 3, og artikel 6, stk. 3, TEU sammenholdt med artikel 47 i chartret om grundlæggende rettigheder samt artikel 267, stk. 3, TEUF fortolkes således, at en domstol i sidste instans i en medlemsstat i en sag vedrørende en påstand om at det fastslås, at et tjenesteforhold ikke består, kan bestemme, at en person, som er blevet meddelt en afgørelse om udnævnelse til et dommerembede, der er vedtaget på grundlag af bestemmelser, som er i strid med princippet om effektiv retsbeskyttelse, eller på en måde, som ikke er i overensstemmelse med dette princip, ikke skal anses for at være dommer, når den pågældende domstol forsætligt er blevet forhindret i at prøve dette spørgsmål forud for meddelelsen af denne afgørelse?

2)

Skal artikel 19, stk. 1, andet afsnit, artikel 2 og artikel 4, stk. 3, TEU samt artikel 47 i chartret om grundlæggende rettigheder sammenholdt med artikel 267 TEUF fortolkes således, at princippet om effektiv retsbeskyttelse tilsidesættes, når en afgørelse om udnævnelse til et dommerembede meddeles, efter at en national ret har forelagt et spørgsmål til præjudiciel afgørelse vedrørende EU-rettens fortolkning, hvis besvarelse er afgørende for, om de nationale bestemmelser, som har gjort det muligt at vedtage denne afgørelse, kan anses for forenelige med EU-retten?

3)

Skal artikel 19, stk. 1, andet afsnit, artikel 2, artikel 4, stk. 3, og artikel 6, stk. 3, TEU samt artikel 47 i chartret om grundlæggende rettigheder fortolkes således, at princippet om effektiv retsbeskyttelse tilsidesættes derved, at retten til domstolsprøvelse ikke er sikret, når afgørelsen om udnævnelse til et dommerembede ved en domstol i en medlemsstat er blevet meddelt på grundlag af en udnævnelsesprocedure, som er blevet gennemført under tilsidesættelse af denne medlemsstats retsforskrifter?

4)

Skal artikel 19, stk. 1, andet afsnit, artikel 2 og artikel 4, stk. 3, TEU samt artikel 47 i chartret om grundlæggende rettigheder sammenholdt med artikel 267, stk. 3, TEUF fortolkes således, at princippet om effektiv retsbeskyttelse tilsidesættes derved, at den nationale lovgiver har oprettet en organisatorisk enhed inden for medlemsstatens domstol i sidste instans, som ikke er en ret i EU-rettens forstand?

5)

Skal artikel 19, stk. 1, andet afsnit, artikel 2 og artikel 4, stk. 3, TEU samt artikel 47 i chartret om grundlæggende rettigheder sammenholdt med artikel 267, stk. 3, TEUF fortolkes således, at beslutningen om, hvorvidt en person, der har fået meddelt en afgørelse om udnævnelse til et dommerembede ved en medlemsstats domstol i sidste instans, står i et tjenesteforhold som dommer og har status af dommer, ikke kan træffes af en organisatorisk enhed, der er kompetent efter national ret, hvilken enhed den pågældende person er udnævnt til, og som udelukkende består af personer, hvis udnævnelsesafgørelser er behæftet med de i spørgsmål to til fire nævnte fejl, og som derfor ikke udgør en ret i EU-rettens forstand, men skal træffes af en anden organisatorisk enhed ved denne domstol, som opfylder EU-rettens krav til en ret?

—

Rådets afgørelse (FUSP) 2019/806 af 17. maj 2019 om ændring af afgørelse 2013/255/FUSP om restriktive foranstaltninger over for Syrien annulleres for så vidt angår sagsøgeren.

—

Rådets gennemførelsesforordning (EU) 2019/798 af 17. maj 2019 om gennemførelse af forordning (EU) nr. 36/2012 om restriktive foranstaltninger på baggrund af situationen i Syrien annulleres for så vidt angår sagsøgeren.

—

Rådet tilpligtes at betale samtlige sagsomkostninger, herunder de af sagsøgeren afholdte omkostninger.

1.

