SFAH_Aarbog_8_1978

Årbogfor
arbejderbevægelsens
historie
udgivet af
Selskabet til forskning i arbejderbevægelsens historie
ved
Erik Christensen, Jens Christensen
Niels Senius Clausen og Peter Søndergaard
1978

kvwx/
Copyright by SFAH
ISBN 87-87739-05-04
1. udgave 1978
Werk's Offset, Århus
Årbogener udgivet med støtte fra Statens Humanistiske Forskningsråd og
Ministeriet for Kulturelle Anliggender.
Manuskripter og bøger til anmeldelse bedes sendt til:
Selskabet til forskning i arbejderbevægelsens historie,
Arbejderbevægelsens Bibliotek og Arkiv,
Rejsbygade 1, 1759 Kbh. V.
Forsidetegning: Per Marquard Otzen
Arbejderbevægelsens
Bibliotek oa Avl/'xx

INDHOLD
Forord . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . , . . . . . . . . . . . . . . . . 4
Artikler
Søren Federspiel: Fagforeningsintemationalen og
DsF til 1914 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .. 6
Therkel Stræde: Syndikalismen blandt lager-
og pakhusarbejdeme i København . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 55
Hanne Caspersen: Arbejderkvindemes Oplysnings-
forening 1925-34 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 97
Brita Foged: HK”s kvindeopfattelse efter 1960 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 153
Forsknings- og litteraturoversigter
Gerd Callesen: Marx/Engels' fagforeningsskrifter . . . . . . . . . . . . . . . . . . 206
Danmark
Niels Finn Christiansen: Social- og fagforenings-
historieforskning i 1930'erne . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 211
Flemming Ibsen og Henning Jørgensen: Temaer og
problemer i nyere danske fagforeningsundersøgelser . . . . . . . . . . . . . 223
Norge
Knut Kjeldstadli: Fagbevegelsens historie i
Norge -
en
litteraturveiledning . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .
251
England
Herman Knudsen: Resignation og oprør i
arbejdertilværelsen . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 258
Frankrig
Michael Seidelin: Fransk fagbevægelses historie
frem til 1914 i lyset af den nyeste forskning . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 273
USA
Lene Koch: Moderne amerikansk fagbevægelse.
En bibliograñ . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .. 285
Tidsskriftoversigt 1977/78. Ved Gerd Callesen . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 295

Forord
Den faglige arbejderbevægelse har her i landet forskningsmæssigt stået i
skyggenaf den politiske. Henry Bruuns værk fra 1938 er stadig den eneste
større Videnskabelige fremstilling, og den behandler kun de tidligste år. Det
er en af grundene til at vælge fagbevægelsen som tema for denne årbog.
De sidste 10 års øgede interesse for arbejderbevægelsens historie har
imidlertid også givet sig udslag i fremkomsten af flere studier affagbevægel-
sens historie, ikke mindst fordi mange har følt et behov for et historisk
perspektiv for en vurdering af 1970'emes faglige konflikter og modsætnin-
ger.
Denne årbogs artikler om fagbevægelse er ikke koncentreret omkring et
specielt emne eller periode i fagbevægelsens historie. De omhandler dog
alle sammen dansk fagbevægelse, bortset fra Søren Federspiels artikel om
»Faneningsinternaliønalen 0g DSF til 1914«, der giver en oversigt over
visse sider af den organiserede internationale fagbevægelses historie.
Fagforeningsinternationalen blev dannet i 1901, efter at der i den forud-
gående periode var oprettet landsorganisationer i de fleste europæiske
lande. DSF og de øvrige skandinaviske landsorganisationer havde en cen-
tral igangsættende og formidlende rolle i det internationale samarbejde på
grund af deres stærke organisatoriske stilling og store erfaringer med fagligt
samarbejde i Skandinavien. Det lykkedes imidlertid ikke for den dan-
ske/ skandinaviske fagbevægelse at bevare initiativet. Modsætningeme mel-
lem de forskellige fagforeningstyper inden for internationalen viste sig
hurtigt at blive store, og det organisatoriske tyngdepunkt kom til at ligge i
den tyske landsorganisation, der optrådte som formidler mellem de trade-
unionistiske og de socialdemokratisk-reformistiske fagforeningstyper.
Therkel Strædes artikel om »Syndikalismen blandt Lager- og pakhusar-
bei/'derne i København« taget et andet ubeskrevet område op. Der findes
nogle få mere politiske studier af den danske syndikalisme, mens den
syndikalistiske fagopposition hidtil har været så godt som uudforsket. Ar-
tiklens overordnede formål er at give et bidrag til en materialistisk forklaring
af arbejderradikalismens historie igennem et detaljeret studium af en kø-
benhavnsk fagforenings udvikling i perioden 1907-22 centreret omkring
overenskomstforhandlingerne og konflikterne i afdelingen mellem den so-
cialdemokratisk-reformistiske ledelse og den revolutionære-syndikalistiske
opposition.
Den kvindelige del af arbejderbevægelsen hørte indtil for få år siden
forskningsmæssigt til en af de mest forsømte dele af arbejderbevægelsens
historie. Hanne Carpersens artikel om »Arbejder/(vindernes Oplysnings-
forbund 1925-34« indgår i rækken af studier af den faglige og politiske

opposition i 1920'erne og 1930'erne. Arbejderkvindemes Oplysningsfor-
bund (AO) fungerede primært som en fagopposition, men også som en bred
oplysningsforening, i Kvindeligt Arbejderforbund, der næsten totalt var
domineret af socialdemokrater. Som en konsekvens af omlægningen af den
faglige strategi i DKPi 1930-31 skete der en ændring i AO's aktivitetsområ-
de, idet den faglige politik blev udskilt og foreningen derefter især koncen-
trerede sig om seksualoplysning, hvilket viste DKP's ambivalente forhold
til en selvstændig kvindeorganisering.
Britta Foged beskriver i sin artikel: »HK 's kvindeopfanelse efter 1960«,
kvindernes stilling inden for Danmarks næststørste fagforbund, HK, hvor
kvinderne i dag udgør ca. 2/3 af medlemmerne, men hvor ledelsen stadig
er domineret af mænd. Artiklen fokuserer især på HK-ledelsens ideologiske
opfattelse af kvinderne eksemplificeret ved HK-bladet og forsøger at efter-
spore udviklingstendensen i kvindeopfattelsen. Kvindernes erhvervshyp-
pighed er steget meget kraftigt de sidste 20 år, og denne ændrede sam-
fundsmæssige placering for kvinderne kræver en anden kvindeopfattelse.
Det påvises således, at HK”s kvindeideal har udviklet sig fra en passiv
kvindeidentitet til en forestilling om aktive kvinder, der handler, uden at
man rigtig har taget problemfeltet kvinde -
arbejdsplads -
familie op i en
sammenhæng.
Fokuseringen på forhold i den danske fagbevægelses historie er forsøgt
afbalanceret ved en forsknings- og litteraturoversigt, der indeholder beskri-
velser og anmeldelser af litteratur om fagbevægelsen i en række udvalgte
lande. Denne oversigt er ret uensartet, idet den består af en blanding af
egentlige forskningsoversigter, anmeldelser, kommenteret bibliografi og
mere dybtgående litteraturanalyser. Den er endvidere ufuldstændig ved at
en række væsentlige lande, der har haft betydning for den danske fagbevæ-
gelses historie, mangler (f. eks. Sverige og Tyskland). Alligevel mener vi
sådanne oversigter kan være nyttige som indgang til et nærmere studium af
de pågældende landes arbejderbevægelse og være med til at udbrede kend-
skabet til arbejderbevægelsens internationale dimension.
Reduktionen

FAGFORENINGSINTERNATIONALEN
OG DSF TIL 1914
Af Søren Federspiel
Indledning
Nærværende artikel prætenderer ikke at give et fuldstændigt eller udtøm-
mende billede af den internationale fagbevægelses historie i perioden frem til
1914. Fremstillingen er at betragte som en oversigt over visse sider af den
organiserede internationale fagbevægelses historie fra dens ansatsvise be-
gyndelse omkring århundredskiftet til dens institutionalisering som interna-
tionalt fagforeningsforbund i 1913/14 umiddelbart inden 1. verdenskrigs ud-
brud.
Den periode i den faglige intemationalismes udvikling, som her behand-
les, kan betragtes som den konstituerende. Udviklingen blev i væsentlig
udstrækning afbrudt af 1. verdenskrig, der nærmest kom til at betegne et
tomrum i fagforeningsintemationalismens historie. Efter krigen forsøgte de
ledende kræfter i fagforeningsinternationalen at retablere det ødelagte sam-
arbejde, men krigen og især den russiske revolution og de revolutionære
opstande rundt om i Europa havde skabt en væsensforskellig situation i
forhold til den, der var tilstede før krigen og revolutioneme. Det internati-
onale faglige samarbejde kom således efter 1917/ 18 til at udfolde sig indenfor
rammerne af to organisationer. En reformistisk, hvis orientering var 2. In-
ternationales efterfølgere, og en revolutionær, hvis virksomhed var snævert
knyttet til den nye 3. Internationale, Komintern.
Ved fagforeninger forstås her sammenslutninger af arbejdere vendt mod
kapitalen og det kapitalistiske system. Fagforeningernes formål betragtes
således som det dobbelte, at kæmpe indenfor lønsystemet for at opnå så
gode livsbetingelser som muligt for medlemmerne samt at fungere som en
art forberedende skole til kampen mod systemet selv. De ikke-emancipa-
toriske, s.k. gule fagforeninger, vil således ikke blive behandlet. De har
iøvrigt aldrig opnået en størrelse endsige betydning, der kunne måle sig med
de emancipatoriske fagforeningers. Det bør pointeres, at grænsen mellem de
to kategorier, den emancipatoriske og den ikke-emancipatoriske kan være
vanskelig at drage konkret historisk. Den amerikanske landsorganisation
tilhørte således klart den sidstnævnte kategori. Alligevel blev den ikke af
fagforeningsintemationalen betragtet som en gul organisation. De engelske
og tyske landsorganisationer kan derimod ikke placeres i denne kategori,
men heller ikke entydigt i den emancipatoriske.
Ved fremstillingen er der blevet lagt vægt på at belyse forholdet mellem
dansk og international fagbevægelse. Den internationale fagbevægelses hi-
6

storie i perioden til 1914 er et forholdsvis ubeskrevet blad, der foreligger
således ingen samlet endsige fyldestgørende fremstilling om emnet. Vender
man sig til sammenhængen mellem dansk og international fagbevægelse i
perioden, kan ovennævnte karakteristik tages uden forbehold. Som følge af
denne tingenes tilstand vil der i det følgende blive lagt vægt på overhovedet
at få klarhed over, hvordan udviklingen formede sig, dvs. begivenhedshisto-
n'en vil indtage enfremtrædende plads. Fremstillingen vil fortrinsvis bevæge
sig på fagforeningsplan, mens en forbindelse til det politiske, økonomiske og
samlede samfundsmæssige plan kun vil blive trukket lejlighedsvis i antyd-
ningens form.l
Efter en skitsering af baggrunden for fagforeningsintemationalen vil der
blive lagt vægt på intemationalens oprettelse i 1901. Videre vil fagforenings-
intemationalens udvikling blive undersøgt således, at den organisatoriske
opbygning følges sideløbende med de politiske modsætninger, hvorigennem
intemationalen udviklede sig.
Fagforeningsinternationalens baggrund
IAA og 2. Internationale
Fagforeningsintemationalens forhistorie som den udviklede sig frem til
1901, hvor de internationale fagforeningskonferencer blev institutionalise-
ret, tog sin begyndelse som organiseret bevægelse med 1. Internationales
dannelse i 1864. Ganske vist havde der forud for 1864 været internationalt
samarbejde, men det foregik planløst på en af tilfældighed præget måde
mellem lokale sammenslutninger af arbejdere.
1. Internationales etablering var i sig selv et resultat af fagligt samarbejde
på tværs af nationale grænser. Men den Internationale Arbejder-Association
(IAA) blev ikke noget eksklusivt udtryk for den faglige intemationalisme.
Fra intemationalens start var det faglige og politiske integreret i en enhed,
og i perioden frem til opløsningen vedblev dette at være tilfældet. Enheden
af faglig og politisk virksomhed må dels ses i sammenhæng med arbejderbe-
vægelsens endnu fdrholdsvis svage udvikling i 1860'erne udenfor England -
der var således ingen materiel basis i IAA”s spredte internationale grupper
for en faglig og politisk opdeling. Dels må enheden ses i sammenhæng med,
at fagbevægelsen sideløbende med varetagelsen af sin primære funktion:
salget af varen arbejdskraft, måtte kæmpe en politisk kamp for samfund-
smæssig anerkendelse.
IAA tog eksplicit stilling til fagforeningsspørgsmålet på sin kongres i Genf
1866, hvortil Marx havde udarbejdet en »instruktion«: »Internationale Ver-
bindung der Bestrebungen durch Vermittlung der Assoziation in dem
Kampf ,zwischen der Arbeit und dem Kapital.« Heri præciseres IAA's op-
gave til » . . .die bisher zerstreuten Bestrebungen zur Emanzipation von sei-
ten der Arbeiterklassen in verschiedenen Ländem zu verbinden, zu verall-
gemeinem und ihnen Gleichförmigkeit zu geben.«2
Det almene syn på fagforeninger kom til udtryk i afsnittet »Gewerbver-
eine -
ihre Vergangenheit, Gegenwart und Zukunft.«, det hedder her bl. a.:
7

»Kapital ist koncentrierte soziale Gewalt, während der Arbeiter nur über seine individuelle
arbeitende Kraft zu verfügen hat . . . Die einzige soziale Gewalt auf der Seite der Arbeiter ist
ihre Anzahl. Die Gewalt der Zahlen wird jedoch durch Uneinigkeit Zersplittert. Die Zersplit-
terung der Arbeiter wird erzeugt und erhalten durch ihre unvermeidliche Konkurrenz unter
sich selbst '. . . Das unmittelbare Ziel der Gewerbvereine beschränkt sich daher auf die not-
wendigen täglichen Kämpfe zwischen Arbeit und Kapital, und ein Mittel der Abwehrung
gegen die unaufhörliche Ubergriffe des Kapitals, mit einem Wort, auf die Frage des Lohnes
und der Arbeitszeit . . . Auf der anderen seite haben die Gewerbvereine, unbewust, schwer-
punkte der Organisation für die Arbeiterklasse gebildet, . . .«. Om fagforeningemes nutidige
stilling hedder det: »Die Gewerbvereine haben den unmittelbaren Kampf gegen das Kapital
zu ausschlisslich vor Augen gehabt. Sie haben ihre eigene Macht der Tätigkeit gegen das
heutige Produktionswesen noch nicht vollkommen verstanden. Sie haben sich deshalb von
der allgemeinen sozialen und politisehen Bewegung frengehalten . . .«
og om fremtiden hed-
der det: »Abgesehen davon, dass die Arbeiter den unmittelbaren Ubergriffen des Kapitals
entgegenwirken, müssen sie nunmehr lemen, bewussterweise als Brennpunkte der Organisa-
tion der Arbeiterklasse zu handeln, im Grossen interesse ihrer vollständigen Emanzipation.
Sie müssen jede soziale und politische Bewegung, welche auf dieses Ziel lossteuert, unter-
stützen, sich selbst als die handelnden Kämpen und Vertreter der ganzen Klasse betrach-
ten, . . .«.3
Denne instruktion blev udgangspunkt for de socialistisk orienterede sek-
tioners virksomhed. Under stridighedeme i IAA mellem tilhængere af Prou-
dhon og senere Bakunin på den ene side og Marx' tilhængere på den anden
side, blev marxistemes holdning i fagforeningsspørgsmålet udvidet og præ-
ciseret.
IAA blev reelt opløst i 1872 efter at de engelske fagforeninger, der var
intemationalens væsentligste basis, havde trukket sig ud af det intemati-
onale samarbejde.4 Baggrunden herfor må primært søges i, at de engelske
kapitalisters import af kontinentale strejkebrydere ophørte omkring 1870.
Det begyndende industrielle opsving fra slutningen af 1860'erne medførte en
udvidelse af den kontinentale industriproduktion. En udvikling, der blev
befordret af oprettelsen af nationalstater på kontinentet- først og fremmest
det tyske kejserrrige 1871, hvorved den tyske kapital frit kunne udfolde sig i
national målestok. Med udvidelsen af industriproduktionen fulgte en opsug-
ning af arbejdskraft på kontinentet, der umuliggjorde den gamle trafik med
eksport af strejkebrydere til England. Den umiddelbare interesse som de
engelske fagforeninger havde haft i at styrke IAA for derigennem at for-
hindre import af strejkebrydere fra kontinentet forsvandt så at sige omkring
1870. Heri må en væsentlig del af forklaringen søges på at de engelske
fagforeninger lod IAA sejle i sin egen sø. Til denne forklaringsfaktor kom-
mer den, at dannelsen i 1868 af TUC (Trade Union Congress), der efterhån-
den og især efter 1871, med ophævelsen af koalitionsforbuddet i England,
kom til at fungere som et koordinerende organ i engelsk fagbevægelse,betød
at IAA-generalrådet fik en nationalt baseret afløser i sin funktion som land-
sorganisation for England. Til disse forklaringer, der må betragtes som de
grundlæggende, kom de ideologiske uoverensstemmelser dels i forholdet
mellem TUC og generalrådet, der blev aktualiseret i forbindelse med Pari-
serkommunen i 1871, dels mellem Marx' og Bakunins tilhængere i intemati-
onalen.
Udviklingen af produktivkræfterne svarede med andre ord ikke længere

til IAA's realitet, en bred international organisering baseret på intemati-
onale grupper rundt om i landene. Under de nye produktionsforhold måtte
arbejderklassen udvikle sig som klasse for sig i national målestok. Marx” og
generalrådets anbefaling af at opløse IAA ved at lade generalrådet overflytte
til USA repræsenterer således en præcis vurdering af denne udvikling.
I perioden fra omkring midten af 1870'erne, hvor en lang depressions-
bølge satte ind og til 1890,eme, hvor denne blev afløst af et fornyet opsving i
de økonomiske konjunkturer, blev arbejderbevægelsens kræfter koncentre-
ret om den nationale opbygning og konsolidering. Konsolideringen medførte
i de fleste arbejderbevægelser en opdeling i en faglig og politisk gren.
Denne udskillelsesproces forløb forskelligt, betinget af de nationale og
lokale omstændigheder. I England forblev arbejderbevægelsen intakt, fagligt
organiseret og først i 1906 dannedes et selvstændigt arbejderparti. I Tysk-
land adskiltes parti og fagbevægelse gradvist fra 1870”emes anden halvdel
og udviklede sig i stigende grad i et indbyrdes modsætningsforhold. I Frank-
rig opdeltes arbejderbevægelsen ikke alene i en faglig og politisk del også
indenfor den politiske og faglige bevægelse fandt der opdelinger sted. I de
skandinaviske landes arbejderbevægelser fandt udviklingen sted således, at
der nok blev tale om udskillelse i en faglig og politisk bevægelse, men en
udskillelse, hvori et nært samarbejde blev bevaret. Den nationale konsolide-
ring i de europæiske arbejderbevægelser må ses som en afgørende forudsæt-
ning for 2. Internationales dannelse. Dannelsen afspejlede i sig selv opdelin-
gen.
Der afholdtes nemlig i 1889 i Paris ikke en men to kongresser. Den ene,
den marxistiske kongres, var overvejende politisk i sin sammensætning,
mens den anden, den possibilistiske, fortrinsvis bestod af fagforeningsfolk.
Possibilistkongressen må ses som en fortsættelse af den året forinden af-
holdte fagforeningskongres i London, hvor også DsF var repræsenteret, og
endvidere som udløber af de af possibilisteme arrangerede faglige intemati-
onale konferencer i Paris 1883 og 1886.5
Det var især possibilistkongressen, der i 1889 tog faglige spørgsmål op til
behandling. Specielt tog)man stilling til etablering af internationale forbin-
delser mellem fagforeningeme.° Men heller ikke her lykkedes det at få
oprettet en faglig internationale. Possibilistkongressen forblev et enkeltstå-
ende fænomen; i perioden frem til 2. Intern. følgende kongres i 1891 fandt
marxister 0g possibilister sammen og det blev marxisteme, der kom til at
angive retningen i 2. Internationales arbejde.
Baggrunde for de fejlslagne forsøg i 1880'erne på at etablere organiserede
internationale forbindelser på det faglige område må dels søges i fagbevæ-
gelsens endnu forholdsvis svage stilling, dels må baggrunden søges i politi-
ske uoverensstemmelser mellem på den ene side flertallet i den eng. fagbev.
og possibilisteme i den franske og på den anden side de centraleuropæiske
fagbevægelser med den tyske i spidsen. Disse uoverensstemmelser gik først
og fremmest på spørgsmålet om fagforeningemes politiske orientering, hvor
de kontinentale for flertallets vedkommende var socialistisk orienterede op-
fattede de engelske trade unions sig som »rene« fagforeninger og støttede
9

politisk det liberale parti. I sammenhæng hermed må man også se den
forskellige organisationsstruktur, hvor Trade Unions var decentralt organi-
seret var den kontinentale fagbevægelse i alt væsentligt stærkt centraliseret.
I disse uoverensstemmelser indtog den danske fagbevægelse ikke nogen
entydig holdning. Selv DSF opfattede den tyske fagbev. som forbillede og
var endnu tættere knyttet til det socialdemokratiske parti end denne, lod de
danske fagforeninger sig repræsentere på possibillistemes kongres i 1889.
En væsentlig del af forklaringen på denne tilsyneladende mangel på konsek-
vens skal formentlig søges i den voldsomme strid med de revolutionære
bl. a. om den danske repræsentation på kongresseme i Paris. En strid, der
senere på året resulterede i de revolutionæres eksklusion af partiet. Endvi-
dere i det forhold, at Jens Jensen på fagforeningskongressen i London 1888
havde knyttet kontakter til engelske fagforeningsledere og især til franske
possibillister.7 Den midterposition som den danske fagbevægelse således
havde indtaget må formodes at have lettet det forsøg på at formidle et
internationalt fagligt samarbejde, som DSF påtog sig i 1901.
Denmarxistiske linies dominans i 2. Internationale betød ikke, at intema-
tionalen blev en ren politisk organisation. Ganske vist blev det de politiske
partier, der kom til at udgøre grundlaget for 2. Internationales arbejde, men
de internationale kongresser fungerede også som mødested for de forskel-
lige landes faglige repræsentanter, og på kongresseme blev også behandlet
spørgsmål af central betydning for fagbevægelsen. Efter oprettelsen af ISB
(det Internationale Socialistiske Byro) på kongressen i Paris 1900 udviklede
intemationalen sig i mere eksklusiv politisk retning. Denne udvikling i 2.
Internationale faldt sammen med et kraftigt opsving i den faglige organise-
ring i forbindelse med konjunkturopsvinget i 1890'erne. Netop i dette årti og
isæri anden halvdel blev der således oprettet faglige landsorganisationer i de
fleste europæiske lande. Hermed voksede behovet i de nationale fagbevæ-
gelser for faste internationale forbindelser samtidig med, at det organ,- der
kunne have varetaget disse, ISB, koncentrerede sig om den politiske aktivi-
tet.
Trods denne udvikling i intemationalen havde kongresseme “en vigtig
funktion som samlingspunkter for forbundenes repræsentanter og som så-
dan som det praktiske udgangspunkt for oprettelsen af internationale for-
bindelser forbundene imellem. Denne funktion bevaredes også efter dannel-
sen af fagforeningsintemationalen i 1901. Således blev der i forbindelse med
hver af 2. Internationales kongresser i 1893 i Zürich og 1907 i Stuttgart
oprettet ikke mindre end 7 forbundsintemationaler. Endvidere afholdt
mange af forbundsintemationaleme deres kongresser i forbindelse med 2.
Internationales kongresser.
Forbundsintemationalismen
Forbundsintemationalismens historie går tilbage til lavstiden, hvor de vand-
rende svende lagde grundlaget for internationale forbindelser. Det blev dog
først med kapitalismens gradvise gennemslag, at de af tilfældighed prægede
10

udenlandske kontakter udviklede sig til mere varige internationale forbin-
delser. Denne udvikling fandt sted samtidig med, at fagforeninger fortrængte
lavene og med at de enkelte fags foreninger i stigende grad udviklede sig til
nationalt dækkende forbund.
De forsøg, der blev gjort forud for ca. 1889/90 på at danne internationale
forbund viste sig at være uden varige følger. Dels var bevægelsen i sig selv
ikke bærekraftig, dels var repressionen voldsom og effektiv. Socialistloven i
Tyskland (1878-1890) satteien midlertidig stopper for de tyske fagforenin-
gers intemationalisme; og netop de tyske foreninger og forbund havde været
drivende kræfter i bestræbelserne på at etablere internationale kontakter og
formidle et internationalt samarbejde.
Det er karakteristisk for de tidlige forsøg på internationale forbundsdan-
nelser, at organisationerne både i Tyskland og de øvrige deltagende lande
måske med undtagelse af England, var så svagt funderede, at de- ikke formå-
ede at vedligeholde de internationale forbindelser efter konjunkturomslaget
midt i 1870”eme og efter indførelsen af socialistloven. I denne henseende
var socialistlovens virkninger således ikke begrænset til Tyskland, men fik
også internationale konsekvenser.
Det er karakteristisk, at det eneste forsøg på en international forbund-
sdannelse i socialistlovens periode blev gjort af engelske, franske og belgi-
ske arbejderforeninger, der i 1886 oprettede en international glasarbejderu-
mon.
Det forhold, at forbundsinternationalismen først for alvor begyndte at
udvikle sig og tage fart efter 1890 og især fra midten af 1890”eme kan ikke
forklares tilstrækkeligt med repressionen, som den eksempelvis kom til ud-
tryk i socialistloven. En sådan forklaring må til syvende og sidst søges i de
økonomiske konjunkturer, i den industrielle udvikling. Her betegnede tids-
rummet fra begyndelsen af 1870'erne til midten af 1890'erne en lang depres-
sionsperiode med korterevarende mindre opgange. Men først fra omk. mid-
ten af 1890'erne slog denne udvikling over i et fornyet industrielt opsving, i
løbet af hvilket arbejderklassens faglige organisering for alvor blev styrket.
Arbej derskandinavismen
Den tredie faktor af betydning for fagforeningsintemationalens dannelse var
arbejderskandinavismen. Modsat det etablerede samfunds skandinavisme,
studenterskandinavismen og den såkaldt folkelige skandinavisme,8 der kan
betragtes som idealistiske foreteelser, havde arbejderskandinavismen et
konkret og fælles grundlag i arbejderklassens kamp mod kapitalen. Ligele-
des modsat den borgerlige skandinavisme var arbejderskandinavismen ikke
vendt mod udlandet, Tyskland eller andre lande, men må tværtimod betrag-
tes« som et led i en intemationalistisk orientering og fungerede også som
sådan.
Udtrykket skandinavisme med dets implikationer i retning af nordisk na-
tionalisme er således i grunden en fejlagtig betegnelse at hæfte på det inter-
11

skandinaviske samarbejde mellem arbejderbevægelserne. Men betegnelsen
arbejderskandinavisme har vundet hævd og vil blive brugt i det følgende.
Udviklingen i arbejderskandinavismen kan inddeles i tre faser.9 Den
første fase, der strakte sig frem til 1886, var karakteriseret ved et ikke
organiseret samarbejde mellem enkeltpersoner. Kraftcentret for dette sam-
arbejde var den danske arbejderbevægelse, der var den tidligst organiserede
og fra starten i 1871, som sektion af 1. Internationale, havde været en
integreret del af den internationale arbejderbevægelse. Det var personer
med erfaringsbaggrund i denne udvikling, der blev drivende kræfter i orga-
niseringen af den svenske og norske arbejderbevægelse.
Det tidlige skandinaviske samarbejde baserede sig således ikke alene på
en national tradition i dansk arbejderbevægelse, men i høj grad også på en
intemationalistisk erfaringsbaggrund, dels umiddelbart gennem svendevan-
dringeme dels formidlet gennem den tidlige danske arbejderbevægelses til-
slutning til IAA.
Det er vigtigt at fastholde det intemationalistiske element i det tidlige
skandinaviske samarbejde som baggrund for den fra 1886 kongresinstituti-
onaliserede arbejderskandinavisme.
Den anden fase i udviklingen af arbejderskandinavismen tog sin begyn-
delse i 1886 med afholdelsen af den 1. skandinaviske arbejderkongres i
Göteborg. Hermedblev der indledt et fastere og mere kontinuerligt samar-
'
bejde mellem de i stigende omfang nationalt organiserede arbejderbevægel-
ser i de tre skandinaviske lande. -
Den anden fase kan igen opdeles i to perioder. En opbygningsperiode, der
strakte sig frem til kongressen i Stockholm i 1897, og en udbygningspen'ode
frem til 1912, hvor den tredie fase tog sin begyndelse.
Opbygningsperioden til 1897 var karakteriseret ved at samarbejdet dels
foregik på forbundsplan dels mellem fællesorganisationeme. Fællesorgani-
sationer oprettedes 1883 i Kristiania og Stockholm, 1884 i Göteborg og 1886
i København. Ligeledes blev der i løbet af 1880”eme og begyndelsen af
1890'erne oprettet en række landsdækkende forbund, i flere fag blev der
endog oprettet skandinaviske forbund.
Med Stockholmkongressens beslutning om oprettelse af faglige landsor-
ganisationer blev samarbejdet centraliseret og kom til at foregå mellem
nationalt organiserede faglige organisationer. Sådanne organisationer blev
etableret i årene umiddelbart efter beslutningen i Stockholm: De samvir-
kende Fagforbund 1898, Landsorganisationen i Sverige samme år og Land-
sorganisationen i Norge 1899.
Den tredie fase i udviklingen indtrådte i 1912 og betegnede et forsøg på en
yderligere integration af samarbejdet. På kongressen i Stockholm dette år
blev det på svensk initiativ besluttet at oprette et permanent organ, der
kunne fungere mellem kongresseme og udføre kongresbeslutningeme. Året
efter, i oktober 1913, blev beslutningen realiseret og Komiteen for den
skandinaviske arbejderbevægelses samarbejde eller Den skandinaviske
samarbejdskomité, som den også kaldtes, var en realitet. Komiteen kom til
at bestå af en ledende repræsentant fra fagbevægelsen og partiet i hvert af de
12

tre lande. Dette eksekutivorgan kom således også til at afspejle det nære
samarbejde mellem fagbevægelse og parti som karakteriserede arbejder-
skandinavismen.
Men samtidig med denne udvikling og især efter Den skandinaviske sam-
arbejdskomités dannelse gled vægten i arbejderskandinavismen over på det
politiske område, hvortil svarede, at den faglige arbejderskandinavisme i
stigende grad efter 1901 var blevet integreret i fagforeningsintemationalen.
For så vidt kan udviklingen i arbejderskandinavismen betragtes som an-
alog til udviklingen i 2. Internationale, hvor et organ svarende til Den skan-
dinaviske samarbejdskomité, ISB, var blevet oprettet i 1900 og hvor den
faglige bevægelse skilte sig ud ved i 1901 at etablere en ren faglig intemati-
onale.
Men netop i forholdet mellem parti og fagbevægelse adskilte samarbejdet
mellem de skandinaviske arbejderbevægelser sig både fra det internationale
samarbejde, der etableredes i 2. Internationale og fra det internationale
samarbejde i fagforeningsintemationalen.
I forhold til 2. Internationale derved, at basis og udgangspunkt for samar-
bejdet var den faglige solidaritet. Denne blev det bærende element i arbej-
derskandinavismen, hvor dette element i 2. Internationale var solidariteten
mellem de politiske partier.
Ganske vist foregik samarbejdet i 2. Intern. fra starten i 1889 ikke udeluk-
kende på det politiske plan mellem arbejderpartieme. Men det politiske
samarbejde var det primære.
Det forhold, at det faglige element blev det bærende i arbejderskandina-
vismen betød ikke, at de skandinaviske arbejderkongresser blev eksklusivt
faglige således som tilfældet blev med ISLO-konferenceme (det Intemati-
onale Sekretariat af Landsorganisationer).
Netop derved adskilte det interskandinaviske arbejdersamarbejde sig fra
samarbejdet i fagforeningsintemationalens regie. Dette var fra starten i 1901
først og fremmest fagligt og den faglige ramme blev i stigende grad under
GGD's voksende lhegemoni i ISLO gjort vandtæt for politisk indtrængen og
markeret overfor og delvist i modsætning til de politiske partier og disses
internationale samarbejde i 2. Internationale.
Arbejderskandinavismen var således karakteriseret ved et relativt vid-
trækkende sammenfald mellem faglig og politisk aktivitet. Som sådan rep-
ræsenterede arbejderskandinavismen i højere grad end den i 2. Intemati-
onale og fagforeningsintemationalen etablerede og praktiserede intemati-
onalisme en kontinuerlig videreførelse af den intemationalistiske tradition i
IAA, hvor et af de karakteristiske træk netop var enheden af faglig og
politisk aktivitet.
Forklaringen på dette forhold må søges i den specifikke udvikling, der
foregik i de skandinaviske arbejderbevægelser. Denne udvikling gik, som vi
har set, forholdsvis entydigt tilbage til den danske arbejderbevægelses op-
ståen. Den tidlige danske arbejderbevægelse knyttede sig i mangt og meget
til den tradition, der udgik fra den internationale arbejderbevægelse, først og
fremmest IAA, men også tysk og i mindre grad engelsk arbejderbevægelse.
13

Den tidlige danske arbejderbevægelses orientering var således i udpræget
grad intemationalistisk, hvilket fik den organisatoriske konsekvens, at parti
og fagbevægelse blev et og at denne enhed i vidt omfang blev bevaret,
ganske vist ikke uforandret. I 1878 og 1886 med henholdsvis Socialdemokra-
tisk Forbunds og DsF-Kbh.'s dannelse skete afgørende brud, men der vedb-
lev også herefter at bestå en nøje vekselvirkning mellem parti og fagbevæ-
gelse. Denne udvikling må også ses i lyset af den danske arbejderbevægelses
numerisk set relativt ringe omfang i international sammenhæng. Dette for-
hold kan i en vis forstand siges at have medvirket til at styrke en snæver
sammenhængmellem parti og fagbevægelse ligesom den ideologiske homo-
genitet må have virket i den retning. Endvidere må det forhold tages i
betragtning, at den danske arbejderbevægelse bortset fra den tidligste fase
var fuldstændig domineret af faglærte arbejdere. Ledelsen i både-'den faglige
og politiske bevægelse havde samme klassetilhørsforhold i modsætning til
f. eks. den tyske arbejderbevægelse, hvor partiledelsen efterhånden fik et
kraftigt indslag af intellektuelle, mens den faglige ledelse forblev i hænderne
på faglærte arbejdere.
En lignende udvikling fandt sted i svensk og norsk arbejderbevægelse,
således at den skandinaviske arbejderbevægelse i relationen parti-fagbevæ-
gelse flk en væsentlig anderledes, ja enestående struktur i forhold til de
øvrige europæiske landes arbejderbevægelser, inklusive den internationalt
dominerende tyske arbejderbevægelse.
Forskellen mellem Tyskland og de skandinaviske lande eksemplificeret
ved Danmark i relation til sammenhængen mellem parti og fagbevægelse
udsprang af de forskellige opkomstsituationer i de to lande for arbejderbe-
vægelsen og dermed af den forskellige økonomisk/industrielle og samfund-
smæssige struktur.
I Tyskland opstod partiet uden rod i den faglige bevægelse. Der dannedes
ganske vist fagforeninger i perioden fra 1868 og fremefter, men kun de
lassalleanske, der var de relativt største, blev politiske fagforeninger, hvil-
ket må ses i sammenhæng med Lassalles principielle forkastelse af faglig
organisering. Hos eisenacheme i den tyske arbejderbevægelse hyldede man
fagforeningemes neutralitet i forhold til partiinteresser. Princippet betød
dels en frigørelse fra det lassalleanske formynderskab i fagforeningerne dels
repræsenterede det et første skridt på vejen til foreningen af lassalleanere og
eisenachere på kongressen i Gotha 1875.
I perioden efter socialistlovens ophævelse i 1890 og frem til midten af
90'erne blev princippet opretholdt selv om der i praksis foregik et samar-
bejde mellem parti og fagforeninger. 'Fra midten af 1890'erne så fagforenin-
gerne sig tvunget til i stigende grad også at praktisere princippet, dels p. g. a.
myndighedernes skærpede kurs overfor fagforeningerne under den økono-
miske højkonjunktur, hvis strejkeaktivitet blev imødegået med voldsomme
sanktionsmidler fra statsmagten, dels p. g. a. at konkurrerende fagforeninger
skød op, i 1894 dannedes således et kristeligt minearbejderforbund. I anden
halvdel af 90'erne fandt der således en reel neutraliseringsproces sted af
fagforeningerne i forhold til partiet, i denne proces spillede også konflikten
14

om fagforeningemes centralisering ind. Denne konflikt udspillede sig både
indenfor fagbevægelsen i forhold til de s. k. lokalister og udenfor i forhold til
SPD. Den førte til forsøg på tilnærmelse mellem lokalisteme og partiet i
perioden efter dannelsen af GGD og frem til 1907/08, hvor lokalisterne
udviklede sig stadigt tydeligere i syndikalistisk retning.10
Udviklingen kulminerede omkring århundredeskiftet, hvor Legien i 1899
på den faglige kongres i Frankfurt a. M. erklærede fagforeningemes bered-
skab til at forhandle med ethvert socialt indstillet parti.
Socialistloven i Tyskland afbrød så at sige den tyske arbejderbevægelses
normale udviklingsproces -
og i en vis forstand også den intemationales,
(jfr. ovenfor). Loven bevirkede, at såvel parti- som fagforeningsaktiviteten i
realiteten blev forbudt, kun den socialdemokratiske rigsdagsgruppe kunne
fungere videre. Det blev således rigsdagsgruppen, der ikke alene kom til at
tegne partiets politik, men også blev den reelle ledelse for arbejderbevægel-
sen som helhed, inklusive fagbevægelsen. Under lovløsheden voksede par-
tiet stærkt, og under den kortvarige prosperitet 1889-90 oplevede Tyskland
et hidtil uset stort antal strejker. Ud af dette kampberedskab i arbejderbe-
vægelsen sprang behovet i fagforeningerne for en centraliseret stærk organi-
sation, et behov, der i sig også indeholdt utilfredshed med rigsdagsgruppens
faglige politik. Udviklingen medførte, at der i den tyske arbejderbevægelse
efter 1890 stod to stærkt centraliserede organer ved siden af hinanden.
Lavkonjunkturen i 1. halvdel af 1890'erne satte imidlertid relativt snævre
grænser for GGD's faglige kampaktivitet og partiledelsens hegemoni i arbej-
derbevægelsen blev ikke afgørende brudt i denne periode.
Prosperiteten, der satte ind fra midten af 90”eme og varede ved århundre-
det ud, betød fremgang for fagbevægelsen og frigørelse fra partiledelsens
hegemoni. I denne periode fik de tyske fagforeninger den udformning, der
kom til at præge dem frem til 1914. Men trods fremgangen og de gode
konjunkturer stod fagbevægelsen i Tyskland relativt svagt. Således mener
Langerhans," at det kun var få forbund, der kunne yde samtlige medlem-
mer understøttelse .en uge igennem. De fleste ville blive sprængt i løbet af en
uge, hvis halvdelen, en trediedel eller endnu færre medlemmer var i strejke.
Også organisatorisk stod fagforeningerne relativt svagt, organisationsgraden
omk. midten af 1890'erne var lav, 5% af de i 1891 ulykkesforsikrede arbej-
dere, ca. 5 mill., var i 1894-95 organiseret i socialdemokratisk orienterede
fagforeninger. I 1900 var denne procentdel vokset til 14 af de i 1891 ulykkes-
forsikrede.
I denne indre tyske udvikling finder man en væsentlig del af forklaringen
på Legiens og GGD”s vægring ved at indgå i faste internationale forbindel-
ser. Legiens gentagne udtalelser om, at fagbevægelseme måtte være nati-
onalt velkonsoliderede i centralt ledede landsorganisationer før der kunne
være tale om institutionaliserede internationale forbindelser, må bl. a. ses på
baggrund heraf. Først omkring århundredskiftet fandt Legien at GGD var
tilstrækkeligt nationalt konsolideret til internationalt at kunne tage teten i
fagforeningsbevægelsen.
Den tyske fagforeningsledelse opfattede således nærmest sammenhængen
15

mellem national organisering og international statisk og ikke som en dyna-
misk dialektisk vekselvirkning, i hvilken den nationale organisering kunne
støttes og fremmes gennem den internationale.
Denneopfattelse hos de tyske faglige ledere stod afgørende i modsætning
til DsF's og de skandinaviske landsorganisationers opfattelse af sammen-
hængen mellem national og international organisering.
Den_specif1kke udvikling i de skandinaviske arbejderbevægelser må ses
som baggrund for arbejderskandinavismens status overfor intemationalis-
men i 2. Internationale og i fagforeningsinternationalen. I en vis forstand kan
arbejderskandinavismen ses som en videreførelse af den intemationalistiske
tradition fra IAA. _
Ensartetheden mellem udviklingen i de tre skandinaviske arbejderbevæ-
gelser må videre ses som baggrund for at arbejderskandinavismen kunne
etableres i kongresform allerede i 1886, på et tidligere tidspunkt end 2.
Internationales oprettelse og langt tidligere end Fagforeningsintemationav
lens dannelse.
Det skandinaviske samarbejde som det udfoldede sig fra 1886 kan næppe
siges at have været en forudsætning for 2. Intern. etablering. Om det har
været en forudsætning for eller rettere i hvilken grad det har indvirket på
dannelsen af ISLO vil blive søgt belyst i det følgende.
Behovet i de nationale fagbevægelser for en konkret international solidari-
tet af umiddelbar praktisk karakter voksede i takt med den nationale konso-
lidering og gav sig frem til 1901 udslag i en række forsøg på at få etableret
faste faglige internationale forbindelser.
Det lykkedes først i 1901 i forbindelse med den skandinaviske arbejder-
kongres i København, hvor grunden blev lagt til en faglig internationale for
landsorganisationeme. Initiativet udgik fra DsF, og baggrunden for, at netop
den danske landsorganisation formåede at formidle de forskellige behov til
en bæredygtig realitet, må søges i den centrale stilling, hvori DsF havde
formået at placere sig.
For det første det skandinaviske samarbejde, hvor DSF var den ledende
kraft. Det skandinaviske samarbejde gav indadtil tillid til egne kræfter og en
erfaring i fagligt samarbejde på tværs af nationale grænser. Udadtil gav
samarbejdet DsF en position som effektiv formidler af internationalt samar-
bejde på konkret praktisk grundlag.
For det andet må der peges på det traditionelt nære forhold mellem dansk
og tysk arbejderbevægelse, der trods forskellige opfattelser især af forholdet
parti-fagbevægelse, var præget af gensidig respekt. Den tyske arbejderbe-
vægelse blev i international sammenhæng betragtet som den ledende, en
opfattelse som også DSF delte. Omvendt aftvang DsF's effektivitet ikke
alene i det skandinaviske samarbejde, men også nationalt i henseende til
organisationsprocenten i Danmark og i henseende til gennemførelsen af
1899-konflikten respekt hos de udenlandske faglige ledere.
For det tredie havde dansk arbejderbevægelse haft, om ikke et nært for-
hold til engelsk fagbevægelse, så dog løbende kontakt med denne. I betragt-
ning af den nære forbindelse mellem dansk og engelsk kapital, dansk kapi-
16

tals afhængighedaf det engelske marked, kan det forekomme inkonsekvent,
at det ikke blev med engelsk fagbevægelse at den danske udbyggede relati-
onerne, men i højere grad med den tyske. Men som sagt var der løbende
kontakt, Jens Jensen havde deltaget i den af englænderne indkaldte intema-
tionale faglige kongres i London 1888, og forsøg på at etablere nærmere
kontakter var da heller ikke uprøvedefra dansk side, Pios forsøg i 1876/77 er
et eksempel. Først med fremkomsten af den såkaldte »new unionism« fra
slutningen af 1880”eme blev den til tider afvisende holdning overfor udlan-
dets arbejderbevægelse som havde præget de gamle trade unions brudt.
Efter »new unionism«s gradvise gennemslag henholdsvis sammensmelt-
ning med den mere traditionelle tradeunionisme søgtes således etableret en
struktur i engelsk fagbevægelse, der svarede til den kontinentale, med en
central ledelse. Fagligt skete dette i 1899 med dannelsen af »General Fede-
ration of Trade Unions« (GFTU), der dog ikke forud for 1914 fik samme
opslutning som GGD endsige DsF. På det politiske plan gav denne udvikling
sig udslag i oprettelsen af »Labour Repretation Committee« i 1900, der i
1906 blev til »Labour Party«. 1
GFTU tog ikke mindst den velorganiserede danske fagbevægelse som
forbillede for sin aktivitet.
Endelig må det intime samarbejde mellem parti og fagbevægelse i dansk
arbejderbevægelse tages med i betragtning ved vurderingen af dansk fagbe-
vægelses muligheder for at virke som formidler af en organiseret faglig
intemationalisme. Enheden i dansk arbejderbevægelse' medførte dels, at
fagbevægelsen blev socialistisk, dels at andre fagforeningstyper ikke fik
mulighed for at etablere sig. DsF havde således ingen national konkurrence,
der kunne aflede den intemationalistiske orientering og landsorganisationen
kunne uhindret benytte socialdemokratiets internationale kommunikations-
kanaler.
Alt i alt må DsF's status nationalt og internationalt betragtes som et
gunstigt udgangspunkt for den opgave som formidler af de faglige intemati-
onale forbindelser som den danske landsorganisation påtog sig i 1901 -
ikke
mindst arbejderskandinavismen må betragtes som en væsentlig forudsæt-
ning herfor.
Fagforeningsinternationalen
Dannelse
Fra slutningen af 1890”eme var der skabt en formelt set ensartet struktur i
europæisk fagbevægelse. '2
Alligevel var der ikke tale om en ensartet bevæ-
gelse. Det grundlæggende modsætningsforhold til kapitalen var fælles, men i
organisatorisk opbygning og politisk orientering var der væsentlige forskelle
betinget af nationale omstændigheder som forskellige akkumulationsbetin-
gelser, forskellig homogenitet i borgerskabet, forskellig nationalstatslig poli-
tik, forskellig styrke i arbejderklassen osv. På fagforeningsplan fandtes for-
L_
17

skelle med hensyn til konkurrerende, gule fagforeninger, forskelle i organi-
sationsgrad, forskelle'i organisatorisk og politisk homogenitet i bevægelsen
osv.
Efter deres ideologiske observans kan fagforeningerne opdeles i følgende
hovedtyper: 1) en syndikalistisk, 2) en socialdemokratisk, 3) en tradeunioni-
stisk og 4) en konfessionel.
1) Syndikalismen kombinerede marxistiske og anarkistiske ideer i en teo-
ri, hvis mål var arbejderklassens umiddelbare befrielse gennem sin egen
direkte aktion.
2) Socialdemokratismen kombinerede marxistiske og reformistiske ideer
med det formål, dels at udbygge de faglige organisationer så vidt som muligt
indenfor det bestående samfundssystem, dels via det socialdemokratiske
parti, at kæmpe for arbejderklassens befrielse.
3) Tradeunionismen var oprindelig af bred demokratisk/liberal observans,
men udviklede sig enten til en bred demokratisk klassebevægelse i retning af
socialdemokratismen eller blev bevaret i en anti-socialistisk version.
4) Konfessionalismen var tilknyttet en kirkelig retning, oftest den katol-
ske. Målet var gennem samarbejde med borgerskabet/kapitalisteme at opnå
så gode betingelser som muligt for det nationale erhvervsliv.
Denne ideologiske typologisering fører over i følgende opstillingaf kate-
gorier af fagforeninger i forhold til det bestående samfundssystem'.
1) en direkte emancipatorisk kategori, omfattende den syndikalistiske fag-
foreningstype.
2) en formidlet emancipatorisk kategori, omfattende den socialdemokrati-
ske og den tradeunionistiske fagforeningstype.
3) en ikke-emancipatorisk kategori, omfattende den tradeunionistiske og
den konfessionelle fagforeningstype.
*Som det fremgår, går disse kategorier delvist på tværs af fagforeninger-
nes ideologiske orientering, nemlig for så vidt angår den tradeunionistiske
type. Denne kan opdeles i to modeller, der i ideologisk udgangspunkt var
ens.:
1) en engelsk model, der udviklede sig i socialdemokratisk retning, var
karakteriseret ved først på et sent tidspunkt at danne/tilslutte sig et arbej-
derparti og ved at have en lang og grundfæstet tradition for ofte radikale
klassekampe.
2) en amerikansk model, der udviklede sig i anti-socialistisk retning og var
karakteriseret ved klassesamarbejde økonomisk og politisk med det liberale
borgerskab.
Indenfor den socialdemokratiske type kan der ligeledes skelnes mellem to
modeller.:
1) en tysk model, hvor den socialdemokratiske orientering var formel,
hvor lederne og en stor del af medlemmerne individuelt var socialdemokra-
*
Ved emancipationforstås her nedbrydning af lønarbejdet, altså en kollek-
tiv befrielsesproces, der dialektisk hænger sammen med et individuelt
bevidsthedsniveau.
18

L,
ter, men hvor fagbevægelsensom bevægelse forholdt sig neutral i forhold til
det socialdemokratiske parti.
2) en skandinavisk model, hvor den socialdemokratiske orientering også
var reel, hvor fagforeningerne enten kollektivt var tilsluttet socialdemokra-
tiet, som i Sverige, eller den overvejende del af medlemmerne individuelt
var socialdemokrater, enten som partimedlemmer eller som faste socialde-
mokratiske vælgere. Den skandinaviske model var karakteriseret ved en
snæver forbindelse, en leVende vekselvirkning mellem fagbevægelse og par-
tl.
_
Disse fagforeningstyper var ikke nationalt afgrænsede. De kunne forefin-
des samtidigt i samme land. Den syndikalistiske type, der eksempelvis var
dominerende i Frankrig, fandtes således også som minoritet i USA og de
fleste europæiske lande. Og en fagforeningsmodel som den skandinaviske
var fremherskende i Østrig.13
Denne antydningsvise opdeling skulle kunne give et indtryk af, hvilke
modsætninger et internationalt samarbejde mellem de nationalt baserede
fagbevægelser kunne frembyde selv om kampen for en forbedring af arbej-
derklassens kår i det kapitalistiske samfund i det mindste var et fælles
grundlag.
Ud fra dette grundlag udvikledes en faglig intemationalisme i et af mod-
sætninger præget spændingsfelt.
Fagforeningsintemationalens udvikling i perioden til 1914 kan opdeles i
tre faser: en
konstitueringsfase (1901-05), en
konsolideringsfase (1905-09)
og en
udbygningsfase (1909-1913/14).
De tre faktorer, der i det foregående er blevet opregnet, den intemationa-
listiske tradition fra IAA, forbundsintemationalismen og arbejderskandina-
vismen, må betragtes som væsentlige forudsætninger for dannelsen af fagfo-
reningsintemationalen.
Allerede forud for 1901 havde der været gjort forsøg på at få etableret
faglige internationale forbindelser- således de franske forsøg i 1883 og 1886,
det engelske forsøg i 1888, og det kombinerede fransk-engelske forsøg i
1889. I 1900 tog den franske landsorganisation CGT et nyt initiativ ved at
indkalde til en
fagforeningskongres i Paris i sept. Men den internationalt set
mest betydende landsorganisation, den tyske GGD, afslog at deltage, med
den begrundelse at tiden endnu ikke var moden. Kongressen blev alligevel
afholdt med deltagelse fra England, Belgien, Italien, Schweiz og Sverige.
GGD”s fravær blev udslaggivende for kongressens resultat, det lykkedes
således ikke at nå til enighed om dannelsen af et internationalt sekretariat,
som stod på dagsordenen. GGD's begrundelse for ikke at deltage skal nok
suppleres med ledelsens frygt for at kongressen skulle blive domineret af de
syndikalistisk orienterede fagforeninger i Frankrig og Italien og de engelske
tradeunionister. Året efteri 1901 fandt GGD”s leder Carl Legien ingen hin-
dringer for at deltage i den 6. skandinaviske arbejderkongres i København,
der reelt resulterede i oprettelsen af et fagligt internationalt sekretariat.
I denne kongres deltog foruden repræsentanter fra de skandinaviske lande
19

en repræsentant fra fagbevægelserne i Tyskland, England, Belgien og Fin-
land.
Initiativet til indbydelse af udenlandske -
ikke-skandinaviske deltagere -
var udgået fra den forberedende konkreskomité, nærmere betegnet fra
DsF”s formand Jens Jensen.
En væsentlig medvirkende årsag til at denne konference af faglige sekre-
tærer fik varige følger, var at både GGD og den nydannede engelske lands-
organisation GFTU deltog.
Med den tyske fagbevægelse havde DSF traditionelt et nært samarbejde,
sidst havde Jens Jensen således deltaget i GGD's 3. kongres i Frankfurt
a. M. i maj 1899,14 og i 1883 under socialistloven havde det tyske socialde-
mokrati afholdt sin kongres i København.”
Men DsF havde også kontakt med GFTU. I april 1901 havde J. Jensen
således modtaget indbydelse til at deltage i GFTU”s årsmøde i Glasgow den
8. august 1901. Som begrundelse for at indbyde netop DsF hedder det i
brevet fra Isaac Mitchell, generalsekretær i GFTU: _
»The Management Committee
are very desirous that your Federation should send a representative, as by so doing they
believe the fratemal bond between the organised workers of the two countries would be
strengthened«, og videre » . . . as you have had much more experience in Trade-Union Fede-
ration than we have had, the presence of a delegate from Denmark would be valuable.«”'
Selve indbydelsen og begrundelsen vidner om den betydning man i den
forholdsvis nye engelske landsorganisation har tillagt den danske fagbevæ-
gelse og DsF”s organisatoriske erfaring som landsorganisation -
en erfaring,
der reelt gik tilbage til 1886, med DSF-Københavns dannelse. Det fremgår
også af senere breve. GFTU udbeder sig således DsF's love og beretningen
fra DsF”s generalforsamling i april.l7 Videre beder Mitchell Jensen udar-
be'de
» an account of the trade-union movement i Denmark, for insertion in the Federation
Annual Report. We obtain fragments ofinformation about what progress you
are making, but
I feel an article from you would be highly appreciated by the tradenuionists here. . .«.'“
På årsmødet gav Jensen en sådan mundtlig oversigt, der blev trykt i
rapporten fra årsmødet.19
GFTU,s indbydelse til DSF må omvendt have styrket den danske land-
sorganisations opfattelse af sin status i den internationale fagbevægelse.
Dette indtryk får man også af J. Jensens notater til beretningen om sin
deltagelse i GFTU”s årsmøde -
formentlig til DsF's forretningsudvalg -, det
hedder her bl.a.: » . .. Den nye engelske organisation, der blev oprettet
samtidig med den store lock-out i Danmark har i det store og hele taget os til
forbillede og bestræber sig for at gøre os bekendt blandt de engelske arbej-
dere bl. a. ved at bringe beretninger om vor virksomhed og ved at offentlig-
gøre vore love... Ledelsen er indrettet som hos os...«. Videre undrer
Jensen sig over det øjensynlige misforhold mellem de engelske fagforenin-
gers størrelse og deres ringe organisation: » . . . Ca. 2 mill. fagforeningsmed-
lemmer. Ikke et eneste arbejderne tilhørende blad. Intet fælles organ udover
den parlamentariske komité -
der intet gør
-
The General Federation med
400.000 medlemmer og 850.000 kr. i kassen i to år. . .«.2°
20

.lens Jensen. (1859-1928)
Det samme indtryk får man af Jensens beretning i Social-Demokraten, der
er mere udbygget og argumenterende. Jensen fremhæver her den decentrale
og opsplittede struktur i engelsk fagbevægelse som en svaghed, han siger
herom: » . .. selv om der i dette land fmdes procentvis flere fagforenings-
medlemmer end i noget andet land, så mangler de dog den evne til at
optræde samlet, enten til forsvar eller angreb, der ligger i en samlet organisa-
tion.«2'
Videre fremhæver Jensen som en afgørende svaghed manglen af et arbej-
derpani. I sin tale på årsmødet havde Jensen ligeledes slået på en enheds-
fagbevægelse i samarbejde med et selvstændigt arbejderparti som forudsæt-
ning for arbeiderbevægelsens muligheder for at sætte sine krav igennem:
»Comrades the Continental workers hope, that'the workers in Great Britain
will soon be united in one organisation, and form their own economical and
political party, they would in this case be unconquerable «, og Jensen næv-
ner som eksempel den danske arbejderbevægelse: »As soon as the Danish
workers commenced their organisation, they determined to become a united
party -
trade as well as political -. . .«22
Det kan ikke undre, at den danske DSF-formand på baggrund af
forholdene i den engelske fagbevægelse har følt sin egen organisations styrke.
Men at de danske fagforeningsfolk allerede var sig deres landsorganisations
og det skandinaviske samarbejdes betydning bevidst fremgår af J. Jensens
svarskn'velse til Mitchell, hvor det, efter at han har takket for indbydelsen,
hedder: »Samtidig benytter jeg lejligheden til at meddele Dem, at der i
indeværende sommer, nemlig den 22., 23. og 24. august skal holdes en
skandinavisk arbejderkongres i København. Det er den 6. i rækken af kong-
resser holdt af de organiserede arbejdere i Danmark, Sverige og Norge...
Disse kongresser har haft en meget stor betydning for udviklingen af arbej-
derbevægelsen i de tre lande og den forberedende komité har derfor beslut-
tet i år at indbyde repræsentanter for de faglige centralorganisationeri Eng-
21

land, Frankrig, Holland, Belgien, Tyskland, Østrig-Ungarn og Schweiz til at
lade sig repræsentere på kongressen for derigennem at bidrage til at skabe
det broderskabets bånd mellem alle organiserede arbejdere som er nødven-
digt for at de med kraft kan føre kampen mod den internationale kapitalis-
me . . .«23
Denne indbydelse til GFTU vidner om den betydning man har tillagt det
skandinaviske samarbejde, om at i det mindste J. Jensen har opfattet det
som et slags mønster for et muligt videregående internationalt samarbejde
mellem de faglige organisationer og om, at han har haft en klar målsætning
med at tage initiativet til et sådant samarbejde: »kampen mod den intemati-
onale kapitalisme.«
En lignende argumentation fremgår af kongreskomiteens indbydelse »til de
organiserede arbejdere i Danmark, Norge og Sverige«, det hedder her bl. a.:
»Den kolossale fremgang i arbejderbevægelsen i de tre nordiske lande navnlig for den faglige
sides vedkommende, som har fundet sted efter og i henhold til Stockholm-kongressens
forhandlinger i forbindelse med de store kampe, der siden den gang er ført overalt med de
organiserede arbejdskøbere gør det til en tvingende nødvendighed for os at samles fuldtalligt
den 22.-24. august for at forhandle om midlerne til videre fremgang og til modstand mod den
reaktion, der truer os gennem den internationalt organiserede kapitalisme. For at gøre kong.
ressen i stand til fuldtud at løse sin opgave, at skabe et særkt broderskabsbånd såvel mellem
arbejdere i de tre nordiske lande som mellem disse og de øvrige europæiske landes arbejdere,
have vi indbudt repræsentanter for de faglige landsorganisationeri England, Tyskland, Hol-
land, Belgien, Frankrig, Østrig-Ungam og Schweiz til at lade sig repræsentere ved dette
arbejderstævne og det er vort håb på denne måde at kunne lægge grunden til et internationalt
samarbejde som vil bære rige frugter for arbejderbevægelsen i fremtiden.«“
Gennem invitationen til de ikke-skandinaviske organisationer får man lige-
ledes det klare indtryk, at formålet med at indbyde dem er at søge det
skandinaviske samarbejde udvidet i international målestok.25
Tilskyndelsen for de skandinaviske faglige organisationer til at tage initi-
ativ til et videregående internationalt samarbejde udsprang således af den
fælles konkrete situation som fagbevægelseme befandt sig i i almindelighed.
For DSF kom dertil den specielle situation som storkonflikten 1899 havde
skabt. Det fremgår nemlig af flere udtalelser fra Jensen, at han og dermed
DSF har betragtet 1899-konflikten som et forspil, en indledende styrkeprøve
til den afgørende kamp med den samtidigt dannede centralorganisation af
arbejdskøbere. I sin tale på årsmødet i Glasgow sagde Jensen herom:
But we have a long way yet to the end, and we know that the tight will be more severe in the
future than what it has been. Up till now the capitalists have been fighting us through their
institutions, Government and councils; but they saw that was not sufficient, and they have,
therefore, joined one great federation which by a great lock-out will starve us into submissi-
on, as in 1899. This movement is sure to spread to other countries, therefore we must
organise ourselves international, so that if the capitalists in any country assault the workers
they will meet resistance from the workers from all over the world. Experience has shown
that this is the only way the workers movement must winn, . . .«26
Dette fremgår også af Jensens indbydelse til de øvrige landsorganisationer,
hvor det hedder:
»
Kongressen. . . vil dog hovedsagelig få faglig karakter under hensyn til den stærke udvikling
fagforeningsbevægelsen har i de nordiske lande, og navnlig fordi der i de sidste år har dannet
22

sig meget stærke mesterorganisationer her med det formål at neutralisere eller om muligt
fuldstændig at tilintetgøre den magt arbejderne har tiltvunget sig gennem deres fagforeninger.
Den store lock-out i 1899 var et forspil til denne kamp, en styrkeprøve mellem de to hære.
Under denne kamp viste det sig, hvor nødvendigt det var at arbejderne er internationalt
forbundne.. .«27
Jensens vurdering af udviklingen viste sig at slå til. Omkring århundredskif-
tet udkæmpedes lignende konflikter i en række lande. Denne udvikling må
betragtes som væsentlig for den tilslutning ISLO fik i de kommende år.
Konflikten i 1899 var uden sammenligning den hidtil mest omfattende og
den mest eksemplarisk gennemførte i international sammenhæng. Denne
DsF's umiddelbare praktisk betonede tilskyndelse til at søge et intemati-
onalt organiseret fagligt arbejde etableret må ikke undervurderes.
Af de indbudte landsorganisationer mødte kun den tyske, engelske, belgi-
ske og finske op i København. Disse organisationers repræsentanter over-
værede forhandlingerne på den 6. skandinaviske arbejderkongres, men del-
tog ikke i disse. Kongressen indledtes med en kort beretning fra de ikke-
skandinaviske deltagere om fagbevægelsens stilling i deres land og om deres
indtryk af den danske fagbevægelse, herom hedder det i Social-Demokra-
tens referat: »Legien (Hamborg). . . Allerede i mange år har Vi haft venska-
belige forbindelser med forskellige danske organisationer, og vi nærer me-
gen respekt for, hvad man her i landet har nået i organisatorisk henseen-
de. . .« »Isaac Mitchell (England. . . Vi beundrer det arbejde der er gjort heri
landet, det danske eksempel vil nu blive fulgt af England og andre lande. . .«
»A. Octors (Belgien). . .
Særligt på det faglige område stod man noget tilbage
[i Belgien], og han var derfor kommet for at lære ikke for at belære...«
»Drochila (Finland)... vi... følger vore skandinaviske brødres kamp med
den største sympati og med ønsket om at kunne følge deres eksempel.. .23
En mere udførlig opfattelse af, hvilket indtryk kongressen har gjortpå de
udenlandske deltagere får vi gennem de skriftlige beretninger som delta-
gerne har nedfældet efter hjemkomsten.
Legiens beretning findes gengivet i GGD's centralorgan Correspondenz-
blatt for 2. sept. 1901, hvor det bl. a. hedder:
»Der Gesamteindruck, welchen dieses Arbeiterparlament weckte, war ein vorzüglicher. Es
trat deutlich zu Tage, dass jeder Beteiligte von den Organisationsgedanken durchdrungenwar. . . dass die Arbeiterschaft der skandinavischen Länder sich dessen bewusst ist, dass sie,
wenn vollständig organisiert, eine unüberwindliche Macht darstellt und dass sie heute schon
Emfluss auf die politischen Verhältnisse des landes ausübt. Es har sich, von anderen in der
Arbeiterbewegung fortschrittenen Nationen zum Teil nicht genügend beachtet, in den skan-
dinavischen Ländem eine Arbeiterorganisation entwickelt, die prozentual als die stärkste
gelten kann und den anderen Nationen als Muster dienen könnte. Und was des Weiteren
hoch anzurechnen ist, die Bewegung trägt nicht nur nationalen Charakter, sondem sie ist
international, wie die moderne Bewegung sein muss. . .«29
Mitchells rapport findes i GFTU”s organ for sept. 1901, det hedder:
»The Trade Unionists of this country in 1898, on hearing of the progress made by the Danish
workers in their efforts towards organisation, were apt to be sceptical in their belief that
anything could surpas what had been thought to be a product of British working-class intelli-
gence. The Danish lock-out in 1899 and interchange of reports has, since that time, done
23

much to convey to the Trade Unionists here the fact that, as in commerce, so in organisation
of labour, the foreigner has not a great deal to learn from this country. It is, however, only by
actual contact and a visit to Copenhagen that the real strength of the workers
movement in
Denmark can be understood and appreciated. . . . The striking feature of Danish organisation
oflabour lies in its freedom from schisms and sectional differences. The whole movement -
Trade Union, political and co-operative -
is united and interdependant, the officials of the
one branch being in many instances employed as workers in another.« Mitchell slutter: »The
points to be learned from a cursory glance at the movement in Denmark, by a Trade Unionist
ofthis country, is 1. That the whole movement- Trade Union, political and co-operative -is
in the hands of the Trade Unionists. 2. that no divisions are permitted by the various
branches. Each has its own work, and when opportunity occurs assists the others. This
excellent position has been obtained largely by the press, the leaders pulling together, and the
workers taking an intelligent interest in their affairs.«30
Octors beretning findes refereret i Social-Demokraten, hvor vi får at vide,
at »Flamlænderen A. Octors har på det belgiske arbejderpartis forlag offent-
liggjort en beretning (30 sider, Bryssel 1901) som frembyder stor interesse
for danske partifæller.«31 I Social-Demokratens gengivelse får man nærmest
indtryk af at Octors er kommet til et arbejderbevægelsens paradis. S-D citerer
fra Octors beretning: »Vi har i nogen tid her i Belgien hørt tale om den
forbavsende opblomstring af fagforeningerne i Danmark. Vi hørte at 77 pct.
af industriarbejdeme i dette land skulle være organiserede. Men dette tal
forekom os overdrevent og hverken korrespondenter eller blade kunne give
os et pålideligt billede. Vi besluttede da at sende en mand derop, og han
fortryder ikke denne rejse. Han kan meddele at der intet overdrevent var i
rygterne, og han har desuden gjort erfaringer, der kan være af den største
nytte for Belgiens arbejderbevægelse«.
Disse beretninger er blevet citeret fordi de giver et interessant indtryk af
fremtrædende udlandske fagforeningslederes syn på den danske arbejder-
bevægelse. Vi får her i samtidige, uafhængige skildringer fra ansvarlige og
aktive deltagere i den internationale fagbevægelse, en bekræftelse på den
tidligere fremførte argumentation for den danske arbejderbevægelses stærke
og centrale stilling i international sammenhæng, dens nærmest forbilledag-
tige status. En position som satte den danske/skandinaviske arbejderbevæ-
gelse i stand til at igangsætte det organiserede internationale faglige samar-
bejde.
Den stiftende internationale konference for de faglige landsorganisati-
oners sekretærer -
som siden blev det officielle navn -
fandt sted den 23.
aug. 1901 i DsF”s lokaler i Nørre Farimagsgade 47.32 Om de præcise prakti-
ske resultater af konferencen er kilderne ret sparsomme med oplysninger.
I DSFS organ »Samarbejdet« findes intet om konferencen, heller ikke
Legiens rapport i Correspondenzblatt indeholder oplysninger herom. Der-
imod omtaler Social-Demokraten konferencen i begejstrede vendinger.32 Det
hedder bl. a.: »Resultaterne af denne kongres i det 20. århundredes første år
vil kendes århundredet igennem... Kongressen på Enghavevej fik en gan-
ske særlig betydning ved tilstedeværelsen af repræsentanter for arbejderbe-
vægelsen i Finland, Tyskland, Belgien og England.. . Der blev aftalt regel-
mæssig korrespondance og periodiske sammenkomster mellem de repræ-
senterede landes arbejderledelser.«
24

I Mitchells rapport i GFTU”s organ får vi også et indtryk af de praktiske
resultater, det fremgår her, at man er enedes om at ville fortsætte med at
holde møder som det i København og at næste møde skulle arrangeres af
GGD i forbindelse med landsorganisationens kongres 1902 i Stuttgart.33
Endelig omtales konferencens resultateri Legiens beretning: »Konferenz
der intemationalen Gewerkschafts-Sekretäre. Kopenhagen, 21. august
1901«, der udsendtes sammen med indbydelsen til den 2. konference i Stutt-
gart ijuni 1901.34 Det hedder her: »Bei gelegenheit des ”Skandinavischen
Arbeiterkongresses' hielten die anwesenden Sekretäre der gewerkschaftli-
chen Landeszentralen eine Konferenz ab, zur Besprechung intemationaler
Gewerkschaftsfragen . . .« .
Legien kommer herefter ind på spørgsmålet om afholdelse af intemati-
onale fagforeningskongresser og argumenterer for, hvorfor den tyske fagbe-
vægelse har holdt sig borte fra kongressen 1888 i London og 1901 i Paris og
for hvorfor han stadig mener at faglige kongresser ikke bør afholdes:
»Ein Erfolg könnte nur dann erzielt werden, wenn auf diesen Kongressen feste Vereinbamn-
gen über gegenseitige Unterstützung bei den wirtschaftlichen Kämpfen getroffen werden
könnten. Hierzi sei aber die Gewerkschaftsorganisation in den einzelnen Ländem noch nicht
genügend erstarkt . . . Eine verständigung über interne internationale Gewerkschaftfragen sei
aber notwendig, doch bedarf es darzu nicht eines intemationalen Kongresses, sondern es
genüge eine Konterenz der intemationalen Sekretäre, die so, wie die heutige bei dem Besuch
des Landerskongresses einer nationalen Gewerkschaftsgruppe stattfinden könnten . . .«.
Man kan således konstatere, at de tilstedeværende faglige ledere på kon-
ferencen i København er blevet enige om at holde kontakten ved lige, at
fortsætte forhandlingerne under lignende former som i 1901 -
dette fremgår
foruden af Legiens rundskrivelse også af det samtidige referat i Social-De-
mokraten -
samt at udvide forhandlingerne til også at omfatte andre land-
sorganisationer end de i København repræsenterede.
Karl Legien (1861-1920)
25

Det må antages, at konferenceformen kun med deltagelse af de faglige
ledere i modsætning til kongresser med en bredere deltagelse er blevet
vedtaget efter Legiens ønske -
jfr. hans argumentation herfor i rundskrivel-
sen. DSF-ledelsen har formentlig tænkt sig en form og et indhold, der min-
dede om det skandinaviske samarbejdes, altså med en bredere repræsenta-
tion på kongresser og med et indhold, der omfattede både faglige og politi-
ske spørgsmål. At man således har set arbejderskandinavismen som et møn-
ster for et videregående samarbejde fremgår både af indbydelseme fra
DSF/de skandinaviske landsorganisationer og af artiklen i Social-Demokra-
ten om konferencen, hvor det hedder:
»Arbejderskandinavismen, der grundlagdes i Göteborg 1886, har nu i 1901
udvidet sig til en arbejder-pangermanisme. Fomylig bebudede Bjømstjeme
Bjørnson et pangermansk forbund. Det blev -
netop på rette måde -
stiftet i
fredags aftes, . .
.«, videre hedder det, »at pangermanismen kun er det natur-
lige gennemgangsled fra skandinavismen til internationalismen . . . Nu har vi
grundlagt et pangermansk forsvars- og angrebsforbund rettet mod kapita-
lismen og militarismen og imperialismen. Finske, svenske, norske, danske,
belgiske og engelske socialdemokrater er brødre og forbundsfæller. .. De
kender kun et forsvarsforbund: de undertrykte folks mod deres undertryk-
kere . . .«
DsF's visioner m. h. t. det internationale samarbejde synes således at
have gået betydeligt videre både forud for og efter konferencen end GGD's.
Denne divergens mellem DsF's og GGD's opfattelse må forstås dels på
baggrund af DsF's resultater i national målestok -
ingen konkurrence fra
gule fagforeninger, en høj organisationsprocent og en nylig velgennemført
Storkonflikt, og på baggrund af resultaterne af det skandinaviske samarbej-
de. Dels må denne divergens forstås på baggrund af den tyske landsorgani-
sations nationale stilling, hvor der var to konkurrerende fagorganisationer,
de Hirsch-Dunckerske og de kristelige, og hvor organisationsprocenten var
betydeligt lavere end i Danmark, hvor der eksisterede et modsætningsfor-
hold til socialdemokratiet og en opposition indenfor landsorganisationen, de
s. k. lokalister -
jfr. ovenfor -
og hvor repressionen overfor fagbevægelsen
var voldsommere end i Danmark. Legiens forsigtige strategi for det intema-
tionale samarbejde må således og på baggrund af, situationen i den intemati-
onale fagbevægelse, hvor modsætningeme mellem de forskellige fagfore-
ningstyper var åbenbar, nok siges at være mere realistisk, end den der kan
udledes af DsF”s holdning. Men samtidig synes der bag Legiens vurdering at
ligge en skematisk, ikke-dialektisk opfattelse af forholdet mellem national og
international organisering, hvor den nationale konsolidering ses som en ab-
solut betingelse for et internationalt samarbejde -
en opfattelse, der stod i
afgørende modsætning til den historiske udvikling af de faglige intemati-
onale forbindelser, og i modsætning til DsF's erfaringer i det skandinaviske
samarbejde.
I perioden til 1. verdenskrig blev det Legiens organisationsmodel, der
.blev praktiseret, og ikke nok med det, det blev også GGD med Legien i
spidsen, der dominerede det internationale faglige samarbejde.
26

Efter at have optrådt som formidler af det internationale samarbejde for-
måede den danske/skandinaviske fagbevægelse ikke at bevare initiativet.
Det lykkedes således ikke for de skandinaviske landsorganisationer på afgø-
rende vis at påvirke udviklingsretningen i fagforeningsintemationalen end
ikke på det område, hvor de havde særlige forudsætninger herfor, det vil
først og fremmest sige området mellem faglig og politisk virksomhed.
Den linie GGD udstak for fagforeningsintemationalens arbejde blev en
moderat til det udvandede grænsende socialdemokratisk linie, hvor GGD”s
neutralistiske kurs over det tyske socialdemokrati efterhånden i stigende
grad blev overført til intemationalen. Som Legien allerede slog fast på den
første konference blev kun »interne internationale fagforeningsspørgsmål«
sat på dagsordenen. Politiske spørgsmål var bandlyst i ISLO, de blev over-
ladt til 2. Internationale.
Det kan forekomme inkonsekvent, at DsF/de skandinaviske landsorgani-
sationer lod sig nøje med den tyske models form og indhold; men dels var'
GGD”s autoritet stor, dels viste de følgende konferencer, at udviklingsret-
ningen og -graden i de deltagende nationale fagbevægelser var meget for-
skellig og følgelig, at også modsætningerne var store.
Med hensyn til det skandinaviske samarbejdes status i forhold til ISLO
synes der generelt at have fundet en nedprioritering sted efter 1901 tilsyne-
ladende til fordel for ISLO-arbejdet. Således afholdes der i perioden
1901-1914 kun to skandinaviske kongresser i 1907 og 1912, hvorimod der i
den foregående periode fra 1886 til 1901 blev afholdt 6 skandinaviske kong-
resser. Denne svækkelse af arbejderskandinavismen i den kongresinstituti-
onaliserede form synes ikke at være blevet opvejet af et organiseret, regel-
mæssigt samarbejde mellem de skandinaviske landes fagbevægelser inden-
for ISLO's rammer. Ganske vist fandt der her et samarbejde sted, således
har den svenske og norske landsorganisation i de tilfælde, hvor det var
umuligt at deltage i de faglige konferencer, ladet sig repræsentere af DSF.”
Derimod har der tilsyneladende ikke direkte fundet forberedende møder
sted mellem de skandinaviske landsorganisationer forud for de internati-
onale konferencer, men det fremgår af korrespondancen i LO”s arkiv, at
man så vidt muligt har søgt at rejse samlet til disse, ligesom de skandinavi-
ske landsorganisationer synes at have støttet hinanden på konferenceme.36
Det kan således foreløbig sluttes, at det skandinaviske faglige samarbejde
som selvstændig faktor er blevet svækket efter oprettelsen af ISLO. Denne
udvikling, der kræver en nøjere undersøgelse, må indtil videre kunne tages
til indtægt for den opfattelse, der her er blevet søgt argumenteret for, at
arbejderskandinavismen blev betragtet som og fungerede som et led i en
intemationalistisk orientering i de skandinaviske fagbevægelser, og ikke
som et mål i sig selv.
Samtidig kan den svækkelse der fandt sted af det skandinaviske samar-
bejde som selvstændig faktor efter 1901 muligvis bidrage til en forklaring på,
hvorfor den skandinaviske fagbevægelse ikke i højere grad end tilfældet blev
formåede at sætte sit præg på fagforeningsinternationalen.
27
L_,,

Konstitueringsperioden til 1905
Efter grundlæggelsen af fagforeningsinternationalen i 1901 blev der i konsti-
tueringsfasen afholdt to internationale konferencer.37 Det mest dybtgående
modsætningsforhold i denne periode kom til at stå mellem de reformistisk-
socialdemokratiske fagforeninger og de tradeunionistiske på den ene side og
de syndikalistiske på den anden.
Dette modsætningsforhold blev markeret allerede på den 2. konference i
Stuttgart i 1902. I København havde kun to af fagforeningstypeme været
repræsenteret. I Stuttgart var repræsentationen bredere, således var også
den syndikalistiske type repræsenteret ved den franske landsorganisation
CGT (Confederation General du Travail) og den hollandkse NASN (Natio-
naal Arbeids Secretariaat van Nederland).
Den væsentligste modsætning kom til at stå om København-konferencens
beslutning om, at det internationale samarbejde skülle foregå på konferen-
ceplan mellem landsorganisationemes ledere og med en arbejdsdeling i for-
hold til 2. Internationale således at denne tog sig af politiske spørgsmål,
mens de faglige konferencer skulle koncentrere sig om snævert faglige pro-
blemer.38 Syndikalisteme ønskede ikke at overlade politiske beslutninger til
2. Internationale. De så det i stedet som fagforeningsintemationalens op-
gave også at tage politisk stilling. Et forslag i denne retning blev fremsat af
NASN, men fik kun tilslutning fra CGT. Samtlige andre delegerede mod-
satte sig det hollandsk/franske forslag. En udtalelse fra GFTU vandt almin-
delig tilslutning » . .. de anså en kongres for undværlig da der på en sådan
kongres vel kunne blive talt meget, men der vil kun blive lidt udrettet. I
stedet for en sådan var internationale konferencer af større praktisk vær-
di.«39
Der var således fra starten blevet markeret en front over for de syndikali-
stiske landsorganisationer, en front bestående af de reformistiske landsor-
ganisationer med GGD i spidsen og med deltagelse af GFTU. Det er be-
mærkelsesværdigt at de skandinaviske LO'er indgik i denne front uden
forbehold.
På den følgende konference 1903 i Dublin fremlagde CGT spørgsmålene
0m antimilitan'sme og generalstrejke for konferencen, men de blev afvist
ikke alen som dagsordenforslag, men overhovedet som egnede til debat i
ISLOJ*0
På Dublin-konferencen blev et andet modsætningsforhold i fagforenings-
intemationalen markeret, nemlig mellem de engelske fagforeninger og de
kontinentale. Anledningen hertil var den dårligeforberedelse af konferencen.
Ved dennes afslutning indgav samtlige udenlandske delegerede ved Legien
en fælles klage, der også indeholdt beskyldninger mod de engelske fagfore-
ninger for ikke at tage det internationale samarbejde alvorligt. Klagen slut-
ter: »The delegates of the continental organisations take very seriously the
question of the International Organisation and will, if necessary, bring it into
being among themselves, and wait until the British organisations, through
28

capitalist pressure are forced to feel their community of interest with the
workers of all countries.«4'
Modsætningen mellem trade unions og de kontinentale, ikke-syndikalisti-
ske landsorganisationer var snarere af organisatorisk end af politisk art. I
modsætning til flertallet af de kontinentale landsorganisationer havde
GFTU ikke formået at samle majoriteten af fagforeninger bag sig. Dette
skabte forvirring på konferencen med hensyn til kompetence, det hedder
herom i klagen: »We have seen 25 to 30 british delegates and have heard 10
or 12 of them speak, but we still do not know which of these are proper
representatives of the General Federation.«42
Modsætningerne i ISLO mellem de tre fagforeningstyper var således alle-
rede efter tre konferencer kommet klart til udtryk, Hermed var også kontu-
reme i den fremtidige magtfordeling trådt frem. Tyngdepunktet i fagfore-
ningsintemationalen lå i de reformistisk-socialdemokratiske organisationer
og her indenfor i den tyske landsorganisation. I organisatorisk henseende
kunne disse på en række punkter demonstrere den centralistiske opbygnings
overlegenhed overfor den engelske fagbevægelses mere decentrale opbyg-
ning. -
et forhold englænderne for så vidt havde erkendt med GFTU”s
dannelse. I politisk henseende viste den socialdemokratiske strategi og tak-
tik sig overlegen i forhold til den syndikalistiske spontant prægede akti-
onisme i faglige konflikter. Reformismen især i dens tyske neutralistiske
variant kunne videre knytte an til trade unions lange tradition for eksklusiv
faglig kamp uden tilknytning til et arbejderparti.
Det blev de politiske modsætninger, hvor syndikalisteme stod overfor en
samlet front, der blev de voldsomste i ISLO. De kulminerede i perioden op
til 1905, hvor CGT som følge af modsætningeme trak sig ud af det intemati-
onale samarbejde.
Modsætningen som den til en begyndelse var kommet til udtryk i 1902
stod om sammenhængen mellem det faglige og politiske aspekt i ISLO”s
virksomhed og relaterede sig til intemationalens organisatoriske opbygning
og struktur. Frem til konferencen i Amsterdam 1905 blev dette modsæt-
ningsforhold uddybet. Baggrunden herfor var CGT”s initiativer i 1904 og
1905 i retning af at få ISLO inddraget i politisk stillingtagen og den bekomst
disse initiativer fik i intemationalen.
I foråret 1904 søgte CGT at få indkaldt en international konference i
forbindelse med den russisk-japanske krigs udbrud. CGT begrundede sit
skridt med frygt for at den engelske og franske imperialisme ville drage
Europa ind i krigen. ISLO kunne modvirke en sådan udvikling.
CGT sendte først sin anmodning til den internationale sekretær, Legien.
Denne meddelte i sin egenskab af formand for GGD, at den tyske landsor-
ganisation ikke ville deltage, da »eine solche beratung über den Rahmen der
gewerkschaftlichen Tätigkeit hinausginge. .. .
Legien undlod at viderebe-
fordre Skrivelsen til landsorganisationeme, hvorfor CGT sendte sin appel
direkte til disse.43
29

Legien reagerede omgående på denne skrivelse fra CGT. I en rundskri-
velse af 28. april gengives i kort form uden CGT”s argumenter essensen af
skrivelse. Derefter hedder det, at GGD »... eine Anteilnahme der Ge-
werkschaften Deutschlands an dieser Konferenz nicht empfehlen würde.«44
Endelig opfordrer den internationale sekretær landsorganisationeme til at
svare på om de er enige med CGT eller ej.
Proceduren viser Legiens krumspring og manipulationer. Først forsøges
det at undertrykke CGT”s skrivelse ved ikke at viderebringe den. Efter at
denne fremgangsmåde er blevet forpurret ved CGT”s direkte henvendelse til
L0,erne og den internationale sekretær således ikke kan komme uden om at
lade ISLO tage stilling til forslaget, sendes det til afstemning ikke alene i en
tendentiøs gengivelse, men også med den ledende tyske LO's afvisning af
forslaget, dvs. med i det mindste indirekte retningslinier for, hvordan
LO*eme burde forholde sig.
Legien fik held med sig, kun den hollandske LO tilsluttede sig CGT's
forslag. Af de øvrige 7 besvarelser tilsluttede de 4 sig ordret GGD's afvis-
ning, mens de resterende enten ikke gav nogen begrundelse eller kom med
andre forslag.”
Denne episode i fagforeningsintemationalen viser for det første GGD”s
ledende og meningsdannende stilling i international sammenhæng, for det
andet viser den, hvilken central position Legien indtog som leder både af
GGD og ISLO og for det tredie, at han ikke veg tilbage for at udnytte sin
autoritet og indflydelse i manipulatorisk øjemed i forsøg på at undertrykke
og fordreje en medlemsorganisations berettigede krav. Grunden til Legiens
afvisning af CGT's forslag var dels den, at det ville betyde en politisk
manifestation fra ISLO”s side, dels det traditionelle modsætningsforhold til
syndikalisteme.
Et modsætningsforhold med lignende implikationer udviklede sig mellem
CGT og GGD i forbindelse med ISLO,s 4. konference, der blev afholdt i
Amsterdam 1905. Til konferencen havde CGT opstillet følgende punkter,
som man ønskede behandlet under den ene eller den anden form: antimilita-
risme, generalstrejke og 8-timersdagf*6 Under henvisning til at de to af
forslagene var blevet afvist som egnede til debat på l903-k0nferencen,
gjorde CGT sin fortsatte deltagelse i ISLO betinget af at problemerne blev i
det mindste drøftet. »Wir verlangen durchaus nicht, dass man Vorschläge,
die wir machen mögen, annimt es genügt uns, dass man uns hören will.«47
Legien svarede CGT, at de to første punkter ikke faldt ind under, hvad
han anså for »den Aufgaben einer intemationalen Konferenz der Sekretære
der gewerkschaftlichen Landeszentralen.«48 Han tilbød imidlertid at lade
spørgsmålet gå til afstemning i de enkelte LO'er. CGT protesterede mod
denne fremgangsmåde, men erklærede sig alligevel indforstået på betingelse
af » . . . bei dieser Befragung jeder Bemerkung zu enthalten, die Ihre persön-
liche Meinung zum Ausdruck bringt und dahin lautet, dass Sie dagegen sind,
dass die von uns beantragten Fragen auf die Tagesordnung gesetzt wur-
den.«49 Videre klargjorde CGT sin opfattelse af, hvilken karakter de inter-
30

nationale faglige forbindelser burde have. Herom hedder det: » . .. wit ste-
hen auf dem Standpunkt, dass eine internationale Conferenz. .. als erstes
Ergebniss den Austauch von Ideen haben muss, damit ein Jeder von den
Erfahmngen jedes Landes lernen kann. Hieraus folgert unsere Ansicht,
dass jede auf Ideen und Tendenzen und verschiedenartige Taktik bezüglich
Diskussion zum Bereich der intemationalen Conferenz gehört.. .«.
Vi får her klart trukket modsætningeme op mellem CGT 0g GGD. Mens
GGD baserer sin opfattelse af ISLO's opgaver på et materielt grundlag:
umiddelbare faglige problemer af praktisk karakter med udelukkelse af alle
»teoretiske spørgsmål«5°, så tenderer CGT imod en idealistisk opfattelse,
der tager udgangspunkt i overordnede teoretisk/politiske spørgsmål. For
begge opfattelsers vedkommende gælder, at de anlægger et udialektisk syn
ved ikke at forbinde deres respektive udgangspunkter. GGD blev således
stikkende i en pragmatisme, der ensidigt orienterede sig mod organisatori-
ske og snævert faglige spørgsmål. CGT søgte på den anden side en politisk
afklaring uden at forbinde denne direkte til den række af faglige spørgsmål af
praktisk karakter som fagforeningsinternationalen stod overfor ikke mindst i
opbygningsfasen.
Disse positioner blev opretholdt af de to store kontinentale landsorganisa-
tioner i hele perioden til 1914.
Legien overholdt ikke den af CGT opstillede betingelse. Ved afstemnin-
gen medsendte han hele korrespondancen mellem CGT og det intemati-
onale sekretariat således også sin personlige mening om CGT”s forslag.51
Resultatet af afstemningen udsendtes umiddelbart inden konferencen.
Denne gang fik Legien ikke ubetinget støtte for sine synspunkter. Der var
flertal for afvisning af de to punkter: antimilitarisme og generalstrejke, men
punktet 0m 8-timersdagen mente et flertal af LO'er kunne behandles på
konferencen. De skandinaviske LO'ers stillingtagen tyder ikke på, at de
indbyrdes har drøftet sagen, i hvert fald er deres stillingtagen ret forskellig.
LO-Norge gik ind for alle tre punkters behandling, DsF for generalstrejke og
8-timersdag, mens LO-Sverige kun gik ind for behandling af punktet:
8-timersdag.
Udfaldet blev at CGT holdt sig borte fra konferencen. Formentlig fordi
den franske LO ikke havde modtaget svar på sin henvendelse. »Ved et
uheldigt tilfælde var husnumret på brevet til den franske landscentral ude-
ladt, hvorfor skrivelsen var kommen tilbage i går.. .
Legien beklagede dette
ubehagelige uheld, ihvorvel han ikke troede at den franske landsorganisa-
tion ville have forandret sin stilling.«52 På baggrund af den internationale
sekretærs tidligere manipulationer for at unddrage CGT indflydelse i ISLO
forekommer denne undladelse ikke at være så tilfældig som Legien giver
udtryk for. Den sammenhæng ligger lige for, at Legien på baggrund af det
tvetydige afstemningsresultat og den direkte afvisning af hans indstilling
vedrørende 8-timersdagsforslaget bevidst har søgt at holde CGT borte fra
konferencen, hvorved han dels uden nævneværdig modstand alene kunne
påvirke denne, dels kunne forhindre at punktet om 8-timersdagen blev de-
31

batteret -
forslagsstilleren var jo ikke mødt op. I hvert fald lykkedes dette.
Spørgsmålet om 8-timersdagen blev ikke debatteret -
DsF foreslog ganske
vist at ISLO skulle foretage en undersøgelse af arbejdstidens længde og fik
det vedtaget, men DSF-forslaget havde en ganske anden karakter end
CGT's. Kun den hollandske LO bragte spørgsmålet om proceduren frem
men efter en længere debat, hvori Legien afviste den rejste kritik vedtoges
det »med alle stemmer mod Holland, at den internationale sekretær havde
handlet rigtigt...«.S3
Legien lod sig ikke nøje med denne sejr. På GGD”s vegne stillede han
følgende forslag:
»Konferencens opgave er, at forhandle om den snævre sammenslutning af alle landes fagor-
ganisationer, om indførelse af en ensartet fagforeningsstatistik. om gensidig understøttelse i
de økonomiske kampe og om alle spørgsmål, der står i umiddelbar forbindelse med arbejder-
standens faglige organisering. Udelukket fra behandling er alle teoretiske spørgsmål og så-
danne, hvis tendens og taktik angår den faglige bevægelse i de enkelte lande.«”
I motiveringen siges det klart, at »Forslaget er foranlediget ved de franske
forslag om behandling af spørgsmålene om generalstrejke og antimilitaris-
me,« og det fastslås endnu engang: »Tyskland var imod, at konferencen
behandlede andre spørgsmål end de praktiske.«55
Den følgende debat resulterede i vedtagelse af Legiens forslag med Belgi-
ens, Hollands og Østrigs stemmer imod.
Legiens forsøg på at afvise en debat om 8-timersdagen på ISLO-konfe-
rencen viser hvor skarpt modsætningen mellem CGT og GGD blev trukket
op af den internationale sekretær, der tilsyneladende for enhver pris ville
udelukke de franske syndikalister fra fagforeningsintemationalen. Samtidig
viser forslaget til imødegåelse af eventuelle kommende fremstød fra CGT
Legien som en dreven taktiker. Det er karakteristisk, at han benytter termen
teoretisk, der stilles op som modsætning til praksis. På baggrund af striden
CGT-GGD kan der ikke være tvivl om, at denne terminologi dækker begre-
berne faglig og politisk, det faglige svarende til det praktiske og det politiske
til det teoretiske. Denne modstilling understreger rigtigheden af den tidligere
påvisning af Legiens ikke-dialektiske holdning. Taktikken var møntet på de
socialdemokratisk-reformistiske LO”er, der ikke praktiserede GGD's ne-
utralistiske kurs. For i hvert fald fagbevægelseme i Skandinavien og Østrig
ville en modstilling mellem og adskillelse af faglig og politisk virksomhed
være uacceptabel for så vidt som den stred mod den nationale organisering
og praksis. Anderledes med modstillingen teori-praksis. En sådan havde
knap så direkte forbindelse til den nationale organisering, i hvertfald ikke for
de skandinaviske LO'ers vedkommende og måtte således forekomme mere
abstrakt, vanskeligere relaterbar til den nationale praksis. På det afgørende
punkt om sammenhængen mellem faglig og politisk virksomhed stod de
skandinaviske og den østrigske LO i deres nationale praksis i afgørende
modsætning til GGD.
Dette modsætningsforhold kom klart frem i debatten om GGD/Legiens
forslag. »Hueber (Østrig) var imod det tyske forslag fordi det syntes at
32

tilstræbe en spaltning mellem det politiske og det faglige parti. Vi ville ikke
altid kunne komme udenom en behandling af de politiske anliggender, . . .«.
»Olsen (Danmark) var til en begyndelse imod det tyske forslag, men efter at
have hørt Legiens udtalelser, kunne han nu stemme for dets vedtagelse.« I
modsætning til Olsen betegnede lederen af OGK (Osterreichische Gewerks-
chaftskommission) »Legiens udtalelser som stående i modsætning til forsla-
get. Det var umuligt at udelukke faglige, teoretiske spørgsmål. Vi måtte
forhandle om vor taktik og vore krav.« For de skandinaviske LO'er blev
udgangen, at DsF » t . . erklærede i eget og de andre skandinaviske repræsen-
tanters navn, at de kunne stemme for det tyske forslag.«56
Det kan således konstateres, at Legiens taktik var virkningsfuld overfor
de skandinaviske L0”er. Overfor den øjensynligt bedre teoretisk funderede
OGK-leder virkede den derimod ikke, han stemte mod forslaget.
I og med Amsterdam-konferencen havde den tyske landsorganisation
både formået at bevare og befæste sin stilling som den ledende LO i ISLO.
Den havde med held forfægtet sit synspunkt, at ethvert teoretisk/politisk
Spørgsmål var bandlyst på de internationale faglige konferencer. Resultatet
af den konstituerende periode i ISLO blev således, at GGD med Legien i
spidsen stod som den ubestridt ledende og toneangivende LO. CGT havde
ikke søgt at gøre GGD denne rang stridig, hvilket formentlig også ville have
været halsløs gerning, men blot søgt at bringe en række fagligt relevante
spørgsmål op. Disse forsøg var blevet afvist af ISLO under effektiv ledelse
af GGD. Det kan videre nævnes, at debatten i 2. Internationale om masse-
strejken i 1905-1906 tilsyneladende overhovedet ingen indvirkning fik på
ISLO, til trods for at mange af de faglige ledere også deltog i 2. Internationa-
les kongresser.S7 Også i denne henseende accepterede fagforeningsintema-
tionalen GGD's formel for internationalt fagligt samarbejde: udelukkelse af
politiske spørgsmål- som defineret af GGD og arbejdsdeling med og neutra-
litet i forhold til 2. Internationale. Paradoksalt nok omfattede denne accept
også de skandinaviske LO'er.Dette paradoks må ses som et resultat af en
række modstridende tendenseri de skandinaviske LO'er- her eksemplifice-
ret ved DsF. Disse må føres tilbage til en manglende teoretisk afklaring af
problemstillingen i modsætning til den praktiske udformning af denne i nati-
onal og skandinavisk sammenhæng. På det praktiske område viste DSF
ingen vaklen. Denne mangel på sammenhæng mellem praksis og teori gav
sig udslag i en tendens til at lade problemets internationale løsning afhænge
af de enkelte LO'ers praksis, hvilket nødvendigvis medførte, at GGD-m0-
dellen blev accepteret internationalt. Ikke alene p. g. a. GGD”s stærke inter-
nationale position, men også fordi GGD i dette spørgsmål kunne knytte an
til de engelske fagforeninger og dermed få flertal i ISLO. Men samtidigt kan
det konstateres at DsF på nationalt plan ikke afstod fra at propagandere for
den skandinaviske model. Så sent som ved konferencen i Dublin havde
C. M. Olsen i en rapport til GFTU's kongres, der blev afholdt i forbindelse
med den internationale konference sagt:
33

»Skal vort arbejde blive af virkelig betydning for dette formåls opnåelse larbejderklassens
befrielse] må vor organisation være både en faglig og politisk. Den faglige har til opgave at
mildne virkningerne afkapitalismens begærlighed, den politiske skal ved andre midler fjerne
selve årsagerne til arbejdernes afhængighed.«
og videre:
»Først og fremmest må vi udbrede og styrke vor nationale organisation, thi det er .efter de
særlige forhold i hvert land, atrvi skal afpasse vor modstand og underbygge vore fremskridt.
Men dernæst skal vi over landegrænseme række hinanden broderhånd: samfølelsen må
kornme
til at beherske alle arbejdere: thi arbejdernes fælles fjende, kapitalismen, er intemati-
ona .«5“
Det er bemærkelsesværdigt for det første at disse udtalelser faldt på en
LO-kongres og ikke på ISLO-konferencen, og for det andet, at det var på
GFTU”s kongres. Trade unions stod uden noget arbejderparti til 1906, men i
perioden fra 1900 stod man i begreb med at danne et. Endvidere var denne
linie i forholdet til engelsk fagbevægelse allerede blevet lagt i 1901 af J.
Jensen. På den internationale konference gjorde DsF sig ikke til talsmand
for dette synspunkt. Men heller ikke i forhold til GGD, hvis kongresser DSF
også deltog i, synes sådanne synspunkter at være blevet fremført. DSF må
øjensynligt have affundet sig med en formel løsning af problemet både på
nationalt og på internationalt plan. En holdning, der til syvende og sidst må
føres tilbage til en manglende teoretisk afklaring i DsF.
I DsF”s holdning til spørgsmålet om sammenhængen mellem national og
international organisering kan der konstateres en lignende mangel på teore-
tisk afklan'ng. I det skandinaviske samarbejde praktiserede DSF og de øv-
rige skandinaviske LO'er et internationalt samarbejde, hvor den nationale
organisering ikke blev betragtet som en absolut forudsætning for den inter-
nationale. Det skandinaviske samarbejde etableredes forudfor dannelsen af
nationalt dækkende landsorganisationer og der kan således konstateres en i
praksis udformet dialektisk holdning i spørgsmålet om sammenhængen mel-
lem national og international organisering.
Det internationale samarbejde på skandinavisk plan blev betragtet som en
art model for et videregående internationalt samarbejde ved fagforeningsin-
temationalens grundlæggelse i 1901. Men allerede på de umiddelbart føl-
gende konferencer blev dette synspunkt opgivet til fordel for en accept af
GGD”s formel for internationalt samarbejde.
På begge disse områder -
forholdet national-intemational organisering og
faglig-politisk organisering -
må det således konstateres, at DsF's mang-
lende teoretiske afklaring dels medførte et skift i opfattelse efter 1901, dels
at der -
for så vidt som den nationale organisering og det skandinaviske
samarbejde fortsatte uforandret -
udvikledes en art dualistisk holdning i
DSF.
34

Opbygningsperioden 1905-1909
Konsolideringsfasen strakte sig frem til 1909 og omfattede de to konferencer
i Amsterdam 1905 og i Kristiania 1907. Konsoliden'ngen skete på et social-
demokratisk-reformistisk grundlag og inkluderede en yderligere svækkelse
af syndikalismen i ISLO end den allerede stedfundne.
På Kristiania-konferencen undlod den syndikalistiske hollandske LO,
NASN, at møde op. Dette skete dels i solidaritet med CGT og som protest
mod GGD's ledelse af ISLO, dels som følge af den indre udvikling i den
hollandske fagbevægelse. Her havde en række stærke forbund i 1905-1906
sluttet sig sammen i en ny LO: NVV (Nederlands Verbond van Vakvere-
igingen), der var opbygget efter tysk mønster og stod det socialdemokrati-
ske parti nær. Styrkeforholdet i den hollandske fagbevægelse var herved
blevet forskudt til socialdemokraternes fordel.59 Den nye LO havde søgt om
optagelse i ISLO samtidigt med at NASN kappede forbindelsen til fagfore-
ningsintemationalen. På Kristiania-konferencen repræsenteredes den hol-
landske fagbevægelse således af NVV og på Legiens forslag blev det en-
stemmigt vedtaget at anerkende NVV som den hollandske fagbevægelses
repræsentant i ISLO. Hermed blev » . .. uden videre det gamle sekretariats
tilslutning ophævet.«"0
De to konferencer 1905 og 1907 bevirkede således at syndikalisteme blev
fuldstændigt udelukket henholdsvis udelukkede sig fra ISLO. For Hollands
vedkommende blev det herefter den socialdemokratisk orienterede fagbe-
vægelse, der var repræsenteret i ISLO. Den franske fagbevægelse derimod
opretholdt sin syndikalistiske position. Til Kristiania-konferencen havde
CGT således indgivet skriftlig begæring om »at sætte på konferencens dag-
sorden de punkter, som vi i sin tid foreslog på Amsterdam-konferencen.«6'
Som dengang gjorde CGT sin deltagelse afhængig af kravets opfyldelse.
Problemet blev atter behandlet og igen gjorde öGK som den eneste det
synspunkt gældende overfor GGD”s, » .. at man ikke måtte indskrænke de
internationale konferencers opgaver. Det er ikke udelukket, at man i fremti-
den også kunne finde det nødvendigt at beskæftige sig med teoretiske
spørgsmål.«62
Den østrigske LO var således den eneste af skandinavisk type, som kon-
sekvent forfægtede den nationale organiserings resultater i international
sammenhæng, her især den snævre sammenhæng mellem faglige og politiske
problemer, hvilket kan tages som udtryk for, at der i den østrigske fagbevæ-
gelse også var en teoretisk forståelse for betydningen af dette forhold.63
Den manglende teoretiske forståelse i de skandinaviske LO'er og den
deraf følgende følgagtighed overfor den dominerende GGD blev også mar-
keret på.Kristiania-konferencen. Det skete med den enstemmige vedtagelse
af en resolution, der var konferencens officielle svar til CGT. Resolutionen
var udarbejdet af et udvalg, der efter svensk forslag kom til at bestå af
L0”eme i Danmark, Tyskland og Belgien. Den var i det væsentlige en
gentagelse af det tyske forslag på Amsterdam-konferencen, men arbejdsde-
lingen med 2. Internationale var ekspliciteret: »Konferencen betragter
35

spørgsmål som militarismen og generalstrejken for sådanne, som ikke kan
behandles af en konference af fagforeningsfunktionærer,men kun kan afgø-
res ved repræsentationfor det hele proletariat på de regelmæssig stedfin-
dende socialistkongresser, . .64 Den enstemmige vedtagelse viser endvidere
dels at oppositionen mod GGD°s position var blevet afsvækket i forhold til
Amsterdam-konferencen, hvor ikke blot Østrig, men Også Belgien foruden
NASN stemte imod det stort set enslydende tyske forslag. Dels viser vedta-
gelse, at öGK ikke har ladet sin teoretiske indsigt og principielle opfattelse
få praktiske konsekvenser, og som sådan at der i praksis ingen forskel har
været mellem öGK's og de skandinaviske LO'ers positioner.
I ISLO,s konsolideringsfase lykkedes det således for Legien/GGD ikke
alene at få udelukket de politiske modstandere, syndikalisteme, men også at
få bragt oppositionen indenfor egne rækker -
først og fremmest OGK -
til at
godkende den tyske LO,s .kurs i fagforeningsintemationalen.
Som følge af denne udvikling blev det andre modsætninger, der i konsoli-
deringsfasen dominerede ISLO. Især nationale modsætningsforhold gjorde
sig gældende. Disse drejede sig om nationale mindretals repræsentation på
de internationale konferencer og angik for så vidt kun det multinationale
Østrig-Ungam. Nationale mindretal indgik også i f. eks. det tyske kejserrige,
men her ikke med samme vægt. I Rusland, den anden store multinationale
ifm 25! ;nu maha-mig ançaazmngahqxåhütkê
üritbbxii w.
ISLO-konference 1907i Kristiania
36

stat ved siden af Østrig-Ungam, eksisterede en fagbevægelse kun i kimform
og var desuden illegal.”
På konferencen i Amsterdam mødte en repræsentant for de tjekkisk-slavi-
ske fagforbund op og krævede at blive anerkendt som sådan. Repræsentan-
ten, Nemec fra Prag, fremførte: »Det drejer sig her om en selvstændig
nation, der ikke kan anerkende Østrigs fagforeningskommission som sin
centralisation . ..
[den] er kun landscentral for de tysk-østrigske fagorganisa-
tioner.«66 OGK fremhævede heroverfor: »Man kan kun anerkende en cen-
tral for hvert land, og for Østrigs vedkommende har man en sådan i fagfore-
ningskommissionen.«°7
Den følgende skarpe debat endte med en vedtagelse af DsF”s forslag.
Olsen erkendte: »Det er svært at træffe en afgørelse her, .
.«, men » . . .
afgav
samtidig, på de norske og svenske delegeredes vegne, den erklæring, at de
var imod, at Nemec anerkendtes som delegeret, men at de kunne gå med til,
at han deltog i konferencen som gæst.«68 Vedtagelsen af den fælles skandi-
naviske erklæring, der må betegnes som et smidigt kompromis i den tilspid-
sede debat, viser DsF's og de skandinaviske LO'ers erfaring i fagligt inter-
nationalt samarbejde og evne til at udforme praktisk-acceptable anvisninger
i konkrete spørgsmål. Videre viser dette eksempel sammen med en række
andre, at de skandinaviske LO'er søgte at optræde som en enhed i fagfore-
ningsintemationalen i forbindelse med løsningen af konkrete spørgsmål,
derimod er der ikke noget som tyder på at den fællesoptræden gik ud over
ad hoc-stadiet.69
På konferencen i Kristiania kom en lignende modsætning til udtryk, men
denne gang i dobbeltmonarkiets anden halvdel, Ungarn. Den nydannede LO
i Kroatien, der forfatningsmæssigt hørte under den ungarske krone, havde
søgt om optagelse i ISLO. Den internationale sekretær henviste til beslut-
ningen fra 1905 som præcedens for, at den kroatiske LO ikke kunne aner-
kendes som selvstændig organisation i ISLO. I forståelse med den ungarske
LO”s
repræsentant,Jaszai, gik Legien imidlertid ind for den kroatiske an-
søgning. OGK modsatte sig derimod dette forslag, øjensynlig af frygt for, at
det skulle danne præcedens og dermed ophæve beslutningen fra 1905 angå-
ende den østrigske del af dobbeltmonarkiet. OGK kunne dog dårligt direkte
modsætte sig den selvstændige ungarske LO”s stillingtagen. Resultatet blev
en fælles kompromisresolution, der gav den kroatiske LO en midlertidig
selvstændig status i ISLO.
Det kan således konstateres, at ISLO ikke havde nogen klar politik over-
for de nationale mindretals fagbevægelser, at ISLO ikke praktiserede prin-
cippet om nationale mindretals ret til selvbestemmelse. Disses anerkendelse
i ISLO som selvstændige organisationer afhang i vid udstrækning af den
dominerende nationalitets holdning. Denne svingende politik i fagforenings-
intemationalen må ses som et udslag af det internationale sekretariats af-
standtagen fra at beskæftige sig med ekstrafaglige problemer. Når sådanne
dukkede op blev man så at sige taget på sengen, og det blev tilfældigheder,
der bestemte udfaldet.
37

Samtidig viser modsætningeme i nationalitetsspørgsmålene, hvilken be-
tydning ISLO havde fået som organisation i den internationale arbejderbe-
vægelse og hvilke fatale konsekvenser den voksende betydning overfor den
politiske afmægtighed og uafklarethed frk. Konsoliden'ngsfasen medførte
således ikke, at der i ISLO fandt en ideologisk/politisk afklaring sted. Denne
mulighed havde intemationalen selv afskåret sig fra gennem tilslutningen ,til
GGD”s snævert faglige linie.' Derimod fandt der afgjort en ideologisk ind-
snævring sted efter CGT”s og NASN,s udtræden af ISLO og også en ind-
skrænkningaf repræsentativiteten i fagforeningsintemationalen. Mens den
ideologisk/politiske side af sagen var tabu, så blev repræsentativiteten søgt
udvidet. Vigtigst blev her den åbning, der fandt sted overfor den amerikan-
ske fagbevægelse.
Udbygningsperioden 1909-1913/ 14
Den amerikanske fagbevægelses tilslutning til ISLO faldt sammen med
CGT's genindtræden i intemationalen. Disse begivenheder markerede
overgangen til den tredie fase i ISLO's udvikling.
Denne fase blev præget af en række af dels gamle dels nye komplicerede
modsætninger. Den gamle modsætning mellem flertallet i ISLO på den ene
side og CGT på den anden blev således genoplivet. I denne konflikt fik CGT
indirekte støtte fra AFL for så vidt som en del af AFL”s krav faldt sammen
med CGT”s. Men AFL”s indtræden betød først og fremmest, at der hermed
var repræsenteret en ny fagforeningstype i ISLO. Videre betød AFL's til-
slutning, at striden i USA mellem AFL og den syndikalistisk orienterede LO
IWW, blev overført til ISLO, både således, at modsætningeme i den ameri-
kanske fagbevægelse blev udspillet for åbent tæppe i intemationalen, og
således at IWW”s forsøg på at blive optaget gav sig udslag i en slags alliance
med CGT og dermed i, at modsætningsforholdet mellem CGT og GGD fik
en ny dimension.'
Udbygningsperioden 1909-1913/14 var således karakteriseret ved en høj
grad af ideologisk spændvidde i ISLO. Et forhold, der ikke medførte at
GGD's reformisme mistede terræn, men til at det socialdemokratiske islæt i
fagforeningsintemationalen blev afsvækket. Intemationalen spændte nu lige
fra revolutionære syndikalister til antisocialistiske byrokrater. Denne udvik-
ling fandt ikke mindst sted i og med den forståelse, der etableredes mellem
Legien og Gompers som repræsentanter for de to største landsorganisati-
oner. Forståelsen medførte ikke blot, at reformismen i GGD blev styrket,
men også at det socialdemokratiske islæt i fagforeningsintemationalen som
det repræsenteredes af især landsorganisationeme i Østrig og Skandinavien
blev svækket. Det tilsyneladende sammenfald mellem CGT”s og AFL's
standpunkter medførte ingen splittelse i alliancen mellem GGD og AFL.
Det internationale sekretariat havde regelmæssigt sendt sine udgivelser,
cirkulærer, beretninger osv. til fagbevægelseme i en række ikke tilsluttede
lande, herunder også til den amerikanske fagbevægelse.70
38

AFL havde imidlertid ikke svaret på ISLO's henvendelser. Først efter
dannelsen i 1905 af den konkurrerende IWW, begyndte AFL at vise sig
interesseret i tilslutning til fagforeningsintemationalen.71
På konferencen i Kristiania redegjorde Legien for korrespondancen med
AFL”s præsident. Amsterdam-konferencen var blevet udskudt for at give
AFL,s repræsentanter, der deltog i de engelske fagforeningers kongres,
mulighed for at deltage uden .alt for store rejseomkostninger. AFL-repræ-
sentanteme var dog ikke dukket op. Den samme procedure var fulgt i for-
bindelse med konferencen i 1907 og med samme resultat.72 Legien sluttede
herefter: »Den amerikanske landsorganisation, og frem for alt dens for-
mand, Gompers, synes med hensigt at ville undgå at komme sammen med
de andre landes fagforeninger, og det må anses unyttigt at gøre yderligere
anstrengelser i denne retning.«73 DsF's repræsentant samstemmede med
Legien heri:
»Olsen (Danmark) var ikke for, at videre forsøg skulle gøres for at komme i forbindelse med
de amerikanske fagforeninger. Han foreslog, at den internationale sekretær tilkendegiver de
amerikanske fagforeninger, at man kun med henblik på deres deltagelse har indkaldt konfe-
rencen så sent, at man derfor beklager, at Amerika ikke var repræsenteret på konferencen og
at der heller ikke engang var svaret på indbydelsen.«73
Med den enstemmige vedtagelse af Olsens forslag kan der på 1907-konfe-
rencen konstateres en ganske skarp uvilje i ISLO overfor AFL. Det er
formentlig dette forhold i forbindelse med de to væsentligere, at IWW netop
fra omkring 1907 begyndte at markere sig stærkere i amerikansk fagbevæ-
gelse,74 og at denne organisation på samme tid søgte optagelse i fagfore-
ningsintemationalen,” der har foranlediget AFL til at tage kontakt med
ISLO. På konferencen i 1909 deltog AFL ved sin præsident Gompers. Den-
nes tilbageholdenhed overfor ISLO kom tydeligt frem fra starten. Gompers
understregede sin status som observatør og at han ikke kunne træffe bin-
dende beslutninger på AFL”s vegne, han sagde bl. a.: »Om garanti lämnas
för at man låter os helt och hållet själva sköta våra egna angelägenheter, så
är jag övertygat om, at AFL kommer at ansluta sig. Om icke måste vi
fortfarende stå ensamma.«76
Alt i alt viser Gompers' forsigtige nærmest mistroiske holdning, at han har
været alt andet end begejstret for at tilslutte AFL til ISLO, hvilket under-
bygger antagelsen, at det har været de indre amerikanske forhold, der har
drevet ham. Det samme gør Gompers begrundelse for AFL's senere tilslut-
ning til fagforeningsintemationalen: » . . . att de från Europa kommande un-
derrättelser städse voro mycket ñentliga mot den amerikanska fackföre-
ningsrörelsen.«77
Kristiania-konferencens udtalelser om AFL kan næppe siges at udgøre en
undtagelse.
AFL's tilslutning til ISLO må således ses på baggrund af en national
tvangssituation, ikke som et udslag af en intemationalistisk orientering.
AFL-præsidentens øjensynlige frygt for at skulle blive indfanget i de social-
demokratiske europæiske fagforeningers net viste sig også på anden vis.
39

Trods understregningen af sin observatørstatus fremkom Gompers med
forslag om at omdanne ISLO. Forslaget gik ud på » . ..
upprättandet av en
'intemationell arbetsfederation', varvid vaije lands arbetarrörelses själv-
ständighet förblir fastställd och garanterad.«2 Gompers forslag kan kun have
sigtet mod på den ene side at give AFL så stor indflydelse som muligt i
ISLO og på den anden side at undgå at lade AFL forpligte sig på et sociali-
stisk grundlag. I en føderation med repræsentation i forhold til medlemstal
ville AFL med sine knap 2 mill. medlemmer som den næststørste LO efter
GGD stå betydeligt stærkere end i et internationalt sekretariat, hvor hver
LO havde samme indflydelse uanset størrelse. AFL ville dog langt fra kunne
opnå flertal i den foreslåede struktur, hvorfor Gompers ønskede at bevare
de tilsluttede LO'ers autonomi. AFL”s forslag blev afvist af konferencen
uden debat med den formelle begrundelse, at AFL endnu ikke var tilsluttet
ISLO.
Gompers frygt for at være havnet i en rød sammensværgelse viste sig dog
at være ganske ubegrundet. Der var tværtom i realiteten tale om et vidtgå-
ende sammenfald mellem Gompers og Legiens syn på det internationale
faglige samarbejde. Det fremgår bl. a. af Gompers argumentation for forsla-
get:
»I den internationella organisationen vilja vi ej hava någon plats för akademiska diskussi-
oner, utan för allvarliga praktiska frågor angående arbetamas allmänna välfard. . . . Kanske
arbeta vi nyktare, med farre fraser och teorier; de amerikanska arbetarne äro för praktiskt
arbete och fordra praktiska resultat.«78
Den eneste kritiske røst, der rejste sig mod AFL og dens præsident, kom
fra öGK-lederen, Hueber, -
den formentlig mest bevidste socialist blandt de
repræsenterede faglige ledere. Hueber kritiserede skarpt især AFL”s mangel
på solidaritet med den internationale fagbevægelse, en mangel han fandt
bekræftet'af Gompers holdning på konferencen.
AFL”s forslag om dannelse af en international føderation var i det ydre
sammenfaldende med CGT's bestræbelser, som de var kommet til udtryk i
ISLO”s konstitueringsfase. Efter at have forsonet sig med ISLO -
en forso-
ning, der blev markeret ved at den 6. konference blev afholdt i Paris -
fremførte CGT på ny kravet om afholdelse af internationale kongresser og
en føderalistisk opbygning i fagforeningsintemationalen a la den franske
LO's. Men det var kun i det ydre, der var lighed mellem AFL's og CGT's
bestræbelser. De to LO'ers motiveringer var vidt forskellige. I CGT's moti-
vering hedder det bl. a.:
»De internationella konferencema räcka ej till för det grundliga diskuterandet av arbetarinte-
ressema. På kongressema skola arbetareklassens alla interessen dryftas. Vi vilja icke, att
frågor, som röra arbetareklassen, skola hänskjutas till organisationer, som stå utanför den-
samma... Åven om många fackorganisationer sända ombud till socialistkongressema, så
förbliva dessa likväl politiska kongresser. Men vi måste stn'kte ställa oss på den fackliga
rörelsens grund. . .«79
CGT fremførte således sin gamle argumentation, hvilket da også fremgik
af den følgende debat. Hueber angreb skarpt CGT's position i navn af
40

L0”eme i England, Belgien, Norge, Danmark, Holland, Spanien, Italien,
Ungarn, Østrig og Kroatien:
» . .. vi tro på nödvändigheten av samarbete mellan den politiska och den fackliga rörelsen.
Dessa äro de båda armarna på den kropp, som ledes av det organiserade proletariatets
huvud. Vi måste föra striden med båda armama. Så länge kapitalistklassen politiskt och
fackligt undertrycker arbetama vore det en förbrytelse mot proletariatet att marschera på
skilda Iinjer.«*'0
Det er karakteristisk, at Legien ikke deltog i Huebers kritik af CGT's
forslag. Det skete ikke fordi GGD var enig med CGT, Legien afviste også
det franske forslag, men fordi den eksplititte sammenkædning af den faglige
og politiske arbejderbevægelse i Huebers erklæring stred mod GGD's nati-
onale praksis og dens arbejde i ISLO. Der var her reelt tale om en stærk og
kraftig markeret opposition mod GGD's neutralistiske kurs. Et forhold som
imidlertid ingen konsekvenser fik i retning af en ændret linie i ISLO på dette
område.
Som svar på angrebene fremførte CGT's repræsentanter bl. a. de franske
syndikalisters mere principielle synspunkter:
»Jag fruktar det skulle föra för långt om jag skulle säga Eder vad jag tänker om den politiska
verksamheten, som redan gjort så mycken skada. Arbetarrörelsen har intet alls at göra med
de politiska partiema. .. Vår så ofta ironiskt omnämnda action directe skall i längden föra oss
längre än eder metod.«
og Jouhaux sluttede:
»Jag vill ej tro, att den fackliga intemationalen endast är en dekoration, bakom vilken sociali-
stema operera. Må delegeradena döma över vårt förslag såsom arbetarrepresentanter, ej
såsom sändebud från organisationer, som låta kommendera sig av socialisterna.«8'
D e-
batten viste, at der også tilsyneladende var sammenfald mellem AFL'S og
CGT”s positioner, hvad angik den anti-socialistiske holdning. Men også her
var der forskelle. CGT fremhævede videre: »... aldrig hava vi sagt til]
arbetama, att de icke skola gå till socialistema, om de hava lust därtill.«82
Modviljen mod soc1alisteme rettede sig mod deres deltagelse i det parlamen-
tariske arbejde. CGT”s tilsyneladende anti-socialisme var således i virkelig-
heden anti-parlamentarisme: »Vår fordran på sammankallandet av intema-
tionella kongresser är ej riktad mot det socialistiske partiet.«82
AFL derimod med sin præsident, Gompers, i spidsen var regelret anti-
socialistisk. Denne holdning gav Gompers ikke direkte udtryk for på kong-
ressen. Men den var alment kendt i den europæiske arbejderbevægelse eller
blev det om ikke før så i forbindelse med AFL”s og IWW's forsøg på at blive
optaget i ISLO.
I den tyske arbejderbevægelse havde der, allerede inden konferencens
afholdelse, rejst sig protester mod Legiens modtagelse af Gompers som
GGD”S gæst. I Neue Zeit tog ingen anden end Kautsky til orde. I artiklen
»Samuel Gompers« anklages Legien for at føre de tyske arbejdere bag lyset
ved at præsentere Gompers som »ein wahrhafter Revolutionär, der die
Masse des Proletariats zu vereinigen Suche.« Heroverfor karakteriserer
L
41

