ISSN 1725-2520 |
||
Den Europæiske Unions Tidende |
L 36 |
|
![]() |
||
Dansk udgave |
Retsforskrifter |
52. årgang |
Indhold |
|
I Retsakter vedtaget i henhold til traktaterne om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab/Euratom, hvis offentliggørelse er obligatorisk |
Side |
|
|
FORORDNINGER |
|
|
* |
||
|
|
||
|
* |
Kommissionens forordning (EF) nr. 107/2009 af 4. februar 2009 om gennemførelse af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/32/EF for så vidt angår krav til miljøvenligt design af simple settopbokse ( 1 ) |
|
|
|
DIREKTIVER |
|
|
* |
Kommissionens direktiv 2009/6/EF af 4. februar 2009 om ændring af Rådets direktiv 76/768/EØF om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om kosmetiske midler med henblik på tilpasning af bilag II og III til den tekniske udvikling ( 1 ) |
|
|
II Retsakter vedtaget i henhold til traktaterne om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab/Euratom, hvis offentliggørelse ikke er obligatorisk |
|
|
|
AFGØRELSER OG BESLUTNINGER |
|
|
|
Rådet |
|
|
|
2009/97/EF |
|
|
* |
||
|
|
Den Europæiske Centralbank |
|
|
|
2009/98/EF |
|
|
* |
||
|
|
RETNINGSLINJER |
|
|
|
Den Europæiske Centralbank |
|
|
|
2009/99/EF |
|
|
* |
||
|
|
2009/100/EF |
|
|
* |
||
|
|
2009/101/EF |
|
|
* |
|
|
IV Øvrige retsakter |
|
|
|
DET EUROPÆISKE ØKONOMISKE SAMARBEJDSOMRÅDE |
|
|
|
EFTA-Tilsynsmyndigheden |
|
|
* |
||
|
* |
|
|
Berigtigelser |
|
|
* |
|
|
|
(1) EØS-relevant tekst |
DA |
De akter, hvis titel er trykt med magre typer, er løbende retsakter inden for rammerne af landbrugspolitikken og har normalt en begrænset gyldighedsperiode. Titlen på alle øvrige akter er trykt med fede typer efter en asterisk. |
I Retsakter vedtaget i henhold til traktaterne om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab/Euratom, hvis offentliggørelse er obligatorisk
FORORDNINGER
5.2.2009 |
DA |
Den Europæiske Unions Tidende |
L 36/1 |
RÅDETS FORORDNING (EF, EURATOM) Nr. 105/2009
af 26. januar 2009
om ændring af forordning (EF, Euratom) nr. 1150/2000 om gennemførelse af afgørelse 2000/597/EF, Euratom om ordningen for Fællesskabernes egne indtægter
RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —
under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, særlig artikel 279, stk. 2,
under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Atomenergifællesskab, særlig artikel 183,
under henvisning til Rådets afgørelse 2007/436/EF, Euratom af 7. juni 2007 om ordningen for Fællesskabernes egne indtægter (1), særlig artikel 8, stk. 2,
under henvisning til forslag fra Kommissionen,
under henvisning til udtalelse fra Europa-Parlamentet (2),
under henvisning til udtalelse fra Revisionsretten (3), og
ud fra følgende betragtninger:
(1) |
Det Europæiske Råd vedtog på sit møde i Bruxelles den 15. og 16. december 2005 en række konklusioner vedrørende ordningen for Fællesskabernes egne indtægter, som førte til vedtagelse af afgørelse 2007/436/EF, Euratom. |
(2) |
I artikel 2, stk. 1, litra a), i afgørelse 2007/436/EF, Euratom er der ingen sondring mellem landbrugsafgifter og told. |
(3) |
Ifølge artikel 2, stk. 5, andet afsnit, i afgørelse 2007/436/EF, Euratom drager Nederlandene og Sverige for perioden 2007-2013 fordel af en bruttoreduktion af deres respektive årlige bruttonationalindkomst (BNI)-bidrag, som skal finansieres af alle medlemsstater. Der vil ikke være en efterfølgende revision af finansieringen af denne bruttoreduktion i tilfælde af efterfølgende ændringer af BNI-grundlaget. |
(4) |
Da afgørelse 2007/436/EF, Euratom henviser til BNI i stedet for bruttonationalproduktet (BNP), bør Rådets forordning (EF, Euratom) nr. 1150/2000 af 22. maj 2000 om gennemførelse af afgørelse 94/728/EF, Euratom om ordningen for Fællesskabets egne indtægter rettes ind herefter (4). Ordningen for De Europæiske Fællesskabers egne indtægter omfatter ikke længere finansielle BNP-bidrag, og det er derfor ikke længere nødvendigt at henvise til dem i forordning (EF, Euratom) nr. 1150/2000. |
(5) |
For at opnå en effektiv forvaltning af regnskaberne over Kommissionens egne indtægter bør der fastlægges specifikke bestemmelser, så overførslen af data og indberetningsperioder svarer til nuværende bankpraksis. |
(6) |
Fra 2007-budgettet og fremefter er der i den interinstitutionelle aftale mellem Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen om budgetdisciplin og forsvarlig økonomisk forvaltning (5) ikke længere tale om en specifik finansieringsmekanisme for reserven vedrørende långivning og garanti for lån og reserven til nødhjælp. Nødhjælpsreserven opføres på budgettet som en hensættelse, og reserven vedrørende långivning og garanti for lån anses for at være en obligatorisk udgift på det almindelige budget. |
(7) |
Forordning (EF, Euratom) nr. 1150/2000 bør derfor ændres i overensstemmelse hermed. |
(8) |
I betragtning af artikel 11 i afgørelse 2007/436/EF, Euratom bør denne forordning træde i kraft samme dag som afgørelsen og anvendes fra 1. januar 2007 — |
UDSTEDT FØLGENDE FORORDNING:
Artikel 1
I forordning (EF, Euratom) nr. 1150/2000 foretages følgende ændringer:
1) |
I titlen ændres »afgørelse 2000/597/EF, Euratom om ordningen for Fællesskabernes egne indtægter« til »afgørelse 2007/436/EF, Euratom om ordningen for Fællesskabernes egne indtægter«. |
2) |
Artikel 1 affattes således: »Artikel 1 De Europæiske Fællesskabers egne indtægter i henhold til afgørelse 2007/436/EF, Euratom (6), i det følgende benævnt »egne indtægter«, stilles til rådighed for Kommissionen og kontrolleres i overensstemmelse med denne forordning, jf. dog forordning (EØF, Euratom) nr. 1553/89 (7), forordning (EF, Euratom) nr. 1287/2003 (8) og direktiv 89/130/EØF, Euratom (9). |
3) |
I artikel 2, stk. 1, ændres »artikel 2, stk. 1, litra a) og b), i afgørelse 2000/597/EF, Euratom« til »artikel 2, stk. 1, litra a), i afgørelse 2007/436/EF, Euratom«. |
4) |
Artikel 3, stk. 2, affattes således: »2. Bilagene vedrørende de metoder og det statistikgrundlag, der er omhandlet i artikel 3 i forordning (EF, Euratom) nr. 1287/2003, opbevares af medlemsstaterne indtil den 30. september i det fjerde år efter det pågældende regnskabsår. Bilagene vedrørende grundlaget for momsindtægterne opbevares i samme tidsrum.« |
5) |
Artikel 5 affattes således: »Artikel 5 Den sats, der er omhandlet i artikel 2, stk. 1, litra c), i afgørelse 2007/436/EF, Euratom, og som fastsættes under budgetbehandlingen, beregnes som en procentdel af summen af medlemsstaternes anslåede bruttonationalindkomst (i det følgende benævnt »BNI«), således at den fuldt ud dækker den del af budgettet, der ikke finansieres ved den indtægt, der er omhandlet i artikel 2, stk. 1, litra a) og b), i afgørelse 2007/436/EF, Euratom, ved finansielle bidrag til supplerende programmer for forskning og teknologisk udvikling og ved andre indtægter. I budgettet angives denne sats med et tal med så mange decimaler, som det er nødvendigt for at foretage en fuldstændig fordeling af BNI-indtægten mellem medlemsstaterne.« |
6) |
Artikel 6, stk. 3, litra c), affattes således:
|
7) |
Artikel 9, stk. 1a, affattes således: »1a. Medlemsstaterne eller de organer, de har udpeget, sender følgende til Kommissionen ad elektronisk vej:
|
8) |
Artikel 10 affattes således: »Artikel 10 1. Efter fradrag af opkrævningsomkostninger, jf. artikel 2, stk. 3, og artikel 10, stk. 3, i afgørelse 2007/436/EF, Euratom, foretages den i artikel 2, stk. 1, litra a), i nævnte afgørelse omhandlede kreditering senest den første arbejdsdag efter den 19. i den anden måned efter den måned, i hvilken fordringen blev fastlagt i henhold til artikel 2 i nærværende forordning. For de fordringer, som er opført i det særskilte regnskab i henhold til artikel 6, stk. 3, litra b), i denne forordning, skal krediteringen dog foretages senest den første arbejdsdag efter den 19. i den anden måned efter den måned, i hvilken fordringen er indgået. 2. Medlemsstaterne kan om nødvendigt af Kommissionen opfordres til en anticiperet kreditering en måned tidligere for så vidt angår andre indtægter end momsindtægterne og den supplerende indtægt på grundlag af de oplysninger, de er i besiddelse af den 15. i samme måned. Reguleringen af hver anticiperet kreditering foretages den følgende måned ved den i stk. 1 nævnte kreditering. Regulering består i en negativ kreditering af et beløb svarende til det, der er angivet ved den anticiperede kreditering. 3. Momsindtægterne og den supplerende indtægt krediteres, under hensyn til indvirkningen på disse indtægter af korrektionen af budgetuligevægte til fordel for Det Forenede Kongerige og af bruttoreduktionen til fordel for Nederlandene og Sverige, den første arbejdsdag i hver måned med en tolvtedel af de beløb, der er opført herfor på budgettet, omregnet til national valuta efter omvekslingskursen på den sidste noteringsdag i kalenderåret forud for regnskabsåret, således som denne kurs er offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende, C-udgaven. Kommissionen kan specielt med henblik på betalingen af udgifterne vedrørende EGFL i henhold til Rådets forordning (EF) nr. 1782/2003 af 29. september 2003 om fastlæggelse af fælles regler for den fælles landbrugspolitiks ordninger for direkte støtte og om fastlæggelse af visse støtteordninger for landbrugere (10) og på baggrund af Fællesskabets likviditetssituation opfordre medlemsstaterne til at fremrykke krediteringen af en tolvtedel eller af en brøkdel af en tolvtedel af de beløb, der i budgettet er opført som momsindtægter og/eller supplerende indtægt, under hensyn til indvirkningen på disse indtægter af korrektionen af budgetuligevægte til fordel for Det Forenede Kongerige og af bruttoreduktionen til fordel for Nederlandene og Sverige, med én eller to måneder i et regnskabsårs første kvartal. Efter første kvartal kan den ønskede månedlige kreditering ikke overstige en tolvtedel af indtægterne fra moms og BNI, og den skal holdes inden for rammerne af de beløb, der er opført på budgettet i denne henseende. Kommissionen underretter medlemsstaterne herom på forhånd og senest to uger før den ønskede kreditering. De i ottende afsnit fastsatte bestemmelser om kreditering i januar i hvert regnskabsår og de bestemmelser, der finder anvendelse, når budgettet ikke er endeligt vedtaget inden regnskabsårets begyndelse, og som er fastsat i niende afsnit, finder anvendelse på de fremrykkede krediteringer. Enhver ændring af den ensartede momssats, satsen for den supplerende indtægt, korrektionen af budgetuligevægte til fordel for Det Forenede Kongerige og af finansieringen heraf som omhandlet i artikel 4 og 5 i afgørelse 2007/436/EF, Euratom, samt finansieringen af bruttoreduktionen til fordel for Nederlandene og Sverige skal være begrundet ved et endeligt vedtaget ændringsbudget og medfører en justering af de tolvtedele, der er opført siden regnskabsårets begyndelse. Disse justeringer foretages i forbindelse med den første kreditering efter den endelige vedtagelse af ændringsbudgettet, hvis dette vedtages inden den 16. i måneden. I modsat fald finder justeringerne sted i forbindelse med den anden kreditering efter den endelige vedtagelse. Uanset artikel 8 i finansforordningen opføres disse justeringer på regnskabet for det regnskabsår, som det pågældende ændringsbudget refererer til. De tolvtedele, der krediteres i januar i hvert regnskabsår, beregnes på grundlag af de beløb, der er opført i det budgetforslag, som er omhandlet i EF-traktatens artikel 272, stk. 3, og Euratom-traktatens artikel 177, stk. 3, omregnet til national valuta efter omvekslingskursen på den første noteringsdag efter den 15. december i det kalenderår, der går forud for regnskabsåret. Disse beløb reguleres i forbindelse med krediteringen for den efterfølgende måned. Er budgettet ikke endeligt vedtaget inden regnskabsårets begyndelse, opfører medlemsstaterne den første arbejdsdag i hver måned, inklusive januar måned, en tolvtedel af de beløb, der på det seneste endeligt vedtagne budget er opført som momsindtægter og supplerende indtægt, under hensyntagen til indvirkningen på disse indtægter af korrektionen af budgetuligevægte til fordel for Det Forenede Kongerige og af bruttoreduktionen til fordel for Nederlandene og Sverige. Disse beløb reguleres i forbindelse med den første kreditering efter den endelige vedtagelse af budgettet, hvis dette vedtages inden den 16. i måneden. I modsat fald finder reguleringen sted i forbindelse med den anden kreditering efter den endelige vedtagelse af budgettet. 4. På grundlag af den i artikel 7, stk. 1, i forordning (EØF, Euratom) nr. 1553/89 nævnte årlige oversigt over grundlaget for momsindtægterne debiteres hver medlemsstat for det beløb, der fremkommer ved at anvende den for det foregående regnskabsår gældende ensartede sats på tallene i oversigten, og krediteres for de 12 indbetalinger, der har fundet sted i løbet af dette regnskabsår. Grundlaget for momsindtægterne i en medlemsstat, på hvilken ovennævnte sats anvendes, kan dog ikke overstige den procentdel af landets BNI, der er fastsat i artikel 2, stk. 1, litra b), i afgørelse 2007/436/EF, Euratom, jf. denne artikels stk. 7, første punktum. Kommissionen opgør saldoen og meddeler medlemsstaterne beløbet i tilstrækkelig god tid til, at de kan opføre det på den i nærværende forordnings artikel 9, stk. 1, nævnte konto den første arbejdsdag i december samme år. 5. Eventuelle berigtigelser af grundlaget for momsindtægter, jf. artikel 9, stk. 1, i forordning (EØF, Euratom) nr. 1553/89, medfører for hver berørt medlemsstat, hvis grundlag, når berigtigelserne medregnes, ikke overstiger de procentdele, der er anført i artikel 2, stk. 1, litra b), og artikel 10, stk. 2, i afgørelse 2007/436/EF, Euratom, at den saldo, der er udregnet i henhold til nærværende artikels stk. 4, justeres således:
Korrektioner i BNI, jf. stk. 7 i denne artikel, medfører ligeledes en justering af saldoen for de medlemsstater, hvis grundlag, inklusive eventuelle berigtigelser, udjævnes til de procentdele, der er anført i artikel 2, stk. 1, litra b), og artikel 10, stk. 2, i afgørelse 2007/436/EF, Euratom. Kommissionen giver medlemsstaterne meddelelse om disse justeringer i så god tid, at de kan opføre dem på den i artikel 9, stk. 1, nævnte konto den første arbejdsdag i december samme år. Særlige justeringer kan imidlertid opføres på ethvert tidspunkt, hvis den pågældende medlemsstat og Kommissionen er enige. 6. På grundlag af de tal for BNI-aggregatet, opgjort i markedspriser, og dets bestanddele for det foregående regnskabsår, som medlemsstaterne har fremsendt i medfør af artikel 2, stk. 2, i forordning (EF, Euratom) nr. 1287/2003, debiteres hver medlemsstat for det beløb, der fremkommer, når satsen for det foregående regnskabsår anvendes på BNI, samt for krediteringer, der har fundet sted i løbet af nævnte regnskabsår. Kommissionen opgør saldoen og meddeler medlemsstaterne beløbet i tilstrækkelig god tid til, at de kan opføre det på den i nærværende forordnings artikel 9, stk. 1, nævnte konto den første arbejdsdag i december samme år. 7. Eventuelle korrektioner i BNI for tidligere regnskabsår, jf. artikel 2, stk. 2, i forordning (EF, Euratom) nr. 1287/2003 med forbehold af artikel 5 i samme, medfører en justering af hver berørt medlemsstats saldo, der er beregnet i henhold til stk. 6 i nærværende artikel. Denne justering beregnes som fastsat i stk. 5, første afsnit, i nærværende artikel. Kommissionen giver medlemsstaterne meddelelse om justeringerne af saldiene, således at de kan opføre beløbet på den i nærværende forordnings artikel 9, stk. 1, nævnte konto den første arbejdsdag i december samme år. Efter den 30. september i det fjerde år efter et givet regnskabsår tages der ikke længere hensyn til eventuelle korrektioner i BNI, undtagen på de punkter, hvor enten Kommissionen eller medlemsstaten forinden har givet meddelelse om en sådan korrektion. 8. Med de i stk. 4 til 7 omhandlede justeringer ændres indtægterne i det regnskabsår, hvori disse justeringer finder sted. 9. Bruttoreduktionen til fordel for Nederlandene og Sverige finansieres af alle medlemsstater. Finansieringen af denne bruttoreduktion vil ikke senere blive ændret som følge af en eventuel senere ændring af BNI-grundlaget. 10. Med henblik på anvendelse af afgørelse 2007/436/EF, Euratom, forstås i henhold til denne afgørelses artikel 2, stk. 7, ved »BNI« årets bruttonationalindkomst udtrykt i markedspriser, som defineret i forordning (EF, Euratom) nr. 1287/2003, undtagen for årene inden 2002, hvor BNP udtrykt i markedspriser som fastsat i direktiv 89/130/EØF, Euratom, fortsætter med at være referencen for beregning af den supplerende indtægt. |
9) |
I artikel 10a berører ændringen ikke den danske udgave. |
10) |
Artikel 11, stk. 4, affattes således: »4. For betaling af de i stk. 1 omhandlede renter finder artikel 9, stk. 1a og 2, tilsvarende anvendelse.« |
11) |
I artikel 12, stk. 5, foretages følgende ændringer:
|
12) |
I overskriften til afsnit VI ændres »afgørelse 2000/597/EF, Euratom« til »afgørelse 2007/436/EF, Euratom«. |
13) |
I indledningen i artikel 15 ændres »afgørelse 2000/597/EF, Euratom« til »afgørelse 2007/436/EF, Euratom«. |
14) |
I artikel 16 ændres henvisningen til »artikel 10, stk. 4 til 8« til »artikel 10 stk. 4 til 7«. |
15) |
I artikel 18 foretages følgende ændringer:
|
16) |
I artikel 19 berører ændringen ikke den danske udgave. |
Artikel 2
Denne forordning træder i kraft på dagen for ikrafttrædelsen af afgørelse 2007/436/EF, Euratom.
Den anvendes fra den 1. januar 2007.
Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.
Udfærdiget i Bruxelles, den 26. januar 2009.
På Rådets vegne
A. VONDRA
Formand
(1) EUT L 163 af 23.6.2007, s. 17.
(2) Europa-Parlamentets udtalelse af 21. oktober 2008 (endnu ikke offentliggjort i EUT).
(3) EUT C 192 af 29.7.2008, s. 1.
(4) EFT L 130 af 31.5.2000, s. 1.
(5) EUT C 139 af 14.6.2006, s. 1.
(6) EUT L 163 af 23.6.2007, s. 17.
(7) Rådets forordning (EØF, Euratom) nr. 1553/89 af 29. maj 1989 om den endelige ordning for ensartet opkrævning af egne indtægter hidrørende fra merværdiafgiften (EFT L 155 af 7.6.1989, s. 9).
(8) Rådets forordning (EF, Euratom) nr. 1287/2003 af 15. juli 2003 om harmoniseringen af bruttonationalindkomsten i markedspriser (EUT L 181 af 19.7.2003, s. 1).
(9) EFT L 49 af 21.2.1989, s. 26.«
(10) EUT L 270 af 21.10.2003, s. 1.«
5.2.2009 |
DA |
Den Europæiske Unions Tidende |
L 36/6 |
KOMMISSIONENS FORORDNING (EF) Nr. 106/2009
af 4. februar 2009
om faste importværdier med henblik på fastsættelse af indgangsprisen for visse frugter og grøntsager
KOMMISSIONEN FOR DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABER HAR —
under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab,
under henvisning til Rådets forordning (EF) nr. 1234/2007 af 22. oktober 2007 om en fælles markedsordning for landbrugsprodukter og om særlige bestemmelser for visse landbrugsprodukter (fusionsmarkedsordningen) (1),
under henvisning til Kommissionens forordning (EF) nr. 1580/2007 af 21. december 2007 om gennemførelsesbestemmelser til Rådets forordning (EF) nr. 2200/96, (EF) nr. 2201/96 og (EF) nr. 1182/2007 vedrørende frugt og grøntsager (2), og
ud fra følgende betragtninger:
Ved forordning (EF) nr. 1580/2007 fastsættes der, på basis af resultatet af de multilaterale handelsforhandlinger under Uruguay-runden, kriterier for Kommissionens fastsættelse af faste importværdier for tredjelande for de produkter og perioder, der er anført i del A i bilag XV til nævnte forordning —
UDSTEDT FØLGENDE FORORDNING:
Artikel 1
De faste importværdier som omhandlet i artikel 138 i forordning (EF) nr. 1580/2007 fastsættes i bilaget til nærværende forordning.
Artikel 2
Denne forordning træder i kraft den 5. februar 2009.
Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.
Udfærdiget i Bruxelles, den 4. februar 2009.
På Kommissionens vegne
Jean-Luc DEMARTY
Generaldirektør for landbrug og udvikling af landdistrikter
(1) EUT L 299 af 16.11.2007, s. 1.
(2) EUT L 350 af 31.12.2007, s. 1.
BILAG
Faste importværdier med henblik på fastsættelse af indgangsprisen for visse frugter og grøntsager
(EUR/100 kg) |
||
KN-kode |
Tredjelandskode (1) |
Fast importværdi |
0702 00 00 |
JO |
73,2 |
MA |
46,2 |
|
TN |
134,4 |
|
TR |
94,0 |
|
ZZ |
87,0 |
|
0707 00 05 |
JO |
155,5 |
MA |
134,2 |
|
TR |
172,1 |
|
ZZ |
153,9 |
|
0709 90 70 |
MA |
114,4 |
TR |
150,8 |
|
ZZ |
132,6 |
|
0709 90 80 |
EG |
84,3 |
ZZ |
84,3 |
|
0805 10 20 |
EG |
48,3 |
IL |
51,0 |
|
MA |
60,0 |
|
TN |
47,0 |
|
TR |
58,5 |
|
ZZ |
53,0 |
|
0805 20 10 |
IL |
148,2 |
MA |
96,1 |
|
TR |
49,1 |
|
ZZ |
97,8 |
|
0805 20 30, 0805 20 50, 0805 20 70, 0805 20 90 |
CN |
72,2 |
IL |
76,4 |
|
JM |
75,5 |
|
MA |
136,4 |
|
PK |
73,9 |
|
TR |
70,9 |
|
ZZ |
84,2 |
|
0805 50 10 |
EG |
48,0 |
MA |
67,1 |
|
TR |
58,8 |
|
ZZ |
58,0 |
|
0808 10 80 |
CA |
86,3 |
CL |
67,8 |
|
CN |
69,8 |
|
MK |
32,6 |
|
US |
114,6 |
|
ZZ |
74,2 |
|
0808 20 50 |
AR |
104,9 |
CL |
73,7 |
|
CN |
33,6 |
|
US |
118,1 |
|
ZA |
118,6 |
|
ZZ |
89,8 |
(1) Landefortegnelse fastsat ved Kommissionens forordning (EF) nr. 1833/2006 (EUT L 354 af 14.12.2006, s. 19). Koden »ZZ« = »anden oprindelse«.
