1)

Artikel 1, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/104/EF af 19. november 2008 om vikararbejde skal fortolkes således, at udtrykket »midlertidigt« i denne bestemmelse ikke er til hinder for, at en arbejdstager, der har en ansættelseskontrakt eller et ansættelsesforhold med et vikarbureau udsendes til en brugervirksomhed med henblik på at besætte en fast stilling, som ikke varetages af en afløser.

2)

Artikel 1, stk. 1, og artikel 5, stk. 5, i direktiv 2008/104 skal fortolkes således, at fornyelsen af successive udsendelser til den samme stilling hos en brugervirksomhed i en periode på 55 måneder udgør et misbrug af sådanne udsendelser af en vikaransat, såfremt de successive udsendelser af en og samme vikaransatte til en og samme brugervirksomhed fører til en tjenesteperiode hos denne virksomhed, der er længere, end hvad der med rimelighed kan anses for »midlertidigt« under hensyntagen til alle relevante omstændigheder, der navnlig omfatter sektorens særlige forhold, og — inden for de nationale retlige rammer — såfremt der ikke er givet nogen objektiv forklaring på, hvorfor den berørte brugervirksomhed tyer til flere på hinanden følgende kontrakter om vikararbejde, hvilket det tilkommer den nationale ret at afgøre.

3)

Direktiv 2008/104 skal fortolkes således, at det er til hinder for en national lovgivning, der fastsætter en maksimal varighed for udsendelsen af en og samme vikaransat til en og samme brugervirksomhed, såfremt denne lovgivning ved en overgangsbestemmelse med henblik på beregningen af denne varighed udelukker, at der tages hensyn til perioder, som ligger forud for ikrafttrædelsen af en sådan lovgivning, som berøver den nationale ret muligheden for at tage hensyn til den reelle varighed af udsendelsen af en vikaransat ved afgørelsen af, om denne udsendelse er »midlertidig« som omhandlet i dette direktiv, hvilket det tilkommer denne ret at afgøre. En national ret er i en tvist, hvori der udelukkende er private parter, ikke forpligtet til alene på grundlag af EU-retten at undlade at anvende en overgangsbestemmelse, der er i strid med EU-retten.

4)

Artikel 10, stk. 1, i direktiv 2008/104 skal fortolkes således, at i mangel af bestemmelser i national ret, der har til formål at sanktionere vikarbureauernes eller brugervirksomhedernes manglende overholdelse af dette direktiv, kan en vikaransat ikke udlede en subjektiv ret af EU-retten til, at der etableres et ansættelsesforhold med brugervirksomheden.

5)

Direktiv 2008/104 skal fortolkes således, at det ikke er til hinder for en national lovgivning, der bemyndiger arbejdsmarkedets parter til inden for brugervirksomhedens branche at fravige den maksimale varighed for udsendelsen af en vikaransat, der er fastsat i en sådan lovgivning.

1)

Artikel 1, nr. 1), i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/6/EF af 28. januar 2003 om insiderhandel og kursmanipulation (markedsmisbrug) skal fortolkes således, at med henblik på kvalificeringen som intern viden kan oplysninger om den forestående offentliggørelse af en presseartikel, hvori der videregives et markedsrygte om en udsteder af finansielle instrumenter, udgøre »specifik viden« som omhandlet i denne bestemmelse og i artikel 1, stk. 1, i Kommissionens direktiv 2003/124/EF af 22. december 2003 om gennemførelse af direktiv 2003/6 med hensyn til definition og offentliggørelse af intern viden og definition af kursmanipulation, og at det forhold, at denne presseartikel omtaler den pris, til hvilken denne udsteders værdipapirer vil blive købt inden for rammerne af et eventuelt offentligt overtagelsestilbud, samt identiteten på den journalist, der har lagt navn til artiklen, og det medie, der har sikret offentliggørelsen heraf, er relevant med henblik på vurderingen af, om oplysningerne er specifik viden, for så vidt som de er blevet meddelt inden denne offentliggørelse. Hvad angår offentliggørelsens faktiske påvirkning af kursen på de værdipapirer, som den vedrører, er den, selv om den kan være et efterfølgende bevis for, at de nævnte oplysninger er specifik viden, ikke i sig selv tilstrækkelig til at godtgøre, at der forelå en sådan specifik viden, når der ikke er foretaget en undersøgelse af andre elementer, der var kendte og udbredte inden nævnte offentliggørelse.

2)

Artikel 21 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 596/2014 af 16. april 2014 om markedsmisbrug (forordningen om markedsmisbrug) og om ophævelse af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/6/EF og Kommissionens direktiv 2003/124/EF, 2003/125/EF og 2004/72/EF skal fortolkes således, at en journalists videregivelse til en af sine sædvanlige informationskilder af oplysninger om den forestående offentliggørelse af en artikel, som den pågældende journalist lægger navn til, hvori der videregives et markedsrygte, skal anses for gennemført »med henblik på journalistik« som omhandlet i denne artikel, når videregivelsen er nødvendig for at muliggøre en hensigtsmæssig gennemførelse af den journalistiske virksomhed, hvilket omfatter forberedende undersøgelser forud for offentliggørelsen.

3)

Artikel 10 og 21 i forordning nr. 596/2014 skal fortolkes således, at en journalists videregivelse af intern viden er retmæssig, når videregivelsen skal anses for nødvendig for udøvelsen af vedkommendes erhverv og for at overholde proportionalitetsprincippet.

1)

Er Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2019/943 af 5. juni 2019 om det indre marked for elektricitet (1), navnlig artikel 1, litra b), og artikel 3, henset til bestemmelserne i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2019/944 af 5. juni 2019 om fælles regler for det indre marked for elektricitet og om ændring af direktiv 2012/27/EU (2), fra sin ikrafttræden til hinder for, at en medlemsstat fortsat tildeler én enkelt licens til organisation og drift af centrale energimarkeder? Er den rumænske stat fra den 1. januar 2020 forpligtet til at spærre et eksisterende monopol på driften af elektricitetsmarkedet?

2)

Omfatter det personelle anvendelsesområde for principperne om fri konkurrence i forordning (EU) 2019/943, navnlig artikel 1, litra b) og c), og artikel 3, operatøren af et elektricitetsmarked som en varebørs? Har det nogen betydning for besvarelsen, om definitionen af elektricitetsmarkedet i artikel 2, nr. 40), i forordning (EU) 2019/943 henviser til definitionen af elektricitetsmarkedet i artikel 2, nr. 9), i direktiv 2019/944?