Kautsky Gompers som »nicht nur ein Gegner der besonderen Form, die die
sozialdemokratische Bewegung in Amerika angenommen hat, sondem ein
Gegner des proletarischen Klassenkampfes überhaupt.«“3Som belæg herfor
anføres dels Gompers vicepræsidentskab i »the National Civic Federation«,
» . . . eine Kampforganisation gegen den Sozialismus und den proletarischen
Klassenkampf. .«84 Dels at han ved præsidentvalget i 1908 på AFL's vegne
havde valgt at støtte den demokratiske kandidat »unter misachtung aller
”Neutralität” . .. und den sozialistischen Kandidaten Debs mit allen Mitteln
der Lüge und Verleumdrung zu bekämpfen, . . .«85
En lignende kritik af Gompers blev af IWW forsøgt fremført i forbindelse
med konferencen i Paris. Men den blev bremset af den internationale sekre-
tær. Ved konferencens afslutning meddelte Legien, » . . . att under konferen-
sen ankommit ett mycket långt brev från 'Workers of the World', vilket
tycks rikta sig mot Gompers, men att det ej i rätt tid hunnit översåttas.«86
Hueber foreslog at Skrivelsen i oversættelse skulle tilsendes LO'eme, hvil-
ket blev bifaldet af konferencen. Denne beslutning ekspederede den intema-
tionale sekretær dog først knap et år senere, nemlig den 8.juli 1910.87 Denne
usædvanlige sendrægtighed fra Legiens side kan ved første øjekast fore-
komme tilfældig. Men ved nærmere eftersyn viser den sig at være fuldtud
beregnet, -
beregnet som det afgørende led i striden mellem AFL og IWW
om, hvilken af de to organisationer, der skulle optages i ISLO. Som sådan
opviser denne episode endnu et eksemple på den internationale sekretærs
manipulatoriske præferencer, på en begyndende byrokratisen'ng af fagfore-
ningsintemationalen, der medførte, at kun sekretariatet i Berlin havde hånd
i hanke med udviklingen i intemationalen og som følge heraf kunne udnytte
sit informationsmonopol til at lede ISLO i en bestemt retning og gjorde det.
Det internationale sekretariats sendrægtighed må ses i sammenhæng med,
at AFL”s tilslutning til ISLO endnu på konferencen i 1909 ikke var afgjort.
Den afgørelse kom først 19. nov. 1909 med Gompers meddelelse: »Die
American Federation of Labour hat den Anschluss an das Internationale
Sekretariat beschlossen.«88 ISLO havde allerede 13. sept. 1909 modtaget
IWW-skrivelsen i tysk oversættelse, hvorfor der intet havde været til hinder
for at udsende denne før meddelelsen om AFL”s beslutning og på grundlag
heraf lade en afstemning blandt L0*eme afgøre, hvilken af de to amerikan-
ske L0”er, der skulle tilsluttes ISLO. En sådan procedure kunne imidlertid
på baggrund af de forudgående internationale konferencers holdning til AFL
-
herunder Legiens egen89 formodes at bringe et tvetydigt eller et for det
internationale sekretariat direkte uønsket resultat. GGD og dermed det in-
temationale sekretariat i Berlin havde en klar interesse i at AFL blev opta-
get i ISLO og IWW blev udelukket. Det var reelt, hvad det internationale
sekretariats fremgangsmåde medførte. Gennem beslutningen fra konferen-
cen i 1902 om at kun en LO kunne repræsentere et land i fagforeningsinter-
nationalen, havde det internationale sekretariat udelukket IWW ved at lade
dets skrivelse rundsende efter AFL*s meddelelse om tilslutning. Denne ud-
lagdes af Legien således: »Nach den Verhandlungen der Intemationalen
42

Konferenz in Paris ist mit dieser Beitrittserklärung der AFL auch deren
Anschluss an das Internationale Sekretariat vollzogen.«90
GGD og Legien havde hermed på den ene side sikret sig en allieret- og en
stærk sådan -i bestræbelserne på at holde politiske spørgsmål ude fra ISLO,
og på den anden side undgået en styrkelse af det syndikalistiske islæt i
fagforeningsintemationalen.
Legiens begrundelse for den sene udsendelse af IWW-skrivelsen er end-
videre delvist selvmodsigende, det hedder: »Die Uebersetzung und ver-
vielfáltigung des Schriftenstück hat sich erst jetzt ermöglichen lassen . . .«9'
Oversættelsen var, som Legien selv meddeler i samme rundskrivelse, det
internationale sekretariat i hænde d. 13. sept. 1909.
Denne selvmodsigelse understreger rigtigheden af den ovenfor foretagne
vurdering, at det internationale sekretariat bevidst har manipuleret med
fagforeningsintemationalen, for at undgå, at IWW”s ansøgning om optagelse
og dens kompromitterende meddelelser om AFL og dens præsident skulle få
nogen indflydelse af AFL”s optagelse i ISLO.
IWW-skrivelsen indledes med en længere redegørelse, hvor fingrene ikke
lægges imellem, for AFL's samarbejde med de amerikanske kapitalister og
præsident Gompers vicepræsidentskab i National Civic Federation.92 Deref-
ter redegjordes for IWW som »die revolutionåre Organisation auf wirt-
schaftlichem Gebiete . . .«. Efter således at have sat sin ansøgning i relief gik
IWW over til
»einen Einblick in die Geschichte der Arbeiterbewegung der Vereinigten Staaten zu geben.
Wir werden die verbrecheriche Rolle veranschaulichen welche die AFL gespielt hat, seitdem
sie an die National Civic Federation angeschmiedet wurde.«
Der kan således -
måske bortset fra den mere pågående amerikanske form -
konstateres overensstemmelse mellem Kautskys og IWW's kritik af Gom-
pers/APL for så vidt angår klassesamarbejdet. Kritikken af Gompers fra det
tyske socialdemokrati, hvis holdning må formodes at have haft nok så stor
vægt i europæisk fagbevægelse som IWW”s, har således bekræftet rigtigheden
af IWW”s beskyldninger mod Gompers og AFL. ,Legiens manipulationer i
ISLO må ligeledes og ikke mindst forstås på denne baggrund. Kritikken i
Neue Zeit udviklede sig til en skarp debat i den tyske arbejderpresse i
efteråret 1909 -
på samme tidspunkt som Legien sikrede sig AFL”s tilslut-
ning og 1⁄2 år før hans udsendelse af IWW-skrivelsen.93 Denne debat er
endvidere illustrerende for modsætningen mellem GGD og socialdemokra-
tiet på ledelsesplan.
Anledningen til at Legien tog til orde var ifølge ham selv ikke kritikken fra
partipressen og »unseren Parteiliteraten«, men at fagforeningsbladet »Der
Textilarbeiter« » . .. sich bemüssigt gesehen, in der gleiche Kerbe zu
hauen.« Legien imødegik kritikken ikke ved at anfægte dens faktiske ind-
hold, men ved at henvise til at Gompers blev modtaget af GGD som repræ-
sentant for AFL. »Uber seine persönliche politische und gewerkschaftliche
43

Tåtigkeit ist er der amerikanischen Arbeiterschaft Rechenschaft schuldig,
nicht uns.«94
Overfor denne ikke-indblandings holdning, hvorved Legien ikke alene
udstrakte GGD's neutralistiske politik direkte til det udenrigske område,
men også satte sig ud over neutraliteten ved i det mindste indirekte at støtte
Gompers og AFL”s antisocialistiske politik -
hveroverfor fremhævede
Kautsky en intemationalistisk position. Han så det som en socialistisk pligt
at oplyse om den af APL-præsidenten bedrevne politik »denn ich vertrete
hier nicht bloss meine persönliche Interessen, sondem die des amerikani-
schen Sozialismus.«95 I artiklen fremhævede Kautsky videre, at kritikken
ikke kun korn fra den radikale socialistiske lejr, som Legien ville gøre det til,
men også fra den tyske og internationale fagbevægelse, » . .. das bezeugte
vor allem die jüngste internationale Konferenz der Gewerkschaftssekretäre
in Paris, wo der Vertreter österreichs unter dem Beifall der mehrheit den
Gewerkschafter Gompers so behandelte, wie der Vizepräsident der Civic
Federation es verdiente.«96 Debatten fortsatte i samme spor over endnu et
nr. af henholdsvis Correspondenzblatt og Neue Zeit.97 Men modstanden i
det tyske socialdemokrati, var ikke kun begrænset til kredsen omkring det
teoretiske tidsskrift Neue Zeit. Det viser det forhold, at partiets hovedorgan
Vorwärts gengav Kautskys artikel »Die Civic Federation«,98 Dette forhold
ligesom selve striden kan tjene som illustration af modsætningen iden tyske
arbejderbevægelse mellem fagbevægelse og parti.99
Mens Legien og GGD-ledelsen således var udsat for en ganske voldsom
kritik i den tyske fagbevægelse, blev kritikken i fagforeningsintemationalen
ikke rettet mod den internationale sekretær direkte og den kritik Gompers
blev udsat for var begrænset til den af Hueber på Paris-konferencen fremfør-
te. De skandinaviske LO'er, for hvilke det ville have været en logisk kon-
sekvens af deres samarbejde på skandinavisk plan i det mindste at tilslutte
sig öGK”s position, undlod at tage stilling i sagen.
Det samme blev tilfældet på den følgende konference, den syvende i
Budapest 1911. På konferencen blev spørgsmålet om den amerikanske fag-
bevægelse aktualiseret, dels ved en IWW repræsentants tilstedeværelse,
dels ved at CGT havde stillet forslag om IWW”s optagelse i ISLO. Debatten
kom primært til at dreje sig om Civic Federation og AFL”s forhold til denne.
Legien fremførte sit gamle standpunkt, »... at Civic Federations art og
virksomhed ikke vedkom os. Her interesserer det os kun, hvad AFofL er i
Amerika... Hvis vi på konferencen skal beskæftige os med de enkelte
landes politiske forhold, kommer vi ind på et skråplan. Her skal vi kun
beskæftige os med faglige spørgsmål.«'00 Hueber imødegik Legien, denne
gang med tilslutning fra CGT. Begge LO'er var uenige med Legien i » . . . at
vi skulle se bort fra arbejderbevægelsens politiske side.«1°' Ved afstemnin-
gen om, hvorvidt IWW kunne tilsluttes ISLO blev denne enighed dog brudt.
Kun CGT stemte for. IWW-repræsentanten frk tilladelse til at overvære
konferencen. CG'Ii's holdning var bestemt af ideologisk overensstemmelse
med IWW, mens OGK gav udtryk for en principiel holdning i spørgsmålet
44

om sammenhængen mellem politisk og faglig virksomhed. Den stærkt soci-
aldemokratiske öGK kunne ikke gå ind for den syndikalistisk orienterede
IWW's tilslutning til ISLO.
Legiens fremgangsmåde i forbindelse med AFL's tilslutning og IWW”s
skrivelse blev ikke taget op på konferencen. Dette forhold kan tages som en
bekræftelse på, at det internationale sekretariat i Berlin havde et reelt infor-
mationsmonopol, der gav sig udtryk i, at sekretariatet (= GGD) som det
eneste i fagforeningsintemationalen havde et detaljeret overblik over udvik-
lingen.102
På ISLO's sidste konference i Zürich 1913 blev det amerikanske problem
ikke behandlet. AFL's medlemsskab blev ikke anfægtet og IWW var her-
med endegyldigt forsvundet ud af ISLO”s problemkreds.
De skandinaviske LO'er havde som sagt ikke markeret sig eller stiltiende
tilsluttet sig GGD i disse skarpe modsætningsforhold i ISLO. DsF rejste
imidlertid et spørgsmål på Paris-konferencen, der kunne få vidtrækkende
betydning både nationalt i Danmark og internationalt. Baggrunden herfor
var den udvikling, der havde fundet sted i dansk fagbevægelse efter septem-
berforliget og specielt i årene op til 1909. På DsF's generalforsamling i april
1909 var en del stærke røster kommet frem med kritik af det fagretlige
system som det havde udviklet sig siden storkonflikten i 1899.'03 Kritikken
havde en del lighedspunkter med den syndikalistiske oppositions, der ud-
skilte sig fra 1910.104 Kritikken faldt til dels sammen med DSF-ledelsens
opfattelse af Septemberforliget, hvorfor man viste sig lydhør. Lydhørheden
kom til udtryk i DsF's forslag til resolution på den internationale konference
i Paris 1909 om arbejdstidens forkortelse og i den motivering C. F. Madsen
gav forslaget.105 Denne liggeri klar forlængelse af den opfattelse af storkonf-
likten og septemberforliget som J. Jensen havde givet udtryk for i 1901 i
forbindelse med ISLO's dannelse'06 Det er således snarere DSF-ledelsens
og -flertallets opfattelse af situationen omkring 1909 som moden til en »
styr-
keprøve mellem de to hære«, end det er den af oppositionen fremførte
kritik, der har foranle'diget resolutionsforslaget på den internationale konfe-
rence. Eller rettere, der har i denne henseende været et sammenfald mellem
de to grupper i DsF.
Det danske resolutionsforslag var overordentligt vidtrækkende i sine kon-
sekvenser. Den bevidste satsen på organiseret international støtte i strejke-
situationer ville faktisk betyde, at den gamle omgangsskrue-teknik ville
kunne anvendes i international målestok. De nationale fagbevægelser kunne
således efter tur sætte de nationale kapitalister kniven for struben med hele
den internationale fagbevægelses styrke bag sig og med en central dirigering
af kampen. Denne taktik anvendt i international målestok ville imidlertid
som første forudsætning kræve en organisatorisk styrke og en politisk enig-
hed i de nationale fagbevægelser, der mindst var på højde med den danske
fagbevægelses. En sådan tilstand fandtes ikke udenfor Skandinavien, måske
med undtagelse af Østrig. Videre ville taktikken kræve en tilsvarende enhed
i intemationalen, hvilket ligeledes langt fra var realiteten.
45

DsF”s forslag blev da også faktisk afvist på konferencen. öGK fandt, at
forslaget burde »hänskjutas till internationella sekretariatet, at Danmark
ställer material angående de danska förhållandena til] sekretariatets förfo-
gande samt att sekreterraren därefter sätter sig i förbindelse med de olika
landssekretariaten . . .« .
'07
Forslaget blev vedtaget, hvorefter sagen gik over
til at blive et spørgsmål om tilvejebringelse af pålidelige statistiske oplysnin-
ger om arbejdstidens længde -
et spørgsmål, hvori perspektivet druknede.
Heller ikke i skandinavisk sammenhæng synes DSF at have arbejdet videre
med forslaget, hvilket formentlig skal ses i forbindelse med den forminds-
kede betydning det skandinaviske samarbejde tillagdes efter dannelsen af
ISLO.
Spørgsmålet om strukturen i fagforeningsintemationalen, som var blevet
genoptaget på Paris-konferencen 1909, blev atter bragt frem i 1911 på konfe-
rencen i Budapest. Her forelå to dagsordenforslag, et fra CGT: »Afholdelse
af internationale arbejdskongresser« og et fra AFL: »Fagforeningernes in-
ternationale føderation«, På CGT's forslag blev de to punkter behandlet
under et.
Debatten herom blev stort set en gentagelse af Paris-konferencens, dog
med den væsentlige forskel, at en organisatorisk omlægning ikke blev pure
afvist. Det vedtoges at » . ..
oversende forslagene til landscentralemes un-
dersøgelse.«108 Denne åbning skete især i forhold til AFL's forslag, der
havde anbefalet »at studere spørgsmålet om oprettelse af en 'International
Arbejdsføderation”«,109mens CGT havde krævet afholdelse af intemati-
onale kongresser straks.
På den sidste konference 1913 i Zürich genfremsatte både CGT og AFL
deres forslag. Endvidere kom AFL med følgende forslag, som blev vedta-
get: »Det internationale sekretariats navn forandres til 'Fagforeningernes
Internationale F0rbund«“°(FIF). I tilknytning hertil foreslog AFL nedsæt-
telse af en komité til at » . . .
udarbejde en plan for den praktiske gennemfø-
relse af den amerikanske landsorganisations forslag.«“' Både Legien og
Hueber modsatte sig dette, og Legiens forslag om at lade forslaget debattere
i LO'eme vedtoges. Navneforandringen var en ren formssag, der i og for sig
blot medførte, at den internationale sekretær herefter blev præsident for
FIF.
Konferencen i Zürich adskilte sig imidlertid fra de tidligere derved, at de
Internationale Forbundssekretariater -
IFS -
var indbudt til at deltage som
observatører. Endvidere havde ISLO i forbindelse hermed arrangeret en
konference, den første i sin alt, for IFS'serne, der fandt sted i umiddelbar
forlængelse af ISLO-konferencen. Heri deltog LO-sekretæreme som obser-
vatører.”2
Dette initiativ, der må ses som et første forsøg på at tilvejebringe et
samarbejde mellem de to internationale faglige organiseringsformer, vari sin
intention uhyre væsentligt. Det vidner om vilje til at udvide det intemati-
onale faglige samarbejde. Som følge af krigsudbruddet året efter tik initiati-
vet imidlertid ingen umiddelbare praktiske konsekvenser. Formålet med
46

den fælles sammenkomst fremgår af en enstemmigt vedtaget resolution,
foreslået af tekstilarbejdemes internationale sekretær, Shaw:
»Denne konferanse av landsorganisationemes repræsentanter og de internationale sekretæ-
rer er av den opfatning at den internationale organisation ville bli høiligen styrket ved en
nærmere forbindelse med det internationale Byraa og ved at det internationale sekretariat
driver et internationalt oversættelsesbyraa.«
' '3
Spørgsmålet om et internationalt oversættelsesbyro gik igen i de fleste af
IFS-sekretæremes indlæg. Det indtryk efterlades, at sproglige vanskelighe-
der og manglende kendskab til forbundenes nationale organisering 0g udvik-
ling har været medvirkende til misforståelser, uoverensstemmelser osv. bå-
de indenfor de enkelte internationale forbund og disse imellem. Det vil være
nærliggende, at se disse vanskeligheder i sammenhæng med svendevandrin-
gerne
-
det forhold, at disse formentlig har været i aftagende i perioden op
mod 1914."4 Denne udvikling medførte, at en stadig mindre del af de fag-
lærte arbejdere havde de Sprogkundskaber og det kendskab til udenlandske
organisationsforhold, kort sagt den umiddelbare intemationalistiske hold-
ning som svendevandringeme havde formidlet. En holdning som havde væ-
ret en væsentlig del af grundlaget for den tidligere internationale organise-
ring.” En holdning IFS-sekretæreme efterlyste som forudsætning for en
videreudvikling af det internationale samarbejde. Den internationale tran-
sportarbejdersekretær, Jochade, udtrykte det således:
»Videre må vi prøve at få mere korrekt kunskap om forholdene innen de organisationer, som
vi ønsker at bringe ind i bevægelsen, ellers vil vi ikke være i stand til at få nogen indflydelse
over den. Det må gøres klart, at de ved tilslutning ikke mister sin uavhængighet, idet det ofte
næres frygt for at dette vil være tilfældet. At gi en forklaring av vor internationale sammenslut-
nings historie og formål er fremfor alt en av de vigtigste opgaver.«“°
Der kan således fra 1913 spores tendenser til en udvidelse af den faglige
intemationalisme i retning af et nærmere samarbejde mellem de to faglige
organiseringsformer. Et første skridt i denne retning var allerede gjort fra
januar 1913, hvor det internationale sekretariat i Berlin påbegndte udgivel-
sen af et internationalt fagligt organ »Internationale Gewerkschafts-Korre-
spondenz«.“7 På IFS-konferencen blev det vedtaget, at bladet også skulle
fungere som meddelelsesblad for de internationale forbundssekretariater.
Denne udviklingstendens til et nærmere og udvidet samarbejde i den in-
ternationale fagbevægelse kan i en vis forstand betragtes som et forsøg i
retning af at kompensere for det forhold, der indirekte var blevet givet
udtryk for på konferencen, at den umidelbare intemationalistiske bevids-
thed formidlet af svendevandringeme var i aftagende. Erkendelsen heraf og
tendensen til at kompensere herfor ved at bringe den internationale fagbe-
vægelse op på et mere avanceret organisatorisk niveau blev imidlertid mod-
virket af den bevidste afpolitisering, der havde fundet sted i fagforeningsin-
temationalen fra begyndelsen og som var blevet endnu mere udpræget efter
AFL”s tilslutning og af det forhold, at ISLO med GGD som drivende kraft
havde reduceret intemationalismen til et mellemværende mellem landsor-
ganisationemes ledere.
47

I sin helhed må denne udvikling vurderes som havende medvirket til at
fagforeningsintemationalen blev sprængt og intemationalismen brød sam-
men ved den imperialistiske kn'gs udbrud i 1914.
Afslutning
Det må afslutningsvis konstateres, at Legiens/GGD'S stillingtagen i alle væ-
sentlige modsætningsforhold i fagforeningsintemationalen blev afgørende
for udfaldet af intemationalens stillingtagen.
Spørgsmålet om fagforeningsintemationalens organisatoriske opbygning,
der blev kædet snævert sammen med spørgsmålet om dens beskæftigelse-
sområde var gennemgående i hele den her behandlede periode.
Legien har formentlig præciseret sin og GGD's stilling i dette spørgsmål
allerede på konferencen i København. Denne position blev opretholdt helt
til 1913/14. Legien/GGD's opfattelse stod til en begyndelse i modsætning til
DsF/de skandinaviske landsorganisationers, der havde tænkt sig et videre-
rækkende internationalt samarbejde a la det skandinaviske. Denne modsæt-
ning kom dog aldrig åbent til udtryk. DSF/de skand. LO'er affandt sig med
GGD”s formel for internationalt fagligt samarbejde. En væsentlig medvir-
kende årsag hertil kan have været det vidtgående om end langt fra fuldstæn-
dige sammenfald i organisatorisk opbygning og politisk udsyn, hvilket mu-
ligvis har bidraget til at tilsløre modsætningeme. I hvert fald kan der konsta-
teres en ufuldstændig erkendelse af modsætningen til GGD”s kurs i ISLO,
der må føres tilbage til en uklar socialismeopfattelse i DSF/de skand. LO'er.
öGK, der kan henregnes til den skandinaviske type af LO”er, havde en
klarere socialismeopfattelse og erkendte modsætningen mellem sin og
GGD”s politik i ISLO. Dette kom til udtryk i en åbent markeret opposition
til GGD”s adskillelse af faglig og politisk virksomhed, men ikke til et brud
med GGD”s linie i ISLO, eller forsøg på at lade oppositionen få .praktiske
konsekvenser. I praksis var der således næppe tale om forskelle i OGK's og
de skandinaviske LO'ers politik i fagforeningsintemationalen.
Videre kom Legiens/GGD'S holdning i denne problemstilling til udtryk i
forbindelse med CGT's og NASN,s positioner i ISLO. Der blev her ikke
alene markeret et modsætningsforhold, det kom også til et åbent brud, der
resulterede i de to syndikalistiske LO'ers udtræden af ISLO. Den væsent-
ligst medvirkende årsag til denne udgang på konflikten må søges i, at der her
stod to politisk uforenelige fagforeningstyper konfronteret. CGT's syndika-
lisme stod ikke alene i modsætning til GGD”s socialdemokratiske reformis-
me, men til holdningen hos den overvældende majoritet af LO'er i fagfore-
ningsintemationalen. CGT”s genindtræden bragte modsætningsforholdet
frem på ny, men ingen optøning af fronteme.
Endelig kom modsætningsforholdet til udtryk i forbindelse med AFLis
indtræden i ISLO. Der var her ligeledes tale om en fagforeningstype, der
politisk var uforenelig med den socialdemokratisk-reformistiske -
og det i en
grad, der oversteg uforeneligheden i forhold til syndikalisteme. Alligevel
48

kom det ikke til noget brud med AFL, men tværtom til en tilnærmelse
mellem GGD og AFL og til en åbning i ISLO overfor AFL's standpunkt i
problemstillingen. Ved vurderingen af denne udvikling må der især tages
'hensyn til: GGD”s modsætningsforhold på nationalt plan til SPD, der betød
en cementering af reformismen i den tyske fagbevægelse. Hertil svarede på
internationalt plan GGD”s systematiske afpolitisering af ISLO. Videre må
tages i betragtning GGD's modsætningsforhold i fagforeningsinternationalen
til syndikalisteme, der blev af betydning i konflikten omkring og mellem
AFL og IWW. Endelig må samarbejdet som det havde udviklet sig i ISLO
med den engelske fagbevægelse tages i betragtning. Det kan formodes til en
vis grad at have sløret de afgørende forskelle mellem tradeunionismen i dens
engelske og amerikanske udgave og som sådan virket befordrende på sam-
arbejdet med AFL.
Konkret viser overensstemmelsen mellem GGD's og AFL's bestræbelser
i ISLO sig i den vægt begge LO'er lagde på at understrege betydningen af
konkret praktisk fagligt arbejde, der sattes i modsætning til teoretisk/ politisk
arbejde. I dette interessesammenfald viste GGD”s neutralistiske kurs over-
for socialdemokratiet og AFL”s anti-socialisme sig at være om ikke identi-
ske så dog forenelige politiske positioner.
GGD”s dominerende position i ISLO havde sit udgangspunkt i GGD,s
numeriske styrke, der til stadighed var sådan, at den tyske LO var den
største i fagforeningsintemationalen.'1*'I Dette forhold må ses sammen med
GGD's effektive organisatoriske og administrative arbejde på nationalt og
internationalt plan og med det forhold, at GGD kunne optræde som politisk
formidler mellem de tradeunionistiske og de socialdemokratisk-reformisti-
ske fagforeningstyper ved selv -
og det i stigende grad, at indtage en slags
mellemposition. Den var karakteriseret ved en gradvis opgivelse eller ud-
vanding af det socialdemokratiske engagement til fordel for en voksende
fiksering på interne faglige problemer i ISLO og disses løsning via reformer
indenfor det bestående samfundssystem. I konsekvens af accepten fra det
overvejende flertal af LO'eri ISLO af GGD's politik, må det konstateres, at
denne udvikling ikke var specifik for GGD og ikke kun satte sit præg på
fagforeningsintemationalen, men i varierende grad også gjorde sig gældende
i flere af de socialdemokratisk-reformistiske fagbevægelser, således også i
de skandinaviske. Denne udvikling var ikke ensbetydende med en overfør-
sel til nationalt plan af GGD”s politik. DsF og de øvrige skandinaviske
LO,er bevarede den snævre forbindelse til socialdemokratiet ligesom det
skandinaviske samarbejde fortsattes om end det blev afsvækket. Men det
må konstateres, at de visioner DsF havde haft om et internationalt fagligt
samarbejde efter skandinavisk mønster ved indkaldelsen af den første inter-
nationale faglige konference i 1901 ikke blev realiseret eller søgt realiseret,
men blev opgivet. Alligevel kan man til en vis grad give J. Jensen ret, da han
i et tilbageblik under 8. skandinaviske arbejderkongres i 1912 slog fast:
»Men de skandinaviske kongresser har mægtigt bidraget til at fremme den
praktiske intemationalisme verden over.«“9
49

Noter
1 om analysenivoer i fagforeningsstudier se Erik Christensen: Fagforeninger og lokalsam-
fund, Esbjerg 1976, især kap. II; Erik Christensen & Niels Mortensen: På vej mod en
marxistisk fagforeningsteori, i Häften för kritiska studier nr. 5, årg. 10, 177, s. 31-47 og Fl.
Ibsen & Henning Jørgensen: Fagbevægelse og stat, Ålborg1978, især afs. II & IV.
2 Karl Marx und Friedrich Engels über die Gewerkschaften. Besorgt vom Marx-Engels-
Lenin-Stalin-Institut beim ZK der SED, Berlin/DDR 1953, s. 114-121. op. cit. s. 114.
ibid. op. cit. s. 119-21.
om IAA og de engelske fagforeninger se H. Collins: Karl Marx, the International and the
British Trade Union Movement i: Science and Society vol. XXVI, No 4, 1962, s. 400-422.
5 se Haupt & Verde: De la Premiere ala Deuxieme Internationale, i Le Mouvement Social,
No. 51, 1965, s. 114-125.
6 se Histoire de la 11° International. Le Congres Possibiliste de 1889, Geneve, Minkoff
Reprint 1976, s. 187-279.
7 jfr. LO-arkiv 1888 og 1889, Jensens korrespondance med Lavry og Gely. Det forekommer
i denne forbindelse lidet troligt, at Jensen skulle være vendt tilbage fra 1888-kongressen
»rystet i sit inderste over så megen luftig filosofi og så ringe forståelse for den praktiske
verdens vilkår«. (Togeby: Var de så røde? s. 8).
8 señem disse fænomener Julius Clausen: Skandinavismen historisk fremstillet, København
1901.HenningNielsen: Nordens enhed gennem tiderne bd. 1-3, København 1938, og
Jørgen Hatting: Skandinavismen, i: Det forenede Norden. Fra Flensborg fjord til Ishavet,
København 1943, s. 181-251.
9 jfr. M. Grass: Arbejderskandinavisme omkring 1. verdenskrig, s. 55-56, i Årbog for
arbejderbevægelsens historie 4, 1974, s. 55-89.
10 se Dieter Fricke: Die deutsche Arbeiterbewegung 1869 bis 1914, Berlin Ø, 1976, s. 746-56.
11 Heinz Langerhans: Richtungsgewerkschaft und gewerkschaftliche Autonomie
1890-1914, i: International Review of Social History vol. 11, 1957, s. 22-52 og 187-208. Se
s. 41-42.
12 Landsorganisationer var blevet oprettet i Tyskland 1890, Østrig og Holland 1893, Frank-
rig 1895/96, Belgien, Danmark og Sverige 1898, England og Norge 1899 og Italien 1906. I
'Amerika oprettedes AFL (American Federation of Labour) 1886 og IWW (Industrial
,
Workers of the World) 1905.
13 se Fritz Klenner: Dieösterreichischen Gewerkschaften, Wien 1953, s. 257ff., passim.
Klenners påstand: »Eine vollständige gegenseitige Durchdringung von Partei und Ge-
werkschaften, eine völlige Identität dieser beiden Teile der Arbeiterbewegung bei gleich-
zeitiger Autonomie, ja Selbständigkeit beider, wie sie als Ideal auch den Arbeitem in
anderen Ländem vorschwebte, gab es aber eigentlich nur in österreich.« op. cit. s. 259
stemmer imidlertid ikke. En lignende karakteristik kunne gives af forholdet parti-fag-
bevægelse i de skandinaviske lande.
14 se LO-arkiv, kongresser, Tyskland, sag nr. 68, reg. nr. 531, 1899, brev fra Legien til DsF
med indbydelse til at deltage i kongressen af 27. marts 1899. Endvidere DsF's forhand-
lingsprotokol 18., 29. april og 18. maj 1899.
15 se Social-Demokraten 3. april 1883.
16 Brev fra GFTU sign. Isaac Mitchell af 17. april 1901, LO-arkiv, England reg. nr. 311, sag.
nr. 43, 1901.
17 Brev fra Mitchell af 17. maj 1901, ibid., reg. nr. 312.
18 do uden dato, ibid. reg. nr. 313.
19 se GFTU Report of the second annual General Council Meeting, 8-9 August 1901,
London 1901, s. 11-13.
20 LO-arkiv, England, Sag. nr. 43, reg. nr. 321, 1901.
21 Social-Demokraten 18. aug. 1901.
22 Report of the second annual... s. 12;
23 Brev fra Jensen til Mitchell af'25. maj 1901; LO-arkiv, England, sag. nr. 43, reg. nr. 314,
1901.
AW
50

24 LO-arkiv, kongresser, sag. nr. 50, reg. nr. 427, 1901.
25 se J. Jensens udkast til skrivelse, udateret men formentlig fra slutningen af maj eller
begyndelsen af juni, LO-arkiv, kongresser, sag. nr. 50, reg. nr. 497, 1901.
26 Report, s. 13.
27 Jensens indbydelse til de ikke-skandinaviske landsorganisationer, LO-arkiv, kongresser,
sag. nr. 50, reg. nr. 497, 1901. 10 år efter storkonflikten fandt DsF på den ene side, at tiden
for en ny »styrkeprøve mellem de to hære« var ved at nærme sig og på den anden side, at
det internationale samarbejde i ISLO var tilstrækkeligt stærkt til, at styrkeprøven ikke
blot behøvede at være et nationalt anliggende, jfr. nedenfor.
28 Socialdemokraten 23. aug. 1901, jfr. også Beretning for den 6. skandinaviske arbejder-
kongres, Århus 1901, s. 3.
29 Correspondenzblatt 2. sept. 1901, s. 568-70.
30 GFTU Ninth Quarterly report, september 1901, London 1901, s. 8-9.
31 Social-Demokraten 29. nov. 1901. Det har ikke været muligt at få fat i Octors pjece.
32 S-D 28. aug. 1901.
33 GFTU Ninth Quarterly Report, sept. 1901, s. 9.
34 LO-arkiv, kongresser, sag. nr. 11, reg. nr. 124, 1902. Legiens mndskrivelse er udateret
men det medfølgende brev er dateret 25. marts 1902. Legiens datoangivelse stemmer ikke
med den samtidige i S-D for 28. aug. 1901.
35 Konferenceme 1903, 1909, 1911.
36 Det bør dog påpeges, at der også de skandinaviske LO'erimellem gjorde sig modsætninger
gældende,jfr. nedenfor, men i international sammenhæng var de forsvindende. Se herom
Edv. Bull: Arbejderbevægelsens stilling i de tre nordiske lande 1914-1920i Tidsskrift for
arbejderbevægelsens historie, 2, 1976, 5. 3-28.
37 Stuttgart 1902 og Dublin 1903.
38 jfr. Legiens beretning, i LO-arkiv, sag nr. 11, reg. nr. 124, 1902.
39 citeret efter »Protokol for den 2. internationale konference af sekretærerne for de faglige
Iandsorganisationer«, s. 3, i LO-arkiv, kongresser, sag. nr. 11, reg. nr. 1074, 1902.
Protokollen er en håndskrevet oversættelse afden tyske tekst, offentliggjort som »Proto-
koII der zweiten internationalen Konferenz der Sekretäre der Landesorganisationen der
Gewerkschaften«, Stuttgart u. á.
40 se brev fra CGT til Legien af 7. april 1905, i LO-arkiv, kongresser, 1905, læg 4, jfr.
endvidere konferenceberetningen, hvor spørgsmålet ikke ses behandlet.
41 cit. efter .1. Sassenbaeh: Twenty-Five Years of International Trade Unionism, Amster-
dam 1926, 5. 11/12. Jfr. endvidere ovenfor.
42 ibid. 5. 10/11.
43 se brev fra Griffuelles til Olsen af 13. april 1904, i LO-arkiv, ks. 550, 1904, reg. nr. 486, sagnr. 67.
44 Brev fra Legien til Olsen af 28. april 1904, i LO-arkiv, ks. 550, 1904.
45 se rundskrivelse fraISLO af2. dec. 1904, i LO-arkiv, ks. 550, 1904, sag nr. 67, reg. nr. 489.46 se skrivelse fra CGT til ISLO af 7. april 1905, i LO-arkiv, kongresser, 1905, læg 4.
Internationale konference.
47 ibid.
48 brev fra Legien til CGT af 22. april 1905, ibid.
49 brev fra CGT til Legien af 5. maj 1905, ibid.
50 jfr. nedenfor.
51 se LO-arkiv, kongresser, 1905, læg: 4. Internationale konference; brev af 13. maj 1905 fra
Legien til Olsen.
52 Legiens redegørelse for sagen på konferencen, cit. efter Beretning over den 4. konference,s. 27, i Anden internationale beretning om
fagforeningsbevægelsen, 1904, København
1905, s. 21-40.
53 ibid. s. 29.
54 ibid. s. 37.
55 ibid. 3. 37-38.
56 ibid. s. 38 og 39.
51

57 om massestrejkedebatten se Curt Sørensen: Marxismen og den sociale orden, bd. 2, s.
340ff.
58 LO-arkiv, kongresser, sag nr. 96, reg. nr. 651, 1903.
59 se Walter Kendallz Gewerkschaften in Europa, Hamburg 1977, s. 241-43.
60 cit. efter Beretning over den 5. konference. .,
s. 14, i Fjerde internationale beretning om
fagforeningsbevægelsen 1906, Kristiania 1908, s. 12-32. NASN havde selv før konferen-
cen vedtaget at udtræde af ISLO, men denne meddelelse indløb først på konferencens
sidste dag efter beslutningen om at udelukke NASN, se ibid. s. 32.
61 ibid. s. 14.
62 ibid. s. 15.
63 Idenne forbindelse kan der peges på, at teoridannelsen i den østrigkse arbejderbevægelse
var betydelig mere fremskreden end tilfældet var i de skandinaviske arbejderbevægelser,
eller rettere, at der her var tale om en egentlig selvstændig teoridannelse, den s.k.
austromarxisme. 0m austromarxismen, der netop udvikledes i begyndelsen af det 20. årh.
se Norbert Fluger: Austromarxisteme 1904-34, i Årbogfor arbejderbevægelsens historie,
3, 1973, s. 85-109 og H.-J. Sandkühler& R. de la Vega (ed.) Austromarxismus, Wien 1970,
især indledningen 5. 6-49.
64 citeret efter beretningen fra konf., s. 16.
65 se Isaac Deutschers artikel i W. Galenson (ed.) Comparative Labour Movements, New
York 1952, og Tredie internationella berättelse, Stockh. 1907, s. 14/15ff.
66 cit. efter Beretning over den 4. konference, s. _22.
67 ibid.
68 ibid. s. 23.
69 jfr. ovenfor.
70 Fra og med 1903 udgav ISLO årlige internationale beretninger med oplysninger om
fagbevægelsen i de enkelte lande, en almen oversigt og en beretning fra den internationale
sekretær. Disse beretninger indeholder også referateme fra de internationale konferencer.
Beretningerne udkom til og med 1912. For årene 1913-19 foreligger en kort samlet
'
beretning udgivet i 1919.
71 om IWW og dens modsætningsforhold til AFL se Steen Illeborg: Et amerikansk industri-
arbejderforbunds opståen, udvikling og undertrykkelse. The
IndustrialWorkers of the
World 1905-1917, København 1973 (utrykt).
72 jfr. rundskrivelse fra Legien af 20. feb. 1909, i LO-arkiv, kasse 551, 1909,
73 cit. efter Beretning over 5. int. konf. 1907, s. 18.
74 se Illeborg s. 68ff.
75 jfr. skrivelse fra lWW af 17. august 1909, s. 3, i LO-arkiv, ks. 551, læg: AFL & lWW, og
rundskrivelse fra Legien af 8. april 1909, ibid., kongresser, 1909.
76 cit. efter »Sjätte internationella konferensen.., s. 24, i Sjätta intern. berättelsen över
fackföreningsrörelsen 1908, Stockh. 1910, s. 19-53.
77 ibid. s. 24.
78 ibid. s. 32. .
79 se ibid. s. 33, for dennøjere udformning afdet franske forslag se »
Antrag zur Bildung eines
intemationalen Arbeiter Vereinigung, nebst Statuten, eingerichtet von d. Konföderation
der Arbeit Frankreichs«, i LO-arkiv, kongresser 1909.
80 ibid. s. 34.
81 ibid. s. 35 og 36.
82 ibid. s. 36.
83 cit. efter Kautsky: Samuel Gompers, s. 678, i Neue Zeit, 13. Aug. 1909, Nr. 46, s. 677-685.
84 ibid. s. 679.
85 ibid. s. 684.
86 cit. efter »Sjätte internationella konferensen.., s. 44.
87 se rundskrivelse af8. juli 1910, fra Legien, i LO-arkiv, ks. 551, 1910.
88 Rundskrivelse fra Legien af9. dec. 1909, i LO-arkiv, ks. 551, 1909.
89 jfr. ovenfor, senest i forbindelse med l907-konferencen.
90 Rundskrivelse af9. dec. 1909.
91 Rundskrivelse af 8. juli 1910.
52

92
93
94
95
96
97
98
99
100
101
102
103
104
105
106
107
108
109
Skrivelsen er dateret 17. aug. 1909, i LO-arkiv, ks. 551, 1909, læg: AFL & IWW. National
Civic Federation blev dannet i 1900 »to bring together various leaders of the community in
order to avoid social unrest and disturbances.« Den bestod af ledende kapitalister af
liberal observans og altså også af AFL's præsident, se H. Pelling: American Labour,
Chicago 1960, op. cit. s. 101.
om den tyske arbejderpresse og dens udbredelse se Dieter Fricke: Die Deutsche Arbeiter-
bewegung 1869 bis 1914, Berlin 1976, s. 363-479.
Correspondenzblatt 16. okt. 1909, nr. 47, s. 656.
cit. efter Kautsky: Die Civic Federation, i Neue Zeit, 29. okt. 1909, s. 132,jfr. også ibid.
12. nov. 1909, s. 254.
ibid. s. 137, om Huebers imødegåelse af Gompers jfr. ovenfor.
se Correspondenzblatt 6. nov. 1909 og Neue Zeit 12. nov. 1909.
se Vorwärts nr. 256.
Det kan være af interesse her at pege på, at revisionistemes blad Sozialistische Monats-
hefte d. 9. sept. 1909 tog stilling i debatten imod Neue Zeit's artikel »Samuel Gompers« og
for GGD's modtagelse af Gompers.
Det kan bidrage til forklaringen på, hvorfor de tyske faglige ledere vedblev at være
organiserede socialdemokrater trods det til tider voldsomme modsætningsforhold til
partiledelsen. De betragtede i vid udstrækning revisionismen som det teoretiske modsvar
til deres reformistiske praksis, jfr. H.-J. Steinberg: Sozialismus und deutsche Sozialde-
mokratie, Bonn 1972.
cit. efter Syvende internationale konference. .
., s. 19, i Ottende internationale beretning
over fagforeningsbevægelsen 1910, København 1912, s. 17-57.
ibid.
Det bør her understreges, at ISLO's virksomhed alene er blevet undersøgt på gmndlag af
det i DsF's arkiv beroende materiale. En undersøgelse af ISLO's arkiv ville formentlig
være betydeligt mere oplysende.
se DsF's forhandlingsprotokol 22.-24. april 1909, pkt. 1, og det forkonede referat i
»Arbejderen« 8. og 15. april 1909.
se herom Bang m. fl.: Fagoppositionens Sammenslutning 1910-21, Århus 1975 og Curt
Sørensen: Den syndikalistiske ideologi i den danske arbejderbevægelse -
ca. 1910-21, i
Historie, Ny Rk. VIII, 3, 1969, s. 273-315.
LO-arkiv, kongresser. 1909 og Sjätta internationella konferencen, s. 42, i Sjätta internati-
onella berättelsen Stockholm 1910, s. 19-53.
se ovenfor.
cit. efter Sjätte internationella konferensen. .
., 5. 42/43.
cit. efter Syvende internationale konference .
., s. 38 i Ottende internationale beretning
..., København 1912, s. 17-57
ibid. s. 37.
110 cit. efter Referat fra den 8. internationale konference..., s. 37, i Tiende internationale
111
112
113
114
115
116
117
118
beretning om fagforeningsbevægelsen 1912, Kristiania 1914, s. 1-58.
ibid. s. 38.
24 forbundsintemationaler repræsenteret, se 8. internationale konference, s. 5 og 61-66 i
Tiende internationale beretning Kristiania 1914, 5. 1-73.
cit. efter Referat fra den 8. intemationale . .
., s. 49. Det omtalte internationale byro er ikke
ISB, men det intemationale sekretariat i Berlins kontor.
se herom seminarpapireme fra John A. Logue: Toward a Theory of Trade Union Interna-
tionalism, RUC 1978 og Gerd Callesen & John A. Logue: Social-Demokraten and Interna-
tionalism. RUC 1978.
se ovenfor afs. 2.
cit. efter Referat fra den 8. internationale.. ., s. 47.
IGK udkom på de tre hovedsprog og blev også oversat til dansk.
Om LO'emes medlemstal se Ref. fra 8. intern. konference, s. 8-9.
53

119 cit. efter Protokoll och berättelser vid Sde skandinaviska arbetarekongressen, Stockholm
1913, s. 40. For en modsat opfattelse se M. Grass: Arbetareskandinavism 1912-1920, 5.
65, i Årbogfor arbejderbevægelsens historie 4, 1974, s. 55-89.
Zusammenfassung
Der Vorläufer des Intemationalen Gewerkschaftsbundes, das Intemaionale Sekretariat der
Landesorganisationen (ISLO), wurde im Jahre 1901 gegründet. Als Hintergrund der Grün-
dung werden drei Traditionen der intemationalen Arbeiterbewegung genannt: l) die Interna-
tionale Arbeiterassociation, 2) die intemationalen Berufssekretariate und 3) der Arbeiter-
skandinavismus. Die Bildung der ISLO war ein Ergebnis der Bestrebungen der dänischen
Landesorganisation, De samvirkende Fagforbund (DSF). DsF war die treibende Kraft in der
skandinavischen Zusammenarbeit, die schon im Jahre 1886 in der Form von Kongressen
begann. Ausserdem hatte sich DSF eine zentrale Position in der internationalen Gewerks-
chaftsbewegung verschafft, nicht am wenigsten auf Grund ihrer grossen organisatorischen
Errungenschaften. Diese Position galt besonders in Bezug auf die Landesorganisationen
Deutschlands und Englands. DSF konnte also die verschiedenartigen Bestrebungen in der
intemationalen Gewerkschaftsbewegung zu einem tragtähigem Bündnis zusammensc-
hliessen. Abgesehen von der Gründungsperiode vermochte DsF jedoch nicht die ISLO zu
prägen. Schon nach der ersten Konferenz in Kopenhagen 1901 ging die leitende Rolle an die
Generalkommission der Gewerkschaften Deutschlands (GGD) und deren Vorsitzenden Carl
Legien über.
In der ganzen Periode bis 1914 entwickelte sich die ISLO unter der unbestrittenen Führung
der GGD. Die Entwicklung wird in drei Phasen aufgeteilt: l) eine Konstituierungsphase
(1901-1905), 2) eine Konsolidierungsphase (1905-1909) und 3) eine Ausbauphase
(1909-l9l3/14). Die erste Phase wurde vom Gegensatz zwischen den socialdemokratischen,
reformistisch orientierten und den trade unionistischen Landesorganisationen auf der einen
Seite und den syndikalistischen Landesorganisationen in Frankreich und den Niederlanden
auf der anderen Seite gekennzeichnet, die mit dem Ausscheiden der Syndikalisten endete.
Der Gegensatz bestand hauptsächlich darin, dass die Syndikalisten nicht nur eine rein ge-
werkschaftliche/trade unionistische Organisation von leitenden Gewerkschaftlern anstreb-
ten. Im Gegenteil wünschten sie eine breitere Organisation und suchten die ISLO zu politi-
scher Stellungnahme zu bewegen. Damit unterstrichen sie auch ihre Abneigung gegen die
Arbeitsteilung der ISLO mit der II. Internationale. Das Ausscheiden der Syndikalisten bede-
utete eine Stärkung der GGD-Position in der ISLO. Die zweite Phase wurde durch die
Konsolodierung der ISLO auf einer reformistischen Grundlage mit neutralistischen Obenö-
nen charakten'siert. In der dritten Phase nahm die Confederation General du Travail (CGT)
Frankreichs wieder ihren Platz in der ISLO ein, und die alten Gegensätze entstanden aufs
neue. Die Ausbauphase wurde aber primär durch den Eintritt der American Federation of
Labor (AFL) gekennseichnet. Hiermit entstand eine Allianz zwischen den zwei stärksten
Landesorganisationen der Welt: die GGD und der AFL, die dazu führte, dass die ISLO
immer neutralistischer gegenüber der Sozialdemokratie auftrat und damit immer mehr entpo-
litisiert wurde. In diesem Prozess muss man einen Teil der Erklärung der Niederlage der
intemationalen Arbeiterbewegung im Jahre 1914 suchen.
54

SYNDIKALISMEN BLAN DT
LAGER- OG PAKHUSARBEJDERNE
I KØBENHAVN
Af Therkel Stræde
Indledning
Den danske arbejderbevægelse har fra starten af været præget af reformis-
men. Reformistisk var den ideologi og strategi, som det socialdemokratiske
parti arbejdede udfra, såvel som dette partis praktiske politik. Og reformi-
stisk var den linie, der fra starten etableredes i arbejdernes fagforeninger, og
som dækkende kan benævnes den faglige moderation.l Den reformistisk-
moderate linie blev naturligvis ikke til uden ideologiske brydninger, i hvilke
også en venstrefløj markerede sig. Men som helhed må den siges at have
været fuldstændigt dominerende i den første fase af arbejderbevægelsens
udvikling, og dermed et fuldgyldigt udtryk for den bevidsthed, som fandtes i
den danske arbejderklasse.
Omkring 1907 begyndte der imidlertid at vise sig tegn på, at dele af arbej-
derklassen ikke længere ville lade sig nøje med de perspektiver, reformis-
men-moderationen stillede op. Som udtryk for, at et vist bevidsthedsmæs-
sigt skred var igang, opstod der forskellige organisationer i arbejderklassen,
der angreb den herskende linie udfra et venstreoppositionelt standpunkt. I
løbet af en halv snes år udviklede der sig en revolutionær bevægelse af en
udbredelse og radikalitet, som man hverken før eller siden har set magen til i
den danske arbejderbevægelse. Denne revolutionære, syndikalistiske bevæ-
gelse udgjorde i årene omkring 1. Verdenskrigs afslutning en alvorlig trusel
mod det reformisti'sk-moderate herredømme i arbejderbevægelsen. Tusind-
vis af arbejdere vendte sig bort fra de indarbejdede reformistisk-moderate
kampperspektiver og -metoder. Den syndikalistiske, selvorganiserede kamp
fejrede triumfer.
Men det viste sig, at den syndikalistiske bevægelse ikke var istand til
varigt at sætte sig fast i den danske arbejderklasse. Det lykkedes reformis-
men-moderationen at opfange det bevidsthedsskred, som var igang i arbej-
derklassen, og tilføje de revolutionære syndikalister nogle smertelige neder-
lag. Syndikalismen blev slået på tilbagetog og mistede i løbet af et par år det
meste af det terræn, den havde vundet i »de revolutionære år«, Reformis-
men-moderationen befæstede påny sit herredømme over arbejderklassen og
dens organisationer.
Dette vigtige forløb i den danske arbejderklasses historie rejser nogle
spørgsmål, der efter min mening er helt centrale for en forståelse af den
danske arbejderbevægelse, historisk og aktuelt:
55

FaguunnsitianansSammanslutmng
er en Sammenslutning af den frisindede Opposition indenfor den
faglige Arbejderbevægelsei Danmark.
Den blev stiftet i København den 22. September 1910 med
følgende
Formaat:
1. At forbedre og udvikle de nuværende forældede Fag-ior-
eninger til moderne lokale Industri- og Brancheforbund.
2, At udvikle den udueiige rFagkamPtiL industriel
3. At bibringe Arbejderne Kendskab til og Fortrolighed med
den moderne Kamptaktik: den plutheliige Strejke, Obstruktion,
Sabotage og solidarisk Boycotning.
4. At afskaffe det organiserede Skruebnekkeri og praktisere
Solidaritetsiølelsen gennem den lokale. Sympatistrejke.
5. At bärzmpe den udvidede Look-out (Sympati-Lock-outen)
med den udvidede Sympatistrejke.
6. At, udbrede Kendskab tul- den 3 ›ciale Generalslrejke.
igennem hvilken den arbejdende Klasse afskaffer det be-
staaende Lønslaveri og erobrer Produktionsmidlerne.
7. Ved alle til Raadigbed staaende Midler hensynslost at
bekæmpedet kapitalistiske Samfund til Fordel for det arbejdende
Folk.
Dette sags opnaaet ved følgende
Midler:
1. At samle Fagforeningernes Medlemmer industrivis inden-
for Sammenslutningens Ramme.
2. At drøfte og planlægge Oppositionens Arbejde indenfor
hver Branche.
3. At udarbejde og gennem Medlemmerne stille posilivc For-
slag i Fagforeningeme i Tilslutning til Sammenslutningens For-
maal, derunder ogsaa at gennemføre den lige direkte almindelige
Valgret ved Valg af Tillidsmand indenfor den faglige Bevægelse.
4. At indhente Oplysninger om de enkelte Fagforeningers
og. Forbunds Forhold til Udbytteme og Arbejderne samt om
deres Administration, og overgive Oppositionen de Vaaben, der
eventuelt finds i disse Oplysninger.
5. At koncentrere hele Oppositionens økonomiske og moral-
ske Kraft om Erobringen af Magten indenfor en enkelt Organisa-
tion i Tiliælde, hvor dette er nødvendigt for Sammenslutninng
Formaal.
6. At sætte sig i Forbindelse med de industrielle Arbejder-
organisationer i Udlandet og gennem Møder, Cirkulærer 0. l.
,bibringe Oppositionen de Erfaringer, disse Organisationer har
høstet gennem deres Kampe.
7. At benytte enhver Lejlighed: til at bibringe Lønarbejderne
Kendskab til Sammenslutningens Formaal. i
8. At udgive et Ugeblad, hvis væsentlige Opgaver skal være:
3) At samle Arbejdemes Interesse og Kraft om den økonomiske
Kamp mod Udbytterne.
b) At forsvare den paa Sannnenslntningens Formaal byggede
Kamptaktik og angribe enhver Magtbevægelseeller Teori, der
lægger denne Taktik Hindringer i Vejen.
c) Gennem Billeder og Tekst hensynuløst at nedbryde Respekter!
for Moral, Autoritet og Magt, der er Arbejderklassen fjendtlig.
(1) I det hele at samle Arbejderne til økonomisk Kamp for deres
øjeblikkeligeog historiske Interesser.
FS'første program fra 1910. Original på ABA.
56

1. Den materielle basis for reformismen-moderationen.
2. Betingelserne for udviklingen af en arbejderradikalisme, der bryder
med reformismen-moderationen (betingelserne for syndikalismen).
Desværre er der indtil nu kun forsket altfor lidt i denne vigtige periode,
hvor det reformistisk-moderate herredømme i arbejderklassen for alvor blev
antastet af en stærk arbejderradikalistisk strømning. I det omfang, der har
været forsket i den, er det især de -
i snæver forstand -
politiske organisati-
oner, den frembragte, der har stået i focus. Hovedstrømnlngen i den arbej-
derradikalistiske bevægelse, den syndikalistiskefagopposition, er forblevet
så godt som uudforsket. ,
En omfattende kortlægning og analyse af den syndikalistiske fagopposi-
tions konkrete forløb er efter min mening en uomgængellg nødvendighed,
hvis man skal nærme sig en materialistisk forklaring på den arbejderradikali-
stiske bevægelses udvikling i Danmark. Denne artikel skal ses som et bidrag
hertil. Den bygger på mit speciale i historie: Fagbevægelse 0g Fagopposi-
tion. Lager- og Pakhusarbejdemes Fagforening og Forbund i København
1890-1925,2 og behandler den syndikalistiske bevægelse, således som den
konkret udfoldede sig blandt de københavnske lager- og pakhusarbejdere.
Tyngdepunktet er lagt på perioden 1916-ca. 1922, der generelt og blandt
lager- og pakhusarbejdeme udgjorde syndikalismens blomstringstid, og
fremstillingen er centreret omkring overenskomstforhandlingemel-konflik-
terne.
Lager- og Pakhusarbejdemes Fagforening af 1890
-
en moderat fagforening som alle andre
Danmark havde i slutningen af forrige århundrede ikke megen industri. Det
var primært som eksportør af landbrugsvarer til de højt-industrialiserede
centre i Europa, at landet indgik i det kapitalistiske verdensmarked. Ekspor-
ten af fødemidler var omfattende, hvorimod den industri, der var, altoverve-
jende tjente til at forsyne hjemmemarkedet. Følgelig udgjorde industriarbej-
derne en lille del af den samlede danske arbejderklasse, mens forholdsvist
mange arbejdere var beskæftiget med transport, varecirkulation og oplag-
ring.
Lager- og Pakhusarbejdemes Fagforening af 18903 blev dannet ved et
møde 13. maj 1890 i den berømte Tømrerkro. I de første godt 15 år af sin
eksistens fulgte den ganske den samme bane, som den øvrige fagforenings-
bevægelse. De arbejdsopgaver, som LPF 1890 beskæftigede sig med: regu-
lering af løn- og arbejdsforhold gennem indgåelse af kollektive overenskom-
ster, agitation og gensidig understøttelse af egne og andre fagforeningers
medlemmer, er ganske typiske, ikke blot for datidens, men også for nutidige
fagforeninger. De betegner svar på Væsentlige forhold ved den kapitalistiske
57

produktion og tjener til at varetage arbejdernes interesser som revenue-
kildeindehavere indenfor socialpartnerskabets rammer.4
Heller ikke den måde, hvorpå LPF 1890 varetog arbejdet indenfor sine for-
skellige arbejdsområder, er der noget exceptionelt ved. Linien var i det store
og hele præget af en grundfæstet moderation, allerede fra første færd af.
LPF1890 var en trofast støtte for socialdemokratiet, der på intet tidspunkt
fremførte andet end en »kæmpende reformistisk« linie.5 Fagforeningen for-
stod sig ikke som en forening, der søgte strid med arbejdskøbeme, idet den
klassesamarbejdende forhandlingsvej blev betragtet som den naturlige og
ønskværdige. Den accepterede uden videre den arbejdsdelte fagafgrænsning
som udgangspunkt for organiseringen, og gik uden overvejelser om mulige
alternativer ind i en centralisering af fagforeningsbevægelsen, hvis udgangs
punkt var samme fagopdelte struktur. Medlemmer og fagforeningsledelse
var i selvforståelse, såvel som i daglig praksis moderat-reformistiske.
Efterhånden udviklede der sig dog en vis, voksende utilfredshed med de
ringe resultater, som den faglige organisering kunne opvise efter århundre-
deskiftet, som følge af den generelle tendens til centralisering indenfor fag-
foreningsbevægelsen og det formaliserede klassesamarbejde i skikkelse af
Septemberforliget.
Lager- og pakhusarbejderne og den tidlige, danske
venstreopposition, omkr. 1907-1908
Omkring årsskiftet 1906-07 slog denne ulmende utilfredshed indenfor
LPF1890 over i et åbent modsætningsforhold til DAF og i særdeleshed dette
forbunds centrale ledelse. Udløsende herfor var, at den kooperative Svend-
borg Margarinefabrik, der ejedes af DAF, i efteråret 1906 gik nedenom og
hjem, og at forbundsledelsen -
der i de foregående år havde skudt enorme
summer ind i fabrikkens underskudgivende drift -
samtidig med meddelel-
sen herom pålignede medlemmerne et størrevekstrakontingent. Ekstrakon-
tingentet skulle angiveligt bruges til at betale gammel gæld og opsamle mid-
ler til de overenskomstkonflikter, som DAF forventede ville komme i 1907.
Men en hel del arbejdsmænd var overbeviste om, at de indkrævede penge i
virkeligheden skulle bruges til afviklingen af den fallerede margarinefabrik.
Flere fagforeninger var stemt for ikke at betale ekstrakontingentet, og to
københavnske afdelinger, Oliemøllemes og Lager- og Pakhusarbejdemes
Fagforeninger, nægtede pure at betale, idet de anså ekstrakontingentet for
ubegrundet og stridende mod forbundslovene. DAF var i knibe. Små 10 år
efter forbundets dannelse blev der alvorligt sat spørgsmålstegn ved centrali-
seringen og ledelsens autoritet. Lyngsie-ledelsens svar kom prompte. De to
opsætsige fagforeninger blev omgående ekskluderet6 af DAF, og en kam-
pagne ligeså omgående indledt for at isolere og splitte »separatisteme«.
Det var bestemt ikke blide midler, DAF tog i anvendelse for at knække de
58

to fagforeninger. På alle måder søgte' DAF at chikanere dem. » Social-
Demokraten« flød over af angreb på deres ledende mænd, mens ethvert
modindlæg blev nægtet optagelse. DAF forsøgte gang på gang at sabotere
LPFs overenskomstforhandlinger og -konflikter, bl.a. ved at tilbyde ar-
bejdskøbeme løntilbageholdenhed, blot de ville slutte overenskomst med
afdelinger under DAF. Og DAF lod i maj danne en Lager- og Pakhusarbej-
dernes Afdeling af 1907 (LPA1907), der skulle forsøge at kapre medlem-
merne fra LPF1890. Det er faktisk uhyre lærerigt at se, hvorledes DAF-le-
delsen løste denne sin første legitimitetskrise med massivt repressive mid-
ler. Jeg skal dog ikke her komme nærmere ind på, hvilket omfang og hvilke
former denne repression antog.7 LPF1890 og Oliemøllemes Fagforening
svarede igen med d. 17.2.1907 at oprette Det ny Arbejdsmandsforbund med
oliemøllemes formand Peter Poulsen, der var den mest fremtrædende kriti-
ker af DAP-ledelsen i sagen om Svendborg Margarinefabrik, som forbunds-
formand og redaktør af det fælles fagblad »Arbeidsmanden«.
Eksklusionen af DAF blev for LPF udgangspunkt for en åbning overfor
de venstreoppositionelle strømninger, der netop på samme tidspunkt var i
vækst indenfor den københavnske arbejderklasse. Det ny Arbejdsmands-
forbund, hvis ledelse var sammensat af repræsentanter for oliemølleme, de
to nystartede fagforeninger for kuske og fabriksarbejdere, der aldrig blev til
noget af betydning, og
-
som den største fagforening -
LPF1890, samarbej-
dede i de følgende år8 temmelig nært med den revolutionære venstrefløj af
anarkistisk, ungsocialistisk og syndikalistisk tendens. Peter Poulsen virkede
som skribent ved det anarkistiske blad »Korsaren«, der udkom i marts-april
1907 -
på grund af dette samarbejde ñk Det ny Arbejdsmandsforbund i den
socialdemokratiske presse smædenavnet »Korsarforbundet« -
og igen ved
dagbladet »Socialistisk Arbejderblad«, der udkom i sommeren 1908.
I »Socialistisk Arbejderblad« blev i hovedtrækkene den linie, som den
revolutionære, syndikalistiske fagopposition i årene fra 1910 til begyndelsen
af 1920eme fulgte, lagt frem -
bl.a. af Christian Christensen. LPF1890
ydede støtte til dagbladsprojektet, både ved at låne penge til Socialistisk
Arbejderforening, der forberedte dets udgivelse, og ved hyppig annoncering
i bladet i hele den tid, det udkom. Tilsvarende fik »Socialistisk Arbejderb-
lad« en væsentlig støtte fra de største brancheklubber indenfor LPF1890,
Manufakturlagerarbejdemes, Jern- & Frølagerarbejdemes og Petroleums-
arbejdernes Klubber -
sidstnævnte købte for ikke mindre end 500 kr.
aktieri bladet. Både Det ny Arbejdsmandsforbund og de tilsluttede fagfore-
ninger bragte hyppigt sine meddelelser og kommentarer frem i »Socialistisk
Arbejderblad«s spalter.
Vi finder også vidnesbyrd om nære personforbindelser mellem LPF1890
og venstreoppositionen. F. eks. medvirkede den kendte syndikalist, med-
stifter af Socialistisk Arbejderforening og næstformand i Murarbejdsmæn-
denes Fagforening Riisgaard som taler ved flere møder inden for LPF1890.9
Jeg skal ikke her foretage en detaljeret kortlægning af de forbindelser, der
bestod mellem den ungsocialistiske og syndikalistiske venstreopposition og
59

LPF1890 i de første år efter, at fagforeningen var blevet ekskluderet af DAF.
Det skal blot slås fast, at man med rimelighed kan betragte LPF1890 som en
del af den venstreoppositionelle tendens, der -
omend den stadig kun var
begrænset i omfang og indflydelse -
i årene omkring byggekn'sen 1907-08
vandt temmelig meget frem indenfor den københavnske arbejderklasse.
Det er naturligvis vanskeligt at »måle« det bevidsthedsmæssige skred
blandt lager- og pakhusarbejdeme, som dannede baggrund for en sådan
radikalisering af deres fagforening, LPF1890. Fagforeningen tilsluttede sig
den kritik af det socialdemokratiske partis organisation og politik, af fagfo-
reningsbevægelsens centralisering og bureaukratisering og arbejderledemes
»bengnaveri«, som blev rejst fra ungsocialistisk og syndikalistisk hold. I Det
ny Arbejdsmandsforbund, som den var med til at opbygge, bevarede den
enkelte fagforening sin fulde suverænitet. Og det ny forbund undlod bevidst
at opbygge en central konfliktfond, som i DAFs tilfælde havde dannet basis
for ledelsens selvstændiggørelse i forhold til afdelingerne og de menige med-
lemmer. Derimod blev den syndikalistiske kampmetode -
den direkte aktion
-
såvidt det kan ses, ikke taget i anvendelse indenfor Det ny Arbejdsmands-
forbund. Den var i det ny forbunds levetid først i færd med at blive udviklet
gennem diskussionerne i Socialistisk Arbejderforening og Syndikalistisk
Forbund, og det var først med dannelsen af Fagoppositionens Sammenslut-
ning i efteråret 1910, at den blev formuleret som sammenhængende kamp-
taktik med revolutionær, socialistisk målsætning.
Der er ikke tale om, at LPF1890 i 1907 gennemførte et gennemgribende
brud med den socialdemokratiske moderation. Det bevidsthedsmæssige
skred, der var sat igang, havde klart sine begrænsninger -
blandt lager- og
pakhusarbejdeme såvel som i den øvrige arbejderklasse. Men det står fast,
at fagforeningen fra bruddet med DAF o fremefter var at finde på arbejder-
bevægelsens venstreoppositionelle fløj. årsagernehertil må efter min opfat-
telse søges på to planer.
Generelt var perioden fra 1907 og fremefter for den danske arbejderklasse
kendetegnet ved et begyndende Opbrud fra arbejderbevægelsens hidtidige
positioner. Der udviklede sig i de første år efter århundredeskiftet en stadigt
voksende diskrepans mellem på den ene side det af højkonjunkturen satte
spillerum for opnåelse af faglige resultater, og på den anden side den social-
demokratiske fagforeningsbevægelses moderate og tilbageholdende kurs,
der førte til, at de gunstige kampbetingelser forblev uudnyttede. Dermed
skabtes en voksende utilfredshed i dele af arbejderklassen. Da højkonjunk-
turen i 1907-1908 blev afbrudt af en delkrise, særligt indenfor de køben-
havnske byggefag, blev den socialdemokratiske moderations begrænsninger
yderligere understreget. Utilfredsheden udviklede sig til en ikke ubetydelig
radikalisering af dele af arbejderklassen, der bl. a. gav sig udtryk i etablerin-
gen af venstreoppositionelle organiseringer som Socialistisk Arbejderfor-
ening og Syndikalistisk Forbund.
For lager- og pakhusarbejderne specielt var det konfrontationen med
DAF, den umådelige repression, som forbundet satte igang mod deres fag-
60

forening, der satte et bevidsthedsmæssigt skred igang og bragte fagforenin-
gen ind i et samarbejde med den fremvoksende venstreopposition.
Vi kan næppe endeligt afgøre, i hvor høj grad samarbejdet mellem
LPF1890 og venstreoppositionen var pragmatisk bestemt af ønsket om at få
adgang til en arbejderpresse, og i hvor høj grad der virkelig var tale om
enighed på det programmatiske plan. Men fagforeningens venstredrejning
medførte ikke det frafald af medlemmer, som DAF håbede på. Medlemstal-v
let i LPF1890 ligger igennem hele perioden 1907-1918 konstant omkring
700-800 medlemmer, med en svagt faldende tendens fra omkring 1916.10
Omvendt havde splittelsesafdelingen LPA1907 helt frem til 1915 meget
svært ved at slå igennem. Og da medlemstilgangen kom, var det efter alt at
dømme i form af ny-organiserede lager- og pakhusarbejdere, ikke af tidligere
medlemmer af LPF1890.
Der kan ikke i LPF1890$ protokoller spores nogen uenighed af betydning
om den venstreorienterede kurs i LPF1890. Vi har eksempler på, at fagfore-
ningsbestyrelsen i enkelte spørgsmål bevægede sig længere i retning af støtte
til venstreoppositionen, end medlemmerne var parate til. Men der er intet,
der tyder på, at bestyrelsen i sine handlinger ikke gennemgående var i god
overensstemmelse med bevidstheden blandt medlemmerne. Således foregik
bestyrelsesvalgene i hele den periode, LPF1890 stod udenfor DAF, tilsyne-
ladende ganske uproblematisk, uden at der rejstes kritik af den fulgte kurs,
og uden at det kom til kampafstemninger om bestyrelsesposterne. Alt ialt
må man antage, at der har været en god overensstemmelse mellem bevidst-
hedsudviklingen blandt fagforeningens medlemmer og dens bestyrelse.
Samarbejdet med den venstreoppositionelle fløj i arbejderbevægelsen
gjorde ikke lager- og pakhusarbejderne til overbeviste ungsocialister eller
syndikalister. Men den skabte en åben og imødekommende holdning i deres
fagforening overfor organisationer og formål, der ikke havde den socialde-
mokratiske arbejderbevægelses »blå stempel«. Og til trods for, at flere af
bestyrelsesmedlemmerne i LPF1890 også sad som bestyrelsesmedlemmeri
københavnske, socialdemokratiske vælgerforeninger, vedblev fagforenin-
gen at støtte sådanne formål i hele den tid, fagforeningen stod udenfor DAF.
Bl.a. ydede den en ikke ubetydelig støtte til Jord- & Betonarbejdemes
Fagforening netop på det tidspunkt (januar 1912), hvor syndikalisteme i en
strejkesituation havde overtaget ledelsen af fagforeningen. Noget direkte
samarbejde mellem LPF1890 og de syndikalistiske organisationer Syndika-
listisk Forbund og FS kom det dog ikke til i første omgang.
Fagoppositionens Sammenslutning af 1910
Efter opsvinget omkr. 1907-1908 fulgte en forholdsvist stille periode for den
danske venstreopposition. Socialistisk Arbejderforening blev opløst, efter at
»Socialistisk Arbejderblad« i september 1908 var gået ind, og efterfølgeren
Syndikalistisk Forbund fik aldrig nogen større tilslutning. 22.9.1910 danne-
des Fagoppositionens Sammenslutning, en sammenslutning af fagorganise-
61

rede arbejdere, der på et revolutionært, syndikalistisk program krævede
opgør med den socialdemokratiske moderation. /Jvf. FS's program, p. 56/.
FS drev agitation for syndikalismen og virkede som opposition indenfor
fagforeningsbevægelsen. Den' var bygget op omkring FS-Klubber indenfor
en række fagforeninger, både blandt faglærte og ufaglærte arbejdere, og
havde sin basis i den københavnske arbejderklasse, især blandt arbejderne
indenfor bygge- og anlægsvirksomhed, transport og metalindustri.
I begyndelsen gik det kun langsomt fremad for FS. Trods en vis succes
med agitationen mod de 5-ån'ge overenskomster, som den moderate fagfor-
eningsbevægelse accepterede i 1911, var det først Verdenskrigens realløn-
udhuling, sanktioneret af den »borgfreds-overholdende« socialdemokrati-
ske moderation, der skabte basis for en gevaldig radikalisering af arbejder-
klassen, og dermed for Sammenslutningens vækst.
Hvordan stillede LPF1890 sig til FS ved Sammenslutningens dannelse og
i dens første år?
Vi ved det ikke.
Kildeme røber intet om eventuelle forbindelser mellem LPF1890 og den
syndikalistiske Sammenslutning. Den støtte, som fagforeningen ved forskel-
lige lejligheder ydede til formål, som udfra moderationens synsvinkel måtte
betragtes som mere eller mindre »kætterske«, kan ikke entydigt tages som
bevis for fagforeningens tilslutning til den syndikalistiske ven streopposition.
(Derimod nok som et udtryk for en åbenhed blandt lager og pakhusarbej-
derne overfor denne del af arbejderbevægelsen). Men omvendt er der ikke
tegn på, at LPF1890 skulle have taget negativ stilling til den syndikalistiske
bevægelse.
En FS-Klub for lager- og pakhusarbejdere har der efter alt at dømme ikke
eksisteret før 1918. Men det kan både fortolkes som et udtryk for syndikali-
stemes styrke i LPF1890 -
en FS-Klub unødig, fordi syndikalisteme præ-
gede fagforeningen, eller ihvertfald følte sig dækket ind af den linie, fagfore-
ningsledelsen fulgte -
og for deres svaghed. Nærmere kan vi næppe komme
det spørgsmål idag. _
Kort sagt: vi kender ikke LPF1890s holdning til den organiserede syndika-
lisme i perioden 1910-1916, og kan ikke sige, hvilke forbindelser der eventu-
elt har eksisteret. Det er rimeligt at antage, at en vis åbenhed overfor Fag-
oppositionen har været tilstede blandt lager- og pakhusarbejdeme, og at
sympatien for FS sikkert voksede i takt med den radikalisering af arbejder-
klassen, der generelt fulgte krigstidens forringelser, ledende op til, at
LPF1890 i 1916 gik ind i et tæt samarbejde med FS.
Samarbejde mellem Lager- og Pakhusarbejdemes
Fagforening af 1890 og FS, 1916-1918
I 1916 indledte den af Dansk Arbejdsmands Forbund oprettede splittelses-
afdeling, Lager- & Pakhusarbejdemes Afdeling af 1907,” en voldsom of-
62

fensiv imod LPF1890. Det hang sammen med, at den unge, nyvalgte for-
mand for LPA1907, Robert Nielsen, satte meget ind på at bekæmpe
LPF1890 og skaffe så mange medlemmer som muligt overi LPA1907, bl. a.
ved at formå firmaer, med hvem LPF1890 havde overenskomst, til at give
LPA1907 eneret på overenskomst, mod forskellige indrømmelser, særligt i
form af løntilbageholdenhed. Omtrent på samme tid var der en vis splittelse
at spore i LPF18905 egne rækker, idet en kreds af medlemmer- trods det, at
et stort flertal af medlemmerne i LPF1890 på det bestemteste afviste dette -
arbejdede aktivt for at bringe en sammenslutning af de to konkurrerende
fagforeninger istand.
Et af de steder, hvor LPA1907 forsøgte sig, firmaet Henriques & Zøylner,
gik arbejderne, der var organiseret i LPF1890, imidlertid til modstand. De
vedtog en kraftig protest mod Robert Nielsens handlemåde og mod, at
»Social-Demokraten« nærmest behandlede arbejderne i firmaet som ge-
mene skruebrækkere. Et indlæg af denne karakter kunne de naturligvis ikke
få optaget i »Social-Demokraten«, så protesten bragtes -
ledsaget af en
redegørelse for sagens sammenhæng med hele Dansk Arbejdsmands For-
bunds kamp mod LPF1890 -
i »Solidaritet«.l2 Noget senere fremkom der i
bladet en længere redegørelse for lager- og pakhusarbejdemes organisa-
tionsforhold med udgangspunkt i samme sag,13 og denne artikel vakte posi-
tiv opsigt i LPF189OS bestyrelse. Den besluttede at anbefale til generalfor-
samlingsvedtagelse, at LPF1890 fremtidigt skulle skære sin avertering i
»Social-Demokraten« ned, og istedet støtte »Solidaritet« ved indrykning af
annoncer. Generalforsamlingen 24.10.1916 gav sin tilslutning hertil med alle
stemmer mod én. Og »Solidaritet« kvitterede straks for dette tilsagn om
støtte ved at bringe en længere artikelserie om »
Lager- og Pakhusarbejdeme
og deres Kampe mod Voldsregimentet i Dansk Arbejdsmands Forbund«.'4
»Solidaritet« skabte således, ved at stille sig fuldt solidarisk med
LPF189OS kamp, en åbning for den organiserede syndikalisme -
en åbning,
deri sensommeren 1917 blev fulgt op af direkte samarbejde mellem fagfore-
ningen og Fagoppositionens Sammenslutning.
I august 1917 blev der med maskinarbejder Lauritz Hansen, der var for-
mand for FS, som mellemmand ført en forhandling mellem en række ar-
bejdsmandsfagforeninger, der stod udenfor DAF. Det gjaldt Skibsværft-
arbejdernes Forbund, Murarbejdsmændenes Fagforening, Brødkuskenes
Faglige Forening og LPF1890. Formålet var at oprette en fælles sammen-
slutning af disse, og bl. a. udgive et fælles fagblad. Lauritz Hansen deltog selv
som ivrig anbefaler af sammenslutningen på LPF189OS bestyrelsesmøde
15.8.1917, hvor sagen blev indgående diskuteret, og det blev vedtaget, at
LPF189OS bestyrelse skulle indbyde bestyrelserne fra de nævnte organisati-
oner til et fællesmøde, hvor sagen nærmere skulle drøftes.
På bestyrelsesmødet 28.8.1917 blev resultatet af dette fællesmøde med-
delt. Udover LPF1890 deltog murarbejdsmændenes og skibsværftarbej-
dernes bestyrelser samt Lauritz Hansen. Flere af repræsentanteme gjorde
sig til talsmænd for en fælles sammenslutning, og det blev vedtaget at ned-
63

sætte et udvalg med to fra hver bestyrelse, som skulle udarbejde udkast til
en sådan sammenslutning, og eventuelt anmode andre organisationer uden-
for DAF om samarbejde. Endelig tilsagde samtlige bestyrelser enstemmigt
foretagendet den nødvendige økonomiske og moralske støtte.
Det nedsatte 6-mandsudvalg afholdt ihvertfald ét møde, men hvilke resul-
tater, man nåede til, rummer protokollen ingen oplysninger om.” Nogen
sammenslutning kom det ikke til. Forklaringen herpå skal nok søges deri, at
Peter Andreasen, formand for
Lager- & Pak/1usarbeidernes
Fagforening af [890 fra 10.
det'. 1899 til sammenslutnin-
gen med Lager- & Pakhus-
arbeidernes Afdeling af [907 i
1918. Peter Andreasen var le-
der affagforeningen i hele den
periode, hvor den stod udenfor
DAF. Han deltog aktivt i sam-
arbejdetførst med Socialistisk
Arbejderforening, siden
(19/6-1918) med FS, men var
dog næppe overbevist svndika-
list. Efter sammenslutningen
fortsatte han i flere år som
bestyrelsesmedlem af Lager-
& Pak/1usarbejdernes For-
bund, som den forenede fag-
forening hed.
der eksisterede to forskellige linier indenfor FS, netop på spørgsmålet om,
hvorvidt syndikalisteme skulle arbejde som fagopposition indenfor de eksi-
sterende fagforeninger, eller stræbe efter at danne egne, »parallelle« fagfo-
reninger og hovedorganisationer.
Lauritz Hansen blev senere -
i 1919 -
drivende kraft i oprettelsen af
Føderalistisk Sammenslutning, hvor det lykkedes at samle en række mere
eller mindre syndikalistisk prægede, udenfor De samvirkende Fagforbund
stående fagforeninger i en ny hovedorganisation. Christian Christensen der-
imod var meget stærkt imod en sådan »separatisme«.
Da Christian Christensen netop i de uger, der fulgte LPF189OS forhandlin-
ger med de andre fagforeninger om sammenslutning, kom til at spille en stor
rolle i fagforeningen, er der måske grund til at antage, at han har fået
LPF189OS bestyrelse til at lægge sammenslutningsbestræbelserne på is.
22.9.1917 afholdt LPF1890 en ekstraordinær generalforsamling, hvor det
for alvor blev slået fast, at samarbejdet med Fagoppositionen ikke blot var
en tilfældig grille blandt fagforeningens bestyrelsesmedlemmer. Redaktør
64

Christian Christensen fra »Solidaritet«var indbudt til at holde foredrag om
»Septemberforliger 0g Dyrtiden«, og bestyrelsen havde udtrykkeligt op-
fordret samtlige medlemmer til at give møde.
»Redaktør Christian Christensen skildrede Arbejderne og Dyrtiden, og paaviste September-
forliget som en Hindring for at Arbejderne kunde højne deres Varepris Arbejdskraft, hele
Forsamlingen' sluttede sig fuldt ud til Foredragsholderen«.'6
Efter at dirigenten havde overbragt Chr. Christensen en hjertelig tak, disku-
terede generalforsamlingen, hvordan man kunne støtte de strejkende arbej-
dere i Esbjerg, der netop var ude i en hård kamp, stærkt støttet af FS.
Bestyrelsen havde en måneds tid forinden modtaget en anmodning fra de
strejkende om et lån på 700 kr., således at de kunne betale deres husleje, da
arbejdskøbeme ellers ville smide dem ud af deres lejligheder. Det gik besty-
relsen ind på, men ved nærmere undersøgelse af forholdene blev det klart, at
arbejderne ikke ville være istand til at betale lånet tilbage. På den baggrund
bevilgede den ekstraordinære generalforsamling straks 700 kr. som gave til
de strejkende i Esbjerg, og det blev dertil besluttet at sende kuponbøger ud
til pladsrepræsentanteme med opfordring til, at hver arbejder ydede et fast,
frivilligt bidrag hver uge. Iøvrigt skulle spørgsmålet om fortsat støtte tages
op igen på den følgende ordinære generalforsamling 29.10.1917, hvor det
blev vedtaget at yde yderligere bidrag til den fortsatte strejke af fagforenin-
gens kasse. Alt ialt en overordentlig pæn støtte til Esbjergarbejdemes di-
rekte aktion fra lager- og pakhusarbejdemes side.
Ovenpå Chr. Christensens foredrag lod bestyrelsen indkøbe 50 eksempla-
rer af September-forliget -
som LPF1890 ikke selv var bundet af- til gratis
uddeling til interesserede medlemmer. Det Kongelige Teaterpersonales
Klub, der nylig var blevet dannet i tilslutning til LPF1890, havde kort tid
efter på et klubmøde Chr. Christensen som taler om det samme emne, som
han havde talt over på LPF189OS ekstraordinære generalforsamling. Også
her vandt hans synspunkter bred tilslutning, og klubformanden
»henstillede til Kammerater at tegne sig som Abonent paa Solidaritet, da det jo viste sig at
Socialen ret ofte ikke Refererede Konflikterne saa man ofte Manglede de Sanfærdige Oplys-
ninger.« '7
Også arbejderne fra firmaet Bucha & Nissen og Fa. Kronemand afholdt
agitationsmøde. Her var det Lauritz Hansen, der talte:
»Hr. Lauritz Hansen Forklarede hvorledes Situationen havde udviklet sig for Arbejderne
under Krigen, hvor det snart var umulig for Arbejdere selv Dem i faste Stillinger at klare sig,
og det som følge af Forholdene gjorde sig mere og mere Gjældende, at Arbejderne var mindre
Modstandsdygtig mod Kapitalen, og anmodede de Tilstedeværende at staa mere Solidarisk i
den kommende Tid, og være med til at Yde Deres Bidrag til Kammerater som kom i Løn-
kamp. Taleren paaviste hvorledes Rockefæller havde dannet Petroleumstrust hele Verden
over, for at være eneraadende om Prisstigning og lign. og Anbefalede Klassefæller dette til
Efterligning mod Kapitalen.«“l
LPF1890 havde i FS fundet en forbundsfælle i kampen for fagforeningens
selvstændighed imod DAFs splittelsesforsøg.
I »Solidaritets« spalter kunne fagforeningen komme til orde overfor
65

arbejderklassen, og FS” standpunkter, dens kritik af arbejdernes stadigt
ringere stilling under krigen, af det fagretslige system m. v. svarede åbenbart
til dominerende stemninger blandt lager- og pakhusarbejdeme i LPF1890.
Efter alt at dømme var der ovenikøbet udbredt enighed om denne kurs
blandt den de] af de københavnske lager- og pakhusarbejdere, der stod som
medlemmer af LPF1890.
Der er næppe tvivl om, at det nære samarbejde mellem LPF1890 og FS
ansporede DAF til yderligere at forstærke angrebene på den udenforstående
fagforening. Bl. a. forsøgte DAF i oktober 1917, ved bagom ryggen på
LPF1890 at tilbyde firmaet overenskomst, indeholdende en latterligt lille
lønforhøjelse, at sabotere en lønkonflikt, som LPF1890 havde løbende mod
Fa. Hans Just -
dog takket være arbejdernes gode sammenhold, fagforenin-
gens aktive opbakning og havnearbejdemes solidariske optræden fuldstæn-
dig forgæves.
Omtrent på dette tidspunkt blev det dog klart for LPF1890, at fagforenin-
gen var nødt til at søge at nå til en forståelse med det forbund og de mænd,
som så ihærdigt havde bekæmpet den. Fra Arbejdsministeriet kom der
meddelelse om, at LPF189OS arbejdsløshedskasse var nægtet retten til
statsunderstøttelse. Ministeriet henviste fagforeningen til at søge optagelse i
Arbejdsmændenes Statsanerkendte Arbejdsløshedskasse, hvilket krævede
medlemskab af DAF.
Stillet overfor den hastigt voksende arbejdsløshed havde LPF1890 intet
valg. Man optog forligsforhandlinger med LPA1907 og DAF. 24.4.1918 blev
de to fagforeninger sluttet sammen til Lager- & Pakhusarbeidernes For-
bund.
Fagforeningen af 1890 havde -
trods de heftige angreb -
holdt sit med-
lemstal nogenlunde uforandret i de forløbne 11 år. Men efter i starten at
have stået i stampe lykkedes det efterhånden Afdelingen af 1907 at overhale
den gamle forening, idet den sandsynligvis opsugede størsteparten af de
nytilkomne lager- og pakhusarbejdere. Ved sammenslutningen i 1918 talte
LPF1890 godt 700 medlemmer, LPA1907 godt det dobbelte. Så den ny
fællesbestyrelse, der blev valgt, var domineret af folk fra LPA1907. I dén fik
de syndikalistiske sympatier, som havde været så fremherskende i
LPF18905 bestyrelse, kun en meget tilbagetrukket plads. Men blandt med-
lemmerne var syndikalismen langtfra død.
Syndikalismen indenfor Lager- og Pakhusarbejdernes
Forbund, 1918-ca. 1922
De syndikalistiske lager- og pakhusarbejdere var klar over, at de måtte
organisere oppositionsarbejdet, hvis deres synspunkter skulle kunne spille
en rolle i det sammensluttede Lager- & Pakhusarbejdemes Forbund. Kort
tid efter den fælles generalforsamling, hvor sammenslutningen af LPF1890
og LPA1907 blev en realitet, lod de indrykke annoncer i »
Solidaritet«, hvori
66

de indbød organiserede lager- og pakhusarbejdere til møde for at danne en
klub under Fagoppositionens Sammenslutning. FS-Klubbens stiftende
møde blev afholdt 13.6.1918, og kort tid efter præsenterede klubben sig for
lager- og pakhusarbejdeme på en løbeseddel (se illustrationen). Klubben
ville igennem et organiseret oppositionsarbejde, som led i kampen mod
krisetidens bestandige forringelser af arbejdernes kår, revolutionere fagfo-
reningen. Midlerne skulle være: oplysning, især ved foredrag, diskussioner
og salg af »Solidaritet«, og fælles optræden overfor fagforeningen, idet
klubben diskuterede den løbende udvikling i fagforeningen og forberedte
forslag til generalforsamlingerne.
Lige så snart dannelsen af FS-Klubben kom Robert Nielsen, formand for
LPFs nyvalgte bestyrelse, for øre, blev klubben mødt med kraftige modfor-
holdsregler. Et frontalt modangreb blev straks sat igang, og Robert Nielsen
kvalificerede sig meget snart til den velfortjente titel »syndikalist-æder«.
En række lager- og pakhusarbejdere havde købt agitationsmærkerfra FS
og De Arbejdsløses Organisation og ladet disse indklæbe i fagforenmgsbø-
gerne, som det vistnok ikke var ualmindeligt at gøre på daværende tids-
punkt. Men Robert Nielsen krævede mærkeme fjernet fra fagforeningsbø-
gerne, idet han hævdede, at LPFs egne stempler ikke kunne ses for bare
Til de organiserede
Lager- & Pakhusarbejdere.
Kammeratl Det er en Kendsgerning, at vore Leveforhold er
i en
stadig stigende Nedgang, og at Arbejdernes Organisationer
i deres nuværende Form ikke har Magt til, at bibeholde Arbej-
dernes engang vundne Fordele, endsige tilkæmpe Klassen nye.
Erkendende dette, og med alle de tabte Strejker i Erindringen,
har en Kreds af dine Kammerater indenfor Lager- di' Pakhus-
arbejdernes Fagforening dannet en Klub under Fagopposilionens
Sammenslutning, hvis Opgave er i Lighed med Klubberne i de
andre Fag, at arbejde for Fagoppositionens Program. Og vi
stiller Dig da som Kammerat dette Spørgsmaal: lir Du tilfreds
med Forholdene som de er, eller vil Du være med i Arbejdet
for at bringe vore Organisationer i Pagt med Tiden.
Klubben afholder Møder med oplysende Foredrag, som
Du indbydes til at overvære (Møderne averteres i Solidarilel).
lndmeldelser modtages alle Mødeaftener.
Styrelsen.
Optåb fra styrelsen iLager- & Pakhusarbejdernes Klub (F.S.),juni [918.
Original på Det kgl. Bibliotek.
67

agitationsmærker. Det ville en del medlemmer imidlertid ikke rette sig efter,
hvorefter Robert Nielsen fratog dem deres bøger. På den måde ramte han
især de arbejdsløse, idet fagforeningsbogen samtidig var legitimation overfor
arbejdsløshedskassen, og de følgelig uden bog ikke kunne få nogen under-
støttelse.19 FS-Klubben satte straks en underskriftindsamling igang, og kort
efter kunne man præsentere bestyrelsen for ca. 70 underskrifter på kravet
om afholdelse af en ekstraordinær generalforsamling. Den blev fastsat til
4.9.1918, og inden da diskuterede FS-medlemmeme tingene igennem på et
medlemsmøde. På generalforsamlingen beklagede syndikalisternes ordfø-
rer, Georg Jensen, sig over, at bestyrelsen forfulgte de lager- og pakhusar-
bejdere, som var medlemmer af FS, og at den med særlig forkærlighed
generede de, der sad i bestyrelsen for FS-Klubben. Han sluttede med at
stille et forslag til resolution, der udtrykte den skarpeste misbilligelse af
bestyrelsens handlemåde og slog fast, at medlemmerne havde ret til at sætte
agitationsmærker i fagforeningsbøgeme. Imod dette blev der stillet forslag
om, at derikke måtte klistres mærker af nogen art i bøgerne, og dette forslag
blev »enstemmigt« vedtaget, mens syndikalisternes resolution samlede 11
stemmer.
Hvis LPF-bestyrelsen hermed troede, at det skulle lykkes at standse
»syndikalist-bacillen« i opløbet, så troede den ganske fejl. Det taktiske ned-
erlag i agitationsmærkesagen tog ikke modet fra syndikalisterne. FS-Klub-
ben fortsatte med at udvikle oppositionsarbejdet og den revolutionære agita-
tion. Bl. a. afholdt den 16.9.1918 et stort diskussionsmøde 0m »Fagoppositi-
onens Program og Opgaver« og »Syndikalistemes Midleri Klassekampen«,
hvortil alle lager- og pakhusarbejdere var indbudt.20
Den næstfølgende generalforsamling i LPF 25.11.1918 blev forberedt sær-
deles grundigt af FS-Klubben, og syndikalisteme stillede ikke færre end 5
forslag til vedtagelse. [blandt dem var et forslag om økonomisk støtte til
Militæmægtemes Organisation og dens kamp mod den med socialdemokra-
tisk støtte gennemførte lov om civil værnepligt. Før sammenslutningen med
LPA1907 havde den gamle fagforening af 1890 ydet både moralsk og øko-
nomisk støtte til de aktive antimilitaristers kamp.”
Men sammenslutningen havde nu bragt den syndikalistisk inspirerede
linie i mindretal blandt lager- og pakhusarbejdeme. Så hverken dette eller de
øvrige syndikalistiske forslag var denne gang i stand til at vinde flertal.
Et halvt år efter, på den næste ordinære generalforsamling,22 kom så at
sige gennembruddet for den syndikalistiske opposition i LPF. Igen havde
FS-Klubben forberedt en stribe forslag til vedtagelse, bl. a. et forslag om at
demokratisere fagforeningen ved at gå over til lÅz-årligegeneralforsamlinger
istedet for 1⁄2-årlige,og to resolutioner, deri meget skarpe vendinger prote-
sterede mod bestyrelsens forfølgelse af de syndikalistiske medlemmer. Dis-
se, og yderligere ét syndikalistisk forslag blev -
trods voldsomme protester
fra bestyrelsen -
vedtaget af generalforsamlingen. Kun to forslag, der kræ-
vede en decideret positiv stillingtagen til FS” virke og program, lykkedes det
ikke at samle flertal for. Altså et vældig godt resultat for FS-Klubben.
68

Syndikalisteme noterede sig veltilfredse disse sejre,23 der lovede godt for en
fremtidig mobilisering blandt lager- og pakhusarbejdeme.
Sagen om Frihavns-skruebrækkerne, 1919
Denne mobilisering opstod med et slag, da »Solidaritet« 3.6.1919 kunne
afsløre, at LPFs bestyrelse var gået ind på at optage 80 skruebrækkere fra
Frihavnen som fuldgyldige medlemmer i fagforeningen. Denne sag blev et af
de dramatiske højdepunkter for den syndikalistiske opposition i LPF. Den
tog sit udgangspunkt tilbage i 1913-1914, hvor en langvarig strejke, som
havnearbejdeme etablerede mod Frihavnsselskabet, solidt og effektivt blev
brudt af mere end 2.200 skruebrækkere, der strømmede til fra alle egne af
landet. Havnearbejdernemåtte på grund heraf acceptere et næsten fuld-
stændigt nederlag, og dertil finde sig i at arbejde side om side med strejke-
brydeme i årene derefter. Efterhånden forlod de fleste »hædersmænd« hav-
nen. I 1916, da de organiserede havnearbejdernes overenskomstforhold igen
skulle tages op, lykkedes det dem -trods skruebrækkemes tilstedeværelse -
at opnå visse forbedringer.
I 1919 var havnearbejdeme påny ude i en række aktioner. De gjaldt dels
krav om lønforhøjelser og dels, at skruebrækkeme nu endeligt skulle fjernes
fra havnen. Disse aktioner blev ført med en næsten t'orbilledlig anvendelse
af den syndikalistiske direkte aktion. Efterhånden skaffede Havnearbejder-
nes Fællesforbund sig så klækkelige bodsbeløb på halsen, at havnearbej-
derne simpelthen nedlagde fagforeningen og oprettede et nyt, udenfor DAF
stående Dansk Transportarbejder Forbund.
Frihavnsselskabet var ret sårbart på grund af de enorme mængder gods,
som netop i dette første efterkrigsår passerede igennem havnen. Selskabet
var derfor ivrigt efter at få en ende på aktioneme, der meget hurtigt kunne
lamme en stor del af hovedstadens næringsliv. Det fremsatte et tilbud, der
udover lønforhøjelser indebar, atde såkaldte »A-arbejdere« (dvs. skrue-
brækkeme), af hvilke deri maj 1919 var ca. 80 tilbage i havnen, skulle gives
optagelse i Havnearbejdemes Fællesforbund mod betaling af 500 kr. i bod
pr. mand.24 Formanden for denne fagforening accepterede ligesom DAFs
formand Lyngsie, Frihavnsselskabets tilbud. Men de organiserede havnear-
bejdere ville ikke vide af overenskomsten. Nu skulle skruebrækkeme jages
på porten, så man intensiverede kampen.
DAFJedelsen udkastede da den plan, at man skulle skaffe skruebræk-
kerne optagelse i en anden af arbejdsmandsforbundets afdelinger. Når strej-
kebrydeme så var blevet forsynet med fagforeningsbog og hæderligheds-
attest, skulle de overflyttes til DAP-afdelinger i provinsen, hvor de sidenhen
fik arbejde. Og den fagforening, som blev udset til indslusning af Frihavns-
brækkeme, var LPF. Men her havde DAP-ledelsen gjort regning uden vært.
Det lykkedes godt nok Lyngsie at overbevise lager- og pakhusarbejdemes
bestyrelse om nødvendigheden af, at LPF optog Frihavns-brækkeme som
medlemmer. Til gengæld skulle LPF modtage en bod af disse på 100 kr. pr.
69

mand. Skruebrækkeme blev optaget, og deres indmeldelse dateret tilbage til
1.1.1919, således at de straks var berettiget til understøttelse i tilfælde af
eventuel konflikt (derimod ikke til arbejdsløshedsunderstøttelse).
Den 8. juni kunne »Solidaritet« bringe afsløringen af hele denne sag. Et
veritabelt ramaskrig rejste sig i den københavnske arbejderklasse, og i sær-
deleshed blandt lager- og pakhusarbejdeme. I løbet af en halv dag samlede
Fagoppositionen over 250 underskrifter på en begæring om afholdelse af en
ekstraordinær generalforsamling. Bestyrelsen følte sig presset til at sige, at
den allerede havde besluttet at afholde en generalforsamling i nær fremtid,
hvor den ville gøre rede for sine motiver til at optage skruebrækkeme. Dette
var decideret forkert. Der er intet i protokollens referater, der tyder på, at en
ekstraordinær generalforsamling var påtænkt fra bestyrelsens side,25
Forinden indkaldte bestyrelsen LPFs pladsrepræsentanter til et møde
11.6.1919, hvor Lyngsie og Robert Nielsen skulle give en orientering om
sagen. De håbede vel at kunne overbevise arbejdspladsemes valgte tillids-
mænd om det rimelige i bestyrelsens beslutning, således at de i dagene op til
den ekstraordinære generalforsamling kunne hjælpe med til at gyde olie på
de oprørte bølger.
Men dette fromme håb blev slemt gjort til skamme. Tillidsmændene
mødte talstærkt op, påhørte Lyngsies 11⁄2 time lange oplæg, og fordømte
derefter den ene efter den anden Lyngsies og bestyrelsens »egenmægtige
handlemåde« .
Som forsvar for skruebrækkernes optagelse fremførte Lyngsie, Robert
Nielsen m.fl., at skruebrækkeme, der oprindeligt kom fra landets mest
formørkede og tilbagestående egne, siden Frihavns-strejken 1913-1914 ved
'
flere lejligheder havde bevist, at de ikke mere var til sinds at falde de
organiserede arbejdere i ryggen. De skulle nu forlade Københavns Havn og
Frihavnen og blot rent formelt optages i en afdeling af DAF. Man måtte tage
hensyn til hovedstadens befolkning og lager- og pakhusarbejdeme, der blev
ramt af »de af syndikalisteme ophidsede havnearbejderes« vilde aktion.
Desuden hævdedes det, at man ved at optage brækkeme kunne fratage
arbejdskøbeme et våben, forhindre oprettelsen af en »Pinkertons Armé«,
hvis eksistens ville udgøre en fare for enhver aktion fra arbejderbevægelsens
side.
Modstanderne af skruebrækkernes optagelse, med FS-Klubbens med-
lemmer som de absolut forreste, hævdede derimod,26 at lager- og pakhusar-
bejdeme under ingen omstændigheder kunne være tjent med at stå i organi-
sation med sådanne »Judas-skikkelser«. Fagforeningsbogen var ingen ga-
ranti for, at de ikke igen ville falde kammerateri ryggen. En gang brækker,
altid brækker -
denne lære var fundamental, hvis fagforeningsbevægelsens
styrke skulle bevares og udvides. Lyngsie, Robert Nielsen og den moderate
LPF-bestyrelse havde ved at alliere sig med skruebrækkeme gjort sig skyl-
dige i skændigt forræden' mod lager- og pakhusarbejdeme, ja, mod Dan-
marks 85.000 organiserede arbejdsmænd.
Stemningen på repræsentantskabsmødet var ikke til at tage fejl af. En
70

resolution, fremført af Lyngsie, der anerkendte bestyrelsens handlemåde,
fik så hård en medfart, at bestyrelsen overhovedet ikke vovede at sætte den
under afstemning. Og bestyrelsens egen meget bodfaldne afværgeresolution
blev forkastet af tillidsmændenes overvældende majon'tet.27
Robert Nielsen, formand for
Lnger- & Pak/1usurbejdernes
Afdeling af [907 fra 20. april
1916 til sammenslutningen
19/8, derefter_ñ)rmand_ñ›r Lu-
ger- & Pak/zusarbejdernes
Forbund lil [925, da han på
grund afsine udprægede evner
og fortjenesrer som »syndika-
list-æder« _)“()rfri›ln111<'(lc›,vtil
_;Q›rreming.fører i Dansk Ar-
bejdsmam/.s' Forbund. Social-
demokrat og meget rubiat i sin
(mIi-syndikalimie.
15.6.1919 gik lager- og pakhusarbejdeme så til generalforsamling i fagfo-
reningen. Straks fra starten markeredes stemningen, derved at generalfor-
samlingen valgte en repræsentant for Fagoppositionen, Johs. Hempel, som
dirigent. Robert Nielsen forsvarede bestyrelsens standpunkt, sekunderet af
flere medlemmer af denne, men
det store flertal af talerne gik i stærke ord og
vendinger imod skruebrækkemes optagelse og bestyrelsens handlemåde i
sagen. Man var langtfra nået igennem talerlisten, da mødet måtte afbrydes,
fordi lokalet ikke kunne beholdes længere. Så bevæget var generalforsam-
lingen åbenbart forløbet, at politiet følte sig foranlediget til med en udryk-
ningsstyrke at overvåge, at lager- og pakhusarbejdeme forlod forsamlings-
bygningen i Rømersgade i god ro og orden (Oppositionspressen var natur-
ligvis ikke i tvivl om, at det var Lyngsie -
»Danmarks Noske« -
der havde
sendt bud efter knippelsvingeme.28
10 dage senere skulle generalforsamlingen fortsættes, og i mellemtiden
71

fortsatte en voldsom kampagne mod LPF-bestyrelsen i »Solidaritet« og
Socialistisk Arbejderpartis dagblad »Klassekampen«, ligesom i medlems-
massen »allehaande Rygter svirrede om at Bestyrelsen var bestukket til at
optage Brækkeme«.2° Omvendt agiterede »Social-Demokraten« kraftigt for
LPF-bestyrelsens og Lyngsies standpunkt, ligesom bladet flød over af an-
greb på de syndikalistiske »Spektakkelmagere«. LPF lukkede for overflyt-
ning af medlemmer fra andre fagforeninger, iflg. Robert Nielsen for ikke at
få »Havnearbejdere med syndikalistiske Anskuelser« ind og give mulighed
for, at disse erobrede generalforsamlingen.30
Afholdelsen af den fortsatte generalforsamling blev af bestyrelsen delt på
to på hinanden følgende dage, d. 25. og 26. juni, angiveligt fordi det ikke var
til at skaffe et lokale, stort nok til at rumme fagforeningens næsten 3.500
medlemmer. Men »Solidaritet« går nok ikke helt galt i byen, når bladet
hårdnakket hævder, at delingen bevidst havde til formål at virke splittende
på medlemsskaren og forhindre generalforsamlingeme i at nå noget konkret
resultat. I mellemtiden arbejdede LPF-bestyrelsen nemlig for fuldt tryk på
at få overflyttet de optagne skruebrækkere til andre DAP-afdelinger.31
Den delte generalforsamling fik også et meget bevæget forløb. Lyngsie
var kommet tilstede og søgte i et langt indlæg at forsvare det skete. Lyngsies
tale blev flere gange afbrudt af »stærk« og »minutlang Uro« i forsamlingen.
Oppositionspressen erklærede bagefter enigt, at hans indlæg mere bestod af
skældsord og tilsjofling af lager- og pakhusarbejdeme i den bevidste hensigt
at fremprovokere ophidselse og kaos.32 Også en række af bestyrelsens med-
lemmer var på talerstolen for ved lange taler at retfærdiggøre sig.
På den første ekstraordinære generalforsamling 15.6.1919 blev der frem-
sat en række resolutionsforslag, deri varieret grad fordømte skruebrækker-
nes optagelse. Men til dens fortsættelse 25.-26.6.l9l9 havde FS-Klubben
samlet sig om ét, der blev fremsat af Sophus Olsen. Det krævede optagelsen
af de 80 skruebrækkere annulleret, udtrykte den skarpeste misbilligelse af
bestyrelsens fremgangsmåde med at gå bag medlemmernes ryg, og bestem-
te, at bestyrelsen skulle træde tilbage med 14 dages varsel.
Heller ikke denne gang nåede man til nogen afgørelse. Den 2. juli beslut-
tede bestyrelsen sig så til, istedet for at fortsætte generalforsamlingen, at
afholde urafstemning33 om skmebrækkernes optagelse. Den havde dog til-
syneladende ingen hast med at få denne afstemning sat iværk. Først på
bestyrelsesmødet 22.7.1919 tog den skridt til at føre beslutningen herom ud i
livet. Til dette bestyrelsesmøde var der indkaldt 4 repræsentanter for FS.
Hensigten var at bestyrelsen sammen med disse fire skulle forestå optællin-
gen af stemmerne. Bestyrelsen og oppositionen skulle hver indkøbe et sæt
låse til stemmeumeme, således at disse kun kunne åbnes under modpartens
kontrol.
Trods forskellige indvendinger gik syndikalisteme ind på arrangementet.
De ønskede dog, at et udvalg skulle gennemgå de mange resolutionsforslag,
der alle indeholdt mere eller mindre det samme, for at trække de overflødige
ud af afstemningen. Men det ville bestyrelsen ikke gå med til. Alle resolu-
72

tionsforslag skulle under afstemning, hvilket oppositionen til sidst accepte-
rede.
Bestyrelsens hensigt med at sende alle 8 resolutionsforslag, af hvilke
ihvertfald 6 var stillet af tilhængere af oppositionen, til afstemning, var helt
sikkert at splitte oppositionens stemmer i den forhåbning, at det på den
måde skulle lykkes bestyrelsens resolution at opnå flest stemmer. Men
FS-Klubben var ikke sen til at gennemskue dette. Først Georg Jensen og
siden de fire, der dannede urafstemningens »kontroludvalg«, opfordrede i
oppositionspressen til at samle sig om én resolution, nemlig den af Sophus
Olsen stillede.34 FS-Klubben lod trykke løbesedler af samme indhold, og lod
sandwich-mænd paradere foran fagforeningskontoret, hvor urafstemningen
fandt sted. Bestyrelsen på sin side overhængte kontoret med reklamer for sit
resolutionsforslag, ligesom den til hvert enkelt medlem udsendte en medde-.
lelse, indeholdende resolutionsforslagene og bestyrelsens fremstilling af sa-
gens sammenhæng.
'
Urafstemningsresultatet forelå d. 1. august. Det talte sit klare og utvety-
dige sprog. 1437 af fagforeningens ca. 3200 medlemmer35 -
langt flere, end
oppositionen havde regnet med -
afgav deres stemme. Af disse stemte et
solidt flertal på 781 for den resolution, som FS havde anbefalet, mens besty-
relsens opnåede 497. Senere blev det afsløret, at kassereren Fugledorff
ovenikøbet havde »pyntet« på dette resultat ved at putte 78 forfalskede
stemmesedler i stemmeurnen til fordel for bestyrelsens forslag.36 De øvrige
resolutioner, der også indeholdt fordømmelse af bestyrelsen, opnåede fra 1
til 63 stemmer hver. Der var følgelig ingen vej udenom: bestyrelsen måtte
gå!
Få dage efter urafstemningens afslutning skulle der vælges delegerede til
den forestående kongres i DAF. Over 600 medlemmer mødte op og afgav
deres stemme. Af de 10 valgte delegerede tilhørte 5 fagoppositionen. Næst-
efter fagforeningens formand Robert Nielsen var de 4 største stemmesam-
lere medlemmer af oppositionen. Umiddelbart skulle man tro, at der i dette
for FS så gunstige valgresultat lå et fingerpeg om sammensætningen af den
ny bestyrelse, der skulle vælges, efter at FS' resolution havde sejret i skrue-
brækkersagen.
Men det kom ikke til noget »magtskifte« i LPF på generalforsamlingen
18.8.1919. Dels var det netop blevet godtgjort, at fagforeningens tidligere
kasserer havde begået underslæb og at hans efterfølger under urafstemnin-
gen var blevet grebet i stemmeforfalskning -
hvilket vakte så megen diskus-
sion, at det lykkedes bestyrelsen i sidste minut, da forsamlingen var i opløs-
ning, at opnå genvalg en bloc ved håndsoprækning.37 Dels er det min vurde-
ring, at FS-Klubben bevidst afstod fra at opstille en oppositionsliste og
overtage fagforeningsledelsen.38 Selvom FS-Klubben, med sin modstand
mod skruebrækkemes optagelse og moderationens forsøg på at gå bag med-
lemmernes ryg, uomtvisteligt var i fuld overensstemmelse med den altover-
vejende stemning blandt lager- og pakhusarbejdeme, så var den altså i
august 1919 ikke stærk nok til, eller ikke indstillet på at erobre ledelsen i
LPF. -
73

Syndikalisterne og overenskomstsituationerne i de første
efterkrigsår
»Den Højkonju'nktur, der umiddelbart efter Krigens Ophør supplerede de gode Erhvervsvil-
kaar, som var raadende her i Landet navnlig hen imod Afslutningen af Verdenskrigen, /.../
afgav betingelser for de meget usædvanlige Lønfremstød, som der her blev tale om. Respek-
ten for indgaaede Overenskomster var fra Arbejdernes Side ikke særlig fremherskende,
efterhaanden som den stigende Dyrtid øgede sit Pres paa Arbejderhjemmenes økonomiske
Vilkaar. 0g efterhaanden som det blev mere og mere aabenbart, at Arbejdsgiverne tjente tykt
paa de foreliggende Erhvervsmuligheder, og skæbnesvangre politiske Tildragelser fandt Sted
i Udlandet kort efter Krigens Afslutning med Revolutioner rundt om, maatte alt dette natur-
ligvis sideløbende med eller paa Trods af indgaaede Overenskomster sætte sit Præg paa
Arbejdsmarkedet.«
39
Således karakteriserede Axel Olsen i 1947 den periode, der mere end nogen
anden aktualiserede revolutionær bevidsthed og radikale kampformer i den
danske arbejderklasse. Så åbenlyst, som man vel kan forvente af en mand,
deri skrivende stund sad som formand for Dansk Arbejdsmands Forbund,
vedgår han her, at de helt ekstraordinære forbedringer, som den danske
arbejderklasse oplevede i de første efterkrigsår, for en stor del blev tilkæm-
pet på trods af de faglige organisationer og imod det fagretslige system, som
moderationen så helhjertet gik ind for. Axel Olsens karakteristik er ram-
mende. Det lykkedes i vidt omfang arbejderne, trods megen modstand fra
moderationen, at presse fagforeninger og forbund til at stille sig så aggressivt
an overfor arbejdskøbeme, at det virkelig lykkedes at afpresse disse forbed-
rede arbejdsforhold og anselige lønforhøjelser. Gik organisationerne ikke
med hertil, så gennemtrumfede arbejderne mange gange deres krav direkte
på arbejdspladsen og på trods af alle overenskomster og aftaler.
En betydelig del af æren for denne militante udnyttelse af højkonjunktu-
rens gunstige kampbetingelser tilkom den organiserede, syndikalistiske be-
vægelse. Vi skal i det følgende se på, hvorledes syndikalisterne i LPF stil-
lede sig til de centraliserede overenskomstforhandlinger ved overenskomst-
situationerne 1919-1922 -
hvorledes fagoppositionen udmøntede syndika-
lismens program i praksis indenfor lager- og pakhusarbejdernes faglige or-
ganisation.
1919 -
den direkte aktion i offensiven
Fra 1911 til 1916 havde størsteparten af de lager- og pakhusarbejdere, der
stod som medlemmer af LPA1907, ligesom de øvrige dele af DAF og DSF,
måttet leve med en 5-årig overenskomst. LPF 1890 havde sådan set frihed til
at søge overenskomsteme forbedrede uden sideblik til det øvrige arbejds-
marked, men var på grund af den pressede situation, fagforeningen stod i,
ikke istand til at sikre sig resultater, der hævdede sig nævneværdigt over
LPA1907s.
74

I 1916 blev der, trods prisstigninger og vareknaphed, sluttet en ny
overenskomst, der stort set kun var en forlængelse af den hidtidige. Realløn-
udhulingen fortsatte med forstærker kraft, selvom fagforeningerne lokalt
søgte at opnå en vis kompensation i form af dyrtidstillæg.
I november 1917, da det igen var tiden at påbegynde overenskomstfor-
handlinger, enedes de faglige topledere om at søge overenskomsteme for-
længet med et år, blot suppleret med tillæg for dyrtiden.
Tiden løb snart fra den fastsatte dyrtidsregulen'ng, og kravet om en gen-
nemgribende forbedring af de generelle overenskomster blev rejst med øget
styrke fra arbejdspladser og fagforeninger -
ikke mindst inspireret af den
syndikalistiske agitation. Særligt skal nævnes, at de københavnske byg-
ningsarbejdere ved direkte aktion -
de såkaldte weekend-aktioner -
var
væsentligt medvirkende til, at 8-timersdagen blev slået fast i den ét-årige
overenskomst fra foråret 1919, der også indeholdt forhøjelser af time- og
akkordlønningeme.
Trods forbedringerne i denne overenskomst gik der kun få måneder, før
dyrtiden igen fremkaldte uro på arbejdspladserne. DAF så sig presset til at
optage forhandlinger med arbejdskøberorganisationeme om et ekstra løntil-
læg midt i overenskomstperioden. På dette tidspunkt -
sommeren 1919 -
skyllede en veritabel str'cfjkebølge over landets arbejdspladser. Også på la-
ger- og pakhusarbejdspladseme forekom en stribe spontane strejkeaktioner,
der nåede et absolut højdepunkt i august måned. Arbejderne skaffede sig
ved at anvende den syndikalistiske kamptaktik flere steder forbedringer og
løntillæg, som overenskomsteme egentlig ikke åbnede muligheder for. Det
satte LPF-bestyrelsen under et hårdt pres. Det var helt åbenbart, at dens
moderate fagforeningstaktik var var ganske utilstrækkelig overfor de gode
muligheder for faglig kamp, som den ekstraordinære højkonjunktursituation
bød på. I Frihavns-brækkersagen var syndikalistemes stormløb mod besty-
relsen kun med nød og næppe blevet afvendt. Så bestyrelsen måtte gøre
noget for at genvinde fodfæstet i LPF. Derfor enedes den om i forhandlin-
gerne om ekstra dyrtidstillæg at slå fast på kravene. Ja, bestyrelsen var ikke
sen til at udråbe sig selv til foregangsmænd i kampen for ekstra dyrtidstillæg.
Ville arbejdskøbeme ikke gå ind på arbejdernes forlangender, så måtte de
tvinges, evt. med storkamp.40 Der indkaldtes til ekstraordinær generalfor-
samling 17.9.1919, og trods en del rumlerier kunne syndikalisterne naturlig-
vis ikke gøre andet end at bakke bestyrelsens pludselige kamplyst op.
Hensigten med bestyrelsens standhaftighed var klar: at tage vinden ud af
syndikalistemes sejl og genvinde kontrollen med arbejdspladserne. Det
fremgår udtalt af den løbeseddel, hvori bestyrelsen indkaldte til generalfor-
samlingen den 17. september. I den henstillede bestyrelsen
»meget indtrængende til Kammerateme, ikke at foretage noget paa Arbejdspladserne med
hensyn til Arbejdsstandsninger og lignende Ting.«*“
Arbejderne var imidlertid utålmodige. 7.10.1919 strejkede Kuskenes
Fællesforbund i protest mod Lyngsies stadige udsættelse af forhandlingerne
75

om dyrtidstillæg, og dagen efter nedlagde samtlige lager- og pakhusarbejá
dere på FDBs store lager i Nials2ade arbejdet på trods af Robert Nielsens
ihærdige agitation for det modsatte.42 Også andre steder gik arbejderne i
strejke, men en generalforsamling d. 9. oktober vedtog at henstille til de
strejkende at genoptage arbejdet.
Langt om længe havde DAF fået bragt forhandlingerne 0m dyrtidstillæg til
ende. 10.10.1919 var der møde for LPFS medlemmer, beskæftiget indenfor
Dansk Arbejdsgiverforenings område, og her blev det forligsforslag, man
var nået frem til, som i det øvrige DAF vedtaget med pæn majoritet. I LPF
var fagoppositionens holdning til forliget ret ambivalent. FS kunne ikke
anbefale forliget, men måtte dog erkende, at det indebar visse fordele.43
Enkelte medlemmer kunne dog overhovedet ikke gå ind på forslaget. Også
efter dets vedtagelse forekom der en del fn'e, overenskomststridige strejker.
1920 -
generalstrejketrusel -
på socialdemokratiets betingelser
Allerede inden den endelige løsning på spørgsmålet om ekstra dyrtidstillæg
forelå, begyndte fagforeninger og forbund påny at spille op til overens-
komstforhandlinger, idet den ét-årige overenskomst skulle udløbe i foråret
1920. Arbejdskøbeme, der to gange på et år var blevet tvunget til at give
store indrømmelser, stillede krav om uændret forlængelse af overenskom-
steme uden lønforhøjelser af nogen art. Og arbejderorganisationerne, deri
det forløbne år var blevet presset langt længere, end moderationen brød sig
om, nøjedes beskedent med at kræve tillæg til særligt lave lønninger, plus
naturligvis generel dynidsdækning.
Den syndikalistiske opposition kritiserede tilbageholdenheden. Fagfore-
ningeme burde »stille sig på siden af medlemmerne og kræve lønforhøjel-
ser«,44 og ikke vige tilbage for kamp, som Sophus Olsen fra FS-Klubben i
LPF krævede det.
Men LPF-bestyrelsen fulgte parolen om mådehold i kravene, ligesom
DAF og DsF gjorde det. Alligevel var det klan for alle, at en storkonflikt
måtte blive udgangen. Syndikalisteme formulerede derfor tidligt det krav, at
arbejderklassens kampkraft ikke bare skulle sættes ind for nogle lønkrav,
der hurtigt kunne udhules af prisstigninger. Arbejderklassen måtte sætte
spørgsmålet om arbejderkontrol med produktionen, udøvet af Bedriflsräd,
valgt af og blandt arbejderne, på dagsordenen og dermed gå et skridt i
retning af den socialistiske samfundsordning.45
Uanset de moderate forbunds og Dst beskedne krav gik situationen i
hårdknude, og sådan stod sagerne, da kong Christian X d. 29. marts 1920
afskedigede den radikale regering Zahle. Med ét slag brød kongen den knapt
20 år gamle parlamentariske statsskik, som socialdemokratiet havde arbej-
det så kraftigt for, og ramte et ministerium, som partiet i kraft af Staunings
deltagelse i regeringen nærede store forhåbninger til. Det blev Socialdemok-
ratiet for meget. I stærke ord og vendinger fordømtes statskuppet, og der
76

opfordredes til generalstrejke for kravene om, at statskuppet skulle afvises
og den faglige situation løses gennem en tilbagetrækning af varsleme om
storlockout.
.
FS” reaktion på Socialdemokratiets generalstrejkeparole var præget af
usikkerhed. Generalstrejken som arbejderklassens fornemste våben tilkom
ifølge syndikalisterne en særlig betydning som den systemoverskridende
aktionsform. FS, der altid havde erklæret sig indifferent eller direkte fjendt-
lig overfor det borgerlige parlament og de politiske partier, var derfor ikke
meget for at anvende dette våben til gavn for »politiske Spækjægere« og »en
Stauning, der under hele sin Regeringsvirksomhed ikke har foretaget sig
andet end at gå Arbejdskøbemes Ærinde imod Arbejdernes dybeste Interes-
ser«.46 Men på den anden side ville syndikalisterne komme til at stå i et
mærkeligt lys, dersom de ikke tilsluttede sig Socialdemokratiets general-
strejkeparole. FS besluttede at gå med, idet man samtidig opstillede nogle
krav af væsentlig betydning for leve- og kampvilkårene: Septemberforliget
og alle fagretslige bindinger skulle bort, lønkampen løses på en for alle
organiserede arbejdere tilfredsstillende måde, alle politiske fanger omgå-
ende løslades.47
De moderate ledere ønskede først generalstrejken iværksat d. 6. april,
men en række arbejdspladser og fagforeninger gik straks i aktion -
især
naturligvis de steder, hvor syndikalisterne stod stærkt. Det kom til store
demonstrationer, og i København bølgede gadekampe mellem politi og
strejkende arbejdere.
Imens lykkedes det Socialdemokratiet at presse og skræmme kongen til d.
4. april at afskedige kupregeringen, hvorpå generalstrejken afblæstes. Den
følgende dag blev der indgået en aftale mellem DSF og Dansk Arbejdsgiver-
forening om genoptagelse af forhandlingerne på det faglige område, således
at den varslede storlockout blev afblæst. Den socialdemokratiske modera-
tion havde opnået, hvad den ville. Og samtidig var syndikalisterne blevet
udspillet, idet Socialdemokratiet havde fået dem med i generalstrejkeopfor-
dringen, men straks derefter ladet deres krav falde.
FS var sikkert fuldt på det rene med det nederlag, som Socialdemokratiets
pludselige radikalisen'ng havde tilføjet den. Men en del arbejdspladser og
fagforeninger fortsatte strejkerne og demonstrerede imod forliget. Længst
fortsatte sø-transportarbejdeme og de københavnske havnearbejdere i 21⁄2
måned med at strejke for deres faglige krav. Men de stod ret isoleret i
forhold til den øvrige arbejderklasse, blev aktivt modarbejdet både af det
reaktionære skruebrækkerkorps »Samfundshjælpen« og af den faglige mo-
deration,48 og måtte tilsidst acceptere et svidende nederlag.
Hvordan forholdt de organiserede lager- og pakhusarbejdere sig til på-
skens voldsomme begivenheder på det politiske og overenskomstmæssige
plan?
Da generalstrejkeparolen fra Socialdemokratiet, DSF og Arbejdernes Fæl-
lesorganisation i København blev kendt, indkaldtes der straks til ekstraordi-
nær generalforsamling d. 5.4.1920. At dømme efter protokollens referat
77

havde denne generalforsamling næsten karakter af den store forbrødring
mellem moderation og syndikalister. Otto Magnussen, der ofte havde op-
trådt som talsmand for oppositionens synspunkter, udbragte et »Leve for en
ubrødeligt enig sammentømret Arbejderklasse«, og efter at Robert Nielsen
fejlagtigt havde oplyst, at de politiske fanger samme dag var blevet løsladt,
marcherede alle medlemmerne med faner til »Social-Demokratens« kontor
og råbte hurra dér."9
Det er tydeligt, at Socialdemokratiets taktiske venstredrejning i påskeda-
gene 1920 kom bag på fagoppositionen. Den forvirring, som spredtes blandt
arbejderne, siger noget om begrænsningerne i det bevidsthedsmæssige skred
i arbejderklassen, som syndikalismen var det ideologisk-organisatoriske ud-
tryk for. FS-Klubben i LPF var ophørt med at eksistere i begyndelsen af
1920. Så reaktionen fra fagoppositionelt hold kom fra to af de brancheklub-
ber, hvor syndikalisteme stod stærkt: jern- & stålarbejdeme og manufaktur-
lagerarbejdeme. Og det var en i højeste grad inadækvat reaktion i form af
forslag om at skille fagforeningen eller branchen ud fra DAF/fagforeningen.
1921 -
lønreduktion eller kamp mod arbejdskøberoffensiven
Hvor l920-overenskomsteme som følge af arbejdspladsernes militante
holdning og moderationens taktiske radikalisering i forbindelse med den
usædvanlige situation omkring Påskekuppet resulterede i, at den offensiv,
som arbejdskøbeme havde lagt op til, i det store og hele blev afvendt, kom
overenskomstsituationen i 1921 til at spænde anderledes af.
Allerede i slutningen af 1920 begyndte de første tegn på en dansk er-
hvervskrise at vise sig. Arbejdsløsheden var i stigning og måtte nødvendig-
vis svække arbejderklassens kampkraft. Arbejdskøbeme rustede sig til ag-
gressiv kamp for lønreduktioner og ophævelse af 8-timers arbejdsdagen. DsF
lod sig skræmme af arbejdskøbernes krigstrommer og belavede sig på kun at
forsøge at undgå altfor store lønreduktioner.
LPF fik de ændrede forhold at føle på flere måder.
De arbejdsløse, 'hvis tal var i stigning, organiserede sig på tværs af fagfo-
reningerne i De Arbejdsløses Organisation,50 der foranstaltede en række
demonstrationer og stillede krav til kommunen, hjælpekasserne og fagfore-
ningerne. Også i LPF blev de arbejdsløses krav om ekstraordinær understøt-
telse, kontingentfrihed m. v. aktivt fremført, især af syndikalisten og DAO-
aktivisten Edm. Winther (i den første tid så LPF og den øvrige moderation
faktisk positivt på DAO, og imødekom en række af de krav, organisationen
fremførte).
Fagforeningen havde store problemer med at få arbejdskøbeme til at
overholde indgåede overenskomster. Arbejdskøbeme skred hyppigt til at
afskedige bevidste og aktive arbejdere, og ad den vej lykkedes det en de]
steder at få arbejderne til at acceptere lønnedsættelser. Også en forlængelse
af arbejdsdagen forsøgte arbejdskøbeme at sætte igennem lokalt, dog med
ringere succes.
78

