Den Europæiske Unions Domstols seneste offentliggørelser i Den Europæiske Unions Tidende

(2022/C 368/01)

Seneste offentliggørelse

EUT C 359 af 19.9.2022

Liste over tidligere offentliggørelser

EUT C 340 af 5.9.2022

EUT C 326 af 29.8.2022

EUT C 318 af 22.8.2022

EUT C 311 af 16.8.2022

EUT C 303 af 8.8.2022

EUT C 294 af 1.8.2022

Teksterne er tilgængelige på:

EUR-Lex: http://eur-lex.europa.eu

Domstolens kendelse (Sjette Afdeling) af 26. april 2022 — RM mod Landespolizeidirektion Steiermark (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Landesverwaltungsgericht Steiermark — Østrig)

(Sag C-508/20) (1)

(Præjudiciel forelæggelse - artikel 99 i Domstolens procesreglement - fri udveksling af tjenesteydelser - artikel 56 TEUF - hasardspil - udbydelse af ulovlige lotterier - sanktioner - proportionalitet - minimumsbøder - sammenlægning - intet loft - forvandlingsstraf - bidrag, der står i forhold til sagsomkostningerne - Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder - artikel 49, stk. 3)

(2022/C 368/02)

Processprog: tysk

Den forelæggende ret

Landesverwaltungsgericht Steiermark

Parter i hovedsagen

Sagsøger: RM

Sagsøgt: Landespolizeidirektion Steiermark

Konklusion

1)

Artikel 56 TEUF skal fortolkes således, at inden for rammerne af en procedure vedrørende pålæggelse af sanktioner for overtrædelse af et monopol på området for hasardspil skal den nationale ret, der skal efterprøve lovligheden af en sanktion pålagt for en sådan overtrædelse, særligt vurdere, hvorvidt de ved den gældende lovgivning fastsatte sanktioner er forenelige med artikel 56 TEUF, henset til den konkrete fremgangsmåde for fastsættelsen af disse sanktioner.

2)

Artikel 56 TEUF skal fortolkes således, at bestemmelsen ikke er til hinder for en national lovgivning, der i tilfælde af erhvervsmæssig udbydelse af ulovlige lotterier gør det obligatorisk at: — pålægge en minimumsbøde pr. ulovlige spilleautomat uden loft over de pålagte bøders samlede størrelse, forudsat at de pålagte bøders samlede størrelse ikke står i misforhold til den økonomiske fordel, der kan følge af de sanktionerede lovovertrædelser — idømme en forvandlingsstraf pr. ulovlige spilleautomat uden loft over de idømte forvandlingsstraffes samlede varighed, forudsat at den faktisk idømte forvandlingsstraf ikke er for lang i lyset af de konstaterede lovovertrædelsers grovhed, og — fastsætte et bidrag til sagsomkostningerne på 10 % af de pålagte bøder, forudsat at dette bidrag hverken er for højt i lyset af de faktiske omkostninger ved en sådan procedure eller er i strid med den adgang til domstolsprøvelse, som er fastsat i artikel 47 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder.

---

(1)  EUT C 433 af 14.12.2020.

Domstolens kendelse (Sjette Afdeling) af 26. april 2022 (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Apelativen sad — Sofia — Bulgarien) — straffesag mod VD

(Sag C-654/20) (1)

(Præjudiciel forelæggelse - artikel 53, stk. 2, i Domstolens procesreglement - transport - direktiv 2006/126/EF - kørekort - Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder - artikel 49 - princippet om proportionalitet mellem lovovertrædelse og straf - føring af motorkøretøj i perioden for suspension af kørekortet - straf - faktisk baggrund for tvisten i hovedsagen - begrundelse for nødvendigheden af at besvare de præjudicielle spørgsmål - ikke tilstrækkelige oplysninger - åbenbart afvisningsgrundlag)

(2022/C 368/03)

Processprog: bulgarsk

Den forelæggende ret

Apelativen sad — Sofia

Tiltalt i straffesagen

VD

Konklusion

Anmodningen om præjudiciel afgørelse indgivet af Apelativen sad Sofia (appeldomstolen i Sofia, Bulgarien) ved afgørelse af 9. november 2020 afvises.

---

(1)  EUT C 79 af 8.3.2021.

Domstolens kendelse (Niende Afdeling) af 8. juli 2022 — straffesag mod AM (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Okresný súd Bratislava I — Slovakiet)

(Sag C-710/20) (1)

(Præjudiciel forelæggelse - artikel 53, stk. 2, i Domstolens procesreglement - Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder - anvendelsesområde - artikel 51 - lovgivningsprocedure for vedtagelse af en resolution om ophævelse af amnesti - retslig procedure til kontrol af denne resolutions forenelighed med den nationale forfatning - ingen gennemførelse af EU-retten - åbenbart, at Domstolen ikke har kompetence)

(2022/C 368/04)

Processprog: slovakisk

Den forelæggende ret

Okresný súd Bratislava I

Part i straffesagen

AM

Procesdeltager: Krajská prokuratúra v Bratislave

Konklusion

Det er åbenbart, at Den Europæiske Unions Domstol ikke har kompetence til at besvare de spørgsmål, der er forelagt af Okresný súd Bratislava I (kredsdomstolen i Bratislava I, Slovakiet) ved afgørelse af 12. december 2018.

---

(1)  EUT C 88 af 15.3.2021.

Domstolens kendelse (Syvende Afdeling) af 3. juni 2022 — Megatherm-Csillaghegy Kft. mod Nemzeti Adó- és Vámhivatal Fellebbviteli Igazgatósága (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Kúria — Ungarn)

(Sag C-188/21) (1)

(Præjudiciel forelæggelse - det fælles merværdiafgiftssystem (moms) - direktiv 2006/112/EF - ret til momsfradrag - betingelser for udøvelse - inddragelse og senere genudstedelse af en afgiftspligtig persons skatteidentifikationsnummer - fortabelse af retten til fradrag af moms, der vedrører transaktioner udført i perioden forud for denne inddragelse - proportionalitetsprincippet)

(2022/C 368/05)

Processprog: ungarsk

Den forelæggende ret

Kúria

Parter i hovedsagen

Sagsøger: Megatherm-Csillaghegy Kft.

Sagsøgt: Nemzeti Adó- és Vámhivatal Fellebbviteli Igazgatósága

Konklusion

Artikel 63, 167, 168, 178-180, 182 og 273 i Rådets direktiv 2006/112/EF af 28. november 2006 om det fælles merværdiafgiftssystem, som ændret ved Rådets direktiv 2010/45/EU af 13. juli 2010, samt princippet om merværdiafgiftens (momsens) neutralitet og proportionalitetsprincippet skal fortolkes således, at de er til hinder for en national foranstaltning, hvorefter en momspligtig person, hvis skatteidentifikationsnummer er blevet inddraget med den begrundelse, at vedkommende havde undladt at deponere og offentliggøre sit årsregnskab, og derefter genudstedt efter afhjælpning af denne undladelse, fortaber retten til at fradrage den indgående moms for den periode, der lå forud for denne inddragelse, selv om de materielle betingelser, der giver ret til et sådant fradrag, er opfyldt, og selv om den pågældende afgiftspligtige persons adfærd for at opnå denne ret ikke har været udtryk for svig eller misbrug.

---

(1)  EUT C 228 af 14.6.2021.

Domstolens kendelse (Niende Afdeling) af 2. maj 2022 — Správa železnic, státní organizace mod České dráhy a.s., PKP Cargo International a.s., PDV Railway a.s. og KŽC Doprava, s.r.o. (C-221/21) og České dráhy a.s. mod Univerzita Pardubice e.a. (C-222/21) (anmodninger om præjudiciel afgørelse fra Obvodní soud pro Prahu 1 — Den Tjekkiske Republik)

(Forenede sager C-221/21 og C-222/21) (1)

(Præjudiciel forelæggelse - artikel 53, stk. 2, i Domstolens procesreglement - jernbanetransport - direktiv 2012/34/EU - afgørelser fra tilsynsorganet - artikel 56, stk. 10 - domstolsprøvelse - national lovgivning om de civile domstoles kompetence - regler om anlæggelse af søgsmål - forenelighed med direktiv 2012/34 - afvisning af anmodningen om præjudiciel afgørelse)

(2022/C 368/06)

Processprog: tjekkisk

Den forelæggende ret

Obvodní soud pro Prahu 1

Parter i hovedsagen

Sagsøgere: Správa železnic, státní organizasse (C-221/21) og České dráhy a.s. (C-222/21)

Sagsøgte: České dráhy a.s., PKP Cargo International a.s., PDV Railway a.s. og KŽC Doprava s.r.o. (C-221/21) og Univerzita Pardubice m.fl. (C-222/21)

Konklusion

De anmodninger om præjudiciel afgørelse, der er indgivet af Obvodní soud pro Prahu 1 (distriktsdomstolen i Prag 1, Den Tjekkiske Republik) ved afgørelse af 22. september 2020 og 1. oktober 2020, afvises.

---

(1)  EUT C 242 af 21.6.2021.

Domstolens kendelse (Tiende Afdeling) af 20. maj 2022 — Germann Avocats LLC mod Europa-Kommissionen

(Sag C-233/21 P) (1)

(Appel - artikel 181 i Domstolens procesreglement - Den Europæiske Unions offentlige kontrakter - udbudsprocedure - tildeling af offentlige kontrakter - afgørelse om at afslå et tilbud og om at tildele kontrakten til en anden tilbudsgiver - tildelingskriterier - kvalitetskontrol - urigtig gengivelse af de faktiske omstændigheder og beviserne - magtfordrejning - begrundelsespligt - åbenbart, at appellen delvis ikke kan antages til realitetsbehandling, delvis er ugrundet)

(2022/C 368/07)

Processprog: engelsk

Parter

Appellant: Germann Avocats LLC (ved dikigoros N. Scandamis)

Den anden part i appelsagen: Europa-Kommissionen (ved B. Araujo Arce og J. Estrada de Solà, som befuldmægtigede)

Konklusion

1)	Appellen forkastes, idet det er åbenbart, at den delvis ikke kan antages til realitetsbehandling, delvis er ugrundet.

2)	Germann Avocats LLC bærer sine egne omkostninger og betaler de omkostninger, der er afholdt af Europa-Kommissionen.

---

(1)  EUT C 320 af 9.8.2021.

Domstolens kendelse (Sjette Afdeling) af 5. maj 2022 (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Tribunal da Relação do Porto — Portugal) — ING Luxembourg SA mod VX

(Sag C-346/21) (1)

(Præjudiciel forelæggelse - artikel 99 i Domstolens procesreglement - retligt samarbejde på det civil- og handelsretlige område - forkyndelse af retslige og udenretslige dokumenter - forordning (EF) nr. 1393/2007 - artikel 8 - underretning af adressaten, ved hjælp af formularen i bilag II til denne forordning, om dennes ret til at nægte at modtage et retsligt dokument, som ikke er affattet på eller ledsaget af en oversættelse til et sprog, som adressaten forstår, eller til det officielle sprog eller et af de officielle sprog i modtagerstaten - manglende anvendelse af formularen - konsekvenser)

(2022/C 368/08)

Processprog: portugisisk

Den forelæggende ret

Tribunal da Relação do Porto

Parter i hovedsagen

Sagsøger: ING Luxembourg SA

Sagsøgt: VX

Konklusion

1)

Artikel 8, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1393/2007 af 13. november 2007 om forkyndelse i medlemsstaterne af retslige og udenretslige dokumenter i civile og kommercielle sager (forkyndelse af dokumenter) og om ophævelse af Rådets forordning (EF) nr. 1348/2000 skal fortolkes således, at denne bestemmelse kræver, at adressaten for et retsligt dokument, der skal forkyndes i en anden medlemsstat, altid, ved hjælp af formularen i bilag II til denne forordning, underrettes om sin ret til at nægte at modtage dette dokument, herunder når dette er affattet på eller ledsaget af en oversættelse til et sprog, som adressaten forstår, eller til det officielle sprog eller et af de officielle sprog på det sted, hvor forkyndelsen skal finde sted.

