(1)

Der skal foretages en række ændringer af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1371/2007 (3) for at styrke passagerernes beskyttelse og fremme øget rejse med jernbane og samtidig tage behørig hensyn til navnlig artikel 11, 12 og 14 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF). Med henblik på disse ændringer og af klarhedshensyn bør forordning (EF) nr. 1371/2007 derfor omarbejdes.

(2)

Inden for rammerne af den fælles transportpolitik er det vigtigt at sikre jernbanepassagerers rettigheder og forbedre kvaliteten og effektiviteten af personbefordring med jernbane, for at bidrage til at øge jernbanetransportens andel i forhold til andre transportformer.

(3)

Trods de betydelige fremskridt, der er opnået med hensyn til forbrugerbeskyttelse i Unionen, er der fortsat behov for at forbedre beskyttelsen af jernbanepassagerers rettigheder yderligere.

(4)

Da jernbanepassageren er den svage part i transportkontrakten, bør jernbanepassagerers rettigheder navnlig beskyttes.

(5)

Formålet med at indrømme samme rettigheder til jernbanepassagerer på internationale og indenlandske rejser er at styrke forbrugerbeskyttelsesniveauet i Unionen, at sikre lige konkurrencevilkår for jernbanevirksomheder og at garantere et ensartet niveau af passagerrettigheder. Passagererne bør modtage så præcise oplysninger som muligt om deres rettigheder. Eftersom det på visse moderne formater af billetter ikke er fysisk muligt at trykke oplysninger, bør de oplysninger, der er påkrævet ved denne forordning, kunne gives på andre måder.

(6)

Jernbanetjenester, der tilbydes udelukkende med historisk eller turistmæssigt formål, opfylder som regel ikke almindelige transportbehov. Sådanne tjenester er normalt isoleret fra resten af Unionens jernbanesystem og anvender teknologi, der kan begrænse deres tilgængelighed. Medlemsstaterne bør have mulighed for at indrømme fritagelser fra bestemmelserne i denne forordning for jernbanetjenester, der tilbydes udelukkende med historisk eller turistmæssigt formål, med undtagelse af visse bestemmelser, der bør finde anvendelse på alle former for personbefordring med jernbane i hele Unionen.

(7)

Personbefordring med jernbane i byer og forstæder og regional personbefordring med jernbane er væsensforskellig fra personbefordring med jernbane over langdistance. Medlemsstaterne bør derfor kunne fritage sådanne tjenester fra visse bestemmelser i denne forordning om passagerers rettigheder. Sådanne fritagelser bør dog ikke berøre væsentlige regler, navnlig ikke de bestemmelser, der vedrører ikkeforskelsbehandling i befordringskontraktvilkår, retten til at købe billet til befordring med jernbane uden unødige hindringer, jernbanevirksomhedernes ansvar over for passagerer og deres bagage, kravet til jernbanevirksomhederne om tilstrækkelig forsikringsdækning og kravet om at træffe passende foranstaltninger til at sikre passagerernes personlige sikkerhed på stationer og i tog. Regionale tjenester er mere integrerede i resten af Unionens jernbanesystem, og de pågældende rejser er længere. For regional personbefordring med jernbane bør eventuelle fritagelser derfor begrænses yderligere. For så vidt angår regional personbefordring med jernbane bør fritagelser fra de bestemmelser i denne forordning, som letter anvendelse af jernbanetjenester for personer med handicap eller personer med nedsat mobilitet, udfases fuldstændig, og fritagelser bør ikke finde anvendelse for så vidt angår de bestemmelser i denne forordning, som fremmer brugen af cykler. Desuden bør muligheden for at fritage regionale tjenester fra visse forpligtelser for så vidt angår udstedelsen af gennemgående billetter og omlægning af rejser tidsbegrænses.

(8)

Et af denne forordnings mål er at forbedre personbefordring med jernbane inden for Unionen. Medlemsstaterne bør derfor have mulighed for at indrømme fritagelser til fordel for jernbanetjenester i områder, hvor en stor del af forbindelsen drives uden for Unionen.

(9)

For at sikre en gnidningsløs overgang fra de rammer, der er fastlagt i henhold til forordning (EF) nr. 1371/2007, til dem, der er fastlagt i denne forordning, bør tidligere nationale fritagelser endvidere gradvist udfases for at sikre den nødvendige retssikkerhed og kontinuitet. Medlemsstater, der på nuværende tidspunkt har indført fritagelser i medfør af artikel 2, stk. 4, i forordning (EF) nr. 1371/2007, bør kun kunne fritage den indenlandske personbefordring med jernbane fra bestemmelserne i denne forordning, der kræver væsentlig tilpasning, og under alle omstændigheder kun i en begrænset periode. Medlemsstaterne bør også i en overgangsperiode kunne indrømme en fritagelse fra forpligtelsen til at distribuere rejse- og trafikoplysninger mellem operatører, dog udelukkende når det ikke er teknisk muligt for infrastrukturforvalteren at stille realtidsdata til rådighed for enhver jernbanevirksomhed, billetudsteder, rejsebureau eller stationsleder. Der bør foretages en vurdering af, hvad der er teknisk muligt, mindst hvert andet år.

(10)

Medlemsstaterne bør underrette Kommissionen, når de fritager personbefordring med jernbane fra anvendelsen af visse bestemmelser i denne forordning. Når medlemsstaterne giver disse oplysninger, bør de redegøre for grundene til at indrømme sådanne fritagelser og de foranstaltninger, der er truffet eller påtænkt for at opfylde forpligtelserne i henhold til denne forordning, når den pågældende fritagelse udløber.

(11)

Hvis flere stationsledere er ansvarlige for én station, bør medlemsstaterne have mulighed for at udpege det organ, der varetager de ansvarsområder, der er omhandlet i denne forordning.

(12)

Adgang til rejseoplysninger i realtid, herunder om takster, gør rejse med jernbane mere tilgængelig for nye kunder og giver dem et større udvalg af rejsemuligheder og takster at vælge mellem. Jernbanevirksomheder bør give andre jernbanevirksomheder, billetudstedere og rejsebureauer, der sælger deres tjenester, adgang til sådanne rejseoplysninger og give dem mulighed for at foretage og annullere reservationer for at lette rejse med jernbane. Infrastrukturforvaltere bør distribuere realtidsdata vedrørende togankomst og - afgang til jernbanevirksomheder og stationsledere samt til billetudstedere og rejsebureauer for at lette rejse med jernbane.

(13)

Mere detaljerede krav vedrørende rejseoplysninger fastlægges i de tekniske specifikationer for interoperabilitet som omhandlet i Kommissionens forordning (EU) nr. 454/2011 (4).

(14)

Styrkelse af jernbanepassagerers rettigheder bør baseres på gældende internationale retsregler, jf. tillæg A — Fælles regler for kontrakten om international befordring af passagerer og bagage med jernbane (CIV) — til konventionen om internationale jernbanebefordringer (COTIF) af 9. maj 1980 som ændret ved protokollen af 3. juni 1999 om ændring af nævnte konvention (1999-protokollen). Det er imidlertid ønskeligt at udvide denne forordnings anvendelsesområde og ikke alene beskytte internationale passagerer, men også nationale passagerer. Den 23. februar 2013 tiltrådte Unionen COTIF.

(15)

Medlemsstaterne bør forbyde forskelsbehandling på grundlag af passagerens nationalitet eller jernbanevirksomhedens, billetudstederens eller rejsebureauets etableringssted i Unionen. Dog bør sociale billettakster og tilskyndelsen til mere udbredt brug af offentlig transport ikke forbydes, forudsat at sådanne foranstaltninger er forholdsmæssige og ikke afhænger af den pågældende passagers nationalitet. Jernbanevirksomheder, billetudstedere og rejsebureauer kan frit fastlægge deres kommercielle praksis, herunder anvendelse af særtilbud og fremme af visse salgskanaler. I lyset af udviklingen af onlineplatforme, der sælger billetter til passagerbefordring, bør medlemsstaterne lægge særlig vægt på at sikre, at der ikke sker forskelsbehandling i forbindelse med adgang til onlinegrænseflader eller køb af billetter. Uanset hvordan en bestemt billettype er købt, bør beskyttelsesniveauet for passageren endvidere være det samme.

(16)

Den voksende popularitet af cykling i hele Unionen har betydning for mobilitet og turisme generelt. En mere udbredt anvendelse af både jernbaner og cykling i transportmiddelfordelingen mindsker transportens miljøpåvirkning. Jernbanevirksomheder bør derfor gøre det lettere at kombinere cykel- og togrejser mest muligt. Navnlig når der anskaffes nyt rullende materiel, eller der foretages en større opgradering af eksisterende rullende materiel, bør de sikre et passende antal pladser til cykler, medmindre anskaffelsen eller opgraderingen vedrører spisevogne, sovevogne eller liggevogne. For at undgå en negativ indvirkning på sikkerhedsniveauet for det eksisterende rullende materiel bør denne forpligtelse kun finde anvendelse i tilfælde af en større opgradering, der kræver en ny køretøjsomsætningstilladelse.

(17)

Det passende antal cykelpladser for en given togsammensætning bør bestemmes under hensyntagen til størrelsen af togsammensætningen og - typen af tjeneste og efterspørgslen efter transport af cykler. Jernbanevirksomheder bør have mulighed for at udarbejde planer med konkrete antal af cykelpladser for deres tjenester efter at have konsulteret offentligheden. Hvis en jernbanevirksomhed vælger ikke at udarbejde planer, bør der anvendes et lovbestemt antal. Dette lovbestemte antal bør også tjene som vejledende af jernbanevirksomhederne i forbindelse med udarbejdelsen af deres planer. Et antal, der ligger under det lovbestemte antal, bør kun anses for at være passende, hvis det er berettiget på grund af særlige omstændigheder som f.eks. drift af jernbanetjenester om vinteren, hvor der tydeligvis ikke er nogen eller kun lav efterspørgsel efter transport af cykler. I nogle medlemsstater er efterspørgslen efter transport af cykler desuden særlig stor for så vidt angår visse typer af tjenester. Derfor bør medlemsstaterne have mulighed for at fastsætte minimummet af passende antal cykelpladser for visse typer af tjenester. Dette antal bør have forrang i forhold til de konkrete antal som nævnt i jernbanevirksomhedernes planer. Dette bør ikke hindre den frie bevægelighed for rullende jernbanemateriel i Unionen. Passagererne bør oplyses om pladsen, der er til rådighed for cykler.

(18)

Rettighederne og forpligtelserne i forbindelse med medtagning af cykler på tog bør finde anvendelse på cykler, der uden videre kan benyttes før og efter jernbanerejsen. Medtagning af cykler i emballage og tasker er i givet fald omfattet af denne forordnings bestemmelser om bagage.

(19)

Det hører til jernbanepassagerernes rettigheder i forbindelse med jernbanetjenester at få oplysninger om trafikforbindelserne før og under rejsen. Jernbanevirksomheder, billetudstedere og rejsebureauer bør give generelle oplysninger om jernbanetjenesten forud for rejsen. Disse oplysninger bør stilles til rådighed i et format, der er tilgængeligt for personer med handicap og personer med nedsat mobilitet. Jernbanevirksomheder og for så vidt muligt billetudstedere og rejsebureauer bør give passagererne yderligere oplysninger under rejsen som krævet i henhold til denne forordning. Hvis en stationsleder har sådanne oplysninger, bør vedkommende også give oplysningerne til passagererne.

(20)

Billetudstedernes størrelse varierer betydeligt fra mikrovirksomheder til store virksomheder, og nogle billetudstedere tilbyder kun deres tjenester offline eller online. Forpligtelsen til at stille rejseoplysninger til rådighed for passagererne bør derfor stå i rimeligt forhold til billetudstedernes forskellige størrelser og forskellige kapaciteter som følge heraf.

(21)

Denne forordning bør ikke forhindre jernbanevirksomheder, rejsebureauer eller billetudstedere i at tilbyde passagererne gunstigere vilkår end dem, der er fastsat i denne forordning. Denne forordning bør dog ikke føre til, at en jernbanevirksomhed bliver bundet af gunstigere kontraktvilkår, der tilbydes af et rejsebureau eller en billetudsteder, medmindre andet er fastsat i en ordning mellem jernbanevirksomheden og rejsebureauet eller billetudstederen.

(22)

Gennemgående billetter giver mulighed for gnidningsfrie rejser for passagerer, og der bør derfor træffes alle rimelige foranstaltninger for at tilbyde sådanne billetter i forbindelse med personbefordring med jernbane over langdistance og regional personbefordring med jernbane, uanset om de er internationale eller indenlandske, og personbefordring med jernbane i byer og forstæder, herunder personbefordring med jernbane, der er undtaget fra denne forordning. Til beregning af den samlede kompensationsberettigede forsinkelse bør det være muligt ikke at medregne forsinkelser, der er opstået på de dele af rejsen, som vedrører jernbanetjenester, der er fritaget i henhold til denne forordning.

(23)

For tjenester, der drives af den samme jernbanevirksomhed, bør overførslen af jernbanepassagerer fra en tjeneste til en anden gøres lettere ved indførelsen af en forpligtelse til at udstede gennemgående billetter, idet der ikke er behov for forretningsaftaler mellem jernbanevirksomheder. Forpligtelsen til at udstede gennemgående billetter bør også gælde for tjenester, der drives af jernbanevirksomheder, der tilhører samme ejer, eller som er 100 %-ejede datterselskaber af en af de jernbanevirksomheder, som leverer jernbanetjenester, der er omfattet af rejsen. Jernbanevirksomheden bør have mulighed for på den gennemgående billet at angive afgangstidspunktet for hver jernbanetjeneste, herunder regionale tjenester, som den gennemgående billet er gyldig for.

(24)

Passagerer bør tydeligt informeres om, hvorvidt billetter solgt af en jernbanevirksomhed i en enkelt handelstransaktion udgør en gennemgående billet. Hvis passagererne ikke informeres korrekt, bør jernbanevirksomheden være ansvarlig, som hvis disse billetter var en gennemgående billet.

(25)

Tilbud om gennemgående billetter bør fremmes. Det er imidlertid også vigtigt med korrekte oplysninger om jernbanetjenesten, når passagerer køber billetter fra en billetudsteder eller et rejsebureau. Når billetudstedere eller rejsebureauer sælger særskilte billetter som en pakke, bør de tydeligt informere passagererne om, at billetterne ikke yder samme grad af beskyttelse som gennemgående billetter, og at de pågældende billetter ikke er udstedt som gennemgående billetter af den jernbanevirksomhed eller de jernbanevirksomheder, der leverer tjenesten. Hvis billetudstedere eller rejsebureauer ikke opfylder dette krav, bør deres ansvar gå længere end blot refusion af billetterne.