3)

Skal en medlemsstats tildeling af en enkelt licens til drift af elektricitetsmarkedet anses for at udgøre en konkurrencebegrænsning som omhandlet i artikel 101 TEUF og 102 TEUF, sammenholdt med artikel 4, stk. 3, TEU og artikel 106, stk. 1, TEUF?

1)

Skal bestemmelserne i artikel 3, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/29/EF af 22. maj 2001 om harmonisering af visse aspekter af ophavsret og beslægtede rettigheder i informationssamfundet (1) fortolkes således, at afspilning af et musikværk eller et fragment heraf om bord på et kommercielt passagerfly i forbindelse med start og landing eller på ethvert tidspunkt under en flyvning, ved luftfartøjets almindelige højttaleranlæg, udgør en overføring til almenheden som omhandlet i denne artikel, især (men ikke udelukkende) hvad angår kriteriet om, at overføringen sker med vinding for øje?

Såfremt det første spørgsmål besvares bekræftende:

2)

Udgør eksistensen om bord på et luftfartøj af et højttaleranlæg, som er påkrævet i henhold til lovgivningen om luftfartssikkerhed, et tilstrækkeligt grundlag for en afkræftelig formodning om, at musikværker overføres til almenheden om bord på dette luftfartøj?

Hvis dette spørgsmål besvares benægtende:

3)

Udgør eksistensen om bord på et luftfartøj af et højttaleranlæg, som er påkrævet i henhold til lovgivningen om luftfartssikkerhed, og af en software, som via dette anlæg gør det muligt at overføre fonogrammer (med beskyttede musikværker), et tilstrækkeligt grundlag for en afkræftelig formodning om, at musikværker overføres til almenheden om bord på dette luftfartøj?

—

Den appellerede dom ophæves, appellantens påstande i sag T-599/20 antages til realitetsbehandling, og appellanten gives medhold.

—

De anfægtede afgørelser i første instans annulleres.

—

Hjemvises sagen til Retten med henblik på at der træffes afgørelse.

—

Kommissionen tilpligtes under alle omstændigheder at betale sagsomkostningerne.

—

urigtige gengivelser af beviserne

—

fejlfortolkning af anbringender — begrundelsesmangler — tilsidesættelse af retten til forsvar

—

retlige fejl.

1)

Gennemfører et jernbaneselskab, der anvender togvogne med højttaleranlæg bestemt til at give passagererne oplysninger, således en overføring til almenheden som omhandlet i artikel 3 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/29/EF af 22. maj 2001 om harmonisering af visse aspekter af ophavsret og beslægtede rettigheder i informationssamfundet (1)?

2)

Er artikel 3 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/29/EF af 22. maj 2001 om harmonisering af visse aspekter af ophavsret og beslægtede rettigheder i informationssamfundet til hinder for en national lovgivning, ifølge hvilken eksistensen af højttaleranlæg udgør et grundlag for en afkræftelig formodning om overføring til almenheden, såfremt disse anlæg er påkrævet i henhold til andre lovbestemmelser, som regulerer selskabets virksomhed?

1)

Er princippet om dommeres uafhængighed, der er fastsat i artikel 19, stk. 1, andet afsnit, TEU, sammenholdt med artikel 2 TEU og artikel 47 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, til hinder for en bestemmelse i national ret som artikel 148, stk. 2, i Rumæniens forfatning, således som Curtea Constituțională (forfatningsdomstol, Rumænien) har fortolket den i sin afgørelse nr. 390/2021, hvorefter de nationale retsinstanser ikke længere har beføjelse til at efterprøve, om en bestemmelse i national ret, som Curtea Constituțională (forfatningsdomstolen) har erklæret overensstemmende med forfatningen, er forenelig med EU-retten?

2)

Er princippet om dommeres uafhængighed, der er fastsat i artikel 19, stk. 1, andet afsnit, TEU, sammenholdt med artikel 2 TEU og artikel 47 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, til hinder for en bestemmelse i national ret som artikel 99, litra ș), i Legea nr. 303/2004 privind statutul judecătorilor și procurorilor (lov nr. 303/2004 om statutten for dommere og offentlige anklagere), hvorefter der kan indledes en disciplinærsag og idømmes disciplinære sanktioner med hensyn til en dommer for dennes manglende overholdelse af domme afsagt af Curtea Constituțională (forfatningsdomstolen) i tilfælde, hvor den pågældende dommer skal give EU-retten forrang for begrundelsen i en afgørelse fra Curtea Constituțională (forfatningsdomstolen), idet der herved er tale om en bestemmelse i national ret, der fratager dommeren dennes beføjelse til at anvende en dom fra Den Europæiske Unions Domstol, som den pågældende anser for at have forrang?

—

Skal reglen i artikel 55, stk. 1, litra a), i forordning (EF) nr. 883/2004 (1), hvorefter de kompetente institutioner dividerer ydelsen eller ydelserne eller en anden indtægt, som er blevet medregnet, med antallet af ydelser, som er omfattet af de nævnte regler, fortolkes således, at de indtægter, som er blevet medregnet ved anvendelsen af antikumulationsreglen, skal divideres med antallet af efterladtepensioner, der er omfattet af antikumulationsreglerne?

—

Skal reglen i artikel 55, stk. 1, litra a), i forordning (EF) nr. 883/2004, hvorefter de kompetente institutioner dividerer ydelsen eller ydelserne eller en anden indtægt, som er blevet medregnet, med antallet af ydelser, som er omfattet af de nævnte regler, derimod fortolkes således, at den kræver, at det ikke er indtægten som sådan, der tages i betragtning ved anvendelsen af antikumulationsreglen, men derimod den del af indtægten, der overstiger et kumulationsloft, således som det loft, der f.eks. er fastsat i den pågældende nationale bestemmelse, der skal divideres med antallet af efterladtepensioner, der er omfattet af antikumulationsreglerne?

—

Den appellerede dom ophæves.

—

Afgørelsen (1) annulleres, eller, subsidiært, hjemvises sagen til Retten.

—

Kommissionen tilpligtes at betale appellanternes omkostninger i forbindelse med appellen og sagen for Retten.

—

Retten afveg uberettiget fra afgørelsen ved at fastslå, at leveringspligten var opfyldt.

—

Retten begik en fejl ved at fastslå, at leveringspligten ikke fandt anvendelse.

—

Retten fastslog med urette, at forhold, der vedrørte de sandsynlige virkninger af Googles adfærd, kunne afgøre, om Google konkurrerede på ydelser.

—

Retten foretog en uberettiget omskrivning af afgørelsen, idet den anførte en yderligere begrundelse for, at Googles adfærd angiveligt afveg fra konkurrence på ydelser.

—

Rettens yderligere begrundelse for, at Google ikke konkurrerede på ydelser, er retlig ugyldig.