2)

Forordning nr. 1393/2007 skal fortolkes således, at den er til hinder for en national lovgivning, som fastsætter, at forkyndelsen af et retsligt dokument i en anden medlemsstat er ugyldig, såfremt den er foretaget, uden at adressaten for dette dokument, ved hjælp af formularen i bilag II til denne forordning, er blevet underrettet om sin ret til at nægte at modtage dette dokument, hvis det ikke er affattet på eller ledsaget af en oversættelse til et af de i forordningens artikel 8, stk. 1, omhandlede sprog, uanset om denne nationale lovgivning fastsætter en bestemt frist, inden for hvilken adressaten skal påberåbe sig denne ugyldighed.

---

(1)  EUT C 382 af 20.9.2021.

Domstolens kendelse (Sjette Afdeling) af 18. maj 2022 — UC mod Ministero dell'Istruzione (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Tribunale ordinario di Vercelli — Italien)

(Sag C-450/21) (1)

(Præjudiciel forelæggelse - artikel 99 i Domstolens procesreglement - socialpolitik - direktiv 1999/70/EF - rammeaftalen vedrørende tidsbegrænset ansættelse, der er indgået af EFS, UNICE og CEEP - § 4, stk. 1 - princippet om ikke-diskrimination - begrebet »ansættelsesvilkår« - godtgørelse ydet med henblik på at fremme videreuddannelse af lærere og forbedre deres faglige kompetencer)

(2022/C 368/09)

Processprog: italiensk

Den forelæggende ret

Tribunale ordinario di Vercelli

Parter i hovedsagen

Sagsøger: UC

Sagsøgt: Ministero dell'Istruzione

Konklusion

§ 4, stk. 1, i rammeaftalen vedrørende tidsbegrænset ansættelse, som blev indgået den 18. marts 1999 og er knyttet som bilag til Rådets direktiv 1999/70/EF af 28. juni 1999 om rammeaftalen vedrørende tidsbegrænset ansættelse, der er indgået af EFS, UNICE og CEEP, skal fortolkes således, at den er til hinder for en national lovgivning, der forbeholder uddannelsesministeriets fastansatte lærere, og ikke dette ministeriums lærere med tidsbegrænset ansættelse, retten til en økonomisk fordel på 500 EUR om året, der ydes med henblik på at fremme videreuddannelse af lærere og forbedre deres faglige kompetencer, ved hjælp af et elektronisk kort. der kan anvendes til at købe bøger og tekster, herunder i digitalt format, tryksager, tidsskrifter, som er nyttige til professionel kompetenceudvikling, hardware og software, til tilmeldelse til kurser med henblik på at udvikle og styrke de professionelle kompetencer, optagelse på bachelor- eller kandidatuddannelser, specialiserede eller ved enkelt forløb i forbindelse med den faglige profil, eller på postgraduate kurser eller akademiske kandidatuddannelser i forbindelse med den faglige profil, til teater- og filmforestillinger, adgang til museer, udstillinger, kulturelle arrangementer, liveoptrædener og andre uddannelsesaktiviteter samt til køb af konnektivitetstjenester med henblik på at opfylde forpligtelsen til at telearbejde.

---

(1)  EUT C 422 af 18.10.2021.

Domstolens kendelse (Ottende Afdeling) af 12. juli 2022 — Fuldbyrdelse af europæiske arrestordrer udstedt mod W O og J L (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Supreme Court — Irland)

(Sag C-480/21) (1)

(Præjudiciel forelæggelse - artikel 99 i Domstolens procesreglement - retligt samarbejde i straffesager - europæisk arrestordre - rammeafgørelse 2002/584/RIA - artikel 1, stk. 3 - procedure for overgivelse mellem medlemsstaterne - betingelser for fuldbyrdelse - Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder - artikel 47, stk. 2 - grundlæggende ret til en retfærdig rettergang ved en uafhængig og upartisk domstol, der forudgående er oprettet ved lov - systemiske eller generelle mangler - prøvelse i to trin - kriterier for anvendelse - den fuldbyrdende judicielle myndigheds pligt til på konkret og præcis vis at undersøge, om der er alvorlige og godtgjorte grunde til at antage, at den person, som er genstand for en europæisk arrestordre, i tilfælde af overgivelse løber en reel risiko for krænkelse af sin grundlæggende ret til en retfærdig rettergang ved en uafhængig og upartisk domstol, der forudgående er oprettet ved lov)

(2022/C 368/10)

Processprog: engelsk

Den forelæggende ret

Supreme Court

Parter i hovedsagen

Sagsøgere: W O og J L

Procesdeltager: Minister for Justice and Equality

Konklusion

Artikel 1, stk. 2 og 3, i Rådets rammeafgørelse 2002/584/RIA af 13. juni 2002 om den europæiske arrestordre og om procedurerne for overgivelse mellem medlemsstaterne, som ændret ved Rådets rammeafgørelse 2009/299/RIA af 26. februar 2009, skal fortolkes således, at når den fuldbyrdende judicielle myndighed, der skal træffe afgørelse om overgivelse af en person, som er genstand for en europæisk arrestordre, råder over oplysninger, som viser, at der foreligger systemiske eller generelle mangler for så vidt angår uafhængigheden af den dømmende magt i den udstedende medlemsstat med hensyn bl.a. til proceduren for udnævnelse af denne magts medlemmer, kan denne myndighed nægte en overgivelse af den pågældende person:

—

i forbindelse med en europæisk arrestordre udstedt med henblik på fuldbyrdelse af en frihedsstraf eller en anden frihedsberøvende foranstaltning, såfremt den nævnte myndighed fastslår, at der under de særlige omstændigheder i det foreliggende tilfælde er alvorlige og godtgjorte grunde til at antage, at den ved artikel 47, stk. 2, i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder fastsatte grundlæggende ret for den pågældende person til en retfærdig rettergang ved en uafhængig og upartisk domstol, der forudgående er oprettet ved lov, er blevet krænket, henset bl.a. til de oplysninger, som personen har fremlagt, og som vedrører sammensætningen af det dommerkollegium, der har påkendt vedkommendes straffesag, eller enhver anden omstændighed med relevans for vurderingen af dette kollegiums uafhængighed og upartiskhed, og

—

i forbindelse med en europæisk arrestordre udstedt med henblik på strafforfølgning, såfremt den nævnte myndighed fastslår, at der under de særlige omstændigheder i sagen er alvorlige og godtgjorte grunde til at antage, at den pågældende person i tilfælde af overgivelse løber en reel risiko for krænkelse af denne grundlæggende rettighed, henset bl.a. til de oplysninger, som personen har fremlagt, og som vedrører den pågældendes personlige situation, arten af den lovovertrædelse, for hvilken den pågældende retsforfølges, den faktiske sammenhæng, hvori denne europæiske arrestordre indgår, eller enhver anden omstændighed, der er relevant for vurderingen af, om det dommerkollegium, som sandsynligvis skal træffe afgørelse i proceduren vedrørende denne person, er uafhængigt og upartisk.

---

(1)  EUT C 391 af 27.9.2021.

Domstolens kendelse (Tiende Afdeling) af 2. juni 2022 — Joëlle Mélin mod Europa-Parlamentet

(Sag C-541/21 P) (1)

(Appel - artikel 181 i Domstolens procesreglement - regler for institutionerne - gennemførelsesbestemmelser til statutten for Europa-Parlamentets medlemmer - artikel 33, stk. 1 og 2 - assistentgodtgørelser til parlamentsmedlemmer - inddrivelse af uretmæssigt udbetalte beløb - ulovlighedsindsigelse - retssikkerhedsprincippet - princippet om beskyttelse af den berettigede forventning - bedømmelse af beviser - åbenbart, at appellen delvis ikke kan antages til realitetsbehandling, delvis er ugrundet)

(2022/C 368/11)

Processprog: fransk

Parter

Appellant: Joëlle Mélin (ved avocat F. Wagner)

Den anden part i appelsagen: Europa-Parlamentet (ved M. Ecker og T. Lazian, som befuldmægtigede)

Konklusion

1.	Appellen forkastes, idet det er åbenbart, at den delvis ikke kan antages til realitetsbehandling, delvis er ugrundet.

2.	Joëlle Mélin betaler sagsomkostningerne.

---

(1)  EUT C 24 af 17.1.2022.

Domstolens kendelse (Tiende Afdeling) af 2. juni 2022 — Marie-Christine Arnautu mod Europa-Parlamentet

(Sag C-573/21 P) (1)

(Appel - artikel 181 i Domstolens procesreglement - regler for institutionerne - gennemførelsesbestemmelser til statutten for Europa-Parlamentets medlemmer - artikel 33, stk. 1 og 2 - assistentgodtgørelser - inddrivelse af uretmæssigt udbetalte beløb - ulovlighedsindsigelse - retssikkerhedsprincippet - princippet om beskyttelse af den berettigede forventning - bevisbedømmelse - åbenbart, at appellen delvis ikke kan antages til realitetsbehandling, delvis er ugrundet)

(2022/C 368/12)

Processprog: fransk

Parter

Appellant: Marie-Christine Arnautu (ved avocat F. Wagner)

Den anden part i appelsagen: Europa-Parlamentet (ved M. Ecker og T. Lazian, som befuldmægtigede)

Konklusion

1)	Appellen forkastes, idet det er åbenbart, at den delvis ikke kan antages til realitetsbehandling, delvis er ugrundet.

2)	Marie-Christine Arnautu betaler sagsomkostningerne.

---

(1)  EUT C 24 af 17.1.2022.

Domstolens kendelse (Tiende Afdeling) af 9. juni 2022 — Unie van Professionele Transporteurs en Logistieke Ondernemers (UPTR) mod Europa-Parlamentet og Rådet For Den Europæiske Union

(Sag C-603/21 P) (1)

(Appel - artikel 181 i Domstolens procesreglement - transport - forordning (EU) 2020/1055 - adgang til markedet for international godskørsel - cabotagekørsel - annullationssøgsmål - formaliteten - artikel 263, stk. 4, TEUF - betingelsen om, at sagsøgeren skal være individuelt berørt - brancheorganisation - effektiv domstolsbeskyttelse - åbenbart, at appellen delvis ikke kan antages til realitetsbehandling, delvis er ugrundet)

(2022/C 368/13)

Processprog: nederlandsk

Parter

Appellant: Unie van Professionele Transporteurs en Logistieke Ondernemers (UPTR) (ved advocaat F. Vanden Bogaerde)

De andre parter i appelsagen: Europa-Parlamentet (ved I. Anagnostopoulou og R. van de Westelaken, som befuldmægtigede) og Rådet For Den Europæiske Union (ved S. Emmerechts, A. Norberg og L. Vétillard, som befuldmægtigede)

Konklusion

1)	Appellen forkastes, idet det er åbenbart, at den delvis ikke kan antages til realitetsbehandling, delvis er ugrundet.