5.2.2009 |
DA |
Den Europæiske Unions Tidende |
L 36/8 |
KOMMISSIONENS FORORDNING (EF) Nr. 107/2009
af 4. februar 2009
om gennemførelse af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/32/EF for så vidt angår krav til miljøvenligt design af simple settopbokse
(EØS-relevant tekst)
KOMMISSIONEN FOR DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABER HAR —
under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab,
under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/32/EF af 6. juli 2005 om rammerne for fastlæggelse af krav til miljøvenligt design af energiforbrugende produkter og om ændring af Rådets direktiv 92/42/EØF og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 96/57/EF og 2000/55/EF (1), særlig artikel 15, stk. 1,
efter høring af konsultationsforummet for miljøvenligt design og
ud fra følgende betragtninger:
(1) |
I henhold til direktiv 2005/32/EF fastlægger Kommissionen kravene til miljøvenligt design af energiforbrugende produkter, der sælges og handles i betydelige mængder, har en væsentlig miljøpåvirkning og har et betydeligt potentiale med hensyn til at mindske deres miljøpåvirkning, uden at det medfører urimelige omkostninger. |
(2) |
Ifølge artikel 16, stk. 2, første led, i direktiv 2005/32/EF udsteder Kommissionen efter proceduren i artikel 19, stk. 3, og kriterierne i artikel 15, stk. 2, og efter høring af konsultationsforummet eventuelt gennemførelsesforanstaltninger for forbrugerelektronik. |
(3) |
Kommissionen har gennemført en forberedende undersøgelse, hvor de tekniske, miljømæssige og økonomiske aspekter af simple settopbokse er analyseret. Undersøgelsen er tilrettelagt i samarbejde med interessenter og berørte parter fra EU og tredjelande, og resultaterne er gjort offentligt tilgængelige. |
(4) |
I undersøgelsen angives det, at antallet af simple settopbokse på EU-markedet vil vokse fra 28 mio. i 2008 til 56 mio. i 2014, og at det årlige elforbrug ved deres brug vil stige fra 6 TWh i 2010 til 14 TWh i 2014, men at dette elforbrug kan nedbringes kraftigt på en omkostningseffektiv måde. |
(5) |
De simple settopbokses elforbrug kan nedsættes ved at indbygge eksisterende generiske designløsninger, som trods deres omkostningseffektivitet ikke i tilfredsstillende grad er indført på markedet endnu, fordi slutbrugerne ikke er bevidste om driftsomkostningerne ved de simple settopbokse, og producenterne derfor ikke får noget incitament til at integrere disse løsninger på en nedbringelse af strømforbruget under brug. |
(6) |
Der bør stilles krav til miljøvenligt design af simple settopbokse med hensyn til strømforbrug med det formål at harmonisere sådanne krav i hele EU og bidrage til et velfungerende indre marked og en forbedring af anordningernes miljømæssige egenskaber. |
(7) |
Denne forordning ventes at øge udbredelsen på markedet af teknologi, der forbedrer de simple settopbokses energieffektivitet og dermed give en anslået årlig energibesparelse på 9 TWh i 2014 sammenlignet med et scenario med uændret praksis. |
(8) |
Kravene til miljøvenligt design bør ikke have en negativ indvirkning på produktets brugsegenskaber og bør ikke være til skade for sundhed, sikkerhed eller miljø. |
(9) |
Ved at indføre krav til miljøvenligt design i flere faser skulle producenterne være sikret en passende tidsramme for ændring af produktets design. Tidsplanen for faserne bør lægges sådan, at der undgås negative virkninger for det markedsførte udstyrs brugsegenskaber, og at der tages hensyn til omkostningsvirkningerne for producenterne, navnlig smv’er, samtidig med at de politiske målsætninger nås til tiden. |
(10) |
Målingerne af strømforbruget bør udføres med alment anerkendt teknik, og producenterne kan anvende harmoniserede standarder, der er fastlagt i overensstemmelse med artikel 9 i direktiv 2005/32/EF. |
(11) |
Kravene i denne forordning bør have forrang frem for krav, der er fastlagt i Kommissionens forordning (EF) nr. 1275/2008 af 17. december 2008 om gennemførelse af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/32/EF for så vidt angår krav til miljøvenligt design af elektriske og elektroniske husholdningsapparater og kontorudstyr med hensyn til strømforbrug i standbytilstand og slukket tilstand (2). |
(12) |
I overensstemmelse med artikel 8, stk. 2, i direktiv 2005/32/EF bør det i denne forordning specificeres, at de gældende procedurer for overensstemmelsesvurdering er den interne designkontrol, der er fastlagt i bilag IV til direktiv 2005/32/EF, og det forvaltningssystem, der er fastlagt i bilag V til direktiv 2005/32/EF. |
(13) |
For at lette kontrollen af overholdelsen bør producenterne pålægges at give oplysninger i den tekniske dokumentation, der henvises til i bilag IV og V i direktiv 2005/32/EF, i det omfang de vedrører kravene i nærværende gennemførelsesforanstaltning. |
(14) |
Der bør fastlægges benchmarks for de simple settopbokse med lavt strømforbrug, der er i handelen i øjeblikket. En »0 watt-tilstand« på simple settopbokse vil muligvis påvirke forbrugernes adfærd og beslutning om at mindske unødvendigt energispild. Benchmarks bidrager til let og uindskrænket adgang til information, navnlig for smv’erne og de helt små virksomheder, hvilket yderligere befordrer integrationen af de bedste designteknologier til nedbringelse af simple settopbokses energiforbrug. |
(15) |
De i denne forordning fastsatte foranstaltninger er i overensstemmelse med udtalelse fra det udvalg, der er nedsat ved artikel 19, stk. 1, i direktiv 2005/32/EF — |
UDSTEDT FØLGENDE FORORDNING:
Artikel 1
Genstand og anvendelsesområde
I denne forordning fastsættes der krav til miljøvenligt design af simple settopbokse.
Artikel 2
Definitioner
I denne forordning gælder definitionerne i direktiv 2005/32/EF. Tillige forstås ved:
1) |
»simpel settopboks«: en separat anordning, som uanset de anvendte grænseflader
En simpel settopboks kan være udstyret med følgende ekstra funktioner og/eller komponenter, som ikke er med i minimumsspecifikationen for en simpel settopboks:
|
2) |
»standbytilstand«: en tilstand, hvori udstyret er tilsluttet en strømkilde, er afhængigt af energitilførsel fra strømkilden for at fungere efter hensigten og kun har følgende funktioner, som kan virke i en ubegrænset tidsperiode:
|
3) |
»reaktiveringsfunktion«: en funktion, der muliggør aktivering af andre tilstande, herunder tændt tilstand, ved hjælp af en fjernstyret afbryder, f.eks. en fjernbetjening, en indbygget sensor, en timer til en tilstand, der indebærer yderligere funktioner, herunder den primære funktion |
4) |
»informations- eller statusdisplay«: en kontinuerlig funktion, der giver information eller angiver udstyrets status i et display, herunder klokkeslæt |
5) |
»tændt tilstand«: en tilstand, hvori udstyret er tilsluttet en strømkilde, og hvor som minimum hovedfunktionen eller en af hovedfunktionerne i udstyret er aktiveret |
6) |
»automatisk slukkefunktion«: en funktion, som i en simpel settopboks ændrer tændt tilstand til standbytilstand, når der er forløbet en vis tid i tændt tilstand efter brugerens seneste betjening og/eller kanalskift |
7) |
»ekstra tuner«: en komponent i en simpel settopboks, der kan bruges til uafhængig optagelse, mens der samtidig kan ses et andet program |
8) |
»adgangsstyring«: en udbyderkontrolleret tv-tjeneste, der kræver betaling. |
Artikel 3
Krav til miljøvenligt design
Kravene til miljøvenligt design af simple settopbokse er fastlagt i bilag I.
Artikel 4
Forbindelse til forordning (EF) nr. 1275/2008
Kravene i denne forordning har forrang frem for de krav, der er fastsat i forordning (EF) nr. 1275/2008.
Artikel 5
Overensstemmelsesvurdering
Proceduren for overensstemmelsesvurdering i artikel 8, stk. 2, i direktiv 2005/32/EF er den interne designkontrol, der er fastlagt i bilag IV til direktiv 2005/32/EF, eller det forvaltningssystem, der er fastlagt i bilag V til direktiv 2005/32/EF.
Artikel 6
Verifikationsprocedure til markedstilsyn
Tilsyn foretages efter verifikationsproceduren i bilag II.
Artikel 7
Benchmarks
De vejledende benchmarks for de miljømæssigt bedste produkter og teknikker, der i øjeblikket findes på markedet, er angivet i bilag III.
Artikel 8
Revision
Senest fem år efter denne forordnings ikrafttræden revurderer Kommissionen den i lyset af den teknologiske udvikling og forelægger resultatet af denne revurdering for konsultationsforummet.
Artikel 9
Ikrafttræden
Denne forordning træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.
Punkt 1 i bilag I anvendes fra étårsdagen efter den i stk. 1 angivne dato.
Punkt 2 i bilag I anvendes fra treårsdagen efter den i stk. 1 angivne dato.
Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.
Udfærdiget i Bruxelles, den 4. februar 2009.
På Kommissionens vegne
Andris PIEBALGS
Medlem af Kommissionen
(1) EUT L 191 af 22.7.2005, s. 29.
(2) EUT L 339 af 18.12.2008, s. 45.
BILAG I
Krav til miljøvenligt design
1. Et år efter denne forordnings ikrafttræden må simple settopbokse, der bringes i omsætning, ikke overstige følgende grænser for strømforbrug. Simple settopbokse med integreret harddisk og/eller ekstra tuner er undtaget fra dette krav:
|
Standbytilstand |
Tændt tilstand |
Simpel settopboks |
1,00 W |
5,00 W |
Tillæg for displayfunktion i standbytilstand |
+1,00 W |
— |
Tillæg for omkodning af HD-signaler |
— |
+3,00 W |
2. Tre år efter denne forordnings ikrafttræden må simple settopbokse, der bringes på markedet eller tages i brug, ikke overstige følgende grænser for strømforbrug:
|
Standbytilstand |
Tændt tilstand |
Simpel settopboks |
0,50 W |
5,00 W |
Tillæg for displayfunktion i standbytilstand |
+0,50 W |
— |
Tillæg for harddisk |
— |
+6,00 W |
Tillæg for ekstra tuner |
— |
+1,00 W |
Tillæg for omkodning af HD-signaler |
— |
+1,00 W |
3. Indbygning af standbytilstand
Et år efter denne forordnings ikrafttræden skal simple settopbokse have indbygget standbytilstand.
4. Automatisk slukkefunktion
Et år efter denne gennemførelsesforanstaltnings ikrafttræden skal simple settopbokse være udstyret med en automatisk slukkefunktion eller lignende funktion med følgende egenskaber:
— |
Den simple settopboks skal automatisk skifte tilstand fra tændt til standby efter mindre end tre timer i tændt tilstand, efter at brugeren sidst betjente anordningen og/eller skiftede kanal, og idet der advares herom to minutter før overgang til standbytilstand. |
— |
Den automatiske slukkefunktion skal være standardindstilling. |
5. Målinger
Det strømforbrug, der henvises til i punkt 1 og 2, skal fastslås ved en pålidelig, nøjagtig og reproducerbar måleprocedure, som anvender alment anerkendte måleteknikker.
Effektmålinger på 0,50 W eller mere skal foretages med en usikkerhed på højst 2 % ved et 95 % konfidensinterval. Effektmålinger på mindre end 0,50 W skal foretages med en usikkerhed på højst 0,01 W ved et 95 % konfidensinterval.
6. Oplysninger fra producenten med henblik på overensstemmelsesvurdering
Af hensyn til overensstemmelsesvurderingen i henhold til artikel 5 skal den tekniske dokumentation indeholde følgende elementer:
a) |
Med hensyn til standbytilstand og tændt tilstand
|
b) |
Testparametre for målingerne
|
Det er ikke obligatorisk i den tekniske dokumentation at angive strømforbruget i eventuelt perifert udstyr, der bliver strømforsynet fra settopboksen med henblik på modtagelse af radio/tv-signaler, f.eks. en aktiv jordbaseret antenne, satellit-LNB eller kabel/telefonmodem.
7. Oplysninger fra producenten med henblik på forbrugeroplysning
Producenterne sørger for, at forbrugerne får oplysning om simple settopbokses strømforbrug i standbytilstand og tændt tilstand, angivet i watt med én decimal.
BILAG II
Verifikationsprocedure
Medlemsstaternes myndigheder skal, når de udfører markedstilsyn ifølge artikel 3, stk. 2, i direktiv 2005/32/EF, anvende følgende verifikationsprocedure for de gældende krav i henhold til bilag I, punkt 1, 2 og 4.
Med hensyn til strømforbrug på mere end 1,00 W:
Medlemsstaternes myndigheder skal teste en enkelt enhed.
Modellen anses for at overholde bestemmelserne i bilag I, punkt 1 og 2, hvis resultaterne for tændt tilstand og standbytilstand ikke overstiger grænseværdierne med mere end 10 %.
I modsat fald skal der testes endnu tre enheder. Modellen anses for at overholde nærværende forordning, hvis gennemsnittet af resultaterne af de sidste tre test af tændt tilstand og standbytilstand ikke overstiger grænseværdierne med mere end 10 %.
Med hensyn til strømforbrug på 1,00 W og derunder:
Medlemsstaternes myndigheder skal teste en enkelt enhed.
Modellen anses for at overholde bestemmelserne i bilag I, punkt 1 og 2, hvis resultaterne for tændt tilstand og standbytilstand ikke overstiger grænseværdierne med mere end 0,10 W.
I modsat fald skal der testes endnu tre enheder. Modellen anses for at overholde nærværende forordning, hvis gennemsnittet af resultaterne af de sidste tre test af tændt tilstand og standbytilstand ikke overstiger grænseværdierne med mere end 0,10 W.
Hvis grænseværdierne overskrides, anses modellen ikke for at være overensstemmende.
BILAG III
Benchmarks
Der er fastlagt følgende vejledende benchmarks, jf. bilag I, del 3, punkt 2, i direktiv 2005/32/EF. De henviser til den bedste tilgængelige teknologi på datoen for denne forordnings vedtagelse:
|
Simpel settopboks uden ekstra funktioner:
|
|
Simpel settopboks med integreret harddisk:
|
Ovennævnte benchmarks er fastlagt ud fra en simpel settopboks med basiskonfiguration, automatisk slukkefunktion og afbryder (»hard off switch«).
DIREKTIVER
5.2.2009 |
DA |
Den Europæiske Unions Tidende |
L 36/15 |
KOMMISSIONENS DIREKTIV 2009/6/EF
af 4. februar 2009
om ændring af Rådets direktiv 76/768/EØF om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om kosmetiske midler med henblik på tilpasning af bilag II og III til den tekniske udvikling
(EØS-relevant tekst)
KOMMISSIONEN FOR DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABER HAR —
under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab,
under henvisning til Rådets direktiv 76/768/EØF af 27. juli 1976 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om kosmetiske midler (1), særlig artikel 8, stk. 2,
efter høring af Den Videnskabelige Komité for Forbrugsvarer, og
ud fra følgende betragtninger:
(1) |
Efter at en medlemsstat havde truffet restriktive foranstaltninger i overensstemmelse med artikel 12 i direktiv 76/768/EØF for så vidt angår anvendelse af diethylenglycol (DEG) i kosmetiske midler, blev SCCP hørt. Eftersom Den Videnskabelige Komité er af den mening, at DEG ikke bør anvendes som en bestanddel i kosmetiske midler, men at en maksimumskoncentration på højst 0,1 % af DEG fra urenheder i de færdige kosmetiske midler kan anses for at være sikker, bør dette stof forbydes til anvendelse i kosmetiske midler, og grænseværdien for spor af stoffet bør fastsættes til 0,1 %. |
(2) |
Efter at en medlemsstat havde truffet restriktive foranstaltninger i overensstemmelse med artikel 12 i direktiv 76/768/EØF for så vidt angår anvendelse af phytonadion i kosmetiske midler, blev SCCP hørt. Den Videnskabelige Komité er af den mening, at anvendelse af phytonadion i kosmetiske midler ikke er sikker, da stoffet kan forårsage hudallergi, og personer, der rammes af denne form for allergi, vil muligvis ikke længere kunne anvende phytonadion som lægemiddel. Derfor bør stoffet forbydes. |
(3) |
Direktiv 76/768/EØF forbyder anvendelsen i kosmetiske midler af stoffer, der i bilag I til Rådets direktiv 67/548/EØF af 27. juni 1967 om tilnærmelse af lovgivning om klassificering, emballering og etikettering af farlige stoffer (2) er klassificeret som kræftfremkaldende, mutagene eller reproduktionstoksiske (CMR-stoffer) i kategori 1, 2 eller 3. Stoffer, der i direktiv 67/548/EØF er klassificeret i kategori 3, tillades dog anvendt, såfremt de på grundlag af en vurdering godkendes af Den Videnskabelige Komité for Forbrugsvarer (SCCP). |
(4) |
SCCP mener, at toluen, et stof, der er klassificeret som et CMR-stof i kategori 3 i bilag I til direktiv 67/548/EØF, er sikker fra et generelt toksikologisk synspunkt, når det udgør højst 25 % af neglemidler; det bør dog undgås, at børn indånder stoffet. |
(5) |
Efter at en medlemsstat havde truffet restriktive foranstaltninger i overensstemmelse med artikel 12 i direktiv 76/768/EØF for så vidt angår anvendelse af diethylenglycolmonobutylether (DEGBE) og ethylenglycolmonobutylether (EGBE) i kosmetiske midler, blev SCCP hørt. Den Videnskabelige Komité er af den mening, at anvendelse af DEGBE som opløsningsmiddel i hårfarvningsmidler i en koncentration på højst 9,0 % ikke udgør nogen risiko for forbrugersundheden. Komitéen er endvidere af den mening, at anvendelse af EGBE som opløsningsmiddel i en koncentration på højst 4,0 % i oxidative hårfarvningsmidler og på højst 2,0 % i ikke-oxidative hårfarvningsmidler ikke udgør nogen risiko for forbrugersundheden. SCCP mener dog ikke, at anvendelse af disse stoffer er sikker, når midlet frembydes i aerosoler/spraydåser; derfor bør denne potentielle anvendelse forbydes. |
(6) |
Direktiv 76/768/EØF bør derfor ændres i overensstemmelse hermed. |
(7) |
Foranstaltningerne i dette direktiv er i overensstemmelse med udtalelse fra Det Stående Udvalg for Kosmetiske Produkter — |
UDSTEDT FØLGENDE DIREKTIV:
Artikel 1
Bilag II og III til direktiv 76/768/EØF ændres i overensstemmelse med bilaget til dette direktiv.
Artikel 2
1. Medlemsstaterne vedtager og offentliggør senest den 5. august 2009 de love og administrative bestemmelser, der er nødvendige for at efterkomme dette direktiv. De tilsender straks Kommissionen teksten til disse bestemmelser.
De anvender disse bestemmelser fra den 5. november 2009.
De anvender imidlertid bestemmelserne om stoffet toluen som omhandlet i bilagets punkt 2, løbenummer 185, fra den 5. februar 2010.
De i første afsnit omhandlede bestemmelser skal ved vedtagelsen indeholde en henvisning til dette direktiv eller skal ved offentliggørelsen ledsages af en sådan henvisning. De nærmere regler for henvisningen fastsættes af medlemsstaterne.
2. Medlemsstaterne tilsender Kommissionen de vigtigste nationale bestemmelser, som de udsteder på det område, der er omfattet af dette direktiv.
Artikel 3
Dette direktiv træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.
Artikel 4
Dette direktiv er rettet til medlemsstaterne.
Udfærdiget i Bruxelles, den 4. februar 2009.
På Kommissionens vegne
Günter VERHEUGEN
Næstformand
(1) EFT L 262 af 27.9.1976, s. 169.
(2) EFT 196 af 16.8.1967, s. 1.
BILAG
I direktiv 76/768/EØF foretages følgende ændringer:
1) |
I bilag II tilføjes følgende løbenumre:
|
2) |
I del 1 i bilag III tilføjes følgende løbenumre 185 til 188:
|
II Retsakter vedtaget i henhold til traktaterne om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab/Euratom, hvis offentliggørelse ikke er obligatorisk
AFGØRELSER OG BESLUTNINGER
Rådet
5.2.2009 |
DA |
Den Europæiske Unions Tidende |
L 36/18 |
RÅDETS AFGØRELSE
af 24. juli 2008
om undertegnelse og foreløbig anvendelse af et samarbejdsmemorandum mellem Organisationen for International Civil Luftfart og Det Europæiske Fællesskab vedrørende luftfartssikkerhedskontrol/-inspektioner og beslægtede spørgsmål
(2009/97/EF)
RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —
under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, særlig artikel 80, stk. 2, sammenholdt med artikel 300, stk. 2, første afsnit, første punktum,
under henvisning til forslag fra Kommissionen, og
ud fra følgende betragtninger:
(1) |
Rådet bemyndigede den 30. november 2007 Kommissionen til at indlede forhandlinger om en aftale mellem Det Europæiske Fællesskab og Den Internationale Civilluftfartsorganisation (ICAO) vedrørende luftfartssikkerhedskontrol/-inspektioner og beslægtede spørgsmål. |
(2) |
Kommissionen har på Fællesskabets vegne forhandlet et samarbejdsmemorandum med ICAO vedrørende luftfartssikkerhedskontrol/-inspektioner og beslægtede spørgsmål i overensstemmelse med direktiverne i bilag I og ad hoc-proceduren, der er fastsat i bilag II til Rådets afgørelse om bemyndigelse af Kommissionen til at indlede forhandlinger. |
(3) |
Memorandummet bør undertegnes og anvendes foreløbigt med forbehold af senere indgåelse — |
TRUFFET FØLGENDE AFGØRELSE:
Artikel 1
Undertegnelsen af samarbejdsmemorandummet mellem Den Internationale Civilluftfartsorganisation og Det Europæiske Fællesskab vedrørende luftfartssikkerhedskontrol/-inspektioner og beslægtede spørgsmål godkendes herved på vegne af Fællesskabet med forbehold af Rådets afgørelse om indgåelse af nævnte memorandum.
Teksten til memorandummet er knyttet til denne afgørelse.
Artikel 2
Formanden for Rådet bemyndiges til at udpege den eller de personer, der på Fællesskabets vegne er beføjet til at undertegne samarbejdsmemorandummet med forbehold af senere indgåelse.
Artikel 3
Under forudsætning af gensidighed anvendes samarbejdsmemorandummet foreløbigt fra dets undertegnelse i afventning af gennemførelsen af de procedurer, der er nødvendige for dets indgåelse.
Udfærdiget i Bruxelles, den 24. juli 2008.
På Rådets vegne
B. HORTEFEUX
Formand
(OVERSÆTTELSE)
SAMARBEJDSMEMORANDUM
mellem Organisationen For International Civil Luftfart og Det Europæiske Fællesskab vedrørende luftfartssikkerhedskontrol/-inspektioner og beslægtede spørgsmål
ORGANISATIONEN FOR INTERNATIONAL CIVIL LUFTFART (»ICAO«)
og
Det Europæiske Fællesskab (»EF«)
under et i det følgende benævnt »parterne«,
SOM HENVISER TIL konventionen angående international civil luftfart, som blev undertegnet i Chicago den 7. december 1944 (i det følgende benævnt »Chicago-konventionen«) og især dennes bilag 17 — Sikkerhed (i det følgende benævnt »bilag 17«),
SOM HENVISER TIL ICAO-forsamlingens resolution A35-9, der pålagde generalsekretæren at videreføre ICAO’s universelle sikkerhedskontrolprogram (Universal Security Audit Programme — USAP), som omfatter regelmæssige, obligatoriske, systematiske og harmoniserede sikkerhedskontroller hos alle Chicago-konventionens kontraherende stater (i det følgende benævnt »kontraherende stater«),
SOM HENVISER TIL Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 2320/2002 af 16. december 2002 om fastsættelse af fælles bestemmelser om sikkerhed inden for civil luftfart (1) (i det følgende benævnt »forordning 2320/2002«), og Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 300/2008 af 11. marts 2008 om fælles bestemmelser om sikkerhed inden for civil luftfart og om ophævelse af forordning (EF) nr. 2320/2002 (2) (i det følgende benævnt »forordning 300/2008«), der vil erstatte forordning 2320/2002 efter vedtagelsen af de nødvendige gennemførelsesforanstaltninger,
SOM NOTERER SIG Kommissionens forordning (EF) nr. 1486/2003 af 22. august 2003 om fastlæggelse af procedurer for Kommissionens inspektioner af sikkerheden inden for civil luftfart (3), særlig dennes artikel 16, hvori det fastsættes, at Europa-Kommissionen ved planlægningen af sit inspektionsprogram skal tage hensyn til sikkerhedskontrol, som de mellemstatslige organisationer har planlagt eller foretaget for nylig, for at sikre effektiviteten generelt af de forskellige sikkerhedsinspektioner og kontrolaktiviteter,
SOM TAGER HENSYN TIL anvendelsen af den relevante fællesskabslovgivning, bl.a. Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1049/2001 af 30. maj 2001 om aktindsigt i Europa-Parlamentets, Rådets og Kommissionens dokumenter (4), og Kommissionens afgørelse 2001/844/EF, EKSF, Euratom af 29. november 2001 om ændring af dens forretningsorden (i det følgende benævnt »afgørelse 2001/844/EF, EKSF, Euratom«), særlig dennes afsnit 10 og 26 med ændringer (5),
SOM HENVISER TIL, at de fleste standarder i bilag 17 også dækkes af forordning 2320/2002, og at Europa-Kommissionen udfører inspektioner i Den Europæiske Unions medlemsstater (i det følgende benævnt »EU«) for at overvåge anvendelsen af denne forordning,
SOM TAGER I BETRAGTNING, at hovedformålet med ICAO’s kontrolprogram og Europa-Kommissionens inspektionsprogram er at fremme luftfartssikkerheden ved at vurdere gennemførelsen af de respektive standarder, fastslå eventuelle mangler og om nødvendigt sikre udbedring af mangler,
SOM TAGER I BETRAGTNING, at der bør etableres et gensidigt samarbejde på området luftfartssikkerhedskontrol/-inspektioner og beslægtede spørgsmål på en måde, så en bedre udnyttelse af begrænsede ressourcer sikres, og overlappende arbejde undgås, samtidig med at ICAO’s USAP-programs universalitet og integritet opretholdes,
SOM TAGER I BETRAGTNING, at Europa-Kommissionen har håndhævelsesbeføjelser til at sikre gennemførelsen af fællesskabslovgivningen om sikkerhed inden for civil luftfart,
SOM TAGER I BETRAGTNING, at ICAO’s råd i forbindelse med sin 176. samling fastsatte, at ICAO’s luftfartssikkerhedskontrol så vidt muligt bør målrettes en stats evne til at tilvejebringe et passende nationalt tilsyn, og desuden blev generalsekretæren anmodet om at udforske mulighederne for samarbejdsordninger og effektiv ressourceanvendelse i regioner, hvor der findes obligatoriske mellemstatslige kontrolprogrammer.