(26)

Når jernbanevirksomheder tilbyder gennemgående billetter, er det vigtigt, at de tager hensyn til realistiske og gældende minimumstilslutningstider ved den oprindelige bestilling samt alle relevante faktorer såsom størrelse og beliggenhed af de respektive stationer og perroner.

(27)

I lyset af De Forenede Nationers konvention om rettigheder for personer med handicap bør der for at kunne give personer med handicap og personer med nedsat mobilitet sammenlignelige muligheder for at rejse med jernbane som alle andre borgere fastsættes regler for ikkeforskelsbehandling og assistance under deres rejse. Personer med handicap og personer med nedsat mobilitet har samme ret som alle andre borgere til fri bevægelighed og ikkeforskelsbehandling. Der bør bl.a. lægges særlig vægt på at give oplysninger til personer med handicap og personer med nedsat mobilitet om jernbanetjenesternes tilgængelighed, adgangsbetingelser til det rullende materiel og faciliteterne om bord. For at kunne give passagerer med nedsatte sensoriske evner de bedst mulige oplysninger om forsinkelser, bør der i givet fald anvendes systemer, som er visuelle og hørbare. Personer med handicap og personer med nedsat mobilitet bør have mulighed for at købe billetter i toget uden ekstra udgifter, hvis der ikke forefindes nogen tilgængelige måder, hvorpå der kan købes billet før indstigning i toget. Imidlertid bør der være mulighed for at begrænse denne ret under omstændigheder vedrørende sikkerheden eller obligatorisk togreservation. Personale bør være uddannet tilstrækkeligt til at imødekomme behovene for personer med handicap og personer med nedsat mobilitet, især når det yder assistance. For at sikre lige rejsevilkår bør sådanne personer tildeles assistance på stationer og om bord, eller, hvis der ikke er uddannet ledsagende personale om bord på toget og på stationen, bør der træffes alle rimelige foranstaltninger for at give adgang til jernbanebefordring.

(28)

Jernbanevirksomheder og stationsledere bør samarbejde aktivt med organisationer, der repræsenterer personer med handicap, for at forbedre kvaliteten af tilgængeligheden af transporttjenester.

(29)

For at lette adgangen til personbefordring med jernbane for personer med handicap og personer med nedsat mobilitet bør medlemsstaterne have mulighed for at kræve, at jernbanevirksomheder og stationsledere etablerer nationale kontaktpunkter med henblik på at koordinere oplysninger og assistance.

(30)

For at sikre, at der ydes assistance til personer med handicap og personer med nedsat mobilitet, er det af praktiske grunde nødvendigt på forhånd at give jernbanevirksomheden, stationslederen, billetudstederen eller rejsebureauet besked om behovet for assistance. Selv om denne forordning fastsætter en fælles maksimal tidsfrist for sådanne forhåndsbeskeder, er frivillige ordninger, der tilbyder kortere frister, værdifulde, når de forbedrer mobiliteten for personer med handicap og personer med nedsat mobilitet. For at sikre den bredest mulige udbredelse af oplysninger om sådanne kortere tidsfrister er det vigtigt, at Kommissionen i sin rapport om gennemførelsen og resultaterne af denne forordning medtager oplysninger om udviklingen af ordninger vedrørende forkortede tidsfrister for forhåndsbeskeder og den dertil knyttede formidling af oplysninger.

(31)

Jernbanevirksomheder og stationsledere bør ved overholdelse af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2019/882 (5) og Kommissionens forordning (EU) nr. 1300/2014 (6) tage hensyn til behovene hos personer med handicap og personer med nedsat mobilitet. Når der i denne forordning henvises til bestemmelserne i direktiv (EU) 2019/882, bør medlemsstaterne anvende disse bestemmelser fra den 28. juni 2025 og i overensstemmelse med overgangsforanstaltningerne fastsat i nævnte direktivs artikel 32. For så vidt angår personbefordring med jernbane er anvendelsesområdet for nævnte bestemmelser fastsat i nævnte direktivs artikel 2, stk. 2, litra c).

(32)

Visse dyr er trænet til at bistå personer med handicap for at gøre det muligt for dem at være uafhængigt mobile. For en sådan mobilitet er det vigtigt, at disse dyr kan tages med om bord på togene. Denne forordning fastsætter fælles rettigheder og forpligtelser for så vidt angår hjælpehunde. Medlemsstaterne bør dog have mulighed for at gennemføre forsøg med andre dyr, der yder mobilitetshjælp, og tillade dem om bord på tog i deres indenlandske jernbanetjenester. Det er vigtigt, at Kommissionen overvåger udviklingen på dette område med henblik på det fremtidige arbejde med dyr, der yder mobilitetshjælp.

(33)

Det er ønskeligt, at denne forordning indfører en ordning for kompensation til passagererne i tilfælde af forsinkelse, herunder i tilfælde, hvor forsinkelsen skyldes aflysning af en tjeneste eller en ikkeopnået tilslutningsforbindelse. Ved forsinkelser af personbefordring med jernbane bør jernbanevirksomheder yde passagererne kompensation ud fra en procentvis andel af billetprisen.

(34)

Jernbanevirksomheder bør være forpligtede til at være forsikrede eller at have tilstrækkelige garantier med hensyn til deres ansvar over for jernbanepassagerer i tilfælde af ulykker.

(35)

Styrket ret til kompensation og assistance i tilfælde af forsinkelse, ikkeopnået tilslutningsforbindelse eller aflysning af en tjeneste bør fremme markedet for jernbanepassagerer til fordel for passagererne.

(36)

Ved forsinkelser bør passagererne gives mulighed for at videreføre eller omlægge rejsen på tilsvarende befordringsvilkår. Der bør tages hensyn til behovene hos personer med handicap og personer med nedsat mobilitet i et sådant tilfælde.

(37)

En jernbanevirksomhed bør dog ikke pålægges at betale kompensation, hvis den kan bevise, at forsinkelsen blev forårsaget af ekstraordinære omstændigheder såsom ekstreme vejrforhold eller større naturkatastrofer, som bringer den sikre drift af tjenesten i fare. En sådan hændelse bør have karakter af en ekstraordinær naturkatastrofe til forskel fra normale sæsonbestemte vejrforhold såsom efterårsstorme eller jævnligt tilbagevendende oversvømmelser i byer som følge af tidevand eller smeltevand. Endvidere bør en jernbanevirksomhed ikke pålægges at betale kompensation, hvis den kan påvise, at forsinkelsen blev forårsaget af en større folkesundhedskrise, f.eks. en pandemi. Desuden bør jernbanevirksomheden ikke være forpligtet til at yde kompensation, hvor forsinkelsen er forårsaget af passageren eller visse handlinger fra tredjeparters side. Jernbanevirksomheder bør bevise, at de hverken kunne forudse eller undgå sådanne hændelser og heller ikke forhindre forsinkelsen, selv hvis alle rimelige forholdsregler var blevet truffet, herunder passende forebyggende vedligeholdelse af deres rullende materiel. Strejker blandt jernbanevirksomhedens personale og handlinger eller undladelser fra andre jernbaneoperatørers side, som bruger samme infrastruktur, infrastrukturforvalter og stationsledere, bør ikke berøre ansvaret for forsinkelser. De omstændigheder, hvorunder jernbanevirksomheder ikke er forpligtede til at betale kompensation, bør være objektivt begrundede. Hvis en meddelelse eller et dokument fra jernbaneinfrastrukturforvalteren, en offentlig myndighed eller et andet organ, der er uafhængigt af jernbanevirksomhederne, som angiver, under hvilke omstændigheder jernbanevirksomheden hævder at være fritaget for forpligtelsen til at betale kompensation, er til rådighed for jernbanevirksomheder, bør de gøre passagerer og, hvor det er relevant, de berørte myndigheder opmærksomme på sådanne meddelelser eller dokumenter.

(38)

Jernbanevirksomheder bør tilskyndes til at forenkle den procedure, som passagerer skal anvende til at søge om kompensation eller refusion. Medlemsstaterne bør navnlig have mulighed for at kræve, at jernbanevirksomheder accepterer ansøgninger gennem visse kommunikationsmidler, f.eks. på websteder eller ved brug af mobilapplikationer, forudsat at sådanne krav ikke er diskriminerende.

(39)

For at gøre det lettere for passagerer at anmode om refusion eller kompensation i henhold til denne forordning bør der udarbejdes formularer for sådanne anmodninger, som er gyldige i hele Unionen. Passagerer bør have mulighed for at indgive deres anmodninger ved at anvende en sådan formular.

(40)

I samarbejde med infrastrukturforvaltere og stationsledere bør jernbanevirksomheder udarbejde beredskabsplaner for at minimere følgerne af større afbrydelser ved at give strandede passagerer passende oplysninger og bistand.

(41)

Det er også ønskeligt at hjælpe ulykkesofrene og deres pårørende med deres umiddelbare økonomiske behov i tidsrummet lige efter ulykken.

(42)

Det er i jernbanepassagerernes interesse, at der efter aftale med de offentlige myndigheder træffes passende foranstaltninger til at sikre deres personlige sikkerhed på stationer og i togene.

(43)

Jernbanepassagerer bør kunne indgive en klage til en hvilken som helst relevant jernbanevirksomhed eller til stationslederne på visse stationer eller efter omstændighederne til billetudstedere eller rejsebureauer vedrørende deres respektive ansvarsområder med hensyn til de rettigheder og forpligtelser, der tillægges dem med denne forordning. Jernbanepassagerer bør have ret til at modtage et svar inden for en rimelig frist.

(44)

Af hensyn til effektiv håndtering af klager bør jernbanevirksomheder og stationsledere have ret til at oprette fælles kundeservicer og klagebehandlingsmekanismer. Oplysninger om klagebehandlingsprocedurerne bør offentliggøres og være lettilgængelige for alle passagerer.

(45)

Denne forordning bør ikke berøre passagerernes ret til at indgive en klage til et nationalt organ eller søge domstolsprøvelse efter nationale procedurer.

(46)

Jernbanevirksomheder og stationsledere bør fastlægge, forvalte og overvåge servicekvalitetsstandarder for personbefordring med jernbane. Jernbanevirksomhederne bør også offentliggøre oplysninger om deres servicekvalitetsniveau.

(47)

For at opretholde et højt forbrugerbeskyttelsesniveau inden for jernbanetransport bør medlemsstaterne pålægges at udpege nationale håndhævelsesorganer med henblik på nøje at overvåge anvendelsen af denne forordning og håndhæve den på nationalt niveau. Disse organer bør kunne træffe et udvalg af håndhævelsesforanstaltninger. Passagerer bør kunne klage til disse organer over påståede overtrædelser af forordningen. For at sikre en tilfredsstillende behandling af sådanne klager bør organerne også samarbejde med de nationale håndhævelsesorganer i andre medlemsstater.

(48)

Medlemsstater, der ikke har noget jernbanenet, og som ikke umiddelbart har udsigt til at få et, ville bære en uforholdsmæssig og unødvendig byrde, hvis de var underlagt de håndhævelsesforpligtelser for så vidt angår stationsledere og infrastrukturforvaltere, der er fastsat i denne forordning. Det samme gælder for håndhævelsesforpligtelser for så vidt angår jernbanevirksomheder, så længe en medlemsstat ikke har givet licens til nogen jernbanevirksomheder. Sådanne medlemsstater bør derfor fritages fra disse forpligtelser.

(49)

Behandling af personoplysninger bør udføres i overensstemmelse med EU-lovgivningen vedrørende beskyttelse af personoplysninger, navnlig Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/679 (7).

(50)

Medlemsstaterne bør fastsætte, hvilke sanktioner der skal anvendes ved overtrædelse af denne forordning og sikre, at disse anvendes. Sanktionerne, der kan omfatte betaling af kompensation til den pågældende person, bør være effektive, stå i rimeligt forhold til overtrædelsen og have afskrækkende virkning.

(51)

Målene for denne forordning, nemlig udvikling af Unionens jernbaner og styrkelse af jernbanepassagerrettigheder, kan ikke i tilstrækkelig grad opfyldes af medlemsstaterne, men kan bedre nås på EU- plan; Unionen kan derfor træffe foranstaltninger i overensstemmelse med subsidiaritetsprincippet, jf. artikel 5 i traktaten om Den Europæiske Union. I overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, jf. nævnte artikel, går denne forordning ikke videre, end hvad der er nødvendigt for at nå disse mål.

(52)

For at sikre et højt niveau af beskyttelse af passagererne bør beføjelsen til at vedtage retsakter delegeres til Kommissionen i overensstemmelse med artikel 290 i TEUF med henblik på at ændre bilag I om de fælles CIV-regler og at tilpasse forskudsudbetalingens minimumsbeløb i tilfælde af en passagers død i lyset af ændringer i EU's harmoniserede forbrugerprisindeks. Det er navnlig vigtigt, at Kommissionen gennemfører relevante høringer under sit forberedende arbejde, herunder på ekspertniveau, og at disse høringer gennemføres i overensstemmelse med principperne i den interinstitutionelle aftale af 13. april 2016 om bedre lovgivning (8). For at sikre lige deltagelse i forberedelsen af delegerede retsakter modtager Europa-Parlamentet og Rådet navnlig alle dokumenter på samme tid som medlemsstaternes eksperter, og deres eksperter har systematisk adgang til møder i Kommissionens ekspertgrupper, der beskæftiger sig med forberedelsen af delegerede retsakter.

(53)

For at sikre ensartede betingelser for gennemførelsen af denne forordning bør Kommissionen tillægges gennemførelsesbeføjelser. Disse beføjelser bør udøves i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 182/2011 (9).

(54)

Denne forordning respekterer de grundlæggende rettigheder og overholder de principper, der er anerkendt i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, navnlig artikel 21, 26, 38 og 47 om henholdsvis forbuddet mod alle former for forskelsbehandling, integrationen af mennesker med handicap, sikringen af et højt forbrugerbeskyttelsesniveau og adgang til effektive retsmidler og til en upartisk domstol. Denne forordning bør anvendes af medlemsstaternes retter under fuld overholdelse af disse rettigheder og principper —

(1)

Unionens lovgivning og politikker inden for miljø, klima og relevant energi har sikret betydelige miljøforbedringer. Der er dog stadig store miljø- og klimaudfordringer, som vil få alvorlige negative konsekvenser for Unionen og dens borgeres trivsel, hvis de ikke imødegås.

(2)

Programmet for miljø- og klimaindsatsen (Life), som blev oprettet ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1293/2013 (4) for perioden 2014-2020, er det seneste i en række EU-programmer, der siden 1992 har støttet gennemførelsen af miljø- og klimalovgivning og politiske prioriteter. Life fik en positiv vurdering i en nylig midtvejsevaluering, hvor det blev beskrevet som værende på rette vej til at blive effektivt, virkningsfuldt og relevant. Life-programmet for perioden 2014-2020 bør derfor videreføres med visse ændringer, der er identificeret i midtvejsevalueringen og de efterfølgende vurderinger. Programmet for miljø- og klimaindsatsen (LIFE) (»LIFE-programmet«) bør derfor oprettes for en periode på syv år, så dets varighed tilpasses varigheden af den flerårige finansielle ramme, der er fastsat i Rådets forordning (EU, Euratom) 2020/2093 (5).