2)	Unie van Professionele Transporteurs en Logistieke Ondernemers (UPTR) betaler sagsomkostningerne.

---

(1)  EUT C 513 af 20.12.2021.

Domstolens kendelse (Syvende Afdeling) af 2. maj 2022 — S.H. mod Administraţia Judeţeană a Finanţelor Publice Sibiu og Direcţia Generală Regională a Finanţelor Publice Braşov (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Curtea de Apel Alba Iulia — Rumænien)

(Sag C-627/21) (1)

(Præjudiciel forelæggelse - artikel 99 i Domstolens procesreglement - harmonisering af skatte- og afgiftslovgivningerne - det fælles merværdiafgiftssystem (moms) - direktiv 2006/112/EF - fradrag af indgående afgift i forbindelse med erhvervelse, opførelse og ombygning af fast ejendom - inddragelse ex officio af en afgiftspligtig persons momsregistrering - regulering af et oprindeligt foretaget fradrag - besvarelsen af det præjudicielle spørgsmål, der klart kan udledes af retspraksis)

(2022/C 368/14)

Processprog: rumænsk

Den forelæggende ret

Curtea de Apel Alba Iulia

Parter i hovedsagen

Sagsøger: S.H.

Sagsøgte: Administraţia Judeţeană a Finanţelor Publice Sibiu og Direcţia Generală Regională a Finanţelor Publice Braşov

Konklusion

Artikel 16, 184, 186-188 og 192 i Rådets direktiv 2006/112/EF af 28. november 2006 om det fælles merværdiafgiftssystem skal fortolkes således, at de er til hinder for en national lovgivning og en national praksis, hvorefter en afgiftspligtig person — hvis registrering for merværdiafgift (moms) er blevet inddraget for en bestemt periode, fordi den pågældende i de momsangivelser, der var blevet indgivet for seks på hinanden følgende måneder, ikke havde angivet nogen momspligtige transaktioner — er forpligtet til at foretage en regulering af den fradragne indgående moms i forbindelse med erhvervelse af investeringsgoder, uden at nævnte afgiftspligtige person har mulighed for at bevise, at de materielle betingelser for at kunne omfattes af fradragsretten er opfyldt, med den begrundelse, at der en uafkræftelig formodning for, at den afgiftspligtige person har anvendt disse goder til andre formål end økonomisk virksomhed.

---

(1)  EUT C 191 af 10.5.2022.

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Judecătoria Lehliu-Gară (Rumænien) den 29. marts 2022 — Straffesag mod KN, LY, OC og DW

(Sag C-230/22)

(2022/C 368/15)

Processprog: rumænsk

Den forelæggende ret

Judecătoria Lehliu-Gară

Parter i hovedsagen

Tiltalte: KN, LY, OC og DW

Præjudicielt spørgsmål

Er artikel 2 i traktaten om Den Europæiske Union (vedrørende overholdelsen af retsstatsprincippet og af menneskerettighederne) med henvisning til artikel 48, stk. 2, i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder vedrørende retten til forsvar og artikel 49 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder vedrørende legalitetsprincippet samt princippet om proportionalitet mellem lovovertrædelse og straf til hinder for, at en handling foretaget i strid med en hvilken som helst lov på nationalt plan kvalificeres som en strafbar handling, uden at de love eller retsforskrifter, hvis overtrædelse medfører, at der ifaldes strafansvar, udtrykkeligt angives?

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Curtea de Apel București (Rumænien) den 6. maj 2022 — straffesag mod C.J.

(Sag C-305/22)

(2022/C 368/16)

Processprog: rumænsk

Den forelæggende ret

Curtea de Apel București

Person, der er genstand for den europæiske arrestordre

C.J.

Præjudicielle spørgsmål

1)

Skal bestemmelserne i artikel 25 i rammeafgørelse 2008/909/RIA (1) fortolkes således, at den judicielle myndighed, som anmodes om at fuldbyrde en europæisk arrestordre — såfremt den ønsker at anvende artikel 4, [nr.] 6), i rammeafgørelse 2002/584/RIA (2) med henblik på anerkendelse af den fældende dom — har pligt til at anmode om [fremsendelse] af dommen og attesten udstedt i overensstemmelse med rammeafgørelse 2008/909/RIA samt til at opnå domslandets samtykke i henhold til artikel 4, [stk.] 2, i rammeafgørelse 2008/909/RIA?

2)

Skal bestemmelserne i artikel 4, [nr.] 6), i rammeafgørelse 2002/584/RIA, sammenholdt med artikel 25 og artikel 4, [stk.] 2, i rammeafgørelse 2008/909/RIA, fortolkes således, at afslaget på fuldbyrdelse af en europæisk arrestordre, der er udstedt med henblik på fuldbyrdelse af en frihedsstraf, og anerkendelsen af den fældende dom, såfremt straffen ikke faktisk fuldbyrdes ved, at den domfældte fængsles, idet denne benådes, og fuldbyrdelsen af straffen udsættes efter fuldbyrdelsesstatens lovgivning, og uden at domslandets samtykke er opnået inden for anerkendelsesproceduren, [bevirker,] at domslandet mister retten til at fuldbyrde straffen i henhold til artikel 22, [stk.] 1, i rammeafgørelse 2008/909/RIA?

3)

Skal artikel 8, [stk.] 1, litra c), i rammeafgørelse 2002/584/RIA fortolkes således, at en fængselsdom, der er lagt til grund for udstedelsen af en europæisk arrestordre, hvis fuldbyrdelse er blevet afslået i henhold til [samme rammeafgørelses] artikel 4, [nr.] 6), såfremt dommen anerkendes, men straffen ikke faktisk fuldbyrdes ved, at den domfældte fængsles, idet denne benådes, og fuldbyrdelsen af straffen udsættes efter fuldbyrdelsesstatens lovgivning, og uden at domslandets samtykke er opnået inden for anerkendelsesproceduren, mister sin eksigible karakter?

4)

Skal bestemmelserne i artikel 4, [nr.] 5), i rammeafgørelse 2002/584/RIA fortolkes således, at en dom om afslag på fuldbyrdelse af en europæisk arrestordre, der er udstedt med henblik på fuldbyrdelse af en frihedsstraf, og anerkendelsen af den fældende dom i henhold til artikel 4, [nr.] 6), i rammeafgørelse 2002/584/RIA, såfremt straffen ikke faktisk fuldbyrdes ved, at den domfældte fængsles, idet denne benådes, og fuldbyrdelsen af straffen udsættes efter lovgivningen i fuldbyrdelsesstaten (EU-medlemsstat), og uden at domslandets samtykke er opnået inden for anerkendelsesproceduren, udgør en dom, hvorved den pågældende person er blevet »dømt for de samme forhold af et tredjeland«? Såfremt det fjerde spørgsmål besvares bekræftende:

5)

Skal bestemmelserne i artikel 4, [nr.] 5), i rammeafgørelse 2002/584/RIA fortolkes således, at en dom om afslag på fuldbyrdelse af en europæisk arrestordre, der er udstedt med henblik på fuldbyrdelse af en frihedsstraf, og anerkendelsen af den fældende dom i henhold til artikel 4, [nr.] 6), i rammeafgørelse 2002/584/RIA, men med udsættelse af fuldbyrdelsen af straffen efter fuldbyrdelsesstatens lovgivning, udgør en dom, der »er ved at blive fuldbyrdet«, hvis tilsynet med den domfældte endnu ikke er blevet påbegyndt?

---

(1)  Rådets rammeafgørelse 2008/909/RIA af 27.11.2008 om anvendelse af princippet om gensidig anerkendelse på domme i straffesager om idømmelse af frihedsstraffe eller frihedsberøvende foranstaltninger med henblik på fuldbyrdelse i Den Europæiske Union (EUT 2008, L 327, s. 27).

(2)  Rådets rammeafgørelse 2002/584/RIA af 13.6.2002 om den europæiske arrestordre og om procedurerne for overgivelse mellem medlemsstaterne (EFT 2002, L 190, s. 1).

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Audiencia Provincial de Pontevedra (Spanien) den 25. maj 2022 — Maersk A/S mod Allianz Seguros y Reaseguros SA

(Sag C-345/22)

(2022/C 368/17)

Processprog: spansk

Den forelæggende ret

Audiencia Provincial de Pontevedra

Parter i hovedsagen

Appellant: Maersk A/S

Indstævnt: Allianz Seguros y Reaseguros SA

Præjudicielle spørgsmål

1)

Når det i artikel 25 i forordning nr. 1215/2012 (1) bestemmes, at spørgsmålet om, hvorvidt en værnetingsaftale er ugyldig, skal undersøges i henhold til lovgivningen i den medlemsstat, hvor parterne har indgået en værnetingsaftale, omfatter det da også — i en situation som den i hovedsagen omhandlede — spørgsmålet om gyldigheden af udvidelsen af aftalen til at omfatte en tredjemand, som ikke er part i den aftale, hvori værnetingsklausulen er fastsat?

2)

Er en regel som den, der er indeholdt i artikel 251 i Ley de Navegación Marítima (søfartsloven), og som kræver, at værnetingsklausulen skal være forhandlet »individuelt og særskilt« med en tredjemand, for at klausulen kan håndhæves over for denne, forenelig med artikel 25 i forordning 1215/2012 og med Domstolens retspraksis, der fortolker denne bestemmelse i tilfælde, hvor konnossementet omsættes til en tredjemand, som er modtager af varerne, men som ikke er part i kontrakten mellem aflasteren og den kontraherende fragtfører?

3)	Er det i overensstemmelse med EU-retten, at medlemsstaternes lovgivning fastsætter yderligere gyldighedsbetingelser over for tredjemand for så vidt angår værnetingsklausuler i konnossementer?

4)	Indebærer en regel som den, der er indeholdt i artikel 251 i den spanske søfartslov — hvorefter tredjemands subrogation kun sker delvist, idet værnetingsklausuler udelukkes — at der indføres et yderligere krav til gyldigheden af disse klausuler i strid med artikel 25 i forordning nr. 1215/2012?

---

(1)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1215/2012 af 12.12.2012 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område (EUT 2012, L 351, s. 1).

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Audiencia Provincial de Pontevedra (Spanien) den 25. maj 2022 — Mapfre España Compañía de Seguros y Reaseguros SA mod MACS Maritime Carrier Shipping GmbH & Co.

(Sag C-346/22)

(2022/C 368/18)

Processprog: spansk

Den forelæggende ret

Audiencia Provincial de Pontevedra

Parter i hovedsagen

Sagsøger: Mapfre España Compañía de Seguros y Reaseguros SA

Sagsøgt: MACS Maritime Carrier Shipping GmbH & Co.

Præjudicielle spørgsmål

De faktiske omstændigheder og søgsmålsgrundene er i det væsentlige de samme og de præjudicielle spørgsmål er identiske med de i sag (C-345/22).

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Audiencia Provincial de Pontevedra (Spanien) den 25. maj 2022 — Maersk A/S mod Allianz Seguros y Reaseguros SA

(Sag C-347/22)

(2022/C 368/19)

Processprog: spansk

Den forelæggende ret

Audiencia Provincial de Pontevedra

Parter i hovedsagen

Sagsøger: Maersk A/S

Sagsøgt: Allianz Seguros y Reaseguros SA

Præjudicielle spørgsmål

De faktiske omstændigheder og søgsmålsgrundene er i det væsentlige de samme og de præjudicielle spørgsmål er identiske med de i sag C-345/22.