Selvom DsF ikke var indstillet på kamp, kom det i de første måneder af
1921 ikke til nogen tilnærmelse mellem parterne i overenskomstforhandlin-
gerne. Dansk Arbejdsgiverforening varslede lockout for nogle områder,
hvor den regnede arbejdernes stilling for svag. DSF svarede med at varsle
storkonflikt, omfattende næsten alle medlemmer, der var beskæftiget hos
medlemmer af DA, idet De Samvirkende dog, tro mod sin tradition, undtog
de områder, hvor en strejke virkelig kunne betyde noget.51
Georg Jensen, nok den mest
fremtrædende (If fugoppusiti-
onens tulsmænd blandt lager-
0g pult/msnrbejderne. Hun var
tillige meget aktiv for den
unti-militaristiske sag. og sad i
flere omgange fængsletfor mi-
litterlzægtelse. I forbindelse
med Julius C. Wielw-sugen i
[92] blev hun eks/(luderet af
fugforeningen og af selveste
Lyngsie erklæret uønsket i
DAF i ulfremtid.
Privatfoto, venligst udlånt af
Georg Jensen.
Et forligsmandsforslag kom på bordet. Det indeholdt lønreduktioner på
fra 13 øre og opefter pr. time, og ramte arbejdsmændene særligt hårdt.
Alligevel vedtog Dst generalforsamling det (med beskedent flertal)
26.3.1921.
For en gennemsnitlig lager- og pakhusarbejder, der havde ca. 85 kr. om
ugen, ville reduktionen betyde mindst 8% færre penge i lønningsposen,
uden at der var tegn til, at priserne ville falde tilsvarende. Det var noget, der
kaldte på arbejdsmændenes vrede. Mange fagforeninger protesterede, der-
iblandt også bestyrelsen for LPF:
»Dens bestemte Krav var ingen Lønreduktion og kunde endvidere ikke tiltræde det samvir-
kende Fagf. Stilling ejheller anerkende dets Kompetance til alene at tage Afgørelse her«.52
Syndikalisteme var dog langtfra tilfredse med denne bestyrelsens hold-
ning. Den var ikke radikal nok. Georg Jensen fra FS:
79

»Alle Forsøg paa Lønreduktioner / skal mødes / med effektive Modangreb ikke ved en
betingelsesløs Storstrejke hvis Resultat forud kan siges at gaa Arbejderne imod, men ved en
effektiv Generalstrejke.«53
I kravet om, at arbejderklassen nu samlede sig om at etablere general-
strejke, var Georg Jensen og syndikalisterne på linie med de fleste medlem-
mers holdning. Det blev derfor indarbejdet i den endelige, vedtagne resolu-
tion fra LPFs generalforsamling 27.3.1921.
Også ledelsen i DAF var fast besluttet på at tage strejke- og lockoutkam-
pen, hvis ikke de store lønreduktionskrav fra arbejdskøbernes side blev
taget af bordet. Men den lagde naturligvis op til en traditionel, pengeunder-
støttet konflikt.54
Dette kritiserede oppositionen heftigt, ikke mindst, da DAFs kongres
vedtog at påligne medlemmerne et ekstrakontingenr på hele 15 kr. om ugen
til at dække strejkeunderstøttelsen. 7 uger varede konflikten, inden man
nåede frem til et forligsforslag, som parterne godkendte. Arbejdskøberne
kom ikke igennem med deres krav om forlængelse af arbejdsdagen eller
reduktion af overarbejdsbetalingen. Men arbejderne måtte acceptere lønre-
duktioner på 13-21 øre i timen. .
I forbindelse med overenskomstsituationen 1921 blev modsætningerne
mellem moderation og opposition trukket skarpt op. Moderationen havde
klart den opfattelse, at arbejderne i løbet af de foregående års ekstraordi-
nære konjunktur havde spændt buen for hårdt. Nu var man nødt til at
slække igen, hvis ikke klassesamarbejdet skulle gå i vasken. Det er for mig
at se klart, at socialpartnerskabet var truet, og så man mod syd og øst,
kunne der ikke være tvivl om, at kapitalen ville værge sig mod en fortsat
forringelse af proñtabiliteten på en måde, der ville gøre klassekampen til en
for den socialdemokratiske moderation ubehagelig kendsgerning i Danmark.
Oppositionen derimod, der efterhånden var blevet differentieret med
dannelsen af Danmarks Venstresocialistiske/Kommunistiske Parti, mente,
at alle kræfter skulle sættes ind for at opretholde de goder, som var opnået,
og for at opnå resultater på arbejdermagtens område. Oppositionens hold-
ning til kamptaktikken var forsåvidt ganske konsekvent. Mens højkonjunk-
turens gunstige valoriseringsbetingelser havde gjort den enkelte kapital sår-
bar overfor arbejdspladsemes direkte aktion, agiterede oppositionen nu for
at svare arbejdskøberklassens offensiv samler med generalstrejke. Men den
nåede ikke det mål af indflydelse på begivenhederne, som den nok selv -
med baggrund i de tidligere års erfaringer -
havde håbet.
Julius C. Wicke-sagen
Efter at DAFs kongres 30.3.1921 havde forkastet forligsforslaget og vedta-
get at udskrive ekstrakontingent, blev sagen første gang behandlet af LPFs
bestyrelse på et betstyrelsesmøde 5.4.1921. Da udover arbejdsmændene kun
smedene og skotøjsarbejdeme havde forkastet, var bestyrelsen enig om, at
80

en generalstrejke var umulig. Den gav sin fulde tilslutning til DAFs linie,
herunder til ekstrakontingentet.”
Et par dage senere afholdt LPF repræsentantskabsmøde, og her blev det
klart, at en del af medlemmerne ikke kunne gå ind for DAFs strejketaktik og
LPF-bestyrelsens tilslutning hertil.56 Kort efter vedtog arbejderne' ved
FDBs lager at nægte at betale ekstrakontingentet. Arbejderne ved Bähncke
& Co. betalte kun med store forbehold. Kommissionær- og Fragtmands-
budenes Klub protesterede fra deres generalforsamling d. 7. april mod ek-
strapåligningen, «
»hvilken kun vil svække vor Kamp mod Kapitalismen. Fortsat Opfordring til Generalstrejke,
for at ikke en yderligere Svækkelse af Arbejderklassen skal ske«.57
Den 14. april gik LPF til den ekstraordinære generalforsamling. Forud
havde bestyrelsen annonceret, at de medlemmer, der ikke havde betalt det
pålignede ekstrakontingent, ikke ville få adgang til generalforsamlingen. Ek-
strakontingentnægteme var dog mødt frem i stort tal, og de sprængte kon-
trollen 0g tiltvang sig adgang under Robert Nielsens højlydte protester.
Lager- og Pakhusarv
beidernei København
uger. og paknuurboldomo havde I handlinger eller Indganln at' Inklth
Gaar indkaldt til oamrlllorumllng l'
Foruumllnmbyzninsen, Enghavevej.
nu var iorud
ugurtarol,at de Mød-
lommor, der limo havd. man at pu-
lignodo Ekslrakonlinzmt, ikke ak Ad-
gang. Diana mødte dag I Itort Antal.
sprængte Kontrollen n tiltvang ol'
Adgang.
lostyrclcan, üer ollilodc m Nuolu-
tion, hvert man tllsngde 8. A. I', sin
Tilslutning til :lot puliuudo anm-
kontinxent. mmm Blur Hadsund, og
blev forhastet.
slutmllu vernus" lelsmdo Mulu-
tion:
lidllgarc vedtagnå Stilling, og proteste-
ror mod gnhvor Tsndenl, der kan for-
anraago splitlelu eller Dunn; ll du
Naomi” m. mmm ud 'mms-
üenorsllol'umilnuonlutholdar olrl
onremkomstor.:
vi nilllør det bestemt. og ulrnvincll-
go Kniv til D. A. F.,' M den (rammel-
Krav til n. 0. F.. at danne som 0mm!-
Iodom anarnt iværksætter General-
atrolko (olhkllv) lulremh Ama'r-mi«
v'arnn ikke frafalder af hvilket mn
mm Krav om Lnnredukllon.
For ydnllnero at andel-stream, at man
år med Mn Forhnllng, som andet and.
nægter L. og F. at hetaiá det naallgne-
dø Eksirakontingnnt under Henvisning
lil, at vedtagnlsq herom ar ulovlig og
5 ikk; Mener Arbelrlernos lnleresso'r.
Hildebrandt,
Dirigent.
Referat og resolutionfra generalhrsamling i Lager- & Pakhusarbejdernes
Forbund 14. april 1921, bragt i »Solidaritet« dagen efter. Originalpå ABA.
81

Robert Nielsen, Otto Magnussen og flere andre fra bestyrelsen fremlagde
en meget omfattende argumentation for den beslutning, DAFs kongres
havde taget. Når medlemmerne havde krævet kamp, så måtte de også være
med til at bære omkostningerne, hed det. Påligningen på 15 kr. om ugen var
dog senere blevet sat ned til 5 kr., da DAF angiveligt havde fået tilsagn om
hjælp »andetsteds fra«.58 _
En række oppositionelle talere havde også ordet, og der blev bl. a. talt om
at melde sig ud af fagforeningen og/eller forbundet. Men hvilke argumenter,
de brugte, lader sig desværre ikke rekonstruere: deres taler er simpelthen
ikke refererede i LPFs protokol.
Syndikalistemes generalstrejkeagitation vandt bred tilslutnign på general-
forsamlingen, og da det kom til afstemning, blev deres af Georg Jensen
stillede resolution vedtager mod bestyrelsens.59 Den vedtagne resolution
indeholdt en protest mod den forhaling af overenskomstforhandlingerne,
som fandt sted, og understregede, at DAFs ekstrakontingent var vedtaget i
strid med forbundslovene og ikke tjente arbejderklassens interesser. Effek-
tiv generalstrejke måtte snarest iværksættes, for at bringe arbejdskøbeme til
at frafalde ethvert krav om lønreduktion.
Denne vedtagelse kunne let få meget vidtrækkende følger for LPF. Når
fagforeningen nægtede at betale ekstrakontingentet, der var pålagt den af
DAFs kongres, ville den højst sandsynligt blive ekskluderet af forbundet.
Moderationen i LPF ville gå mørke tideri møde. Robert Nielsen var tilsyne-
ladende helt på det rene hermed. 16.4.1921 lod han indrykke en annonce i
»Social-Demokraten«, som krævede, at ekstrakontingentet blev indbetalt.
De, der ikke betalte, ville blive slettet af fagforeningen. Han hævdede, at
generalforsamlingen havde været en »tilfældigt sammenløbet l-Iob«60 og
nægtede at anerkende dens beslutninger.
Argumentationen fra Robert Nielsens side klinger noget hult, aldenstund
han godt nok protesterede mod, at medlemmerne havde sprængt kontrollen,
men ikke desto mindre gennemførte den ekstraordinære generalforsamling
på normal vis. Sigtet med hans hurtige vending var dog klart nok: han ville
forsøge at isolere de radikalere elementer blandt lager- og pakhusarbejder-
ne. Og han gik straks igang med at foretage eksklusioneme.
Oppositionen gjorde for sin part skridt til at samle alle de medlemmer, der
havde nægtet at betale ekstrakontingentet. Der blev afholdt et møde, hvor
det blev vedtaget: I. at anlægge sag for uberettiget eksklusion mod Robert
Nielsen, med baggrund i den påstand, at ekstrakontingentets vedtagelse på
DAFs kongres havde været lovstridig; 2. at kræve en ekstraordinær general-
forsamling indkaldt for at medlemmerne kunne tage stilling til bestyrelsens
handlinger i den aktuelle sag, og 3. man nedsatte et udvalg, der skulle
arbejde videre med sagenf”
I de følgende to uger blev der holdt ikke mindre end tre stormøder for
samtlige ekstrakontingentnægtere. Alle de, der havde nægtet at betale det
pålignede ekstrakontingent, blev opfordret til at indlevere deres bøger samt
penge til det ordinære kontingent til Udvalget. Desuden 5 kr., der fuldt
82

lovligt var udskrevet i ekstrabidrag til de arbejdsløse, og pr. løbende uge
efter DAFs kongres 1,50 kr., der svarede til det største beløb, som DAF i
henhold til lovene kunne udskrive i ekstrapåligning. Beslutningen herom var
truffet efter samråd med den advokat, der skulle føre oppositionens sag ved
retten.
26.4.1921 havde 400 medlemmer afleveret deres medlemsbøger til Udval-
get, og de blev samme dag bragt til fagforeningskontoret til betaling. Her
ville man dog ikke modtage pengene, med mindre alle de pålignede penge
var med, ligesom Robert Nielsen nægtede at indkalde til ekstraordinær ge-
neralforsamling, som krævet af Udvalget.
De oppositionelle lager- og pakhusarbejdere satte nu deres lid til, at det
ved en retssag skulle lykkes at få kendt DAF-kongressens vedtagelse af
ekstrakontingentet ugyldig. En syndikalistisk lager- og pakhusarbejder, Ju-
lius C. Wicke, påtog sig at stå som sagsøger. Der kom til at gå fem uger,
inden sagen kom til doms ved Østre Landsret.62 I mellemtiden fortsatte
aktiviteten blandt de oppositionelle for højt gear. 4.5.1921 blev der afholdt
konstituerende generalforsamling i Lager- & Pakhusarbejdernes Diskus-
sionsklub, som ihvertfald året ud kom til at fungere som det forum, hvor
fagoppositionen bearbejdede sine erfaringer og traf beslutninger vedrørende
den videre kamp indenfor LPF, og som i september 1921 meldte sig ind i FS.
Et særligt perspektiv havde de oppositionelle lager- og pakhusarbejderes
modstand modden pengeunderstøttede strejke og forhandlingstaktikken
fået med DAF-hovedbestyrelsens vedtagelse d. 25. april af et forligsmands-
forslag, der kun indebar beskedne forbedringer i forhold til det, som
DAF-kongressen en måned tidligere havde forkastet.
19.5.1921 afholdt LPF ordinær kvartårlig generalforsamling. Denne gang
ville fagoppositionen ikke give Robert Nielsen nogen nemme argumenter i
hænderne, så ekstrakontingentnægternc afventede udenfor Idrætshuset, at
syndikalisteme inde på generalforsamlingen foreslog, at de skulle lades ind.
Emil Andersen stillede forslag herom. Og som udtryk for, at der også blandt
de konflikrrumre lager- og pakhusarbejdere var bred sympati for den syndi-
kalistiske holdning til strejketaktik og ekstrakontingent, blev .hans forslag
vedtaget, hvorefter LPFS bestyrelse erklærede generalforsamlingen ulovlig
og forlod lokalet. Ekstrakontingentnægterne sluttede sig nu til de øvrige
medlemmer, der gennemførte generalforsamlingen uden bestyrelsens tilste-
deværelse. Man nedsatte et 7-mands udvalg til at sørge for, at en ny general-
forsamling snarest blev indkaldt.63
Dagen efter henvendte 7-mandsudvalget sig på kontoret og frembar dette
krav overfor bestyrelsen. Det blev dog på det bestemteste afvist -
den
afbrudte, ordinære generalforsamling skulle afsluttes med den samme dags-
orden som sidst, og bestyrelsen var rede til også at afbryde denne, dersom
medlemmerne ikke ville makke ret.
Stillet overfor dette standpunkt fra bestyrelsens side traf 7-mands-udval-
get en efter min opfattelse skæbnesvanger beslutning. Man gav op overfor
moderationens obstruktion og opfordrede de, der ikke havde betalt ekstra-
83

kontingent, til at blive borte fra den førstkommende generalforsamling.
Derved satte fagoppositionen faktisk de medlemmer, der virkelig havde
grund til at nære had til moderationen og ønske den gamle linie brudt, uden
for døren.
Generalforsamlingen fortsatte d. 1. juni. På det tidspunkt var det netop
blevet afsløret, at kasserer Hempel havde bedraget fagforeningen for et
meget stort beløb. Så medlemmernes opmærksomhed var helt og holdent
koncentreret om denne storsvindel. Diskussionen om ekstrakontingent
m. v. fik kun en meget tilbagetrukket plads. Og da de mest overbeviste af
oppositionens tilhængere ikke kunne deltage i generalforsamlingen, hvortil
bestyrelsen iøvrigt havde hentet forstærkning i selveste Lyngsie, blev alle
fagoppositionens forslag forkastet.
7.6.1921 afsagde Østre Landsret dom i Jul. C. Wicke-sagen. LPF blev
pure frifundet. Landsretten fastslog, at DAP-kongressen som forbundets
øverste myndighed var i sin gode ret til at udskrive ekstrakontingent, også
selvom dette var 10 gange større end det i DAFs love fastsatte maksimum.
Det var et hårdt slag for oppositionen. Den havde regnet ret sikkert med at
få retten på sin side. Allerede samme aften var der møde i Diskussionsklub-
ben L& P. Det må formodes, at syndikalisterne hér lagde linien for, hvorle-
des den kunne redde stumperne af aktionen.
For bl. a. at foretage valg til bestyrelsen afholdt LPF 23.6.1921 fortsættel-
sen af generalforsamlingen d. 1. juni og ekstraordinær generalforsamling
(f. v. ) Emil Andersen, F. Hildebrandt Sørensen og Otto Magnussen, tre af
de repræsentanter, der oprindelig blev valgt ind i bestyrelsen for Lager- &
Pakhusarbejdernes Forbund som hgoppositionens repræsentanter. Bille-
derne erfra 1925, da de allefuldstændigt var gået over til den socialdemok-
ratiske moderation. Der indvalgtes i årene fra 1918 og fremefter en hel
række oppositionelle bestyrelsesmedlemmer i fagbreningen, men FS-
Klubben viste sig ikke istand til at støtte og kontrollere disse [deres arbejde.
En sikkert medvirkende årsag til, at defleste afdem efterhånden udviklede
sig i moderat retning.
84

samtidig. Fra oppositionen lød der hård kritik af den moderate bestyrelse,
og Otto Magnussen, der oprindelig var blevet valgt til bestyrelsesmedlem på
oppositionens liste, men som i denne og efterhånden alle andre sager bak-
kede fuldstændig op om moderationens standpunkt, blev præsenteret for et
mistillidsvotum, der fik til resultat, at han måtte nedlægge sit mandat i utide.
Til afløser for ham blev hans skarpeste kritiker, J. P. Hansen fra jemñrmaet
Jørgen Jensens Eftf., der var udpræget syndikalist, indvalgt i bestyrelsen.
Men et gennemgribende opgør med moderationen, som Edm. Winther i
»Arbejder-Bladet« opfordrede til,64 blev det slet ikke til. Heller ikke fagop-
positionens krav om en ekstraordinær generalforsamling, der skulle tage
stilling til de slettede ekstrakontingentnægteres genoptagelse i fagforenin-
gen, blev efterkommet.
Bestyrelsen dikterede dem simpelthen en afdragsordning for deres re-
stancer, der indebar, at de først efter 3 måneder ville genvinde deres med-
Iemsrettigheder. Og hvad angik to arbejdere -
Georg Jensen, der opfattedes
som hovedansvarlig for ekstrakontingentnægtelsen, og Jul. C. Wicke -
ind-
tog bestyrelsen »et særligt standpunkt«,65 idet Wicke først kunne genopta-
ges i LPF, når han havde afdraget hele sin gæld (restance, sagsomkostninger
m. m.), mens Georg Jensen for stedse blev dømt uønsket i Dansk Arbejds-
mands Forbund. Trods den erklærede hensigt om separat at prøve disse to
medlemmers sag på en generalforsamling, undlod bestyrelsen at sætte deres
udelukkelse på dagsordenen ved de kommende generalforsamlinger -
eks-
klusionen var en kendsgerning.66
Når en fremtrædende talsmand for oppositionen som Georg Jensen såle-
des blev ekskluderet af fagforeningen, svækkede det naturligvis syndikalis-
temes stilling. Men en større svækkelse kom fra oppositionens egne ræk-
ker. Østre Landsrets dom til fordel for LPF skabte megen harme og ærg-
relse blandt de oppositionelle lager- og pakhusarbejdere. Tilbagebetalingen
af de anseelige restancer måtte nødvendigvis belaste et arbejdsmandshjem
ganske hårdt, og for de arbejdsløse, der under hele sagen var blevet nægtet
understøttelse, var sulten skinbarlig virkelighed.67 En del af oppositionen
reagerede på nederlaget -
der til syvende og sidst bundede i dens egne
legalistiske illusioner -
ved at melde sig ud af fagforeningen. De fleste med-
lemmer på FDBs lager, Njalsgade, meldte sig kollektivt ud og dannede
Lagerpersonalets Forbund i FDB. 0g generelt måtte LPFs bestyrelse på et
repræsentantskabsmøde 27.10.1921 registrere, at LPF havde haft en afgang
på 800-1000 medlemmer, siden medlemstallet toppede i 1920 med over
3.000 medlemmer.
Det nederlag, som syndikalisteme sådan set selv havde lagt op til, for-
vandt de, aldrig siden. Selvom de i mere end et år frem skulle komme til at
opleve sejre i mindre betydningsfulde sager, var fagoppositionens arbejde
(og den gendannede FS-Klub) i hurtig tilbagegang. Parolen: generalstrejke
som kampformen mod arbejdskøberoffensiven blev ikke effektivt ført ud i
livet. De nyformulerede krav om direkte arbejderkontrol med produktion og
fordeling, som oppositionen bragte frem, kunne have fået deres ilddåb i en
85

selvorganiseret strejkebevægelse mod Dst defensive klassesamarbejdsli-
nie og mod DAFs passive, på pengeunderstøttelse baserede strejketaktik.
Men radikaliseringen i arbejderklassen var ikke dybtgående nok, så flam-
men slukkedes hastigt.
1922 -
fagoppositionen splittet og svækket
I løbet af 1921 skærpedes krisetendenserne, der havde betinget det nederlag,
arbejderne led i forårets overenskomstforhandlinger og konflikter. Arbejds-
køberne satte sig for at forsøge endnu et frontalangreb på arbejderorganisa-
tioneme, og opsagde en stor del af de bestående overenskomster med krav
om store lønreduktioner og om en faktisk ophævelse af 8-timers arbejdsda-
gen. En tilskyndelse til den aggressive arbejdskøberlinie var det, at arbejds-
løsheden igennem hele 1921 havde ligget oppe på omkring 20%, og at den
stadig voksede.68 Arbejderorganisationerne undlod at opsige overenskom-
steme undtagen i ganske få tilfælde, og satte sig som mål at forsvare 8-ti-
mersdagen og forhindre lønreduktioner udover, hvad der var begrundet i
pristallets falden.69
Forligsinstitutionen forsøgte at mægle, men dens første forslag af 3.2.1922
blev forkastet afalle parter. Et nyt, i detaljer ændret forslag af 9.3. 1922 blev
med knebent flertal anbefalet af DSFS generalforsamling, men forkastet med
knusende majoritet blandt DAFs medlemmer. Konflikten trådte i kraft. Ar-
bejdskøbeme forsøgte, godt hjulpet af »Samfundshjælpen« og af den borger-
lige regering, at ramme hårdt ned på arbejderne. Så barslede forligsinstituti-
onen med et tredie forslag af 4.4.1922: 8-timersdagen skulle opretholdes,
men lønreduktionerne gik en del ud over, hvad DAF havde erklæret for
acceptabelt.
Skønt de andre fagorganisationer sluttede overenskomst på dette grund-
lag, fortsatte DAF kampen. Men midt i april begyndte de strejkendes front
at gå i opløsning. Grupper af arbejdsmænd rundt om i landet gik i arbejde
udenom deres fagforeninger, og DAP-ledelsen måtte da skynde sig at gå ind
på forligsforslaget mod enkelte beskedne indrømmelser fra arbejdskøber-
side (24.4.1922). DAFs svar på arbejdskøberoffensiven var altså igen i 1922
storstrejke, men ført på den traditionelle måde, hvor arbejderne blot hen-
tede deres understøttelse og iøvrigt ventede på, at ledelsen ved forhandlin-
ger skulle nå frem til en overenskomst. Med den herskende arbejdsløshed
rummede en sådan passiv strejketaktik en overhængende fare for 'frafald
blandt de svagest stillede arbejdergrupper, sådan som det faktisk skete.
Den revolutionære opposition havde ganske andre opfattelser af kampens
midler og mål. Den grupperede sig omkring Danmarks Kommunistiske Fø-
deration, der var opstået i maj 1921 som et samarbejde mellem Fagoppositi-
onens Sammenslutning og Danmarks Kommunistiske Parti. Kommunistisk
Føderations linie for kampen mod lønreduktioner og mod anslag mod 8-ti-
mersdagen var: gør strejken effektiv som »et lammende Slag mod hele
Udbyttersamfundet«; lam også vigtige nøglefunktioner som el, gas og vand!
86

De lockoutede arbejdere kunne med fordel møde op på virksomhederne og
»tage dem under deres Beskyttelse« gennem dannelse af bedriftsråd. På den
måde forhindredes passivisering og skruebrækkeri.70 Generalstrejkeparolen
fremførtes igen og igen, og vandt også genklang i dele af arbejderklassen -
bl. a. kan man nok opfatte DAFs stædige modstand mod arbejdskøbemes
forringelseskrav som udtryk herfor. Men interne problemer” satte Kom-
munistisk Føderation udenfor enhver indflydelse på kampens forløb.
LPFs stilling var temmelig nøje i overensstemmelse med den linie, som
det øvrige arbejdsmandsforbund fulgte:
»Lager og Pakhusarbejdernes Forbunds Generalforsamling den 29 Januar i Kjæden, udtaler
med Henblik paa den foreliggende faglige Situation
1. at man ikke kan anerkjende Lønreduktioner udover hvad der kan begrundes i henhold
til Pristallets Eventuelle Dalen og
2. at man med ethvert til Raadighed staaende Middel vil modsætte sig en Forlængelse af
Arbejdstiden udover 8 Timer Daglig.
Generalforsamlingen udtaler endvidere Ønsket om at vort Forbunds Hovedledelse paa alle
Punkter vil sætte al Kraft ind paa at forhindre gjennemførelsen af Arbejdsgiverforeningens
Forsøg paa alle Omraader at trykke Arbejderklassen ned til Forhold daarligere end forud. for
Verdenskrigens Begyndelse«.72
I sit perspektiv er resolutionen meget moderat. Men trods det defensive
kampperspektiv levnede den radikalitet, hvormed kampen førtes fra DAFs
side (bl. a. transportstrejken) kun et snævert spillerum for den splittede og
rådvilde opposition.
Dermed være ikke sagt, at kritiske røster ikke lod sig høre i LPF. På den*
ekstraordinære generalforsamling 9.2.1922 havde ihvertfald tre repræsen-
tanter for oppositionen ordet for at anbefale generalstrejke, sympatistrejke
istedet for pengeunderstøttelse, og for at udtrykke håbet om, »at vi denne
Gang gik ud i Kampen uden Vaklen«.73 Især førte fagoppositionen sig frem
med fornyet generalstrejkeagitation. Og da arbejderklassen i Rumle/'s i
marts 1922 gik ud i generalstrejke” vedtog LPFs bestyrelse efter appel fra
Eksekutivkomiteen for De samvirkende Fagforeningeri Randers og på initi-
ativ af syndikalisten J. P. Hansen at samle penge ind til støtte for strejken i
Randers.
Selv at tage generalstrejkevåbnet i brug var lager- og pakhusarbejdeme
ikke længere indstillet på. I spørgsmålet om konfliktens førelse og dens
afslutning fulgte deres store flertal DAF-hovedledelsens linie. Den havde
ved Sin radikale optræden i modsætning til den øvrige fagforeningsbevægel-
se vundet megen respekt, også blandt de oppositionelle lager- og pakhusar-
bejdere.75 Kun nogle få medlemmer vedblev at kritisere kampens »sørgelige
forløb« og agitere for at se »den nyere Kamptaktik praktiseret«.76 Men
deres ytringer forblev enestående, og fik ikke opbakning fra de, som ved
tidligere lejligheder havde været fremtrædende talsmænd for oppositionen.
Facit af overenskomstsituationen 1922: et sløjt resultat, dels fordi DsF
modarbejdede DAFs kamp, dels på grund af frafald blandt arbejdsmændene
selv; en svækket opposition i begyndende splittelse, hvis mænd i et vist
87

omfang begyndte at orientere sig i retning af den socialdemokratiske fagfor-
eningslinie, som den i noget radikaliseret form praktiseredes af arbejds-
mandsforbundets ledende mænd. Den syndikalistiske og kommunistiske
opposition, der -
efter at FS-Klubben var gået i sig selv igen -
ikke længere
optrådte organiseret, var ikke istand til at markere noget alternativ til mode-
rationens linie.77
Sammenfatning
Det er næsten slående at se, hvorledes den syndikalistiske opposition blandt
lager- og pakhusarbejdeme i sin udvikling fulgte forløbet af den danske
syndikalistbevægelse generelt. Lager- og Pakhusarbejdemes Fagforening af
1890 tog del i det første forsøg på syndikalistisk organisering omkring Soci-
alistisk Arbejderforening i 1907-1908. I den periode, 1907-1918, hvor fagfo-
reningen stod udenfor og bestandigt under angreb fra Dansk Arbejdsmands
Forbund, forholdt den sig åbent og positivt til syndikalistemes agitation og
praksis, uden at man dog kan kalde fagforeningen eller dens faglige metoder
egentlig syndikalistiske.
Krigstidens reallønsfald og den socialdemokratiske borgfreds-politik med-
førte efterhånden, at store dele af den danske arbejderklasse blev radikalise-
ret. Stadigt flere sluttede sig til Fagoppositionens Sammenslutning, der ar-
bejdede på et klart revolutionært, syndikalistisk gmndlag. Blandt lager- og
pakhusarbejdeme gav radikaliseringen sig udtryk i, at LPFs åbne holdning
til syndikalisteme fra 1916-1918 blev afløst af et direkte samarbejde med
FS.
Henimod Verdenskrigens slutning tvang problemeri forbindelse med den
voksende arbejdsløshed LPF1890 til at indgå forlig med den af DAF opret-
tede splittelsesafdeling Lager- og Pakhusarbejdemes Afdeling af 1907.
I april 1918 blev de to fagforeninger sluttet sammen, og det gjorde for en
stund ende på syndikalistemes indflydelse.
1
Men syndikalisteme tog kampen op. Kun få uger efter, at de to fagfore-
ninger Var blevet til én, dannede de Lager- og Pakhusarbejdemes Klub,
tilsluttet FS. I klubben diskuterede de syndikalistiske lager- og pakhusar-
bejdere revolutionær strategi og taktik, og de fremkom med forslag til møder
og generalforsamlinger i fagforeningen. En del af FS-Klubbens forslag op-
nåede flertalsopbakning blandt medlemmerne. Og lager- og pakhusarbej-
derne tog aktivt del i den bølge af frie, overenskomststridige strejker, der
efter syndikalistisk inspiration skyllede over arbejdspladserne i sommeren
og efteråret 1919. Kraftigt opmuntret af Fagoppositionen lykkedes det ved
direkte aktion for arbejderne at udnytte de kampbetingelser, som efterkrigs-
boomet gav, til et reallønsfremstød af dimensioner. Lager- og pakhusarbej-
derne bidrog herigennem til den almindelige radikalisering af danske arbej-
deres bevidsthed og kampformer, som foregik i de første år efter krigen.
Syndikalisteme kom et par gange meget tæt på at overtage ledelsen af
Lager- og Pakhusarbejdemes Forbund. Første gang i forbindelse med Fri-
88

Fru stormen på Børsen [1.febr. [9/8. Politiet afspærrer Slotsholmenfor(It
forhindre de arbejds/Mes hovet/(lemonstration i at slutte sig til denfortrop,
der var trængt ind på Børsen. Originul på ABA.
havns-skruebrækkemes optagelse i fagforeningen i 1919, anden gang i 1921,
da en stor del af medlemmerne i protest mod DAFs defensive og passive
strejketaktik i overenskomstsituationen nægtede at betale ekstrakontingent
til strejkekassen. Af'grunde, som vi kUn kan gisne om, kom det imidlertid
ikke på noget tidspunkt til noget »systemskifte« i LPF.
De fagoppositionelle medlemmer af fagforeningsbestyrelsen vedblev at
være i mindretal.
'
“
I årene efter 1. Verdenskrigs slutning bevægede den danske arbejder-
klasse sig efter min mening længere i retning af et brud med den på social-
partnerskabet funderede, socialdemokratiske moderation, end den nogen-
sinde før eller siden har gjort. Men noget blivende skred i revolutionær
retning blev der ikke tale om. Flere forhold begrunder dette:
1. Den ekstraordinære højkonjunktur-situation, der skabte betingelserne
for den næsten eksplosive radikalisering af arbejderklassen, varede kun
kort. Erfaringerne med en selvorganiseret og solidarisk kamp, der antastede
det kapitalistiske herredømme over produktionsmidleme, nåede ikke at
fæstne sig, før krisetendenser, arbejdsløshed og arbejdskøbemes samling til
modoffensiv satte en omlægning af kampen på dagsordenen.
89

2. Den danske kapitalstruktur frembød ikke de betingelser for masseakti-
oner, som var tilstede i de lande, hvorfra oppositionen hentede sine forbille-
der. Landet var trods en vis industrialisering fortsat stærkt præget af små-
borgerlig landbrugs- 0g håndværksproduktion. Det hindrede en homogen
bevidsthedsudvikling i arbejderklassen, og vanskeliggjorde en omfattende
anvendelse af den syndikalistiske kamptaktik, pegende frem mod den soci-
ale generalstrejke.
3. Socialdemokratiets taktiske venstredreining. Mange arbejdere var i
skuffelse over, at det mere og mere institutionaliserede klassesamarbejde
klart medførte en opgivelse af arbejderinteresser, begyndt at vende sig til
syndikalismen. Ved hjælp af en radikalisering af agitationen og lønkampens
former og ved at formulere reformkrav med »progressivt-kontrarevolutio-
nært« sigte, lykkedes det Socialdemokratiet påny at drage de fleste af disse
arbejdere til sig.
4. Den syndikalistiske bevægelses svagheder. De bestod først og frem-
mest i, at man ikke tog tilstrækkeligt hensyn til den danske arbejderklasses
opsplitning i fraktioner, der med hensyn til arbejds-, organisations- og leve-
vilkår på mange måder var forskellige (eksempel: forskellen mellem Køben-
havn og provinsenl). Måske undervurderede syndikalisteme også den bor-
gerlige statsmagts interventionsmuligheder. Betydningen af de mangler og
svagheder, der givetvis var i syndikalisternes program og praktiske arbejde,
blev efter min mening forstørret af de llI](ll'l'fIfVÅ/(elá'l'sfOrSØg,der ramte
fagoppositionen fra borgerskabets side og fra den socialdemokratiske parti-
og fagforeningsbevægelse.
I 1921 var fagoppositionens indflydelse generalt på vej nedad. I LPF led
den i forbindelse med ekstrakontingentnægtelsen et meget alvorligt neder-
lag, som syndikalisternes egne legalistiske illusioner var væsentligt medvir-
kende til. Og skønt den på det tidspunkt gendannede FS-Klub besluttede at
fortsætte kampen indenfor LPF, var der mange lager- og pakhusarbejdere,
der tog deres gode tøj og gik.
Den af krisen og arbejdsløsheden betingede desorganisering i arbejder-
klassen blev indenfor LPF befordret af det nederlag, som fagoppositionen
pådrog sig i Wicke-sagen. Fra da af gik det ned ad bakke med syndikalismen
blandt lager- og pakhusarbejdeme. Den formåede aldrig siden alvorligt at
antaste den moderate ledelse. Arbejderne faldt i det store og hele tilbage i en
bevidsthed, der fuldstændigt accepterede socialpartnerskabets reelle under-
ordning af arbejderinteresser under kapitalen. Dette tilbagefald må ses
som
følgen af et dobbelt nederlag: dels havde den syndikalistiske bevægelse lidt
nederlag indenfor fagforeningsbevægelsen, dels led fagforeningsbevægelsen
som følge af sin moderate kamptaktik nederlag overfor arbejdskøberoffen-
s1ven.
I årene efter syndikalismens nederlag søgte moderationen på flere måder
nye midler til at sikre arbejdernes interesser som revenuekildeindehavere,
uden at antaste det principielle indhold i klassesamarbejdet: accepten af
kapitalen som »naturligt« produktionsforhold. Former herfor var reformar-
90

bejde i kommuner og Rigsdag (Socialdemokratiet dannede regering
1924-1926). I fagforeningsbevægelsen tjente blandt andet befæstelsen af til-
lidsmandssystemet og opbygningen af en systematisk arbejderuddannelse
det samme formål.
Den tilbageblevne venstreopposition kapslede sig for en stor del ind i en
særlig kommunistisk »lejr«, der afskærmede sig med paroler, symbolik
m. v., som man ureflekteret overtog fra Komintem. Hermed satte den sig
mere eller mindre udenfor indflydelse på arbejderklassens erfaringsbear-
bejdning og bevidsthedsdannelse.
Noter
UI
OOBxI
10
11
12
13
14
15
16
17
18
19
20
Begrebsparret reformismen-moderationen, hvor moderationen oprindeligt er den syndi-
kalistiske fagoppositions præcise betegnelse for den politiske reformismes pendant på det
faglige område. anvendes for at udtrykke den socialdemokratisk prægede arbejderbevæ-
gelses organisatoriske. ideologiske og strategiske reproduktion af det kapitalistiske sam-
funds fordobling i en økonomisk og politisk sfære. (Til dette sidste, se Karl Marx: Zur
Judenfrage (i: MEW 1, p. 347-377) p. 354f. et aL).
Roskilde Universitetscenter, december 1977. Artiklen her bygger særligt på kapitel 4, p.
178-332.
Fagforeningen skiftede navn flere gange i løbet afde første år. Her bruges kun det anførte,
samt forkortelsen LPF1890.
Jvf. Karl Marx: Das Kapital 111, kapitel 48 (Berlin 1973), p. 822-839. Marx benytter ikke
termen »socialpannerskab«. Der henvises til Ole Marquardts interessante, men på en
række områder problematiske Konjunkturforløb og klassebevidsthed (i: Denjyske Histo-
riker 1/1974. p. 1-150). især p. 15-21). _
Jvf. Claus Bryld: Det danske socialdemokrati og revisionismen, II (u. st. 1976), p. 140.
DAF-forretningsudvalgsmøde 18.-20.12.1906. refereret i »Arbejdsmændenes Fagblad«
febr. 1907, p. 13.
Ang. dette spørgsmål henvises til mit speciale, p. 91-130.
Det ny Arbejdsmandsforbund blev nedlagt i sept. 1910.
Lager- og Pakhusarbejdernes Fagforening af 1890, forhandlingsprotokol: medlemsmøde
23.5.1907: Petroleumsarbejdernes Klub. forhandlingsprotokol: ekstraordinær generalfor-
samling 10.7.1908.
Lager- og Pakhusarbejdernes Afdeling af 1907, forhandlingsprotokol: generalforsamling
29.4.1918.
Forkortes i det følgende LPAI907.
»Solidaritet«_ 3.6.1916.
»Solidaritet«, 23.9.1916.
»
Solidaritet«, 21 . 10. 1916ff. Den uafsluttede artikelserie var signeret »1. 1-1.«,og rimeligvis
forfattet af Jens Hansen, bestyrelsesmedlem i LPF1890 og senerehen meget aktiv tals-
mand for Fagoppositionens Sammenslutning indenfor fagforeningen.
Lager- og Pakhusarbejdernes Fagforening af 1890, forhandlingsprotokol: bestyrelses-
møde 12.9.1917.
ibid.: ekstraordinær generalforsamling 22.9.1917. »Solidaritet« 6.10.1917 refererer helt
tilsvarende, at »der var almindelig 0g enstemmig tilslutning til de synsmåder, vor taler
fremholdt«.
ibid.: bestyrelsesmøde 23.10.1917.
ibid.
JVf. »Solidaritet« 17.8.1918.
Jvf. »Solidaritet« 14.9.1918.
91

21
22
23
24
25
26
27
28
29
30
31
32
33
34
35
36
37
38
39
40
41
42
43
45
46
47
Lager- og Pakhusarbejdemes Fagforening af 1890, forhandlingsprotokol: generalforsam-
ling 22.1.19]8. »Solidaritet« 26.1.1918.
Generalforsamlingen blev p. g. a. den omfattende diskussion, syndikalistemes forslag rej-
ste, udstrakt over to dage, 30.4.1919 og 22.5.1919.
»Solidaritet« 24.5.1919.
Jvf. »Solidaritet« 8.5.1919. Denne bod var efter datidens målestok meget stor. Men
sammenholdt med »Solidaritets« oplysning 3.6.1919, at skruebrækkerne hver skulle have
udbetalt 3.000 kr. af Frihavnsselskabet, bliver »hædersmæ'ndenes« personlige afsavnjo til
at overse!
Jvf. Lager- og Pakhusarbejdemes Afdeling af 1907, forhandlingsprotokol.
Jvf. f. eks. »Solidaritet« 15.6.1919.
Lager- og Pakhusarbejdemes Afdeling af 1907, forhandlingsprotokol: repræsentant-
skabsmøde 11.6.1919: »Solidaritet« 15.6.1919, »Klassekampen« 13.6.19I9.
»Klassekampen« 16.6.1919: jvf. også »Solidaritet« samme dag.
Lager- og Pakhusarbejdemes Forbund, forhandlingsprotokol:
24.6.1919.
Jvf. dennes udtalelser til »Solidaritet« 22.6.1919.
Jvf. f. eks. »Solidaritet« 21.6.1919. En række fagforeninger var tidligt opmærksomme på
denne fare og traf deres forholdsregler for at hindre overflytning af Frihavns-brækkere
(ij. »Solidaritet« 8.6.19]9).
»Solidaritet« 28.6.1919: »Klassekampen« 2.7.1919.
Et højst usædvanligt skridt af en socialdemokratisk fagforeningsbestyrelse. Urafstem-
ningsprincippet var netop et centralt punkt i.vymlikulisrernøx agitation!
»Klassekampen« 23.7.1919ff.: »Solidaritet« 25.7.1919ff.
»Klassekampen« 1.8.1919.
Lager- og Pakhusarbejdemes
18.8.1919: »Solidaritet« 20.8.1919.
»Ren og skær svindel«, kaldte »Solidaritet« 20.8.1919 dette bestyrelsesvalg.
En nærmere argumentation herfor findes i mit speciale, p. 231-234 og p. 302-306.
Axel Olsen: Dansk Arbejdsmands Forbund gennem 50 Aar, 1897-1947 (Kbh. 1947), p.
125f.
Lager- og Pakhusarbejdemes
11.9.1919.
Robert Nielsen i Iøbeseddel »Til Medlemmerne!«, dateret sept. 1919 (Det kgl. Bibliotek,
småtryksamlingen).
Jvf. »Solidaritet« 8.10.1919f.. Da Robert Nielsen ikke kunne få medlemmerne snakket fra
at fortsætte strejken, forlod han mødet og beordrede lyset slukket 0g salen ryddet. På den
måde forhindrede han en beslutning om at søge strejken udvidet til FDBs afdelinger i
provinsen.
Til syndikalistemes store fortrydelse var stemmeproceduren indrettet sådan, at såvel nej-
somja-stemmer blev afgivet med forbehold overfor visse indrømmelser, som DAF senere
skulle forhandle sig frem til. P. g. a. denne ukurante stemmeprocedure betegnede »Solida-
ritet« 19.10.1919 vedtagelsen som »valgsvindel« og »kæmpehumbug«.
Lager- og Pakhusarbejdemes Forbund, forhandlingsprotokol: repræsentantskabsmøde
12.12.1919.
Også socialdemokratiet tog »socialisering« af industrien på programmet, men i en form,
der tydeligt viste, at dette skn'dt var bestemt til at afvæbne venstreoppositionen, snarere
end et udtryk for en bevidst (reformistisk) socialisme-strategi. Jvf. Claus Bryld: op. cit. p.
89f.
»Solidaritet« Ekstraudgave 30.3.1920 -
en række af FS' og den øvrige venstrefløjs le-
dende kammerater sad på det tidspunkt fængslede for revolutionær virksomhed. Af syn-
dikalistemes krav blev kun kravet om politisk amnesti taget med i den endelige formule-
ring af generalstrejkens paroler.
bestyrelsesmøde
Forbund , forhandlingsprotokol: generalforsamling
Forbund , forhandlingsprotokol: bestyrelsesmøde
92

48'
49
50
51
52
53
54
55
56
57
58
59
60
61
62
63
64
65
66
67
68
69
70
7 l
72
73
74
75
76
77
F. eks. bekæmpede Robert Nielsen aktivt en sympatistrejke, som 18 medlemmer af LPF
på Grynmøllen i Strandgade indledte, fordi de ikke ville arbejde sammen med »samfunds-
hjælpere«. Jvf. »Solidaritet« 19.5.1920: Lager- og Pakhusarbejdernes Forbund, forhand-
lingsprotokol: bestyrelsesmøde 3.6.1920.
ibid.: ekstraordinær generalforsamling 5.4.1920. Jvf. også notitsen i »Solidaritet«
6.4.1920, der nærmest oser af dårlig samvittighed over det passerede.
DAO blev dannet dec. 1920, tildels på syndikalistisk initiativ.
Jvf. Axel Olsen: op. cit. p. 130.
Lager- og Pakhusarbejdernes Forbund, forhandlingsprotokol: ekstraordinær generalfor-
samling 27.3.1921.
ibid.
Jvf. DAF, ekstraordinær kongres 30.3.1921.
Skal man tro forhandlingsprotokollens referat, gik også de to oppositions-valgte med-
lemmer Otto Magnussen og Sophus Olsen ind for dette.
Lager- og Pakhusarbejdernes Forbund, forhandlingsprotokol: møde for pladsrepræsen-
tanterne 8.4.1921.
samling 14.4.1921.
lflg. »Arbejdet« 15. og 17.4.1921 med »overvældende« eller »mægtig majon'tet«. Se reso-
lutionens ordlyd p. 81. /lllustration/. . ..
Sag nr. 216/1921 ved Østre Landsrets 1I. Afd. (Landsarkivet for Sjælland).
»Arbejder-Bladet« 21.5.1921.
'
'
Jvf. »Arbejder-Bladet« 2.8.1921: Lager- og Pakhusarbejdernes Forbund, forhandlings-
protokol: bestyrelsesmøde 4.8.1921.
Senere -
i 1925 -
rejste Wicke en sag mod LPF, som endte med, at han blev genoptaget i
fagforeningen ved forlig. Georg Jensen forblev for altid udstøft af LPF, skønt skiftende
ordførere for oppositionen flere gange søgte at få hans sag taget op til behandling på en
generalforsamling.
Selvom FS-Klubben samlede penge ind for at komme disse arbejdsløse til hjælp. Jvf.
'
Jvf. Helle Otte m. fl.: Socialpolitik i Danmark 1891 til 1977 (i: Den jyske Historiker
10/1977, p, 1-163), p. 44.
Jvf. Aer Olsen: op. cit. p. 1362 Lager- og Pakhusarbejdernes Forbund, forhandlingspro-
tokol: ekstraordinær generalforsamling 23.3.1922.
Jvf. »Arbejder-Bladet« 22.1.1922.
Føderationen blev i begyndelsen af 1922 sprængt i to stykker. Jvf. Jens Christensen:
Danmarks kommunistiske Parti 1919-1930 (: Historievidenskab 8/1976, p. 87-128), p.
105f.
Resolution, enstemmigt vedtaget på LPFs generalforsamling 29.1.1922.
J. P. Hansen på den ekstraordinære generalforsamling 9.2.1922.
Jvf. Carl Heinrich Petersen: Fra klassekampens slagmark i Norden (u.st. 1973), p.
102-110.
Lyngsie fik efterhånden repareret det noget blakkede billede, som hans optræden overfor
de oppositionelle lager- og pakhusarbejdere i årene forud havde efterladt. Jvf7 f. eks.
samling 13.4.1922.
C. Petersen og Hjort på generalforsamlingen 29.4.1922.
Jens Christensen skriver i sin undersøgelse af DKP i perioden 1919-1930 (op. cit. p. 100):
»Konflikterne i 1922 og det negative udfald af overenskomsteme, der nu vedtoges for
en toårig periode, styrkede arbejdermilitansen og fagoppositionen, selv om krisen hvirv-
lede store dele af de nederste arbejderlag ned i næsten lumpenproletariatagtige tilstande«.
93

Jeg er uenig med JC. Forsåvidt gælder LPF, er det uomtvisteligt, at: 1. nederlaget i 1922
medførte en desorganisering blandt de »nederste arbejderlag« i fagforeningen, der tænke-
ligt pn'mært havde støttet syndikalisteme i deres kritik af moderationens ineffektive strej-
ketaktik og dyre, bureaukratiske administration: mange af disse blev simpelthen af svar
økonomisk nød drevet ud af fagforeningen. 2. DAP-ledelsens taktiske venstrekurs med-
førte, at en del af syndikalisternes støtter vendte sig til den socialdemokratiske modera-
tion. 3. Tilbage blev en lille kerne, der fortsat forfægtede militante og revolutionære
synspunkter.
Dette kan bl. a. iagttages ved afstemningen om forlængelse af overenskomsterne ijuli
1922.
Selve den organiserede fagopposition (Fagoppositionens Sammenslutning, Føderali-
stisk Sammenslutning) var i 1922 allerede i et fremskredent stade af opløsning. DKP
havde, som JC selv skriver (ibid. p. 100), ikke kræfter til en selvstændig organisering af
fagoppositionen. Det er derfor absurd at tale om. at nederlaget i overenskomstsituationen
1922 styrkede fagoppositionen og arbejdermilitansen. Tværtimod var det Hil)(/('I'(Ilf()ll('ll.
der tog alle stikkene hjem!
Kilder
Håndskrevne protokoller
Lager- & Pakhusarbejdernes Fagforening af 1890, forhandlingsprotokoller 1890-1918 (8 stk.),
regnskabsbøger 1893-1901 (2 stk.).
Lager- & Pakhusarbejdemes Afdeling af 1907, forhandlingsprotokoller 1907-1919 (2 stk).
Lager- & Pakhusarbejdemes Forbund, forhandlingsprotokoller, 1919-1926 (5 stk.).
Jern- & Frølagerarbejdemes Klub under LPF1890, forhandlingsprotokol 1907-1908, regn-
skabsbog -1909.
Kaffebrænderiarbejdernes Klub under LPF1890, forhandlingsprotokol 1916-1945.
Lager- & Handelsarbejdemes Klub i FDB under LPF, forhandlingsprotokol 1921-1933.
Manufakturarbejdernes Klub under LPF, kassebog 1920-ca. 1922.
Petroleumsarbejdernes Afdeling for København & Omegn (klub under LPF1890 fra 1906),
forhandlingsprotokoller 1897-1909 (2 stk.), kassebog 1901-1908.
Smørarbejdernes Klub under LPF, forhandlingsprotokol 1920-1938.
Soigneringsbudenes Fagforening (klub under LPF fra 1919), forhandlingsprotokol 1916-1967.
Arbejdernes Fællesorganisation i København, forhandlingsprotokoller 1908-1925 (2 stk.),
Dansk Arbejdsmands Forbund/København & Omegn, forhandlingsprotokoller 1905-1919 (3
stk.).
Kuskenes Fælles Forbund, forhandlingsprotokoller 1906-1916 (4 stk.).
Aviser og blade
»Arbeidsmanden«, organ for Det ny Arbejdsmandsforbund 1907-1910.
»Arbejder-Bladet«, organ for Danmarks kommunistiske Føderation., senere Parti 1921-1925.
»Arbejdet«, organ for Danmarks venstresocialistiske, senere kommunistiske Parti
1919-1921.
»Arbejdsmændenes Fagblad«, organ for Dansk Arbejdsmands Forbund 1907-1909.
»Klassekampen«, organ for Socialistisk Arbejderparti 1918-1919.
»Korsaren«, anarkistisk 1907.
»
København«, borgerlig 1906-1907.
»Social-Demokraten«, udvalgte numre 1890-1925.
»Socialistisk Arbejderblad«, udgivet af Socialistisk Arbejderforening 1908.
»Solidaritet«, udgivet af Fagoppositionens Sammenslutning 1911-1921.
94

Arkivalier
Det kgl. Bibliotek, småtryksamlingen:
alt ang. Lager- & Handelsarbejdere.
Lager- & Pakhusarbejdernes Forbunds arkiv:
materiale, formentlig udtaget af Karl Raloff omkr. 1939 (ABA).
Landsorganisationen i Danmark, arkiv:
Splittelsesforsøg og tvistigheder (ABA).
Landsarkivet for Sjælland:
Sag nr. 216/1921 ved Østre Landsrets 11. Afdeling- Julius C. Wickc mod Lager- & Pakhusar-
bejdemes Forbund.
Interviews med fhv. vinlagerarbejder Georg Jensen, apr. 1976.
Udvalgt litteratur
P. Andreasen & C. G. Christoffersen:
Festskrift for Lager- og Pakhusarbejdernes Fagforening af 1890 ved dens 25 Aars Jubilæum,
13. maj 1890-1915.
(Kbh. 1915).
Bent Hansen:
Lager & Pak 75. Fra »Pak« til Lager og Pak.
(Kbh. I965).
Karl Raloff:
Lager- og Pakhusarbejdernes Forbund gennem 50 Aar, 1890-1940.
(Kbh. 1940).
Iøvrigt henvises til litteraturlisten i mit speciale, p_.452-459.
Zusammenfassung
Die dänische Arbeiterbewegung war schon im Anfang ausgeprägt reformistisch. Das gilt
sowohl für die sozialdemokratische Partei als auch für die Gewerkschaftsbewegung, deren
Praxis treffend als Gewerkschaftliche »Moderation« bezeichnet werden kann.
Vor der Jahrhundertwende war eine Formalisierung der Klassenzusammenarbeit mit dem
sogenannten »September-Vertrag« -
als Folge der Niederlage der Arbeiterklasse im Gross-
Aussperrung 1899 -
angefangen worden. In den Jahren danach begann in Teile der Arbeiter-
klasse eine gewisse Unzufriedenheit sich geltend zu machen. Sie war durch eine wachsende
Diskrepanz zwischen den von der ökonomischen Prosperität gesetzten Möglichkeiten
gewerkschaftlicher Ergebnisse und der faktischen Nicht-Einlösung dieser Möglichkeiten
durch die reformistisch-moderate Arbeiterbewegung gesetzt worden. Als die Prosperität in
den Jahren 1907-1908 zeitweilig von Krise abgebrochen wurde, wurde die wachsende Unzu-
friedenheit von einer organisivrlen. arbeiterradikalistischen Strömung abgelöst, erst in Form
des Sozialistischen Arbeitervereins. der im Sommer 1908 die Zeitung »Socialistisk Arbej-
derblad« täglich erscheinen liess.
Die ideologische Linie dieser linken Opposition war vom revolutionären Syndikalismus
sehr geprägt, und in den folgenden Jahren etablierte sir/1 eine ark/âr! syn(lika/istixche Benw-
yung. Ihre Organisation, die Vereinigung der Opposition der Gewerkschaftsbewegung erre-
ichte im Laufe des I. Weltkrieges unter den dänischen Arbeitern massenhafte Unterstützung.
Sie gefährdete ernsthaft die sozialdemokratische Herrschaft in der Arbeiterbewegung. Ihre
Höhepunkt erreichte die syndikalistische Bewegung in den Jahren 1918-1920, als eine spon-
tane und von arbeitsrechtlichen Regeln ungebundene Streikbewegung beträehtliche Ergeb-
nisse schaffte, u. a. die Durchführung des 8-Stunden-Tags.
95

Die Radikalisierung der dänischen Arbeiterklasse erfolgte als Ergebnis der Verschlech-
terung ihrer Lage in den Jahren des Weltkn'eges. Aber es war die dänische Nachkriegsboom,
die der erfolgreichen Anwendung der syndikalistischen »direkten Aktion« Spielraum hervor-
brachte. 1920 wurde die ausserordentliche Hochkonjunktur aber durch beginnende Krisen-
tendenzen abgelöst. Die Kampfbedingungen åndenen sichdurchgreifend. noch bevor die
Arbeiterklasse sich mit dem selbstorganisierten, syndikalistischen Kampf und den neuen,
revolutionären Perspektiven vertraut gemacht hatte. Als gleichzeitig die Sozialdemokratie
und die moderate Gewerkschaftsbewegung taktisch nach links drehte -
besonders ausge-
sprochen wurde ihre »progressiv-konterrevolutionäre« Drehung, als sie 1920 den sog.
»Osterputsch« des Königs durch generalstreikandrohung abwehne -
verlor die revolutiona-
re, syndikalistische Bewegung wieder ihre Masseunterstützung. Die breite gewerkschaftliche
Oppositionsbewegung, die um Oppositionslçluhx innerhalb der verschiedenen Gewerkschaf-
ten zentriert war, wurde im Laufe von 1922-1923 auf einen engen, meistens der 1919 gebilde-
ten kommunistischen Panei Dänemarks, DKP. angeschlossenen Kreis reduziert, Die refor-
mistische, sozialpannerschaftliche ldeologie wurde in der dänischen Arbeiterbewegung
wieder fast völlig dominierend.
Im vorliegenden Aufsatz wird der Ve'rlauf der gewerkschaftsoppositionellen Syndikali-
stenbewegung unter den kapell/mgwwr Luger- Hm/ P1"'/(ll(HLWH'ht'lH'I'H konkret untersucht.
Die Lager- und Packhausarbeitergewerkschaft (in 1890 gegründet) war -
nach Streitigkeiten
mit dem Verband der Arbeitsmänner, DAF, im Jahre 1907 -
auf dem Iinken Flügel der
Arbeiterbewegung tätig. Von 1916-1918 arbeitete sie mit dem syndikalistischen gewerks-
chaftsoppositionellen Vereinigung eng zusammen. 1918 wurde die Gewerkschaft mit einer
von DAF errichteten Splittergewerkschaft für Lager- und Packhausarbeiter zusammengesc-
hlossen, was die syndikalistische Linie in der zusammengeschlossene Gewerkschaft in Min-
derheit brachte.
Die syndikalistische Arbeit wurde jetzt in einem Oppositionsklub organisien. der in den
folgenden Jahren beträchtliche Erfolge erreichte. 1919 wurde die sozialdemokratisch-mode-
rate Gewerkschaftsführung beinahe gestürzt, als sie die Aufnehmung von 80 Streikbrechërin
die Gewerkschaft billigte. Doch die Syndikalisten hielten sich von einer Ubernahme der
Gewerkschaftsführung bewusst ab. 1921 erreichte die syndikalistische Generalstreikagitalion
unter den Lager- und Paekhausarbeitem breite Unterstützung, Nur wegen einer fehlerhaften
Taktik der Syndikalisten wurde die moderate Gewerkschaftsführung diesmal nich gestürzt.
Mehrere dänischen Gewerkschaften wurden in diesen Jahren von den Syndikalisten
»übemommen«. Bei den Lnger- 11m/ Pac/(lmumrheirern blieben die in den Gewerkschafts-
vorstand eingewählten Oppositionsvertreterjedoch eine Minderheit. Ab 1922 befesligte sich
das sozialpannerschaftliche Bewusstsein auch unter den Lager- und Packhausarbeitern von
Kopenhagen wieder -
die sozialdemokratische Moderation gewann erneut die kaum ins
Frage gestellte Kontrolle ihrer Gewerkschaft.
96

ARBEJDERKVINDERNES
OPLYSNINGSFORENING 1925-34
Af Hanne Caspersen
Indledning
Arbejderkvindemes Oplysningsforening (AO) var en såkaldt venstreklub,
der primært fungerede som en organiseret opposition i Kvindeligt Arbejder-
forbund (KAF). Derudover havde den alle arbejderkvinder som målgruppe
og ville beskæftige sig med de anliggender, der var fælles for arbejderkvin-
derne.
AO's to hovedområder var den faglige politik og sexualpolitikken: adgang
til prævention og fri abort.
Her vil hovedvægten blive lagt på AO”s virksomhed i årene 1930-33, hvor
dens politik tydeligst kommer til udtryk. Strejken i afd. 5 i 1930 vil indtage
en central plads, idet den betød en præcisering af hele AO”s politik og et
vendepunkt for den faglige politik. Tyngden i A0 lå på den faglige kamp,
men samtidig lagde foreningen også megen vægt på et forholdsvis uopdyrket
område: det sexuelle. Disse to sider af kvindekampen bliver forenet i A0,
som repræsenterer et forsøg på at føre en samlet kvindepolitik på et enheds-
grundlag.
AO prioriterede sit faglige arbejde højest, og dette hovedaspekt vil jeg
også koncentrere mig om her. Dog vil jeg ikke explicit tage lokale arbejds-
pladskonflikter op, som AO”s medlemmer var involveret i, men lægge vægt
på AO's samlede fremstød.
Foreliggende artikel er en forkortet og omarbejdet udgave af mit speciale:
Oppositionen inden for Kvindeligt Arbejderforbund 1925-38. En undersø-
gelse af Arbejderkvindemes Oplysningsforening og den revolutionære fa-
gopposition i Kvindeligt Arbejderforbund (1976). Den medtager ikke bag-
grundsmateriale 0m kvindearbejde og kvindekamp, kvinder i industrien i
Danmark, Kvindeligt Arbejderforbund, Komintem og DKP. Den indskræn-
ker sig her til en »isoleret« beskæftigelse med Arbejderkvindemes Oplys-
ningsforening og antyder kun forbindelseslinjer til ovennævnte problemstil-
linger. Disse vil jeg her tillade mig at forudsætte bekendt i de store træk.
Artiklen bygger på det empiriske materiale, som kan fremskaffes til em-
net, det vil først og fremmest sige AO's blad: Kvindernes Oplysningsblad.
Ved en systematisk gennemgang af artiklerne i bladet er det muligt at
analysere sig frem til AO's politik og den bagvedliggende analyse og udvik-
lingen i begge.
Arbejdet med AO rejser en række spørgsmål omkring organiseringen af
arbejderkvindeme, som for mig at se også er aktuelle i dag. Her vil jeg blot
97

nævne kvindebevægelsens funktion og opgaver i forhold til parti og fagfor-
ening.
Hensigten med denne artikel er at bidrage til diskussionen omkring orga-
niseringen af arbejderkvindeme ud fra et konkret historisk eksempel.
Arbejderkvindemes Oplysningsforening
Arbejderkvindemes Oplysningsforening blev stiftet d. 28.4.1925 af en
gruppe kvinder, som der ikke gives nærmere oplysninger om, men fælles for
dem har været, at de alle har stået i opposition til den politik, som KAF”s
ledelse førte'
Foreningens vigtigste opgave var at samle en opposition inden for KAF,
som skulle arbejde for gennemførelsen af en politik, der var i arbejderkvin-
dernes interesse. Dernæst skulle den være alle arbejderkvindemes organisa-
tion og fungere som deres talerør.2
AO's medlemstal,afdelinger, blad og mødevirksomhed
Da foreningen var et år gammel, havde den 400 fagorganiserede medlemmer
i København.3 400 medlemmer lyder umiddelbart ikke af så meget i betragt-
ning af, at KAF havde mere end 11.000 medlemmer. Men AO's medlemmer
var atter koncentreret i afd. 5. Der foreligger ingen tal over medlemmernes
fordeling, men det bliver gentagne gange gjort klart, at afd. 5 var AO's
.
bastion.4
I 1928 fik AO sin første afdeling i provinsen, nemlig i Ålborg,5men først i
1930 blev der for alvor foretaget et fremstød i provinsbyeme, og det forelø-
bige resultat var ved AO*s landskonference i 1930 11 afdelinger og flere
faglige oppositionsgrupper, men stadigvæk kun 400 medlemmer.6 I 1933 var
der 12 afdelinger,7 men antallet var i 1934 faldet til 10 afdelinger.8
I forhold til provinsens vækst er der altså tale om en relativ tilbagegang,
både hvad medlemstal og afdelinger angår. Årsagenhertil vil jeg vende
tilbage til.
A0,s blad, Kvindernes Oplysningsblad, udkom i starten noget uregel-
mæssigt, som et 4 eller 6 siders blad. Det var planlagt, at det skulle være et
månedsblad, men dette opnåedes aldrig helt, dog udkom det så godt som
månedligt efter et par år. Ligeledes skulle det fra 1927 være et 8 siders
blad; dette var undtagelsen fremfor reglen. Normen var 4 sider og først fra
1934 udkom det i 8 sider. I 1929 skiftede det navn til Arbejderkvindemes
Oplysningsblad og i 1933 til Arbejderkvinden.
Der foreligger kun 3 oplagstal. Fra april 1925 til april 1926 udkom det i
ca. 16.000 eksemplarer med i alt 6 numre og 2 ekstraudgaver, dvs. ca.
2.000 pr. udgivelse.9
I 1933 udkom det kun i 1.000, men det blev i årets løb forhøjet til 4.000
for atter at blive sænket til 2.000 omkring årsskiftet.10
V
98

Klll N1]ERNES <4-
*
OPLYSNINGSBLUDGIVET AF ARBEJDERKVINDERS OPLYSNINGSFORENING
|'. I .l41i|'l' 1925) l, AARG.
Kvindernes Oplysningsblad -forside
Bladet blev solgt i løssalg af foreningens medlemmer. Bladsalget finan-
cierede en del af foreningens virksomhed, derudover kom medlems-
kontingent og løbende indsamlinger fra arbejdspladser. Bladet fungerede
både som internt diskussions- og meddelelsesorgan og som ekstern publi-
kation med hovedvægt på det sidste.
Bladets indhold kan opdeles i
l. fagligt stof
2. sexualoplysning
3. socialt stof
4. udenrigspolitisk stof.
Det faglige stof er det fyldigste og omfatter overenskomster, generalfor-
samlinger, arbejdspladsforhold, arbejdsløshed og den oppositionelle be-
vægelse. Igennem alt fagligt stof er forholdet til KAF's ledelse trukket
stærkt frem. Oppositionens erfaringer med de ovennævnte områder be-
grænser sig hovedsagelig til afd. 5, som såvel i AO-sammenhæng som i
KAF var den absolut førende afdeling med hensyn til kritik af KAFS
ledelse og opstilling af krav. .
Sexualoplysning har som hovedemner prævention og retten til svanger-
skabsafbrydelse, som under et kaldes frivilligt moderskab. Dette område
har 2. prioritet rent omfangsmæssigt. Sovjetunionens lovgivning og prak-
sis på dette område bliver brugt som forbillede.
Det sociale stof omhandler en række forskellige områder: prisstigninger,
dårlige boligforhold, dårlig social sikring, men fælles for behandlingen er,
at den først og fremmest anvender eksempler fra den dårligst stillede del af
arbejderklassen, som oftest kvindelige forsørgere.
Det udenrigspolitiske stof får efter 1930 meget større vægt, især hvad
angår generelle artikler om opbygningen af socialismen i Sovjetunionen og
om den sovjetiske kvindes stilling. På landskonferencen i 1930 blev det
besluttet, at den socialistiske udvikling i Sovjetunionen og den skærpede
99

klassekamp i den kapitalistiske verden måtte have en mere fremtrædende
plads!1
Bladet forsøger dels at fungere som organ for oppositionen i KAF dels at
være et blad for alle kvinder i arbejderklassen ved at tage de problemer op,
som er fælles for dem.
Som det fremgår af bladets titel, skulle det tjene som oplysning for arbej-
derkvindeme, og nok så vigtigt, det skulle også tjene som konkret vejled-
ning til handling og være et redskab i deres kamp.
AO havde en forholdsvis livlig mødevirksomhed. Der blev således fra
1925-33 afholdt 40 offentlige møder, hertil kommer medlemsmøder og gene-
ralforsamlinger.
12
Det er bemærkelsesværdigt, at der blev afholdt 11 offentlige møder om
sexualitet, hvorimod der kun blev afholdt 9 møder om rent faglige spørgs-
mål. Desuden var der i september 1927 planer om at lave et ugentligt møde
om organisationsforhold. Men ud over det første møde har der ikke været
nogen annoncering, så det er tvivlsomt, om det er fortsat.
Fra september 1927-februar 1930 har der ikke været arrangeret faglige
møder i AO-regi. Derimod har AO deltaget i møder, afholdt af Fagklubber-
nes Samvirke, som AO var medlem af. Disse møder fandt sted i 1927-28.
Ligeledes har der været annoncer om tilmelding til en studiekreds om det
sexuelle spørgsmål.
Dernæst har der været afholdt en del fester, skovture o. lign., ofte med det
formål at samle ind til foreningens fortsatte virke.
Møder og frlmaftener om Sovjetunionen kommer som nr. 4 i rækken, dels
møder af generel karakter, dels om mere specifikke emner som revolutionen
og det sexuelle spørgsmål.
Endelig møder med et socialpolitisk indhold, f. eks. om sociallovgivning.
I sommeren 1930 gennemførte Inger Gamburg og Marie Nielsen en møde-
turné med besøg i 24 provinsbyer. Herefter blev der oprettet provinsafdelin-
ger.
I 1932 blev der afholdt en række 8. marts møder (international kvindedag)
i København og provinsen.
Efter reorganiseringen af AO i 1933, hvor det faglige arbejde blev skilt ud,
og indtil Kvindernes Samvirke blev stiftet i september 1934, blev der afholdt
42 offentlige møder i København og i afdelingerne i provinsen.l3
En følge af omorganiseringen (se senere) var, at ingen af møderne om-
handlede rent faglige emner. Møder om det sexuelle spørgsmål og om soci-
alpolitiske emner udorde den største del, men der blev også arrangeret
møder om Sovjetunionen og desuden underholdningsprægedemøder. Hidtil
var der blevet afholdt meget få møder i provinsen, men efter 1933 blev der
afholdt 29 møder, især 8. marts møder. Af studiekredse blev der antagelig
startet 3: Roskildeafdelingen om sociale forhold, Københavnsafdelingen om
sexualpolitik og Odenseafdelingen et ikke nærmere fastlagt emne. Efter
annonceringen af det første møde i disse studiekredse hører man ikke mere
til dem.
100

AO,s formål og analyse
Man må gå ud fra, at A0 har haft en formålsparagraf og nogle vedtægter.
Disse er jeg imidlertid ikke bekendt med, men foreningens formål kan udle-
des af en art præsentationsartikel i det første nummer af Kvindernes Oplys-
ningsblad: »Hvorfor jeg blev medlem af Arbejderkvindemes Oplysningsfor-
ening«, skrevet af Inger Gamburg, foreningens formand.
I al sin enkelthed sigter foreningen mod at samle alle de kvinder, der er
utilfreds med de rådende forhold i KAF: »Vor store organisation mangler
fremdrift og dristighed.« Utilfredsheden retter sig især mod, at kvinderne
kun tjener 2/3 af en mandsløn, selv om de udfører det samme arbejde, eller et
arbejde, der er lige så vanskeligt som mændenes. Foreningen mener ikke, at
KAF har gjort nok, og at den »... sjokker lige i hælene på mændenes
organisationer og ved overenskomstemes afslutning kun bliver betragtet
som et vedhæng til mændene...«.
For at gøre en ende på disse forhold må de utilfredse samle sig i A0.
»I den vil vi samle alle kvinder, der ønsker mere kraft og liv, en anden ånd i vor organisation,
så vi igen kan begynde at gå fremad. Vi vil gennem foreningen skole os i organisatorisk
arbejde, så vi ikke behøver at være til latter i vore egne generalforsamlinger, når vi træder
frem med vore krav.«"°
Den forsigtige og upræcise formulering vidner ikke om en afklaret stilling-
tagen til fagbevægelsen. Det fremstår som om, der er nogle mangler, der
imidlertid kan rettes, hvis nye kræfter med et klarere syn på tingene kommer
til, så vil arbejderkvindemes interesser atter blive varetaget. Men det kræ-
ver en organisatorisk skoling af kvinderne, således at de ikke dummer sig.
Med dette program henvender foreningen sig til kvinder med et forholds-
vis lavt bevidsthedsniveau, kvinder som kun er i stand til at udtrykke en
utilfredshed med ledelsens utilstrækkelighed uden at placere denne util-
fredshed i nogen sammenhæng.
Den analyse, der ligger til grund for dette program, har som fundament
den stærke økonomiske undertrykkelse af kvinden og dobbeltarbejdet.
Årsagentil kvindernes elendige'situation udtrykkes således:
»Kapitalistemes profitbegær, der søger den billigst mulige arbejdskraft, mændenes kortsy-
nede dvaskhed, der forbød dem at tage en alvorlig kamp mod kvindernes indtrængen på
arbejdsmarkedet som billig arbejdskraft og endelig kvindernes ukendskab med hele produk-
tionssystemet og med den store fare for kvinder såvel som for mænd, der lå i, at kvinder
solgte deres arbejdskraft billigere end mænd.«'5
Kvindernes udnyttelse som billig arbejdskraft rammer også mændene,
idet kvinderne trykker deres løn eller simpelthen fortrænger dem fra
arbejdspladsen. Derfor er det ikke kun kvindernes problem, men også
mændenes. Kvinderne må organisere sig, og mændene må støtte deres
kamp for bedre lønforhold. Det mere langsigtede mål er lige løn. Lige løn
betyder i første række, at mænd og kvinder, der udfører det samme arbejde,
også får den samme løn, men derudover er det også en kamp mod det
»mindreværdstempel«, som trykkes på kvinderne, som derfor betales ringe-
re.16
101

Denne moralske indfaldsvinkel til kvindernes lavtløn tilslører i virkelighe-
den en del af årsagen til, at kvinderne er så hårdt udbyttet. Årsagenskal ikke
søges i, at kvindearbejdet er 1th vurderet, men i at kvinderne er ufaglærte,
at de har ansvaret for reproduktionen i hjemmet, og at de er dårligt organise-
ret og uden kamptradition. Derfor er de den mest udsatte arbejdskraft.
Den lave løn, kvinderne får, gør det umuligt for dem at forsørge en fami-.
lie, deres forældre eller mindre søskende. Kravet er derfor, at enhver vok-
sen arbejder tjener så meget, at der kan stiftes hjem. Dette kommer ikke af
sig selv, men først i det øjeblik, kvinderne slutter sig sammen.
Men der er store hindringer for kvinder, fordi de både har erhvervsarbej-
de og er husmødre. Dobbeltarbejdet gør det ofte umuligt for kvinderne at
være fagligt aktive.17
Denne analyse eller tilløb til en sådan udbygges i 1927 i »Kvindernes
frigørelseskamp«. Det er en udbygning af hele dobbeltarbejdsproblematik-
ken.18
I det kapitalistiske samfund kan arbejderens indtægt ikke forsørge en
familie med børn.
»Nutidens økonomiske forhold har imidlertid i tusindvis og'atter tusindvis kastet de gifte
kvinder ud af hjemmet og ud på arbejdsmarkedet, men det har ladet spørgsmålet stå åbent om
en varetagelse af det arbejde, hun udrettede derhjemme. Og kvinden ser sig hurtigt med en
byrde på hver skulder og et barn ved hånden. 0g manden, ja han har virkelig ikke giftet sig
for at gå og gøre rent og lave mad.«19
'
Kvinden er nødt til at have erhvervsarbejde, samtidig påhviler hjemmear-
bejdet hende. Dobbeltarbejdet og den manglende solidaritet fra manden gør
det vanskeligt for hende at få tid og overskud til faglig aktivitet.
Talrige bømefødsler forringer yderligere mulighederne. Derfor er det
også vigtigt at kæmpe for en begrænsning af bømetallet gennem oplysning
og vejledning, således at det bliver muligt for arbejderkvinden at få tid til at
leve sit eget liv og også deltage i arbejderklassens kamp for bedre kår.20
Lige løn for kvinder og mænd, der udfører det samme arbejde, gør imid-
lertid ikke kvinden ligestillet med manden, idet kvinder og mænd i stor
udstrækning ikke udfører det samme arbejde. Men opnåelse af lige løn for
det samme arbejde er et delmål i kvindernes kamp.
A0 overvurderernok betydningen af lige løn, sådan som den definerer
det. Når lige lønsbegrebet ikke omfatter samme uddannelsesmuligheder,
samme motivering, således at der ikke skelnes mellem kvinde- og mandsar-
bejde, så længe er opnåelse af lige løn en begrænset sejr."
AO mener, at opnåelse af lige løn for det samme arbejde er en del af
kvindernes ligestilling med manden. Men først når kvinden er jævnbyrdig
med manden i erhvervslivet har kvinderne opnået ligestilling eller frigørelse.
Kvinderne må imidlertid selv tage affære, for frigørelsen kommer ikke af sig
selv, den må de tilkæmpe sig.
Kvindernes frigørelse er nøje forbundet med kampen for socialismen, da
såvel kvindernes som hele arbejderklassens frigørelse først er mulig under
socialismen.
102

Kvindernes frigørelse er for A0 det samme som kvindernes ligestilling.22
Sidestilling af frigørelse og ligestilling er udtryk for en begrebsforvim'ng.
Ligestillingskampen har som mål at komme på niveau med mændene. Så
længe, der rent faktisk er forskel på mænds og kvinders muligheder, er det et
vigtigt delmål, men ikke tilstrækkeligt. Frigørelseskampen har en ekstra
dimension: frigørelse for enhver form for undertrykkelse.
Kampen for lige løn, eller i det mindste for bedre løn og arbejdsvilkår,
kampen for »frivilligt moderskab« er de centrale områder, som foreningen
kæmper for. Inddragelse og integrering af det kvindepolitiske aspekt er en
udvidelse af det, man traditionelt opfatter som faglig politik.
Den fremlagte analyse af arbejderkvindemes situation under kapitalismen«
er en præcisering af kvindernes kamp. Denne kamp bliver forbundet med
hele arbejderklassens kamp for socialismen.
Denne præcisering slår igennem i 1930 i en præsentationsartikel i Arbej-
derkvindemes Oplysningsblad:
»AO optager alle organiserede arbejderkvinder uanset politisk farve. Vi har ment, at vi
arbejdende kvinder har så store faglige interesser fælles, at vi udmærket kan arbejde sammen
for at fremme disse, enten vi er socialdemokrater, kommunister eller partiløse. Derfor er alle
grupper hos os, og vi arbejder udmærket sammen, når vi blot er enige om en fast oppositions-
linje .
«
23
AO lægger vægt på den brede politiske sammensætning i oppositionen.
Enhed omkring en fælles faglig linje er samlingspunktet.
»Vi vender os i vor opposition imod de gamle faglige ledere der bogstaveligt talt har stjålet
organisationen fra medlemmerne og kræver medlemmernes ret respekteret. I reglen vil det
være nødvendigt at arbejde for valg af helt nye ledelser, da de gamle i reglen ikke vil vige
deres skadelige metoder. Derfor organiserer oppositionen sig om visse krav før generalfor-
samlinger.«“
Foreningen mener ikke, at KAF”s ledelse eller afdelingsledelseme fører
en politik, der eri medlemmernes interesse. Oppositionen må søge at vinde
medlemmerne for kampen mod ledelsen, således at medlemmerne kan
danne en enhedsfront mod ledelsen for atter at »overtage« deres egen orga-
nisation. -
Således er det mere kortsigtede mål.
Det langsigtede mål for AO er »erobring af den arbejdende kvindes soci-
ale og økonomiske ligestilling i Danmark«.25 Det vil ud fra foreningens
definition sige kvindernes frigørelse.
Linien er klar, den langsigtede kamp er kampen for kvindernes frigørelse
og for socialismen. -
Men det siges ikke explicit, at kvindernes ligestilling
eller frigørelse først er mulig under socialismen.
A0,s forhold til DKP
Marie Nielsen, som var redaktør af Kvindernes Oplysningsblad, var ved
A0”s stiftelse den eneste organiserede DKFer. Inger Gamburg, AO's for-
mand, var partiløs.
Marie Nielsen havde en lang politisk fortid i socialdemokratiet, SUF
103

(Socialistisk Ungdomsforbund), Socialistisk Arbejderparti, FS (Fagopposi-
tionens Sammenslutning) og endelig DKP.26
Hun var
sandsynligvis den eneste af stifteme, der havde omfattende og
politiske og organisatoriske erfaringer. Hun var ikke selv industriarbejder,
men forhenværende kommunelærerinde og nu ansat på sygekassen » Frem-
tiden« som assistent. Men selv om foreningen primært skulle arbejde oppo-
sitionelt inden for KAF, var den også åben for andre kvinder, der ville
deltage på industriarbejderskemes side.
Marie Nielsen var i 1924/25 medlem af DKP's faglige udvalg og arbejdede
her for oprettelse af faglige klubber for kommunistiske arbejdere i Køben-
havn, men partiets ledelse støttede ikke disse bestræbelser særligt ihærdigt.
Pga. uoverensstemmelser mellem partiledelsen og det faglige udvalg trådte
hun ud af dette.27 Herefter tog hun fat på at'organisere klubber uden om
partiet, de såkaldte venstreklubber, der skulle bestå af oppositionelle arbej-
dere i det hele taget, ikke kun kommunister.
A0 var en sådan venstreklub. Det er derfor sandsynligt, at Marie Nielsen
har været primus motor ved oprettelsen af AO, men at DKP”s ledelse ikke
direkte har støttet dette initiativ.28 DKP hilste dog foreningens dannelse
velkommen i Arbejderbladet, fordi den havde taget et » . .. så nødvendigt
formål op som at vække arbejderkvindeme til bevidst klassekamp.«29
På det faglige område var der vedblivende modsætninger mellem Marie
Nielsen og partiledelsen.
Hun arbejdede sammen med formanden for den største smedeafdeling,
Otto WullT, som også var medlem af DKP, omkring oprettelsen af en orga-
nisering af venstreklubbeme. Dette førte i 1927 til dannelsen af F agklubber-
nes Samvirke (1927-28).
Fagklubbemes Samvirke havde ca. 1.000 medlemmer.30 AO var en af
disse klubber. I Kvindernes Oplysningsblad nr. 1 januar 1928 meddeles det,
at Faglig Kamp er organ for Fagklubbemes Samvirke, og at AO er medlem
heraf. Dette medlemsskab har ikke været diskuteret i bladet.
Faglig Kamp udkom i 1928. Marie Nielsen var redaktør af de to første
numre. Herefter overtog Otto Wulff redaktørposten pga. Marie Nielsens
sygdom. -
Fagklubbemes Samvirke arbejder inden for de bestående faglige organisa-
tioner for en radikalisen'ng og omorganisering af disse. Det anses for at være
nødvendigt, fordi hele fagbevægelsens ledelse konsekvent tager afstand fra
ethvert tilløb til at føre klassekampspolitik. Det langsigtede mål for klub-
berne er arbejderklassens økonomiske befrielse, altså socialismen.” De er-
klærer sig udtrykkelig for uafhængig af partipolitik,32 dog er der en vis form
for samarbejde mellem Fagklubbemes Samvirke og DKP, idet ledelsen af
samvirket deltager i partiets interne faglige møder.
I et brev til DKP”s forretningsudvalg beklager Marie Nielsen sig over, at
partiet ikke har styr på, hvad der sker i Fagklubbemes Samvirke. De enkelte
kommunistiske arbejdere arbejder hver for sig, og partiet gør ikke noget for
at fremme en organisatorisk samling af dem.33 Marie Nielsens ærinde er
104

således ikke, at Fagklubbemes Samvirke skal stille sig uden for partiets
kontrol, men tværtimod at det bliver underlagt og forbundet med DKP's
faglige politik.
I slutningen af 1928 fik dette samarbejde imidlertid en brat ende, da Otto
Wulff blev ekskluderet. Årsagenvar den, at han forud for DsF's generalfor-
samling havde nægtet at deltage i fraktionsarbejde med de øvrige kommuni-
ster. På selve generalforsamlingen undsagde han sig partidisciplinen ved at
tale for, at Dansk Arbejdsmandsforbund (DAF) uden at stille betingelser
skulle lade sig optage i DsF (DAF forlod DSF i 1925), mens de øvrige
kommunister nok talte for faglig enhed i DsF, men ikke uden at stille betin-
gelser over for DsF.34
Denne eksklusion afstedkom protester fra flere afdelinger ud fra det syns-
punkt, at DKP ikke havde »råd« til at ekskludere en fremtrædende fagfore-
ningsmand. Samtidig angreb de kommunistiske samvirkefolk såvel eksklu-
sionen som partiets faglige linje i forsamlinger, hvor der var ikke-kommuni-
ster til stede.
»Som svar på disse åbne, kontrarevolutionære handlinger på oplagte disciplinbrud har par-
tiets centralkomité. .. ekskluderet 6 medlemmer«.
Marie Nielsen blev suspenderet indtil videre,
»idet hun trods gentagne opfordringer har nægtet at afgive en klar erklæring om fremtidig at
ville følge partiets beslutninger og optræde som disciplineret kommunist.«35
Denne suspension blev i januar 1929 ophævet til eksklusion, idet hun over
for Røde Hjælp (en af Komintems underorganisationer) har misbilliget be-
handlingen af Trotsky og har appelleret om at gribe ind til fordel for ham og
andre miskrediterede medlemmer af Sovjetunionens kommunistiske parti?6
-
Hun blev atter medlem i 1932.
Modsætningsforholdet mellem Marie Nielsen og DKP 1925-29 har også
haft konsekvenser for A0”s forhold til partiet: det stod sandsynligvis ikke
bag oprettelsen af af AO, og det støttede iøvrigt ikke aktivt dannelsen af
venstreklubber. A0 har således ikke stået direkte under DKP's ledelse i
denne periode.
Men der er heller intet, der tyder på, at DKP modarbejdede AO's arbejde.
Som nævnt blev AO hilst velkommen ved dens stiftelse, og den fik ros for
sin indsats på KAF's kongres i 1926. En aktiv propaganda blandt arbejderk-
vinderne for at melde sig ind i A0 var der imidlertid ikke tale om fra DKP's
side.
A095 faglige politik 1925-29
I 1926 blev Inger Gamburg valgt til formand for afd. 5. AO-kvinder besatte i
alt 7 af bestyrelsens 9 pladser.” Dette flertal bevarede AO-kvindeme indtil
1933. Oppositionens dominans i afd. 5 frk afgørende betydning for udviklin-
gen af AO'S faglige politik. I årene 1925-29 koncentrerede AO sig om at
105

vinde forståelse for, hvor vigtigt ligelønsprincippet var for hele arbejderk-
lassens kamp. Det lykkedes ikke for AO at vinde tilslutning hertil på DsF”s
kongres i 1928 og KAF”s kongresseri 1926 og 1929. Den tilnærmede lige løn
forkastedes ligeledes. Forsøg på sikring af medlemmernes demokratiske
rettigheder inden for KAF fik heller ikke den fornødne opbakning. Men AO
opnåede dog en vis fremgang inden for KAF, hvilket Inger Gamburgs valg
til hovedbestyrelsen i 1929 var et udtryk for. Også suppleantpladseme opi
nåede oppositionen.38 I forhold til sidste kongres var det en fremgang for
oppositionen. Dens stemmetal var mere end fordoblet. Ca. 1/5 af kongres-
sens delegerede støttede oppositionen. AO var begyndt at blive en magtfak-
tor i KAF.
AO's krav til overenskomsteme var meget generelle krav, imod overens-
komstforlængelse og lønreduktioner; kvindespecifikke krav blev ikke stillet.
I forbindelse med overenskomstforhandlingeme viste A0, at den havde en
vis tillid til en regering med socialdemokrater og til at de socialdemokratiske
ledere i fagbevægelsen kunne bevæges til at føre en politik, der var i arbej-
derklassens interesse. Men denne tillid fik et afgørende knæk, da DsF ac-
cepterede en »arbejdsfred« med arbejdsgiverne i 1929.
AO”s faglige aktivitet indskrænkede sig imidlertid ikke kun til krav til
forbundskongresseme og til overenskomsteme. Også i de lokale afdelinger i
KAF forsøgte AO at føre sin politik ud i livet. Størst held hermed havde den
i afd. 5, men også i andre afdelinger var AO aktiv. Således var formanden
for afd. 3 og afd. 8 begge medlem af A0.39
A0 forsøgte at støtte medlemmerne, når de kom i modsætning til fagfore-
ningsfunktionæreme. Ofte har medlemmerne dog ikke fulgt vejledningen fra
AO og har efter AO's opfattelse grebet sagen forkert an, og der har manglet
forståelse for, hvad der var rigtige faglige principper og hvilken fremgangs-
måde, man skulle benytte sig af i organisationerne.40
Den faglige mødevirksomhed blev i 1927-28 overladt til Fagklubbemes
Samvirke; i 1929 holdt AO heller ingen faglige møder. Dette gav sig udslag i,
at medlemstallet stagnerede, eller lige frem gik tilbage. Endnu var A0 kun
lige akkurat nået ud over Københavnfi1
AO's faglige politik havde endnu en ret generel karakter. Den rettede sig
mod angreb på de faglige ledere gennem påpegning af, at disse ikke førte en
politik, der var i medlemmernes interesse. Samtidig er det karakteristisk, at
AO havde nogen tillid til socialdemokratiet, selv om den var stærkt aftagen-
de. Den samme holdning kan man også finde i DKP og må ses i sammen-
hæng med, at det endnu ikke afviste enhed med socialdemokratiet, men
betragtede det som et arbejderparti med visse fejl. 6. verdenskongres' (1928)
opfattelse af at der udelukkende skulle dannes enhedsfronter »fra neden«,
og at stat, kapital og fagbevægelsens top var en sammensmeltet blok, var
ikke slået igennem i DKP, ej heller i A0.
106

A0, faglige politik 1930-33
Strejken blandt jern- og' metalindustriens kvinder 1930
I Kvindeligt Arbejderforbund var der ikke tradition for strejker, der omfat-
tede en hel afdeling. Men det er ikke tilfældigt, at det netop var i afd. 5, at en
omfattende strejke fandt sted.
Afd. 5's medlemmer var beskæftiget på store virksomheder som blikva-
re-, elektroniske, kabel og trådvarefabrikker og på fabrikker, der fremstil-
lede elektrisk tilbehør. Her udorde kvinderne den største del af de egent-
lige industriarbejdere.42
Den store grad af klassebevidsthed og militant optræden, der kendetegner
kvinderne inden for jern- og metalindustrien, må primært tilskrives, at de
var koncentreret på disse store virksomheder, hvor betingelserne for sam-
menhold og for aktioner var langt bedre end på en lille virksomhed. Udbyt-
ningen af arbejderne træder også mere utilsløret frem, og der eksisterer ikke
noget personligt forhold mellem arbejder og kapitalist, det er et rent bytte-
forhold. Uden at gøre det til et spørgsmål om enkeltpersoners indsats kan
Inger Gamburg 0g Ragnhild
Andersen ved Kvindeligt
Arbejderforbunds kongres i
1945.

man heller ikke se bort fra, at afd. 5 i Inger Gamburg havde et stort aktiv.
Op til overenskomstforhandlingeme i 1930 lagde A0 hårdere ud end sæd-
vanligt. Det vigtigste krav for arbejderne under den nuværende situation
med stor arbejdsløshed var kravet om en 7 timers dag, idet dette ville skaffe
mere arbejde. Dette krav måtte arbejderne være parat til at kæmpe for, og
muligheden for at vinde denne kamp var gunstig.
»Arbejdskøbeme vil ikke kunne klare en konflikt. Deres håb er de faglige bureaukrater og
den socialdemokratiske regering. Dette må vi gøre os klart, tage vore forholdsregler og
indstille os på at føre kampen på to fronter: mod arbejdskøbeme og mod de faglige ledere og
den socialdemokratiske regering.«'*3
Den klare markering af, at kampen ikke kun skal føres mod arbejdskøber-
ne, men også mod de faglige bureaukrater og den socialdemokratiske rege-
ring, tyder på en radikalisering af AO's opfattelse af socialdemokratiet.
Denne radikalisering må ses på baggrund af Komintems åbne brev til
DKP's medlemmer i 1929 og endelig Inger Gamburgs indtræden i DKP's
centralkomité i januar 1930.44 I det åbne brev blev der gjort op med forestil-
lingen om, at socialdemokratiet var et arbejderparti.
Denne ny linje vandt nu også indpas i A0.
Afd. 5;s krav til overenskomsten for 1930 var:
1. 7 timers arbejdsdag
2. akkordbasis hæves fra 72 til 82 øre
3. tillæg på alle akkordpriser
4. 10 øre til minimallønnen og mindstebetalingen
5. 6 dages sommerferie
6. overenskomsten skal gælde for alle kvindelige arbejdere (her tænkes på
de 14-16 årige)
7. ved overgang til nyt arbejde udenakkord, skal arbejdersken have sin
gennemsnitlige akkordfortjeneste fra de sidste 3 mdr. som timeløn +
20%.
I forhandlingerne blev 7 timersdagen og tillæg på alle akkorder strøget.
Men dette var ikke tilstrækkeligt for arbejdskøbeme. Forhandlingerne gik
dermed i hårdknude.
På afdelingens vegne afsendte KAF*s hovedbestyrelse strejkevarsler.45
Forligsmanden forsøgte at mægle ved at fremsætte et forslag om hævelse
af minimallønnen med 2 øre, sikring af gennemsnitsfortjenesten ved skift fra
akkord- til timeløn og endelig henstilling til jemindustriens sammenslutning
om ikke at anvende kvinder under 16 år i virksomhederne.46
Hovedbestyrelsestlertallet mente, at lovning på, at der ikke blev ansat
kvinder under 16 år -
de havde ingen overenskomst og fik derfor en meget
lavere løn -
var så stor en indrømmelse, at afdelingen burde stemme for
forslaget.47 Afd. 5 stemte imidlertid med 989 stemmers majoritet imod (1500
stemmer imod, 511 for).48 Sammenslutningen stemte for, men tilføjede,
108

» . .. at man finder, at det pågældendemæglingsforslagfor visse lønningers vedkommende
indeholder en forhøjelse for hvilken, der ikke er noget rimeligt grundlag, men at sammenslut-
ningens forretningsudvalg for den almindelige arbejdsfreds skyld har ment at måtte tiltræde
forslaget.«"9
Pga. afd. 5's forkastelse af forligsmandens forslag var strejken en kends-
gerning. Den indledtes den 17. marts.
Strejkens forløb
A0 giver en længere redegørelse for baggrunden for strejken. Lige lønsprin-
cippet er her atter afgørende for forståelse af kampens nødvendighed.
»Årsagentil denne strejke må ses i udviklingen af den kapitalistiske produktionsordning.
Efterhånden som den kapitalistiske rationalisering skrider frem, bliver kvindens rolle på
arbejdsmarkedet større. Rationaliseringen medfører, at mændene i stor udstrækning skubbes
ud fra arbejdspladsen, og kvinderne går ind og overtager mændenes arbejde til en mindre
betaling, ja, ikke nok dermed, ganske unge arbejdere i alderen fra 14-16 år anvendes nu i stor
udstrækning som billigere arbejdskraft, fordi vi ikke gennem overenskomstmæssige forhold
er medbestemmende om deres løn- og arbejdsforhold. Vi ved at dette systematiske løntryk-
keri fra arbejdskøbemes side betyder en gradvis forringelse af hele arbejderklassens leve-
standard. Det er mod dette Iøntrykkeri, vi kæmper i dag.«50
Løntrykket fra kvinderne og igen fra de unge arbejdere rammer hele
arbejderklassen. Kvindernes strejkekamp er således ikke kun en kamp for
beskedne dagskrav, men hele arbejderklassens kmap.
Men afd. 5's medlemmer lader sig dog ikke nøje med de krav, de er gået i
strejke på. Under hele strejkekampen vil de udvide kravene, ikke alene,
hvad krav om lønforhøjelser angår, men også forkortelse af arbejdstiden.Sl
Da strejken havde varet i 2 uger, sendte afd. 5 en resolution til DsF, hvori
den udvidede sine krav. Disse krav var stillet i forbindelse med demonstra-
tionen d. 29. marts, som afd. 5 afholdt. Her fremlagde kvinderne hvorledes
de opfattede situationen: deres krav var så beskedne, at der næppe var tale
om egentlig lønforhøjelse i forhold til prisstigningeme. Når disse krav blev
dem nægtet, var de nødt til at strejke for dem. De var med andre ord blevet
påtvunget en strejke. -
En strejke betød imidlertid afsavn, og derfor måtte
kravene blive anderledes og større.52
Baggrunden for at udvide kravene var også den, at de følte sig så stærke,
at de havde mulighed for at realisere disse krav, eller i det mindste nogle af
dem.
Afd. 5 krævede yderligere:
1. 7 timersdagen og hvilepauser i de rationaliserede bedrifter, samt 6 ti-
mersdagen for unge piger mellem 14 og 16 år
2. tillæg til alle akkorder
3. beskyttelse af den arbejdende kvindes moderskab.S3
Disse krav indeholder også nogle mere principielle krav end de tidligere: 7
timersdagen og beskyttelse af den arbejdende moder, dvs. barselshvile.
Men for at afd. 5 kan gennemføre alle sine krav, kræver det opbakning
også udefra og forståelse for, at kvindernes kamp er af betydning for hele
arbejderklassens kamp.
109

»I dag er proletariatets yngste lag rykket frem i forreste kamplinje i kampen mod det kapitali-
stiske udbytningssystem. Vi kæmper ikke alene for vor egen interesse. Sejrrig gennemførelse
af vor kamp betyder styrkelse af hele arbejderklassens kamp.«54
Både udvidelsen af kravene og disse kravs sammenhæng med den sam-
lede arbejderklasses kamp gør denne strejke til en klar politisk manifesta-
tion.
Sammenslutningen inden for jemindustrien reagerede på de udvidede
krav ved at fremsætte et forslag d. 2. april, der betød en forbedring af det
forkastede forligsforslag. Denne forbedring bestod i, at kvinder under 18 år
fik et tillæg på 3 øre, i stedet for 2 øre.”
På afd. 5,5 generalforsamling ville man godkende forslaget, hvis det blev
udvidet med en forhøjelse af akkordbasis med 3 øre. Dette kunne jemindu-
strien ikke acceptere; dermed var forslaget bortfaldet, og strejken fortsat-
te.56
Men på generalforsamlingen blev der vedtaget, en misbilligelse af, at for-
handlerne fra KAF og DsF ikke havde anvendt organisationens styrke mod
arbejdskøbeme, at hovedorganisationeme havde isoleret sig fra kampen.57
Dette stemmer også overens med den tidligere omtale af, at KAF”s ledelse
mente, at det første forligsforslag burde have tilfredsstillet kvindernes krav.
Allerede på dette tidspunkt var afd. 5 på retræte. En forhøjelse af akkord-
basis med 3 øre er så godt som intet krav i forhold til de vidtrækkende krav,
der er stillet. Ydermere er det meget få akkorder, der ligger på 72 og 75 øre
ifølge KAF”s ledelse:
»Afdelingens bestyrelse godkendte herved forslaget, da den meget godt vidste, at de 3 øre til
akkordbasis intet betyder, idet ingen eller kun få akkorder ligger på 72 eller 75 øre.«55
Det var ret usædvanligt, at kvinder selvstændigt startede en strejkekamp.
Selv om afd. 5 var ved at opbygge en vis militant praksis over for arbejdskø-
beme og fagbevægelsestoppen, så var en så omfattende strejke dog uvant
for både ledelse og medlemmer i afd. 5.
For at strejken kunne vindes var det en absolut betingelse, at medlem-
merne fuldt ud bakkede strejken op og var mobiliseret omkring den.
Hvad gjorde afd'. 5 i den forbindelse?
Strejkeledelsen udordes af afd. 5's bestyrelse; den holdt møde hver dag.
Den udgav en strejkeavis, som medlemmerne solgte. Der blev holdt general-
forsamlinger med korte mellemrum, dels for at tage vigtige beslutninger,
dels for at sikre at alle medlemmerne stadig støttede strejken.
Demonstrationen d. 29. marts havde et dobbelt formål: at aktivisere med-
lemmerne omkring strejkens afholdelse, at gøre opmærksom på strejken og
få arbejderklassens støtte. Den samme funktion havde strejkeavisen.59
Men som vi skal vende tilbage til, var der megen kritik af strejkeledelsen
for at have gjort for lidt for at mobilisere medlemmerne.
Efter 2. april forslagets bortfald henstillede forligsmanden til DsF's for-
retningsudvalg om at gøre endnu et forsøg på at få strejken afsluttet. DSF
110

indkaldte da til forretningsudvalgsmøde d. 8. april, hvor repræsentanter for
KAF var til stede. Her blev DSFS og KAF,s repræsentanter enige om, at
KAF”s hovedbestyrelse skulle bruge sin bemyndigelse til at afblæse strej-
ken. Herefter blev strejken erklæret for afblæst, efter at den havde varet i
godt 3 uger, med den begrundelse, at med undtagelse af kravet om ferie var
strejkens formål blevet opfyldt.60
Hvis afd. 5 trodsede hovedbestyrelsen og fortsatte strejken, ville det
betyde, at strejkekassen blev lukket. Desuden forlød det, at forbundet ville
forsøge at splitte afd. 5 op, hvis de stadigvæk strejkedef”
På den ekstraordinære generalforsamling d. 11. april, hvor Alvilda Ander-
sen var til stede for at gøre rede for forbundets initiativ til at afblæse strej-
ken, protesterede metalkvindeme mod »strejkebryderpolitikken«. 2141 pro-
testerede, 162 støttede forbundet (bemærk iøvrigt det store fremmøde; afd.
5 havde ca. 3.000 medlemmer). Men de nøjedes ikke med at protestere.
Alvilda Andersen fik en hård medfart. I Arbejderbladet står der d. 18. april,
at hun blev gennempryglet, i medlemsbladet fra maj at hun blev overfaldet.
Men under alle omstændigheder var medlemmerne oprørte over Alvilda
Andersens fremgangsmåde, som på generalforsamlingen blev stemplet som
. forræderisk af Inger Gamburg.62 1
Til trods for den skarpe afstandtagen fra hovedbestyrelsens afblæsning af
strejken, tog generalforsamlingen efter forslag fra strejkeledelsen den be-
slutning, at man skulle afbryde strejken og gå i arbejde igen d. 12. april.
Begrundelsen var den, at KAF ikke skulle få lejlighed til at desorganisere og
opdele afd. 5.63
AO skrev op til overenskomstforhandlingeme, at kampen skulle føres
både mod arbejdskøbeme og de socialdemokratiske ledere. Dette illustre-
rede strejken til fulde. DSF og KAF knægtede strejken; deres trusler følte
afd. 5 sig ikke i stand til at ignorere. AO's og dermed afd. 5”s forklaring på at
strejken blev afbrudt, lægger hovedvægtenpå, at statens forligsmand på
arbejdskøbemes vegne forlangte strejken afblæst, og dernæst at det var
afgørende for KAF og DsF, at en medlemsaktivitet, der gik imod forbundets
ønsker, blev standset.64
Selv om strejken var et nederlag for afd. 5 og AO, gav den dem nogle
værdifulde kamperfaringer. Socialdemokraterne havde i deres øjne virkelig
afsløret sig. Fra den side ventede de sig ikke mere noget.
Samtidig blev strejken brugt til at føre hele AO's faglige politik frem. Det
gældersåvel de generelle som de kvindespecifikke krav.
Strejken blev det egentlige gennembrud for AO.
DKP's kritik af strejken
Arbejderbladet gav en meget udførlig dækning af konflikten og støttede den
kraftigt, men ikke uden kritiske bemærkninger. Flere gange blev det efter-
lyst, at kampen måtte munde ud i parolen: lige løn for lige arbejde; den ene
gang i en opfordring fra DKP”s centralkomité.” Dette skete ikke direkte.
111

I betragtning af, at Inger Gamburg var medlem af centralkomiteen, er det
bemærkelsesværdigt. Var hun uenig med centralkomiteen i måden, denne
strejke skulle føres på?
Kai Moltke, som den gang sad i centralkomiteen, påstår at der i DKP”s
ledelse var uenighed om, hvilken taktik der skulle anvendes under strejken.
Aksel Larsen fløjen førte en kampagne for at gennemføre Strassburgteseme
påstrejken. Strassburgteseme var blevet vedtaget på Røde Faglige Interna-
tionale (RFPS) konference i 1929. Disse detaljerede teser var rettesnoren
for kommunisters deltagelse i og organisering af strejkekampe. Det striden
først og fremmest gik på, var om man kunne acceptere, at afd. 5 's bestyrelse
ledede strejken, selv om oppositionen havde flertal i bestyrelsen, eller om
der skulle vælges en central strejkeledelse, som igen var valgt af de lokale'
bedrifters strejkekomiteer.66
Dette sidste var i overensstemmelse med Strassburgteseme.67
Kai Moltke opfatter situationen således, at kvinderne i afd. 5 ikke forstod
den nye strejketaktik. Derfor forsøgte han -
som han udtrykker det -
»en
modus Vivendi«, dvs. et kompromis, der gik ud på, at afd. 5's generalfor-
samling skulle vælge et særligt strejkeudvalg, der fik til opgave at bearbejde
de større virksomheder inden for jern- og metalindustrien, aktivisere dem og
om muligt få valgt lokale strejkekomiteer. -
Der blev dog ingen steder valgt
sådanne.
Inger Gamburg må have støttet sig til Kai Moltkes opfattelse.68
Men der blev rettet andre 'kritikpunkter mod strejken.
I Arbejderbladet d. 18. april angribes afd. 5's bestyrelse for at have fore-
taget et tilbagetog på et tidspunkt, hvor det ikke var nødvendigt. Strejken
kunne være fortsat uden om fagforeningsbureaukratiet. Bladet mener ikke,
at stemningen blandt det store flertal af kvinderne var for at kapitulere i
betragtning af den store misbilligelse af, at forbundsledelsen havde afblæst
strejken. Men medlemmerne stod magtesløse, når strejkeledelsen sagde
fra.69
Den mest gennemgribende kritik kommer fra Ragnhild Andersen, som
selv var medlem af afd. 5 og AO, forud for partikongressen i juli 1930. I
artiklen står der, at den ny ledelse (centralkomiteen fra januar) havde for-
søgt at lede strejken efter den nye strejketaktik. -
Det var under ingen
omstændigheder alle i ledelsen, der havde forsøgt det. I DKP's svar på det
åbne brev: Politiske teser fra DKP°s kongres juli 1930, siges det da også, at
centralkomiteen kun havde været i stand til en utilstrækkelig gennemførelse
af den nye strejketaktik i kvindestrejken.70
Ragnhild Andersen siger videre, at centralkomiteen søgte, at mobilisere
den kommunistiske fraktion i afd. 5 til
1. at udgive en strejkeavis
2. at danne strejkestøttekomiteer på de enkelte bedrifter
3. gennem DKP at mobilisere arbejderne til solidaritetsaktioner.
Strejkeavisen udkom, men her mener hun, at linjen i den var forkert. De
første strejkeaviser var henvendt 'til de øverste faglige ledere om støtte i
112

kampen, i stedet for at have satset på at mobilisere kvinderne mod fagfore-
ningsbureaukrateme.
Egentlige strejkestøttekomiteer blev der ikke dannet. Strejkeledelsen op-
rettede strejkevagter, men de strejkende blev ikke draget aktivt ind i kam-
pen. Der blev også gjort for lidt for at få støtte fra andre arbejdspladser.71
Det er tænkeligt, at den manglende mobilisering af kvinderne har været
afgørende' for, at afd. 5's bestyrelse har talt for at gå i arbejde igen, idet den
ikke har kunnet overskue de vanskeligheder, det ville give at føre kampen
uden om og mod forbundet. Strejken havde hele tiden været ført inden for
det fagretslige system, og på intet tidspunkt har man været parat til at
overskride disse rammer. Strassburgtesemes advaren mod reformistemes
forsøg på at sætte sig på eller obstruere en strejkekamp, har ikke vundet
indpas i afd. 5's bestyrelse.
Hovedfejlen, mener Ragnhild Andersen, har været, at man ikke for alvor
har mobiliseret kvinderne i jern- og metalindustrien. Hvad hun derimod ikke
nævner noget om i forbindelse med den nye strejketaktik, er, at det i de
nævnte teser fremhæves, at der altid skal vælges en strejkeledelse, også selv
om bestyrelsen har et oppositionelt flertal.72
På RFI's kongres i 1930 aflagde DKP'eren Svend Jensen beretning om
Danmark, herunder om
metalstrejken. Kritikken er i overensstemmelse
med Ragnhild Andersens, men skarpere formuleret. Strejkeledelsen kritise-
res for at have holdt kampen strengt inden for de fagforeningslegale rammer,
ikke at have gjort noget virkeligt forsøg på at mobilisere kvinderne. Han
angreb også oppositionen for at lide af reformistiske illusioner.73
I AO's blad omtales RFI*s 5. kongres også, og diskussionen af kvindernes
strejke refereres. Her får kritikken af afd. 5 en mere modificeret form. Det
understreges først, at strejken må betragtes som et bevis på, at arbejder-
kvindeme også i Danmark er rede til at kæmpe for deres interesser. Herefter
kritikpunkteme:
»Afden fremførte kritik fremgår det, at en af de største fejl i denne kamp var, at føringen over
den ikke var lagt direkte i bedrifterne (hos strejkekomiteer valgt af kvinderne selv), og at der
ikke var gjort tilstrækkeligt for at udvide strejken til de øvrige arbejdere.«7°
Dette fremstår som referat, AO udtrykker ikke sin egen opfattelse. Der
har åbenbart været nogen uenighed og bitterhed over kritikken. Men A0
tager ikke til genmæle.
At der har været forskellige opfattelser af, hvordan en sådan strejke skulle
ledes, og at Inger Gamburg har stået i modsætning til nogle i DKP's ledelse,
er tydeligt. Men hvor meget, der er efterrationaliseringer fra kritikkemes
side, og hvor meget af den fremførte kritik der blev rejst under selve kam-
pen, således at den havde mulighed for at påvirke forløbet, kan ikke afkla-
res. Strejken i afd. 5 var den første strejke i Danmark, der blev holdt op mod
Strassburgteseme. Netop mens strejken stod på, diskuterede partiet det
åbne brev, og strejken er et eksempel på, at dele af dette brevs kritik er slået
igennem.
113

Erfaringerne fra denne strejke blev brugt fremover i strejker, hvor kom-
munister var involveret.
Metalkvindemes strejke var prøvestenen.
Ekstraordinær kongres i Kvindeligt Arbejderforbund
Strejken fik et efterspil.
KAF indkaldte til ekstraordinær kongres i maj måned, fordi
» . . .
hovedbestyrelsen samt mange andre mente, tidspunktet var nu kommet, hvor man ikke
længere ville tåle den adfærd, hovedbestyrelsesmedlem Inger Gamburg udviser over for
forbundet og hovedledelsen.«75
Der bliver her sigtet til, at Inger Gamburg på sin provinstume har talt om
strejken og samtidig har forsøgt at få oprettet AO-afdelinger, og at hun
iøvrigt har ansvaret for de efter KAF's opfattelse usandfærdige beskyldnin-
ger, der er blevet rejst over for forretningsføreren og forbundets ledelse.76
Formålet var at få Inger Gamburg afsat fra sin plads i hovedbestyrelsen.
Til kongressen var der mødt delegationer op fra en række arbejdspladser,
også uden for afd. 5's område. De medbragte en resolution, der kraftigt tog
afstand fra hovedledelsens afblæsning af strejken. Disse blev forment ad-
gang til kongressen, som på grund af arbejderkvindemes »belejring« af
kongresstedet blev afholdt under politibeskyttelse.77
Også inden for var gemytteme i kog. Hovedbestyrelsestlertallet med Al-
vilda Andersen i spidsen trak det længste strå. Hun fik stor tilslutning til
hovedledelsens handlemåde under konflikten og også til at fratage Inger
Gamburg hovedbestyrelsesmandatet; suppleanteme 0g revisorsuppleanten
(alle fra oppositionen) blev ligeledes erstattet af andre. 21 stemte imod, 108
for.78
I medlemsbladet og i den socialdemokratiske presse havde den ilde med-
fart, som Alvilda Andersen blev udsat for den 11. april, fået megen omtale.
At hun havde lidt fysisk overlast, blev naturligvis trukket stærkt frem på
kongressen. Den form for »udenomsparlamentariske« metoder har uden
tvivl rystet mange af de delegerede. Under alle omstændigheder fulgte de
ledelsens henstillinger. Alvilda Andersen og hovedbestyrelsen havde vist
sin styrke.
Afd. 5's generalforsamling protesterede mod afstemningen. Den mente, at
der var benyttet en ulovlig fremgangsmåde, og at ledelsen havde benyttet sig
af åbent diktatur. Men derved blev det.79
Det skulle vare 8 år, inden Inger Gamburg blev valgt ind i hovedbestyrel-
sen igen.
'
A0”s landskonference 1930
Strejken betød for A0 i første omgang en præcisering af foreningens krav.
De nye krav, som afd. 5 havde stillet under konflikten af mere principiel
karakter blev tilføjet.
114

I juni 1930 aftrykte AO såvel sit formål*0 som sit program:
l. lige løn for lige arbejde
'
2. 7 timersdagen og hvilepauser hver time ved transportbåndene
3. beskyttelse af den arbejdende kvindes moderskab.
Disse 3 principielle krav ønskede foreningen indført i KAF”s formål. Des-
uden krævede AO atter forskellige lovændringeri KAF, hvilket skulle sikre
medlemmernes demokratiske rettigheder.81
Disse ændringsforslag tager alle sigte på en »fornyelse af hele Kvindeligt
Arbejderforbund«, at omdanne KAF til medlemmernes organisation.82
Af andet arbejde er der oplysningsarbejdet omkring det sexuelle spørgs-
mål, og herunder ændringer i straffeloven angående svangerskabsafbrydel-
se. ›
Faglig politik og den sexuelle debat er de to hovedproblemer, AO skal
tage op.
Den faglige politik retter sig her imod forholdet til KAF og er således ikke
udtryk for hele den faglige politik.
Den blev imidlertid uddybet på AO*s landskonference i november 1930.
Med erfaringerne fra strejken tog først Inger Gamburg og senere Marie
Nielsen ud på en agitationsrejse til provinsen i sommeren 1930. De koncen-
trerede sig om de steder, hvor KAF havde sine største afdelinger.83
Denne rejse havde dels til formål at orientere om strejkens forløb og
hovedbestyrelsens afblæsning af den, dels at agitere for oprettelse af AO-
grupper rundt om i afdelingerne. Inger Gamburgs og Marie Nielsens initiativ
gav hurtigt resultat. Der skød afdelinger op i de største provinsbyer. I no-
vember samme år kunne AO således afholde sin første landskonference.
Efter at foreningen var blevet landsdækkende, skiftede den navn til Arbej-
derkvindemes Oplysningsforbund.
På landskonferencen understreges det kraftigt, at arbejderne har en tre-
dobbelt fjende at kæmpe imod: arbejdskøbeme, regering og hele fagfore-
ningsbureaukratiet. Disse tre står sammen mod arbejderne.84
Denne erkendelse af socialdemokratiets karakter må både ses på bag-
grund af DsF”s og hovedbestyrelsens opførsel i forbindelse med strejken og
DKP”s opfattelse af socialdemokratiet som et socialfascistisk parti. Denne
ændrede opfattelse af socialdemokratiet skyldes, at Komintems 6. verdens-
kongres i 1928 var nået frem til, at socialdemokratiet i kraft af dets politik
banede vejen for fascismen.85
AO fremlægger, at den eneste måde denne blok kan bekæmpes på, er ved
at danne oppositionsgrupper, som skal føre kampen mod arbejdskøbeme,
regeringen og fagforeningslederne. Oppositionsgruppeme skal gå forrest i
kampen for de krav, som arbejderne stiller i arbejdsmæssig og økonomisk
retning, og de skal trække så mange arbejdere med som muligt. Disse akti-
oner og strejker skal føres uden om det legale fagforeningsapparat, så »dår-
lige« fagforeningsledere ikke fører arbejderne bag lyset.86
Det betyder ikke, at de skal holde op med at arbejde i fagforeningsregi,
115

men at de i tilfælde af arbejdskampe ikke skal lade sig binde af det fagretslige
system, men at de også kan tage ulovlige midler i anvendelse.
Et af kritikpunkteme mod strejken iforåret var netop, at kampen udeluk-
kende
var ført inden for de fagretslige rammer. Denne erfaring gjorde A0 nu
t1 sin.
Arbejderkvindemes krav i forbindelse med den skærpede kurs over for
den »tredobbelte fjende«, er foruden lige løn, de krav, som afd. 5 stillede
under strejken. Desuden ville AO kæmpe mod nedsættelse af lønnen i over-
enskomstperioden, og det krævede endvidere fuld erstatning til alle arbejds-
løse fra den første dag og i hele arbejdsløshedsperioden,87at kommunen
skulle yde de arbejdsløse lettelser på gas, skat og husleje, og endelig at
arbejdsanvisningen blev overdraget til arbejderne selv.
Tidligere har AO ikke beskæftiget sig synderlig meget med at opstille
konkrete krav for de arbejdsløses kamp; også denne side af arbejderklassens
kamp blev nu taget op.
På konferencen drøftede man ikke krav med henblik på ændring af KAF's
love og formål. Det betyder ikke, at man opgav den side af kampen, men
skal udelukkende ses på baggrund af, at KAF's næste ordinære kongres
først skulle finde sted i 1932, og det var derfor ikke et presserende problem.
Landskonferencen var en klar markering af en radikalisering af A0 og
den faglige politik, et vendepunkt i deres opfattelse af socialdemokratiet og
kampens retning.
AO's holdning over for socialdemokratiet svarer til DKP”s. AO brugte
dog aldrig betegnelsen »socialfascistisk«. -
Det samme gælder AO's faglige
linje, som er i overensstemmelse med den linje, som DKP fulgte efter di-
skussionen af det åbne brev.
Denne linje var Inger Gamburg som centralkomitémedlem også forpligtet
til at føre ud, og hun fik opbakning omkring den i A0.
Marie Nielsen var som nævnt blevet ekskluderet af DKP i 1929, men det
kan ikke påvises gennem kilderne, at hun forsøgte at trække i en anden
retning end Inger Gamburg. Hun ophørte med at være redaktør af Arbej-
derkvindemes Oplysningsblad i december 1929 pga. sygdom. Marie Nielsen
antyder, at Komintem ønskede at isolere hende fra kvindearbejdet. Efter at
have medvirket ved planlægningaf A0”s landskonference, trådte hun derfor
straks tilbage. Men hun var altid loyal over for DKP og Komintem i eksklu-
sionsperioden. I øvrigt ønskede DKP allerede i 1931, at hun atter skulle
optages i partiet, og som hun selv tilføjer, var hun også blevet ekskluderet
på et tidspunkt, hvor DKP førte en forkert linje.88 Men først året efter blev
hun medlem.
Dannelsen af revolutionære fagoppositionsgrupper (RFC-grupper), såle-
des som det åbne brev påbød, var ikke begyndt i efteråret 1930. Eftersom
kommunisteme kun havde foden inden for på meget få virksomheder, måtte
det blive en længere varende proces. 4
Men opstramningen af A0's formål, krav og udpegningen af fjenderne er i
sin konsekvens -
hvad den faglige politik angår -
ensbetydende med en
116