—

Retten begik en fejl ved at fastslå, at det påhvilede Google og ikke Kommissionen at gennemføre en kontrafaktisk analyse.

—

Retten begik en fejl ved at fastslå, at det kontrafaktiske scenario til misbrug, som består i en kombination af to lovlige former for praksis, kræver, at begge former for praksis fjernes.

—

Rettens fremgangsmåde behæftede dens vurdering af såvel virkningerne som af den objektive begrundelse med fejl.

1)

Skal artikel 5, stk. 1, litra a), og artikel 8, stk. 1, litra b), i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 261/2004 af 11. februar 2004 om fælles bestemmelser om kompensation og bistand til luftfartspassagerer ved boardingafvisning og ved aflysning eller lange forsinkelser og om ophævelse af forordning (EØF) nr. 295/91 (1) (herefter »forordning nr. 261/2004«) fortolkes således, at den omlægning af rejsen under sammenlignelige transportbetingelser til vedkommendes endelige bestemmelsessted, som det transporterende luftfartsselskab skal tilbyde, hvis en flyafgang aflyses, også kan udgøres af en repatrieringsflyvning, der udføres som en statslig myndighedsudøvelse, når det transporterende luftfartsselskab ganske vist ikke kan gøre noget retligt krav på at skulle transportere passageren, men ville kunne tilmelde og betale flyvningen for luftfartspassageren og på grundlag af en kontraktlig aftale med staten i sidste ende udfører flyvningen med det samme fly og med de samme afgangs- og ankomsttidspunkter som den oprindelige, men aflyste flyvning?

2)

Skal artikel 8, stk. 1, i [forordning nr. 261/2004] fortolkes således, at en passager, som selv tilmelder sig en repatrieringsflyvning som den i det første præjudicielle spørgsmål omtalte og i den anledning betaler et obligatorisk bidrag til statens omkostninger i den anledning, har et direkte af forordning nr. 261/2004 følgende krav mod luftfartsselskabet på refusion af sine udgifter, også når udgifterne ikke udelukkende udgøres af omkostninger til selve flyvningen?

1)

Er princippet om, at sanktioner i henhold til artikel 23 i direktiv 2008/48/EF (1) skal være effektive, henset til retssikkerhedsprincippet og princippet om medlemsstaternes procesautonomi, til hinder for, at retten af egen drift kan gøre en bestemmelse i national ret, der er baseret på ovennævnte direktivs artikel 14, og som i national ret sanktioneres ved kontraktens ugyldighed, gældende efter udløbet af den forældelsesfrist på fem år, som forbrugeren har til ved et søgsmål eller ved en indsigelse at gøre kreditaftalens ugyldighed gældende?

2.

Er princippet om effektiviteten af den sanktion, der fremgår af artikel 23 i direktiv 2008/48/EF, til hinder for, at retten, henset til retssikkerhedsprincippet, princippet om medlemsstaternes procesautonomi og dispositionsprincippet, kan erklære kreditaftalen for ugyldig, efter at denne af egen drift har gjort en bestemmelse i national ret, der er baseret på ovennævnte direktivs artikel 14, gældende, uden at forbrugeren har anmodet om eller i det mindste givet sit samtykke til en sådan annullation?

1.

Skal referater fra formelle møder i en medlemsstats udøvende magt, hvor regeringsmedlemmer er forpligtet til at give møde og handle som en kollektiv myndighed, med henblik på anmodning om adgang til miljøoplysninger indeholdt i disse referater, betragtes som »interne meddelelser« eller som offentlige myndigheders »sagsbehandling«, som omhandlet henholdsvis i artikel 4, stk. 1, litra e), og artikel 4, stk. 2, litra a), i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/4/EF (1) af 28. januar 2003 om offentlig adgang til miljøoplysninger og om ophævelse af Rådets direktiv 90/313/EØF?

2.

Rækker princippet om retskraft (som drøftet i Köbler, sag C-224/01 (2), og efterfølgende retspraksis) ud over domskonklusionen i tidligere domme, således at det derudover omfatter konklusioner angående de faktiske omstændigheder eller retlige spørgsmål, der er behandlet i den tidligere dom? Med andre ord, er princippet om retskraft begrænset til tilfælde, hvor adgangen til søgsmål er afskåret eller omfatter det ligeledes tilfælde, hvor anbringender er afskåret?

3.

I verserende sager mellem parter angående manglende overholdelse af direktiv 2003/4/EF med hensyn til en bestemt anmodning om miljøoplysninger, hvor en sagsøger/informationssøgende har fået medhold i, at en beslutning skal annulleres og visse klagepunkter, der er baseret på EU-retten, blev tiltrådt, mens andre blev forkastet, udelukker EU-retten, og i særdeleshed effektivitetsprincippet, en national bestemmelse om princippet om retskraft, der er baseret på afskærelse af anbringender, hvorefter de nationale domstole i nye sager angående en senere afgørelse vedrørende den samme anmodning skal afvise et søgsmål fra en sådan sagsøger/informationssøgende, hvorved den nævnte senere afgørelse — hvori der henvises til EU-retten i klagepunkter, der tidligere blev forkastet, men ikke konkret appelleret — anfægtes?

4.

Ændres besvarelsen af det tredje spørgsmål af, at: (i) der ikke blev indgivet en anmodning til Domstolen; og (ii) ingen af parterne har gjort den relevante retspraksis fra Domstolen gældende for den nationale ret?

1)

Kan en afgørelse, som træffes af Comitato nazionale per la gestione della direttiva 2003/87/CE (1) e per il supporto nella gestione delle attività di progetto del protocollo di Kyoto henset til vedtagelsesproceduren, og navnlig den i delegeret forordning (EU) 2019/331 (2) fastsatte mekanisme vedrørende dialog med Europa-Kommissionen angående medtagelse af anlæg på listen for tildeling af CO2-kvoter — være genstand for særskilt søgsmål ved Den Europæiske Unions Ret i henhold til artikel 263, stk. 4, TEUF, såfremt den anfægtede foranstaltning har retligt bindende virkninger og umiddelbart vedrører den klagende økonomiske aktør?

2)

Kan en privat økonomisk aktør, som direkte har lidt tab som følge af udelukkelsen fra tildelinger af CO2-kvoter på grundlag af den undersøgelse, som Europa-Kommissionen foretager i samarbejde med (ETS-udvalget), i modsat fald anlægge søgsmål ved Den Europæiske Unions Ret i henhold til artikel 263, stk. 4, TEUF til prøvelse af Europa-Kommissionens afgørelse om at afvise et anlægs optagelse på den liste, som er omhandlet i artikel 14, stk. 4, i delegeret forordning (EU) 2019/331?