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Tribunalul Bucureşti (Rumænien) den 31. maj 2022 — Neves 77 Solutions SRL mod Agenţia Naţională de Administrare Fiscală — Direcţia Generală Antifraudă Fiscală

(Sag C-351/22)

(2022/C 368/20)

Processprog: rumænsk

Den forelæggende ret

Tribunalul Bucureşti

Parter i hovedsagen

Appellant: Neves 77 Solutions SRL

Indstævnt: Agenția Națională de Administrare Fiscală — Direcția Generală Antifraudă Fiscală

Præjudicielle spørgsmål

1)

Kan afgørelse 2014/512/FUSP (1), navnlig artikel 5 og 7, i lyset af retssikkerhedsprincippet og princippet nulla poena sine lege, fortolkes således, at den ikke er til hinder for en national foranstaltning (civilretlig sanktion), som gør det muligt at konfiskere de fulde beløb, der hidrører fra en af de i artikel 2, stk. 2, litra a), i afgørelse 2014/512/FUSP nævnte transaktioner, såfremt det konstateres, at den konkrete handling kvalificeres i den nationale lovgivning som en lovovertrædelse?

2)

Skal artikel 5 i afgørelse 2014/512/FUSP fortolkes således, at medlemsstaterne kan vedtage nationale foranstaltninger om automatisk konfiskation af alle beløb, der hidrører fra den manglende overholdelse af pligten til at give meddelelse om en transaktion, som er omfattet af anvendelsesområdet for artikel 2, stk. 2, litra a), i afgørelse 2014/512/FUSP?

3)	Finder forbuddet i artikel 2, stk. 2, litra a), i afgørelse 2014/512/FUSP anvendelse, hvis de produkter i form af militært udstyr, som har været genstand for mæglervirksomhed, aldrig fysisk er blevet indført på medlemsstatens område?

---

(1)  Rådets afgørelse 2014/512/FUSP af 31.7.2014 om restriktive foranstaltninger på baggrund af Ruslands handlinger, der destabiliserer situationen i Ukraine (EUT 2014, L 229, s. 13).

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Tribunal Supremo (Spanien) den 3. juni 2022 — Industria de Diseño Textil, SA (Inditex) mod Buongiorno Myalert SA

(Sag C-361/22)

(2022/C 368/21)

Processprog: spansk

Den forelæggende ret

Tribunal Supremo

Parter i hovedsagen

Kassationsappellant: Industria de Diseño Textil, SA (Inditex)

Kassationsindstævnt: Buongiorno Myalert SA

Præjudicielt spørgsmål

Skal artikel 6, stk. 1, litra c), i direktiv 89/104/EF (1) fortolkes således, at den implicit omfatter den mere generelle adfærd, som artikel 14, stk. 1, litra c), i direktiv (EU) 2015/2436 (2) nu henviser til: brug af »varemærket for at identificere eller henvise til varer eller tjenesteydelser som tilhørende indehaveren af det pågældende varemærke«?

---

(1)  Rådets første direktiv 89/104/EØF af 21.12.1988 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om varemærker (EFT 1989, L 40, s. 1).

(2)  Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2015/2436 af 16.12.2015 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om varemærker (EUT 2015, L 336, s. 1).

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Tribunalul Bucureşti (Rumænien) den 3. juni 2022 — VS, TU og RW mod Ryanair DAC

(Sag C-362/22)

(2022/C 368/22)

Processprog: rumænsk

Den forelæggende ret

Tribunalul Bucureşti (appeldomstolen i Bukarest)

Parter i hovedsagen

Sagsøgere og appellanter: VS, TU og RW

Sagsøgt og indstævnt: Ryanair DAC

Præjudicielt spørgsmål

Skal artikel 4, stk. 3, i forordning nr. 261/2004 om fælles bestemmelser om kompensation og bistand til luftfartspassagerer ved boardingafvisning og ved aflysning eller lange forsinkelser og om ophævelse af forordning (EØF) nr. 295/91 (1) fortolkes således, at også personer, der rejser sammen med en person, der er blevet afvist boarding, har ret til kompensation i henhold til artikel 7, sammenholdt med artikel 4, stk. 3, selv hvis disse personer ikke er blevet afvist boarding, men ikke længere ønsker eller ikke længere er interesserede i at rejse uden den person, som er blevet afvist boarding?

---

(1)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 261/2004 af 11.2.2004 om fælles bestemmelser om kompensation og bistand til luftfartspassagerer ved boardingafvisning og ved aflysning eller lange forsinkelser og om ophævelse af forordning (EØF) nr. 295/91 (EUT 2004, L 46, s. 1).

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Tribunalul Satu Mare (Rumænien) den 10. juni 2022 — Nord Vest Pro Sani Pro SRL mod Administraţia Judeţeană a Finanţelor Publice Satu Mare og Direcţia Generală Regională a Finanţelor Publice Cluj-Napoca

(Sag C-387/22)

(2022/C 368/23)

Processprog: rumænsk

Den forelæggende ret

Tribunalul Satu Mare

Parter i hovedsagen

Sagsøger: Nord Vest Pro Sani Pro SRL

Sagsøgte: Administraţia Judeţeană a Finanţelor Publice Satu Mare og Direcţia Generală Regională a Finanţelor Publice Cluj-Napoca

Præjudicielt spørgsmål

Skal de nævnte bestemmelser [i EU-retten] fortolkes således, at de er til hinder for en retstilstand som den i den foreliggende sag omhandlede, hvorefter den rumænske lovgiver kan behandle rumænske handelsselskaber, der udøver erhvervsmæssig virksomhed på den rumænske stats område, skattemæssigt anderledes end selskaber, der udøver denne virksomhed på andre [EU-medlems-]staters område, således at det sagsøgende selskab, der hovedsageligt har leveret tjenesteydelser på Østrigs og Tysklands område, ikke er omfattet af de skattefritagelser, som andre virksomheder i bygge- og anlægssektoren, der udøver deres aktiviteter på den rumænske stats område, nyder godt af?

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Raad van State (Nederlandene) den 20. juni 2022 — Staatssecretaris van Justitie en Veiligheid, den anden part: M.A.

(Sag C-402/22)

(2022/C 368/24)

Processprog: nederlandsk

Den forelæggende ret

Raad van State

Parter i hovedsagen

Appellant: Staatssecretaris van Justitie en Veiligheid

Indstævnt: M.A.

Præjudicielle spørgsmål

Spørgsmål 1a

Hvornår er en forbrydelse »særlig grov« i den forstand, hvori dette udtryk anvendes i artikel 14, stk. 4, litra b), i direktiv 2011/95/EU (1), således at en medlemsstat kan afslå flygtningestatus til en person, der har behov for international beskyttelse?

Spørgsmål 1b

Er de kriterier, der gælder for en »grov forbrydelse« i den forstand, hvori dette udtryk anvendes i artikel 17, stk. 1, litra b), i direktiv 2011/95/EU, og som gengivet i præmis 56 i Domstolens dom af 13. september 2018, Ahmed, ECLI:EU:C:2018:713, relevante ved bedømmelsen af, om der er tale om en »særlig grov forbrydelse«? Hvis dette er tilfældet, findes der da stadig supplerende kriterier, der gør en forbrydelse »særlig« grov?

Spørgsmål 2

Skal artikel 14, stk. 4, litra b), i direktiv 2011/95/EU fortolkes således, at allerede den omstændighed, at en person, der har fået flygtningestatus, er dømt for en særlig grov forbrydelse, er tilstrækkeligt til at godtgøre, at han udgør er en fare for samfundet, eller at en endelig dom for en særlige grov forbrydelse i sig selv ikke er tilstrækkeligt til at godtgøre, at der foreligger en fare for samfundet?

Spørgsmål 3

Såfremt idømmelsen af en straf ved en endelig dom for en grov lovovertrædelse ikke i sig selv er tilstrækkelig til at godtgøre, at der foreligger en fare for samfundet, skal artikel 14, stk. 4, litra b), i direktiv 2011/95/EU da fortolkes således, at medlemsstaten skal godtgøre, at appellanten efter sin dom fortsat udgør en fare for samfundet? Skal artikel 14, stk. 4, litra b), i direktiv 2011/95/EU, alene eller sammenholdt med proportionalitetsprincippet, fortolkes således, at denne bestemmelse kun tillader fratagelse af flygtningestatus, hvis denne fratagelse er forholdsmæssig, og den fare, som personen med flygtningestatus udgør, er tilstrækkeligt grov til at begrunde denne fratagelse?

Spørgsmål 4

Såfremt medlemsstaten ikke skal godtgøre, at appellanten efter dommen fortsat udgør en fare for samfundet, og at denne fare er reel, umiddelbar og tilstrækkeligt grov til at begrunde fratagelsen af flygtningestatus, skal artikel 14, stk. 4, litra b), i direktiv 2011/95/EU da fortolkes således, at denne bestemmelse indebærer, at truslen mod samfundet i princippet er godtgjort ved den omstændighed, at personen med flygtningestatus er blevet idømt straf ved en endelig dom for en grov lovovertrædelse, men at denne kan godtgøre, at han ikke eller ikke længere udgør en sådan trussel?

---

(1)  Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/95/EU af 13.12.2011 om fastsættelse af standarder for anerkendelse af tredjelandsstatsborgere eller statsløse som personer med international beskyttelse, for en ensartet status for flygtninge eller for personer, der er berettiget til subsidiær beskyttelse, og for indholdet af en sådan beskyttelse (EUT 2011, L 337, s. 9).

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Finanzgerich Münster (Tyskland) den 6. juli 2022 — Michael Schütte mod Finanzamt Brilon

(Sag C-453/22)

(2022/C 368/25)

Processprog: tysk

Den forelæggende ret

Finanzgericht Münster

Parter i hovedsagen

Sagsøger: Michael Schütte

Sagsøgt: Finanzamt Brilon

Præjudicielt spørgsmål

Kræver bestemmelserne i direktiv 2006/112/EF (1) — navnlig princippet om afgiftens neutralitet samt effektivitetsprincippet — under omstændighederne i hovedsagen, at sagsøgeren har et krav på tilbagebetaling af den moms, den pågældende har betalt for meget til sine underleverandører, inklusive renter, direkte mod afgiftsmyndigheden, selv om der fortsat er mulighed for, at afgiftsmyndigheden af underleverandørerne bliver afkrævet tilbagebetaling på grundlag af en berigtigelse af fakturaerne på et senere tidspunkt og derefter — muligvis — ikke længere kan tilbagesøge beløbet fra sagsøgeren, således at der er risiko for, at afgiftsmyndigheden skal tilbagebetale den samme moms to gange?

---

(1)  Rådets direktiv 2006/112/EF af 28.11.2006 om det fælles merværdiafgiftssystem (EUT 2006, L 347, s. 1).

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Verwaltungsgerichtshof (Østrig) den 18. juli 2022 — EVN Business Service GmbH, Elektra EOOD og Penon EOOD

(Sag C-480/22)

(2022/C 368/26)

Processprog: tysk

Den forelæggende ret

Verwaltungsgerichtshof

Parter i hovedsagen

Revisionsappellanter: EVN Business Service GmbH, Elektra EOOD og Penon EOOD

Præjudicielle spørgsmål

1.

Skal artikel 57, stk. 3, i direktiv 2014/25/EU (1) fortolkes således, at der foreligger levering af centraliserede indkøbsaktiviteter fra en indkøbscentral beliggende »i en anden medlemsstat«, når den ordregivende enhed — uafhængigt af spørgsmålet om henførelsen af denne ordregivende enheds bestemmende indflydelse — er beliggende i en anden medlemsstat end indkøbscentralen?