RFC-organisering, selv om denne betegnelse ikke anvendes. Derimod kan
beskæftigelsen med sexualdebatten og AO,s initiativer i forbindelse hermed
ikke umiddelbart passes ind i dette »skema«.
Politik-diskussionen i A0
Politiseringen af A0 blev fulgt op i begyndelsen af 1931, hvor der i Arbej-
derkvindemes Oplysningsblad foregik en diskussion, om der skulle politik
ind i A0. Anledningen var et indlæg fra et medlem, Nellie Martinsen
(DKP'er), som mente, at kvinderne kun kunne få deres krav igennem ved at
støtte sig til DKP.
Dette affødte en reaktion.
Under mærket »d« tages der afstand fra, at der kommer politik, og her
mener hun partipolitik, ind i arbejdet.
»Det vil bare ødelægge vort arbejde for kvinderne -
Vi skal arbejde rent fagligt, ellers bliver
der kun strid og splid, der er jo både socialdemokrater og kommunister i foreningen, og de
fleste er slet ingen ting -
de er uden for partieme, men vi har jo haft så mange interesser
fælles, at vi har kunnet arbejde godt sammen.«39
Hun er bange for, at partipolitik vil splitte dem ad, og at de derfor skal
holde sig til rent faglige anliggender.
Menige medlemmer og et bestyrelsesmedlem i A0, Martha Blaase, som
selv var kommunist, tog til genmæle mod, at faglig kamp ikke også var
politisk kamp. Martha Blaase udtalte sig på egne vegne, og bestyrelsen som
sådan deltog ikke i diskussionen.
Nellie Martinsen, som indledte diskussionen, afsluttede den også, og
denne gang gjorde hun nøje rede for, hvorfor faglig kamp og politisk kamp
ikke kan skilles ad. Kampen for en bedre tilværelse bliver en kamp mod
staten og dermed en politisk kamp. Som eksempel nævner hun blandt andet,
at lige løn, 7 timersdagen og beskyttelse af den arbejdende moder, er faglige
krav, men at kampen for disse må føres både fagligt og politisk.
»Den nuværende kapitalistiske stat, lige meget om det er socialdemokraterne eller andre
kapitalister, der regerer, blander sig i høj grad i alle arbejdsforhold, at det ikke mere er muligt
at tale om rent faglige kampe mere.«9°
Hun opfatter ikke længere socialdemokratiet som arbejdernes parti. Der
er kun et parti, der kæmper for arbejdernes interesser, nemlig det kommuni-
stiske.
Nogles erklærede stillingtagen for kommunisteme medførte ikke, at AO
åbent erklærede sig for kommunisteme, men det er udtryk for, at de kom-
munistiske medlemmer i A0 begyndte at føre en offensiv linje for at vinde
opbakning omkring deres eget parti.
I 1932 var der valg til folketinget. Her besluttede AO på et medlemsmøde i
København d. 9. november 1932 at støtte læge Leunbachs kandidatur i
Østre Storkreds. Leunbach, som samarbejdede med AO omkring sexualpo-
litikken, opstillede i forbund med DKP.91
117

I alle andre kredse anbefalede de københavnske AO-medlemmer at
stemme på kommunisteme, fordi de var de eneste, der varetog arbejderk-
vindemes interesser.92 Dette blev enstemmigt vedtaget.
Stillingtagen for DKP er et brud på tidligere praksis. AO havde kritiseret
og taget afstand fra socialdemokratiet, men havde hverken i forbindelse med
folketings-, landstings- eller kommunal valg opfordret til ikke at stemme på
socialdemokratiet, men i stedet for på DKP.
Kommunisteme stod stærkt i AO-afdelingen i København.
Overenskomsterne
I 1931 var AO indstillet på at få kravene fra sidste år igennem og opfordrede
til at genfremsætte disse og forberede den kommende kamp ved at vælge
aktionskomiteer på de enkelte virksomheder,93 omfattende både mænd og
kvinder, uanset i hvilke fagforeninger, de stod.94
Arbejdsgivemes svar var lockoutvarsel. De krævede 10-20% lønreduk-
tion.
Erfaringen fra strejken i jern- og metalindustrien blev gentaget: arbejderne
står over for en treenig modstander, arbejdskøbeme, staten og pamperne.
Arbejdskøbemes fornemste allierede er de reformistiske fagforeningsledere
og staten.
Men kvinderne måtte ikke lade sig true. Deres modtræk skulle være valg
af strejkekomiteer på arbejdspladserne. Disse komiteer skulle lede kampen
under parolen: ingen overenskomst uden gennemførelse af ligelønsprincip-
pet, 7 timersdag, sommerferie med fuld løn, beskyttelse af den arbejdende
mor og hvilepauser ved transportbånd.”
Det er således første gang, at lige lønskravet stilles til en overenskomst.
Hidtil har det været anset for et urealistisk krav, et krav, som der iøvrigt var
ringe forståelse for; i stedet for havde AO krævet en tilnærmet lige løn.
Kritikken af strejken i 1930 er nu taget til følge: AO opfordrede til dan-
nelse af strejkekomiteer på de enkelte virksomheder, valgt af samtlige ar-
bejdere, og til fremsættelse af lige lønskravet.
Forligsmanden mæglede i striden, og forslaget lød på 4-8% lønreduktion
og en ferieordning. Socialdemokratiet og regeringen støttede dette forslag.96
Afd. 5 nedstemte forslaget med 1265 imod og 71 for.97
Efter urafstemningen besluttede afd. 5's generalforsamling at indkalde til
bedriftsmøder for at opfordre til at nedlægge arbejdet, og sammen med de
mandlige arbejdere at vælge strejkekomiteer. Samtidig blev det vedtaget at
støtte de lockoutede skotøjsarbejdere økonomisk,98 at deltage i den I. maj-
demonstration, som DKP og de revolutionære fagopposition arrangerede og
at styrke samarbejdet med AO.99
KAF satsede meget på at bevare ro og orden på arbejdsmarkedet af
hensyn til den tiltagende krise og ville derfor undgå en konflikt.
»... En storlockout på nuværende tidspunkt ville virke i høj grad ødelæggende for hele
erhvervslivet og gøre udsigterne for vore mange arbejdsløse endnu mørkere, end de er i
forvejen.«
10°
118

Dette ræsonnement bygger på en opfattelse af, at i krisetider kan arbej-
derne ikke kræve forbedringer, fordi det vil forringe erhvervslivets konkur-
rencemuligheder og kun yderligere forværre situationen for arbejderklassen
og støde endnu flere ud i arbejdsløshed. Socialdemokratiet og også KAF går
ud fra den opfattelse, at der er en bestemt sum, som kapitalen har at råde
over til lønninger, altså må de i arbejde holde igen eller endog gå ned i løn for
at flere kan komme i arbejde. Socialdemokratiet hjælper herved kapitalen
med at vælte krisen over på arbejderklassen, således at den fordeler byrden
på sig selv indbyrdes. Socialdemokratiet er med til at bære ved til det bål, at
når der er økonomisk krise i landet, må alle stå sammen uanset klasse. Alle
må vise »samfundssind«. Denne opfattelse slog tydeligere og tydeligere
igennem i forbindelse med overenskomsteme.
Hvorvidt krisen udelukkende væltes over på arbejderklassen, eller om der
gøres indhug i profitten, afhænger i høj grad af styrkeforholdet mellem
kapitalisterne og arbejderne.
KAF arbejdede kraftigt på at få afd. 5 til at acceptere en lønreduktion.
Forud for 2. urafstemning truede hovedledelsen med ekstrakontingent i alle
afdelinger, hvis forligsmandens forslag atter blev nedstemt. Forligsforslaget
blev lagt ud til urafstemning i alle afdelinger, også i de afdelinger, hvor
overenskomsteme ikke skulle fornys.
»Hvis forslaget påny forkastes og lockouten træder i kraft, skal (der) straks udskrives ekstra-
kontingent.«
H”
Og medlemmerne i KAF lod sig true til at stemme for lønreduktioneme:
5579 stemmer for, 2393 imod; afd. 5 stemte imidlertid klart imod: 1662 imod,
308 for. 102
Afd. 5 var meget forbitret over, at hovedledelsen havde
»
spekuleret i kvindernes fattigdom, derfor blev det forelagt afdelingerne som et stort
ekstrakontingent, og derom blev afstemningen foretaget.«'°3
Derved' var afd. 5 blevet påtvunget en lønreduktion, som var den inderligt
imod.
Denne gang havde AO og afd. 5”s ledelse lagt strejketaktikken fra Strass-
burgteseme frem og propaganderet for gennemførelse af dem. Men da kon-
flikten opstod, da afd. 5 for anden gang havde nedstemt forligsmandens
forslag, hvorimod KAF's samlede medlemsskare havde stemt for, følte de
en for stor overmagt. De skulle slås mod arbejdskøbeme, mod regeringen,
mod DSF og KAF, ja også mod hovedparten af forbundets medlemmer. -
Det var kun skotøjsarbejdeme, der tog kampen op.
AO var også meget aktiv i forbindelse med denne overenskomstsituation i
afd. 5 og propaganderede ivrigt for den nye strejketaktik og fungerede meget
klart som afd. 5”s talerør.
I forbindelse med overenskomsten i 1932 krævede Arbejdsgiverforenin-
gen almindelige lønreduktioner og flerårige overenskomster, ellers ville der
blive foranstaltet storlockout.
Socialdemokratiet og fagbevægelsens ledere var tilbøjelig til at følge den,
119

og allerede i januar er overenskomsteme blevet forlænget for flere for-
bund.104
AO fremsatte heroverfor krav om kompensation for prisstigningeme, og
derfor var lønforhøjelser en absolut betingelse.105 Derudover stillede AO
ikke selvstændige krav til overenskomsten, men tilsluttede sig de krav, som
den revolutionære fagopposition havde stillet:
1. mod lønreduktion, kamp for lønforhøjelser
2. kamp mod Septemberforliget, voldgift og klassejustits. Lige løn for lige
arbejde
3. mod 3 årige overenskomster
4. afskaffelse af alt overarbejde -
7 timersdag eller 6 timers skift
Desuden ville AO supplere med egne krav om hvilepauser ved transport-
bånd og beskyttelse af den arbejdende mor. De kvindespecifikke krav (med
undtagelse af lige løn) havde den revolutionære fagopposition ikke taget
Op_10(›
Kravene tik imidlertid ikke direkte nogen betydning i overenskomstfor-
handlingerne. Arbejdsgiverforeningen og fagforbundene vedtog forligsman-
dens forslag i februar, hvorefter overenskomsteme blev forlænget med et år
uden ændringer. .
Beslutning herom er taget af KAF uden forudgående urafstemning i afde-
lingeme.107
A0 anklagede KAF for, at de demokratiske rettigheder var trådt under
fode, men at den lære, man kunne drage af denne overenskomst-»vedta-
gelse«, var at være bedre forberedt næste gang. AO havde været klar over
Arbejdsgiverforeningens og DsF's planer om forlængelse, men det var ikke i
stand til at hamle op med den massive blok, som Arbejdsgiverforeningen og
DsF her udgjorde.
Kongres i Kvindeligt Arbejderforbund 1932
KAFs andel i, at overenskomsten var blevet forlænget med et- år, var i fn'sk
erindring, da forbundet skulle afholde sin ordinære kongres i sommeren
1932, i hvert fald i afd. 5 og A0.
A0 fremlagde som baggrund for kravene til KAF's kongres, at den øko-
nomiske krise nu for alvor havde ramt Danmark ligesom den øvrige kapitali-
stiske verden.
»Arbejderkvindeme er under krisen dem, der rammes hårdest. De gifte kvinder smides helt
ud af produktionen -
som f. eks. hos bryggeriarbejdeme -
og på de fleste større arbejdsplad-
ser udnyttes den kvindelige arbejdskraft endnu mere hensynsløst.«”m
For at de hårdt udsatte kvinder kunne sejre i kampen mod kapitalen,
mente AO, at det var nødvendigt med sammenhold med mændene. Men
kvinderne skulle ikke kun kæmpe mod kapitalen, men også mod dennes
støtte: fagbevægelsens ledelse og netop nu KAF's.
AO opstillede en »huskeliste« over forbundets men'teri de sidste år for at
vise, at ledelsen handlede i modstrid med kvindernes interesser.
120

Ledelsen blev angrebet for at have sluttet forlig uden at spørge medlem-
merne og for ikke at have støttet de »fuldtberettigede« strejker, som med-
lemmerne havde været ude i.'°9
Også Alvilda Andersens og hovedbestyrelsens »skændige forræderi« i
forbindelse med strejken blandt metalindustriens kvinder i 1930 og den, ek-
straordinære kongres, hvor Inger Gamburg blev sat fra sin plads i hovedbe-
styrelsen, blev trukket frem.
Afd. 5 fremsatte følgende ændringsforslag: til KAF”s formål:
1. lønnen for kvindelige arbejdere skal efterhånden hæves til lige løn med
mændene, når det samme arbejde udføres
2. alt overarbejde og helligdagsarbejde skal afskaffes og en 7 timersdag med
lønudligning gennemføres
3. beskyttelse for den arbejdende moder, 6 ugers hvile før og efter fødslen,
indføres i overenskomsten
Disse forslag havde afd. 5 allerede stillet på kongressen i 1929, dog denne
gang med den tilføjelse, at der krævedes arbejdstidsforkortelse med lønud-
ligning.l60
De forslag, afd. 5 iøvrigt stillede, drejede sig om forbundets forholden sig
ved strejker og konflikter:
l. forbundet skal støtte enhver strejke, der er besluttet iværksat på en
arbejdsplads
2. forbundet skal yde strejkeunderstøttelse til disse strejkende arbejdere.
' “
Hovedbestyrelsen talte for at stemme imod samtlige forslag, og denne
henstilling fulgte kongressen. -
Det gik værre end ventet. Opbakningen
omkring oppositionen var minimal, hvis den overhovedet talte andre end
den selv. Oppositionen fik 22 stemmer ud af 116 mulige.112
To suppleantpladser til Inger Gamburg og Svenna Petersen, afd. 7 var det
eneste positive resultat, oppositionen nåede.”3
Oppositionen led atter nederlag; også i forhold til kongressen i 1929 var
den gået tilbage. Den fik ikke støtte af almindelige delegerede, således som
det var formålet med deres kongresarbejde. Det var stadigvæk kun i enkelte
københavnske afdelinger, den havde nogen indflydelse. Men disse afdelin-
ger var underrepræsenteret på kongresseme. Afd. 5, som havde ca. 1/4 af
forbundets medlemmer, var kun repræsenteret med 18 delegerede ud af 116.
Afstemningeme giver således ikke et reelt billede af oppositionens magt,
men de er et udtryk for den ringe succes, oppositionen havde med at vinde
indpas i de mindre afdelinger.
121

Konklusion
Strejken blandt kvinderne i jern- og metalindustrien frk afgørende betydning
for A0,s og afd. 5*s faglige politik i de efterfølgende år.
Gennem strejken udvikledes en ny strejketaktik, tillempet efter Strass-
burgteseme: udgivelse af strejkeavis, mobilisering af kvinderne gennem
jævnlige møder og etablering af strejkevagter. Men valg af strejkekomiteer
på arbejdspladserne og en fælles valgt ledelse for hele strejken gennemførtes
ikke.
Valg af strejkekomiteer var dog en erfaring, som afd. 5 uddrog af strejken.
I forbindelse med overenskomsteme opfordrede AO og afd. 5 til at danne
strejke- eller aktionskomiteer, som skulle forberede en arbejdskamp.
En af Strassburgteseme var, at man ikke måtte fremsætte dagskrav uden
at hæve dem op på et højere plan for at styrke forståelsen for dagskravenes
nødvendighed i kampen for socialismen. Samtidig skulle disse dagskrav
sættes i sammenhæng med krav, der rettede sig mod den »treenige fjende«:
mod regering, kapital og fagforeningsbureaukrati.
Hidtil havde AO ikke gjort dette konsekvent. Men ved overenskomsteme
i 1931-32 stilledes det krav, som blev set i forbindelse med kampen mod
Septemberforliget, voldgiften og kampen for lige løn for lige arbejde.
Der blev gjort op med tilliden til socialdemokratiet, og den faglige kamp
blev rettet entydigt mod den .»treenige fjende«
Den stigende radikalisering og ,politisering af AO afspejler sig også i en
præcisering af A0,s formål og analyse af arbejderkvindemes situation under
kapitalismen. AO skulle samle alle uanset partifarve, som ville kæmpe for at
tilbageerobre de faglige organisationer. Det langsigtede mål for arbejder-
kvindemes kamp var kampen for kvindernes frigørelse og kampen for socia-
lismen.
Den politiske styrkelse af AO's faglige politik slog imidlertid ikke igennem
i KAF. Kongresseme viser med al tydelighed, hvor isoleret oppositionen
var; i afd. 5 derimod var der stor opbakning omkring oppositionen.
Udviklingen af den faglige linje hænger nøje sammen med den revoluti-
onære fagoppositions (FRO,S) begyndende udbredelse. AO og afd. 5 lagde
sig i forlængelse heraf. AO opfordrede til at danne oppositionsgrupper på
arbejdspladserne, gerne sammen med mændene. samtidig med at det arbej-
dede for at styrke den faglige AO-opposition. AO forsøgte herved at sætte
sig mellem to stole. Ganske langsomt gled det faglige arbejde da også bort
fra AO over til RFO i KAF.
To former for organisering af det faglige oppositionsarbejde blandt de
kvindelige arbejdere var uholdbart i længden, og resultatet blev da også
udskillelsen af det faglige arbejde fra AO i januar 1933, hvilket jeg vil vende
tilbage til.
122

AO,s sexualpolitiske arbejde 1925-33
Baggrund -
Leunbachs sexualpolitiske teori
I hele AOÅS levetid udgjorde det sexualpolitiske oplysningsarbejde blandt
arbejderkvindeme et stort arbejdsfelt. Dette arbejde koncentrerede sig om
at trænge ind på det tabuområde, som sexualitet var, og sprede oplysning
om mulighederne for selv at kunne bestemme, om man ville have børn eller
ej.
Forudsætningen for AO's arbejde hermed var det nære samarbejde, som
AO havde med lægen Leunbach. Han stod bag udformningen af de prakti-
ske vejledninger og til dels også af det teoretiske grundlag.
Leunbach var i sit arbejde påvirket af tyskeren Wilhelm Reich, om end
denne påvirkning først blev helt tydelig i 30'erne.
Wilhelm Reich var elev af psykoanalytikeren Sigmund Freud, men'forkla-
rede i modsætning til denne den sexuelle frustration som et udslag af sam-
fundsforholdene, dvs. han mente, at i det kapitalistiske samfund blev sexua-
liteten undertrykt gennem moralske forbud af samfundets autoritære struk-
tur. Denne sexuelle undertrykkelse medførte nervøsitet og sjælelige syg-
domme. Kun gennem proletariatets klassekamp kunne den sexuelle under-
trykkelse tilintetgøres.l
'4
I Leunbachs tidlige skn'fter og pjecer lagde han ikke så meget vægt på den
sexuelle undenrykkelse af arbejderklassen i almindelighed, som på den sex-
uelle undertrykkelse af kvinden, der medførte, at hun ikke kunne bestem-
me, hvornår hun ville have børn og hvor mange'15 Her koncentrerede han
sig omforebyggelse af svangerskab og vejledning i brugen af svangerskabs-
forebyggende midler. Han anbefalede pessaret som det eneste effektive og
ikke generende middel. Han advarede mod at benytte sig af afbrudt samleje,
fordi det resulterede i nervøsitet, af såkaldt sikker periode, fordi den ikke
var pålidelig og endelig mod stikpiller, sikkerhedssvampe, forskellige slags
pastaer og mod præparater, der blev anbragt i livmoderen, enten fordi de var
upålidelige eller direkte farlige. Kondomet derimod var sikkert nok, hvis det
vel at mærke ikke gik i stykker.
Men for at kendskabet til forebyggende midler kunne blive almindeligt
krævede det, at lægerne var villige til at give befolkningen denne vejledning.
Det var de langtfra altid. Mange læger var imod enhver form for prævention
og motiverede dermed ikke kvinderne til forebyggelse og forsøgte således
heller ikke at aflive den udbredte opfattelse, at al form for prævention var
skadelig.1
'6
Hovedvægten i Leunbachs argumentation lå på, at kvinderne måtte be-
skytte sig mod uønskede børn ud fra den betragtning, at for arbejderklassen
betød en stor bømeflok næsten umulige eksistensvilkår, især når der var
arbejdsløshed. For kvinden betød endvidere de mange bømefødsler svæk-
kelse af helbredet og dårlige muligheder for aktivitet uden for hjemmet.
123

Derimod var han meget forsigtig med at udtale sig om, at prævention kunne
give mand og kvinde større sexuel tilfredsstillelse, når frygten for graviditet
var fjernet; det kommer kun ind i en bisætning.
Prævention mente han skulle være for ægtepar. Sexuel afholdenhed i
ungdommen tog ingen skade af, hvorimod modne mennesker tog åndelig
skade heraf. Men i 30*eme talte han åbent i sine bøger om anerkendelse af
den kønsmodne ungdoms ret til gensidigt kønsliv med mulighed for sexuel
rådgivning og undervisning i forebyggelse af svangerskab.”7
Hvorvidt han allerede tidligere har delt Reichs opfattelse af, at børns og
unges sexualitet ikke måtte hæmmes, får stå hen i det uvisse. Men han skrev
på en måde, som tydeligt afslører, at han bestræbte sig på ikke at virke
stødende på folks sexualmoral. Hans hensigt var at overbevise om nødven-
digheden af prævention ud fra et decideret socialt og kvindepolitisk syns-
punkt.
Men prævention var ikke tilstrækkeligt, når kvinderne selv skulle kunne
bestemme over deres egen krop. Lovlig svangerskabsafbrydelse udført af
læger måtte også være en mulighed.
Uendeligt mange kvinder gik til kvaksalver for at få foretaget fosterfordri-
velse, ofte flere gange med risiko for livsfarlige følgesygdomme. Forbudet
mod og straffen for svangerskabsafbrydelse afholdt ikke kvinderne. Arbej-
derklassens kvinder havde kun råd til de ukyndige kvaksalvere, hvorimod
borgerskabets kvinder kunne rejse til udlandet eller betale sig fra et barn
med høje honorarer til villige læger."8
Arbejderkvindeme blev tvunget af de sociale og økonomiske forhold,
bolignød, arbejdsløshed osv. til denne udvej. Mange nægtede også at føde
børn mod deres vilje, selv om et barn ikke betød økonomisk ruin for dem.
Så længe der var nød og elendighed var svangerskabsafbrydelse et nød-
vendigt onde, en nødforanstaltning. Kun socialismen kunne ændre de øko-
nomiske og sociale betingelser for kvinderne radikalt. Men svangerskabsaf-
brydelse måtte aldrig stå alene, den måtte følges af en udbredt oplysning om
forebyggelse.
Hovedbestræbelseme måtte gå ud på at indskrænke selve fosterfordrivel-
semes antal og helt få dem afskaffet.”
Oplysning om og udbredelse af prævention og ændring af straffeloven,
således at svangerskabsafbrydelse ved lægehjælp blev lovlig var de to områ-
der, som Leunbach mente, at det sexualpolitiske arbejde skulle koncentrere
Slg om.
Først i skrifterne fra 30”eme tillagde han sexuel tilfredsStillelse større
selvstændig vigtighed og havde ligesom Reich en opfattelse af, at et regel-
mæssigt og tilfredsstillet kønsliv var en nødvendig betingelse for åndelig og
legemlig sundhed, ikke alene for den enkelte, men for hele arbejderklas-
sen.12°
Denne side af sexualpolitikken tog A0 ikke op.
124

Program
Marie Nielsen har i 1928 skrevet en artikel om »Det sexuelle spørgsmål«.
Først .med denne artikel havde AO et teoretisk grundlag og et handlingspro-
gram for arbejdet.
Løsningen af det sexuelle problem, således som AO kaldte det, krævede:
l. undervisning i det sexuelle spørgsmål indføres som obligatorisk under-
visningsfag i skolen
2. der gives kursus for voksne i det sexuelle spørgsmål og i tilslutning til
disse kurser oprettes klinikker, hvor læger gratis står til disposition med
vejledning for kvinder angående forebyggende midler mod svangerskab
3. ændring af Straffeloven, således at fosterfordrivelse med kvindens billi-
gelse ikke betragtes som strafbar
4. at lovgivningsmagten ved lov åbner adgang for den besvangrede kvinde
til ved lægekyndig hjælp at befri sig for fosteret.'2'
Mod disse kravs gennemførelse rettede AO sin sexualpolitiske virksom-
hed.
AO tilsluttede sig kravet om »ñ-ivilligr moderskab«. Dette krav var blandt
andet rejst af Thit Jensen, som AO i de første år havde et nært samarbejde
med.'22
AO gik ind for »frivilligt moderskab« af to grunde. For det første fordi
kvinden som frit menneskeligt individ må have ret til at bestemme, om hun
vil være mor, hvornår og hvor ofte. For det andet fordi arbejderklassen er
underkastet sociale forhold, der ofte gør mange børn til en ulykke for hjem-
met. Samfundet har desuden undladt at sikre vilkår for arbejderkvinderne,
der giver et barn blot nogenlunde betryggende forhold at vokse op under.
For at begrænse bømefødsleme ud fra ovennævnte grunde skal de voksne
vejledes og undervises i brugen af forebyggende midler, men derudover må
også børnene have sexualvejledning i skolerne på et tidspunkt, hvor de
endnu ikke er kønsmodne, dvs. undervisningen skal gives i 13 års alderen.
AO sagde aldrig åbent, at den billigede førægteskabelige forbindelser,
men velvidende at disse fandt sted, måtte de unge også have en viden om,
hvordan uønsket graviditet kunne undgås. Undervisning i det sexuelle
spørgsmål af både børn og voksne og en grundig orientering om anvendelse
af de præventive midler, ville dog ikke under de givne sociale forhold for-
hindre alle tilfælde af »ikke-villet-moderskab«. Der måtte også være adgang
til lovlig afbrydelse af er svangerskab.
Straffeloven om fosterfordrivelse stammede fra 1866, og den skyldige
kunne idømmes hårde straffe, det gjaldt både den svangre og kvaksalveren.
Straffelovens paragraf 193 lød:
»Et frugtsommeligt fruentimmer, der forsætlig fordriver sit foster eller dræber det i »moders
liv« anses for strafarbejde indtil 8 år.
Samme straf er anvendelig på den, som med moderens samtykke i sådan hensigt anvender
midler på hende med den anførte virkning. Sker det uden hendes vidende og vilje anses
gerningsmanden med strafarbejde for 4 indtil 6 år og under særlig skærpende omstændigheder
på livstid.«'“
125

Det var denne straffelov, AO arbejdede for blev ændret, således at foster-
fordrivelse blev straffrit. hvor dette skete med kvindens vidende og sam-
tykke, og at kvinden kunne få fosteret fjernet under lægelig bistand.
Det var fra de arbejdende kvinder, at dette krav måtte komme, fordi
straffeloven var en klasselov, hvis bestemmelser kun ramte arbejderklas-
sen, for borgerskabets kvinder derimod var alle veje og midler til stede, hvis
de ikke ønskede at føde barnet.
Fosterfordrivelse betragtede AO ligesom Leunbach som et onde, men
dog for et mindre onde end det i mange tilfælde ville være at lade et barn
blive født. Først når samfundet beskyttede moderskabet på en sådan måde,
at ingen kvinde behøvede at frygte et barn, så ville nødvendigheden af og
trangen til fosterfordrivelse forsvinde. De gældende straffebestemmelser
hæmmede ikke fosterfordrivelseme. De foregik i det skjulte med farlige
midler og ved ukyndige hjælpere. En restriktiv lovgivning forhindrede ikke
kvaksalveri.
Arbejdsopgaver
Oprettelse af sexualklinik
AO°s arbejde med udbredelse af prævention indskrænkede sig indtil 1931 til
afholdelse af sexualoplysende møder og propaganderende artikleri bladet.
Dette arbejde betød i første omgang ikke, at læger over hele landet påtog
sig den opgave at vejlede kvinderne i brugen af forebyggende midler. AO
var nødt til at tage sagen i sin egen hånd.
Der var ifl. AO to muligheder. Enten kunne AO selv tage initiativ til at
oprette sexualklinikker, eller AOëmedlemmer kunne lade sig indvælge i sy-
gekassemes bestyrelser og herigennem arbejde for, at sygekasseme opret-
tede og drev sådanne klinikker.
I 1931 startede AO en diskussion i Arbejderkvindemes Oplysningsblad
om nødvendigheden af at oprette en sexualklinik eller et mødrehygiejnekon-
tor, som det også blev kaldt.124
AO definerede en sådan kliniks funktion og opgaver således:
»Et mødrehygiejnekontor skal give enhver spørgende kvinde af arbejderklassen al nødvendig
oplysning i sexuelle spørgsmål. Der er knyttet læger og sygeplejersker til et sådant rådgiv-
ningskontor, og oplysning og hjælp skal gives kvinder, når de henvender sig i sexuel nød og
beder om hjælp, det være sig angående kønssygdomme, egen hygiejne, spædbamspleje ogi
første række give kvinder, der ønsker det, undervisning om forebyggelse af svangerskab og i
brug afforebyggende midler, og hvor det er nødvendigt skajfe kvinderne disse forebyggende
midler gratis.«
'25
Dette kontor skulle have andre opgaver end at undervise i brugen af
forebyggende midler. Det skulle samtidig være et sted, hvor kvinderne
kunne komme med alle deres sexuelle problemer til læger og sygeplejersker.
Konsultationen måtte være gratis, men præventionen måtte kvinderne om
muligt selv betale. Diskussionen i bladet havde det formål, at mobilisere
AO's medlemmer omkring oprettelsen af en sexualklinik og propagandere
for nødvendigheden heraf blandt andre kvinder.
126

Samme formål havde en artikel i bladet om et mødrehygiejnekontor i
Skien i Norge. Dette kontor blev ledet af dr. Nic Hoel, som havde startet det
uden støtte fra sygekassen. Dog blev det støttet økonomisk af en række
mennesker. Erfaringerne herfra var, at der i høj grad var brug for vejledning
af kvinderne. Langt de fleste kom for at få prævention, men en del fordi de
var gravide og ønskede at få en abort. Disse blev imidlertid henvist til en
anden læge, da kontoret udelukkende var forebyggende. Næsten alle patien-
terne var gifte kvinder. For at få kontoret i gang havde det været nødvendigt
at reklamere med, at det kun var et rådgivningskontor for gifte kvinder af
hensyn til »stedets moral«. Men målet var, at det også blev for ugifte, så
snart forholdene tillod det.126
AO kunne således bygge på erfaringerne fra Norge, da det startede en
klinik i København i 1932 i samarbejde med Verdensligaen for Sexualre-
form'27 og Leunbach med konsultationer to gange ugentligt for ubemidlede
kvinder, som her gratis kunne få undervisning i svangerskabsforebyggel-
se'128
›
Efter et års virke så AO tilbage på sexualklinikkens arbejde og konstate-
rede, at alt for mange kvinder først kom, når de var blevet gravide og var
meget forbavsede over, at loven ikke tillod en læge at fjerne et ikke udviklet
foster.'29
Propagandaen for forebyggelse skulle intensiveres.
I AO”s blad blev kvindens stilling i Sovjetunionen brugt som forbillede for
de danske kvinder, især på det sexuelle område. Efter revolutionen havde
de sovjetiske kvinder fået adgang til fri abort, de kunne få sexualvejledning
og prævention, de havde barselshvile i 8 uger før og efter fødslen, de kunne
få deres børn passet i vuggestuer og børnehaver, i hvert fald i byerne.
I 1930 var en delegation af arbejderkvinder i Sovjetunionen bl. a. Inger
Gamburg og Marie Nielsen. Arbejderkvindemes Oplysningsblad bragte
flere og lange artikler fra Sovjetunionen om kvindens stilling, men også om
den igangværende femårsplan. AO udgav en pjece om besøget.13°
AO lagde den opfattelse frem, at den russiske kvinde var ligestillet med
manden, også med hensyn til retten til arbejde. Kvindens sexuelle stilling
var ligeledes blevet en anden. Den russiske kvinde var fri, og hun havde
opnået alle de rettigheder, som kvinder i Danmark endnu måtte kæmpe
for.131
Disse forhold gjaldt kun for de kvindelige industriarbejdere og afgjort ikke
for alle de sovjetiske kvinder, men de viste tendensen i Sovjetunionen. Det
var denne tendens AO brugte i sin propaganda for de samme rettigheder for
de danske kvinder.
Arbejdet i sygekasserne
Gennem sygekasserne havde AO ikke heldet med sig.
I sygekassen »Fremtiden« havde AO-medlemmer i flere år stillet forslag
om oprettelse af sexualklinikker, og i 1931 lykkedes det at få nedsat et
127

sexualrådgivningsudvalg med Margrete Mathiasen som formand.132 Endvi-
dere sad også 'Marie Nielsen og Leunbach i dette udvalg.133
Udvalget foretog en gennemgang af »Fremtidens« hospitalsindlæggelser
for 1929-30 for at se, hvor økonomisk belastende de mange indlæggelser
var, der fulgte efter kvaksalverindgreb eller var forårsaget af kvindernes
uvidenhed om deres egen organisme. Den udarbejdede statistik viste, at
16-17% af samtlige indlæggelser for kvinder skyldtes abort, livmoderblød-
ninger og underlivslidelser, mens f. eks. tuberkulose kun omfattede ca. 4%.
Udvalget afholdt desuden et offentligt møde med Nic Hoel.'34 _
På sygekassemes generalforsamling var det blevet vedtaget at oprette en
sexualrådgivningsklinik, men sagen blev trukket i langdrag i De samvir-
kende Sygekasser, og det endelige resultat blev, at de enkelte læger selv
skulle klare rådgivningen'”
Da AO kunne se, at sagen blev syltet, tog de derefter initiativ til at oprette
deres egen klinik.136
Også i Esbjerg fik AO oprettet en forebyggende klinik. AO afdelingen her
havde først kontaktet de lokale læger. Da disse ikke var interesseret i at
medvirke i opbygningen af en klinik, fik formanden Minna Rasmussen hos
Leunbach undervisning i opsætning af pessar.
AO billigede, at den lokale afdeling i Esbjerg praktiserede denne form for
sexualvejledning. Til dækning af omkostningerne måtte kvinderne betale et
vist beløb: 5 kr., hvis de selv eller deres mand havde arbejde, 21⁄2 kr. for
arbejdsløse. Desuden skulle der betales for pessaret. AO havde ikke øko-
nomiske midler til at gøre konsultation og prævention gratis, og da sygekas-
seme ikke ville støtte foretagend'et, måtte der gribes til denne udvej'37
Men A0 i Esbjerg fortsatte med at presse sygekassen, ligesom AO-med-
lemmer gjorde det andre steder, og det lykkedes på sygekassens generalfor-
samling i maj 1933 at vinde en afstemning, der pålagde bestyrelsen at ar-
bejde videre med sagen.138
Herefter hørte man ikke mere til bestyrelsens arbejde hermed.
AO's to klinikker var godt besøgt, men udfyldte naturligvis kun en lille del
af behovet for sexualvejledning. Kun hvis sygekasseme gjorde det til deres
opgave at sørge for, at alle de kvinder, der ønskede det, kunne få adgang til
forebyggende midler, kunne behovet blive dækket. AO så det som sin op-
gave at' medvirke hertil ved at dets medlemmer dannede »pressionsgrupper«
i sygekasseme.
Lovgivning 0m svangerskabsafbrydelse
AO erkendte, at det ikke alene kunne vinde kampen for kvindernes sexuelle
rettigheder og indledte derfor et samarbejde med »Verdensligaen for Sexual-
reform« og afd. 5 og afd. 8 i KAF. Dette samarbejde koncentrerede sig om
at påvirke regeringens arbejde med en ny straffelov vedrørende fosterfor-
drivelser og indførelse af obligatorisk undervisning i sexualvejledning i sko-
lerne. En delegation henvendte sig i 1929 til justitsministeren og undervis-
ningsministeren herom.'39
128

Over for justitsministeren henstillede delegationen:
1. at den ny straffelov ikke kom til at indeholde bestemmelser, der kunne
virke hindrende for kendskabet til forebyggende midler mod svangerskab
2. at afbrydelse af påbegyndt svangerskab blev gjort tilladeligt, når dette
skete i følge den svangre kvindes vilje og under betryggende former på
hospital eller klinik ved lægekyndig bistand.'40
Denne henstilling motiveredes med, at den nuværende straffelov ramte de
ubemidlede kvinder, fordi de ofte ikke havde de økonomiske og sociale
forhold, som kunne give et barn en tryg opvækst, og at de derfor var
nødsaget til at skaffe sig at' med fosteret. Desuden mente delegationen, at
befolkningen var moden til en ny lov, der tillod abort, at der var ved at
vokse en ny moral frem på det sexuelle område, hvilket de mange frifindel-
ser for fosterdrab ved nævningeafgørelser på trods af straffeloven var ud-
tryk for.
Over for undervisningsministeren opfordrede delegationen til, at under-
visning i det sexuelle spørgsmål blev gjort obligatorisk i skoleme.”'
AO havde en vis forhåbning til, at den socialdemokratisk/radikale rege-
ring ville være lydhør over for deres krav, men det blev gjort til skamme. I
1930 blev straffeloven vedtaget, uden at der var taget hensyn til arbejder-
kvindemes krav -
loven trådte dog først i kraft den 1. januar 1933.
Straffen for kvinden fastsattes til højst 1 års hæfte eller fængsel, og under
påvirkning af debatten og nævningefrikendelseme blev det også vedtaget, at
straffen under formildende omstændigheder kunne bortfalde. Kvaksalveren
(eller lægen) derimod, skulle straffes med indtil 4 års fængsel og under
skærpede omstændigheder med 8 år.
Straffebstemmelseme var noget mildere end de gamle, men straffen for
fosterfordrivelse var ikke bortfaldet, og den nye lov havde derfor efter AO's
mening alle den gamle Iovs dårligste følger:
»
Fødselstvang, død eller ødelagt helbred for tusinder af kvinder pga. kriminelle aborter, straf
for den læge, der vil yde den svangre kvinde h_iælp.«'42
A0 forklarede lovens karakter med, at straffelovsudvalget blev ledet af en
gammel højremand, Pürschel, og så hjalp det ikke så meget, at regeringen
hed Stauning.143
Men tilliden blegnede, da justitsminister Zahle stillede forslag om, at fo-
sterfordrivelses- og bamemordsager ikke skulle være nævningesager. Her-
imod protesterede AO's landsmøde i november 1930, fordi dette ville
ramme arbejderklassens kvinder hårdt, idet de havde haft fordel af, at så-
danne sager blev behandlet ved nævningeting. At det forblev sådan, måtte
arbejderkvindeme kræve, indtil paragraffen om straf for fosterfordrivelse
var bortfaldet'44
AO fortsatte sine protester mod straffen for fosterfordrivelse og udgav en
pjece om arbejderkvindemes krav til straffelov og retspleje.145
Det udfoldede efterhånden det meste af sin aktivitet omkring det sexual-
politiske arbejde.
129
gb

I 1932 støttede det som nævnt Leunbachs kandidatur tilvfolketingsvalget
og opfordrede iøvrigt i en artikel til at stemme på kommunistpartiet udeluk-
kende ud fra en sexualpolitisk synsvinkel. Det er overraskende, at begrun-
delsen for at stemme på DKP var, at det var det eneste parti, der uforbehol-
dent støttede AO”s sexuelle reformkrav.'“ DKP støttede rent faktisk også
AO”s øvrige aktiviteter. Men det siger noget om, hvilken form for arbejde
AO eller AO's ledelse efterhånden lagde vægt på i AO-regi.
AO udviklede sin sexualpolitik fra udelukkende at indeholde sexualop-
lysning til også at omfatte forsøg på at få ændret straffelovgivningen for
svangerskabsafbrydelse, således at abortindgreb blev legalt.
Forebyggelse af svangerskab og fri abort var de to områder, AO tog op.
De konkrete initiativer i forbindelse hermed rettede sig mod oprettelse af
sexualklinikker og henvendelser til regeringen om en ændret straffelov og
obligatorisk sexualundervisning i skolerne.
AO's arbejde med det sexualpolitiske område indtog en stadig mere frem-
trædende plads, efterhånden som AO's faglige arbejde fungerede i tilknyt-
ning til den revolutionære fagoppositionsbevægelse.
AO 1933-34 -
AO,s endelig
Reorganisering af AO
På AO”s bestyrelsesmøde ijanuar 1933 blev det fastslået, at det faglige
arbejde var ved at stagnere. AO havde således ikke været i stand til at
påtage sig de opgaver, som lockoutsituationen i foråret og den store arbejds-
løshed krævede'47
Derimod undlod bestyrelsen at gøre opmærksom på, at AO og afd. 5 i
forbindelse med sidste års overenskomst havde fungeret som et appendix til
RFO-gruppeme. De havde ikke formuleret sig selvstændigt, men hægtet sig
på den revolutionære fagoppositionelle bevægelse, og de havde opfordret
kvinderne til at gå sammen med mændene og danne faglige oppositions-
grupper på de enkelte bedrifter. De havde dermed gennem de sidste par år
medvirket til, at de kvindelige arbejdere organiserede sig uden for AO i
RFC-grupper og havde derved lagt bunden til, at AO blev frataget det
faglige arbejde.
Konklusionen på AO's faglige arbejde lå lige for: det faglige arbejde måtte
udskilles fra AO og arbejderkvindeme måtte danne RFO-grupper på de
enkelte bedrifter og i fagforeningerne. AO skulle så påtage sig den anden del
af dets virksomhed: kampen for de interesser, der er fælles for alle arbej-
derkvindeme.148 Det var bestyrelsens udspil til generalforsamlingen i A0 d.
12. januar.
Det systematiske forsøg på at amputere A0 ved at fratage det dets faglige
virksomhed er kommet fra DKP.'49 Det var DKP, der i disse år arbejde på
at danne en revolutionær fagopposition. AO er kommet på tværs af bestræ-
belserne på at inddrage kvinderne. AO var netop en selvstændig organisa-
130

tion, bestående af oppositionsgrupperi hele landet, men med den udvidelse
at det samtidig var en organisation, der forsøgte at behandle alle de spørgs-
mål, der var af almen interesse for arbejderkvindeme. AO havde en sådan
bredde i sit grundlag og arbejde, at RFC-bevægelsen ikke uden videre kunne
påtage sig AO's opgaver', det gælder først og fremmest sexualoplysningen.
Planerne om at reorganisere AO kom første gang offentligt frem i Arbej-
derbladet d. 10. januar under overskriften »Arbejderkvindemes Oplysnings-
forbund reorganiseres.« På dette tidspunkt var beslutning herom endnu ikke
taget af generalforsamlingen i A0. Arbejderbladet fremlægger nøjagtigt den
samme argumentation for det faglige arbejdes udskillelse som AO”s besty-
relse og fremfører som AO"s fremtidige opgaver:
»AO skal da befriet for det faglige arbejde, men beholdende sit vidtræk-
kende oplysningsprogram, lægge alle sine kræfter i for at få en del af de
opgaver løst, der venter på en revolutionær kvindeorganisation.«150
Her formuleres det explicit, at AO skal udføre en revolutionær kvinde-
organisations opgaver. Kommunistpartieme gik imod selvstændige
kvindeorganisationer, og nu støttede DKP altså en sådan eksistens. For-
mentlig gør partiet det ud fra yderst pragmatiske grunde: DKP har i høj
grad været med til at udvikle AO (omend ikke entydigt i starten) til en fag-
oppositionel forening for kvinderne i KAF, men også til en forening, der ud-
fører et stort oplysningsarbejde, især vedrørende det sexuelle spørgsmål
blandt arbejderkvindeme. Hvis DKP skulle have fulgt Kominterns linje,
skulle det med det samme have forsøgt at få nedlagt AO. Men AO's arbejde
havde imidlertid opnået en vis anerkendelse ikke mindst pga. deres initiati-
ver til ændret straffelovgivning for fosterdrab, til oprettelse af sexualklinik-
ker osv. AO's mangeartede oplysningsarbejde kunne DKP ikke opfordre til
skulle ophøre. Hertil ville det ikke få tilslutning.
l bestyrelsens indlæg bliver det understreget, at fratagelse af det faglige
arbejde ikke betyder, at programmet skal beskæres.
»Vort mål er som for at gå i spidsen for de arbejdende kvinders frigørelseskamp på alle
områder. Vort vigtigste krav bliver som før: lige løn for lige arbejde, plus kran' om den
/mrÅj'lrv/.vu (lor er nødvendig jbr (len arbejdende moder.« '5'
Desuden fremhæves kampen for sexuel oplysning og som et overordnet
aspekt: arbejdet for at indgyde kvinderne klassefølelse og klassemodstand.
Målet er det samme som før: kvindernes frigørelse, og det er samtidigt
klart, at kampen for sexuel oplysning vil komme til at indtage en stadig mere
fremtrædende plads'52
Bestyrelsen fik ingen problemer med at realisere disse reorganiserings-
planer. De blev enstemmigt vedtaget på generalforsamlingen. Marie Nielsen
blev valgt til formand. Inger Gamburg ønskede at fratræde, fordi hun ville
blive stærkt optaget af at være med ved dannelsen af de nye RFC-grupper.
Hun lod sig dog vælge til næstformand'53 -
Bestyrelsen håbede ikke, at reorganiseringen ville medføre, at de
AO-medlemmer, der nu overgik til RFC-grupper, ville opgive deres med-
lemsskab i A0, men at der tværtimod ville opstå et nært samarbejde mellem
131

de to organisationsformer. Samtidig præciserede bestyrelsen, at det fortsat
var AO, der skulle kæmpe for de mange fælles interesser, som arbejder-
kvindeme havde. Men den praktiske udmøntning af den faglige politik var
ikke længere AO's opgave.
Efter udskillelsen af det faglige arbejde var blevet besluttet, tog AO fat på
at reorganisere hele forbundet og på at få det stagnerede arbejde igang igen.
Den ændrede situation krævede et landsmøde, hvor AO's formål, pro-
gram og arbejdsopgaver skulle diskuteres. I august afholdt AO landsmøde,
hvor 9 ud af 13 afdelinger var repræsenteret.155
Her blev AO i overensstemmelse med generalforsamlingsbeslutningen fra
januar præsenteret som en organisation, der skulle arbejde for højnelse af
arbejderkvindemes kår og varetage deres interesser på alle samfundets om-
råder.
Som grundlag for organisationens arbejde opstilles følgende hovedpunk-
ter:
l. arbejderkvindemes politiske og økonomiske ligestilling
2. arbejderkvindemes sexuelle befrielse og beskyttelse for den arbejdende
kvindes moderskab
3. arbejderkvindemes befrielse fra husslaveriet
4. arbejderkvindemes kontrol med varepriseme og administrationen af den
sociale lovgivning
5. arbejderkvindemes bevidste deltagelse i kampen mod arbejdsløsheden,
fascismen og den imperialistiske krig
6. arbejderkvindemes bevidste deltagelse i forsvaret for arbejderstaten Sov-
jetunionen
7. gennemførelsen af en international kvindedag 8. marts som en virkelig
massedemonstration -
og organisering af forbindelse med andre landes
proletariske kvindeorganisationer.
Hele socialområdet blev fremhævet som AO's arbejdsfelt, og det blev
besluttet at nedsætte et socialt udvalg i alle afdelinger. Derudover skulle
arbejderkvindeme gå aktivt ind i kampen mod prisstigningeme, mod ar-
bejdsløsheden og den omsiggribende fascisme.”6
RFO i Kvindeligt Arbejderforbund
Straks efter udskillelsen af det faglige arbejde fra AO blev der dannet en
RFC-gruppe i afd. 5.'57 Den udgav sammen med de mandlige RFC-arbej-
dere i jern- og metalindustrien Hammer 0g Mejsel, som udkom indtil januar
1934. Herefter havde RFO i afd. 5 ikke noget organ, før RFO i KAF udgav
sit eget blad Kvindernes Kamp.
158
Hammer og Mejsel giver dog ikke nogen helt dækkende orientering om
RFO i afd. 5 , ej heller om bestræbelserne på at danne andre RFC-grupper i
KAF.
132

Som en del af RFC-bevægelsen havde RFO i KAF ikke noget selvstæn-
digt program, men den fremlagde, hvorfor netop også kvinderne måtte
danne RFC-grupper på arbejdspladserne. Det måtte de, fordi kvinderne var
en underbetalt, hårdt udbyttet arbejdskraft, som ikke skulle vente på, at de
faglige ledere ville forbedre kvindernes kår. De ignorerede arbejderkvinder-
nes krav og interesserede sig mere for at sikre arbejdskøbeme et godt udbyt-
te. RFC-bevægelsen måtte genindsætte de faglige organisationer i deres
rolle som varetagende arbejdernes interesser.”9
Denne argumentation for at opbygge en revolutionær opposition blandt
kvinderne ligger helt på linje med AO”S.
Men der er en forskel på RFO”s og A0”s politik. Forskellen består i, at
AO var aktiv på flere områder, hvorimod RFO holdt sig til det faglige
arbejde.
Det betyder ikke, at Kvindernes Kamp udelukkende indeholder artikler
med decideret fagligt stof. Der er desuden artikler om krigsfaren, fascismens
fremtrængen både i Tyskland og i Spanien, socialt stof om den utilstrække-
lige offentlige forsorg og enkelte artikler om sexualvejledning, bømebe-'
grænsning, svangerskabsafbrydelse,160 sundheden blandt børnene og mang-
len på vuggestuer. Men på trods af denne tilsyneladende alsidighed påtog
RFO sig ikke i nær samme grad det brede oplysningsarbejde, som AO
gjorde.
Hvor og hvor mange RFC-grupper, der var i KAF, foreligger der ingen
oplysninger om. Når RFO omtales sker det altid i forbindelse med afd. 5.
Afd. 55 kvinder var ligesom i A0 RFO”s bastion i KAF. Det udelukker
naturligvis ikke eksistensen af andre RFC-grupper. I løbet af RFC-perioden
mistede oppositionen to gange sit flertal i afd. 5's bestyrelse, første gang ved
forårsgeneralforsamlingen ,i 1933.
Som led i den socialdemokratiske offensiv mod RFO-gruppeme blev deri
begyndelsen af 1933 dannet en sociu[demokratisk klub i afd. 5 med det
formål at kæmpe mod » . ..
kapitalisme, diktatur og splittelse«.'°'
Formanden for den socialdemokratiske klub var Elna Syvertsen, som nu
aktivt bekæmpede den oppositionsdominerede ledelse i afd. 5. -
Hun havde
indtil for ganske nylig selv tilhørt oppositionen, og hun var stadigvæk næst-
formand i afdelingens bestyrelse.
Den socialdemokratiske klub udfoldede sin aktivitet omkring de halvårli-
ge generalforsamlinger, hvor den forsøgte at samle så mange som muligt
mod afd. 5's ledelse. Den havde heldet med sig i 1933, hvor det lykkedes at
fravriste RFO flertallet i afd. 5's bestyrelse.
I Arbejderkvindemes Oplysningsblad forklares dette skift ved, at der
blandt jemindustn'ens kvinder var 1400-1500 arbejdsløse, heraf en del af den
trofaste kerne, som nu var borte fra arbejdspladserne, og at mange af dem,
der var tilbage, var gamle arbejdere, som var Alvilda Andersens faste støt-
te. '62
Det har sikkert også spillet ind, at Elna Syvertsen, som har været med
i bestyrelsen siden 1926, nød en vis anseelse, også selv om hun forlod
oppositionen.163
133

Hos oppositionen var der en tendens til at fokusere på, at hun nu var
socialdemokrat og leder af den socialdemokratiske klub fremfor at se på,
hvad hun rent faktisk foretog sig.'64 Det samme kan man beskylde den
socialdemokratiske klub for med Elna Syvertsen i spidsen, dog med om-
vendt fortegn. Kommunistudskældningen havde her karakter af en åben
hetz.165
Allerede i oktober 1933 genvandt oppositionen sit flertal, men Elna
Syvertsen var stadig næstformand.166
På samme måde gik det i 1934. Oppositionen mistede bestyrelsesflertallet
om foråret og genvandt det om efteråret.
I de to perioder, hvor oppositionen ikke havde flertal, forblev Inger Gam-
burg dog formand. Herefter var oppositionens flertal stabilt, i 1935 fik oppo-
sitionen alle pladserne i bestyrelsen.167
RFC-perioden i KAF strakte sig over næsten 3 år.'6x Materialet hertil
indskrænker sig til afd. 5, men på trods af disse kildemæssige mangler kan
man konkludere, at RFO i KAF, her afd. 5, videreføne den faglige linje,
som AO havde efter 1930.
Den opfyldte ikke RFO's ideal om en kraftig basisorganisering på ar-
bejdspladserne, men fungerede i fagforeningsregi i afd. 5, hvor den med
undtagelse af to halvår havde flertal i bestyrelsen og fra 1935 besatte sam-
tlige pladser.
Den store opbakning, som RFO havde i afd. 5, viste sig ved nej til over-
enskomstforlængelser og valg af delegerede fra oppositionen på baggrund af
de forslag og krav, den stillede.
Den militante tradition fra AO 'blev videreført i RFO.
Siden 1926 havde jern- og metalindustriens kvinder støttet AO-oppositio-
nen, da det faglige oppositionsarbejde blev organiseret inden for RFO-
bevægelsen, støttede de RFO i afd. 5.
RFO i KAF, eller rettere i afd. 5 var i modsætning til mange RFC-grupper
ikke en lille gruppe bestående af kommunister uden kontakt til masserne.
Den forfaldt ikke til sekterisme. Den gjorde afd. 5 til en virkelig enhedsfront.
Det sexualpolitiske arbejde i A0
Det sexualpolitiske arbejde i denne periode koncentrerede sig om indsam-
ling af underskrifter mod straf for fosterfordrivelse og afholdelse af debat-
møder, ofte med forevisning af den sovjetiske film »Abort«.“'°
Den nye straffelov, som trådte i kraft den 1. jan. 1933, imødekom som
nævnt ikke AO”s krav til lovgivningsmagten om ret til svangerskabsafbry-
delse, ikke alene ud fra en medicinsk årsag, men også af sociale grunde.
En afstemning blandt lægerne viste, at der var overvejende flertal for at
være med til at gennemføre afbrydelse af svangerskabet ud fra en decideret
medicinsk indikation. Retten til svangerskabsafbrydelse ud fra denne ind-
ikation var nu lovfæstet, dvs. hvis en fødsel ville betyde ødelæggelse af
kvindens helbred og evt. død. Men med hensyn til anerkendelse af den
134

sociale indikation, dvs. hvor kvinden pga. økonomiske eller sociale forhold
ikke så sig i stand til at føde barnet, var meningeme delte blandt lægerne.
Arbejderkvindeme måtte i deres kamp og agitation give stødet til, at også
lægerne indså, at den sociale indikation måtte anerkendes som værende
nødvendig.
17”
DKP”s forslag til ny sexuallovgivning
Arbejderkvindemes forsøg på at skabe en debat lykkedes, men samtidig
blev de også kraftigt modarbejdet fra flere sider, f. eks. havde en gruppe
kristne kvinder indsamlet 173.000 underskrifter for bevarelse af straffen for
fosterfordrivelse'” De eneste, der helhjertet støttede arbejderkvinderne,
var DKP.
Som resultat af et samarbejde mellem A0, 3 læger og en DKP-folketings-
mand fremsatte DKPi 1934 et lovforslag om legalisering af svangerskabsaf-
brydelse.172 Forslaget indeholder obligatorisk sexualundervisning i skoler-
ne, oprettelse af sexualklinikker, legalisering af svangerskabsafbrydelse ved
lægehjælp, oprettelse af klinikker til svangerskabsafbrydelse, pligt for den
aborterende til at blive undervist i svangerskabsforebyggelse, ret til at føde
på et hospital og ret til at fordre bedøvelse under fødslen.173
DKP havde dog forkortet det oprindelige udkast, bl. a. hæftede Leunbach
sig ved, at det ikke fremgik tydeligt af forslaget, at fosterfordrivelse i sig selv
ikke var ønskelig, og at man i stedet for straffen må benytte andre forholds-
regler til at modvirke fosterfordrivelse, dvs. nødvendigheden af forebyg-
gelse burde have været mere fremhævet. Endvidere skulle forslaget også
have indeholdt en bestemmelse om, at prævention skulle under statskontrol,
således at man kunne sikre sig imod, at præventionen var for dyr, at den
ikke var virksom og at den var skadelig. På trods af disse mangler anbefa-
lede han dog varmt at støtte DKP"s forslag'74
AO støttede kraftigt DKP's forslag, som jo også var et resultat af dets
arbejde. Det gik i gang med at samle underskrifter ind mod straf for svanger-
skabsafbrydelse med det mål at få hele arbejderklassen bag kravet om fri
abort.175
DKP's forslag blev imidlertid aldrig optaget på folketingets dagsorden.
”6
DKP's forslag blev for Leunbach også anledning til at starte en sexualpo-
litisk debat med udgangspunkt i Wilhelm Reich. Leunbach mener,
» . . . at der i de krav, som lovforslaget fremsætter, ligger en god bunke revolutionært spræng-
stof, og at kravenes gennemførelse ville medføre konsekvenser, som endog mange klassebe-
vidste kommunister viger tilbage for, fordi også de, hvad det sexuelle angår -
er hildet i
mange af de samme fordomme som kirken og de kapitalistiske magthavere så klogt forstår at
udnytte. En gennemførelse af lovforslaget vil betyde:
I. den enkelte kvindes selvbestemmelsesret over forplantningen
2. en adskillelse af kønslivet og forplantningen
3. en fuld anerkendelse af menneskenes ret til at have et frit og sundt kønsliv«.”7
Adskillelse af sexualitet og forplantning ville efter Leunbachs mening be-
tyde en fare for familiens fortsatte eksistens og dermed en fare for kapita-
lismen, som forsøgte at holde arbejderklassen og specielt kvinderne nede i
135

uvidenhed om sexualitet og forplantning med medfølgende børnefødsler og
straf for de kvinder, der overtrådte straffeloven. Adskillelse af sexualitet og
forplantning åbnede for en anden familiestruktur, hvor kvinden havde let-
tere ved at frigøre sig for sin afhængighed af familien og den økonomiske
afhængighed af sin mand.
'
Han overvurderer imidlertid sexualitetens frigørende kraft i det kapitali-
stiske samfund og har en opfattelse af, at en sexuelt tilfredsstillet ungdom
ikke lader sig undertrykke og så derved bort fra de materielle betingelser for
en sådan sexuel frigørelse. Han går ovenikøbet ligesom Reich så langt som
til at påstå, at indskrænkningen af kønslivet kan føre lige over i fascismen.
Han mente, at den sexuelle indskrænkethed var hovedindholdet i den små-
borgerlige ideologi, og at den var en af hovedårsageme til fascismens frem-
march.178
Samtidig har han dog øje for den sexuelle bomerthed, som mange kom-
munister led af, hvilket resulterede i, at de var bange for, at arbejderne
skulle interessere sig så meget for deres kønsliv, at klassekampen afspore-
des.179
Hans opfattelse af, at sexualitet kunne være en revolutionær kraft, hvis
det sexuelle liv blev inddraget i klassekampen, vandt hverken genklang i A0
eller i DKP.
AO svarede med et citat fra Lenins samtale med Zetkin i 1920, hvor
essensen var, at sexualitet og ægteskab i de Freud-prægede teorier ikke blev
placeret som en del af det sociale spørgsmål, men at det sociale spørgsmål
blev betragtet som en del af og underordnet det sexuelle.IXO
Denne indirekte kritik af Leunbach udtrykker AO's opfattelse af, at han
er tilbøjelig til at se sexualitet løsrevet fra arbejderklassens kamp iøvrigt.
Han mente derimod, at AO-kvinderne var bange for, at arbejderne skulle
interessere sig for meget for deres kønsliv, således at interessen aflededes
fra klassekampen.
Han sagde videre:
»Specielt for arbejderkvindeme gælder det ikke at »udvide deres interesseområde udover det
huslige og sexuelle liv«, men om at drage det huslige og sexuelle liv med ind i den politiske
kamp. Det opnår man bl.a. ved at vise dem, at kun gennem kamp for det socialistiske
samfund kan de vente en virkelig forbedring af deres huslige og sexuelle liv. Meget vigtigt er
det også at befri dem for angsten for den sexuellefri/wd, som de samtidig ønsker og frygter.
Hvis det lykkes, kan den revolutionære bevægelse få tilført meget værdifulde kræfter fra de
hidtil upolitiske kredse både i proletariatet og i småborgerskabet.«
1*”
Det er karakteristisk for Leunbach, at han anser kampen på det huslige og
sexuelle område for at være klassekamp, hvorimod AO betragter sexualpoli-
tikken som et redskab, der kan fremme den egentlige klassekamp: kampen
på arbejdspladserne. AO”s sexualitetskamp er rent praktisk: ikke flere uøn-
skede graviditeter. For Leunbach drejer det sig også om et tilfredsstillet
sexualliv. Det er hans opfattelse, at kvinderne i stedet for at frygte sexuel
frihed skulle udnytte den. Herved ville de tilføre klassekampen et værdifuldt
aktiv.
136

Demonstration udenfor Vestre
Fængsel rilfol'ølvlfbr tIl'. Leun-
but/1
For en nutidig læser virker AO-kvinderne noget puritanske, og Leun-
bachs synspunkter på sexuallivets betydning vil lettere vinde genklang.
A0”s begrænsning er indlysende. Hvadenten de ikke tør sige det eller ikke
mener, at et tilfredsstillet sexualliv spiller nogen større rolle, så er det en
indsnævring af sexualitetspolitikken ikke at inddrage det. Men Leunbach
går efter min mening i den anden grøft. Han har en idealistisk opfattelse af
muligheden for sexuel frihed for kvinder -
i betragtning af den sexualnege-
rende pigeopdragelse, sexuel uvidenhed, angsten for graviditet (præventi-
onen var ikke 100% sikker), for ikke at tale om hvad dårlige boligforhold
betyder i denne forbindelse. Sexuel »frihed« er nøje forbundet med de
økonomiske forhold. Så længe kvinderne ikke er økonomisk uafhængige er
der heller ikke sexuel frihed. Sexuel frihed er for det første en umulighed
under kapitalismen, for det andet er frigørelse af sexualiteten kun et blandt
mange aspekter af klassekampen. Aldrig det vigtigste.
At mange AO-kvinder var angste for overhovedet at udtale sig om sexua-
litet løsrevet fra forplantningen, viser reaktionen på lægebrevkassen »Læ-
gen svarer« (lægen er Leunbach) i »Arbejderkvinden« i 1934.
Det var først og fremmest disse to spørgsmål og svar, der vakte forargel-
se:
137

Spørgsmål: »Hvor tit er samleje sundt? Skadeligt?
Svar: »Samleje er sundt så ofte man føler virkelig trang dertil. I reglen sker dette ret ofte i den
yngre alder, senere noget sjældnere, men dog stadig med nogenlunde regelmæssige mel-
lemrum. Hvis samlejet først kommer i stand efter længere kønslig pirring eller irritation og
uden egentlig trang til kønslig omgang efterfølges det oftest af en følelse af lede, og dette
bør undgås.«
Spørgsmål: »Er det skadeligt, når manden bruger kondomer?«
Svar: »Nej, kun for så vidt som det kan nedsætte nydelsen og derfor tilfredsstillelsen ved
samlet.«“32
Nogle af bladets sælgere var ikke glade for at sælge et blad med et »umo-
ralsk« indhold. Leunbach tog afstand fra ikke at bringe sådanne spørgsmål
(han har muligvis selv lavet dem!) og svar i bladet, fordi disse spørgsmål har
kvindernes interesse:
»Kun her i bladet har de under de nuværende forhold mulighetlfor at få dem besvarede.
Disse spørgsmål spiller en stor rolle i fortrolige samtaler kvinder og kvinder imellem -
og der
er afstørsre betydningfor kvinders sundhed, livsglæde og livslykke, at defuldt ud er inde ixå
fundamentale spørgsmål, der har stor betydning i hver enkelts kærlighedsliv.«'“
Men modviljen mod brevkassen har åbenbart været for kraftig, for den
udgik af bladet uden kommentar fra redaktionens side.
AO kunne ikke acceptere, at Leunbach inddrog sexuel tilfredsstillelse i
sexualitetskampen. Men AO undgik behændigt at tage offentlig stilling til,
om et tilfredsstillet sexualliv kunne være af betydning for arbejderklassens
kampevne.
Svangerskabskommissionens arbejde og regeringens forslag
I 1932 havde regeringen nedsat en kommission, der skulle behandle, hvor-
dan man kunne komme kvaksalveriet til livs, eller hvordan dets virkninger
kunne begrænses.
Kommissionen fremkom i 1936 med et forslag, som tilfredsstillede i hvert
fald kravet om, at den sociale indikation blev anerkendt som gyldig grund til
at få foretaget svangerskabsafbrydelse.
Dette er imidlertid ikke med i regeringens forslag. Her accepteres kun den
allerede i forvejen lovfæstede medicinske indikation. Lovforslaget indehol-
der heller ikke forslag til en forbedring af forsorgen for mor og bam.'“4
Efter AO,s forsvinden i 1934 var DKP, afd. 5 og enkelte læger, bl.a.
Leunbach, de eneste, der fulgte A0”s arbejde op. DKP gennem sit folke-
tingsarbejde og propaganda gennem Arbejderbladet, afd. 5 i mindre grad -
gennem henvendelser til regeringen,185 lægerne gennem abortindgreb på
trods af loven.
DKP gik hårdt i rette med regeringens forslag, fordi tvangen til at føde
børn for mange arbejderkvinder betød enorme økonomiske og sociale van-
skeligheder: risiko for afskedigelse pga. graviditet og fødsel, en mund mere
at mætte, pladsmangel, dårlige boligforhold og vanskelighed ved at få barnet
passet.
Overalt i landet var der mangel på vuggestuer og børnehaver; Aksel Lar-
sen angiver, at der i København var 15 vuggestuer med plads til 475 børn, i
138

provinsen 13 med i alt 200 pladser. For børnehaver var tallet noget højere: i
København og provinsen blev henholdsvis 5046 og 3766 børn passet.186
Ændring af svangerskabslovgivningen i Sovjetunionen
Som alibi for regeringens forslag brugte justitsminister Steincke ændringen
af den sovjetiske lovgivning i 1936 om svangerskabsafbrydelse, idet det ikke
længere var tilladt at få abort ud fra den sociale indikation, kun ud fra den
medicinske.187
Ændringen af denne lovgivning affødte en større debat i Arbejderbladet.
Det var først og fremmest Marie Nielsen, der tog til orde mod, at kvinden
ikke længere frit kunne bestemme, om hun ville have børn eller ej. Hun ville
dermed blive frataget den sexuelle frihed, som loven af 1920, hvor fri abort
blev tilladt, gav hende. Desuden ville hendes arbejde uden for hjemmet blive
vanskeliggjort.
Begrundelsen for lovens indførelse var den, at de økonomiske og sociale
betingelser nu var til stede for, at alle kvinder kunne få børn under betryg-
gende forhold, og at samfundet kunne sikre dem en ordentlig opvækst'88
Marie Nielsen troede imidlertid ikke på denne begrundelse, men mente, at
årsagen var den, at Sovjetregeringen ønskede en befolkningstilvækst, hvil-
ket hun udledte af, at der nu skulle gives præmier for en stor bømeflok.189
Dette var udtryk for et ønske om befolkningstilvækst, men Sovjetregerin-
gen og dermed det kommunistiske parti argumenterede ikke for, hvorfor den
mente, at en befolkningstilvækst var nødvendig, men greb til en administra-
tiv løsning på problemet, et forbud mod fri abort. Desuden er der også grund
til at tvivle på, at de økonomiske betingelser på daværende tidspunkt var til
stede for, at bømefødsler ikke ville hindre kvindernes aktivitet uden for
hjemmet.
Denne lov betød et tilbageskridt for kvindernes frigørelse i Sovjetunionen
eller med Marie Nielsens 0rd:
»Socialisme er for mig og tusinder af andre ikke alene et skifte af økonomiske systemer, den
danner også grundlaget for en højere, friere udvikling, og i denne kan kvindens sexuelle
frigørelse og hendes ligestilling med manden i alle samfundets områder ikke mangle.«'90
I AO's kamp for sexualoplysning blandt arbejderkvindeme for præven-
tion og ret til fri abort havde Sovjetunionen været det store forbillede. Efter
AO's forsvinden videreførte især DKP dets arbejde, også efter at den ny
svangerskabslovgivning var vedtaget i Sovjetunionen. Men forbudet mod fri
abort i Sovjetunionen gav ikke længere agitationen det moralske rygstød,
eksemplet blev tværtimod brugt imod DKP, som iøvrigt forsvarede forbudet
uforbeholdent. '91
AO's sexualpolitiske arbejde koncentrerede sig om, hvordan man undgik
at få uønskede børn, derimod tog de så godt som ikke den side op: hvordan
får de børn, der bliver født de bedst mulige opvækstvilkår. Det beskæftigede
sig f. eks. ikke med et i denne forbindelse så centralt problem som dæknin-
gen af børnehaver og vuggestuer.
139

AO opnåede ikke de store konkrete resultater med sit arbejde. Det gælder
først og fremmest på lovgivningsarbejdet. Men det formåede i høj grad at
bidrage til den sexualpolitiske debat.
AO efter reorganiseringen
Et år efter reorganiseringens ikrafttræden gjorde AO status over de'resulta-
ter, der var opnået.
I Arbejderkvinden fremkom den version, der var beregnet på medlem-
merne. Både i de gamle og i de nye afdelinger er aktiviteten stigende. Men
alligevel lader det meget tilbage at ønske.
Den underskriftsindsamling, som A0 havde iværksat for afskaffelse af
straffen for fosterfordrivelse, havde ikke givet det opstillede mål: 25.000
underskrifter; der manglede endnu 10.000. Der har været gennemført en
mødekampagne mod prisstigningeme og mod destruktion af kød, og denne
kampagne er der nogenlunde tilfredshed med; det samme gælder de sociale
udvalgs virksomhed i form af møder og protester.
Men de store resultater er der ikke nået. AO mener dog, at den forholds-
vis faste organisationsform giver håb om, at AO i 1934 vil rykke nærmere
målet: at organisere de store masser af proletariske kvinder og virkeliggøre
programmet fra landsmødet i august.192
Marie Nielsen maler situationen mere sort over for DKP'S sekretariat i en
rapport hertil i februar 1934.
Det fremgår, at Marie Nielsen i 1933 af partiet havde fået som opgave at
puste nyt liv i det hendøende foretagende. Samtidig havde DKP blandt de
kommunistiske kvinder propaganderet for at gå ind i A0. Såvel Marie Niel-
sen som DKP have været enige om,
»... at AO skulle være et opsamlingsbækken, hvorigennem arbejderkvindeme lededes til
politisk forståelse, og hvorfra de efterhånden kunne overgå til RFO og KP«.'93
Allerede her er det klart, at AO ikke tillægges nogen egen betydning, men
at det skal fungere som et redskab for RFO og DKP. Marie Nielsen ledede
arbejdet med at ruske op i de passive afdelinger, og det lykkedes at skabe ret
stor aktivitet, især omkring mødekampagnen mod prisstigningeme.
Bladets oplag og sidetal er blevet forøget. Men vinterens arbejde har dog
på ingen måde været tilfredsstillende, og i hvert fald er arbejdet i Køben-
havn påny stagneret.
Marie Nielsen giver DKP skylden herfor. Hun påstår, at den anskuelse
har fæstnet sig hos de kommunistiske kvinder, at arbejdet i A0 ikke er
kommunistisk. Disse kvinder helliger sig derfor arbejdet i de kommunistiske
gade- og bedriftsceller eller arbejder andre steder.
Den opfattelse, at AO ikke har nogen eksistensberettigelse, og at arbejdet
er spild af tid, har bredt sig til de ikke-kommunistiske kvinder.
Marie Nielsen indrømmer, at DKP's ledelse ikke har udstedt en parole
om at gå ud af AO, men den modarbejder AO”s virke og skaber usikkerhed
140

blandt kvinderne om, hvilke opgaver AO skal påtage sig. F. eks. har DKP,s
ledelse givet Marie Nielsen besked om, at AO ikke må tage de sociale
opgaver op, som DKP vil beskæftige sig med, det gælder bl. a. forsorgen af
de gamle. DKP har også kritiseret A0 for at have brudt ind på et forbudt
område, da det skrev artikler om det mangeårige bestyrelsesmedlems Elna
Syvertsens »overløberi« til socialdemokratiet. Desuden har det sexualpoli-
tiske arbejde fået et vist odiøst skær indenfor partiet:
»Stemningen karakteriseres bedst ved udtalelsen: I har fået det sexuelle spørgsmål på hjerv
nen.«'94
'
Marie Nielsen mener tværtimod, at AO-kvindeme har gjort alt for lidt, og'
at det efterhånden er blevet sådan, at ingen i København tør vove sig ud i
arbejdet for det sexuelle spørgsmål af frygt for slige beskyldninger.
Ydermere er AO's arbejde vanskeliggjort ved, at AO sammen med de
andre revolutionære organisationer er blevet sat på den sorte liste af social-
demokratiet. Borgerlige kvindeorganisationer vil ikke længere samarbejde
med det, ligesom det ikke kan leje lokaler i Folkets Hus.195
Marie Nielsen mener med andre ord, at DKP bærer hovedskylden for den
stilstand, den usikkerhed, der herskede i A0 og blandt de kommunistiske
kvinder.
Efter Marie Nielsens opfattelse skulle intet arbejdsområde, hvor arbej-
derkvindeme har interesser at varetage, være lukket for AO. Men DKP vil
bestemme, hvilke opgaver AO skal tage op, således at de ikke kolliderer
med DKP”s. Herved sætter DKP i realiteten spørgsmålstegn ved AO's eksi-
stensberettigelse som selvstændig organisation.
Men Marie Nielsen havde selv billiget, at AO skulle være et »opsamlings-
bækken« for RFO og DKP og accepterede dermed indirekte, at det skulle
være et overgangsfænomen for kvinderne, indtil de havde opnået politisk
bevidsthed.
Et sådant (uofficielt) formål fører uvægerligt til en negligering af kvinder-
nes selvstændige kamp. Det var også, hvad der skete med AO”s omdannelse
til Kvindernes Samvirke.
Fra A0 til Kvindernes Samvirke
I september 1934 er der atter landsmøde. Nu er vurderingen af situationen
mere positiv end for et halvt år siden: Der er kommet et godt organisatorisk
greb om arbejdet på landsplan; de fleste afdelinger arbejder godt, dog er 3
gået ind. Det er to gange lykkedes at gennemføre landskampagner, hvilket
ikke er sket før: den første mod prisstigninger og ødelæggelser af fødevarer,
den anden den internationale kvindedag, 8. marts. Begge gange deltog de
fleste afdelinger.
Propagandaen på det sexuelle område er også ført over hele landet, men
spredt. Arbejdet har bestået i filmaftener, og der er samlet underskrifter ind
mod straf for fosterfordrivelse; men en klar målbevidst propaganda for at
samle og oplyse masserne om de krav, som AO stiller til regering og rigsdag,
141

har der ikke været tale om. AO's ledelse konkluderer på denne baggrund, at
AO må udvide sit arbejdsområde, således at det når ud til en større kreds af
arbejdende kvinder, end det hidtil har gjort.196
AO's formål og program ændres i overensstemmelse hermed.
Under overskriften »Arbejderkvindeme udvider deres aktionsområde«
meddeles det i Arbejderbladet, at Arbejderkvindemes Oplysningsforbund
har ændret navn til »Kvindernes Samvirke«.
Som begrundelse for omlægningen angiver Arbejderbladet den ringe op-
slutning omkring AO”s samlede politik. Arbejdet med at sprede sexualop-
lysning blandt arbejderkvinder havde i de sidste år stået i første række, men
det var ikke lykkedes at drage de kvinder, man herigennem havde fået i tale,
med ind i interessen for de øvrige politiske og økonomiske forhold som
berører kvinderne.
Især havde AO ikke formået at henvende sig til kvinderne på en sådan
måde, at de blev mobiliseret til kamp mod den økonomiske krise og fascis-
mens fremtrængen.
»For disse formål var de rammer, som var lagt for AO ikke vide nok, og landsmødet den 30.
september besluttede at skabe en bredere basis for optagelsen af kvindernes krav, som de
rejste sig i dag under den nuværende politiske situation og ændrede navn, programudform-
ning og love derefter.«l97
Ændringen af AO's formål og opgaver må ses i nøje forbindelse med
bestræbelserne på at danne antifascistiske enhedsfronter.
Kvindernes Samvirke er et forsøg på at lave en bred front, der skal samle
kvinderne til kamp mod krisen og fascismen. DKP har her en opfattelse af,
at kvinderne i denne kamp udgør et stort potentiale, og at kvinderne er
særlig motiveret for at kæmpe for freden.
AO havde i DKP”s øjne ingen eksistensberettigelse, og det lykkedes også
for DKP at fratage AO de opgaver, som gjorde, at den havde nogen eksi-
stensberettigelse som selvstændig kvindeorganisation. Først i 1933, da det
faglige arbejde overgik til RFO, hvorefter DKP ikke havde nogen linje for,
hvordan en kvindeorganisation skulle arbejde og med hvilke opgaver. Og
sidst i 1934, da AO i realiteten blev omdannet til en antifascistisk front.
Tilsyneladende var der en forholdsvis god aktivitet i A0 før det sidste
landsmøde, men der har ikke været basis for at fortsætte arbejdet inden for
rammerne af Kvindernes Samvirke. Bladet udkom ikke efter landsmødet,
og i Arbejderbladet er der ingen annoncering af møder eller andre former for
aktiviteter. Den eneste omtale er en annonce, der meddeler, at Kvindernes
Samvirke er fraflyttet sin adresse og nu har en foreløbig (privat) adresse.198
Kvindernes Samvirke videreførte ikke AO,s arbejde. Det udførte heller
ikke en antifascistisk fronts opgaver.
Det var en papirorganisation.
142

Sammenfatning
Oppositionen inden for KAF antog to hovedformer:
1) AO, som dels var en faglig opposition og dels en organisation, som
påtog sig alle de opgaver, der var fælles for arbejderklassens kvinder og
2) RFC-gruppen, som efter reorganiseringen af AO i 1933 udgjorde den
faglige opposition i KAF.
AO rettede i de første år sin virksomhed mod at vinde forståelse for
ligelønsprincippets gennemførelse, ikke kun af hensyn til kvinderne, men til
gavn for hele arbejderklassen. Denne kamp for lige løn blev ført på KAF's
kongresser. Omkring kongresseme og i forbindelse med overenskomsteme
udfoldede A'O sin største aktivitet.
På kongressen gjaldt det foruden ligelønsprincippets optagelse i formåls-
paragraffen -
kampen for at sikre medlemmernes udvidede rettigheder i
forhold til hovedbestyrelsen og få hovedbestyrelsen udskiftet.
Op til overenskomstforhandlingeme propaganderede AO for at opsige
overenskomsteme og fremsætte lønkrav, der begrundedes ud fra de stigende
priser og kapitalens profrtter. Såvel på kongresseme som op til overens-
komsteme blev KAF's ledelses velvillige indstilling til løntilbageholdenhed
og overenskomstforlængelser under hensyntagen til de dårlige økonomiske
tider skarpt kritiseret.
Samtidig er det symptomatisk for AO, at socialdemokratiet var genstand
for en vis tillid, især når det var regeringsparti. Efter strejken i afd. 5 i 1930
skiftede AO imidlertid holdning til socialdemokratiet. Strejken var på mange
måder et opgør med den tidligere faglige linje. Den betød en ændret opfat-
telse af kampens retning: den faglige oppositionskamp måtte føres mod
regering, kapital og fagforeningsbureaukrati. Samtidig gav strejken nye erfa-
ringer om organisering af en arbejdskamp og om udvidelse og politisering af
kravene, hvilket for de efterfølgende års faglige oppositionsarbejde betød et
forsøg på at sætte dagskravene ind i en politisk sammenhæng, og konkret i
A0 endvidere at udvide lønkravene med kvindespecifikke krav.
Baggrunden for dette skift var Komintems 6. verdenskongres og kommu-
nistpartiemes ændrede holdning til socialdemokratiet og indførelsen af prin-
cipperne om enhedsfront udelukkende »fra neden«.
Også for organiseringen af det faglige arbejde fik den ændrede holdning til
socialdemokratiet afgørende konsekvenser.
Der skulle nu tages initiativ til oprettelse af revolutionære fagoppositions-
grupper.
Dette arbejde påbegyndte DKP omkring årsskiftet 1930-31. AO og afd. 5
sluttede op om denne politik og opfordrede kvinderne til at gå sammen med
mændene og danne faglige oppositionsgrupper på de enkelte arbejdspladser.
I praksis forsvandt det faglige arbejde efterhånden fra AO og fandt sted i
RFO-regi.
Den endelige og formelle udskillelse af den faglige politik fra AO var
derfor en naturlig konsekvens af disse bevidste bestræbelser fra AO-ledel-
143

sens og DKP,s side på at styrke RFC-bevægelsen. Tilbage af AO's formål
var nu funktionen som varetagende arbejderklassens kvinders fælles inte-
resser.
Hidtil havde dette arbejde fortrinsvis bestået i sexualoplysning. Det kon-
centrerede sig om udbredelse af prævention og om legalisering af svanger-
skabsafbrydelse. De konkrete initiativer bestod i en omfattende mødevirk-
somhed med oplysende foredrag og frlmforevisning, oprettelse af sexualkli-
nikker og henvendelse til regeringen om en ændret straffelov og indførelse af
obligatorisk sexualundervisning.
Dette store sexualoplysende arbejde, som AO havde udført med stigende
vægt, efterhånden som det faglige arbejde foregik uden for AO, blev videre-
ført efter reorganiseringen, ligesom hele det sociale område i bred forstand
blev taget op.
Beskæftigelsen med sexualpolitik fik dog efterhånden et ret odiøst skær,
og fra DKP's side blev der sat spørgsmålstegn ved Aois eksistensberetti-
gelse overhovedet.
DKP stod her i et dilemma. I teorien støttede det ikke en selvstændig
kvindeorganisation, men i praksis havde det gjort det. Imidlertid var den
faglige politik for DKP det vigtigste i AO”s arbejde, og da den -
således som
DKP også selv havde arbejdet for -
overgik til RFO, måtte konsekvensen
være enten at nedlægge AO eller omdefrnere dets opgaver.
Dannelsen af Kvindernes Samvirke, som nærmest var en antifascistisk
front, var resultatet af dette modsigelsesfyldte forhold til AO og dermed
også afslutningen på en selvstændig kvindeorganisations eksistens.
Organiseringen af arbejderkvindeme måtte herefter ledes ind i de faglige
organisationer, i RFO og Oktoberbevægelsen og i DKP. Kvindernes Sam-
virke kan man i denne forbindelse helt se bort fra, da den ikke havde nogen
form for aktivitet.
RFO i KAF gjorde sig gældende i afd. 5. AO's faglige arbejde, således
som det udviklede sig umiddelbart efter strejken blandt kvinderne i jern- og
metalindustrien, blev ført videre af RFO i KAF eller rettere i afd. 5.
Afd. 5 havde været A0*s faste støtte og havde ført foreningens samlede
politik ud i livet. På samme måde som AO henvendte RFC-gruppen sig til
socialdemokrater, kommunister og partiløse og opnåede disses støtte. RFO
politikken i afd. 5”s udformning havde i modsætning til den samlede RFO-
bevægelse stor opbakning. Oppositionen havde flertallet i afd. 5's bestyrel-
se, med undtagelse af to halvår i 1933 og 34. I 1935 besatte den samtlige
bestyrelsespladser.
RFO i afd. 5 formåede således at skabe en virkelig bred og omfattende
faglig opposition modsat resten af RFC-bevægelsen.
A098 og den revolutionære fagoppositions forsvinden i KAF er afslutnin-
gen på en periode, hvor de revolutionære i Danmark beskæftigede sig med
spørgsmålet om organisationsformer for arbejderkvindemes kamp for soc'i-
alisme og kvindernes frigørelse. Først i 70,eme skulle denne diskussion atter
blive taget op.
144

Noter
ANN-
OU!
10
11
12
13
14
15
16
17
18
19
20
21
22
23
24
25
26
27
28
29
30
31
32
Kv. 0. nr. 3, maj 1926, »Et års arbejde«.
Kv. 0. nr. 2, marts 1927, »Kvindernes frigørelseskamp«.
Medlemstallet siger dog ikke direkte noget om A0's indflydelse, idet man selvfølgelig ikke
behøvede at være medlem af AO for at støtte dens politik. For det store flertal af kvinder
med børn må det have været meget vanskeligt at have et 8-timers job (måske skifteholds-
arbejde), passe hjem og børn, være aktiv i fagforeningen og gå til medlemsmøderi AO. Det
krævede-en ret høj bevidsthed af den enkelte kvinde, men også af hendes mand.
Kv. 0. nr. 5, aug. 1928.
Ar. kv. 0. nr. 7, okt. 1930, »Landskonference i A0« -
AO skiftede her navn til Arbejderk-
vindemes Oplysningsforbund efter at være blevet landsdækkende, men :forening bliver
dog også stadigvæk brugt.
Ar. kv. 0. nr. 3, marts 1933, hvor der bringes en liste over afdelingerne og adresseme på
dem.
Marie Nielsens brev til DKP's sekretariat 2. febr. 1934 (kopi), her er der ingen opgørelse
over medlemstallet.
Marie Nielsens brev til DKP's sekretariat 2. febr. 1934.
Ar. kv. 0. nr. 7,'0kt. 1930, »Landskonference i A0«.
Det kan selvfølgelig ikke udelukkes, at AO har afholdt offentlige møder, som ikke har
været annonceret i bladet, i betragtning af, at der kunne være et par måneder mellem
numrene. Medlemmerne kan f. eks. have uddelt løbesedler herom. A0 havde besluttet at
annoncere møder gennem A., men herigennem bliver listen ikke forøget.
Tallet er nok for lavt, idet numrene frajuni 1933 og året ud ikke har kunnet fremskaffes. -
A. udkom regelmæssigt i efteråret 1933 og giver iøvrigt ikke yderligere oplysninger.
Kv. 0. nr. 1, aug. 1925, »Hvorforjeg blev medlem af Arbejderkvindemes Oplysningsfor-
ening« -
Alle citater er oms/(røver til moderne relskriirning.
Kv. 0. nr. 2, okt. 1925, »Ligeløn«.
ibid.
Kv. 0. nr. 1, aug. 1925, »Hvorfor jeg blev medlem af. . .«
Kv. 0. nr. 2, marts 1927.
ibid.
ibid.
Dette kan man se i dag, hvor den form for lige løn, som AO kæmpede for, er en realitet.
Men mænd og kvinder har ikke det samme arbejde, og der er stadigvæk stor forskel på
kvinde- og mandslønninger i industrien.
Kv. 0. nr. 2, marts 1927, »Kvindernes frigørelseskamp«.
Ar. kv. 0. nr. 5, juni 1930, »Arbejderkvindemes Oplysningsforening«.
ibid.
ibid.
Årbogfor Arbejderbevægelsens historie nr. 5, Morten Things biografi, 5. 8-33.
Man'e Nielsens arkiv -
fragment af en indberetning fra det faglige udvalg til partiledelsen.
Ud fra Sammenhængenfremgår det, at det udaterede brev er fra 1925.
4
Kai Moltke nævner i sit brev til undertegnede, at Marie Nielsen tog initiativ hertil. -
Gmnden til, at det kan være svært helt at trænge ned i partiets stillingtagen, er foruden det
begrænsede materiale, at DKP ikke var noget homogent parti, men var bestandig præget af
indre splid og fraktionsdannelser, således at enkelte medlemmer og partiledelsen ikke
nødvendigvis havde sammenfaldende synspunkter udadtil. Først efterfraktionskampenes
afslutning i 1931 var DKP et sådant ensartet parti.
A. 28. aug. 1925, »Kvindernes Oplysningsblad«.
Faglig Kamp, nr. 1, jan. 1928.
ibid., »Fagklubbemes Samvirke«.
Faglig kamp, nr. 2, febr. 1928, »Faglig pessimisme og politiske forhåbninger«.
145

33
34
35
36
37
38
39
40
41
42
43
44
45
46
47
48
49
50
51
52
53
54
55
56
57
58
59
60
61
62
63
64
65
66
67
68
69
Brev til DKP's forretningsudvalg 2. juli 1927, kopi.
Denne linje var godkendt af Komintem -
Partiarbejderen, nr. 1, juli 1928, »Et stærkt
parti«.
Partiarbejderen eret internt medlemsorgan, som indeholder referat af centralkomi-
teens møder og beslutninger, indlæg fra ledelse og menige medlemmer og endelig rent
praktiske og organisatoriske spørgsmål. Ud fra Paniarbejderen er det imidlertid vanske-
ligt at se, hvad modsætningeme helt præcist består i.
Partiarbejderen, nr. 4, dec. 1928, »Kampen mod højrefaren«.
Partiarbejderen, nr. 5, jan. 1929, »Eksklusion«. -
Kv. 0. nr. 1, jan. 1927, »Jemindustriens kvinder godkender oppositionens faglige program
og vælger ny ledelse«.
Medlemsblad for KAF, nr. 52, juli 1929, »KAF's 11. kongres«.
Formand for afd. 3: Bodil Thomsen og formand for afd. 8: Laura Foss Andersen,
næstformand: Marie Larsen, også AO-medlem -
Kv. 0. nr. 2, marts 1929, »Arbejderkvin-
der rejser krav om sexualreformer«.
Det var især afdelingsformændenes lederskab i afd. 1 og afd. 7, der kritiseredes ud fra
konkrete sager. F. eks. har afd. 7”s formand, Johanne Jensen sørget for, at et bladbud, der
havde opponeret ifagforeningssager, blev ekskluderet af fagforeningen og derefter afske-
diget fra sit arbejde, idet JJ havde anmodet Bladkompagniets direktør herom. A0 samlede
penge ind til den afskedigede og hjalp hende at føre en retssag mod fagforeningsledelsen.
Denne vandt hun. -
Kv. o. 3. årg. 1927.
KV. 0. nr. 1, jan. 1929, »Arbejderkvindemes Oplysningsforening 1928«.
jvf. afsnittet om medlemstal, afdelinger og mødevirksomhed, s. 98.
Statistisk Tabelværk, Erhvervstællingen 1925, tabel V.
Ar. kv. 0. nr. 2, marts 1930, »To fronter i overenskomstsituationen«.
Inger Gamburg var åbenbart blevet medlem af DKPi 1928 eller 1929. I en artikel om IG i
Faglig Kamp nr. 6,juni 1928, fremgår det, at hun ikke er medlem afnoget parti: hun er altså
blevet medlem herefter.
Ar. kv. 0. nr. 3, april 1930, »Kampsituationen«.
Beretning for DsF's virksomhed 1. jan. til 31. dec. 1930, s. 5-6.
Medlemsblad for KAF, ekstranr. juni 1930, s. 26.
A. 21. marts 1930, »3.000 kvinder i kamp«.
Beretning for DsF's 1930, s. 5-6.
Ar. kv. 0. nr. 3, april 1930, »Opråb til den danske arbejderklasse«.
ibid.
Medlemsblad for KAF, nr. 55, maj 1930, »Overenskomstsituationen«.
ibid. -
AO havde optil overenskomsten fremsat krav om 6 ugers barselshvile før og efter
fødselen og forbud mod opsigelse af en svanger kvinde.
Ar. kv. 0. nr. 3, april 1930, »Opråb til den danske arbejderklasse«.
Beretning for DsF's virksomhed. ..
1930, s. 6.
Medlemsblad nr. 55, maj 1930, »Overenskomstsituationen«.
ibid.
Medlemsblad ekstranr. juni 1930, s. 26.
Ar. kv. 0. nr. 4, maj 1930, »Jemindustriens kvinders kamp«.
Medlemsblad for KAF, nr. 55 1930, »Overenskomstsituationen«.
A. 18. april 1930, »Kvindestrejken sluttet«.
Medlemsblad for KAF, nr. 55 1930, »Overenskomstsituationen«.
Ar. kv. 0. nr. 4, maj 1930, »Jemindustriens kvinders kamp«.
A. 21. marts 1930, »3.000 kvinderi kamp«.
Kai Moltkes brev til undertegnede, dateret d. 5. juni 1975.
Strassburgteseme fra »Om strejker«, s. 17.
Bønneløkke, s. 129. -
Iflg. Kai Moltkes og Lauritz Rasmussens beretninger sluttede de
nyvalgte centralkomitémedlemmer sig til gruppen omkring Kai Moltke, som havde et lille
flertal i partiets forretningsudvalg. Desuden var der en gruppe omkring Aksel Larsen og
endelig omkring Thøger Thøgersen og Richard Jensen.
146

70
71
72
73
74
75
76
77
78
79
For Komintem, s. 16.
A. 18. april 1930, »Vort arbejde blandt kvinderne«.
Om strejker, s. 17.
A. 5. sept. 1930, »Fra RFI's 5. kongres«.
Ar. kv. 0. nr. 7, okt. 1930, »Den revolutionære fagbevægelses verdenskongres«.
Medlemsblad for KAF, ekstranr. juni 1930.
ibid.
Ar. kv. 0. nr. 5, juni 1930, »KAF's ekstraordinære kongres«.
Medlemsblad for KAF, ekstranr. juni 1930 -
til sammenligning kan nævnes, at Inger
Gamburg ved kongressen i 1929 fik 38 stemmer, dvs. denne gang er oppositionen sikkert
ikke blevet støttet af »menige« medlemmer.
Ar. kv. 0. nr. 5,juni 1930, »Jernindustriens generalforsamling«.
80 jvf. tidligere afsnit om A0's formål og analyse,
81
82
83
84
85
86
87
88
89
90
91
92
93
94
95
96
97
98
99
100
101
102
103
104
105
106
107
108
109
110
111
112
Hidtil er det ikke lykkedes,jvf. kongresseme 1926 og 1929,
Ar. kv. 0. nr. 5, juni 1930, »Arbejderkvindemes Oplysningsforening«.
Medlemsblad for KAF, ekstranr. juni 1930.
Ar. kv. 0. nr. 8, nov. 1930, »Landskonference«.
For Komintem, s. 6.
Ar. kv. 0. nr. 9, dec. 1930, »Arbejderkvindemes kampbeslutninger«.
Reglerne var således, at man skulle have stået 26 uger i arbejdsløshedskasse og desuden
have haft arbejde i 10 mdr. i løbet af de sidste 2 år for at modtage arbejdsløshedsunderstøt-
telse.
Brev fra Marie Nielsen d. 14.5.1931 -
uden adressat.
Ar. kv. 0. nr. 3, marts 1931, »Skal vi have politik i vor forening?«
Ar. kv. 0. nr. 5, maj 1931, »Fagligt eller politisk arbejde?«
Ar. kv. 0. nr. 9, nov. 1932, »AO i valgkamp«.
Ar. kv. 0. nr. 9, nov. 1932, »Arbejderkvinder sæt kommunister ind i folketinget«.
Ar. kv. 0. nr. 7, okt. 1930, »Opsig overenskomsteme«.
Ar. kv. 0. nr. 1,jan. 1931, »Overenskomstsituationen«.
Ar. kv. 0. nr. 3, marts 1931, »Lockoutsituationen«.
Ar. kv. 0. nr. 4, april 1931, »Lockout-forræderi«.
Ar. kv. 0. nr. 4, april 1931, »Jemindustrikvindeme siger nej«.
Skotøjsarbejdeme havde forkastet forligsmandens forslag 3 gange og var herefter lock-
outet.
Ar. kv. 0. nr. 5, maj 1931, »Jemindustn'ens kvinder sluttet op!«
Medlemsblad for KAF, nr. 59, maj 1931, »Overenskomstsituationen«.
ibid.
ibid.
Ar. kv. 0. nr. 6, aug. 1931, »Ekstrakontingent som trusel«.
Ar. kv. 0. nr. 1,jan. 1932, »Trusleme om storlockout«.
Ar. kv. 0. nr. 1,jan. 1932, »Priserne stiger«.
Ar. kv. 0. nr. 3, marts 1932, »Overenskomstsituationen. Til kamp mod forræderiet«.
ibid.
Ar. kv. 0. nr. 6,juni 1932, »Til de delegerede på Arbejderkvindemes kongres« .
-
Tidligere
har A0 haft en opfattelse af, at det var mændene, der først blev ramt af arbejdsløshed,
fordi de var bedst betalt. Det bliver nu korrigeret.
ibid. -
Der har blandt andet været en strejke på Glud & Marstrand, hvor hovedbestyrelsen
nægtede 24 kvinder understøttelse; de blev derimod lovet, at de ville blive idømt bod,
såfremt de ikke gik i arbejde igen.
Tidligere hardet ikke været klart, om kravet om nedsættelse af arbejdstiden skulle betyde,
at man var villig til at acceptere en lønnedgang. Men nu bliver det slået fast, at en
arbejdstidsforkonelse skal følges af lønkompensation.
Ar. kv. 0. nr. 4, april 1932, »KAF's 12. kongres«.
Medlemsblad for KAF, nr. 64,juli 1932, »KAF's 12. kongres« og Ar. kv. 0. nr. 7,juli 1932,
»KAF's 12. kongres«. -
Afd. 5 havde 18 delegerede. De har muligvis alle stemt sammen
med oppositionen. Desuden havde oppositionen en delegeret fra henholdsvis afd. 3 (Bodil
147

113
114
115
116
117
118
119
120
121
122
123
124
125
126
127
128
129
130
131
132
133
134
135
136
137
138
139
140
141
142
143
144
145
146
Thomsen), afd. 7 (Svenna Petersen), afd. 8 (formanden Marie Larsen) og fra Esbjerg
(formanden Minna Rasmussen).
Medlemsblad for KAF, nr. 64, juli 1932, »KAF's 12. kongres«.
W. Reich, Sexualerregung und Sexualbefriedigung, 8. 7-13.
Det gælder både i »Kønslivets Problemer i Nutiden« fra 1926, »Kvinden og Forplantnin-
gen« fra 1926 og den reviderede udgave af samme fra 1930.
Kønslivets Problemer i Nutiden, s. 76-85.
Kønslivet og Sundheden, s. 31-34.
Kvinden og Forplantningen, 1930, s. 15-20.
ibid., s. 86-91.
Kønslivet og Sundheden, s. 34-41.
Kv. 0. nr. 1, jan. 1928, »Det sexuelle spørgsmå1«.
Thit Jensen var ligesom Leunbach med i bestyrelsen for »Foreningen for sexuel Oplys-
ning« -
oprettet 19. jan. 1924. Hun var blevet kendt over det ganske land, da hun i 1924
rejste rundt og holdt foredrag om »frivilligt moderskab«: Ole, nr. 2, 1926, Thit Jensen,
Bømebegrænsning, hvorfor og hvordan? 8. 8-40.
Dette samarbejde med Thit Jensen varede imidlertid ikke ved. Det endelige brud skete
pga. hendes formulerede modstand mod bestræbelserne for at gøre fosterfordrivelse
legalt. Hun kunne kun acceptere afbrydelse af svangerskabet, hvis det var påført ved
voldtægt, af racekulturelle grunde, eller hvis endnu en fødsel ville kunne koste kvinden
livet. Ud over de nævnte tilfælde var hun imod, fordi hun var overbevist om, at hvis abort
måtte fremkaldes legalt, ville fremtvungen abort være den eneste form for prævention,
som arbejderklassens kvinder ville benytte sig af: Kv. 0. nr. 2, marts 1929, »Et svar fra
Jensen«.
Citeret efter Kv. 0. nr. 1, jan. 1928, »Det sexuelle spørgsmål«.
Oprettelse af sexualklinikker indgik også i AO's sexualpolitiske program fra 1928.
Ar. kv. 0. nr. 6, aug. 1931, »Et mødrehygiejnekontori København7«
Ar. kv. 0. nr. 8, okt. 1931, »Mødrehygiejnekontor i Skien«.
Verdensligaen for Sexualreform var en international sammenslutning af læger og psykou
analytikere.
Ar. kv. 0. nr. 4, april 1932, »Sexualklinik åbnet«.
Ar. kv. nr. 5, maj 1933, »AO's konsultation for svangerskabsafbrydelsel«
»Hvad danske kvinder så og oplevede i Sovjetunionen«, udkom i 1931.
Ar. kv. 0. nr. 5,juni 1930, »Arbejderkvindemes delegationsrejse til Sovjetunionen 1930«.
Ar. kv. 0. nr. 6, aug. 1931, »Et mødrehygiejnekontori København?« -
Margrete Mathi-
asen var redaktør af Arbejderkvindemes Oplysningsblad.
Mikkel Christensen, 5. 121.
ibid.
ibid., s. 129-30.
jvf. s. 70.
Ar. kv. 0. nr. 1, jan. 133, »Sexualkonsultation i Esbjerg«.
Ar. kv. 0. nr. 5, maj 1933, »Kommunal Sexualklinik i Esbjerg?«.
Også til venstreregeringen havde de henvendt sig herom i 1928: Ar. kv. 0. nr. 1, febr., »Det
sexuelle spørgsmål«.
Ar. kv. 0. nr. 2, marts 1929, »Arbejderkvindeme rejser krav om sexualreformer«.
ibid.
Ar. kv. 0. nr. 3, marts 1933, »Tvangsfødselsparagraffen i straffeloven«.
Ar. kv. 0. nr. 1, febr. 1930, »Det sexuelle spørgsmål«-jvf. den omtalte tillid til en regering
med socialdemokrater.
Ar. kv. 0. nr. 9, dec. 1930, »Arbejderkvindemes kampbeslutningerfralandskonferencen«
-
Forslaget blev dog ikke til lov lige med det samme; først i 1937, da den nye svangerskabs-
lovgivning blev vedtaget.
Den udkom i 1931 -
(pjecen har ikke kunnet fremskaffes).
Ar. kv. 0. nr. 8, aug. 1932, »Kun kommunistisk parti støtter uforbeholdent kravet om ret
til svangerskabsafbrydelse«. -I nr. 9, nov. 1932 »arbejderkvinder sæt kommunister ind i
148

folketinget« siges det dog, at DKP var det eneste parti, der varetog kvindernes interesseri
det hele taget, jvf. side 135.
147 Ar. kv. 0. nr. l,jan. 1933, »Årsskifte -
systemskifte«.
148 ibid.
149 I sit brev til DKP”s ledelse (2. febr. 1934) skrev Marie Nielsen, at det forlangtes fra DKP's
side, at det faglige arbejde blev udskilt.
150 A. 10. jan. 1933, »Arbejderkvindemes Oplysningsforbund reorganiseres«.
151 ibid.
152 ibid.
153 Ar. kv. 0. nr. 1, jan. 1933, »Generalforsamling i AO«.
154 Ar. kv'. 0. nr. l,jan. 1933, »Årsskifte -
systemskifte«.
155 Arbejderkvinden nr. 8 omhandler dette landsmøde. Det har ikke kunnet fremskaffes, men
Arbejderbladet refererer landsmødet og gengiver programmet.
156 A. 5. sept. 1933, »Arbejderkvindemes Oplysningsforbunds landsmøde«.
157 Hammer & Mejsel, nr. 2, febr. 1933, »Jem- og metalkvinder danner opposition«.
158 Kvindernes Kamp havde undertitlen: Organ for den revolutionære fagopposition i KAF.
Det udkom hver måned som et 4 siders blad, fra 1937-38 dog uregelmæssigt. M. Nielsen
var redaktør. Det er sandsynligvis ikke Marie Nielsen, da hun som assistent ikke er
organiseret i KAF. I nr. 11 aug. 1935 skrives fornavnet helt ud: Magda. Magda Nielsen må
have været redaktør i tiden forud. Hun afløses i september 1935 af Rigmor Hansen.
159 KK nr. 1,juli 1934, »RFO«.
160 Afd. 5 beskæftigede sig efter AO's forsvinden også med svangerskabslovgivning. Denne
side, og så afgjort den underordnede side afafd. 5's virksomhed, vil ikke blive taget op her.
-
Det skal kun bemærkes, at afd. 5 har en i forhold til DKP uddybet kritik af kommissi-
onens betænkning i 1936 -
KK nr. 5, maj 1936, »Nyt fra svangerskabskommissionen« -
men ligesom DKP ender det med at indtage den holdning, at det er det i øjeblikket bedst
opnåelige og henstiller derfor til regeringen, at den ikke fremsætter et forslag, der er
ringere end det foreliggende. -
KK nr. 9, nov. 1936, »Afd. 5's udtalelse til regeringen«.
161 Arbejdets kvinder, nr. 1, maj 1935, »Vort formå1«. -
Diktatur hentyder til det »kommuni-
stiske diktatur« i fagbevægelsen og kommunistemes forsøg på at »splitte« fagbevægelsen
ved RFO organiseringen. Først i 1935 fik klubben sit eget blad, somsamtidig ,skulle
fungere som organ for alle de socialdemokratiske medlemmer i KAF. Det udkom indtil
sept. 1936.
“
162 Ar. kv. 0. nr. 3, marts 1933, »Afd. 5's fane og de arbejdsløse«.
163 jvf. side 119.
164 KK nr. 5, nov. 1934, »Nogle betragtninger«.
165 Iøvrigt er der ikke grund til at opholde sig ved den socialdemokratiske klub, da dens
propaganda er skåret over den samme læst. Dens eneste funktion var at mistænkeliggøre
afd. 5's ledelse og beskylde den for kommunistisk splittelsesmageri. -
Et af de mest
benyttede midler var artikler, der berettede om »rædselsregimet« i Sovjetunionen med en
kommentar om, at det var et sådant samfund Inger Gamburg arbejdede for.
Klubben formulerede ikke en selvstændig faglig politik, men så det som sin opgave at
støtte KAF's ledelse. Alvilda Andersen havde i Elna Syvertsen og klubbens øvrige
medlemmer nogle af sine kraftigste tilhængere.
166 A. 20. okt. 1933, »Strålende RFO-sejr i afd. 5«.
167 Information, nr. 6, sept. 1934, s. 11. A. 26. april 1935, »Godt skuldret, kvinder i afd. 5«.
168 Skæringsdatoen kan sættes til sept./okt. 1935. -I septembemummeret af KK er der som i
de foregående numre en indmeldelsesblanket til RFO. I oktobemummeret og herefter
afløses den af en annonce: slut op om oppositionen.
169 Filmen handler om en ung kvindes død pga. eftervirkningeme af en kvaksalvers fosterfor-
drivelse på hende. Filmens formål var at vise, hvor farlig en ukyndig hånd kunne være,
gennem anskuelig fremstilling i skemaer og tegninger. Forebyggelse skulle ikke ske ved
kvaksalverindgreb, men ved sexualvejledning og prævention.
Filmens indhold var i overensstemmelse med AO's egen opfattelse af en sund sexualpo-
litik. Svangerskabsafbrydelse, selv om det foregik under lægehjælp, var en nødløsning.
149

Censuren forbød forevisning af filmen, men AO viste den på sine møder: »Abort«. En
Sovkino-film, Folkeñlm, København.
170 Ar. kv. 0. nr. 3, marts 1933, »Tvangsfødselsparagraffen i strañ'eloven«. .
171 Ar. kv. nr. 3, april 1934, »173.000 kristne kvinder«.
172 Ar. kv. nr. 3, april 1934, » Dr. Leunbach om DKP's lovforslag om det sexuelle spørgsmål«.
173 Ar. kv. nr. 3, april 1934, »Sexuallovforslag«.
174 Ar. kv. nr. 3, april 1934, » Dr. Leunbach om DKP's lovforslag om det sexuelle spørgsmål«.
175 Ar. kv. nr. 3, april 1934, »173.000 kristne kvinder«.
176 Ar. kv. nr. 7, sept. 1934, »Foran landsmødet«.
177 Ar. kv. nr. 5, juli 1934, Dr. Leunbach, »DKP's sexualforslag«.
178 ibid.
179 Ar. kv. nr. 7, sept. 1934, »DKP”s sexuallovforslag -
svar til redaktionen, af J. H.
Leunbach«.
180 Ar. kv. nr. 7, sept. 1934, »Lenin om det sexuelle spørgsmå1«.
181 Ar. kv. nr. 7, sept. 1934, »DKP's Sexuallovforslag«.
182 Ar. kv. nr. 2, marts 1934.
183 Ar. kv. nr. 4, maj 1934, »Lægen svarer«.
184 Aksel Larsen, Svangerskabslovgivning. .
., s. 24-26, regeringens forslag blev i 1937 til lov.
185 KK nr. 5, maj 1936, »Nyt fra svangerskabskommissionen« og KK nr. 9, nov. 1936, »Afd.
5's udtalelse til regeringen«.
186 Aksel Larsen, Svangerskabslovgivning, s. 12-16.
187, ibid., s. 5-6.
188 A. 31. juli 1936, »Kvindens stilling her og i Sovjetunionen«.
189 A. 26. juni 1936, »Socialisme og sexuallovgivning«.
190 ibid. -
Marie Nielsen blev ekskluderet af DKP sept. 1936 pga. afstandtagen fra Moskva-
processerne, jvf. A. 8. sept. 1936, »Til Ernst brigade«.
191 A. 31. juli 1936 og A. 28. juni 1936.
192 Ar. kv. nr. 1,jan. 1934, »Et år«.
193 Marie Nielsens brev til DKP's sekretariat, 2. febr. 1934, kopi.
194 ibid.
195 ibid. -
Socialdemokratiets forretningsudvalg besluttede i 1933 at medlemsskab af bl. a.
RFO, AO og andre organisationer, som DKP stod i spidsen for, var uforeneligt med
medlemsskab i socialdemokratiet. Hovedorganisationemes Agitationskomité oprettedes
i febr. 1933 for at bekæmpe RFO, En bygning vi rejser, s. 326-27.
196 Ar. kv. nr. 7, sept. 1934, »Foran landsmødet«.
197 A. 7. okt. 1934, »Arbejderkvindeme udvider deres aktionsområder«.
198 A. 12.jan. 1935.
Litteratur
Kilder
Abort, En Sovkino Folkeñlm, København -
pjece.
Arbejderbladet 1925-38.
'
I . '
Arbejdets Kvinder. Organ for socialdemokratiske Medlemmer af Kvmdelrgt Arbejderforbund,
København 1935-36.
Arbejdsløs. Organ for Kampen mod Arbejdsløsheden, nr. 1-5, København 1931-32.
Faglig Kamp. Organ for Fagklubbemes Samvirke, 1. årg., København 1928.
For Komintem. København 1931.
Hammer & Mejsel. Organ for Arbejdere i Jern- og Metalindustrien, 8.-12. årg., København
1933-36.
Hvad danske Arbejderkvinder så og oplevede i Sovjet-Unionen, udgivet af Arbejderkvinder-
nes Oplysningsforbund.
150

Information, 1.-3. årg., Korsør/København 1934-36.
Kommunistisk Tidsskrift, 1.-3. årg. 1933-35.
Kvindernes Kamp. Organ for den revolutionære Fagopposition, København 1934-38.
Kvindernes Oplysningsblad, 1.-10. årg., København 1925-34.
Larsen, Aksel, Svangerskabslovgivning og Bømeforsorg, Kbh. 1936.
Leunbach, J. H., Kvinden og Forplantningen, 3. opl., Kbh. 1926.
-, Kønslivets Problemer, 2. opl., København 1926.
-, Kvinden og Forplantningen, ny udgave, Kbh. 1930.
-, Forebyggelse mod Svangerskab, København 1933.
-, Kønslivets Ejendommeligheder, København 1933.
-, Kønslivet og Sundheden, København 1935.
Medlemsblad for Kvindeligt Arbejderforbund i Danmark, 1.-33. årg., København 1914-47.
Moltke, Kai, brev dateret Handermelle, d. 5. juni 1975.
Nielsen, Marie. Marie Nielsens Arkiv. ABA.
Om strejker. Marxistisk-leninistisk forlag, 1975.
Ole, nr. 2, København 1926.
Partiarbejderen 1928-29.
Solidaritet 1-2, København 1931-32.
Fremstillinger
Andersen, Alvilda, Kvindeligt Arbejderforbund 1901-26. Kbh. 1926. '
Bertolt, O., Christiansen, Ernst og Hansen, Poul, En bygning vi rejser, bd. 2, København
1954.
Christensen, Mikkel, Sygekassen Fremtiden 1898-1948, København 1948.
Hansen, Oskar, Christiansen, Edvard, Kvindeligt Arbejderforbund 1901-51. København
1951.
Jensen, Johanne, Festskrift til Kvindeligt Arbejderforbund 1885-1925. København 1925.
Jensen, Johanne (red.), 50 års jubilæet i Kvindeligt Arbejderforbunds afd. 1, 1885-1935.
København 1935.
Reich, Wilhelm, Sexualerregung und Sexualbefriedigung, 4. Aufl. Wien 1930.
Årbogfor arbejderbevægelsens historie 5, 1975 -
herfra: Morten Thing. Marie Nielsen. En
politisk biografi. Jens Bønneløkke. Danmarks Kommunistiske Parti 1920-32.
Summary
Arbejderkvindemes Oplysningsforening (A. 0.: The Educational Association of Working-
Class Women) was founded on April 28, 1925 by a group of women from the largest federa-
tion of women's trade unions in Denmark, Kvindeligt Arbejderforbund (K. A.: Women Wor-
kers' Association). These women opposed the policy pursued by the federation leaders. The
function of A.O. was primarily one of organized opposition within K.A. Besides this, its
target group was all working-class women. Its two main fields of activity were trade union
politics and sexual politics.
With the exception of the very first years, A.O. was led by the Communist Party of
Denmark (DKP). After the formation of the revolutionary union opposition in Denmark,
DKP deterrninedly worked towards depriving A.0. of trade union politics and transferring
this field to the revolutionary union opposition. This happened in 1933. The raison d'etre of
the association was hereby gradually nullified, as DKP was unsettled -in theory as well as in
practice -
in its views of the justifrcation and possible tasks of a women's organization.
In 1934 A.O. was dissolved. Kvindernes Samvirke (K.S.: The League of Women), which
151

could be described as an anti-fascist front, replaced A.0. This was a result of the contradic-
tory relations of DKP to A.0., and it also marked the end of the existence of an independent
women's organization.
The organizing of working-class women now had to be taken on by the trade unions, by the
revolutionary union opposition, and by DKP. K.S. may be disregarded in this connection, as
it had no activities whatever.
During its first years, A.O. aimed its activities at creating an understanding of the necessity
of carrying through the principal of equal pay. This stmggle was waged at the congresses of
K.A. In connection with the congresses and with collective agreements, A.O. displayed its
greatest activity. Before the collective bargaining it advocated denunciation of the collective
agreement and the putting forward of wage claims. At the congresses as well as before the
collective bargaining, the sympathetic attitude of the federation leaders towards wage re-
straint and prolongation of the collective agreements, in consideration of the hard times for
the economy, was severely criticized.
In 1930 Section 5 of K.A. was on strike for a long time. This strike in Section 5, which had
a majority of leaders from A.O., meant a clarification of the A.O. policy and a tuming point
for union politics. The strike also meant a change in views on the direction of the struggle: the
union opposmon struggie snouio be waged against government, capital, and union bureau-
cracy. At the same time, the strike provided the women with new experience in the organiza-
tion of industrial action and in the widening and politicizing of their demands. In this connec-
tion this also means the widening of wage claims to include demands for better conditions for
women.
After the segregation of union politics, the main field of A.0. was sexual politics. Until
then, this had been concentrated on the spreading of contraceptives and the legalization of
induced abortion. The specific initiatives consisted of an extensive meeting activity, with
informative lectures and film shows, the establishment of sex guidance clinics and an address
to the government concerning a change in the penal code with regard to feticide and the
introduction of compulsory sex instruction in schools.
This sex guidance, which the association had been can-ing out to an increasing extent as
union politics in practice came to take 'place outside A.O., was continued after the segrega-
tion of union politics, just as the entire social welfare service, in a broad sense, was taken up.
But the occupation with sexual politics gradually got an odious ring to it, and also in this
connection the communists questioned the right of existence of A.O.
The absorption of A.O. and the revolutionary union opposition into K.A. marks the end of
a period in which the Danish revolutionaries occupy themselves with the organization in
different forms of working class women's struggle for socialism and women's liberation. This
discussion was not to be reopened until the '70's.
152

HK,s KVINDEOPFATTELSE
EFTER 1960
Af Brita Foged
Indledning
Jeg er tilknyttet Historisk Institut på Århus Universitet, og den følgende
artikel er skrevet midtvejs i et kandidatstipendium. Projektets arbejdstitel er
»Kvinder, ligestilling og fagbevægelse -
konkretiseret på HK efter 1958«.
Jeg arbejder alene med projektet, men vil nævne Leif Møller, som er tidli-
gere student på Hist. Inst., han har været mig en god kammerat/hjælper i
kategoriseringen og diskussionerne af HK-bladenes indhold og HK's histo-
rie. Jeg har tidligere arbejdet kollektivt sammen med andre kvinder i opar-
bejdelsen af en marxistisk kvindeforskning herhjemme. Jeg er, primært
som forsker, med i den ny kvindebevægelse og var i begyndelsen af 70'erne
organiseret i Rødstrømpebevægelsen. Jeg er 29 år og mor til et barn på 5 år.
Tidligere har jeg mest beskæftiget mig med udviklingen i og ændringerne i
kvindearbejdet, således mit speciale »Kvindearbejde 1950-71« og »Kvinder
i elektronikindustrien« (begge Modtryk 1975 og 1976). I disse to bøger læg-
ges hovedvægten på at analysere og præcisere den økonomiske udbytning af
kvinderne. Selv om intentionerne har været en begribelse af kvinders total-
situation ud fra et klassestandpunkt har resultaterne alligevel fået et »øko-
nomistisk skær«. Vores opsplittede verden, det fagspecialiserede universi-
tet og dermed vores egne opdelte forståelsesrammer for virkeligheden gør
det pokkers vanskeligt at udvikle tværfaglige analyser, som på tilfredsstil-
lende måde begriber hverdagslivet i sin helhed: Kvinders udbytning og un-
dertrykkelse i arbejdet og hjemme set som den helhed, det er for de enkelte
kvinder.
Intentionen er så nuanceret som muligt at gribe alle aspekter af de betin-
gelser, som kvinder underlægges i hverdagen. Kun derudfra kan der skabes
realistiske forestillinger om mulighederne for og vejen til en forandring af
disse betingelser.
Den økonomiske udbytning og kvindernes faktiske placering, som lavest
lønnede, lavest hierarkisk placeret og med den største relative arbejdsløshed
overalt på arbejdsmarkedet sammen med forventningerne til kvinder som
kvinder i arbejde og hjemme og forpligtelseme med husarbejde og børnene,
er meget vigtige materielle betingelser, som stiller kvinder ulige med mæn-
dene i hverdagen såvel som i kampen for et bedre fælles liv. Ændringerne i
60'erne, kvindernes stigende integration på arbejdsmarkedet har fundamen-
talt rokket ved den typiske kvindehverdag. Der er åbnet op for kvindernes
integration også i besluttende organer
-
men hvordan går det?
I HK har kvinderne medlemsmæssigt været i flertal siden midten af 60'er-
ne. 10% af medlemmerne i HK's hovedbestyrelse er kvinder. Der er andre
153

faktorer end kvindernes dobbeltarbejde hver dag, der hæmmer kvindernes
integration i de besluttende organer i en faglig organisation. En af disse
faktorer er meget ofte den herskende kvindeideologi i organisationen. Æn-
dringerne i kvindernes situation i 60'erne nødvendiggør forandringer i ide-
ologien om, hvad kvinder er for noget, hvad kvinder kan osv. Ideologi er
således et socialt produkt som forandres med forandringer i virkeligheden.
Samtidig er ideologien -
her kvindeideologien i HK -
en magt, som under-
trykker kvinderne, undertrykker deres muligheder for integration, under-
trykker de kvinder, der sidder i faglige organer, og i det hele taget under-
trykker kvinders muligheder for selvstændigt at bearbejde deres hverdagser-
faringer. Kvindeideologien undertrykker kvindernes selvstændige bear-
bejdning af deres hverdag, fordi ideologien på forhånd udtrykker bestemte
tolkninger af kvindernes situation. Det er en søgen efter det præcise indhold
af disse tolkninger af kvindesituationen, som styrer denne artikel. Jeg forsø-
ger mig altså her med en ideologisk analyse i modsætning til, hvad jeg
tidligere har beskæftiget mig med. Jeg har kaldt artiklen HK's kvindeopfat-
telse ud fra ønsket om at begribe ideologien både som HK-hierarkiets opfat-
telse af kvinderne i en konkret situation -
HK-kongressen 1977 og som den
opfattelse af kvinder og kvindesituationen, som ligger i HK-bladene som
formidling af kvindeideologi ud til medlemmerne.
I mit videre arbejde vil jeg fokusere på, hvorledes HK-kvindeme selv
bearbejder deres hverdag, på hvordan de selv opfatter sig selv og deres
muligheder for integration op i HK-hierarkiet.
At besidde og bestemme ideologien er en magt, som slår såvel kvinder
som mænd tilbage på plads, når de rejser sig mod undertrykkelsen. Specielt
overfor kvinder fastholdes undertrykkelsen med meget nuancerede midler,
midler som ofte ubevidst fra magtens side sætter sig igennem også i situati-
oner, der umiddelbart kan anskues som baseret på lighed mellem mænd og
kvinder. Dette forsøgerjeg at beskrive ved at indfange det sociale rum, som
HK-77-kongressen eksisterer i, og ved at sammenstille ledelsens udtalelser
og erfaringer med menige kvinders erfaringsverden. En videre analyse med
hvorledes magten sætter sig igennem kunne ske gennem en observen'ng og
analyse af hvorledes de, der har magten, kropsligt og mimisk reagerer over
for kvinderne.
o
Jeg vil her nævne den norske psykolog Berit As' præcisering af de 5
herskerstrategier, som sætter sig igennem overfor kvinder, som deltager i
magtens institutioner:
l. usynliggørelse! -
såvel af kvindeudtalelser, som af dele af kvinders tilvæ-
relse.
2. latterliggørelse! -
enten verbalt eller kropsligt/mimisk eller både-og.
3. tilbageholdelse af informationer! (Man(d) »glemmer« at informere kvin-
derne.)
4. uanset hvad kvinder gør er det galt! (Optræder kvinder mandigt er de
ukvindelige, optræder de som kvinder, »kan de ikke se de store 1injer«).
5. påfører kvinder skyld og skam for alt hvad de gør!
154