3)

Omfatter begrebet »elektricitetsgenerator« i artikel 3, litra u), i direktiv 2003/87/EF, som fortolket i Domstolens dom (Femte Afdeling) af 20. juni 2019, C-682/17, ExxonMobil Production Deutschland, angående en anmodning om præjudiciel afgørelse i henhold til artikel 267 TEUF, indgivet af Verwaltungsgericht Berlin (forvaltningsdomstolen i Berlin, Tyskland) ved afgørelse af 28. november 2017, også situationer, hvor et anlæg producerer en meget ringe del af elektricitet fra kraftvarmeproduktion, som ikke er højeffektiv, idet anlægget er kendetegnet ved flere andre varmekilder end kraftvarmeproduktion, hvilke varmekilder har de egenskaber, der giver ret til gratis emissionskvoter?

4)

Er en sådan fortolkning af definitionen af »elektricitetsgenerator« forenelig med de almindelige EU-retlige principper, navnlig princippet om overholdelse af fri konkurrence mellem aktørerne i tilfælde af ydelse af incitamenter og princippet om foranstaltningens proportionalitet, såfremt den indebærer, at et anlæg kendetegnet ved flere energikilder helt udelukkes fra incitamenterne, uden fratrækning af emissionsværdierne knyttet til andre varmekilder end kraftvarmeproduktion, hvilke varmekilder fuldt ud giver ret til de fastsatte fordele?

1)

Kan en afgørelse, som træffes af Comitato nazionale per la gestione della direttiva 2003/87/CE (1) e per il supporto nella gestione delle attività di progetto del protocollo di Kyoto [(det nationale udvalg for gennemførelsen af direktiv 2003/87/EF og for bistand til gennemførelsen af projektforanstaltninger i henhold til Kyotoprotokollen, herefter »ETS-udvalget«)] — henset til vedtagelsesproceduren, og navnlig den i delegeret forordning (EU) 2019/331 (2) fastsatte mekanisme vedrørende dialog med Europa-Kommissionen angående medtagelse af anlæg på listen for tildeling af CO2-kvoter — være genstand for særskilt søgsmål ved Den Europæiske Unions Ret i henhold til artikel 263, stk. 4, TEUF, såfremt den anfægtede foranstaltning har retligt bindende virkninger og umiddelbart vedrører den klagende økonomiske aktør?

2)

Kan en privat økonomisk aktør, som direkte har lidt tab som følge af udelukkelsen fra tildelinger af CO2-kvoter på grundlag af den undersøgelse, som Europa-Kommissionen foretager i samarbejde med [ETS-udvalget], i modsat fald anlægge søgsmål ved Den Europæiske Unions Ret i henhold til artikel 263, stk. 4, TEUF til prøvelse af Europa-Kommissionens afgørelse om at afvise et anlægs optagelse på den liste, som er omhandlet i artikel 14, stk. 4, i delegeret forordning (EU) 2019/331?

3)

Omfatter begrebet »elektricitetsgenerator« i artikel 3, litra u), i direktiv 2003/87/EF, som fortolket i Domstolens dom (Femte Afdeling) af 20. juni 2019, C-682/17, ExxonMobil Production Deutschland […], angående en anmodning om præjudiciel afgørelse i henhold til artikel 267 TEUF, indgivet af Verwaltungsgericht Berlin (forvaltningsdomstolen i Berlin, Tyskland) ved afgørelse af 28. november 2017, også situationer, hvor et anlæg producerer en meget ringe del af elektricitet fra kraftvarmeproduktion, som ikke er højeffektiv, idet anlægget er kendetegnet ved flere andre varmekilder end kraftvarmeproduktion, hvilke varmekilder har de egenskaber, der giver ret til gratis emissionskvoter?

4)

Er en sådan fortolkning af definitionen af »elektricitetsgenerator« forenelig med de almindelige EU-retlige principper, navnlig princippet om overholdelse af fri konkurrence mellem aktørerne i tilfælde af ydelse af incitamenter og princippet om foranstaltningens proportionalitet, såfremt den indebærer, at et anlæg kendetegnet ved flere energikilder helt udelukkes fra incitamenterne, uden fratrækning af emissionsværdierne knyttet til andre varmekilder end kraftvarmeproduktion, hvilke varmekilder fuldt ud giver ret til de fastsatte fordele?

1)

Kan en afgørelse, som træffes af Comitato nazionale per la gestione della direttiva 2003/87/CE e per il supporto nella gestione delle attività di progetto del protocollo di Kyoto [(det nationale udvalg for gennemførelsen af direktiv 2003/87/EF (1) og for bistand til gennemførelsen af projektforanstaltninger i henhold til Kyotoprotokollen, herefter »ETS-udvalget«)] — henset til vedtagelsesproceduren, og navnlig den i delegeret forordning (EU) 2019/331 (2) fastsatte mekanisme vedrørende dialog med Europa-Kommissionen angående medtagelse af anlæg på listen for tildeling af CO2-kvoter — være genstand for særskilt søgsmål ved Den Europæiske Unions Ret i henhold til artikel 263, stk. 4, TEUF, såfremt den anfægtede foranstaltning har retligt bindende virkninger og umiddelbart vedrører den klagende økonomiske aktør?

2)

Kan en privat økonomisk aktør, som direkte har lidt tab som følge af udelukkelsen fra tildelinger af CO2-kvoter på grundlag af den undersøgelse, som Europa-Kommissionen foretager i samarbejde med [ETS-udvalget], i modsat fald anlægge søgsmål ved Den Europæiske Unions Ret i henhold til artikel 263, stk. 4, TEUF til prøvelse af Europa-Kommissionens afgørelse om at afvise et anlægs optagelse på den liste, som er omhandlet i artikel 14, stk. 4, i delegeret forordning (EU) 2019/331?

3)

Omfatter begrebet »elektricitetsgenerator« i artikel 3, litra u), i direktiv 2003/87/EF, som fortolket i Domstolens dom (Femte Afdeling) af 20. juni 2019, C-682/17, ExxonMobil Production Deutschland […], angående en anmodning om præjudiciel afgørelse i henhold til artikel 267 TEUF, indgivet af Verwaltungsgericht Berlin (forvaltningsdomstolen i Berlin, Tyskland) ved afgørelse af 28. november 2017, også situationer, hvor et anlæg producerer en meget ringe del af elektricitet fra kraftvarmeproduktion, som ikke er højeffektiv, idet anlægget er kendetegnet ved flere andre varmekilder end kraftvarmeproduktion, hvilke varmekilder har de egenskaber, der giver ret til gratis emissionskvoter?