2.

Såfremt det første spørgsmål besvares bekræftende: Omfatter lovvalgsreglen i artikel 57, stk. 3, i direktiv 2014/25/EU, hvorefter »levering af centraliserede indkøbsaktiviteter« fra en indkøbscentral beliggende i en anden medlemsstat gennemføres i overensstemmelse med de nationale bestemmelser, der er gældende i den medlemsstat, hvor indkøbscentralen er beliggende, også bestemmelserne om klageprocedurer og klageinstansernes kompetence i Rådets direktiv 92/13/EØF (2)?

3.

Såfremt det første eller det andet spørgsmål besvares benægtende: Skal direktiv 92/13/EØF og navnlig dettes artikel 1, stk. 1, fjerde afsnit, fortolkes således, at de nationale klageinstansers kompetence til at behandle klager over ordregivernes beslutninger skal omfatte alle ordregivende enheder i den medlemsstat, hvor klageinstansen befinder sig, eller afhænger kompetencen af, om den bestemmende indflydelse over den ordregivende enhed [som omhandlet i artikel 3, nr. 4), litra c), eller artikel 4, stk. 2, i direktiv 2014/25/EU] udøves af regionale myndigheder eller offentligretlige organer, som kan henregnes til den medlemsstat, hvor kontrolinstansen befinder sig?

---

(1)  Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/25/EU af 26.2.2014 om fremgangsmåderne ved indgåelse af kontrakter inden for vand- og energiforsyning, transport samt posttjenester og om ophævelse af direktiv 2004/17/EF (EUT 2014, L 94, s. 243).

(2)  Rådets direktiv 92/13/EØF af 25.2.1992 om samordning af love og administrative bestemmelser vedrørende anvendelse af EF-reglerne for fremgangsmåden ved tilbudsgivning inden for vand- og energiforsyning samt transport og telekommunikation (EFT 1992, L 76, s. 14).

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Rechtbank Amsterdam (Nederlandene) den 22. juli 2022 — europæisk arrestordre udstedt mod CJ, den anden part Openbaar Ministerie

(Sag C-492/22)

(2022/C 368/27)

Processprog: nederlandsk

Den forelæggende ret

Rechtbank Amsterdam

Parter i hovedsagen

Europæisk arrestordre udstedt mod: CJ

Den anden part: Openbaar Ministerie

Præjudicielle spørgsmål

1)

Er artikel 12 og artikel 24, stk. 1, i rammeafgørelse 2002/584/RIA (1), sammenholdt med artikel 6 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, til hinder for, at en eftersøgt person, hvis overgivelse med henblik på fuldbyrdelse af en frihedsstraf er blevet endeligt godkendt men udsat »for at vedkommende kan retsforfølges i den fuldbyrdende medlemsstat […] for en anden overtrædelse end den, der ligger til grund for den europæiske arrestordre« varetægtsfængsles under denne strafforfølgning for at fuldbyrde den europæiske arrestordre?

2)

a. Er en afgørelse om anvendelse af den i artikel 24, stk. 1, i rammeafgørelse 2002/584/RIA omhandlede beføjelse til udsættelse af overgivelsen en afgørelse om fuldbyrdelse af [den europæiske arrestordre], som i henhold til artikel 6, stk. 2, i rammeafgørelse 2002/584/RIA, sammenholdt med ottende betragtning til denne ramme afgørelse, en afgørelse, der skal træffes af den fuldbyrdende judicielle myndighed? b. I bekræftende fald, har den omstændighed, at denne afgørelse er truffet uden mellemkomst af en fuldbyrdende judiciel myndighed som omhandlet i artikel 6, stk. 2, i rammeafgørelse 2002/584/RIA, da til følge, at den eftersøgte ikke længere må være varetægtsfængslet med henblik på fuldbyrdelse af den europæiske arrestordre, der er udstedt på ham?

3)

a. Er artikel 24, stk. 1, i rammeafgørelse 2002/584/RIA, sammenholdt med artikel 47 og 48 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, til hinder for, at overgivelse af en eftersøgt person udsættes med henblik på strafforfølgning i den fuldbyrdende medlemsstat alene af den grund, at den eftersøgte person efter at være adspurgt ikke ønsker at frafalde sin ret til at være til stede under denne strafforfølgning? b. I bekræftende fald, hvilke faktorer skal den fuldbyrdende judicielle myndighed da tage i betragtning ved sin afgørelse om udsættelse af den faktiske overgivelse?

---

(1)  Rådets rammeafgørelse 2002/584/RIA af 13.6.2002 om den europæiske arrestordre og om procedurerne for overgivelse mellem medlemsstaterne (EUT L 190, s. 1).

Kendelse afsagt af Domstolens præsident den 29. juni 2022 — AZ mod Finanzamt Österreich, tidligere Finanzamt Hollabrunn Korneuburg Tulln (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Bundesfinanzgericht — Østrig)

(Sag C-163/20) (1)

(2022/C 368/28)

Processprog: tysk

Domstolens præsident har besluttet, at sagen skal slettes af registret.

---

(1)  EUT C 247 af 27.7.2020.

Kendelse afsagt af formanden for Domstolens Fjerde Afdeling den 18. maj 2022 — F, A, G, H og I mod Staatssecretaris van Justitie en Veiligheid (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Rechtbank Den Haag zittingsplaats Haarlem — Nederlandene)

(Sag C-579/20) (1)

(2022/C 368/29)

Processprog: nederlandsk

Formanden for Domstolens Fjerde Afdeling har besluttet, at sagen skal slettes af registret.

---

(1)  EUT C 128 af 12.4.2021.

Kendelse afsagt af Domstolens præsident den 14. juli 2022 — Caixabank SA mod ZN, SD og AH (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Juzgado de Primera Instancia no 1 de Cazalla de la Sierra — Spanien)

(Sag C-657/20) (1)

(2022/C 368/30)

Processprog: spansk

Domstolens præsident har besluttet, at sagen skal slettes af registret.

---

(1)  EUT C 88 af 15.3.2021.

Kendelse afsagt af Domstolens præsident den 31. maj 2022 — Avis Autovermietung Gesellschaft mbH mod Verein für Konsumenteninformation (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Oberster Gerichtshof — Østrig)

(Sag C-701/20) (1)

(2022/C 368/31)

Processprog: tysk

Domstolens præsident har besluttet, at sagen skal slettes af registret.

---

(1)  EUT C 98 af 22.3.2021.

Kendelse afsagt af Domstolens præsident den 29. april 2022 — K.R., den anden part i appelsagen: Staatssecretaris van Justitie en Veiligheid (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Raad van State — Nederlandene)

(Sag C-637/21) (1)

(2022/C 368/32)

Processprog: nederlandsk

Domstolens præsident har besluttet, at sagen skal slettes af registret.

---

(1)  EUT C 24 af 17.1.2022.

Kendelse afsagt af Domstolens præsident den 8. juni 2022 — Europa-Parlamentet mod Europa-Kommissionen

(Sag C-657/21) (1)

(2022/C 368/33)

Processprog: engelsk

Domstolens præsident har besluttet, at sagen skal slettes af registret.

---

(1)  EUT C 11 af 10.1.2022.

Kendelse afsagt af Domstolens præsident den 1. juni 2022 — Nokia Solutions and Networks Oy mod Inspecteur van de Belastingdienst/Douane, kantoor Eindhoven (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Rechtbank Noord-Holland — Nederlandene)

(Sag C-809/21) (1)

(2022/C 368/34)

Processprog: nederlandsk

Domstolens præsident har besluttet, at sagen skal slettes af registret.

---

(1)  EUT C 138 af 28.3.2022.

Kendelse afsagt af Domstolens præsident den 27. april 2022 — HK mod Allianz Lebensversicherungs AG (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Landgericht Erfurt — Tyskland)

(Sag C-2/22) (1)

(2022/C 368/35)

Processprog: tysk

Domstolens præsident har besluttet, at sagen skal slettes af registret.

---

(1)  EUT C 148 af 4.4.2022.

Kendelse afsagt af Domstolens præsident den 30. juni 2022 — UR mod 365.bank a.s. (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Okresný súd Prešov — Slovakiet)

(Sag C-12/22) (1)

(2022/C 368/36)

Processprog: slovakisk

Domstolens præsident har besluttet, at sagen skal slettes af registret.

---

(1)  EUT C 148 af 4.4.2022.

Kendelse afsagt af formanden for Domstolens Sjette Afdeling den 2. maj 2022 — EF, GH og IJ mod KL (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Curtea de Apel Piteşti — Rumænien)

(Sag C-13/22) (1)

(2022/C 368/37)

Processprog: rumænsk

Formanden for Sjette Afdeling har besluttet, at sagen skal slettes af registret.

---

(1)  EUT C 191 af 10.5.2022.

Kendelse afsagt af Domstolens præsident den 16. juni 2022 — IA mod DER Touristik Deutschland GmbH (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Amtsgericht Frankfurt am Main — Tyskland)

(Sag C-62/22) (1)

(2022/C 368/38)

Processprog: tysk

Domstolens præsident har besluttet, at sagen skal slettes af registret.

---

(1)  EUT C 165 af 19.4.2022.

Kendelse afsagt af Domstolens præsident den 20. maj 2022 — flightright GmbH mod Swiss International Air Lines AG (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Amtsgericht Frankfurt am Main — Tyskland)

(Sag C-131/22) (1)

(2022/C 368/39)

Processprog: tysk

Domstolens præsident har besluttet, at sagen skal slettes af registret.

---

(1)  EUT C 191 af 10.5.2022.

Kendelse afsagt af Domstolens præsident den 20. maj 2022 — F mod Staatssecretaris van Justitie en Veiligheid (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Rechtbank Den Haag, zittingsplaats ’s-Hertogenbosch — Nederlandene)

(Sag C-208/22) (1)

(2022/C 368/40)

Processprog: nederlandsk

Domstolens præsident har besluttet, at sagen skal slettes af registret.

---

(1)  EUT C 257 af 4.7.2022.

Kendelse afsagt af Domstolens præsident den 12. juli 2022 — flightright GmbH mod Eurowings GmbH (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Amtsgericht Düsseldorf — Tyskland)

(Sag C-228/22) (1)

(2022/C 368/41)

Processprog: tysk

Domstolens præsident har besluttet, at sagen skal slettes af registret.

---

(1)  EUT C 237 af 20.6.2022.

Sag anlagt den 27. juni 2022 — Hypo Vorarlberg Bank mod Afviklingsinstansen

(Sag T-395/22)

(2022/C 368/42)

Processprog: tysk

Parter

Sagsøger: Hypo Vorarlberg Bank AG (Bregenz, Østrig) (ved advokaterne G. Eisenberger og A. Brenneis)

Sagsøgt: Den Fælles Afviklingsinstans (Afviklingsinstansen)

Sagsøgerens påstande

—	Afgørelse truffet af Den Fælles Afviklingsinstans den 11. april 2022 om fastsættelse af ex-antebidrag til Den Fælles Afviklingsfond for 2022 (SRB/ES/2022/18), herunder bilagene hertil, annulleres, for så vidt som de vedrører sagsøgeren.

—	Den Fælles Afviklingsinstans tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren anført otte anbringender.

1.