Jeg har ikke henvist til disse i fremstillingen. Jeg forsøger i begyndelsen af
artiklen en fremstillingsform som »spiller op« til læserens egen oplevelse af
forholdet mellem ledelse og menig kvinde.
Videre i artiklen præciserer jeg, efter et historisk rids tilbage i tiden,
udviklingen i kvindeopfattelsen, som den viser sig i HK-bladene. I fremstil-
lingen ligger ønsket om hele tiden at fastholde hvordan kvinder fremstilles
på papiret, dvs. ideologisk, og hvordan virkeligheden faktisk er for de me-
nige kvinder.
Det vigtigste kildemateriale til analysen har været HK-bladene fra 1958 og
frem til i dag. HK-bladet er den faste, kontinuerlige formidling af HK-ledel-
sens synspunkter ud til hvert enkelt medlem, som får bladene ind af brev-
sprækken. HK-forbundets formand (ansvarsh.) sammen med en ansat per-
son (gennem perioden Jørgen Beck) er de to redaktører af bladet. Jeg har
bearbejdet alle væsentlige artikler, kommentarer og illustrationer i de 19
årgange af HK-bladet. Dertil kommer kongresprotokoller fra perioden som
sammen med Forbundets jubilæumsbøger udgør resten af mit kildemateriale
til denne artikel.
Jeg har lagt vægt på formændenes beretninger fra kongresseme 1957,
1961, 1965, 1969, 1973 og 1977 og suppleret med daglige protokoller fra
kongressen i 1977. Dette kildemateriale må siges at være egnet til at begribe
HK's formelle, nedskrevne kvindeideologi -
HK'S opfattelse af kvindesitu-
ationen og forandringer heri. Det er formålet med denne artikel at begribe
kvindeideologien, som den udtrykkes fra centralt placerede mennesker i
HK. Denne formelle kvindeideologi har jeg suppleret med et interview +
samtaler med flere kvinder, som har deltaget i HK-kongressen 1977. Dette
er sammen med avis- og radiomateriale omkring 77-kongressen baggrunden
for 1. del af artiklen, hvor jeg forsøger at indfange kvindeideologien i en
konkret situation, hvor den udspiller sig i praksis.
1977
SCENE 1: HK-Kongressen 1977
Det var en meget fornem kongres, under fine toner begyndte kongressen
med oplæsning til minde om de døde siden sidste kongres. Derefter gik
HK's formand Max Harvøe over til beretningen. Max Harvøe tog udgangs-
punkt i »Vort medlemsmæssige gennembrud er sket ved, at vi nu nærmer os
et medlemstal på 250.000 -
en kvart million medlemmer«. På sidste kongres
i 1973 havde forbundet godt 150.000 medlemmer,l tilgangen udgøres pri-
mært af kvinder.
Derefter tales om »Vort faglige gennembrud er sket ved en række kampe
og begivenheder, der har vist HK-emes ændrede holdning. Der lyder en
anden, renere og stoltere tone nu. Det er sammenholdet i gruppen, det er
solidariteten fra de mange, mange tusind. Det er et krav om at blive respek-
teret.« Både de lovlige og de overenskomststn'dige konflikter (Føtex, Salling
155

og Den Kgl. Porcelænsfabrik) omtales og tages til indtægt for dette faglige
gennembrud. Sidstnævnte medtages fordi »ingen var i tvivl om, at moralsk
havde de strejkende ret«. Strejkevarslet for 60.000 medlemmer under Dansk
Arbejdsgiverforening ved overenskomstforhandlingeme 1977 betragtes som
det der markerede »vort endelige faglige gennembrud«. »Den sidste store
understregning« .. »af den ændrede adfærd -
holdning -
blev foretaget af
klinikassistenteme, og det, så det forslog«. Gennembruddet fremstilles som
tilhørende forbundet, holdningsændringen og kravet om respekt tillægges de
enkelte HK-er.
Senere i beretningen omtales Oliekrisen, der skabte »uorden i verdens-
økonomien« og ligeledes »uheld med vor hjemlige byggepolitik skabte hur-
tigere vækst i arbejdsløsheden«. Og endelig omtales LO-kongressens accept
af »Thomas Nielsens linje, den smalle vej, det vil sige mindre lønstigning
under forudsætning af, at alle indtægtsgrupper viste tilbageholdenhed«.2
Den smalle vej betyder en fokusering på de værste uretfærdigheder i
samfundet, som f. eks. eksistensen af lave lønninger, derfor også en HK-
glæde over garantilønnen på de 29 kr. ved 77-overenskomsten, »men det er
jo ingen garanti for, at alle får den. . .
Det er nødvendigt at vi på lokalt plan
konstant kontrollerer, om den bliver respekteret af de uorganiserede, . .«3
Beretningen fokuserer ikke på medlemmernes solidaritet indbyrdes mod
arbejdsgiverne, men der sker snarere en opvarmning af medlemmerne til
fortsat at deltage i kapløbet om at gøre forbundet så stort som muligt.
Problemet med arbejdsgiverne er et problem med nogle enkelte arbejdsgive-
re, »som vi forlængst (har) taget op under slagordet »kørekort for arbejdsle-
dere««.4
Den manglende ligestilling omtales ikke direkte i beretningen -
men blev
til gengæld hoveddiskussionspunkt i den efterfølgende debat -
dog omtaler
Max Harvøe kvinderne i omtalen af klinikassistentemes strejke: ».. Til
trods for deres ophøjede arbejdsgivere... til trods for at mange var unge
kvinder helt uden erfaring i fagforeningsarbejde, til trods for at mange
utvivlsomt var skræmte og bange, så stod de fast.«5
Vi vil ikke her opholde os længere ved beretningen -
ved omtalen af
Glistrupsygen og skulderklappene til ØD, LO og Socialdemokratiet- men vi
vil vende blikket ud over kongressens delegerede. En typisk delegeret på
kongressen var »en mand over 40 år, til daglig sidder han enten i en afde-
lingsbestyrelse eller i forbundet, 2/3 af kongrestiden tilbringer han i baren,
når han er til stede i salen, er hans væsentligste arbejde at klappe som
opbakning til hovedbestyrelsen. (Han er altså socialdemokratisk småpam-
per!)«.6
Det typiske HK-medlem er en kvinde på ca. 30 år, ansat på privat kontor.
Men også disse kvinder var repræsenteret på kongressen, hidtil har der ikke
været et max.-antal for kongresdelegerede, men antallet afhang af medlem-
stallet i de forskellige HK-afdelinger. Der var 646 delegerede på 77-kongres-
sen, heraf var et par hundrede kvinder, dvs. ca. '/3. Og denne trediedel kom
fuldstændig til at dirigere debatten de første dage på kongressen. Mod sæd-
156

vane udgjorde kvinderne 59% af talerstolens indtegnede og de var årsag til,
at kongressen vedtog et krav om gratis daginstitutioner.
Blandt kvinderne var der også stor opbakning for urafstemning ved over-
enskomster, istedet for kompetent forsamling. »Pampeme i ledelsen i HK
har den faste overbevisning, at de er bedre til at bestemme end medlem-
merne selv. Og Max påpegede gang på gang at forbundets samlede magt
overfor arbejdsgiverne ville blive formindsket.«7 Men til trods for HK-ledel-
sens forsøg på, også på denne kongres, at undgå en urafstemningsbeslut-
ning, gik flertallet af de delegerede ind for det. Og urafstemning er herefter
måden, hvorpå også HK-er tager stilling til overenskomsteme.
De meget ivrige kvinder talte ikke om mentalitetsændring for at opnå lige-
stilling, de (sammen med en del mandlige delegerede) talte om 35-timer
arbejdsuge uden tempoopskruning og med fuld lønkompensation. Dette blev
en kongresvedtagelse, dog manglede »uden tempoopskruning«.
Max Harvøe talte om »Det er først og fremmest kvinderne selv, der skal
gøre sig gældende. Kvinderne må selv gå i spidsen.«8 Dette er et gammelt
slogan fra HK-ledelsens side, Max formulerer det f. eks. sådan i HK-bladet:
»Det er for dårligt piger!« Lønstatistikkeme viser, »at vore kvindelige kolle-
ger ikke sørger for at få deres løn reguleret« . .. »Den eneste ulejlighed, man
må påtage sig, er at regne ud, hvor meget man kan tilkomme, og så gøre sin
chef opmærksom på det« . . . ellers bed om afdelingens hjælp, det kræver at
firmaet er omfattet af HK-overenskomst. »Hvis man ikke er det, så er det
nemt at blive det, såfremt blot halvdelen af personalet er medlemmer af
HK.« . .. »I må også selv gøre noget ved det piger! Også I, der er på del-
tid.«9
Kongressen i 77 var karakteriseret ved at kvinderne gjorde noget. De
gjorde det, der var muligt, rejste sig og talte fra talerstolen, om hvilke krav,
de især syntes kunne forbedre deres situation, udbyggede og gratis daginsti-
tutioner og 35 timers arbejdsuge. Karen Smith, forbundssekretær i HK,
udtalte derefter i radioen om ligestilling: »Kvinderne må ind i det faglige
arbejde... Der er tale om en holdningsrevolution, og det er først og frem-
mest i hjemmene . . . . Det er mændene, der skal gøre noget ved det, således,
at deres koner også må have tid til at gå til fagforeningsmøder i deres
fritid.«'0 Der tales to forskellige sprog. Det betyder ikke at ledelsen og
mændene ikke bemærkede kvindernes aktivitet under kongressen, jo i baren
i pauserne fik nogle af de aktive kvinder små klap i enden, med bemærknin-
gen »Godt søster!«ll
Kongresrummet er et socialt rum skabt og udviklet af mænd på deres
præmisser. Kongresformen er struktureret med vægt på hierarkiseringen,
det er ydre fremtræden, ikke at tabe ansigt, der tæller; det vigtigste er et
gnidningsfrit forløb. Kongressen er mere et delrum af den borgerlige offent-
lighed end den er en del af de kvindelige delegeredes hverdag. Det sociale
rum på kongressen er et frirum, for mændene er der tale om at være fri fra
konen, fra de daglige forpligtelser, her skal tages nogle beslutninger, og så
skal vi have det lidt hyggeligt. Kvinderne har også fået afsat deres børn, de
157

er frie, rummet eksisterer ud fra en formel lighed. Baggrunden for de enkel-
te, deres forudsætninger for at være på HK-kongres er efterladt derhjemme,
skjult fra kongresatmosfæren. Er kvinderne ivrige for at være med i beslut-
ningsprocessen, anses de for at være for ivrige og legen med den lille for-
skel, »som vi ellers er så glade for« hives frem.12 Også når kongressen
fester, danser, er det på mændenes præmisser. Hvilken form og indhold, der
skal gælde for løssluppenhed, er der faste regler for: her er ligheden lagt på
hylden og »den lille forskel« er fundamentet for samværet.13 På billederne
fra kongressen ser de fleste kvinder meget alvorlige ud, hvorimod mændene
ofte griner. Legen med den lille forskel virker som et forsøg på gennem en
vis uhøjtidelighed at fastholde nogle mandebastioner mod kvindernes insi-
steren på at deltage i formuleringen af nogle krav, som også kan virke til
forbedring af deres forudsætninger.Når de rejser sig og går på talerstolen er
det ikke for sjov, tværtimod, det er med hverdagens reelle problemer tæt i
erindringen, og de har måske også lige i pausen nået at ringe hjem og høre til
den lille.
Men til trods for at kvinderne udgør over 2/3 af medlemmerne og '/3 af de
kongresdelegerede, udgør de også efter kongressen kun 10 % af HB (hoved-
bestyrelsen). HK,s ledelse på forbundsplan såvel som ude i de enkelte
afdelinger domineres af mænd. Dette gælder når vi taler om de grupper, som
tager beslutninger, dette gælder når vi taler om faglige sekretærer, som er
lønnet til at udføre det daglige HK-fagforeningsarbejde. Dette gælder ikke,
når vi taler om personalet ansat på de enkelte HK-kontorer. Giver vi os til at
se på, hvem der udfører kontorarbejdet på afdelingerne og i forbundshuset,
hvem der er formændenes sekretærer, hvem der ordner kartotekeme, hvem
der modtager medlemmerne ved skrankeme, så er det kvinderne der er flest
af. Det er dette synlige udtryk for at mænd dominerer, når der tages beslut-
ninger, og at kvinder dominerer, hvor arbejdet udføres, der er et af den nye
kvindebevægelses kritikpunkter. Og omkring dette forhold var 77-kongres-
sen ingen hverken mindre eller større revolution i forbundet. Resultatet af
HB-valget og nedsættelse af antallet af delegerede til næste kongres var
kontinuitetens største sejr på kongressen. Med kontinuitetens sejr mener jeg
sikringen af at kvindernes ivrighed ikke nødvendigvis får betydning i for-
bundets politik fremover, en uændret personsammensætning i HK-ledelsen
sikrer en politik, der ikke afviger stærkt fra den tidligere. Kvindernes ivrig-
hed på kongressen, deres formuleringer af præcise bud på en forbundspoli-
tik var et brud ind i denne kontinuerlige HK-forbundsudvikling. Sammen
med nogle af de mandlige delegerede blev det et brud, som fremover bl. a.
betyder urafstemning, men et brud, som ingen indflydelse kunne have på et
valg af nye HB-medlemmer. En højtidelighed omkring at ville noget til
forbedring af hverdagen, som ikke kan rokke, eller trække grundlaget væk,
for et HB-valg, hvor de opstillede personer er besluttet ude i afdelingerne og
hvor den enkelte skal sætte så mange krydseri afstemningen,14 at resultatet
nødvendigvis bliver, at de dominerende bliver ved med at dominere. Samti-
dig var kvindernes ivrighed en manifestation, som nødvendiggjorde, at Max
158

Harvøe efter kongressen til pressen måtte søge at forklare, hvorfor det gik,
som det gik.
Max Harvøe i radioen efter kongressen: » . ..
ulykken er, at vore meget
ivrige kvinder egentlig har talt sig selv ud af HB. Forsamlingen har reageret
imod de mange
-
måske lovlig skrappe -
indlæg og den slags ting og fundet
ud af, at nu går man for vidt. En ting er meget vigtig i hele dette arbejde, det
er altså ikke at skyde over målet.« Intervieweren: »Men synes du kvinderne
har gjort det?« Max Harvøe igen: »Det kommer jo an på, hvem der ser det,
men for mange er dette ikke så åbne og naturlige spørgsmål, indstillingerne
er jo bestemt ikke ens; og med disse hårfme afstemninger, der eri sådan en
stor forsamling, man skal ikke træde mange over tæerne, før man er skubbet
ud af listen.« '5
Såvidt formandens forklaring på det valg, hvor kandidaterne
var udpeget i forvejen, og hvor afstemningen fandt sted kl. 5 om morgenen
efter at kongressens delegerede havde arbejdet hele natten.
Det er ikke kun forbeholdt Max Harvøe at mene, at kvinderne talte over
sig. Esther Jørgensen, formand for den privat-kooperative sektori Hillerød,
»tager bladet fra munden: . . .
Ligestillingsproblematikken blev fremhævet så
meget, at det skadede mere end det gavnede. Der måtte komme en reaktion.
Hvis vi havde standset ligestillingsdebatten på et tidspunkt og kun gået på
talerstolen i den almindelige debat -
uden at fremhæve kvindeproblememe
som noget specielt der skulle tages hensyn til- så havde vi klaret det. -
Kun
én eneste fremhævede, at vi ville respekteres som arbejdskraft -
ikke bare
som kvinder.«16
En vigtig erfaring ud fra dette for de ivrige kvinder er altså, at deres krav,
f. eks. 35-timers kravet, ikke må formuleres ud fra deres forudsætninger som
en del af en ligestillingspolitik, hvor der tages specielt hensyn til 66% af
medlemmerne. Det er at blande tingene sammen!
Kvinderne på talerstolen ville respekteres som arbejdskraft og kvinder på
én gang. De ville respekteres som arbejdskraft -
selv om de er kvinder! De
ville respekteres som faglig aktiv -
selv om de er kvinder! Men i stedet for at
høre efter indholdet i kvindernes taler fra talerstolen, så så mange af salens
mænd på dem som kvinder!
Kvinderne ville/vil bl. a. »gratis daginstitutioner« -
fordi det oftest er dem
arbejdet med børnene hviler på, »35-timers arbejdsuge uden tempoopskru-
ning og med fuld lønkompensation« _
fordi det vil gå mod den personlige
løsning med deltid, og fordi det vil give også mændene mere tid til familieliv,
og de vil »urafstemning« -
fordi mulighed for indflydelse kan gøre flere
kvinder aktive og fordi det simpelthen er mere demokratisk end når nogle
centralt bestemmer for andre.
Linjen i disse krav er respekten for de enkelte kvinders udgangspunkt i
familie og lønarbejde på én gang og deres mulighed for indflydelse på egen
situation. Gratis daginstitutioner til alle børn og færre timer lønarbejde hver
dag for både mænd og kvinder vil sammen med en mere demokratisk struk-
tur i fagforeningerne tage højde for mænds og kvinders forskellige forudsæt-
ninger, vil forbedre kvindernes mulighed for fagligt arbejde og for ligestil-
159

ling. Kvinderne vil høres som HK-er, lønarbejderkvinder og fagligt engage-
rede mennesker. De blev set som kvinder, de blev kritiseret for at have talt
over sig, de blev på kongressen først og fremmest behandlet som kvinder.
(»Godt søster« og det lille klask bagi!).
Tilbage bliver så spørgsmålet om, hvad Max Harvøe og med ham de
andre ledende i HK mener, når de siger: »Det er først og fremmest kvin-
derne selv der må gøre noget« og samtidig »de talte over sig -
kvinderne -
på kongressen«.
Fastslås kan det dog, at med »kvinderne må selv gøre noget« menes ikke,
at de skal gøre det, de gjorde på kongressen. Når pressen under kongressen
skrev meget om ligestilling inden for HK, og når Max Harvøe efter kongres-
sen blev spurgt om, hvorfor det gik som det gik, så er det snarere fordi
kvinderne dominerede på talerstolen de første dage end p. g. a. det de sagde.
For ledelsen i HK, for de mange mænd oppe på podiet, fremtrådte de mange
kvindelige talere som en manifestation, som HK her for første gang mødte i
sin specifikke kvindelige form (spontan, ukoordineret og utaktisk). Den
begejstring og tilslutning der spreder sig mellem kvinderne kan ses som en
parallel til en af de første aktioner i kvindebevægelsen.
Ved busaktionen i Kbh. 1970 begyndte nogle få kvinder mecd at betale
kun 80% af billetprisen, med uligelønnen som argument, og en masse kvin-
der blev revet med. Men i modsætning til busaktionen var manifestationen
på kongressen ikke planlagt, men fælles gælder det at en masse'kvinder blev
revet med i situationen, når først nogle kvinder tør rejse sig mod undertryk-
kelse, lader flere kvinder deres holdninger få manifest udtryk. »Jeg havde
hjemmefra bestemt med mig selv, at jeg ville være aktiv lytter på kongres-
sen, blot sidde og suge til mig; men jeg var nu også oppe på talerstolen.« '7
Men når det nu ikke er som kvinder på kongressen, kvinderne først og
fremmest selv må gøre noget, hvordan er det da, det forventes at kvinder
skal være?
SCENE 2: HK,s forbundshus: HK-ledelsens hverdag
Det er et stort hus, svarende til at HK er et stort forbund, det næststørste i
DK, og det største kvindeforbund. »Hvis man ikke ved i forvejen, at HK er
en stor organisation, bliver man i alle tilfælde klar over det ved at studere
denne tavle.«18
Der er mange tråde, der skal samles, og mange dygtige folk er ansat her,
bl. a. mange kvinder. Hvordan det forventes, at kvinder skal være, kan nok
ikke adskilles fra, hvorledes mænd i HK-ledelsen gennem årene har set på
de dygtige kvinder, der har arbejdet i forbundshuset. Ved at læse notitserne
for de kvindelige jubilanter i HK-bladene igennem siden slutningen af
50”eme fås følgende billede: »Lasse«, »Ras«, »Knus«, »Steff« og »Søren«
er nogle af disse kvinder, der gennem deres aldn'g svigtende venlighed,
elskværdige og smilende væsen og kvikke replikker som gennem en flittig,
160

Orienteringstavlen i vestibulen
til HK-huset.
Kilde: l9751juhilæumsb0gen
fra HK, 3'. 14.
samvittighedsfuld og pligtopfyldende indsats har opnået en viden og en
indsigt, som har gjort det helt naturligt, at de hentedes over til den ansvars-
fulde stilling, som kræver elskværdighed (telefonomstilling), grundighed og
akkuratesse (afregning, flytning og medlemskartotek).Notitseme slutter
som regel med håbet om, at de har kræfter, energi og lyst til arbejdet i
organisationens sag fremover.
På linje med kvinderne er også mændene blevet hyldet i bladets spalter.
Mændene får som bevis på at deres faglige kunnen er af en vis karat og deres
store erfaring i at styre, en
tillidsmandsstilling, hvor de formår at skabe
respekt om deres person og om forbundet. De ønskes held og kræfter til
endnu i mange år at være med i arbejdet.19
Notitseme er oftest skrevet af mere fremtrædende personer (mænd), som
f. eks. personligt har dikteret til stenografeme, hensigten er at hædre de
enkelte, læst i sammenhæng fremtræder klart forskellige sæt kvalifikationer
for de to køn. Bortset fra »Ras«, hvor forbundet hurtigt opdagede, at der var
stof i »pigebamet«,2° giver de andre hyldester kvinder håb om gennem en
indsats at opnå en viden, som kvalificerer dem til at kunne hentes til for-
fremmelser. Hædringen gennem mandeøgenavne er nu næsten fortid, og
naturligvis forkortelser af deres efternavne!
Det var ikke primært elskværdighed og venlighed, de kvindelige delege-
rede udfoldede på kongressen, selv om det heller ikke var det modsatte!
161

Vores lille kik indenom forbundshuset kan være med til at præcisere med
hvilke forudsætninger HK-ledelsen møder op på kongressen. En hverdag
fyldt op med deltagelse i møder med andre topfolk indenfor interesseorgani-
sationeme eller med den socialdemokratiske regering, hvor man hele tiden
har brug for at nogle andre udfører kontorarbejde for én, giver nogle andre
erfaringer i baghovedet, end dem som de kvindelige delegerede mødte op
med.
SCENE 3: En tilfældig HK-kvindes hverdag
Det, der kommer kongressen nærmest i de kvindelige menige delegeredes
erindringsbillede, er generalforsamlingen, hvor de blev valgt til delegeret.
Men også sådan en aften er på sin måde et brud på de almindelige hverdage,
hvor den ene minder om den anden.
Forfatterens fiktion: Børnene ud af sengen
-
morgenmaden i hast, men
dog i familiens skød, opvasken ud på køkkenbordet. Ud i bilen, aflevere
børnene på institutionen på vejen, og derefter dig selv og endelig kører han
videre til sit arbejde. Trivialiteten i renskrivningen -
de m'andlige overord-
nedes små chikanerier -
få luft for im'tationeme i frokostpausen -
og komme
gennem eftermiddagens arbejde i forventningen om, at det snart er fyraften.
Glæden over at han ordner aftensmaden, så behøver du kun tænke på om
børnene mangler noget, der skal købes på vejen hjem. Nu er han her, ud i
bilen, hen til institutionen -
godt børnehaven først lukker kl. 17, og godt du
ikke står i butik! Dække bord og nå at sætte en vask over, godt I ikke tager
det med rengøring så tungt, det klarer I sammen om lørdagen.
Eller Karens hverdag: Enke og har ingen mand, mor til 2 børn. »De er 10
og 12 år og går i skole fra 8 til 2. Derefter går den lille på »Byggeren« eller
tager til ridning, og den store hygger sig derhjemme og drikker te. Og så, i
denne uge f. eks., da skal den lille lave mad, Så når hun kommer fra skole,
så skal hun i byen og købe ind, og hun må selv bestemme, hvad hun vil
købe. Det er meget forskelligt, hvor mange penge jeg lægger til indkøb, men
det højeste er 30 kr. Det er iøvrigt det, jeg synes har været hårdest ved at
blive alene, det har været det økonomiske. Der var f. eks. en dag, hvor det
smuttede, hvor den lille havde brugt mere end 30 kr. Så sagde jeg, »jamen,
du godste barn, hvad skal vi nu gøre, vi har ikke råd til at bruge mere end 30
kr. om dagen.« »Nå, ja,« sagde hun så, »så må jeg jo spare i morgen.« Nå,
men sådan har det altså været siden jeg blev enlig for 1/2 år siden, da har
børnene købt ind og lavet mad, og den er færdig når jeg kommer hjem kl. 5.
Så bruger vi en time til at snakke sammen og spise, og så går den, der har
lavet mad, ud og vasker op. Så har vi, om jeg så må sige, fri for hinanden til
kl. halvotte, hvor børnene kan gå ned og lege, eller jeg kan besøge nogle af
mine bekendte i opgangen eller i nærheden. Så samles vi igen og ser TV-
avis, og så slukker vi som regel for fjernsynet og snakker. Ugen efter så er
det den andens tur. På den måde har vi fået et enormt godt forhold til
162

hinanden, fordi vi hjælpes ad.« De kan ikke være alene om aftenen, »f. eks. i
aften er min mor der«.
-
Er du fuldtids?«
-
Ja, og det er et mareridt at være der en hel dag. Og så det dødssyge job
jeg har, men jeg tror ikke jeg kunne klare at komme hjem fra arbejde og købe
ind og lave mad« . .. Ved ansættelse: Jeg blev spurgt, hvor store mine børn
var, og om de var ovre bømesygdommene. Da de fik det at vide, sagde de,
at det var godt.« . . . »En alder på 30, det er lige in, det er det arbejdsmarke-
det er interesseret i, fordi det er stabil arbejdskraft.«
»Jeg får 30,30 kr. i timen« -
hvad kontorpersonalet får, ved Karen ikke. -
Kan du heller ikke få det at vide? »Nej, det tror jeg ikke. Og det er jo sådan
noget, der er så farligt, at de kan spille os ud mod hinanden ved sådan noget
hemmelighedskræmmeri, så den eneste der ved, hvad alle får, det er che-
fen.« (Karen fortæller mere sammen med nogle andre kvinder om deres
hverdag i en pjece lavet af ligestillingsgruppen i HK-Kbh., Bog- og papiraf-
delingen: »Kvinder i HK, det store mindretal«).
HKls historiske udvikling
Resultatet af kongressen blev ikke, at flere af disse tilfældige HK-medlem-
mers almindelige hverdagserfan'nger nu er repræsenteret i HK, men resulta-
tet blev nogle vigtige beslutninger m. h. t. forbundets politik fremover. Ma-
nifestationen af kvindelige talere på 77-kongressen kan ses som en ridse i en
fm forbundsoverflade. En artikulering af nogle standpunkter ind i HK's
politikudvikling i disse år med hastigt stigende medlemsmasse. Baggrunden
for kvindernes stigende nærværelse såvel på kongressen som i medlems-
massen generelt er kvindernes stigende samfundsmæssige integra-
tion.Kvindeme udgør som nævnt 2/3 af HK”s medlemsskare, det var især
HK-fagene, der ekspanderede gennem tilgang af gifte kvinder i 60”eme, og
arbejdsløshedsrisikoen nu gør ikke ligefrem organisationslysten mindre! Når
kvindernes samfundsmæssige placering ændres, ændres også kvindeideolo-
gien, og også f. eks. en faglig organisations syn på kvinder.
I det følgende vil vi begynde tilbage i historien og forfølge det, vi vil kalde
HK's kvindeopfattelse. At det lige er kvindeopfattelsen, er naturligvis den
kvindelige forfatters valg. Måden jeg gør det på bliver sporadisk eller ex-
emplarisk. HK som analysegenstand er meget omfattende, det er derfor
næsten sikkert, at HK, eller rettere de ledende i HK-organisationen, har
gjort noget, som kunne/burde være taget med, men som ikke er det. Lige så
sikkert er det, at de samme personer i nogle situationer har undladt at gøre
noget, som ligeledes burde nævnes, at de ikke gjorde, og som ikke påpeges.
I vores eftersporen udviklingen i HK's kvindeopfattelse vil vi dvæle ved
nogle hjømesten i HK's forbundshistorie. Når formanden Max Harvøe på
77-kongressen taler om »vort faglige gennembrud«, burde han have sagt det
tredie faglige gennembrud for HK. Kikker vi tilbage i de gamle bøger,
163

oplever HK som organisation nemlig et fagligt gennembrud lige efter 1.
Verdenskrig, og senere igen i 30”eme og nu i 70”eme. Disse tre gennembrud
for organisationen skal også være vores holdepunkter i historien. Dertil vil
vi tilføje et holdepunkt omkring 1900, hvor HK bliver en landsorganisation.
Vor egen tid 70”eme vil vi udfolde noget, vi skal således også se på udviklin-
gen i 60'erne.
Årene omkring år 1900 -
en landsorganisation bliver til
En arbejdsdag på 16-17 timer og en ussel løn, det var medhjælpemes vilkår.
I de fleste tilfælde udgjorde kost og logi en del af lønnen. Kosten blev
indtaget i butikken og logiet var som regel et usselt kammer, der skulle deles
med andre. Medhjælpeme var på denne måde rent fysisk tæt knyttet til og
afhængig af principaleme. Dertil kom, at de reelle muligheder for senere at
kunne sætte foden under eget bord var forholdsvis store. I løbet af 1880'erne
og 90”erne må en stadig større del af medhjælperne indse, at mulighederne
for at blive selvstændig er forsvindende små.
At arbejdstiden afhang direkte af lukketiden, som var fri, og at den var
afgørende for familielivet mærkede principalemes familie også direkte.
Dette fik en damekomité til i juni 1897 at udsende et opråb til københavnske
husmødre om at gøre deres indkøb fredag og lørdag, for derigennem at
indskrænke søndagsåbningen. Damekomiteen bestod af overklassekvinder,
deriblandt flere hvis ægtefæller var med i bestyrelsen af »5. juni«1. Kvin-
derne ønskede, at kommissionen skulle have mulighed for at gå i kirke om
søndagen, sagde de. Men mon ikke ønsket også var at se deres egne mænd
lidt mere i familierne.
Provokeret af damerne var der i bladet »København« en artikel, der
kaldte medhjælperne for nathuer og nogle tarvelige personager, der burde
danne en rigtig fagforening. Karl Hintz og Jørgen Gjerding tog initiativ til et
møde med medhjælperne, de var begge selv medhjælpere.2 På mødet den 1.
august 1897 stiftedes »Forbundet af danske handelsmedhjælpere«. Med-
hjælpeme ønskede at udtræde af principalforeningen af 5. juni og sammen
føre deres krav frem -
kravene var:
lønninger efter pn'skurant
kost- og logisystemets afskaffelse
hel-søndagslukningens gennemførelse
gennemførelse af en ugentlig friaften
regulering af lærlingevæsenet
regulering af kvindelige medhjælpere
en måneds opsigelsesfrist.
Der udsendtes et opråb, hvori alle medhjælpere opfordredes til at melde
sig ind i fagforeningen. Ligeledes blev der afholdt en række offentlige mø-
der, og i nov. 1897 udkom det første nummer af medlemsbladet »Mercu-
ren«. Heri var der bl. a. en opfordring til provinsens medhjælpere om at
organisere sig.
164

På en ekstraordinær generalforsamling 1. juli 1899 blev spørgsmålet om
kvindelige medhjælperes ret til medlemskab taget op til diskussion. Kravet
om regulering af kvindelige medhjælpere blev præciseret i et krav om
samme løn for lige arbejdsydelse af mandlige og kvindelige medhjælpere.
Dette punkt blev vedtaget i erkendelse af den økonomiske udvikling og
den stigende tilgang af kvinder indenfor faget. Selv om kvinderne på gene-
ralforsamlingen blev anerkendt som medlemmer kørte diskussionen om
kvindernes indtrængen på handels- og kontorområdet videre bl. 3. i »Vort
Blad«:3
»Chancerne for os til at opnå selvstændige Stillinger bliver ringere År for År under den
moderne Udvikling. Men skulde en Moder, en Tante, en ung Dame virkelig ikke, med lidt
Hjælp, kunne tænke så dybt, at de kunde forstå, at Chancerne for en til at byde de unge Damer
en hjemlig Arne, forinden vort Hår er gråt, også svækkes derved, at netop disse Damer i
stadigt stigende Antal optage Pladser på Kontorer og i butikker for en meget ringe Løn.« I
modsætning hertil mente andre, at svaret på kvindeinvasionen ikke er tvivlsomt -
»men kan
kun lyde, at vore bestræbelser må gå i retning af at skabe lige forhold for den mandlige og
kvindelige konkurrent«.
På et møde i Århus d. 23.-24. sept. 1900 blev »Centralorganisationen af
danske handels- og kontormedhjælperforeninger« stiftet.
I '1901 overflyttes både engageringskontoret og redaktørposten til Køben-
havn -
altså en centralisering af forbundets arbejde til København.
Allerede i 1898 havde forbundet sendt en underskriftindsamling om søn-
dagslukning til rigsdagen -
søndagslukningen gennemføres dog først i 1904.
På l902-kongressen vedtoges det at satse på det socialpolitiske arbejde og
lade problemerne omkring løn- og arbejdsforhold ligge til organisationen
havde samlet flere kræfter.
Forbundet satser således sine kræfter på at få gennemført reformer via
lovgivningsmagten. På 1906 kongressen vedtoges følgende: »Hovedbesty-
relsen opfordres til at undersøge mulighederne for opstilling af en kandidat
ved de kommende folketingsvalg som C.O.'s repræsentant«.
Årene omkring 1920 -
Invasionen af fremmede i organisationen
Helt op til 1916 koncentrerede organisationen sig om hvervning af
medlem-
mer samt forskellige socialpolitiske opgaver såsom sygekasse og penSIOns-
ordninger.
Den første kollektive overenskomst blev indgået med Vejle brugsforening
i 1916, men allerede inden da var der forhandlinger igang med
Hovedstadens
brugsforening. I de følgende år oprettedes der overenskomst med
adskillige
store firmaer: C. Schous fabrikker, B.&W., Otto Mønsted, Alfa Vejen,
Frichs Århus , Magasin du Nord.
Den 27. okt. 1917 blev loven om understøttelse ændret således, at de
arbejdsløse, der var medlemmer af arbejdsløshedskasseme, kunne få hjælp
efter 6 dages medlemsskab mod før 1 år. Denne ændring var nok i lige så høj
grad som det stigende overenskomstarbejde med til at forøge medlemstallet
så kraftigt som det var tilfældet i 1917-1919, over en fordobling, til 20.000.4
165

Medlemstilgangen betød bl. a. mere administrativt arbejde og mere aktivi-
tet. Med økonomisk støtte fra forbundskassen kom der i flere af provinsaf-
delingeme fastansatte formænd. Samarbejdet mellem de forskellige afdelin-
ger tog flere steder form af kredsforeninger, ligesom der i adskillige provin-
safdelinger begyndte at udkomme lokale medlemsblade. Hovedbestyrelsen
mente, at disse »stater i staten«5 tiltog sig en kompetence, der tilfaldt ho-
vedbestyrelsen. På kongressen i 1918 vedtoges det på hovedbestyrelsens
forslag at tage afstand fra kredsorganisationeme. Senere besluttede hoved-
bestyrelsen at annoncer ikke måtte optages i medlemsbladene, dermed for-
svandt de lokale blades økonomiske fundament.
HK betegner Gyldendal konflikten i 1918 som et vendepunkt for organi-
sationen og som det egentlige faglige gennembrud.6 Efter at 55 ud af 65
medhjælpere ved Gyldendal havde organiseret sig, fyrede direktøren til-
lidsmanden G. Nielsen med 3 mdr.s varsel. Medhjælpeme besluttede på et
møde at kræve tillidsmanden genansat samt at kræve lønforhandlinger, -
som underbyggelse af deres krav deponerede de deres opsigelser hos orga-
nisationen. Direktøren fyrede nu tillidsmanden på stående fod med den
begrundelse, at han ikke ønskede fagforeningsfolk i firmaet. Det lykkedes
firmaet at få 23 medhjælpere til at udmelde sig af organisationen »som
demonstration mod den planlagte aktion mod forlaget«. Firmaet dannede
ligeledes en klub mod medhjælpemes egen klub. De medhjælpere der ikke
ville melde sig ind i den nye klub blev fyret. Medhjælpeme besluttede nu,
med organisationens forretningsudvalgs billigelse, at gå i strejke. På trods af
De strejkende medlemmer hos
Thorngren 1918.
Kilde: I925-jubilæumsb0gen
fra HK, s. 189
166

at firmaet anvendte strejkebrydere lykkedes det at fremtvinge en overens-
komst med firmaet, hvori medhjælpernes organisationsret anerkendtes.
En strejke i legetøjsforretningen Th. Thomgreen i København fulgte
umiddelbart efter Gyldendal-konflikten. Ved Thomgreen var der ansat 43
kvindelige ekspeditriceri alderen 17-25 år. Kvinderne havde organiseret sig
og havde dannet en klub og forlangte at få lønforhandlinger igang med
firmaet. Firmaet trak forhandlingerne ud samtidig med at de fyrede de orga-
niserede medhjælpere og ansatte uorganiserede på årskontrakt.
Kvinderne gik i strejke. Samme dag blev der optaget forhandlinger og
indgået overenskomst med bl. a. store lønforhøjelser, betaling for overar-
bejde, indskrænkning af arbejdstiden, »organisationen kunne således påny
notere en smuk sejr, der selvfølgelig heller ikke undlod at gøre sin virkning
overfor såvel medhjælpere som principaler.«7
Det store gennembrud medlems- og overenskomstmæssigt i årene
1917-19 varer ikke ved. De medlemmer der var kommet til, havde hovedsa-
geligt meldt sig ind for »vindings skyld«, »men havde ikke forstået betyd-
ningen af standens sammenhold«.8 De nye medlemmer kunne ikke stå for
den hærgende storm, adskillige mistede modet og tilliden til organisationen
under den defensive politik, og den fremmede invasion forsvandt ud af faget
og dermed ud af organisationen« .9 Den »fremmede invasion« var for en stor
dels vedkommende unge kvinder, der var kommet ind i faget, da der var
mange] på arbejdskraft i 1917-1919. Det var en defensiv politik, der blev
ført, både i lønarbejdet (overenskomstarbejdet) og i det socialpolitiske ar-
bejde. Flere af de overenskomster, der var blevet oprettet siden 1916, blev
tabt i begyndelsen af 1920'erne, herunder B.W., Magasin du Nord, Otto
Mønsted.”
Den store tilgang af medlemmer (kvinder) karakteriseres fra ledelsens
side således som en fremmed invasion af medhjælpere, der er ligegyldige og
kortsynede og som kun er medlemmer for vindings skyld, da presset fra
arbejdsgiverne og organisationens defensive politik medfører masseudmel-
delser, eller nok snarere sletninger p. gr. af restance med kontingentindbeta-
linger.
1930'erne -
funktionærer og arbejdere, samme slags?
HK'S indmeldelse i D.S.F. må betragtes som en følge af den generelle
proletarisering af funktionæreme. T0 gange tidligere var der blevet holdt
afstemning om indmeldelse både i 1922 og 1928, men først i 1932 var der
flertal for medlemskab af D.S.F. Der var flere argumenter for indmeldelse i
D.S.F.11
For det første var adskillige firmaer ikke særlig villige til at slutte overens-
komster med de enkelte afdelinger, der i mange byer stod temmelig svagt.
For det andet havde der i slutningen af 20”erne været nogle konfliktsituati-
oner, hvor de andre forbund under D.S.F. havde udtalt, at de gerne ville
167

være gået i sympatiaktion, men da HK ikke var medlem af D.S.F. lod dette
sig ikke gøre iflg. septemberforligets paragraf 2.
For det tredje blev der i 1928 vedtaget en lov om værn for erhvervs- og
arbejdsfrihed -
senere kaldet tugthusloven. Loven skulle primært sikre, at
uorganiserede arbejdere fik lov til at arbejde uanset, at de ikke var medlem
af fagforeningen.l2 Loven var især møntet på organisationer uden for
D.S.F. , idet organisationer i D. S.F. i langt højere grad ville være i stand til at
forhindre strejkebrydere på deres områder.
Arbejdsgiverne var ikke blinde for udviklingen indenfor handels- og kon-
torområdet, de ønskede fremfor alt at forhindre de tendenser til solidaritet
mellem arbejdere og handels- og kontormedhjælpere der var optræk til.
Arbejdsgiverne forsøgte sig bl. a. med at etablere gule funktionærforeninger,
men disse fik aldrig den store tilslutning.
I 1934 nægter firmaet Vølund A/S at anerkende HK's ret til at varsle
konflikt i henhold til septemberforliget af 1899, selvom HK var medlem af
D.S.F. Vølund påpeger, at de selv kun er medlem af D.A. med hensyn til
deres værkstedsarbejdere. Endvidere mener de, at en evt. ændring i aftale-
forholdene skal ske ved at hver enkelt ansat henvender sig til firmaet.
»Desuden må efter sagsøgerens mening Septemberforliget såvel efter sin
ordlyd som efter hensigten med det antages i mange] af anden udtrykkelig
aftale udelukkende at angå arbejder i teknisk forstand (manuelle arbejdere,
værkstedsarbejdere), men ikke kontormedhjælpere (intellektuelle arbejde-
re), for hvem det ikke er egnet til at anvendes.. .«.'3
For det første opereres der med en opsplitning mellem manuelle og intel-
lektuelle arbejder. Senere er der tale om de intellektuelle arbejdere (funkti-
onæreme) ikke kan anvende det korte strejkevarsel fra septemberforliget,
da deres individuelle opsigelsesvarsel som regel er længere.
Efter en lang og tung vej gennem retssystemet fastslås det endelig i 1935,
at forbundet hører ind under septemberforliget og således har ret til strejke
på samme betingelser som den øvrige del af arbejderklassen -
de intellektu-
elle arbejdere er arbejdere.
Kort historik omkring funktionærloven
Allerede i begyndelsen af 1920'erne havde man i statsligt regie drøftet
spørgsmålet om en særlig lovgivning for funktionærkategorien i Socialrådet
(en permanent komité, der skulle undersøge aktuelle sociale problemer).
HK havde imidlertid protesteret mod dette udvalgs nedsættelse, fordi det
bl. a. havde til formål at støtte de såkaldte gule funktionærforeninger.Lige-
ledes havde HK på en kongres i 1936 taget afstand fra en særlovgivning for
handels- og kontorfunktionærer.
I 1937 fremlagde de konservative v/ Christmas Møller imidlertid et » For-
slag til lov om individuelle' arbejdsaftaler«, der skulle omfatte alle de løn-
modtagergrupper, der ikke allerede var inde under kollektivets lønaftaler, og
det ville specielt sige mange handels- og kontorfunktionærer.
168

HK var meget imod forslaget, bl. a. fordi det byggede på, at lønaftaler
skulle foregå individuelt og Socialdemokratiet stemte derfor imod forslaget
ved behandlingen. Det »syltedes derfor i udvalg, indtil det radikale venstre,
der sad i regeringssamarbejde med S.D., kom frem med et ønske om en
funktionærlov. Årsagenhertil var, at partiet konkurrerede med de konserva-
tive om mellemstandens stemmer. Herefter forhandledes der i udvalget mel-
lem de forskellige partier, og resultatet blev et ændringsforslag, som i 1938
vedtogesaf S.D., Radikale, Venstre samt den yngre fløj af de konservati-
ve.M
Loven fik titlen »Lov om retsforholdet mellem arbejdsgivere og funkti-
onærer i private erhvervsvirksomheder«. Den havde fået HK”s tilslutning,
eftersom de mente, at den var til fordel både for fagforeningen selv og for
alle funktionærer. På grund af den lave organiseringsgrad og den dårlige
overenskomstdækning var det vigtigt for HK, at de kunne være om ikke
initiativtager så være med til at forbedre hele standens vilkår gennem en
funktionærlov.
I 1948 revideres loven uden at der foretages særlige ændringer bortset fra,
at den nu kommer til at omfatte samtlige funktionærer i og uden for det
private erhvervsliv. Dette må være en afspejling af funktionæremes stigende
inddragelse i den offentlige administration, som begyndte at sætte sig igen-
nem på dette tidspunkt.
§ 1, stk. 1 i loven lyder:
»Ved funktionærer forstås i denne lov følgende personer:
a) Handels- og kontormedhjælpere, beskæftiget ved køb og salg, ved kontor-
arbejde eller dermed ligestillet lagerekspedition.
b) Personer, hvis arbejde består i teknisk eller klinisk bistandsydelse af
ikke-håndværks- eller -fabriksmæssig art, og andre medhjælpere, som
udfører et arbejde, der kan sidestilles hermed.
c) Personer, hvis arbejde udelukkende eller i det væsentligste består i på
arbejdsgiverens vegne at lede eller føre tilsyn med udførelsen af andres
arbejde.
d) Personer, hvis arbejde overvejende er af den under a) og b) angivne
art.«'5
For at være funktionær skal således tre betingelser være opfyldt:
1) der skal være tale om en bestemt art arbejde.
2) beskæftigelsen skal være af et vist omfang (ståri stk. 2).
3) der skal foreligge et tjenesteforhold.
Derimod er lønform, titel og uddannelse ikke afgørende kriterier for funk-
tionærstatus. Administrerende direktører og virksomhedsledere er udeluk-
kede, fordi disse har kompetence til at træffe selvstændige afgørelser -
funktionærens arbejde skal være underkastet arbejdsgiverens ret til indblan-
ding, dermed sættes funktionærens lydighedspligt.
1948-loven revideres herefter fire gange, nemlig i 1952, 1964, 1969 og i
1971.
169

Da man i 1964 skulle revidere loven, stod man overfor problemer både
hvad angik ændringer i lavere butiks- og kontorpersonales arbejdsforhold,
og hvad angik de gifte kvinders indtrængen på arbejdsmarkedet formidlet
via det voksende deltidsarbejde.
Det blev besluttet, at både kassedamer og hulledamer skulle vedblive med
at høre under funktionærkategorien. Det stigende deltidsarbejde var et pro-
blem, idet kun personer med over 18-19 timer ugentlig kunne være funkti-
onærer -
her blev grænsen nedsat til 15 timer om ugen.
Funktionærstatustildelingener i høj grad en politisk variabel faktor -
udviklingen af nye arbejdsområder betyder stadig differentierede job, og om
de karakteriseres som funktionærområde eller ej er en politisk afgørelse.
Funktionærkategorien får således med den stigende dekvalificering af de
forskellige arbejdsområder for de fleste medlemmer af HK mere og mere
udelukkende ideologisk betydning, idet funktionærbegrebet stadig tillægges
en status (i kontrast til de reelle arbejdsvilkår for de fleste). Funktionærka-
tegorien medvirker idag således til opretholdelse af et gammelt skel inden
for lønarbejderklassen mellem manuelle og intellektuelle lønarbejdere.
1960,erne
Erhvervslivet og velfærdslivet
Funktionæreme i HK's placering som en del af fagbevægelsen i DSF og
samtidig funktionæremes særstilling gennem funktionærloven betød ikke
vindstille omkring funktionærgruppens tilhørsforhold, snarere tværtimod.
De store erhvervsmæssige ændringer i 50'erne og i 60”eme betød et stigende
antal funktionærer og skærpet konkurrence mellem (parti)ideologieme for at
vinde disse til sig.
Først nu sker der en egentlig gennemindustrialisering af det danske sam-
fund, i begyndelsen af 60,erne overgår den danske industriekspon den dan-
ske landbrugseksport. Den industrielle stigning sker ved, at antallet af ar-
bejdere øges fra ca. 240.000 i 50'erne til at stabiliseres på ca. 300.000 i
60'erne. Det sker ikke ved, at virksomhederne bliver større, men gennem et
øget antal fabrikker geografisk spredt over landet. Der sker en kraftig rati-
onalisering af landbruget, både gennem mekanisering 0g brugssammenlæg-
ning, og her kan den nødvendige arbejdskraftreserve til industrien tages fra
afvandn'ngen fra landbruget. Drømmen om at blive selvstændig bliver ren
illusion, og såvel landmænd som små erhvervsdrivende i byerne »gårneden
om og hjem«.1
At der bliver færre kapitalejere og dermed arbejdsgivere præger også
udviklingen indenfor handel og omsætning. Funktionærtallet øges kraftigt
både med behovet for teknikere til industrien og med væksten af firmaer,
som beskæftiger sig med reklame, revision, rådgivende ingeniør- og rationa-
liseringsfirmaer, industriel formgivning, EDB-bureauer osv. Det betyder en
170

kraftig øgning i det almindelige kontorarbejde. Kontorlandskaber i stedet for
enkeltpersonskontorer i nye store administrationsbygninger. Den traditi-
onelle engros- og detailhandelsstruktur med selvstændige og medhjælpende
hustruer brydes og i stedet udvikles de store selvbetjeningsbutikker med en
skjult ejer (ofte til flere butikker) og mange ansatte. Og indenfor handel og
omsætning udfyldes det nye arbejdskraftsbehov først og fremmest med gifte
kvinder. I 1970 arbejder ca. 160.000 kvinder her, og de udgør 85% af de
ansatte.
Disse Store samfundsmæssige ændringer sker ikke udenom den offentlige
sektor, også her sker en stor øgning af antal ansatte, og også her er kvinder
reserven, der hentes ind. Kvindearbejdet her er også almindeligt kontorar-
bejde, men mere dominerende er de andre funktionærgrupper. Mange kvin-
der får ansættelse på de sociale institutioner, hospitalerne og i undervis-
ningssektoren, hvor der overalt sker en stor udbygning. Gennemindustn'ali-
seringen øger behovet for mere uddannet arbejdskraft og hurtig revalidering
af den nedslidte. Offentlig varetagelse af dele af funktionerne i familien
(børnepasning) var nødvendigt for overhovedet at kunne trække en kvart
million ekstra kvinder ud i erhvervslivet.
De erhvervsmæssige ændringer bliver båret gennem to rekrutteringsmu-
ligheder til de nye lønmodtagergrupper. Afvandringen fra landbruget til 1.
generationsarbejdere og kvinder, såvel tidligere medhjælpende hustruer som
unge kvinder, til funktionærgmppeme. Denne indslusning af beskæftigede i
et arbejdsgiver-lønmodtager forhold betyder en opløsning af de tidligere
partiideologiske tilknytningspunkter. Tidligere var butik knyttet til de kon-
servative, landmænd til venstre, husmænd til de radikale og endelig arbej-
derne med en faglig organisering knyttet til Socialdemokratiet (SD). Op-
brydningen af det materielle grundlag for denne struktur skærper ideolo-
giemes indbyrdes konkurrence for at vinde de nye lønmodtagergrupper til
sig. Dette er ikke kun i spørgsmålet om at få flest folketingsvælgere -
men
også m. h. t. faglig organisering opstår der andre organiseringer, som tilby-
der sig uden om SD.
I de år hvor selve den samfundsmæssige udvikling sætter fokus på HK
gennem et øget antal potentielle medlemmer, skærpes problemet med
mange uorganiserede yderligere ved parallelle organisationstilbud til funkti-
onærer. Dette problem eksisterer stadigt, HK betragter idag EDB-arbej-
der-organiseringen Prosa for at være en gul fagforening.
Hidtil har det kun været indenfor arbejderklassen der har været tale om en
faglig organisationshistorie, det er naturligt for arbejderne at organisere sig
fagligt. Og ikke nok med at HK skal organisere lønmodtagere uden faglige
traditioner, der er yderligere tale om at disse nye lønmodtagere er kvinder.
Kvinderne er ikke historieløse, men deres historie er en skjult historie.
Skjult fra offentligheden, knyttet til familie/privatsfæren og uden faglig or-
ganisering. At arbejderklassens kvinder altid har måttet tage arbejde og at
de rent faktisk har en organisationshistorie, har ikke rokket ved den offent-
lige kvindeideologi om, at kvinder primært var knyttet til familierne. Også
171

arbejderklassens mænd har ønsket at kunne have mor derhjemme og at
kunne forsørge familierne. Arbejderkvindemes slid på fabrikkerne og med
rengøringsarbejde har været ud fra materiel nød og har ikke betydet en
frigørelse fra kvindearbejdet i familierne. Først da det er en anden grup-
pe/lag af kvinder, der skal ud på arbejdsmarkedet, sker der en kraftig udvi-
delse af daginstitutionsområdet.
Disse nye grupper af kvinder er opvokset i familier, hvor deres mødre er
blevet forsørget gennem mændenes indtjening. Frigivelse af boligmarkedet
med mulighed for bedre og dermed dyrere boliger sammen med stigende
forbrugsmuligheder er ikke i sig selv nok til at lokke kvinder i tilstrækkelig
omfang ud på arbejdsmarkedet. De offentlige bømepasningsmuligheder må
udbygges. Varer, som kan lette husarbejdet og statslige institutioner til at
passe børnene åbner mulighed for kvinderne til at frigøre sig fra familiear-
bejdet. Men familiearbejdet er ikke kun pasning af børnene om dagen, de
skal stadig have omsorg, godnatlæsning, knus og kærlighed og lægekonsul-
tationer, og mandens daglige fysiske og psykiske pleje tynger stadig hende.
En egentlig kollektivisering af lønmodtagernes daglige reproduktion omfat-
ter også kollektivisering af husarbejdet. Tøjvask, madlavning, opvask og
rengøring 0. s. v. er stadig kvinders opgaver, skjult i familierne. Den domi-
nerende kvindeideologi med mor, hustru og elskerindefunktioneme som
værende det bærende i enhver kvindes liv, ændres ikke straks. I første
omgang betød flere gifte kvinder i erhvervslivet flere gifte kvinder med
dagligt dobbeltarbejde.
Kvinders udearbejde er kvindearbejde
Kvinders udearbejde er mange forskellige ting -
men mest karakteristisk er
det, at kvinders arbejde er noget andet end mænds arbejde, derfor kan vi
tale om at noget arbejde er kvindearbejde.
Kvindearbejdsområdeme i erhvervslivet må ses i sammenhæng med den
traditionelle kvinderolle, og dermed de konkrete kvindeopgaver i familien.
Samtidig er det karakteristisk, at kvinder også udfra familietilknytningen
generelt har en lavere uddannelse end mændene. Kvinder og mænds forskel-
lige kønsroller har på arbejdsmarkedet betydet muligheden for en diskrimi-
nation af kvinderne, såvel m.h.t. hvilket arbejde de kan få, som m.h.t.
hvilken løn de får for arbejdet, så sent som til 1958 var mænds forsørgersta-
tus direkte årsag til højere løn. De specifikke kvindelige kvalifikationer, som
stadig idag udnyttes i kvindearbejdet er aldrig blevet regnet for kvalifikati-
oner, som der skulle betales for. Kvinders erfaringer og evner til at være
ñngersnilde, hurtige, tålmodige til at gentage den samme proces igen og igen
betragtes som noget naturgivent. Det er netop den slags kvalifikationer, som
kræves til de arbejdsprocesser, hvor især kvinder er beskæftiget. Dette
gælder indenfor al form for kvindearbejde.
Kvindearbejdet i industrien er med det manuelle, ensformige rutinear-
bejde i produktionsprocessen. Dette gælder både i de gamle traditionelle
kvindebrancher -
beklædning og nærings- og nydelsesmiddelbrancherne,
172

som lå direkte i forlængelse af kvindeopgaverne i familierne, -
og i den nye
form for kvindearbejde indenfor f. eks. elektronikindustrien. Derudover er
de ufaglærte arbejderkvinder især beskæftiget med rengøring indenfor alle
former for virksomheder.
Traditionelt har funktionærers arbejde været et varieret arbejde med mu-
lighed for personlig tilrettelæggelse og indeholdt ofte mulighed for social
opstigning. Kontorlandskabeme idag, styret fra central hold, og med de
mange maskiner til hjælp i arbejdets udførelse, betyder at arbejdet er opdelt
i små enheder og arbejdskraften specialiseret herefter, således er der visse
dele af arbejdsprocesseme, som kan karakteriseres som kvindearbejde. De
kvindelige funktionærer har det monotone, mere lavtlønnede arbejde og en
dårligere placering end mændene. Dette fremgår bl. a. af Kvindekommissi-
onens betænkning (nr. 715, s. 49):
»Det mest almindelige er imidlertid, at kvinder og mænd udfører forskellige arbejdsopgaver,
har forskellige stillingsbetegnelser og får forskellig løn -
mændenes højere end kvindernes.
Undertiden er fordelingen sådan, at de ufaglærte arbejdere er kvinder, de faglærte samt
formændene og værkføreme er mænd, eller som for EDB-personalets vedkommende, at
kvinderne næsten udelukkende er beskæftiget som hulledamer, men mændene er operatører,
der betjener maskinerne eller arbejder med programmering, planlægning og ledelsesfunkti-
oner.«
Typisk er det, at kvinder ikke udfører varieret arbejde, enten de så er
renskrivningsdamer eller kassedamer. Arbejdsgangen indenfor butikkerne
er også opsplittet i delfunktioner, som øger muligheden for tempoopskru-
ning. Og overalt dominerer kvinderi de underordnede stillinger, derfor kan
vi også indenfor HK-fagene tale om, at kvinders lønarbejde er en særlig
kategori for lønarbejde, kvindearbejde, hvor kvinder i arbejdet udbyttes og
undertrykkes som kvinder.
HK”s kvindeopfattelse
»Vor organisation« omkring 1960
Vores primære interesse i denne artikel er at få belyst HK“s kvindeopfattel-
se, men vi vil alligevel her først se lidt på, hvad der rører sigi HK-organisa-
tionen ved indledningen til 60”eme.
1960 er et jubilæumsår -
60 års virke fejres med pomp og pragt -
jubilæ-
umsbladet viser, hvorledes HK-ledelsen selv opfatter de 60 år, som en
udvikling fra funktionærmanden med cykel til funktionærkvinden med læbe-
stift og håndspejl i hænderne.2
Det bærende element i formand Erling Dinesens kongresberetning 1957 er
»de gode resultater set i lyset af de vanskelige betingelser for forbundets
arbejde«. De gode resultater er et stadigt stigende antal medlemmer, som
giver den organisatoriske styrke, der er bestemmende for udvidelsen af
lønarbejdet. Lønarbejdet betyder antal overenskomster og disses indhold og
udtrykker dermed organisationens faglige styrke. 1957 kongresberetningen
er præget af ideologiemes konkurrence, således præciseres vanskelighe-
deme til at være de borgerliges hetz mod organisationen, og HK ønsker på
173

dette tidspunkt ingen grænseaftale med FTF, det ville være at anerkende
denne organisation; det er dog sket siden, nemlig i 1969.3
HK”s arbejdsprioriten'nger er først og fremmest at sikre fortsat medlems-
tilgang -
i disse år er der samtidig med stadig flere indmeldelser også stadig
afgang af medlemmer. Medlemmer som slettes som medlemmer, fordi de
ikke har betalt kontingent. Derfor pointeres det, at »både kontrollen med
overenskomstemes overholdelse og kontrollen med den organisatoriske stil-
ling i virksomhederne må være de vigtigste opgaver, der påhviler vores
tillidsmænd, såfremt vi skal vinde videre frem,«4 og kontrollen med den
organisatoriske stilling er at få restanceproblemet reduceret. Der sker ikke
en præcisering af de kvalitative fordele og interesser i den faglige styrke -
men megen tale om de uorganiserede, »at vore minimallønninger er lave har
de uorganiserede ingen ret til at kritisere og det er først og fremmest deres
skyld.«5 De potentielle medlemmer karakteriseres som »himmelråbende li-
gegyldige«.
HK's formål er først og fremmest »at samle alle handels- og kontorfagets
udøvere«6 og herom drejer det centrale arbejde sig. Standen er endnu ikke
samlet og i 1957 prioriteres det at opnå almene forbedringer for funktionæ-
reme, bedre lærlingeforhold (dagskoler), og retten til arbejde skal sikres og
udbygges, og usaglige afskedigelser skal forbydes ved lov.7
De andre to HK-formålspunkter er meget generelle i deres formuleringer:
»at søge tilvejebragt bedre økonomiske, sociale samt uddannelses- og be-
skæftigelsesmæssige vilkår for handels- og kontorfunktionærstanden, at til-
stræbe at enhver funktionær og lærling sikres gode og betryggende arbejds-
forhold og det størst mulige udbytte af eget arbejde.«8
Organisationens mål er således at skabe en bedre tilværelse for funkti-
onæreme, dels samfundsmæssigt via folketinget (SD) og dels på arbejdet via
lønarbejdet. For begge veje bliver det samlede medlemstal afgørende for
med hvilken styrke forbundet taler.
De samfundsmæssige forbedringer ligger udenfor selve det organisatori-
ske arbejde i det politiske liv, hvor »kompromiset er den eneste mulighed
for politisk indflydelse«9 og »det der er mest grund til at beklage, er jo i
virkeligheden at arbejdere, funktionærer og tjenestemænd endnu ikke har
sikret sig tilstrækkelig indflydelse. At 75 % af befolkningen er lønmodtagere
og Danmarks største lønmodtagerparti, SD, repræsenterer kun ca. 40% af
vælgerne... så har vi i en nøddeskal årsagen til... at den samfundspolitik
der føres ikke først og fremmest er i lønmodtagemes interesse.«10
Det essentielle for det faglige arbejde er, at »fordele, der vindes for en
gruppe... udvides til at gælde andre og til sidst alle«. Den anden vej rundt
betyder det, at »vilkårene for den enkelte står i direkte forhold til det der
gælder for faget som helhed. . .. Gennem vort virke for handels- og kontor-
funktionæremes bedste skaber vi det grundlag, som giver hver enkelt funk-
tionær mulighed for at forbedre sin stilling og levestandard«.ll Heri ligger
indirekte en præcisering af forholdet mellem forbundet og medlemmerne,
eller HK-ledere og menige. Vi i »vort virke« må således være alle ikke-me-
174

nige medlemmer, alle tillidsfolkene og alle ansatte i forbundet, såvel på
hovedkontoret, som rundt om i afdelingerne. »Vort virke« skaber grundla-
get, det er så op til den enkelte at udnytte dette. Og noget af det grundlag,
som HK's virke satser meget på i disse år er ligelønsgrundlaget. Den formel-
le ligeløn indenfor HK-området bliver en realitet samme år, som kvinderne
bliver i flertal i HK's medlemsskare, 1965.12
På denne baggrund skal den tidligere nævnte notits af Max Harvøe
(HK-bladet 1974) »Det er for dårligt pigerl« forstås. 1 3
Vi har hermed fået lidt
flere af forudsætningerne for HK-ledelsens handlinger og tale. I det følgende
vil vi søge i HK-bladene 1957-77 for yderligere at begn'be HK”s kvindeop-
fattelse og ændringer heri.
Den ansvarshavende redaktion for HK-bladet er til enhver tid formanden
for HK. I 1961 bliver Jørgen Beck ansat på bladet, som ansvarlig for lay out.
Senere opgives han i bladet til at være redaktionen sammen med formanden.
Derudover arbejder adskillige journalister, tegnere og fotografer for bladet.
Bladet er det centrale formidlingsled fra forbundets ledelse til de menige
medlemmer. Vi kan gå ud fra, at forbundets kvindeopfattelse kan aflæses i
bladets spalter, den opfattelse, som ledelsen ønsker medlemmernes be-
vidsthed om.
Ligelønsplakaten fra 1965.
Kilde: I975-jubilæumsb0gen
fra HK, 5. 29
175

T0 kvinderoller bliver til én
HK-kendemærker gennem hele perioden indeholder både en mand og en
kvinde. Omkring 1960 var det, som vi har set på ligelønsplakaten, kvinden
med stenogramblokken med blikket rettet op mod manden', som vi ser skråt
bagfra på et fotografi. I 1973 maler Heerup et maleri med nøgen mand og
nøgen kvinde, som støder brysterne og ansigteme sammen set fra siden.
I begyndelsen af 60”eme er der to sideordnede opfattelser i bladet om,
hvilken samfundsmæssig rolle kvinder kan varetage, de kan enten være
medlems hustru eller medlem, den første rolle bortfalder i 60'erne.
Som medlems hustru er kvinderollen ikke særlig fremtrædende i bladet,
men ligger der indirekte. Det er hustruen der sørger for maden hver dag, så
derfor opfordrer »Røg i køkkenet«-rubrikken medlemmerne (mænd) til en
gang imellem at servere mad for deres »udslidte hustru«. Og så skal det ikke
være billigt, »j0h, -
der skal vin til maden, når De står for anretningen. Det
manglede bare andet«.'4 Dette står i kontrast til hustruens rolle med at »få
en gage på under 1.000 kr. mdl. til at slå til blot til det allemødvendigste«.'5
Kvindernes hustrurolle bearbejdes ikke i bladet ud fra deres indhold (det
med gagen er et læserbrev), men organiseringen af husmødre i husmoderfo-
reningen refereres i bladet, når de positivt støtter HK's kamp mod længere
åbningstideri butikkerne. Så ofres et interview med Husmoderforeningens
formand."5
Identiñkationsmuligheder for de kvindelige medlemmer i bladet træder
mere og mere frem i 60”eme, især i 1965-årgangen med den »strålende
landvinding (ligelønnen) og nu er det kvinderne selv, der i samråd med den
stedlige afdeling, må arbejde med på at få del i dette værdifulde gode«.'7
Muligheden for -
dvs. den faktiske realitet i- at kvindelige medlemmer også
er hustruer med husmoderforpligtelser skinner ikke frem i bladets spalter.
Der eksisterer et skarpt skel mellem disse to kvinderoller, hvoraf hustrurol-
len da også syner helt bort i løbet af 60'erne med den stigende erhvervshyp-
pighed for kvinder. I og med at medlemmer aldrig er hustruer eksisterer
dobbeltarbejdet naturligvis heller ikke. Kvindernes ansvar over for børnene
er derimod en realitet i bladet. Dette problemfelt behandles ikke ud fra
kvinde- eller familiesynspunkt med f. eks. forestillingen 0m mændenes del-
tagelse hen'. Det tematiseres i bladet ud fra børnenes udviklingsmuligheder i
forbindelse med kvinders udearbejde. Dvs. den gamle traver fremdrages,
»når der er behov for kvinder på arbejdsmarkedet, er det godt for børnene at
komme i børnehave«. (Den bliver ikke vendt om i 70'emes krisel) Vareta-
gelsen af det egentlige husarbejde eksisterer ikke i bladet.
Men kvindernes reelle liv som hustruer eller lønarbejdere er overhovedet
ikke væsentlig i 60'erne, kvindernes stigende erhvervsfrekvens mødes med
en helt anden bearbejdning af hunkønnet i HK-bladene i 60'erne. En sti-
gende udstilling af kvinden, som ikke foretager sig noget som helst, hun skal
blot vække lyster!
176

Kvinder er en dejlig ting!
Masser af billeder af kvinder -
kvinder som objekter -
kvinder for morskab -
kvinder for mandelyster -
kvinder som blikfang -
det flyder med dejlige
damer!
Enhver artikel eller historie skal præsenteres, så læseren lægger mærke til
den, -
og hvad er mere naturligt end at lade en smuk kvinde være indgangen,
lade en kvinde vække læserens interesse. Kvinder, altid fotograferet som
kvinden, er i 60'erne HK-bladenes blikfang til artiklerne. Dette gælder først
og fremmest de rare, de gode nyheder, f. eks. HK-arrangementer »Ih, hvor
de morede sig«,18 selve HK-bladenes forsider, reklamer for de forskellige
årstider, kvinden som lykkens gudinde.19 Og endelig er feriesæsonen altid
præsenteret gennem en kvinde. Dette gælder såvel den nye ferielov i 1970,20
som meddelelsen om at redaktionen tager på ferie.21
Ofte har billedet slet ikke direkte sammenhæng med artiklen: »Der er
dejligt« -
billede af kvinde foran en pottemagerbutik og artiklen handler så
om HK's kursusejendom.22
Det er tydeligt at kvinder som sexualobjekt ændrer karakter i løbet af
60'erne. I begyndelsen er hun ofte afbilledet i sammenhæng med en mand i
et romantisk skær og senere bliver det mere som rene kvindeudstillinger -
'kvinder er dejlige i sig selv”. Disse modebilleder eksisterer isæri rubrikken
»Småtingsafdelingen«, her præsenteres modehætter fra Paris osv. Og ru-
brikken får i det hele taget et kurisorisk indhold på »slappe af stadiet«.
På slappe af planet knytter sig også den rige-udfoldelse af direktør-sekre-
tærvitseme. Sekretæren sidder på direktørens skød, han snakker i telefo-
nen: »Tror De uden videre jeg kan smide det fra mig, jeg har i hænderne,
blot fordi De ringer. . .?«23 Ud over denne tingsliggørelse af kvinder er det
morsomme ofte i vitseme, at kvinder er dumme/uvidende. Det sociale rum
for disse vitser er ofte hustruen, der modtager manden derhjemme, eller
kvinder som sælger eller køber i en butik.24
Denne tingsliggørelse af kvinder udtales verbalt i undertekSten til et foto i
1967. Fotoet er en præsentation af alle de mange nye ting (forbrugsgoder),
som er fremkommet på markedet indenfor de sidste 25 år. »Her tænker vi
ikke alene på pigen... som garanteret er under 25 somre«. Alle tingene på
fotoet har nr., i omtalen under fotoet præsenteres disse således: »Vi ser
nærmere på tingene: 1) Har vi talt nok om (kvinden, forf.), 2) Vaskemaski-
ne, 3) Plasticbeklædning, . . .
7) Nylonskjorte. . . .«. Nr. 7 står retteligt på en
mand, men manden er naturligvis ikke en ting!25 Netop denne sætten kvin-
den på piedestal (her på en vaskemaskine), som en ting i kraft af kønnet, er
et centralt moment for opgøret med kvindeundertrykkelsen. Denne kærlig-
hed til kvinden som køn, lige som ting, giver ikke kvinder nogle som helst
handlemuligheder, kvinder kan kun handles med. Således eksisterer kvinder
som passiviteten.
177

Tingstilværelse 0g tingsliggø relse. Kilde: HK-blade! [967, s. 224
De mange mandevitser uddør fra bladets spalter i slutningen af 60'erne.
Dels er der ikke så meget direkte fyldstof i 70'erne, og dels, hvor der er
vitser og morsomme bemærkninger, er de af en anden slags. Meget brugt er
tegneren Sjøbergs vitser; f. eks.: Direktørens søn spørger sin fader: »
Far, er
det kun mens man er børn, man skal dele med hinanden?«26
Anvendelsen af kvinderne som blikfang til artiklerne bliver mere og mere
udpræget op gennem 60”eme end i årene omkring 1960. F.eks. mht. at
orientere i HK-bladene om udviklingen indenfor fagene. I 1960 sker det
oftest gennem sobre artikler og billeder knyttet til det, redaktionen ønsker at
oplyse om. De nye butikker eller skrivemaskinen »700 anslag i minuttet«.27
Senere er maskinerne trukket tilbage i billedet, og læserens blik fanger i
første omgang en smuk kvinde, f. eks. har kvindens korslagte nylonstrøm-
pebeklædte ben en central betydning i billedet, dvs. hun befinder sig i en
stilling i hvilken det er umuligt at arbejde.28
Kvindernes stigende erhvervsbeskæftigelse imødekommes således på
mange måder med en rigelig anvendelse af dem til at pryde bladets spalter,
samtidig med en mandlig taknemmelighed herfor. »Da Henry Gran var i
Juelsminde d. 30. sept. (1969) for at indvi HK-skolen, benyttede han lejlig-
heden til at hilse på en af de søde serveringsdamer. Med hilsnen fulgte en
178

æske chokolade som tak for, at Joan Lindhardt havde prydet forsiden på
sidste nr. af HK-bladet.«29 Forsiden er et billede af Joan i forgrunden, og
svagt kan HK-skolen skimtes i baggrunden.
Der er stadig mange billeder af kvinder i HK-bladene i 70'erne, men nu ud
fra en anden synsvinkel, det er ikke kvinden, der afbildes, men billeder af
kvinder i deres arbejdsmiljø, og uden betegnelsen »dejlige damer«. Det
sidste direkte kvindemodelbillede i HK-bladene er 1971 med underteksten:
»Vær venlig at bære over med staben på redaktionen, når vi anvender
dejlige damer til at fange opmærksomheden med. Men vi har faktisk noget
vigtigt og glædeligt at meddele. Fra januar 1972 udkommer HK-bladet i nyt
og større format. Der bliver flere farvesider og plads til mere stof. «30
Kvinders ændrede samfundsmæssige placering kræver en ændring af
kvindeopfattelsen. Nødvendigheden af at kvinder integreres i erhvervslivet i
større målestok og nødvendigheden for at de deltager i fagforeningsarbejdet
kræver et opgør med billedet af kvindeidentiteten som værende passiv og
uvidende. Opgøret med kvinder som passive er centralt både for den nye
kvindebevægelse og for HK-organisationen. Også kvinders uvidenhed er en
skranke for en organisation, hvor 2/3 af medlemmerne er kvinder. At kvin-
der igennem hele den historiske udvikling også har været aktive og vidende
er en anden sag, deres aktivitetsområder og deres viden har været skjult i de
offentlige sammenhænge. Når vi her taler om passivitet og uvidenhed er det
indenfor de områder af samfundslivet, som har været/er styret af mænd.
»Damerne er åbenbart helt uvidende om de muligheder, de hari HK«, som
Max Harvøe skriver. Han har i S-toget hørt nogle kvinder tale om arbejds-
forholdene, bl. a. om at hvis man er utilfreds må man rejse. »Den lille
episode viser en farlig tendens« -
kvinders uvidenhed følges ofte op med en
trussel: »Det kan blive farligt for vort fags lønniveau.«3'
Den ene form for kvinders uvidenhed er således omkring faglig organise-
ring. Den anden form for uvidenhed er det generelt lavere uddannelsesni-
veau for kvinder. Det problem gribes senere an ved dels at opfordre specielt
kvinder til at deltage i de mange kurser og dels ved i mange artikler at skildre
kvinder, som eksemplarisk har skabt sig en position gennem en uddannel-
se.32 '
Med opfattelsen af kvinder som værende en dejlig ting, som værende et
middel til at pryde bladets spalter, var HK”s kvindeopfattelse på godt og
ondt en afspejling af 60'emes generelle kvindeideologi. Kvinder var ikke
mennesker, der arbejder både ude og hjemme, de blev op- og fremstillede
som kønsvæsener udelukkende med formidlingsfunktioner. De skulle for-
midle lysten til at læse, til at købe, dvs. lysten til at handle, og det var andre
(mænd) der skulle handle. Dette gjaldt og gælder for det meste stadigt i
medieverdenen. Kvindernes indtræden i den offentlige verden i 60”erne blev
mødt med en stigende synlig objektgørelse af dem i den borgerlige offentlig-
hed. '
Det er hverken for HK-organisationen eller for kvinderne selv muligt at
fastholde løgnen med kvinder som passive og som uvidende -
derfor må
179

udstillingen af kvinder også slutte. Og efter kvindebevægelse og ligelønnens
formelle indførelse på hele arbejdsmarkedet bliver tiden også moden til, at
organisationen direkte griber fat i objektgørelsen i nogle af de job, som i
højeste grad har krævet at lønarbejderen (kvinden) ikke kun arbejder i job›
bet, men på alle planer optræder som kvinde både gennem udførelse af
ekstraopgaver og gennem sit udseende. Undertrykkelsen i sekretæijobbet
knytter sig direkte til objektgørelsen. Direktøreme forventer frit og til en-
hver tid at kunne snuppe fordele af sin egen manderolle overfor sekretærens
kvinderolle; hunneme skal servere kaffe, når hanneme forventer det, og
hunneme skal være underdanige overfor hanneme.33
HK tager rollen i jobbet op som en kampagne i 1976 med direkte henven-
delse til advokatsekretærer, korrespondenter og andre sekretærer. Der ar-
rangeres møder, og kvinder opfordres til at tale sammen og gøre op med, at
»kvinder stadig betragtes som sexualobjekter med værtindepligter af for-
skellig art.« 3**
1970,erne
Et nyt livsperspektiv for kvinder
Det var denne opfattelse af kvinder som sexualobjekter i offentligheden,
som blikfang i reklamerne for de nye konsumvarer, som mødte de gifte
kvinder, som i 60”eme fik erhvervsarbejde. De gifte kvinders erhvervshyp-
pighed steg fra 23% i 1960 til 53% i 1971.1 Men gifte kvinder er ikke nogen
homogen gruppe af kvinder. Ser vi på HK's aldersfordeling 1975, så udgør
gruppen af de 22-30-årige ikke mindre end 40% af medlemmerne,2 -
og det
er i disse yngre aldersgrupper tilgangen af kvinder primært har fundet sted.
En anden gruppe kvinder var de ældre kvinder, hvis børn var fløjet fra
reden. Kvinder, som havde været hjemme»gående« og passet børnene, eller
kvinder som samtidig med at børnene var til stede i hverdagen også havde
arbejdet som medhjælpende hustruer til landbrug eller småerhvervsdriven-
de. For denne gruppe kvinder er muligheden for lønarbejde ikke ligefrem en
gave, men næsten. Det er fantastisk at tjene sine egne penge. De har råd til
at klæ' sig til jobbet, deres udseende får værdi for andre. De husker tider,
hvor der var materiel nød, de husker tider, hvor andre bestemte over Dan-
mark. »Hvis man passer det job, man får sin løn for, så er der ingen, der
hundser med en,«
-
skriver én af disse kvinder i et læserbrev i HK-bladet.3
Her findes der mange læserbreve, hvor medlemmer er utilfredse med, at
HK-bladene beskriver så megen utilfredshed, hvorfor skal det være så surt
altsammen? »Der er næsten ingen grænser for, hvad man kan få kvinder i
vores alder (de fyrreårige) til- bare vi af og til bliver stimuleret til, får et klap
på skulderen og lidt ros. I kraft af vores alder og opdragelse er vi meget
pligtopfyldende, stabile og loyale.« Vi kvinder er generelt for dårligt organi-
serede. Vi er simpelthen for lidt bevidste. Heltidsbeskæftigede, som også
skal passe familie, kan vi godt forstå ikke har kræfter til at gå aktivt ind i
organisationsarbejde. Men det kræver ikke så mange kræfter at være solida-
riske.«4
180

Samtidig med, at disse kvinder ofte har en glæde ved arbejdet, kan de
også ofte finde en glæde i en arbejdsløshedshverdag, »det allervigtigste for
mig synes at være min familie« . ..
og »når bare jeg har mine børn og børne-
børn« .5 Denne familieorienterethed er en vigtig del af de kvindelige sociali-
sationstræk, det er det nære miljø, der har værdi. Det var også den socialise-
ring/opdragelse, som bl. a. disse mødre i 50'erne rustede deres døtre med.
De døtre som først og fremmest blev en del af den nye gruppe unge lønar-
bejderkvinder.
De yngre kvinder var også opdraget til at varetage forpligtelseme i fami-
lierne. I opdragelsen lå ganske vist også ønsket om, at de skulle kunne
»klare sig selv, fordi giftermålet var ingen livsforsikr'ing«,6 men forventnin-
ger om, at erhvervslivsdeltagelse/lønarbejde skulle vare gennem hele livet,
lå der ikke. Og lønarbejdet blev disse kvinders livsperspektiv.
At det blev kvinderne, der kunne opfylde behovet for arbejdskraft, og at
lønarbejdet dermed blev livsperspektivet for alle kvinder, skyldes afgørende
ændringer i kvindernes livsforløb. Kvinder føder færre børn nu, bruger
derfor også mindre tid dertil, præventionsmulighedeme er meget forbedret,
så vi også selv kan bestemme, hvornår vi vil føde børn. Den socialdemokra-
tiske politik i perioden har positivt medvirket hertil, der er sket en liberalise-
ring af familiepolitikken, bømetilskud, støtte til enlige mødre og lign., hvor
politikken tidligere havde været at den enkelte familie skulle klare sig selv,
staten skulle beskytte familierne, så blev politikken nu mere individoriente-
ret. Dette gælder også skattepolitikken, bl. a. med kildeskatte'n. Den social-
demokratiske politik om ligestilling mellem alle fortsættes også under krisen
trods nedskæringer. Vi fik fri abort 1973, og ligelønslov 1976.7
'
Den stadige tilgang af kvinder til arbejdsstyrken -
også i krisen -
betyder
kvalitative ændringeri kvindesituationen.8 Der er tale om et brud med kvin-
dernes traditionelle historiske familiebinding. Frisættelse fra isolationen i
familierne bliver dermed også kvindernes mulighed: deltagelse i interesseor-
ganisationeme, være aktiv i de samfundsmæssige beslutninger eksisterer
reelt for denne nye kvindegeneration. Alligevel hænger kønsrolleme ved,
det husarbejde, som de var/er opdraget til at klare, skal stadig klares i
lønarbejderfamilieme. Rent kvantitativt sker der en udvidelse af den enkelte
kvindes daglige forpligtelser, hun skal klare udejobbet og forpligtelseme
derhjemme og også gerne gå ind i det faglige arbejde for at forbedre vilkå-
rene på arbejdspladsen. Døgnet får ikke flere timer specielt for hende, til
gengæld bliver hun dagligt mere træt, og når ikke rigtigt at opleve glæden
ved børnene. Det betyder mange forskellige individuelle løsninger for de
enkelte kvinder. Nogle vælger deltidsarbejde og langt de fleste vælger ikke
at involvere sig i det faglige arbejde. Passive medlemmer er ikke mindst et
problem for de kvindelige fagforeninger HK og Kvindeligt Arbejderforbund.
Derfor også de mange opfordringer i HK-bladene til medlemmerne om at
være aktive.
Kvindernes egen opdragelse til bevidsthedsmæssigt at prioritere det nære,
familien, manden og børnene hæmmer dem selv for aktivt at deltage i sam-
181

fundsprocesseme uden for familien. Den herskende kvindeideologi, som
fastholder kvinder som passive og uvidende blokerer samtidigt for kvinder-
nes reelle muligheder for integration i de samfundsmæssige beslutningspro-
cesser.
Det er lettere at illustrere dob-
beltarbejde! end sammenfil-
tringen af kvindeudbytning 0g
kvindeundertiykkelsen i kvin-
dearbejdet!
Kilde: SID-bladet 1978, nr. 13,
s. 18
Nyaktualiseringen af kvindespørgsmålet
De samfundsmæssige ændringer betyder ændringer i de enkelte menneskers
hverdagsstruktur. Forholdet mellem fritid og arbejde ændres og indholdet i
arbejdet og indholdet i fritiden forandres. Den nye materielle virkelighed
giver de yngre individer nogle andre hverdagserfaringer end deres forældre.
Ikke mindst betød den nye kapitalistiske udvikling også en stigning i kvalifi-
kationskravene til jobbene, samtidig med at den økonomiske velfærd kunne
åbne for flere til uddannelsessystemet. Indenfor uddannelsessystemet kom
kvinderne bedre med end tidligere, og det var blandt disse kvinder kimen til
den ny kvindebevægelse skabtes. Kvinder med tilknytning til læreanstal-
teme krævede lighed, lavede kvindeaktioner og snakkede i basisgrupper.
Lighedsproblematikken var allerede blevet introduceret af Socialdemokra-
tiet gennem uddannelsespolitikken. Udbygningen af uddannelsessektoren
blev for SD et forsøg på at nå lighed gennem uddannelse. De nye uddannel-
sesmuligheder skulle forsøge at indfange de store restgrupper i samfundet,
som ikke havde fået en uddannelse tidligere. Politikken betød reelt, at
mange flere har fået/får en uddannelse, men problemet med restgrupper
eksisterer stadigt.9
Det var uddannelsesboomets kvinder, som gjorde den nye kvindebevæ-
gelse til centrum for bearbejdelse af den nye virkelighed for kvinder.'0 De
182

skabte i første omgang Rødstrømpebevægelsens centre i Kbh. og Århus (fra
1970). Her satte kvinder sig sammen og diskuterede deres hverdagserfarin-
ger. Brudflademe mellem ændringerne i kvindernes hverdag til lønarbejde
og fastholdelsen af kvindeideologien med modermyter og sexualobjekter var
de sprækkeri samfundsudviklingen, som skulle bearbejdes. Formen blev en
kvindebevægelse kun for kvinder, dels ud fra kvindeundertrykkelsens del-
vise klasseuspeciñkke karakter og dels ud fra erfaringer hos kvinder, der
havde deltaget i andre 60”er.bevægelser (antiatomkraft- og studenterbevæ-
gelsen), hvor mænd altid havde domineret. Her i 1978 er Rødstrømpeme
kun en mindre del af den bredt blomstrende ukoordinerede kvindebevægel-
se.
Kvinderne ville både en ny kvindeidentitet og en kritik af de eksisterende
samfundsforhold. Fundamentet for opbygningen af den ny kvindesocialise-
ring blev en subjektanerkendelse af alle kvinder. At skabe en identitet som
tager alle hverdagserfaringer højtideligt, som bevidsthedsmæssigt forsøger
at gribe totaliteten i hverdagen, hvor adskilt og usammenhængende vi ellers
måtte opleve den. Essensen i samfundskritikken var således et nej til hele
den objektgørelse som sker, ikke blot den sexuelle objektgørelse, men ople-
velsen af overalt at være objekter, såvel i lønarbejdet, i parforholdet og i
hele konsumræset. Ingen steder kan subjekteme/individeme udfolde sig frit
enten de så er mænd eller kvinder. Kritikken var således en protest mod
destruktionen af subjektiviteten overhovedet -
en kritik, som ikke kunne
formuleres i praktiske reformer indenfor dette samfund.”
At ville anerkende individer som subjekter betyder en kritik af det her-
skende demokratibegreb, hvor menige vælger repræsentanter til at varetage
deres interesser. At ville sig selv og andre som subjekter involverer måden
at være sammen på, nødvendiggør ændringer af de rammer som samværet
skal foregå i. At formulere denne kritik til offentligheden, til staten, til
arbejdsgiverne og til manden i parforholdet var/er ikke nogen let sag. Hvor-
dan præcisere en reform til partierne, som går imod at partier varetager
interesser? Hvordan stille krav til arbejdsgiverne om at lønarbejde og ar-
bejdsgiver ikke skal eksistere?
I kvindernes krav om
subjekttilværelseog kritik af samfundsforholdene
ligger visionen om et klasseløst samfund, en samfundsudvikling, hvori ingen
skal beskytte eller varetage enkeltindividers interesser. Et samfund hvor
produktion og arbejde foregår kollektivt, hvor forbedringer ikke sker for at
gøre karriere, men for at alle/fællesskabet skal komme alment 0g kontrolle-
ret fremad. Menneskets ejendom skal være en kollektiv ret, som følger af
det at være menneske. Ikke det enkelte individ men fællesskabet af indivi-
der-samfundet skal bevæge sig fremad.12
Denne samfundsmæssige totalkritik kan ikke opfanges i offentligheden,
insisten'ngen om at individer/mennesker skal anerkendes som selvstændige
hele subjekter fastholdes i bevægelsen og forsøges udfoldet indenfor bevæ-
gelsen. Hele bevægelsens struktur er båret af basisdemokratiske principper.
Kvinderne organiserer sig i basisgrupper, kvindegmpper på 5-8 kvinder.
183

Meget af samværet drejer sig om at tage sine egne og andres erfaringer
højtideligt, at bearbejde dem og sprænge bevidstheden om, at det er den
enkelte kvinde, der er noget i vejen med, når hun føler, hun ikke slår til.
Rundeprincippet dominerer, dvs. hver enkelt kvinde skal udtale sig en efter
en, alle skal være med. Når beslutninger skal træffes for alle basisgrupper,
foregår det på fællesmøder eller koordinationsmøder med repræsentanter
for alle grupper.13
Kritikken af det omgivende samfund må nødvendigvis tage en kritikform,
som kan opfanges ind i de herskende forhold. Kvindernes kritik er derfor
udadtil formuleret som en kritik af den manglende ligestilling, manglende
reelle ligeløn, objektgørelsen i reklamerne og ugepressen, mandens mang-
lende deltagelse i husarbejdet og bømeforpligtelseme, osv. Men netop i
forlængelse af subjektkravet til tilværelsen har den nye kvindebevægelse
ikke brugt meget energi på den manglende kvinderepræsentation i folketin-
get og i ledende stillinger, thi kvinderne ønsker at ingen skal repræsentere
andre og ingen skal lede andre. De ønsker at alle skal deltage i beslutninger.
HK,s kvindeopfattelse indtil 1977
Vi har været omkring den nye kvindebevægelse for at kunne se, hvad kimen
her er, den kim, som har haft så stor betydning for nyaktualiseringen af
kvindespørgsmålet. Kvindebevægelsens aktioner har fået stor pressedæk-
ning, kvindefestivaler og kvinde-ølejre på Femø, og de sidste år også andre
steder, har været rigt besøgt. Kvindedebatten er trængt ind overalt -
nogle
steder mødt med stor modstand. Selvfølgelig har den nye kvindebevægelse
ikke hele »æren« for kvindedebatten i 70'erne herhjemme, de samfunds-
mæssige modsætninger mellem ideologi og virkelighed, som kvinderne i
bevægelsen ønsker at bearbejde, er det også nødvendigt at de mere officielle
»Når man tager det dårlige humør med hjem til familien...«. De fleste
HK-kvinder klarer selv husarbejdet 0g forpligtelserne over for børnene!
Kilde: HK-bladet 1973, nr. 9, s. 29
184

instanser bearbejder. Der tales meget om holdningsændn'nger og vi har haft
et kvindeår. Vi vil nu se på, hvilken ny kvindeopfattelse som udvikles i
HK-bladene i 70”eme. Med et stort flertal af kvinder i HK bliver det af
afgørende betydning for HK-organisationen, hvorvidt og hvordan disse
kvinder vil tage aktiv del i det faglige arbejde og indgå i den eksisterende
faglige organisering. Disse kvinderi HK er ingen homogen masse inden for
HK, de har forskellige arbejdsbetingelser, bor forskellige steder i landet og
har forskellige forhold indenfor deres familier. Alligevel kan vi tale om, at
det typiske HK-medlem samtidig er en af de kvinder, hvis hverdag kræver
dobbeltarbejde, hvis livsforløb kræver andet og mere end hendes opdragel-
se. En del af disse kvinder er med i den nve kvindebevægelse. men langt fra
alle. HK må tage hensyn til disse kvinders materielle forhold i hverdagen og
ligeledes til debatten om kvindernes ligestilling i udviklingen af en ny kvin-
deopfattelse. Men samtidig er der alle de andre HK-medlemmers hverdag:
mændene, ofte med gode/bedre både arbejdsbetingelser og lønforhold og
ældre, ofte tilfredse kvinder. For i højere grad at forstå hvilken organisation,
vi behandler her, for at kunne se betingelserne som hersker for HK-ledel-
sen vil vi se lidt nøjere på, hvor forskelligartet medlemsskaren i HK er og se
på de dominerende arbejdsbetingelser.
HK's forskelligartede medlemsskare
I HK-bladet'4 karakteriseres det typiske medlem til at være kvinde, ca. 30
år, hun arbejderi privat kontor. Mere karakteristisk end det typiske medlem
for HK er de forskelligartede/inhomogene arbejdsbetingelser for medlem-
merne. HK er ganske vist de butiks og kontoransattes fagforening, men også
mange andre funktionærgmpper er organiseret her, f. eks. laboranter, klini-
kassistenter og biblioteksmedhjælpere. Idag er HK oppe på en medlems-
skare på en kvart million og med stadig tilgang. Både den faktiske beskæfti-
gelsestilgang til fagene og nu den store arbejdsløshedsrisiko har betydning
herfor. Organisationen dækker såvel privatansatte som offentligt ansatte.
Skematisk kan vi stille det sådan op:'5
heraf halvdelen kontorarbejderivat ansatte 707p 0
heraf halvdelen butik, lager og andet arbejde
heraf godt halvdelen i statsejetff tl' .0 en lgt ans 30%
heraf knap halvdlen i amt og komm-
Da langt de fleste offentligt ansatte udfører kontorarbejde er dette det
mest karakteristiske arbejde i HK. En trediedel af medlemmerne er deltid-
sansatte -
næsten 100% kvinder.
Mange uorganiserede og mange steder ingen overenskomster har altid
været HK's problem, men det går stadigt fremad. Inden for det offentlige er
overenskomstdækningen næsten 100% -
mod kun ca. halvdelen af de butik-
sansatte er dækket ind. Kravet er 50% organiserede på en arbejdsplads for
at kunne få overenskomst. Organisationsprocenteme svinger meget fra ar-
185

bejdsplads til arbejdsplads, i nogle af de større supermarkeder er den oppe
på 80-90%. Hvorvidt der er klubber og samarbejdsudvalg er ligeledes svin-
gende. Inden for det offentlige eksisterer der klub og SU på 2/3 af arbejds-
pladserne, inden for butikkerne har kun M1 af arbejdspladserne klubber.16
Dette rids er vigtige betingelser for HK-organisationen og sætter stadig
fokus på nødvendigheden af den faglige aktivitet ude på arbejdspladserne.
Samtidig kommer dertil den hurtigløbende udvikling indenfor fagene, som
kravene om arbejdsbetingelser skal tage udgangspunkt i.
Kapitalkoncentration og monopolisering er baggrunden for, at et stadigt
større antal mennesker er underordnede lønmodtagere. Herudfra kan vi
konstatere, at flere har fået det »ens« -
men samtidig er der en anden
tendens, som betyder færre udfører det samme arbejde indenfor samme
Virksomhed. Rationaliseringer med mekanisen'nger og specialiseringer be-
tyder færre slags arbejdsfunktioner til den enkelte og større intensivering af
arbejdet. Inden for de store selvbetjeningsbutikker ser vi specialiseringen til
ren rutinekassebetjening, ren rutinevareopfyldning osv. Ligeledes kontor-
landskaber og opsplitningen af arbejdet ud fra EDB-maskineme. Samtidig
med disse forhold eksisterer der stadig små butikker og små kontorer, hvor
en enkelt HK-er kan arbejde hele dagen uden at se skyggen af et andet
HK-medlem.17
*
Disse forskelle i arbejdsforhold'8 sætter en særstilling for HK i forhold til
de dele af fagbevægelsen, hvor det i højere grad er muligt at skabe en »tæt til
arbejdsprocessem-knyttet faglig politik. Dertil kommer så de forskellige
ansættelsesforhold fra brugsuddeler til ufaglært, fra overassistent til konto-
rassistent. Endelig har medlemmerne også forskellige livssituationer uden
for arbejdet, lønarbejdere på samme arbejdsplads har også forskellige erfa-
ringer og opdragelse, som vi har været inde på tidligere.
Inhomogeniteten i HK rejser sig som et problem både for medlemmerne
og for HK-organisationen, det er svært at opbygge solidariteten på tværs af
de store forskelligheder, og det er svært at almengøre en for hele HK gæl-
dende faglig politik, men lad os se på holdningen til kvinderne.
Kvinder på lønarbejde =
mennesker
Vi vil nu begive os ind i HK-bladenes verden igen, vi vil søge efter, hvorle-
des kvindemes arbejde tematiseres i bladene. Efter at have konstateret på
den ene side de store forskelle i medlemmernes arbejdsvilkår og på den
anden side fællestrækkene i kvinders arbejdssituation og hele livssituationen
for den store gruppe af yngre kvinder: En underordnet placering i arbejdet
og det daglige dobbeltarbejde.
Hvordan beskrives kvindearbejdet?
Behandlingen af arbejdsvilkårene ændrer meget karakter i perioden fra
1960. I begyndelsen af perioden fokuseres på rent oplysende artikler og
billeder af butiks- og kontorfagets fysiske rammer og de nye maskiner. HK
arrangerer sammen med Handelsministeriets Produktivitetsudvalg konfe-
rencer om »Butikken i søgelyset« (1960) og »Kontoret i søgelyset« (1961).
186

Begge steder drejer det sig om at studere de nye tekniske fremskridt, deres
'psykologiske følger og nutidens personalepolitik.19
En orientering mere rettet mod faget end mod dets udøvere præger også
HK,s stand ved Dansk Kvindesamfunds 90 års jubilæumsudstilling »Kvinde
og Hjem«, 1961. Det drejer sig om chefdekoratøren fra Anva, der med lånt
inventar fra 6 firmaer, udstiller kontor, engros og butik.20
Kontor- og butikskonferenceme i 1967 bliver arrangeret i samarbejde med
Danmarks Erhvervsfond, og her præges diskussionen mest af handelens
muligheder ved en evt. optagelse i Fællesmarkedet.21
Samtidig kommer der flere artikler som tematiserer det fysiske miljø, som
arbejdet udføres i, »Arbejdsklimaet kan forbedres med godt lys«22 og
»Mennesket bag glasfacaden«23. Artiklerne tenderer dog til at have en let-
tere causerende stil.
Senere fokuseres mere direkte på trivsel og miljø på arbejdspladserne.
Dette sker på flere måder, én arbejdsplads bliver hængt ud eller vinder
præmie i trivselskonkurrencen,24 eller ved at miljøet tages op mere alment.
»Han ved det hele, det vil ikke vare længe, før hun kan det hele«.
Kilde: HK-bladet 1974, nr. 1, s. 11
187

Miljøartikleme kan så igen være enten helt generelle, 0m f. eks. arbejdsli-
vets indvirken på familielivet,24 eller meget konkrete. Et eksempel på det
sidste er »Kassearbejdet skal gøres menneskeligt«.26
I artiklen om kassearbejdet sker en fiksering på kasseapparatet »tangent-
bordet... bør være skråstillet 20-40° mod lodret plan«. Et eller andet men-
neskegennemsnit ligger til grund for dette krav om gradstørrelsen, og der-
med er kravet også orienteret i forhold til, at det er mennesker, som skal
bestemme maskinernes form. Karakteristisk er det, at mennesket alligevel
forsvinder i artiklen. Hensigten er da heller ikke udelukkende at forbedre
kvindernes situation åbenlyst, nej, »godt miljø for personalet... kunderne
befinder sig bedre. Der kan de li' at komme. Derfor er det en god forretning
at forbedre arbejdsmiljøet.« Og at disse mennesker er kvinder antydes ikke i
artiklen, men de to tegninger forestiller kvinder.
Kassearbejdet har været genstand for en HK-undersøgelse om miljø,27
både der og i andre af HK-bladenes artikler fremgår det, at kassedamer er
damer. F. eks. behandler en artikel et kassebetjeningskursus -
træning i
blindskrift. »Det er som når man lærer at spille klaver -
skalaer skal læres
først«, siger Steffensen. »Han ved det hele, det vil ikke vare længe, før hun
kan det hele,« og på spørgsmålet om det ikke kan være temmelig monotont
at passe en kasse hele dagen? svarer han: »Nej, de fleste damer kan lide det,
og de harjo også deres pauser eller andet arbejde ind imellem for at bryde
ensformigheden«.28 (Altså arbejdet er ikke monotont, men ensformigtll)
Fra omkring 1970 behandler næsten alle beskrivelser om arbejdet kvin-
ders arbejde, enten gennem at billedet til artiklen er en kvinde, eller ved at
omtaler lyder på kassedamen, kontorkvinden eller hun. Artiklerne har en
rent beskrivende karakter, der fremdrages ingen sammenhæng mellem ruti-
nearbejdet og den manglende ligestilling. Artiklerne beskriver kvindernes
lønarbejde, som generel- en almen form for lønarbejde. HK's beskrivelse
problematiserer ikke kvindeundertrykkelsen i disse job som kvindeunder-
trykkelse, snarere sker der i fremstillingen en reproducen'ng af den kvinde-
ideologi, som undertrykker: Han ved det hele, hun udfører arbejdet.
Det tætteste HK kommer til at beskrive sammenhængen mellem kvinde-
arbejde og den specifikke kvindesituation er mht. sekretærarbejde. Som
tidligere nævnt opfordrer HK i en kampagne i 1976 sekretæreme til at bear-
bejde kvindeundenrykkelsen i deres job, til at gøre op med værtindepligter-
ne. Det dominerende billede er at ligestillingsproblematikken ikke trænger
ind i de enkelte job-/arbejdspladsbeskrivelser. Kvinder på lønarbejde frem-
stilles aldrig som kvinder på arbejde, det er mennesker lig funktionærer på
arbejde. Der opbygges i HK-bladene en »på linje med hinanden«-identitet
mellem mænd og kvinder, som på ingen måde tager hensyn til de to køns
forskellige forudsætninger for at varetage lønarbejdet, dermed fastholdes
kvindernes forpligtelser overfor børn og husarbejdet som de enkelte kvin-
ders individuelle problemer.
Vi har tidligere været inde på, at den manglende lønmæssige ligestilling fra
de ledende HK-er fremstilles som værende kvindernes egen skyld. Det er op
188

til den enkelte kvinde at sikre sig ligeløn. På samme måde analyseres den
manglende jobligestilling mellem kvinder og mænd, den enkelte kvinde og
ikke arbejdsgiverne gøres ansvarlige.
Kvindernes delagtighed i den manglende ligestilling fremstilles dog aldrig i
de konkrete beskrivelser af kvinders arbejde. Den manglende ligestilling
tematiseres i HK-bladene kun i mere generelle artikler om kønnenes ligestil-
ling. I slutningen af 60'erne var der en hel del af disse artikler. F.eks. i
forbindelse med ligelønnens formelle indførelse i anledning af den »charme-
rende hyldest til HK fra hele landet«3', charmerende, fordi det er kvinder
fra fagbevægelsen, der' hylder HK. Henry Gran udtrykker her behovet for
en mentalitetsændring, en ændring af de gamle fordomme og endelig, at
kvinderne må uddanne sig for at kunne gøre karriere.
Ligestillingsproblemet som et avancementsproblem for kvinderne be-
handles ikke kun som et uddannelsesproblem, men sammenstilles med en
glon'frcering af de kvindelige karaktertræk. Dette sker bl. a. i en artikel i 1969
»Kan en kvinde sidde i denne chefstol?«32 -illustreret med en tom chefstol.
Artiklen er et eksempel på en abstrakt kønspolitisk indfaldsvinkel til kvin-
deproblematikken.
Artiklen rejser diskussionen om sammenhængen mellem køn og leder,
hvorfor er der så få kvindelige ledere? De karakteristiske karaktertræk,
følsomhed, retfærdighed osv., som kvinder har opnået gennem opdragelsen
fremhæves i artiklen og skildres som forskellige fra karaktertrækkene hos
ledere. Disse skal være sikre, bestemmende, tage initiativer og være kar-
rieresøgende. Disse træk tiltaler ikke kvinder. De nævnte »kvindedyder«
glorificeres, og artiklens grundholdning er ønsket om at tilføre lederposteme
disse gode kvindelige træk.
Samme tilgang til jobuligheden ligger i en pjece fra Arbejdsformidlingen
fra 1975: »Kvinder kan det hele«. Grundholdningen her er, at kvinder kan
varetage alle former for job, primært illustreret gennem billeder: f. eks. fo-
tomodel, industriarbejde, karakter, kranfører, keramiker og dronning. Og
ikke nok med at kvinder kan det hele, »Det at vier opdraget til at være mere
følsomme, er iøvrigt en af grundene til, at der må flere kvinder ud i erhverv-
slivet, også hvor de større beslutninger tages. Der er brug for mere hen-
Syn.«33
Den fundamentale modsætning og dermed konflikten mellem de kvinde-
lige karaktertræk og ledertrækkene kommer aldrig frem, indfaldsvinkel til
ligestillingen opbygger en illusion om, at disse to forskellige sæt karakter-
træk kan komme til udfoldelse i samme person i én handling.
At lede andre, at bestemme over andre, er en retfærdighed, som i sine
præmisser knytter sig til et repræsentativitetsdemokratibegreb. Kvindeop-
dragelsens retfærdighed bygger på præmisser om retfærdighed mellem og
sammen med andre. Karakteristisk er det således også at de arbejdsplads-
konflikter, som kvinder er aktive i oftest er organiseret ud fra en basisde-
mokratisk tankegang, hvor alle er med i beslutningerne på fællesmøder.34
Skismaet mellem kvinderetfærdigheden ud fra opdragelsen og den retfær-
189

dighed, som udfoldes blandt de ledende i samfundet, kommer ikke offentligt
frem som en reel konflikt, men eksisterer kun på vittighedsplanet. F. eks.
også i denne vittighed i HK-bladet (1976, nr. 9, s. 21). At ville følsomhed i
ufølsomme lederposter bliver derfor en illusion om, at kvinder i ledende
stillinger skulle kunne tilføre erhvervslivet den følsomhed og humanitet,
som der i vores samfund kun er plads til i bømeopdragelsen.
Når ligestillingsproblematikken i HK-bladene er fremme i lyset, så tema-
tiseres problematikken som et løn- og avancementproblem i generelle køn-
spolitiske artikler. I de konkrete beskrivelser af kvinders arbejde rejses
problematikken derimod ikke. De generelle artikler fastholder illusionen
om, at kvinderne som enkeltkvinder kan gøre op med den manglende lige-
stilling på arbejdsmarkedet: Kvinde uddan dig! Kvinde kræv løn! Kvinde
gør karriere! osv. Adskillelsen mellem mande- og kvindejob fremstår ikke
IDIREKTØR]
-
Far, er det kun mens man er
børn, at man pænt skal dele
med hinanden?
Kilde: HK-bladet [976, nr. 9, s.
21
'
siöesRG
som nogle strukturer, der sætter sig igennem bag ryggen af
kvinderne.Pro-
blemet med at kvinders lønarbejde er en bestemt form for lønarbejde, nem-
lig rutinearbejdet, det underordnede', det lavestlønnede osv. fremgår ikke af
HK-bladenes artikler. Skildn'ngeme af kvinders konkrete lønarbejde i
70”eme bliver i bladene til HK”s generelle beskrivelser af lønarbejdet -
funktionærers arbejde. Kvindernes specifikke forudsætninger som kvinder
med dobbeltarbejde og arbejdsgivernes samlede udnyttelse af kvinderne i
rutinearbejdet og til de lave lønninger bortelimineres i HK-bladenes spalter.
Derigennem kan løsningerne på kvindeundertrykkelsen og -udbytningen
holdes indenfor de eksisterende rammer med krav om mentalitetsændringer
hos arbejdsgiverne og krav til de enkelte HK-er (kvinder) om at kræve ligeløn
og uddanne sig. Derfor overskriften på dette afsnit »kvinder på arbejde =
mennesker«. Kvindernes særlige problemer fjernes, bortelimineres når kvin-
der beskrives som funktionærer/mennesker i lønarbejde.
190

Det er dermed heller ikke kvinder i lønarbejdet som muliggør, at de
kvindelige læsere af bladet kan identificere sig ind i HK”s kvindeopfattelse.
Kvindeopfattelsen forstået som skildringer af kvinder, som kvinder bør
være, ligger uden for varetagelsen af lønarbejdet. Idealkvinden i HK skild-
res i en anden verden end arbejdets daglige rutine.
HK,s kvindeideal idag
Kernen i HK”s nye kvindeideal, som det skildres i HK-bladenes spalter, er
de aktive kvinder, kvinder der handler; dog aldrig skildret som kvinder, men
som kvinden. Når jeg her søger kvindeidealet må det ske ud fra en sammen-
fatning af de'mange enkeltkvindeskildringer. Hvor er idealkvindeme aktive
og med hvilket indhold er de aktive? Lykkes det dem at være aktive med de
omtalte kvindelige karaktertræk? Y
Der er to muligheder for de aktive kvinder -
de er enten aktive indenfor
folketingets rammer eller indenfor fagbevægelsens rammer.
Kvinder ifolketingsarbejdet beskæftiger sig ofte med kvindesituationen i
deres arbejde, de er medvirkende til løsninger på kvindeproblemer gennem
socialt reformarbejde eller f. eks. gennem kvindekommissionsarbejde. Edel
Saunte,” Inge Fischer Møller,36 Camma Larsen-Ledet,37 Ritt Bjerregård38
og to svenske rigsdagsmedlemmer39 er nogle af disse kvinder. Det karakte-
ristiske er, at disse kvinder er dygtige kvinder, de arbejder med almene
samfundsmæssige problemstillinger, herunder også de lagu specifikke kvin-
deproblemer. Deres position i det parlamentariske arbejde beskrives som
værende eksemplarisk for kvindernes kamp for ligestilling. Hvori det ek-
semplariske ligger beskrives ikke direkte, men ud fra spørgsmålet om den
manglende kvinderepræsentation i de besluttende organer, er det klart at en
kvindelig minister betyder, at kvindeprocenten blandt ministre stiger!
Hvilke problemer disse kvinder møder i deres usædvanlige kvindearbejde,
fremgår aldrig af artiklerne.
De andre rammer, som de aktive kvinder kan handle indenfor, er fagbe-
vægelsen. At være idealkvinde her betyder at have en valgt tillidsvmandspost
eller en post i forbundshuset.40 Eksemplerne på disse kvinderer utallige og
ofte tematiseres kvindesituationen i disse artikler, det drejer sig om den del
i
af kvindesituationen, som handler om forpligtelseme over for børnene. Det
er således tydeligt, at disse kvindeforpligtelser hæmmer kvinderne i at del-
tage i det faglige arbejde mht. kursusdeltagelse, indgå i bestyrelsesarbejde
osv. Det er mht. det videre faglige arbejde uden for arbejdspladserne, at der
sker en sammenkobling mellem de to verdener, fagbevægelsen og familien.
Når skildringeme drejer sig om kvinders aktivitet på deres arbejdsplads,
bortelimineres familien igen, som vi så mht. skildringeme af kvinder på
arbejde.
Et eksempel på denne borteliminering af familieforpligtelseme og dermed
kvindesituationen i en kvindeidealbeskrivelse er artiklen om Turi Bartens.
Hun skildres som en »eventyrlig dygtig tillidsrepræsentant.. .,
hvis respekt
er steget i takt med solen på den blå sommerhimmel«.“"1 Overskfiten til
191

artiklen lyder »Hentede flere hundrede tusinde kroner hjem til kollegerne«,
og artiklen handler så om det at være tillidsrepræsentant på en arbejdsplads.
Ikke med hensyn til det konkrete arbejde og hendes forudsætninger for at
være tillidsrepræsentant. Det der vægtes i artiklen er forhandlingerne med
arbejdsgiveren og kontakten til HK-afdelingen og mulighederne i samar-
bejdsudvalg. Turi Barten beskrives i artiklen adskilt fra hverdagen, adskilt
fra alt det der karakteriserer hende som kvinde. Hun eksisterer i en verden
af forhandlinger uden familie og uden arbejde. Arbejdets indhold, kammera-
temes solidaritet, familien, de mange erfaringer som tilsammen er forudsæt-
ningerne for de resultater, som er prisværdige, er væk. Dermed bliver til-
bage skildringen af en ener, som læserne kan se op til, men de får ingen
anvisninger til at ændre de betingelser, som blokerer dem selv for at kunne
det samme.
Kvinder i fagligt arbejde i tilknytning til en arbejdsplads er mennesker, at
de også er kvinder er et overstået stadie, når de fremstilles i HK-bladene.
Derimod er der tendenser til at børnene eksisterer i HK-bladene og der-
med i kvindernes virkelighed, når kvinder i fagligt arbejde uden for arbejdet
skildres. Dvs. når temaet i artiklen direkte er »kvinder i'fagbevægelsen«.
Lad os se på to eksempler:
Hanne Larsen er også tillidsrepræsentant. Hun fremstilles som et eksem-
pel på, hvorledes det at være kvinde og fagligt arbejde bør gå i spænd med
hinanden. »Mænd og kvinder får det meget bedre med hinanden, hvis de
bliver opdraget til, at fagligt liv, kærlighedsliv og arbejdsliv er begreber, der
er uløseligt forbundet til hinanden.«42 Artiklen konkretiseres om, hvorledes
hun klarer samværet med tre børn og familie, samtidig med at hun tager på
HK-kursus. Illustrationen er ligeledes i familiens skød _
mor og børn affoto-
graferet. Skildringen borteliminerer at Hanne også har et arbejde, og ligele-
des alt det faglige arbejde på arbejdspladsen er der ikke en lyd om. Interes-
sen er udelukkende helliget det »at være faglig aktiv« i al sin almenhed
sammen med familieon'enteringen.
Et andet eksempel er Liselotte Knudsen, »Hun tager sit barn med på
formandskontoret«.43 Illustrationen til artiklen er Liselotte og hendes barn,
fotograferet på formandskontoret. Også denne artikel drejer sig om det at
være kvinde i fagligt arbejde. Og ligeledes her udelukkes resten af hverda-
gen, erfaringerne fra arbejdspladsen og familieforpligtelseme i forhold til at
klare lønarbejdet. Det drejer sig om det at være mor mht. det faglige arbejde
i fritiden.
Liselotte foreslår i artiklen, at det til alle HK-møder og HK-kurser skal
være muligt at tage sine børn med. Hendes egne forudsætningersom
kvinde i formandsstolen kan på denne måde være et skridt fremad til at
bringe kvindernes betingelser helt frem i lyset. I det øjeblik hvor børnene
rent faktisk eksisterer inde i den faglige verden, vil de blive synlige 'for de
mandlige aktive i det faglige arbejde. Løsningen med børneafdelinger på
afdelingskontoreme rejser en hel del andre problemer, f. eks. omkring
børnenes sovetider, og om mødrene rent faktisk kan deltage i arbejde, når
i
192

deres børn er der. Men trods dette vil børnenes faktiske tilstedeværelse
kunne presse på for ændringer i selve rytmen i det faglige arbejde og
organiseringen heraf. Når mødrene er til stede som mødre med børn vil det
være nødvendigt med flere kollektive løsninger både ud fra børnenes be-
hov og ud fra mødrenes ønsker om selv at deltage aktivt. Som virkelighe-
den er nu er det de mange individuelle løsninger som florerer, løsninger
som bygger på den enkelte kvindes muligheder- det kræver i øjeblikket en
formandspost at kunne tage sit barn med!
Dermed er vi tilbage ved det med eneren -
i HK-bladene er det ikke
kvinder sammen som er idealet. Identifikationsmulighedeme for de kvin-
delige læsere ligger i personbeskrivelser af enkeltkvinder.
Den passive kvindeidentitet, som i 60'erne ikke blot var underforstået i
HK-bladene men også den enerådende opfattelse af kvinders væsen, er i
70°eme blevet afløst af mange eksemplariske beskrivelser af aktive kvin-
der. Den brede almene diskussion om de kvindelige karaktertræk med
gloriñceringen af følsomhed og retfærdighedssans er ophørt. Det er nu
kvindernes faktiske indtrængen indenfor de eksisterende rammer, der ud-
foldes i bladene. De karakteristiske karaktertræk for de aktive kvinder er
stræbsomhed, dygtighed, evne til at skabe respekt om sig, de kan over-
komme det hele og de har indflydelse gennem deres placering.
Det aktive kvindeideal svareri sit indhold helt til det gængse mandside-
al. Dette mandsideal er såvel indenfor HK som i folketing og hele offent-
ligheden det herskende menneskeideal.
For ingen af disse idealkvinder er det de kvindelige karaktertræk som de
bruger'i deres arbejde, eller som har kvalificeret dem til deres post. At
være et ideal for kvinderne i HK-bladet kræver de mandlige karaktertræk
inden for fagbevægelsens rækker og herunder også individualismen. Kvin-
derne er hver for sig beskrevet som en ener, et evt. fællesskab med andre
kvinder eksisterer ikke i disse beskrivelser. Erfaringer som en tilfældig
blandt HK-medlemmeme kan genkende fra sin egen hverdag beskrives
ikke i artiklerne. De beskrevne kvinder må have nogle erfaringer, som en
læser kan nikke genkendende til, men læseren får intet kendskab hertil.
Der er en temmelig stor afstand fra en tilfældig HK-kvindes erfaringer
og så opridsningen af Liselotte Knudsens liste over tillidsposter: »36 år,
gift og mor til Karen på ét år. Uddannet og beskæftiget som lægesekretær
på Sønderborg Sygehus. Medlem af Sønderborg Byråd 1970-74, valgt af
Socialdemokratiet. Medlem af afdelingsbestyrelsen for HK i Sønderborg i
de sidste 10 år. Medlem af HK's hovedbestyrelse siden 1972. Tillidsrepræ-
sentant for lægesekretærerne på Sønderborg Sygehus. Formand for Soci-
alpolitisk Forening i Sønderjylland. I tilsynsrådet for Erhvervsskolen i
Sønderborg, medlem af det faglige fællesudvalg for kontorlærlinge«.“ Ci-
tatet stammer fra 1975, i 1976 blev Liselotte Knudsen formand'for HK i
Sønderborg.”
Idealkvindeme i HK-bladene hentes fra nogle andre verdener end de
menige HK-er bevæger sig rundt i til hverdag. Først når en kvinde har nået
193

en position, som rækker ud over hverdagen, skildres hun i bladet som en
kvinde, og den kønsmæssige mulige identiñcering for en kvindelig læser
glipper dermed. Til gengæld opbygges bevidstheden hos læserne om, at
det er muligt som kvinde at besidde en position. Samtidig med at disse
kvinder besidder en position eksisterer de specifikke kvindelige forudsæt-
ninger ikke længere. De fleste beskrives uden børn, uden familie og også
uden konkret lønarbejde. Læseren får en fornemmelse af at disse skildrede
kvinder klarer det HELE. Hvad indholdet i dette hele, konkret i sin komp-
leksitet, er fremgår ikke af artiklerne og således beskrives heller ikke
konkret, hvordan disse kvinder i enkeltheder klarer det hele. Når et for de
fleste kvinder nært problem berøres -
børnene -
er de beskrevne løsninger
individuelle og ikke-realiserbare for langt de fleste af HK's kvindelige
medlemmer.
Konklusion
Der er sket en rivende udvikling af kvindeideologien i HK. Siden midten af
60'erne har flertallet af medlemmerne i HK været kvinder, og der er sket
nogle radikale ændringer i den typiske kvindehverdag. Disse har medført en
ny kvindebevægelse og en opblussen af kvindedebatten inden for alle partier
og organisationer. Det er af afgørende betydning for HK's videreudvikling
som faglig organisation, at kvinderne kommer med i det faglige arbejde:
dette afspejler sig i HK-bladene med talrige opfordringer til kvinder om at
være aktive. I løbet af 70'erne er der ikke blot sket en kvantitativ udvidelse
af kvindestoffet, men også et brud med den gamle objektgørelse af kvinder.
Billeder af kvinder udelukkende for at vække (den mandlige) læsers op-
mærksomhed er forsvundet. De kønne kvindefotos har idag i langt højere
grad tilknytning til det indhold, der formidles ved siden af billederne. Der er
ved at blive udviklet en ny opfattelse af kvinder såvel som af deres situation.
Det er en modsætningsfyldt kvindeideologi, som kommer til syne. Opfattel-
sen af kvinder veksler ud fra i hvilken tematiseringsramme, beskrivelsen
finder sted.
Tematisering af kvindesituationen
1965: »HK's medlemmer sikres ligeløn«, sådan stod der på ligelønsplaka-
ten, i teksten stod »alligevel har vi jo ikke ligeløn«, Problematikken omkring
formel ligeløn og reel uligeløn viser i en nøddeskal ind til HK's samfunds-
mæssige magt eller rettere manglende magt. HK-ligelønnen kom 10 år før
det øvrige private arbejdsmarked, dermed har HK bevist sin prioritering af
ligestillingen; samtidig Viser den reelle uligeløn idag, hvor liden magt et
forbund har til samfundsmæssigt at sikre kvindernes ligestilling.
HK's egen præcise formulering på dette forhold lyder: »Gennem vort
virke.. .
skaber vi det grundlag, som giver hver enkelt funktionær mulighed
for at forbedre sin stilling og levestandard«. Dette er fagbevægelsens rolle i
et kapitalistisk samfund, hverken mere eller mindre kan den centrale ledelse
194

love de menige medlemmer. Overenskomsteme med ligelønnen er et ydre
pres til ligeløn; men den reelle lønfastsættelse afhænger af styrkeforholdet
mellem arbejdsgiver og ansatte på den enkelte arbejdsplads, her ud fra kan
hver af de to parter så hente solidaritet fra andre arbejdspladser og fra deres
faglige organisation.
Funktionæremes bevidsthedsmæssige udvikling hen mod at se sig som en
del af arbejderklassen betyder, at der idag (med rette) fokuseres mere på
sammenholdet mellem kollegerne end på »hver enkelt funktionær«s mulig-
heder for at gennemføre krav på arbejdspladsen.
Løsningeme til opnåelse af den reelle ligeløn bliver i konsekvens heraf:
»
Piger, det er for dårligt!« og »kvinder kræv lønl«
Inden for HK tematiseres den manglende ligestilling i arbejdet, som en
mangel på kvinder i ledende stilling. »Kan en kvinde sidde i denne chef-
stol?« lyder overskriften til en afdisse artikler. Med denne snævre kønspoli-
tiske tilgang til ligestillingsproblematikken bliver det »kvinder som køn«,
der er problemets årsag. Det bliver dermed kvinders opdragelse, kvinders
manglende uddannelse, kvinders tilbageholdenhed der skal stilles løsninger
op overfor: »Kvinde, uddan dig!« og »Kvinde, avancérl«
Samtidig hermed udtrykker såvel artikler i HK-bladet som en (socialde-
mokratisk) pjece fra Arbejdsdirektoratet i 1973 ønsket om at fastholde kvin-
der som kvinder: » . .at vi er mere følsomme, er en af grundene til... flere
kvinder i erhvervslivet... Der er brug for mere hensyn.«
Gennem denne tilgang til ligestillingsproblematikken negligerer HK, at
kvinders arbejde er kvindearbeide. Arbejdsmarkedet er delt i to: et for
kvinder og et for mænd. (Se ny rapport fra Fagbevægelsen: »Kvinders
Arbejdsmiljø«, Fremad aug. 78). Det er ikke kun et spørgsmål om mangel på
kvinder i ledende stillinger, overalt er kvinde- og mandearbejde skilt fra
hinanden. Karakteristisk for kvindearbejdet er, at kvinder udfører det mo-
notone, stillesiddende tempoarbejde, heraf følger deres lave løn og deres
underordnede placering i alle fabrikker, på alle kontorer og i alle butikker.
Det er nødvendigt, at HK i sine beskrivelser af arbejdet lader denne indsigt
komme frem i lyset, og at fagbevægelsen begynder at stille krav til kvinde-
arbejdet, f. eks. nedsættelse af arbejdstempoet og varieret arbejde til alle!
Hidtil har HK udgrænset denne indsigt fra HK-bladenes spalter.
Kvinders arbejde adskiller sig ikke kun fysisk fra mændenes, den daglige
rutine omsvøbes af en specifik repression af kvinder. Krav til udseende,
adfærd og væsen. Dette gælder ikke mindst inden for HK-fagene, hvor de
ansatte meget ofte er »firmaets udseende« udadtil, fordi arbejdet foregår i et
socialt åbent rum. Modsat industrien, hvor arbejderne er lukket godt og
grundigt inde i socialt lukket rum. Arbejdsgiverne udnytter kvindeideologi-
en, de glorifrcerer kvindedydeme: Smil til kunderne, vær underdanig, vær
høflig, ta” hensyn osv. Disse krav til kvinderne betyder en negligering af
kvinderne, som dem selv og med egne behov. Med kampagnen i 1976 om
sekretærernes »nej til værtindeforpligtelseme« er der taget skridt til en dis-
kussion om kvindeundertrykkelsen i arbejdet. Generelt rummer HK”s te-
195

matiseringer af kvindesituationen ikke hele kvindernes virkelighed, men
udgrænser vigtige elementer.
Tematisering af konkrete kvinder
Den mere officielle kvindeideologi i HK gribes bedst ud fra kvindebeskri-
velseme i HK-bladene. Jeg har kaldt disse kvinder for idealkvinder, fordi
deri disse beskrivelser pointeres, at der er tale om en kvinde. Samtidig viser
beskñvelseme hen til de strategiske konsekvenser af HK's tematisering af
ligestillingsproblematikken.