4)

Er en sådan fortolkning af definitionen af »elektricitetsgenerator« forenelig med de almindelige EU-retlige principper, navnlig princippet om overholdelse af fri konkurrence mellem aktørerne i tilfælde af ydelse af incitamenter og princippet om foranstaltningens proportionalitet, såfremt den indebærer, at et anlæg kendetegnet ved flere energikilder helt udelukkes fra incitamenterne, uden fratrækning af emissionsværdierne knyttet til andre varmekilder end kraftvarmeproduktion, hvilke varmekilder fuldt ud giver ret til de fastsatte fordele?

1)

Kan en afgørelse, som træffes af Comitato nazionale per la gestione della direttiva 2003/87/CE (1) e per il supporto nella gestione delle attività di progetto del protocollo di Kyoto [det nationale udvalg for gennemførelsen af direktiv 2003/87/EF og for bistand til gennemførelsen af projektforanstaltninger i henhold til Kyotoprotokollen, herefter »ETS-udvalget«)] — henset til vedtagelsesproceduren, og navnlig den i delegeret forordning (EU) 2019/331 (2) fastsatte mekanisme vedrørende dialog med Europa-Kommissionen angående medtagelse af anlæg på listen for tildeling af CO2-kvoter — være genstand for særskilt søgsmål ved Den Europæiske Unions Ret i henhold til artikel 263, stk. 4, TEUF, såfremt den anfægtede foranstaltning har retligt bindende virkninger og umiddelbart vedrører den klagende økonomiske aktør?

2)

Kan en privat økonomisk aktør, som direkte har lidt tab som følge af udelukkelsen fra tildelinger af CO2-kvoter på grundlag af den undersøgelse, som Europa-Kommissionen foretager i samarbejde med [ETS-udvalget], i modsat fald anlægge søgsmål ved Den Europæiske Unions Ret i henhold til artikel 263, stk. 4, TEUF til prøvelse af Europa-Kommissionens afgørelse om at afvise et anlægs optagelse på den liste, som er omhandlet i artikel 14, stk. 4, i delegeret forordning (EU) 2019/331?

3)

Omfatter begrebet »elektricitetsgenerator« i artikel 3, litra u), i direktiv 2003/87/EF, som fortolket i Domstolens dom (Femte Afdeling) af 20. juni 2019, C-682/17, ExxonMobil Production Deutschland GmbH mod Bundesrepublik Deutschland, angående en anmodning om præjudiciel afgørelse i henhold til artikel 267 TEUF, indgivet af Verwaltungsgericht Berlin (forvaltningsdomstolen i Berlin, Tyskland) ved afgørelse af 28. november 2017, også situationer, hvor anlægget producerer energi, som fuldt ud er bestemt til anlæggets eget behov, såfremt anlægget — med henblik på en sikker drift — kun lejlighedsvist leverer energi til det offentlige net, dvs. når de normale modtagere er afbrudt?

4)

Er en sådan fortolkning af definitionen af »elektricitetsgenerator« forenelig med de almindelige EU-retlige principper, navnlig princippet om overholdelse af fri konkurrence mellem aktørerne i tilfælde af ydelse af incitamenter og princippet om foranstaltningens proportionalitet, såfremt den indebærer, at produktion af elektricitet til eget behov udelukkes fra incitamenterne, idet de respektive anlæg ikke tildeles gratis CO2-emissionskvoter?

1.

Skal artikel 185, stk. 1, i direktiv 2006/112/EF (1) fortolkes således, at en frasortering af varer i form af afskrivning af aktiver eller lagerbeholdninger i den skatte- og afgiftspligtige persons regnskab som følge af den kendsgerning, at der ikke længere forventes nogen økonomisk nytteværdi af dem, fordi de f.eks. er slidte, fejlbehæftede eller uegnede eller ikke kan anvendes på en formålstjenlig måde, udgør en ændring af de elementer, som er taget i betragtning ved fastsættelsen af fradragsbeløbet vedrørende den moms, der allerede blev betalt ved købet af varerne, idet denne ændring er indtruffet efter indgivelsen af momsangivelsen som omhandlet i Zakon za danak varchu dobavenata stojnost (momsloven) og derfor medfører en forpligtelse til at regulere fradraget, hvis de frasorterede varer efterfølgende er blevet solgt som varer, der er anført i bilag 2, hvilket udgør en afgiftspligtig levering?

2.

Skal artikel 185, stk. 1, i direktiv 2006/112/EF fortolkes således, at en frasortering af varer i form af afskrivning af aktiver eller lagerbeholdninger i den skatte- og afgiftspligtige persons regnskab som følge af den kendsgerning, at der ikke længere forventes nogen økonomisk nytteværdi af dem, fordi de f.eks. er slidte, fejlbehæftede eller uegnede eller ikke kan anvendes på en formålstjenlig måde, udgør en ændring af de elementer, som er taget i betragtning ved fastsættelsen af fradragsbeløbet vedrørende den moms, der allerede blev betalt ved købet af varerne, idet denne ændring er indtruffet efter indgivelsen af momsangivelsen som omhandlet i momsloven og derfor medfører en forpligtelse til at regulere fradraget, hvis de frasorterede varer efterfølgende er blevet ødelagt og bortskaffet, og denne kendsgerning er blevet behørigt påvist eller godtgjort?

3.

Såfremt det første, det andet eller begge spørgsmål besvares bekræftende, skal artikel 185, stk. 2, i direktiv 2006/112/EF da fortolkes således, at en frasortering af varer under de ovenfor anførte omstændigheder udgør et tilfælde af behørigt påvist eller godtgjort ødelæggelse eller tab af en vare, idet dette ikke medfører en forpligtelse til at regulere fradraget vedrørende den moms, der er blevet betalt i forbindelse med købet af varerne?

4.

Skal artikel 185, stk. 2, i direktiv 2006/112/EF fortolkes således, at en regulering af fradraget i tilfælde af behørigt påvist eller godtgjort ødelæggelse eller tab af en vare kun kan undlades, hvis ødelæggelsen eller tabet er blevet forårsaget af begivenheder, som ligger uden for den skatte- og afgiftspligtige persons kontrol og ikke kunne have været forudset og undgået af denne?

5.

Såfremt det første, det andet eller begge spørgsmål besvares benægtende, er artikel 185, stk. 1, i direktiv 2006/112/EF da til hinder for en national bestemmelse såsom momslovens artikel 79, stk. 3, i den affattelse, der var gældende indtil den 31. december 2016, eller momslovens artikel 79, stk. 1, i den affattelse, der har været gældende siden den 1. januar 2017, som i forbindelse med frasorteringen af varer fastsætter en pligt til at regulere fradraget, selv hvis varerne efterfølgende er blevet solgt som afgiftspligtig levering af varer som omhandlet i bilag 2, eller hvis de er blevet ødelagt eller bortskaffet, og denne omstændighed er blevet behørigt påvist eller godtgjort?