Første anbringende om tilsidesættelse af væsentlige formforskrifter som følge af ufuldstændig meddelelse af den anfægtede afgørelse Den anfægtede afgørelse blev i strid med artikel 1, stk. 2, TEU, artikel 15 TEUF, 269 TEUF og 298 TEUF, samt artikel 42 og 47 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (herefter »chartret«) ikke meddelt sagsøgeren i fuldstændig form. Kendskab til de ikke-meddelte oplysninger, som udgør en væsentlig bestanddel af afgørelsen, er påkrævet af hensyn til forståelsen af bidragsberegningen og kontrollen af, hvordan der ved beregningen af bidragene er taget hensyn til sagsøgerens individuelle situation i lyset af situationen for alle de øvrige berørte institutioner.

2.

Andet anbringende om tilsidesættelse af artikel 102 i direktiv 2014/59/EU (1), artikel 69, stk. 1 og 2, artikel 70, stk. 2, i forordning (EU) nr. 806/2014 (2), artikel 3 og artikel 4, stk. 2, i delegeret forordning (EU) 2015/63 (3) samt proportionalitetsprincippet, idet sagsøgte har fastsat et for højt målniveau i strid med de EU-retlige forskrifter.

3.

Tredje anbringende om tilsidesættelse af væsentlige formforskrifter som følge af den anfægtede afgørelses mangelfulde begrundelse Den anfægtede afgørelse tilsidesætter begrundelsespligten i artikel 296, stk. 2, TEUF og chartrets artikel 41, stk. 1, og stk. 2, litra c), idet kun få udvalgte delresultater af beregningerne er blevet meddelt. De krav til begrundelsespligtens omfang, som Domstolen opstillede i sag C-584/20 P (4), er ikke blevet opfyldt. Sagsøgte har ikke gjort brug af muligheden for at videregive fortrolige oplysninger i henhold til artikel 88, stk. 1, i forordning (EU) nr. 806/2014, hverken i summarisk eller i samlet form.

4.

Fjerde anbringende om tilsidesættelse af væsentlige formforskrifter på grund af manglende begrundelse for grænserne for udøvelse af væsentlige skønsbeføjelser Den anfægtede tilsidesætter begrundelsespligten i artikel 296, stk. 2, TEUF og chartrets artikel 41, stk. 1, og artikel 41, stk. 2, litra c), idet det for så vidt angår sagsøgtes skønsbeføjelser ikke var blevet forklaret, hvilke vurderinger sagsøgte havde foretaget og af hvilke grunde. Det kan derfor ikke udelukkes, at sagsøgte har udøvet et vilkårligt skøn.

5.

Femte anbringende om tilsidesættelse af væsentlige formforskrifter på grund af manglende høring og manglende iagttagelse af retten til at blive hørt Sagsøgerens ret til at blive hørt er hverken blevet iagttaget før vedtagelsen af den anfægtede afgørelse eller før udstedelsen af bidragsmeddelelsen på grundlag heraf, hvilket er i strid med chartrets 41, stk. 1, og artikel 41, stk. 2, litra a). Den høring, som sagsøgte gennemførte, havde heller ikke givet sagsøgeren mulighed for at fremsætte effektive og omfattende bemærkninger til den konkrete beregning af bidraget.

6.

Sjette anbringende om, at den delegerede forordning (EU) 2015/63 ikke lovligt kunne være retsgrundlag for den anfægtede afgørelse, og at den risikojusteringsmetode, der er fastsat i den delegerede forordning (EU) 2015/63, og de skønsbeføjelser, der er tildelt Afviklingsinstansen, er ulovlige. Artikel 4-7 og artikel 9 i samt bilag I til delegeret forordning (EU) 2015/63, som den anfægtede afgørelse er støttet på, skaber en uigennemsigtig ordning for fastsættelse af bidrag, som er i strid med chartrets artikel 16, 17 og 47, og hvorunder overholdelsen af chartrets artikel 20 og 21 samt proportionalitetsprincippet og retssikkerhedsprincippet ikke er sikret. Sagsøgte har haft en lang række skønsbeføjelser for hvilke rammerne ikke har kunnet begrundes på en forståelig og kontrollerbar måde.

7.

Syvende anbringende om ulovligheden af gennemførelsesforordning (EU) 2015/81 (5) som retsgrundlag for den anfægtede afgørelse Den anfægtede afgørelse er i strid med traktaterne, idet artikel 8 i gennemførelsesforordning (EU) 2015/81 overskrider de grænser, der er fastsat i artikel 70, stk. 7, i forordning (EU) nr. 806/2014 sammenholdt med artikel 291 TEUF, og hverken gennemførelsesforordningen eller bemyndigelsesgrundlaget indeholder en begrundelse, der svarer til artikel 296, stk. 2, TEUF. Denne ulovlighed kommer til udtryk i den anfægtede afgørelse.

8.

Ottende anbringende om ulovlighed af direktiv 2014/59/EU og forordning (EU) nr. 806/2014 som bemyndigelsesgrundlag for delegeret forordning (EU) 2015/63 og for gennemførelsesforordning (EU) 2015/81 og dermed for den anfægtede afgørelse Subsidiært gøres det gældende, at de bestemmelser i direktiv 2014/59/EU og forordning (EU) nr. 806/2014, som foreskriver, at den bidragsordning, der er gennemført ved delegeret forordning (EU) 2015/63, er bindende, og som giver sagsøgte en for vid skønsmargin, er ulovlige. I det omfang disse bestemmelser ikke kan fortolkes i overensstemmelse med primærretten, er de i strid med princippet om begrundelsespligt for retsakter, med retssikkerhedsprincippet og med traktaterne (navnlig artikel 1, stk. 2, TEU, artikel 15 TEUF, 296 TEUF og 298 TEUF) og chartret (navnlig chartrets artikel 16, 17, 41, 42 og 47).

---

(1)  Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/59/EU af 15.5.2014 om et regelsæt for genopretning og afvikling af kreditinstitutter og investeringsselskaber og om ændring af Rådets direktiv 82/891/EØF og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/24/EF, 2002/47/EF, 2004/25/EF, 2005/56/EF, 2007/36/EF, 2011/35/EU, 2012/30/EU og 2013/36/EU samt forordning (EU) nr. 1093/2010 og (EU) nr. 648/2012 (EUT 2014, L 173, s. 190).

(2)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 806/2014 af 15.7.2014 om ensartede regler og en ensartet procedure for afvikling af kreditinstitutter og visse investeringsselskaber inden for rammerne af en fælles afviklingsmekanisme og en fælles afviklingsfond og om ændring af forordning (EU) nr. 1093/2010 (EUT 2014, L 225, s. 1).

(3)  Kommissionens delegerede forordning (EU) 2015/63 af 21.10.2014 om supplerende regler til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/59/EU for så vidt angår ex ante-bidrag til afviklingsfinansieringsordninger (EUT 2015, L 11, s. 44).

(4)  Dom af 15.7.2021, Kommission mod Landesbank Baden-Württemberg og SRB, de forenede sager C-584/20 P og C-621/20 P, EU:C:2021:601.

(5)  Rådets gennemførelsesforordning (EU) 2015/81 af 19.12.2014 om ensartede betingelser for anvendelse af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 806/2014 for så vidt angår ex ante-bidrag til Den Fælles Afviklingsfond (EUT 2015, L 15, s. 1).

Sag anlagt den 1. juli 2022 — Volkskreditbank mod Den Fælles Afviklingsinstans

(Sag T-406/22)

(2022/C 368/43)

Processprog: tysk

Parter

Sagsøger: Volkskreditbank AG (Linz, Østrig) (ved advokater G. Eisenberger og A. Brenneis)

Sagsøgt: Den Fælles Afviklingsinstans (Afviklingsinstansen)

Sagsøgerens påstande

—	Afgørelse truffet af Den Fælles Afviklingsinstans den 11. april 2022 om fastsættelse af ex ante-bidrag til Den Fælles Afviklingsfond for 2022 (SRB/ES/2022/18), herunder bilagene hertil, annulleres, og under alle omstændigheder i det omfang, afgørelsen vedrører sagsøgeren.

—	Den Fælles Afviklingsinstans tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Til støtte for appellen har appellanten fremsat otte anbringender, der er identiske med de anbringender, som er fremsat i sag T-395/22, Hypo Vorarlberg Bank mod Den Fælles Afviklingsinstans.

Sag anlagt den 20. juli 2022 — QP mod Kommissionen

(Sag T-460/22)

(2022/C 368/44)

Processprog: portugisisk

Parter

Sagsøger: QP (ved advokaterne S. Gemas Donário y S. Soares)

Sagsøgt: Europa-Kommissionen

Sagsøgerens påstande

—	Kommissionens afgørelse C(2020) 8550 final af 4. december 2020 om støtteordning SA.21259 (2018/C) (ex 2018/NN) iværksat af Portugal til fordel for frizonen på Madeira (ZFM) — Ordning III annulleres.

—	Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren fremsat seks anbringender.

1.	Det første anbringende vedrører et urigtigt skøn med hensyn til spørgsmålet om, hvorvidt Ordning III for frizonen på Madeira (herefter »ZFM«) er forenelig med det indre marked, navnlig hvad angår støttens oprindelse samt skabelsen og bevarelsen af arbejdspladser i regionen.

2.	Det andet anbringende vedrører Kommissionens ubegrundede forsinkelse med henblik på ændringen af de senere udgaver af ordningen for ZFM med hensyn til kriteriet for beregningen af antallet af skabte/bevarede arbejdspladser.

3.	Det tredje anbringende vedrører en tilsidesættelse af begrundelsespligten, for så vidt som den vedtagne afgørelse ikke i tilstrækkelig grad indeholder en begrundelse for, hvad der forstås ved arbejdspladser i ZFM og den faktiske og materielt gemmeførte virksomhed på Madeira.

4.

Det fjerde anbringende vedrører en tilsidesættelse af retten til en retfærdig sagsbehandling og af princippet om ligestilling af parterne, henset til Kommissionens forsinkelse med henblik på ændringen af elementer i den retlige ordning for ZFM og den korte frist for sagsøgeren til at udøve sin ret til forsvar.

5.	Det femte anbringende vedrører en tilsidesættelse af den berettigede forventning, henset til Kommissionens forsømmelige forsinkede handling og indholdet af den anfægtede afgørelse.

6.	Det sjette anbringende vedrører en tilsidesættelse af retssikkerhedsprincippet, henset til Kommissionens forsinkede handling og til ændringen af den statsstøtteordning, der var gældende i en bestemt lovgivningsmæssig periode.

Sag anlagt den 20. juli 2022 — QQ mod Kommissionen

(Sag T-461/22)

(2022/C 368/45)

Processprog: portugisisk

Parter

Sagsøger: QQ (ved advokaterne S. Gemas Donário og S. Soares)

Sagsøgt: Europa-Kommissionen

Sagsøgerens påstande

—	Kommissionens afgørelse C(2020) 8550 final af 4. december 2020 om støtteordning SA.21259 (2018/C) (ex 2018/NN) iværksat af Portugal til fordel for frizonen på Madeira (ZFM) — Ordning III annulleres.

—	Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren fremsat seks anbringender.

1.	Det første anbringende vedrører et urigtigt skøn med hensyn til spørgsmålet om, hvorvidt Ordning III for frizonen på Madeira (herefter »ZFM«) er forenelig med det indre marked, navnlig hvad angår støttens oprindelse samt skabelsen og bevarelsen af arbejdspladser i regionen.

2.	Det andet anbringende vedrører Kommissionens ubegrundede forsinkelse med henblik på ændringen af de senere udgaver af ordningen for ZFM med hensyn til kriteriet for beregningen af antallet af skabte/bevarede arbejdspladser.