1. Generelle bestemmelser
1.1. Standarder i bilag 17, der ikke dækkes af EF-lovgivning, falder uden for dette samarbejdsmemorandums anvendelsesområde.
1.2. For standarder i bilag 17, der dækkes af EF-lovgivning, vurderer ICAO Europa-Kommissionens inspektioner af EU-medlemsstaternes relevante nationale myndigheder for at verificere overensstemmelsen med disse standarder i henhold til dette samarbejdsmemorandums afsnit 3 hos de kontraherende stater, der er underlagt fællesskabslovgivningen om sikkerhed inden for civil luftfart.
1.3. Gennemførelsen af ICAO’s vurdering i Det Europæiske Fællesskab drøftes efter anmodning fra en af parterne, men mindst én gang om året.
1.4. ICAO’s kontrolpersonale kan lejlighedsvis deltage i Europa-Kommissionens inspektioner af EU-lufthavne som observatører, efter at Europa-Kommissionen har modtaget den pågældende EU-medlemsstats udtrykkelige samtykke.
2. Oplysninger, som skal forelægges ICAO om Europa-Kommissionens inspektioner i Det Europæiske Fællesskab
2.1. I overensstemmelse med afgørelse 2001/844/EF, EKSF, Euratom videregives følgende EU-klassificerede oplysninger til og med klassifikationsgraden »TIL TJENESTEBRUG« (RESTREINT UE) til ICAO’s bemyndigede personale:
A. |
Fælles regler og standarder om sikkerhed inden for civil luftfart, der er vedtaget i overensstemmelse med artikel 4, stk. 2, i forordning 2320/2002 eller artikel 4 i forordning 300/2008, og |
B. |
Angående Europa-Kommissionens inspektioner af EU-medlemsstaternes relevante myndigheder:
|
2.2. ICAO begrænser adgangen til EU-klassificerede oplysninger, som videregives af Europa-Kommissionen i forbindelse med dette samarbejde, til bemyndiget personale, og dette kun efter behov. Det bemyndigede personale må ikke videregive disse oplysninger til tredjeparter. ICAO gennemfører eventuelle nødvendige retlige og interne mekanismer for at bevare fortroligheden af de oplysninger, der videregives af Europa-Kommissionen.
2.3. Europa-Kommissionen og ICAO skal nå til enighed om yderligere procedurer for at beskytte klassificerede oplysninger, der videregives af Europa-Kommissionen i medfør af dette samarbejdsmemorandum. Sådanne procedurer skal omfatte mulighed for, at Europa-Kommissionen kan verificere, hvilke beskyttelsesforanstaltninger ICAO har iværksat.
3. ICAO’s vurdering af Europa-Kommissionens system til inspektion af luftfartssikkerheden
3.1. ICAO’s vurdering af Europa-Kommissionens system til inspektion af luftfartssikkerheden skal bestå af en analyse af Europa-Kommissionens krav og oplysninger, der er videregivet i henhold til afsnit 2. ICAO besøger om nødvendigt Europa-Kommissionens Generaldirektorat for Energi og Transport i dettes hovedkvarter i Bruxelles, Belgien.
3.2. Det specifikke kompetenceområde og praktiske ordninger vedrørende ICAO’s vurdering af Europa-Kommissionens system til inspektion af luftfartssikkerheden aftales med en brevveksling mellem ICAO og Europa-Kommissionen.
4. Bilæggelse af tvister
4.1. Eventuelle uoverensstemmelser eller tvister vedrørende fortolkningen eller anvendelsen af dette samarbejdsmemorandum bilægges ved forhandling mellem parterne.
4.2. Intet i eller vedrørende dette samarbejdsmemorandum må anses for at udgøre et afkald på parternes privilegier og immuniteter.
5. Andre aftaler
5.1. Dette samarbejdsmemorandum træder ikke i stedet for og udelukker ikke andre former for samarbejde mellem parterne.
6. Revision — Ikrafttrædelse
6.1. Parterne gransker gennemførelsen af dette samarbejdsmemorandum ved udgangen af den nuværende fase af USAP-programmet eller tidligere, hvis en af parterne skønner dette nødvendigt.
6.2. Indtil samarbejdsmemorandummet træder i kraft, anvendes det foreløbigt fra datoen for dets undertegnelse.
6.3. Samarbejdsmemorandummet træder i kraft første dag i den anden måned efter den sidste af de to notifikationer, hvormed parterne meddeler hinanden, at de har afsluttet deres respektive interne procedurer.
Udfærdiget i Montreal, den syttende september to tusinde og otte, i to eksemplarer, der er affattet på engelsk.
For det Europæiske Fallesskab
For Organisationen For International Civil Luftfart
(1) EFT L 355 af 30.12.2002, s. 1.
(2) EUT L 97 af 9.4.2008, s. 72.
(3) EUT L 213 af 23.8.2003, s. 3.
(4) EFT L 145 af 31.5.2001, s. 43.
(5) Afgørelse 2005/94/EF, Euratom, afgørelse 2006/70/EF, Euratom og afgørelse 2006/548/EF, Euratom.
Den Europæiske Centralbank
5.2.2009 |
DA |
Den Europæiske Unions Tidende |
L 36/22 |
DEN EUROPÆISKE CENTRALBANKS AFGØRELSE
af 11. december 2008
om ændring af afgørelse ECB/2006/17 om Den Europæiske Centralbanks årsregnskab
(ECB/2008/22)
(2009/98/EF)
STYRELSESRÅDET FOR DEN EUROPÆISKE CENTRALBANK HAR —
under henvisning til statutten for Det Europæiske System af Centralbanker og Den Europæiske Centralbank, særlig artikel 26.2, og
ud fra følgende betragtninger:
(1) |
Afgørelse ECB/2006/17 af 10. november 2006 om Den Europæiske Centralbanks årsregnskab (1) bør ændres for at afspejle politikbeslutninger og markedsudviklingen. |
(2) |
Den Europæiske Centralbank har revideret sin politik vedrørende offentliggørelse af værdipapirtransaktioner med henblik på en øget gennemsigtighed omkring ECB’s årsregnskab. Som en del af denne ændrede politik bør værdipapirer, som tidligere udgjorde finansielle anlægsaktiver, omklassificeres fra balanceposten »Andre finansielle aktiver« til den relevante post under overskriften »aktiver«, afhængig af udstederens hjemsted, valutadenominering og hvorvidt værdipapirerne holdes til udløb. Desuden bør alle finansielle instrumenter, som er en del af en øremærket portefølje, omfattes af posten »Andre finansielle aktiver«. |
(3) |
Afgørelse ECB/2006/17 indeholder ikke særlige regler vedrørende bogføring af renteswapsfutures, valutafutures og aktiefutures. Disse instrumenter benyttes i øget omfang på de finansielle markeder og kan være relevante for forvaltningen af ECB’s valutareserver. Medens renteswapfutures regnskabsmæssigt bør behandles på samme måde som simple (plan vanilla) renteswaps, bør valutafutures og og aktiefutures behandles regnskabsmæssigt som rentefutures — |
TRUFFET FØLGENDE AFGØRELSE:
Artikel 1
Ændringer
Afgørelse ECB/2006/17 ændres som følger:
1) |
Artikel 8 ændres således:
|
2) |
Artikel 10 affattes således: »Artikel 10 Omsættelige kapitalandele Omsættelige kapitalandele bogføres i overensstemmelse med artikel 9 i retningslinje ECB/2006/16.« |
3) |
Artikel 16 affattes således: »Artikel 16 Future kontrakter Future-kontrakter bogføres i overensstemmelse med artikel 16 i retningslinje ECB/2006/16.« |
4) |
I artikel 17 tilføjes følgende led: »Med hensyn til renteswap-futures begynder amortisationen fra transaktionens valideringsdato.« |
5) |
Bilag I og III til afgørelse ECB/2006/17 ændres i overensstemmelse med bilaget til denne afgørelse. |
Artikel 2
Afsluttende bestemmelse
Afgørelsen træder i kraft den 31. december 2008.
Udfærdiget i Frankfurt am Main, den 11. december 2008.
Jean-Claude TRICHET
Formand for ECB
(1) EUT L 348 af 11.12.2006, s. 38.
BILAG
Bilag I og III til afgørelse ECB/2006/17 ændres således:
1) |
Tabellen benævnt »Aktiver« i Bilag I erstattes af følgende: »AKTIVER
|
2) |
I Bilag III erstattes udtrykket »Overførsel til/fra hensættelser til dækning af valutakurs- og prisrisici« i første kolonne i tabellen under punkt 2.3 af »Overførsel til/fra hensættelser til dækning af valutakurs-, rente- og guldprisrisici«. |
RETNINGSLINJER
Den Europæiske Centralbank
5.2.2009 |
DA |
Den Europæiske Unions Tidende |
L 36/31 |
DEN EUROPÆISKE CENTRALBANKS RETNINGSLINJE
af 23. oktober 2008
om ændring af retningslinje ECB/2000/7 om Eurosystemets pengepolitiske instrumenter og procedurer
(ECB/2008/13)
(2009/99/EF)
STYRELSESRÅDET FOR DEN EUROPÆISKE CENTRALBANK HAR —
under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, særlig artikel 105, stk. 2, første led,
under henvisning til artikel 12.1 og 14.3 i statutten for Det Europæiske System af Centralbanker og Den Europæiske Centralbank, sammenholdt med artikel 3.1, første led, samt artikel 18.2 og artikel 20, første afsnit, og
ud fra følgende betragtninger:
(1) |
Til indførelse af en fælles pengepolitik kræves definition af de instrumenter og procedurer, der skal anvendes af Eurosystemet bestående af de nationale centralbanker i de medlemsstater, der har indført euroen (i det følgende benævnt »de deltagende medlemsstater«), og Den Europæiske Centralbank (ECB), således at denne politik kan gennemføres på en ensartet måde i de deltagende medlemsstater. |
(2) |
ECB er bemyndiget til at fastsætte de nødvendige retningslinjer for gennemførelsen af Eurosystemets fælles pengepolitik, og de nationale centralbanker er forpligtede til at handle i overensstemmelse med disse retningslinjer. |
(3) |
Den løbende udvikling på markedet kræver visse ændringer i definitionen og gennemførelsen af Eurosystemets fælles pengepolitik. Der bør derfor gennemføres hensigtsmæssige ændringer af retningslinje ECB/2000/7 af 31. august 2000 om Eurosystemets pengepolitiske instrumenter og procedurer (1), især med hensyn til følgende: i) ændringer af rammerne for risikostyring og reglerne om belånbar sikkerhed for Eurosystemets kreditoperationer; ii) godkendelse af sikkerhed denomineret i en anden valuta end euro i nødsituationer; iii) behov for bestemmelser om behandling af enheder, der er genstand for indefrysning af midler og/eller andre foranstaltninger, som er pålagt af Det Europæiske Fællesskab eller af en medlemsstat i henhold til artikel 60, stk. 2, i traktaten; og iv) harmonisering med de nye bestemmelser i Den Europæiske Centralbanks forordning (EF) nr. 1745/2003 af 12. september 2003 om anvendelse af mindstereserver (ECB/2003/9) (2) — |
VEDTAGET FØLGENDE RETNINGSLINJE:
Artikel 1
Ændringer af bilag I og II
Retningslinje ECB/2000/7 ændres således:
1) |
Bilag I ændres i overensstemmelse med bilag I til denne afgørelse. |
2) |
Bilag II ændres i overensstemmelse med bilag II til denne forordning. |
Artikel 2
Verifikation
De nationale centralbanker skal senest den 30. november 2008 fremsende meddelelse til ECB om, hvilke tekster og midler de vil anvende for at efterkomme denne retningslinje.
Artikel 3
Ikrafttræden
Denne retningslinje træder i kraft den 1. november 2008. Artikel 1 finder anvendelse fra den 1. februar 2009.
Artikel 4
Adressater
Denne retningslinje er rettet til de nationale centralbanker i de deltagende medlemsstater.
Udfærdiget i Frankfurt am Main, den 23. oktober 2008.
For ECB's Styrelsesråd
Jean-Claude TRICHET
Formand for ECB
(1) EFT L 310 af 11.12.2000, s. 1.
(2) EUT L 250 af 2.10.2003, s. 10.
BILAG I
Bilag I til retningslinje ECB/2000/7 ændres således:
1) |
I indholdsfortegnelsen indsættes kapitel 6.7 under overskriften »Accept af sikkerhed denomineret i en anden valuta end euro i nødsituationer«. |
2) |
Kapitel 1.3.1 affattes således:
|
3) |
I kapitel 2.2, fjerde afsnit, erstattes de første to punktummer af følgende: »I forbindelse med ekstraordinære auktioner og bilaterale operationer handler de nationale centralbanker med modparter, der har adgang som modparter i finjusterende markedsoperationer. Ekstraordinære auktioner og bilaterale operationer kan også udføres med en bredere kreds af modparter.« |
4) |
Overskriften for kapitel 2.4 affattes således: |
5) |
I kapitel 3.1.2 udgår det sidste punktum i første afsnit. |
6) |
I kapitel 3.1.3 udgår det andet punktum i første afsnit. |
7) |
Kapitel 4.1 ændres således:
|
8) |
I kapitel 4.2 under overskriften »Betingelser for adgang til faciliteten«, andet afsnit, udgår fodnote 12. |
9) |
I kapitel 5.1.3, andet afsnit, erstattes sidste punktum af følgende: »I en ekstraordinær auktion, som ikke er offentliggjort på forhånd, kontaktes de udvalgte modparter direkte af de nationale centralbanker. I en ekstraordinær auktion, som er offentliggjort, kan den nationale centralbank kontakte de udvalgte modparter direkte.« |
10) |
I kapitel 5.3.3 udgår første afsnit i fodnote 12. |
11) |
I kapitel 6.2 erstattes andet afsnit af følgende: »Eurosystemet rådgiver kun modparter om belånbarhed som sikkerhed i Eurosystemet, hvis allerede udstedte omsættelige aktiver forelægges Eurosystemet som sikkerhed. Der gives således ingen rådgivning inden udstedelse.« |
12) |
Kapitel 6.2.1, under overskriften »Aktivtype« erstattes af følgende:
|
13) |
I kapitel 6.2.1, under overskriften »Udstedelsessted« erstattes første punktum i fodnote 7 af følgende: »Efter den 1. januar 2007 skal globale ihændehavergældsinstrumenter udstedes i form af New Global Note (NGN) gennem en international værdipapircentral — ICSD Euroclear Bank (Belgien) eller Clearstream Banking Luxembourg — for at være belånbare, og skal deponeres hos en Common Safekeeper (CSK), som er en international værdipapircentral, eller hvis det er relevant, en national værdipapircentral, der opfylder de mindstestandarder, der er opstillet af ECB.« |
14) |
Kapitel 6.2.2, under overskriften »Gældsfordringer« erstattes af følgende:
|
15) |
Kapitel 6.2.3, under overskriften »Regler for anvendelse af belånbare aktiver« affattes således:
|
16) |
Kapitel 6.3.1 affattes således:
|
17) |
I kapitel 6.3.4, under overskriften »Eksterne kreditvurderingsbureauer som kilde«, i første afsnit, andet led, erstattes det første punktum af følgende: »De eksterne kreditvurderingsbureauer skal opfylde operationelle kriterier og yde relevant dækning for at sikre en effektiv gennemførelse af Eurosystemets rammer for kreditvurdering.« |
18) |
Kapitel 6.4.1 affattes således:
|
19) |
Kapitel 6.4.2 affattes således:
|
20) |
I kapitel 6.4.3, under overskriften »Gældsfordringer«, indsættes i slutningen af første led følgende fodnote:
|
21) |
Som kapitel 6.7 indsættes: »6.7. Accept af sikkerhed denomineret i en anden valuta end euro i nødsituationer I visse situationer kan Styrelsesrådet beslutte at acceptere visse omsættelige gældsinstrumenter udstedt af staten i et G10-land uden for euroområdet i landets valuta som belånbar sikkerhed. Når Styrelsesrådet træffer en sådan beslutning, skal de kriterier og procedurer, der anvendes ved udvælgelsen og mobiliseringen af udenlandsk sikkerhed, herunder de kilder og principper, som skal anvendes ved værdiansættelsen, risikostyringsinstrumenterne og afviklingsprocedurerne meddeles modparterne. Uanset bestemmelserne i afsnit 6.2.1 kan disse aktiver være deponeret/registreret (udstedt), opbevaret og afviklet uden for EØS, og kan, som det fremgår ovenfor, være denomineret i en anden valuta end euro. Anvender en modpart sådanne aktiver, skal de være modpartens ejendom. Modparter, der er filialer af kreditinstitutter etableret uden for EØS eller Schweiz, kan ikke anvende sådanne aktiver som sikkerhed.« |
22) |
Kapitel 7.2 affattes således:
|
23) |
Kapitel 7.3 affattes således:
|
24) |
I bilag I affattes appendiks I således:
|
25) |
I bilag I affattes appendiks II således:
|
26) |
Tabellen i appendiks 5 erstattes af følgende: »EUROSYSTEMETS WEBSTEDER
|
(1) Fra 19 november 2007 blev den decentrale tekniske infrastruktur i TARGET erstattet af den fælles platform i TARGET2, hvorigennem alle betalingsordrer sendes og bliver behandlet, og hvorigennem betalinger modtages på samme tekniske måde. Overgang til TARGET2 er sket i tre landegrupper, som gjorde det muligt for TARGET brugere at overgå til TARGET2 i flere hold og på forskellige fastsatte datoer. Landegrupperne var sammensat således: Gruppe 1 (den 19. november 2007): Østrig, Cypern, Tyskland, Luxembourg, Malta og Slovenien. Gruppe 2 (den 18. februar 2008): Belgien, Finland, Frankrig, Irland, Nederlandene, Portugal og Spanien. Gruppe 3 (den 19. maj 2008): Grækenland, Italien og ECB. En fjerde overgangsdato (den 15. september 2008) blev reserveret som en nødforanstaltning. Nogle ikke-deltagende nationale centralbanker er også tilkoblet TARGET2 på grundlag af særskilt aftale: Letland og Litauen (i Gruppe 1) samt Danmark, Estland og Polen (i Gruppe 3).
(2) Desuden er adgang til den marginale udlånsfacilitet kun tilgængelig, når kravene til betalingssystemets infrastruktur i RTGS er opfyldt.«
(3) For værdipapirer af asset-backed-typen, på hvis underliggende aktiver der sker betaling af hovedstol eller rente halv- eller helårligt, kan overvågningsrapporterne afgives henholdsvis halv- eller helårligt.«
(4) På grund af operationelle forskelle mellem medlemsstaterne kan nogle forskelle gøre sig gældende med hensyn til risikokontrolinstrumenter. For eksempel på grund af operationelle forskelle mellem medlemsstaternes procedurer for modparters levering af underliggende aktiver til de nationale centralbanker (i form af en sikkerhedspulje deponeret hos den nationale centralbank eller som genkøbsforretninger baseret på individuelle aktiver angivet for hver enkelt transaktion) kan der forekomme mindre forskelle med hensyn til tidspunktet for værdiansættelse og andre operationelle karakteristika i forbindelse med rammerne for risikostyring. Desuden kan værdiansættelsesteknikkernes præcisionsgrad med hensyn til ikke-omsættelige aktiver variere, hvilket afspejles i det generelle haircuts-niveau (jf. afsnit 6.4.3).«
(5) De haircuts, der anvendes i forbindelse med værdipapirer med fast kuponrente, anvendes også i forbindelse med gældsinstrumenter, hvis kuponrente er knyttet til en ændring i udstederens rating eller til indeksobligationer.«
(6) Generelt er udstederklassifikationen bestemmende for likviditetskategorien. Alle gældsinstrumenter af asset-backed-typen hører dog til kategori IV uanset udsteders klassifikation, og særligt dækkede obligationer af Jumbo-typer hører til kategori II, mens traditionelle dækkede obligationer og andre gældsinstrumenter udstedt af kreditinstitutter hører til kategori III og IV.«
(7) Gældsbeviser udstedt af ECB og gældsinstrumenter udstedt af de nationale centralbanker inden euroens indførelse i de respektive medlemsstater hører til likviditetskategori I.
(8) Kun instrumenter med en udstedelsesværdi på mindst 1 mia. euro, for hvilke mindst tre market makers løbende stiller købs- og salgspriser, hører til aktivklassen særligt dækkede obligationer af Jumbo-typen.
(9) Kun værdipapirer udstedt af udstedere, som af ECB er klassificeret som agencies, hører til likviditetskategori II. Omsættelige aktiver udstedt af andre agencies hører til likviditetskategori III.
