Skal Danmark virkeligt føre an i grøn deregulering?
Jeg troede ikke mine egne øjne, da jeg så den nye danske position (”non paper”) på den igangværende ”Omnibus” proces, eller mere konkret, til spørgsmålet om forenkling af EU's nye værdikæderegulering, som skal gennem en politisk forhandling i Bruxelles over de kommende uger. Det skriver Jarl Krausing i denne CONCITO-blog.
Med regeringens ”non-paper” foreslås reelt en delvis afmontering af EU's bæredygtighedsregulering knyttet til virksomheders og investorer samfundsansvar.
Danmarks holdning er angiveligt nu, at der bl.a. skal ske en 50-75% reduktion i rapporterings-forpligtelsen på direktivet om virksomhedernes bæredygtighedsrapportering (CSRD). Desuden at droppe sektorspecifikke rapporteringskrav på netop CSRD, og i det hele taget at udskyde gennemførsel af denne regulering i to år for de store virksomheder, og at fritage mindre virksomheder helt; Endeligt er det nu Danmarks holdning permanent at fritage den finansielle sektor for forpligtelser på direktivet om fremme af virksomhedernes ansvar i værdikæderne (CSDDD). Den nye danske position afviger væsentligt fra den oprindelige ambitiøse holdning til EU's bæredygtighedsregulering for blot et par år siden, og langt videre end EU Kommissionens udspil på f.eks. en 25-35% reduktion af rapporteringsforpligtelserne.
Verden har ændret sig, men den er ikke blevet sort
Det kommer ikke ud af det blå: Geopolitikken har ændret sig markant over de sidste par år, industripolitikken er genopstået, og stormagtskonkurrencen sætter dagsordenen. Så vi skal ikke være naive i forsvaret for den oprindeligt tilsigtede og forbilledligt ambitiøse EU lovgivning på området. Der ER behov for en klog forenkling af rapporteringskrav, ensretning mellem direktivernes forpligtelser, og langt mere støtte til de små og mellemstore virksomheders evne for at opfylde forpligtelserne i såvel EU som blandt virksomheder i udviklingslandene, der rammes hårdt. Så det giver i det lys god mening at genbesøge reguleringen mhp sikring af en mere effektiv ansvarlig virksomhedsadfærd – så længe ambitionsniveauet på klima, natur og menneskerettigheder består.
Men det der er sket her er et knæfald for det nye mantra om ”back to the core”, hvor ’red tape’ skal fjernes for virksomhedernes mulighed for at sikre vækst og begå sig i markedet. Denne bølge har i det seneste år grebet om sig, først i USA og nu i EU, med tiltagende afstandtagen til bred ESG regulering og udmelding af ambitiøse koalitioner blandt virksomheder og investorer. Med Trump/Musk parret i Det Hvide Hus er det gået helt bananas, hvor bæredygtighedsbegreber nu ses som nærmest samfundsundergravende, og derfor under en ny Trump-juras truende åg bortprioriteres blandt virksomheder, finansielle aktører og fonde.
Den grønne konkurrencekraft er Danmarks svar på industripolitikkens fremkomst
Men EU og Danmark er ikke USA! Danmark har i særdeleshed bygget sin rigdom og sit grønne teknologiske forspring i det globale marked på netop grøn konkurrencekraft, og det skal vi naturligvis stå vagt om. Da vi sidst stod på en brændende global platform for den danske økonomi under 1970’ernes energikrise var modsvaret skabelsen af afgørende danske grønne førerpositioner, som vi stadigt nyder godt af.
Det er netop på den grønne konkurrenceparameter, at Danmark har begået sig med størst succes i verdensøkonomien (inden medicinalindustriens fremkomst), og hvor vi kan stå distancen i industripolitikkens tidsalder. Og det er meget svært at se hvordan den kommende ”EU Clean Industrial Deal” vil kunne gennemføres, hvis ikke det sker via en gennemgribende indsats blandt alle EU's økonomiske aktører. Opbakningen til fastholdelse af reguleringerne i deres nuværende form er da også det tydelige signal som kommer fra nogle af de største europæiske virksomheder, der i et fælles indlæg den 17. januar 2025 argumenterede for ikke at genåbne forhandlingerne på reguleringen, og tilsvarende i et fælles indlæg den 4. februar 2025 fra 160 institutionelle investorer, heriblandt tre danske med en samlet formue på over 45 billioner kroner advarer mod at skabe usikkerhed i investeringerne ved en genåbning. Disse investorer og virksomheder har allerede investeret mange milliarder i at kunne efterleve reguleringen, hvorfor en delvis afmontering af reguleringen vil være en hån mod de store kræfter der allerede er lagt i indsatsen for at efterkomme reguleringerne.
Så kære regering: Ret ryggen, få den grønne selvtillid tilbage og fasthold dén ambitiøse tilgang, som verden har brug for, som borgerne og de ambitiøse virksomheder og investorer forventer, og som tidligere har tjent os bedst.
Det er kort sagt ikke godt nok
Det er i dét lys ganske uforståeligt, at Danmark lægger en barre forud for forhandlingerne i Bruxelles, som ligger så langt under Kommissionens forventede udspil, at det på vandrørene i BRX nu ligefrem lyder blandt indflydelsesfulde tænketanke og grønne organisationer, at Danmark meget overraskende nu ses som en af de mere kritiske lande omkring sikring af et højt EU's ambitionsniveau.
Så det kan siges kort: Kære regering: Hold fast i den ambitiøse tilgang til gavn for vores grønne konkurrencekraft.
Projektleder at Banedanmark
6mdEnig. Det er en skuffende drejning, der risikerer at underminere Danmarks position som grøn frontløber og de allerede kræfter som vi har brugt. Som du siger, har danske virksomheder investeret betydeligt i at imødekomme de nye regler, og denne ændring sender et forvirrende signal. Det er vigtigt, at vi fastholder vores ambitioner om bæredygtighed, selv i en omskiftelig geopolitisk virkelighed - hvis vores virksomhed alligevel rykker i en grøn retning, vil de formentlig langsigtet høste en del synergier og fordele som andre markedsaktører ikke har i deres værdikæde.
★Kommunikation ★ Marketing ★ Digitalisering ★ Bæredygtighed
7mdVi har gjort naturen til en supermagt, der er større, dyrere og mere dræbende end nogen anden. ESG-imdsatsen er en mobilisering af en fredsbevarende styrke, der kan mindske konsekvenserne. Naturen nedruster ikke. Til gengæld oprister den hurtigere, jo mindre vi gør, for vi udstøder den og angriber den dagligt. Naturen er for længst gået til modangreb og har krydset vores og sine egne grænser. Dens ødelæggende modsvar er i fuld gang og bliver kun mere destruktive for hver angrebsbølge. Og vi ser det, men agerer som om det er en andenrangs trussel Vi ignorerer, at angrebene koster tusinder af liv og milliarder af kroner allerede i dag. Og lige om hjørnet kommer regningen kontant til os danskere. Den er sendt afsted, men er endnu ikke ankommet i din eboks. ESG er livsnødvendig og økonimisk fornuftig at arbejde akut og intenst videre med. Desuden er ESG-indsatsen en ansvarlig bane, der er en konkurrencemæssig fordel for erhvervslivet i EU. ESG-stilstand er en åben invitation til andre virksomheders og naturens angreb på vores virksomheder, velfærd, sikkerhed og økonomi.
Partner @ ESG Implementation | ESG Implementation Expert
7mdHelt enig. Stop den bus. Den kører stik imod vores grundliggende interesser