Første anbringende om et åbenbart urigtigt skøn med hensyn til de faktiske omstændigheder. Sagsøgeren er af den opfattelse, at Rådet har anlagt et åbenbart urigtigt skøn ved at begrunde de over for ham trufne foranstaltninger med, at han angiveligt er en af de »fremtrædende erhvervsfolk, der driver virksomhed i Syrien«, som omhandlet i afgørelse 27, stk. 2, litra a), og artikel 28, stk. 2, litra a), i afgørelse 2013/255/FUSP. Han har bestridt denne kvalifikation som »fremtrædende erhvervsfolk« og den afkræftelige formodning om tilknytning til det syriske regime, som følger af de anfægtede retsakter. Sagsøgeren har gjort gældende, at han ikke har nogen tilknytning til det syriske regime.

I overensstemmelse med artikel 27, stk. 3, og artikel 28, stk. 3, i afgørelse 2013/255/FUSP har sagsøgeren desuden afkræftet den i afgørelsens artikel 27, stk. 2, litra a), og artikel 28, stk. 2, litra a), fastsatte afkræftelige formodning ved på eget initiativ at godtgøre, at han i) ikke er eller ikke længere er tilknyttet det syriske regime, ii) ikke udøver indflydelse på det og iii) ikke udgør en reel risiko for omgåelse af de restriktive foranstaltninger, som Rådet har truffet på baggrund af situation i Syrien.

Sagsøgeren er af den opfattelse, at Rådet ved ikke at tage hensyn til afkræftelsen af denne formodning fortsætter anlægger et åbenbart urigtigt skøn med hensyn til de faktiske omstændigheder.

2.

Andet anbringende om en uforholdsmæssig tilsidesættelse af ejendomsretten og af retten til at udøve erhvervsmæssig beskæftigelse. Sagsøgeren er af den opfattelse, at Rådet gennem de vedtagne sanktioner uundgåeligt har krænket hans ejendomsret og hans ret til at udøve sin erhvervsvirksomhed, hvilket er i strid med tillægsprotokol nr. 1 til konventionen til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder. Ifølge sagsøgeren kan han ikke hindres i frit at benytte sig af sin ejendom og i at udøve sin økonomiske frihed, hvilket udgør grunden til, at de anfægtede foranstaltninger skal annulleres, for så vidt som de vedrører ham.

—

Rådet for Den Europæiske Unions stiltiende afslag af 3. juli 2019 på at anerkende en forsømmelse med hensyn til tavsheden vedrørende anmodningen af 3. maj 2019 om at udsætte valget til Europa-Parlamentet til ultimo maj 2019 annulleres.

—

Det fastslås, at Rådet for Den Europæiske Union på ulovlig vis har undladt at udsætte valget til Europa-Parlamentet og således ændre de datoer, der er fastsat i Rådets afgørelse (EU, Euratom) 2018/767 af 22. maj 2018, for at gøre det muligt for de britiske sagsøgere at kunne deltage aktivt ved valget til Europa-Parlamentet i 2019, som er væsentlig med henblik på ratifikationen af en eventuel udtrædelsesaftale mellem Den Europæiske Union og Det Forenede Kongerige.

—

Denne forsømmelse anerkendes.

—

Rådet for Den Europæiske Union tilpligtes at betale hver af sagsøgerne 1 500 EUR til dækning af deres udgifter til forsvar.

1.

Første anbringende om en tilsidesættelse af den ved EU-retten beskyttede ret for sagsøgerne til at stemme ved valget til Europa-Parlamentet. Inden for rammerne af dette anbringende har sagsøgerne særligt påberåbt sig følgende:

2.

Andet anbringende om en tredobbelt fratagelse af stemmeret ved valget til Europa-Parlamentet, som er forårsaget af Rådets ulovlige undladelse. Inden for rammerne af dette anbringende har sagsøgerne særligt gjort følgende gældende:

3.

Tredje anbringende om en ulovlighedsindsigelse vedrørende Rådet for Den Europæiske Unions afslag på at fastslå, at der foreligger en forsømmelse, og på at udsætte valget til Europa-Parlamentet. Dette afslag er støttet på Rådet for Den Europæiske Unions afgørelse (EU, Euratom) af 22. maj 2017 om bemyndigelse til at indlede forhandlinger med Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland med henblik på indgåelse af en aftale om de nærmere bestemmelser for dets udtræden af Den Europæiske Union (dokument XT 21016/17), herunder bilaget til denne afgørelse om fastsættelse af forhandlingsdirektiverne vedrørende denne aftale (dokument XT 21016/17 ADD 1 REV 2), hvilken afgørelse sagsøgerne anser for ulovlig.