(3)

I bestræbelserne på at opfylde de målsætninger og mål, som er fastsat i Unionens lovgivning, politikker og planer, navnlig målsætningerne i Kommissionens meddelelse af 11. december 2019 om den europæiske grønne pagt (»den europæiske grønne pagt«), og internationale forpligtelser på områderne miljø, klima og relevant energi, bør LIFE-programmet bidrage til en retfærdig omstilling til en bæredygtig, cirkulær, energieffektiv, klimaneutral og klimaresistent økonomi baseret på vedvarende energi, til beskyttelsen, genopretningen og forbedringen af miljøkvaliteten, herunder i luften, vandet og jorden, og sundheden og til at standse og vende biodiversitetstab, herunder ved at støtte gennemførelsen og forvaltningen af Natura 2000-nettet og imødegåelse af forringelsen af økosystemer, enten ved hjælp af direkte interventioner eller ved at støtte integrering af disse målsætninger i andre politikker. LIFE-programmet bør også støtte gennemførelsen af de generelle handlingsprogrammer, der vedtages i overensstemmelse med artikel 192, stk. 3, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF), såsom syvende miljøhandlingsprogram (6) og ethvert efterfølgende EU-miljøhandlingsprogram.

(4)

Unionen er fast besluttet på at udvikle en helhedstilgang til målene for bæredygtig udvikling under De Forenede Nationers 2030-dagsorden, som fremhæver den tætte forbindelse mellem forvaltning af naturressourcer, der skal sikre, at de er tilgængelige på lang sigt, og økosystemtjenester samt begges sammenhæng med menneskers sundhed samt bæredygtig og socialt inklusiv økonomisk vækst. LIFE-programmet bør i samme ånd afspejle principperne om solidaritet og samtidig yde et væsentligt bidrag til både den økonomiske udvikling og den sociale samhørighed.

(5)

For at fremme bæredygtig udvikling bør miljø- og klimabeskyttelseskrav indgå i udformningen og gennemførelsen af alle Unionens politikker og aktiviteter. Synergier og komplementaritet med andre af Unionens finansieringsprogrammer bør derfor fremmes, herunder ved at understøtte finansiering af aktiviteter, der supplerer strategiske integrerede projekter og strategiske naturprojekter og støtter udnyttelsen og udbredelsen af de løsninger, der udvikles under LIFE-programmet. Der er behov for koordinering for at forhindre dobbelt finansiering. Kommissionen og medlemsstaterne bør tage skridt til at undgå administrative overlap og en administrativ byrde for projektstøttemodtagere i form af rapporteringskrav under forskellige finansielle instrumenter.

(6)

LIFE-programmet bør bidrage til bæredygtig udvikling og til at opfylde målsætningerne og målene i Unionens lovgivning, strategier, planer og internationale forpligtelser på områderne miljø, klima og relevant energi, navnlig for så vidt angår De Forenede Nationers 2030-dagsorden for bæredygtig udvikling, konventionen om den biologiske mangfoldighed (7), Parisaftalen, der er vedtaget inden for rammerne af De Forenede Nationers rammekonvention om klimaændringer (8) (»Parisaftalen om klimaændringer«), samt blandt andet De Forenede Nationers Økonomiske Kommission for Europas (UNECE's) konvention om adgang til oplysninger, offentlig deltagelse i beslutningsprocesser samt adgang til klage og domstolsprøvelse på miljøområdet (9) (»Århuskonventionen«), UNECE's konvention om grænseoverskridende luftforurening over store afstande, FN's Baselkonvention om kontrol med grænseoverskridende transport af farligt affald og bortskaffelse heraf, FN's Rotterdamkonvention om proceduren for forudgående informeret samtykke for visse farlige kemikalier og pesticider i international handel og FN's Stockholmkonvention om persistente organiske miljøgifte.

(7)

Unionen lægger stor vægt på den langsigtede bæredygtighed af resultaterne af projekter finansieret af LIFE-programmet og på kapaciteten til at sikre og opretholde disse resultater efter projektets gennemførelse, bl.a. ved hjælp af videreførelse eller af udbredelse eller overførsel af resultater.

(8)

Hvis Unionen skal opfylde sine forpligtelser efter Parisaftalen om klimaændringer, kræver det, at Unionen omstiller sig til et bæredygtigt, cirkulært, energieffektivt, klimaneutralt og klimaresistent samfund baseret på vedvarende energi. Sådan omstilling forudsætter foranstaltninger med særlig fokus på de sektorer, der bidrager mest til de aktuelle niveauer af drivhusgasudledning og forurening, fremmer energieffektivitet og vedvarende energi og bidrager til gennemførelsen af 2030-rammen for klima- og energipolitikken og medlemsstaternes integrerede nationale energi- og klimaplaner samt til gennemførelsen af Unionens langsigtede klima- og energistrategi i overensstemmelse med Parisaftalen om klimaændringers langsigtede målsætninger. LIFE-programmet bør også omfatte foranstaltninger, som bidrager til gennemførelsen af Unionens klimatilpasningspolitik for at mindske sårbarheden over for klimaændringernes negative virkninger.

(9)

Projekter inden for rammerne af LIFE-programmets nye delprogram »Omstilling til Ren Energi« bør fokusere på skabelse af kapacitetsopbygning og udbredelse af viden, færdigheder, innovative teknikker, metoder og løsninger til at opfylde målsætningerne for EU-lovgivning og - politik vedrørende omstillingen til vedvarende energi og øget energieffektivitet. Sådan kapacitetsopbygning og udbredelse er typisk koordinerings- og støtteforanstaltninger med høj merværdi på EU-plan, der har til formål at nedbryde markedsbarrierer, der hæmmer den socioøkonomiske omstilling til bæredygtig energi, og som hovedsageligt involverer små og mellemstore enheder, samt flere aktører, herunder lokale og regionale offentlige myndigheder og nonprofitorganisationer. Sådanne foranstaltninger giver flere sidegevinster såsom bekæmpelse af energifattigdom, forbedret indendørs luftkvalitet, nedbringelse af lokale forurenende stoffer takket være energieffektivitetsforbedringer og en forøgelse af den distribuerede vedvarende energi, og de bidrager til positive lokale økonomiske virkninger og en mere inklusiv social vækst.

(10)

Omstillingen af energisektoren skal fremskyndes for at bidrage til at modvirke klimaændringerne og til Unionens internationale forpligtelser med hensyn til dekarbonisering. Foranstaltninger til kapacitetsopbygning, som støtter energieffektivitet og vedvarende energi, og som indtil 2020 er finansieret under Horisont 2020 (10), bør integreres i LIFE-programmets nye delprogram »Omstilling til Ren Energi«, eftersom målsætningen hermed ikke er at yde støtte til topkvalitet og generere innovation, men at fremme udnyttelsen af allerede tilgængelig teknologi til vedvarende energi og energieffektivitet, hvilket bidrager til modvirkning af klimaændringer. LIFE-programmet bør inddrage alle interessenter og sektorer, der er involveret i omstillingen til ren energi. Medtagelsen af sådanne kapacitetsopbyggende aktiviteter i LIFE-programmet åbner mulighed for synergier mellem delprogrammerne og øger den overordnede sammenhæng i EU-finansieringen. Der bør derfor indsamles og formidles data om udnyttelsen af eksisterende forsknings- og innovationsløsninger i LIFE-programmets projekter, herunder fra Horisont Europa-programmet, der er oprettet i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2021/695 (11) (»Horisont Europa«), og dets forgængere.

(11)

I konsekvensanalysen, der ledsagede Kommissionens forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2018/2002 (12), som ændrede Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2012/27/EU (13), vurderes det, at opfyldelse af Unionens energimål for 2030 vil kræve yderligere investeringer på 177 mia. EUR årligt i perioden 2021-2030. De største mangler vedrører investeringer i dekarbonisering af bygninger med henblik på at øge energieffektivitet og brugen af vedvarende energikilder i lille målestok, hvor der er behov for at tilføre kapital til projekter af meget decentral karakter. En af målsætningerne i delprogrammet »Omstilling til Ren Energi«, der omfatter energieffektivitet og hurtig ibrugtagning af vedvarende energi, går ud på at opbygge kapacitet til udvikling og aggregering af sådanne projekter og derved også at øge absorberingen af midler fra de europæiske struktur- og investeringsfonde og fungere som en katalysator for investeringer i vedvarende energi og energieffektivitet, idet der også anvendes de finansielle instrumenter, som tilvejebringes inden for rammerne af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2021/523 (14).

(12)

LIFE-programmet er det eneste program, der specifikt er dedikeret til miljø- og klimaindsatsen, og spiller derfor en afgørende rolle i at støtte gennemførelsen af Unionens lovgivning og politikker på disse områder.

(13)

Synergier med Horisont Europa bør gøre det lettere at afdække og fastlægge forsknings- og innovationsbehov med hensyn til at imødegå miljø-, klima- og energirelaterede udfordringer inden for Unionen som led i Horisont Europas strategiske planlægningsproces for forskning og innovation. LIFE-programmet bør fortsat fungere som en katalysator for gennemførelsen af Unionens lovgivning og politik på områderne miljø og klima og relevant energi, herunder ved at udnytte og anvende forsknings- og innovationsresultater fra Horisont Europa og bidrage til, at de tages i brug i større skala, hvor dette kan medvirke til at imødegå problemer på områderne miljø, klima eller energiomstilling. Horisont Europas Europæiske Innovationsråd kan yde støtte til at opskalere og kommercialisere nye banebrydende idéer, der kunne opstå som følge af gennemførelsen af LIFE-projekter. Tilsvarende bør synergier med Innovationsfonden i det emissionshandelssystem, der er oprettet i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/87/EF (15), også tages i betragtning.

(14)

En foranstaltning, som har modtaget et bidrag fra LIFE-programmet, bør også kunne modtage et bidrag fra andre EU-programmer, forudsat at sådanne bidrag ikke dækker de samme omkostninger. Foranstaltninger, der modtager kumuleret finansiering fra forskellige EU-programmer, bør kun revideres én gang og på en måde, som omfatter alle involverede EU-programmer og de respektive regler, der gælder for dem.

(15)

Kommissionens meddelelse af 3. februar 2017 om EU's revision af gennemførelsen af miljøreglerne: Fælles udfordringer og en samlet indsats for at levere bedre resultater (EIR) viser, at der er brug for betydelige fremskridt for at fremskynde gennemførelsen af Unionens gældende miljøret og for i højere grad at integrere og mainstreame miljø- og klimamålsætninger i andre politikker. LIFE-programmet bør derfor fungere som katalysator i forhold til at imødegå horisontale, systemiske udfordringer samt de grundlæggende årsager til mangler i gennemførelsen, som er identificeret i EIR, og i forhold til at opnå de fornødne fremskridt ved at udvikle, afprøve og udbrede nye tilgange, idet det støtter udviklingen, overvågningen og revisionen af politikker, forbedrer forvaltningen inden for miljø, klimaændringer og relaterede anliggender vedrørende energiomstilling, herunder ved at øge inddragelsen af interessenter på alle niveauer, kapacitetsopbygning, kommunikation og bevidsthed, mobiliserer investeringer fra Unionens investeringsprogrammer eller andre finansieringskilder og ved at støtte foranstaltninger, der har til formål at overvinde de forskellige hindringer for en effektiv gennemførelse af centrale planer fastsat i miljølovgivningen.

(16)

Hvis biodiversitetstabet og forringelsen af økosystemer, herunder i havøkosystemer, skal standses og vendes, kræver det støtte til udvikling, gennemførelse, håndhævelse og vurdering af relevant EU-lovgivning og - politik, herunder Kommissionens meddelelse af 20. maj 2020 om EU's biodiversitetsstrategi for 2030 — naturen skal bringes tilbage i vores liv, Rådets direktiv 92/43/EØF (16), Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/147/EF (17) samt Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1143/2014 (18), navnlig ved at udvikle videnbasen for politikudvikling og -gennemførelse og ved at udvikle, afprøve, demonstrere og anvende bedste praksis og løsninger såsom effektiv forvaltning i lille målestok, eller som er tilpasset særlige lokale, regionale eller nationale forhold, herunder integrerede tilgange til gennemførelse af de prioriterede aktionsplaner, der er vedtaget i henhold til direktiv 92/43/EØF. Nærværende forordning bør bidrage til at integrere biodiversitetsindsatsen i Unionens politikker og til at opfylde den overordnede ambition om at afsætte 7,5 % af de årlige udgifter under den flerårige finansielle ramme til biodiversitetsmål i 2024 og 10 % af de årlige udgifter under den flerårige finansielle ramme til biodiversitetsmål i 2026 og i 2027, idet der tages hensyn til de eksisterende overlap mellem klima- og biodiversitetsmålene.

Unionen og medlemsstaterne bør spore deres biodiversitetsrelaterede udgifter for at opfylde deres rapporteringsforpligtelser i henhold til konventionen om den biologiske mangfoldighed. Krav om sporing, der er fastsat i anden relevant EU-lovgivning, bør også opfyldes. Unionens biodiversitetsrelaterede udgifter bør spores i overensstemmelse med en effektiv, gennemsigtig og omfattende metode, der skal angives af Kommissionen i samarbejde med Europa-Parlamentet og Rådet som omhandlet i den interinstitutionelle aftale af 16. december 2020 mellem Europa-Parlamentet, Rådet for Den Europæiske Union og Europa-Kommissionen om budgetdisciplin, om samarbejde på budgetområdet og om forsvarlig økonomisk forvaltning samt om nye egne indtægter, herunder en køreplan hen imod indførelse af nye egne indtægter (19).

(17)

Det fremgår af nylige evalueringer og vurderinger, herunder midtvejsrevisionen af EU's biodiversitetsstrategi frem til 2020 og kvalitetskontrollen af naturlovgivningen, at en af de væsentligste underliggende årsager til en mangelfuld gennemførelse af Unionens lovgivning om natur og biodiversitetsstrategien er mangel på tilstrækkelig finansiering.