(10) En kuponrente anses for variabel, hvis den er knyttet til en referencerente, og rentetilpasningsperioden for renten er højst ét år. Kuponrenter, hvis rentetilpasningsperiode er over ét år, anses for faste, og den relevante løbetid i forbindelse med haircuts er gældsinstrumentets restløbetid.«
(11) De enkelte gældsinstrumenter i kategori V, der undergår en teoretisk værdiansættelse i henhold til afsnit 6.5, er underlagt yderligere et haircut. Dette haircut foretages direkte i forbindelse med den teoretiske værdiansættelse af det enkelte instrument i form af en værdinedskrivning på 5 pct.«
(12) Listerne er offentligt tilgængelige på ECBs websted (www.ecb.europa.eu).«
(13) Den Europæiske Centralbanks forordning (EF) nr. 2181/2004 af 16. december 2004 om ændring af forordning (EF) nr. 2423/2001 (ECB/ 2001/13) om den konsoliderede balance i MFI-sektoren (monetære finansielle institutioner) og forordning (EF) nr. 63/2002 (ECB/2001/ 18) vedrørende statistik over de monetære finansielle institutioners rentesatser på indlån fra og udlån til husholdninger og ikke-finansielle selskaber (ECB/2004/21) (EUT L 371 af 18.12.2004, side 42) indeholder et eksplicit krav om indberetning af indlån til nominel værdi. Ved det nominelle beløb forstås den hovedstol, som en debitor er kontraktligt forpligtet til at tilbagebetale en kreditor. Ændringen var nødvendig, fordi Rådets direktiv 86/635/EØF af 8. december 1986 om bankers og andre penge- og finansieringsinstitutters årsregnskaber og konsoliderede regnskaber (EFT L 372 af 31.12.1986, side 1) var blevet ændret, således at visse finansielle instrumenter kunne prisansættes til dagsværdi.«
(14) Fx. for værdipapirer af asset-backed-typen i likviditetskategori V, der sættes til en teoretisk værdi, nedskrives den teoretiske værdi således med 5 pct., inden der anvendes et haircut på 12 pct. Det svarer til et samlet haircut på 16,4 pct.«
BILAG II
Bilag II til retningslinje ECB/2000/7 ændres således:
1) |
Under I, nr. 6, litra f), erstattes første punktum af følgende:
|
2) |
Under I, nr. 6, litra h), erstattes første punktum af følgende: »foranstaltninger, som angivet i artikel 30, 31, 33 og 34 i direktiv 2006/48/EF, træffes over for modparten, eller«. |
3) |
Under I, nr. 6, indsættes i første afsnit følgende som litra p) til t):
|
4) |
Under I, nr. 6, erstattes andet afsnit af følgende: »Tilfælde a) og p) skal føre til automatisk konstatering af misligholdelse; tilfælde b), c) og q) kan føre til automatisk konstatering af misligholdelse; tilfælde d) til o) samt r) til t) kan ikke føre til automatisk konstatering af misligholdelse, men skal bero på et skøn (således at der kun konstateres misligholdelse som følge af en påkravsmeddelelse). En sådan påkravsmeddelelse kan give en »henstand« på maksimalt tre bankdage til at rette op på den pågældende situation. Ved misligholdelser, der beror på et skøn, bør bestemmelserne vedrørende anvendelsen af et sådant skøn foreskrive sikkerhed med hensyn til virkningen heraf.« |
5) |
Under I, nr. 7, erstattes første afsnit af følgende: »De relevante kontraktmæssige eller lovgivningsmæssige bestemmelser, som anvendes af den nationale centralbank, bør sikre, at den pågældende nationale centralbank i tilfælde af misligholdelse har ret til at gøre brug af følgende midler: suspension eller udelukkelse af modparten fra adgang til markedsoperationer; suspension eller udelukkelse af modparten fra adgang til Eurosystemets stående faciliteter; ophør af alle udestående aftager og transaktioner; eller fremskyndet forfald af fordringer, som endnu ikke er forfaldne eller er betingede. Herudover kan den nationale centralbank være berettiget til at gøre brug af følgende midler: anvende modpartens indskud i den nationale centralbank til at modregne fordringer hos den pågældende modpart; indstille opfyldelsen af forpligtelser over for modparten, indtil fordringen hos modparten er opfyldt; gøre krav på morarenter: eller gøre krav på erstatning for tab, der er lidt som følge af modpartens misligholdelse. De relevante kontraktmæssige eller lovgivningsmæssige bestemmelser, som anvendes af den nationale centralbank, bør desuden sikre, at den pågældende nationale centralbank i tilfælde af misligholdelse har ret til uden unødig forsinkelse at realisere alle aktiver, der er stillet som sikkerhed og har ret til at realisere værdien af den ydede kredit, hvis modparten ikke omgående udligner sin negative saldo. Med henblik på at sikre den ensartede implementering af de pålagte foranstaltninger, kan ECB’s Styrelsesråd træffe beslutning om de midler, der skal anvendes, herunder suspension eller udelukkelse af adgang til markedsoperationer eller til Eurosystemets stående faciliteter.« |
6) |
Under II, under overskriften »Karakteristika fælles for alle tilbageførselsforretninger«, udgår fodnote 2 i nr. 15. |
5.2.2009 |
DA |
Den Europæiske Unions Tidende |
L 36/46 |
DEN EUROPÆISKE CENTRALBANKS RETNINGSLINJE
af 11. december 2008
om ændring af retningslinje ECB/2006/16 om den retlige ramme for bogføring og regnskabsrapporering i Det Europæiske System af Centralbanker
(ECB/2008/21)
(2009/100/EF)
STYRELSESRÅDET FOR DEN EUROPÆISKE CENTRALBANK HAR —
under henvisning til statutten for Det Europæiske System af Centralbanker og Den Europæiske Centralbank (herefter »ESCB-statutten«), særlig artikel 12.1, 14.3 og 26.4,
under henvisning til bidrag fra Den Europæiske Centralbanks (ECB) Generelle Råd i henhold til ESCB statuttens artikel 47.2, andet og tredje led, og
ud fra følgende betragtninger:
(1) |
Retningslinje ECB/2006/16 af 10. november 2006 om den retlige ramme for bogføring og regnskabsrapportering i Det Europæiske System af Centralbanker (1) bør ændres for at afspejle politikafgørelser og markedsudviklingen. |
(2) |
Eurosystemet har revideret sin politik vedrørende offentliggørelse af værdipapirtransaktioner med henblik på en øget gennemsigtighed omkring balancen. Som en del af denne ændrede politik, bør værdipapirer, som tidligere udgjorde finansielle anlægsaktiver, omklassificeres fra balanceposten »Andre finansielle aktiver« til den relevante post under overskriften »aktiver«, afhængig af udstederens hjemsted, valutadenominering, og hvorvidt værdipapirerne holdes til udløb. Desuden bør alle finansielle instrumenter, som er en del af en øremærket portefølje, omfattes af posten »Andre finansielle aktiver«. |
(3) |
Retningslinje ECB/2006/16 indeholder ikke særlige regler vedrørende bogføring af renteswapsfutures, valutaswaps og aktiefutures. Disse instrumenter benyttes i øget omfang på de finansielle markeder og kan være relevante for forvaltningen af ECB’s valutareserver. Medens renteswapfutures regnskabsmæssigt bør behandles på samme måde som simple (plan vanilla) renteswaps, bør valutafutures og aktiefutures behandles regnskabsmæssigt som rentefutures. |
(4) |
De gældende regler om kapitalandele bør ændres for at afspejle muligheden for at håndtere omsættelige aktier som led i forvaltningen af ECB’s valutareserver — |
VEDTAGET FØLGENDE RETNINGSLINJE:
Artikel 1
Ændringer
Retningslinje ECB/2006/16 ændres således:
1) |
Artikel 5, stk 2, affattes således: »2. Værdipapirtransaktioner omfattende kapitalandele i fremmed valuta kan fortsat bogføres i overensstemmelse med kontant-/afviklingsprincippet. De relaterede påløbne renter, herunder over- og underkurs bogføres dagligt fra spotafviklingsdatoen.« |
2) |
Artikel 7 ændres således:
|
3) |
Artikel 8, stk 5, affattes således: »5. Tilbageførselsforretninger, herunder forretninger med udlån af værdipapirer, udført under et automatisk værdipapirudlånsprogram, bogføres kun på balancen, hvis der er stillet kontant sikkerhed i hele forretningens løbetid i form af kontante midler på en konto hos den relevante nationale centralbank eller ECB.« |
4) |
Artikel 9 ændres således:
|
5) |
Artikel 16 ændres således:
|
6) |
Artikel 17, stk 3, affattes således: »3. Renteswaps værdiansættes hver for sig og omregnes i givet fald til euro til spotkursen. Det henstilles, at urealiserede tab, der optages i resultatsopgørelsen ultimo året, amortiseres i de følgende år, at amortisationen i forbindelse med renteswapsfutures begynder fra transaktionens valideringsdato og at amortisationen er lineær. Urealiserede revalueringsgevinster krediteres en revalueringskonto.« |
7) |
Bilag II, IV og IX til retningslinje ECB/2006/16 ændres i overensstemmelse med bilaget til denne retningslinje. |
Artikel 2
Ikrafttræden
Denne retningslinje træder i kraft den 31. december 2008.
Artikel 3
Adressater
Denne retningslinje finder anvendelse for alle centralbanker i Eurosystemet.
Udfærdiget i Frankfurt am Main, den 11. december 2008.
For ECB’s Styrelsesråd
Jean-Claude TRICHET
Formand for ECB
(1) EUT L 348 af 11.12.2006, s. 1.
BILAG
Bilag II, IV og IX til retningslinje ECB/2006/16 ændres som følger:
1. |
Bilag II ændres således:
|
2. |
Tabellen benævnt »Aktiver« i Bilag IV erstattes af følgende: »AKTIVER
|
3. |
I Bilag IX erstattes udtrykket »Overførsel til/fra hensættelser til dækning af valutakurs- og prisrisici« i første kolonne i tabellen under punkt 2.3 af: »Overførsel til/fra hensættelser til dækning af valutakurs-, rente- og guldprisrisici«. |
(1) Nummereringen i den første kolonne vedrører de balanceformater, der er angivet i bilag V, VI og VII (ugentlige balancer og Eurosystemets konsoliderede årsbalance). Nummereringen i den anden kolonne vedrører balanceformatet i bilag VIII (årsbalance for en centralbank). Poster markeret med »+« konsolideres i Eurosystemets ugentlige balancer.
(2) De regler for sammensætning og værdiansættelse, der er angivet i dette bilag, betragtes som obligatoriske for ECB’s regnskaber og for alle aktiver og passiver i de nationale centralbankers regnskaber, som er væsentlige for Eurosystem-formål, dvs. væsentlige for Eurosystemets operationer.
5.2.2009 |
DA |
Den Europæiske Unions Tidende |
L 36/59 |
DEN EUROPÆISKE CENTRALBANKS RETNINGSLINJE
af 20. januar 2009
om ændring af retningslinje ECB/2000/7 om Eurosystemets pengepolitiske instrumenter og procedurer
(ECB/2009/1)
(2009/101/EF)
STYRELSESRÅDET FOR DEN EUROPÆISKE CENTRALBANK HAR —
under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, særlig artikel 105, stk. 2, første led,
under henvisning til artikel 12.1 og 14.3 i statutten for Det Europæiske System af Centralbanker og Den Europæiske Centralbank (i det følgende benævnt »ESCB statutten«), særlig artikel 12.1 og 14.3, sammenholdt med artikel 3.1, første led, artikel 18.2 og artikel 20, første afsnit, og
ud fra følgende betragtninger:
(1) |
Til indførelse af en fælles pengepolitik kræves definition af de instrumenter og procedurer, der skal anvendes af Eurosystemet bestående af de nationale centralbanker i de medlemsstater, der har indført euroen (i det følgende benævnt »de deltagende medlemsstater«), og Den Europæiske Centralbank (ECB), således at denne politik kan gennemføres på en ensartet måde i de deltagende medlemsstater. |
(2) |
Under hensyntagen til den seneste udvikling i markedet for værdipapirer af asset-backed-typen er det nødvendigt at foretage visse ændringer i definitionen og gennemførelse af Eurosystemets fælles pengepolitik. Det er især nødvendigt at ændre rating-kravene i forbindelse med værdipapirer af asset-backed-typen og at udelukke visse kategorier af sådanne værdipapirer fra anvendelse i Eurosystemets låneoperationer for at overholde kravet i artikel 18.1 i ESCB-statutten om, at lånetransaktioner med kreditinstitutter og andre markedsdeltagere skal ydes mod passende sikkerhed. |
(3) |
En af de foranstaltninger til risikokontrol, som kan anvendes af Eurosystemet for at sikre en passende risikobeskyttelse af Eurosystemet i overensstemmelse med artikel 18.1 i ESCB-statutten er indførelse af begrænsninger med hensyn til udstedere eller aktiver anvendt som sikkerhed. For at beskytte Eurosystemets krediteksponering er det nødvendigt at begrænse udstederkoncentration i forbindelse med brug af udækkede bankobligationer som sikkerhed — |
VEDTAGET FØLGENDE RETNINGSLINJE:
Artikel 1
Ændringer til bilag I
Bilag I til retningslinje ECB/2000/7 af 31. august 2000 om Eurosystemets pengepolitiske instrumenter og procedurer (1) ændres i overensstemmelse med bilaget til denne retningslinje.
Artikel 2
Verifikation
De nationale centralbanker skal senest den 30. januar 2009 fremsende meddelelse til ECB om, hvilke tekster og midler de vil anvende for at efterkomme denne retningslinje.
Artikel 3
Ikrafttræden
Denne retningslinje træder i kraft den 20. januar 2009. Artikel 1 finder anvendelse fra den 1. marts 2009.
Artikel 4
Adressater
Denne retningslinje er rettet til de deltagende medlemsstaters nationale centralbanker.
Udfærdiget i Frankfurt am Main, den 20. januar 2009.
For ECB’s Styrelsesråd
Jean-Claude TRICHET
Formand for ECB
(1) EFT L 310 af 11.12.2000, s. 1.
BILAG
Bilag I til retningslinje ECB/2000/7 ændres således:
1) |
I kapitel 6.2.1 erstattes under overskriften »Aktivtype«, punkt c) i fjerde afsnit med følgende:
|
2) |
I kapitel 6.3.1, femte afsnit, indsættes som tredje punktum: »For værdipapirer af asset-backed-typen, der udstedes efter den 1. marts 2009, defineres Eurosystemets krav om høj kreditstandard som en »AAA« kreditvurdering ved udstedelsen, med en mindste grænseværdi for kreditkvalitet i værdipapirets løbetid på »single A«-kreditvurderingsniveau (2). |
3) |
I kapitel 6.4.2 indsættes i første afsnit følgende som tredje led :
|
4) |
I kapitel 6.4.1 erstattes boks 7 af følgende: »BOKS 7 Risikostyringsinstrumenter Eurosystemet anvender følgende risikostyringsinstrumenter:
Eurosystemet kan også når som helst, det er nødvendigt, anvende følgende risikostyringsinstrumenter for at sikre passende risikobeskyttelse af Eurosystemet i overensstemmelse med ESCB-statuttens artikel 18.1:
|
5) |
Tabellen i appendiks 5 erstattes af følgende: »EUROSYSTEMETS WEBSTEDER
|
(1) Dette krav udelukker ikke værdipapirer af asset-backed-typen, såfremt udstedelsesstrukturen omfatter to special-purpose vehicles og betingelsen om »egentligt salg« er opfyldt vedrørende disse special-purpose vehicles således, at de gældsinstrumenter, der er udstedt af det andet special-purpose vehicle direkte eller indirekte har sikkerhed i den oprindelige pulje af aktiver uden opdeling i trancher. Desuden omfatter begrebet trancher i andre værdipapirer af asset-backed-typen ikke dækkede obligationer, som er omfattet af artikel 22, stk. 4, i Rådets direktiv 85/611/EØF af 20. december 1985 om samordning af love og administrative bestemmelser om visse institutter for kollektiv investering i værdipapirer (investeringsinstitutter) (EFT L 375 af 31.12.1985, s. 3).«;
(2) »AAA« betyder en rating på lang sigt på »AAA« hos Fitch, Standard & Poor’s eller DBRS eller »Aaa« hos Moody’s.«;
IV Øvrige retsakter
DET EUROPÆISKE ØKONOMISKE SAMARBEJDSOMRÅDE
EFTA-Tilsynsmyndigheden
5.2.2009 |
DA |
Den Europæiske Unions Tidende |
L 36/62 |
EFTA-TILSYNSMYNDIGHEDENS AFGØRELSE
Nr. 94/06/KOL
af 19. april 2006
om 57. ændring af de proceduremæssige og materielle regler for statsstøtte
EFTA-TILSYNSMYNDIGHEDEN (1) HAR —
UNDER HENVISNING TIL aftalen om Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde (2), særlig artikel 61-63 og protokol nr. 26 til aftalen,
UNDER HENVISNING TIL aftalen mellem EFTA-staterne om oprettelse af en Tilsynsmyndighed og en Domstol (3), særlig artikel 24 og artikel 5, stk. 2, litra b), og artikel 1 i del I i protokol nr. 3 til aftalen,
I BETRAGTNING AF, at Tilsynsmyndigheden i henhold til tilsyns- og domstolsaftalens artikel 24 skal gennemføre EØS-aftalens bestemmelser om statsstøtte,
I BETRAGTNING AF, at Tilsynsmyndigheden i henhold til tilsyns- og domstolsaftalens artikel 5, stk. 2, litra b), skal udsende meddelelser eller retningslinjer om spørgsmål omfattet af EØS-aftalen, når det udtrykkeligt er fastsat i tilsyns- og domstolsaftalen, eller når Tilsynsmyndigheden finder det nødvendigt,
UNDER HENVISNING TIL de proceduremæssige og materielle regler for statsstøtte (4), som Tilsynsmyndigheden vedtog den 19. januar 1994 (5),
I BETRAGTNING AF, at Tilsynsmyndigheden i overensstemmelse med punkt II — »ALMINDELIGE BESTEMMELSER« — i slutningen af bilag XV til EØS-aftalen efter høring af Europa-Kommissionen skal vedtage retsakter svarende til de af Europa-Kommissionen vedtagne,
I BETRAGTNING AF, at Europa-Kommissionen har udsendt Kommissionens henstilling 2003/361/EF (6) om definitionen af mikrovirksomheder, små og mellemstore virksomheder, som erstatter Kommissionens henstilling 96/280/EF (7),
I BETRAGTNING AF, at det tidligere kapitel 10 i statsstøtteretningslinjerne, som inkorporerede Kommissionens henstilling 96/280/EF, blev slettet af EFTA-Tilsynsmyndigheden ved afgørelse nr. 198/03/KOL af 5. november 2003 (8) fordi den nye definition af SMV, som blev fastlagt i den nye kommissionshenstilling 2003/361/EF, også var blevet inkorporeret i bilaget til en ny gruppefritagelsesforordning for statsstøtte til SMV (9),
I BETRAGTNING AF at definitionen på SMV tjener som et generelt referencegrundlag for statsstøtteretningslinjerne, der indeholder adskillige henvisninger til definitionen af SMV, finder Tilsynsmyndigheden det hensigtsmæssigt at inkorporere den nye definition af SMV, der er fastlagt i den nye kommissionshenstilling 2003/361/EF, i statsstøtteretningslinjerne,
I BETRAGTNING AF, at definitionen af mikrovirksomheder, små og mellemstore virksomheder i den nye kommissionshenstilling 2003/361/EF derfor bør indføjes i statsstøtteretningslinjerne i et nyt kapitel 10,
I BETRAGTNING AF at andre kapitler i statsstøtteretningslinjerne henviser til den tidligere definition af små og mellemstore virksomheder, der var indeholdt i det tidligere kapitel 10, og derfor bør ændres, således at der herefter henvises til den nye definition af mikrovirksomheder, små og mellemstore virksomheder,
UNDER HENVISNING TIL , at Tilsynsmyndigheden har hørt Europa-Kommissionen angående inkorporeringen af Kommissionens henstilling 2003/361/EF i statsstøtteretningslinjerne,
UNDER HENVISNING TIL at Tilsynsmyndigheden har hørt EFTA-staterne herom i breve til Island, Liechtenstein og Norge af 7. februar 2006 —
TRUFFET FØLGENDE AFGØRELSE:
Artikel 1
Tilsynsmyndighedens statsstøtteretningslinjer ændres ved indføjelse af et nyt kapitel 10 om definitionen af mikrovirksomheder, små og mellemstore virksomheder. Det nye kapitel 10 er knyttet som bilag til denne afgørelse og udgør en integrerende del heraf. De andre kapitler i statsstøtteretningslinjerne, hvori der henvises til den tidligere definition af små og mellemstore virksomheder, der fandtes i det tidligere kapitel 10, ændres, således at der herefter henvises til den nye definition af mikrovirksomheder, små og mellemstore virksomheder, der er fastlagt i Kommissionens henstilling 2003/361/EF.
Det nye kapitel 10 finder anvendelse med virkning fra Tilsynsmyndighedens vedtagelse af denne afgørelse.
Artikel 2
EFTA-staterne underrettes herom ved et brev vedlagt en udskrift af denne afgørelse samt det nye kapitel 10 til Tilsynsmyndighedens statsstøtteretningslinjer, der findes i bilaget.
Artikel 3
Europa-Kommissionen underrettes i overensstemmelse med litra d) i protokol nr. 27 til EØS-aftalen ved fremsendelse af en udskrift af denne afgørelse og det nye kapitel 10 i Tilsynsmyndighedens statsstøtteretningslinjer, der findes i bilaget hertil.
Artikel 4
Denne afgørelse og bilaget hertil offentliggøres i EØS-delen af og EØS-tillægget til Den Europæiske Unions Tidende.
Udfærdiget i Bruxelles, den 19. april 2006.
På EFTA-Tilsynsmyndighedens vegne
Bjørn T. GRYDELAND
Formand
Kurt JAEGER
Medlem af kollegiet
(1) I det følgende »Tilsynsmyndigheden«.
(2) I det følgende »EØS-aftalen«.
(3) I det følgende »tilsyns- og domstolsaftalen«.
(4) Den samling af meddelelser, retningslinjer osv., som Tilsynsmyndigheden har vedtaget herom, benævnes herefter »statsstøtteretningslinjerne«.
(5) Den oprindelige udgave er offentliggjort i EFT L 231 af 3.9.1994, s. 1, og i EØS-tillæg nr. 32 af samme dato. En opdateret udgave af statsstøtteretningslinjerne findes på Tilsynsmyndighedens netsted: www.eftasurv.int
(6) EUT L 124 af 20.5.2003, s. 36.
(7) EFT L 107 af 30.4.1996, s. 4.
(8) EUT L 120 af 12.5.2005, s. 39.
(9) Kommissionens forordning (EF) nr. 70/2001 af 12. januar 2001 om anvendelse af EF-traktatens artikel 87 og 88 på statsstøtte til små og mellemstore virksomheder (EFT L 10 af 13.1.2001, s. 33), som ændret ved Kommissionens forordning (EF) nr. 364/2004 (EUT L 63 af 28.2.2004, s. 22). Begge forordninger er nu blevet inkorporeret i afsnit 1f i bilag XV til EØS-aftalen ved Det Blandede Udvalgs afgørelse nr. 88/2002 (EFT L 266 af 3.10.2002, s. 56, og EØS-tillæg nr. 49 af 3.10.2002, s. 42) og Det Blandede Udvalgs afgørelse nr. 131/2004 (EUT L 64 af 10.3.2005, s. 67, og EØS-tillæg nr. 12 af 10.3.2005, s. 49).