3.	Det tredje anbringende vedrører en tilsidesættelse af begrundelsespligten, for så vidt som den vedtagne afgørelse ikke i tilstrækkelig grad indeholder en begrundelse for, hvad der forstås ved arbejdspladser i ZFM og den faktiske og materielt gemmeførte virksomhed på Madeira.

4.

Det fjerde anbringende vedrører en tilsidesættelse af retten til en retfærdig sagsbehandling og af princippet om ligestilling af parterne, henset til Kommissionens forsinkelse med henblik på ændringen af elementer i den retlige ordning for ZFM og den korte frist for sagsøgeren til at udøve sin ret til forsvar.

5.	Det femte anbringende vedrører en tilsidesættelse af den berettigede forventning, henset til Kommissionens forsinkede handling og indholdet af den anfægtede afgørelse.

6.	Det sjette anbringende vedrører en tilsidesættelse af retssikkerhedsprincippet, henset til Kommissionens forsinkede handling og til ændringen af den statsstøtteordning, der var gældende i en bestemt lovgivningsmæssig periode.

Sag anlagt den 20. juli 2022 — QN mod Kommissionen

(Sag T-464/22)

(2022/C 368/46)

Processprog: portugisisk

Parter

Sagsøger: QN (ved advokaterne S. Gemas Donário og S. Soares)

Sagsøgt: Europa-Kommissionen

Sagsøgerens påstande

—	Kommissionens afgørelse C(2020) 8550 final af 4. december 2020 om støtteordning SA.21259 (2018/C) (ex 2018/NN) iværksat af Portugal til fordel for frizonen på Madeira (ZFM) — Ordning III annulleres.

—	Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren fremsat seks anbringender.

1.	Det første anbringende vedrører et urigtigt skøn med hensyn til spørgsmålet om, hvorvidt Ordning III for frizonen på Madeira (herefter »ZFM«) er forenelig med det indre marked, navnlig hvad angår støttens oprindelse samt skabelsen og bevarelsen af arbejdspladser i regionen.

2.	Det andet anbringende vedrører Kommissionens ubegrundede forsinkelse med henblik på ændringen af de senere udgaver af ordningen for ZFM med hensyn til arten af ansættelsesmæssig forbindelse, kriteriet for beregningen af antallet af skabte/bevarede arbejdspladser og disse arbejdspladsers placering.

3.	Det tredje anbringende vedrører en tilsidesættelse af begrundelsespligten, for så vidt som den vedtagne afgørelse ikke i tilstrækkelig grad indeholder en begrundelse for, hvad der forstås ved arbejdspladser i ZFM og den faktiske og materielt gemmeførte virksomhed på Madeira.

4.

Det fjerde anbringende vedrører en tilsidesættelse af retten til en retfærdig sagsbehandling og af princippet om ligestilling af parterne, henset til Kommissionens forsinkelse med henblik på ændringen af elementer i den retlige ordning for ZFM og den korte frist for sagsøgeren til at udøve sin ret til forsvar.

5.	Det femte anbringende vedrører en tilsidesættelse af den berettigede forventning, henset til Kommissionens forsinkede handling og indholdet af den anfægtede afgørelse.

6.	Det sjette anbringende vedrører en tilsidesættelse af retssikkerhedsprincippet, henset til Kommissionens forsinkede handling og til ændringen af den statsstøtteordning, der var gældende i en bestemt lovgivningsmæssig periode.

Sag anlagt den 2. august 2022 — Group of processors and producers of sheepmilk and goatmilk mod EUIPO — Kolios (HALLOUMAKI)

(Sag T-481/22)

(2022/C 368/47)

Stævningen er affattet på engelsk

Parter

Sagsøger: Group of processors and producers of sheepmilk and goatmilk (Nicosia, Cypern) (ved Barrister at Law S. Malynicz og advokat C. Milbradt)

Sagsøgt: Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO)

Den anden part i sagen for appelkammeret: Kolios AE Elliniki Viomichania Galaktos (Kilkis, Grækenland)

Oplysninger vedrørende sagen for EUIPO

Ansøger af det omtvistede varemærke: Kolios AE Elliniki Viomichania Galaktos

Det omtvistede varemærke: Ansøgning om EU-figurmærket HALLOUMAKI — registreringsansøgning nr. 18 126 405

Sagen for EUIPO: Indsigelsessag

Den anfægtede afgørelse: Afgørelse truffet den 12. maj 2022 af Femte Appelkammer ved EUIPO (sag R 1941/2021-5)

Påstande

—	Den anfægtede afgørelse annulleres.

—	EUIPO (og intervenienten, såfremt denne er procesdeltager) tilpligtes at bære deres egne omkostninger og betale de af indsigeren afholdte omkostninger i forbindelse med sagens behandling for Retten og ved appelkammeret.

Anbringende

—	Tilsidesættelse af artikel 13, stk. 1, litra b), i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 1151/2012.

Sag anlagt den 7. august 2022 — Multiópticas mod EUIPO — Nike Innovate (Gengivelse af to sorte geometriske former)

(Sag T-487/22)

(2022/C 368/48)

Stævningen er affattet på engelsk

Parter

Sagsøger: Multiópticas, S. Coop. (Colmenar Viejo, Spanien) (advokaterne M. López Camba og A. Lyubomirova Geleva)

Sagsøgt: Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO)

Den anden part i sagen for appelkammeret: Nike Innovate CV (Beaverton, Oregon, De Forenede Stater)

Oplysninger vedrørende sagen for EUIPO

Ansøger af det omtvistede varemærke: Nike Innovate CV

Det omtvistede varemærke: Ansøgning om EU-figurmærket (Gengivelse af to sorte geometriske former) — registreringsansøgning nr. 18 154 653

Sagen for EUIPO: Indsigelsessag

Den anfægtede afgørelse: Afgørelse truffet den 2. juni 2022 af Fjerde Appelkammer ved EUIPO (sag R 1762/2021-4)

Påstande

—	Den anfægtede afgørelse annulleres.

—	EUIPO tilpligtes at betale de af sagsøgeren afholdte omkostninger.

—	Nike Innovate CV tilpligtes at betale de af sagsøgeren afholdte omkostninger.

Anbringende

—	Tilsidesættelse af artikel 8, stk. 5, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/1001.

Sag anlagt den 8. august 2022 — Dr. Rudolf Liebe Nachfolger mod EUIPO — Bit Beauty (ayuna LESS IS BEAUTY)

(Sag T-490/22)

(2022/C 368/49)

Stævningen er affattet på engelsk

Parter

Sagsøger: Dr. Rudolf Liebe Nachfolger GmbH & Co. KG (Leinfelden Echterdingen, Tyskland) (ved advokaterne E. Stolz, U. Stelzenmüller, H. Meyerfeldt og J. Weiser)

Sagsøgt: Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO)

Den anden part i sagen for appelkammeret: Bit Beauty, SL (Barcelona, Spanien)

Oplysninger vedrørende sagen for EUIPO

Indehaver af det omtvistede varemærke: Bit Beauty, SL

Det omtvistede varemærke: International registrering, hvor Den Europæiske Union er designeret, af varemærket ayuna LESS IS BEAUTY — registreringsansøgning nr. 11 369 553

Sagen for EUIPO: Indsigelsessag

Den anfægtede afgørelse: Afgørelse truffet den 2. juni 2022 af Andet Appelkammer ved EUIPO (sag R 982/2021-2)

Påstande

—	Den anfægtede afgørelse annulleres.

—	Indsigelse B 003088668 tages i det hele til følge og IR nr. 11 369 553, hvor EU er designeret, nægtes registreret.

—	EUIPO og i givet fald indehaveren af IR/intervenienten tilpligtes at betale omkostningerne i forbindelse med sagens behandling for Retten og i forbindelse med sagens behandling ved appelkammeret.

Anbringende

—	Tilsidesættelse af artikel 8, stk. 1, litra b), i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/1001.

Sag anlagt den 8. august 2022 — Cyprian Iwuć mod EUIPO — Hangzhou XiangHui (Kasser til emballering, Sokker (Sæt af))

(Sag T-492/22)

(2022/C 368/50)

Stævningen er affattet på polsk

Parter

Sagsøger: Cyprian Iwuć (Sliema, Malta) (ved T. Kos, som befuldmægtiget)

Sagsøgt: Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO)

Den anden part i sagen for appelkammeret: Hangzhou XiangHui International Trading Co., Ltd. (Hangzhou, Kina)

Oplysninger vedrørende sagen for EUIPO

Indehaver af det omtvistede design: Hangzhou XiangHui International Trading Co., Ltd.

Det omtvistede design: EF-design »Kasser til emballering, Sokker (Sæt af -)« EF-design nr. 8 043 228 0001

Den anfægtede afgørelse: Afgørelse truffet den 20. maj 2022 af Tredje Appelkammer ved EUIPO (sag R 1672/2021 3)

Påstande

—

Den anfægtede afgørelse annulleres, og det fastslås, at det anfægtede design er ugyldigt, subsidiært, at registreringen af det anfægtede design begrænses til papæsken, såfremt det anfægtede design ikke anses for nyt i sin helhed som omhandlet i artikel 25, stk. 6, i Rådets forordning (EF) nr. 6/2002.

—	EUIPO og den anden part i sagen for EUIPO tilpligtes at betale sagsomkostningerne i forbindelse med sagens behandling for appelkammeret, EUIPO tilpligtes at betale samtlige sagsomkostninger i nærværende sag.

Anbringende

—

Tilsidesættelse af artikel 5, stk. 1, litra b), og artikel 7, stk. 1, sammenholdt med artikel 63 i Rådets forordning (EF) nr. 6/2002 om EF-design sammenholdt med artikel 28, stk. 1, litra b) og v), i Kommissionens forordning (EF) nr. 2245/2022 om gennemførelsesbestemmelser til Rådets forordning (EF) nr. 6/2002.

Sag anlagt den 12. august 2022 — NSD mod Rådet

(Sag T-494/22)

(2022/C 368/51)

Processprog: engelsk

Parter

Sagsøger: NKO AO National Settlement Depository (NSD) (Moskva, Rusland) (ved advokaterne N. Tuominen, M. Krestiyanova, J.-P. Fierens, C. Vangoidsenhoven og C. Gieskes)

Sagsøgt: Rådet for Den Europæiske Union

Sagsøgerens påstande

—

Rådets gennemførelsesforordning (EU) 2022/878 af 3. juni 2022 om gennemførelse af forordning (EU) nr. 269/2014 om restriktive foranstaltninger over for tiltag, der underminerer eller truer Ukraines territoriale integritet, suverænitet og uafhængighed (1), og Rådets afgørelse (FUSP) 2022/883 af 3. juni 2022 om ændring af afgørelse 2014/145/FUSP om restriktive foranstaltninger over for tiltag, der underminerer eller truer Ukraines territoriale integritet, suverænitet og uafhængighed (2), annulleres i det hele, for så vidt som disse retsakter vedrører sagsøgeren.

—	Rådet for Den Europæiske Union tilpligtes at betale de under sagen afholdte omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren fremsat fire anbringender.

1.	Med det første anbringende gøres det gældende, at de anfægtede retsakter er i strid med begrundelsespligten.

2.	Med det andet anbringende gøres det gældende, at Rådets ræsonnement er behæftet med åbenbart urigtige skøn. Sagsøgeren har gjort gældende, at de faktiske omstændigheder, som Rådet har støttet sig på, er udokumenterede, faktuelt forkerte og uunderbyggede.