Unionens primære finansielle instrumenter, herunder Den Europæiske Fond for Regionaludvikling, der er oprettet i henhold til Europa-Parlamentets of Rådets forordning (EU) nr. 1301/2013 (20) (»Den Europæiske Fond for Regionaludvikling«), og Samhørighedsfonden, der er oprettet i henhold til Europa-Parlamentets of Rådets forordning (EU) nr. 1300/2013 (21) (»Samhørighedsfonden«), Den Europæiske Landbrugsfond for Udvikling af Landdistrikterne, der er oprettet i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1305/2013 (22) (»Den Europæiske Landbrugsfond for Udvikling af Landdistrikterne«), og Den Europæiske Hav-, Fiskeri- og Akvakulturfond, der er oprettet i henhold til en forordning vedtaget af Europa-Parlamentet og Rådet om Den Europæiske Hav-, Fiskeri- og Akvakulturfond og om ophævelse af forordning (EU) nr. 508/2014 (»Den Europæiske Hav-, Fiskeri- og Akvakulturfond«), kunne yde et betydeligt supplerende bidrag til at opfylde disse behov. LIFE-programmet kunne forbedre effektiviteten af sådan mainstreaming yderligere gennem strategiske naturprojekter, som har til formål at fungere som en katalysator for gennemførelsen af Unionens lovgivning og politik om natur og biodiversitet, herunder de foranstaltninger, der er fastsat i de prioriterede aktionsplaner, der er vedtaget i henhold til direktiv 92/43/EØF. De strategiske naturprojekter bør støtte handlingsprogrammer i medlemsstaterne, som tager sigte på mainstreaming af relevante natur- og biodiversitetsmålsætninger ind i andre politikker og finansieringsprogrammer, hvorved sikres, at tilstrækkelige midler mobiliseres til gennemførelsen af disse politikker.

Medlemsstaterne bør inden for deres strategiske plan for den fælles landbrugspolitik kunne vælge at anvende en vis andel af tildelingen fra Den Europæiske Landbrugsfond for Udvikling af Landdistrikterne til at fungere som løftestang for foranstaltninger, der supplerer strategiske naturprojekter som defineret i denne forordning.

(18)

Fremme af den cirkulære økonomi og ressourceeffektivitet kræver en ændring i den måde, hvorpå materialer og produkter, herunder plast, designes, produceres, forbruges, repareres, genbruges, genanvendes og bortskaffes, og fokus på produkternes samlede livscyklus. LIFE-programmet bør bidrage til omstillingen til en cirkulær økonomimodel gennem finansiel støtte, som er målrettet en bred vifte af aktører såsom virksomheder, offentlige myndigheder og forbrugere, navnlig ved at anvende, udvikle og udbrede den bedste teknologi og praksis og de bedste løsninger, som er tilpasset særlige lokale, regionale eller nationale forhold, herunder via integrerede tilgange til anvendelsen af affaldshierarkiet og gennemførelsen af planer for affaldshåndtering og -forebyggelse. Ved at støtte gennemførelsen af Kommissionens meddelelse af 16. januar 2018 om en EU-strategi for plast i en cirkulær økonomi kan der navnlig træffes foranstaltninger til at imødegå problemet med havaffald.

(19)

Et højt miljøbeskyttelsesniveau er afgørende for Unionsborgernes sundhed og trivsel. LIFE-programmet bør støtte Unionens målsætninger vedrørende fremstilling og anvendelse af kemikalier på måder, der minimerer de væsentlige negative virkninger for menneskers sundhed og miljøet, med henblik på at opfylde målsætningen om et ugiftigt miljø i Unionen. LIFE-programmet bør også støtte aktiviteter, der letter gennemførelsen af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/49/EF (23) med henblik på at opnå støjniveauer, som ikke giver anledning til væsentlige negative virkninger og risici for menneskers sundhed.

(20)

Unionens langsigtede målsætning for så vidt angår luftpolitikken er at opnå luftkvalitetsniveauer, som ikke medfører væsentlige negative virkninger og risici for menneskers sundhed og miljøet, samtidig med at synergierne mellem forbedringer af luftkvaliteten og reduktionen af drivhusgasemissioner styrkes. Offentligheden er meget opmærksom på luftforureningen, og borgerne forventer handling fra myndighedernes side, navnlig i områder, hvor befolkningen og økosystemerne er udsat for et højt niveau af luftforurenende stoffer. I Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2016/2284 (24) understreges den rolle, som EU-finansieringen kan spille i bestræbelserne på at opfylde målsætningerne for ren luft. LIFE-programmet bør derfor støtte projekter, herunder strategiske integrerede projekter, som har potentiale til at mobilisere offentlige og private midler samt fungere som eksempler på bedste praksis og som en katalysator for gennemførelsen af luftkvalitetsplaner og lovgivning på lokalt, regionalt, multiregionalt, nationalt og tværnationalt niveau.

(21)

Ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/60/EF (25) blev der fastsat en ramme for beskyttelse af Unionens vandløb og søer, kystvande, overgangsvande og grundvand. Nævnte direktivs målsætninger ville blive støttet af bedre gennemførelse og integrering af målsætningerne for vandpolitik i andre politikområder. LIFE-programmet bør derfor støtte projekter, som bidrager til effektiv gennemførelse af direktiv 2000/60/EF og af anden relevant EU-lovgivning om vand, der bidrager til at opnå en god tilstand i Unionens vandområder, ved at anvende, udvikle og udbrede bedste praksis samt ved at mobilisere supplerende foranstaltninger under andre EU-programmer eller -finansieringskilder.

(22)

Beskyttelse og genopretning af havmiljøet er et af de overordnede mål for Unionens miljøpolitik. LIFE-programmet bør støtte følgende: forvaltning, bevaring, genopretning og overvågning af biodiversiteten og havøkosystemerne, navnlig i havområder, der er udpeget som Natura 2000-lokaliteter, og beskyttelse af arter i overensstemmelse med de prioriterede aktionsplaner, der er vedtaget i henhold til direktiv 92/43/EØF, opnåelse af en god miljøtilstand i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/56/EF (26), fremme af rene og sunde have, gennemførelse af Kommissionens meddelelse af 16. januar 2018 om en EU-strategi for plast i en cirkulær økonomi, hvorved navnlig imødegås problemet med tabte fiskeredskaber og havaffald, og fremme af Unionens engagement i international havforvaltning, som er afgørende for at nå målene for De Forenede Nationers 2030-dagsorden for bæredygtig udvikling og garantere sunde have til gavn for fremtidige generationer. LIFE-programmets strategiske integrerede projekter og strategiske naturprojekter bør omfatte relevante foranstaltninger, der sigter mod at beskytte havmiljøet.

(23)

Forbedret forvaltning inden for miljø, klimaændringer og relateret energiomstilling kræver inddragelse af civilsamfundet ved opmærksomhedsskabende foranstaltninger, herunder ved brug af en kommunikationsstrategi, der tager højde for nye medier og sociale netværk, forbrugerengagement, øget inddragelse af interessenterne, herunder ikkestatslige organisationer (NGO'er), gennem høringer om og gennemførelse af relaterede politikker på alle niveauer. Det er derfor hensigtsmæssigt, at LIFE-programmet støtter en bred vifte af NGO'er samt netværk af almennyttige enheder, der forfølger mål af generel interesse for Unionen, og som primært er aktive inden for miljø- eller klimaindsatsen, ved på en konkurrencepræget og gennemsigtig måde at tildele driftstilskud for at hjælpe sådanne NGO'er, netværk og enheder med at yde effektive bidrag til Unionens politik og til at opbygge og styrke deres kapacitet til at blive mere effektive partnere.

(24)

Mens bedre forvaltning på alle niveauer bør være en tværgående målsætning for alle LIFE-programmets delprogrammer, bør LIFE-programmet støtte udvikling, gennemførelse og håndhævelse samt overholdelse af gældende miljø- og klimaret, navnlig horisontal lovgivning om miljøforvaltning, herunder lovgivningen til gennemførelse af Århuskonventionen.

(25)

LIFE-programmet bør forberede markedsaktørerne på og støtte dem i omstillingen til en bæredygtig, cirkulær, energieffektiv, klimaneutral og klimaresistent økonomi baseret på vedvarende energi ved at afprøve nye forretningsmuligheder, opgradere faglige kvalifikationer, lette forbrugernes adgang til bæredygtige produkter og tjenester, involvere og styrke aktører med indflydelse og afprøve nye metoder til at tilpasse de eksisterende processer og erhvervslandskabet. For at støtte en større markedsudnyttelse af bæredygtige løsninger bør offentlighedens accept og forbrugerengagementet fremmes.

(26)

LIFE-programmet er udformet med henblik på at støtte demonstration af teknikker, tilgange og bedste praksis, som kan udbredes og opskaleres. Innovative løsninger vil bidrage til en forbedring af de miljømæssige præstationer og den miljømæssige bæredygtighed, navnlig hvad angår udvikling af bæredygtige landbrugsmetoder på de aktive områder inden for klima, vand, jord, biodiversitet og affald. Synergier med andre programmer og politikker, såsom det europæiske innovationspartnerskab for landbrugets produktivitet og bæredygtighed og EU's ordning for miljøledelse og miljørevision, bør fremhæves i den forbindelse.

(27)

På EU-plan finansieres store investeringer i miljø- og klimaindsats primært af de større EU-finansieringsprogrammer. Det er derfor helt afgørende at optrappe mainstreamingindsatsen for at sikre bæredygtighed og biodiversitets- og klimasikring i aktiviteter under Unionens andre finansieringsprogrammer og integrere foranstaltninger til sikring af bæredygtighed i alle EU-instrumenter. Strategiske integrerede projekter og strategiske naturprojekter, der skal udvikles under LIFE-programmet, bør i kraft af deres rolle som katalysator fungere som løftestang for finansieringsmuligheder under disse finansieringsprogrammer og andre finansieringskilder, såsom nationale fonde, og skabe synergier.

(28)

Strategiske naturprojekters og strategiske integrerede projekters succes er afhængig af et tæt samarbejde mellem nationale, regionale og lokale myndigheder og de ikkestatslige aktører, der er berørt af LIFE-programmets målsætninger. Principperne om gennemsigtighed og offentliggørelse i forbindelse med afgørelser om udvikling, gennemførelse, vurdering og overvågning af projekter bør derfor anvendes, navnlig i forbindelse med mainstreaming, eller når der er tale om flere finansieringskilder.

(29)

For at afspejle betydningen af at bekæmpe klimaændringer på en koordineret og ambitiøs måde i overensstemmelse med Unionens forpligtelser til at gennemføre Parisaftalen om klimaændringer og nå De Forenede Nationers mål for bæredygtig udvikling vil LIFE-programmet bidrage til at mainstreame klimaindsatsen og til at nå et overordnet mål om, at mindst 30 % af udgifterne i EU-budgettet støtter klimamålsætninger. Foranstaltninger i LIFE-programmet forventes at bidrage med 61 % af LIFE-programmets samlede finansieringsramme til klimamålsætninger. Relevante foranstaltninger vil blive fastlagt under forberedelsen og gennemførelsen af LIFE-programmet og revurderet som led i de relevante evaluerings- og revisionsprocesser. I overensstemmelse med den europæiske grønne pagt bør foranstaltningerne i henhold til LIFE-programmet overholde princippet om »ikke at gøre skade«.

(30)

Ved gennemførelsen af LIFE-programmet bør der tages behørigt hensyn til den strategi for regionerne i den yderste periferi, som er indeholdt i Kommissionens meddelelse af 24. oktober 2017 om et stærkere og fornyet strategisk partnerskab med regionerne i EU's yderste periferi, i lyset af artikel 349 i TEUF og til disse regioners særlige behov og sårbarhed. Der bør også tages hensyn til andre EU-politikker end dem, som vedrører miljø og klima og relevant energi.

(31)

For at støtte LIFE-programmets gennemførelse bør Kommissionen samarbejde med LIFE-programmets netværk af nationale kontaktpunkter med henblik på at fremme samarbejde med det formål at forbedre og effektivisere de nationale kontaktpunkters tjenester i hele Unionen for at øge den overordnede kvalitet af de forslag, der indgives, arrangere seminarer og workshopper, offentliggøre lister over projekter finansieret via LIFE-programmet eller iværksætte andre aktiviteter, såsom mediekampagner, for bedre at formidle projektresultater og lette udveksling af erfaring, viden og bedste praksis og udbredelse af projektresultater i hele Unionen, hvorved samarbejde og kommunikation fremmes. Sådanne aktiviteter bør navnlig være målrettet medlemsstater, hvor der er en lav udnyttelse af finansieringen, og bør fremme kommunikation og samarbejde mellem støttemodtagere, ansøgere og interessenter inden for afsluttede eller igangværende projekter på samme område. Det er afgørende, at sådanne kommunikations- og samarbejdsaktiviteter henvender sig til regionale og lokale myndigheder og til interessenter.

(32)

Kvalitet bør være det styrende kriterium for projektevaluerings- og tildelingsprocessen i LIFE-programmet. For at lette gennemførelsen af LIFE-programmets målsætninger i hele Unionen og fremme høj kvalitet i projektforslagene bør der stilles finansiering til rådighed for projekter vedrørende teknisk bistand, som sigter på effektiv deltagelse i LIFE-programmet. Kommissionen bør tilstræbe effektiv, kvalitetsbaseret geografisk dækning i hele Unionen, herunder ved at bistå medlemsstaterne med at øge projekternes kvalitet gennem kapacitetsopbygning. Lav effektiv deltagelse, støtteberettigede aktiviteter og tildelingskriterier for LIFE-programmet bør specificeres i det flerårige arbejdsprogram ud fra deltagelse og succesrate blandt ansøgerne fra de relevante medlemsstater, idet der bl.a. tages højde for befolkning og befolkningstæthed, det samlede areal af Natura 2000-lokaliteter for hver enkelt medlemsstat udtrykt som en andel af det samlede Natura 2000-areal og andelen af en medlemsstats område, der er dækket af Natura 2000-lokaliteter. Støtteberettigede aktiviteter bør være af en sådan karakter, at de sigter mod at forbedre kvaliteten af projektansøgningerne.

(33)

I overensstemmelse med Kommissionens meddelelse af 18. januar 2018 om EU-tiltag, der skal forbedre overholdelsen af miljøbestemmelser og forvaltningen af miljøet, er Den Europæiske Unions Netværk til Gennemførelse og Håndhævelse af Miljølovgivning (IMPEL), Det Europæiske Netværk af Miljøanklagere (ENPE) og Den Europæiske Unions Forum for Miljødommere (EUFJE) blevet oprettet for at lette samarbejde mellem medlemsstaterne og spille en enestående rolle i forbindelse med håndhævelsen af EU-miljølovgivning. De yder et betydeligt bidrag dels til at styrke sammenhængen i gennemførelsen og håndhævelsen af Unionens miljølovgivning i hele Unionen, til at undgå konkurrenceforvridning og til at forbedre kvaliteten af miljøinspektion og retshåndhævelsesmekanismer via et netværkssystem på både EU-plan og i medlemsstaterne, og de muliggør udveksling af oplysninger og erfaringer på forskellige forvaltningsniveauer, dels gennem uddannelse og indgående drøftelser om miljøspørgsmål og håndhævelsesaspekter, herunder overvågnings- og godkendelsesprocedurer. Henset til deres bidrag til gennemførelsen af LIFE-programmets målsætninger bør tildelingen af tilskud til IMPEL, ENPE og EUFJE tillades uden indkaldelse af forslag med henblik på fortsat at støtte disse organers aktiviteter. Derudover kan en forslagsindkaldelse i andre tilfælde være unødvendig i henhold til de generelle krav i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU, Euratom) 2018/1046 (27) (»finansforordningen«), f.eks. for organer, som medlemsstaterne udpeger, og som handler på medlemsstaternes ansvar, når disse medlemsstater ved en lovgivningsmæssig EU-retsakt er udpeget som modtagere af et tilskud.