BILAG
»10. STØTTE TIL MIKROVIRKSOMHEDER, SMÅ OG MELLEMSTORE VIRKSOMHEDER (SMV)
10.1 Indledning
(1) |
Kommissionens henstilling 96/280/EF (1) om definitionen af små og mellemstore virksomheder var inkorporeret i det tidligere kapitel 10. På grund af en række fortolkningsproblemer ved anvendelsen af Kommissionens henstilling 96/280/EF og i lyset af indkomne bemærkninger fra virksomheder blev det nødvendigt at foretage en række ændringer i Kommissionens henstilling 96/280/EF. For klarhedens skyld traf Kommissionen imidlertid i stedet for beslutning om at erstatte Kommissionens henstilling 96/280/EF med en ny kommissionshenstilling, henstilling 2003/361/EF indeholdende en ny definition af mikrovirksomheder, små og mellemstore virksomheder (i det følgende »SMV«). |
(2) |
EFTA-Tilsynsmyndigheden slettede det tidligere kapitel 10 (som inkorporerede Kommissionens henstilling 96/280/EF) ved afgørelse nr. 198/03/KOL af 5. november 2003 (2) fordi den nye definition af SMV, der er fastlagt i Kommissionens nye henstilling 2003/361/EF, også var blevet inkorporeret i bilaget til en ny gruppefritagelsesforordning for statsstøtte til SMV (3). |
(3) |
I betragtning af, at definitionen på SMV tjener som et generelt referencegrundlag for statsstøtteretningslinjerne, der indeholder adskillige henvisninger til definitionen af SMV, finder Tilsynsmyndigheden det imidlertid hensigtsmæssigt at inkorporere den nye definition af SMV, der er fastlagt i den nye kommissionshenstilling 2003/361/EF, i statsstøtteretningslinjerne. Den nye definition af SMV, der er fastlagt i Kommissionens henstilling 2003/361/EF (4), inkorporeres derfor i dette nye kapitel 10.. |
(4) |
Det bør præciseres, at i overensstemmelse med
omfatter begrebet virksomhed ethvert foretagende, uanset dets retlige form, der udøver en økonomisk aktivitet, herunder især foretagender, der i form af enkeltmandsvirksomheder eller familievirksomheder udøver en håndværksmæssig aktivitet eller andre aktiviteter, samt personselskaber eller foreninger, som regelmæssigt udøver en økonomisk aktivitet. |
(5) |
Kriteriet om antallet af beskæftigede personer (herefter »kriteriet om antallet af beskæftigede«) er uden tvivl fortsat et af de vigtigste, og det må betragtes som hovedkriteriet, men det er nødvendigt at indføre et supplerende finansielt kriterium for at tage højde for en virksomheds reelle betydning, dens resultater og dens stilling i forhold til konkurrenterne. Det er imidlertid ikke ønskeligt at indføre omsætningen som det eneste finansielle kriterium, navnlig fordi virksomheder inden for handels- og distributionssektoren ifølge deres natur har en større omsætning end fremstillings-sektoren. Omsætningskriteriet bør således kombineres med den samlede balance, som afspejler en virksomheds generelle økonomiske formåen, idet der dog skal være mulighed for, at et af disse to kriterier kan overskrides. |
(6) |
Tærsklerne for omsætningen vedrører virksomheder med meget forskellige økonomiske aktiviteter. For ikke i urimelig grad at begrænse fordelene ved at anvende definitionen bør der foretages en ajourføring, hvor der tages hensyn til både pris- og produktivitetsudviklingen. |
(7) |
Med hensyn til tærsklerne for den samlede balance er der, medmindre der foreligger nye forhold, god grund til at holde fast ved den fremgangsmåde, i henhold til hvilken der på tærsklerne for omsætningen anvendes en koefficient, der beregnes på grundlag af det eksisterende statistiske forhold mellem disse to variabler. Den statistiske udvikling medfører en øget stigning i tærsklen for omsætningen. Denne udvikling har været forskellig alt efter virksomhedernes størrelseskategori, og koefficienten bør derfor tilpasses, således at man i videst mulige omfang afspejler den økonomiske udvikling og ikke stiller mikrovirksomhederne og de små virksomheder ugunstigt i forhold til de mellemstore virksomheder. For mikrovirksomheder og små virksomheder er koefficienten meget tæt på 1. Af hensyn til forenklingen bør der derfor for disse kategorier vælges samme værdi for tærsklen for omsætningen og tærsklen for den samlede balance. |
(8) |
Mikrovirksomheder — som er en kategori af små og mellemstore virksomheder, der har særlig betydning for udvikling af iværksætterånd og jobskabelse — bør også defineres bedre. |
(9) |
For bedre at forstå de økonomiske realiteter for SMV'er og for fra denne kategori at få udskilt de grupper af virksomheder, hvis økonomiske magt overstiger en SMV's økonomiske magt, bør man sondre mellem, om de er uafhængige, om de har kapitalinteresser, som ikke medfører en bestemmende indflydelse (partnervirksomheder), eller om de er tilknyttet andre virksomheder. Den kapitalbesiddelsestærskel på 25 %, der er angivet i henstilling 96/280/EF, og under hvilken en virksomhed anses for uafhængig, fastholdes. |
(10) |
For at fremme oprettelsen af virksomheder, egenkapitalfinansieringen af SMV'erne og udviklingen af land- og nærområder kan virksomheder betragtes som uafhængige, selv om visse kategorier af investorer, der spiller en positiv rolle for finansieringen og oprettelsen, besidder andele på 25 % eller derover. Betingelserne for investorer bør imidlertid præciseres. Fysiske personer eller grupper af fysiske personer, der regelmæssigt udøver virksomhed som venturekapitalinvestorer, de såkaldte »business angels«, er udtrykkelig nævnt, fordi deres evne til at give nye iværksættere relevant rådgivning er et værdifuldt bidrag i sammenligning med de øvrige venturekapitalinvestorer. Deres investering i form af egenkapital udgør også et supplement til venturekapitalselskabers aktiviteter, idet de stiller mindre beløb til rådighed i de tidlige faser af virksomhedens eksistens. |
(11) |
For at gøre det lettere for især EFTA-staterne og virksomhederne bør man for så vidt angår definitionen af tilknyttede virksomheder overtage de forudsætninger, der er fastsat i artikel 1 i Rådets direktiv 83/349/EØF af 13. juni 1983 på grundlag af traktatens artikel 54, stk. 3, litra g), om konsoliderede regnskaber (5), senest ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/65/EF (6), såfremt de er i overensstemmelse med formålet med denne henstilling. For at styrke foranstaltningerne til fremme af egenkapitalinvesteringer i SMV'er er der indført en formodning om, at der, medmindre andet dokumenteres, ikke er nogen dominerende indflydelse på virksomheden, jf. kriterierne i artikel 5, stk. 3, i Rådets direktiv 78/660/EØF af 25. juli 1978 på grundlag af traktatens artikel 54, stk. 3, litra g), om årsregnskaberne for visse selskabsformer (7), senest ændret ved direktiv 2001/65/EF. |
(12) |
For at sikre, at det netop er de virksomheder, som virkelig har behov herfor, der kommer til at nyde godt af de fordele, som de forskellige bestemmelser og foranstaltninger, der indføres for SMV'er, giver, bør der i visse tilfælde også tages hensyn til de forbindelser, der eksisterer mellem virksomhederne via fysiske personer. For at begrænse behandlingen af disse tilfælde, til det absolut nødvendige, bør der kun tages hensyn til disse forbindelser, hvis der er tale om selskaber, der udøver aktiviteter på samme relevante marked eller på tilstødende markeder, om nødvendigt under anvendelse af Tilsynsmyndighedens definition af det »relevante marked« i bilag I til dens afgørelse om afgrænsning af det relevante marked inden for konkurrenceretten i EØS (8). |
(13) |
For at undgå tilfældige sondringer mellem de forskellige offentlige foretagender i en medlemsstat og af hensyn til retssikkerheden er det nødvendigt at bekræfte, at en virksomhed, hvor 25 % eller derover af kapitalen eller stemmerettighederne kontrolleres af et offentligt organ, ikke er en SMV. |
(14) |
For at lette virksomhedernes administrative byrde og for at sikre en enklere og hurtigere administrativ behandling af sager, hvor det kræves, at en virksomhed har status som SMV, er det ønskeligt at have mulighed for at anvende tro og love-erklæringer fra virksomhederne til attestering af visse af den pågældende virksomheds kendetegn. |
(15) |
Ved definitionen af SMV'er bør sammensætningen af de beskæftigede præciseres. For at fremme udviklingen af erhvervsuddannelser og vekseluddannelser bør man ved beregningen af antal beskæftigede ikke medregne lærlinge og elever, som har en erhvervsuddannelseskontrakt. Heller ikke barselsorlov eller forældreorlov bør medregnes. |
(16) |
De forskellige typer virksomheder, som defineres efter deres forbindelse med andre virksomheder, svarer til objektivt forskellige integrationsgrader. Det er derfor hensigtsmæssigt at anvende differentierede fremgangsmåder på hver enkelt af disse typer virksomheder ved beregningen af de tal, der repræsenterer deres aktivitet og økonomiske magt. |
10.2 Definition af mikrovirksomheder, små og mellemstore virksomheder
10.2.1 Virksomhed
(17) |
Som virksomhed betragtes enhver enhed, uanset dens retlige form, der udøver en økonomisk aktivitet. Som virksomheder betragtes således navnlig enheder, der i form af enkeltmandsvirksomheder eller familievirksomheder udøver en håndværksmæssig aktivitet eller andre aktiviteter, samt personselskaber eller foreninger, der regelmæssigt udøver en økonomisk aktivitet. |
10.2.2 Antal beskæftigede og finansielle tærskler til afgrænsning af virksomhedskategorierne
(18) |
Kategorien mikrovirksomheder, små og mellemstore virksomheder (SMV'er) omfatter virksomheder, som beskæftiger under 250 personer, og som har en årlig omsætning på ikke over 50 mio. EUR eller en årlig samlet balance på ikke over 43 mio. EUR. |
(19) |
I kategorien SMV'er forstås ved små virksomheder virksomheder, som beskæftiger under 50 personer, og som har en årlig omsætning eller en samlet årlig balance på ikke over 10 mio. EUR. |
(20) |
I kategorien SMV'er forstås ved mikrovirksomheder virksomheder, som beskæftiger under 10 personer, og som har en årlig omsætning eller en samlet årlig balance på ikke over 2 mio. EUR. |
10.2.3 Typer af virksomheder, som tages i betragtning ved beregningen af antal beskæftigede og beløbsstørrelser
(21) |
Ved »uafhængig virksomhed« forstås enhver virksomhed, der ikke betegnes som partnervirksomhed, jf. punkt 22-23, eller som tilknyttet virksomhed, jf. punkt 24-28. |
(22) |
Ved »partnervirksomhed« forstås alle virksomheder, der ikke betegnes som tilknyttede virksomheder, jf. punkt 24-28, og mellem hvilke der består følgende forbindelse: En virksomhed (den overordnede virksomhed) besidder alene eller i fællesskab med en eller flere tilknyttede virksomheder, jf. punkt 24-28, 25 % eller derover af kapitalen eller stemmerettighederne i en anden virksomhed (den underordnede virksomhed). |
(23) |
En virksomhed kan dog stadig betegnes som uafhængig, dvs. uden partnervirksomheder, selv om 25 %-tærsklen er nået eller overskrides, hvis der er tale om følgende investorkategorier, forudsat at disse hverken enkeltvis eller i fællesskab er tilknyttet den pågældende virksomhed som defineret i punkt 24-28:
|
(24) |
Ved »tilknyttede virksomheder« forstås virksomheder, mellem hvilke der består en af følgende former for forbindelse:
|
(25) |
Der består en formodning om, at der ikke foreligger bestemmende indflydelse, hvis de i punkt 23 nævnte investorer hverken direkte eller indirekte blander sig i forvaltningen af den pågældende virksomhed, når der ses bort fra de rettigheder, som de har i deres egenskab af selskabsdeltagere. |
(26) |
Virksomheder, mellem hvilke der, via en eller flere andre virksomheder eller med de i punkt 23 nævnte investorer, består en eller flere forbindelser som nævnt i punkt 24, betragtes også som tilknyttede virksomheder. |
(27) |
Virksomheder, mellem hvilke der via en fysisk person eller en gruppe af fysiske personer, som handler i fællesskab, består en eller flere af disse forbindelser, betragtes også som tilknyttede virksomheder, hvis disse virksomheder udøver deres aktiviteter eller en del af deres aktiviteter på samme marked eller på tilgrænsende markeder. |
(28) |
Som tilgrænsende marked betragtes markedet for et produkt eller en tjenesteydelse i et tidligere eller senere markedsled. |
(29) |
Bortset fra de tilfælde, der er omhandlet i punkt 23, betragtes en virksomhed ikke som en SMV, hvis 25 % eller derover af dens kapital eller dens stemmerettigheder kontrolleres direkte eller indirekte af et eller flere offentlige organer enkeltvis eller i fællesskab. |
(30) |
Virksomhederne kan afgive en erklæring om deres status som uafhængig virksomhed, partnervirksomhed eller tilknyttet virksomhed samt om dataene vedrørende de i afsnit 10.2.2 nævnte tærskler. Selv om kapitalen er spredt på en sådan måde, at det ikke er muligt præcist at afgøre, hvem der ejer den, kan en sådan erklæring afgives, ved at virksomheden i god tro erklærer, at den med rimelighed kan antage, at en enkelt virksomhed eller flere indbyrdes tilknyttede virksomheder i fællesskab eller fysiske personer eller en gruppe af fysiske personer ikke ejer 25 % eller derover af den. Sådanne erklæringer bevirker ingen indskrænkning af den kontrol, som er fastlagt i nationale regler eller EØS-regler. |
10.2.4 Data, der skal anvendes ved beregningen af antal beskæftigede og beløbsstørrelser og referenceperiode
(31) |
De data, der anvendes ved beregningen af antal beskæftigede og beløbsstørrelser, er dataene fra det seneste afsluttede regnskabsår, og de beregnes på årsbasis. De anvendes fra datoen for regnskabsafslutningen. Det pågældende omsætningsbeløb beregnes eksklusive moms og andre indirekte skatter og afgifter. |
(32) |
Hvis en virksomhed på datoen for regnskabsafslutningen konstaterer en under- eller overskridelse på årsbasis af tærsklerne for antal beskæftigede eller de finansielle tærskler, som anført i afsnit 10.2.2, medfører dette kun, at virksomheden får eller mister status som mellemstor virksomhed, lille virksomhed eller mikrovirksomhed, hvis under- eller overskridelsen finder sted i to på hinanden følgende regnskabsår. |
(33) |
Hvis der er tale om nyetablerede virksomheder, hvis regnskaber endnu ikke er afsluttet, beregnes de pågældende data på grundlag af et skøn foretaget i god tro i løbet af regnskabsåret. |
10.2.5 Antal beskæftigede
(34) |
Antal beskæftigede er lig med antallet af årsarbejdsenheder (ÅAE), dvs. det antal personer, der på fuldtid har arbejdet i den pågældende virksomhed eller for denne virksomheds regning i løbet af hele det pågældende år. Arbejde præsteret af personer, der ikke har arbejdet hele året, eller som har arbejdet på deltid, uanset dennes varighed, eller sæsonarbejdende indgår som brøkdele af ÅAE. Til beskæftigede medregnes:
|
(35) |
Lærlinge og elever under erhvervsuddannelse, som har indgået en lærlingekontrakt eller en erhvervsuddannelseskontrakt, medregnes ikke i antal beskæftigede. Barselsorlov og forældreorlov medregnes ikke. |
10.2.6 Fastlæggelse af oplysninger om virksomheden
(36) |
Er der tale om en uafhængig virksomhed, fastsættes dataene, herunder antal beskæftigede, udelukkende på grundlag af denne virksomheds regnskaber. |
(37) |
Er der tale om en virksomhed, der har partnervirksomheder eller tilknyttede virksomheder, fastsættes dataene, herunder antal beskæftigede, på grundlag af virksomhedens regnskaber og andre data eller — såfremt sådanne foreligger — virksomhedens konsoliderede regnskab eller de konsoliderede regnskaber, hvori virksomheden indgår ved konsolidering. |
(38) |
De i punkt 37 nævnte data forenes med dataene for den pågældende virksomheds eventuelle partnervirksomheder, der er umiddelbart over- eller underordnet denne. Foreningen sker proportionelt med den procentvise andel af kapitalen eller stemmerettighederne (den højeste af disse to procentsatser). Er der tale om gensidig deltagelse, anvendes den højeste af disse procentsatser. |
(39) |
Til de i punkt 37 og 38 nævnte data lægges 100 % af dataene for eventuelle virksomheder, der er direkte eller indirekte tilknyttet den pågældende virksomhed, og som ikke allerede indgår i regnskaberne ved konsolidering. |
(40) |
Ved anvendelsen af bestemmelserne i punkt 37-39 er dataene for virksomheder, der er tilknyttet den pågældende virksomhed, de data, der fremgår af deres regnskaber og andre data, i påkommende tilfælde i konsolideret form, hvortil lægges 100 % af dataene for virksomheder, der er tilknyttet disse partnervirksomheder, undtagen hvis deres data allerede indgår ved konsolidering. |
(41) |
Ved anvendelsen af punkt 37-39 er dataene for virksomheder, der er tilknyttet den pågældende virksomhed, de data, der fremgår af deres regnskaber og andre data, i påkommende tilfælde i konsolideret form. Til disse føjes proportionelt dataene for eventuelle partnervirksomheder til disse tilknyttede virksomheder, der er umiddelbart over- eller underordnet disse, hvis de ikke allerede indgår i det konsoliderede regnskab i et forhold, der mindst svarer til den procentsats, der er fastsat i henhold til punkt 38. |
(42) |
Hvis en given virksomheds antal beskæftigede ikke fremgår af det konsoliderede regnskab, beregnes antallet ved proportionel forening af dataene for de virksomheder, som denne virksomhed er partnervirksomhed med, og med tillæg af dataene vedrørende de virksomheder, som den er tilknyttet. |
10.2.7 Ændring
(43) |
På grundlag af en status over anvendelsen af definitionen i nærværende kapitel, som udarbejdes efter et udkast fra Europa-Kommissionen herom og under hensyntagen til eventuelle ændringer af artikel 1 i direktiv 83/349/EØF vedrørende definitionen af tilknyttede virksomheder i den i direktivet omhandlede betydning, tilpasser Tilsynsmyndigheden i nødvendigt omfang definitionen i nærværende henstilling, bl.a. de tærskler, der er fastlagt for omsætning og samlet balance, for at tage hensyn til erfaringerne og den økonomiske udvikling inden for EØS. |
10.3 Vedtagelse
(44) |
Det nye kapitel 10 finder anvendelse med virkning fra den dato, hvor det vedtages af EFTA Tilsynsmyndigheden.« |
(1) Kommissionens henstilling 96/280/EF (EFT L 107 af 30.4.1996, s. 4).
(2) Kollegiets beslutning nr. 198/03/KOL af 5. november 2003 (EUT L 120 af 12.5.2005, s. 39).
(3) Kommissionens forordning (EF) nr. 70/2001 af 12. januar 2001 om anvendelse af EF-traktatens artikel 87 og 88 på statsstøtte til små og mellemstore virksomheder (EFT L 10 af 13.1.2001, s. 33), som ændret ved Kommissionens forordning (EF) nr. 364/2004 af 25. februar 2004 (EUT L 63 af 28.2.2004, s. 22). Begge forordninger er nu blevet inkorporeret i afsnit 1f i bilag XV til EØS-aftalen ved Det Blandede Udvalgs afgørelse nr. 88/2002 (EFT L 266 af 3.10.2002, s. 56, og EØS-tillæg nr. 49 af 3.10.2002, s. 42) og Det Blandede Udvalgs afgørelse nr. 131/2004 (EUT L 64 af 10.3.2005, s. 67, og EØS-tillæg nr. 12 af 10.3.2005, s. 49).
(4) Kommissionens henstilling 2003/361/EF om definitionen af mikrovirksomheder, små og mellemstore virksomheder (EUT L 124 af 20.5.2003, s. 36).
(5) Rådets direktiv 83/349/EØF af 13. juni 1983 (EFT L 193 af 18.7.1983, s. 1), inkorporeret i afsnit 4 i bilag XXII til EØS-aftalen.
(6) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/65/EF (EFT L 283 af 27.10.2001, s. 28), inkorporeret i afsnit 4 i bilag XXII til EØS-aftalen ved Det Blandede Udvalgs afgørelse nr. 176/2003 af 5.12.2003 (EUT L 88 af 25.3.2004, s. 53, og EØS-tillæg nr. 15 af 25.3.2004, s. 14).
(7) Rådets direktiv 78/660/EØF af 25. juli 1978 (EFT L 222 af 14.8.1978, s. 11), inkorporeret i afsnit 4 i bilag XXII til EØS-aftalen.
(8) Kollegiets afgørelse nr. 46/98/KOL af 4. marts 1998 (EFT L 200 af 16.7.1998, s. 46, og EØS-tillæg nr. 52 af 18.12.1997, s. 10). Denne afgørelse svarer til Kommissionens meddelelse om afgrænsning af det relevante marked i forbindelse med Fællesskabets konkurrenceret (EFT C 372 af 9.12.1997, s. 5).
5.2.2009 |
DA |
Den Europæiske Unions Tidende |
L 36/69 |
EFTA-TILSYNSMYNDIGHEDENS BESLUTNING
Nr. 227/06/KOL
af 19. juli 2006
om statsstøtte til Farice hf. (Island)
EFTA-TILSYNSMYNDIGHEDEN (1) HAR —
UNDER HENVISNING til aftalen om Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde (2), særlig artikel 61-63 og protokol nr. 26 hertil,
UNDER HENVISNING til aftalen mellem EFTA-staterne om oprettelse af en tilsynsmyndighed og en domstol (3), særlig artikel 24,
UNDER HENVISNING til artikel 1, stk. 2, i del I og artikel 4, stk. 4, artikel 6, artikel 7, stk. 3, og artikel 10 i del II i protokol nr. 3 til tilsyns- og domstolsaftalen,
UNDER HENVISNING til Tilsynsmyndighedens retningslinjer (4) for anvendelsen og fortolkningen af EØS-aftalens artikel 61 og 62, særlig kapitel 17 om statsgarantier og kapitel 19 om offentlige myndigheders kapitalinteresser,
UNDER HENVISNING til Tilsynsmyndighedens beslutning nr.125/05/KOL om at indlede den formelle undersøgelsesprocedure med hensyn til statsstøtte til Farice hf. med en opfordring til interesserede parter om at fremsætte deres bemærkninger hertil (5), og
ud fra følgende betragtninger:
I. DE FAKTISKE OMSTÆNDIGHEDER
1. SAGSFORLØB
Ved brev af 27. februar 2004 fra den islandske mission ved Den Europæiske Union, hvorved der blev fremsendt et brev fra Finansministeriet af 26. februar 2004, anmeldte de islandske myndigheder en statsgaranti til fordel for et undersøisk kabelprojekt i Island, dvs. Farice-projektet. Brevet blev modtaget og registreret den 1. marts 2004 (reg. nr.: 257593).
Der kom supplerende oplysninger ved brev af 14. maj 2004 fra den islandske mission, som fremsendte et brev fra det islandske finansministerium dateret den 13. maj 2004. Brevet blev modtaget og registreret af Tilsynsmyndigheden den 14. maj 2004 (reg. nr. 281472).
Efter forskellige udvekslinger af korrespondance (6) underrettede Tilsynsmyndigheden de islandske myndigheder ved brev af 26. maj 2006, at den havde besluttet at indlede den formelle undersøgelsesprocedure i henhold til artikel 1, stk. 2, i del I i protokol 3 til tilsyns- og domstolsaftalen med hensyn til statsstøtte til fordel for Farice hf. (reg. nr. 319257).
Tilsynsmyndighedens beslutning nr. 125/05/KOL om at indlede den formelle undersøgelsesprocedure blev offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende og EØS-tillægget (7). Tilsynsmyndigheden opfordrede samtidig interesserede parter til at fremsætte deres bemærkninger. Tilsynsmyndigheden har ikke modtaget nogen bemærkninger fra interesserede parter.
De islandske myndigheder sendte deres bemærkninger til beslutning nr. 125/05/KOL ved brev af 28. juni 2005 (reg. nr. 324236).
Som nævnt i beslutningen om at indlede den formelle undersøgelsesprocedure havde Tilsynsmyndigheden som led i en særskilt konkurrenceprocedure givet udtryk for visse konkurrencemæssige betænkeligheder i sit brev til Farice hf. af 31. januar 2003. Tilsynsmyndigheden havde også anmodet om oplysninger om Farice-projektet, som var relevante for vurderingen af projektets konkurrencemæssige indvirkning. Ved brev af 6. maj 2004 sendte Tilsynsmyndigheden en formel anmodning om oplysninger til Farice hf. (8). Farices svar blev modtaget af Tilsynsmyndigheden den 21. oktober 2004. Den særskilte konkurrenceprocedure er afsluttet ved brev fra Tilsynsmyndigheden af 2. juni 2006 (reg. nr. 1072261).
2. BESKRIVELSE AF FORANSTALTNINGERNE
2.1. BESKRIVELSE AF FARICE-PROJEKTET
Farice-projektet vedrører udlæggelse og forvaltning af et undersøisk telekommunikationskabel til at forbinde Island og Færøerne med Skotland.
Island og Færøerne har siden 1994 været internationalt forbundet via det undersøiske telekommunikationskabel CANTAT-3. CANTAT-3 blev etableret som et konsortiumkabel. Adgangen til CANTAT-3 blev sikret ved medlemskab af konsortiet (9), ved brugsrettigheder, der ikke kan omstødes, og ved at lease kapacitet fra et medlem af konsortiet, Teleglobe. CANTAT-3 har forbindelsespunkter i Canada, Island, Færøerne, Danmark, Det Forenede Kongerige og Tyskland. Med opbygningen af de transatlantiske kabelsystemer, som konkurrerer med CANTAT-3, havde grundlæggerne af CANTAT-3 adgang til andre og mere økonomiske forbindelser. De islandske og færøske parter var imidlertid stadig henvist til at benytte CANTAT-3-forbindelsen. Dette var en overvejelse, som disse parter måtte gøre sig i forbindelse med udviklingen af nye forbindelser. Desuden havde CANTAT-3-kablet visse tekniske begrænsninger, da det var et kabel af en ældre generation, som ikke altid er pålideligt og har begrænset kapacitet. De islandske myndigheder har forelagt en oversigt over flere funktionssvigt i CANTAT-3-forbindelsen i løbet af 1995-2003. Der er ikke noget andet internationalt fibernetværk, der er nået frem til disse to lande siden 1994, trods en generel kapacitetsvækst i de internationale og interregionale telekommunikations-ruter. Ifølge oplysningerne fra de islandske myndigheder stillede de to landes geografiske afsondring og begrænsede markedsstørrelse sig i vejen for dette.
Omkostningerne ved satellitforbindelser, der tjener som en sekundær forbindelse, forventes at stige og betragtes under alle omstændigheder ikke som velegnet til transmission af forsinkelsesfølsom internettrafik. For at håndtere den øgede teletrafik måtte der skabes et alternativ.
Farice-projektet er et initiativ, der er lanceret af det (på daværende tidspunkt) næsten 100 % statsejede islandske teleselskab Landssímí Íslands hf. (i det følgende Síminn) (10) og teleselskabet på Færøerne, Føroya Tele, som overvejede at udvikle et søkabel, der skulle forbinde Reykjavik, Tórshavn og Edinburgh. I 2002 blev det imidlertid klart, at Farice-projektet ikke ville kunne gennemføres som et rent kommercielt forretningsforetagende (11). En gennemførlighedsundersøgelse, der blev foretaget i marts 2002 konkluderede, at det ikke ville være muligt at finansiere projektet ved hjælp af konventionel projektfinansiering. Man søgte at skabe en bred alliance bag projektet for at sikre, at det blev gennemført. Dette resulterede i to beslutninger:
For det første blev kommunikationsmyndighederne i Island og Færøerne involveret i forberedelsen af projektet. Det var især de største sponsorer, Síminn og Føroya Tele, der gjorde det klart, at de ikke var interesserede i at give de nødvendige lånegarantier på hele telemarkedets vegne (12). Staten var derfor nødt til at deltage og bidrage aktivt til projektet.