1)

Foreligger der en usædvanlig omstændighed som omhandlet i artikel 5, stk. 3, i forordning (EF) nr. 261/2004 (1), hvis der indtræffer vejrforhold, som er uforenelige med gennemførelsen af en flyvning, uanset deres konkrete form?

2)

Såfremt det første spørgsmål besvares benægtende, kan vejrforholdenes usædvanlige karakter da bestemmes på grundlag af deres regionale og årstidsmæssige hyppighed på det sted og det tidspunkt, hvor de indtræffer?

3)

Foreligger der en usædvanlig omstændighed som omhandlet i forordningens artikel 5, stk. 3, hvis konsekvenserne af en beslutning, der træffes som led i lufttrafikstyringen for så vidt angår et bestemt fly en bestemt dag, medfører en lang forsinkelse, en forsinkelse natten over eller aflysning af en eller flere flyafgange, uanset grunden til denne beslutning?

4)

Såfremt det tredje spørgsmål besvares benægtende, skal grunden til beslutningen da selv være usædvanlig, således at dens indtræden ikke kunne have været forudset?

1.

Skal rammeafgørelsens artikel 27 (1) fortolkes således, at en afgørelse om at overgive en person skaber et retsforhold mellem den pågældende, den fuldbyrdende medlemsstat og den anmodende medlemsstat, således at ethvert spørgsmål, der anses for endeligt afgjort med denne afgørelse, også skal anses for afgjort i forhold til proceduren vedrørende anmodning om samtykke til retsforfølgning eller straf for andre lovovertrædelser?

2.

Såfremt det første spørgsmål besvares med, at artikel 27 ikke kræver en sådan fortolkning, er en national procesregel i så fald i strid med effektivitetsprincippet, hvis den virker således, at den pågældende person i forbindelse med anmodningen om samtykke forhindres i at påberåbe sig en relevant dom afsagt af Den Europæiske Unions Domstol i perioden efter afgørelsen om overgivelse?

1)

2)

3)

4)

Og såfremt svaret er et af de ovenstående, hvad er da begrundelsen herfor?

—

Rettens dom af 21. december 2021 i sag T 263/15 RENV, Gmina Miasto Gdynia og Port Lotniczy Gdynia-Kosakowo mod Kommissionen ophæves.

—

Der afsiges endelig dom i sagen, og det fastslås, at det første, det fjerde og det sjette anbringende i den oprindelige stævning er velbegrundede for så vidt angår denne appel, og den omtvistede afgørelse annulleres i overensstemmelse med den oprindelige påstand.

—

Der træffes i den i andet led ovenfor nævnte dom afgørelse om sagsomkostningerne i første instans og i appelsagen.

—

angående påstand om, at det fastslås, at Kongeriget Danmark ved at begrænse den maksimale parkeringsvarighed på statsejede rastepladser langs motorvejsnettet i Danmark til 25 timer har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til bestemmelserne om den frie udveksling af transportydelser, som fastsat i artikel 1, 8 og 9 i Rådets og Europa-Parlamentets forordning (EF) nr. 1072/2009 (1)

—

Kongeriget Danmark tilpligtes at betale sagens omkostninger.

—

Det fastslås, at Luxembourg har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til artikel 12 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/42/EU af 3. april 2014 om indefrysning og konfiskation af redskaber og udbytte fra strafbart forhold i Den Europæiske Union (1), idet denne medlemsstat ikke inden senest den 4. oktober 2016 har vedtaget de love og administrative bestemmelser, der er nødvendige for at efterkomme direktivets artikel 8, stk. 7, artikel 9 og artikel 10, stk. 2, eller under alle omstændigheder ikke har meddelt Kommissionen disse foranstaltninger.

—

Luxembourg pålægges i overensstemmelse med bestemmelserne i artikel 260, stk. 3, TEUF at betale en tvangsbøde på 7 096,50 EUR for hver dags forsinkelse med opfyldelsen af sin forpligtelse til at meddele gennemførelsesforanstaltningerne til artikel 8, stk. 7, artikel 9 og artikel 10, stk. 2, i direktiv 2014/42, regnet fra datoen for afsigelsen af dommen i nærværende sag.

—

Luxembourg tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

1)

Forvaltningsorganet for Små og Mellemstore Virksomheders ophævelse af tilskudsaftalen vedrørende projektet »Personalized Tissue-Engineered Veins as the first Cure for Patients with Chronic Venous Insufficiency-P-TEV« med referencenr. 778620 erklæres ugyldig.

2)

Forvaltningsorganet for Det Europæiske Innovationsråd og SMV’er betaler sagsomkostningerne.

1)

Afgørelsen truffet den 24. juli 2020 af Første Appelkammer ved Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) (sag R 2448/2018-1) annulleres.

2)

I øvrigt frifindes EUIPO.

3)

EUIPO bærer egne omkostninger og betaler de af Mood Media Netherlands BV afholdte omkostninger.

4)

Tailoradio Srl bærer egne omkostninger.

1)

Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) frifindes.

2)

Apologistics GmbH betaler sagsomkostningerne.

—

ECB’s afgørelse af 21. december 2021 truffet over for Sberbank (nr. ECB-SSM-2021-ATSBE-12, ESA-2020-00000051), uden at den erstattes, annulleres i henhold til artikel 263 TEUF og 264 TEUF.

—

Sagsøgte tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

1.

Første anbringende om, at ECB’s pålæggelse af udligningsrenter er en ulovlig dobbeltstraf i henhold til artikel 50 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (herefter »chartret«) og artikel 4 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (herefter »EMRK«).

2.

Andet anbringende om, at ECB’s afgørelse af 21. december 2021 tilsidesætter chartrets artikel 49 og EMRK’s artikel 7 ved at pålægge en sanktion, der overskrider de beløbsgrænser, som er fastsat i artikel 18, stk. 1, i forordning (EU) nr. 1024/2013 (1).

3.

Tredje anbringende om, at ECB’s afgørelse om pålæggelse af udligningsrenter over for Sberbank tilsidesætter chartrets artikel 17 og artikel 1 i den første tillægsprotokol til EMRK.

4.

Fjerde anbringende om tilsidesættelse af de grundlæggende rettigheder og frihedsrettigheder i henhold til artikel 6 i traktaten om Den Europæiske Union. Princippet om res judicata forbyder ECB at pålægge udligningsrenter over for Sberbank for overskridelse af grænsen for store eksponeringer i henhold til artikel 395 i forordning (EU) nr. 575/2013 (2).

5.