(34)

Der bør fastsættes en finansieringsramme for LIFE-programmet, som skal udgøre det primære referencebeløb, jf. punkt 18 i den interinstitutionelle aftale af 16. december 2020 mellem Europa-Parlamentet, Rådet for Den Europæiske Union og Kommissionen om budgetdisciplin, om samarbejde på budgetområdet og om forsvarlig økonomisk forvaltning samt om nye egne indtægter, herunder en køreplan hen imod indførelse af nye egne indtægter, for Europa-Parlamentet og Rådet under den årlige budgetprocedure.

(35)

De maksimale medfinansieringssatser for tilskud, der finansieres under LIFE-programmet, bør fastlægges på de niveauer, der er nødvendige for at opretholde det effektive støtteniveau, som LIFE-programmet yder. For at tage hensyn til den tilpasningsevne, der er nødvendig for at kunne reagere på den eksisterende række af foranstaltninger og enheder, bør specifikke medfinansieringssatser fremme sikkerhed, samtidig med at der opretholdes en grad af fleksibilitet, som står mål med specifikke behov eller krav. De specifikke medfinansieringssatser bør altid være underlagt de fastsatte relevante maksimale medfinansieringssatser.

(36)

Finansforordningen, der er vedtaget af Europa-Parlamentet og Rådet på grundlag af artikel 322 i TEUF, finder anvendelse på nærværende forordning. Finansforordningen fastsætter regler for gennemførelsen af EU-budgettet, herunder reglerne for tilskud, priser, udbud, indirekte forvaltning, finansielle instrumenter, budgetgarantier, finansiel bistand og godtgørelse af eksterne eksperter og fastsætter kontrol med finansielle aktørers ansvar. Regler, der er vedtaget på grundlag af artikel 322 i TEUF, omfatter også en generel ordning med konditionalitet til beskyttelse af Unionens budget.

(37)

I overensstemmelse med finansforordningen, Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU, Euratom) nr. 883/2013 (28) og Rådets forordning (EF, Euratom) nr. 2988/95 (29), (Euratom, EF) nr. 2185/96 (30) og (EU) 2017/1939 (31) skal Unionens finansielle interesser beskyttes ved hjælp af forholdsmæssige foranstaltninger, herunder foranstaltninger vedrørende forebyggelse, opdagelse, korrektion og undersøgelse af uregelmæssigheder, herunder svig, vedrørende tilbagesøgning af tabte, uberettiget udbetalte eller ukorrekt anvendte midler og, hvor det er relevant, vedrørende pålæggelse af administrative sanktioner. Navnlig har Det Europæiske Kontor for Bekæmpelse af Svig (OLAF) i overensstemmelse med forordning (Euratom, EF) nr. 2185/96 og (EU, Euratom) nr. 883/2013 beføjelse til at foretage administrative undersøgelser, herunder kontrol og inspektion på stedet, med henblik på at fastslå, om der foreligger svig, korruption eller enhver anden ulovlig aktivitet, der skader Unionens finansielle interesser.

Den Europæiske Anklagemyndighed (»EPPO«) er i overensstemmelse med forordning (EU) 2017/1939 beføjet til at efterforske og retsforfølge strafbare handlinger til skade for Unionens finansielle interesser, som fastsat i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2017/1371 (32). I overensstemmelse med finansforordningen skal enhver person eller enhed, som modtager EU-midler, samarbejde fuldt ud om beskyttelse af Unionens finansielle interesser, give Kommissionen, OLAF, Revisionsretten og, for så vidt angår de medlemsstater, der deltager i et forstærket samarbejde i henhold til forordning (EU) 2017/1939, EPPO de fornødne rettigheder og den fornødne adgang og sikre, at eventuelle tredjeparter, der er involveret i gennemførelsen af EU-midler, tildeler tilsvarende rettigheder.

(38)

Finansieringsformerne og gennemførelsesmetoderne for LIFE-programmets budget bør vælges på grundlag af deres evne til at opfylde foranstaltningernes specifikke målsætninger og levere resultater, navnlig under hensyn til kontrolomkostningerne, den administrative byrde og den forventede risiko for manglende overholdelse. Der bør for tilskud overvejes anvendelse af faste beløb, faste satser og satser for enhedsomkostninger. Kommissionen bør sikre, at gennemførelsen er let forståelig, og bør fremme regulær forenkling for projektudviklere.

(39)

Hvor det er relevant, bør de politiske målsætninger for LIFE-programmet opfyldes via finansielle instrumenter og budgetgarantier inden for rammerne af forordning (EU) 2021/523, herunder via det tildelte beløb fra LIFE-programmet som angivet i de flerårige arbejdsprogrammer i henhold til nævnte program.

(40)

I henhold til artikel 94 i Rådets afgørelse 2013/755/EU (33) kan enheder, som er etableret i oversøiske lande og territorier, modtage finansiering under overholdelse af de regler og målsætninger, der gælder for LIFE-programmet, og af eventuelle ordninger, som finder anvendelse på den medlemsstat, som det pågældende oversøiske land eller territorium hører under. Sådanne enheders deltagelse i LIFE-programmet bør først og fremmest målrettes projekter, der falder inden for rammerne af delprogrammet »Natur og Biodiversitet«.

(41)

Den frivillige ordning for biodiversitet og økosystemtjenester i de europæiske oversøiske territorier (BEST) fremmer bevaringen af biodiversiteten, herunder havets biodiversitet, og bæredygtig brug af økosystemtjenester, herunder økosystembaserede tilgange til tilpasning til og modvirkning af klimaændringer, i regionerne i Unionens yderste periferi og i de oversøiske lande og territorier. Med den forberedende BEST-foranstaltning, som blev vedtaget i 2011, og BEST 2.0-programmet og BEST RUP-projektet, som fulgte efter, har BEST bidraget til at øge bevidstheden om den økologiske betydning af regionerne i den yderste periferi og de oversøiske lande og territorier og deres centrale rolle for bevarelsen af den globale biodiversitet. Kommissionen vurderer, at behovet for finansiel støtte til projekter på stedet i disse områder er 8 mio. EUR om året. De oversøiske lande og territorier udtrykte i deres ministererklæringer i 2017 og 2018 deres påskønnelse af denne ordning for små tilskud til biodiversitet. Derfor bør LIFE-programmet finansiere små tilskud til biodiversitet, herunder kapacitetsopbygning, og foranstaltninger, der har en katalyserende virkning i både regionerne i den yderste periferi og i de oversøiske lande og territorier.

(42)

LIFE-programmet bør være åbent for tredjelande i overensstemmelse med aftaler mellem Unionen og disse tredjelande, hvori de specifikke betingelser for deres deltagelse fastsættes.

(43)

Tredjelande, der er medlemmer af Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde (EØS), kan deltage i EU-programmer inden for rammerne af det samarbejde, der er etableret ved aftalen om Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde (34), som fastsætter, at programmerne gennemføres på grundlag af en afgørelse vedtaget i henhold til nævnte aftale. Tredjelande kan også deltage på grundlag af andre retlige instrumenter. Der bør indsættes en særlig bestemmelse i denne forordning med krav om, at tredjelande skal give den ansvarlige anvisningsberettigede, OLAF og Revisionsretten de fornødne rettigheder og den fornødne adgang, således at de fuldt ud kan udøve deres respektive beføjelser.

(44)

I henhold til punkt 22 og 23 i den interinstitutionelle aftale af 13. april 2016 om bedre lovgivning (35) bør LIFE-programmet evalueres på grundlag af oplysninger indsamlet i overensstemmelse med specifikke overvågningskrav, samtidig med at en administrativ byrde, navnlig for medlemsstaterne, og overregulering undgås. Disse krav bør, hvor det er relevant, omfatte målbare indikatorer som grundlag for evaluering af LIFE-programmets virkninger i praksis. Den fulde virkning af LIFE-programmet opstår ved indirekte, langsigtede og vanskeligt målbare bidrag til opfyldelsen af hele spektret af Unionens miljø- og klimamålsætninger. Med henblik på overvågning af LIFE-programmet bør kravene om direkte outputindikatorer og sporing, der fastsættes i denne forordning, suppleres ved at aggregere specifikke indikatorer på projektniveau, som vil skulle beskrives i flerårige arbejdsprogrammer eller forslagsindkaldelser, bl.a. med hensyn til Natura 2000, og emissioner af visse luftforurenende stoffer.

(45)

For at sikre ensartede betingelser for gennemførelsen af denne forordning vedrørende vedtagelsen af de flerårige arbejdsprogrammer bør Kommissionen tillægges gennemførelsesbeføjelser. Disse beføjelser bør udøves i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 182/2011 (36).

(46)

For at sikre, at støtten fra og gennemførelsen af LIFE-programmet er i overensstemmelse med Unionens politikker og prioriteter, bør beføjelsen til at vedtage retsakter delegeres til Kommissionen i overensstemmelse med artikel 290 i TEUF med henblik på at ændre denne forordning ved at gennemgå eller supplere indikatorerne eller med henblik på at supplere denne forordning ved at definere specifikke indikatorer for hvert delprogram og hver projekttype og ved at oprettelse en overvågnings- og evalueringsramme. Det er navnlig vigtigt, at Kommissionen gennemfører relevante høringer under sit forberedende arbejde, herunder på ekspertniveau, og at disse høringer gennemføres i overensstemmelse med principperne i den interinstitutionelle aftale af 13. april 2016 om bedre lovgivning. For at sikre lige deltagelse i forberedelsen af delegerede retsakter modtager Europa-Parlamentet og Rådet navnlig alle dokumenter på samme tid som medlemsstaternes eksperter, og deres eksperter har systematisk adgang til møder i Kommissionens ekspertgrupper, der beskæftiger sig med forberedelse af delegerede retsakter.

(47)

Målene for denne forordning, nemlig at bidrage til et højt miljøbeskyttelsesniveau og en ambitiøs klimaindsats, til bæredygtig udvikling og til opfyldelsen af målsætningerne og målene for Unionens lovgivning, strategier, planer og internationale forpligtelser vedrørende miljø, biodiversitet, klima, cirkulær økonomi, relevant vedvarende energi og energieffektivitet via god forvaltning og en tilgang, der involverer flere interessenter, kan ikke i tilstrækkelig grad opfyldes af medlemsstaterne, men kan på grund af denne forordnings omfang og virkninger bedre nås på EU-plan; Unionen kan derfor vedtage foranstaltninger i overensstemmelse med nærhedsprincippet, jf. artikel 5 i traktaten om Den Europæiske Union. I overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, jf. nævnte artikel, går denne forordning ikke videre, end hvad der er nødvendigt for at nå disse mål.

(48)

Forordning (EU) nr. 1293/2013 bør derfor ophæves.

(49)

Der bør sikres en gnidningsløs overgang uden afbrydelse mellem det tidligere program for miljø- og klimaindsatsen (Life) og LIFE-programmet, og LIFE-programmets begyndelse bør tilpasses den flerårige finansielle rammes begyndelse som fastsat i forordning (EU, Euratom) 2020/2093. Nærværende forordning bør derfor træde i kraft så hurtigt som muligt og finde anvendelse med tilbagevirkende kraft fra den 1. januar 2021 —

(1)

Denne forordning stiler mod at sikre et velfungerende digitalt indre marked i et åbent og demokratisk samfund ved at håndtere misbrug af hostingtjenester til terrorformål og bidrage til den offentlige sikkerhed i hele Unionen. Det digitale indre markeds funktion bør forbedres ved at højne hostingtjenesteydernes retssikkerhed, øge brugernes tillid til onlinemiljøet og styrke beskyttelsen af ytringsfriheden, herunder friheden til at modtage og meddele oplysninger og tanker i et åbent og demokratisk samfund og mediefriheden og -pluralismen.

(2)

Lovgivningsmæssige foranstaltninger til håndtering af udbredelsen af terrorrelateret indhold online bør suppleres af medlemsstaternes terrorbekæmpelsesstrategier, herunder styrkelsen af mediekendskab og kritisk tænkning, udviklingen af alternative narrativer og modnarrativer, og andre initiativer, der kan mindske konsekvenserne af og sårbarheden over for terrorrelateret indhold online, samt investering i socialt arbejde, afradikaliseringsinitiativer og samarbejde med berørte samfund med henblik på at opnå vedvarende forebyggelse af radikalisering i samfundet.

(3)

Håndteringen af terrorrelateret indhold online, hvilket er en del af et mere generelt problem med ulovligt indhold online, kræver en kombination af lovgivningsmæssige, ikkelovgivningsmæssige og frivillige foranstaltninger baseret på samarbejde mellem myndigheder og hostingtjenesteydere på en måde, der fuldt ud respekterer de grundlæggende rettigheder.

(4)

Hostingtjenesteydere, som er aktive på internettet, spiller en afgørende rolle i den digitale økonomi ved at skabe forbindelse mellem erhvervslivet og borgerne og ved at lette offentlig debat samt formidling og modtagelse af oplysninger, synspunkter og idéer, hvorved de bidrager betydeligt til innovation, økonomisk vækst og jobskabelse i Unionen. Imidlertid misbruges hostingtjenesteydernes tjenester i visse tilfælde af tredjeparter med henblik på at udføre ulovlige aktiviteter online. Særligt bekymrende er det, at terrorgrupper og deres tilhængere misbruger disse tjenester til at sprede terrorrelateret indhold online med henblik på at udbrede deres budskab, radikalisere og rekruttere tilhængere samt lette og styre terroraktiviteter.

(5)

Selv om det ikke er den eneste faktor, har tilstedeværelsen af terrorrelateret indhold online vist sig at være en katalysator for radikalisering af personer, hvilket kan føre til terrorhandlinger og derfor har alvorlige negative konsekvenser for brugere, borgere og samfundet som helhed såvel som for udbydere af onlinetjenester, der hoster sådant indhold, eftersom det underminerer deres brugeres tillid og skader deres forretningsmodeller. Hostingtjenesteydere har i betragtning af deres centrale rolle og de teknologiske midler og kapaciteter, der er forbundet med de tjenester, som de leverer, et særligt samfundsmæssigt ansvar for at beskytte deres tjenester mod terroristers misbrug og hjælpe med at håndtere terrorrelateret indhold, som udbredes via deres onlinetjenester, samtidig med at den grundlæggende betydning af ytringsfriheden, herunder friheden til at modtage og meddele oplysninger og tanker i et åbent og demokratisk samfund, tages i betragtning.