For det andet blev det tillagt stor vægt, at Og Vodafone, som er en vigtig spiller på det islandske telemarked, skulle deltage i projektet. Det blev besluttet, at der ud over etableringen af Farice hf. med henblik på anlæg og drift af det nye trans-missionssystem skulle etableres et holdingselskab Eignarhaldsfélagið Farice ehf. (i det følgende »E-Farice«) (13). Dette selskab skulle, samtidig med at det ejede alle de islandske aktier i Farice, opkøbe Og Vodafones kapacitet i CANTAT-3. Et lignende tilbud blev fremsat over for Síminn, som ifølge den IBM-rapport (14), som er blevet forelagt af de islandske myndigheder, resulterede i, at E-Farice håndterer alle internationale forbindelser for Island. Som det siges i anmeldelsen, var det derfor meningen, at E-Farice skulle stå for drift og salg af CANTAT-3-kapaciteten (15).
I 2002 blev det nye aktieselskab Farice hf. etableret med det formål at forberede, anlægge og drive et undersøisk kommunikationskabel til overførsel af tele- og internettrafik mellem Island, Færøerne og Det Forenede Kongerige. Ifølge oplysningerne fra de islandske myndigheder var aktionærerne i dette selskab Síminn (47,33 %), Og Vodafone (1,33 %), den islandske regering (27,33 %), tre andre islandske operatører, der tilsammen havde 3,99 %, Føroya Tele (17,33 %) og to andre færøske teleoperatører, der hver havde 1,33 % (16). Det nye Farice-kabel omfatter en islandsk »backhaul«-forbindelse (17) (fra Reykjavik til Seyðisfjörður), en undersøisk sektion (fra Seyðisfjörður til Dunnet Bay), en færøsk »backhaul«-forbindelse (fra Funningsfjörður til Tórshavn) og en britisk »backhaul«-forbindelse (fra Dunnet Bay til Edinburgh). Der blev ikke afholdt noget offentligt udbud om forvaltningen af kablet, som blev overdraget til Farice hf. Ifølge forretningsplanen lå de skønnede samlede investeringsomkostninger ved Farice-projektet på 48,9 mio. EUR.
Ifølge en aktionæraftale af 12. september 2002 skal Farices prispolitik være baseret på principperne om omkostningsægthed, gennemsigtighed og ikke-forskelsbehandling.
De islandske myndigheder har desuden påpeget, at både indenlandske og udenlandske operatører har adgang til at benytte Farice-kablet til de samme priser og på de samme vilkår. Aktionæraftalen er også åben for nye aktionærer. Det fastsættes imidlertid, at de eksisterende aktionærer altid vil få tilbudt muligheden for at bevare deres stamaktieposition i selskabet, hvis aktiekapitalen forhøjes (paragraf 7 i aktionæraftalen).
Den formelle åbning af Farices undersøiske transmissionskabel fandt sted i februar 2004.
2.2. BESKRIVELSE AF DEN ISLANDSKE STATSSTØTTE
a) Lånegarantien
Anmeldelsen vedrører en statsgaranti for et lån på 9,4 mio. EUR til Farice hf. (i det følgende: A-lånet). Dette lån er en del af en større langfristet lånepakke til et maksimumbeløb af 34,5 mio. EUR.
Ifølge oplysningerne fra de islandske myndigheder, især som det fremgår af aftalen af 27. februar 2004 (i det følgende: låneaftalen) mellem Farice hf., Íslandsbanki hf., andre finansielle institutioner og andre garanter, er de underskrevne lån til et maksimumbeløb af 34,5 mio. EUR fordelt som følger:
Lån |
Mio. EUR |
Långiver |
rentesats (18) |
Rente-perioder |
Tilbagebetaling |
Garant |
|
Antal afdrag |
tilbagebetaling påbegyndes |
||||||
A |
9,4 |
Den Nordiske Investerings-bank |
Euribor + 0,18 % p.a. |
6 måneder |
8 halvårlige betalinger |
Sept. 2011 |
Den islandske regering |
B |
4,7 |
Den Nordiske Investerings-bank |
Euribor + 0,80 % p.a. |
6 måneder |
5 Halvårlige betalinger |
Sept. 2009 |
Landssími Íslands hf. (Síminn) |
4,7 |
Íslandsbanki hf. |
||||||
C |
4,7 |
Føroya banki |
Euribor + 1,00 % p.a. |
3 måneder |
10 kvartalsvise betalinger |
Sept. 2009 |
Telefon verkið P/F |
D |
11,0 |
Íslandsbanki hf. |
Euribor + 1,50 % p.a. |
1 måned |
48 månedlige betalinger |
Sept. 2005 |
Ingen |
Statsgarantien for A-lånet er en inddrivelsesgaranti, dvs. at Farice hf. er fuldt ansvarlig for lånets tilbagebetaling, og kreditor skal udtømme alle muligheder for inddrivelse fra selskabet, inden statsgarantien får virkning. Farice hf. blev pålagt en årlig præmie på 0,5 % (fastlagt af den islandske gældsforvaltning), som blev betalt forskudsvis i forbindelse med låneaftalen og statsgarantien. Dette beløb svarede til 438 839 EUR, dvs. 4,7 % af lånebeløbet. Desuden blev der beregnet et garantigebyr på 120 000 ISK.
En tidligere inddrivelsesgaranti blev underskrevet i juli 2003 i forbindelse med et overgangslån på 16 mio. EUR. Inddrivelsesgarantien dækkede 6,4 mio. EUR, dvs. 40 % af dette lån. Overgangslånet blev tilbagebetalt ved frigivelsen af det langfristede lån på 34,5 mio. EUR, og inddrivelsesgarantien for overgangslånet bortfaldt den samme dag. Farice hf. betalte et garantigebyr på 0,50 % og en garantiafgift på 120 000 ISK for denne garanti.
b) Den islandske regerings forhøjelse af aktiekapitalen
I begyndelsen af januar 2003 blev statens andel af aktiekapitalen i Farice hf. øget fra en oprindelig andel på 27,33 % til 46,5 %. De islandske myndigheder giver følgende forklaring i deres svar fra juni 2004:
»Efterhånden som forretningsplanen udviklede sig, blev der større klarhed over selskabets finansieringsbehov, og det blev besluttet at øge selskabets aktiekapital. Alle operatører i Island og Færøerne blev opfordret til at købe aktier i forbindelse med aktieforøgelsen. Da Síminn gjorde det klart, at selskabet ikke ønskede at tegne sig for mere end 33,33 % af aktiekapitalen, og Telefonverkið ville skaffe den nødvendige aktiekapital fra den færøske del af foretagendet (19,93 %), måtte den islandske regering stille 46,53 % af den nødvendige aktiekapital til rådighed, da andre operatører i Island ikke havde finansiel kapacitet til at købe mere end 1,2 % af aktiekapitalen.«
Som de islandske myndigheder har anført, blev den samlede aktiekapital i Farice hf. øget fra 327 000 EUR til 14 mio. EUR. Nærmere oplysninger om de forskellige aktionærers aktiekapitalbidrag kan ses i tabellen nedenfor. (19):
Aktiekapitalen i Farice hf. (beløb i'000)
|
Forberedelsesfasen |
Jan. 03 |
Juni 03 |
||||||
|
ISK |
EUR (20) |
Aktie-andel |
ISK |
EUR |
Aktie-andel |
ISK |
EUR |
Aktie-andel |
Eignarhaldsfélagið Farice ehf. |
|
|
|
947 944 |
11 242 |
79,90 % |
947 944 |
11 242 |
79,90 % |
Islands regering |
8 200 |
90 |
27,33 % |
552 067 |
6 547 |
46,53 % |
491 737 |
5 831 |
41,45 % |
Síminn |
14 200 |
155 |
47,33 % |
395 477 |
4 690 |
33,33 % |
352 259 |
4 177 |
29,69 % |
Og Vodafone |
400 |
4 |
1,33 % |
400 |
5 |
0,03 % |
103 949 |
1 232 |
8,76 % |
Lína.Net |
400 |
4 |
1,33 % |
400 |
5 |
0,03 % |
400 |
5 |
0,03 % |
Fjarski ehf. |
400 |
4 |
1,33 % |
400 |
5 |
0,03 % |
400 |
5 |
0,03 % |
RH-net |
400 |
4 |
1,33 % |
400 |
5 |
0,03 % |
400 |
5 |
0,03 % |
Telefonverkið |
5 200 |
57 |
17,33 % |
236 486 |
2 804 |
19,93 % |
236 486 |
2 804 |
19,93 % |
Kall |
400 |
4 |
1,33 % |
400 |
5 |
0,03 % |
400 |
5 |
0,03 % |
SPF spf. |
400 |
4 |
1,33 % |
400 |
5 |
0,03 % |
400 |
5 |
0,03 % |
I alt |
30 000 |
327 |
100,00 % |
1 186 430 |
14 070 |
100,00 % |
1 186 430 |
14 070 |
100,00 % |
3. INDLEDNING AF DEN FORMELLE UNDERSØGELSESPROCEDURE
I sin beslutning nr. 125/05/KOL om at indlede den formelle undersøgelsesprocedure kom Tilsynsmyndigheden til den foreløbige konklusion, at den islandske stats statsgaranti og aktiekapitalforhøjelse i Farice hf. udgjorde statsstøtte som omhandlet i EØS-aftalens artikel 61, stk. 1.
Tilsynsmyndigheden havde sine tvivl om, hvorvidt den islandske stats støtteforanstaltninger kunne erklæres forenelige med EØS-aftalen. I sin beslutning om at indlede den formelle undersøgelsesprocedure gav Tilsynsmyndigheden udtryk for tvivl med hensyn til, om støtteforanstaltningerne — for at være forenelige med reglerne i EØS-aftalen — stod i rimeligt forhold til de mål, der skal opnås, og ikke fordrejede konkurrencen i et omfang, der strider mod den fælles interesse. Tvivlen var især rettet mod spørgsmålet om, hvorvidt der ville være en ikke-diskriminatorisk adgang til netværket. Da den oprindelige idé desuden var, at også CANTAT-3-kapaciteten skulle kanaliseres gennem E-Farice hf., vakte det bekymring, at der ikke ville være konkurrence om forbindelserne til Island, da der i så fald kun ville være en leverandør tilbage på markedet.
4. DE ISLANDSKE MYNDIGHEDERS BEMÆRKNINGER
I deres bemærkninger til beslutning nr. 125/05/KOL af 28. juni 2005 gentager de islandske myndigheder, at de ikke finder, at der er tale om statsstøtte til Farice-projektet. Ifølge de islandske myndigheder er lånegarantien og forhøjelsen af statens aktiekapital i overensstemmelse med statsstøttebestemmelserne. Desuden udgør Farice-projektet infrastruktur i statsstøttereglernes betydning. Som det blev sagt i et tidligere brev af 21. januar, er de islandske myndigheder imidlertid af den opfattelse, at eventuel statsstøtte vil være forenelig med EØS-aftalens artikel 61, stk. 3, litra b) og c).
De islandske myndigheder baserer sin argumentation for de pågældende foranstaltninger på den overvejelse, at teleforbindelser og bredbåndsadgang er et nødvendigt skridt for moderniseringen af EU’s samfund og økonomi og er et afgørende aspekt af Lissabon-agendaen og desuden en forudsætning for udviklingen af eEurope-handlingsplanen.
På grund af sin beliggenhed er Island særlig afhængig af at have adgang til økonomiske og pålidelige teleforbindelser. De eksisterende forbindelser er hverken tilfredsstillende eller pålidelige og ikke acceptable for de teleafhængige økonomier i Island og Færøerne på grund af de tekniske begrænsninger ved CANTAT-3.
Under disse omstændigheder var statens deltagelse en forudsætning for projektets levedygtighed. Uden statens deltagelse ville projektet enten være blevet forsinket eller slet ikke iværksat.
De islandske myndigheder er af den opfattelse, at fordelene ved at garantere for en pålidelig præstation af teleydelser i Island vejer tungere end ulemperne ved en vis fordrejning af konkurrencen for andre konkurrenter.
Forud for etableringen af Farice blev der afholdt indledende møder med islandske operatører, hvor kun tre af de »mindre« operatører var indstillet på at købe aktier i selskabet. Efter de islandske myndigheders opfattelse blev der gjort en stor indsats for at finde selskabsstiftere, og der var ingen nedre grænse for størrelsen af aktiekapitalandelen. Derfor argumenter de islandske myndigheder for, at der var bred interesse for at deltage i betragtning af de særlige forhold omkring projektet.
De islandske myndigheder understreger, at paragraf 7 i aktionæraftalen indeholder en bestemmelse om forkøbsret for de stiftende selskaber i Farice hf. Denne ret svarer til artikel 34 i den islandske lov nr. 2/1995 om aktieselskaber, hvorefter aktionærerne har ret til at tegne sig for nye aktier i direkte forhold til deres aktiebeholdninger. Denne ret kan overdrages, og hver aktionær kan altid beslutte ikke at benytte denne forkøbsret. Desuden siges det i paragraf 7, stk. 2, i aktionæraftalen, at aktionærerne skal bestræbe sig på at sikre, at nye parter kan deltage i kapitalforhøjelsen uanset forkøbsret.
Aktionæraftalen fastsætter, at prisfastsættelsen skal være ikke-diskriminatorisk og gennemsigtig og være baseret på markedsvilkårene. Selskabets prispolitik skal være baseret på principperne om omkostningsægthed, gennemsigtighed og ikke-forskelsbehandling. De islandske myndigheder sammenligner Farice-projektet med den situation, der behandles i Kommissionens beslutning N307/2004, som vedrører et projekt for bredbåndsinfrastruktur i Det Forenende Kongerige, der skal tilvejebringe bredbåndsydelser til massemarkedet for virksomheder og borgere i landbrugsområder og de fjernere egne af Skotland. Ifølge deres oplysninger er priserne for kapacitet i Farice-systemet formodentlig de højeste for lignende tjenester i det nordatlantiske område. Dette er en af grundene til, at den volumen, der blev solgt i 2005, svarer til mindre end 5 % af den kapacitet, der i dag er installeret i Farice.
Med hensyn til spørgsmålet om åben adgang understreger de islandske myndigheder, at adgangen til infrastrukturen er åben, gennemsigtig og ikke-diskriminatorisk.
Endelig er det de islandske myndigheders opfattelse, at hvis det blev fastslået, at der er tale om statsstøtte, så er det samlede støttebeløb begrænset. Især hvad lånegarantien angår, kan et så begrænset beløb ikke betragtes som værende i strid med den fælles interesse, jf. EØS-aftalens artikel 61, stk. 3, litra c). Med hensyn til den islandske stats aktieforhøjelse argumenterede de islandske myndigheder, at »det oprindelige formål med oprettelsen af Farice hf. i september 2002 var udelukkende at forberede udlæggelsen og driften af det undersøiske kommunikationskabelsystem. På dette tidspunkt var der ikke truffet nogen endelig beslutning om hele projektets finansielle behov eller den endelige kapitalstørrelse […] Intet selskab ville være i stand til at foretage den faktiske udlæggelse og drift af kablet […] Den første aktieforhøjelse i januar 2003 var derfor ikke en normal »aktieforhøjelse« i et selskab, men kunne faktisk sammenlignes med etablering af et nyt selskab med et nyt formål.« Det forhold, at private operatører har haft aktiemajoriteten i alle trin og bidraget væsentligt til selskabet samtidig med den islandske stat, viser, at en eventuel statsstøtte ville være meget begrænset.
Med hensyn til de konkurrencemæssige betænkeligheder (se afsnit II.3.2. i beslutning nr. 125/05/KOL) erklærer de islandske myndigheder, at hverken Farice hf. eller E-Farice ehf. for tiden har nogen planer om at købe eller lease mere CANTAT-3-kapacitet, og at drøftelserne med Teleglobe på daværende tidspunkt aldrig førte til nogen aftaler. Det er også blevet påvist, at kunderne på grund af Farices høje priser i stigende grad har benyttet CANTAT-3-kapacitet, som er i stand til at konkurrere med Farice hf.
II. VURDERING
1. FOREKOMSTEN AF STATSSTØTTE I HENHOLD TIL ARTIKEL 61, STK. 1, I EØS-AFTALEN
Artikel 61, stk. 1, i EØS-aftalen lyder således:
»Bortset fra de i denne aftale hjemlede undtagelser er støtte, som ydes af EF-medlemsstater, EFTA-stater eller ved hjælp af statsmidler under enhver tænkelig form, og som fordrejer eller truer med at fordreje konkurrencevilkårene ved at begunstige visse virksomheder eller visse produktioner, uforenelige med denne aftale i det omfang, den påvirker samhandelen mellem de kontraherende parter.«
1.1. DEN ISLANDSKE STATS LÅNEGARANTI
Generelt sætter en lånegaranti den begunstigede i stand til at opnå bedre finansieringsvilkår for et lån end dem, der normalt kan opnås på de finansielle markeder. Derfor kan garantier udstedt af staten falde ind under EØS-aftalens artikel 61, stk. 1.
I bestemmelserne i kapitel 17.4, stk. 2, i Tilsynsmyndighedens statsstøtte-retningslinjer for statsgarantier (i det følgende: retningslinjerne) har Tilsynsmyndigheden beskrevet en situation, hvor en individuel statsgaranti ikke udgør statsstøtte efter EØS-aftalens artikel 61, stk. 1. Til dette formål skal statsgarantien opfylde følgende betingelser:
a) |
låntageren er ikke i finansielle vanskeligheder |
b) |
låntageren ville i princippet kunne få et lån på markedsvilkår på de finansielle markeder uden en statsintervention |
c) |
garantien er forbundet med en specifik finansiel transaktion, den er på et fast maksimumsbeløb, dækker ikke mere end 80 % af det udestående lån og er (ikke tidsubestemt) |
d) |
der betales markedspris for garantien (som bl.a. afspejler garantiens størrelse og varighed, den sikkerhed, der stilles af låntageren, låntagerens finansielle situation, aktivitetssektoren, udsigterne, misligholdelsesgraden samt andre økonomiske forhold). |
Tilsynsmyndigheden vil derfor for det første vurdere, om statsgarantien til fordel for Farice hf. for A-lånet opfylder de fire betingelser i retningslinjerne, hvilket ville kunne udelukke, at der er tale statsstøtte. Det er kun, hvis Tilsynsmyndigheden når frem til et negativt resultat, at den vurderer de individuelle betingelser i EØS-aftalens artikel 61, stk. 1.
1.1.1. Betingelser for, at der ikke er tale om statsstøtte — kapitel 17.4, stk. 2, i statsstøtteretningslinjerne
Ifølge oplysningerne fra de islandske myndigheder kunne projektet ikke gennemføres som et rent kommercielt forretningsforetagende og krævede statens medvirken. Selv om Farice hf. teknisk set ikke var i finansielle vanskeligheder (første betingelse), kunne virksomheden kun sikre sig et lån på 11 mio. EUR på markedsvilkår (D-lån). Det faktum, at bankerne ikke kun krævede en garanti fra staten for A-lånet, men også fra de to tidligere statslige telemonopolvirksomheder (Síminn for B-lånet og Telefonverkið P/F for C-lånet), som stadig ejedes af de respektive lande, viser, at Farice ikke var i stand til at opnå et lån på markedsvilkår uden statens medvirken. Den anden betingelse er derfor ikke opfyldt.
Med hensyn til den tredje betingelse anlagde Tilsynsmyndigheden i beslutningen om at indlede den formelle undersøgelse den foreløbige betragtning, at statsgarantien dækker 100 % af det garanterede A-lån. Den samlede lånepakke består af fire (eller fem (21)) forskellige lånebeløb med forskellige lånevilkår, forskellige långivere og forskellige garantier. De islandske myndigheder hævder, at der kun er tale om et lån til 34,5 mio. EUR, og at statsgarantien for A-lånet af den grund ikke dækker mere end 80 % af lånet. Det fremgår imidlertid af låneaftalen, at selv om de fire lån ydes mod samme sikkerhed, ydes de af forskellige banker, som kun påtager sig ansvaret for deres lånebeløb. Ingen af bankerne ville opgive sin del af sikkerheden (22), hvis Farice skulle gå konkurs, for at dække nogen af de andre lån. De forskellige lån har ikke blot forskellige rentesatser, men de har også forskellige tilbagebetalingsperioder, forskellige afdragsprofiler og forskellige garanter.
Det skal desuden bemærkes, at 80 %-reglen skal sikre, at kreditor stadig har et incitament til at gøre sig overvejelser om, hvor stor en risiko han er villig til at påtage sig. På denne baggrund forekommer det ikke korrekt — i relation til Den Nordiske Investeringsbanks forretningsmæssige beslutning og for at få fastlagt det lånegrundlag, som 80 %-reglen gælder for — at tage i betragtning, at andre lån ydes af Íslandsbanki og Føroya Banki. Den Nordiske Investeringsbank har ikke taget noget ansvar for disse lån.
Af disse grunde finder Tilsynsmyndigheden, at hver del af det samlede lånebeløb udgør et selvstændigt lån som sådan. Kombinationen af lånene i et fælles dokument forekommer ikke at være af særlig relevans. Af denne grund finder Tilsynsmyndigheden, at statsgarantien dækker 100 % af det garanterede A-lån til et maksimumbeløb på 9,4 mio. EUR. Derfor er den tredje betingelse ikke opfyldt.
Med hensyn til den fjerde betingelse bemærker Tilsynsmyndigheden, at Den Islandske Statsgarantifond beregnede en garantipræmie på 0,5 % p.a. i relation til A-lånet. Præmien blev betalt forskudsvis med et beløb på 438 839 EUR. Desuden blev der beregnet et garantigebyr på 120 000 ISK.
Kun ud fra den antagelse, at Statsgarantifonden i vurderingen af præmien, tog hensyn til de konkrete karakteristika ved det garanterede lån, især tilbagebetalingsbetingelserne (23), og at den i sin vurdering fulgte det såkaldte markedsøkonomiske investorprincip, ville den fjerde betingelse i retningslinjernes kapitel 17.4, stk. 2, være opfyldt. Selv om de islandske myndigheder er blevet opfordret til at bevise, at garantipræmien afspejler markedsrenten, har de ikke dokumenteret dette punkt, men hovedsagelig begrænset sig til at gentage de relevante bestemmelser i loven om Statsgarantifonden. Tilsynsmyndigheden bemærker, at når det tages i betragtning, at den pågældende garanti er en inddrivelsesgaranti med en mindre risiko, ligger den præmie, Farice skal betale, i den meget lave ende af spektret for sådanne gebyrer, der fastsættes af Det Nationale Gældsforvaltningsagentur (fra 0,5 % til 4 % (24), hvilket de islandske myndigheder ikke har givet nogen forklaring på trods Tilsynsmyndighedens bemærkning i beslutningen om at indlede den formelle undersøgelsesprocedure (25).
En yderligere indikation af den rigtige markedsrente kan udledes af kapitel 17.3, stk. 2, i retningslinjerne, som fastsætter støttebeløbet, dvs. subventionsækvivalenten for en individuel lånegaranti som forskellen mellem markedsrenten og den rente, der er opnået takket være statsgarantien, efter at eventuelle betalte præmier er blevet fratrukket. Dette er baseret på den opfattelse, at hvis låneren drager fordel af en favorabel rentesats, som vedkommende ikke ville have opnået uden statens medvirken, er støtteelementet det beløb, som står tilbage i sammenligning med markedsrenten, og efter at præmien er fratrukket. Hvis præmien ikke fuldt ud neutraliserer denne fordel, ville statsgarantien stadig komme modtageren til gode og således fordreje markedet. Under de omstændigheder er den fordel, der er et resultat af garantien, ikke blevet neutraliseret af præmien og skal klassificeres som støtte (26).
På grundlag af de foreliggende oplysninger (Tilsynsmyndigheden har ikke oplysninger om Farice hf.’s kreditværdighed) vil Tilsynsmyndigheden prøve at foretage en tilnærmelsesvis beregning af garantiens værdi og den respektive støtteintensitet på grundlag af en sammenligning af A-lånet med D-lånet.