Femte anbringende om tilsidesættelse af princippet om god tro, idet ECB har tilsidesat den korrekte metode til at pålægge bøder i henhold til artikel 18, stk. 1 og 7, i forordning (EU) nr. 1024/2013.

6.

Sjette anbringende om, at ECB har tilsidesat EMRK’s artikel 6.

7.

Syvende anbringende om, at ECB har overskredet grænsen for sanktioner i medfør af artikel 18, stk. 1, i forordning (EU) nr. 1024/2013.

8.

Ottende anbringende om tilsidesættelse af proportionalitetsprincippet i medfør af § 99, litra e), i den østrigske banklov (herefter »BWG«).

9.

Niende anbringende om, at BWG’s § 97 ikke finder anvendelse, hvis der ikke er opnået en fordel eller hvis et tab ikke har været undgået.

10.

Tiende anbringende om, at ECB’s mulighed for at pålægge udligningsrenter er forældet i medfør af artikel 130 i forordning (EU) nr. 468/2014 (3) og § 22 i den østrigske lov om finansmarkedstilsynsmyndigheder.

11.

Ellevte anbringende om, at artikel 395, stk. 1, i forordning (EU) nr. 575/2013 kun fastsætter én grænse for store eksponeringer, hvilket er grunden til, at BWG’s § 97, stk. 1, nr. 2, kun sanktionerer overskridelsen af denne grænse én gang.

12.

Tolvte anbringende om, at Sberbank ikke forsætligt overskred grænsen for store eksponeringer.

13.

Trettende anbringende om, at Sberbank ikke har opnået nogen fordel eller undgået noget tab, som ville være blevet udlignet.

14.

Fjortende anbringende om, at ECB har misbrugt sin skønsbeføjelse ved ikke at anvende undtagelsen i artikel 396, stk. 1 i forordning (EU) nr. 575/2013.

—

Kommissionens delegerede forordning (EU) 2021/2288 af 21. december 2021 om ændring af bilaget til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2021/953 for så vidt angår acceptperioden for vaccinationscertifikater, der er udstedt i formatet for EU’s digitale covidcertifikat, og som angiver afslutningen af den primære vaccinationsserie (1), annulleres som følge af tilsidesættelse af princippet om ligebehandling, princippet om forbud mod forskelsbehandling og proportionalitetsprincippet.

—

Forordning 2021/2288 annulleres, idet artikel 168 TEUF om beskyttelse af folkesundheden ikke er anvendt som retsgrundlag for Unionens handlinger i relation til den grænseoverskridende sundhedstrussel relateret til covid-19-pandemien.

—

Sagsøgte tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

1.

Første anbringende om, at Kommissionen har tilsidesat generelle EU-retlige principper og ved at vedtage forordning 2021/2288 tillige har tilsidesat:

2.

Andet anbringende om, at Kommissionen ved at vedtage forordning 2021/2288 har overskredet de beføjelser, den er tillagt i henhold til artikel 5, stk. 2, i forordning (EU) 2021/953 (2), fordi denne institution — i stedet for en »statisk« ændring af datafelter — som reaktion på udviklingen af SARS-CoV-2-virus og den eksisterende epidemiologiske situation begrænsede gyldigheden af det digitale certifikat og i denne sammenhæng de facto definerede grænserne for Unionens reaktion på Covid-19-pandemien som en grænseoverskridende trussel mod sundheden uden at basere den anfægtede retsakt på det passende retsgrundlag i artikel 168 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde vedrørende beskyttelse af folkesundheden.

—

Annullation af afgørelsen truffet af Europa-Kommissionen i forbindelse med et offentligt udbud offentliggjort under referencen TAXUD/2019/OP/0006 og benævnt »CCN-Evolution: Specification, development, maintenance and 3rd level support of TAXUD IT platforms — Lot A: Evolution services for the CCN/CSI Platform«, der blev meddelt den 20. december 2021, og hvorved Kommissionen bekræfter sin afvisning af tilbuddet fra det af sagsøgerne oprettede konsortium og tildelingen af kontrakten til et konkurrerende konsortium.

—

Kommissionen tilpligtes at betale samtlige sagsomkostninger.

1.

Første anbringende om, at afgørelsen af 20. december 2021 er ugyldig. Sagsøgerne har i denne forbindelse gjort gældende, at den anfægtede afgørelse skal anses for at være en afgørelse, der blot bekræfter en tidligere afgørelse, som tidligere var blevet annulleret af Retten.

2.

Andet anbringende om et åbenbart urigtigt skøn, tilsidesættelse af udbudsbetingelserne, tilsidesættelse af princippet om god forvaltning, herunder bl.a. princippet patere legem quam ipse fecisti, og pligten til at være omhyggelig. Kommissionen har efter sagsøgernes opfattelse tilsidesat sine egne udbudsbetingelser ved at begrunde den omstændighed, at tilslagsmodtagerens pris var normal, med en underentreprise på 60 % af de ydelser, der leveres i Rumænien og Grækenland. Kommissionen tog heller ikke hensyn til, at tilslagsmodtageren havde påbegyndt gennemførelsen af kontrakten, hvilket er i strid med begrundelsen i den bekræftende afgørelse.

—

Kommissionens afgørelse af 24. november 2021 i sag SA.56348(2021/N) — Sverige: Svensk skat på kreditinstitutter (1) annulleres.

—

Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

—

at Kommissionen ikke inddrog det forhold, at parametrene i det referencesystem, som Kommissionen havde identificeret, klart ikke var i overensstemmelse med risikoskattens formål.

—

at Kommissionen ikke tog hensyn til den omstændighed, at kreditinstitutioner, der er omfattet af risikoskattens anvendelsesområde, og kreditinstitutioner, der ikke er omfattet heraf, befinder sig i en sammenlignelig retlig og faktisk situation i forhold til det formål, der forfølges med beskatningsordningen.

—

at Kommissionen anvendte Domstolens retspraksis forkert ved vurderingen af afgiftstærsklen.

—

at Kommissionen ikke tog hensyn til, at der ikke var nogen begrundelse for den forskellige behandling og denne under ingen omstændigheder var forholdsmæssig.

—

at den undersøgelse, som Kommissionen foretog under den foreløbige undersøgelsesprocedure, var utilstrækkelig og ufuldstændig.

—

Annullation af afgørelsen af 29. april 2021, hvorved sagsøgeren ikke blev valgt i forbindelse med udvælgelsesproceduren KOM/2020/10396 og hvorved han blev underrettet om udnævnelsen af en anden ansøger.

—

Om fornødent annullation af afgørelsen om afslag på hans klage af 25. november 2021, registreret den 26. november 2021 under nr. Ares(2021)7297231.