.
Idealkvindeme er individuelle kvinder, ikke blot beskrives kun én af gan-
gen, beskrivelserne indeholder tillige en isolering af kvinden fra de kollek-
tive sammenhænge, hun er i. Idealet er kvinden, ikke kvinder. Praktiske
eksempler på kollektive kvindesammenhænge, f. eks. Føtex-kvindeme,
emnekvindegrupper i det faglige arbejde osv., udgrænses fra bladets spalter.
Enten beskrives disse slet ikke, eller de kollektive sammenhænge usynliggø-
res.
Idealkvindeme eksisterer inden for de etablerede rammer, enten folketing
eller fagbevægelsen. De etablerede veje til forbedring af medlemmernes kår
er således via lovgivning eller via overenskomstarbejdet. Det karakteristiske
ved disse kvinder er, at de har opnået en samfundsmæssig placering, der
giver dem indflydelse. De er stræbsomme, dygtige og kan skabe respekt om
sig. Med andre ord, de arbejder og udfylder en plads i de etablerede struktu-
rer på linje med mændene. De klarer det hele -
på trods af kønnet!
›
Der er ved at blive åbnet en sprække for at erkende, at de fleste kvinder er
mødre. I øjeblikket (1978) diskuteres mulighederne for at etablere børne-
pasning på kurser og til møder. Derigennem vil der kunne ske en synliggø-
relse af dele af kvinderens betingelser for at indgå i det faglige arbejde, af
deres forpligtelser over for børnene. Det kan også betyde en fastholdelse af
kvinderne i disse forpligtelser; men immervæk betyder en diskussion om
børn, og deres eventuelle tilstedeværelse, muligheder for kollektive løsnin-
ger for dem, der ingen individuelle har.
På denne måde er et enkeltelement fra kvindebevægelsens problematise-
ring af kvinders dobbeltarbejde indoptaget i HK med hensyn til det faglige
arbejde uden for arbejdspladsen. Generelt sker deri HK-bladene en tilbage-
holdelse af informationer om de alternative organiseringsformer, som er
udviklet i 70”erne. Presset fra den nye kvindebevægelse skjules; problemati-
seringer, som rejses her af kvindesituationen, skæres i småstykker og en-
keltelementer integreres ind i de eksisterende bearbejdningsformer og struk-
turer. Kvindernes organiseringsform med basisgmppestrukturer udgrænses;
denne form kunne ellers udvikles ind i fagbevægelsens struktur.
Idealkvindebeskrivelseme er indholdsbestemmelseme af, hvordan kvin-
der skal være. Disse beskrivelser ligger i forlængelse af opfordringeme til
kvinder om at være aktive, de viser hvorledes aktiv! På linje hermed viser
196

reaktioneme på kvinderne på HK-77-kongressen, at kvinderne her ikke var
aktive på den rigtige måde.
Det står ikke skrevet sort på hvidt, at kvinderne var forkerte. Kvindeakti-
viteten på kongressen behandles praktisk talt ikke i HK-bladene! Kvinderne
udgjorde 1/3 af de kongresdelegerede, alligevel dominerede de debatten i de
første kongresdage. Alene kunne de ikke få nogle krav igennem; men de var
aktive mht. urafstemningskravet, mht. 35-timers kravet og præciserede dag-
institutionskravet til at være et krav om gratis daginstitutioner til alle. Kvin-
derne vil have arbejdstiden nedsat, » så vi kan få tid til at passe vore børn«,
de mener »fejlen ligger i, at kvinderne altid skal deltage på mændenes præ-
misser« og derudover, at »det er for dårligt, at »den lille forskel« altid skulle
nævnes«l
Reaktioneme på kvindernes aktivitet under kongressen er kun antydet
her i artiklen, der nævnes latterliggørelsen med små klap i enden, og hvorle-
des legen med den lille forskel, som »vi ellers er så glade for«, blev trukket
frem.
Vi har nogle fremtrædende HK-personers2 udtalelser efter kongressen om
kvindernes aktivitet under kongressen: »Ulykken var at vore meget (for-
stået som for) ivrige kvinder«, de har »skudt over målet«, »det skadede
mere end det gavnede«, de »fremhævede kvindeproblememe, som noget
specielt« osv. Disse citater skulle rumme forklaringen på, hvorfor ikke flere
end 10% af den nye hovedbestyrelse er kvinder.
Når kvinderne på denne måde tillægges skylden for, at der ikke kom flere
kvinder med i HB, og tilføres skam over deres optræden, så er det tegn på,
at kvindeundertrykkelsen florerer inden for HK”s rækker. Det er på denne
baggrund, at de ledende i HK på samme tid kan fastholde, at »kvinderne må
selv gå i spidsen« og »det er for dårligt, pigerl« -
hvor dårlig får en dobbelt
betydning! Kvindeaktiviteten på HK-kongressen i 77 usynliggøres i
HK-bladenes spalter; det var pressens spørgsmål til de ledende, der pres-
sede disse til offentligt at erkende kvindernes ikke bare tilstedeværelse, men
aktivitet på kongressen.
(Næste HK-kongres vil indeholde et færre antal delegerede -
og dermed
sandsynligvis færre kvinder. Også næste HK-kongres' hovedbestyrelses-
valg vil være veltilrettelagt med prioriterede lister på forhånd.)
HK-aktivitet 0g kvindeaktivitet -
Resultatet af analysen af HK,s kvindeideologi viser, at der hele tiden sker
en videreudvikling af såvel opfattelsen af kvinder som af analysen af kvin-
desituationen, dvs. ligestillingsproblematikkens indhold. Men denne udvik-
ling halter efter både kvindernes egen analyse af deres situation og deres
egen opfattelse af sig selv. Den menige HK-kvinde kan ikke identificere sig
selv med kvindeideologien i HK, hun kan kun delvis se sin egen tilværelse
tematiseret her. Årsagenhertil er, at HK's beskrivelser af HK-kvinders
situation sker ud fra en ufuldstændig analyse af virkeligheden, og HK-løs-
197

ninger for kvinder åbner derfor kun delvis op for kvindernes integration.
Vigtigst er det at påpege:
A) HK anskuer kvindeundertrykkelsen som værende en lagu specifik forete-
else i dette land. Det er den ikke, kvindeundertrykkelsens konkrete form
og indhold er afhængigwafde behandlede kvinders klassemæssige place-
ring, dvs. arbejdsmæssigt, dertil kommer familiære og geografiske diffe-
rentien'nger.
B) HK støtter kvindernes kamp mod undertrykkelse, og samtidig sker deri
HK en undertrykkelse af kvinder. HK negligerer dele af kvindernes
hverdag og udgrænser erfaringsformidling fra nye kvindeorganiserings-
former og kvindekrav.
'
HK”s kvindeideologi betyder et krav til den enkelte kvinde om at være
HK-aktiv, dvs. være aktiv inden for allerede afstukne retningslinier, som vi
så det exemplificeret gennem idealkvindeme. De konkrete personer, som
udstikker disse retningslinier, er »HK-mennesker«, deres virkelighed er
institutionen HK, og deres forestillingsverden ligger inden for deres eget
univers. Deres univers er på linje med andre samfundsmæssige institutioner
et mandeunivers, dvs. domineret af mænd, udviklet af mænd og struktureret
ud fra deres mandlige erfaringer. (Kvinder ser ikke de store linjer, og »kvin-
der kan da heller ikke skille skæg fra snot«, som Trille synger detlllll).
Alligevel er HK-aktivitet delvis overlappende med kvindeaktivitet, thi HK
som faglig organisation er ikke fjenden for kvindernes kamp. Fjenden ligger
udenfor: arbejdsgivernes daglige udbytning og daglige udnyttelse af kvin-
dernes dårligere samfundsmæssige betingelser, dvs. koblingen mellem
kvindeudbytning og kvindeundertrykkelse og betingelser i hverdagen med
dobbeltarbejdet. I processen -
i kampen mod fjenden udenfor -
bliver de
dele af HK, som fastholder en udnyttelse af kvindernes situation, også nød
til at falde.
K vindeaktivitet udspringer af kvindesituationen og kvindernes egne erfa-
ringer. Kvindernes erfaringer er ikke HK-institutionen ej heller HK-faglig
arbejde, deres erfaringer er hver hverdag som en helhed, rutinen i arbejdet,
den lave løn, arbejdsgivernes chikanerier, det søde smil til kunderne, bør-
nene, madlavning, tøjvask, og mandens madpakke! Alle disse erfaringer må
med i analysen af kvindesituationen for at konsekvenserne får et perspektiv,
der omfatter kvinderne i HK. Kvindernes selvstændige udvikling af nye
organiseringsformer i kvindebevægelsen må forsøges i HK, når kvinderne
skal aktivt med. Kvindearbejdets sammenkobling af kvindeudbytning og
kvindeundertrykkelse som basis for overenskomstkrav, der kan rette op
specifikt på kvindernes situation, vil gøre HK stærkere som faglig organisa-
tion. Gennem udgrænsning af de kollektive kvindesammenhænge i basis
tabes kvindeaktivitet som mulig faglig aktivitet.
(Næste del af mit arbejde vil blive en analyse af kvindernes egen opfat-
telse af sig selv og deres bearbejdelse af deres egen situation).
198

Noter
1977:
›_
›-›-
UJ
NOMQOM
E
15
16
17
18
19
20
HK-kongresprotokol 1973.
Alle citaterne hertil er fra HK-bladet nr. 14, 1977, s. 3.
Daglig protokol fra 77-kongressen, 23/10-77, s. 51.
HK-bladet nr. 14, 77, s. 5.
Daglig protokol, 23/10-77, s. 48.
Interview 1. (Kvindegkongresdelegeret til 1977).
samme
'
Daglig prot., 24/10-77, bl. a. s. 17 og s. 19.
Radiobånd. Under kongressen optog jeg al reportage fra kongressen på bånd.
Bog- og Papir s. 19 (Ligestillingsgruppen, HK-Kbh., Bog- og Papirafd.s pjece fra nov. 1977
»Kvinder i HK, det store mindretal«).
Mon ikke kongressen i nogle mænds hoveder fungerer som et kursus? »De der mænd, der
kommer fra fagforeningen, de har en idé om, at hvis man tager på kursus, så skal man have
nedlagt en eller anden dame.« Bog- og Papir s. 14.
Opstillingslisteme var blevet konfirmeret af de delegerede i afd. inden de tog hjemme fra.
Antallet af krydser som den enkelte skal sætte er af betydning for, hvor stor vægt et enkelt
kryds har på en person, som afviger fra prioriteringen. »Reglerne for antallet af krydser
ligger åbenbart ikke fast, det var dirigenten der suverænt bestemte, at vi skulle sætte 7
krydser på vores landsdelsmøde til HB-valget. Han havde først sagt 9 krydser, da folk så
protesterede og ville have 5 krydser kun, besluttede han 7«. Interview 1.
Radiobånd, citeret ordret.
HK-bladet nr. 15, 1977, s. 19.
Interview 1.
»Eventyret om HK« -
HK-jubilæumsbog 1975, s. 14.
Dette afsnit er stykket sammen af mange forskellige jubilæumsnotitser i HK-bladene, se
f. eks.: 1958 s. 94, 1959 s. 30, 1960 s. 13, 1963 s. 60, 1968 s. 190, 1973 nr. 6, s. 15,1975 nr. 2,
s. 23, 1976 nr. 4, s. 27 og 1978 nr. 2, s. 23.
samme 1973 nr. 6, s. 16.
HK,s historiske udvikling
1
2
W
Scooqasm-A11
12
13
14
15
»Handelsforeningen af 5. juni 1864« var en harmoniforening, som både optog principaler
(købmænd) og medhjælpere som medlemmer.
»Dansk Handels- og Kontormedhjælperforbund gennem 25 år l900-l925«. (= HK gen-
nem 25 år) udgivet af hovedbestyrelse i HK 1925, redigeret af Jens Johansen og Harald
Hele, 8. 29-30.
»Vort blad« år 1900 -jydske medhjælperbevægelses blad. »Regna Nespi« fra feb. 1900 og
»Avanti« fra marts 1900.
»Eventyret om HK« --Jubilæumsbogen fra 1975, s. 15.
»HK gennem 25 år«, s. 180.
samme s. 187.
samme s. 188.
samme s. 225
samme s. 226
samme s. 249
»50 års arbejde 1897-1. Aug. 1947«, Jubilæumsbog for Kbh.s afd., s. 41 og s. 49.
»Dansk Politik igår og idag«, Westergård Andersen, 3. 49.
Sø- og Handelsrets Tidende 1934, s. 155, her taget fra opgave ved Århus Universitet 1976:
Leif Møller og Herdis Toft: »De lavere kvindelige funktionærers arbejdsvilkår og fagfore-
ningen HK's stillingtagen hertil«, s. 23.
samme opg. fra Hist. Inst. 1976, s. 56ff. Her er en grundigere gennemgang af funktionær-
loven.
samme s. 59, citeret fra »Fagorganisationemes Haandbog«, Arbejdsmarkedets opslags-
bog 1974-75, s. 70.
199

1960'erne
1 Dette afsnit bvzger på:
B. Foged: Kvindearbeide 1950-71. (B.F.)
Kollektiv: Kvinder i elektronikindustrien
Kollektiv: Hvor gik kvinderne hen, da de gik ud?
alle tre udgivet i Modtryks kvindeserie.
N. O. Finnemann: Reformismen ved vejs ende? i tidsskriftet Socialistisk Politik nr. 8 fra
Modtryk.
HK's Jubilæumsblad fra 1960, findes i Statsbibls Årgangsbindfor HK-bladet 1960.
HK-bladet 1969, s. 266. FTF betyder Fællesrådet for Tjenestemænd og Funktionærorga-
nisationer.
Kongresberetningeri HK-kongresprotokol fra 1957. (= Kongresprot. 1957), s. 45.
samme sted.
Jubilæumsbladet fra 1960.
Kongresprot. 1957 s. 74 og s. 81.
Jubilæumsbladet 1960.
Kongresprot. 1957, s. 39.
samme s. 41.
11 samme s. 75 + 8. 76.
12 HK-bladet fra 1965, s. 298. Kvinderne udgør nu i 1965 51,8% af medlemmerne.
13 Max Harvøes notits er omtalt her i artiklen i Scene 1, se note 9 til »1977«.
14 f. eks. HK-bladet 1963, s. 78,
15 samme 1960 s. 55.
16 samme 1966 s. 298 og s. 317.
Som organisation til forbedring af de detailansattes arbejdsforhold og herunder arbejdstid
er det vigtig med alliance til forbrugerne -
traditionelt kvinderne -
mht. butikkemes
åbningstid.
17 samme 1965 s. 41.
18 f. eks. samme 1958, s. 191 og s. 189.
19 f. eks. samme 1965 s. 135.
20 samme 1970 s. 267.
21 samme 1968 s. 15 og s. 165.
22 samme 1966 s. 307
23 samme f. eks. 1958 s. 171.
24 samme f. eks. 1969 s. 252 og 1966 s. 301.
25 samme 1967 s. 224.
26 samme 1976, nr. 9 s. 21.
27 samme f. eks. 1960 s. 40 og s. 165.
28 samme f. eks. 1965 s. 282 og s. 230 og 1969 s. 262, s. 336, s. 296.
29 samme 1969 s. 350.
30 samme 1971 s. 328.
31 samme 1974 nr. 10 s. 3.
32 samme f. eks. 1975 nr. 9 s. 23.
33 Kvindeundertrykkelsen i sekretærarbejdet er beskrevet i flere bøger, se f. eks. Mary
Kathleen Benét: »Kontoret en ghetto for kvinder«. Gyldendals Bogklub 1974.
Bogen er anmeldt i HK-bladet 1974 nr. 3 s. 12-13 af Frode Møller. Hans anmeldelse
kritiseres af Anne M. Lund i nr. 7 s. 21, dog ikke uden ny kommentarer fra Frode Møller.
Dette medfører ny kommentar fra en kvinde, Edith Budde, i nr. 9 s. 18.
Frode Møllers holdninger til kvindejob og kvindekamp bliver en reproduktion af gamle
traditionelle kvinde på piedestal-holdninger: »Kvinder er dygtigere til sekretærjobbet end
mænd« og dertil lidt latterliggørelse: »Den gode Benét er noget af en rødstrømpe, men
ellers er bogen livlig læsning«. A. M. Lund beder både om at kvindeproblememe bliver
taget højtideligt og angiver igen, hvordan kvinder »altid kun. . .
fungere som katalysator
(stof, der bevirker en fremskyndelse af en kemisk proces, uden at stoffet selv indgår i
processen)«.
34 samme 1976 nr. 3 s. 6.
WN
›-COWQOMJÅ
200

19
1
Qaskn
00
10
11
12
13
14
15
16
17
18
19
20
21
22
23
24
25
26
27
28
70'erne
B. F. s. 31, op. cit.
HK-jub. bog fra 1975, s. 16.
HK-bladet 1977 nr. 2, læserbrev af Ingeborg Smith. Hendes alder er 64 år oplyses i ar-
tikel om hende i samme nr. 4 s. 15.
' _
samme 1977 nr. 10 s. 4-5, interview med 3 kvinder (40, 45 og 48 år), som arbejder 1
Magasin.
samme 1977 nr. 1 02 nr. 2 -
læserbreve.
min (forf.) og utallige andres mødres påmindelse.
B. F. se efterskriftet hertil. Ang. ligelønsloven se folder udsendt af Ligestillingsrådet og
Arbejdsministeriet samme år, 1976.
se f. eks. »Nyt fra Arbejdsdirektoratet« nr. 10 1976.
'
se f. eks.: Kollektiv: »Ka' kvinder læse?« DSF 1974 og A. Mathisen og H. S. Olesen:
»Skolereformer & Uddannelsesøkonomi«. RUC 1974.
Kollektiv: »Mellem opgør og tilpasning« s. 25, Modtryk 1977.
samme s. 292
se f. eks. M. Vester: »Hvad Goethe er for borgeren er solidariteten for arbejderen«.
Artikel i Kultur og Klasse, nr. 31. Medusa 1977.
se Rødstrømpeme i Kbh.s pjecer, f. ejs. hæfte nr. 1 »En basisgruppe«, 1974.
Observas HK-undersøgelse 1976, stikprøve på 1000 mdl. Dele heraf er offentliggjort i
HK-bladene 1976 nr. 7, nr. 8 og nr. 9.
samme også HK-bladet nr. 7, 1976.
Observa HK-undersøgelsen.
HK-bladet 1976 nr. 3, læserbrev.
Med ændring af arbejdsforholdene følger ændringer af ledelsesformerne og lønformeme
også.
Det gamle funktionær-arbejdsgiver loyalitetsforhold båret af det personlige kendskab
forsvinder, og nye loyalitetsformer opbygges aktivt fra arbejdsgivernes side. De arrange-
rer forskellige personaleudtlugter, fritidsaktiviteter og konferencer for at opbygge en
lighedsideologi, i håb om derigennem at fastholde loyaliteten opad i hierarkiet og ikke på
tværs til kollegerne. Arbejdsgiverne indenfor HK-fagene har stadig brug for, at de ansatte
repræsenterer firmaet udadtil -
butiksfaget foregår jo til forskel fra industriarbejdet i et
socialt åbent rum. De 'ansatte skal være rene og pæne og smile til kunderne.
Opsplitningen af arbejdsfunktioneme fremmer i rigt mål mulighederne for at kæde løn
og arbejdspræstation sammen og dermed sker en yderligere individualisering gennem
arbejds- og personvurderinger til'lønafmåling.Se Kollektiv: »Hvor gik kvinderne hen?«, s.
230-272.
A. Liebst: »Bevidsthedsindustri og Irma«, s. 87-117. Litteratur & Samfund 1976.
HK-bladet 1960 s. 41 og 1961 s. 9.
samme 1961 s. 179.
samme 1967 s. 269 og 303.
samme 1965 s. 316
samme 1965 s. 296
samme 1975 nr. 8 s. 16 (Stella Nova).
»Når man tager det dårlige humør med hjem til familien« -
samme 1973 nr. 9 s. 28-29.
Interview med to svenske rigsdagsmedlemmer. Artiklen er illustreret med en tegning:
Far ligger på divanen, to børn spørger ham: » Far! Hvorfor gider du aldrig at gå ture og
lege med os mere?«
Artiklen og tegningen behandler generelt arbejdslivets indflydelse på familielivet, hvor
familielivet er fritid. Derved bortelimineres /udgrænses arbejdet i sin konkrete form og
samtidig forpligtelseme i familien -
de specifikke krav og forventningerne til kvinderne i
familierne er helt borte.
samme 1975 nr. 6 s. 10.
samme 1973 nr. 6 s. 8-9.
samme 1974 nr. 1 s. 10-11.
201

29 Tilsvarende også Max Harvøes bemærkning (se Scene 1) om »Det er for dårligt piger. . ..
Den eneste ulejlighed«.
30 se f. eks. HK informerer: »Kvindens lønmæssige ligestilling« udsendt af HK 1975.
31 HK-bladet 1965 s. 48.
32 samme 1969 s. 112. -
33 »Kvinder kan det hele« -
pjece i A3-format udsendt af Arbejdsdirektoratet 1975.
34 Kollektiv: »Kvinder i kamp«, Tiderne Skifter 1976.
35 HK-bladet 1965 s. 82.
36 samme 1976 nr. 11 s. 8.
37 samme 1965 s. 4.
38 samme 1975 nr. 1 s. 15.
39 samme 1973 nr. 9 s. 28.
40 samme 1975 nr. 1 s. 13 (forbundssekretær Karen Smith).
41 samme 1976 nr. 8 s. 8.
42 samme 1976 nr. 12 s. 5.
43 samme 1976 nr. 7 s. 18.
44 samme 1975 nr. 3 s. 6.
45 samme 1976 nr. 7 s. 18.
Konklusion
1 Daglig protokol fra HK-77-kongressen d. 24/10-77 side 23, side 11 og side 10.
2 Formanden Max Harvøe til radioavisen og formand for privat-kooperative sektor i Hille-
rød, Esther Jørgensen i HK-bladet nr. 15 s. 19, 1978.
Kilder og litteratur
HK-materiale
HK-bladene: Vort Blad 1900 og årgangene fra 1958 til 1977.
HK-kongresprotokoller 1957, 1961, 1965, 1969, 1973 og Daglige Protokoller fra 1977-k0n-
gressen. ›
HK's Jubilæumsbøger fra 1925, 1950 og.l975 og Kbh. Afd.sjubilæumsbog 1948.
HK informerer: Kvindens lønmæssige ligestilling, 1974.
HK-bladet særnummer: HK og dig (udateret, fra ca. 1976).
HK-rapport om udgangskasser, feb. 1976.
HK: Bog- og Papirafd. i Kbh.: Ligestillingsgruppen: Kvinder -
det store mindretal i HK.
Nov. 1977.
Observas HK-undersøgelse feb. 1976. Dele heraf offentliggjort i HK-bladene 1976 nr. 7, nr. 8
og nr. 9.
Eget materiale: Bånd over radioudsendelser om HK-1977 kongressen og interview og samta-
ler med kongresdelegerede fra samme kongres.
Litteratur om funktionærgruppen
Andersen, H.: Funktionærgruppen, den nye tredjestand (DK's Radios Grundb. 65).
Benét, M. K.: Kontoret, en ghetto for kvinder (Gyldendal 1974).
Jensen, V. T.: EDB-systemer i detailforretninger (Datalogi, ÅU. 1977).
Kadritzke, U.: Angestellte -
Die geduldigen Arbeiter (EVA, Frankfurt M. 1975).
Kollektiv: Føtes Fyrer (TRYK, Kolding Højskole, 1977).
-: Forsøg på indkredsning af den lavere funktionærkvindes bevidsthed
i mellemkrigstiden (Nordisk opgave, ÅU. 1976).
-: Hvor gik kvinderne hen? (Borchorst m. fl. Modtryk 1977).
-: Kvinder i Butik (RUC-opgave Sam. Bas. 1977).
-: Kvinder i kamp (Giese m. fl. Tiderne Skifter 1976).
-: Kvinder på Kontor (RUC-opgave 1976).
-: Mellem opgør og tilpasning (Frastein m. fl. Modtryk 1977).
-: Supermarked, superservice eller samlebånd? (Hist.-opgave, ÅU 1978).
202

Liebst, A.: Bevidsthedsindustn' og Irma (Litt. og Samf. 1976).
Lundmark, M.: Chefens højre hånd. (Rhodos 1975).
Møller, L. og H. Toft: De lavere kvindelige funfktionærers arbejdsvilkår og fagforeningen
HK's stillingtagen hertil (Hist.-opgave ÅU. 1976).
Nielsen, M.: Kvindeløn/lavtløn i Århus. (Modtryk 1977).
Politisk Revy: Artikler i nr.: 289, 315, 320, 322 og 326.
Rise, A. og P. Schade-Poulsen: Strejftog i arbejdsret og funktionærforhold (Nyt Nordisk
Forlag, Arnold Busck 1971).
Søndergård, T.: Kvinders Arbejdsmiljø (Fremad 1978).
Vedel, E.: Udviklingen i detailhandelen siden slutn. af 50'erne (Datalogi ÅU 1978).
VS: Kvindekamp i ulvetider. Lavet til kvindefestival 1977 (eget tryk, 1977).
Supplerende litteratur
DUB-notat nr. 4. EDB på danske arbejdspladser (Datalogi ÅU. 1977).
Fagorganisationemes Håndbog. Arbejdsmarkedets opslagsbog 1974-75.
Falk, J.: Om historieskrivning, læsning og arbejde (Akademisk Forl. 1976).
Finnemann, N. O.: Reformismen ved vejs ende? (SoPo nr. 8, Modtryk 1977).
Folder: Lige løn for samme arbejde (Arbejdsministeriet og Ligestillingsrådet 1976).
Foged, B.: Kvindearbejde 1950-71 (Modtryk 1976).
Kollektiv: Kvinder i elektronikindustrien (Christensen m. fl., Modtryk 1976).
-: Ka' kvinder læse? (DSF 1074).
Knudsen, K.: Nogle problemstillinger omkring: Hvorfor og hvordan arbejderbevægelsens
historie? (upubl. Hist. Inst. ÅU. 1977).
Mathisen, A. og H. S. Olesen: Skolereformer & Uddannelsesøkonomi. (RUC 1974).
Negt, O.: Sociologisk fantasi og exemplarisk indlæring (RUC 1976).
Nyt fra Arbejdsdirektoratet nr. 10, 1976.
Rødstrømpebevægelsens Grundhæfter nr. 1 til nr. 5 (Kbh. 1974-78).
Pjece: Kvinder ka' det hele. (Arbejdsdirektoratet 1975).
Prokop, U.: Weibliche Levenszusammenhang (Suhrkamp 1976).
Schanz, H. H.: Antikritik (Modtryk 1977).
Vester, M.: »Hvad Goethe er for borgeren er solidariteten for arbejderen«. Artikel i Kultur
og Klasse nr. 31 (Medusa 1977).
Westergård Andersen, H.: Dansk Politik igår og idag 1920-67. (Fremads Fokus-bøger 1971).
English Summary
This article is to be regarded as further development of the recent analyses of the changes in
women's work. this ideological analysis adds yet another aspect to the specification of the
conditions women are usually subject to. The article focuses upon the largest women federa-
tion in DK -the organisation of (white collar) trade and office employed (HK). HK's concept
of women and their situation is analysed in the light of an actual occasion -
HK's 1977
Congress -
and the last 19 volumes of the federation's periodical (HK-magazine).
1977
The women are very active during the 1977 congress. The women dominate the debate on the
first days of the congress, even though they only represent '/3 of the delegated to the congress
(2/3 of the members of the federation are women). The women speak for the members being
given the right to vote via ballot on the flnal results of collective bargaining. They also demand
a 35 hour week and free kindergardens and daycare centers. The women”s active participation
is not welcomed with great enthusiasm by the leaders of the federation. This is analysed in the
article as being the result of the difference in the working conditions of the leaders and the
delegated women.
203

The history of HK9s developemnt
There is a short description of the history of the federation before 1945 with special emphasis
on the culmination in memberships, collective agreements and strikes around 1920. HK
becomes a memeber of D.S.F. (Trade Union Congres in Denmark). The Parliament passes a
law in 1938: »The law of justice between employer and employee in private ñrms«.
1960
Denmark is completely industrialized during the sixties; there is an increase in the number of
the people employed in trade and business, and 85 % (= 160.000) of these are women, in 1965
women become the majority in HK, and from that same year HK's equal pay settlement
becomes valid. The HK-magazines are filled up with »lovely ladies« to call (the male)
readers' attention to the articles.
1970
From now on women can look forward to both working for wages and working in the family.
This problem is discussed and worked on by many women in the new women's liberation
movement. They protest against the old ideology according to which women are made
objects. HK developes a new ideology by describing many talented women in the union and
in Parliament. The women's new methods of organization are excluded from the columns of
HK-magazines. Women's jobs are often the subject in the descriptions of the HK professions
but women's specific backgrounds and their problems are never discussed.
Conclusion .
HK does not consider the oppression of women as being dependent upon women's place-
ment in the different classes of society. However, it is. While HK supports women in their
fight against oppression, it also oppresses them. HK ignores women”s experience and only
wishes women”s participation when they act according to the already accepted Structural and
qualitative lines of direction.
204

Forsknings- og
litteraturoversigter
205

MARX/ EN GELS, F AGFORENINGSSKRIFTER
Karl Marx/Friedrich Engels:Uber die
Gewerkschaften, Tribüne, Berlin 1971,
599 s., DM 12,80
'
Af Gerd Callesen
Denne udgave af artikler, breve osv. -
mange i uddrag -
er 2. udvidede oplag
af en kronologisk samling af Marx og Engels' udtalelser om fagbevægelsen
og til en vis grad umiddelbar praktisk arbejderpolitik i det hele taget. Redak-
tionen fremhæver i sin indledning, at udvalget ikke er komplet- det er især
gået ud over Kapitalen og Manifestet, som kun i ringe grad er repræsenteret
i udvalget. Nu er Kapitalen en meget central afhandling for den faglige
arbejderbevægelse, men det i denne sammenhæng allervæsentligste bliver
behandlet af Marx i »Løn, pris og profit«, og den findes der et lidt større
uddrag af (s. 193-206), hvor især lønteorien behandles, den hele fagbevægel-
sens arbejde bygger på (denne afhandling kom første gang på dansk i »Soci-
alisten« 3.-6. årg. 1905-08, men ikke i sin helhed, de tre sidste afsnit
mangler; først i 1933 kom den i sin helhed i Mondes serie »Socialistisk
Bibliotek« sammen med andet materiale om det faglige spørgsmål).
Marxismens betydning for arbejderbevægelsen som dennes teori kommer
meget tydelig til udtryk i de ting, Marx og Engels skrev om de økonomiske
kampe. Uden deres forståelse af disse kampes betydning for arbejdernes
organisering og klassens selvstændige udvikling var de næppe blevet andet
end så mange utopiske socialister. Men idet de forstod klassens udviklings-
betingelser, skabte de forudsætningerne for, at teorien kunne blive materiel
magt. Fordi de lærte af klassen, kunne de blive klassens lærere og ikke
idealistiske forkyndere. I modsætning til samtlige datidige teoretikere så
Engels allerede i 1844, at arbejdernes faglige kampe ikke kun ikke var nytte-
løse eller skadelige, men tværtimod havde stor positiv betydning for arbej-
derklassens udvikling til en selvstændig kraft. De vendte sig derfor med stor
ihærdighed mod folk som Proudhon, hvis arbejderfjendskhed især kom til
udtryk på dette område. Det er betegnende for Proudhons reaktionære
holdning, at han erklærede strejker for at være illegale og fagforeninger for
ikke-tilladelige (det er den samme Proudhon, som Per Stig Møller vil gøre til
den moderne arbejderbevægelses førende teoretiker, en opfattelse som
fremmes af Ole Hyltoft, redaktør ved fagbevægelsens avis »Aktuelt«; man
ved ikke om man mest skal beundre de tos uvidenhed eller frækhed).
Det var ikke Marx, og Engels” opgave at udarbejde en almen fagfore-
ningsteon', der var gyldig under alle omstændigheder. Det ville have stået i
modsætning til deres arbejde iøvrigt. De ændrede naturligvis deres vurde-
ring af de faglige sammenslutninger i takt med de konkrete betingelser, ud af
hvilke deres udtalelser skal afledes. Mange af disse kan således synes at stå i
modsætning til hinanden, men disse modsigelser kan forklares ud fra de ydre
207

historiske omstændigheder. Men man kan uddrage nogle grundbestanddele
til en vurdering af det faglige arbejdes betydning. De må imidlertid ses i
sammenhæng med hele deres politisk-teoretiske arbejde, de er forbundet
med en del andre problemer, som i alt væsentligt forsøger at besvare
spørgsmålet om, hvordan proletariatet kan erobre magten.
Forud for den første formulering af fagbevægelsens rolle i og for arbej-
derklassen i resolutionen fra I. Internationales kongres i Genf 1866, lå en del
undersøgelser og iagttagelser på den ene side og det videnskabelige arbejde
især Marx udførte ved udarbejdelsen af Kapitalen på den anden side. Den
værk blev det videnskabelige grundlag for bl. a. resolutionen fra 1866. Den
væsentligste betydning ligger imidlertid nok i almengørelsen af proletariatets
erfaringer. Deres vurderinger beroede på de hidtidige kampe, det de gjorde
var at uddrage de almene lærer, der kunne uddrages af disse og give dem en
teoretisk form.
I 1844 offentliggjorde Engels sin »Die Lage der arbeitenden Klassen in
England«. Han beskrev heri bl. a., at arbejderklassen først med industriali-
seringen var blevet en fast klasse, der var i stand til at handle selvstændigt.
Men til dette formål måtte konkurrencen mellem arbejderne ophæves og
derfor opbyggede arbejderne fagforeninger. Af Engels' analyse kan man
uddrage tre udsagn, som blev grundlæggende for en marxistisk fagforenings-
teon': l) fagforeningerne og strejker er arbejderklassens krigsskoler til forbe-
redelse af de afgørende kampe mod bourgeoisiet, 2) fagforeningemes betyd-
ning for arbejderklassens umiddelbare behov, dvs. ophævelsen af den ind-
byrdes konkurrence og dermed muligheden for at få indflydelse på lønnen
og 3) konstateringen af den nødvendige enhed af politisk og økonomisk
kamp; det sidste betød dog ikke at enhver økonomisk kamp også var en
politisk kamp. Disse udsagn blev udbygget og differentieret i andre, senere
skrifter.
I kritikken af Proudhon fremhævede Marx klassekampen som udviklin-
gens drivfjeder. Kapitalen, som var interesseret i at holde lønomkostnin-
gerne nede, ville satse på udviklingen af ny teknik, som kunne gøre dem
uafhængig af fagforeninger og strejker (problemet med dekvaliñceringen af
faglært arbejdskraft er altså ikke specielt nyt). Men i denne udvikling ville
arbejderklassen opdage sin eksistens som arbejdere, der havde modsatte
interesser af kapitalen. Den ville blive en klasse overfor kapitalen, en klasse
i sig selv, og som næste skridt ville den konstituere sig som en klasse for sig
selv; dens interesser ville blive klasseinteresser. Som Engels understregede
Marx de økonomiske kampes og de umiddelbare arbejderorganisationers,
rolle som klassens politiske læremestre. Men de faglige organisationers rolle
som klassekamporganer var afhængig af, om de kunne føre klassen i kam-
pen mod bourgeoisiet, således at den fik en sikker fornemmelse af sine
fælles interesser. Fagforeningeme har således ikke kun en økonomisk rolle,
ved fastsættelsen af lønnen, men de var midlet til omvæltningen af det
bestående samfund (Marx/Engels: Uber die Gewerkschaften -
MEG -
s.
91).
208

Årene efter revolutionen 1848/49 betød, at Marx og Engels trak sig ud af
det umiddelbart politiske arbejde. I denne periode, hvor den politiske reak-
tion dominerede fuldstændigt, var det dem ikke muligt at deltage aktivt i
klassekampene. Men i disse år arbejdede Marx på udviklingen af sin poli-
tisk-økonomiske teori, hvor især merværdien og arbejdskraften som vare er
væsentlige, fordi de er grundlaget for lønteorien. Samtidig iagttog de den
engelske fagbevægelse og dens arbejde f. eks. for 10-timers-lovens indfø-
relse (MEG s. 101-12). I disse kampe befæstede fagbevægelsen sin stilling
som bred masseorganisation i England og var -
ved at have forladt sektor-
ganisationens stade -
kommet op på et højere niveau af klassebevægelsen.
Det blev bl. a. tydeligt i de store bygningsarbejderstrejker i årene 1859-62
(MEG s. 139-41, 162-63).
I 1864 oprettedes I. Internationale som sammenslutning af især engelske
fagforeninger og franske arbejderorganisationer (de sidste ofte med prou-
dhonistisk ideologi). De engelske fagforeninger havde en interesse i at få
modvirket strejkebryderi og løntrykken' fra udenlandske arbejdere og men-
te, at det bedst kunne opnås ved oprettelsen af faglige organisationer i
udlandet. De fandt forbundsfæller i Marx og Engels, og Marx kom til at
spille en meget betydelig rolle i I. Internationale. Af afgørende betydning
blev herved foredraget om »
Løn, pris og profit«, i hvilket Marx imødegik
opfattelsen, at 1) en lønstigning ikke ville gavne-arbejdeme noget og 2) at
fagbevægelsen derfor var skadelig. Denne opfattelse -
efter hvilken kun den
politiske kamp om overhovedet kunne hjælpe arbejderklassen frem -
måtte
bekæmpes, fordi den var forkert; især kunne den opfattelse, forsåvidt som
den blev den dominerende, hindre arbejderklassens kampe fremover, fordi
den ophævede dialektikken mellem politisk og økonomisk kamp. Den cen-
trale erkendelse -
som blev underbygget i Kapitalen -
var, at arbejdskraf-
tens værdi består af to elementer: en fysisk og en historisk/samfundsmæs-
sig. Det fysiske element er arbejderklassens reproduktionsbehov, som un-
der alle omstændigheder må sikres. Det historiske element består i arbejder-
klassens levestandard, som er bestemt af flere omstændigheder. Det er
dette elements størrelse, der kæmpes om, fordi det kan være større eller
mindre, ja det kan helt forsvinde. Afgørende er styrkeforholdet mellem
klasserne (MEG s. 202). Heri lå begrundelsen for arbejderklassens kampe
for de daglige livsfomødenheder osv., men det var samtidig en kamp mod
symptomer ikke mod årsagerne. Marx” foredrag var det første forsøg på at
give en teoretisk begrundelse for den faglige kamps nødvendighed og nytte.
Begge dele var hidtil blevet bestridt og endda blevet bekæmpet af arbejder-
repræsentanter som Weston i I. Internationale og f. eks. Lassalle og hans
tilhængere. At den borgerlige økonomi havde bestridt denne kamps nød-
vendighed er naturligt. Det er især denne teori, der har gjort Marx betyd-
ningsfuld for fagbevægelsen den dag i dag. Al virkningsfuld faglig aktivitet
bygger på den enten den er sig det bevidst eller ej.
I 1866 afholdt I. Internationale en kongres i Genf; den vedtog her en
resolution i fagforeningsspørgsmålet, som var udarbejdet af Marx (MEG s.
209

216-18). I den sammenfattedes de hidtidige erfaringer. Centralt er nok, at de
faglige organisationer ubevidst var blevet arbejderklassens organisations-
midtpunkt. De måtte erkende deres stilling som sådan og som arbejderklas-
sens fortrop til fordel for dennes fuldstændige frigørelse. Vigtigt er endvi-
dere understregelsen af den snævre sammenhæng mellem de umiddelbare
opgaver/de daglige kampe og det socialistiske mål, mellem socialreform og
revolution. Det var den marxistiske fagforeningspolitiks perspektiv.
De senere bidrag til den marxistiske fagforeningspolitik kom især fra En-
gels. Det var især en kritik af de engelske Trade Unions udvikling. Siden de
'havde trukket sig ud af Internationale var de blevet mere og mere tilbage-
holdende i politisk henseende, og havde koncentreret sig om »rent faglige«
opgaven Der var lønstrejker og kampe om arbejdstidens nedsættelse, men
det blev ikke forbundet med noget videre perspektiv. Derved blev fagbevæ-
gelsen »i virkeligheden et parti til lønarbejdets opretholdelse, ikke til dets
afskaffelse« (MEG s. 417). På den måde blev de i virkeligheden »medarbej-
dere... for enhver forstandig kapitalist i særdeleshed og for kapitalistklas-
sen i almindelighed« (MEG s. 462). Disse vurderinger af den aktuelle situa-
tion 'i England i 1880'erne skal kun tjene til understregning af Engels' udog-
matiske forholden sig til virkeligheden. Den positive vurdering af økonomi-
ske organisationer for/i arbejderklassen var ikke bundet til bestemte organi-
sationer eller organisationsformer; hvis de hidtidige organisationer ikke op-
fyldte deres funktion, eller formeme ikke mere duede, måtte de selvfølgelig
kritiseres. Denne kritik forhindrede da heller ikke Engels få år senere at
vurdere »New Unionism« som, et centralt fremskridt forarbejderklassen.
På samme måde skal man nok se på diskussionen af forholdet mellem
politisk og faglig bevægelse. Det har været og er åbenbart et vigtigt spørgs-
mål for mange. Partiet dukkede ikke op i de tidlige udsagn fra Marx og
Engels i forbindelse med de faglige organisationer, der blev betegnet som
arbejderbevægelsens centrum. I et interview fra 1869 med en lassalleansk
fagforeningsmand sagde Marx ovenikøbet, at fagbevægelsen aldrig måtte
komme i forbindelse med et politisk parti, det ville kun ødelægge fagbevæ-
gelsen (Hamann-interviewet). Disse ting er blevet sat absolut og er af en-
kelte grupper, der gerne vil begrunde deres halv-syndikalistiske politik med
Marx, blevet brugt til at afvise politiske organisationers indflydelse på fag-
bevægelsen. Men også her må Marx-Engels' udtalelser ses i forbindelse med
de historiske omstændigheder. Det første (mere eller mindre) marxistiske
parti dannedes først i 1869, og fra den tid findes også udtalelser fra Marx og
Engels om forholdet mellem faglig og politisk kamp. Men i virkeligheden er
det variationer over et kendt tema: det er i perioden op til I. Internationales
Genf-kon'gres, at de centrale udsagn om fagbevægelsen og dens rolle frem-
kommer.
Engels understregede betydningen af det »fælles fodslag« mellem parti-
og fagbevægelse: fagbevægelsens umiddelbare fordele trak mange passive
Ind i det politiske arbejde, mens den politiske aktions fælles nødvendigheder
holdt de isolerede fagorganisationer sammen (MEG s. 358). Han hævdede i
210

kritikken af Trade Unions netop den politiske aktions/partiets samlende
virke (smlg. MEG s. 289-300, 5. 398f., 404, 406f.). Det førte til slutsatsen, at
der ved siden af eller over de enkelte industriforbund måtte være en politisk
organisation for hele arbejderklassen, som nødvendig koordinator i kampen
for lønarbejdets afskaffelse. Det var vigtigt, at kampen førtes på alle områ-
der: på det teoretiske, det politiske og det praktisk-økonomiske i sammen-
hæng (MEW bd. 18, s. 516f.). Men hvis denne kamp ikke kunne føres
alsidigt,'så var det ikke nogen grund til passiv afventen. Arbejderklassen
måtte anvende ethvert virkeligt kampmiddel, som den kunne bruge i det
bestående samfund, også selvom de mest uheldige kampbetingelser skulle
være tilstede (MEG s. 310). Parti- og fagbevægelse havde samme mål: ar-
bejderklassens emancipation, lønsystemets afskaffelse. Ganske vist havde
hver af de to grene en specifik opgave ved siden af den almene. Men de
skulle stå i forbindelse med hinanden, ellers opfyldte de ikke deres opgaver.
For fagbevægelsen var den specifikke opgave at føre arbejderklassens »dag-
lige« kampe om det historiske elements størrelse i arbejdslønnen -
de inde-
bar også et yderligere vigtigt punkt, de bidrog til at overvinde bevægelsens
sektkarakter og dogmatisme (smlg. MEG s. 233-42, 259-62, 353 og 472).
Marx/Engels' vurdering af den faglige udvikling har været diskuteret flere
gange, delvis under aspekt-synspunkter, f. eks. de sociologiske (bevidst-
hedsmæssige) eller økonomiske elementer. Det' kan også lade sig gøre,
frugtbar bliver diskussionen imidlertid kun, hvis man holder sig for øje at
marxismen er en enhed. Nogle af de vigtigste diskussionsbidrag er anført
nedenfor -
derudover findes en del materiale indirekte i en del nyere om-
fangsrige afhandlinger om den tyske fagbevægelses første fase (især af øst-
tysk oprindelse).
N. Auerbach: Marx und die Gewerkschaften, Berlin-Leipzig 1922 (genoptryk 1972).
Adolf Braun: Die Gewerkschaften, ihre Entwicklung und Kämpfe. Eine Sammlung von
Abhandlungen, Nürnberg 1914 (senere oplag omkring 1920), heri: Marx und die Ge-
werkschaften s. 47-55.
Ursula Herrmann: Der Kampf von Karl Marx um eine revolutionåre Gewerkschaftspolitik in
der 1. Internationale 1864 bis 1868, Berlin 1968.
Richard Hyman: Marxism and the Sociology of Trade Unionism, London 1971 (og senere
oplag).
Otto Jensen: Karl Marx og fagforeningerne. Et udgangspunkt for diskussionen: fagbevægelse
og politik, i: Socialisten, 32. årg. 1935, s. 285-294.
Knud Knudsen: Den marx'ske fagforeningsteori, i: Meddelelser om forskningi arbejderbe-
vægelsens historie 8 s. 39-43.
A. Losowski: Karl Marx und die Gewerkschaften, Zürich 1934 (genoptryk 1972).
Hermann Müller: Karl Marx und die Gewerkschaften, Berlin 1921.
August Thalheimer: Die I. Internationale und die Gewerkschaften, i: Die Rote Gewerk-
schafts-Intemationale, 4. årg. 1924 nr. 11 (46). »
211

DANMARK
Social- og fagforeningshistorieforskning i l930”erne
Af Niels Finn Christiansen
»Det må erkendes, at åndsvidenskabeme står i organisation og intemati-
onalt samarbejde langt tilbage for naturvidenskabeme. Den dybeste grund
hertil er utvivlsomt, at straffen for at fastholde og hævde forældede menin-
ger på åndsvidenskabernes område ikke følger så prompte som på naturvi-
denskabemes. . . . At en historiker stadig fastholder og fremsætter forældede
og urigtige forklaringer af fortidens begivenheder bevirker ikke, at han fal-
der død om; tværtimod, den skaffer ham som regel endnu større anseelse og
ære som en idealistisk anlagt personlighed, der selv i høj alderdom trods alle
afgørende modbeviser holder fast ved og atter fremsætter sin ungdoms for-
mening om fortiden, der stadig synes ham videnskabens eviggyldige sand-
heder. Dette er hovedgrunden til, at åndsvidenskabelig forskning står så
langt tilbage for forstandsvidenskabelig. Vi har ikke naturens knyttede næve
lige i synet, hvergang vi siger 'noget un'gtigt.
De, der er førende i åndsvidenskabeme, eller som blot indehaver
førende embedet inden for dem, må søge at samle forskningen om hoved-
spørgsmålene, overbevise de unge forskere om, at de ikke bør følge deres -
individualistiske trang til at fremhente abstruse eller ligegyldige emner, men
som de unge forstandsvidenskabelige forskere indordne sig under og stille
deres arbejdskraft til rådighed for arbejdet for deres videnskabs hovedom-
råder. De må søge deres fortjeneste og fremtid på de marker, hvor denne
netop nu arbejder«.
Med denne bredside introducerede Arik Arup i Politikens kronik det i
februar 1927 oprettede Institut for Historie og Samfundsøkonomi (IHS).1
Målet for instituttet var at blive et center for al dansk historieforskning for at
give »det danske folk den nyeste og rigtigste viden om omverdenen og dets
egen historie«. Initiativtager til oprettelsen og den organisatorisk drivende
kraft var den tidligere forsvarsminister og fra 1929 udenrigsminister i den
socialdemokratisk-radikale regering P. Munch. Instituttets forbillede var
tilsvarende institutioner i Tyskland og Frankrig. Instituttet blev ledet af en
bestyrelse, der bestod af universitetslæreme (professoreme) i samfundsø-
konomi og historie, chefen for Statistisk Departement, professor Harald
Westergaard samt repræsentanter for de 4 store gamle partier. Det var
udover P. Munch, Niels Neergaard (Venstre), Arnold Fraenkel (Det kon-
servative Folkeparti) og C. V. Bramsnæs (Socialdemokratiet) samt senere
Aksel Larsen (DKP). Partirepræsentanteme udskiftedes ved død eller tilba-
getræden fra aktiv politik. Men repræsentationsprincippet fastholdtes, og
212

politikerne havde i IHS,s forståelse af sine opgaver og videnskabelighed
nogle veldefinerede funktioner. I forbindelse med udgivelsen af kvartal-
stidsskriftet »Økonomi og Politik« (19276.) skulle de garantere dets alsidig-
hed og objektivitet, særlig ved udarbejdelsen af de meget indholdsrige og
nyttige oversigter over kvartalets politiske og økonomiske begivenheder.
Med Arilps ord: »For at sikre dets (tidsskriftets) objektivitet har Instituttet
besluttet, at ingen fremstilling af et kvartals begivenheder skal kunne finde
optagelse deri, om noget medlem af bestyrelsen, hvori der som nævnt er
repræsentanter for alle de store danske politiske partier, finder indvendinger
imod«.
Instituttets teoretiske grundlag blev ikke formuleret særlig omfattende,
men det var klart positivistisk, vel mere ekstremt end det er manifesteret før
eller siden i dansk historievidenskab. Samtidig kan der næppe være tvivl
om, at det politisk-ideologisk blev forløber for og videnskabeligt underlag
for 30'emes parlamentarisk formidlede klassesamarbejde mellem borger-
skab, småborgerskab og arbejderklasse. Det var en rolle, som både histo-
rieteoretisk og politisk lå de ledende radikale historikere stærkt på sinde og
som det på begge felter blev deres historiske opgave at drive igennem og
fastholde til det yderste.
'
Tidsskriftet der efter Instituttets opløsning i 1958 videreførtes af Selskab
for Historie og Samfundsøkonomi blev et vigtigt forum for informationsfor-
midling om især internationale politiske og økonomiske forhold. Formen var
i 30'erne tilstræbt objektivistisk og artiklerne virker i dag trods deres impo-
nerende velorientering sært anæmiske i betragtning af deres tilblivelse i et
tiår, hvor de internationale og indre statslige modsætninger blev stadig mere
tilspidsede.
Til instituttet knyttedes fra starten 11 kandidater og studerende og senere
arbejdede mange på ad hoc opgaver. Virksomheden deltes på en historisk
og økonomisk afdeling samt en afdeling for avis- og tidsskriftregistrering.
Udover tidsskriftudgivelsen blev følgende emner taget op til behandling: 1.
En undersøgelse af konjunkturbevægelseme i Danmark fra 1857, 2. En un-
dersøgelse af forholdet mellem arbejdere og arbejdsgivere i Danmark i tiden
efter 1864, 3. Udgivelsen af et værk om de danske stænderforsamlingers
historie (en opgave IHS fik overdraget af Rigsdagen præsidium), 4. Udar-
bejdelse af avisregistre, 5. Udarbejdelse af et økonomisk-politisk tidsskrif-
tindeks.
En række af disse opgaver blev løst i løbet af 30”eme. Således udkom
allerede i 1930 Jørgen Pedersens »Arbejdslønnen i Danmark under skiftende
konjunkturer i perioden ca. 1850-1913« og i 1931 og 1934 Hans Jensens
tobindsværk »De danske Stænderforsamlingers Historie 1830-48«. Avisre-
gistreringen indledtes med Politiken og fortsattes med Berlingske Tidende
og Social-Demokraten.2
Fra historikere og økonomer med tilknytning til IHS°s økonomiske afde-
ling udkom indtil slutningen af 1950'erne en lang række værker om konjunk-
213

tur- og prishistorie, kompagni- og industiihistorie samt landbrugshiston'e
med hovedvægten på det 18. århundrede.3
Anledningen til denne opsats er genudgivelsen af to store værker inden for
projektet om forholdet mellem arbejdere og arbejdsgivere efter 1864: Henry
Bruun, Den faglige arbejderbevægelse i Danmark indtil Aar 1900. Første del
til ca. 1880. (1938, reprografisk optryk 1977) og Georg Nørregaard, Arbejds-
forhold indenfor dansk haandværk og industri 1857-1899. (1943, reprogra-
fisk optryk 1977). Disse to monumentale værker (begge er på godt og ve] 600
sider) repræsenterer på godt og ondt den ret enestående forskningsindsats,
der blev iværksat omkring projektet. Den overskred klart det noget snævre
sigte, der lå i dets oprindelige formulering og udviklede sig til en ganske bred
socialhiston'sk kildefremdragelse og historieskrivning.
Under (hånd)fast ledelse af Povl Engelstoft og Hans Jensen indledtes et
for datiden usædvanligt kollektivt indsamlingsarbejde af kildemateriale i
aviser, fagforeningsarkiver, virksomhedsarkiver og på ABA af kildemateri-
ale til dansk socialhiston'e i 2. halvdel af det 19. århundrede. Det udmøntes
allerede i 1930i »Sociale studier i dansk historie efter 1857«,4 der rummede
9 afhandlinger om arbejderklassens sociale udvikling, fagbevægelsens start
og udvikling, staten og arbejderklassen og den første grundige analyse af
septemberforliget og dets tilblivelse (af Fr. Skrubbeltrang). Afhandlingeme
blev til efter omhyggelige fælles diskussioner. For de flestes vedkommende,
specielt om fagbevægelsens udvikling, blev resultaterne senere revideret og
udbygget enten i de følgende studier fra IHS eller i de sidste 10-15 års
forskning. Men især Henry Bruuns afhandling »Den sociale udvikling i by-
erne 1857-71« rummer stof, som stadig er af stor værdi til forståelsen af
baggrunden for den socialistiske bevægelses første år.
Disse uprætentiøse studier fulgtes af »Mænd og meninger i dansk social-
politik«5, der rummede afhandlinger om socialpolitiske ideer og politik hos
nogle af forfatningskampens ledende politikere fortrinsvis fra Venstre. Selv
om en del af de behandlede spørgsmål og personer senere' er taget op i
(utrykte) specialer er disse studier for en rækkes vedkommende stadig den
eneste indgang. De udmærker sig ikke ved større analytisk dybde, idéhisto-
risk indsigt eller ideologikn'tik, men er solide, kildenære, refererende arbej-
der med en
tæt udnyttelse af Rigsdagstidende, (lokal)presse og personarki-
ver.
Som det første mere omfattende arbejde fra Instituttets historiske afdeling
udkom 1931 »Bidrag til arbejderklassens og arbejderspørgsmålets historie i
Danmark fra 1864 til 1900«.6 Det indeholdt dels større selvstændige afhand-
linger og dels forstudier til planlagte større selvstændige publikationer. Den
kvantitativt største del af arbejderklassen i det 19. århundrede, landarbej-
derne, blev her for første gang underkastet grundige analyser i henholdsvis
Hans Jensens »Landarbejderspørgsmålets udvikling i Danmark fra ca. 1870
til ca. 1900« (Bidrag, s. 13-58) og Georg Nørregaard og Hans Jensens »Or-
ganisationsforsøg blandt landarbejdeme« (Bidrag, s. 59-202). Uden at til-
sigte en egentlig klasseanalyse kan Hans Jensen i sin afhandling fremdrage
214

nogle fundamentale sociale og politiske eksistensbetingelser for landarbej-
deme. De anskues ikke isoleret, men i deres arbejdsmæssige og sociale
funktioner i den samlede agrare udvikling i det 19. århundrede. Det fremhæ-
ves med et islæt af malthusianisme, at husmands- og landarbejderklassen
blev »et Proletan'at, en Samfundsklasse, der ikke blot lever paa Grænsen af
Eksistensminimum, men stadig synes at staa i Fare for at synke ned derun-
der alene i kraft af sin Evne til at formere sig« (Bidrag, s. 16). Afhandlingen
rummer desuden en gennemgang af diskussionerne om en forbedring af de
sociale forhold, herunder om en statslig ledet udstykning af jordlodder til
landarbejdeme for at fastholde deres arbejdskraft på landet.7
Det fremholdes, at det ikke alene var social medfølelse, der dikterede
disse diskussioner og den senere lovgivning. Det var også en utilsløret anti-
socialisme, en begrundet frygt for at byernes socialistiske bevægelse skulle
gribe fat i landarbejderklassen. Hans Jensen ser præcist, at der ikke var
mulighed herfor i 70”emes kriseperiode, men først da konjunktureme
vendte i 90,eme med en begyndende mangel på arbejdskraft på landet. At
socialdemokratiet ikke kendte sin besøgelsestid i denne situation hører til
blandt partiets alvorligere synder.8
Den sociale elendighed blandt landarbejdeme og den ofte grelle politiske
undertrykkelse i det 19. århundredes landsbysamfund betød ikke alene, at
de faglige og politiske socialistiske organisationer ikke slog rødder her, men
også at mere moderate borgerlige og småborgerlige organisationsforsøg fik
begrænset gennemslagskraftTgWghed. Georg Nørregaard eftersporer i
artiklen om organisationsforsøg blandt landarbejdeme de mange initiativer,
der -
udefra -
blev taget for at organisere dem og profylaktisk hindre soci-
alismens indtrængen på landet. Det er forbløffende, at 1840”emes almuebe-
vægelse og politisk-sociale agitatorvirksomhed af almuens egne repræsen-
tanter ikke synes at have haft udløbere i 1870”eme og senere.9 Godsejeme
og den selvstændiggjorte klasse af selvejerbønder blev de helt dominerende
faktorer i den politiske udvikling lokalt og på det statslige plan.
I overensstemmelse med de dominerende klassers liberalistiske ideologi
blev organisationsinitiativeme præget af paroleme om »selvhjælp« og
»hjælp til selvhjælp«, Der arbejdedes med et bredt spektrum af foreningsty-
per, brugsforeninger, sygekasser, understøttelsesforeninger, sparekasser,
ofte startet ud fra socialfilantropiske forestillinger hos godsejere og borgere
og uden tanker om, at selvhjælpen skulle forstås som en selvstændig politisk
praksis blandt landarbejdeme. Det politisk mest interessante organisations-
forsøg var »Dansk Arbejdersamfund«, der blev stiftet i efteråret 1871 som et
erklæret modspil til den samtidige organisering af den danske afdeling af
Internationale. Målet var at forbedre arbejdernes kår »ad grundig-refor-
matorisk og ikke ad socialistisk-revolutionær vej «.
Foreningen skulle gå »ad
Lovlighedens og Ordenens lige Vej« (citeret efter Bidrag, s. 103).10
Georg Nørregaard fremdrager her et stort anlagt forsøg på en anti-sociali-
stisk fællesorganisering af arbejderne i byerne og på landet. I en kort periode
1872-73 blev foreningen et blomstrende foretagende med basis omkring de
215

nordsjællandkse provinsbyer og industriområder. Men Dansk Arbejdersam-
fund døde en brat død. Det blev imidlertid model for det senere, langt vigtige
ikke-socialistiske organisationsforsøg »Dansk Arbejderforbund«, der under
Fernando Linderbergs ledelse spillede en betydelig rolle fra 1890'erne indtil
fagbevægelsen i mellemkrigstiden for alvor satte ind for at organisere land-
arbejderne.
Hans Jensen og Nørregaards studier understregede det vigtige i IHS,s
program om ikke at reducere arbejderklassens historie til de fagligt og poli-
tisk organiserede byarbejderes problemer, men i princippet at anskue hele
klassen og ligeså vigtigt anskue klassens og dens enkelte dele i lyset af
relationerne til andre klasser. Det kan forekomme banalt at fastslå dette
princips rigtighed, men mange af det sidste tiårs studier i arbejderbevægel-
sens historie vidner om, at det stadig ikke er overflødigt at gentage kravet.
Instituttets program om at se klasserne som klasseforhold blev vel aldrig
helt opfyldt. Der var en tendens til at undersøge klasserne og deres organisa-
tioner isoleret. Men i sit udgangspunkt var ansatsen vigtig. En anden sag er
det så, at klasseforholdene ikke blev opfattet som klassekamp, men det er
vel også for meget forlangt af historikere (og politikere) der repræsenterede
klassesamarbejdsideologien i renkultur.
»Bidrag«s 2. hoveddel bestod af Henry Bruuns »Stof og Studier til de
faglige Byorganisationers Historie i Danmark fra 1864 til ca. 1900«. Den
omfattede en række oversigter og forarbejder til en senere større fremstilling
af »de industrielle Organisationers Historie«. Indledningsvis gav Bruun en
komplet »Fortegnelse over de københavnske Fagforeninger 1869-1900«
(Bidrag, s. 209-83). Den var ment som et supplement og uddybning af J.
Jensen og C. M. Olsens oversigt fra 1901,11 der var præget af dens aktuelle
brugsværdi umiddelbart efter DSFS dannelse 1898 og storlock-oufen i 1899.
I kraft af deres ledende stilling i fagbevægelsen kunne de oplyse om mangt
og meget, henholdsvis undlade at oplyse forhold, som der næppe var kilde-
materiale til i øvrigt.
Deres oversigt havde yderligere den fordel, at den også søgte at dække
fagforeningerne i provinsen og hertil udgør den fortsat for 1880'erne og
90”eme et primært kildemateriale. Bruuns fortegnelse er først og fremmest
nyttig ved at være fyldigt dokumenteret med omfattende henvisninger til
den socialdemokratiske presse, suppleret med de forskellige festskrifters
oplysninger. Fortegnelsen afsluttes med en bibliograñ over fagforenings-
festskrifter. Såvel Jensen og Olsen som Bruun søgte at meddele fagforenin-
gems medlemstal, som ofte er meget usikre angivelser, men mest pålidelige
hos Bruun. De hyppigt afrundede tal hos Jensen og Olsen maneri hvert fald
til forsigtighed. Endelig medtager Bruun også i langt større omfang fagfore-
ninger, som ophørte i perioden eller som gik op i andre organisationer.
I den anden afhandling »Fagbevægelsens Brydningstid 1871-73« (Bidrag,
s. 284-326) behandler Bruun bevægelsens udvikling fra Intemationalens
start med de faglige sektioner til de store opsving for fagforeningsdannelsen i
1873. Selv om emnet er behandlet fyldigere og i større sammenhæng i
216

Bruuns senere bog om fagbevægelsen i 70'erne er denne afhandling en god
afrundet fremstilling af både de politiske og organisatoriske tendenser og
modsætninger i den periode, hvor arbejderklassen erhvervede sig sine første
kamp- og organisationserfaringer. Særlig omkring forholdet mellem den rent
faglige og den politisk/ socialistiske kamp er der interessante, omend forsig-
tige betragtninger. Bruuns vurdering af Pio som ren revolutionsromantiker,
der stod i modsætningtil de pragmatisk indstillede arbejdere, er dog givetvis
for ensidig. Forundringen over at Pio var »i Stand til at rive de danske
Arbejdere med sig. . .« (s. 284) svækkes ved en mere dybtgående analyse af
Pios politisk-ideologiske opfattelse og taktisk-organisatoriske evner, således
som det er påvist i en række afhandlinger i de senere år.12
»Smedefagets arbejderorganisationer 1871-85« (Bidrag, s. 327-51) er et
forsøg på at gennemføre en modelanalyse af en enkelt branches organisa-
tionsproblemer, baseret på et righoldigt kildemateriale. Det er samtidig be-
retningen om »syndefaldet« i dansk arbejderbevægelse fra en klar forståelse
af sammenhængen mellem økonomisk og politisk kamp til en fuldstændig
afpolitisen'ng af den faglige bevægelse. Smedefaget er særlig spændende,
fordi der i 70'erne var både en socialistisk og en konservativ fagforening, og
det udstiller derfor usædvanlig klart nogle hovedmodsætninger i arbejderk-
lassen i denne periode.
»Bidrag« afsluttes med Bruuns gennemgang af »Arbejdsgiverforeningeri
Danmark i Aarene 1862-1898« (Bidrag, s. 352-412), der er den første i sin
art. Bruun følger udviklingen fra mesterlavenes fortsættelse efter lavstvan-
gens ophævelse i 1862 gennem de mange brydninger frem til dannelsen af
egentlige kapitalistiske klasseorganisationer og disses centralisering i
»Dansk Mester- og Arbejdsgiverforening« (1898). Mellem håndværksme-
strenes muligheder for at fastholde og videreudvikle traditionelle organisa-
tionsformer og de industrielle kapitalisters behov for nye slagkraftige organi-
sationer stod der længe et skarpt modsætningsforhold. Den indbyrdes kon-
kurrence mellem arbejdsgiverne, modsætninger mellem repræsentanter for
håndværk, manufaktur og fabriksindustri gjorde efter Bruuns opfattelse or-
ganisationsbevægelsen langt mere kompliceret og træg end blandt arbejder-
ne, for hvem det aldt liv eller død at nedbryde den indbyrdes konkurrence.
Mens de indre modsætninger i de to klasser pointeres ret klart og tillægges
betydelig vægt i organisationemes udviklingshistorie, spiller kampene mel-
lem klasseme ingen afgørende rolle i forklaringsmønstret. Med de senere års
kraftige understregning af sammenhængen mellem kamppraksis og organisa-
tions- og bevidsthedsudvikling i baghovedet er det nok den mest oplagte
svaghed i disse studier.13 Temaet spiller dog en (ubevidst?) rolle i Bruuns
ovennævnte hovedværk om den tidlige fagbevægelses historie. En (næsten
uoverkommelig) gennemlæsning af værket fra ende til anden lader nogle
hovedlinjer træde frem, der i hvert fald kan udnyttes til en mere teoretisk-
politisk styret analyse af 70'ernes kampår. Selv om detailrigdommen er
lammende, er Bruuns fremstilling inden for de rammer, som IHS udstak, en
alsidig og afrundet og helt uundværlig grundbog om arbejderbevægelsens
217

konstituering. Det må endnu 40 år efter bind l's udgivelse begrædes, at
Bruun af noget uransagelige grunde aldrig fik videreført fremstillingen til
1899, som den oprindelige plan var.
I indledningen til afsnittene om byarbejdeme i »Bidrag« præciserede Povl
Engelstoft de rammer, som Bruun skulle arbejde indenfor ved en samlet
fremstilling. Den ville kræve » . .. en nøjere Undersøgelse af de indre og
ydre Betingelser for, at Fagbevægelsen kunde bryde frem 1871. De var ikke
alene økonomiske, men ogsaa kulturelle og politiske. Paa dette som paa
andre Omraader skulde Virkningeme af den frie Forfatning 1849 først vise
sig, efter at den 1866 var blevet beskaaret. Uden J unigrundloven havde der
næppe i 1871 eksisteret en Arbejderstand, der var modnet eller hurtigt mod-
nedes til Bevidsthed om egne Rettigheder. Foruden at paavise den social-
demokratiske J ordbund for Agitationen 1871 og videre frem vil det dernæst
være nødvendigt at undersøge den danske FagforeningsbevægelsesForhold
til fremmede Forbilleder og deres efterhaanden friere Benyttelse af dem.
Forholdet mellem faglige og politiske Momenter maa følges gennem hele
Perioden og Svingningeme paapeges og forklares. De ledende Personers Del
i Udviklingen maa, saa vidt muligt, udredes« (Bidrag, s. 208).
Bruuns bog er i overensstemmelse hermed bygget op i to hovedafsnit,
hvor det første behandler forudsætningerne for den faglige arbejderbevægel-
se. Her gennemgås lavsvæsnet udvikling fra tømrerstrejken 1794 og lavsfor-
ordningen 1800 frem til lavstvangens ophævelse i 1862. Ved siden af Georg
Nørregaards tilsvarende indledningskapitel er det fortsat den grundigste an-
alyse af lavenes indre opløsning og den (håbløse) modstand fra mestres og
svendes side mod de kapitalistiske grundrelationers fremtrængen. Det er af
gode grunde ikke en marxistisk analyse, men forudsætningerne placeres dog
entydigt i den nøgtemt beskrevne materielle virkelighed, som arbejderklas-
sen opstod i og var en del af. Bruun argumenterer, som senere også Nørre-
gaard, for et industrielt gennembrud i København i begyndelsen af 1870'er-
ne.14, I forening med en tilspidsning af de almene sociale forhold i 60”eme
(faldende realløn, elendige boligforhold, fraværet af kollektiv organisering
efter lavene, trods nogle af disses omdannelse til fagforeningslignende orga-
nisationer) gav dette baggrunden for den politisk-organisatoriske eksplosion
i 1870,emes første halvdel.
På to områder er Bruuns behandling af forudsætningerne klart overhalet
af senere forskning. Det gælder dels hans gennemgang af de før-socialistiske
arbejderforeninger og spørgsmålet om kontinuitet fra disse radikal-demo-
kratiske organisationer til den socialistiske bevægelse, hvor såvel Oluf Ber-
tolts ældre undersøgelser som Willy Markvad, Michael Wolfe og Hans-Nor-
bert Lahmes studier har givet et langt fyldigere og nuanceret billede af disse
organisationers virke, selvforståelse og »partiforberedende« rolle.” Dels er
Bruuns gennemgang af de udenlandske forudsætninger m. h. t. organisatori-
ske, kamp- og idémæssige erfaringer selvsagt skrevet uden at han har haft
mulighed for at inddrage de sidste tiårs kvantitativt overvældende og kvali-
218

tativt langt mere dybtgående arbejder om den internationale arbejderbevæ-
gelse fra 1840'erne til 70”erne.
'
Skønt Bruuns bog primært handler om den faglige arbejderbevægelse,
bliver den i høj grad den samlede arbejderbevægelses historie i kraft af
enheden mellem fagbevægelse og parti, mellem økonomisk og politisk
kamp. Netop derfor mærkes savnet af en klasseanalyse og en placering af
arbejderklassen i forhold til andre klasser materielt og bevidsthedsmæssigt
stærkt. Det gælder især forholdet til småborgerskabet i byerne og særlig det
komplicerede forhold til det agrare småborgerskab.16 Selv om der er mange
redegørelser for strejkesituationer og forholdet til arbejdsgiverne ses arbej-
derbevægelsen ikke i et helhedsbillede som et integreret led i den danske
kapitalismes og den særlige klassestrukturs gennembrud.
Bogens anden og største deler en meget kildenær, detaljeret gennemgang
af arbejderbevægelsens opbygning af egne organisationer, kamppraksis og
delvis politisk-ideologiske udvikling. Det sidste er langt det svageste og
præget af Bruuns manglende indsigt i den samtidige internationale brydning
mellem forskellige tendenser, hvilket får ham til at overvurdere de lassalle-
anske 'tendenser hos Pio og bevægelsen iøvrigt. I den henseende forekom-
mer bevægelsen også i Danmark at have været langt mere kompleks end
Bruun fremstiller den.17
Bruuns periodisen'ng af bevægelsens udvikling omkring Pios aktive tilste-
deværelse eller ufrivillige samvær forekommer rimelig, især da den udnyttes
til en stadig diskussion af forholdet mellem centralt, lederinspireret initiativ
og klassens selvstændige organisatoriske og politiske tiltag. Den tidligere
noget negative vurdering af Pio som »revolutionsromantiker« er dæmpet
betydeligt, men det er klart, at Bruun ser det afgørende og på længere sigt
positive i arbejderklassens selvstændige meget pragmatiske, ikke-revoluti-
onære praksis.
Selv om Bruun har argumenteret for et industrielt gennembrud i begyn-
delsen af 1870”eme og dettes betydning for den socialistiske bevægelses
opkomst, lægger han megen vægt på, at det ikke var de nye industriarbej-
dere der udorde kæmen i eller hovedmængden af de organiserede. Det var
håndværkerne der udgjorde flertallet af både den københavnske arbejderk-
lasse og af de organiserede. Kun ca. 1/s af fagforeningerne i 70'erne var
egentlige industriarbejderorganisationer. Industriarbejdeme stod uden 0r-
ganisationserfaringer og givetvis over for de mest klassebevidste kapitali-
ster, der med stor fantasi søgte at forhindre deres organisering og afslutning
af kollektive overenskomster. Mange industriarbejdere var kvinder og børn
isæri tekstil- og tobaksindustrien med yderligere vanskeligheder for organi-
sering i kraft af et spændt forhold til deres mandlige klassefæller.
Organiseringens relativt store omfang må således efter Bruuns opfattelse
skyldes dels svendenes erfaringer fra lavstiden, dels disses behov for orga-
nisationer, der kunne modvirke den sociale degradering som overgangen til
industriarbejde oplevedes at være. At det var håndværkerne der primært
blev organiseret resulterede tillige i de indre brydninger i klassen mellem
219

forskellige tendenser, den senfeudale lavsform og den kapitalistiske fagfore-
ningstype. Det krævede betydelig agitatorisk og taktisk smidighed fra soci-
alisteme at overvinde denne modsætning. Men trods de mange udskejelser,
som Pio foretog, finder jeg at Bmun undervurderer hans indsigt i disse
problemer og hans evne til at sætte ind over for dem.
Der kan givetvis rettes mange detaljer og enkeltvurderinger i Bruuns bog
ud fra de senere års forskning, men som helhed står mængden af veldoku-
menteret empiri netop i kraft af det kendsgemingspositivistiske udgangs-
punkt som en uomgængelig fond af pålidelige oplysninger også i bilagenes
mange oversigter. Bogen er derfor et godt eksempel på den solide borgerlige
forsknings anvendelighed som startpunkt for en fornyet systematisering af
en politisk-teoretisk, tematisk styret analyse af den danske arbejderklasses
tidlige udvikling og erfaringsdannelse.
Temaet for Nørregaards bog »Arbejdsforhold indenfor dansk Haandværk
og Industri 1857-1899« er langt mere diffust end Bruuns klart afgrænsede. I
Kildematen'alet hertil er spredt, tilfældigt overleveret og det rummer store
repræsentativitetsproblemer. Det er muligvis en af årsagerne til, at Nørre-
gaards arbejde i endnu højere grad end Bruuns har karakter af en materiale-
samling, hvor fremdragelsen og præsentationen af så meget stof som over-
hovedet muligt er blevet det centrale. De kildemæssige problemer er natur-
lige i kraft af emnet. Så meget desto mere føles behovet for en teoretisk
bestemt organisering af det trods alt meget omfattende stof. Der savnes ikke
alene en teoretisk ramme for beskrivelsen af udviklingen fra håndværk til
manufaktur og egentlig fabriksindustri. Begrebet om udviklingen af koope-
rationsformer er ganske fraværende og sammenhængen mellem udviklingen
i arbejdsprocessen og organisations-, kamp- og bevidsthedsformer hos de to
hovedklasser i de produktive byerhverv må etableres af læseren selv.
Ikke at der mangler personligt prægede betragtninger. De forekommer
jævnligt. Men de er båret af en social(demokratisk) indignation mere end af
et helhedssyn på de processer, som bogen registrerer overfladen af. Nørre-
gaard har tilstræbt at efterleve Instituttets krav om »objektivitet« i den
klassiske empiristiske forstand. Materialet må i det store og hele tale for sig
selv. Derfor er bogens indhold næsten umuligt at tilegne sig, hvis den læses
fra ende til anden. Bruges den derimod som håndbog og indfaldsvinkel til
problemer og materiale rummer den betydelige kvaliteter. Dens fyldige ind-
holdsfortegnelse, registre, bilag, arkivoversigt, tabeller og det righoldige
noteapparat gør den til et velegnet opslags- og referenceværk for de mange,
der nu genoptager studierne af arbejdsprocessen og den sociale udvikling i
denne periode.
Grundlinjen i bogen er arbejderklassens udvikling fra den retslige og soci-
ale relative tryghed i det feudale lavssystem gennem den liberalistiske
glanspen'ode fra 1860'erne til 90*eme frem til den fornyede retsordning af
klasserelationeme, der blev indledt med det kollektive overenskomstsystem
og septemberforliget. Nørregaard formulerer sin opfattelse af den liberalisti-
ske periode således: »Den Frihed, som Næringsloven bragte, kom i det
220

væsentlige kun Fabrikanteme til Gode. Arbejderne efterlod den saa ufrie og
daarligt stillede som nogensinde, fuldstændig som Landboreformeme for-
sømte Husmændene« (s. 534). Bogen er i virkeligheden en lang dokumenta-
tion af denne næsten cirkulære udvikling. Opløsningen af den feudale rela-
tive tryghed skete gradvis fra slutningen af 1700 tallet med proletarisering af 1
håndværkssvendene. Den kulminerede i 1860”emes anarkiske forhold for
arbejderne, men hele perioden efter 1862 var en glansperiode for arbejdsgi-
vernes uindskrænkede magt på virksomhederne. De dikterede stort set uden
begrænsninger arbejds- og eksistensbetingelser for arbejderne i en blanding
af patriarkalisme og kapitalistisk »forretningsmæssig Haardhed«, især over
for lærlinge, kvinder og børn.
'
Nørregaard viser dette ved en fyldig og meget oplysende fremdragelse af
periodens værkstedsreglementer, der ensidigt udformedes af arbejdsgiverne
i deres kamp for en disciplinen'ng af og udvikling af nye kvalifikationer hos
arbejdskraften til de nye produktionsformer. Det var en periode med en
næsten total repression af arbejderklassen, hvor det også kan påpeges at
retsvæsnet fungerede utilsløret som den herskende klasses redskab.
Det er i lyset heraf vi efter Nørregaards opfattelse skal vurdere fagbevæ-
gelsens vækst og kampmål, dels for organisationsanerkendelse, dels for
nedsat arbejdstid og især for en genetablering af retsforhold til regulering af
klasserelationeme. På den baggrund bliver accepten af septemberforliget fra
størstedelen af arbejderklassen forståelig. Nørregaards vurdering af forliget
er meget nuanceret. Det var en klar sejr for arbejdsgiverne for så vidt som
de dikterede forligsbetingelseme, men det kunne de kun gøre fordi disse
opfyldte nogle af de hovedkrav, som arbejderklassen havde kæmpet for i de
foregående årtier: »Frivilligt lod Arbejderne siggbinde, fordi de Arbejdsfor-
hold, som Næringsfriheden medførte, var uværdige og utaalelige for dem«
(s. 537). Fra en periode med ren klasseundertrykkelse blev der derved etab-
leret en ramme for social fred baseret på en dobbelthed af undertrykkel-
sen/disciplinering og relativ beskyttelse af arbejderklassen.
Med den socialhistoriske indsats, som IHS gennemførte, var der trods alle
mangler og begrænsninger skabt en kvalitativ ny basis for forståelsen af
kapitalisme og klassekamp i 2. halvdel af det* 19. århundrede. Også set i
forhold til den ældre rent borgerlige, liberalistiske socialhistorie og statistik
som indledtes med A. F. Bersøe i 1830”erne og 40”eme og videreførtes af
Scharling, Falbe-Hansen og Rubin i sidste tredjedel af århundredet. Disses
arbejder og materialefremdragelse trænger endnu til fornyet udnyttelse og
vurdering, og for arbejderbevægelsensvedkommende må den egentlige or-
ganiserings- og kampfase i 1880'erne og 90”erne analyseres ligesom den
stærkt forsømte periode fra septemberforliget til 1. verdenskrig, hvor de nye
betingelser for klassekampen blev indarbejdet. Detailundersøgelser fra de
senere år og arkivregistratureme fra ABA viser, at der endnu er store
mængder af uudnyttet materiale, der ledet af politisk-teoretisk bestemte
problemstillinger vil kunne forny grundlaget for vurderingen af klasserelati-
oneme og også reformismens grundfæstelse i den danske arbejderklasse.
221

Noter
1 Politiken 1.12.1927: »Det nye Institut«. For en almen historiografisk placering af Institut-
tet og dets virksomhed se bl. a. Kristof Glamann, »
Historie, økonomi og statistik« i Linjer
i dansk historieskrivning i nyere tid (ca. 1890-1950). Udg. i anledning af Historisk Sam-
funds 75 års jubilæum. København 1976, s. 99ff. Instituttets virke kan følges ret nøje i de
årlige beretninger i »Økonomi og Politik«.
2 For registraturen over Socialisten/Social-Demokraten 1871-1929 se Meddelelser om
forskning i arbejderbevægelsens historie nr. 4, februar 1975, s. 30-33, hvor Jens Engberg
har rekonstrueret nøglen til registraturen af det socialhistoriske stof i de to blade.
3 Jvf. Glamann anf. skr. Som indføring til historiografien om industri- og socialhistorie i
almindelighed kan henvises til Per Bojes overordentlig nyttige og lettilgængelige »Det
industrielle miljø 1840-1940. Kilder og litteratur« (1976) og Gunnar Viby Mogensen m. fl.,
»Socialhistorie. Kilder og studieområder vedrørende dansk socialhistorie efter 1890«
(1975).
4 Studier fra Instituttet for Historie og Samfundsøkonomi I. Sociale Studier i dansk Histo-
rie efter 1857. Under redaktion af Povl Engelstoft og Hans Jensen. (1930).
5 Studier II. Mænd og Meninger i dansk Socialpolitik 1866-1901. Under redaktion af
Povl Engelstoft og Hans Jensen (1933).
6 Skrifter udgivet af Instituttet for Historie og Samfundsøkonomi II. Bidrag til Arbejderk-
lassens og Arbejderspørgsmålets Historie i Danmark fra 1864 til 1900. Under redaktion af
Povl Engelstoft og Hans Jensen (1931).
7 I »Dansk Jordpolitik 1757-1919« I-II. Skrifter... III-IV (1936-45), reprograñsk optryk
1975) tegner Hans Jensen et bredere billede af det danske landbosamfunds udvikling
under en klar socialpolitisk synsvinkel. Vigtige i denne sammenhæng er også Fridlev
Skrubbeltrangs »Husmand og Inderste. Studier over sjællandske Landboforhold i perio-
den 1660-1800« (1940, reprografisk optryk 1974) og »Den danske Husmand« [-11 (1954),
der begge uden direkte at være udgået fra IHS er karakteristiske for denne historikergene-
rations socialhistoriske indsats. Endelig må også i denne sammenhæng nævnes Sven
Henningsens oversete]misrekommanderede disputats »Studier over den økonomiske Li-
beralismes Gennembrud i Danmark. Landhaandværket« (Göteborg 1944), der rummer
meget af interesse for forståelsen af den produktions- og klassemæssige udvikling på
landet fra ca. 1800-1860.
8 For en diskussion af de politiske årsager hertil se Henning Grelle »Socialdemokratiet i det
danske landbrugssamfund 1871 til ca. 1900«. 1978.
9 Om de forgæves forsøg på at forene almuebevægelse og byernes arbejderbevægelse se
Jonna Duch Christensen, Fra radikalisme til socialisme. Den danske arbejderbevægelse
fra ca., 1865-1876 med særligt henblik på forholdet til venstregruppeme (1975, utrykt).
10 Dansk Arbejdersamfunds program for samarbejde mellem lønarbejde og kapital er trykt i
Bidrag, s. 192-95.
11 Hans Jensen og C. M. Olsen, Oversigt over Fagforeningsbevægelsen i Danmark i Tiden
fra 1871 til 1900 (1901).
12 Jvf. de nævnte arbejder i Erik Strange Petersen, Søren Federspiel og Henning Grelles
artikel i Meddelelser om forskning i arbejderbevægelsens historie, nr. 10, juni 1978, s. 56,
note 5 og 7.
13 Som eksempel herpå se f. eks. Erik Christensen, Havnearbejderstrejken i Esbjergi 1893.
Træk af arbejdsmændenes første åri Esbjerg SFAH's publikation nr. 2, 1975 og diskussi-
onen i »Historiegruppen«, De danske arbejdere på vej ind i det 20. århundrede, en
antologi. Fagtryk nr. 68 (1978).
14 Til industrialiseringsdiskussionen se iøvrigt Axel Nielsen, Industriens Historie 1 Danmark
III. Tiden 1820-70 (1944), Richard Willerslev, Studier i dansk industrihistorie 1850-1880
(1952) der selv om den ikke blev udgivet i IHS regi knytter sig til samme socialhistoriske
tendens, omend mere radikalt og med en mere stringent gennemført tese. Desuden Svend
Aage Hansen, Early Industrialization in Denmark (1970) og Økonomisk vækst-i Danmark
I: 1720-1914 (1972), der argumenterer for at det industrielle gennembrud for hele landet
må henføres til 1890'erne.
222

15 Oluf Bertolt, Pionerer. Mændene fra halvfjerdsemes arbejderbevægelse(1938)?Willy
Markvad, Arbejderforeninger i Danmark 1848-70. Årbogfor arbejderbevægelsens histo-
rie I, 1971, 5. 7-44, Michael Wolfe, De københavnske arbejderforeningers holdning til
socialismen 1847-1871 (1971, utrykt) og Hans-Norbert Lahme, Zur Vorgeschichte der
dänischen [AA-Sektion, International Review of Social History, vol. XIX, Part I. Am-
sterdam 1974, s. 61ff.
16 For en vurdering heraf se Jørn Falk og Allan Madsen, Bønder og klassekamp. Marxistisk
antropologi 3-4, 1974, s. 46-164 og Henning Grelle, anf. skr.
17 Jvf. diskussionen i den i note 12 nævnte artikel og de værker, der her henvises til.
223

Temaer og problemer i nyere danske
fagforeningsundersøgelser
Af Flemming Ibsen og Henning Jørgensen
Denne artikel indeholder en kort gennemgang af nyere danske fagforenings-
studier. Vi vil forsøge at give en slags »statusopgørelse« over analyserne,
uden at det dog er muligt at få det hele med, og uden at argumentationen
bliver særlig udviklet. Det tillader pladsen ikke.
Indledningsvis vil vi præcisere det grundlag, som vi argumenterer ud fra,
når de enkelte undersøgelser kommenteres. Efter en sådan -
ekstrem kort -
fremlæggelse af vore »forudsætninger« , vil vi omtale og diskutere forskellige
analyser ud fra de tilgange, der har ført dem i berøring med fagbevægel-
sen/fagforeningsproblematikkeme. For at sætte lidt styr på præsentations-
formen har vi altså valgt at lade indfaldsvejene til fagforeningsanalysen give
det karakteriserende fællestræk ved de (trods alt ret heterogene) undersø-
gelser, hvilket skulle muliggøre mere principielle kommentarer og indven-
dinger. Ved tilgange eller indfaldsveje forstår vi det styrende grundlag for
materialefremskaffelsen, -bearbejdelsen og overvejelserne, hvad enten det
nu er en simpel teknik som spørgeskemametoden, moralske indignationer
over arbejdsledemes forræderi over for arbejderklassen eller mere overord-
nede teoretiske problemstillinger, der empirisk søges nærmere belyst.
Hvilke basale krav kan man så stille til en fagforeningsundersøgelse? Eller
omskrevet: hvad kvalificerer en undersøgelse af faglige organisationer og
problemer som »fagforeningsundersøgelse«? -
Vi vil med det samme slå
fast, at man ikke abstrakt kan skære en færdig skabelon ud, som konkrete
studier så kan sys til efter. Det ville i bedste/værste »positivistiske« forstand
være at metodenormere undersøgelsen (og konklusionem'e?), at tro, at man
på forhånd kunne give en endelig opskrift på erhvervelse af indsigt. Fikse og
færdigerettesnore for enhver tilnærmelse til fagforeningsvirkeligheden tror
Vi således ikke på; men det betyder omvendt ikke, at man på forhånd må
afstå fra generelle betragtninger over bedømmelses- og kritikgrundlaget. Og
det er blot det sidste vi kortfattet vil søge at gøre indledningsvis.
Eftersom fagforeninger er historiske produkter af de erfaringer, lønarbej-
deme har erhvervet gennem kampe med kapitalistrepræsentanter og ved
disses udnyttelse af den indbyrdes konkurrence arbejderne imellem, finder
vi det uomgængeligt, at konkrete fagforeningsstudier forsøger at indfange
eller bygge på de ophobede erfaringer, der i arbejderbevægelsens historie
har funderet de faglige organisationer. De faglige organisationer kan altså
ikke behandles løsrevet blot som »organisation«, men må ses som spor af
praksis, som historiske erfaringsañejringer. Vi kan -
som et udgangspunkt -
erklære os på linie med Michael Vesters ansats i »Die Entstehung des Prole-
tariats als Lemprozess«,1 hvor arbejderklassen og arbejderbevægelsens hi-
storie forstås som kamppraksis og som en lang »kollektiv læreproces«, Ar-
224

bejderbevægelsens historie forløber gennem skiftende kamp- og lærecyk-
ler, der rummer »klassekampens svar på og forarbejdning af repressive
politiske, økonomiske, sociokulturelle og socialpsykologiske omvæltnin-
ger.«2 Man kan ikke afstå fra bevidsthed om denne historiske erfarings-
sammenhæng i forbindelse med analyser af de faglige organisationer. Arbej-
derbevægelsens nederlag og sejre har sat sine stivnede spor i fagforeninger-
nes opbygning og virkemåde, og det må på en eller anden måde absorberes i
konkrete fagforeningsstudier.
Videre finder vi det påkrævet at have blik for det arbejdsfelt og den
funktionsradius, som afkræver en faglig organisering opmærksomhed. Det
er sådan set blot en konkretisering af kravet om ikke at hive en fagforening
ud af dens »omgivelser«, thi de livsfunktioner, der gennemsyrer organisati-
onen, sætter de afgørende betingelser for organisationsvirket, for det faglige
demokratis muligheder 0. s. v. Derfor lader fagforeningemes forhold sig
ikke analysere uden i sammenhæng med eksistensgrundlaget, den rolle,
fagorganiseringen har i klassekampen, i kampen for bedre løn- og arbejds-
vilkår for arbejderne og videre i kampen for politiske samfundsforandringer.
Endelig bør det vel også pointeres, at konkrete fagforeningsstudier må
afkræves svar, der demonstrerer en analytisk kraft ud over blotte bekræftel-
ser på forudfattede opfattelser. Konkret kan det f. eks. ikke siges at indløse
basale »kvalitetskr-iterier«, såfremt studierne blot har simple fordømmende
henholdsvis forherligende intentioner.
Vi må således tage afstand fra analyser, der baserer sig på, hvad vi vil
kalde »historisk moralisme«. Her får man nemlig ingen andre svar, end dem
man så at sige har (givet) på forhånd.
Disse indledende bemærkninger til vore »forudsætninger« kan naturligvis
ikke gøre det ud for en tilnærmelsesvis dækkende præsentation heraf, men
vi håber i hvert fald i konturer at have opridset den (historisk-materialisti-
ske) forståelses- og synshorisont, der styrer vore kommentarer til de nyere
danske fagforeningsanalyser, som vi nu går over til at præsentere og kritise-
re. Vi begrænser os til overvejende sociologiske studier, hvorimod histori-
ske studier, studier af konkrete arbejdskampe og rene brancheanalyser ikke
vil blive kommenteret. ›
Fagforeningsundersøgelserbaseret på spørgeskemarnetoden
Den første gruppe af analyser, vi skal beskæftige os med, har det til fælles -
og måske ikke så meget mere,
-
at de udformes omkring spørgeskematek-
nikken. Det er selve forskningsinstrumentets anvendelse, der giver analy-
serne nogle delvis ens træk -
og nogle fælles problemer.
Et eksempel herpå -
er Rasmussen m. fl.'s »En fagforeningsundersøgel-
se«, hvor Lager- og Handelsarbejdemes forbund (L&HF) i København
blev undersøgt med henblik på at få belyst holdninger, kommunikation og
faglige aktiviteter i fagforeningen. Til dette formål blev der udsendt 526
skemaer til medlemmer og 49 til tillids- og kontaktmænd. Forbundet havde
på undersøgelsestidspunktet (1969) 4.500 medlemmer, og da der ikke er
225

foretaget repræsentativt respondentudvalg samtidig med, at besvarelsespro-
centen lå under 50, nemlig på 47, kan man ikke tale om repræsentative svar.
Styrende for materialefremskaffelsen og -bearbejdelsen er spørgsmålene
om fagforeningens tilslutnings-, deltagelses- 0g kommunikationsproblem.
Rasmussen m. fl. tager et fælles mål for medlemmernes syn på fagforenin-
gen ved et spørgsmål om vurdering af fagforeningens målopfyldning. Denne
måleoperation bliver derved alt for grov, idet der ikke kan differentieres
mellem forskellige aspekter af medlemmernes opfattelse af fagforeningens
interessevaretagelse. Man måtte kunne arbejde med forskellige grader og
forskellige former for tilslutning, fra passiv identifikation med fagforenings-
institutionen til aktivt engagement.
I L& HF-undersøgelsen søgte man derefter at identificere nogle uafhæn-
gige, »forklarende« variable m. h.t. vurderingen af fagforeningens interes-
serepræsentation, og man fandt frem til følgende:
Figur I : Rasmussen m.fl.'s fundne sammenhæng mellem faktorer og
medlemmernes vurdering af fagforeningemes målopfyldning.
Politisk holdning

i
lder
Besiddelse af
, tillids ost
Taktregulering
Vurdering af fagforeningens
målopfyldning m. h. t. at vare-
tage medlemmernes inter-
esser.
⁄⁄
Man kan nok mene, at der er registreret nok så »indlysende« sammenhæn-
ge, eftersom det synes åbenbart, at f. eks. besiddelse af tillidspost (altså en
bestemt placering i den faglige struktur) må have indflydelse på vedkom-
mendes syn på fagforeningen. Det er dog udmærket at få bekræftet formod-
ningeme, og L& HF-undersøgelsen har også som en af sine fortjenester, at
man her får dokumenteret tillidsmandens centrale stilling som formidler af
forbindelsen mellem fagforeningen og medlemmerne.3
Som en overordnet konklusion når Rasmussen m.fl. frem til, at »med-
lemmerne ser positivt på deres fagforening, dog ikke uden forbehold«.4
P. g. a. den forgrovede måleprocedure bliver denne konklusion dog stående
noget uformidlet. F.eks. afskærer forfatterne sig fra at kunne viderebearbejde
tilslutningsaspekter som identifikation og engagement og eventuelt kunne
udskille forskellige medlemskategorier. -
En af undersøgelsens medarbejde-
re, Helge Tetzschner,5 har dog senere forsigtigt peget på fire medlemskate-
gorier:
1) aktive
2) lejlighedsvis aktive
3) medlemmer, som potentielt er aktive, men som ikke får aktiveret deres
interesse
4) passive medlemmer.
Differentieringskriteriet eller -kriterierne synes dog ikke krystalklare.
226

Angående opfattelsen af faglige mål og midler konkluderes, at »Der er
ikke noget stærkt ønske om anvendelsen af andre midler end de gængse og
målsætningen er kortsigtet -
med den umiddelbare arbejdsfaglige situation
som baggrund« ,6 og den faglige aktivitet i L & HF konstateres at være ret så
lav målt ved mødedeltagelse. I undersøgelsen er bl. a. den interne informa-
tion, dens art, kanaler etc., også belyst rimeligt dækkende, men som helhed
forbliver analyserne begrænset til umiddelbare registreringer af samvarian-
ser af svar. Man kunne nok ønske sig, at der var blevet gået dybere i
begrundelsesmaten'alet.
Helt afgørende savner man imidlertid, at de fundne resultater blev sat i et
teoretisk perspektiv, og i forlængelse heraf måtte fagforeningens faglig-poli-
tiske virke og historik ikke negligeres så totalt, som tilfældet faktisk er. I
pjecen blev man forsikret om, at et forsøg på at give en sådan bredere
analyse ville komme senere, men den har endnu ikke set dagens lys.
L&HF-undersøgelsen var det første, empiriske studie af fagforenings-
forholdene, og alene af denne grund må man pointere dens fortjenstfuldhed.
Vores kritik kan herefter sammenfattes på følgende måde. For det første
må man lede forgæves efter analysens fortolkningsramme. Denne mangel
afføder vanskeligheder med at kunne sætte måleresultateme ind i nogen
specifik problematik. Man kan gisne om, at det nok er den i samfundsviden-
skabeme udbredte interesse for organisationsinteme demokratiproblemer,
som har ligget til grund,7 men undersøgelsen stiller os faktisk i den situation,
at man ikke rigtig ved, hvad de fundne resultater »siger«, og hvad de skal
bruges til.
1
En demokratiteoretisk indgangsvej til fagforeningsvirkeligheden kan vel
ikke siges at være uinteressant, men sådan anlagte analyser har i høj grad
indbudt til kritik. Som en af de væsentligste indvendinger må anføres, at
studierne »bevæger sig kun på individplanet, problemstillingeme er social-
psykologiske, spørgsmål om de enkelte medlemmers holdninger. Der gives
ingen analyse af fagforeningen som organisation, hverken på et gruppe-,
organisations- eller samfundsplan, hvilket bevirker, at resultaterne af indi-
vidanalysen ikke kan forklares i en større sammenhæng.«8 Formel under-
søgelse af det enkelte individs »demokratiske« indflydelsesmuligheder i or-
ganisationen fører frit svævende ikke til nogen indsigter; man får ingen
forklaringer. .
L&HF-undersøgelsen står ikke alene som empirisk studie af en lokal
fagforening. Henning Jørgensen og Jens Lind har i 1974 gennemført en
meningsundersøgelseblandt medlemmerne af Fabrik- og Specialarbejdemes
Fagforening (F & SF) i Odense, og i 1975 er der herover publiceret en større
pjece: »Fagforeningen set af medlemmerne«. Den skal nu kommenteres.
Ud fra et Jens Jensen-citat: »Den armé, vi skal skabe, skal være stærk og
fast, thi den skal erobre verden. Den skal være demokratisk ordnet, thi den
skal udvikle mennesker«, spørges efter medlemmernes identifikation med
og interesse for fagforeningsarbejdet, og på baggrund heraf mener forfat-
terne også at kunne udtale sig om den internt etablerede praksis.
227

Analyseresultateme, der fremkommer på baggrund af en EDB-behand-
ling af 1398 spørgeskemaer, bekræfter, at fagforeningen indadtil er »stærk
og fast«, idet medlemmerne entydigt gav tilslutning til fagforeningens nød-
vendighed og gav fagforeningens aktiviteter bred opbakning, d. v. 5. med-
lemmerne var tilfredse med fagforeningens mål- og middelprioritering. End-
videre angav cirka halvdelen at være interesserede i fagforeningens arbejde
og kun for en femtedels vedkommende konstateredes manglende interesse.
Men m. h. t. at få »udviklet mennesker« gennem disses egen deltagelse, så
situationen i F& SF noget sløj ud, idet kun omkring en fjerdedel af med-
lemmerne erklærede sig for aktive og ca. halvdelen for passive. Altså igen
en påpegning af aktivitetsproblemet. Specielt kritisk var medlemmerne over
for den interne funktionsmåde i fagforeningen. Her var halvdelen af med-
lemmerne negative og kun ca. en fjerdedel positive.
Efter det var konstateret, at der ikke fandtes nogen betydende sammen-
hæng mellem indstillingen til den interne funktionsmåde og aktivitetsangi-
velsen, forsøgte forfatterne at opstille en typologi over medlemmerne. Man
mente at kunne identificere fire medlemskategorier:
1) faste støtter (aktive og positive medlemmer), der udgjorde ca. 17%.
2) Indifferente, »instrumentelt« orienterede medlemmer, (der er positive,
men inaktive). De udgjorde godt 21%.
3) Aktive, kritiske medlemmer (19%), og
4) uvillige, passive medlemmer. Denne negative medlemskategori omfat-
tede ca. 43%.
Typologiseringsforsøget må ses som et af de væsentligste resultater af un-
dersøgelsen. Men dette og undersøgelsen i det hele taget lider ligesom
L&HF-studiet under delvise mangler, hvad angår materialets kvalitet, og
spørgeskemametoden har nok sin andel heri. Metodens anvendelsesprob-
lemer er ret så betydelige. Spørgeskemaet invaliderer ved den individuelle
meningsmåling fagforeningsbevidsthedens kollektive karakter. Holdninger
bliver målemæssigt defineret som karakteriserende bestemmelse ved indivi-
der og kan derfor ikke indgrænses kollektivistisk. Surveyanalysens metodik
forhindrer altså delvis at man får fat på erfaringsophobningen fra lønarbej-
demes kollektive læreprocesser, hvilket dog ikke er ensbetydende med, at
metoden, forskningsinstrumentet, skal bandlyses. Det skal bruges med var-
somhed og omtanke.
Ydermere må det være berettiget at anføre, at man skal vare sig for at
indfortolke kausalitet i eventuelt fundne korrelationer. Survey-analysen er
og forbliver deskriptiv!
I F & SF-undersøgelsen blev analyseresultateme forsøgt sat i sammen-
hæng med fagforeningemes samfundsmæssige virke, hvilket var et frem-
skridt i forhold til L& HF-studiet. Ligeledes blev der foretaget sammenlig-
ninger med andre undersøgelsesresultater. Men det empiriske arbejde med
subjektive bevidsthedsudtryk lader sig ikke nemt sammenkoble umiddelbart
med overordnede historisk-materialistiske teorifragmenter. Abstrakte teori-
drøftelser og den konkrete analysemetodik klappes nok for nemt sammen
228

uden dyberegående afgrænsnings- og »operationaliseringsovervejelser«.Så
man må nok konstatere, at der forestår et omfattende arbejde med at få
klargjort mulighederne for og anvendeligheden af empirisk-analytiske un-
dersøgelsesteknikker i marxistisk regi. Til afklaringen af dette problem er
det positivt med »eksperimenter« som F& SF-undersøgelsen.
Hvis man afstår fra grundlæggende teoretiske forovervejelser eller blot
problemrejsninger og mener at kunne tolke statistiske analyseresultater
»umiddelbart«, kommer man let til at havne i uinteressante »common-
sense«-betragtninger. Et eksempel herpå findes i Mogens N. Pedersens
statistiske behandling af spørgeskemaer fra Dansk Smede- og Metalarbejder
Forbunds (DS & MF's) Odense-afdeling,9 hvor fagforeningen selv i 1974
havde udformet og uddelt skemaer til medlemmerne. De offentliggjorte re-
sultater måtte blive yderst beskedne alene på baggrund af alvorlige mangler
ved skemaet og materialet, og dette kan ikke afhjælpes af senere nok så
sofistikerede dataanalyser. Men når materialet næppe afvristes klarere ind-
sigter end de umiddelbart registrerede samvarianser, forbliver studiet uinte-
ressant.
Senere har Lars Nørby Johansen viderebearbejdet datamaterialet fra
DS& MF i Odense, og han refererer resultaterne i »Samfundsfaglig meto-
debog« i sammenhæng med præsentation af metodiske normer og regler for
»normal« videnskabelig forskningsadfærd. I bogen er DS 81,MF-resultateme
også diskuteret i forhold til L& HF- og F& SF-undersøgelseme.
Opsummerende om de ovennævnte empirisk anlagte undersøgelser af
enkelte fagforeninger kan man konstatere, at selve analyseteknikken, spør-
geskemametoden, i vekslende grad har bundet forfatterne til at fOrvente
indsigter blot v.h.a. det simple forskningsinstrument. Mest metodisk og
teoretisk reflekteret er F& SF-undersøgelsen, men dette overskygger ikke
det næste og afgørende problem, der også er fælles for de nævnte analyser,
nemlig spørgeskemametodens statiske og individuelle bevidsthedsmåling.
Bevidsthedens processuelle forløb og kollektive karakteristikon bliver man
nødt til at sætte sig ud over, når man vil bruge survey-teknikken til at
viderebringe og analysere subjektive bevidsthedsudtryk. Og det siger så
noget om de begrænsninger, der ligger i instrumentets anvendelse, og det
siger noget om, hvor påkrævet det er at få tolket de indhøstede data og
analyseresultater ind i en bredere problemhorisont og dét på et teoretisk
bærende fundament. Eller sagt mere direkte og tilspidset: arbejdernes kol-
lektive erfaringer lader sig vanskeligt aflæse i krydser ved ja- og nej-rubrik-
ker på et spørgeskema! -
Men spørgeskemaet er p. t. ikke til at komme ud
over, når man vil søge at registrere sider af problemer, bevidsthedsindhold
0. s. v. hos forskellige individer eller socialgrupper. I heldigste fald vil man
v. h. a. metoden kunne arbejde problemopsøgende og problemafdækkende.
Den materialeregistrerende fremgangsmåde
Den næste tilgang til fagforeningsanalysen, som vi skal diskutere, vil vi
kalde den materialeregistrerende og historiegengivende indfaldsvej. Efter et
229

referat af Reinhard Lunds analyser af udviklingen af organisationerne inden
for jem- og metalindustrien vil man forhåbentlig kunne se, hvorfor vi har
valgt denne betegnelse, og hvorfor tilgangen lider under afgørende util-
strækkeligheder eller skavanker i sin hidtidige form.
Reinhard Lunds undersøgelser omhandler jern- og metalindustriens to
store organisationssammenslutninger: Sammenslutningen af Arbejdsgivere
inden for Jem- og Metalindustrien og Centralorganisationen af Metalarbej-
dere i Danmark. Socialforskningsinstituttet udgav i 1972 bogen »Sammens-
lutningen og Centralorganisationen -
Tilblivelse og udvikling«, og i 1974
pjecen »Organisationsstrukturens centralisering inden for jern og metal«.
Den førstnævnte publikation omfatter 449 sider, og annonceres til at være en
»historisk-sociologisk redegørelse for tilblivelsen og udviklingen af dansk
jern- og metalindustris to store modparter på arbejdsmarkedet« (p. 13). Vi
skal først se på indholdet i denne redegørelse.
Sammenslutningen af Arbejdsgivere inden for Jemindustrien blev stiftet i
1902, medens Centralorganisationen af Metalarbejdere i Danmark blev dan-
net i 1912. Reinhard Lund vil med sin analyse
1) analysere baggrunden for Sammenslutningens og Centralorganisati-
onens tilblivelse,
2) Belyse samarbejdet parterne imellem. Hvilke organer findes, hvilken
kompetence har de 0. s. v.? og endelig
'
3) klargøre, hvorledes samarbejdet er forløbet.
I undersøgelsen er der så foretaget en registrering af samarbejdsformer-
ne, fællesudvalgets og centralledelsens koordinationsforhandlinger, bin-
dende vedtagelser etc. Det samme gælder organisationernes udvikling, som
gennemgås detaljeret ved indikatorer som antallet af tilsluttede organisati-
oner, strukturforandringer, forandringer i organisationernes aktiviteter og
forskydninger i magtforholdene inden for organisationerne.
Forsøget på at belyse baggrunden for Sammenslutningens og Centralor-
ganisationens dannelse er der grund til at give nogle kommentarer med på
vejen. Det er nemlig karakteristisk, at Reinhard Lund holder sig til at
redegøre for, hvorledes organisations»bosserne« selv har ment at kunne
besvare spørgsmålet om årsagerne til organisationernes tilblivelse. Det vil
altså sige, at vi i høj grad har måttet nøjes med præsentation af organisa-
tionsledemes selvforståelse -
verbalt eller skriftligt formuleret -
m. h. t. det
faglige virke og dets baggrund.
Reinhard Lund er tydeligvis bange for at begive sig ind på mere strikse
forklaringer af de analyserede udviklingstendenser. Han nøjes groft sagt
med at registrere udviklingen. Et sådant dokumentations- og fremstillings-
arbejde har virkelig sin værdi, men man gør ikke forfatteren uret ved at
hævde, at studiet lider under en vis teorifjendskhed. Reinhard Lund skjuler
reelt heller ikke, at tendensen til at afstå fra mere overordnede forklaringer
liggeri analysen, han siger selv, at fremstillingen bevidst er gjort »forhold-
230

svis bred for ikke at afskære alternative svar på de stillede spørgsmål«. (p.
356).
Hans noget valne »svar« på de rejste spørgsmål kan dog heller ikke siges
at være tilstrækkelige.
F. eks. udpeges årsagerne til Sammenslutningens fremkomst til at være
fremSatte fælles krav fra fagforbund og fagforeninger til jernindustriens
arbejdsgivere i februar 1901. Man måtte imidlertid forvente, at den mate-
rielle baggrund for at fremsætte samtidige krav over for »jernbaronerne«
også blev fremanalyseret, men her savner man dyberegående overvejelser.
Forfatteren synes at give sig tilfreds med at konstatere, at de fælles rejste
krav affødte en modreaktion på arbejdsgiverside, nemlig en fælles forhand-
lingsoptræden, hvilket institutionaliseredes med oprettelsen af Sammens-
lutningen i september 1902.
Mere givende er påpegningen af baggrunden for Centralorganisationens
stiftelse i 1912: den ligger i sidste instans i det materielle forhold, at de
forskellige faglærte gruppers indbyrdes konkurrence let førte til løntrykke-
ri, og det er for at overvinde dette, at Centralorganisationen (CO) blev
dannet.
Når jernindustriens toporganisationer selvstændigt afslutter kollektive
overenskomster for hele jern- og metalområdet, må det være af allerstørste
interesse at få klargjort ikke blot baggrunden herfor, men også konsekven-
serne og de videre udviklingsperspektiver af denne specielle, centraliserede
struktur indenfor jern- og metalindustrien.
Specielt de sidste problemer har Reinhard Lund sat sig for at villebelyse i
pjecen »Organisationsstrukturens centralisering inden for jern og metal«. -
Behandlingen af konsekvenserne indskrænkes dog igen noget uforståeligt til
at omhandle konsekvenserne, som organisationerne og i særdeleshed deres
ledere ser dem. Det er organisationemes fremsatte argumenter, der rekapi-
tuleres, men man kunne nok have ønsket sig vurderinger af, f. eks. hvilken
styrke eller svaghed det giver de respektive organisationer at arbejde under
den etablerede struktur. Hvem har mest gavn heraf? Det får vi ikke svar på.
De gisninger, som Reinhard Lund tør give sig i kast med, fører blot ud i ret
så tvivlsomme postulater, som dette:
»Samarbejdet på både arbejdsgiver og arbejderside åbner op for det vigtige perspektiv, at
organisationers magt ikke blot er et spørgsmål om indbyrdes magtfordeling, under visse
omstændigheder (hvilke? -
forfatterne) kan magten for fællesskabet vokse, således at alle i
samarbejdet får andel heri.« (p. 23).
Udviklingsperspektiveme opridses ud fra organisationemes forslag til
strukturforandringer i yderligere centralistisk retning, men fagforbunds og
fagforeningsafdelingernes forsøg på at trække i ikke-centralistisk retning
indkalkuleres dog også. Reinhard Lund mener at kunne øjne en ustabil
organisationsstruktur, hvor det sandsynligste resultat alligevel vil være en
øget centralisering og bureaukratisering. Overvejelseme krydres så med
følgende »indsigt«:
231

»Centraliseringen og embedsmandsadministrationen kan indebære en fare for organisations-
demokratiet, men der er også mulighed for at forene de forskellige processer.« (p. 51).
Sammenfattende om en tilgang til fagforeningsvirkeligheden, der (alene)
baserer sig på omfattende arkivmaterialebearbejdelser, interviewgengivel-
ser, protokolopregninger etc., men som bliver stående herved -
og Reinhard
Lunds analyser er klare eksempler herpå -
kan siges, at man bliver spist af
med omfattende materialesamlinger, men man bliver ikke opfordret eller
provokeret til at se materialet i noget bestemt lys, i noget specifikt teoretisk
perspektiv. I og for sig er den overordentlig detaljerede empirifremlæggelse
ikke uinteressant, men den ville unægtelig blive ulig mere interessant -
og
vigtigere: indsigtsgivende -
hvis man blev præsenteret for en teoretisk tolk-
ning af det fremlagte materiale. Reinhard Lunds analyser burde ikke standse
der, hvor de gør, nemlig hvor forklaringer skal introduceres.
Analysen bliver dog direkte overfladisk når forfatterens kommentarer
munder ud i, at udviklingen næsten altid vil kunne være til »alles bedste«.
Grundliggende interessemodsætninger (som kapital- og lønarbejdersidens
organisationer bygger på) eksisterer ikke hos Reinhard Lund, eller de har i
hvert fald de største vanskeligheder ved at trænge igennem materialesamlin-
geme.
i
Fagforeningsstudier byggende på forræderiteser
Den tredie gruppe af fagforeningsanalyser vil vi karakterisere ved deres
overordnede mål, nemlig at anklage fagforeningen for at svigte revoluti-
onen, for at have forladt en klassekampslinie og ladet sig integrere i »syste-
met«. Anklagerne går simpelthen på et forræden' fra arbejderledemes side
over for arbejderklassens interesser.
Et af de første krasse angreb på fagforeningerne kom med Kjeld
Schmidt 0g Ilia Wechselmanns pjece: »Den danske fagforstening« fra 1970.
Forfatterne sætter sig her til opgave at demonstrere, i hvor udpræget grad
fagforeningerne i forhold til medlemsmassen er en fritsvævende organisa-
tion, og de mener at kunne sætte fagbevægelsen på anklagebænken, efter-
som fagbevægelsen er blevet gjort til en stivnet, bureaukratisk og oligarkisk
fagforstening. Tillidsmanden kender arbejderne iflg. forfatterne kun som
»mistillidsmanden«, da det kun er arbejdsgivernes interesse i lov og orden,
man som tillidsmand er sat til at varetage, og endelig har fagbosseme,
pampeme, været med til at besegle fagbevægelsens skæbne, idet de har
indgået Septemberforliget 1899, de har tilrevet sig magt på bekostning af de
lokale fagforeninger og forbundene, de har forflygtiget organisationens op-
rindelige revolutionære mål 0. s. v. Kort sagt: pampeme har forrådt arbej-
derne, alt fagligt virke fra fagbevægelsens side damper af klasseforrædéri.
Fagbureaukraterne har således iflg. forfatterne ingen andre opgaver end
at røvrende arbejderne ved at sikre ro og orden:
»Fagforsteningen gør, hvad den kan, for at få arbejderne til at overholde regler, arbejdsgi-
verne har pålagt staten at pålægge arbejdernes kamp for deres frigørelse. Ja, det gøres med
udelt glæde, fordi arbejdsgiverne, staten og fagforsteningen alle har samme interesse i ro og
orden«.'°
232