I sin beslutning om at indlede den formelle undersøgelsesprocedure gav Tilsynsmyndigheden udtryk for tvivl med hensyn til, om rentesatsen for A-lånet skulle sammenlignes med B- eller D-lånet. Tilsynsmyndigheden er af den opfattelse, at rentesatsen på A-lånet kunne sammenlignes med D-lånet (27), som er det eneste lån, der ikke bakkes op af staten eller et statsejet selskab. Forskellen mellem rentesatsen på disse to lån er 1,32 procentpoint. Efter fradrag af en garantipræmie på 0,50 % beløber forskellen sig til 0,82 procentpoint (28). Dette vil resultere i et støttebeløb på omkring 720 000 EUR (29). Det bør imidlertid tages i betragtning, at D-lånet har en kortere tilbagebetalingsperiode end A-lånet. Mens A-lånet først vil blive tilbagebetalt i 2015, dvs. 11 år efter indgåelsen af låneaftalen, vil D-lånet blive tilbagebetalt i 2009 (se tabel I 2.2.a. i denne beslutning). Hvis D-lånet havde haft den samme tilbagebetalingsperiode som A-lånet (dvs. indtil 2015), er der grund til at antage, at Íslandsbanki hf. ville have krævet en rentesats, der var højere end Euribor + 1,50 %. Hvis man ser på kurverne for Eurobond-afkastet for 2004 (30), konstaterer man en forskel i afkastet mellem 5-årige og 11-årige obligationer på omkring 0,8 procentpoint. For ikke at undervurdere fordelen ved garantien og den respektive støtteintensitet, skal der tages hensyn til denne forskel, som for D-lånets vedkommende ville føre til en rentesats på Euribor + 2,3, % (1,5 % som den oprindelige sats plus yderligere 0,8 %), hvorved støtteintensiteten forøges til 1,62 % (31) eller omkring 1,4 mio. EUR (32). Dette tal skal snarere tages som en illustration end som en nøjagtig beregning af støttebeløbet. Det kan ikke tages for givet, at en kommerciel långiver af et ikke-garanteret lån ville have beregnet 2,12 procentpoint (33) mere end satsen for A-lånet, selv om løbetiden var den samme. Den forventede rentesats ville være afhængig af långiverens risikovurdering, som ikke nødvendigvis fører til en rentemarginal som beregnet ovenfor.
Således er tre af de kumulative betingelser, der er fastlagt i retningslinjerne til vurdering af, om en individuel statsgaranti udgør statsstøtte i henhold til EØS-aftalens artikel 61, stk. 1, ikke opfyldt. Selv om låntageren, Farice hf., teknisk set ikke var i finansielle vanskeligheder, var virksomheden ikke i stand til at opnå et lån på de finansielle markeder på markedsvilkår uden statens medvirken, men havde brug for statsgarantien på 100 % for A-lånet. Desuden betalte Farice hf. ikke markedsprisen for garantien, hvilket ville afspejle garantiens størrelse og varighed, den sikkerhed, der stilles af låntageren samt især aktivitetssektoren og udsigterne.
Af disse grunde kan Tilsynsmyndigheden ikke konkludere, at det i forbindelse med ydelsen af statsgarantien til fordel for Farice hf. for A-lånet kan udelukkes, at der er tale om statsstøtte.
1.1.2. Betingelserne i EØS-aftalens artikel 61, stk. 1
For at en foranstaltning kan betragtes som statsstøtte i den betydning, hvori udtrykket anvendes i EØS-aftalen, skal den opfylde følgende kumulative betingelser: støtten udgør en selektiv fordel for visse virksomheder, ydes ved hjælp af statsmidler og påvirker konkurrencen og handelen mellem EØS-aftalens kontraherende parter.
En foranstaltning, der giver en fordel til visse specifikke begunstigede, og som ikke er en generel foranstaltning, udgør støtte.
De islandske myndigheder har argumenteret for, at støtten til Farice-projektet ikke omfatter nogen statsstøtte, da det undersøiske kabel har karakter af infrastruktur, og at støtte hertil derfor udgør en »generel« og ikke en selektiv foranstaltning. Som det siges i Europa-Kommissionens meddelelse KOM(2001) 35 endelig, »Bedre tjenesteydelseskvalitet i søhavne: en nøgle til europæisk transport« (34), er udvælgelseskriteriet et vigtigt grundlag for at afgøre, om en konkret finansieringsforanstaltning udgør statsstøtte.
Det er ikke Kommissionens praksis at betragte statslige midler til anlæggelse eller drift af infrastruktur som støtte, hvis infrastrukturen forvaltes direkte af staten (hvilket ikke er tilfældet i dette projekt), eller hvis der afholdes et offentligt udbud med henblik på udvælgelse af den forvaltende instans, og hvis adgangen til infrastrukturen er åben for alle potentielle brugere på ikke-diskriminatorisk basis (35).
Som den påpegede i beslutningen om at indlede den formelle undersøgelsesprocedure, blev der hverken afholdt et offentligt udbud om etablering eller forvaltning af virksomheden, selv om det ville have været muligt at søge en bred deltagelse inden for projektet. Den statslige deltagelse kom snarere i stand på grundlag af et privat initiativ, der blev iværksat af de to eksisterende teleoperatører (36). Hvad ydermere angår den ikke-diskriminatoriske adgang, bevarer de stiftende aktionærer, selv om deltagelse i selskabet i henhold til aktionæraftalen ikke er begrænset, visse forkøbsrettigheder, hvilket synes at give dem en bedre stilling end nye aktionærer.
Det er ikke desto mindre Kommissionens praksis ikke at betragte en foranstaltning som en generel foranstaltning, hvis det organ, der forvalter infrastrukturen, udøver en økonomisk aktivitet, da dette kan give den begunstigede en potentiel fordel i forhold til konkurrerende operatører (37). I denne henseende er det tilstrækkeligt at bemærke, at statsstøtten er til fordel for Farice hf., som forvalter kablet og sælger brugerrettigheder til interesserede parter mod betaling. I henhold til De Europæiske Fællesskabers Ret i Første Instans’ retspraksis udgør forvaltningen af en infrastruktur en økonomisk aktivitet i den i EØS-aftalens artikel 61, stk. 1, anvendte betydning (38). Farice hf. kan drage fordel af anlæggelse af en infrastruktur, som er sikret ved hjælp af en statsgaranti og med statslig deltagelse i en situation, hvor private parter ikke er villige til at sikre fuld finansiering af projektet, mens andre operatører måske ville være nødt til at finansiere 100 % på egen hånd.
Desuden er deltagelse i selskabet hovedsagelig beregnet på teleoperatører. Forbindelserne via Farice-kablet sælges for tiden kun i store enheder til erhvervsmæssige operatører, som videresælger tjenesten på downstream-markedet til slutbrugere. Det var disse erhvervsmæssige operatører, tog det initiativ, som staten reagerede på. Denne type tjeneste er derfor målrettet mod kommercielle operatører og ikke den brede offentlighed. Tilsynsmyndigheden er derfor af den opfattelse, at projektet bør betragtes som en dedikeret facilitet for virksomheder, som ligger inden for rammerne af statsstøttekontrol, og ikke som generel infrastruktur (39).
For at afgøre, om en statslig foranstaltning udgør støtte, er det nødvendigt at fastslå, om den modtagende virksomhed modtager en økonomiske fordel, som den ikke ville have opnået under normale markedsvilkår.
Som det siges kapitel 17.2.1, stk. 1, i retningslinjerne sætter statsgarantien låntageren i stand til at opnå bedre finansielle betingelser for et lån end dem, der normalt er gældende på de finansielle markeder. Uden en statsgaranti ville låntageren typisk ikke være i stand til at finde et finansieringsinstitut, der var rede til at yde et lån på nogen betingelser overhovedet.
Som det siges i ovenfor (i afsnit II.1.1.1 i denne beslutning) viser det faktum, at bankerne ikke kun krævede en garanti fra staten for A-lånet, men også fra de to tidligere statslige telemonopolvirksomheder (Síminn for B-lånet og Telefonverkið P/F for C-lånet), som stadig ejedes af de respektive lande, at Farice ikke var i stand til at opnå et lån på markedsvilkår uden statens medvirken.
Det forhold, at staten bærer risikoen, bør desuden normalt udløse en godtgørelse med en passende præmie. Som det er vist ovenfor (i afsnit II.1.1.1 i denne beslutning) ligger den præmie, Farice hf. skal betale, i den meget lave ende af spektret og udgør måske ikke en passende modydelse. De islandske myndigheder har ikke givet nogen oplysninger om deres bemærkninger til de betænkeligheder med hensyn til dette punkt, som blev rejst i beslutningen om at indlede den formelle undersøgelsesprocedure, på grundlag af hvilken Tilsynsmyndigheden kunne vurdere, om den betalte præmie var passende. Dette skal især ses på baggrund af det forhold, at præmien ikke fuldt ud eliminerede den fordel, som Farice hf. opnåede i kraft af den lavere rentesats for A-lånet fra bankerne. Som det kan ses af kapitel 17.2.1., stk. 2, i retningslinjerne, er der, hvor staten giver afkald på en passende præmie, tale om en fordel for virksomheden.
Tilsynsmyndigheden finder derfor, at Farice hf. har modtaget en økonomisk fordel, som virksomheden ikke ville have opnået under normale markedsvilkår.
For at blive betragtet som statsstøtte i den i EØS-aftalens artikel 61, stk. 1, anvendte betydning, skal den økonomiske fordel ydes af staten eller ved hjælp af statslige midler. Den islandske stat ydede en garanti for et lån på 9,4 mio. EUR til fordel for Farice, dvs. statsgarantien involverer statslige midler.
Som det desuden siges i kapitel 17.2.1, stk. 2, i retningslinjerne, er der i de tilfælde, hvor staten giver afkald på en sådan præmie, tale om en dræning af statens ressourcer. Som det er vist ovenfor ligger den præmie, Farice hf. skal betale, i den meget lave ende af spektret og udgør måske ikke en passende modydelse, især set i forhold til den lavere rente, Farice opnåede. Eftersom den islandske stat kunne have krævet en højere præmie og følgelig har givet afkald på højere indtægter, er der tale om statslige midler.
Staten handlede heller ikke som en investor på det private marked, hvilket ville udelukke anvendelsen af EØS-aftalens artikel 61, stk. 1. Gennemgangen af de to kriterier ovenfor viser, at projektet ikke ville kunne gennemføres som et rent kommercielt forretningsforetagende. Statens deltagelse i projektet, bl.a. ved at garantere for A-lånet, blev nødvendig i en situation, hvor de private markeds-investorer — hvis de havde ydet garantien — ville have forlangt en højere præmie. Dette viser, at den islandske stat ved at påtage sig garantien ikke handlede i overensstemmelse med det markedsøkonomiske investorprincip.
For at EØS-aftalens artikel 61, stk. 1, kan anvendes, skal foranstaltningen fordreje konkurrencen og påvirke handelen mellem de kontraherende parter. Virksomheder, der nyder godt af en økonomisk fordel, der ydes af staten, og som mindsker deres omkostningsbyrde, stilles i en bedre konkurrencemæssig situation end dem, der ikke nyder godt af denne fordel.
Statens medvirken styrker Farice hf.’s stilling ved at sikre projektfinansieringen i forhold til konkurrenter, som ikke nyder godt af en garanti og i givet fald skulle foretage investeringen udelukkende på markedsvilkår, som f.eks. andre udbydere af kabler til internetforbindelser (såsom CANTAT-3-netværket). Konsortiet, der driver CANTAT-3-ntværket, omfatter bl.a. den islandske teleoperatør Landssími Íslands hf., Teleglobe og Deutsche Telekom. CANTAT-3 har forbindelsespunkter i Canada, Island, Færøerne, Danmark, Det Forenede Kongerige og Tyskland.
Desuden gives garantien for et projekt, som gennemføres af multinationale kommercielle operatører og udgør en aktivitet, som er genstand for handel mellem parterne.
Følgelig fordrejer foranstaltningen konkurrencen og påvirker handelen mellem de kontraherende parter.
Af ovennævnte grunde konkluderer Tilsynsmyndigheden, at statsgarantien til fordel for Farice hf. for A-lånet udgør statsstøtte i den i EØS-aftalens artikel 61, stk. 1, anvendte betydning.
1.2. STATENS FORØGEDE AKTIEBEHOLDNING I FARICE HF.
Mellem det tidspunkt, hvor selskabet blev etableret i september 2002 og det tidspunkt, hvor anmeldelsen blev indsendt i begyndelsen af 2004, steg statens andel i Farice hf. fra den oprindelige andel på 27,33 % til 46,5 %. Efter den forklaring, som de islandske myndigheder gav i deres svar i juni 2004, gjorde Síminn det klar, at virksomheden ikke agtede at stille mere end 33,33 % af aktiekapitalen til rådighed (40).
I en statsstøttesammenhæng skal det fastslås, om forhøjelsen af den statslige kapital i Farice er i overensstemmelse med det markedsøkonomiske investorprincip. Kapitel 19 i retningslinjerne fastslår Tilsynsmyndighedens generelle tilgang til offentlige myndigheders erhvervelse af aktieposter.
Ifølge retningslinjernes kapitel 19.6, litra b), er der ikke tale om statsstøtte, hvis der tilføres en virksomhed frisk kapital under omstændigheder, som ville være acceptable for en privat investor, der opererer under normale markedsøkonomiske vilkår. Dette kan være tilfældet, når offentlige aktieposter i en virksomhed skal øges, forudsat at den tilførte kapital er proportional med det antal aktier, som myndighederne allerede besidder, og at den offentlige kapitaltilførsel går hånd i hånd med privat kapitaltilførsel. Den private investors aktiepost skal være af reel økonomisk signifikans.
På den anden side er der tale om statsstøtte, hvis der tilføres frisk kapital under omstændigheder, der ikke ville være acceptable for en privat investor, der opererer under normale markedsøkonomiske vilkår. Ifølge retningslinjernes kapitel 19.6, litra c), er dette blandt andet tilfældet, når kapitaltilførsel til selskaber, hvis kapital er fordelt mellem private og offentlige aktionærer, forøger det offentliges aktiepost til en betydeligt højere niveau, end det var oprindeligt, og den relative »udtynding« af de private aktionærers aktieposter i vid udstrækning er en konsekvens af selskabernes ringe udsigter med hensyn til overskudsgrad.
De islandske myndigheder anfører, at den islandske stats aktiekapitalforhøjelse ikke bør ses som tilførsel af frisk kapital, men snarere som en første etablering af selskabet. De islandske myndigheder anfører, at Farice hf. i september 2002 med en aktiekapital på 30 mio. ISK ikke var i stand til at påtage sig projektet med udlæggelse eller drift af et undersøisk kommunikationskabelsystem. I stedet for — som drøftet — at skabe et nyt selskab, fandt den første aktieforhøjelse sted i januar 2003, hvilket derfor efter de islandske myndigheders opfattelse ikke var en normal »aktieforhøjelse« i et selskab, men i realiteten kunne sidestilles med etablering af et nyt selskab med et nyt formål. Tilsynsmyndigheden påpeger, at retningslinjerne for statsstøtte betragter aktiekapitalforhøjelsen, uanset hvornår den finder sted, som en underkategori af tilførsel af frisk kapital. Da retningslinjerne afspejler det generelle princip om markedsøkonomisk investoradfærd, skal aktiekapitalforhøjelsen vurderes efter fortjeneste. Selv om regeringen havde påtaget sig den højere andel allerede under forberedelsesfasen, ville der stadig skulle foretages en analyse af den islandske stats kapitaldeltagelse på baggrund af statsstøttebestemmelserne. Til denne vurdering er det derfor kun relevant at stille det spørgsmål, om det ville have kunnet betale sig for en privat markedsinvestor at gå med i en aktiekapitalforhøjelse.
Tilsynsmyndigheden benægter ikke, at de private investorers øgede aktieposter i reale termer var sammenfaldende med statens kapitalforhøjelse. Efter Tilsyns-myndighedens opfattelse var de private investorers kapitalforhøjelse imidlertid ikke proportional med statens kapitalforhøjelse.
Som det kan ses af tabellen ovenfor (se afsnit I.2.2.b)) i denne beslutning) steg Farice hf's kapital fra 327 000 EUR til 14 070 000 EUR i januar 2003. Den islandske stats andel steg fra 27,33 % (90 000 EUR) til 46,53 % (6 547 000 EUR), dvs. med næsten 20 procentpoint. Selv om det korrekt anføres af de islandske myndigheder, at Síminns andel voksede fra 155 000 EUR til 4 690 000 EUR, så faldt Síminns andel i relative termer fra 47,33 % til 33,33 % (14 procentpoint). Undtagen hvad angår Telefonverkið, faldt også de andre deltageres andele (fra 1,33 % til 0,33 %), hvilket viser, at de kommercielle operatører i relative termer mindskede deres engagement i projektet.
Dette er sandsynligvis sket på grund af de ringe udsigter med hensyn til selskabets overskudsgrad. I deres brev i september 2004 gjorde de islandske myndigheder følgende gældende:
»Síminn følte, at forøgelse af kapaciteten for at imødekomme den forventede efterspørgsel og fastlæggelse af en alternativ rute i nødstilfælde var en finansielt risikabelt forehavende, der giver et lille afkast på investeringen (især for en aktieselskab, der står for at skulle privatiseres). For at skabe bedre betingelser for den nødvendige opgradering af kapaciteten, især i betragtning af den korte tidsramme, indtil kapaciteten ville blive overhalet af efterspørgslen, gik regeringen ind i projektet.«
De islandske myndigheder erklærer desuden, modvillighed på markedet over for projektet kom til udtryk i den forberedende fase, hvor Síminn og Telefonverkið indgik en aftale med IBM Consulting om at rådgive dem om den økonomiske gennemførlighed af projektet og dets finansieringsmuligheder. Undersøgelses-resultaterne peger kraftigt i retning af, at finansieringen ikke kunne ske ved hjælp af traditionelle midler (41).
På baggrund heraf ser et ud til, at det manglende engagement fra de private investorers side allerede fra begyndelsen var grunden til, at regeringen i begyndelsen af 2003 (42) tegnede sig for den nødvendige kapitalforhøjelse, hvilket øgede statens deltagelse í Farice hf.
Stigning i den islandske stats andel i Farice blev yderligere ledsaget af ydelse af en statsgaranti til at dække A-lånet på 9,4 mio. EUR, som vurderes ovenfor i denne beslutning. Ifølge retningslinjernes kapitel 19.6, litra d), er der en formodning om, at der er tale om statsstøtte, hvis myndighedernes medvirken tager form af erhvervelse af en aktiebeholdning kombineret med andre former for medvirken, som skal anmeldes i henhold til artikel 1, stk. 2, i del I i protokol 3 til aftalen om Tilsyns-myndigheden og Domstolen.
Stigningen i aktiekapitalen i en situation, hvor ingen privat investor øgede sin aktiekapital i samme forhold, udgjorde således en fordel for et individuelt selskab, Farice hf., og betød en dræning af statens ressourcer.
Statens medvirken styrker Farice hf.’s stilling ved at sikre projektets finansiering set i forhold til konkurrenter, som ikke nyder godt af statslig deltagelse (f.eks., CANTAT-3-netværket) i en situation, hvor private operatører ikke er villige til at rejse yderligere midler. Konsortiet, der driver CANATAT-3-netværket, omfatter bl.a. den islandske teleoperatør Landssími Íslands hf., Teleglobe og Deutsche Telekom. CANTAT-3 har forbindelsespunkter i Canada, Island, Færøerne, Danmark, Det Forenede Kongerige og Tyskland.
Desuden vedrører aktieforhøjelsen et projekt, som gennemføres af multinationale kommercielle operatører, og udgør en aktivitet, som er genstand for handel mellem de kontraherende parter.
Følgelig fordrejer foranstaltningen konkurrencen og påvirker handelen mellem de kontraherende parter.
1.3. KONKLUSION
Af ovennævnte grunde konkluderer Tilsynsmyndigheden, at statsgarantien for A-lånet og den islandske stats kapitalforhøjelse udgør statsstøtte i den i EØS-aftalens artikel 61, stk. 1, anvendte betydning.
2. PROCEDUREMÆSSIGE KRAV
I henhold til artikel 1, stk. 3, i del I i protokol 3 til aftalen om Tilsynsmyndigheden og Domstolen skal »EFTA-Tilsynsmyndigheden underrettes så betids om hver påtænkt indførelse eller ændring af støtteforanstaltninger, at den kan fremsætte sine bemærkninger hertil«. Ifølge artikel 2, stk. 1, set i sammenhæng med artikel 3 i del II i protokol 3 til aftalen om Tilsynsmyndigheden og Domstolen skal »eventuelle planer om at yde ny støtte anmeldes til Tilsynsmyndigheden af den pågældende EFTA-stat i tilstrækkelig god tid og må ikke føres ud i livet, før Tilsynsmyndigheden har truffet eller anses for at have truffet en beslutning om godkendelse af sådan støtte«.
Farice hf. blev etableret i 2002 og udlæggelsesarbejdet gik i gang allerede i 2003. Kablet blev officielt åbnet i februar 2004 (43). Kapitalforhøjelsen fandt sted i januar 2003, og de islandske myndigheders inddrivelsesgaranti går tilbage til den 27. februar 2004, dvs. før Tilsynsmyndigheden havde fået mulighed for at give udtryk for sin holdning til anmeldelsen af foranstaltningerne den 27. februar 2004. De islandske myndigheder førte således foranstaltningerne ud i livet, før Tilsynsmyndigheden have vedtaget en endelig beslutning herom.
Tilsynsmyndigheden bemærker derfor, at de islandske myndigheder ikke respekterede den standstill-forpligtelse, der er fastsat i artikel 3 i del II i protokol 3 til aftalen om Tilsynsmyndigheden og Domstolen.
3. FORENELIGHED
Det er Tilsynsmyndighedens opfattelse, at støtteforanstaltningen ikke er forenelig med nogen af de undtagelser, der er fastsat i artikel 59, stk. 2 (44), og artikel 61, stk. 2 eller 3, litra a) og d), i EØS-aftalen.
Som det oplyses i beslutningen om at indlede den formelle undersøgelsesprocedure kan statsstøtte efter Tilsynsmyndighedens opfattelse ikke begrundes med henvisning til artikel 61, stk. 3, litra b), i EØS-aftalen. Ganske vist kunne eksistensen af pålidelige internationale forbindelser betragtes som værende af generel interesse under visse omstændigheder. Selv om projektet er transnationalt, er dette ikke tilstrækkeligt til at acceptere, at det falder ind under undtagelsen i EØS-aftalens artikel 61, stk. 3, litra b). Den pågældende støtte tager form af sektorstøtte, der kommer en individuel virksomhed til gode (Farice hf.), og som snarere er kommet i stand som resultat af et privat initiativ fra en gruppe kommercielle operatørers side end ud fra ønsket om at skabe bredere positive resultater for den europæiske økonomi eller afsmitningseffekter for samfundet som helhed. Projektet kommer ikke Det Europæiske Økonomiske Område som helhed (45) til gode og ligger også uden for rammerne for nogen fællesskabsaktion på dette område (46).
Det skal vurderes, om støtten kunne begrundes med henvisning til EØS-aftalens artikel 61, skt. 3, litra c). Ifølge denne bestemmelse kan støtten erklæres for at være forenelig, hvis »den fremmer udviklingen af visse erhvervsgrene eller økonomiske regioner og ikke ændrer samhandelsvilkårene på en måde, der strider mod den fælles interesse«.
Det er derfor Tilsynsmyndighedens opfattelse, at forenelighedsvurderingen skal baseres direkte på EØS-aftalens artikel 61, stk. 3, litra c). For at kunne blive betragtet som forenelig i henhold til denne bestemmelse skal statsstøtteforanstaltningen være nødvendig og stå i et rimeligt forhold til det mål, der søges nået.
3.1. NØDVENDIGHEDEN AF STØTTEFORANSTALTNINGERNE
Tilsynsmyndigheden bemærker, at projektet har til formål at sikre internetforbindelser med Island i kraft af en pålidelig transmissionsmetode, til hvilken den tidligere CANTAT-3-forbindelse skal tjene som backup. På grund af sin beliggenhed er Island særlig afhængig af at have adgang til økonomiske og pålidelige teleforbindelser. Som det kan ses af afsnit I.2 i denne beslutning, var alternativer i form af det eksisterende CANATAT-3-kabel eller satellitter ikke varige løsninger, enten på grund af deres tekniske begrænsninger eller afhængighed af konsortiumaktionærer (CANTAT-3 (47) eller deres stigende omkost-ninger (satellitter). Det nye undersøiske kabel, som vil blive den primære transmissionsforbindelse til Island, større kapacitet, er mere pålideligt og er — sammen med backup fra CANTAT-3 — i stand til at sikre levering af teleydelser til Island. Adgang til bredbånd (48) er en anerkendt ret i Kommissionens politik og dens statsstøttebeslutninger (49) som en legitim målsætning og form for service, som efter sin natur er i stand til positivt at påvirke produktiviteten og væksten i en lang række sektorer og aktiviteter.
Som det kan ses virksomhedens historie (især gennemførlighedsundersøgelsen fra marts 2002), kunne Farice-projektet ikke gennemføres udelukkende på grundlag af privat initiativ. Både statsgarantierne og aktiekapitalforhøjelserne var et resultat af behovet for større statslig deltagelse for at gøre projektet økonomisk levedygtigt. Uden statens deltagelse ville projektet enten være blevet forsinket eller slet ikke iværksat. Af disse grunde er det Tilsynsmyndighedens opfattelse, at statsstøtte var nødvendigt i den i EØS-aftalens artikel 61, stk. 3, litra c), anvendte betydning.