—

Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

1.

Første anbringende om tilsidesættelse af meddelelsen om ledig stilling KOM/2020/10396, for så vidt som hans kompetencer og færdigheder ikke blev bedømt i forhold til det skema, der var fastsat heri.

2.

Andet anbringende om tilsidesættelse af den dagsorden, der blev meddelt ansøgerne hvad angår det emne, som de ville blive udspurgt om under udvælgelsessamtalen, for så vidt som sagsøgeren ikke blev stillet spørgsmål om den primære analyse, som han var blevet anmodet om at forberede, hvilket i øvrigt førte til en tilsidesættelse af hans berettigede forventninger.

3.

Tredje anbringende om ulige behandling, for så vidt som spørgsmål, der var blevet fastsat af udvælgelseskomitéen med henblik på at blive stillet ansøgerne, ikke blev stillet til ham og andre spørgsmål, der blev stillet til ham, ikke svarede til denne forud fastsatte liste. Sagsøgeren har i denne henseende gjort gældende, at dette ikke gør det muligt at sikre, om de ligeledes blev stillet til de andre ansøgere eller ej. Sagsøgeren har desuden gjort gældende, at hans samtale varede i kortere tid end forudset, hvilket kunne have stillet ham ugunstigt i forhold til de øvrige ansøgere og at det ikke kan udelukkes, at han kunne have opnået et bedre resultat, hvis han var blevet udspurgt om alle aspekter af den mundtlige test.

4.

Fjerde anbringende om, at bedømmelsesskemaets indhold var åbenbart forkert og utilstrækkeligt i forhold til de svar, som sagsøgeren havde givet under samtalen.

5.

Femte anbringende om Kommissionens manglende samarbejde og tilsidesættelse af pligten til god forvaltning.

—

Den anfægtede afgørelse annulleres.

—

EUIPO tilpligtes at betale omkostningerne forbundet med sagens behandling for Retten og intervenienten tilpligtes at betale omkostningerne forbundet med sagens behandling ved EUIPO.

—

Tilsidesættelse af artikel 94, stk. 1, andet punktum, sammenholdt med artikel 70, stk. 2, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/1001

—

Tilsidesættelse af artikel 95, stk. 1, første punktum, sammenholdt med tredje punktum, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/1001

—

Tilsidesættelse af artikel 7, stk. 1, litra b), i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/1001

—

Tilsidesættelse af artikel 7, stk. 1, litra c), i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/1001.

—

Den anfægtede afgørelse annulleres.

—

EUIPO tilpligtes at betale omkostningerne forbundet med sagens behandling for Retten og intervenienten tilpligtes at betale omkostningerne forbundet med sagens behandling ved EUIPO.

—

Tilsidesættelse af artikel 94, stk. 1, andet punktum, sammenholdt med artikel 70, stk. 2, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/1001

—

Tilsidesættelse af artikel 95, stk. 1, første punktum, sammenholdt med tredje punktum, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/1001

—

Tilsidesættelse af artikel 7, stk. 1, litra b), i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/1001

—

Tilsidesættelse af artikel 7, stk. 1, litra c), i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/1001.

—

Afgørelse af 6. december 2021 om afslag på klagen, meddelt sagsøgeren samme dato (ARES CS-PERS/S&G/ER1 W2021-00710/CO/ps), annulleres.

—

Afgørelse af 27. februar 2012 (ref.: RH/OPR/2012-0251), på intet tidspunkt meddelt sagsøgeren, annulleres.

—

Afgørelse af 20. maj 2021 (CS-PERS/HROPS/BAP/2021-0360), meddelt sagsøgerens advokat den 8. juni 2021 sammen med note af 27. februar 2012, annulleres.

—

Den Europæiske Investeringsbank tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

1.

Første anbringende om manglende begrundelse af de anfægtede afgørelser, tilsidesættelse af artikel 31 i EIB’s forretningsorden, artikel 6 og 11 i protokol nr. 5 vedrørende vedtægterne for EIB, manglende retsgrundlag og en ulovlighedsindsigelse i henhold til artikel 277 TEUF med hensyn til punkt 2.1.1 i de administrative bestemmelser.

2.

Andet anbringende om tilsidesættelse af de bestemmelser, der ratione temporis regulerer udstationering af EIB’s medarbejdere, ensidig ændring af kontrakten i strid med de almindelige bestemmelser for parternes ligestilling i kontraktforholdet samt tilsidesættelse af omsorgspligten.

3.

Tredje anbringende om tilsidesættelse af princippet om beskyttelse af den berettigede forventning.

4.

Fjerde anbringende om magtfordrejning.

—

Den anfægtede afgørelse annulleres.

—

EUIPO tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

—

Tilsidesættelse af artikel 8, stk. 1, litra b), i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/1001

—

Tilsidesættelse af artikel 8, stk. 4, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/1001.

—

Annullation af afgørelserne af 7. juni 2021 og af 10. januar 2022, eller det fastslås, at disse er ugyldige og uden retsvirkninger.

—

Følgelig fastslås, at sagsøgeren har ret til at oppebære en efterladtepension, således som defineret i artikel 79, stk. 1, i vedtægten for tjenestemænd i Den Europæiske Union.

—

Følgelig fastslås, at [fortroligt] (1) har ret til at oppebære en børnepension, således som defineret i artikel 2 i bilag VII til vedtægten. Ellers tildeles [fortroligt] om fornødent den børnepension, der er fastsat i artikel 80, stk. 1, i vedtægten for tjenestemænd i Den Europæiske Union.

—

Under alle omstændigheder tilpligtes Europa-Parlamentet at betale sagsomkostningerne.

1.

Første anbringende om en ulovlighedsindsigelse vedrørende artikel 18 og artikel 20 i bilag VIII til vedtægten for tjenestemænd i Den Europæiske Union (herefter »vedtægten«) som følge af en tilsidesættelse af ligebehandlingsprincippet og en forskelsbehandling på grund af alder.

2.

Andet anbringende om en retlig fejl i forbindelse med anvendelsen af artikel 18 og artikel 20 i bilag VIII til vedtægten.

3.

Tredje anbringende om anlæggelse af et åbenbart urigtigt skøn som følge af manglende hensyntagen til sagsøgerens særlige situation.

4.

Fjerde anbringende om en ulovlighedsindsigelse vedrørende artikel 2 i bilag VII til vedtægten som følge af en forskelsbehandling på grund af handicap.

5.

Femte anbringende om en retlig fejl i forbindelse med anvendelsen af artikel 2 i bilag VII til vedtægten.

6.

Sjette anbringende, der gøres gældende subsidiært, om tilsidesættelse af administrationens omsorgspligt.