Den danske fagbevægelse stemples simpelthen som »Dansk Arbejdsgi-
verforenings afdeling for ro og orden«.11
Flere andre analyser har søgt at underbygge denne påstand. F. eks. findes
der hos Jens Brinch og Kjeld Schmidt i »Revolution og kontrarevolution i
Danmark« forsøg på ud fra strejkebevægelsen 1969-70 at belyse, hvorledes
fagforste'ningen, »Den korporative stats faglige system«, med held forsøger
at dæmme op for ethvert tilløb til oprør, og få arbejderne pacificeret. Den
strategiske følgeslutning af analysen bliver da klar: »Kun ved konsekvent
selvtægt og altså ubønhørlig kamp mod hele fagforsteningen kan arbejderne
befri sig fra denne flok røvrendere . ..
og myndiggøre sig selv.«12
Forsøg på forklaring af udviklingen, der har ført til de dæmoniske til-
stande inden for dansk fagbevægelse, er også blevet gjort med henvisning til
Robert Michels' jemhårde oligarkilov. Ilja Wechselmann har med forkær-
lighed dyrket Michels' umådelige forsimplede tese om demokratiets umulig-
hed og oligarkiets, fåmandsvældets, uundgåelighed. Forklaringen findes
både i artiklen »Fagforsteningens opståen« og i bogen »Klassekamp-kon-
trol«, som skal drøftes nedenfor. Også hos Jesper Due og Jørgen Steen
Madsen kan man finde samme konklusion:
»Da arbejderbevægelsens ledere har opgivet de oprindelige mål og accepteret, at de kun kan
få gennemført forbedringer til deres medlemmer gennem øget produktivitet, vil deres mål-
sætning mere og mere blive sammenfaldende med erhvervslivets.
Centraliseringen af beslutningsprocesseme i det kapitalistiske samfund har medført, at det,
der oprindeligt var arbejdernes kamporganisationer, er blevet forankret i et mere og mere
bureaukratisk system, hvor staten, erhvervslivet og arbejderorganisationeme integreres. 0r-
ganisationen bliver et mål i sig selv for de faglige ledere, og de dyrker den på bekostning af
medlemmernes fundamentale interesser.« 1,3
En af disse fagforeningsanalyser har dog ikke Robert Michels som teore-
tisk forlæg, nemlig W. Lauritzen 0g Hans-Erik Rasmussens »Derfor svigter
LO« fra 1970. Undertitlen til bogen peger ganske præcist på, hvad forfatter-
nes hensigter går ud på, nemlig at demonstrere og ikke blot spørge, om LO
er »ophørt med at være en organisation til varetagelse af lønarbejdemes
interesser?« Efter gennemgang af LO's struktur og fremsættelse af overens-
komstkrav i 1960'erne konkluderes
»At LO rent faktisk fungerer som arbejdskøbemes forlængede arm,
at LO's topledelse har udviklet sig til en magtelite, der i højere grad har fælles interesser med
arbejdskøbeme, end med de arbejdere, hvis interesser de rettelig burde varetage,
at LO”s politik i stedet for at medvirke til en højnelse af arbejdernes klassebevidsthed og
virke som løftestang for disses endelige befrielse -
bevirker en Dacificering af arbejderne og
får dem til at acceptere deres uværdige rolle som redskaber for arbejdskøbernes profitjag.«
'4
Den undersøgelse, der forekommer mest gennemarbejdet inden for denne
tilgang til fagforeningsanalysen, er Ilja Wechselmanns bog fra 1975
»Klassekamp-kontrol«. Heri skal fagforeningsinstitutionens selvstændiggø-
relse fra medlemsbasis også klargøres, og til hjælp herfor har Ilja Wechsel-
mann foretaget en række arkivstudier, hvorudfra LO,s forretningsudvalgs
verbale og faktiske adfærd skulle kunne rekonstrueres og sættes under an-
233

klage for formodet klasseforræderi. Han har delt sin bog op i 3 hovedafsnit:
én, hvor bureaukrati- og oligarkiteseme diskuteres (også med henblik på
empirisk test), og én hvor den empiriske undersøgelse præsenteres som
underbyggelse af påstande om udvanding af LO's målsætning og øget magt-
centralisering i LO”s top. Endelig har Wechselmann et hovedafsnit, der
kaldes »aktualisering«, og som er en ret ukritisk gengivelse af nyere vestty-
ske fagforeningsteorier.
Gennemgangene af bureaukrati- og oligarkiteseme er temmelig overfladi-
ske og ikke sjældent selvmodsigende. Den »operationelle ramme« for det
empiriske testarbejde stár derfor på usikker grund og er i det hele taget
hyllet ikke så lidt i tåge. Det konkrete materiale omkring forretningsudval-
gets virke vrides for oplysninger om, hvem der foreslår hvem til udvalg,
ledelsesposter etc., hvilken nær sammenhæng der er mellem lovudvalg og
forretningsudvalget i LO 0. s. v. Selv intern korrespondance (endog papir-
lapper) skal illustrere, hvorledes arbejdsmåden i fagbevægelsen er manipula-
tiv og oligarkisk, og hvor stor afstanden mellem ledemes og medlemmernes
interesser er! -
Det er for at få fordømmelsesholdepunkter, at Ilja Wechsel-
mann har søgt at efterspore forholdene omkring »Tordenskjolds soldater«
(L0”s top) og hans konklusion bliver:
»Vi viste, hvorledes også den eksplicitte ideologi-formulering og udformning var ledelsens
monopol, således, at den enkeltes tankefrihed og evne til at stille sig kritisk til den politiske
praksis, som han er undergivet, undermineres af en ledelse, der har andre interesser end
han.«15
Herefter springer Wechselmann pludselig over i en abstrakt teoretisk
diskussion, hvor al empiri er kastet over bord. Han har frækhed nok til først
at konkludere med den refererede fagforeningsteori, at »Man kan altså ikke
bestemme modsigelser mellem arbejder og et historisk dannet fagforenings-
apparat simpelt med organisationssociologiske (bureaukratiske) eller moral-
ske (klasseforræderi) argumenter«,16 for i næste åndedrag at betragte dette
som en »korrekt videreførelse« af hans egen analyse. Denne var netop båret
oppe af en forræderitese m. h. t. fagforeningsapparatets og pampernes vare-
tagelse af medlemmernes interesser. Den citerede indsigt slår simpelthen
benene væk under Wechselmann, men han mener det er en »korrekt videre-
førelse«! Fagforeningssynet behøver åbenbart ikke at være så nuanceret.
Vi skal ikke gå nærmere ind på kritik af Wechselmanns yderst tvivlsomme
arbejde,17 men i stedet søge at formulere nogle generelle indvendinger mod
alle de nævnte analyser.
Ihukommende vores indledende bemærkninger omkring krav til en fagfo-
reningsanalyse skulle det være indlysende, at undersøgelsernealle diskvali-
ñceres ved blot at være illustrationer af et fordømmende fagforeningssyn.
Kernen heri er forræderitesen, i følge hvilken fagforeningerne eller fagbe-
vægelsen -
man sondrer symptomatisk nok ikke mellem forskellige niveauer
inden for fagbevægelsen -
fomægter arbejderklassens objektive interesser i
de ikke-systemoverskridende faglige aktioner. Bureaukratiets kvæ'men tol-
kes som en undertrykkelse af den spontane, potentielt revolutionære arbej-
234

derbevægelse. Pampeme har kun deres egen position som interessemål, de
skulle mest af alt frygte, at
»Medlemmerne tager skæbnen i egen hånd. Det er bureaukratemes død. Og det er de selvføl-
gelig ikke interesserede i, for så må de opgive huset i Skovlund, indtægten, der er mere end
det dobbelte af den, de kan tjene som lønslaver, de stabile og behagelige arbejdsvilkår, de
mange og lange cigarer, rampelyset.«'8
Vi har simpelthen at gøre med primitive moralske fordømmelser af fagbe-
vægelsen og dens ledere. Den postulerede forræderiske adfærd behandles
isoleret, løsrevet fra næsten al samfundsmæssig-materiel bestemmelse, og
det betyder, at der ses bort fra de historisk-konkrete forhold, der både
indstifter fagforeningsorganiseringen og muliggør, at fagforeningsapparatet
kan påtage sig en relativ autonomi i forhold til medlemsmassen. Man sætter
helt abstrakt den analyserede lederadfærd over for en implicit funktionsbe-
stemmelse: omvæltningen af det kapitalistiske samfund. Så har man næsten
pr. definition fået funderet konklusionen om fagforsteningens klasseforræ-
deri -
men man har ikke fået nogen forståelse af baggrunden for den faglige
organisering, ingen grundliggende funktionsbestemmelse 0. s. v., kort sagt:
intet materielt-historisk begreb om fagforeningen.
Når man behandler fagbevægelsen løsgjort fra den historisk-samfunds-
mæssige sammenhæng, hvon' organisationen eksisterer og arbejder, kom-
mer man ikke ud over udgangspunktet: den fordømmende afvisning af fag-
forsteningen. Strategisk er man også dømt til at blive narret, idet man tror,
at afskaffelsen af den etablerede fagbevægelse vil kunne udløse det.revoluti-
onære kamppotentiale. Afskyen for fagbevægelsen giver sig udslag i, at man
ikke nøjes med at betragte denne som »en garant for opretholdelse af det
privatkapitalistiske samfund«'9, men endog som »den væsentligste hindring
for arbejdernes frigørelse«.20 i
Man kommer altså ingen vegne med forræden'teseme. Fagforeningssynet
bliver forkvaklet, moralsk bestemt, og strategisk går man galt i byen. Man
kan sige, at anklageme »mod det danske LO for selvstændiggørelse af med-
lemsbasis bliver.. . det samme som at holde dåb over en »realitet« uden at
kunne identificere bamet!«2'
Forklaringssøgende fagforeningsanalyser
Vi vil afslutte gennemgangen af danske fagforeningsanalyser med en over-
sigt over undersøgelser,der i hvert fald i udgangssituationen prætenderer at
have et klarere teoretisk perspektiv i deres måde at lægge undersøgelsen til
rette på, ligesom formålet ofte angives at være bredere, idet man vil søge at
opnå en forståelse for fagbevægelsens forhold til hele samfundsudviklingen.
Man bevæger sig således på flere forskellige niveauer, der indgår makro-
økonomiske og makrosociologiske elementer, og analysemes opgave bliver
at forstå, hvordan fagbevægelsen indgår i et dynamisk samspil med det
omgivende samfund. Da undersøgelserne prætenderer at have en ikke ringe
forklaringsgivende værdi, har vi valgt at gøre gennemgangen og kritikken
lidt mere fyldig, da indfaldsvinklen direkte indbyder til diskussion.
235

Det første arbejde, vi vil behandle, er H. Telzschners artikel: »Beslut-
ningstagen i faglige organisationer«. Artiklen22 eren videreudvikling af
L& H-undersøgelsen, som er kritiseret tidligere i denne artikel. Helge
Tetzschner (HT) prøver her at uddybe undersøgelsens resultater gennem en
mere omfattende diskussion af de forskellige niveauer i en fagforeningsana-
lyse: Klubben, afdelingen, forbundet og landsorganisationen, men hoved-
problemet er det samme, nemlig » . . hvilke krav må man stille til beslutnings-
tagen i en organisation, når denne organisations væsentligste formål er at
varetage medlemmernes interesser«?23 Med organisationen menes fagfor-
ening, og da fagbevægelsen bekender sig til en demokratisk ledelse, og
samtidigt er dannet for at varetage medlemmernes interesser, skal fagbevæ-
gelsen således dømmes på, om den rent faktisk gør dette, og dermed kan
vurderes som en »demokratisk organisation«.
HT diskuterer derefter medlemmernes muligheder for at øve indflydelse
på de enkelte niveauer, først LO og forbundene, dernæst de lokale fagfore-
ninger. Her konkluderes efter en meget summarisk gennemgang af f. eks. de
generelle overenskomstforhandlinger, at den »demokratiske proces« er
svag, da valgene af forhandlere er indirekte, og stemmeprocenten ved uraf-
stemningeme mindre end ved folketingsvalgene! HT vil dog ikke godkende
betegnelsen »fagforstening«, idet medlemmernes indflydelse på det lokale
niveau og dermed indirekte påfagforbundene også må med i den endelige
vurdering.
Herefter diskuteres medlemsaktiviteten i de enkelte afdelinger på general-
forsamlingen, ved valget af tillidsposter og i de faglige klubber, og her
anvendes L& H-undersøgelsen som dokumentation for medlemmernes op-
deling i fire kategorier, jvf. referatet ovenfor. Halvdelen er således aktive,
og den anden halvdel er passive, dels fordi de ikke mener at have mulighe-
der herfor, dels fordi de ikke ønsker det. HT konkluderer herefter, at
»Trods alt er der en aktiv kerne af medlemmer, og denne aktive kerne synes
at kunne udøve en vis (ofte indirekte) kontrol med ledelsens handlinger«.24
HT konkluderer sluttelig -i overensstemmelse med den hollandske sociolog
Mark van der Vall -
at fagforeningerne er polyarkiske organisationer,
hvilket skulle placere dem midt imellem demokratiet og oligarkiet! Det
næste spørgsmål bliver derfor: »Hvor udgør fagbevægelsens struktur en
hindring for realiseringen af dens egen målsætning (at varetage medlem-
mernes interesser, forf.)?«25 HT's svar på sit eget spørgsmål bliver Mi-
chels' »oligarkilov« i en moderat udgave: »Michels' teori kan give stor
forståelse af grunden til centraliseringstendenserne i de faglige organisati-
oner, og dermed forklare denne tilsyneladende irrationalitet«.2° HT kom-
mer selv med et forslag til, hvordan man kan løse problemet. HT kalder
det et »demokratisk alternativ«, som (ikke overraskende) skulle bestå i
»en decentralisering af beslutningsprocessen«,27 hvormed menes ret til at
konflikte på det lokale plan.
Vi har tidligere kritiseret L & H-undersøgelsen, og skal her koncentrere
os om artiklens organisationsstrukturelle aspekter. Det grundliggende
236

synspunkt i artiklen er, at dansk fagbevægelse hæmmer sin egen målsæt-
ning med sin centralistiske struktur, og selv om Michels' oligarkilov kriti-
seres, får vi ingen anden forklaring på centraliseringstendenseme end
denne. Efter vor mening har denne »lov« imidlertid en meget begrænset
forklaringsværdi, når man skal forsøge at forklare centraliseringstenden-
serne på arbejdsmarkedet. Vi benytter med vilje udtrykket »arbejdsmar-
kedet« , idet forståelsen af dette markeds konstituering og historiske udvik-
ling er en forudsætning for at forstå fagbevægelsens funktion, virke og
organisatoriske opbygning. En sådan analyse viser28 at centraliseringsten-
densen er resultat af de erfaringer, som både arbejdersiden 0g kapitalsiden
indhøstede fra de successive kampe om fastsættelsen af løn- og arbejds-
vilkår. Ikke mindst kapitalejerne så deres interesse i en centralisering af
den faglige kamp som et modtræk mod fagbevægelsens »omgangsskrue«,
og denne strategi har derfor udtømt sine muligheder allerede i 1880*erne og
1890'erne. Dansk Arbejdsgiver- og Mesterforening blev netop dannet i
1898 med det formål at komme de lokale »småstrejker« til livs, og stor-
.
lockouten i 1899 førtes som en præventiv krig for at inddæmme den lokale
konflikt gennem et centraliseret system af regler for forhandling, mægling
og aktion under en faglig kamp. Vort centrale kritikpunkt bliver derfor, at
fagbevægelsen ikke, som HT antyder det, frit kan vælge sin egen organisa-
tionsstruktur! Den er udsprunget af produktionsstrukturen og er et svar på
kapitalejernes centralistiske strategi. Vi vil således aldrig komme tilbage til
en situation med lokale aftaler som det bærende element, kombineret med
»omgangsskruen« som i de gode gamle dage. Som HT selv skriver: » . ..
det er højst tvivlsomt om arbejdsgiverne vil gå med til dette«.29
HT's demokratidiskussion svæver derfor frit i luften, idet den ikke er
relateret til klassekampen og dens betingelser. Den historiske analyse ville
have givet svaret på, hvorfor arbejderklassen overhovedet har en organi-
sation som LO, og hvad denne organisation skal bruges til (og altså træffe
beslutninger om). En landsdækkende organisation er en nødvendig organi-
sationsform for arbejderklassen, fordi kapitalejerne har gennemtrumfet
centrale forhandlinger om generelle spørgsmål for hele arbejdsmarkedet,
såsom arbejdstid, dyrtidsregulering, ferie 0. s. v. Medlemsinteressen
kommer derfor ind på en anden måde end den HT diskuterer, idet det
centrale i forhold til medlemmerne bliver, hvor store krav ledelsen stiller,
og hvor meget man skal slås for deres indløsning. Disse spørgsmåls svar
afhænger af, hvordan ledelsen opfatter styrkeforholdet mellem klasserne,
og om den i det hele taget opfatter sig som stående i spidsen for en kamp-
organisation eller som formidlere af et samarbejde, hvori indgår »sam-
fundsøkonomiske hensyn«. Analysen må her forskydes fra demokratidi-
skussionen til en analyse af fagbevægelsens strategi og forholdet mellem
den faglige og den politiske klassekamp og indholdsbestemmes i langt
højere grad, idet vi nu beskæftiger os med hvad beslutningerne drejer, sig
'
om, og specielt under hvilke betingelser de træffes. Denne analyse er
237

relativ, idet fagbevægelsen ikke behandles isoleret, men i relation til kapi-
talejeme i den faglige klassekamp.
Dermed ikke sagt, at man ikke kan diskutere behovet for en demokrati-
sering af dansk' fagbevægelse. Denne diskussion skal føres permanent, og
er altid blevet ført af fagbevægelsen selv. Men demokratidiskussionen er
blot uden mening, hvis den føres isoleret fra sine historiske og materielle
betingelser.
Helge Tetzschner har senere i arbejdet »Institutionalisering -
en organi-“
sationssociologisk skitse af fagbevægelsens strukturelle udvikling«,30 for-
søgt at placere demokrati- og centraliseringsproblemet i en samfundsmæs-
sig sammenhæng. ›
Analysen har således i udgangssituationen et betydeligt bredere sigte
end HT”s tidligere arbejder. Forfatteren bekendtgør, at han undervejs er
begyndt at læse marxistisk litteratur, og det fremgår da også, at et marxi-
stisk og historisk materialistisk begrebsapparat forsøges anvendt hen ad
vejen. Men det skal dog allerede fra starten påpeges, at dette ikke er gjort
konsekvent, og at de marxske begreber anvendes side om side med et
meget stort antal borgerlige »teorier«, hvilket gør det hele lidt kaotisk, selv
om en »marxistisk« politolog bruges til sidst i et forsøg på at samle tråde-
ne.
Analysens hovedformål er at påvise institutionaliseringens konsekven-
ser for fagbevægelsens virke: den vil føre til en centralisering og bureau-
kratisering af fagbevægelsen, og dermed til en selvstændiggørelse af fag-
bevægelsens fra dens medlemsbasis, hvilket gør den til en udemokratisk
organisation, da den selv påstår, at den varetager medlemmernes interes-
ser.
Analysen bevæger sig fra arbejderkollektivet og organiseringen til insti-
tutionaliseringen og samfundsstrukturplanet, og inden vi tager hul på den
vigtige centraliseringsdiskussion, vil det være på sin plads at kommentere
et syn på dansk fagbevægelses tidlige organisering og ideologi, som HT
refererer et stort antal forfattere for, og som han til sidst gør til sit eget:
årsagen til fagbevægelsens lidet »militante«, småborgerlige og reformisti-
ske bevidsthed skyldes de faglærtes dominans fra fagbevægelsens start.
Laugstraditionerne og laugsideologien var bevægelsens grundlag, snarere
end en egentlig proletarisk og revolutionær ideologi.31 HT har imidlertid
ikke brugt periodens grundigste kilde til belysning af dette spørgsmål, H.
Bruun: Den faglige arbejderbevægelse i Danmark indtil år 1900, bind I til
ca. 1880, som på flere punkter modererer denne i Danmark så hævd-
vundne tese kraftigt. Bruun hævder således” at de første danske fagfore-
ninger kom til verden i kamp med de gamle svendeforeninger og laugstra-
ditionerne. Laugsideologien lå f. eks. bag genoplivningsforsøget på » For-
mandsforeningen«, som var den dominerende organisation inden for de
københavnske byggefag omkring 1871/72. Det var denne organisation, der
omsider tog sig sammen til at gennemføre en strejkeaktion overfor me-
strene i 1872 efter flere forgæves forsøg på at anvende laugstidens samar-
238

bejdsfilosofi for at få hævet lønnen. Den store murerskrue i foråret 1872
tabtes imidlertid, fordi Formandsforeningen ikke som socialisterne og sek-
tionerne i Internationale havde forstået værdien af at opsamle strejke-
fonds, inden man gik ud i en omfattende aktion. Louis Pio tordnede ofte i
Socialisten mod den gamle laugsideologi, fordi den ikke forstod den nye
tids krav om nødvendigheden af kamp mod kapitalejerne om lønnens
højde og arbejdstidens længde, altså kamp i stedet for det patriarkalske
samarbejde. Murerskruens fiasko betød det endelige sammenbrud for
laugsideologien, svendeforeningerne forsvandt, og vejen var banet for
dannelsen af egentlige kamporganisationer med strejkefonds som erstat-
ning for de tidligere sygekasser. Det er derfor forkert alene at hævde, at de
første faglige lederes ideologi var præget af laugstraditionerne, og at det
»reformistiske syndefald« skulle stamme fra fagbevægelsens barndom el-
ler snarere den feudale alderdom. Den sene og langsomme industrialise-
ring og dens branchemæssige og geografiske spredning, sammen med den
politiske del af arbejderbevægelsens kamp for parlamentarisme, må være
udgangspunktet for forståelsen af fagbevægelsens første reformistiske tradi-
tioner og ikke den tidligere laugsideologi.
I sin analyse af fagbevægelsens organisationsstruktur når HT til den konk-
lusion, at det er kapitalforholdet og klassestrukturen, der er helt afgørende
for den danske fagbevægelses organiseringsproces.33 Denne konklusion når
HT til, efter at have gennemgået Willerslevs og Svend ÅgeHansens analy-
ser34 og kombineret analysen af den industrielle udvikling med sin tidligere
analyse af fordelingen på faglærte/ikke faglærte i den tidligere organisering.
Disse analyser er nødvendige for at kunne sige noget kvalificeret om udvik-
lingen i fagbevægelsens organisationsstruktur, men den er ikke tilstrækkelig,
idet man med disse analyser kun vil kunne sige noget om fagforbundenes
opståen og de geografiske fordelte Iokalafdelinger. Men hvordan vil 'HT
forklare fællesorganisationemes bg De samvirkende Fagforbunds dannelse?
Analysen af produktivkræfterne og kvalifikationsstrukturen kan intet sige
om dette spørgsmål, som kun kan besvares ved en historisk analyse af hele
praksisfeltet eller (med strukturalisteme) klassekampsfeltet. Klassekam-
pens karakter og former er den afgørende drivkraft i justeringeme af organi-
sationsstmkturen, og det er da også karakteristisk, at fællesorganisationeme
og De samvirkende Fagforbund kommer sidst i organisationsdannelsen,
og kompletterer de landsdækkende fagforbund, således at organisationerne
hængersammen, og dermed styrker arbejderklassens kamppotentiale over
for kapitalejeme. Selve drivkraften i den kapitalistiske samfundsformation -
KLASSEKAMPENE PÅ DE FORSKELLIGE NIVEAUER OG DERES
RESULTATER I FORM AF STIVNEDE SPOR I ORGANISATIONS-
STRUKTUREN -
mangler ganske enkelt i HT”s analyse, og denne funda-
mentale mangel fører efter vores mening til gentagne fejlslutninger.
Centraliseringstendensen bliver f. eks. gjort til »indre organisatoriske
processer«,35 og sat lig med organisationemes selvstændiggørelse. Centrali-
seringsproblemet hæftes på en idealistisk og traditionel analyse af »beslut-
239

ningsprocesser omkring sagsområder«.36 Sagsområdeme er det fagretslige
system og tillidsmandsinstitutionen, og da de formelle regler efter traditionel
paragrafanalyse bedømmes til at kræve centraliserede beslutninger, »bevi-
ser« HT altså, at fagbevægelsen er blevet centralistisk 0g bureaukratisk, og
dermed har selvstændiggjort sig i forhold til medlemmerne. HT bevæger sig
her på det idealistiske overdrev og slipper ganske det materielle grundlag,
som dannede udgangspunkt for hans samfundsforståelse i indledningsafsnit-
tene. Man kan intet begribe om centraliseringstendensen, hvis man ikke gør
det, som HT afstår fra: at foretage den historiske analyse af den faglige
kamps indhold og former. Kun her får analysen et materielt indhold, og HT
taler da karakteristisk nok om »centraliseringstanken« og »centraliserings-
ideen«,37 men hvorfor og hvornår er disse tanker og ideer opstået i dansk
fagbevægelse? Klassekampsanalysen giver svaret, som i korthed går ud på,
at det siden Septemberforligets indgåelse har været kapitalejemes faglige
strategi at centralisere den faglige kamp så meget som overhovedet muligt
(jvf. kritikken af HT”s tidligere artikel). Men først i 1934 -
altså længe efter
at HT og andre mener at centraliseringen »indtræffer« -
opnår LO kompe-
tence til at afslutte overenskomster på de berørte forbunds vegne, hvis vel at
mærke et flertal af forbundenes medlemmer godkender forhandlingsresulta-
tet. Karakteristisk nok blev det Statsmagten, der løste den årelange kompe-
tencestrid inden for De samvirkende Fagforbund, med gennemtrumfningen
af de berygtede sammenkædningsregler i forligsmandsloven, og kapitalej-
,eme fik således støtte til deres mangeårige centraliseringsstrategi, men ud
fra andre motiver end deres egne. Statsmagten ønskede en kontinuerlig
produktion, men interesserede sig ikke i 30°eme for kapitalens profit- og
valoriseringsbetingelser. Man ønskede at undgå produktionsstop, hvilket
krævede, at enkelte fagforbund ikke kunne lamme hele arbejdsmarkedet ved
at sige nej til et mæglingsforslag, som det f. eks. skete i 1931 med skotøjsar-
bejdeme. Efter 1934 mistede de enkelte fagforbund deres hidtidige suve-
ræne ret til at afslutte selvstændige overenskomster, og de senere forhand-
lingsregler og ændringer i forligsmandsloven understøttede tendensen til at
lægge hovedvægten på hovedorganisationemes forhandlinger af de generelle
spørgsmål og senere de specielle, hvis underorganisationeme ikke kunne
blive enige. Først i 60'erne og 70,eme begynder Statsmagten at interessere
sig for profitindtjeningen, og dette betyder en yderligere tendens til under-
læggelse af den faglige kamp under den politiske. Disse forskellige faser i
udviklingen mellem fagbevægelse og stat kan man imidlertid kun begribe
gennem omfattende historiestudier ud fra et materielt og historisk forudsæt-
ningsgrundlag,38 og netop disse fundamentale forudsætninger mangler i
HT*s arbejde, hvorfor tesen om institutionalisering og centralisering ikke
kan underbygges tilstrækkeligt. Det bliver idealistiske teser uden et mate-
rielt indhold.
Erik Christensens analyse af fire vestjyske fagforeninger39 må siges at
være det hidtil vel mest dybtgående og omfattende forskningsarbejde om-
kring fagforeningsproblemer, der er gennemført i Danmark. Hvad dataind-
240

samling og databearbejdning angår, er dette arbejde særdeles »bredt« an-
lagt, hvorfor det får en relativ indgående beskrivelse og kritik.
Undersøgelsens formål angives at være at undersøge 4 lokale fagforenin-
ger i et lokalsamfund med hensyn til deres sociale struktur, relateret til den
økonomiske struktur, der dominerer i de lokalsamfund, hvori afdelingerne
er placeret.40 Formålet med en sådan analyse er i følge EC, at sådanne
analysers erkendelse er en nødvendig forudsætning for at kunne ændre sam-
fundet gennem faglige og politiske handlinger. Overvindelse af modsætnin-
ger mellem grupper inden for arbejderklassen og enhed i aktionsgrundlaget
skabes ikke blot ved at proklamere den, men gennem en aktiv handlen,
byggende på forståelse af modsætningernes materielle grundlag. Undersø-
gelsens resultater vil således kunne bruges til at udbrede kendskabet til de
små lokalsamfunds problemer og danne baggrund for forslag til en forbe-
dring af deres faglige struktur, hvad EC da også afslutter hele projektet med.
Det er tydeligt, at forfatteren har følt sig forpligtet til at understrege sit
arbejdes faglige og politiske relevans, idet undersøgelsen blev udført i en
periode, i 1973-74, hvor det ikke var særligt velset i universitetsmarxistiske
kredse at beskæftige sig med empiriske analyser!
Denne ejendommelighed er sikkert også årsagen til -
ud over dens helt
nødvendige forskningsmetodiske tilstedeværelse -
at EC inden den egent-
lige undersøgelses påbegyndelse præsenterer os for en meget detaljeret gen-
nemgang af organisationssociologiens forskellige analyseobjekter og analy-
seniveauer, og desuden gennemgår borgerlige og marxistiske indfaldsvink-
ler til fagforeningsstudier, afsluttende med en gennemgang og kritik af Su-
nessons og Bemtsons arbejder. Disse teoretiske og metodiske overvejelser
er nødvendige og nyttige, men det havde i forhold til projektets problemstil-
ling: lokalsamfundsanalysen og dens relationer til omgivelserne, været mere
givtigt om EC havde gjort noget mere ud af diskussionen af hans eget
analyseskemas indhold og specielt de opstillede hypoteser, end at koncen-
trere sig om en fremstilling og kritik af den kapitallogiske og strukturalistiske
skoles forhold til fagforeningsstudier. Kritikken af Sunessons og Bemtson
har dog været givtige i forhold til fremstillingen af ECS eget analyseskema,
hvis indhold delvis skal forstås i forhold til EC's kritik af de to nævnte
forfattere, hvis fremstillinger er snævert knyttet til det politiske parti som
organisationstype, og ikke kan overføres direkte på de faglige organisati-
oner. Specielt er de økonomiske og klassemæssige forholds direkte indfly-
delse på fagforeningernes aktiviteter undervurderet, og tilskrives kun en
indirekte betydning. Desuden ,er de to svenskeres analyseskemaer ikke be-
regnet til en analyse af forholdet mellem de enkelte niveauer i en hierarkisk
opbygget organisation som fagbevægelsen, og EC har' derfor selv udviklet et
analyseskema til sin lokalsamfundsanalyse, som dog nok kunne have trængt
til nogle uddybende kommentarer.41 Man savner f. eks. en diskussion af
forholdet mellem makrostruktureme i det kapitalistiske samfund og deres
fremtrædelsesformer i lokalsamfundet. Vi er her ved diskussionen af, hvad
man overhovedet forstår ved et lokalsamfund, og det ville have været oply-
241

sende at få projektet placeret i denne større forskningsmæssige sammen-
hæng.42
Den centrale antagelse i EC”s analyseskema er, at det er lokalsamfundets
økonomiske og klassemæssige struktur, der er bestemmende for medlems-
og arbejdspladsstrukturen, og dermed for lokalafdelingens rekrutterings-
grundlag og interne faglige struktur. Basisstrukturen bliver således også
bestemmende for forholdet mellem ledelse og medlemmer, og denne interne
faglige struktur virker på sin side tilbage på afdelingernes forhold til sine
omgivelser: arbejdsgiverne, den øvrige fagbevægelse, de politiske partier
0. s. v. Analyseskemaet indeholder således et dynamisk udviklingsperspek-
tiv, og må siges at være i god overensstemmelse med den marxistiske forsk-
ningstradition, hvor hovedvægten lægges på omgivelsernes, specielt de
økonomiske strukturers bestemmende indvirkning på gruppers organisering
og handlinger. Vi får således her en helt anden forklaring på fagbevægelsens
organisationsstruktur og interne problemer end i tidligere danske fagfore-
ningsstudier.
EC's analyseskema indeholder implicit en teori om, hvad der bestemmer
udviklingen i arbejdernes bevidsthed om deres gruppe- og klassetilhørsfor-
hold, synet på omgivelserne, herunder specielt arbejdsgiverne, og samfund-
sudviklingen i øvrigt. En sådan bevidsthedsteoretisk diskussion mangler
imidlertid i de indledende teoretiske afsnit, hvilket er en afgjort svaghed,
idet både hypoteseme og de senere konklusioner bygger på den implicitte
bevidsthedsteori. Dette forhold virker så meget mere overraskende, som
EC sammen med Niels Mortensen har publiceret et arbejde om den bevidst-
hedsteoretiske diskussion, og vi må derfor stå over for en direkte forglem-
melse.43
EC opstiller derefter følgende hypoteser:44
1. »Fagforeningsmedlemmemes aktivitet og deltagelse i fagforeningsarbejde vil stige, og
deres holdning til fagforeningen vil blive mere positiv med stigende industrialiseringsgrad
eller med en mere udviklet kapitalistisk produktionsmåde«.
2. »Tendensen til at medlemmernes aktivitet vil stige og deres holdning til fagforeningen
bliver mere positiv med stigende industrialiseringsgrad, vil blive modificeret af en burea-
ukratisering af fagforeningen. .«.
3. » . . der er en sammenhæng mellem de indre forhold i fagforeningen og dens relationer til
omgivelserne på den måde, at jo større indre aktivitet og sammenhæng der eksisterer,
desto mere aktiv og stærk vil den stå overfor forskellige instanser i omgivelserne.«
4. »Fagforeningens forhold til arbejdsgiverne vil med stigende industrialiseringsgrad ændres
-
fra at være tilbageholdende med at stille krav vil den stille stadig flere krav, hvorfor
forholdet vil have en tendens til at blive mere konfliktfyldt.«
5. »Fagforeningen vil med stigende industrialiseringsgrad blive en større lokalpolitisk magt-
faktor.«
6. »En fagforening i et stærkt industrialiseret område vil stå stærkere og mere kritisk overfor
forbundsledelsen end fagforeninger i en landkommune.«
Disse seks delhypoteser udspringer af analyseskemaets basishypotese,
som den er refereret ovenfor. Man kunne måske have ønsket sig en mere
fyldig begrundelse for valget af netop disse delhypoteser, hvilket igen hæn-
242

ger sammen med den manglende diskussion af EC's eget analyseskema.
Blandt andet ville det have været en god ide at diskutere brancheanalysens
status i den behandlede problemstilling. I hvilken udstrækning ville det være
givtigt at gå i dybden med en analyse af de forskellige branchers udviklings-
træk, herunder deres teknologiudvikling og arbejdsdeling, og disses indvirk-
ning på arbejdsvilkår, lønsystemer 0. s. v. Denne fokuseren på arbejdspro-
cessen er en integreret del af en marxistisk analyse, og kunne have givet EC
en del oplysninger, som ville have bidraget til en større erkendelse. EC
behandler nok disse forhold, men dog mest på arbejdspladsniveau, uden at
relatere dem til den samlede branches udvikling, jvf. senere.
Gangen i EC”s analyse af de enkelte lokalsamfund og afdelinger er den, at
først undersøges de økonomiske, klassemæssige og politiske strukturer i de
tre kommuner, derefter undersøges afdelingernes interne sociale organisa-
tionsstruktur, med hensyn til medlemsstruktur, bestyrelsens sammensæt-
ning og mødeaktivitet, generalforsamlingeme 0. s. v. og arbejdet sluttes af
med en analyse af lokalafdelingernes relationer til omverdenen: arbejdsgi-
verne og arbejdspladserne, forbundet, kongresserne, urafstemningeme, de
politiske partier og kommunen. Endeligt foretages en sammenligning af ana-
lyseresultateme i de tre lokalsamfund, og der konkluderes i forhold til de
opstillede hypoteser. Rent metodisk har EC i sin analyse af de enkelte
afdelingers interne struktur og aktiviteter benyttet sig af intensive inter-
views, deltagerobservation ved generalforsamlingeme, uddeling af spørge-
skemaer til generalforsamlingsdeltagerne og bearbejdning af foreliggende
statistiske data. Denne kombination har været nødvendig for at skaffe de
relevante data, men man kunne have ønsket sig nogle interviews i enkelt-
eller gruppeform med afdelingens medlemmer. Vi bevæger os så godt som
alene på bestyrelsesplaner, og det tætteste vi kommer på arbejdspladsen er
interviews med tillidsmænd, samt de udsendte spørgeskemaer. Det ville
f. eks. have været spændende at høre, hvad I. generationsarbejdere mente
om en række samfunds- og fagforeningsspørgsmål.I et lille spørgeskema får
vi ganske vist pejlet os frem til medlemmernes holdning til overenskomstsi-
tuationen i 1973 og den efterfølgende Storkonflikt, men intensive interviews
med udvalgte grupper ville have givet betydeligt mere.
EC får bekræftet sin antagelse om, at den interne faglige struktur smitter
af på afdelingens forhold til sine omgivelser, d. v. 3. specielt arbejdsgiverne
og forbundet. Vi præsenteres for et illustrativt eksempel. Medens undersø-
gelsen stod på, kom alle fire afdelinger til at stå over for problemer med
uorganiserede arbejdspladser, hvor arbejdsgiveren nægtede at skrive under
på en overenskomst. Med afdelingerne løste problemet på vidt forskellig
måde. I den lille Tarm-afdeling prøvede formanden 'gentagne gange at tale
arbejdsgiveren til fornuft, men da han stadig nægtede, opgav man stille og
roligt kampen, uden at have kontaktet forbundet af hensyn til det rolige
samarbejde. I den lidt større Varde-afdeling prøvede man først samme
fremgangsmåde som i Tarm, men da den ikke virkede, kontaktede man
forbundet og overenskomsten kom i hus, takket være forbundets bistand. I
243

Esbjergs fabriksafdeling nedsatte afdelingen imidlertid et agitationsudvalg til
at køre sagen i offentligheden, blandt andet i den lokale presse, hvor man
truede arbejdsgiveren med at starte en ny Hope-Computer-sag. Man kon-
taktede også forbundet og i et samarbejde med dette fik man overenskom-
sten i hus.
Derimod kan EC ikke entydigt bekræfte sammenhængen mellem industri-
aliseringsgrad og den positive holdning til fagforeningsarbejde. De traditi-
onelle aktiviteter, generalforsamlingen og urafstemninger indeholdt ingen
forskelle i henseende til deltagelse, men der var derimod en tydelig sam-
menhæng mellem industrialiseringsgrad og etableringen af klubber og valg af
tillidsmænd. Hypotesen om at stigende industrialiseringsgrad ville føre til en
mere aggressiv holdning i forhold til arbejdsgiverne mener EC at kunne
bekræfte entydigt, medens hypotesen om, at større industrialiseringsgrad
ville føre til, at afdelingen fik en større lokalpolitisk magtposition ikke kan
bekræftes direkte. I den store Esbjerg-afdeling var der tværtimod tradition
for at holde sig væk fra kommunalpolitik, men man er dog politisk aktive i
bestyrelsen, og Via arbejdet i fællesorganisationen har man indflydelse på
den lokale arbejderpolitik.
Endeligt bekræftes hypotesen om, at større industrialiseringsgrad vil føre
til en mere aktiv og kritisk holdning til forbundsledelsen.
Vi er dermed nået til vejs ende i en meget omfattende analyse, hvis mest
interessante aspekt er dens levendegørelse af det faglige arbejde på lokalt
plan, som alt for ofte er forsømt til fordel for slagordsprægede »analyser« af
»LO-toppens« fejltrin. Vi får desuden demonstreret fagbevægelsens stærke
binding til det kapitalistiske samfunds materielle grundstrukturer, og ikke
mindst de forskellige arbejdsbetingelser, som lokalafdelingerne arbejder un-
der i udkantområdeme. Man får en stærk fornemmelse af, at fagbevægel-
sesdiskussionen for meget er en »Københavner-diskussion« og at hovedpar-
ten af dansk fagbevægelses medlemmer arbejder under betingelser, der så
langt fra er fremmende for udviklingen af bevidsthedsformer og faglige
strukturer, der kunne give basis for slagordet om »at gøre fagbevægelsen til
en kamporganisation«.
Erik Christensen har senere udsendt arbejdet »Konflikter mellem faglærte
0g ufaglærte arbejdere«,45 hvor han har gennemført en undersøgelse af
forholdet og konflikterne mellem Specialarbejderforbundet og Dansk Meta-
larbejderforbund. EC vil både belyse, hvorledes konflikterne mellem fag-
lærte og ufaglærte har givet sig udtryk, og vil søge at give »en historisk
materialistisk« forklaring af disse konflikter. Hovedanalysen rettes dog mod
den betydning, konflikterne mellem faglærte 0g ufaglærtehar haft for fagbe-
vægelsens problemer med at få udformet en erhvervsuddannelsespolitik.
Ligeledes ligger der en nærmere afgrænsning i arbejdet ved, at EC specielt
har undersøgt de nævnte problematikker inden for jern- og metalindustrien,
hvad der naturligvis er begrundet i denne branches centrale økonomiske og
faglige placering i den danske samfundsformation.
244

Arbejdet bygges op om det grundsynspunkt, at de behandlede konflikter
har deres rod i den kapitalistiske samfundsstruktur (underforstået: den øko-
nomiske struktur), der sætter arbejderne i indbyrdes konkurrence, og som
fagforeningsdannelsen er et kollektivt svar på. Konflikterne efterspores så
nærmere på følgende områder: 1) faggrænser (afgrænsningen af specielle
arbejdsområder, 2) lønformer 0g lønsystemer, 3) uddannelse (erhvervelsen
af særlige kvalifikationer) og endelig 4) den faglige struktur (spørgsmålet om
industriforbunds eventuelle indførelse).
Erik Christensens analyser af de forskellige konkurrencefaktorer er empi-
risk grundige og informative med vægten lagt på et omfattende registre-
ringsarbejde. Over for afgrænsning af arbejdsmarkeder som konfliktfaktor
gives en generel historisk oversigt over fag- og organisationsgrænseproble-
mets udvikling og behandling i fagbevægelsen og som nævnt specielt inden
for jern- og metalindustrien, og delkonklusionen bliver, at grænseaftaler
sjældent løser konkurrenceproblemet, »fordi teknologiske ændringer be-
standigt ændrer arbejdsfunktioneme og skaber nye, hvilket skaber nye kon-
konkurrencesituationer mellem arbejderne og behov for nye grænseafta-
ler.«46
'
Hvor vigtig behandlingen af lønnen som konkurrencefaktor må siges at væ-
re, burde fremgå af, at forskelle M. h,t. lønniveau og lønsystemer (normal-
lønsystem kontra minimallønsystem og løfteparagraffen) afføder helt for-
skellig taktik fra forbundenes side i overenskomstforhandlingeme, og for-
skellene betyder også, at man ser ret så forskelligt på, hvad de vigtigste
faglige krav burde være. Det kan derfor nok undre lidt, at problematikken
kun vies 15 sider af analysens ialt 216. Erik Christensen når dog at få
klargjort forbundenes forskellige synssæt og handlemåde siden år 1900. Be-
tingelseme for og konsekvenserne af en eventuel (ønskelig) ændring af de
nuværende lønsystemer bliver dog også givet en lidt stedfaderlig behand-
ling. .
Analysens hovedafsnit om uddannelse som konkurrencefaktor er til gen-
gæld rig på grundige fremstillinger af ændringerne i de ufaglærte 'og de
faglærtes erhvervsuddannelser i 1960”erne og 70'erne. Både specialarbejde-
ruddannelsens indførelse og indhold og de erhvervsfaglige grunduddannel-
sers (EFGs) fremkomst og udvikling gennemgås, hvorefter interessemod-
sætninger og konflikter omkring uddannelsesspørgsmålet analyseres. På
udmærket vis præciseres Metalforbundets og Specialarbejderforbundets
forskellige opfattelser f. eks. af værdien af EFG og mesterlæren. De faglærte
vil ikke have løst op for uddannelsesstrukturens deling mellem faglærte og
ufaglærte, hvad der netop er et mål for SID. SID har derfor også gerne set en
fjernelse af kontraktpligten i lærlingeloven, hvad håndværksfagene og HK
er gået særlig hårdt imod; her har Metalforbundet indtaget en mere imøde-
kommende holdning. Erik Christensen nøjes dog ikke med at fremholde de
faglærtes og ufaglærtes holdninger til forskellige uddannelsesspørgsmål;
LO”s stillingtagen til stridighedeme klargøres også (gerne v. h. a. uddannel-
sessekretæremes meninger, fremsendte breve fra LO etc.). -
Man får en
245

detaljeret gennemgang af forskellige udvalgsbetænkninger, ligesom lovrevi-
sionsbetænkninger og de endelige lovvedtagelser er støvsuget for oplysnin-
ger. Måske kunne man dog nok have diskuteret disse noget mere i forbin-
delse med spørgsmålet om virkningerne og konsekvenserne af de gennem-
følte foranstaltninger.
Et af de uddannelsesmæssige problemer ligger i, at uddannelsen af fag-
lærte administrativt og bevillingsmæssigt er henlagt under undervisningsmi-
nisteriet, medens uddannelsen af ikke-faglærte efter specialarbejderuddan-
nelsesloven fra 1960 er underlagt arbejdsministeriet. Metalforbundet er gået
ind for en administrativ og lovgivningsmæssig samling af de to uddannelser,
fordi »det vil give forbundet indflydelse på specialarbejderuddannelsen, så
de kan være med til at forhindre, at eleverne herfra udkonkurrerer de faglær-
te«,47 hvorimod SID vægrer sig ved at få samlet uddannelserne. Dansk
Arbejdsgiverforeninghar også meldt sig som modstander af en sammenkob-
ling, fordi de nødig ser specialarbejderuddannelsen lagt ind under undervis-
ningsministeriet, hvor DA's indflydelse ikke er så stor, og fordi de betragter
uddannelsen som blot mobilitetsfremmende foranstaltning i stedet for som
uddannelse. De faglærtes og ufaglærtes indbyrdes stridigheder og holdnin-
ger behandles altså ikke isolerede, men anskues i sammenhæng med, hvor-
ledes modparten på arbejdsmarkedet, arbejdsgiverne og staten har forholdt
sig og handlet over for stridsspørgsmålene. F. eks. over for BFG-proble-
merne konkluderer Erik Christensen rimeligt:
»5 år efter forsøgsuddannelseme blev sat igang, og efter at man nu har fået en permanent
EFG-lov, må man imidlertid konstatere, at de ufaglærtes forhåbninger om fællesfagene,
afstigningsmulighedeme, kontraktpligten og den langsigtede målsætning, ikke synes at være
indfriet. Det skyldes, at en række af de faglærte forbund i omstruktureringsprocessen af
uddannelserne har forsøgt at fastholde træk fra den traditionelle mesterlære og udvande
udmøntningen af de nye principper, de ufaglærte lagde så stor vægt på. Dette har imidlertid
kun kunnet ske, fordi mange arbejdsgivere har haft sammenfaldende interesser med de
faglærte arbejdere og har presset dem bort fra de oprindelige BFG-ideer. Netop fordi sam-
menholdet i fagbevægelsen ikke har været tilstrækkeligt stort, og man ikke har haft en fælles
erhvervsuddannelsespolitik, har arbejdsgiverne haft let spil i undergravningen af de oprinde-
lige EFG-ideer og kunnet udnytte den interne uenighed til egen fordel.«48
Endelig diskuterer Erik Christensen muligheder for strukturelle løsninger
på konkurrenceforholdet (karteller, industriforbund eller eet stort forbund).
Strukturdiskussionen inden for dansk fagbevægelse rekapituleres, inden
smedenes og arbejdsmændenes strukturpolitik tages op. De faglærtes tro på
industriforbundstanken sættes over for de ufaglærtes modstand herimod, og
i forlængelse heraf gives en god tolkning af problematikken omkring Metals
udmeldelse af LO i 1976 og de reaktioner, udmeldelsen affødte.
Sammenfattende vurderer Erik Christensen de behandlede konflikter og
konkurrenceformer som skadelige for fagbevægelsen som helhed. Modsæt-
ningerne mellem faglærte og ufaglærte har svækket den faglige kamp, og
arbejdsgiverne har kunnet spille de forskellige arbejdsgrupper ud mod hin-
anden (jvf. uddannelsesområdet). Men da konflikterne mellem forskellige
arbejdergrupper ligger gemt i den kapitalistiske økonomistruktur, kan de
246

kun overvindes endegyldigt gennem afskaffelse af systemet ( -
og her synes
-
Erik Christensen med Lenin at råbe på et politisk parti!). De mere kortsigte-
de, strategiske perspektiver trækkes dog også op: Metals industriforbund-
stanke kan måske styrke en »branchebevidsthed« men vil komme til at stå i
vejen for udviklingen af »klassebevidstheden«.49 Forfatteren kommer dog
lidt for nemt til denne konklusion; det er ikke særlig reflekteret, at arbej-
derne selv skal tilkæmpe sig en klassebevidsthed -
den bibringes ikke af den
ene eller anden fagforeningsstruktur, men strukturen kan naturligvis stille
sig delvis hindrende i vejen. -
M. h. t. fagbevægelsens svar på fom'ngelseme
af EFG og eventuelle reaktioner heroverfor, konkluderer EC sluttelig, at
»de faglærte i større udstrækning må opgive deres gruppeegoistiske syn-
spunkter og i højere grad se på klassens interesser som sådan -
uden at det
behøver (og bør) føre til en forringelse af deres forhold«.50 De faglærte har
altså ikke udvist tilstrækkelig solidaritet med de ufaglærte, og det må de
lære!
Det overordentlig omhyggelige registreringsarbejde i EC's arbejde står
desværre noget i kontrast til det teoretiske forudsætningsgrundlag. Ikke
sådan at forstå, at ECS studie mangler teoretiske forovervejelser eller be-
skæftiger sig med teoretisk uinteressante problemer. Men det teoretiske
fundament finder vi alligevel mangelfuldt. Sagt helt firkantet sker der nok et
for hurtigt spring ud i statistisk og empirisk materiale. Det annonceres, at
studiet hviler på en historisk materialistisk forklaringsramme, men denne
præciseres aldrig. Hvad består den af, og hvordan kan og skal den bruges?
Hvilke grundpiller hviler fortolkningen og forklaringen af det analyserede
materiale på.
Desuden savnes der en overordnet diskussion af arbejderklassens mang-
lende homogenisering, dens fraktioneringsrendenser. Denne interne diffe-
rentiering måtte teoretisk fordøjes inden det statistiske og historiske materi-
ale præsenteres. Man kunne her tage delingen af arbejdskræfteme op (pro-
duktive -
uproduktive etc.), før begreberne »faglærte« og »ufaglærte« blev
præsenteret og drøftet -
hvad de ikke bliver hos EC! Herfra kunne man
successivt nærme sig den danske, historiske virkelighed med specielle fag-
lige traditioner og udviklinger, og de må med i analysen. Endelig er kapital-
siden også fraktioneret (- men det fortæller EC's analyse os først noget om i
afslutningskapitlet!)
Sammenfattende om det teoretiske fundament vil vi således fastholde, at
det er utilstrækkeligtudbygget, og en sådan udbygning ville først rigtig
kunne demonstrere, hvorledes teori og empiri sættes på en fælles-nævner i
analysen.
De konkrete konfliktundersøgelser finder vi ikke anledning til at gå nær-
mere ind i for at finde kritikpunkter. Dog mangler der behandling af forhol-
det mellem beskæftigede 0g ubeskæftigede, der er afgørende ikke blot for
fagforeningsorganiseringen i det hele taget, men også for forholdet mellem
faglærte og ufaglærte; Delingen herimellem og de differentierede arbejds- og
livsbetingelser giver anledning til forskelle m. h. t. muligheden for at gøre sig
247

fri af kapitalens cyklus, d. v. s. kunne beholde sin arbejdsplads i konjunktu-
romslagsperioder eller finde den bedste arbejdsplads i prosperitetsperioder
(p. g. a. en særlig kvalifikation). Det burde også diskuteres i analysen. Men
ud over disse »hjertesuk« må Erik Christensens arbejde karakteriseres som
informativt og udmærket.
Afslutningsvis om de forklarende fagforeningsanalyser kan siges, at
denne type af undersøgelser efter vor opfattelse er langt den mest interes-
sante, idet man her forsøger at placere fagbevægelsens funktion og virke i et
dynamisk samspil med dens omgivelser. Fagbevægelsen er altså både be-
stemt af og i stand til at påvirke sine omgivelser, og specielt den første
problemstilling: hvorledes de politisk-økonomiske omgivelser påvirker fag-
bevægelsens interne struktur og organisationen, har været genstand for de få
forskeres interesse, der bevæger sig på dette analyseniveau.
Afslutning
Kendetegnende for den nyere danske fagforeningsforskning, vi har kom-
menteret her, er, at der tidsmæssigt har været en bevægelse fra politisk eller
endog moralsk bestemt afstandtagen fra fagforeningsorganiseringen, over
traditionelt anlagte, empiriske registreringsarbejder til forklaringssøgende
analyser af fagorganiseringens baggrund og virke. Den tidligste »moralis-
me« i fagforeningssystemet' var nøje sammenhørende med studenteroprø-
rets obligate stemplinger af først hele arbejderklassen (Marcuse), så blot
arbejderklassens organisationer som fuldt integrerede i det kapitalistiske
system. Fagforeninger stod i vejen for spontane strejkebevægelser og sel-
vorganiseringen i det hele taget. Derfor måtte de bekæmpes.
Først efter at have forladt dette grundlag for fagforeningssynet, og efter at
have opgivet demokrati-problematikken som den væsentligste indfaldsvej til
studierne, blev det muligt at undersøge den fagforeningsmæssige politik og
praktik frugtbart og meningsfuldt.
»Statusopgørelsen« her synes dog også at vise, at man endnu ikke er
kommet særlig langt herhjemme i forskningen. De seneste analyser bekræf-
ter for så vidt dette, hvad enten det er konkret eller abstrakt tilskåme
undersøgelsens' I denne sammenhæng er det ikke mindst slående, hvorle-
des historiske udviklinger, som på afgørende vis har ændret fagbevægelsens
samfundsmæssige stilling -
herunder ikke mindst forholdet til staten -
lades
Upåagtet. I bogen »Fagbevægelse og Stat« har vi selv søgt at råde bod herpå
ved at søge fagbevægelsens opståen i slutningen af forrige århundrede, ud-
vikling i dette og stilling under indkomstpolitikken klarort med udgangs-
punkt i teoretiske antagelser over sammenhængenmellemfagforeningsvir-
ket, konjunkturudviklingen og de statslig-politiske udviklinger.52 Centralt i
de historiske analyser står en gennemgang og tolkning af det kollektive
overenskomstsystem og det fagretslige systems opkomst og udvikling. Men
dette dækker også kun visse aspekter af fagforeningsproblematikkeme, lige-
som man må være bevidste om forskellige niveauer og diñ'erentieringer i
fagforeningsanalysen.
248

Fagforeningsforskningen herhjemme kan vist siges kun med besvær at
være kommet ud af starthulleme.
Noter:
1 Michael Vester: Die Entstehung des Proletariats als Lemprozess. Die Entstehung antika-
pitalistischer Theorie und Praxis in England 1792-1848, Europäische Verlagsanstalt,
Frankfurt, 1970. Nu oversat til dansk under titlen: Proletariatets opståen som læreproces,
GMT. Kongerslev. 1978.
2 A. Krozova og Th. Leithäuser: »Forord« til M. Vester: Proletariatets opståen som lære-
proces, op. citat, p. 13.
3 Jvf. dog også Iver Hornemann Møller: Tillidsmænd i industrivirksomheder, Socialfors-
kningsinstituttet, København 1968 og samme: Arbejdspladsens tillidsmænd, Socialfors-
kningsinstituttet, København, 1970.
4 Rasmussen m. fl.: En fagforeningsundersøgelse -
Foreløbig rapport om faglig aktivitet,
kommunikation og holdninger i Lager- og Handelsarbejdemes Forbund i København,
Lager- og Handelsarbejdemes Forbund, København, 1971, p. 38.
5 Helge Tetzschner: »Beslutningstagen i faglige organisationer« (pp. 103-120) i R. Lund
(red.): Beslutningsprocesser, Fremad, København, 1971, pp. 112-122.
6 Rasmussen m. fl.: En fagforeningsundersøgelse, op. citat, p. 38.
7 Helge Tetzschner: »Beslutningstagen i faglige organisationer« op. citat og samme: Institu-
tionalisering, Sociologisk Institut, København, 1976i
8 Erik Christensen: Fagforeninger og lokalsamfund, Sydjysk Universitetscenter, Esbjerg,
1976, p. 39.
9 Mogens N. Pedersen: Metalopinion/I -
Foreløbig rapport over en undersøgelse blandt
medlemmerne af DS& MF's Odense afdeling, Odense Universitets Skn'ftSerie, Odense,
september, 1974.
10 Kjeld Schmidt og Ilja Wechselmann: Den danske fagforstening, Røde Hane, København,
1970, pp. 16-17.
11 Ibid. p. 23.
12 Jens Brinch og Kjeld Schmidt: »Revolution og kontrarevolution i Danmark, Kurasje nr.
2-3, København 1971. D. 53.
13 Jesper Due og Jørgen Steen Madsen: »Fra folket de gik« i J. Mølgaard,J. Due og J.
Steen Madsen (red.): LO -
magt eller afmagt7, Spektrum, København, 1972, p. 25.
14 Lauritsen og Rasmussen: Derfor svigter LO, Sorte Fane, København, 1970, p. 165.
15 Ilja Wechselmann: Klassekamp-kontrol, RUC, Roskilde, 1975, p. 225.
16 Ibid. p. 237.
17 For en sådan mere omfattende kritik kan henvises til Henning Jørgensen: »Om udgangs-
punkteri fagforeningsanalysen -
Forsøg på anmeldelse af Ilja Wechselmanns bog: »Klas-
sekamp-kontrol«, pp. 101-116 i Politica, 8. årgang nr. 4, Århus, 1976.
18 Kjeld Schmidt og Ilja Wechselmann: Den danske fagforstening, op. citat, p. 17.
19 Lauritzen og Rasmussen: Derfor svigter LO, op. citat, p. 167.
20 Kjeld Schmidt og Ilja Weehselmann: Den danske fagforstening, op. citat, p. 116.
21 Henning Jørgensen: »Om udgangspunkteri fagforeningsanalysen. . .«. Op. citat. p. 116.
22 Optrykt i »»Beslutningsprocesser« redigeret af R. Lund, Fremads fokusbøger, Køben-
havn, 1971.
23 Ibid. p. 103.
24 Ibid. p. 113.
25 Ibid. p. 115.
26 Ibid. p. 116.
27 Ibid. p. 118.
28 Se f. eks. Flemming Ibsen og Henning Jørgensen: »Fagbevægelse og Stat« Bind 1,
Aalborg Universitetscenter, Aalborg 1978.
249

29 »Beslutningstagen i faglige organisationer«, op. citat. p. 118.
30 H. Terzschner: »Industrialisering -
en organisationssociologisk- skitse af fagforeningens
strukturelle udvikling«, Københavns Universitet 1976, Sociologisk Institut.
31 H. Tetzschner: »Institutionalisering«,p. 39-40.
32 For en gennemgang af Bruuns standpunkt, se f. eks. »Fagbevægelse og Stat«, Bind I, op.
citat. kap. 3.
33 HT: »lnstitutionalisering«, op. citat. p. 57.
34 Sv. Å. Hansen: »Økonomisk vækst i Danmark«, bind I og II, Akademisk forlag, Køben-
havn 1974 og R. Willerslev: »Træk af den industrielle udvikling 1850-1914«, Nat. Øk.
Tidsk. 1954, p. 252-262.
35 »Institutionalisering«, op. citat. p. 75.
36 Ibid. p. 75.
37 Ibid. op. citat. p. 85.
38 Jvf. Flemming Ibsen og Henning Jørgensen: Fagbevægelse og Stat, op. citat. bind II,
kap. 24.
39 Erik Christensen: »Fagforeninger og lokalsamfund«, en beskrivelse og analyse af 4 vest-
jyske fagforeninger, SUC 1976.
40 Ibid. p. 20.
41 Ibid. p. 63-69.
42 Se forordet til »Fagforeninger og lokalsamfund«, op. citat. p. 13.
43 Se diskussionen mellem W. Borg, Kjeld Schmidt og E. Christensen og Niels Mortensen i
Borg: Industriarbejder/arbejderbevidsthed, 2. rev. udg., Røde Hane, 1976.
44 Fagforeninger og lokalsamfund, op. citat. p. 70-72.
'
45 Erik Christensen: Konflikter mellem faglærte og ufaglærte arbejdere. Institut for uddan-
nelse og socialisering, AUC, Aalborg, 1978.
46 Ibid. p. 73.
47 Ibid. p. 159.
48 Ibid. p. 176.
49 Ibid. p. 212.
50 Ibid. p. 215.
51 Se eksempelvis Bo Elling Nielsen: Stat og arbejdsmarked 1959-1974, Kurasje, København,
1977.
/
52 Diskussion af sammenhængen findes også i Peter Dencik/Per Kongshøj Madsen: »
Fag-
goreninger, stat og politiske konjunkturcykler« (pp. 44-59) og Tage Bild: »Udviklingsten-
denser i forholdet mellem stat og arbejderklasse« (pp. 60-79) i Nordisk Tidsskrift for
Politisk Økonomi, nr. 5, Lund, 1977.
Litteraturfortegnelse
Tage Bild: »Udviklingstendenser i forholdet mellem stat og arbejderklasse«, pp. 60-79 i
Nordisk Tidsskrift for Politisk Økonomi, nr. 5, 1977.
Jens Brinch og Kjeld Schmidt: »Revolution og kontrarevolution i Danmark«, pp. 53-81 i
Kurasje nr. 2-3, København, 1970.
Henry Bruun: »Den faglige arbejderbevægelse i Danmark indtil år 1900«. Første del til ca.
1880, København 1938 (1977). _
Erik Christensen: »
Fagforeninger og lokalsamfund -
En beskrivelse og analyse af 4 vestjyske
fagforeninger«, Sydjysk universitetsforlag, Esbjerg, 1976.
Erik Christensen: »Konflikter mellem faglærte og ufaglærte arbejdere -
En analyse af forhol-
det mellem specialarbejderforbundet i Danmark og Dansk Metalarbejderforbund med spe-
cielt henblik på en belysning af fagbevægelsens erhvervsuddannelsespolitik«, Institut for
uddannelse og socialisering, Aalborg universitetscenter, 1978.
Peter Dencik/Per Kongshøj Madsen: »Fagforeninger, stat og politiske konjunkturcykler«,
pp. 44-59 i Nordisk Tidsskrift for Politisk Økonomi, nr. 5, 1977.
250

Jesper Due og Jørgen Steen Madsen: »Fra folket der gik«, pp. 9-29 i Mølgaard, Due og
Madsen (red.): LO -
magt eller afmagt?, Spektrum, København, 1972.
Svend Åge Hansen: »Økonomisk vækst i Danmark«, Bind I-II, Akademisk Forlag, Køben-
havn, 1974.
Flemming Ibsen og Henning Jørgensen: »Fagbevægelse og stat«, Bind I-II, Aalborg univer-
sitetsforlag, Aalborg, 1978.
Lars Nørby Johansen: »Samfundsfaglig metodebog«, Gyldendal, København, 1977.
Henning Jørgensen: »Om udgangspunkter i fagforeningsanalysen -
Forsøg på anmeldelse af
Ilja Wechselmanns bog: KIassekamp-kontrol«, pp. 101-116 i POLITICA, 8. årg. nr. 4,
Århus, 1976.
Henning Jørgensen og Jens Lind: Fagforeningen set af medlemmerne -
En meningsundersø-
gelse blandt medlemmerne af Fabrik- og Specialarbejdemes Fagforening i Odense, Fabrik-
og Specialarbejdemes Fagforening, Odense, 1975.
W. Lauritzen 0g Hans-Erik Rasmussen: »Derfor svigter LO« , Sorte Fane, København, 1970.
Reinhard Lund: »Sammenslutningen og Centralorganisationen -
Tilblivelse og udvikling«,
Socialforskningsinstituttets publikationer nr. 54, Teknisk Forlag, København, 1972.
Reinhard Lund: »Organisationsstrukturens centralisering inden for jern og metal«, Social-
forskningsinstituttets pjece 4, Teknisk Forlag, København, 1974.
Iver Hornemann Møller: »Arbejdspladsens tillidsmænd«, Socialforskningsinstituttet, Kø-
benhavn, 1970.
Bo Elling Nielsen: »Stat og arbejdsmarked«, Kurasje, København, 1977.
Mogens N. Pedersen: Metalopinion/ l -
Foreløbig rapport over en undersøgelse blandt med-
lemmeme afDS& MF's Odense afdeling, Odense Universitets skriftserie, Odense, 1974.
N. Rasmussen, 0. Rieper, J. S. Sørensen og H. Tetzschner: »En fagforeningsundersøgelse -
Foreløbig rapport om faglig aktivitet, kommunikation og holdninger i Lager- og Handel-
sarbejdemes Forbund i København«, Lager- og Handelsarbejdemes Forbund, Køben-
havn, 1971.
Kjeld Schmidt 0g Ilja Wechselmann: »Den danske fagforstening«, Røde Hane, København,
1970.
Helge Tetzschner: »Beslutningstagen i faglige organisationer -
fagforening eller fagforst-
ening?«, pp. 103-1201 R. Lund (red.): Beslutningsprocesser, Fremad, København, 1971.
Helge Tetzschner: »Institutionalisering -
en organisationssociologisk skitse af fagbevægel-
sens strukturelle udvikling«, Sociologisk Institut, København, 1976.
Ilja Weehselmann: »Fagforsteningens opståen«, pp. 114-120i Kurasje nr. 2-3, København,
1970.
Ilja Weehselmann: »Klassekamp-kontrol«, RUC's Forlag, Roskilde, 1975.
Mark van de Vall: Labor Organizations, Cambridge, 1970.
Michael Vester: Die Entstehung des Proletariats als Lemprozess. Die Entstehung antikapita-
listischer Theorie und Praxis in England 1792-1848, Europäische Verlagsanstalt, Frank-
furt, 1970. Oversat til dansk under titlen: Proletariatets opståen som læreproces, GMT,
Kongerslev, 1978.
251

NORGE
Fagbevegelsens historie i Norge *- en
'
litteraturveiledning
Af Knut Kjeldstadli
Litteraturen om norsk fagbevegelse fyller flere hyllemeter. Men historikker
for lokale foreninger og klubber -
med nokså liten allmenn interesse -
utgjør
brorparten. Det pågår også en omfattende forskning. Men det aller meste
utføres som hovedoppgaver i historie ved universitetene. Sjøl om disse
oppgavene yter viktige forskningsbidrag, blir få publisert. Da hensikten her
er å gi danske lesere en veiledning i den foreliggende litteraturen, er artikke-
len begrenset til bøker og artikler av allmenn interesse og lett tilgjengelige.
Oversiktsverk
Norsk LOs offisielle historie, Fagorganisasjonen i Norge (1949, ny utgave
Tiden 1973), er et verk på tilsammen 3000 sider, i fire bind, gjennomilluë
strert. Gunnar Ousland er forfatter av de tre første bindene, fra forhistorien
og stiftelsen i 1899 til utbruddet av andre verdenskrig. Alfred Skar står for
bindet om krigstida. Begge er veteraner fra arbeiderbevegelsen, journalister
med nære forbindelser til ledelsen i LO. Og verket er merket av opphavs-
mennene. Det begrunner og legitimerer den rådende politikken. Motstan-
deme innen fagbevegelsen behandles polemisk, stundom usaklig. Kommu-
nistene »måtte . . . settes på plass for sitt desperate forsøk på å ta ledelsen av
konfliktene ut av fagorganisasjonens hender«, heter det f. eks. i omtalen av
den såkalte Jernstreiken i 1923.1 Trass i den tendensiøse framstillingen er
verket uunnværlig som oversikts- og oppslagsverk. Jevnt over er det også
pålitelig m.h.t. konkrete opplysninger. Bøkene er utstyrt med et godt
stikkordsregister. '
Langt mindre omfangsrik, men tett og perspektivrik, er Norsk Fagbeve-
gelse (Tiden 1968) av Edvard Bull, nestor blant norske arbeiderbevegelses-
og sosialhistorikere. Bull karakteriserer i dag boka som partilojal og sosial-
demokratisk.2 Uansett er dette den beste innføn'ngsboka. Den nyttes mye i
skoleringsarbeid innen fagbevegelsen og er ikke minst egnet som introduk-
sjon for utenlandske leser. Opprinnelig ble den også utarbeidet for et in-
temasjonalt publikum.
Boka gir en mengde data, men er likevel både analytisk og sammenfat-
tende giennom sin dels tematiske, dels kronologiske oppbygning. Andre
norske oversiktsverk behandler først og fremst den politiske arbeiderbeve-
gelsens historie.3
252

Forbunds- og foreningshistorie
De aller fleste forbund har latt utarbeide jubileumsbøker.4Kvaliteten veks-
ler sterkt, fra nokså tynne historikker eller velskrevne, men lite analytiske
beretninger til arbeider med vitenskapelig standard. Preget av festskn'ft er
naturlig nok framtredende. De fleste er skrevet i etterkrigstida, og de ruller
gjerne opp følgende politisk-ideologiske bilde av historien: Fra en uorgani-
sert og undertrykt stilling -
gjennom kampår -
fram til samarbeid og felles-
Skap mellom alle parter -
ennå er det likevel oppgaver å løse. Den politiske
funksjonen er åpenbar og i og for seg legitim nok, den vitenskapelige gehal-
ten lav.
Forfatterne er ofte funksjonærer i organisasjonen eller publisister/vetera-
ner knyttet til den sosialdemokratiske arbeiderbevegelsen. En sentral skik-
kelse blant disse er Aksel Zachariassen, som'trass i sin sterkt ideologise-
rende tilnærming, har levert bidrag som også er av faglig interesse.5
Enkelte forbundshistorier er skrevet av faghistorikere. Det gielder Kåre
Odlaugs to bind om Arbeidsmandsforbundet, dvs. det forbundet som var
samleforbund for de ufaglærte arbeidere, anlegg- og gruvearbeidemes for-
bund. Odlaugs framstilling utmerker seg ved en levende bruk av tradisjons-
stoff, anekdoter, sanger m. v. Margit Thoruds bok om J ern- og Metallarbei-
derforbundet er oversiktlig og grei. Det nyeste faghistoriske bidraget er
Jorunn Bjørgums bok om Norsk Kjemisk Industriarbeiderforbund. Foruten
å være en god forbundshistorie, gir den også viktige synspunkter på utvik-
lingen i norsk fagbevegelse som helhet.6
De lokale forenings- og klubbhistorikkene er jevnt over snaue. En som
kan leses med utbytte av andre enn foreningens medlemmer, er Trond
Hegna: Oslo typografiske forening 100 år (Oslo 1972), med bl. a. et tillegg
om
utviklingen av produksjonsteknikken i faget.
Monograñer og artikler
Som nevnt utføres storparten av forskningen i form av hovedoppgaver.
1970-åra har vært en høykonjunkturell periode for studiet av arbeiderbeve-
gelsens historie. Motivasjonen for å velge dette emnet har for de fleste vært
sympati for eller deltakelse i arbeiderbevegelsen og den sosialistiske ven-
stresida.
Noen sammenfatning av denne nye forskningen er ikke foretatt. Den
fremste kanalen for publisering av forskningsresultatene er Tidsskrift for
arbeiderbevegelsens historie (TFAH). Bladet har fått økonomisk støtte fra
flere fagforbund. Enkelte av bidragene i TFAH vil bli omtalt nedenfor.
TFAH bringer også jevnlig oversikter over ferdige hovedoppgaver og over
forskningsprosjekter. En annen kilde til informasjon er de årlige bibliografi-
ene som utgis av Arbeiderbevegelsens Arkiv. .
Et særtrekk ved norsk arbeiderbevegelse er dens radikale fase: Fra slut-
ten av første verdenskrig og utover i 20-åra stod flertallet i bevegelsen på en
særegen »sentn'stisk« linje, med delvis revolusjonære trekk. Radikalisen'n-
253

gen av arbeiderbevegelsen har blitt viet stor oppmerksomhet i forskningen i
Norge.7 I framveksten av denne »nye retning« utgjorde Fagopposisjonen av
1911 en vesentlig islett. Dette var en radikal, faglig opposisjon innen den
eksisterende landsorganisasjonen, som vant flertal] i sekretariatet i 1920.
Programmet var dels en mer pågående økonomisk klassekamp, med mer
aktive kampformer, dels en
omorganisering af LO, vekk fra fagforbunds-
formen over til industriforbund og makt til de lokale organisasjonene. Om
Fagopposisjonen særskilt er det etter hvert kommet flere bidrag. Edvard
Bull har skrevet om framveksten i Trønderne i norsk arbeiderbevegelse før
1914 (opprinnelig 1939, ny utgave TFAH 2/1976). Han viser bl. a. hvilken
sentral rolle den ledende mann innen retningen, Martin Tranmæl, spilte.
Jorunn Bjørgum hari en større artikkel vist hvilken rasjonalitet som lå bak
ulike arbeidergruppers tilslutning til Fagopposisjonens program. Særlig om-
reisende anleggsarbeidere var nødt til å gripe til direkte metoder, satt i verk
av lokale organisasjoner. Dette stilte dem i motsetning til den forsiktige
politikken og den sentralistiske praksisen i LO.8 Den »nye retning« og
Fagopposisjonens politiske karakter er forøvrig et stridsemne i norsk histo-
rieforskning. Et av de nyeste bidragene kommer fra Nils Henrik Fuglestad,
som har vist at den nye radikale faglige ledelsen som overtok i 1920 i praksis
kom til å føre en samarbeidsorientert politikk allerede på 20-tallet, ikke først
på 30-tallet, slik det oftest er blitt hevdet.9
Samarbeidslinja ble iallfall klar på 30-tallet. Og et av de mest
substansielle
bidragene til norsk fagbevegelses historie handler nettopp om dette, Jardar
Seims Hvordan Hovedavtalen av 1935 ble til (Tiden 1972). Hovedavtalen
mellom LO og Norsk Arbeidsgiverforening, NAF, er blitt kalt »arbeidsli-
vets grunnlov«. Seims bok er en studie av hvordan denne institusjonalise-
ringen og reguleringen av forholdet mellom arbeid og kapital vokste fram.
Han gir dels en oversikt over utviklingen av avtaleverket i Norge. Men det
sentrale er studiet av hvordan ledelsen innen LO og Arbeiderpartiet kom til
å se seg tjent med et slikt organisert uttrykk for klassesamarbeid. En hove-
davt'ale mellom organisasjonene ble dels inngått for å unngå en restriktiv,
reaksjonær lovgivning fra den borgerlige staten. Men sosialdemokratiet øn-
sket også selv en tøyling av arbeidskonflikter, i og med at det satset på å
vinne regjeringsmakt. I 1935 ble da også Arbeiderpartiregjeringen Ny-
gaardsvold dannet, og hensynet til økt produksjon og krisepolitikk ble over-
ordnet. Seim viser også hvilke taktiske manøvre som ble utført før inngåel-
sen af Hovedavtalen. PÅ LOs kongress i 1934 ble det sittende sekretariatet
kastet fordi det hadde inngått forhandlinger om en slik avtale. Men den nye
ledelsen fortsatte samme politikk. Personene ble ofret som en konsesjon til
motviljen mot Hovedavtalen blant LOs medlemmer, mens innholdet i poli-
tikken forble uendret. I forlengelsen av denne arbeidsfredslinja kom bl. a.
den såkalte solidariske lønnspolitikken mot slutten av 30-tallet, dvs. tilbake-
holdenhet fra høytlønnsgrupper for at lavtlønte skulle vinne påståtte forde-
ler. Jon Amundsen' har i en artikkel klarlagt striden om denne politikken.10
Også om étterkrigstidabegynner en del resultater å bli publisert. Tyngden
254

av forskningen er her blitt satt inn på forholdet mellom de faglige linjene og
den statslige økonomiske politikken som Arbeiderpartiet førte. Øivind Ste-
nersen har studert LOs planleggingsvirksomhet under krigen og vist bl. a.
hvordan produksjonsutvalgene, dvs. samarbeidsorganer på bedriftene, var
inspirert av amerikanske og britiske forbilder. Trond Bergh har arbeidet
med framveksten av økonomisk planlegging under og etter kn'gen og har
også berørt fagbevegelsens rolle i denne. Og Tore Grønlie har sett spesielt
på industripolitikken. Deres resultater er lagt fram dels i artikler og antolo-
gier,ll dels i et samleverk, Vekst 0g velstand (Universitetsforlaget 1977),
som er den første sammenfattende framstilling av norsk politikk i etterkrigs-
tida. En fjerde yngre historiker som har arbeidet med fagbevegelsen i den
første etterkrigstida er Paul Knutsen. Han skiller seg fra de øvrige i emne-
valg og tilnærming, som den eneste erklærte marxisten. En omfattende
artikkel om de faglige linjene i sosialdemokratiet og kommunistpartiet er
offentliggjort'2 Her settes bl. a. fram den tesen at kommunistpartiet egentlig
stod for en venstre-sosialdemokratisk politikk trass i revolusjonær retorikk.
Den faglige politikken i de siste tiåra er mest studert av arbeidssosiologer. Et
interessant bidrag i grenselandet mellem historie og sosiologi er levert av
Erling Sørli, som analyserer framveksten av ulike samarbeidstiltak på et
større skipsverft på l960-tallet.13
Som resultat av en fornyet streikebølge på 1960- og 70-tallet har arbeids-
konflikter blitt viet stor interesse. TFAF l/ 1977 bringer artikler om fire
kjente norske konflikter.14 En handler om Storstreiken i 1921, som omfattet
120000 fagorganiserte og varte i to uker, en konflikt som er det nærmeste
norsk fagbevegelse har kommet generalstreiken. En annen tar for seg Stor-
lockouten i 1931, den mest omfattende og den siste store arbeidskonflikt i
Norge, et sentralt punkt i utviklinga av reformismen innen norsk arbeider-
bevegelse. En tredje sentral konflikt er Jemstreiken i 1923 -
en av de bitre-
ste klassestrider i fagbevegelsens historie som kom til å bli et vannskille i
hele arbeiderbevegelsens utvikling. Konflikten er analysert av Inger Bjørn-
haug.” Det såkalte Menstadslaget i 1931 var en utløber av Storlockouten.
Det er blitt stående som eksempel på den borgerlige stats voldskarakter.
Den sittende Bondepartiregjeringen sendte statspoliti, hær- og flåteavdelin-
ger forå beskytte streikebrytere. Konflikten spilte seg dessuten ut under
innflytelse av Strassburger-tesene til Komintem. NKP søkte å utvide konf-
likten til en mer omfattende revolusjonær kamp, men forsøket mislyktes.
Dette emnet er blitt grundig studert av kriminologen Per Ole Johansen i
boka Menstadkonflikten 1931 (Tiden 1977). Med et sosiologisk utgangs-
punkt studerer han striden mellom arbeidskjøpere, arbeidere og statsmakt,
ser hvilke kamp- og kontrollmidler de nyttet, hvilke allianser de inngikk og
hvordan partene søkte å legitimere sin opptreden. Arbeidskonflikter er el-
lers et av de få feltene innen studiet av arbeiderbevegelsen der en kan håpe
på større systematikk framover. I TFAH 1/1977 presenterer Per Maurseth
et bidrag som dels er en oppsummering av det vi vet om emnet, dels er et
oppslag til et samlende forskningsprosjekt om arbeidskamper.16 Den sen-
255

trale antakelsen er her at ved å studere arbeidskonflikter kan en både over-
skride den tradisjonelle elite-orienterte forskningen i arbeiderbevegelsen og
en reint sosialhistorisk tilnærming hvor politikken er ute av bildet. Trolig vil
kunnskapen om arbeidskamper vokse framover. TFAH planlegger bl. a. et
nytt nummer om dette, med hovedvekt på klassekampen på landsbygda,
blant skog- og landarbeidere.
Et annet forholdsvis nytt emne som er sprunget ut av politisk interesse, er
kvinnehistorie. Lite er foreløpig publisert, det viktigste finnes i en antologi,
Kvinner selv... (Aschehoug 1977). Her behandles bl. a. motsetninger innad
i fagbevegelsen mellom kvinner og menn pga. konkurransen om arbeidet.
Ingrid Andersgaard skriver om strid mellom settersker og typografer i den
tidlige fagbevegelsen. Elisabeth Lønnå behandler gifte kvinners rett til løn-
net arbeid og viser hvordan arbeiderbevegelsen i perioder har gått inn for å
skyve dem ut av arbeidsmarkedet, som et svar på arbeidsledighetsproble-
mer. Debatten om hvorvidt særlig vern for kvinner på arbeidsplassene var
arbeidervem eller kvinnediskriminen'ng framstilles av Gro Hagemann. Vera
Espland Etresvaag skriver om arbeiderkvinnenes faglige organisering før
århundreskiftet. 17
Til slutt i denne litteraturoversikten bør nevnes at det foreligger en del
memoarlitteratur og bøker av halvdokumentarisk, journalistisk art. Konrad
Nordahl, LO-formann fra 1939 til 1965 har gitt ut erindringer i tre bind. 18
Om
faglige kamper i Nord-Norge til slutten av første verdenskrig finnes en
dokumentarberetning av Dag Skogheim, om skogsarbeiderne i mellemkrig-
stida en av Stein Tønnesson.lg
Noen synspunkter på forskningssituasjonen
Som nevnt har det vært et problem at såvidt mye av forskningen er upubli-
sert. Som det framgår av referanser og fotnoter i denne artikkelen er Tids-
skrift for arbeiderbevegelsens historie blitt et svar på dette, sjøl om to num-
mer i året ikke kan rekke over alt. En oppgave som vil presse seg fram innen
få år, er å sammenfatte de nye resultatene. På ulikt forlagshold arbeides det
med planer om samleverk om arbeiderbevegelsens historie. Hittil er imidler-
tid ikke noe satt ut i livet.
Den sterke veksten i forskningen av arbeiderbevegelsen har skjedd uten
noen form for koordinering og plan. Dette har sine positive sider ved at folk
velger emner de er interessen i. Men forskningsøkonomisk er dette ineffek-
tivt, og for den enkelte kan det være tungt å arbeide aleine. Det arbeides
derfor, som nevnt, med et mer samlende prosjekt omkring arbeidskonflikter
ved Historisk Institutt ved Universitetet i Oslo. Erfaringene fra andre slike
historiske prosjekter tilsier at dette er en viktig vei å gå også når det elder
arbeiderbevegelsens historie.
Fomten slike teknisk-organisatoriske tiltak, er det to forhold av mer faglig
art som presser på. For det første begynner muligheten i studiet a-v topp-
planet i fagbevegelsen å bli uttømt. En forsterket orientering mot lokal- og
256

grunnplanet er begynt å komme og må og vil trolig vokse. Men demest, om
slik forskning ikke skal bli litt tilfeldige historikker, er det i Norge behov for
et mer bevisst teoretisk og metodisk arbeid i studiet av arbeiderbevegelsen
allment og fagbevegelsen spesielt. Den historie-teoretiske debatten omkring
arbeiderbevegelsen er, med enkelte unntak,20 mindre utviklet enn f. eks. i
Danmark og Finland. Det er få av de arbeidene som her er blitt nevnt, som
går ut over en nokså tradisjonell, empiristisk tilnærming. Allment er det
behov for å bringe mer av nyere marxistisk teoridanning på feltet inn også i
den akademiske forskningen. I studiet av fagbevegelsen spesielt burde det
ligge muligheter i et nærere samarbeid mellom enkelte skoler innen arbeids-
sosiologien og historieforskningen.
Den eneste motforestillingen mot en slik teoretisk opprustning kan ligge i
kravet til lese/igheten av historiske framstillinger. Norsk historieforskning
og -skrivning har stått innenfor en folkeopplysningstradisjon og ikke sett seg
som en sjøltilstrekkelig akademisk disiplin. Dette har bl. a. ytret seg i liten
bruk av en særegen fagterminologi og stor vekt på formidling, på et greitt og
tilgjengelig språk. Et synlig resultat er at historiske arbeider har nådd til dels
store opplagstall. Ikke minst for dem som arbeider med arbeiderbevegelsens
historie, er det viktig å ta vare på denne tradisjonen. En historieforskning
om dette emnet som fungerer internt på universitetene, løsrevet fra arbe-
iderbevegelsen og uforståelig for dens medlemmer, har mistet mye av sin
eksistensberettigelse.
Noter
l Ousland, 1949, bd. 2, s. 110.
2 Intervju i Praxis, 3/1978.
3 Det gielder f. eks. Halvdan Koht og Halvard M. Lange: Arbeiderreisning, bd. 1-3, utgitt
på 30-tallet og Einhart Lorenz: Arbeiderbevegelsens historie, bd. 1-2, Pax 1972 og 1974.
4 Følgende forbund har utgitt jubileumsskrifter: DNAs presseforbund; Arbeidsledere og
Tekniske funksjonærer, Baker og Konditor, Bokbinder, Arbeidsmand, Bekledning, Gull-
smed, Handel og Kontor, Hotell og Restaurant, Jern og Metall, Jernbane, Kjemisk,
Kjøttindustn', Kommune, Litograf/Kjemigraf, Lokomotivmand, Maler, Maskinist, Mu-
rer, Næn'ng og Nytelse, Papir, Politi, Post, Sjømann, Skinn og Lær, Skog og Land,
Skotøy, Støpen', Telegraf, Tobakk, T011, Transport, Treindustri.
5 Aksel Zachariassen: Norsk Bekledningsarbeiderforbund gjennom 75 år, Oslo 1967. Fra
trellekår tilfrie menn. Norsk Sjømannsforbund gjennom 40 år, Tiden 1950 og Ved vinsj og
rart. Norsk Transporrarbeiderforbund, Oslo 1971.
6 Kåre Odlaug: Norsk Arbeidsmandsforbund gjennom 60 år, bd. 1 og 2, Tiden 1955 og
1956. Margit Thorud: Norsk Jern- og Memllarbeiderforbund 1891-1951, Oslo 1951 og
Jørunn Bjørgum: Norsk Kjemisk Industriarbeiderforbund gjennom 50 år, Oslo 1973.
7 En historiograñsk oversikt gis av Odd-Bjøm Fure i »Synspunkter og historieteoretiske
tendenser i forskningen om den norske arbeiderklasse og -bevegelse i den radikale fase
1918-1933«, TFAH l/l976. Sentralt i forskningen står to bøker av William M. Lafferty:
Economic Development and the Response ofLabor in Scandinavia. A multi-level analy-
sis, Universitetsforlaget 1971, og Industrialization, Community Structure and Socialism,
Universitetsforlaget 1974.
8 Jorunn Bjørgum: »Fagopposisjonen' av 1911«, TFAH 1/1976.
257

9 Nils Henrik Fuglestad: »Noen synspunkter på norsk fagbevegelses politiske og ideologi-
ske utvikling i mellomkrigstida«, TFAH 1/1977.
10. Jon Amundsen: »Solidarisk lønnspolitikk -
solidaritet med hvem?« TFAH 1/1978.
11 Øivind Stenersen: »Framtidens Norge« -
et ledd i planleggingsvirksomheten innenfor
eksil-LO 1942-1945« og Trond Bergh: »Bransjerådene -
fellesskap i krig og fred?« , begge i
Efterkrigshistorie 4, Universitetsforlaget 1973. Øivind Stenersen: »Samarbeidslinjen blir
til«, TFAH 2/1977, og ellers Vekst og velstand.
12 Paul Knutsen: »Statsbærende og opposisjonel] reformisme«, TFAH 2/1977.
13 Erling Sørli: »Bedriftsdemokratiet som tiltak mot arbeiderkollektivet«, TFAH 2/1977.
Sørli støtter seg her på et sentralt arbeid av den norske arbeidssosiologen Sverre Lysgard:
Arbeiderkollektivet. En studie 1' underordnedes sosiologi, (ny utgave Oslo 1972).
14 Synnøve Aarseth: »Storstreiken i 1921«. Trond Hansen: »Kirkenes-konflikten
1928-1929«. Terje Bekken: »Folldalskontlikten 1929-1931« og Tore Arvid Pedersen:
»Tariffoppøret 1931. Fagorganisasjonen og storlockouten«.
15 Hennes arbeid er bare lagt fram i fragmenter i »1923 -
Tranmæl eller NKP«, Røde Fanø.
6/1973.
16 Per Maurseth: »Arbeidskonfiikter i Norge«, TFAH 1/1977.
17 Ingrid Andersgaard: »Settersker og typografer -
splittelse mellom menn og kvinner«.
Vera Espeland Etresvaag: »Arbeiderkvinnenes faglige og politiske organisering
1899-1901«. Gro Hagemann: »Sæwem av kvinner- arbeidervem eller diskriminering« og
Elisabeth Lønnå: »LO, DNA og striden om gifte kvinner i arbeidslivet«.
18 Konrad Nordahl: Minner og meninger, Tiden 1967. Med LOforfriheten, Tiden 1969 og
Gode arbeidsår, Tiden 1973.
19 Dag Skogheim: Klassekamp under nordlysflammer, Pax 1973. Stein Tønnesson: Røde
skager, Pax, 1976.
20 Se Fure, TFAH 1/1976, Maurxeth', TFAH 1/1977 og Ingar Holm: »Arbeiderklassens
historie og den historiske materialisme«, Kontraxt 8/1976.
258

EN GLAN D
Resignation og oprør i arbejdertilværelsen
Af Herman Knudsen
En præsentation af:
-
Huw Beynon: Working for Ford, Allen Lane 1973,
-
Theo Nichols & Peter Armstrong: Workers Divided. A Study in Shopfloor
Politics. Fontana 1976.
-
Theo Nichols & Huw Beynon: Living With Capitalism. Class Relations
and the Modern Factory. Routledge & Kegan Paul 1977.
Working for Ford, Workers Divided og Living with Capitalism handler om
engelske industriarbejdere i slutningen af 60”eme og begyndelsen af 70,eme
-
om, hvordan de »klarer« tilværelsen og forsøger at finde mening i den, om
'
deres individuelle og kollektive handlinger og bevidsthed.
Bøgerne er skrevet på grundlag af langvarige ophold på henholdsvis
Ford-fabrikken i Halewood ved Liverpool og ChemCo, en stor, automa-
tiseret kemisk fabrik i Sydengland, og på grundlag af intensive interviews
med arbejdere, tillidsmænd og ledelsesrepræsentanter på disse virksomhe-
der.
Forfatterne er unge sociologer -
generation 1968. Deres analyser er mate-
rialistiske-og empiriske -
arbejdernes situation forstås og forklares ud fra
arbejdernes egne ytringer, men formidlet af den marxistiske teori om kapita-
lismen og det marxistiske begreb om frigørelse. Den dobbelte bestemmelse
af arbejderen -
og arbejderklassen -7 som både objekt for kapitalen og sub-
jekt med egen vilje og egne mål fastholdes hele vejen igennem og udfoldes til
et facetteret, men dog klart, billede af arbejdernes eksistensvilkår i den
moderne kapitalisme:
Huw Beynon skriver i indledningen til Working for Ford:
»(Bogen) forsøger at tegne et billede af, hvorledes de arbejdere, der ar-
bejdede for Ford i Liverpool i l960”eme oplevede at stå ved samlebåndet,
hvorledes de fik deres tilværelse og de videre kræfter, der fungerer i sam-
fundet, til at give mening. Billedet er tegnet med deres egne ord, og dyna-
mikken i historien er taget fra deres egne handlinger. For jeg har lagt vægt på
ikke at skrive om disse mennesker, som om de var mekaniske produkter af
økonomiske og teknologiske kræfter. Jeg har forsøgt at vise, hvorledes
sådanne kræfter begrænser og indsnævrer menneskers tilværelse, men også
hvorledes de netop ved deres indsnævring afslører kimene til et alternativ.
For selv om klasser er afhængige af økonomiske kræfter, så finder de deres
udtryk i virkelige situationer gennem virkelige menneskers tilværelse.« (s.
14).
259

I indledningen til Living with Capitalism skriver Beynon og Nichols, at
analysen af Chem Co har bestyrket dem i deres overbevisning om, »at
analysen af Chem Co har bestyrket dem i deres overbevisning om, »at
behovet for en fundamental omformning af det britiske samfund er både
ønskværdig og presserende« -ikke mindst på grund af det »umådelige spild
af menneskelige muligheder«, som er en konsekvens af den kapitalistiske
fabriksproduktion. Og de fortsætter:
»I forsøget på at dokumentere det spild, der finder sted i det kapitalistiske
samfund, har vi også søgt at give nogle forklaringer på, hvorfor det finder
sted -
at pege på den kapitalistiske produktions mekanismer. Vi har ikke
fundet denne opgave nem, for meget af det, der går for at være »teori« (selv
marxistisk teori) formårikke at relatere sig til den tilværelse, som folk lever,
medens de fleste deskriptive samfundsvidenskabelige undersøgelser ikke
forstår strukturen i de samfundsmæssige forhold og den mening, mennesker
giver dem. Det er næsten som om der skal udvikles en anden måde at skrive
på; der »fortæller det som det er«, selv om dette ikke er muligt på nogen
enkelt måde; noget, som er teoretisk oplyst, men alligevel fri for teoretisk
prætentiøshed, og som fjerner svælget mellem det abstrakte og det konkre-
te. Vi tror ikke et øjeblik på, at dette er lykkedes for os«. (5. VIII).
Men de har forsøgt, og forsøgene må siges at være meget lærerige, både
hvad angår det metodiske og hvad angår undersøgelsesresultateme. Den
knappe og stilfærdige beskrivelse af det metodiske ståsted står i skærende
kontrast til den rigdom af erkendelse, der ligger i de konkrete analyser. Den
står også i kontrast til de åndrige, teori-immanente diskussioner om »reala-
nalyseproblemet.« m. v., som har præget den akademiske marxisme i Dan-
mark, og som langt hen har blokeret for udviklingen af materialistiske empi-
riske undersøgelser herhjemme. Ve den, der begyndte at bruge de forhån-
denværende søm, inden man på bjerget var nået til afklaring af, hvorledes en
hammer anvendes korrekt!
Skal man placere forfatternes metode i relation til den hjemlige debat
(som i høj grad har været præget af den tyske debat), så kommer den tæt op
af det, der er blevet formuleret som arbejderstandpunktet.1 Det konsek-
vente udgangspunkt er arbejderklassens position som udbyttet og under-
trykt klasse, og pointen er, at arbejderklassen som subjekt ikke kan forstås
ud fra logiske udledninger fra det almene kapitalbegreb, men kun ud fra de
konkrete former, som udbytningen og undertrykkelsen har, og ud fra arbej-
dernes måde at forholde sig til disse på: deres egne ytringer, som de kommer
til udtryk i tanke og handling.
Med denne position repræsenterer Beynon, Nichols og Armstrong en ny
strømning inden for britisk arbejdssociologi.2 Udgangspunktet i kapital-løn-
arbejdeforholdet og iet konsekvent arbejderstandpunkt betegner et opgør
med den dominerende empirisk-pluralistiske tradition i britisk arbejdsmar-
kedsforskning.3 Opgøret er ikke absolut, for den nye strømning bygger i høj
grad videre på de ophobede empiriske forskningsresultater på forskellige
delområder, men der er tale om et klart brud med den traditionelle forsk-
260

nings teori- og historieløshed, og dermed et brud med en forskningstradi-
tion, der fremstiller det givne i naturlovsagtige kategorier og som sådan
virker systembekræftende (for slet ikke at tale om den store del af forsknin-
gen, der direkte er knyttet til arbejdsgiverinteresser).
Beynon, Nichols og Armstrong's position kan ses som et teoretisk udtryk
for den type arbejderorganisering og -bevidsthed, der var et resultat af
efterkrigstidens lange højkonjunktur, hvor gunstige beskæftigelsesforhold
befordrede en opbygning af styrkepositioner gennem lokale kampe om løn
og arbejdsforhold og gennem en kraftig vækst i tillidsmandsorganisationer-
ne. Efter 20'emes klassekampsnederlag, 30'emes krise og 40'emes krig
begyndte man nu igen at kunne skimte en reel bevægelse for arbejderkontrol
-
eller man kunne i det mindste iagttage tusindvis af decentrale aktioner,
initiativer og debatter, hvor arbejdsgivernes ret til uindskrænket at lede og
fordele arbejdet blev antastet.
På den politiske og akademiske venstrefløj gav denne udvikling også an-
ledning til en fornyet interesse for den britiske arbejderbevægelses offensive
periode omkring 1. verdenskrig, hvor »Bevægelsen af tillidsmænd og arbej-
derkomiteer« og andre lignende organisationer udorde en magtfuld faktor i
den britiske industri og opfattedes som en alvorlig trusel af det britiske
borgerskab. Bevægelsen havde sit tyngdepunkt blandt de faglærte arbejdere
i metalindustrien og et af dens centrale begreber var arbejderkontrol -
spændende fra defensive træk mod arbejdsgivernes dispositioner til overta-
gelse af produktionsmidleme, ikke via statslig ekspropriation, men gennem
overtagelsen af den faktiske kontrol over arbejdet og produktionen på de
enkelte arbejdspladser og en koordination herudfra. Der var forskellige poli-
tiske linier i bevægelsen, men det fælles og det sammenknyttende var klart
nok kampen for kontrollen over arbejdet ud fra de enkelte arbejdspladser.
Denne bevægelse havde sine egne teoretikere i ledere som J. T. Murphy, W.
Gallacher og J. R. Campbell,4 og dens fornemste akademiske udforsker blev
amerikaneren Carter L. Goodrich, der i 1920 fik udgivet The Frontier of
Control, som er en analyse af datidens voldsomme magtkampe i den britiske
industri.5
Mange af de bøger og pjecer, der politisk og teoretisk udtrykte bevægel-
sen for arbejderkontrol, er siden slutningen af 1960”eme blevet genudgivet,6
og en del af dem har tydeligvis virket inspirerende for den nye marxistiske
strømning i arbejdssociologien. Der er klare ligheder i hovedsynspunkter og
angrebsvinkel, og som et eksempel på en direkte forbindelse kan nævnes, at
Nichols og Armstrong i Workers Divided anvender Goodrich°s begrebs-
apparat som ledetråd for deres analyse af kontrollen over arbejdsbetingel-
seme på Chem Co.
Working for Ford
Ford-fabrikken i Halewood blev anlagt omkring 1960 som et led i Ford
Motor Company's internationale ekspansion. Den blev anlagt i et område
261

med relativ høj arbejdsløshed, men samtidig et område (Lancashire) med
lange traditioner for industriarbejde og faglig kamp. Men i rekrutteringen af
de arbejdere, som Ford skulle bruge, søgte ledelsen både at undgå de ar-
bejdsløse og de fagligt aktive. Man søgte efter folk mellem 20 og 40 år, som
havde kone og børn og eget hus. Lederen af personaleafdelingen udtrykte
det således: »Vi kom her med den idé, at vi skulle have en god arbejdsplads
med et godt forhold mellem ledelse og arbejdere. Vi ønskede at få en ar-
bejdsplads, hvor vi var fri for ballade... Men sådan blev det jo ikke« (5.
65-66).
Sådan blev det ikke, fordi de arbejdsforhold, som Ford bød på, ikke
kunne accepteres af arbejderne. Temmelig mange rejste igen -
i samleafde-
lingen var der således hvert år mellem 1/4 og halvdelen af de ca. 3200
ansatte, som holdt op. Og de, der blev, kæmpede for at ændre deres løn- og
arbejdsforhold til det bedre. Det er deres historie, bogen fortæller. Det er
historien om, hvordan de »overlever« ved at fravriste ledelsen en del af
kontrollen over arbejdet, hvad angår tempo, bemandingsnormer og arbejds-
fordeling 0. s. v. og ved at opbygge en stærk faglig organisation af tillids-
mænd.
Ledelsen hævdedefra starten sin eneret til at lede og fordele arbejdet, og
man forsøgte at få arbejderne ind i samarbejdsfremmende organisationsfor-
mer. Man indgik en aftale med to moderate fagforbund, som gav disse
eksklusiv forhandlingsret for alle tillærte og ufaglærte arbejdere på fabrik-
ken, og man gjorde meget ud af at hæmme en direkte organisering på ar-
bejdspladsen -
dels ved at præcisere, at tillidsmænd ikke måtte bruge ar-
bejdstiden til at fremføre krav og klager fra arbejderne, og dels ved at
stimulere de mere moderate til at stille op til tillidsmandsvalgene, med udsigt
til forfremmelse i jobhierarkiet.
»Kun streng kontrol fra begyndelsen kan forebygge de misbrug, (af til-
lidsmandsjobbet, HK), som er almindelige i andre af selskabets fabrikker«,
hed-det i en skrivelse fra personaleafdelingens leder til alle formænd.
Men det blev et mere militant forbund, »Transport & General Workers
Union«, der kom til at rekruttere langt de fleste af arbejderne på Ford-fa-
brikken, og det blev de mere radikale arbejdere, der i løbet af få år kom til at
dominere den lokale organisering i tillidsmandsudvalgene.7 Denne proces
viser Beynon ved i detaljer at skildre de personer og aktiviteter, der skabte
den. Som fx. Sammy Gladstone, den lokale distriktsekretær i Transport &
General. Mens dele af fabrikken endnu var under opførelse, kunne man se
ham gå rundt med et vatterpas i hånden og agere bygherre. For hver nvansat
Ford-arbejder han stødte på, hviskede han: »Er du medlem af fagforenin-
gen? Der er kun én fagforening, der er noget værd, og det er Transport &
General« (s. 80).
Den faglige aktivitet udefra kom ikke til at stå alene. Der var folk blandt
de nyansatte arbejdere, som måtte gøre en indsats for at forbedre arbejds-
forholdene. Her er en af dem:
»For tre år siden var dette sted i en meget dårlig forfatning. Ford kontrol-
262

lerede alt. Vi havde ingen tillidsmand ved det her bånd på det tidspunkt.
Den fyr, der havde påtaget sig jobbet, brød sammen. Skuffelseme og presset
var for meget for ham. På opfordring af fællestillidsmanden stillede jeg så
op. Nogen måtte jo gøre det. Jeg ønskede ellers ikke at blive tillidsmand.
Det var det sidste, jeg ønskede, da jeg kom til det her sted. Jeg ønskede at
finde mig lidt tilrette. Men jeg kunne se alle de uretfærdigheder, der blev
gjort hver dag, så jeg syntes, at jeg var nødt til at prøve. Det var ikke rigtigt,
at de skulle tage imod alt det lort, som Ford kastede«.(s. 189).
Dette citat er meget dækkende for den opfattelse, som Ford-arbejdeme
har af deres egen faglige aktivitet og organisering: Det var en simpel nød-
vendighed, hvis de skulle overleve hos Ford. På et spørgsmål om, hvad de
ville gøre, hvis der ikke var nogen faglig organisering på fabrikken, svarede
to trediedele af de adspurgte arbejdere, at de ville forlade stedet, mens
tillidsmændene ikke var i tvivl om, at de ville blive fyret. Men flere bemær-
kede også, at det var et dumt spørgsmål, for »Hvis de fyrer alle tillidsmæn-
dene, så ville der blot komme nye i deres sted. Den eneste måde, man kan
slippe af med fagforeningen på, er at slippe af med arbejderne. Når alt
kommer til alt, så er det arbejderne, der er fagforeningen, ikke?« (s. 191).
Beynon gør meget ud af at vise, hvad det er, der gør den faglige organise-
ring så nødvendig i arbejdernes øjne. Det er for det første de konkrete
forbedringer, der-er opnået igennem den: kontrol med arbejdstempoet, hvor
ledelsen i starten brugte at skrue båndhastigheden op efter forgodtbefmden-
de, forbedringer af bemandingsnormeme for de enkelte arbejdsopgaver,
kontrol med fordelingen af overarbejde, hvor ledelsen yndede at bruge dette
som et privilegium til de mest »blåøjede«, og det er naturligvis også forbe-
dringer i lønnen. Men derudover er selve følelsen af samhørighed også
vigtig. Udgangspunktet er et arbejde, som ingen bryder sig om, og som de
straks ville skippe, hvis de kunne finde kvalitativt bedre eksistensmulighe-
der. En tillidsmand udtrykker det således: »Sagen er, at det her sted øde-
lægger én. Det ødelægger én fysisk og åndeligt. Det største problem for folk
er at acceptere at være her dag ind og dag ud... Men det kan man bygge
noget op på. . Vi er allesammen i helvede, og det kan man få en samhørighed
ud af. Vi er alle i samme båd. Det er dér fagforeningen kommer ind« (s.' 188).
Gennem samhørigheden og kollektiviteten i den faglige organisation op-
hører den enkelte arbejder med kun at være et udskifteligt tilbehør til kapita-
len. Det bliver »os« mod »dem«, og »vi« kan ikke udskiftes! Denne bevidst-
hed er stærkest til stede hos tillidsmændene. Hos en del af arbejderne er det
en mere defensiv fagforeningsbevidsthed, der er fremherskende:
»Jeg har været medlem af fagforeningen i ni år. Det er en god ting at være
medlem. Det er godt, fordi man så har et talerør. Man tilkalder tillidsman-
den. Man behøver ikke argumentere. Hvis man synes noget er förkert, så
tilkalder man tillidsmanden.« (s. 200).
Her opfattes fagforeningen først og fremmest som et serviceorgan, der
varetager ens interesser -
i modsætning til, at man selv er medsubjekt i
denne interessevaretagelse. Mens denne fagforeningsopfattelse er »i mind-
263

retal« blandt Ford-arbejdeme, er den helt dominerende hos arbejderne på
ChemCo, og det betyder, at mens Ford-fabrikken er præget af arbejdernes
permanente kamp for større kollektiv kontrol over arbejdspladserne, så er
arbejdernes modstand på ChemCo i langt højere grad individualistisk og
sporadisk.Det er Beynon“s konklusion, at Ford-arbejdeme, specielt tillids-
mandsgruppen, har udviklet en solid »fabriksklassebevidsthed«. Denne
»forstår klasseforholdene som de direkte kommer til udtryk i konflikter
mellem ledelsen og arbejderne i fabrikken. Den er rodfæstet på arbejdsplad-
serne, hvor kampe udkæmpes om kontrollen over arbejdet og om ledelsens
og arbejderens »rettigheder«. For så vidt som den drejer sig om udbytning
og magt, indeholder den bestemte politiske elementer. Men det er en fabrik-
kens politik. Som implicit er knyttet til den daglige kamp mod ledelsen« (s.
98). I et videre perspektiv -
fx. over for det faktum, at Ford Motor Company
er en multinational koncern, der åbner og lukker virksomheder ud fra pro-
fithensyn -
er en kamp på dette grundlag utilstrækkelig. Her ligger grænsen
for deres kamp. Og de ser ikke, hvorledes de selv skulle kunne spille en rolle
i en fundamental politisk ændring:
»Hvad angår en ændring af samfundets struktur, eller blot af industriens
organisering, så ved de ikke: »Hvis vi tænkte over det, ville vi blive tossede.
Jeg har simpelthen ikke råd til at tænke på den slags. Nogen gange spørger
jeg mig selv: Hvor går vi hen? Hvor ender det alt sammen? Så er jeg i gang
med det næste møde eller den næste sag. Den slags overlader vi til folk som
jer. Ideer om et nyt samfund og den slags.« «
(s. 319).
Beynon slutter med at bemærke, at folk som ham ikke har udrettet ret
meget -
og imens arbejder de videre på Ford og fortsætter med at føre de
daglige guerilla-kampe med ledelsen.
En talsmand for Fordledelsen har givet bogen disse ord med på vejen:
»Det er ekstremt venstrefløjspropaganda. .. vi synes ikke, at den fortjener
seriøs diskussion, da den ikke er noget seriøst forsøg på sociologi eller
uddannelse.«
Workers Divided
Mens Ford-fabrikken var et eksempel på en arbejdsplads, hvor arbejderne
gennem deres tillidsmandsorganisering og den lokale fagforening havde til-
kæmpet sig en betydelig grad af kollektiv kontrol over de umiddelbare ar-
bejdsbetingelser, så er ChemCo-fabrikken til gengæld et eksempel på en
arbejdsplads, hvor arbejderne står svagt. Og mens hovedsynspunktet i
Ford-bogen var at vise de kamp- og organiseringsprocesser, hvorved arbej-
derne delvist overvinder deres objektivt svage position over for ledelseog
maskinsystem, så er det så at sige den modsatte proces, der står i fokcus i
Workers Divided: Den drejer sig først og fremmest om, hvorledes arbejdere
gøres svage og indbyrdes splittede. Den viser arbejdernes afmagt over for
kapital, ledelse, stat og borgerlig ideologi, og hvorledes denne afmagt skabes
og fastholdes i den konkrete reproduktion af kapital-lønarbejdeforholdet.
264

Det er dette tema, der forfølges gennem bogens tre hovedafsnit, som hand-
ler om henholdsvis kontrol, solidaritet og ideologi.
'
Chem Co arbejdernes kontrol over de umiddelbare arbejdsbetingelser er
meget begrænSet. Arbejdsbetingelseme er først og fremmest fastlagt gen-
nem det fuldautomatiserede anlæg og gennem det produktivitetsfremmende
lønsystem, som er aftalt mellm ledelsen og fagforbundet. I mange] på en
stærk lokal organisering antager arbejdernes modstand form af individuelle
oprørshandlinger: sporadiske lydighedsnægtelser, sabotage og tyveri af ma-
terialer. Mens sabotage hos Ford-arbejderne blev anvendt som et delmiddel
i en kollektiv kamp, så anvendes den som regel helt individualistisk af Chem
Co arbejderne: den er det helt spontane svar på, at en formand har været for
grov eller den konkrete arbejdsbyrde er blevet for anstrengende. Selv om
den således er rettet mod arbejdsgiversiden, så går den i sin konsekvens ofte
ud over arbejdskammerateme -
den kan være forbundet med fare, give
ekstra arbejde til andre, etc. 'Forfatterne vender sig mod det synspunkt, at
sabotage generelt er et godt kampmiddel, bare fordi det udtrykker oprør
mod ledelsen. Ganske vist er sabotage oprør, men det er i Chem Co-tilfældet
netop samtidig et udtryk for manglen på mere kollektive og langsigtede
kampmidler. Dette synspunkt gøres klart ved at sammenligne med de ofte
forekommende brud på sikkerhedsreglerne. Arbejderne bryder disse for
hurtigere at kunne udføre arbejdet, og formændene ser gennem fingrene
med det, men konsekvensen er flere arbejdsulykker og større sundhedsfare.
Både sabotagen og den manglende overholdelse af sikkerhedsregleme er
udtryk for, at arbejderne mangler den kollektive styrke til at garantere tåle-
lige og sikre arbejdsforhold.
Arbejdernes svaghed begrundes materielt: de bor geografisk meget
spredt, og det eneste, der har bragt dem sammen, er, at de hver især er
tvunget til at sælge deres arbejdskraft. De arbejder på skift, og fabrikkens
afdelinger er fysisk placeret så langt fra hinanden, at man ikke lige kan rende
sammen. Lønsystemet er baseret på en vurdering af de individuelle jobs, og
opdeler dem i 7 lønkategorier. Ændringer kan lokalt kun forhandles for den
individuelle arbejder, større ændringer og ændringer i lønnen skal forhandles
af forbundets ledelse.
Men disse strukturelle omstændigheder giver naturligvis ikke i sig selv en
forklaring på, hvorfor arbejderne ikke udvikler en stærkere kollektiv mod-
magt mod ledelsen endsige mod lønarbejdet som sådan. Afsnittene om soli-
daritet og ideologi søger at give nogle brikker til en forklaring.
I disse afsnit påviser Nichols og Armstrong i detaljer, hvorledes de kon-
krete modsætningsforhold mellem forskellige arbejdergrupper på virksom-
heden som regel kan analyseres tilbage til ledelsessystemet -
og undertiden
til en helt bevidst del og hersk-politik fra ledelsens side. Tag for eksempel
modsætningen mellem mænd og kvinder i den afdeling, der producerer ce-
ment. Da afdelingen åbnede i 1964, blev der ansat (lavtlønnede) kvinder til
at gøre det lettere arbejde såsom at lukke sække. Men produktivitetsaftalen,
som blev indført i 1970, indeholdt en paragraf om fleksibilitet: arbejdere,
265

som i kortere tidsrum ikke havde noget at lave i deres »egen« arbejdsfunk-
tion, skulle midlertidigt overflyttes til andet arbejde -
dette skulle forhindre
spild af arbejdstid. Det betød principielt, at alle kunne sættes til alt, men der
var bare den hage ved det, at kvinderne (og nogle af de ældre mænd) rent
fysisk ikke kunne klare de hårde arbejdsfunktioner som fx. at bære sække.
Dette førte til, at mændene blev sure på kvinderne, fordi »de ikke kunne
tage deres del af arbejdet«. Modsætningen førte blandt andet til, at mæn-
dene på et bestemt tidspunkt modsatte sig og forhindrede, at kvinderne fik
en lønforhøjelse!
»Det fremgår klart af alt dette, at selv om mændenes fjendskab mod
kvinderne havde et faktisk grundlag, så ville en dybere analyse have ført
dem frem til den konklusion, at deres virkelige interessekonflikt lå i forhol-
det til deres arbejdsgivere. Når kvinderne forekommer at være en belast-
ning, så er det fordi ledelsen har lovet nogle fordele og lavet nogle regler,
som får dem til at forekomme som en belastning. Hvis mændene havde
været bevidste om dette -
om den omstændighed, at ligegyldigt hvor lidt
ledelsen synes at være indblandet, har den en finger med i spillet i praktisk
talt alt, hvad der sker på arbejdspladsen -
så behøvede ingen af de her
omtalte sager at have ført til et sammenbrud i solidariteten, og da slet ikke
den slags modsætninger, som eksisterer i Chem Co”s cementafdeling.« (s.
97).
Men den mangel på indsigt, som sætter arbejder op mod arbejder, er
strukturelt indbygget i systemet -i skolernes undervisning, i massemedierne
og også i arbejdsgivernes måde at lede og fordele arbejdet på. Således er
produktivitetsaftalen på Chem Co helt i tråd med det, Braverman kalder det
første princip for tayloristisk arbejdsledelse:
»Dette første princip kan vi kalde arbejdsprocessens løsrivelse fra arbej-
dernes færdigheder. Arbejdsprocessen skal gøres uafhængig af fag, tradition
og arbejdernes viden. Derefter skal den overhovedet ikke afhænge af arbej-
dernes evner, men udelukkende af ledelsens praksis.«8
Som grundlag for jobkategoriseringen på Chem Co skulle arbejderne om-
hyggeligt redegøre for hvert jobs indhold. Et panel bestående af ingeniører
og arbejdsledere fra Chem Co behandlede oplysningerne, tildelte points for
de fysiske og psykiske krav, som de forskellige jobs stillede, lagde pointene
sammen, og placerede de enkelte jobs inden for 7 forskellige jobkategorier.
Men arbejderne fik ikke kendskab til kriterierne for pointgivningen -
de
prøvede at få det, men blev afvist. De individuelle arbejderes viden opsam-
les og »kollektiviseres« af ledelsen, som bruger den til at effektivisere ud-
bytningen og til at skabe en jobkategorisering og et lønsystem, som arbej-
derne umuligt kan gennemskue!
Selv om der var utilfredshed blandt arbejderne over, at de ikke måtte
kende kriterierne for jobkategoriseringen, gik de alligevel med til systemets
indførelse. Når de gjorde det, skyldes det ikke bare, at ledelsen (og fagfor-
bundet) var gode til at »sælge« aftalen, men først og fremmest,iat dens
indførelse var forbundet med en pæn lønforhøjelse. Og med lønnens betyd-
266

ning er vi så ovre i noget, som er centralt for at forstå disse arbejderes
bevidsthed og handlinger.
Nichols og Armstrong analyserer arbejdernes bevidsthed som det kryd-
sede produkt af i den ene ende deres egne umiddelbare og middelbare
erfaringer og i den anden ende den dominerende ideologi i samfundet. Om
sammenhængen mellem »erfaring« og »ideologi« siger de: » . . . umiddelbare
og middelbare erfaringer finder sted i konteksten af et samfund, hvori der
udsendes 'et helt sæt af »officielle« forudsætninger og antagelser, som defi-
nerer samfundets funktionsmåde samtidig med, og endda forud for, indivi-
dets egen umiddelbare eller middelbare erfaring af den måde, denne berører
ham og strukturerer hans tilværelse og hans klasses tilværelse.« (s. 128).
Mens selve ideologibegrebet ikke er særlig udviklet -
det begrænser sig
stort set til en konstatering af, at der i det kapitalistiske samfund er stærke
institutioner, der formidler opfattelsen af, at vi alle er i samme båd, og at
samfundets struktur er en naturlig orden -
så er der til gengæld forsøgene på
at analysere de konkrete »krydsninger« af erfaring og ideologi veludviklede.
Men det er vanskeligt at generalisere Nichols og Armstrongs resultater på
dette område. På mange måder er det anti-resultater, idet de lægger vægt på
at vise forskelligheden i arbejdernes bevidsthed og inkonsistensen og mod-
sætningsfyldtheden i de enkelte arbejderes bevidsthed (som konsekvens af
den dobbelte konstituering i erfaring og ideologi). Herudfra kan de så kriti-
sere og modificere andres konklusioner vedrørende arbejderbevidsthed. Det
gælder ikke mindst de konklusioner, som Goldthorpe, Lockwood m. fl. når
frem til i »The Affluent Worker«, hvor de hævder, at den dominerende
holdning til arbejdet er »instrumentel privatisering«, d. v. 5. en læggen vægt
på lønnen og privatlivet i fritiden frem for arbejdets indhold. I modsætning
til Goldthorpe m. fl. ser Nichols & Armstrong ikke den »instrumentelle
privatisering« som et alternativ til klassebevidsthed, men som noget, der
sameksisterer med og endda udspringer af en form for klassebevidsthed.
De illustrerer det bl. a. med dette udpluk af et interview med Fred, en
arbejder, der er kendt for at tage så meget overarbejde, som han kan få.
Fred blev spurgt om, hvad han tror ledelsen vil gøre ved ham, hvis hans job
bliver gjort overflødigt på grund af rationalisering:
»Jeg tror de ville tage hensyn til én, hvis afdelingen lukkede. Det ville de,
hvis de havde brug for mig til et andet job. Hvis de kan få et overskud ud af
mig, vil de finde et andet job til mig. Hvis de ikke kan få et overskud, så vil
de ikke...
'
-
Tror du, de bekymrer sig om, hvad der så sker med arbejderne?
-
Det gør de, hvis de kan få et overskud ud af det.
-
Synes du, det er rigtigt? i
-
På en måde ikke. Men hvad kan man gøre? Hvis man selv havde en lille
forretning; hvis den ikke gav overskud, så kunne man ikke fortsætte.« (s.
158).
Freds »instrumentalitet« er således sammenhængende med arbejdsgiver-
nes »instrumentalitet«. Det er kun for lønnens skyld, at Fred arbejder, men
267

han har også kun sit arbejde, så længe arbejdsgiveren kan bruge ham som et
instrument til at få profit. Dette er en korrekt forståelse af den enkelte
arbejders afhængighed af kapitalen -
og denne »instrumentalitet« har ikke
noget at gøre med, at arbejderne er blevet mere »velstående« eller mere
»privatiserede« som Goldthorpe m. fl. vil have det. Når man må afhænde
bestemmelsesretten over sin arbejdskraft, hvad er så mere nærliggende end
at søge så høj en pris som muligt, så man kan leve så godt som muligt uden
for arbejdet?
Men trods denne klasseerkendelse er det også typisk for Fred og for de
fleste ChemCo arbejdere, at de anser arbejdsgiverne for at være nødvendige
i naturlovsmæssig forstand: uden arbejdsgiver, intet arbejde, og uden ar-
bejde intet eksistensgmndlag -
sådan er samfundet nu engang, måske er det
ikke helt retfærdigt, men hvad kan man gøre ved det? Det er det fatalistiske
modspørgsmål, som Nichols og Armstrong gang på gang støder ind i, når de
forsøger at diskutere samfundets indretning med arbejderne.
Denne resignation bunder fundamentalt i en manglende tro på egne evner:
Det er på grund af arbejdernes manglende evner, at det er rimeligt, at
samfundet er delt i »de andre«, som bestemmer, og »os«, der arbejder. »De
andre« har nemlig talenter, som vi ikke har, de har forstand på alle de
indviklede ting. Denne opfattelse stammer dels fra den borgerlige ideologis
måde at legitimere klasseforskellene på, men dels også fra de erfaringer,
arbejderne har ud fra deres egen placering i den kapitalistiske arbejdsdeling:
-
»Er du tilhænger af ideen om arbejderdirektører?
-
Nej. De har ikke nogen uddannelse. De har ikke den viden og de
færdigheder, der kræves. Jeg mener, det er ikke noget for folk som mig -jeg
kunne ikke gøre det, de gør. Hvis du spørger mig om arbejderdirektører, kan
jeg kun tale om de folk, jeg arbejder sammen med: ingen af dem ved nok.«
(s. 169)
Men heller ikke de af arbejderne, der mener, at samfundet ikke er retfær-
digt indrettet, tror på, at det kan være anderledes, endsige at arbejderne
kunne være drivkraften i skabelsen af et andet samfund:
»Ja, sådan er det kapitalistiske system.. .
Jeg synes ikke det er rigtigt, at
nogle skal være flere millioner værd, mens andre er så fattige, at de ikke har
en krone til at klø sig på ryggen med, jeg synes det er forkert. Jeg synes, der
skulle være en vej ud af det, men ærlig talt så ved jeg ikke hvilken vej -
bortset fra at lave en kommunistisk stat, og jeg tror ikke, det er svaret. Men
jeg kan ikke se nogen anden vej. De har ikke løst problemet i Rusland, så jeg
er sikkerpå, atde hellerikke kan løse det her« (forfatternes kursiven'ng) (s. 55).
(s. 55).
Når det eksisterende er naturligt og alternativet umuligt, hvad andet er
der så at gøre end: »at finde en måde at »klare sig« på -
i nogle få tilfælde
ved at fedte for formanden, oftere ved at spille dum, til tider ved at slå fra
sig, når det hele bliver for meget, til tider ved at gribe til sabotage og tyveri.
Men mest almindeligt ved at gøre, hvad der bliver sagt -
og ikke mere.« (s.
82)
268