3.2. STØTTEFORANSTALTNINGERNES PROPORTIONALITET
For at støtteforanstaltningerne kan være forenelige med EØS-aftalens artikel 61, stk. 3, litra c), skal de stå i rimeligt forhold til målsætningen og ikke fordreje konkurrencen i et omfang, der strider mod den fælles interesse. De fordele, der er forbundet med at kunne garantere pålidelige teletjenester til Island skal afvejes i forhold til ulemperne i form af konkurrencefordrejning til skade for konkurrenter, som ikke har adgang til offentlig finansiering, når de gennemfører lignende projekter.
Hverken udlæggelsen eller driften af kablet blev overdraget til Farice hf. efter åbent udbud. Efter Tilsynsmyndighedens opfattelse kan den omfattende oplysningsvirksomhed omkring dette projekt, som det hævdes af de islandske myndigheder, ikke erstatte en formel udbudsprocedure, da denne deltagelse var begrænset til de islandske og færøske parter (50). Åbent udbud betragtes i overensstemmelse med Kommissionens praksis som et positivt, men ikke nødvendigvis obligatorisk element for godkendelsen af bredbåndsprojekter (51). I disse beslutninger er det især blevet understreget, at udlicitering af driften af kablet til en uafhængig formueforvalter sikrede infrastrukturforvalterens neutralitet bedre end i en situation, hvor serviceudbyderen har kontrol over infrastrukturen, som det er tilfældet her.
Tilsynsmyndigheden noterer sig som et positivt aspekt, at det i aktionæraftalen er bestemt, at prisfastsættelsen skal være gennemsigtig, ske på ikke-diskriminatorisk grundlag og på markedsvilkår. Prispolitikken forekommer gennemsigtig, der er offentliggjort en takstoversigt på Farice hf.’s webside, som omfatter den formel, der anvendes til at beregne priserne.
Desuden er aktionæraftalen i princippet åben for nye deltagere. I beslutningen om at indlede den formelle undersøgelsesprocedurer gav Tilsynsmyndigheden udtryk for en vis tvivl om de nye deltageres stilling i forhold til selskabsstifterne. Denne tvivl var især begrundet i paragraf 7 i aktionæraftalen, som beskytter stifterne ved at give dem mulighed for at bevare deres stamaktieposition. I deres bemærkninger til Tilsynsmyndighedens beslutning (52) har de islandske myndigheder imidlertid fjernet Tilsynsmyndighedens tvivl og understreget sondringen mellem adgang til ejerskab af virksomheden og adgang til telekommunikationskablet. Som nævnt i det foregående afsnit er det i aktionæraftalen bestemt, at prisfastsættelsen skal være gennemsigtig og ske på ikke-diskriminatorisk grundlag og på markedsvilkår og derfor tilbyde lige adgang til telekommunikationskablet.
Den skønsmæssigt beregnede støtte med hensyn til statsgarantien (1,62 % (53) eller omkring 1,4 mio. EUR) er temmelig begrænset, når man sammenligner med de samlede investeringsomkostninger på 48,9 mio. EUR, da den beløber sig til 2,9 %. Med hensyn til den islandske stats aktieforhøjelse så var statens aktiekapital allerede faldet til 41 % i juni 2003, mens andre private operatører, såsom Og Vodafone, havde øget deres stamaktiekapital. De islandske myndigheder har påpeget, at intet selskab trods de eksisterende aktionærers åbenhed over for nye deltagere har vist interesse for projektet (54). En beregning af statsstøttens størrelse som et resultat af forhøjelsen af den islandske stats aktiekapital er ikke ukompliceret. Selv om man i yderste konsekvens betragtede hele kapitalforøgelsen som statsstøtte, og selv om man betragtede hele A-lånet som statsstøtte (55), ville det samlede beløb for den islandske stats deltagelse imidlertid andrage omkring 15,5 mio. EUR. Dette svarer til omkring 32 % af investeringsomkostningerne for Farice-projektet (56).
EF-Domstolen har fastslået, at en forenelighedsvurdering på baggrund af statsstøttebestemmelserne ikke bør føre til et resultat, der strider mod andre traktatbestemmelser. Følgelig er det for vurderingen af statsstøttebestemmelserne også relevant at se på, om statsstøtten gives til et projekt, som kunne give anledning til konkurrencemæssige betænkeligheder i forbindelse med anvendelsen af EØS-aftalens artikel 53 og/eller 54 (57). I denne henseende bemærkede Tilsynsmyndigheden bl.a. i beslutningen om at indlede den formelle undersøgelsesprocedure, at selv om CANTAT-3-infrastrukturen stadig eksisterer (58), var der — blandt en række andre spørgsmål — en bekymring for, om alle CANTAT-3-forbindelser i fremtiden vil blive kanaliseret gennem E-Farice hf., som har aktiemajoriteten i Farice hf. (59) Derfor er der risiko for, at konkurrencen om forbindelser til Island ville blive elimineret, da der kun ville være en konkurrent tilbage på markedet. Disse betænkeligheder er nu bragt ud af verden.
Farice-projektet er konkurrencemæssigt stimulerende, idet der skabes en ny kanal for internationale forbindelser, hvor der tidligere kun fandtes CANTAT-3.
Som et resultat af Farice hf.'s priser, som er høje i sammenligning med internationale priser, har købere af engroskapacitet i Island, når bortses fra Farices stiftere, desuden haft en tendens til at bruge CANTAT-3-kapaciteten, som Teleglobe tilbyder til lavere priser. Dette viser, at Farice ikke synes at være i stand til at kontrollere priser eller udbud på markedet for internationale forbindelser til/fra Island under de herskende markedsvilkår. De islandske myndigheder skønner, at Teleglobe i dag sælger kapacitet til islandske kunder, som svarer til omkring 50 % af den volumen, der kanaliseres gennem Farice. Der er ikke noget, der tyder på, at Farice hf. i sin prispolitik underbyder CANTAT-3 og er i stand til at presse denne konkurrent ud af markedet. De grossister, der ikke har tilknytning til Farice hf.’s stiftere, kan gå uden om Farice-kablet og har i realiteten benyttet sig af denne mulighed.
De islandske myndigheder har også reageret på de betænkeligheder, der kom til udtryk i beslutningen om at indlede den formelle undersøgelsesprocedure, og som gik ud på, at Farice hf. oprindelig havde planer om fælles opkøb/leasing af øget båndbredde hos CANTAT-3 for at ringforbinde de to systemer. Sådanne omfattende opkøb af disponibel kapacitet ville i realiteten have fjernet Teleglobe som konkurrent til Farice. De islandske myndigheder erklærede, at Farice hf. eller E-Farice ehf. for tiden ikke har nogen planer om at købe eller lease mere CANTAT-3-kapacitet, og at drøftelserne med Teleglobe (60) for mange år siden aldrig havde ført til nogen aftale. Situationen i dag er den, at både Farice og CANTAT-3’s kapacitet står til rådighed til og fra Island. Desuden er der nogle operatører, såsom TDC og T-Systems, som tilbyder kapacitet til Island via CANTAT-3, om end i mindre målestok.
Derfor er der i den aktuelle situation ikke nogen grund, til, at Tilsynsmyndigheden skulle have betænkeligheder med hensyn til de konkurrencemæssige aspekter, og den har afsluttet behandlingen af konkurrencesagen.
4. KONKLUSION
På grundlag af foregående vurdering finder Tilsynsmyndigheden, at støtten til Farice hf. er forenelig med EØS-aftalen. Ikke desto mindre beklager Tilsynsmyndigheden, at foranstaltningerne blev gennemført, før Island havde anmeldt statsgarantien til Tilsynsmyndigheden, og før Tilsynsmyndigheden havde vedtaget en endelig beslutning om statsstøttevurderingen af foranstaltningerne —
VEDTAGET FØLGENDE BESLUTNING:
Artikel 1
Støtten til fordel for Farice hf. i form af en statsgaranti for et lån og en kapitalforhøjelse udgør statsstøtte, som er forenelig med EØS-aftalens funktion i den i EØS-aftalens artikel 61, stik. 3, litra c), anvendte betydning.
Artikel 2
Denne beslutning er rettet til Republikken Island.
Artikel 3
Kun den engelske tekst er autentisk.
Udfærdiget i Bruxelles, den 19. juli 2006.
På EFTA-Tilsynsmyndighedens vegne
Bjørn T. GRYDELAND
Formand
Kristján A. STEFÁNSSON
Medlem af kollegiet
(1) Herefter benævnt »Tilsynsmyndigheden«.
(2) Herefter benævnt »EØS-aftalen«.
(3) Herefter benævnt »tilsyns- og domstolsaftalen«.
(4) Retningslinjer for anvendelse og fortolkning af artikel 61 og 62 i EØS-aftalen og artikel 1 i protokol nr. 3 til aftalen om Tilsynsmyndigheden og Domstolen, vedtaget og udstedt af EFTA-Tilsynsmyndigheden den 19.1.1994, (EFT L 231 af 3.9.1994) og EØS-tillæg nr. 32 af 3.9.1994. Retningslinjerne blev senest ændret den 29.3.2006. I det følgende benævnt »retningslinjer for statsstøtte«.
(5) Offentliggjort i EUT C 277 af 10.11.2005 og EØS-tillæg nr. 56 af 10.11.2005, s. 14.
(6) For yderligere oplysninger om korrespondancen mellem Tilsynsmyndigheden og de islandske myndigheder henvises til Tilsynsmyndighedens beslutning om at indlede den formelle undersøgelsesprocedure, beslutning nr. 125/05/KOL, offentliggjort i EUT C 277 af 10.11.2005, s. 14.
(7) EUT C 277 af 10.11.2005 og EØS-tillægget til EUT nr. 56 af 10.11.2005, s. 14.
(8) I overensstemmelse med bestemmelserne i protokol 21 til EØS-aftalen og artikel 11 i kapitel II, protokol 4, til tilsyns- og domstolsaftalen.
(9) Konsortiet omfattede bl.a. den islandske teleoperatør, Landssími Íslands hf., Teleglobe og Deutsche Telecom.
(10) Den islandske stats andel i Síminn blev solgt til Skipti ehf. med virkning fra august 2005.
(11) Se resuméet, der er vedføjet som bilag 1 til anmeldelsen.
(12) Se også følgende bemærkning fra de islandske myndigheder: »Selv om Síminn var den udpegede universelle tjenesteudbyder, der som sådan er forpligtet til at sørge for sikker langdistance-kommunikation, følte virksomheden, at en forøgelse af kapaciteten for at opfylde efterspørgslen og tilvejebringelse af en alternativ rute til nødsituationer var et finansielt risikabelt foretagende, som kun gav et lille afkast på investeringen. For at gøre det lettere at foretage den nødvendige opgradering af kapaciteten, især på baggrund af den begrænsede tidshorisont, indtil kapaciteten ville blive overhalet af efterspørgslen, trådte regeringen til«.
(13) I 2003 ejede E-Farice ehf. 80 % af aktierne i Farice hf., mens de resterende 20 % af aktierne var ejet af Føroya Tele (0,6 %) og de øvrige færøske parter (tilsammen 19,93 %).
(14) IBM-rapporten er en rapport, som blev forelagt for de islandske myndigheder, og som giver et resumé af Farice-projektets baggrund og aktuelle status. Den beskriver projektets ide, forretningsplanen og netværksstrukturen samt behovet for et nyt kabel.
(15) IBM-rapporten understreger det forretningsmæssige aspekt, at E-Farices køb af CANTAT-3-forbindelserne åbner mulighed for at ringforbinde de to kabelsystemer på en sådan måde, at Farice hf. kan tilbyde sine kunder sikre forbindelser. Rapporten beskriver derudover E-Farices forhandlinger med Teleglobe om at lease yderligere CANTAT-3-kapacitet. Man har drøftet, om Farice hf. eller E-Farice skulle lease al disponibel kapacitet til Island og Færøerne.
(16) De oprindelige kapitalindskud, som senere blev ændret. Holdingselskabet E-Farice ligger inde med alle de islandske parters aktier i Farice hf.
(17) Begrebet »backhaul« refererer ofte til transmission fra et fjernt netsted til et centralt netsted (eller hovednetsted). Den oprindelige definition af »backhaul« var at sende et telefonopkald eller data til et punkt ud over det normale bestemmelsespunkt og derefter tilbage igen for at udnytte disponibelt personale (operatører, agenter osv.) eller netværksudstyr, som ikke befinder sig på bestemmelsesstedet. Begrebet har gradvist fået en mere generel betydning. Denne går typisk i retning af højkapacitetslinje.
(18) Selv om der i det brev, der ledsager anmeldelsen, henvises til Libor som basis for fastsættelse af lånets rente for hver tranche, henvises der i bestemmelse 7.1. i låneaftalen til Euribor. Derfor anser Tilsynsmyndigheden Euribor-satsen for at være den gyldige reference for fastsættelsen af den rentesats, der gælder for lånet i hver renteperiode.
(19) Se brev fra de islandske myndigheder af 8. juni 2004, s. 7.
(20) Da de islandske myndigheder ikke benyttede den samme omregningskurs i hele den fremsendte tabel, har Tilsynsmyndigheden ændret den, for så vidt angår tallene i euro. Den har beregnet tallene i euro i tabellen i overensstemmelse med de omregningskurser, der kan findes på den webside http://www.eftasurv.int/fieldsofwork/fieldstateaid/dbaFile791.html. Til forberedelsesfasen anvendte den omregningskursen på 91,58 fra 2002. Til tallene for 2003 anvendte den omregningskursen på 84,32 fra 2003.
(21) Da B-lånet ydes af to forskellige långivere.
(22) Ifølge låneaftalens sikkerhedsdokument er der tinglyst en sikkerhed som førsteprioritet på 34,5 mio. EUR i form af fast ejendom og aktiver
(23) Bestemmelserne i låneaftalen forudser muligheden af at tilbagebetale hele eller en del af lånet, undtagen for A-lånet, uden at der skulle betales et tilbagebetalingsgebyr.
(24) Se brev fra de islandske myndigheder, dateret den 21.1.2005, s. 9.
(25) Se s. 11 i Tilsynsmyndighedens beslutning nr. 125/05/KOL.
(26) De islandske myndigheder tager ikke stilling til det aspekt, men ser på, at markedsprisen som sådan er passende. Resultatet, at det forhold, at statsgarantien har ført til bedre lånevilkår end markeds-vilkårene, hverken tages i betragtning under den første betingelse (se ovenfor) eller under den fjerde betingelse.
(27) Ifølge paragraf 7, stk. 4, i låneaftalen kan kun rentemargenen for A-lånet ændres efter aftalens under-skrivelse. En sådan ændring kan finde sted den 18.3.2011 og vil være effektiv indtil til lånets udløbsdato. Da dette afhænger af fremtidige forhandlinger, er Tilsynsmyndigheden ikke i stand til at vurdere, om en sådan ændret margen ville udgøre statsstøtte i den i EØS-aftalens artikel 61, stk. 1, anførte betydning, eller om eventuel støtte ville kunne godkendes. Imidlertid ville de islandske myndigheder være i stand til at fastslå, om der er et støtteelement i en eventuel fremtidig ændring, hvis de anvender de beregningsparametre, der er fastlagt i foregående afsnit, og de ville, hvis der kunne konstateres et sådant støtteelement, være nødt til at anmelde støtteforanstaltningen til Tilsynsmyndigheden.
(28) Euribor + 1,50 % p.a. – (Euribor + 0,18 % p.a.) – 0,50 % = 0,82 %
(29) Baseret på følgende beregning: 438 839 EUR/0,5 × 0,82 = 719 695 EUR.
(30) http://epp.eurostat.ec.europa.eu/cache/ITY_PUBLIC/EYC/EN/eyc-EN.htm#historical
(31) Euribor + 2,30 % p.a. – (Euribor + 0,18 % p.a.) – 0,50 % = 1,62 %
(32) 438 839 EUR/0,5 × 1,62 = 1 421 838 EUR.
(33) 2,30 – 0,18 (rentesatsen på A-lånet)
(34) Meddelelse af 13.2.2001, KOM(2001) 35 endelig.
(35) Kommissionens beslutning N 527/02 — Grækenland: Finansiel støtte til en privat virksomhed, som forestår design, konstruktion, testning og indkøring af brændstofledningen til forsyning af Athens nye internationale lufthavn.
(36) Se Kommissionens beslutning C 67-69/2003 om støtte til udlæggelse af en rørledning til transport af propylen mellem Rotterdam, Antwerpen og Ruhr-distriktet, afsnit 48. De islandske myndigheders argument om, at direktiv 2002/20/EF kun kræver en generel tilladelse (og ikke et udbud), er gyldigt, men ikke relevant i en statsstøttesammenhæng. I henhold til statsstøttebestemmelserne er iværksættelse af et udbud et af de elementer, der bruges til at vurdere, om en foranstaltning kan klassificeres som infrastruktur.
(37) Se Kommissionens beslutning N 527/02 — Grækenland: Finansiel støtte til en privat virksomhed, som forestår design, konstruktion, testning og indkøring af brændstofledningen til forsyning af Athens nye internationale lufthavn. Se også Kommissionens beslutning N 860/01 — Østrig vedrørende skisportsstedet Mutterer Alm, hvor driften af skilifterne blev betragtet som en økonomisk aktivitet, der kom operatøren af skiliften til gode og derfor ikke udgjorde en infrastrukturforanstaltning. Se Kommissionens beslutning C 67-69/2003, afsnit 48.
(38) Se sag T-128/98, Aéroports de Paris mod Europa-Kommissionen, Sml. 2000, II, s. 3929.
(39) Se Kommissionens beslutning N 213/2003 — Projektet Atlas, bredbåndsinfrastruktur til erhvervsparker
(40) Se afsnit I 2.2.b) i denne beslutning.
(41) Se brev fra de islandske myndigheder, dateret 25.6.2004, s. 3.
(42) Tilsynsmyndigheden er bekendt med de islandske myndigheders henvisning til formandens tale den 24.1.2004. Imidlertid siges det i denne tale blot, at der er tale om »moderat overskudgivende virksomhed«, og at de private operatører også stillede garantier. Tilsynsmyndigheden har aldrig sat spørgsmålstegn ved dette punkt. Spørgsmålet om, hvorvidt statens aktieforøgelse er proportionel, besvares imidlertid ikke.
(43) Pressemeddelelse af 3.2.2004.
(44) De islandske myndigheder er ikke kommet med oplysninger, som sætter Tilsynsmyndigheden i stand til at foretage en vurdering på grundlag af denne bestemmelse.
(45) Se f.eks. statsstøtte N 576/98 Det Forenede Kongerige vedrørende togforbindelsen under Kanalen, hvor højhastighedsforbindelsen var en forbindelse af betydning for hele EU snarere end at være relevant for en eller nogle få medlemsstater.
(46) Med hensyn til dette kriterium, se Kommissionens beslutning 96/369/EF om skattemæssige afskrivningsfordele for tyske selskaber (EFT L 146 af 20.6.1996, s. 42).
(47) Som det siges i resuméet af rapporten, som de islandske myndigheder forelagde i forbindelse med anmeldelsen af 27.2.2004, havde især konsortiummedlemmet Teleglobe forretningsmæssige vanskeligheder.
(48) Datatransmission, hvor et enkelt medium kan fremføre flere kanaler på samme tid. Begrebet bruges også til at sammenligne frekvensbåndvidde, der er større en 3 MHz smalbåndsfrekvenser. Bredbånd kan transmittere flere data med højere hastighed.
(49) Se eEurope 2004 handlingsplan, meddelelse fra Kommissionen, Et informationssamfund for alle, 28.5.2002, KOM(2002), 263 endelig, se Kommissionens beslutning N 213/2003 Atlas-projektet — bredbåndsinfrastruktur for erhvervsparker og N 307/2004 Bredbånd i Skotland — landbrugsområder og fjernere egne.
(50) De islandske myndigheder erklærer: »Man søgte i Island og Færøerne at få en bred deltagelse fra aktionærernes side i Farice-projektet, og alle teleoperatører blev opfordret til at deltage i etableringen af selskabet«.
(51) Kommissionens beslutninger N 307/2004, N 199/2004 og N 213/2003.
(52) Se brev fra de islandske myndigheder, dateret 28.6.2006, s. 5.
(53) Euribor + 2,30 % p.a. – (Euribor + 0,18 % p.a.) – 0,50 % = 1,62 %.
(54) Se brev fra de islandske myndigheder, dateret 28.6.2006, s. 5.
(55) Se punkt 17.3 i kapitel 17 i Tilsynsmyndighedens retningslinjer for statsstøtte, hvori det siges, at værdien af garantien i visse situationer kan være så høj som det beløb, der effektivt dækkes af denne garanti.
(56) Støtteintensiteter på 35 % af de samlede investeringsomkostninger er f.eks. blevet godkendt af Europa-Kommissionen i statsstøttesag N 188/2006, Letland, til et bredbåndsprojekt i landbrugsområder.
(57) Jf. sag C-225/91 Matra mod Kommissionen Sml. 1993, s. 3203, præmis 41, EFTA-Domstolens dom i sag E 09/04 Den Islandske Bank- og Børsmæglersammenslutning mod EFTA-Tilsynsmyndigheden, endnu ikke offentliggjort, præmis 82.
(58) Om eksisterende infrastrukturs sameksistens henvises til Kommissionens beslutning N 307/2004, afsnit 45, hvor det positivt skitseres, at dette mindsker risikoen for unødvendig dobbeltanvendelse og begrænser den økonomiske virkning for operatører, der allerede har infrastrukturen på plads. Se også Kommissionens beslutning N 199/2004, afsnit 41, N 213/2003, afsnit 47.
(59) I 2003 ejede E-Farice ehf. 80 % af aktierne i Farice hf., mens de resterende 20 % af aktierne var ejet af Føroya Tele (0,6 %) og de øvrige færøske parter (tilsammen 19,93 %).
(60) Teleglobe har overlevet den tidligere kapitel 11-procedure og er i dag et NASDAQ-handelsselskab.
Berigtigelser
5.2.2009 |
DA |
Den Europæiske Unions Tidende |
L 36/84 |
Berigtigelse til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1907/2006 af 18. december 2006 om registrering, vurdering og godkendelse af samt begrænsninger for kemikalier (REACH), om oprettelse af et europæisk kemikalieagentur og om ændring af direktiv 1999/45/EF og ophævelse af Rådets forordning (EØF) nr. 793/93 og Kommissionens forordning (EF) nr. 1488/94 samt Rådets direktiv 76/769/EØF og Kommissionens direktiv 91/155/EØF, 93/67/EØF, 93/105/EF og 2000/21/EF
( Den Europæiske Unions Tidende L 396 af 30. december 2006 . Berigtiget udgave i Den Europæiske Unions Tidende L 136 af 29. maj 2007 )
Henvisningen nedenfor er til udgaven i EUT L 136 af 29.5.2007, ændret ved forordning (EF) nr. 1354/2007 (EUT L 304 af 22.11.2007, s. 1), og berigtiget ved berigtigelse af maj 2008 til artikel 3, nr. 20), litra c) (EUT L 141 af 31.5.2008, s. 22).
Denne berigtigelse annullerer og erstatter berigtigelse offentliggjort i EUT L 141 af 31.5.2008, s. 22, som følger:
Side 21, artikel 3, nr. 20), litra c):
I stedet for:
»c) |
det er blevet markedsført af producenten eller importøren i Fællesskabet eller i de lande, der tiltrådte Den Europæiske Union den 1. januar 1995, den 1. maj 2004 eller den 1. januar 2007, på et hvilket som helst tidspunkt mellem den 18. september 1981 og den 31. oktober 1993 inkl., og før denne forordnings ikrafttræden blev det anset for at være anmeldt i overensstemmelse med artikel 8, stk. 1, første led, i direktiv 67/548/EØF, i den udgave af artikel 8, stk. 1, der foreligger efter ændringen ved direktiv 79/831/EØF, men det svarer ikke til definitionen af en polymer som fastsat i denne forordning, forudsat at producenten eller importøren kan dokumentere dette« |
læses:
»c) |
det er blevet markedsført af producenten eller importøren i Fællesskabet eller i de lande, der tiltrådte Den Europæiske Union den 1. januar 1995, den 1. maj 2004 eller den 1. januar 2007, før denne forordnings ikrafttræden, og det blev anset for at være anmeldt i overensstemmelse med artikel 8, stk. 1, første led, i direktiv 67/548/EØF, i den udgave af artikel 8, stk. 1, der foreligger efter ændringen ved direktiv 79/831/EØF, men det svarer ikke til definitionen af en polymer som fastsat i denne forordning, forudsat at producenten eller importøren kan dokumentere dette, herunder godtgøre, at stoffet blev markedsført af en hvilken som helst producent eller importør mellem den 18. september 1981 og den 31. oktober 1993 inkl.« |