—

Søgsmålet antages til realitetsbehandling og sagsøgeren gives medhold, og følgelig:

—

Annulleres afgørelse af 3. maj 2019, meddelt sagsøgeren den 6. maj 2019 af [X], »Senior Legal Counsellor« ved Rådet og truffet af [Y] i sin egenskab af ansættelsesmyndighed, ifølge hvilken afgørelse »1. sagsøgeren, født den 25. marts 1956 [fortroligt] (1), tjenestemand i lønklasse AST 7, sendes på orlov i tjenestens interesse, jf. tjenestemandsvedtægtens artikel 42c, og har ret til de økonomiske fordele, der er fastsat i nævnte artikel. Nærværende afgørelse har virkning fra den 31. december 2015«.

—

Pålægges Rådet at betale erstatning for økonomisk skade og skade på sagsøgerens karriere med et beløb på 151 101,72 EUR, med forbehold for forøgelse eller nedsættelse af dette beløb under sagen.

—

Rådet pålægges at betale erstatning for ikke-økonomisk skade og skade på sagsøgerens omdømme med et beløb på 70 000 EUR, med forbehold for forøgelse eller nedsættelse af dette beløb under sagen.

—

Sagsøgte pålægges under alle omstændigheder at betale alle sagsomkostningerne som omhandlet i artikel 134, stk. 1, i Den Europæiske Unions rets procesreglement.

1.

Første anbringende om en tilsidesættelse af artikel 266 TEUF og grundlæggende og almindelige EU-retlige principper, herunder navnlig princippet om beskyttelse af den berettigede forventning, princippet om god forvaltning, princippet om god tro, retssikkerhedsprincippet og proportionalitetsprincippet.

Sagsøgeren har i denne henseende anført, at ansættelsesmyndigheden åbenbart ikke foretog en korrekt anvendelse og fortolkning af de ovennævnte bestemmelser og principper, idet den ikke traf de foranstaltninger, som krævedes til gennemførelsen af den dom om annullation, som Den Europæiske Unions Ret afsagde den 14. december 2018, FV mod Rådet, (T-750/16, EU:T:2018:972). Sagsøgeren har ligeledes gjort gældende, at Rådet tilsidesatte det princip, som pålægger forvaltningen at træffe en afgørelse, som ikke er uforholdsmæssig, dvs. som er nødvendig for gennemførelsen af målene, hvilket pålægger et krav om, at afgørelsens indhold og form er i overensstemmelse med det forfulgte mål. Endelig har sagsøgeren påberåbt en tilsidesættelse af hans berettigede forventning om, at ansættelsesmyndigheden ville gennemføre den ovennævnte dom T-750/16 korrekt og omhyggeligt, ikke blot ved en korrekt anvendelse af artikel 266, men også uden tilbagevirkende kraft.

2.

Andet anbringende om dels at den anfægtede afgørelse tilsidesatte betingelserne i vedtægtens artikel 42c og meddelelse til personalet nr. 71/15 af 23. oktober 2015, hvilket indebar en tilsidesættelse af det princip, som pålægger forvaltningen kun at træffe afgørelse på basis af lovlige grunde, dvs. grunde, der er relevante og ikke behæftede med et åbenbart urigtigt faktisk eller retligt skøn, dels procesfordrejning.

I denne forbindelse har sagsøgeren anført, at ansættelsesmyndigheden ved at træffe den anfægtede afgørelse under disse omstændigheder åbenbart ikke anvendte og fortolkede de lovgivningsmæssige bestemmelser og den ovennævnte meddelelse til personalet korrekt, idet den baserede sin afgørelse på ukorrekte begrundelser såvel vedrørende de faktiske som retlige omstændigheder. Sagsøgeren har anført, at Rådet ikke begrundede tjenestens interesse, som lå til grund for anvendelsen af artikel 42c i forhold til sagsøgeren, og heller ikke identificerede reelle organisatoriske behov, som nødvendiggjorde den angivelige erhvervelse af nye kompetencer, som sidstnævnte ikke var i stand til at erhverve, og derudover anvendte ansættelsesmyndigheden åbenbart artikel 42c i stedet for en disciplinær procedure.