(6)

Bestræbelser på EU-niveau for at bekæmpe terrorrelateret indhold online blev påbegyndt i 2015 via en ramme for frivilligt samarbejde mellem medlemsstater og hostingtjenesteydere. Der er behov for at supplere disse bestræbelser med en klar retlig ramme for yderligere at begrænse adgangen til terrorrelateret indhold online og på passende vis gribe ind over for et hastigt udviklende problem. Den retlige ramme har til hensigt at bygge på frivillige indsatser, som blev styrket med Kommissionens henstilling (EU) 2018/334 (3), og er en reaktion på opfordringer fra Europa-Parlamentet til at styrke foranstaltninger til at håndtere ulovligt og skadeligt indhold online i overensstemmelse med den horisontale ramme, der blev etableret ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/31/EF (4), samt fra Rådet, om at forbedre afsløringen og fjernelsen af indhold online, der tilskynder terrorhandlinger.

(7)

Denne forordning bør ikke påvirke anvendelsen af direktiv 2000/31/EF. Især bør enhver foranstaltning, herunder eventuelle specifikke foranstaltninger, som en hostingtjenesteyder træffer i overensstemmelse med denne forordning ikke i sig selv føre til, at hostingtjenesteyderen mister den ansvarsfritagelse, som er fastsat i nævnte direktiv. Derudover påvirker denne forordning ikke de nationale myndigheder og domstoles beføjelser til at fastslå hostingtjenesteyders ansvar, hvor betingelserne fastlagt i nævnte direktiv for ansvarsfritagelse ikke er opfyldt.

(8)

I tilfælde af uoverensstemmelse mellem denne forordning og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2010/13/EU (5) med hensyn til bestemmelser om audiovisuelle medietjenester som defineret i artikel 1, stk. 1, litra a), i nævnte direktiv, bør direktiv 2010/13/EU have forrang. Dette bør ikke påvirke forpligtelserne i henhold til denne forordning, navnlig vedrørende udbydere af videodelingsplatformstjenester.

(9)

Denne forordning bør fastsætte regler til at håndtere misbrug af hostingtjenester til udbredelse af terrorrelateret indhold online med henblik på at garantere et velfungerende indre marked. Disse regler bør fuldt ud respektere de grundlæggende rettigheder, der er beskyttet i Unionen, og navnlig dem, der er sikret i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (»chartret«).

(10)

Denne forordning har til hensigt at bidrage til beskyttelsen af den offentlige sikkerhed, mens den fastsætter passende og solide beskyttelsesforanstaltninger til at sikre beskyttelsen af grundlæggende rettigheder, herunder retten til respekt for privatlivet, beskyttelse af personoplysninger, ytringsfriheden, herunder retten til frit at modtage og meddele oplysninger, friheden til at oprette og drive egen virksomhed og have adgang til effektive retsmidler. Derudover er enhver forskelsbehandling forbudt. Kompetente myndigheder og hostingtjenesteydere bør kun træffe foranstaltninger, som er nødvendige, passende og forholdsmæssige i et demokratisk samfund, idet der tages hensyn til den særlige betydning, der tillægges ytrings- og informationsfriheden og mediefriheden og -pluralismen, som udgør hjørnestenene i et pluralistisk og demokratisk samfund og er de værdier, som Unionen bygger på. Foranstaltninger, som påvirker ytrings- og informationsfriheden, bør være yderst målrettede til håndtering af udbredelsen af terrorrelateret indhold online, mens retten til lovligt at modtage og meddele oplysninger respekteres, under hensyntagen til den centrale rolle, som hostingtjenesteydere spiller for den offentlige debat og for formidling og modtagelse af faktuelle oplysninger, synspunkter og idéer i overensstemmelse med gældende ret. Effektive onlineforanstaltninger til håndtering af terrorrelateret indhold online og beskyttelsen af ytrings og informationsfriheden er ikke modstridende, men komplementære og gensidigt forstærkende mål.

(11)

For at skabe klarhed om de tiltag, som både hostingtjenesteydere og kompetente myndigheder skal iværksætte for at håndtere udbredelsen af terrorrelateret indhold online, bør denne forordning af forebyggelseshensyn fastsætte en definition af »terrorrelateret indhold«, der stemmer overens med definitionerne af relevante lovovertrædelser i henhold til i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2017/541 (6). I betragtning af behovet for at håndtere den mest skadelige terrorpropaganda online bør denne definition omfatte materiale, som tilskynder eller hverver nogen til at begå eller medvirke til at begå terrorhandlinger eller hverver nogen til deltagelse i en terrorgruppes aktiviteter eller forherliger terroraktiviteter herunder gennem udbredelse af materiale, der afbilder et terrorangreb. Definitionen bør også omfatte materiale, der giver instruktion om fremstilling eller brug af sprængstoffer, skydevåben eller andre våben eller skadelige eller farlige stoffer samt kemiske, biologiske, radiologiske og nukleare (CBRN) stoffer eller om andre konkrete metoder eller teknikker, herunder udvælgelse af mål, med henblik på at begå eller medvirke til at begå terrorhandlinger. Sådant materiale omfatter tekst, billeder, lydoptagelser og videoer samt direkte transmissioner af terrorhandlinger, der skaber en fare for, at yderligere sådanne lovovertrædelser begås. Ved vurderingen af, om materiale udgør terrorrelateret indhold som defineret i denne forordning, bør de kompetente myndigheder og hostingtjenesteyderne tage højde for faktorer såsom udsagns art og ordlyd, den kontekst, som udsagnene indgik i, og om de potentielt kan have skadelige konsekvenser for menneskers sikkerhed. Det faktum, at materialet er produceret af, kan tilskrives eller udbredes på vegne af en person, gruppe eller enhed, der er opført på Unionens liste over personer, grupper og enheder, som er involveret i terrorhandlinger og omfattet af restriktive foranstaltninger, bør spille en stor rolle for vurderingen.

(12)

Materiale, som udbredes til uddannelsesmæssige, journalistiske, kunstneriske eller forskningsmæssige formål eller til oplysningsformål mod terroraktiviteter, bør ikke betragtes som værende terrorrelateret indhold. Når det afgøres, hvorvidt materialet fra en indholdsleverandør udgør »terrorrelateret indhold« som defineret i denne forordning, bør der navnlig tages hensyn til retten ytrings- og informationsfrihed, herunder mediefriheden og -pluralismen, og friheden for kunst og videnskab. Navnlig i tilfælde, hvor indholdsleverandøren har et redaktionelt ansvar, bør enhver afgørelse om fjernelse af det udbredte materiale tage hensyn til de journalistiske standarder, der er fastlagt ved presse- eller medielovgivning i overensstemmelse med EU-retten, herunder chartret. Endvidere bør fremsættelse af radikale, polemiske eller kontroversielle holdninger i den offentlige debat om følsomme politiske spørgsmål ikke betragtes som værende terrorrelateret indhold.

(13)

For effektivt at håndtere udbredelsen af terrorrelateret indhold online og samtidig sikre respekt for den enkeltes privatliv bør denne forordning finde anvendelse på udbydere af informationssamfundstjenester, som lagrer og udbreder oplysninger og materiale til offentligheden fra en bruger af tjenesten på dennes anmodning, uanset om lagringen og udbredelsen til offentligheden af sådanne oplysninger og materiale er af ren teknisk, automatisk og passiv karakter. Ved »lagring« bør forstås opbevaring af data i en fysisk eller virtuel servers hukommelse. Udbydere af tjenester vedrørende »ren videreformidling« eller såkaldt »caching« samt andre tjenester, der leveres i andre lag af internetinfrastrukturen, og som ikke involverer lagring, såsom registre og registratorer, samt udbydere af domænenavnsystemer (DNS), betalingstjenester eller DDoS-beskyttelsestjenester (»distributed denial of service«) bør derfor ikke være omfattet af denne forordnings anvendelsesområde.

(14)

»Udbredelse til offentligheden« bør indebære, at oplysninger stilles til rådighed for et potentielt ubegrænset antal personer, dvs. at oplysningerne gøres let tilgængelige for brugere generelt, uden krav om at indholdsleverandører skal foretage sig noget yderligere, og uanset om disse personer reelt tilgår de pågældende oplysninger. Hvor adgang til oplysninger kræver registrering eller adgang til en gruppe af brugere, bør disse oplysninger således kun betragtes som udbredelse til offentligheden, hvor brugere, der ønsker adgang til oplysningerne, automatisk registreres eller gives adgang, uden at et menneske træffer beslutning eller foretager udvælgelse af, hvem der skal tildeles adgang. Interpersonelle kommunikationstjenester som defineret i artikel 2, nr. 5, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2018/1972 (7) såsom e-mails eller private beskedtjenester bør ikke være omfattet af denne forordnings anvendelsesområde. Oplysninger bør kun betragtes som værende lagret og udbredt til offentligheden som omhandlet i denne forordning, hvor sådanne aktiviteter er udført efter direkte anmodning fra indholdsleverandøren. Udbydere af tjenester såsom cloudinfrastruktur, der leveres efter anmodning fra andre parter end indholdsleverandørerne og kun indirekte gavner disse, bør således ikke være omfattet af denne forordning. Denne forordning bør omfatte for eksempel udbydere af sociale medier, video-, billed- og lyddelingstjenester samt fildeling- og andre cloudtjenester, for så vidt disse tjenester anvendes til at gøre lagrede oplysninger tilgængelige for offentligheden efter direkte anmodning fra indholdsleverandøren. Hvor en hostingtjenesteyder udbyder flere forskellige tjenester, bør denne forordning kun finde anvendelse på de tjenester, der falder ind under dens anvendelsesområde.

(15)

Terrorrelateret indhold udbredes ofte til offentligheden via tjenester, der udbydes af hostingtjenesteydere, som er etableret i tredjelande. Med henblik på at beskytte brugere i Unionen og for at sikre, at alle hostingtjenesteydere på det digitale indre marked er omfattet af de samme krav, bør denne forordning finde anvendelse på alle udbydere af relevante tjenester, der udbydes i Unionen, uanset i hvilket land de har hovedsæde. En hostingtjenesteyder bør anses for at udbyde tjenester i Unionen, hvis den gør det muligt for fysiske eller juridiske personer i en eller flere medlemsstater at gøre brug af dens tjenester og har en væsentlig tilknytning til denne medlemsstat eller disse medlemsstater.

(16)

En væsentlig tilknytning til Unionen bør eksistere, hvor en hostingtjenesteyder er etableret i Unionen, dens tjenester anvendes af et betydeligt antal brugere i en eller flere medlemsstater, eller dens aktiviteter er målrettet mod en eller flere medlemsstater. Målretningen af aktiviteter mod en eller flere medlemsstater bør bestemmes på baggrund af alle relevante omstændigheder, herunder faktorer såsom anvendelse af et sprog eller en valuta, der normalt benyttes i den pågældende medlemsstat, eller muligheden for at bestille varer eller tjenesteydelser fra den pågældende medlemsstat. En sådan målretning kunne også udledes af, at en applikation er tilgængelig i den relevante nationale applikationsbutik, at der reklameres lokalt eller på et sprog, der normalt tales i den pågældende medlemsstat, eller fra den måde kunderelationer håndteres, såsom at kundeservicen varetages på et sprog, der normalt tales i denne medlemsstat. Det må også antages, at der findes en væsentlig tilknytning, hvor en hostingtjenesteyder retter sin virksomhed mod en eller flere medlemsstater som fastsat i artikel 17, stk. 1, litra c), i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1215/2012 (8). Den blotte kendsgerning, at en hostingtjenesteyders websted, e-mailadresse eller andre kontaktoplysninger kan tilgås i en eller flere medlemsstater, bør isoleret set ikke være tilstrækkeligt til at udgøre en væsentlig tilknytning. Leveringen af en tjeneste alene med henblik på overholdelse af forbuddet mod forskelsbehandling, der er fastsat i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2018/302 (9), bør herudover ikke i sig selv anses for at udgøre en væsentlig tilknytning til Unionen.

(17)

De procedurer og forpligtelser, som følger af påbud om fjernelse med krav om, at hostingtjenesteydere fjerner eller deaktiverer adgangen til terrorrelateret indhold, efter at de kompetente myndigheder har foretaget en vurdering, bør harmoniseres. Eftersom terrorrelateret indhold hastigt udbredes via onlinetjenester, bør hostingtjenesteyderne pålægges en forpligtelse til at sikre, at det terrorrelaterede indhold, der er identificeret i påbuddet om fjernelse, fjernes, eller at adgangen til det deaktiveres i alle medlemsstaterne inden for en time efter modtagelse af påbuddet om fjernelse. Undtagen i behørigt begrundede nødsituationer bør den kompetente myndighed give hostingtjenesteyderen oplysninger om procedurer og gældende frister mindst 12 timer inden udstedelsen af det første påbud om fjernelse til denne hostingtjenesteyder. Behørigt begrundede nødsituationer opstår, hvor fjernelsen af eller deaktiveringen af adgang til det terrorrelateret indhold mere end én time efter modtagelse af påbuddet om fjernelse vil medføre alvorlig skade, såsom i tilfælde af overhængende fare for en persons liv eller fysiske integritet eller når sådant indhold viser igangværende begivenheder, der medfører skade på en persons liv eller fysiske integritet. Den kompetente myndighed bør fastslå, hvorvidt situationer udgør nødsituationer, og behørigt begrunde sin beslutning i påbuddet om fjernelse. Hvor hostingtjenesteyderen ikke kan efterkomme påbuddet om fjernelse inden for én time efter modtagelsen på grund af force majeure eller faktisk umulighed, herunder på grund af objektivt begrundede tekniske eller operationelle årsager, bør den hurtigst muligt underrette den udstedende kompetente myndighed herom og efterkomme påbuddet om fjernelse, så snart situationen er løst.

(18)

Påbuddet om fjernelse bør omfatte en detaljeret begrundelse, der kvalificerer materialet, som skal fjernes eller hvortil adgang skal deaktiveres, som terrorrelateret indhold, og give tilstrækkelige oplysninger om dette indholds placering ved at angive den nøjagtige URL og om nødvendigt eventuelle andre supplerende oplysninger såsom et screenshot af det pågældende indhold. Denne begrundelse bør sætte hostingtjenesteyderen og i sidste ende indholdsleverandøren i stand til effektivt at udøve deres ret til retslig prøvelse. Begrundelsen bør ikke indebære afsløring af følsomme oplysninger, der kunne bringe igangværende efterforskninger i fare.