Living with Capitalism
Living with Capitalism er også baseret på interviews med arbejdere og
ledelsesrepræsentanter på ChemCo. Det er den af de tre bøger, som går
længst med hensyn til at drage generaliseringer omkring arbejde, arbejder-
bevidsthed, fagforenings- og ledelsespolitik.
Bogen er inddelt i fire hovedafsnit. Det første hedder »Arbejde for kapita-
len« og analyserer arbejdsforholdene for henholdsvis arbejdere, formænd og
driftsledere. Det andet afsnit hedder »lndivider i et klassesamfund« og giver
analyserede portrætter af tre arbejdere, en formand og en driftsleder. Det
tredie afsnit hedder »Fabrikkens politik« og drejer sig om ledelsens strategi,
arbejdernes kampformer og fagforeningspolitikken. Endelig forsøger det
fjerde afsnit, som hedder »At leve med kapitalismen«, at placere og disku-
tere arbejdertilværelsen i en bredere samfundsmæssig sammenhæng, hvor
det økonomiske og politiske system, uddannelsessystemet og familien ind-
drages.
Living with Cupitulism er et stærkt opgør med alle teorier om automati-
onens velsignelser for arbejdeme.9 Nichols & Beynon undersøger arbejds-
forholdene og arbejdernes opfattelse af disse i en afdeling, der producerer
kunstgødning -
ChemCo's hovedprodukt. Skønt produktionen er fuldauto-
matiseret, er arbejdet præget af gentagelser, monotoni og bundethed i for-
hold til det tekniske system. Halvdelen af arbejderne i afdelingen er beskæf-
tiget med at bære sække fra transportbånd til lastbiler, en fjerdedel kører
truck eller lastbil, og en fjerdedel har overvågningsfunktioner ved kontrol-
paneler. De arbejdere, der bærer sække, beskriver deres job som fysisk
hårdt og monotont, den ene sæk på ryggen efter den anden -
det eren dags
arbejde. Og de er klar over, at når de er 40, vil de ikke længere kunne klare
jobbet. De arbejdere, der er beskæftiget i kontrolrummene med overvågning
og aflæsning af kontrolpaneler, finder deres arbejde kedeligt, isoleret og ofte
psykisk belastende:
»Det er mit arbejde at være fanget i det kontrolrum, som cirka er 3 gange 5
meter og godt 3 meter højt. Man er fanget derinde hele tiden, og hvis
afdelingen kører godt, nogenlunde godt, så ser man bogstaveligt talt ikke
nogen i timevis. Man begynder at kede sig.. Jeg tror, det er det gale ved den
slags arbejde... Efter fire år i det kontrolrum -
mest fordi jeg var fanget i
den firkantede kasse i så lang tid, mens det ude i afdelingen gik op og ned, og
der skete forskellige ting -
begyndte anspændelsen at trænge sig ind på mig,
og til sidst begyndte det at påvirke mig så meget, at jeg meget nemt blev
hidsig. Meget nemt hidsig. Og jeg opdagede, at jeg lod det gå ud over min
familie.« (s. 19)
En anden siger:
»Man er placeret der i otte timer, og alt kører perfekt. Man aflæser hver
anden time, og ind imellem sidder man og trommer fingrene i bordet. . . Der
er tidspunkter, hvor man begynder at håbe, at noget går skævt, så det kan
bryde monotonien.« (s. 20) .
Studiet af arbejdsprocessen og arbejderens opfattelse af deres arbejds-
funktioner leder forfatterne frem til følgende konklusion: »Disse menne-
269

sker... bliver betalt for at udfærdige tungt, repetetivt arbejde, »æselarbej-
de«.10 Som arbejde er det kun lidt forskelligt i indhold fra det,,lder blev
krævet af deres fædre, for teknologien og automationen har ikke produceret
en kvalificeret arbejderklasse. Om noget er det modsatte tilfældet. Gennem
dette århundrede er arbejderklasseme i Europa og Amerika blevet systema-
tisk dekvalificeret af den kapitalistiske produktions »fremskridt«. Og med
denne dekvalificering. . . er fulgt en foragt for arbejdet. Det eneste, der giver
mening i arbejdet for disse mennesker, er arbejdsløshedens ikke-arbejde«.
(s. 17-18)
Denne tendens til dekvalificering kan heller ikke vendes af det moderne
ledelsessystem med'»job-berigelse«, »job-rotation« og »fleksibilitet«, som
ChemCo indførte i 1970. Trods alle gode ideer om »human relations« blev
systemet først og fremmest indført for at effektivisere anvendelsen af ar-
bejdskraften, af profithensyn, og de enkelte arbejdsfunktioner er fortsat
fastlagt af ledelsen og lige indholdstomme:
»Man flytter fra et kedeligt, beskidt monotont job til et andet kedeligt,
beskidt, monotont job. Og så til et tredie kedeligt, beskidt, monotont job. Og
på en eller anden måde forventes det, at man bliver »beriget« af det alt
sammen. Men jeg føler mig aldrig »beriget« -jeg føler mig bare smadret« (s.
16).
Nichols & Beynon gør grundigt op med den idé, at arbejdsforholdene og
arbejdsdelingen er bestemt af en »ren« teknologisk udvikling. Den tekniske
arbejdsdeling er bestemt af den samfundsmæssige arbejdsdeling, og denne
er kapitalens arbejdsdeling:
»For det kan ikke forklares »teknisk«, hvorfor så mange mennesker på
ChemCo arbejder som appendixer til maskiner; det er ikke et »teknisk
koordinations-imperativ«, der forklarer de målsætninger, som ledelsen bli-
ver betalt for at forfølge; det er heller ikke »tekniske« overvejelser, som
udelukker muligheden for, at arbejderne organiserer arbejdet ud fra egne
interesser. Og det er lige så lidt tilfældet, at bare fordi driftsledere har
»teknisk« viden, så må sådanne evner altid være knyttet til kapitalens inte-
resser. ..
Sagen er, at arbejdsdelingen er kapitalens arbejdsdeling, og dette
sætter effektive grænser for, hvor omfattende organiseringen af arbejderne
og deres jobs kan ændres, og af hvem. Det sætter grænser for delagtiggø-
relse i økonomiske og tekniske oplysninger. Men først og fremmest sætter
det grænser for, hvem det er sikkert at overlade beslutninger til, for hvis
ledelsen tillader, at magtbalancen tipper til arbejdernes fordel, vil det være
en trussel mod hele virksomhedens formål«. (s. 69).
Denne radikale kapitalisme-kritik følges op af en skitsering af, hvorledes
det kunne være anderledes. Det kan stå som eksempel på, hvorledes forfat-
terne forsøger at forbinde deres -
ofte nedslående -
konkrete analyser med
en fremadrettet kritik af kapitalismen som system -
helt i tråd med de bedste
traditioner i marxismen. Selv om de kun kan finde svage og sporadiske
former for oprør blandt ChemCo arbejderne, så er de i stand til overbevi-
sende at koble fra denne arbejdemes praktiske kritik til deres egen teoreti-
270

ske kritik. Og til at påvise objektive modsætninger, som i hvert fald gør en
total integration og klassefred umulig. Blandt andet i konklusionen:
»Det er en kendsgerning, at systemets krav i stigende grad er modsæt-
ningsfyldt: det har behov for at beskæftige folk som en vare, som arbejd-
skraft, der skal ledes, dirigeres og kontrolleres; det har også behov for, at de
skal blive engagerede og »involverede« -
men ikke at de skal kontrollere,
selv lede og fordele arbejdet« (s. 203).
Et af de mest interessante afsnit i bogen er afsnittet om ledelsens strategi.
Det giver et godt indblik i, hvorledes en moderne konkurrenceudsat koncern
omsætter profit-imperativet i praktisk politik over for fagbevægelsen og
arbejderne. Uden at gå nærmere ind på disse analyser vil jeg lige citere
Nichols og Beynons konklusioner vedrørende strategien samt de effekter,
den har for arbejdersiden:
»1. Ledelsen søger at indkorporere fagforeningen, på nationalt og lokalt
plan; dette -
plus det forhold, at fagforeningen i betydelig grad eksisterer
»over arbejdernes hoveder« plus opsplitningen af arbejdet (som er den an-
den side af virksomhedens tekniske »integration« som kemisk kompleks) -
giver store vanskeligheder for en arbejdspladsorganisering af de menige
arbejdere.
2. Ledelseskorporativismens liberale progressivitet er begrænset, både
hvad angår ledelsens faktiske praksis, som indeholder et element af kynis-
me, og hvad angår den ambivalente holdning, som karakteriserer arbejder-
nes synspunkter om den type fagbevægelse, som ledelsen forsøger at fostre.
3. Til trods for firmaets praksis og ideologi, og på nogle måder til trods for
fagforeningen, handler arbejderne -
og organiserer sig i en vis grad uformelt
-
imod arbejdet og den ledelse, som dirigerer det.
4. En sådan uformel organisering tydeliggøri sig selv en spænding mellem
forskellige opfattelser af fagbevægelsen, og mere generelt: disse diverge-
rende opfattelser af, hvad fagbevægelsen er og burde være, svarer til for-
skellige ideologiske traditioner i arbejderklassen«. (s. 107).
Samtidig med at Nichols & Beynon tydeliggør grænserne for ledelsens
integrationsstrategi, viser de også, at der er grænser for, hvor vidt fagfore-
ningerne kan spænde mellem samarbejde med ledelsen og repræsentation af
medlemmernes umiddelbare interesser. Selv om ChemCo arbejderne ikke
som Ford-arbejdeme ser fagforeningen som deres egen kollektive kraft,
men snarere som et serviceorgan, som de har et kontraktligt forhold til, så er
de ikke totalt passive, og hvis de aftaler, der indgås på topplan mellem deres
fagforbund og ChemCo-ledelsen, ikke lever op til deres forventninger, er
der ingen garanti for, at ledelsen kan bevare sit sikre greb. For eksempel er
det ikke sikkert, at denne form for »god Virksomhedsledelse«, som en drifts-
leder beretter om, kan holde: v
»Så vidt jeg kan se, ønsker enhver, der påtager sig tillidsmandshvervet, at
få sit »jeg« styrket. Hvis jeg har problemer -
for eksempel en alvorlig sag
med en mand, der altid kommer for sent. Så er det mig, der er lederen, og
det er min opgave at lede. Det er min opgave at disciplinere denne bestemte
271

mand. Men jeg er nødt til at inddrage tillidsmanden i det. Så hvad gør jeg?
Jeg kalder tillidsmanden hen til mig og fortæller ham, at om en halv time vil
jeg kalde denne arbejder ind på mit kontor. At jeg vil banke i bordet og sige
til ham, at jeg sætter ham på porten. Så vil jeg sige til tillidsmanden: »Og
hvad du kan gøre er at træde til på det tidspunkt. Køre en sag for manden.
Og så vil vi blive enige om, at lade manden slippe med en advarsel.«
Manden kommer ind, og jeg bankeri bordet og tillidsmanden siger: »Åh,
Mr. Brown, kunne du ikke give ham en chance til«? Jeg giver mig. Tillids-
manden går ud fra mødet sammen med manden og siger til ham: »Jeg har
reddet ærteme for dig den her gang, men du skal ikke regne med, at jeg gør
det igen?« Ser I, tillidsmanden får sit »jeg« styrket. Han får, hvad han
ønsker, ogjeg får, hvadjeg ønsker. Det er det god Virksomhedsledelse drejer
sig om.« (s. 122)
Et eksempel på, hvorledes virksomhedslederen gør brug af den borgerlige
samfundsvidenskab -
her psykologien -
og de manipulaton'ske muligheder,
der ligger heri. Beynon, Nichols og Armstrong har med de tre her præsente-
rede bøger bidraget væsentligt til afsløringen af den slags konkrete under-
trykkelsessammenhænge og har ydet et modstykke ved at »fortælle det som
det er« ud fra arbejdernes synspunkt. Deres analyser er fremstillet sådan, at
de også er tilgængelige for »læsende arbejdere« -
som uden tvivl både vil
genkende meget og lære meget, når de læser dem.
Noter og litteraturhenvisninger
1 Se Hans Jørn Nielsen: Bevidsthedskonstitueringen i kapitalforholdets sociale proces. Til en
fremstilling ud fra arbejderstandpunkt. I: Den Jyske Historiker, 4, Modtryk 1975.
2 Som andre repræsentanter for denne strømning bør især nævnes Richard Hyman og Tony
Lane samt de følgende publikationer: Tony Lane og Kenneth Roberts: Strike at Pilkingmns.
Fontana 1971. Tony Lane: The Union Makes Us Strong. The British Working Class, Its
Politics and Trade Unionism. Arrow 1974. Richard Hyman: Strikes. Fontana 1972. Richard
Hyman: Industrial Relations. A Marxist Introduction. The Macmillan Press 1975. Richard
Hyman og Jan Brough: Social Values and Industrial Relations. A Study of Fairness and
Inequality. Basil Blackwell 1975. Richard Hyman: Marxism and the Sociology of Trade
Unionism. Pluto 1971. James Hinton & Richard Hyman: Trade Unions and Revolution, The
Industrial Politics of the early British Communist Party. Pluto 1975.'
3 Den bog, der fyldigst dækker denne tradition, og som også er den mest anvendte lærebog i
»industrial relations« ved de engelske universiteter, er: H. A. Clegg: The System of Ind-
ustrial Relations in Great Britain. Blackwell 1970.
4 De er bl. a. forfattere til to pjecer, oprindelig trykt i henholdsvis 1917 og 1919, som nu er
genudgivet i Pluto Press' serie »Reprints in Labour History«: J. T. Murphy: The Workers'
Committee. An Outline of its Principles and Structure. Pluto 1972. W. Gallacher & J. R.
Campbell: Direct Action. An Outline of Workshop and Social Organisation. Pluto 1972.
Der kan også henvises til Murphy's senere værk om den britiske arbejderbevægelses
historie: J. T. Murphy: Preparing for Power. A Critical Study of the History of the British
Working Class Movement. Pluto 1972. (Oprindelig udgivet i 1934).
5 Carter L. Goodrich: The Frontier ofControl. A Study in British Workshop Politics. Pluto
1975. .
272

6 Ud over de titler, der er omtalt ovenfor, skal her nævnes en omfattende antologi af
dokumenter og artikler om den britiske bevægelse for arbejderkontrol: K. Coates & T.
Topham (ed.): Workers' Control. Panther 1970.
7 Hvor arbejderne i Danmark er organiseret i klubber med valgte klubbestyrelser, er det i
England almindeligt, at de valgte tillidsmænd organiserer sig i et tillidsmandsudvalg -
og
på store arbejdspladser som Ford endvidere i et fællesudvalg, som består af repræsentan-
ter fra de enkelte afdelinger. Fordelen ved denne organisationsform er, at den går på
tværs af faggrænseme.
8 Harry Bravermann: Labor and Monopoly Capital. The Degradation of Work in the 20th
Century, s. 113. Monthly Review Press 1974.
9 Nichols og Beynon vender sig eksplicit imod den teknologi-optimisme, der præger indfly-
delsesrige værker som J. H. Goldthorpe mil.: The Affluent Worker, Cambridge Univer-
sity Press 1969, og R. Blauner: Alienation and Freedom: The Factory Worker and his
Industry, University of Chicago Press 1964. Men kritikken rammer lige vel Vilhelm Borgs
Industriarbejde/Arbejderbevidsthed, Røde Hane 1971, der nok er den mest udbredte
variant af teknologioptimismen herhjemme.
10 Udtrykket »æselarbejde« stammer fra et interview med en af driftsledeme, der mente, at
industriarbejde i stigende grad ville blive opdelt i to typer: videnskabeligt arbejde og
æselarbejde. Nichols og Beynon spurgte, om han så ikke troede, at æsleme ville blive
utilfredse, hvortil han svarede: »Jo, medmindre vi opdrætter en speciel race af arbejde-
re«, Sagt som en vittighed, men meget sigende om den kynisme, der indgår i ledelsens
store interesse for »trivsel« på arbejdspladsen!
273

FRANKRIG
Fransk fagbevægelses historie frem til 1914 i lyset af
den nyeste forskning
Af Michael Seidelin Hansen
Forskningen omkn'ng fransk fagbevægelses historie er uhyre omfattende,
selvom man holder sig til de seneste 15-20 års arbejder. Dette kan for det
første forklares med andre og ældre traditioner for forskning i arbejderbe-
vægelsens historie, end det er tilfældet i Danmark. Denne forskning er ble-
vet stimuleret takket være eksistensen af gunstige institutionelle rammer.
Her kan blot nævnes Institut francais d'Histoire Social og Centre d'Histoire
du Syndicalisme ved Sorbonne-universitetet samt en række institutter ved
de nyere universiteter, f. eks. i Vincennes under ledelse af Madeleine Rebé-
rioux, hvor der foregår en omfattende og ofte koordineret studenterforsk-
ning.
For det andet kan der peges på forhold i selve fagbevægelsen. Eksistensen
af flere konkurrerende faglige landsorganisationer har øget behovet for at
markere sig og legitimere sig, også historisk. Fransk fagbevægelse vedken-
der sig og refererer i langt højere grad end fagbevægelsen if. eks. Nordeuro-
pa til dens oprindelse, grundlæggelsesår og traditioner, hvilket også øger
behovet for historiske undersøgelser.
Det er umuligt her at redegøre for hele denne forskning. For en oversigt
skal henvises til Michelle Perrots og Jean Maitrons artikel »
Sources, institu-
tions et recherches en histoire ouvriere francaise«.1 De nyeste af de citerede
værker 'i denne artikel giver yderligere oplysninger om den eksisterende
litteratur.
Her behandles fransk fagbevægelses udvikling frem til 1914 i lyset af den
nyere forskning. Afgrænsningen er foretaget dels af pladsmæssige grunde,
dels fordi en række af forudsætningerne og problemerne i fransk fagbevæ-
gelses videre historie dukker op allerede inden 1914 og en fremstilling afslut-
tet her alligevel får mulighed for at række videre frem og tage højde for
nyere problemstillinger.
En af de mest nyttige indføringer i fransk fagbevægelses historie gives af
Guy Caire i hans bog, Les Syndicats Ouvriers.2 De første 130 sider er en
koncentreret, men værdifuld oversigt over den historiske udvikling, med
gennemgang af de vigtigste problemer, mens resten af bogen nærmest har
karakter af et sociologisk studie, der indfører læseren i de sidste tyve års
forskning på dette område, feks. Alain Touraines og Serge Mallets arbej-
der.3
I indledningen til det historiske afsnit understreger Caire nødvendigheden
af at inddele forløbet i perioder, som han betegner som »en opbygningens
periode«, »en bekræftelsens periode« og »en stadfæstelsens periode«, kro-
274

nologisk afgrænset af den første verdenskrig, mellemkrigstiden og tiden
efter den anden verdenskrig.4 Indenfor denne grove opdeling kan en yderli-
gere periodisering foretages.
Den første periode var indtil 1884 præget af kampen for at komme ud af
illegaliteten, som Le Chapelier-loven fra 1791, der forbød enhver faglig
sammenslutning, automatisk bragte de forskellige former for arbejdersam-
menslutninger i. Le Chapelier-loven var et led i hele den politiske og sociale
reaktion efter revolutionen, der som revolutionshistorikeren Georges Le-
febvre siger i sit monumentale værk om Frankrig under direktoriet, der
netop er genudgivet i en stor, kritisk udgave, havde til hensigt at skrue
udviklingen tilbage til selve revolutionen og dens formål, nemlig at sikre det
højere borgerskab den politiske og sociale dominans.5
Perioden 1830 til 1840, behandlet af Edouard Dolléans og G. Dehove,
prægedes af et opsving af arbejdskampene sideløbende med en forstærket
udbytning og forværring af arbejderklassens materielle vilkår.6 I denne
sammenhæng blev arbejderopstanden i Lyon i 1831, behandlet i en omfat-
tende litteratur, til et vendepunkt. Den blodige repression i Lyon og Paris
viste på en gang arbejderne samenhængen mellem undertrykkelsen på virk-
somhederne og statsapparatets og de lokale myndigheders repressive appa-
rat.7 Den første organiserede modstand opstod netop efter begivenhederne i
1831 og 1848, oftest som foreninger af gensidig eller kooperativ karakter, der
igen tjente som dække for en egentlig faglig virksomhed, først og fremmest
koncentreret omkring lønforhandlinger med arbejdsgiverne.
Med det andet kejserdømme ændrede både de politiske og økonomiske
forudsætninger sig. I sidste halvdel af 1850”erne og igennem 1860”eme fik
fransk industri sit gennembrud, industrien blev koncentreret, de selskaber
der dominerede det økonomiske liv i landet frem til 1939 så dagens lys.
Tilsvarende gennemløb arbejderklassen en udvikling, der for alvor gjorde
den til en faktur, der måtte regnes med.
Napoleon den Tredies anstrengte forhold til dele af borgerskabet og det
katolske hierarki fik ham til at søge en evt.
allieret i arbejderklassen. En
fransk arbejderdelegations deltagelse i verdensudstillingen i London i 1862
gav mulighed for formulering af en række krav ved hjemkomsten, delvis
under inspiration af mødet med engelsk fagbevægelse og repræsentanter for
den første arbejder-internationale.
Mellem 1862 og 1870 blev der gennemført en række betydelige reformer,
gåendefra arbejdernes retsstilling over for arbejdsgiveren til udvidelse af de
gensidige foreningers aktionsområde, hvilket muliggjorde en åben omdan-
nelse af dem til egentlige faglige organisationer. I 1864 udvidedes retten til
samling af eksisterende arbejderforeninger, ligesom strejkeretten indirekte
blev stadfæstet. I 1867 kom det endelige gennembrud med opnåelsen af
retten til at danne de såkaldte chambres syndicales, reelle fagforeninger. Fra
1868 til 1870 dannedes ikke mindre end 67 chambres syndicales, i 1869
oprettedes i Paris et chambre fédérale, en fællesorganisation.8
Hele denne udvikling skete, som det anføres af Henri Dubief i den omfat-
275

tende indledning til hans tekstsamling om den revolutionære fagbevægelse,
med regeringens velvilje og uden noget revolutionært perspektiv.9 For Du-
bief er det afgørende, at disse organisationer overlevede nederlaget for Pari-
serkommunen i 1871 og de kommende års undertrykkelse, og dermed mu-
liggjorde det relativt hurtige opsving i halvfjerdserne og udviklingen af den
revolutionære fagbevægelse, som Dubief har sat sig for at forklare opkom-
sten af.
Dubief peger på inspirationen fra Proudhon som afgørende for disse
chambres syndicales udvikling, mens Georges Defranc i sin lille oversigt i
Que-sais-je serien understreger inspirationen fra den britiske trade unionism
og de gunstige konjunkturer i tresserne og det industrielle gennembrud som
afgørende forudsætninger.
1°
1871 blev et vendepunkt. Pariserkommunens nederlag gav, som Dubief
anfører, et helt nyt erfaringsgrundlag. De økonomiske forudsætninger var
anderledes. Perioden 1873 til 1895 var, som det anføres i Madeleine Rebé-
rioux” gennemgang af den franske socialisme fra 1871 til 1914, præget af
stagnation og i visse perioder depression.ll Endelig havde også den del af
arbejderklassen, der var rekrutteret fra landdistrikterne og arbejdede i de
industrier, der havde udviklet sig udenfor de traditionelle industriområder,
tilpasset sig fabrikslivet og langsomt formet en arbejderbevidsthed, der nød-
vendigvis gav nye muligheder for de faglige kampe og organisationen af
dem. Dette aspekt, der fremhæves i et studie af Eric Hobsbawm, bl. a. med
stålværkerne i Le Creusot som eksempel, er naturligvis Virksomt over et
længere og svært definerbart tidsrum, men må tillægges større betydning,
end det bliver til del i den franske litteratur.12
Hvad angår forholdet til politiske bevægelser, først og fremmest de for-
skellige politiske partier og grupper, der dukkede op og forsvandt i hård
indbyrdes konkurrence, kom det ikke til at spille nogen væsentlig rolle før
fra 1880”eme. I 1879 dannedes det første franske arbejderparti på sociali-
stisk grundlag, Fédération du Parti des Travailleurs Socialistes de France,
FTFS, der snarere var en løs sammenslutning af forskellige grupper. I 1882
dannedes Jules Guesde Parti Ouvrier Socialiste Révolutionnaire, der var det
første marxistiske parti i Frankrig. Dets program var blevet udarbejdet i
London i 1880 af Marx, Engels,-Guesde og Lafargue, og det blev omkring
Guesdes parti og hans person, hele den omfattende diskussion om forholdet
mellem de politiske og faglige dele af arbejderbevægelsen kom til at stå helt
frem til 1914.13 I sit vigtige arbejde om fransk socialisme mellem 1871 og
1914 afviser Michelle Perrot stort set indflydelse fra den politiske gren af
arbejderbevægelsen på den faglige, som hun forklarer med de socialistiske
partier og gruppers totale afvisning af staten og dermed muligheden for en
reformpolitik indenfor kapitalismens rammer indtil 1892-93, da omslaget
kom i form af socialistemes regeringsdeltagelse 1890,eme igennem. Men
hun viser også, at denne udvikling i høj grad var betinget af eksemplet fra
fagbevægelsens kamp og reformpolitik, der blev en inspiration for den soci-
alistiske bevægelse, da den var kørt helt fast i 1880”eme.14
276

Allerede fra 1876 kunne arbejderne afholde årlige konferencer indkaldt
af chambres syndicales, der trods forbuddet fra 1872 mod strejker og faglig
aktivitet havde overlevet. Forklaringen er først og fremmest, som det
anføres af Caire, den nye tredje republiks behov for at styrke sig overfor
dens utallige fjenderi højrekatolske og monarkistiske kredse. En tilnær-
melse til arbejderklassen var nødvendig, og den sker fra 1876 med de
første brecher i forbuddet mod faglig virksomhed, de forviste kommunar-
ders hjemkomst efter amnestien i 1880 og den nye presselov fra 1883, der
muliggjorde udviklingen af en socialistisk presse. Afgørende blev loven af
1884, der legaliserede de faglige organisationer, men pålagde dem at blive
registreret hos myndighederne.
Men, som'det anføres af Georges Lefranc i hans store bog om fransk
fagbevægelse under den tredie republik, der trods fejl og lakuner alene i
kraft af sit omfang og sin grundighed er et af de vigtigste referenceværker,
nægtede mange fagforeninger at arbejde indenfor en juridisk ramme angi-
vet af regeringen. Denne reaktion betragter Lefranc som et vigtigt element
i hele fransk fagbevægelses videre virke, som et eksempel på dens ønske
om total uafhængighed af statsapparatet og politiske instanser. Samtidig
gør han den vigtige tilføjelse, at der var tale om en ren juridisk foranstalt-
ning. Arbejdsgiverne forbød dannelsen af fagforeninger, afskedigede ak-
tive arbejdere og nægtede at forhandle med dem, hvor arbejderne havde
fået gennemtrumfet retten til at organisere sig.15
Chambres syndicales blev i de følgende år den ene fløj af fransk fagbe-
vægelse og den, der lå tættest op ad den socialistiske bevægelse og fagfo-
reningerne i Storbritannien og det nordlige Europa. Udviklingen frem til
1884 frem til dannelsen af den faglige landsorganisation CGT, Confédéra-
tion générale du Travail, i 1895, blev præget af guesdisterne, der i 1886
samlede de eksisterende chambres syndicales i en landsorganisation, Fé-
dération des chambres syndicales.
Guesdisterne opfattede den faglige kamp underordnet den politiske, og
de faglige organisationer som et rent instrument for de politiske organisa-
tioner. Denne holdning førte hurtigt til faldende indflydelse i fagbevægel-
sen, hvor guesdisterne kun stod stærkt i industriområderne i nord, isæri
tekstilindustrien, og tekstilindustrien i Champagne.16 Samtidig isolerede
de sig i forhold til den øvrige socialistiske bevægelse, og medvirkede ifølge
Perrot til på skæbnesvanger måde at fjerne arbejderklassen fra den politi-
ske socialisme for lang tid med denne sekteriske holdning.” Jaures og
blanquisteme derimod havde en anden holdning til den faglige kamp, hvil-
ket forklarer blanquisternes relative styrke. Da Fédération des chambres
syndicales i 1895 accepterede at indtræde i den nystiftede landsorganisa-
tion CGT var det ifølge stort set hele litteraturen om fransk arbejderbevæ-
gelse i denne periode et nederlag for Guesdes linie, der også kom til kort i
den nye organisation. På det politiske plan fik Guesdes parti dog afgørende
betydning ved at fremstå som et marxistisk klasseparti og opretholde eksi-
277

stensen af en revolutionær kraft i arbejderbevægelsen, som det fremhæves
i Claude Willards store disputats om guesdisterne.'8
Fransk fagbevægelse karakteriseres ofte som stærkt præget af anarko-
syndikalistiske træk. Jean-Daniel Reynaud, der har skrevet en let læst
oversigt fulgt af et bind tekster fremhæver anarko-syndikalismens betyd-
ning betydning for udviklingen af fransk fagbevægelse og påvirkningen fra
Frankrig til de sydeuropæiske latinske lande og endog USA med Industrial
Workers of the World.19 Til gengæld advarer Robert Brecy i indledningen
til sin bibliografiske studie af fransk fagbevægelse fra 1871 til 1921, der er
et uvurderligt redskab, hvis man vil arbejde mere indgående med perio-
den, mod udelukkende at hæfte sig ved de anarkistiske elementer. Fransk
fagbevægelse opbygges af aktivister med forskellig politisk baggrund.20
Men for at vise anarkistemes indflydelse og autoritet henviser han til den
anarkistiske CGT-leder Gaston Monmousseaus besøg .hos Lenin i 1922
som chef for en CGT-delegation til den røde Internationale. Lenin, der var
stærkt utilfreds med ledelsen af det nystiftede kommunistiske parti, op-
fordrede Monmousseau til sammen med jernbanearbejdernes leder, Pierre
Semard, at danne et veritabelt kommunistisk parti, domineret af arbejdere
som dem selv.21 De blev begge fremtrædende kommunistiske ledere.
Anarko-syndikalismens organisatoriske ramme blev arbejdsbørserne,
Bourses du Travail. Ideen om at skabe lokale rammer om arbejderforenin-
gernes virksomhed gik helt tilbage til 1840”erne, men deres gennembrud
kom efter loven i 1884, der bl'. a. opfordrede byrådene til at stille lokaler til
rådighed for de faglige organisationer. Arbejdsbørsen i Paris i 1887 blev
den første. Den blev rammen om fagforeningernes virksomhed i bredeste
betydning, mødelokale, bibliotek og administrationscentrum. Antallet af
arbejdsbørser udviklede sig hastigt. De mest pålidelige tal (der er uenighed
mellem de forskellige fremstillinger om antallet af arbejdsbørser, hvilket
kan forklares med deres ofte meget svævende status) gives af Brecy, der
tæller 22 arbejdsbørser i 1892 og 86 i 1922. I 1895, ved CGTs dannelse, var
606 fagforeninger knyttet til dem, i 1900 1065 .22 I 1892 dannedes en sam-
menslutning af de eksisterende børser ved en kongres i St. Etinnes.
Arbejdsbørsernes gennembrud kan forklares med behovet for decentra-
liserede organisationer, der først og fremmest virkede som en form for
serviceorganer for arbejdernes selvorganisering. Dette aspekt understre-
ges af Dubief med en række tal. Småindustrien kom til at dominere i
Frankrig. I 1900 havde 9/10 af virksomhederne under ti ansatte. Småindu-
strien i Paris-regionen beskæftigede, stadig i 1900, en million mennesker,
men de store industrier i departementerne Nord og Pas-deCalais kun det
halve. Der opstod således et mønster, hvor værkstedet blev idealet for
arbejderen der. Ideologien indsnævredes til dette perspektiv og løsnin-
gerne fandtes indenfor disse rammer. Det var her, især anarkismen og
ideerne om selvorganisering slog igennem med så meget mere kraft, som
arbejderne her oftest var faglærte håndværkere i besiddelse af bevidsthe-
den om deres muligheder for ved egen hjælp, uden indblanding fra staten,
278

politiske partier eller faglige organisationer, at sørge for deres frigørelse.23
I samme forbindelse fremhæver Dubief betydningen af fransk arbejderbe-
vægelses store nederlag i Lyon 1831-34, juni 1848 i Paris og Kommunen i
1871. Mange arbejdere havde mistet troen på de store organiserede kam-
pe.
Arbejdsbørsernes ideologiske og praktiske leder blev journalisten Fer-
nand Pelloutier. Takket være Jacques Julliards omfangsrige politiske bio-
grafi over Pelloutier, der samtidig er en af de vigtigste analyser af arbejds-
børserne og hele den anarko-syndikalistiske bevægelse i Frankrig, råder vi
over nyt materiale til at forstå denne gren af arbejderbevægelsen.24
Som det antydes i bogens titel ser Jacques Julliard en direkte sammen-
hæng mellem Pelloutiers indsats og udviklingen af en faglig kamp, hvor
den direkte aktions principper stod i højsædet. Selve udtrykket direkte
aktion slog for alvor an efter 1900, men indholdet angives af Pelloutier
igennem 1890'erne, frem til hans død i 1901.
For Pelloutier var den direkte aktion oversættelse af klassekampen i
faglige termer, og Julliard understreger, at den ikke behøver være volde-
lig,25 men Pelloutier angav f. eks. boykot og sabotage som effektive
kampmidler. Også Reynaud behandler den direkte aktion og hele anarko-
syndikalismen indgående. For ham -
som også Julliard og Lefranc frem-
hæver det -
er det væsentlige i den direkte aktion ideen om arbejderklas-
sens selvorganisering, virkeliggørelsen af det kommunistiske manifests
bekræftelse af, at arbejderklassens frigørelse er dens eget værk. Et andet
træk, som Reynaud understreger, er den direkte aktion som opdragende
og bevidstgørende. Han omtaler her bevægelsen op til 1. maj 1906, hvor
CGT lancerede kravet om en otte-timers arbejdsdag. Bevægelsen led ned-
erlag, men CGT-lederne betragtede den alligevel som en besked. Kravet
var populariseret og var indgået i arbejdernes bevidsthed. Aktionerne ville
således være lettere at gennemføre senere.26
Pelloutier selv havde gennemløbet hele fransk fagbevægelses udvikling
på femten år, fra republikanisme, radikalisme, Guesdes socialisme, anar-
kisme til revolutionær syndikalisme. Han brød med Guesdes p. g. a. deres
forskellige opfattelse af generalstrejken. Guesde afviste den som eventyr
og spontanisme, mens den blev hovedhjørnestenen hos Pelloutier og CGT.
I 1894, et år før CGTs dannelse, lagde Pelloutier sig fast på den på CGTs
forberedende kongres inden stiftelsen i 1895. I brochuren »Qu, est-ce que
la greve générale?« fra 1895 fordømte han delstrejker som kostbare og
demobiliserende ligesom strejke- og arbejdsløshedskasser. Han vendte sig
ligeledes, med henvisning til Kommunen, mod det væbnede oprør, han
betragtede som dømt til nederlag. Den fredelige generalstrejke afviste han
med henvisning til, at arbejderne ikke ville kunne holde økonomisk ud.
For ham blev generalstrejken en aktiv, decentraliseret bevægelse, i fagfo-
reninger, boligkvarterer osv., uden ét centrum, men med en række auto-
nome centrer, således at kapitalismen ikke kan sætte hele sin kraft ind mod
et punkt, men langsomt svækkes. Målet for bevægelsen var ikke etablerin-
279

gen af et proletariatets diktatur eller socialisme, men en helt ny samfund-
stype, der skulle hvile på den frie produktion.27 Proudhonismen og Sorels
ideer genfindes her. Caire advarer mod at overvurdere Sorels indflydelse,
mens Dubief advarer mod at undervurdere den.28 Annie Kriegel har i en
større artikel behandlet indflydelsen fra Proudhon på den revolutionære
syndikalisme. Hendes konklusion er, at man hos Pelloutier og helt frem
hos CGT-lederne i 1918/20 finder en stærk indflydelse fra Proudhon. Når
den på visse områder er brudt skyldes det ikke et bevidst brud, men de nye
betingelsers krav.29
For Pelloutier var basisorganisationen fagforeningen. Dernæst kom side-
stående forbundet og arbejdsbørsen, hvor en lang række aktiviteter var
samlet, herunder de gensidige organisationer, som han lagde stor vægt på.
Arbejderne burde selv organisere deres hjælpeorganismer for ikke at blive
afhængige af staten eller offentlige myndigheder. De gensidige organisati-
oner kunne desuden bringe flere medlemmer til fagbevægelsen og for det
andet udgjorde de allerede en stærk bevægelse, der skulle kanaliseres ind i
de faglige organisationer. Hvad de kooperative organisationer angik
vendte Pelloutier sig mod ideen om kooperativismen som en alternativ
samfundsmodel, men i 1898 accepterede han deres plads indenfor arbejds-
børsernes organisation, igen for ikke at afskære sig fra denne indflydelses-
rige bevægelse.30
Børseme blev fra 1893 stærkt præget af anarkistiske aktivister. Den anar-
kistiske attentatbølge fra 1891 havde i 1893 lidt totalt nederlag, og de anarki-
stiske organisationer blev optrævlet af politiet'. I sin omfattende afhandling
om den anarkistiske bevægelse i Frankrig offentliggør Jean Maitron et do-
kument, han har fundet i politiets arkiver. Det drejer sig om en instruktion
fra den anarkistiske avantgarde-gruppe i London, hvis ledere var Louise
Michel, heltinden fra Kommunen, Malatesta og Kropotkin. Stilet til franske
anarkistgrupper anbefaler det indtræden i fagforeningerne og hvor der ikke
eksisterer faglige organisationer eller de er lukket for anarkister dannelse af
nye. Alt sammen med det formål at udsprede anarkistisk propaganda i
arbejderklassen og advare den mod »de autoritære socialister, der vil blive
deres undertrykkere i morgen«.31 CGT blev frem til 1914 præget af anarki-
stiske ledere, selvom der fra 1906 var tale om en modereret og til den faglige
kamp tilpasset anarkisme. Dubief anfører, at det er gennem arbejdsbørser-
ne, anarkisteme sikrede sig kontrollen over fransk fagbevægelse.32
I Jean Bruhat og Marc Piolats CGTs historie, der repræsenterer den offi-
cielle CGT-historieskrivning, omtales arbejdsbørseme kun over en side, og
deres betydning reduceres til at være en forløber for vore dages lokale og
departementale faglige sammenslutninger.33 Dette synes at være en noget
flot påstand de kommende års udvikling taget i betragtning. Ganske vist var
det de guesdistisk orienterede organisationer, der tog initiativ til en samling
af chambres syndicales og bourses du travail med en fælles kongres i 1894,
der i princippet godkendte enheden, trods, som det er vist, dybe uoverens-
stemmelser mellem guesdister og anarko-syndikalister. Både Pruhat/Piolat
280

og Lefranc understreger, at der var tale om en stærk strømning til fordel for
dannelse af en landsorganisation, og at man fra begge sider søgte at udnytte
den strømning til egen fordel. Trods forbehold anbefalede Pelloutier delta-
gelse for ikke at afskære sig fra indflydelse i den nye organisation.34
På den stiftende kongres i Limoges vandt Pelloutiers tilhængere en afgø-
rende sjer, som fik betydning for hele CGTs kommende virksomhed ved at
få vedtaget en resolution, der krævede total adskillelse mellem faglig og
politisk aktivitet, endog forbud mod ledemes politiske organisering.35 Men
en indrømmelse til guesdisteme blev det, som Bruhat/Piolat anfører, at
kongressen formulerede en række krav, som arbejderne burde stille til kan-
didaterne ved kommunalvalget i 1896.36 De lægger også vægt på, at stiftel-
sen af CGT skete på et klassegrundlag og at kongressen definerede det
kapitalistiske system som det ene menneskes udbytning af det andet.
Ifølge Lefranc var ti forbund repræsenteret, som kunne siges at være
landsdækkende, mindst 22 arbejdsbørser og 126 chambres syndicales, fagfo-
reninger. De tre kategorier af organisationer blev optaget i CGT, men den
nye organisation var langt fra nogen enhed. ArbejdsbørSeme fortsatte under
Pelloutiers ledelse at køre deres eget løb frem til 1901 og Pelloutiers død. De
reformistiske organisationer som det grafiske forbund, Syndicat du Livre,
der samtidig var blandt de stærkeste faglige organisationer, var på vagt både
overfor guesdisteme og anarkisteme. CGT var, som både Dubief og Le-
franc anfører det, sammenbruddet nær.37
Kongressen i Montpellier betragtes af både Bruhat/Piolat og Dubief som
CGTs virkelige gennembrud, da det lykkedes at få et kompromis i land for
at standse arbejdsbørsemes aktivitet og omdanne dem til rent lokale organi-
sationer under CGTs ledelse, samtidig med at der skete en stramning af
landsorganisationens ledelse. Kongressen i Amiens i 1906 blev et andet
vendepunkt. Den fandt sted efter de store minearbejderstrejker i Nord og
Pas-de-Calais efter en mineulykke med 1200 dødsofre og de store strejkebe-
vægelser for otte-timers dagen omkring 1. maj, men samtidig i et ugunstigt
politisk klima. Socialisteme var udelukket fra enhver regeringsindflydelse
og trods dannelsen af det socialistiske enhedsparti SFIO i 1905, der samlede
tilhængerne af Guesde og Jaures, svækket af års indbyrdes kampe.38 Rege-
ringen var præget af yderst reaktionære kræfter, og især kom arbejderbevæ-
gelsen i de kommende år til at prøve kræfter med den nye indenrigsminister,
Georges Clemenceau.
Kongressen i Amiens domineredes af diskussionen om forholdet mellem
den politiske og faglige del af arbejderbevægelsen. Diskussionen, der gengi-
ves udmærket af Lefranc,39 udmundede i et resolutionsforslag fra anarkisten
Griffuelhes, der blev vedtaget med stor majoritet, og siden kendt som
Amiens-Charteret, der angiver hovedretningslinieme for CGTs virksomhed.
Charteret bekræftede uafhængigheden af enhver politisk skole fra den stif-
tende kongres i 1895. Det understreger klassekampens realitet og behovet
for at føre en stadig kamp for de dagsaktuelle krav. Men ved siden af er
fagbevægelsens opgave at forberede den hele frigørelse. Midlet er general-
281

strejken, og fagforeningen, der hidtil har været en modstandsorganisation,
skal udvikle sig til at blive en samling for produktion og fordeling, basis for
en social reorganisation.
Dette program blev aldrig iværksat, selvom generalstrejken forblev
kampmiddel nummer et, og de følgende år blev præget af hårde konfrontati-
oner med ordensmagten og blodig nedkæmpelse af strejkebevægelseme,
som er behandlet i en bog af Jacques Julliard.40 Det er også tvivlsomt, om
der var opbakning bag linien fra Amiens. Dubief anfører således, at det
revolutionære flertals styrke på kongressen kan forklares ved, at hver orga-
nisation havde en stemme, hvilket gav de små, anarkistisk dominerede or-
ganisationer en overvægt. Andre delegerede var udpegede af lokale ledelser
og havde aldrig været på valg.41
Givet er det, at de kommende år frem til 1914 var præget af stagnation og
hårde sammenstød med arbejdsgivere og regeringsmagt. Stemningen i pe-
rioden gengives i f. eks. CGT-lederen Pierre Monattes skrifter, der er udgi-
vet af Jean Maitron og Colette Chambelland, der har skrevet en glimrende
introduktion.42 Hele dette klima gavnede ikke rekrutteringsmulighedeme,
og man skal helt frem til den første verdenskrig og CGTs fundamentalt
ændrede stilling med accepten af krigsindsatsen for at få et medlemsmæssigt
gennembrud.
Således var i 1901 122.067 lønmodtagere i industrien organiseret i CGT,
ud af et antal på 3.286.000 industriarbejdere og ialt 614.173 organiserede.
Organisationsgraden var altså på 18 pct., og heraf var kun 1⁄5organiseret i
CGT. I 1906 omfattede CGT 202.273 medlemmer ud af 836.134 organisere-
de, og i 1912 var tallet 687.463 mod 1.064.413 organiserede og godt syv
millioner lønmodtagere i industrien.43 Trods fremgang var CGTs stilling dog
svag.
Disse tal kalder på nogle kommentarer. For det første bør nævnes vanske-
lighedeme ved i det hele taget at etablere sådanne tal, da man kan udgå fra
forskellige kriterier. Er man f. eks. organiseret når man har underskrevet en
indmeldelsesblanket og modtaget et medlemskort eller når man et år igen-
nem har betalt kontingent? Det er blot et af de spørgsmål, der har givet
anledning til en omfattende debat, der kan følges i en række forskellige
arbejder om fransk fagbevægélses historie.44
For det andet viser tallene eksistensen af faglige organisationer uden om
CGT. De gule fagforeninger, der opstod omkring 1900 og kulminerede om-
kring 1907, var som oftest rene arbejdsgiverorganisationer, hvis indbyrdes
stridigheder begrænsede deres gennemslagskraft. I 1907 offentliggjorde den
vigtigste af dem et medlemstal på 375.000.45
Af en helt anden solid og varig karakter blev den kristelige fagbevægelse,
der især udviklede sig i det nordlige og vestlige Frankrig efter 1884, der var
stærkt inspireret af kristelige arbejderorganisationer i Belgien. Vatikanet
gav sin støtte til dannelsen af en kristelig fagbevægelse i 1892 med encykli-
kaen Rerum novarum, der også definerede den kristelige fagbevægelses
mål: et maksimum af borgfred mellem arbejdere og arbejdsgivere. Den kri-
282

stelige fagbevægelse blev en massebevægelse, der først i 1960”eme afkon-
fessionaliserede sig med den kristelige landsorganisation CFTCs omdan-
nelse til CFDT, der imidlertid stadig organiserer kristelige lønmodtagere.46
Man kan sige, at fransk fagbevægelse i 1906 trods sin relative svaghed
havde overstået det forberedende stadium. Det er karakteristisk, at dens
særtræk fra perioden op til 1906 genfindes siden, naturligvis modificeret og
præget af andre forudsætninger og betingelser. Kampen mellem anarko-
syndikalister, reformister og guesdister fortsatte frem til 1914. Med accepten
af deltagelse i krigsindsatsen fra flertallets side mistede det antimilitaristiske
og anarkistiske element endegyldigt terræn. CGT-lederen Léon Jouhaux,
der kom fra den anarkistiske fløj, fastslog i 1914, at arbejderklassen er en del
af nationen og har en fælles arv med borgerskabet."*7 Reformismens gen-
nembrud i CGT fremmedes af denne udvikling og erfaringerne fra deltagel-
sen i krigsadministrationen, der frk CGT ud af årtiers isolation og viste dens
ledere nye arbejdsmuligheder. Dette gik hånd i hånd med reformismens
gennembrud på internationalt plan, tæt knyttet til følelsen af verdenskapita-
lismens uimodståelighed på verdensplan, som det påpeges af Georges
Haupt.48
Med den russiske revolution og de mislykkede forsøg på at genoplive den
anden Internationale og dannelsen af kommunistiske partier, som Annie
Kriegel for Frankrigs vedkommende har beskrevet i sin store disputats,
hvor hun viser den afgørende rolle, aktivister og ledere fra CGT kom til at
spille, kom konflikten indenfor fagbevægelsen i de følgende år til at stå
mellem kommunister og socialister, en erklæret revolutionær eller reformi-
stisk linie.49 Trods genforeningen af CGT i 1936 efter splittelsen i 1921 har
denne problematik været dominerende i fransk fagbevægelse siden, og har
også domineret forskningen. Genforeningen i 1943 var knyttet til den anti-
fascistiske modstandskamp, og splittelsen i 1947 var i høj grad betinget af de
traditionelle modsætninger i fransk fagbevægelse selv om den begyndende
kolde krigs klima og især presset udefra blev den direkte årsag, og ren og
skær antikommunisme blev fundamentet for den nye organisation, Force
Ouvrieres, virksomhed, efter at kommunisteme havde sikret sig flertal i
CGT efter krigen.50
Endelig er det slående, f. eks. blot ved læsning af indføringer som nogle af
de her benyttede omhandlende perioden efter 1945, analyser af arbejds-
kampe eller bestemte sider af den faglige aktivitet, i hvor høj grad de faglige
organisationer stadig bærer præg af og åbent henviser til den faglige tradi-
tion, der blev grundlagt i de år, der her er omhandlet. Uafhængigheden af
politiske partier spiller en stor rolle, i hvertfald for CFDT. Generalstrejken
betragtes stadig som et realistisk middel i den faglige kamp, lige som der går
en lige linie fra traditionerne og ideerne om direkte aktion og arbejdernes
selvorganisering til CFDTs projekter om autogestion, som også har været
søgt afprøvet i faglige kampe i de seneste år.51 Denne bevidsthed om en linie
bagud og sammenhængen med den har igen præget forskningens karakter og
især været bestemmende for den store interesse for arbejderbevægelsens og
283

mere bestemt fagbevægelsens historie, som har fundet udtryk i en række
vigtige udgivelser og især enkeltstudier af konflikter, enkelte arbejdspladser
osv., hvoraf man finder en del i den i note 1 omtalte artikel og løbende isæri
tidsskriftet Le Mouvement Social.
NOTER
1 Michelle Perrot & Jean Maltron: Sources, institutions et recherches en histoire ouvn'ere
francaise. I Le Mouvement Social, octobre-decembre 1968, p. 121-161.
2 Guy Caire: Les Syndicats Ouvn'ers. Paris 1971.
3 Serge Mallet: La nouvelle classe ouvriere. Paris 1969. Alain Touraine: La conscience
ouvriere. Paris 1966.
4 Caire, ovenf. anf. D. 38.
5 George Lefebvre: La France sous le directoire (1795-1799). Paris 1977, sp. 26.
6 Edouard Dolléans & G. Dehove: Histoire du Travail en France, tome 1: Des origines a
1919. Paris 1953.
7 Femand Rude: Le Mouvement Ouvrier a Lyon de 1827 a 1832. Paris 1944, er det klassiske
værk om arbejderopstanden i Lyon.
8 Caire, ovenf. anf. p. 52.
9 Henri Dubief: Le syndicalisme révolutionnaire. Paris 1969, p. 11.
10 Georges Lefranc: Le syndicalisme en France. Paris 1973, p. 6ff.
11 Madeleine Rebérioux: Der franzosische Sozialismus von 1871 bis 1914. I Geschichte des
Sozialismus. Band V. Hrg. von Jacques Droz. Frankfurt 1975, p. 9ff.
12 Eric Hobsbawm: Economic Fluctuations and some Social Movements since 1800. 1. E. J.
Hobsbawm: Labour-ing Men. Studies in the History of Labour. London 1976, p. 144.
13 Rebérioux, ovenf. anf. p. 35ff.
14 Michelle Perrot: Les socialistes français et les problemes du pouvoir (1871-1914). 1 Mi-
chelle Perrot & Annie Kriegel: be socialisme francais et le pouvoir. Paris 1966, p. 36.
15. Georges Lefranc: Le Mouvement Syndical sous la Troisieme République. Paris 1967, p.
36H'. (I det flg. Lefranc).
16 Dubief, ovenf. anf. p. 18.
17 Michelle Perrot, ovenf. anf. p. 58.
18' Claude Willard: Le Mouvement socialiste en France (1893-1905): Les guesdistes. Paris
1965.
19 Jean-Daniel Reynaud: Les syndicats en France. Tome l. Paris 1975, p. 63.
20 Robert Brecy: Le Mouvement Syndical en France, 1871-1921. Essai bibliographique.
Paris, La Haye, 1963, p. XXXIII:
21 Brecy, ovenf. anf. p. XXXIV.
22 Brecy, ovenf. anf. p. 8.
23 Dubief, ovenf. anf. p. 7ff.
I . .
24 Jacques J ulliard: Femand Pelloutier et les origines du syndicalisme d'action dlrecte. Paris
1971.
25 Julliard, ovenf. anf. p. 2146'.
26 Reynaud, ovenf. anf. p. 66.
27 Julliard, ovenf. anf. p. 86ff.
28 Caire, ovenf. anf. p. 68. Dubief, ovenf. anf. p. 38.
29 Annie Kriegel: Le syndicalisme révolutionnaire et Proudhon. I A. Kriegel: Le pain et les
roses. Paris 1968, p. 96ff.
30 Julliard, ovenf. ant'. p. 230ff.
284

31
32
33
34
35
Jean Maitron: Histoire du Mouvement anarchiste en France (1880-1914). Paris 1951, p.
248.
Dubief, ovenf. anf. p. 2411'.
Jean Bruhat/Marc Piolat: Esquisse d' une histoire de la C.G.T. Paris 1966.
Lefranc, ovenf. anf. p. 64.
Lefranc, ovenf. anf. p. 68.
36 Bruhat/Piolat, oven. ant'. p. 43.
37
38
39
40
41
42
43
44
45
46
47
48
49
50
51
Lefranc, ovenf. anf. p. 70. Dubief, ovenf. anf. 34.
Madeleine Réberioux: La République radicale? (18984914). Paris 1975, giver en hurtig og
udmærket oversigt over den politiske, sociale og kulturelle baggrund.
Lefranc, ovenf. ant'. p. 138ff. Amiens-charteret er trykt som anneks hos Lefranc, p. 406.
Jacques Julliard: Clemenceau: Briseur de greves. Paris 1965.
Dubief, ovenf. anf. p. 42.
Syndicalisme révolutionnaire et communisme. Archieves de Pierre Monatte. Paris 1968.
Brecy, ovenf. ant'. p. 9.
Diskussionen og de metodiske spørgsmål nævnes f. eks. hos Antoine Prost: La CGT a
l'époque du Front populaire. 1934-1939. Essai de description numérique. Paris 1964, p.
lff. Annie Kriegel: La croissance de la CGT 1918-1921. Essai statistique. Paris, La Haye
1966, p. 10ff.
Lefranc, ovenf. anf. p. llOff.
Lefranc, ovenf. anf. p. 117ff.
Annie Kriegel/Jean-Jacques Becker: La
guerre et le mouvement ouvrier francais. Paris
1964, p. 142.
Georges Haupt: Le Congres manqué, l'Intemationale a la veille de la premiere guerre
mondiale. Paris 1965, p. 257ff.
Annie Kriegel: Aux origines du communisme francais, 1914-1920. Tome I, II. Paris, La
Haye 1964.
Lucien Rioux: Clefs pour le syndicalisme. Paris 1972, p. 86.
Om diskussionerne mellem CGT og CFDT om den faglige strategi, se G. Adam: L'unité
d'action CGT-CFDT. Revue francaise de Science politique, 1967, p. 576-590.
285

USA
Moderne Amerikansk Fagbevægelse. En bibliografi
Af Lene Koch
Denne bibliograñ omfatter litteratur om fagbevægelsen i USA i perioden fra
1963 til idag, med hovedvægten på de sidste 10 år. En bibliografi over den
amerikanske fagbevægelse er indholdsmæssigt en anden sag end en biblio-
grañ over de fleste europæiske fagbevægelser, idet kun ca. en fjerdedel af
den amerikanske arbejderklasse er organiseret i fagforeninger. Litteraturen
om dette emne giver således kun adgang til oplysninger om en minoritet
indenfor den amerikanske arbejderklasse. Denne organiserede gruppe er
traditionelt rekrutteret blandt mandlige hvide industriarbejdere. Siden mid-
ten af 1960”erne er imidlertid nye grupper, oftest af den etablerede fagbevæ-
gelse betragtet som umulige at organisere, begyndt at organisere sig nedefra.
Det gælder f. eks. kvindelige arbejdere i både industri- og servicefag, sorte
arbejdere og andre etniske minoriteter, (mest kendt er nok de californiske
landarbejderes kamp). Endelig er den faglige organisering blandt offentligt
ansatte i stærk vækst. 1
Disse nye organiseringstendensers begyndelse i midten af 60'erne marke-
rer bibliografiens kronologiske begyndelsespunkt, uanset at der ikke kan
sættes noget skarpt tidsskel. 50”emes omfattende debat om kommunisme og
korruption i fagforeningerne er ikke medtaget, men en del litteratur som er
medtaget fra midten af 60”eme, især om generelle fagforeningsforhold, er
stærkt præget af denne debat.
Jeg har især koncentreret mig om den litteratur der er skrevet af progres-
sive liberale, socialister og radikale, dvs. folk med en eller anden tilknytning
til eller sympati for arbejder- og venstrebevægelsen.
Endelig har jeg så godt som udelukkende medtaget litteratur, der er til-
gængelig i Danmark, enten på biblioteker elleri boghandel. Dette medfører
en betragtelig indsnævring af udvalget, fordi der er tale om et samtidigt
emne og fordi det er vanskeligt at få fat i materiale om de mange lokale
faglige eller fagoppositionelle grupper der dukker op i forbindelse med den
faglige kamp i USA.
For at bøde lidt på disse vanskeligheder har jeg søgt at lave en ret omfat-
tende liste over tidsskriftlitteraturen, hvor man ofte kan finde henvisninger
til nyudgivelser, annoncer herom og nyere tendenseri den faglige bevægel-
se. Men det må understreges at mulighederne for at lave egentligt videnska-
beligt arbejde om den amerikanske fagbevægelse'på dansk jord er meget
ringe. De store danske forskningsbiblioteker er dårligt forsynede og deres
udvalg virker ofte ganske tilfældigt. Hvis man vil arbejde med primære
kilder, er man henvist til at foretage en studierejse tværs over Atlanten. God
I'CJSC.
286

Bibliografien er tematisk opdelt og de fleste titler er kommenterede.
Forkortelser
Den Amerikanske Ambassades Bibliotek i København (ab)
Arbejderbevægelsens Bibliotek og Arkiv i København (aba)
Det Kongelige Bibliotek (kb)
Roskilde Universitets bibliotek (rub)
Statsbiblloteket l Arnus (sa)
TidsskriftScentret , Rådhusstræde, København (tc)
Universitetsbiblioteket, Amager (ua)
Titler med en (*) er utilgængelige i Danmark og må skaffes i USA.
Alle andre kan købes i Københavnske boghandler (Københavns Bogcafé på
Kultorvet).
I. Håndbogs- og opslagslitteratur
Fink, Gary (ed): Biographical dictionary of American Labor Leaders.
Westport Connecticut, 1974. (ab) (kb)
Værket rummer oplysninger om både afdøde og nulevende personer.
Handbook of Labor Statistics, 1975. Reference edition. U.S.
Department of Labor. Washington DC. 1975 (ab)
1975 udgaven er anført her fordi den udover aktuelle data osse rum-
mer fyldige historiske oplysninger. De senere udgaver går kun 10 år
tilbage i tiden.
Roberts, Harold S.: Roberts' Dictionary of Industrial Relations. Bureau
of Natioonal Affairs, Washington DC. 1971. (ab). Glimrende opslags-
værk, revideret efter ældre udgave fra 1966. Litteraturhenvisningeri
tilknytning til de enkelte artikler.
Who's Who in Labor. New York 1976. (ab). Biografiske oplysningerom
nulevende arbejderledere. Bogen er værdifuld fordi den rummer lister
over alle amerikanske fagforeninger med adresser. Desuden oplys-
ninger om alle delstatslige arbejdsminisrerier og en lang række offl-
ciellefagüweningsblade, begge dele med adresser.
II. Generelle introduktioner til arbejderbevægelse
og arbejderforhold
Armanski, Gerhardt: Krise und Klassekampfe in den USA. i: Kritik der
Politischen ökonomie, 4. Jahrgang, Heft 11/12. Nov. 1976. (tc).
Gennemgang af krisens gennemslag i USA og dens konsekvenser for
arbejderklassens muligheder. Refererer og vurderer politisk en række
af de seneste arbejdskampe. Stor bibliograñ.
287

Aronowitz, Stanley: False Promises. The Shaping of American Working
Class Consciousness. New York 1974. (kb)
En vigtig og meget omdiskuteret bog baseret på en tese om at en ny
amerikansk arbejderklasse, bestående af unge militante arbejdere, er
under dannelse.
Brecher, Jeremy and Costello, Tim: Common Sense for Hard Times.
New York 1976. (*) Kan rekvireres gennem tidsskriftet Radical Ame-
rica's pamfletordning (se dette). Om krisen og arbejderklassen idag.
-, Wage Labor in the U.S. Today. in: Radical America, vol 10, no 4,
July-Aug. 1976. (to). Om nyere kritiske tendenser blandt unge arbej-
dere overfor arbejdspladser og fagforeninger.
Braverman, Harry: Labour and Monopoly Capital. The degradation of
work in the twentieth century. New York/ London 1974.
Levinson, Andrew: The working class majority. New York 1974.
Gennemhuller myten om at arbejderklassen overvejende er 'white
collar'. Om arbejderklassens konservativisme og sammenhængen
mellem arbejderbevidsthed og fagforeningspolitik.
Work in America: Report of a special task force to the Secretary of
Health Education and Welfare. Cambridge Mass. 1973 (kb). En 0m-
fattende føderal undersøgelse om »the quality of work«. Et officielt
forsøg på at forstå den voksende utilfredshed i arbejderklassen, på
arbejdspladserne, de mange vilde strejker etc.
Beitrage zum wissenschaftlichen Socialismus 3: 1976 Heft 8. Sept. 1976.
Sæmr. om USA. (aba)
Scymanski, Albert: Trends in the American Working Class. in: Socialist
Review vol no 10, July aug 1972. (to).
III. Fagbevægelsen generelt
III. 1. Introducerende titler.
Green, Gil: What*s happening to labor? New York 1976. God, men
noget overfladisk introduktion til fagbevægelsen idag. Historisk per-
spektivering af den aktuelle situation og i polemik med Aronowitz-
skolen. (Uba)
Lipset, Seymour Martin: The first new nation. The USA in historical
and comparative perspective. London 1963. (kb). Interessant pga.
sine synspunkter på fagforeningemes integration i det amerikanske
system, skrevet af et af den borgerlige sociologis store navne.
Mkrtchian, A: U.S. Labor Unions Today. Basic Problems and Trends.
Moscow 1973. Sovjetrussisk fremstilling med hovedvægten på
1960”emes fagbevægelse og forhold til det Demokratiske Parti.
Peck, Sidney: Current Trends in the American Labor Movement. in:
Insurgent Sociologist, vol V, no II, Winter 1975. God oversigtsartikel
med fyldig bibliograñ.
288

Widick, B. J.: Labor Today. The Triumphs and failures of unionism in
the United States. Boston 1964(kb). Skrevet i lyset af de mange an-
klager for kriminalitet og korruption.
III. 2. Fagbevægelsens struktur og ledelsesforhold:
Barbash, Jack: American Unions, structure government and politics.
New York 1967. (kb). Grundig og solid. Behandler osse lokalafdelin-
gemes forhold.
Edelstein, J. David and Warner, Malcolm: Comparative union demoe-
racy Organization and opposition in British and American Unions.
London 1975. (kb).
Estey, Marten: The Unions. Structure, development and management.
New York 1976. (ua). En lille let introduktion. God at starte med.
IV. Arbejdskampe og Rank-and-filebevægelser
Root and Branch: The rise of the workers' movements. Root and Branch
(ed.). Fawcett Crest Books. Greenwich Connecticut 1975.
Antologi udarbejdet og redigeret af den socialistiske gruppering Root
and Branch bl. a. Aronowich, Brecher og Mattick Jr. Indeholder bl. a.
artikler om postarbejderstrejken i 1970, transportarbejdeme og auto-
arbejdeme. (*).
Brecher, Jeremy: Strike. San Francisco 1972. Omdiskuteret bog om
selvorganiserede arbejdskampe både historisk og aktuelt. Se debat og
anmeldelse i Radical America vol 7, no 6, nov-dec 1973. (rub).
Peck, Sidney: The rank and file leader. New Haven Connecticut 1963.
Om tillidsmandssystemet om den menige arbejders bevidsthed, skre-
vet på et tidspunkt hvor fagforeningslederes tvivlsomme image stod i
centrum af debatten. (kb).
V. Enkelte fagforeninger og brancher
V.l. United Farm Workers og kampen i Californien
Kushner, Sam: Long Road to Delano. A century of farmworkers'
struggle. New York 1976. Historisk anlagt men up to date.
Levy, J aques E.: Cesar Chavez -
Autobiography of La Causa. New York
1975. Biografi om Chavez.
Mathiesen, Peter: Sal si Puedes. Cesar Chavez and the New American
Revolution. New York 1970.
Michels, Peter M.: Wetbacks, Kojoten und Gorillas. Arbeitskampfe der
Farmarbeiter in den USA. Frankfurt am Main 1976. (kb).
Førstehåndsberetning fra de afgørende kampe i 1973 veksler med
grundig baggrundsinformation.
289.

Taylor, Ronald B.: Chavez and the farmworkers. Boston 1975.
Biografi over Chavez og UFWs historie.
V. 2. Minearbej derne
Green, Jim: Holding the line. Miners' militancy and the strike of 1978 in:
Radical America, vol 12, no 3, may-june 1978 (tc).
Koch, Lene: Man kan ikke bryde kul med bajonetter i: Politisk Revy no.
329, 31. marts 1978. (tc).
Koch, Lene og Kristiansen, Marianne: Bed for de døde og kæmp som
bare fanden for de levende i: Politisk Revy nr. 255, nov. 1974. (tc).
Om minearbejderstrejken op til overenskomstforhandlingeme i 1974.
Whalen, Eileen and Lawrence, Ken: American Workers and liberation
struggles in South Africa. The boycot of coal and Chrome, in: Radical
America, vol 9, no 3, May-June 1975. Om minearbejdemes kamp mod
kulimponer fra Sydafrika i 1973-74. (tc).
Coal Winter in: In These Times. March 17. 1978. Artikelsamling om
minestrejken i 1978.
V. 3. Stålarbejderne
Bogdanich, George: Never a kind word for Abel in: The Nation, may 7,
1973. (kb). Om stålarbejderforbundets nyligt afgåede præsident.
-, Steel. No strike and other deals in: The Nation, sept. 7, 1974. Om
Stålarbejderforbundets overenskomst i 1974. (kb).
Koch, Lene og Kristiansen, Marianne: Overenskomstforhandlingerne i
USA in: Politisk Revy nr. 301, apr. 1977. Om stål- og auto. (tc).Mo-
berg, David: Socialism and the steelworkers in: Socialist Revolution
vol 6, no 4. Oct-dec 1976. (tc). Om fagoppositionelt arbejde i stålar-
bejdemes fagforening, USW.
Rusticus: The Sadlowski Campaign in: Radical America vol. 11, no 1.
Jan-Feb 1977. (to).
V. 4. Automobilarbejderne.
Georgakas, Dan: Detroit, I do mind dying. New York 1975.
Om sorte autoarbejdere i Detroit.
Legget, John C.: Class, race and labor. Working Class consciousness in
Detroit. New York 1968. (kb). Progressiv sociologisk undersøgelse af
klassebevidsthed især blandt sorte auto-arbejdere.
Lippert, John: Fleetwood wildcat. Anatomy of a wildcat strike, in: Radi-
cal America, sept-oct 1977, vol 11, no 5. (tc).
Marquart, Frank: An autoworkers, journal: The UAW from crusade to
one party union. Pennsylvania University Press, University Park,
Penn. 1977. Selvbiografi.
290

Serrin, William: The company and the union. New York 1973.
Om forholdet mellem autoarbejdemes forbund, UAW og General Mo-
tors, den største arbejdsgiver i bilindustrien. Dokumenterer intimt
klassesamarbejde.
Rothschild, Emma: Paradise Lost. The decline of the autoindustrial age.
New York 1974. Rummer bl.a. et betydningsfuldt kapitel om nye
kampformer blandt menige autoarbejdere i Lordstown.
Wildcat: Dodge Truck. Detroit 1974. Om en arbejdskamp på Dodge
fabrikkerne. Kan rekvireres gennem: Black and Red; Box 9546, De-
troit Mi. 48202. (*).
Radical America, vol 8, no 6. Jan-feb. 1975. Sæmummer om »Black and
White Workers in Detroit«. (tc).
V. 5. Transportarbejderne (The Teamsters)
James, Ralph and James, Estelle: Hoffa and the Teamsters: A study of
Union Power. New York 1965. (kb). Standardværk om Hoffa og The
Teamsters, skrevet af 2 sympatisk indstillede biografer. Væsentligt
værk for at forstå Teamsters styrke.
Rinaldi, Matthew: Dissent in the Brotherhood: Organizing in the Team-
sters, Union in: Radical America, vol 11, no 4, July-Aug 1977. (tc).
Om fagoppositionelt arbejde i Teamsters” Union.
Teamster Democracy and Financial responsibility. A structural and finan-
cial analysis. Washington DC. 1976. (*). Udgivet af PROD, en lands-
dækkende rank-and-file organisation inden for forbundet i modsæt-
ning til den korrupte ledelse.
V. 6. Havne- og dokarbejdere
Jensen, Vernon H.: Strife on the Waterfront. The Port of New York since
1945. Ithaca 1974. (kb). Især om International Longshoremen's Asso-
ciation (ILA). Går helt op til 1971 og er medtaget som den eneste mig
bekendte titel om dette forbund, der er tilgængelig i Danmark.
Larrowe, Charles P.: Harry Bridges. The rise and fall of radical labor in
the US. New York 1972. Om den progressive præsident for Intemati-
onal Longshoremen”sand Warehousemen's Union (ILWU): også hi-
storien om et progressivt forbund. Går op til slutningen af 60'erne.
(kb).
V. 7. Offentligt ansatte
Connery, Robert Howe og Farr, William: Unionization of municipal em-
ployees. New York 1970. (kb).
291

Kassalow, Everett M.: White collar unionism in the United States in:
Adolph Sturmthal (ed.): White collar trade unions. En gennemgang af
ændringer i arbejdskraftstrukturen og af væksten i 'white-collar uni-
onism”. (ab).
Syfers, Judy: San Francisco School Workers, Struggle in: Radical Ame-
rica, vol 12, no 2, March-April 1978. (tc).
Zagoria, Sam (ed.): Public Workers' and Public Unions. New Jersey
1972. (aab).
Congressional Digest: Congress and Public Employees, strikes. Feb.
1976. Diskuterer for og imod offentligt ansattes strejke- og organisa-
tionsret. (aab).
V. 8. Sorte Arbejdere
Foner, Philip S.: Organized labor and the black worker. 1919-1973. New
York 1974. Glimrende værk der går helt op til ca. 1970.
Jacobsen, Julius (ed.): The negro and american labor. New York 1968.
Essays. (kb).
Marshall, Ray F.: Labour in the South. Mass. 1967. Om arbejdskraften i
Sydstateme, hvor organisationsprocenten er betydelig lavere end i de
gamle industriområder. Skrevet af Caners arbejdsminister. (så).
-, The negro and organized labor. New York 1965. (kb). Standardværk.
Historisk men up to date.
V. 9. Kvindelige arbejdere
Davies, Margery: Woman*s place is at the typewriter in: Radical Ameri-
ca, vol 8, no 4, july-aug. 1974. (tc). Om kvinder i »HK«-sektoren.
Field, Joanna: The Coalition of Labor Union Women in: Political affairs,
vol 54, no 3, 1975. (CLUW, et forsøg på tværfaglig organisering af
fagforeningsorganiserede kvinder). (tc).
Jacobsen, Carolyn: Women Workers. Profile of a growing force in: Da-
vid Mermelstein (ed.) Economics. Mainstream Readings and radical
critiques. New York 1976.
Koch, Lene og Kristiansen, Marianne: Nu skal vi til at slås med fagfore-
ningen in: Kvinderi Kamp, Tiderne Skifter, Kbh. 1976. Om de sene-
ste organisationstendenser blandt kvindelige arbejdere.
Maddox, Jean: The light for rank and file democracy. Published by:
Union Wage. California 1976. Om initiativtageren til Union Wage, en
kvindeorganisation der støtter lokale organiseringsinitiativer blandt
kvindelige arbejdere. (pamflet).
Maupin, Joyce: Working Women and their organizations -
150 years of
struggle. Union Wage, California 1974. Om de nyeste tendenser inden
for kvinders faglige organisering i historisk perspektiv. (Pamflet).
Reverby, Susan: An epilogue -
or prologue to CLUW in Radical Ameri-
ca, vol 9, no 6, nov-dec 1976. (tc).
292

Tepperman, Jean: Organizing office workers in: Radical Amen'ca, vol
10, no 1, jan-feb. 1976. (to).
Troger, Annemarie: Coalition of Labor Union Women: Strategic Hope,
Tactical despair in: Radical America, vol 9, no 6, nov-dec 1976. (to).
Withom, Ann: The death of CLUW in: Radical America, vol 10, no 2,
March-April 1976. (to).
Women's Work Study Group: Loom, Broom and Womb: Producers,
maintainers and reproducers in: Radical America, vol 10, no 2, 1976.
(to). Om kvindearbejdets udvikling i USA.
VI. Arbejdsmarkedslovgivning
Arbejdsmarkedets forhold er juridisk reguleret under bl. a. National La-
bor Relations Act, der administreres af National Labor Relations Board
(NLRB).
Annual Reports of the NLRB, Washington DC. 1950ff. (kb).
Digest of decisions of the NLRB, Wash. DC. 1949ff. (kb). Dags dato har
bilbioteket skriftet til og med 1969.
Epp, David: Labor Law. Legal Almanac Series no 7. New York 1976.
(ab).
En let tilgængelig bog for lægmænd. Indeholder selve lovteksten til
forskellige love.
Koretz, R. F. (ed.): Statutory History of the United States. Labor Orga-
nization. New York 1970. Gennemgår arbejdsmarkedslovgivningen
“
detaljeret, historisk. Anfører de vigtigste præcedensskabende afgørel-
ser. (ab).
Miemyk, William: The economics of labor and collective bargaining. Lex-
ington Mass. 1973. (kb). Specielt om den juridiske regulering af de
kollektive forhandlinger.
Koch, Lene og Kristiansen, Marianne: Den amerikanske fagbevægelse.
Politisk Revy nr. 31 1, Maj 1977. Om AFL-CIOs lobbyvirksomhed for
at få ændret den eksisterende arbejdsmarkedslovgivning. (tc).
Lynd, Staughton: Workers, control and workers' rights in: Radical Ame-
rica, vol 10, no 5, sept-oct 1976. Om fagforeningemes forhold til
arbejdsmarkedslovgivning og om anvendelsen af juridisk repression
overfor disse. (tc).
VII. Fagbevægelsen og politik
Greenstone, J. David: Labor in American Politics. New York 1969.
Historisk lagt an, med vægten efter New Deal. (kb).
Radosh, Ronald: American Labor and Foreign Policy. New York 1969.
(kb). Om fagbevægelsens konservative indflydelse.
293

V111. Dokumentarisk litteratur
Fink, Gary M. (ed.): American Federation of Labor and Congress of
Industrial Organizations. Executive Council: Statements and Reports.
1956-1975. Bd. 1-5.
En dokumentarisk historie om det nationale forbund af fagforeninger
siden sammenslutningen af AFL og C10 i 1955. Værket er en samling
af officielle udtalelser fra Executive Council. (kb).
Lynd, Staughton (ed.): American Labor Radicalism. Testimonies and
interpretations. Wiley Sourcebooks in American Social Thought.
New York 1973. (kb). Dækker perioden fra slutningen af 19. årh. til
idag og rummer indlæg om UFW, UAW og de senere års militans
blandt unge arbejdere.
IX. Tidsskrifter:
Jeg har i det følgende samlet de amerikanske tidsskrifter der jævnligt
publicerer artikler om den amerikanske fagbevægelse. Tidsskriftlittera-
tur er ofte den eneste mulighed for at følge med i udviklingen indenfor
fagbevægelsen idag.
AFL-CIO News. Organisationens officielle ugeblad. (ab) (aba).
American federationist. Organisationens officielle månedsblad. Artikler
af mere principiel interesse. (ab) (aba).
American teacher. Officiel publikation fra American federation of
Teachers, AFL-CIO. (ab).
Business week. Ugeblad for progressive arbejdsgivere. Ofte glimrende
oplysende artikler om fagforeningerne på de største virksomheder.
(aab) (ua).
Dollars und Traume. Udgives af Joseph Weydemeyer Gesellschaft. Se
nedenfor.
Guardian. Uafhængigt socialistisk ugeblad. Uundværligt. (tc).
In These Times. Uafhængigt socialistisk/liberalt ugeblad.
Kapitalistate. Teoretisk mangistisk tidsskrift. Udkommer noget uregel-
mæssigt, men er vigtigt som en teoretisk forpost blandt marxistiske
forskere. (te) (aba).
Labor History. Videnskabeligt historisk tidsskrift. (aba).
The Militant. Socialist Workers” Partys ugeblad. (te) (aba).
Monthly Labor Review. Det amerikanske arbejdsministeriums officielle
månedsblad. Indeholder ofte værdifulde statistiske 0. a. oplysninger
om
lønforhold,overenskomstresultater mmm. (ab).
The Nation. Progressin liberalt ugeblad. (kb).
The New Republic. do. (ab).
294

Political Affairs. Det Amerikanske Kommunistpartis officielle måneds-
blad. (te) (aba).
The Progressive. (tc).
Progressive Labor. Udgives af Progressive Labor Party. (te).
Radical America. Det bedste blad på den amerikanske venstrefløj. Soci-
alistisk, udkommer hveranden måned. (tc) (ua).
Socialist Review. (Tidligere Socialist Revolution). Socialistisk, udkom-
mer hveranden måned. (tc) (ua).
The Review of Radical Political Economics. Teoretisk radikalt tidsskrift.
Har undertiden relevant stof.
Workers' Power. Internationale Socialisters blad. Især godt om autoar-
bejdeme i Detroit. (tc).
Endelig skal nævnes et nyoprettet marxistisk USA selskab i Tyskland, bl. a.
under ledelse af Gerhardt Armanski. Man kan melde sig til en abonne-
mentsordning og modtage selskabets skrifter i duplikeret form. Adresse:
Joseph Weydemeyer Gesellschaft für Sozialwissenschaftliche USA-For-
schung. Postfach 314163, I. Berlin 31.
295

Tidsskriftoversigt 1977/78
Ved Gerd Callesen
I Hug! nr. 15-16, som er et sæmummer om venstrebevægelsen i-Skandina-
vien, forsøger Håkan Arvidsson at analysere »Reformismens kris« i Dan-
mark/Norge/Sven'ge (5. 3-14). Han gennemgår ligheder og forskelle i »den
skandinaviska arbetarrörelsens särart« (s. 3) og konkluderer, at udviklingen
leder »bort från det särpräglat reformistiska och till en mera strikt borgerlig
politik utan de extra gameringar som varit den skandinaviska reformismens
kännemärke« (s. 15). Det er en læseværdig artikel. Niels Ole Finnemann
offentliggør en længere analyse i Socialistisk politik nr. 8/1977 under titlen
»Reformismen ved vejs ende?« (s. 19-37), hvor han også historisk forsøger
at finde en begrundelse for de danske arbejderes tilslutning til reformismen,
som betegnes som »et historisk rationelt valg« (s. 21). Der synes at være en
ny forståelse af reformismens betydning for arbejderne på vej, muligvis
mere differentieret end den tidligere fordømmelse. Ernst Dahl har kommen-
teret bl. a. denne artikel i politisk revy nr. 329 (»Socialdemokratiets prin-
cipprogram 2« s. 8-9). I den sammenhæng gør også en anden opfattelse af
Socialdemokratiets historiske rolle sig gældende, som det også fremgår af et
andet Modtryk-tidsskn'ft. I Den jyske historiker 12/1977 offentliggøres en
afhandling af Jens Christensen om »Socialdemokratiet i Danmark
1910-1930. Fra arbejderbevægelse i opposition -til arbejder- og folkebevæ-
gelse ved statsmagtens ror« (219 8.). Det er en meget indforstået beskrivelse
af den socialdemokratiske arbejderbevægelse, og til trods for terminologiske
forskelle adskiller den sig knap nok fra f. eks. »En bygning vi rejser«s resul-
tater. Resultatet er »I dette tidsrum (1910-1930) foregik det første afgørende
gennembrud for den klassesamarbejdende udviklingsstrategi med staten
som centrum, som SD mere og mere kom til at stå for. SD udviklede sig fra
et overvejende oppositionelt arbejderparti. . . til et bredere og statsbærende
parti« (5. l98f.). I artiklen findes en del statistisk materiale, som imidlertid
ikke udnyttes fuldtud. Tidsskriftets overgang til at blive en. skriftserie blev
yderligere demonstreret med dette nr. Årgangens4 numre bestod af 4 store
afhandlinger og kun dem (og et sæmummer). Det var således også tilfældet
med nr. 11. der handler om
»ImperialismeGrundlag -
Funktion -
Konse-
kvens« af et forfatterkollektiv på 9. Afhandlingen interesserer sigisær for de
perifere samfund, ulandene, men kommer dog også ind på nogle af de klas-
siske imperialismeteorier, især deres økonomiske aspekter, uden diskussion
af deres relevans for arbejderklassens handlemuligheder.
I et første sæmummer af Den jyske historiker (sept. 1977) udgives »doku-
menter til den spanske arbejderklasses og arbejderbevægelses historie
1880-1976«, som skal bruges i tilslutning til DjH 8, der var et temanummer
om revolution og kontrarevolution i Spanien 1800-1976. Dokumenteme er
som regel oversat fra originaleme; i de tilfælde hvor det ikke er således, er
der argumenteret rimeligt for at benytte andre udgivelser -
det gælder dog
ikke for dokumenterne 6, 9 og 10. Der findes iøvrigt en kommenteret littera-
296

turfortegnelse, hvor der dog f. eks. mangler et sæmummer af tidsskriftet
»Information« (sept. 1936), som stort set handler om den spanske borger-
krig. Heftet har nogle gode illustrationer. I en note 5. 61 opløses Socialistisk
Arbejder Internationale (som mærkværdigvis kaldes Labour- og Socialist
Intemationalen) i slutningen af 1930'erne. Det skete først i 1940 og forøvrigt
var den ikke den 21/2 Internationale. Sådanne fejl er ærgerlige, fordi de er
unødvendige. For nogle år siden blev der lavet en radioudsendelse med Åge
Kjelsø om bl. a. hans indsats i den spanske borgerkrig. Carl Heinrich Peter-
sen har nu bearbejdet denne beretning og fået den trykt i Hug! 17, »Dansk
trotzkist i spansk borgerkrig. Åge Kjelsø om sine oplevelser som frivillig i
Den internationale Brigade 1936-1938« (5. 56-64). Det drejer sig mest om
kommunistemes kontrarevolutionære fremfærd overfor alle som de ud-
nævnte til »trotzkister«. Denne beretning stemmer indholdsmæssigt godt
overens med andre oppositionelle kommunisters/socialisters fra deres tid i
Spanien.
I Clarré 6-1975 (udkommet juni 1977) offentliggøres for første gang på
dansk Palmiro Togliattis indlæg på Kominte'ms 7. verdenskongres i 1935 -
»Kan verdenskrigen forhindres?« (5. 9-74). Beklageligvis har man oversat
teksten efter den norske udgave fra 1936, som har været forkortet ligesom
den samtidige italienske og tyske udgave. Togliattis fuldstændige tale fore-
ligger på italiensk i en udgave fra 1973 og på tysk i en udgave fra 1975 (VII.
Kongress der Kommunistischen Internationale. Referate und Resolutionen)
-
det gælder iøvrigt også Piecks og Dimitrows taler på denne kongres. Det er
beklageligt, at redaktionen ikke har undersøgt sagen bedre på forhånd. I
tilslutning til Togliattis tale gengives resolutioneme til Piecks (s. 75-77),
Dimitrows (s. 78-92) og Togliattis indlæg (s. 93-99), som tidligere har været
trykt i Kommunistisk Tidsskrift. Heftet indledes med en tale af Ib Nørlund
»Kommunistisk Internationales 7. verdenskongres kan fortsat give inspira-
tion« (s. 3-8) fra 1975. Den røde kalender 1978 indeholder artikler af Morten
Thing om »Arbejderklassen i Danmark 1914-1930« (s. 117-35) og Jørgen
Bloch-Poulsen om »Arbejderklassens historie i Danmark i 1930”erne« (s.
136-50). Det var oprindeligt to foredrag, og deres opbygning er derfor for-
skellig. Det er oversigtsartikler, der forsøger at fremhæve de vigtigste linjer i
udviklingen. Det er åbenbart ikke lykkedes at befri sig for overtroen om de
faglærte arbejderes negative betydning (s. 118) eller eksterne faktorers ind-
flydelse (cand. politteme i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, s. 139). En
udmærket forklaring på Komintems åbne brevs forfejlede analyse af situati-
onen i Danmark findes også (s. 146f.).
politisk revy nr. 314 er et 44 5. stort sæmummer om 1945 og udviklingen i
årene derefter. Der er en del omfangsrige artikler om arbejderbevægelsen
internationalt og ligeledes om den danske bl. a. nogle interviews. Ebbe Søn-
derriis har skrevet om arbejderklassens fremstød lige efter krigens ophør,
som det udtrykte sig i de forholdsvis mange strejker, »Kusken og bagsmæk-
ken« og »Det røde hav« (s. 13-16). Claus Bryld har gennemført et interview
med Carl Madsen om det såkaldte retsopgør -
»Udrensningen skraber bun-
297

den« (5. 16-17,20), mens Hans Erik Avlund Frandsen har koncentreret sig
om Socialdemokratiets politik under besættelsen og efter befrielsen, som
det hedder i undertitlen til hans artikel »Fremtidens Danmark« (s. 18-20).
»Enhedsforhandlingeme« i 1945 mellem Socialdemokratiet og DKP behand-
les af Jørgen Bloch-Poulsen (s. 21-22). Artiklemes stof er delvis nyt, men
det man mest skal lægge mærke til er interpretationeme, som nogle af forfat-
terne har fremført mere udførligt andre steder. Det kan betale sig at anskaffe
numret.
Historievidenskab fortsætter i nr. 12 temaet fra nr. 8 og 9 i tre artikler om
arbejderbevægelsen og klassekampen under besættelsen. Mens de tidligere
numre udelukkende beskæftigede sig med venstrefløjen i arbejderbevægel-
sen, er dette nummer lagt bredere an. Claus Bryld skriver om »Socialde-
mokratiets og DKP's politiske hovedlinier 1935-45. En oversigt« (s. 9-42).
Det er en historisk artikel, der bl. a. klart gør rede for de forskellige linier,
der fandtes i Socialdemokratiet, og hvornår de blev de dominerende. Det
kædes sammen med udviklingen i de internationale forhold, og han når
derved frem til en periodisering, som stort set bekræftes af Lone Alstrup
Sørensen i hendes artikel om »Den danske ”krigsøkonomi' under den tyske
besættelse« (s. 43-65), hvor hun argumenterer for, »at den økonomiske
udvikling kun kan forstås, hvis der opereres med et skift i styrkeforholdet
mellem klasserne« (s. 62). Ole Borgå får trykt en anden del af sit speciale,
her »DKP's enheds- og folkefrontspolitik 1940-45« (s. 67-127). Det er især
en organisations- og ideologihistorisk undersøgelse, som på baggrund af en
rimelig forståelse af partiets position og med en del materiale når frem til
rimelige resultater, selvom det sidste ord om DKP's politik i disse år næppe
er sagt. Historievidenskab nrf 13-14 er et temanr. om Danmark og krisen i
mellemkrigstiden. Af umiddelbar relevans for arbejderbevægelsens historie
er Bodil Bang Nielsens artikel om »Socialiseringsdebatten i Socialdemokra-
tiet fra 1918 til 0. 1927« (s. 71-86). Hun inddeler diskussionen i to faser og
konstaterer, at den aldrig var særlig vidtgående. Karin Hansen og Lars
Torpe undersøger »Vejen til Kanslergade” -
Socialdemokratiets politik i
30'erne« (s. 87-121). De diskuterer forskellige reformismeopfattelser og
fremlægger også deres egen. Det må understreges, at det er et diskussions-
bidrag -
et vigtigt -
hvor f. eks. forholdet mellem faglig og politisk kamp i en
økonomisk krisesituation ikke Synes at være rigtig forstået. I arbejdsløsheds-
tider som dengang med dårlige kampmuligheder for arbejderklassen på det
faglige område, må bevægelsens tyngdepunkt naturligt være den politiske
kamp. De problematiserer endelig Socialdemokratiets styrke i arbejderklas-
sen i slutningen af 1930'erne. Det er et væsentligt træk i den seneste tid, at
Socialdemokratiets rolle i dansk politik diskuteres udførligere og meget
mere afemotionaliseret end tidligere. Kritiske historikere nr. 1/1978 har for-
uden to interessante diskuterende anmeldelser af Birte Brocks og Kirsten
Geertsens bøger om kvindelige arbejdere en kort artikel af Hanne Casper-
sen. Den bygger på hendes speciale og behandler især »Arbejderkvindemes
298

oplysningsforenings«seksualpolitiske arbejde, et emne der ikke er behand-
let før (»Den præventive specialeskrivning«, s. 24-32).
I Militært Tidsskrift 1977 findes en interessant artikel af Ole Balleby om
»Friedrich Engels' opfattelse af den væbnede opstands militære strategi og
taktik« (s. 89-117). Den indeholder væsentlige overvejelser fra Engels” side
om proletariatets voldelige kamp, dens forberedelse og gennemførelse.
Denne artikel og især en tidligere af samme forfatteri samme tidsskrifts 104.
årg. (1975) om »Friedrich Engels' opfattelse af samtidens militærvæsen« (s.
148-175) viser klart den dialektiske materialismes overlegenhed. Engels'
indsigt i militære forhold blev betydningsfuld, fordi han forstod at kombi-
nere den med indsigt i udviklingens dialektik og samtidens udvikling af nye
kommunikationsveje. Dertil kom hans forståelse af massemes betydning.
De senere marxistiske ledere har lært meget af ham, som resultaterne af
borgerkrigen i Kina og den vietnamesiske befrielseskamp viser. Ballebys
artikler formidler udmærket Engels* opfattelse af de i artiklerne behandlede
emner. Det understreges videre af den gennemgang af litteraturen om Marx”
og Engels' beskæftigelse med militære problemer, som findes i juli/august-
nummeret 1977 af tidsskriftet (s. 142-170). Balleby oversætter i denne arti-
kel især fra to artikler af den vesttyske militærhistoriker Werner Hahlweg,
som skal udgive Marx” og Engels* efterladte'papirer omkring problemet.
Der er åbenbart materiale nok til 2 bind, som skal udkomme i 1978 (bind 1)
og senere. Hahlweg kan godt forklare Marx-Engels* forståelse af militær-
spørgsmål f. eks. »Det fremgår af dokumenterne, at både Marx og Engels
primært har opfattet militærvæsen i alle dets afskygninger som noget sam-
fundspolitisk og aldrig betragtet det isoleret... Med andre ord er den prole-
tan'ske revolution det centrale formål i alle Marx” og Engels' militære arbej-
der eller studier.. .«
(149f.). I tilslutning til Hahlwegs artikler giver Balleby
en kort litteraturon'entering. Ole Balleby fortsætter sin artikelserie i Militært
Tidsskrift januar 1978 (s. 12-37), dennegang om »Friedrich Engels' forestil-
linger vedrørende militær organisation«. Det er som de tidligere og en føl-
gende (sammesteds marts 1978, s. 103-24) virkelig interessant læsning -
»Vold og militær magtanvendelse i Karl Marx' og Friedrich Engels” politi-
ske forestillingsverden. En oversigt« -. Det ville være mere end rimeligt,
hvis disse artikler snarest blev samarbejdet til en selvstændig udgivelse.
I nr. 34 (sept. 1977) af Kontext, som er et temanr. om højredrejning i
Danmark, skriver Palle Rasmussen et debatindlæg om
»Fremskridtsarbej-
deren og venstrefløjen« (s. 41-68). Også andre artikler i nummeret behand-
ler problemer i forbindelse med Fremskridtspartiet. I Oktober nr. 8 har
Johannes Andersen skrevet en artikel om »Oppositionen i arbejderklassen i
701eme -
erfaringer fra en fremskridtsdebat« (s. 64-80), hvor han især disku-
terer de lag/grupper i arbejderklassen, der har støttet Fremskridtspartiet.
litteratur og samfund nr. 22-23 er et speciale af Kirsten Dyssel Petersen
om »Dansk arbejderlitteratur 1973-76. Arbejderlitteraturens tematik, skri-
vemåde og formidling i 70'erne« (s. 3-160). Det teoretiske udgangspunkt er
»offentlighedsteorien (som) danner mit egentlige udgangspunkt« (s. 6) og
299

endvidere nogle andre tyske undersøgelser om specielt arbejderlitteraturen,
som har »vist sig at rumme nogle gode indfaldsvinkler« (s. 7). Clarté nr.
1-2/ 1977 har noget forsinket til 50-års-jubilæet i 1976 en bibliografi over alle
endnu tilgængelige numre (der mangler vistnok kun et nummer fra 1930) af
de forskellige tidsskrifter, der udkom med navnet Clarté. Den er udarbejdet
af John Hansen og opbygget meget overskueligt i 17 grupper med en over-
sigt over undergrupper og med krydshenvisninger. Der er registreret ca. 840
artikler, idet dog ikke alle artikler i 17. årg. (1975-77) kunne indplaceres,
fordi de først udkom efter bibliografiens afslutning (s. 1-64). Carl Erik Bay
har i samme nr. skrevet en artikel om »Henri Barbusse og ClaIté« (s. 65-80).
Han ser ClaIté som »et af de første opsamlingssteder for antiimperialistiske
kræfter. I et længere perspektiv er Clané et af selve knudepunkteme i
mellemkrigstidens intellektuelle transformation og organisation« (s. 66).
I häften för kritiska studier 4/77 findes en artikel om »Økonomi og mar-
xisme. En debat mellem marxistiske økonomer i Italien« af Bruno Amoroso
og Ole Jess Olsen (5. 6-23), hvori de bl. a. giver en kort oversigt over
marxismens historiske stilling i Italien og en præsentation af dens stilling i
dag på vigtige områder. Heftet er iøvrigt et temanr. om Antonio Gramsci. I
tidsskriftets nr. 5/77 diskuterer Erik Christensen og Nils Mortensen en af-
handling af Sune Sunesson. I den sammenhæng beskæftiger de sig med den
»kapitallogiske« og den »strukturalistiske« fagforeningsteori og begges
svagheder -
»På vej mod en marxistisk fagforeningsteon'« (s. 31-46). I
samme nr. har Hermann Knudsen en kort oversigt over arbejdet med »De
fagkritiske rapporter« (s. 47-52), der afsluttes med en bibliografi over de
væsentligste rapporter. Reinhard Lund har iStudi organizzatori (9. årg. 1977
nr. 2, s. 211-33) skrevet en artikel om »La centralizzazione dei Sindicati e
delle associazioni impreriditoriali in Danimarca: il caso dell' industria metal-
lurgica«.
Verner Bruhn har skrevet en artikel om »Ribe amts 2. valgkreds. Folke-
tingsvalg 1848-1915«; det drejer sig om Esbjerg kreds, dvs. både by- og
landkreds, som blev delt efter grundlovsændringen i 1915 .' Socialdemokra-
tiet i Esbjerg blev oprettet i 1890, fra 1898 eksisterede Vestjyllands Social-
Demokrat og fra 1903 opstilledes Sundbo som kandidat. Han blev dog ikke
valgt før 1918 dvs. efter landkredsens udskillelse. Der meddeles en del
interessante ting i den sammenhæng, f. eks. Sundbos stilleres erhverv ved
de forskellige valg (Fra Ribe Amt 1977 XX/2 s. 456-488). I Grenzfriedens-
hefte 3/77 skriver Paul Koopmann en artikel om det tyske mindretals for-
hold til Socialdemokratiet hhv. til de i Socialdemokratiet organiserede tyske
arbejdere. Hans konklusion er, at forsåvidt de tyske arbejdere ikke tog deli
mindretallets arbejde, så var det deres egen skyld -
»Sozialdemokratie und
deutsche Volksgruppe in Nordschleswig« (s. 146-155). I samme tidsskrift
skriver Gerhard Beier om »Sozialdemokratie und Schleswig-Holstein-Frage
1864-66. Wilhelm Liebknechts unbekannte Leitartikel in der ”Osnabrücker
Zeitung,« (nr. 3 og 4/1977 s. 129-46, 185-206). Det er mere et bidrag til
Liebknechts politiske biografi, og som sådant også væsentligt, end et bidrag
300

til Slesvig-Holsten-spørgsmålet, som kun er udgangspunkt for Liebknechts
(og Beiers) artikler. I en kronik i Flensborg Avis (4. marts 1978) skriver
Anders Ture Lindstrøm kort om »Samfundshjælpen« fra 1920 i Danmark og
Nordslesvig. Dette strejkebryderkorps var naturligvis ganske upolitisk etc.,
en opfattelse Lindstrøm knap nok deler. I ny politik 12/1977 skriver Carl
Heinrich Petersen i anledning af 50-året for justitsmordet på de to amerikan-
ske anarkister Sacco og Vanzetti om sagen og dens historiske baggrund. Det
var en sag, der i sin tid vakte stor opsigt og førte til en årelang solidaritets-
kampagne fra arbejdere i mange lande. Mordet blev imidlertid fuldbyrdet,
og først 50 år senere er de to blevet frifundet i en erklæring, der går uden om
det væsentlige, at de nemlig blev myrdet som repræsentanter for de klasse-
bevidste arbejdere, »Sacco og Vanzetti -
Sagen, som ikke ville dø« (s.
26-28). I Historiske Meddelelser om København 1976 meddeler Henry
Stjemqvist nogle erindringer fra barndom og studentertid. Hans far var
skræddersvend og første del af erindringeme om et arbejderbarns opvækst
og skolegang har interesse. Stjemqvist var senere bl. a. medlem af Studen-
tersamfundet, men fra den tid har han ikke noget væsentligt at fortælle
(»Erindringer« I, s. 164-187). I 1977-bindet fortsættes erindringeme (s.
233-58) med løst og fast snak om mangt og meget. Det giver dog gode glimt,
som vil kunne bruges i forskellige sammenhænge. Bidrag. Bevidsthedssocio-
logisk tidsskrift nr. 7 er et temanr. om den betydelige marxistiske teoretiker
Georg Lukács. Redaktionen fremhæver i sit forord, at »Bogen har ingen
anden samlende idé end denne: at diskutere afgørende aspekter af den mar-
xistiske teori og den socialistiske strategi i anledning af Georg Lukács . . .
og
årsagen til- denne diskussionsindgang er fællesoverbevisningen om Lukács'
fortsatte aktualitet«. Endvidere understreges at det her drejer sig om »et
arbejdshefte -
ingen lærebog«. Det er rigtigt, alligevel er dette nummer nok
det betydeligste bidrag til diskussionen om Lukács i bredeste forstand på et
skandinavisk sprog. De 6 bidrag er af Kurt Dahl Christiansen: »Om højre-
og venstreopportunismen 'som genstand og fænomen i Lukács” politiske
teori fra 1918 til 1928« (5. 3-53), Flemming Houe: »Lukács” Hegelreceptioni
*Geschichte und Klassenbewusstsein'. Med særligt henblik på totalitets- og
dialektikbegrebeme« (s. 54-72), Stig Dalager og Anne-Marie Mai: »Lenin
contra den unge Lukács. Kulturñlosoñske/-politiske divergenser og'over-
ensstemmelser« (s. 73-87), Michael Svendsen Pedersen: »G. Lukács: Mar-
xist og/eller idealist?« (s. 88-108), Erik Nielsen: »Lukács' realisme-koncep-
tion« (s. 109-155) og Henrik Reinvaldt: »Georg Lukács” nutidige betydning«
(s. 156-64).
Bernt Schiller offentliggør en kort artikel om »Industrial Democracy in
Scandinavia« i The Anna/s ofthe American Academy7 ofPolitical and Social-
Science vol. 431, maj 1977 (s. 63-73). Schiller beskriver kort udviklingen fra
1930'erne til 1970'erne, som gående fra konflikt over samarbejde til integra-
tion, som kan betyde at udviklingen ender i en korporativ stat. I Skandinav-
skij Sbornik bd. 12 (1967) findes en artikel af I. Kudrina om »Den illegale
presse i Danmark under den tyske okkupation 1940-45« (s. 69-91). Kudn'na
301

lægger størst vægt på den kommunistiske presse, men fårdog nævnt en del
andre. I bd. 16 (1971) offentliggøres A. Jensens artikel om »V. 1. Lenin og
Danmark« (5. 65-85), som også har været offentliggjort i Tiden. I bd. 17
(1972) gennemgår G. Nekrasov de »Sovjetiska arkiv och deras betydelse vid
utforskningen af de rysk-skandinaviska förbindelsema på 1300-1800-talen
samt vid forskningen i de skandinaviska länders och Finlands historia« (s.
272-81). Der skulle være materiale om »klasskampens historia« og »Kapita-
lismens uppkomst och segertåg«. Nekrasov foreslår offentliggørelsen af
dette materiale i videst muligt omfang. Artiklerne har resumeer på et af de
skandinaviske sprog.
VS Bulletin nr. 178 har på ca. 100 5. forskellige bidrag til partiets nu
10 årige historie. Der er nogle interviews med ældre arbejdere, der har holdt
ud i partiet, med nogle af partiets mere eller mindre fremtrædende medlem-
mer og bidrag til enkelte lokalafdelingers historie samt til partiets udad-
vendte arbejde. Det er alt i alt et informativt skrift uden at være en partihi-
storie. Kultur og klasse 31 indeholder bl. a. et foredrag af Anker Gemzøe om
»Arbejderkultur i Danmark 1890 til 1924« (s. 31-61). Bl. a. lægger han med
forbehold Vægt på arbejdererindringer og kan via dem udkrystallisere to
former for adfærdsmønstre i arbejderklassen: de ufaglærtes og de faglærtes;
den sidste blev den dominerende form i arbejderbevægelsen. Det bliver dog
i perioden ikke en entydig dominans, der var modstridende tendenser, »ar-
bejderbevægelsens kulturpolitikr var derfor splittet og uklar« (s. 55). Ipoliti-
ske arbejdstekster nr. 11-12 diskuteres Hans Erik Avlund Frandsens artikel
om Socialdemokratiet (i nr. 10) af Torben Hviid Nielsen, Ib Nørlund, Tor-
ben Krogh, ÅgeStaghøj, Litten Hansen, Mikael Waldorf og Frandsen selv.
Diskussionen går især på en aktuel vurdering af Socialdemokratiet, og de
politiske følger det har. Det er naturligt, at der er store forskelle i de forskel-
lige opfattelser. Diskussionen er heller ikke afsluttet med dette hefte, som
bl. a. Årbogfor arbejderbevægelsens historie 7 viser. Rød Idræt. Tidsskrift
for idræt, kultur og politik har i en serie om idrættens historie i nr. 4/1977
lader »Arbejderidrætsbevægelsen« behandle af Peter Simonsen (s.
10-12,18). Det er en kort gennemgang især af dens politiske betydning og
finder en kort fortsættelse i nr. 5 af tidsskriftet.
I Nordisk tidsskrift for politisk ekonomi nr. 5/ 1977 foretager Heine Ander-
sen en analyse af »Den danske klassestrukturi mellemkrigstiden med sam-
menligninger med den svenske« (5. 4-27). Det er relevant materiale, der
kommer frem. Det er nok det første større forsøg, der gøres for at få disse
ting frem, (dog findes Den jyske Historiker nr. 9, der behandler omtrent
samme periode), og der er således en del usikkerhed om analysens anvende-
lighed; det må først efterprøves i praksis, hvorvidt den kan bruges og om
dens teoretiske forudsætninger er holdbare. Peter Dencik og Per Kongshøj
Madsen diskuterer i samme nummer »
Fagforeninger, stat og politiske kon-
junkturcykler« (s. 44-59). Artiklen er interessant, men dens beskrivelse af
de faglige organisationers rolle i kapitalismen indeholder ikke noget egentligt
nyt. Tage Bilds artikel i dette nr. er koncentreret om 1930”emes »Udvik-
302

lingstendenser i forholdet mellem stat og arbejderklasse« (s. 60-79), dvs. de
forsøg der i 1930'erne giordes for at klare den økonomiske krise på arbej-
derklassens bekostning.
Anders Uhrskov har i Økonomi og politik 3/1977 forfattet en artikel om
»Verdenskommunismen efter 1956« (s. 251-64). Det er et vidtfavnende og
overfladisk forsøg på at finde frem til hovedlinjeme i verdenskommunis-
mens udvikling og derunder udviklingen af eurokommunismen. I samme
tidsskrifts nr. 4/77 skriver Søren Riishøj en artikel »Fra oktoberrevolutionen
til det udviklede socialistiske samfund« (s. 341-54), som udmærker sig ved
udelukkende at anvende sovjetiske kilder (tidsskrifter etc.) af nyere dato.
Det giver et interessant perspektiv. På s. 366-87 i samme nr. skriver Iver
Homemann Møller om »Klassekamp og sociallovgivning«. Det er den
første artikel i en serie, »hvis formål det er at give en historisk redegørelse
for mulige årsagsforbindelser mellem befolkningsklassemes styrke og cen-
trale dele af sociallovgivningen«. Det kan blive interessant også i sammen-
ligning med DjH nr. 10. I Erhvervshistorisk årbog 27 (1976-77) findes et
foredrag af Kristian Hvidt om »Arbejdsformidling og arbejdsløshed før
1914. En oversigt« (s. 108-118). Det er en meget kortfattet gennemgang af
forskellige tendenser; omkring århundredskiftet oprettedes flere steder i
Europa arbejdsformidlingskontorer, især fremmet af konservative kræfter.
Det blev »begyndelsen til det 20. århundredes statsprotektionistiske politik,
det, der siden blev kaldt for velfærdsstaten« (s. 116). Indtil ca. 1920 var den
offentlige arbejdsformidling blevet et dominerende træk i Europa, mener
Kristian Hvidt.
Historie offentliggør i nr. 1-2/1977 Tom Sindings »Dansk Arbejdsmands-
forbund under storkontlikten 1925. Forspil, forløb, efterspil« (s. 71-135),
vel nok en bearbejdet udgave af Sindings speciale. Det er den anden afhand-
ling om denne konflikt, der er udkommet i løbet af kort tid. Sinding har
imidlertid fundet nyt materiale, som giver ham mulighed for at vurdere
konfliktens forløb og resultat anderledes end hidtil. Der er dog også teore-
tisk-metodiske forskelle til tidligere fremstillinger. Bent Jensens »Oktober-
revolutionen og danske erhvervsinteresser i Rusland. Vareudvekslingsbe-
stræbelser og motiver herfor i perioden indtil den økonomiske blokade af
Sovjetrusland (1917-1918)« iHistorie X (1972-74) s. 185-242 har kun mindre
betydning for arbejderbevægelsens historie (se dog s. 234), men har natur-
ligvis nogen betydning for den almene politik overfor SU og revolutionære
kræfter i arbejderklassen. Den som den første større danske strejke opre-
klamerede tømrerstrejke i 1794 er nu undersøgt på en anden led af Jens Chr.
Manniche (sammested s. 525-61). Han forsøger især at beskrive reakti-
onerne på konflikten og benytter retsmaterialet til at undersøge de strej-
kende tømrersvendes forhold. Det giver en del interessante resultater.
Strejken var meget omfattende, men havde ingen politiske implikationer til
trods for at nogle var opmærksomme på sådanne muligheder.
Flemming Hemmersam skriver i Unifol 1977 en større afhandling om
»Arbejderfolklore/Arbejderkultur« (s. 45-101). Som den omfangsrige litte-
303

raturliste viser, indgår der mange aspekter i hans diskussion af emnet. Han
lægger stor vægt på dialektikken mellem de forskellige kulturelementer og
artiklen indeholder væsentlige ting. Han peger bl. a. på problemet med de
forskellige fags traditioner (s. 47ff.), som er hæmmende for en virkelig for-
ståelse af arbejderkulturen. Men han formår desværre heller ikke selv at
overvinde sit eget fags grænser. Det mindsker imidlertid ikke betydningen af
de ting, han behandler, og artiklen viser under alle omstændigheder, at
folkemindevidenskaben ikke nødvendigvis for 27. gang behøver at behandle
ringridningens udvikling i Ballerup-Måløv og omegn, men kan behandle
mere centrale emner på en relevant måde.
Carl Erik Andersen, Jørgen Burchardt og Flemming Mikkelsen har i Ind-
ustrialismens bygninger og boliger nr. 2/1977 fået offentliggjort en artikel
om »Arbejdererindringer« (s. 21-30), hvor de vil orientere om de forskellige
arbejdererindringsindsamlinger, om nogle nyere metodiske overvejelser
over emnet og om hvad der sker omkring studiet af arbejdererindringer. De
lægger op til et omfattende arbejde, bl. a. nyindsamlinger og registrering af
det forhåndenværende stof, så det værdifulde materiale, som arbejdererin-
dringerne er, kan bruges.
I Oktober 9 (1978) undersøger Hanne Rasmussen og Ane Olesen » Folke-
frontspolitikken i Europa -
eurokommunismens historiske rødder« (5.
5-37). Det er en ikke uinteressant politisk-historisk analyse, der er dog ikke
noget overraskende nyt i deres artikel; det er måske kun en fordel. Niels
Senius Clausen har i Fortid 0g Nutid 1978/3 skrevet en meget nyttig oversigt
over »Forskning i dansk arbejderbevægelses historie 1967-1977 -
en over-
sigt« (s. 391-409). Det er indledningsvis en kort orientering om stillingen før
1967 og de derefter følgende diskussioner og om forskningscentreme. Den
største del er en omfangsrig kommenteret oversigt over de vigtigste forsk-
ningsresultater inklusive en del utrykte afhandlinger. I Kritiske Histori-
kere 2/ 1978 skriver Karl Christian Lammers om »Komintem og fascismen.
Skitse til en analyse af den Kommunistiske Internationales politik overfor
fascismen 1922-1933/35« (5. 4-33). Han fremhæver fascisme-forskningens
aktualitet, men afviser korrekt at overføre de datidige fascismeteorier ure-
flekteret. Endvidere understreger han stærkt, at denne artikel er en skitse.
Den er nok en diskussion værd. I samme nr. skriver Claus Bryld en anmel-
delse i hvilken han fremlægger nogle vigtige principielle overvejelser om
historieskrivningen om arbejderbevægelsen og dens nuværende stade, »Be- .
sættelse og befrielse« s. 57-67.
I Skandinavskij Sbornik bd. XXII (1977) offentliggøres en artikel af J.
Kudrina, G. Pirogov, V. Holodkovskij og O. Tjernysjeva, der behandler
»Den Store Socialistiske Oktoberrevolutionen och arbetarrörelsen i Nor-
den« (s. 5-28); »I artiklen har man försökt skildra särdragi arbetarrörelsens
utveckling i Sverige, Norge, Danmark och Finland under den revolutionära
entusiasmen 1917-1918« (fra det svenske resumé s. 28). Meddelelser fra
Rigsbibliotekaren indeholder i nr. 2/ 1977 en artikel af Steen Bille Larsen om
»Kilder til arbejderbevægelsens historie i småtryksafdelingen« (5. 8-16).
304

Det er en oversigt over, hvad man kan finde i denne småtryksafdeling,og
det er meget og værdifuldt materiale. Som sæmummer af Litteratur og
samfund er udkommet Jens Peter Østerby Petersens og Jens Skovholms
speciale i dansk om »Arbejderne og krisen. Forholdet mellem AOF's arbej-
deruddannelse, reformismen og arbejderbevidstheden i 30'erne«. Det er en
meget relevant opgave at få AOF undersøgt i denne periode i sammenhæng
med den socialdemokratiske arbejderbevægelses øvrige udvikling. Det
kunne give centrale oplysninger om, hvilke teoretiske/ideologiske indflydel-
ser der gjorde sig gældende i denne overgangsperiode -
eller dog ønskedes
fremmet fra ledelsens side. Afhandlingen indeholder nyttigt materiale, men
kan ikke være det sidste, der bliver skrevet om emnet. En ny afhandling
burde f. eks. også inddrage AOF-tidsskriftet »Kultur-Fronten«.
I DDR-Revy. Tidsskrift fra den Tyske Demokratiske Republik 5/1978
meddeler en tidligere emigrant, Max Spangenberg, nogle erindringer fra den
tyske, kommunistiske modstandsgruppes aktivitet i perioden 1940-1945.
Han fremhæver især samarbejdet med den danske antifascistiske og borger-
lige modstandsbevægelse, uden hvilket gruppen næppe havde kunnet opnå
noget. Imidlertid betød gruppens arbejde også, at danske modstandsfolk
kunne få nytte af antifascisteri den nazistiske hær. Det var »et uforglemme-
ligt eksempel på international solidaritet« (s. 42). Også udover det har grup-
pens arbejde åbenbart haft betydning, idet »Kopenhagener Soldatenzeit-
schrift« måtte advare mod dens arbejde -
»Solidariteten glemmer vi aldrig.
Danske og tyske modstandsfolk kæmpede side om side« (s. 42-45).
Alfred Jensen har i det sovjetiske historiske tidsskrift Voprosy Is'torii nr.
11, 1977 (s. 53-61) skrevet en artikel om »Oktjabr'skaja revolucija i Danija«
om den russiske oktoberrevolutions betydning især for den danske arbej-
derklasse. Artiklen dækker vist hele perioden Op til 1977.
I Marxistisk Antropologi nr. 2-3/1977 analyserer Ole Høiris »Koloni-
alismeteori og imperialismeteori. En oversigt over debatten i perioden
1883 til 1915« (s. 77-135). Det er en gennemgang af en del diskussionsind-
læg i tidsskrifterne »Die neue Zeit« og »Sozialistische Monatshefte«, det
sidste var den socialdemokratiske højrefløjs organ. Høiris inddeler perio-
den i to hovedafsnit med skillelinjen omkring 1900. I den første periode
udvikledes en forståelse af kolonispørgsmålet og den afsluttedes med en
begyndende diskussion af imperialismen. I den anden periode udskilte sig
en tydelig højrefløj, der ubetinget gik ind for en modificeret (civilisatorisk)
kolonialisme. Høiris koncentrerer sig om debatten i de to tidsskrifter for at
give baggrunden for de senere imperialismeteorier. Det er også lykkedes,
selvom han langtfra har (kunnet) inddrage hele stoffet, der er artikler af
f. eks. Parvus, Radek, Pannekoek og andre, som hører med i denne sam-
menhæng. Selvom præsentationen af kilderne utvivlsomt er af stor nytte -
og de mange citater giver et godt indblik -
er det rigtigt, at »referatet har
haft en meget overfladisk karakter« (s. 130). Der kan arbejdes meget med
sagen endnu, og her burde også de analyser af imperialismediskussionen,
som er udkommet i de senere år, inddrages. -
Det benyttede materiale -
de
305

to tyske tidsskrifter -
viser iøvrigt noget om den internationale diskus-
sionssammenhæng, der fandtes i arbejderbevægelsen. Alt i alt kan artiklen
godt bruges. Den har sammenhæng med flere artikler i tidligere numre af
Marxistisk antropologi.
I Kurasje nr. 17 skriver Nils Bredsdorff/Jens Brinch/Leif Hansen 0m
»Indkomstpolitik og kapitalakkumulation i Danmark« (s. 5-54). I artiklen
kommer de ind på et centralt forhold for den danske arbejderbevægelse,
nemlig den meget tidlige udvikling af et fagretsligt system (»retliggørelsen
af klassekampen«, s. 24) og nogle af dettes konsekvenser. Nr. 336 af
politisk revy er et omfangsrigt særnummer om især den tyske revolution i
1918, dens forudsætninger i arbejderbevægelsen og dens betydning for
Weimarrepublikkens udvikling. Disse afsnit indeholder bl. a. oversættel-
ser af vigtige dokumenter af bl. a. Luxemburg, Ernst Däumig, Wilhelm
Koenen, Richard Müller, Karl Radek. I det sidste afsnit behandles udvik-
lingen i de 3 skandinaviske lande, Italien og Ungarn. Nummeret er gen-
nemillustreret med et godt billedmateriale. Redaktionen har bestemt sig
for dette emne, fordi bag denne mislykkede revolution »gemmer der sig
kontureme af en anden type revolutionær bevægelse end den russiske. I
den vesteuropæiske arbejderklasses tabte og i vidt omfang glemte revolu-
tionsforsøg ligger der i kimform erfaringer og teorier af lige så stor inte-
resse for den revolutionære venstrefløj i dag som i den sejrrige omvæltning
i Rusland« (s. 3). Artiklerne er skrevet af Klaus Schulz, Karl Christian
Lammers, Flemming Mortensen, Hans Chr. Petersen, JustJustesen, Mor-
ten Thing, Håkon Arvidsson, Einar A. Tery'esen, Jørgen Stender Clausen
og Niels Frølich.
»Kriser skal ikke tilsløres -
heller ikke de historiske« hedder en artikel
af Erik Strange Petersen inr. 7/ 1978 af ny politik (s. 24-28). Han beskæfti-
ger sig i den med Socialdemokratiets 2. kongres (Købmagergadekongres-
sen) i 1877. Det er et delresultat af hans forskning i det tidlige socialde-
mokrati. Det er den første udførlige beskrivelse af Købmagergadekongres-
sen og de politiske og organisatoriske modsætninger, der blev åbenlyse på
den. Modsætningerne førte sammen med den økonomiske krise bevægel-
sen til sammenbruddets rand.
Pressens årbog 1978 indeholder en del artikler af interesse -
de er dog
præget af denne årbogs specielle politiske standpunkt, som er blevet mere
udpræget med årene. To af redaktøreme, Erik Lund og Niels Thomsen, har
skrevet om »Kampen om Det Berlingske Hus« (s. 9-38). Den tilsigtede
værdifrihed kommer nødvendigvis til at føre til en uvillet tendensiøsitet,
hvilket forhindrer »en fremstilling af problemer, parter og begivenheder«
(undertitel) i at blive mere end et partsindlæg. Det forhindrer ikke artiklen i
at være interessant, mere p.g. a. det den siger om borgerlige videnskabs-
mænds fremstillinger af en arbejdskonflikt, end om konfliktens egentlige
indhold og betydning. F. eks. »Fra bladstandsningemes første dage, men
navnlig under de voldelige uroligheder sidst i april, blev demonstrationsak-
tiviteter iscenesat og mangedoblet i omfang og mediegenklang gennem or-
306

ganiseret indsats fra venstreorienterede grupper som studerende ved Ros-
kilde Universitetscenter, studenterrådsaktivister fra hele landet og den
kommunistiske fagopposition, herunder det københavnske formandsiniti-
ativ«. (s. 15). Dan Larsens »Fem faser for folketinget i,arbejdskampen om
Berlingske« (s. 39-56) adskiller sig i politisk henseende næppe fra
Lund/Thomsens artikel. Det overrasker derfor heller ikke så meget, at Ma-
rion Marz'olf i en artikel om »Den dansksprogede presse i USA« (s. 316-328)
end ikke nævner, at der har eksisteret en ret udbredt arbejderpresse der.
Alligevel har hendes artikel en vis interesse, idet hun hovedsagelig beskæfti-
ger sig med Sofus Nebles »Den danske Pioneer«, en avis der omkring 1.
verdenskrig med et oplag på knap 40.000 var et af de største dansksprogede
dagblade. Det var også et blad, der blev forbudt i Danmark af den reakti-
onære regering og f. eks. støttede arbejderne energisk i storkonflikten i 1899.
Iøvrigt er artiklen intenderet som »en studie i assimilation« , som undertitlen
lyder. Steen Tandrup har på grundlag af sit speciale skrevet om »den jyske
socialdemokratiske presse 1959-1974« (s. 97-115), d.v.s. om lukningen af
de selvstændige socialdemokratiske aviser. Han mener, at der er flere årsa-
ger til denne lukning, men at årsagen til, at det blev »Aktuelt«, der blev
opretholdt og ikke de jyske blade -
som lokalt kunne have betydet mere end
Aktuelt i rigsmålestok -
var, at man i A-pressens ledelse ønskede at have
en landsavis, som man også ville understøtte, mens lokalaviseme stort set
skulle kunne hvile i sig selv. Desuden havde man foretaget en del kostbare
fejldispositioner. Artiklen er i øvrigt ikke særlig kritisk.
Den jyske historiker 13 er et temanr. om »Forskning i dansk arbejderklas-
ses og arbejderbevægelses historie«. Heftet består af tre artikler, hvoraf den
ene dog er en »Kommenteret bibliografr til den danske arbejderklasses og
-bevægelses historie« af Jens Christensen (s. 139-236). Bibliograñen er på
ca. 600 numre, og der er »lagt vægt på at tage al væsentlig forskning med
samt det, jeg opfatter som det bedste inden for den omfattende litteratur, der
stammer fra organisationerne selv« (8. 139). Det kan hurtigt konstateres, at
ikke al væsentlig forskning er med, desuden er der en del mindre fejl. Biblio-
grafien har dog værdi som indføring i en del af den vigtigste litteratur. Et
forfatterkollektiv af kvindelige historikere har skrevet om »Arbejderkvinder
og uligeløn« (s. 5-75). »Artiklen skal altså udelukkende forstås som en
introduktion til gruppen og det endelige arbejde, der endnu ligger forude,
nemlig fremstillingen af de kvindelige arbejderes faktiske historie« (5. 10).
Med udgangspunkt i uligelønnen fremstilles væsentlige træk af arbejder-
kvindernes historie 1870-1900. Det fremhæves, at der er et dialektisk forhold
mellem arbejds- og familieliv. Artiklen er godt illustreret og har en ret udfør-
lig bibliografr. Niels Christensen, Lars Juhl og Ole Marquardt har skrevet
en artikel, som de kalder »Enhed og modsætninger i arbejderklassen. Be-
grebet 'Arbejderklassens erfaringer” og dettes politiske konsekvenser« (s.
77-138). Det kunne der være kommet noget interessant ud af.
Afsluttet 31. aug. 1978
307

Det beklages, hvis artikler, der burde have været med i denne oversigt,
mangler. Men i de senere 'år er det blevet svært at følge med i de mange
tidsskrifter, der indeholder hhv. kan indeholde relevante artikler. Det er
årsagen til, at der i denne og tidligere oversigter er blevet ort opmærksom
på artikler, der burde have stået i endnu tidligere oversigter. Det er derfor
vigtigt, at læserne indsender oplysninger eller endnu bedre særtryk/kopier af
artikler, der burde omtales, til forfatteren på Arbejderbevægelsens bibliotek
og arkiv, Rejsbygade l, 1759 København V -
det gælder også for ældre
i
artikler, d.v. s fra 1968 og fremefter.
308

Selskabet til forskning
i arbejderbevægelsenshistorie
blev stiftet den 4. december 1970.
Selskabets formål er at inspirere til og befordre studiet af arbejderbevægelsens
historie. Desuden er det selskabets opgave af fungere som forum for forskere,
der arbejder videnskabeligt med den danske og den internationale arbejderbevæ-
gelses historie og som formidler af denne forsknings resultater.
Selskabet udgiver en årbogog et tidsskrift samt en skriftserie indeholdende hidtil
utrykte afhandlinger, oversættelser mm. Til brug ved undervisningen på forskel-
lige niveauer udgives kildehæfter.Endelig arrangerer selskabet årligt et seminar,
hvor forskningsproblemer diskuteres.
Selskabet ledes af en bestyrelse på syv medlemmer, der vælges på en årlig gene-
ralforsamling. Enhver der tilslutter sig dets formål, kan optages som medlem.
Kontingentet er for tiden fastsat til 90 kr. årligt. For dette beløb modtager med-
lemmerne: ärbogen,tidsskriftet (2 numre), andre udgivelser til favørprissamt til-
bud om deltagelse i seminarer, foredrag og møder.
Rejsbygade l, 1759 København V.
Giro 6 18 04 50

SFAH_Aarbog_8_1978

More Related Content

What's hot (15)

Viewers also liked (20)

Similar to SFAH_Aarbog_8_1978 (17)

More from SFAH (20)

SFAH_Aarbog_8_1978