3.	Med det tredje anbringende gøres det gældende, at de anfægtede retsakters virkninger udgør en uforholdsmæssig begrænsning af sagsøgerens grundlæggende rettigheder, der navnlig er sikret ved artikel 16 og 17 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder.

4.	Med det fjerde anbringende gøres det gældende, at de individuelle sanktioner over for sagsøgeren er ulovlige, eftersom Rådet ikke har opfyldt den krævede bevisstandard.

---

(1)  Rådets gennemførelsesforordning (EU) 2022/878 af 3.6.2022 om gennemførelse af forordning (EU) nr. 269/2014 om restriktive foranstaltninger over for tiltag, der underminerer eller truer Ukraines territoriale integritet, suverænitet og uafhængighed (EUT 2022, L 153, s. 15).

(2)  Rådets afgørelse (FUSP) 2022/883 af 3.6.2022 om ændring af afgørelse 2014/145/FUSP om restriktive foranstaltninger over for tiltag, der underminerer eller truer Ukraines territoriale integritet, suverænitet og uafhængighed (EUT 2022, L 153, s. 92).

Sag anlagt den 12. august 2022 — Mordashova mod Rådet

(Sag T-497/22)

(2022/C 368/52)

Processprog: fransk

Parter

Sagsøger: Marina Alexandrova Mordashova (Moskva, Rusland) (ved advokaterne T. Bontinck, D. Bogaert, A. Guillerme og L. Burguin)

Sagsøgt: Rådet for Den Europæiske Union

Sagsøgerens påstande

—	Rådets afgørelse (FUSP) 2022/883 af 3. juni 2022 annulleres, for så vidt som sagsøgeren herved er blevet opført under nr. 1156 i bilaget til denne afgørelse.

—	Rådets gennemførelsesforordning (EU) 2022/878 af 3. juni 2022 annulleres, for så vidt som sagsøgeren herved er blevet opført under nr. 1156 i bilag I til denne forordning.

—	Rådet for Den Europæiske Union tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Til støtte for sit søgsmål, der er anlagt til prøvelse af afgørelse (FUSP) 2022/883 (1) og gennemførelsesforordning (EU) 2022/878 (2), for så vidt som disse retsakter vedrører hende, har sagsøgeren fremsat fire anbringender.

1.	Første anbringende vedrører en tilsidesættelse af retten til en effektiv domstolsbeskyttelse og af administrationens begrundelsespligt.

2.	Andet anbringende vedrører et åbenbart urigtigt skøn for så vidt angår Rådets begrundelse.

3.

Tredje anbringende vedrører en tilsidesættelse af proportionalitetsprincippet og de grundlæggende rettigheder for så vidt angår vedtagelsen af de restriktive foranstaltninger over for sagsøgeren og det uberettigede indgreb i sagsøgerens grundlæggende rettigheder, der er sikret ved chartret om grundlæggende rettigheder.

4.	Fjerde anbringende vedrører en tilsidesættelse af ligebehandlingsprincippet og retssikkerhedsprincippet.

---

(1)  Rådets afgørelse (FUSP) 2022/883 af 3.6.2022 om ændring af afgørelse 2014/145/FUSP om restriktive foranstaltninger over for tiltag, der underminerer eller truer Ukraines territoriale integritet, suverænitet og uafhængighed (EUT 2022, L 153, s. 92).

(2)  Rådets gennemførelsesforordning (EU) 2022/878 af 3.6.2022 om gennemførelse af forordning (EU) nr. 269/2014 om restriktive foranstaltninger over for tiltag, der underminerer eller truer Ukraines territoriale integritet, suverænitet og uafhængighed (EUT 2022, L 153, s. 15).

Sag anlagt den 12. august 2022 — Melnichenko mod Rådet

(Sag T-498/22)

(2022/C 368/53)

Processprog: engelsk

Parter

Sagsøger: Aleksandra Melnichenko (Sankt Moritz, Schweiz) (ved advokaterne G. Lansky, P. Goeth og A. Egger)

Sagsøgt: Rådet for Den Europæiske Union

Sagsøgerens påstande

—

I henhold til artikel 263 TEUF annulleres såvel Rådets afgørelse (FUSP) 2022/883 af 3. juni 2022 om ændring af afgørelse 2014/145/FUSP om restriktive foranstaltninger over for tiltag, der underminerer eller truer Ukraines territoriale integritet, suverænitet og uafhængighed (1), som Rådets gennemførelsesforordning (EU) 2022/878 af 3. juni 2022 om gennemførelse af forordning (EU) nr. 269/2014 om restriktive foranstaltninger over for tiltag, der underminerer eller truer Ukraines territoriale integritet, suverænitet og uafhængighed (2), for så vidt som disse retsakter vedrører sagsøgeren.

—	Rådet for Den Europæiske Union tilpligtes at betale sagsomkostningerne i henhold til procesreglementets artikel 134.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren fremsat tre anbringender.

1.	Med det første anbringende gøres det gældende, at der er blevet anlagt et åbenbart urigtigt skøn.

2.	Med det andet anbringende gøres det gældende, at udpegelsen af sagsøgeren udgør en uretmæssig tilsidesættelse af hendes rettigheder, som er sikret ved artikel 7, 17 og 45 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder.

3.	Med det tredje anbringende gøres det gældende, at sagsøgerens ret til at blive hørt ikke er blevet iagttaget.

---

(1)  Rådets afgørelse (FUSP) 2022/883 af 3.6.2022 om ændring af afgørelse 2014/145/FUSP om restriktive foranstaltninger over for tiltag, der underminerer eller truer Ukraines territoriale integritet, suverænitet og uafhængighed (EUT 2022, L 153, s. 92).

(2)  Rådets gennemførelsesforordning (EU) 2022/878 af 3.6.2022 om gennemførelse af forordning (EU) nr. 269/2014 om restriktive foranstaltninger over for tiltag, der underminerer eller truer Ukraines territoriale integritet, suverænitet og uafhængighed (EUT 2022, L 153, s. 15).

Sag anlagt den 15. august 2022 — Ungarn mod Kommissionen

(Sag T-499/22)

(2022/C 368/54)

Processprog: ungarsk

Parter

Sagsøger: Ungarn (ved M. Fehér og G. Koós, som befuldmægtigede)

Sagsøgt: Europa-Kommissionen

Sagsøgerens påstande

—

Kommissionens gennemførelsesafgørelse (EU) 2022/908 af 8. juni 2022 om udelukkelse fra EU-finansiering af visse udgifter, som medlemsstaterne har afholdt inden for rammerne af Den Europæiske Garantifond for Landbruget (EGFL) og Den Europæiske Landbrugsfond for Udvikling af Landdistrikterne (ELFUL), annulleres, for så vidt som den vedrører Ungarn, i det omfang den som følge af konstaterede svagheder udelukker støtten til Ungarn i form af afkoblet direkte støtte og frivillig koblet støtte for regnskabsårene 2017-2019, og i form af foranstaltninger omfattet af IFKS og risikostyring af udvikling af landdistrikter inden for ELFUL for regnskabsårene 2017 2018, fra EU-finansiering.

—	Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Udelukkelsen er baseret på fire grunde, hvoraf de første tre er genstand for den ungarske regerings søgsmål med påstand om delvis annullation af den anfægtede afgørelse.

For så vidt angår det første retsgrundlag for udelukkelsen har den ungarske regering støttet sin argumentation på den omstændighed, at hverken en ordlydsfortolkning eller en teleologisk fortolkning af artikel 9 i forordning (EU) nr. 1307/2013 (1) begrunder Kommissionens fortolkning, hvorefter begrebet »aktiv landbruger« i sig selv ligeledes omfatter forretningsmæssigt forbundne virksomheder.

Begrebet sammenslutning af fysiske eller juridiske personer kan ikke sidestilles med begrebet forretningsmæssigt forbundne virksomheder, og det førstnævnte begreb omfatter heller ikke i sig selv det sidstnævnte begreb.

Kommissionens fortolkning afvises i øvrigt af mange medlemsstater, og det kan ikke antages, at en tilrådighedsstillelse af indholdet af de bilaterale forligsdrøftelser med medlemsstaterne gennem CircaBC-systemet kan skabe retssikkerhed i forbindelse med så afgørende et spørgsmål.

Den anden udelukkelsesgrund vedrører Kommissionens opfattelse, hvorefter artikel 35 i forordning (EU) nr. 809/2014 (2), når den fastsætter en forhøjelse af kontrolprocenten på stedet, ikke indfører nogen sondring mellem sådanne kontroller på baggrund af kilden til fejlniveauet (risikobaseret udvælgelse/tilfældigt udvalgt). Ifølge Kommissionen er de ungarske myndigheders fremgangsmåde, hvorefter der alene skal tages hensyn til visse resultater — der er relevante for beregningen af en eventuel nødvendig forhøjelse af kontrolprocenten — af tilfældigt udvalgte kontroller på stedet, ikke forenelig med de lovgivningsbestemte krav.

De relevante lovgivningsbestemte krav fastsætter imidlertid ikke udtrykkeligt, at det med henblik på fastlæggelse af forhøjelsen af kontrolprocenten ligeledes er nødvendigt at tage hensyn til fejl, som konstateres i de stikprøveelementer, der er blevet identificeret i henhold til en risikoanalyse. De gældende EU-bestemmelser præciserer følgelig ikke, hvordan det udsnit af støttemodtagere, der skal kontrolleres, skal defineres. Der er i realiteten ingen holdepunkter for, at der frem for at benytte en tilfældigt udvalgt stikprøve, der giver et mere retvisende billede af kontrolpopulationen, kun kan ske en »forhøjelse til et passende niveau« ved at vælge at »afpasse« denne stikprøve efter en stikprøve, der udvælges på grundlag af en risikoanalyse. En medtagelse i den samlede fejlprocent af resultaterne af den stikprøve, der udvælges på grundlag af en risikoanalyse, fører til et skævt resultat.

Afslutningsvis er den tredje udelukkelsesgrund baseret på den omstændighed, at meddelelsen af hændelser, der er dyrerelaterede, er blevet indberettet til et register over dyr, uden at der blev registreret nogen forsinkede meddelelser. Den omstændighed, at de administrative krydsoverensstemmelseskontroller ikke har gjort det muligt at identificere de meddelelser, der blev indgivet for sent (efter udløbet af de fastsatte maksimale sektorspecifikke frister, hvilket er en betingelse for frivillig koblet støtte), er til hinder for nedsættelse af betalingerne inden for rammerne af frivillig koblet støtte og pålæggelse af administrative sanktioner.

Dette betyder imidlertid ikke, at de ungarske myndigheder ikke pålægger sanktioner for forsinkede meddelelser, idet disse faktisk bliver pålagt sanktioner i forbindelse med krydsoverensstemmelseskontrollerne. Sådanne handlinger forbliver derfor ikke straffri, men der kan heller ikke pålægges sanktioner for den samme adfærd to gange.

---

(1)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1307/2013 af 17.12.2013 om fastsættelse af regler for direkte betalinger til landbrugere under støtteordninger inden for rammerne af den fælles landsbrugspolitik og om ophævelse af Rådet forordning (EF) nr. 637/2008 og Rådets forordning (EF) nr. 73/2009 (EUT 2013, L 347, s. 608).

(2)  Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) nr. 809/2014 af 17.7.2014 om gennemførelsesbestemmelser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1306/2013 for så vidt angår det integrerede forvaltnings- og kontrolsystem, foranstaltninger til udvikling af landdistrikterne og krydsoverensstemmelse (EUT 2014, L 227, s. 69).