(19)

Den kompetente myndighed bør fremsende påbuddet om fjernelse direkte til kontaktpunktet udpeget eller etableret af hostingtjenesteyderen med henblik på denne forordning ved hjælp af enhver form for elektronisk middel, som er i stand til at efterlade et skriftligt spor, og som gør det muligt for hostingtjenesteyderen at fastslå autenticiteten af påbuddet, herunder nøjagtigheden af datoen og tidspunktet for afsendelse og modtagelse heraf, såsom sikker e-mail eller platforme eller andre sikre kanaler, herunder dem, der stilles til rådighed af hostingtjenesteyderen, i overensstemmelse med EU-retten om beskyttelse af personoplysninger. Dette krav bør kunne opfyldes ved brug af bl.a. kvalificerede elektroniske registrerede leveringstjenester som defineret i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 910/2014 (10). Hvor hostingtjenesteyderens hovedsæde er beliggende, eller dens retlige repræsentant har ophold eller er etableret, i en anden medlemsstat end den udstedende kompetente myndigheds, bør en kopi af påbuddet om fjernelse samtidig fremsendes til den kompetente myndighed i denne medlemsstat.

(20)

Det bør være muligt for den kompetente myndighed i den medlemsstat, hvor hostingtjenesteyderen har sit hovedsæde, eller hvor dens retlige repræsentant har ophold eller er etableret, at kontrollere det påbud om fjernelse, der er udstedt af en anden medlemsstats kompetente myndigheder, for at fastslå, om det udgør en alvorlig eller åbenbar overtrædelse af denne forordning eller de grundlæggende rettigheder nedfældet i chartret. Både indholdsleverandøren og hostingtjenesteyderen bør have ret til at anmode den kompetente myndighed i den medlemsstat, hvor hostingtjenesteyderen har sit hovedsæde, eller hvor dens retlige repræsentant har ophold eller er etableret, om en sådan kontrol. Hvor er sådan anmodning fremsættes, bør denne kompetente myndighed træffe en afgørelse om, hvorvidt påbuddet om fjernelse omfatter en sådan overtrædelse. Hvor denne afgørelse fastslår sådan en overtrædelse, bør påbuddet om fjernelse ophøre med at have retsvirkninger. Kontrollen bør foretages hurtigt for at sikre, at fejlagtigt fjernet eller deaktiveret indhold genindsættes så hurtigt som muligt.

(21)

Hostingtjenesteydere, som eksponeres for terrorrelateret indhold, bør, hvis de har vilkår og betingelser, deri medtage bestemmelser til håndtering af misbrug af deres tjenester til udbredelse til offentligheden af terrorrelateret indhold. De bør anvende disse bestemmelser på en omhyggelig, gennemsigtig, forholdsmæssig og ikkediskriminerende måde.

(22)

I betragtning af problemets omfang og den hastighed, der kræves for effektivt at identificere og fjerne terrorrelateret indhold, er effektive og forholdsmæssige specifikke foranstaltninger et afgørende element i håndteringen af terrorrelateret indhold online. Med henblik på at begrænse adgangen til terrorrelateret indhold via deres tjenester bør hostingtjenesteydere, som eksponeres for terrorrelateret indhold, indføre specifikke foranstaltninger under hensyntagen til risiciene og graden af eksponering for terrorrelateret indhold samt konsekvenserne for tredjeparts rettigheder og offentlighedens interesse i oplysninger. Hostingtjenesteyderne bør beslutte, hvilke passende, effektive og forholdsmæssige specifikke foranstaltninger, der bør iværksættes for at identificere og fjerne terrorrelaterede indhold. Specifikke foranstaltninger kunne omfatte passende tekniske eller operationelle foranstaltninger eller kapaciteter såsom personale eller tekniske midler til at identificere og hurtigt fjerne eller deaktivere adgangen til terrorrelateret indhold, mekanismer, som brugere kan benytte til at indberette eller markere formodet terrorrelateret indhold, eller enhver anden foranstaltning, som hostingtjenesteyderen finder hensigtsmæssig og effektiv til at håndtere forekomsten af terrorrelateret indhold på sine tjenester.

(23)

Hostingtjenesteyderne bør, når de iværksætter specifikke foranstaltninger, sikre, at brugernes ytrings- og informationsfrihed samt mediefriheden og -pluralismen som beskyttet i henhold til chartret er bevaret. Ud over at opfylde de krav, der er fastsat i gældende ret, herunder lovgivning om beskyttelsen af personoplysninger, bør hostingtjenesteyderne handle med behørig omhu og gennemføre sikkerhedsforanstaltninger, hvor det er hensigtsmæssigt, herunder menneskeligt tilsyn og kontrol, med henblik på at undgå utilsigtede eller fejlagtige afgørelser, der fører til fjernelsen af eller deaktiveringen af adgang til indhold, som ikke er terrorrelateret indhold.

(24)

Hostingtjenesteyderen bør rapportere til den kompetente myndighed om de specifikke foranstaltninger, der er iværksat, så denne myndighed kan vurdere, hvorvidt foranstaltningerne er effektive og forholdsmæssige og, hvis der bruges automatiserede værktøjer, om hostingtjenesteyderen har den fornødne kapacitet til menneskeligt tilsyn og kontrol. De kompetente myndigheder bør i deres vurdering af foranstaltningernes effektivitet og forholdsmæssighed tage højde for relevante parametre, herunder antallet af påbud om fjernelse, der er udstedt til hostingtjenesteyderen, hostingtjenesteyderens størrelse og økonomiske kapacitet og betydningen af dens tjenester for udbredelsen af terrorrelateret indhold, f.eks. på grundlag af antallet af brugere i Unionen samt de beskyttelsesforanstaltninger, der er indført for at håndtere misbrug af dens tjenester til udbredelse af terrorrelateret indhold online.

(25)

Hvor den kompetente myndighed vurderer, at de specifikke foranstaltninger, der er iværksat, er utilstrækkelige til at håndtere risiciene, bør den om nødvendigt kunne kræve, at der træffes yderligere passende, effektive og forholdsmæssige specifikke foranstaltninger. Kravet om at træffe sådanne yderligere specifikke foranstaltninger bør ikke føre til en general forpligtelse til at overvåge eller aktivt undersøge forhold, der tyder på ulovlig virksomhed som omhandlet i artikel 15, stk. 1, i direktiv 2000/31/EF eller til en forpligtelse til at anvende automatiserede værktøjer. Det bør dog være muligt for hostingtjenesteydere at anvende automatiserede værktøjer, hvis de anser det for at være hensigtsmæssigt eller nødvendigt for effektivt at håndtere misbrug af deres tjenester til udbredelse af terrorrelateret indhold.

(26)

Forpligtelsen for hostingtjenesteydere til at opbevare fjernet indhold og dertil knyttede data bør fastsættes til specifikke formål og være begrænset til den periode, der er nødvendig. Der er et behov for at udvide kravet om opbevaring af data, da sådanne data ellers ville gå tabt som konsekvens af fjernelsen af det pågældende terrorrelaterede indhold. Dertil knyttede data kan omfatte data såsom abonnentdata, især data vedrørende indholdsleverandørens identitet, samt adgangsdata, herunder dato og tidspunkt for indholdsleverandørens brug og log-in og log-off fra tjenesten sammen med den IP-adresse, som internetudbyderen har tildelt indholdsleverandøren.

(27)

Forpligtelsen til at opbevare indholdet til brug for administrativ eller retslig prøvelse er nødvendig og berettiget i betragtning af behovet for at sikre, at effektive retsmidler er til stede for indholdsleverandører, hvis indhold er blevet fjernet eller adgangen dertil er blevet deaktiveret, og for at sikre, at indholdet genindsættes alt efter udfaldet af denne prøvelse. Forpligtelsen til at opbevare materialet til efterforsknings- eller retsforfølgningsformål er berettiget og nødvendigt i betragtning af den værdi, materialet kan have med hensyn til at afbryde eller forebygge terroraktiviteter. Det bør derfor også anses for værende berettiget at opbevare fjernet terrorrelateret indhold til brug for forebyggelse, afsløring, efterforskning og retsforfølgning af terrorhandlinger. Det terrorrelaterede indhold og de relaterede data bør kun lagres i den periode, som er nødvendig for, at de retshåndhævende myndigheder kan kontrollere dette terrorrelaterede indhold og afgøre, om det er nødvendigt til disse formål. Med henblik på forebyggelsen, afsløringen, efterforskningen og retsforfølgningen af terrorhandlinger bør den påkrævede opbevaring af data være begrænset til data, som sandsynligvis er knyttet til terrorhandlinger, og som derfor kunne bidrage til retsforfølgningen af terrorhandlinger eller til at forebygge alvorlige risici for den offentlige sikkerhed. Hvor hostingtjenesteyderne fjerner eller deaktiverer adgangen til materiale, navnlig via deres egne specifikke foranstaltninger, bør de omgående underrette de kompetente myndigheder om indhold, der omfatter oplysninger, som indebærer overhængende livsfare eller en formodet terrorhandling.

(28)

For at sikre proportionalitet bør opbevaringsperioden være begrænset til seks måneder, så indholdsleverandører har tilstrækkelig tid til at indlede administrativ eller retslige prøvelse, og så de retshåndhævende myndigheder kan tilgå relevante data til brug for efterforskning og retsforfølgning af terrorhandlinger. På anmodning fra den kompetente myndighed eller ret bør det imidlertid være muligt at forlænge denne periode så længe som nødvendigt, hvor denne prøvelse er indledt, men ikke afsluttet inden udløbet af denne periode på seks måneder. Varigheden af opbevaringsperioden bør give de retshåndhævende myndigheder tilstrækkelig tid til at bevare det nødvendige materiale til brug for efterforskning og retsforfølgning, idet balancen i forhold til de grundlæggende rettigheder sikres.

(29)

Denne forordning bør ikke påvirke de proceduremæssige garantier eller de proceduremæssige efterforskningsforanstaltninger vedrørende adgang til indhold og de dertil knyttede data, der opbevares med henblik på efterforskning og retsforfølgning af terrorhandlinger, som reguleret i henhold til EU-retten eller national ret.

(30)

Gennemsigtigheden af hostingtjenesteyderes politikker med hensyn til terrorrelateret indhold er afgørende for at øge deres ansvarlighed over for brugerne og styrke borgernes tillid til det digitale indre marked. Hostingtjenesteydere, der har iværksat tiltag eller har været forpligtet til at iværksatte tiltag i medfør af denne forordning i et givet kalenderår, bør offentliggøre årlige gennemsigtighedsrapporter med oplysninger om de tiltag, der er iværksat med hensyn til identifikation og fjernelse af terrorrelateret indhold.

(31)

De kompetente myndigheder bør offentliggøre årlige gennemsigtighedsrapporter med oplysninger om antallet af påbud om fjernelse, antallet af tilfælde hvor et påbud ikke blev efterkomme og antallet af afgørelser vedrørende specifikke foranstaltninger, antallet af sager, der har været genstand for administrativ eller retslig prøvelse og antallet af afgørelser om pålæggelse af sanktioner.

(32)

Retten til adgang til effektive retsmidler er nedfældet i artikel 19 i traktaten om Den Europæiske Union (TEU) og i artikel 47 i chartret. Enhver fysisk eller juridisk person skal have adgang til effektive retsmidler ved den kompetente nationale domstol til prøvelse af de foranstaltninger, som træffes i medfør af denne forordning, og som kan have negativ indvirkning på denne person. Denne ret bør navnlig omfatte muligheden for, at hostingtjenesteydere og indholdsleverandører reelt kan gøre indsigelse mod påbud om fjernelse eller eventuelle afgørelser, der følger af kontrollen af påbud om fjernelse i henhold til denne forordning, ved en ret i den medlemsstat, hvis kompetente myndigheder har udstedt påbuddet om fjernelse eller truffet afgørelsen, samt for, at hostingtjenesteydere reelt kan gøre indsigelse mod en afgørelse om specifikke foranstaltninger eller sanktioner ved en ret i den medlemsstat, hvis kompetente myndighed har truffet den pågældende afgørelse.

(33)

Klageprocedurer udgør en nødvendig sikkerhedsforanstaltning mod den fejlagtige fjernelse af eller deaktivering af adgang til indhold online, hvor sådant indhold er beskyttet under ytrings- og informationsfriheden. Hostingtjenesteydere bør derfor etablere brugervenlige klagemekanismer og sikre, at klager håndteres hurtigt og i fuld gennemsigtighed over for indholdsleverandøren. Kravet om, at hostingtjenesteyderen skal genindsætte indhold, der ved en fejl er blevet fjernet, eller hvortil adgangen ved en fejl er blevet deaktiveret, bør ikke påvirke hostingtjenesteyderens mulighed for at håndhæve sine vilkår og betingelser.

(34)

Effektiv retsbeskyttelse i overensstemmelse med artikel 19 i TEU og artikel 47 i chartret kræver, at indholdsleverandører kan få kendskab til årsagerne til, at det indhold, som de har leveret, er blevet fjernet eller hvortil adgangen er blevet deaktiveret. Hostingtjenesteyderen bør med henblik herpå stille oplysninger til rådighed for indholdsleverandøren, så vedkommende kan gøre indsigelse mod fjernelsen eller deaktiveringen. Alt efter omstændighederne kunne hostingtjenesteydere erstatte det indhold, der er er blevet fjernet eller hvortil adgangen er blevet deaktiveret med en besked om, at indholdet er blevet fjernet eller deaktiveret i overensstemmelse med denne forordning. Yderligere oplysninger om årsagerne til fjernelsen eller deaktiveringen og om retsmidlerne vedrørende fjernelsen eller deaktiveringen bør gives på anmodning fra indholdsleverandøren. Hvor de kompetente myndigheder beslutter, at det af hensyn til den offentlige sikkerhed, herunder i forbindelse med en efterforskning, er upassende eller kontraproduktivt at underrette indholdsleverandøren direkte om fjernelsen eller deaktiveringen, bør de oplyse hostingtjenesteyderen herom.