3.

Tredje anbringende om en tilsidesættelse af omsorgspligten. I denne henseende har sagsøgeren gjort gældende, at ansættelsesmyndigheden ved at træffe den anfægtede afgørelse under disse omstændigheder ikke overholdt den balance, som pålægger institutionen at tage hensyn til alle de forhold, som kan være afgørende for afgørelsen, og at tage såvel tjenestens som den berørte tjenestemands interesse i betragtning.

—

Afgørelse C(2019) 4027 final af 23. maj 2019 annulleres delvist som følger:

—

Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

1.

Første anbringende om Kommissionens uhensigtsmæssige udøvelse af sine beføjelser til at beregne det beløb, der kan henføres til fondene, og om tilsidesættelse af princippet om beskyttelse af den berettigede forventning.

2.

Andet anbringende om en tilsidesættelse af begrundelsespligten i henhold til artikel 296, stk. 2, TEUF, og af princippet om god forvaltningsskik.

—

Den anfægtede afgørelse annulleres i det hele, således at klagen tages til følge og indsigelsen forkastes i det hele.

—

EUIPO tilpligtes at betale alle omkostninger forbundet med sagens behandling ved indsigelsesafdelingen og ved appelkammeret samt med sagens behandling for Retten.

—

Tilsidesættelse af artikel 8, stk. 1, litra b), i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/1001

—

Tilsidesættelse af artikel artikel 94, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/1001

—

Tilsidesættelse af artikel artikel 95, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/1001.

—

Den anfægtede afgørelse annulleres.

—

Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

1.

Første anbringende: Den anfægtede afgørelse er behæftet med en åbenbar retlig fejl, idet der ved fortolkningen af begrebet »tilfredsstillende metode« som omhandlet i artikel 3, stk. 1, litra b), i forordning (EF) nr. 141/2000 (2) i strid med denne bestemmelse er blevet opkrævet data om Trecondi sammenlignet med ikke-godkendte indikationer for melphalan og cyclophosphamid.

2.

Andet anbringende: Dette udgør endvidere magtfordrejning, idet en hensyntagen til ikke-godkendte indikationer strider mod »Kommissionens meddelelse om gennemførelse af artikel 3, 5 og 7 i forordning (EF) nr. 141/2000 om lægemidler til sjældne sygdomme« af 18. november 2016 (2016/C 424/03) (3), som er relevant.

3.

Tredje anbringende: Desuden udgør den anfægtede afgørelse som følge af magtfordrejningen en tilsidesættelse af ligebehandlingsprincippet og princippet om beskyttelse af den berettigede forventning, eftersom Kommissionen ved vurderingen af, hvorvidt der forelå nogen tilfredsstillende metode som omhandlet i artikel 3, stk. 1, litra b), i forordning (EF) nr. 141/2000, i løbet af nærværende procedure ikke længere støttede sig på konditioneringsbehandling forud for stamcelletransplantationer, men på behandling ved stamcelletransplantationer som sådan.

4.

Fjerde anbringende: Der foreligger ligeledes en åbenbar magtfordrejning, idet der ved vurderingen af, om Trecondi er til »væsentlig gavn« i henhold til artikel 3, stk. 1, litra b), i forordning (EF) nr. 141/2000, med urette ikke blev taget hensyn til alle data, for så vidt som kliniske data, der blev opnået på grundlag af indirekte sammenligninger, ikke blev taget i betragtning, da de blev anset for metodisk ugyldige.

5.

Femte anbringende: Den anfægtede afgørelse udgør endelig en tilsidesættelse af ligebehandlingsprincippet som en særlig følge af magtfordrejningen, idet indirekte sammenligningsdata ikke blev accepteret ud fra et metodologisk synspunkt, selv om indirekte sammenligningsdata, der var blevet opnået gennem tilsvarende metoder, tidligere er blevet accepteret i sammenlignelige sager.

—

Den anfægtede afgørelse annulleres.