(35)

Medlemsstaterne bør med henblik på denne forordning udpege kompetente myndigheder. Dette bør ikke nødvendigvis indebære, at der skal oprettes en ny myndighed, og det bør være muligt at tildele et eksisterende organ de i denne forordning fastsatte opgaver. Denne forordning bør kræve, at der udpeges myndigheder, som har kompetence til at udstede påbud om fjernelse, kontrollere påbud om fjernelse, føre tilsyn med specifikke foranstaltninger og pålægge sanktioner, idet det bør være muligt for hver enkelt medlemsstat at afgøre antallet af kompetente myndigheder, der skal udpeges og hvorvidt de er administrative, retshåndhævende eller retslige. Medlemsstaterne bør sikre, at de kompetente myndigheder varetager deres opgaver på en objektiv og ikkediskriminerende måde og ikke søger eller modtager instrukser fra noget andet organ i forbindelse med udøvelsen af de opgaver, som de får tildelt i medfør af denne forordning. Dette bør ikke være til hinder for, at der kan føres tilsyn i overensstemmelse med national forfatningsret. Medlemsstaterne bør give Kommissionen meddelelse om de kompetente myndigheder, der udpeges i henhold til denne forordning, og Kommissionen bør offentliggøre et onlineregister over de kompetente myndigheder. Dette onlineregister bør være lettilgængeligt, så hostingtjenesteyderne nemt og hurtigt kan kontrollere autenticiteten af påbud om fjernelse.

(36)

Med henblik på at undgå dobbeltarbejde og eventuelle forstyrrelser af efterforskninger og for at minimere byrden for de berørte hostingtjenesteydere bør de kompetente myndigheder udveksle oplysninger koordinere og samarbejde med hinanden og, hvor det er relevant, med Europol, inden de udsteder påbud om fjernelse. Når der træffes afgørelse om, hvorvidt der skal udstedes et påbud om fjernelse, bør den kompetente myndighed tage behørigt hensyn til alle indberetninger om forstyrrelser af efterforskningsmæssige interesser (dekonfliktion). Hvor en kompetent myndighed underrettes af en kompetent myndighed i en anden medlemsstat om et eksisterende påbud om fjernelse, bør den ikke udstede et påbud om fjernelse, der omhandler samme genstand. I gennemførelsen af bestemmelserne i denne forordning kunne Europol yde støtte i overensstemmelse med sit nuværende mandat og den gældende retlige ramme.

(37)

For at sikre effektiv og tilstrækkeligt sammenhængende gennemførelse af specifikke foranstaltninger, som iværksættes af hostingtjenesteydere, bør de kompetente myndigheder koordinere og samarbejde med hinanden vedrørende udvekslinger med hostingtjenesteydere med hensyn til et påbud om fjernelse og identifikation, gennemførelse og vurdering af specifikke foranstaltninger. Koordination og samarbejde er også nødvendige med hensyn til andre foranstaltninger til gennemførelse af denne forordning, herunder vedrørende vedtagelsen af regler om sanktioner og om pålæggelse af sanktioner. Kommissionen bør lette sådan koordinering og samarbejde.

(38)

Det er afgørende, at den kompetente myndighed i den medlemsstat, som er ansvarlig for at pålægge sanktioner, er fuldt ud oplyst om udstedelsen af påbud om fjernelse og om de efterfølgende udvekslinger mellem hostingtjenesteyderen og de kompetente myndigheder i andre medlemsstater. Med henblik herpå bør medlemsstaterne tilvejebringe passende og sikre kommunikationskanaler og -mekanismer, som muliggør rettidig deling af relevante oplysninger.

(39)

For at fremme hurtig udveksling mellem kompetente myndigheder såvel som med hostingtjenesteydere og for at undgå dobbeltarbejde bør medlemsstaterne opfordres til at gøre brug af de særlige værktøjer, som Europol har udviklet, såsom applikationen til administration af internetindberetning eller senere udgaver heraf.

(40)

Indberetninger fra medlemsstater og Europol har vist sig at være et effektivt og hurtigt middel til at øge hostingtjenesteyderes kendskab til specifikt indhold til rådighed gennem deres tjenester og sætte dem i stand til hurtigt at skride ind. Sådanne indberetninger, som er en mekanisme hvor hostingtjenesteydere gøres bekendt med oplysninger, der kunne betragtes som værende terrorrelateret indhold, og derefter frivilligt kan vurdere, hvorvidt indholdet er i overensstemmelse med deres egne vilkår og betingelser, bør forblive tilgængelig som supplement til påbud om fjernelse. Hostingtjenesteyderen træffer den endelige afgørelse om, hvorvidt oplysningerne skal fjernes, fordi de er uforenelige med dens vilkår og betingelser. Denne forordning bør ikke berøre Europols mandat som fastlagt i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/794 (11). Intet i nærværende forordning bør således forstås som at udelukke, at medlemsstaterne og Europol anvender indberetninger som et instrument til at håndtere terrorrelateret indhold online.

(41)

I betragtning af de særligt alvorlige konsekvenser af noget terrorrelateret indhold online bør hostingtjenesteyderne omgående underrette de relevante myndigheder i den berørte medlemsstat eller de kompetente myndigheder i den medlemsstat, hvor de er etableret eller har en retlig repræsentant, om terrorrelateret indhold, der indebærer overhængende livsfare eller en formodet terrorhandling. For at sikre proportionalitet bør denne forpligtelse være begrænset til terrorhandlinger som defineret i artikel 3, stk. 1, i direktiv (EU) 2017/541. Denne forpligtelse til underretning bør ikke indebære, at hostingtjenesteyderne er forpligtet til aktivt at søge efter beviser vedrørende en sådan overhængende livsfare eller en formodet terrorhandling. Den berørte medlemsstat bør forstås som den medlemsstat, som har jurisdiktion med hensyn til efterforskning og retsforfølgning af disse terrorhandlinger på grundlag af gerningsmandens eller det potentielle offers nationalitet, eller hvor målet for terrorhandlingen befinder sig. I tvivlstilfælde bør hostingtjenesteyderne sende oplysningerne til Europol, som i overensstemmelse med sit mandat bør iværksætte de relevante opfølgende tiltag, herunder ved at videresende disse oplysninger til de relevante nationale myndigheder. Medlemsstaternes kompetente myndigheder bør have lov til at anvende sådanne oplysninger til at træffe efterforskningsforanstaltninger i henhold til EU-retten eller national ret.

(42)

Hostingtjenesteyderne bør udpege eller etablere kontaktpunkter for at fremme en hurtig behandling af påbud om fjernelse. Kontaktpunktet bør kun tjene operationelle formål. Kontaktpunktet bør bestå af særlige midler, interne eller eksterne, der muliggør elektronisk fremsendelse af påbud om fjernelse, og af tekniske og menneskelige ressourcer, der muliggør hurtig behandling heraf. Det er ikke nødvendigt, at kontaktpunktet befinder sig i Unionen. Hostingtjenesteyderen bør frit kunne bruge et eksisterende kontaktpunkt med henblik på denne forordning, forudsat at kontaktpunktet er i stand til at udføre de i denne forordning fastsatte funktioner. Med henblik på at sikre, at terrorrelateret indhold fjernes eller at adgangen dertil deaktiveres inden for en time efter modtagelsen af påbuddet om fjernelse, bør kontaktpunkter, der hører til hostingtjenesteydere, som eksponeres for terrorrelateret indhold, til enhver tid være tilgængelige. Oplysningerne om kontaktpunktet bør omfatte oplysninger om, hvilket sprog den kan kontaktes på. For at lette kommunikationen mellem hostingtjenesteyderne og de kompetente myndigheder opfordres hostingtjenesteyderne til at muliggøre kommunikation på et af EU-institutionernes officielle sprog, på hvilket deres vilkår og betingelser foreligger.

(43)

Da der ikke findes et generelt krav til hostingtjenesteyderne om at sikre en fysisk tilstedeværelse i Unionen, er der behov for at skabe klarhed om, under hvilken medlemsstats jurisdiktion en hostingtjenesteyder, der udbyder tjenester i Unionen, hører. Generelt hører hostingtjenesteyderen under jurisdiktionen i den medlemsstat, hvor den har sit hovedsæde, eller hvor dens retlige repræsentant har ophold eller er etableret. Dette bør ikke berøre de bestemmelser om kompetence, der er fastsat med henblik på påbud om fjernelse og afgørelser, der følger af kontrollen af påbud om fjernelse i henhold til denne forordning. Med hensyn til hostingtjenesteydere, som ikke er etableret i Unionen, og som ikke har udpeget en retlig repræsentant, bør enhver medlemsstat desuagtet have jurisdiktion og derfor mulighed for at pålægge sanktioner under forudsætning af, at ne bis in idem-princippet overholdes.

(44)

Hostingtjenesteydere, som ikke er etableret i Unionen, bør skriftligt udpege en retlig repræsentant for at sikre overholdelse og håndhævelse af forpligtelserne i denne forordning. Det bør være muligt for hostingtjenesteydere at udpege, med henblik på denne forordning, en retlig repræsentant, der allerede er udpeget til andre formål, forudsat at denne retlige repræsentant er i stand til at udføre de opgaver, der er fastsat i denne forordning. Den retlige repræsentant bør have beføjelse til at agere på vegne af hostingtjenesteyderen.

(45)

Sanktioner er nødvendige for at sikre, at hostingtjenesteyderne på effektiv vis gennemfører denne forordning. Medlemsstaterne bør vedtage regler om sanktioner, der kan være af administrativ eller strafferetlig karakter, samt, hvor det er hensigtsmæssigt, bøderetningslinjer. Manglende overholdelse i enkeltsager kunne være underlagt sanktioner med respekt af ne bis in idem-princippet og proportionalitetsprincippet, og idet det sikres, at sådanne sanktioner tager højde for systematisk forsømmelse. Sanktioner kunne antage forskellige former, herunder formelle advarsler i tilfælde af mindre overtrædelser eller økonomiske sanktioner i forbindelse med mere alvorlige eller systematiske overtrædelser. Der bør pålægges særligt alvorlige sanktioner i tilfælde, hvor hostingtjenesteyderen systematisk eller vedvarende undlader at fjerne eller deaktivere adgangen til terrorrelateret indhold inden for en time efter modtagelse af et påbud om fjernelse. For at sikre retssikkerheden bør denne forordning fastsætte hvilke overtrædelser, der er underlagt sanktioner og hvilke omstændigheder, der er relevante for vurderingen af typen og omfanget af sådanne sanktioner Når det afgøres, hvorvidt der skal pålægges økonomiske sanktioner, bør der tages behørigt hensyn til hostingtjenesteyderens finansielle ressourcer. Desuden bør den kompetente myndighed tage hensyn til, om hostingtjenesteyderen er en nyetableret virksomhed eller en mikrovirksomhed eller en lille eller mellemstor virksomhed som defineret i Kommissionens henstilling 2003/361/EF (12). Der bør tages hensyn til andre omstændigheder, såsom hvorvidt hostingtjenesteyderens adfærd objektivt set var uforsigtig eller forkastelig, eller hvorvidt overtrædelsen blev begået uagtsomt eller forsætligt. Medlemsstaterne bør sikre, at sanktionerne pålagt for overtrædelse af denne forordning ikke tilskynder til fjernelse af materiale, som ikke er terrorrelateret indhold.

(46)

Anvendelsen af standardiserede formularer letter samarbejdet og informationsudvekslingen mellem de kompetente myndigheder og hostingtjenesteydere og gør det muligt for dem at kommunikere hurtigere og mere effektivt. Det er særlig vigtigt at sikre, at der skrides hurtigt til handling efter modtagelse af et påbud om fjernelse. Formularer mindsker udgifterne til oversættelse og bidrager til en højere standard for proceduren. Feedbackformularerne giver mulighed for en standardiseret informationsudveksling og er særlig vigtige, hvor hostingtjenesteyderne ikke er i stand til at efterkomme påbuddet om fjernelse. Autentificerede transmissionskanaler kan garantere påbuddets autenticitet, herunder nøjagtigheden af datoen og tidspunktet for afsendelse og modtagelse af påbuddet.

(47)

For at muliggøre hurtige ændringer, hvor det er nødvendigt, af indholdet af de formularer, der skal anvendes med henblik på denne forordning, bør beføjelsen til at vedtage retsakter delegeres til Kommissionen i overensstemmelse med artikel 290 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde for så vidt angår ændring bilagene til denne forordning. For at kunne tage højde for den teknologiske udvikling og den dertil knyttede retlige ramme bør Kommissionen ligeledes tillægges beføjelse til at vedtage delegerede retsakter med henblik på at supplere denne forordning med tekniske krav til de elektroniske midler, som de kompetente myndigheder skal anvende til at fremsende påbud om fjernelse. Det er navnlig vigtigt, at Kommissionen gennemfører relevante høringer under sit forberedende arbejde, herunder på ekspertniveau, og at disse høringer gennemføres i overensstemmelse med principperne i den interinstitutionelle aftale af 13. april 2016 om bedre lovgivning (13). For at sikre lige deltagelse i forberedelsen af delegerede retsakter modtager Europa-Parlamentet og Rådet navnlig alle dokumenter på samme tid som medlemsstaternes eksperter, og deres eksperter har systematisk adgang til møder i Kommissionens ekspertgrupper, der beskæftiger sig med forberedelse af delegerede retsakter.

(48)

Medlemsstaterne bør indhente oplysninger om gennemførelse af denne forordning. Det bør være muligt for medlemsstaterne at anvende hostingtjenesteydernes gennemsigtighedsrapporter og, hvor det er nødvendigt, supplere dem med mere detaljerede oplysninger såsom deres egne gennemsigtighedsrapporter i medfør af denne forordning. Der bør fastlægges et detaljeret program for overvågning af forordningens output, resultater og virkninger, der kan lægge til grund for en evaluering af gennemførelsen af denne forordning.

(49)

På grundlag af resultaterne og konklusionerne i gennemførelsesrapporten og udfaldet af overvågningen bør Kommissionen foretage en evaluering af denne forordning senest tre år efter dagen for dens ikrafttræden. Evalueringen bør være baseret på kriterierne effektivitet, nødvendighed, virkningsfuldhed, proportionalitet, relevans, sammenhæng og merværdi for Unionen. Den bør vurdere, hvordan de forskellige operationelle og tekniske foranstaltninger fastsat i forordningen fungerer, herunder foranstaltningernes effektivitet med hensyn til at forbedre afsløring, identifikation og fjernelse af terrorrelateret indhold online, sikkerhedsforanstaltningernes effektivitet og virkningerne på potentielt berørte grundlæggende rettigheder, såsom ytrings- og informationsfriheden, herunder mediefriheden og -pluralismen, friheden til at oprette og drive egen virksomhed, retten til privatliv og retten til beskyttelsen af personoplysninger. Kommissionen bør også vurdere virkningerne på tredjeparters potentielt berørte interesser.

(50)

Målet for denne forordning, nemlig at sikre et velfungerende digitalt indre marked ved at håndtere udbredelsen af terrorrelateret indhold online, kan ikke i tilstrækkelig grad opfyldes af medlemsstaterne, men kan på grund af dens omfang og virkninger bedre nås på EU-plan; Unionen kan derfor vedtage foranstaltninger i overensstemmelse med nærhedsprincippet, jf. artikel 5 i TEU. I overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, jf. nævnte artikel, går denne forordning ikke videre, end hvad der er nødvendigt for at nå dette mål —