—

EUIPO tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

—

Tilsidesættelse af artikel 8, stk. 1, litra b), i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/1001.

—

Den anfægtede afgørelse annulleres.

—

EUIPO tilpligtes at betale omkostningerne forbundet med sagens behandling for Retten og ved EUIPO.

—

Tilsidesættelse af artikel 94, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/1001 og af artikel 296 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde

—

Tilsidesættelse af artikel 72, stk. 6, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/1001

—

Tilsidesættelse af artikel 7, stk. 1, litra c), i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/1001

—

Tilsidesættelse af artikel 7, stk. 1, litra b), i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/1001.

—

Det fastslås, at Europa-Kommissionen har tilsidesat sine traktatforpligtelser, idet den har undladt at handle med hensyn til den beskyttelsesprocedure vedrørende det CE-mærkede medicinske udstyr »Inhaler Broncho-Air«, som Tyskland indførte den 7. januar 1998, og idet den ikke har truffet nogen afgørelse i henhold til artikel 8, stk. 2, i direktiv 93/42/EØF (1).

—

Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

1.

Første anbringende: Europa-Kommissionen har tilsidesat artikel 8, stk. 2, i direktiv 93/42/EØF, idet den siden indførelsen den 7. januar 1998 af beskyttelsesproceduren for det CE-mærkede medicinske udstyr »Inhaler Broncho-Air« ikke har truffet nogen afgørelse, og idet den i denne forbindelse ikke rådede over nogen skønsbeføjelse.

2.

Andet anbringende: På grund af sin undladelse af at træffe afgørelse (passivitet) har Europa-Kommissionen tilsidesat artikel 34 TEUF og retten til fri bevægelighed for det medicinske udstyr »Inhaler Broncho-Air«.

3.

Tredje anbringende: Europa-Kommissionen har grund af sin undladelse af at træffe afgørelse tilsidesat artikel 47 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (herefter »chartret«), idet sagsøgeren herved er blevet frataget sin adgang til prøvelse af afgørelsen og hindret i at udøve sin ret til forsvar ved en domstol, der er oprettet ved lov, eller ved Domstolen.

4.

Fjerde anbringende: Europa-Kommissionen har tilsidesat chartrets artikel 41, idet der hidtil på trods af de EU-retlige krav, som er fastsat i artikel 8, stk. 2, i direktiv 93/42/EØF, hverken er blevet foranstaltet nogen høring af de parter, der er berørt af den nationale afgørelse om forbud, eller truffet nogen afgørelse inden for den fastsatte frist.

5.

Femte anbringende: Europa-Kommissionen har på grund af sin undladelse af at træffe afgørelse tilsidesat sagsøgerens ejendomsret i henhold til chartrets artikel 17, idet sagsøgeren af denne grund ikke kan bringe sit produkt, »Inhaler Broncho-Air«, i fri omsætning.

6.

Sjette anbringende: Europa-Kommissionens passivitet udgør endvidere en tilsidesættelse af chartrets artikel 20, princippet om lighed for loven, idet denne i lignende sager har truffet en afgørelse. Dette fører ligeledes til en tilsidesættelse af forbuddet mod forskelsbehandling i henhold til chartrets artikel 21.

7.

Syvende anbringende: På grund af Europa-Kommissionens undladelse af at træffe afgørelse er sagsøgeren i mere end 20 år blevet forhindret i at udøve sin ret til at arbejde med et frit valgt erhverv som opfinder af »Inhaler Broncho-Air«, hvilket udgør en tilsidesættelse fra Europa-Kommissionens side af chartrets artikel 15.

—

Den anfægtede afgørelse annulleres.

—

EUIPO tilpligtes at betale sagsomkostningerne forbundet med sagens behandling for Retten og ved EUIPO.

—

Tilsidesættelse af artikel 94, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/1001 og artikel 296 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde

—

Tilsidesættelse af artikel 72, stk. 6, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/1001

—

Tilsidesættelse af artikel 7, stk. 1, litra c), i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/1001

—

Tilsidesættelse af artikel 7, stk. 1, litra b), i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/1001.

—

Den anfægtede afgørelse annulleres.

—

Tilsidesættelse af væsentlige formforskrifter (ret til forsvar, ret til domstolsprøvelse)

—

Tilsidesættelse af artikel 58, stk. 1, litra a), i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/1001.

—

Den anfægtede afgørelse annulleres.

—

Den anfægtede afgørelse omgøres således, at: (i) sagsøgerens klage tages til følge, (ii) de fremsatte begæringer ICD 10292 og ICD 10689 om ugyldighedserklæring af det omhandlede registrerede EF-design forkastes i det hele, (iii) fremsætterne af ugyldighedsbegæringerne tilpligtes at betale de af sagsøgeren afholdte omkostninger i forbindelse med sagens behandling for appelkammeret og for ugyldighedsafdelingen, (iv) subsidiært hjemvises sagen til ugyldighedsafdelingen til behandling af EF-designforordningens artikel 4, stk. 1.

—

Det fastslås, at sagsøgerens omkostninger og udgifter skal betales.

—

Tilsidesættelse af artikel 8, stk. 1, i og tiende betragtning til Rådets forordning (EF) nr. 6/2002.

—

Den anfægtede afgørelse annulleres.

—

Sagsøgtes afgørelse af 16. januar 2019 annulleres, for så vidt som den ikke anerkendte prioritet for EF-design nr. 5807179-0001-0012, idet den ansøgte prioritet af 26. oktober 2017 anerkendes, ligesom der foretages en berigtiget offentliggørelse af designet med angivelse af prioriteten.

—

Klagegebyret tilbagebetales til sagsøgeren.

—

EUIPO tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

—

Subsidiært foretages mundtlig forhandling.

—

Tilsidesættelse af artikel 41, stk. 1, i Rådets forordning (EF) nr. 6/2002 om EF-design.

—

Den anfægtede afgørelse annulleres, for så vidt som der herved meddeltes afslag på klagen over erklæringen af ugyldighed for varerne under EU-varemærkeregistrering nr. 8 435 695»hardware, særlig til kasinospil og spil i spillehaller, til spilleautomater, enarmede tyveknægte, videospil med lotterier eller lotterier via internettet; kasinospil, spilleautomater og spillemaskiner, særlig til erhvervsmæssig brug i kasinoer og spillehaller med eller uden gevinstudbetaling eller i forbindelse med gevinstspil via internettet; enarmede tyveknægte og/eller elektroniske spilleapparater til penge med eller uden mulighed for gevinst; elektroniske eller elektrotekniske spilleapparater, spilleautomater, spillemaskiner, enarmede tyveknægte, som aktiveres med mønter, jetoner, pengesedler, boner eller med elektroniske, magnetiske eller biometriske lagringsmedier, særlig til erhvervsmæssig brug i kasinoer og spillehaller med eller uden gevinstudbetaling; kabinetter til enarmede tyveknægte, spilleapparater, spilleautomater og spillemaskiner; elektriske, elektroniske eller elektromekaniske apparater til brug ved bingospil, lotterier eller videolotterispil og til totalisatorkontorer, opkoblede eller ej; elektropneumatiske og elektriske spillemaskine (spilleautomater)«, idet den anfægtede afgørelse omgøres således, at den af den anden part i sagen indgivne begæring om ugyldighed i denne henseende forkastes, og den anden part i sagen tilpligtes at betale omkostningerne forbundet med sagens behandling for appelkammeret og ved annullationsafdelingen.

—

Subsidiært: Den anfægtede afgørelse annulleres, for så vidt som der herved meddeltes afslag på klagen over erklæringen af ugyldighed for ovennævnte varer under EU-varemærkeregistrering nr. 8 435 695, og sagen hjemvises i denne henseende til EUIPO.

—

EUIPO tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

—

Tilsidesættelse af artikel 58, stk. 1, litra a), og stk. 2, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/1001

—

Tilsidesættelse af artikel 94, stk. 1, første punktum, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/1001

—

Tilsidesættelse af artikel 94, stk. 1, andet punktum, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/1001.

—

Den anfægtede afgørelse annulleres.

—

Den af Aldi Einkauf GmbH & Co. OHG rejste indsigelse forkastes.

—

EUIPO tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

—

Tilsidesættelse af artikel 8, stk. 1, litra b), i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/1001.